I am waiting...(Daron)

Fingrene gled frem og tilbage i samme rytme, som neglene slog mod træet under dem. Ikke fordi neglene var lange, men blot i en ganske almindelig, utålmodig venten. Dagene op til havde været...Ubehagelig, for at sige det mildt. Brystkassen hævede og sænkede sig tungt og det velkendte, kolde, mørkegrå blik gik i et med det mørkegrå vejr udenfor.
På ingen måde kunne man mærke det. Mærke at det var familie der kom på besøg. Mærke at der burde være en eller anden form for gensynsglæde...I stedet var stemningen presset og havde været det hele morgenen. Til sidst havde rådgivere og andre blot trukket sig tilbage i stilhed. Stille forsvundet fra deres Herskers åsyn, en mand der end ikke havde ænset de var gået.
Til sidst blinkede manden og rettede sig op i sin stol. Hans krop føltes tung, som om han havde siddet stille for længe. Så han rejste sig op. Strakte sig. Trådte over til det gulvlange spejl han ejede og studerede manden, der stirrede tilbage på ham.
Så mange år. Og alligevel ikke en rynke. Ikke et gråt hår. Ikke den slags dødelighed, man så hos mindre racer. Han lænede sig frem og kørte hånden igennem det mørke hår. Han var glatbarberet, men havde overvejet at få skæg. Man skulle prøve noget nyt en gang imellem, skulle man ikke?
Og tøjet. Tøjet var afslappet. Mødet var godt nok...På baggrund af noget officielt. Men alt taget i betragtning, ville han gøre stemningen så behagelig som mulig. Der hjalp det fineste tøj ikke. Daron vidste godt Sean havde magt og rigdom, der var ingen grund til at vise den autoritet frem.
Så et par let løse sorte bukser og en sort skjorte, der fulgte den muskuløse overkrop. Med en elegant bevægelse løsnede han den øverste knap, så man lige præcis kunne skimte kravebenet og den lyse hud. Til sidst gled hånden igennem håret...Igen.

Sean sukkede. Igen.
Nej. Nu gad han ikke mere. Han kunne ikke fjerne den rastløse fornemmelse i sit indre. Hvad kom den af?
Sean vidste hvad den kom af, men ikke hvad den betød. Sidst han rigtig havde set Daron, havde de gjort noget som alle kulturer i alle dimensioner virkede til at fordømme. Noget unaturligt, selv blandt evigt levende væsner som dem selv. Sean havde fortrængt det, faktisk huskede han ikke meget mere end at det var sket. Det og så en eller anden ubehagelig fornemmelse i sit indre, hver gang han tænkte på Daron. Der lå noget...Noget som nagede, noget som skulle løses...Men han havde ikke haft modet til at række ud. Eller lysten, måske. Personlige forhold og følelser var ikke noget Sean bearbejdede. De kom og gik, ofte i store udbrud, og næppe til Seans mentale helbreds glæde. Blikket mødte sig selv i spejlet igen.
Ja. En eller anden dag ville snoren knække og Sean ville enden gå amok eller blive sindssyg. Det så man tit på dem, der var blevet givet evigt liv. Der var så meget at huske, så meget at bearbejde, hele tiden. For mere end en livstid - hvilket tit var mere end nok til at gøre andre sindssyge. Ja. En dag. Men ikke lige nu. Han havde planer.
Han havde måske blot nævnt noget om et møde til Lori. Selv om manden nok havde fornemmet noget ved Sean, der ikke så frem til mødet, havde Sean ikke kunne give detaljerne. Nej. Lori ville fordømme. Sean vidste ikke engang helt selv...Hvorfor det var sket. Til festen havde Sean heller ikke meget mere end givet en høflig hilsen. De undgik jo hinanden. Sean kunne godt forstå at Daron havde trukket sig og Sean ikke havde hverken hørt eller set ham siden.

