After so long time I "see" you again //Sean//

S: En grotte i Dragons Peak
T: Middagstid
V: Solen skinder og det er varmt
O: Sten
Karakter: Luce

Ingen vidste hvor Luce Trieetence var henne. Ingen andre end Sakref Morladin vidste det. Hun havde haft kontakt med ham igennem en brevdue, hvor hun havde forklaret situationen og de havde aftalt at hvis nogen spurgte hvor hun var henne var hun på en hemmelig mission for, at ingen ville finde hende. Hun var nemlig stukket af fra alt og alle for flere år siden. Hun havde lagt breve til Sean og til Sakref som var de tætteste og de eneste hun virkelig stollede på. Nok stollede hun også på Josh, men hun vidste, at han ville gøre alt for og finde hende igen og hun ville ikke findes. Hun havde brug for og blive sig selv igen. Få ro på sig selv.
Grunden til, at hun var flygtet fra alle i Doomsville, hvor folk mindst ventede det var fordi hun havde mistede sin nyfødte datter Arriane lige efter fødslen plus hendes aller ældste datter Rafaela var begyndt og ligne hende mere og mere og vidste store tegn på, at hun var hendes datter og ikke Sakref og Valionas som der egentlig var blevet lavet pappire om. Sakref havde været venlig og adopteret hende. Det havde Luce fundet ud af og derfor var det på tide og komme væk. Sakref var heldigvis så forstående og hjalp hende.
Luces kastanjebrune hår var vokset ned til hendes læn for, at skjule hvem hun var. Hun var dog stadig blind og kunne ikke se noget udover folks auraer og det hjalp hende meget. Hun havde en sort kjole på der gik til lige over hendes knæe, hvor der var bundet et lilla bånd rundt om livet for, at kjolen sad lidt strammere om hende og fremhævede hendes former lidt.
Luce sad udenfor sin grotte som hun nu boede i. Grotten var så tæt på jorden som muligt for, at det ikke ville være svært for hende, at færdes rundt uden og falde. Ingen kendte hende der hvor hun boede. De fleste troede hun bare var en almindelig dragonlycan der ville være for sig selv og som var blind. Ingen kendte til hendes fortid, men alle var så flinke og give hende en hånd med indkøbende og det at føre hende hen til de vigtige steder for hende. Hun havde det rent faktisk godt, men savnet til sine børn, til sin læremester Sakref og Sean fyren der havde været den som havde givet hende troen på livet tilbage og givet hende så meget han kunne var stort. Hun havde tit lyst til og vende tilbage til Doomsville, men hun kunne ikke få sig til det overhoved.
Luce nød den blide vind der kærtegnede hendes kinder og solen der varmede hendes krop. Hun så hvordan de forskellige dyr løb rundt på jorden og legede. Deres auraer viste at de var lykkelige og havde det godt. Det fik hende til og smile.

Han havde først ladet det passerer. Ignoreret det. Han vidste hvad det betød. Hendes lille farvelbrev havde været nok. Han havde brændt brevet og givet sig videre med sit liv og mangel på mening. For han manglede mening. Han havde en klan, en søn. Et hus og Connor. Elyas. Men hvad så? De var rekvisitter. De gav ham ingen mening. Han havde også Alane, når han en sjælden gang så hende. Men når alt kom til alt...Havde han forandret sig meget. Han var blevet ligeglad. Han var blevet kold. Han var ved at blive sådan, som han burde være og skulle have været, lige fra starten. En rigtig dæmon.
Det hele var stort set startet med at Luce var rejst. Uden at have mod eller vilje nok til at møde ham ansigt til ansigt, var hun smuttet og efterladt et stik at smerte og tomhed. Når alt kom til alt havde de boet under samme tag og den omsorg han havde givet hende - Som han ellers ikke rigtig gav til nogen og slet ikke i samme omfang - havde gjort at han havde bekymret sig om hende. Og nu?
Han havde jo snakket med Rafaela. Og derefter blevet nysgerrig. Selv om han havde overbevidst sig om at han var ligeglad...Havde han fulgt de mindste spor der endnu kunne være tilbage. Han var ikke dum og meget tålmodig, et erfarent rovdyr. Med tiden fandt han altid det han ledte efter, koste hvad det ville.

Han følte sig svigtet af de folk, der enden stod eller havde stået nærmest ham. Han vidste end ikke hvad han skulle stille op med det! Han havde planlagt at finde hende...og bare se at hun var i live. Hvor hun var. Og så stikke af igen, uden hun bemærkede ham. Connor var snart en stor dreng. Han kravlede rundt derhjemme, havde endda taget de første skridt.
Dragons peak. Et støvet sted, fuld af huler, grotter og tunneller, som alle var en stor labyrint. Normalt kom han her ikke, følte sig ikke specielt velkommen. Draconianerne havde, for ham, altid virket en del reserveret. Men hans søger havde bragt ham hertil.
Han begav sig ned mellem grotterne. Han vidste ikke præcis hvor Luce gemte sig. Han havde været i byen et par dage og havde kun få ting at gå efter, men det lød til folk havde set hende heromkring...Så hun måtte bo her et sted.

Luce havde ikke så meget, at tage sig til. Hvad skulle en blind også lave? Hun havde intet og give sig til uden det ville vække opsigt. Uden folk ville regne ud, at hun stadig var lærling for Sakref og var dragen der havde lagt halvdelen af Firewood Village i ruiner. Hun holdt så lav profil som hun kunne og som Sean og Sakref havde lært hende. Det var faktisk utroligt, hvor meget 2 magtfulde mænd og 2 mænd der faktisk kunne lige så godt haft ladet hende rådne op betød så meget for hende. Det var hårdt og tænke på, hvor meget de 2 personer betød for hende og hvor meget hun egentlig savnede dem. Imens hun sad fordybet i sine tanker var der kommet en ung kvinde ind som hjalp hende med hverdagen og med det som hun ikke selv kunne selvom hun var blevet meget selvstændig. Kvinden lagde en hånd på Luces skulder og hviskede i øret, at der var gået rygter rundt om, at der var en mandlig person der ledte efter en der mindede om hende. Til og starte med troede hun det var Sakref der havde bedt Bron om og finde hende for og give en besked. Sådan plejede det ihvertfald at være. Hun rejste sig op og fulgte efter kvinden uden, at holde fast i hende eller noget. Som om hun stadig havde sine øjne. Kvinden ville føre hende hen til til et slags rum, hvor de fleste grotter mødtes, hvor de fleste mødtes for og snakke.
Luce stod stille og kiggede rundt indtil der dukkede en aura op som virkede meget bekendt. Det var ikke Brons aura som hun havde troet. Hun vidste ikke om hun skulle smile eller om hun skulle flygte. Hun blev stående som om hun var blevet bedt om det. Kvinden der havde først Luce ud gik direkte hen til Sean. Der var gået rygter rundt om, at nogen ville vide, hvor næsten den eneste dragonlycan var. Kvinden smilede venligt til Sean og pegede hen imod Luce "Der står den blinde dragonlycan folk siger du leder efter" hendes stemme var rolig og gik væk igen. Luce kiggede ned i jorden og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv overhoved. Det kunne kun være Sean. Han var den eneste der kunne få hende til og føles dum og som en svag kvinde. Det havde han altid kunne.

Sean havde ledt og været en smule forsigtig med at stille spørgsmål. Men han var en fremmed og i byerne løb rygterne, især hvis personen virkelig opholdt sig der og folk havde genkendt personen. Han vidste de ville advare Luce førend han nåede helt hen til hende. Så selv om han havde håbet på at være anonym...Forundrede det ham ikke vildt meget, da en fremmed kvinde udpegede Luce for ham. Selv om...De jo ikke vidste om han ville hende noget ondt.
Han stoppede op, som en statue, og kiggede direkte over mod Luce. Hun havde forandret sig, hendes hår var blevet en hel del længere. Men ellers så hun rimelig sund ud. Det var dog tydeligt...At hun ikke havde forventet besøg.
Han følte sig utryg. Hvad skulle han gøre? Han var bange for at hvis han bevægede sig, sagde noget, ville hun stikke af.
Åh Luce...
"Hej..." lød det endelig lidt tamt, da han forsigtigt gik et par skridt tættere på, så de i det mindste kunne høre hvad hinanden sagde...

Hun kiggede op på hans aura efter noget tid. Der var noget i hende der bare havde løst til og løbe i favnen på ham og græde ud, men hun havde ikke felt en tåre siden hun mistede sine øjne, men Sean kendte hende vel stadig for godt og kunne regne ud når hun græd og når hun grinte. Hun kunne se på hans aura at han var bange. Utryg ved det hele. Han havde sikkert ikke forventet, at nogen ville udpege hende, men hun vidste Sean sikkert ville give hende den største skideballe over, at hun ikke havde sagt ordentligt farvel til ham, men det forstod hun også godt. Hun bed sig lidt i læben og gik langsomt hen imod ham. Hun rettede sin ryg så hun ikke lignede en svag tøs som hun følte sig inderst inde. Hun stod ikke så langt væk fra ham og trangen til og kramme sig ind til ham igen var stor. "Hej Sean..." man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere. Hun var glad og skræmt samtidig "Hvordan vidste du, at jeg var her?" man kunne tydeligt høre på hende, at hun var overrasket over, at han havde fundet hende.

Hun flygtede ikke. Han blev lidt mere rolig, omend han stadig ikke helt vidste hvad han skulle sige.
"Du burde vide folk ikke kan gemme sig fra mig" smilte han svagt, ved hendes spørgsmål. Skulle han...kramme hende? eller...bare lade være med overhoved at røre hende? Han vidste ikke helt hvad han selv havde lyst til. Dette bragte spørgsmål frem. Til hans nye livsstil. Til hans nye personlighed. Til hans mere dæmoniske side. Ville han ødelægge den sjov han havde nu...Ved en kvinde, som alligevel forlod ham og nok stadig ikke gad at være sammen med ham? Nej.
"Du stak jo bare af..." Der lå en lille anklage i hans stemme. Trods alt...Havde de jo næsten været tætte. Sandt nok havde hun fortalt hun nok ville smutte. Men hun skulle ikke bare gøre det og lade som om det hele intet betød noget!
Han var nu også en person der selv stak af...Omend han ikke havde gjort det længe. Han smilte svagt til hende.
"Så du lever stadig! rart at vide"