Men derfor var verdenen ikke uden nyheder. Daron var mere end blot Seans søn - selv om det i sig selv betød alt og burde have været nok bevis til verdenen - han var også raceleder. Og derfor en politisk brik der kunne bruges. Og netop derfor havde Sean skrevet og inviteret til en officielt møde, hvor de kunne diskutere deres ståsted til hinanden.
Det var synd, virkelig. Assorian havde været en tro støtter til Sean siden de overtog Dragons Peak. Endda før det. Og alligevel var det ambivalente følelser...Burde han omvendt ikke være stolt? Stolt over hans afkom - måske sagde det så netop sig selv? - havde taget magten for sig selv, uanset om det betød døden på en ellers tro støtter og venskabet der hørte med?
Det var vigtigt Sean gik stablet et eller andet på benene eller, som minimum, skabt kontakt. Også selv om det betød, at han måtte synke så lavt som til at...Indrømme ting...Eller undskylde...
Alt for politik. Alt for muligheden for magt. Daron havde udtalt sig om ikke ville være familie - så Sean kunne jo udnytte ham som alle andre. Ja, det var langt nemmere at forholde sig til.
Roen sænkede sig over Seans indre. Han kunne alligevel ikke gøre mere, før manden indbefandt sig på borgen. Hvis manden ikke havde stukket halen mellem benene og stukket af...Det ville ikke undre Sean. Daron var aldrig kendt for at have modet.

Daron havde på en måde ikke forventet at Sean ville ønske nogen som helst kontakt med ham, selv efter deres korte – og forfærdelige møde – til ballet. Ikke efter hvad der skete for et år siden. Og slet ikke efter hvordan hændelsen sluttede med Sean der rejste sig op og gik uden et ord. Og smerten Daron havde set i hans blik efter at have kysset ham…
Daron havde ikke glemt det. Lige meget hvor meget han havde prøvet at slette det fra sine minder, så huskede han hver eneste detalje, hver eneste følelse og alt skammen det medbragte.
Selvfølgelig havde han ikke fortalt det til nogen. Han var ikke dum. For det første ville det ødelægge alt for ham, for det andet ville Sean nok dræbe ham for det og for det tredje så følte han sig beskidt nok i forvejen til at ville dele det med verden.  
Og han kunne ikke forstille sig at Sean ønskede noget med ham at gøre efter deres sidste rigtige møde.

Men så igen: Det var Sean. Han havde ikke fået alt den magt ved at gøre ingenting. Og nu hvor Daron havde dræbt Assorian havde Sean mistet noget af den magt. Assorian havde jo været hans tætte allierede og Dragon Peaks var tidligere hans. Og nu var det Darons... så meget ansvar var lige pludselig hans og selvom det egentlig var det han var gået efter, da han gik i mod Assorian, var han stadig i gang med at bearbejde tanken om hvor meget magt han pludselig havde sig. Men magt havde han og den magt samt hans blodrelation til Sean kunne manden udnytte. Udover det faktum at deres egentlige relation var fuldstændig ødelagt. Og Daron ville ikke lade sig udnytte. Ikke længere. Han havde ikke et eneste minde hvor Sean havde behandlet ham som en ligemand. Ville han nu forsøge nu hvor han kunne bruge ham til noget? Nej. Det fik han ikke lov til.

Det kunne godt lyde som om Daron var i sin oprørske fase og det var han vel egentlig også. Også fordi han var hunderæd for at have noget med Sean at gøre igen. Hans hænder svedte, hans bryst knugede, han skulle minde sig selv om at trække vejret fordi han konstant følte sig kvalt. Sådan havde han været hele rejsen til Doomsville, hvis ikke lige siden han havde modtaget brevet fra sin far. Ikke at han ville lade det ses på sig. Nej, bestemt ikke. Heldigvis havde han haft en masse træning i at få en kølig soldater-facade på siden Veltói og ham fik sat en hær sammen, hvilket også var den facade han havde nu. Der var ingen følelser at læse på hans blik, som han bevægede sig i gennem gangene på borgen. En tjener var ved at vise ham vejen hen til mødelokalet hvori Sean måtte befinde sig.
Daron var iklædt nogenlunde fint tøj – nogle ikke-billige bukser for en gangs skyld, en hvid skjorte og en vest der faktisk passede. Efter at blive raceleder opdagede han hurtigt at ens tøj faktisk påvirkede hvordan folk dømte en. Ikke at det gjorde så meget i den her situation. Mon ikke Sean ville finde noget at dømme ham for alligevel. Det var også ligemeget. Lige meget hvad Sean havde at sige, så var Daron fast besluttet. Han ville fortælle sin far at han ikke ville have noget med ham at gøre. Han havde ikke brug for hans alliance som sådan, han kunne klare sig uden. Og hellere kæmpe med det end at skulle give sin far noget som helst. Han havde givet ham nok.