Hun smilede stille da han sagde, at hun burde vide, at man ikke kunne gemme sig fra ham. Det vidste hun sådanset godt. Hun havde det som om et stort hul var forsvundet fra hendes hjerte. Hun mærkede dog øjnene der kiggede på dem. Ingen af dem var van til og kunne kommunikere med hende. Hun var enspænder. Hun bed sig lidt i læben og svarede ikke på hans spørgsmål. Ingen skulle se hende svag her. Hun tog fat i hans arm og trak ham med sig hen af nogle gange og ind i den lille hule hun boede i. Der var ikke så meget andet end en slags dør der førte helt ud af grotterne og ud i det fri, en seng med et bord. Der var et lille spisested, men intet der lignede et køkken og en sofa der stod ved et bord. Mange ville sikkert undre sig over hvordan hun fik mad når de så hendes lille hule, men hende pigen der hentede Sean som hed Harriet lavede maden for hende hos sig selv. Hun slap hans arm og det var som om hendes facade bristede som en bombe der sprang. Hun borede sig ind til ham og begyndte at ryste som da hun grad. "Har savnet dig så meget. Jeg ved at jeg ikke burde stikke af uden og sige rigtigt farvel, men jeg kunne overhoved ikke bære og sige farvel til dig. Sagde ikke til nogle at jeg skred udover gennem et brev. Hvis du bare vidste hvor meget jeg fortrød at jeg bare skred" man kunne tydeligt høre gråden i hendes stemme.

Han forundredes over at hun hev af sted med ham, men han forstod det også. Hvis han gemte sig, ville han også skjule uanmeldte gæster og deres samtale væk, et privat sted hvor andre ikke kunne se eller høre noget, som kunne ødelægge det hele. Så han lod sig føre, helt tilbage til hendes lille, klaustrofobiske hule med de sparsomme møbler. Praktiske ting som mad og toilet tænkte han ikke videre over. Hun var jo i live, så hun fik det jo nok et sted fra.
Han blev stående, ville ikke bare sætte sig...Og havde slet ikke lyst til at sætte sig.
Han var dog overrasket over hendes..følelsesmæssige udbrud. I et øjeblik tøvede han, vidste ikke om han skulle skubbe hende væk eller kramme hende. Til sidst overbeviste han sig selv om at det intet betød, at han godt kunne lade som om de endnu var venner. Så hans arme gled rundt om hendes lidt spinkle krop og holdte hende ind til sig, mens hun rystede.
Han hørte hende...Men hendes ord betød ikke så meget for ham. I stedet havde han spørgsmål. Brug for at forstå.
"Hvorfor forsvandt du bare?" han håbede hun ville fortælle ham det. Han måtte vide det...

Hun kunne godt mærke på ham, at det ikke var helt den samme Sean som var hos hende nu som den hun havde forladt. Hun forstod ham nu også meget godt. Hun havde sikkert heller ikke været på samme måde overfor ham, hvis det var ham der var forsvundet for hende. Hun trak vejret dybt nogle gange for og få mere ro på sig selv igen. Hun kiggede automatisk op på ham selvom hun ingen øjne havde. Hun vidste det spørgsmål ville komme før eller siden. Hun sukkede lidt "Jeg måtte bare væk. Væk fra alt der kunne minde mig om Arriane. Du ved det barn jeg fødte som døde...Men dsv var der en person der mindede mig om hende og om min fortid...Jeg går ud fra at du kender Rafaela Zain Morladin?" hun valgte ikke og sige Rafaelas oprindelige navn da der ikke var nogen der kendte til det udover hende, Chev og Sakref. Hun ventede med, at fortsætte til han havde svaret "Sakref og Valiona er ikke hendes biologiske forældre. De adopterede hende... Hendes biologiske mor er...mig..." det var som om der var vokset en stor klump i halsen på hende. Men hun havde samtidig valgtog fortælle ham sandheden fordi hun både stollede på ham, men også fordi han kendte hende for godt og hun kunne ikke finde ud af og lyve for ham. Hun fjernede sine arme fra Sean og lod dem hænge ned af siden. Hun vidste ikke hvor længe Sean ville blive hos hende, men hun håbede, at han ville blive hos hende i lidt tid.

Han lyttede...
Selv om han kendte Raf, men dog intet om Morladinfamilien, blev han ikke vildt overrasket. Lidt...Men ikke vildt. Det så ud til Luce fik børn til højre og venstre, men aldrig selv kunne eller ville tage sig af dem. En meget hård tanke, som han da heller ikke sagde højt. Han kunne godt forstå hende...Han var selv far og den uventede rolle var...Ikke nogen han havde ønsket sig. Trods han faktisk nød det, når det kom til stykket...
"Jeg kender hende. Det var bedre hun var blevet hos dig...Hun er alt for snobbet" Et svagt smil gled over ham.
"Hun leder efter dig. Taget hendes stilling i betragtning, vil hun nok finde dig på et tidspunkt...Især når jeg kunne. Det beviser at det ikke er umuligt" han så ned på hende i et øjeblik, da han mærkede hendes arme forlade ham. Han vidste ikke om han var sur på hende. Han både hadede hende for bare at stikke af og forstod hende for det. Han gjorde det jo selv. Men uanset hvor lidt han ville være dobbeltmoralsk, kunne han ikke lade være med at føle sig lidt sur over det, en smule såret.
"Jamen jeg håber da du har fundet det du ledte efter" kommenterede han roligt, men ikke uden en svag snert af anklage. Hans blik gled rundt i den lille hule. Han kunne jo lige så godt udnytte det lidt...
"Nu hvor du er her og har boet her. Går jeg ud fra dit folk tog imod dig alligevel?" Han kunne lige så godt blive i et par dage og lære stedet bedre at kende. Han havde været her en del gange, men alle de grotter og tunneller kunne være ret forvirrende. Ikke at han ville påtvinge Raf hans selskab...

Hun vidste ikke hvordan Sean ville reagere på det hun havde fortalt. Sandheden endda som hun har fortrængt i så mange år. Hun grinede lidt over det Sean sagde "Nåh så det mener du? Jeg fik hende længe før jeg kom til Doomsville første gang og det blev på en måde påtvunget mig at få hende da hendes far er temmelig voldelig og voldtager pigerne på den groveste vis midt ude på gaden. Han tog sig af mig da mine forældre frastødte mig fra familien. Da han kom i fængsel stod jeg ligesom på egne ben. Ville have haft hende men PGA hendes far kunne jeg ikke" til at starte med var der en latter, men blev mere alvorlig derefter. Hun rystede lidt på hovedet over at Rafaela ville finde hende "Sakref og Bron ved hvor jeg er. Jeg står til og være på en hemmelig mission for Sakref indtil jeg får det bedre. Hvor i verdenen finder hun ikke ud af da jeg ved hvordan Sakref er overfor hende. Hun er jo nærmest låst inde på slottet. Var hun ihvertfald dengang. Men havde ikke forventet og være helt væk fra alle i længere tid. Vidste, at der ville være en der fandt mig på et tidspunkt Og som du selv sagde så ville det være lidt nemmere for dig da du sådanset kender mig ret godt i forhold til alle andre" hvad der så ellers var sket med Rafaela siden hun var smuttet vidste hun ikke.
Hun kiggede på ham og studerede nærmest hans aura hun var ked af at han var sur på hende. Det havde overhoved ikke været meningen til at starte med "Jeg har aldrig ledt efter noget." hun sukkede lidt og vidste det ikke gjorde sagen meget bedre for hende. Hun havde altid hadet og såre ham, skuffe ham eller gøre ham sur på hende. Specielt efter alt det han havde gjort for hende. Hun bed sig lidt i underlæben. Hun havde en ide om at han så hende som en kujun eller bare virkelig ynkelig. Hun smilede lidt "De ved ikke hvem jeg er overhoved så på det punkt var det ikke svært og komme tilbage, men samtidig så er jeg afhængig af hende som hentede mig da du var på vej" hun gik hen til sofaen og satte sig. Hun kiggede hen på hans aura "Bare sæt dig ned her er også plads til dig" hun grinte lidt og så hen på ham. Hun kiggede ned "Hvordan har Connor det?" Hun måtte vide hvordan han havde det selvom det havde været svært for hende og bare acceptere, at han var en del af hende.

Han så på hende igen. Som altid spredte volden sig omkring hende. Og han gik egentlig ud fra at hun havde det bedste sådan, selv om det ikke var sjove oplevelser. Hun måtte næsten kede sig her, stille og roligt. Han ville hellere end gerne bare kaste hende over skulderen og tage hende med ind til byen. I et øjeblik smilede han for sig selv, da han forestillede sig det. Men folk, som Sakref, ville vel nok bare beklage sig. Og han havde ikke råd til at være uvenner med selveste Herren af Doomsville...Som han gerne ville have en rigtig samtale med. Men uanset hvem han kom i kontakt med, selv Raf, kom de end ikke nær hinanden. Den eneste gang han havde set ham...Uh, det havde været spændende!
"Jeg finder altid det jeg leder efter, så længe jeg leder længe nok" smilte han let. Han satte sig ved siden af hende, men drejede sig, så han så mod hende, i stedet for væk fra hende.
"Selv ikke Sakref kan holde det væk fra mig" han var måske lidt for arrogant på det punkt. Men tanken var sjov.
Han tænkte lidt over det. Han var sammen med Connor næsten hver dag.
"Han er blevet stor og ikke mindre umulig. Han kravler ikke bare, han har også taget sine første skridt og drøner rundt i hele hytten. Forleden brugte han en halv dag på at kravle ned fra trappen...Og faldt det sidste stykke. Han fik et par småknubs, men han klare sig. Han er stærk" han smilte let. Selv om Connor ikke var hans, så han ham næsten som det.
"Han har også sagt sine første ord. Øhm...." et af dem var far...Selv om han havde gjort alt for ikke at få drengen til at kalde ham det. Far, mad, vand og bad var enkelte af de ord drengen havde lært. Nej var et andet. legetøj et tredje. Han vidste hvad han ville have. Han afsluttede ikke sin sætning. Han mente ikke der var så meget mere at sige til det.