Tjeneren åbnede døren for ham og med et kort nik som tak trådte han ind. For at se på sin far. Hans hjerte faldt ned i maven på ham præcist som den havde gjort da han så ham til ballet, men det lod han ikke vise. Nej, han tog sig sammen. Det har skulle bare overstås.
”Sean,” sagde han blot som hilsen. Hans hænder var dog foldet bag ryggen på ham. Han ønskede ikke at give ham hånden.
Han trådte længere ind i rummet og ville sætte sig hvis Sean gjorde tegn til at han skulle. Så langt kunne han godt gå for dette møde.
”Jeg kan forstå ud fra dit brev, at du ville mødes for at diskutere politik.” Det blev sagt som en invitation for at Sean kunne give sig til at komme ud med hvad end forslag han nu havde så Daron kunne afvise ham hurtigst muligt. Lidt kølighed var der over Darons stemme, det kunne han ikke skjule. Men ingen frygt. Ikke nu hvor adrenalinen pumpede i gennem ham i stedet for.

Sean var ikke dum. Han vidste Daron hadede ham og deres forhold til hinanden var ødelagt. Sandt var det, at Sean faktisk aldrig havde ønsket sig at være familiefar. Han havde aldrig haft en sund familie. Han havde aldrig haft...En familie. De havde blot været personer, fra hvilke deres eneste brug havde været at sætte Sean i verdenen og siden glemme ham. Det var noget Seans egen bror havde ødelagt for ham...Og dog. Ville det havde været anderledes? Havde deres mor været mindre syg? Ville deres far have vist mere interesse? Ville de overhoved rigtig have kendt hinanden....Hvis Sean var blevet født først? Selv hans navn...Sean...Var nøjagtig det samme som hans storebrors. For i deres mors sind havde de været samme barn. Sean havde hadet sit navn i århundreder...Til han havde besluttet sig for det også var hans navn.
Så nej. Familie havde aldrig været en mulighed. Hvad skulle han havde stillet op med det familie, der ufortrødent troppede op og forlangte Sean viste ansvar for dem? Elyas. Xander. Daron. Skyggen af en datter, der engang havde været, men som aldrig rigtig var...Blevet her længe nok. Xander havde i det mindste kunne klare sig selv. Elyas havde fået en uddannelse og var praktisk på sin egen måde. Drengen havde arbejdet for Assorian som finansoverhoved på borgen. Gad vide hvad der var sket med drengen nu? Vidste Daron overhoved at drengen var deres familie...At de var fætre? Sean var ikke sikker. Måske, hvis drengen stadig var i live, skulle Sean kalde ham hjem og tage ham under sine egne vinger. Elyas var en svag dreng. Han ville aldrig virke som en spion alligevel.

Sean havde flyttet sig fra sit værelse til mødelokalet. En ild buldrede varmt i kaminen og gjorde rummet rart at opholde sig i. Et langbord med stole strakte sig igennem rummet. På væggene hang billeder af folk, ingen længere huskede hvem var. Måske en gammel familie, der engang havde boet her. En vase midt på bordet med de eneste blomster og grene der kunne overleve dette hårde vejr. Rustikt. På bordet stod også en bakke med en kande frisk vand, nogle glas og en lille skål med kiks og frugt. Det var mere standarden, end fordi Daron skulle gå om bord i det. Gode møder skete på baggrund af tilfredshed. Ingen instinktive behov, der manglede at blive tilfredsstillet, såsom sult, tørst eller kulde.
Men det var også alt hvad omgivelserne kunne gøre. De lindrede ikke personlige forhold. Forhåbentlig var Daron klog nok til at se ud over sin egen næse og se hvad der politisk ville give mening. Følelser hørte ikke til der...Selv om Sean havde på fornemmelsen han var nød til at synke ned på Darons niveau for at opnå bare et eller andet brugbart. Sean sukkede svagt for sig selv og gned sig over næseryggen. Han stod med ryggen til døren og kiggede ud af et, af de store vinduer. Ned til den våde, kedelige have....Det var vinter. Der var ikke mere at komme efter udenfor, trods alt.