Hun smilede stille til det han sagde med, at han altid fandt det han ledte efter "Det ved jeg godt, at du gør. Nok er det flere år siden jeg så dig sidst, men på det punkt ændre du dig ikke" hun smilede roligt til ham. Hun fortsatte med og kigge på ham da han satte sig ved siden af hende. Det var underligt og sidde ved siden af ham igen og det var virkelig underligt ikke og kunne se rigtigt på ham. Hun ville så gerne vide om han havde forandret sit udseende, men det ville også være akavet, hvis hun skulle begynde og mærke på ham for og regne det ud. "Du er meget snedig siden du ville kunne få de informationer ud fra Sakref af også" Rafaela var glad for og snakke med Sean igen. Hun havde virkelig savnet ham og bare de aftener, hvor de stod ude på altanen, hvor hendes dage var mørke og grå og stå og nyde solnedgangen i ro og med en hun rent faktisk følte sig tryg hos selvom der var så meget der spillede ind imellem dem.
Hun sad roligt og lyttede til det han fortalte om Connor. Det fik det til, at svie lidt i hjertet på hende og høre hvordan Connor var blevet. Han var blot en lille dreng der græd og ville være i fare i hendes nærvær når hun var alene med ham sidst hun så ham "Jeg er glad for, at han er faldet godt til og at du kan give ham den rigtige opdragelse" man kunne tydeligt høre på hende, at hun var dybt taknemmelig. Hun undrede sig dog over, hvilke ord Connor var begyndt, at sige men der var noget inde i hende der ikke ville spørge om det. Hun fumlede lidt med sine fingre og vidste ikke hvad hun skulle sige til ham eller hvad de skulle snakke om overhovedet. "Er der ellers sket noget nyt i Doosmville?"

Han smilte let og mærkede stemningen blive mere og mere akavet. Det var underligt...Efter så længe, at sidde med hende igen og nu ikke vide hvad de skulle tale om. De var nærmest gledet fra hinanden. Han svarede ikke på hvor han havde fået fat i informationerne henne. Det var i princippet lige meget og Raf skulle ikke have problemer på grund af det.
"Der sker ikke særlig meget. Det samme som altid" han trak let på skuldrene.
"Jeg er ved at oprette et handelskompagni, så jeg har en større indtjening. Man kan jo altid bruge penge. Jeg har arbejdet på ideerne det sidste års tid og er begyndt at rejse rundt for at skaffe aftaler og kontakter, så jeg kan få købt og solgt varer over mange byer. Tror du der vil være mulighed for det her i byen også? Kender du nogen jeg evt. kan henvende mig til?" spurgte han med et lille smil. Han kunne lige så godt spørge.
"og...Ved du noget om hvornår du måske kommer tilbage?"

Hun var glad for at sidde sammen med ham igen, men der var tydelige tegn på at de har været væk fra hinanden for længe. Hun vidste at det var hendes skyld at de var gledet fra hinanden og det brød hun sig slet ikke om. Hun trak let pp skuldrene "Så er det vel som det skal være kan jeg høre" det kom ikke helt bag på hende at alt var det gamle. Hun lyttede dog mere interesseret da han begyndte og snakke om sine planer. Det lød meget spændende. Hun sad lidt og tænkte over det "Der er muligheder for at sælge noget her, men igen så er der mange der holder sig for sig selv og ikke bryder sig om og handle med fremmede sælgere. Men jeg kan se hvad jeg kan gøre for dig Sean det skylder jeg dig. Forresten så sig til hvis det er at du har brug for min hjælp til noget. Nok er jeg blind men har mine små tricks til at klare mig og min evne der er god i længden" hun ville hjælpe Sean og det havde hun altid villet ikke blot fordi hun skyldte ham,en helt del efter han hjalp hende, men også fordi at han havde været hendes eneste sande ven. Det kom bag på hende da han begyndte og spørge ind til hvornår hun ville komme tilbage. Hun kiggede lidt på ham "Er jeg virkelig så savnet i Doomsville? Men tanken om og komme tilbage har tit strejfet mig, men hvor skulle jeg så være henne?" hun vidste Sakref ville holde hende væk fra Rafaela så der aldrig kom nogen mistanke omkring hvem hendes rigtige mor var og det havde hun selv bedt om.

Han smilte let til hende. Det undrede ham ikke at folk var ret...private her. Men han havde store planer. Han ville handle med mange ting. De dagligdags, som tøj, mad og våben. Men også de mere sjældne og dyre ting, som smykker og krydderier. Men det krævede nogle gode aftaler, så han ikke blev flået for alle sine penge, inden han havde set sig om. Heldigvis kunne han få sine konvojer beskyttet af hans klanmedlemmer, der ikke skulle betales om andet end med lidt mad og pleje. De nød jo også godt af at Sean tjente penge til klanen. I klanen var der også et par gamle forretningsmænd, som han havde snakket en del med. De nød også godt af deres nye status og med udsigten til igen at beskæftige sig med handel. Altså havde han allerede mange fordele.
Men...Måske ville Raf hjælpe ham med at etablerer sig i denne storby? De havde jo også brug for udefrakommende varer og havde også deres egne ting at sælge...
"Hvis du kender nogen eller har erfaring med handel...Ville jeg være glad, hvis du ville hjælpe mig med at få en handel i gang her. Du skal nok få penge for det. Jeg tænker at de jo må få eller have brug for visse varer, der kommer ude fra. Samtidig med de selv må have deres varer, som kan sælges andre steder" han var helt hug på ideen.
"De vil måske have nemmere ved at handle med mig, hvis de kan se og høre at jeg er venner med en af deres?" foreslog han og smilte let til Raf. Ikke fordi han ville presse hende...Det var blot en mulighed.
Han første tanke havde været at hun kunne være hjemme hos ham. Men Alane boede der nu og han var ved at blive lidt trang med plads...Og to kvinder under samme hus var ikke altid så populært. Nej...
"Det..." han så lidt på hende og håbede ikke hun forventede det.
"...Jeg har et par gårde lige ude for byen?" forslog han tøvende og en smule drillende. Han gik ikke ud fra hun ville eller kunne tage sig af en gård. Eller måske bare bo der i længere tid. Han havde ingen løsning, lige nu, på om hvorvidt Raf ville finde hende eller opsøge hende. Med et følte han sig endnu mere irriteret over af den kvinde var i byen og åbenbart skubbede en af hans eneste venner væk!

Luce sad lidt og tænkte over det med Seans handel. Hun ville hjælpe ham men hvilke erfaringer havde hun egentlig med det? Hun havde skjult og solgt blod for Zero, men det snakkede hun ikke alt for højt om. Det med slaver var hun nu også rimlig klog på, men var så meget imod det, at det halve var mere end rigeligt. Hun sad nærmest og stirrede ud i luften imens hun tænkte "De har nok mere respekt overfor mig end de ville have for dig. Ikke for noget, men de hader, at folk kender deres baggrund ligesom du gør og du ved jeg ikke kan lade være med og snage når jeg mærker en varsler" hun grinede lidt over sig selv. Det var nu mange sjove historier om folks privatliv.Om hvem der havde sex med andre udenfor deres ægteskaber. Hun kunne ødelægge meget bare ved og åbne sin kæft. Hun smilede roligt til Sean "Bliv i nogle dage og gå rundt og se hvad der sker rundt omkring. Skal nok gå med dig" hun vidste så ikke om han ville det eller ej, men det måtte han jo selv finde ud af.
Hun lagde sit hoved på skrå som om han mente det seriøst det med, at bo på en gård. Hun kunne dårligt nok selv lave mad eller havde fået forbud så en hel gård. Han måtte haft spist noget han ikke kunne tåle "Sean jeg ved du vil hjælpe mig, men en gård. Kan dårligt nok gå rundt her i gangene uden og føle mig dum. Stiller de noget anderledes på min vej så falder jeg ligesom trapperne hjemme ved dig" hun havde opgivet og tælle hvor ofte hun var faldet ned af den trappe. Men det var nu alligevel et sjovt minde og havde om hendes gamle hjem. Hun lagde en hånd på hans knæ og gav den et klem "Jeg takker nej tak Sean. Bliver her i noget tid endnu. Ved ikke om jeg smutter videre, men hvis jeg gør får du besked inden" hun tog sin hånd til sig igen hurtigt og smilede svagt til ham.

Angående gårdene havde det været ren dril. Så han svarede ikke på hendes kommentar, for han vidste godt hun ikke passede til sådan et sted. Han havde faktisk en anden ide...Men han vidste hun ikke ville kunne lide at være i familien Chases sted, da kvinderne lå meget lavt der. Så han opgav helt at komme med forslag. Og nikkede bare let, selv om han vidste hun ikke ville kunne se det.
Hun virkede ret positiv for at han skulle blive i et par dage. Og blot se sig omkring. Det var, halvt om halvt, også havde han selv var kommet til. Og han ville have muligheden for at snakke mere med Luce.
Men tanken om at hun ville løbe videre...
"Hvorfor skulle du rejse igen? Du har vel været her det meste af tiden..." han så sig rundt.
"...Det er godt nok ikke mit valg af bolig, men hvis man er lidt på flugt fra visse ting, ville jeg sige det er ganske passende" han så på hende. Han ønskede ikke hun stak af igen, især ikke til noget der lå længere væk.
"Jeg vil gerne blive i et par dage" tilføjede han.

Hun kunne ikke se andet end hans avre flyttede sig men hvorhen osv kunne hun ikke se så tydelig, men det var nu heller ikke det vigtigste og hun havde lært og leve med det. Hun rystede lidt på hovedet da han troede at hun kun havde været der. Hun kiggede lidt ned før hun så op på ham igen "Det er ikke så længe siden jeg kom hertil. Jeg har haft tvunget kontakt til Zero Bang fordi kort tid efter Sakref tog mig til sig kom jeg op og toppes med Zero. Han havde en gift der løber rundt i mit blod hele tiden. Den går i udbrud en gang om ugen. Han ville sikre sig at jeg ikke stak ham i ryggen og derfor havde jeg kontakt til ham for at få engleblod så det holdt sig nede. Men da jeg endelig fandt en anden måde og komme over det på forsvandt jeg fra ham. Stødte på Zann. Ham jeg var skabe for på et tidspunkt hvor Jacob reddet mig. Du ved dengang jeg kom tilbage uden øjne. Var der i lidt tid, men forsvandt fra ham da han viste stor tillid til mig fordi jeg ku se hans følelser. Ellers har jeg bare gået rundt og nu er jeg her og tror ikke der går længe før de regner ud hvem jeg er og har været ret god af en blind at være til og skjule mine spor" hun smilede lidt over det sidste hun sagde.
Hun smilede endnu mere da han sagde at han ville blive i lidt tid. Hun krammede ham og smilede stort "Tak Sean" der gik dog ikke så længe før hun begyndte og ryste over hele kroppen. Hun vidste dog godt hvad det betød. Hun rejste sig op og gik hen til en kasse der stod i et hjørne. Hun kørte sine hænder rundt på kassen. Hun fik åbnet kassen og tog en pose op hvor der var lidt engleblod i. Hun hader stadig smagen af blod, men hun aldrig af med det alligevel og var nød til og drikke det om hun ville det eller ej. Hun bed hul i posen og begyndte og drikke af den. Da hun var færdig efter lidt tid smed hun den tomme pose ned i kassen igen og lukkede den. Hun tørrede blodresterne af i ærmet.