Da døren gik op, vendte han sig langsomt. En tjener bukkede let i døren og lukkede den efter sig. Hvis Daron havde haft et følge, ville de blive tilbudt et opvarmet rum med samme slags forfriskninger. Det var det mindste man kunne gøre, når man fik gæster, uanset hvad de var. Selvfølgelig...Med undtagelse af direkte fjender.
Seans blik hvilede på Daron et øjeblik. Trods alle de nye ting taget i betragtning virkede drengen sund. Han vidste ikke hvorfor, men på en måde gjorde det ham...Tilfreds? Glad?
Men trods Daron havde adopteret en mere hård facade, der var sværere at læse - præcis som Sean altid selv gik rundt med - afslørede Darons ord trods alt stadig at manden ikke virkede til at ville være her. Eller i hvert fald som en, der ønskede at gå direkte til det og dermed måske også blive hurtigere færdig. Sean kunne ikke skubbe fornemmelsen fra sig - fornemmelsen af Daron ikke var modtagelig for nogle som helst foreslag. Så trods Daron næsten beordrede ham til at snakke politik, ville Sean stadig tage tingene i sin egen rækkefølge. Sean havde trods alt været i dette spil længere.
"Godformiddag Daron. Jeg er glad for du valgte at komme"
Daron kunne altid have sendt et nej over brev, hvis drengen ikke var interesseret. Så Daron måtte selv håbe på et eller andet. Ellers ville Daron sandelig have for travlt i Dragons Peak til at tage på en ligegyldig rejse for 5 minutters samtale...Medmindre drengen var på vej til eller fra Fenrer? Fenrer var en voksende bekymring. Dragons Peak lå mere beskyttet, geografisk. Men...De lå også så de kunne klemme Doomsville, hvis de ville. Fenrer havde allerede nævnt at han kendte til Daron. Det var en trussel der lå der, uanset om det var hvad Fenrer havde ment med det eller ej.

Så alt måtte tages i brug. Men Sean kunne ikke bedømme om det var en god ting at begynde på det personlige eller ej. Om noget ville Daron måske bare gå amok, sige at den slags aldrig kunne undskyldes og storme ud herfra...Så det var nok ikke den bedste vej at gå, trods alt.
Med rolige bevægelser havde Sean gjort tegn til, at Daron endelig skulle sætte sig og Sean fulgte selv trop. Han trak ven stol ud og satte sig over for Daron. Hans blik hævede sig og hvilede på Daron et øjeblik. Overvejede situationen og prøvede at læse Daron. Til sidst lænede han sig tilbage i stolen og gjorde en let gestus mod forfriskningerne, så Daron vidste han blot skulle tage for sig.
"Jeg er ikke dum. Jeg er klar over vores forhold er...Besværet, for at sige det mildt. Det er ikke noget jeg selv nyder, tro mig. Men jeg er også klar over det er nået et punkt, hvor det ikke rigtig kan repareres, selv hvis vi mod forventning skulle ønske det af hinanden. Men det bliver også svært at ignorere. Vi vil begge have følelser investeret i dette møde. Din modvilje mod mig, som jeg formoder er større end nogensinde, og min sorg over at miste Assorian som den ven han var. Ja, i sandheden...Mon ikke vi begge havde ønsket tingene var ganske...Anderledes..."
Seans blik gled væk fra Daron og ud af det nærmeste vindue. Regnen gjorde det svært at se andet, end den grå masse som uvejret trak med sig over himmelen. Stearinlys rundt om i lokalet gav dem et oplyst og varmt skær at sidde i. Men det var som om det ikke rigtig gjorde en forskel for den kulde, der gennemstrømmede Sean lige nu. Ja, der var jo egentlig ikke noget at være glad for længere. Nu var ren og skær overlevelse. Overlevelse og...Udslettelse.
"Mit håb var vi trods disse uenigheder kunne finde noget rent politisk at arbejde sammen om. Du har haft alle muligheder for blot at sende mig en afvisning pr. brev eller slet ikke møde op i dag. Alligevel sidder du her. Jeg kan ikke lade være med at håbe, at det er fordi du trods alt også håber på at opnå et eller andet. Så lad mig starte på et helt lavt niveau..." Sean slog let ud med sine arme på bordet. Der var noget mere skrøbeligt over Sean. Noget mere forsigtigt. Ikke fordi Daron bare kunne vælte Sean af pinden, for den samme styrke og vilje var der stadig. Men det var tydeligt Sean anstrengte sig, for at prøve at vise Daron sin gode vilje i dette.
"...Hvordan går det? Eller, hvis du ikke ønsker at svare på det...Så kunne du måske gøre mig den tjeneste at redegøre for...Hvad der skete. Mellem Assorian og dig. Med at du gik til at få ikke bare en position, men to, der nu gør dig til en ønsket medspiller på det politiske skakbræt?"
Seans blik hævede sig igen og landede på Daron. Seans ord havde været så neutrale eller påpasselige som muligt. Ikke for personlige, men heller ikke for kolde eller velovervejede. Ja...Dette var det bedste Sean kunne gøre, til Daron havde vist ham mere eller sagt mere, som Sean kunne bruge til et eller andet.
I virkeligheden gav Sean Daron alle muligheder for at bestemme hvordan tingene skulle være mellem dem og hvor de skulle starte.

Det var surrealistisk at se ham igen. Daron kunne næsten ikke tro det. Han havde set ham til ballet, ja, men det var generelt en stor bunke af forvirrede og stressede minder, som han ikke kunne finde hoved og hale på. Sean var bare endnu en forfærdelig person i mængden der. Nej, det sidste reelle minde, som han havde af sin far, var for over et år siden. Mindet, der kunne holde ham vågen om natten, og når han endelig sov, gav det ham mareridt. Og nu stod han her, høflig og velkommende, som om intet var sket. Men selvfølgelig gjorde han det. For intet var sket. Det var jo det de blev nødt til at sige. Det ændrede bare ikke det faktum at når Daron så på ham, oplevede han det hele om igen. Men det ville han ikke sige højt. Selvom han havde lyst til at skrige af Sean, hvor meget han hadede ham, for alt han havde gjort, så vidste han godt, at det ikke nyttede noget. Det ville ikke ændre noget og Daron havde for meget ansvar til at kunne opføre sig sådan. Så i stedet holdt han munden lukket og satte sig ned, som Sean gjorde tegn til det.  
Daron lod bare Sean tale helt ud. Der var ikke meget, der ændrede sig ved hans udtryk, udover hvordan han snerpede sine læber sammen som for at holde sig sine egne ord tilbage. Han kunne godt se, at Sean prøvede, men det hjalp ham ikke. Det eneste grund til at han prøvede nu med Daron, var fordi han faktisk kunne bruge ham til noget. Sjovt nok var det det Daron altid havde ønsket sig – at hans far fandt ham brugbar – men nu fik han kvalme ved tanken af det.