Meget af det var ikke nyt for ham. Men han forstyrrede hende ikke. Som hun selv nævnte, havde han hørt om noget af det. Han forstod stadig ikke hvorfor hun skulle flygte videre, som hun selv nævnte, var hun stukket af fra en masse. Og så var der det om draconianerne opdagede hvem hun var...Han genkaldte sig ingen informationer om at det skulle være skidt. Han huskede svagt at hun vidst ikke helt var velkommen, men hvorfor eller hvordan vidste han ikke. Han sukkede dybt. Han spurgte ikke ind til det...Trods han intet forstod af det. Det irriterede ham grusomt.
Da hun drak blod, ignorerede han hende stort set. Han havde intet imod blod og kunne til tider selv blive...så opslugt af sine myrderier, at han selv smagte på sine ofres blod. Men det var mere i et anfald af sindssyg magt, end fordi han rigtig brød sig om det. Generelt brød han sig ikke om når folk drak blod, medmindre de var vampyrer.
Til sidst rejste han sig. Hvis der var et vindue, ville han gå over og kigge ud af det. Var der ikke, ville han åbne døren og stille sig i døråbningen og så ud på gaden.

//Kan ikke huske alle detaljerne i emnet...Så, trods jeg er lidt forvirret selv, er der nu et svar...//

Hun vidste ikke hvad Sean ville sige til, at hun var tvunget til og drikke blod af og til, men hvis han havde noget mod det kunne han vel bare sige det for hun kunne også bare lade være og derefter dø efter en uge, men igen så ville hun ikke væk fra livet. Hun kiggede hen imod hans aura da han havde stillet sig ved et åbent vindue. Hun gik langsomt hen til sig og kørte fingrene hen af borde, stole og hvad der nu ellers stod på vejen hen til vinduet. Hun lagde sit hoved på hans skulder da hun var nået hen til hans side "Hvad tænker du på Sean?" nok var hun blind, men hun vidste at der altid var noget galt når folk pludselig kiggede ud af et vindue og ud i horisonten.

Han trak let på den ene skulder, uden det var for hårdt til at hendes hoved ville trille af eller noget andet og så hen mod hende med et svagt smil.
"Alt og intet" svarede han roligt.
"Der er så mange ting der har ændret sig...Jeg er både mere magtfuld end nogensinde...Men det har kostet..." han var stille et øjeblik. Han snakkede normalt ikke om private ting...Men det var et eller andet sted let med Luce, måske fordi de havde kendt hinanden så længe og altid været der for hinanden...Næsten.
"...Og lige for tiden ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med det hele. Jeg prøver at holde mig beskæftiget. Jeg prøver at starte et mindre handelskompagni op. Hvilket kan give mig mere indflydelse og en mere stabil indkomst, forhåbentligt. Men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det. Et eller andet sted...Er det hele bare blevet så kedeligt" han kunne ikke rigtig forklare det. Endnu mindre...Havde han lyst til at sætte ord på det. Ensomheden. Han ignorerede den, han var god til det, til bare at komme videre. Men den indhentede ham ofte. Folk forlod ham eller søgte andet selskab. De få der brød sig om ham, så han sjældent eller skubbede han selv væk. Han gjorde det altid, selv om han burde være blevet klogere...
Men hvad ville han opnå ved den konstatering? Han var ikke typen der bare opgav alt.
"Jeg beklager jeg ikke kan give dig den beskyttelse og hjælp du har brug for" han skiftede emne. Som han var så god til, når tingene blev for følsomme.
"Og...Jeg har fået en ny evne..." han smilte svagt for sig selv. Evnen var...Skræmmende. Han kunne endnu ikke styre den. Og derfor turde han ikke rigtig blive sur på folk, ikke nogen som helst. Han prøvede at øve sig, lidt hver dag, men evnen...Skræmte ham faktisk lidt.

Det var på en måde rart og mærke Sean tæt på sig igen. Jo mere hun var sammen med Sean jo mere begyndte hun og savne fortiden. Savne de små stunder hvor både hun og han var rolige og havde det nogenlunde rart selv de aftener hvor hun var kommet hjem og havde lignet noget der var lort og havde haft en lorte dag så kunne han vende det om igen. Hun lyttede roligt til det han fortalte. Hun var på en måde stolt over at han ville delle dette private emne med hende. Hun smilede roligt til ham "Du trænger til noget nyt Sean. Trænger til en forandring. Noget spænding" hun smilede roligt til ham. Hun ignorerede selv det, at hun selv manglede det i sit liv. Hun lagde sine arme omkring Seans liv som et kram og smilede "Sean jeg kan næsten ikke bede om mere fra dig overhoved. Du har hjulpet mig mere end nogen anden og har beskyttet mig så godt som du kunne. Jeg holder stadig af dig og respektere dig stadig og en ting er sikkert. Du vil altid være den som betyder noget mere for mig end de fleste andre kommer til" man kunne høre på hendes stemme, at hun var blevet gladere på den korte tid han havde været der og at hun mente hvert et ord i det hun havde sagt. Hun lagde sit hoved nysgerrigt på skrå "Hvad er det for en evne du har fået Sean?" hun smilede roligt til ham.

Han var en smule overrasket over hendes kram...Han var stadig ikke van til at folk var helt tætte på ham, medmindre han selv havde inviteret dem til det. Men det var rart...Og det fik hans skuldre til at slappe mere, ja, faktisk hans krop generelt. Hendes ord...Lindrede på hans ensomhed og den fornemmelse af blandet sorg og vrede over folk bare forlod ham.
"Lov mig at fortælle mig hvor du tager hen...Så jeg kan besøge dig fra tid til anden" bad han. Ikke tiggende, men alligevel...På en sær måde svagt bedende. Han ville gerne se hende igen, gerne snakke med hende fra tid til anden.
"Jeg kan også bedre hjælpe dig, hvis jeg ved hvor du befinder dig" han smilte let til hende. Det var rart at have en ven...Som ikke ville være kærester eller i seng med ham. Men bare ville være venner. Det var...Så rart. Så meget ulig Daenerys!
Da hun spurgte til hans evne, så han igen ud af vinduet. Hans blik var nedslået, søgte mod jorden udenfor, støvet der lå over klippegrunden. En eller anden fremmed gik forbi, uden så meget som at se på huset. Hvilket man jo normalt også forventede af folk, at de ikke bare så ind af vinduerne. Specielt ikke i et privat anliggende som dette. Hvis nogen så dem sammen sådan her ville de helt sikkert påstå de var elskere!
Hans evne...Den var mørk...Og meget underlig. Han forstod det ikke helt selv. Hvordan skulle han på nogen måde få hende til at forstå det?
Han vidste ikke om han kunne fortælle det. Med ord, ord ville nok ikke forklare det godt nok. Han så på hende et øjeblik.
"Det hele startede med ritualet, der forvandlede mig til Archdemon. Siden dengang har der altid været en...Form for skygger i min bevidsthed, underbevidsthed. De har...snakket, hvisket og til tider næsten overtaget mig. Fået mig til at gøre ting...Sære ting, skræmmende ting. De har en evne til at...dulme mine tanker og følelser og blot gøre forfærdelige, dæmoniske ting. Onde ting...." i et øjeblik, midt i det sørgmodige, smilte han svagt, men uden at se hende i øjnene.
"...Jeg indrømmer jeg faktisk har nydt det. livet er så meget enklere på den måde! Og så...En dag, en morgen...Skete der noget, sammen med en hunlig dæmon jeg kender. Delilah. Det...Hun er forfulgt af nogle små klaner og sekter, det er meget sært. Men jeg havde lovet en person at passe på hende...Og en morgen var hun i fare. Så jeg løb hende til undsætning. De havde fanget hende i en eller anden form for...Magi eller ritual...Og den eneste måde jeg kunne redde hende, var ved at ødelægge pentagrammet på jorden og hoppe ind i hendes sted...Og efter det har det hele ændret sig..." han blev stille i et øjeblik. Han var nået det punkt hvor han ikke længere kunne sætte ord på det. Det næste var meget...han huskede det ikke engang særlig klart! Men måske behøvede han ikke...Han så på op hende igen.
"Din evne...Brug din evne på mig. Se det for dig selv" tilbød han.

Hun smilede roligt for sig selv da hun kunne mærke at han blev roligere i kroppen af, at hun krammede ham. Hun blev selv mere rolig og følte sig endelig bare lidt hel i forhold til hvad hun havde gjort de sidste mange år. Hun nikkede stille til det han sagde og krammede sig lidt tættere på ham kort "Selvfølgelig Sean det skal jeg nok"man kunne høre på hende, at hun var gladere og mere rolig. Hun lyttede roligt til det han fortalte omkring sin nye evne. Hun blev dog lidt stiv i kroppen da han nævnte Delilah. Det var flere hundred år siden hun sidst så hende. Det føltes ihvertfald sådan. Hun kiggede undrende på ham da han sagde, at hun skulle bruge sin evne på ham. Han havde næsten flået hoved af hende sidst hun gjorde det. Hun slap ham stille og bakkede lidt væk fra ham. Hun begyndte og gå lidt omkring ham for, at finde hans varsler. Hun stoppede op og begyndte og hive og flå i hans varsler da hun endelig fik fat i en. Hun hev nogle ledninger ud og satte dem på tændingerne.