Han rettede lidt på sin siddestilling, da det Sean spurgte ind til hans liv.  Nej, han ønskede bestemt ikke at svare på, hvordan det gik. Han ønskede ikke at fortælle Sean noget om sit liv. Han ønskede slet ikke Sean i sit liv. Han blev derimod nødt til at bide fat i det sidste Sean sagde.
” Jeg gik ikke efter at få to positioner, jeg gik efter at få Assorian af de to positioner,” rettede han ham, endnu med en kølig, følelsesforladt stemme, ”Assorian egnede sig ikke længere til at være leder, hverken for skyggevæsenerne eller for Dragons Peaks befolking. Og da han ikke ønskede at give sine titler op uden en kamp, var det desværre nødvendigt.”
Han stoppede for at trække vejret. Det var et bevist valg – ellers ville han ende med at glemme det som hans adrenalinramte hjerte hamrede imod hans bryst. Kort så han ligeså ud ad vinduet, på regndråberne, der ramte vinduet og skabte en blød rytmisk melodi.
”Jeg gjorde ikke det her for magt,” sagde han mindre kølig, mere fattet, stadig med blikket rettet imod vinduet. ”Jeg gjorde det her for at redde mit folk fra at blive trampet på. Hvilket jeg selv kender alt til.”
Endnu en gang tog han en fokuseret indånding. Så så han imod sin far igen. Det kølige udtryk var erstattet med en gnist i øjnene. En gnist af vrede.
”Du har ret. Vores relation kan ikke repareres. For jeg har set hvilken mand du er, Sean,” sagde han, ”og sådan en mand ønsker jeg ikke nogen alliance med.”
Han holdt øjenkontakten med ham lige nu, før han endnu vendte blikket imod vinduet igen.
”Faktisk så kom jeg hertil for at se dig ind i øjnene en sidste gang og fortælle dig, at jeg intet ønsker med dig at gøre. Jeg ved godt, at det er uundgåeligt, grundet begge vores roller i Underworld, men det er vel forsøget værd.”
Nu var det ude. Nu havde han sagt det. Men han var ikke færdig, kunne han mærke. Så han så hen på sin far igen med fornyet mod til at sige, hvad han egentlig mente. Den vrede gnist brændte endnu i hans blå øjne.
”Du er en magtfuld mand, det er rigtigt. Men det er jeg også nu. Som raceleder af skyggevæsenerne, hersker over Dragons Peak og med Veltois hær ved min side,” sagde han for så at tilføje: ”Desuden er du ikke den eneste, der har opsøgt mig angående samarbejde. Jeg har ikke brug for en alliance med dig som du har brug for en alliance med mig.”
Og så rejste han sig op. Sean havde måske ikke troet på, at Daron ville afvise ham siden han kunne have skrevet et brev og sparet den lange rejse. Men hvad man ikke gjorde for at hele endnu blødende sår.
”Så måske skulle du begynde at tænke over, hvordan du behandler andre,” sagde han som han rejste sig op, ”For hvis ikke, kan det jo ske at den person, du netop ser som en regnorm, viser sig at være den person, der afviser dig, når du pludselig har brug for ham.”
Et kort sekund stoppede han for at se på sin far. Var det med en skygge af tvivl? Muligvis. Han gav afkald på den accept som han havde ønsket i flere år nu, hvis ikke hele sit liv. Men så fattede han sig og vendte sig om, klar til at gå.
”Farvel Sean.”

Seans blik gled ned til bordet foran ham, mens Daron talte. Det var svært. Svært at lade ansigtet forblive i passende folder hele vejen igennem, men på en eller anden måde lykkedes det. Men hans indre var et kaos. Der skulle ikke meget til at kaste rundt med Sean på det punkt. Den voksende paranoia, mistilliden til alt levende, gjorde at han nogen gange følte sig tæt på at blive sindssyg. Og at han vidste det en dag ville knække. At skulle håndtere den store ensomhed og tanken om at han en dag ville knække, og samtidig lytte til et dumt barn, var ikke noget Sean havde overskud til.
Det eneste Sean hørte, var ord han havde forventet. Omend, han ikke havde forventet det store afslag der var. Han havde forventet Daron var klogere end det. Hvilket endnu en gang mindede Sean om hvor langt æblet faktisk var faldet.
Også selv om det mest var Seans egen indre vrede der talte nu.

"Du undervurderer mig. Igen"
Bemærkede han roligt, som han langsomt rejste sig op efter Daron. Hans blik gled over til manden, men uden at bære præg af de følelser som Daron bragte op. Han nægtede at give efter for det. Hvad ville Daron have af ham? At han grædende gled på sine knæ, undskyldte og lovede alt godt i fremtiden? Den slags kunne Sean aldrig gå med til.
"Du ser ikke politisk på det. Ud fra dine ord, lyder det som om du ser dig selv stående i en stærk position. Men en alliance er kendt for netop at gå begge veje. Overvurder ikke din egen betydning eller din egen position. Men prøv altid på at styrke den"
Ikke et ord om alt det andet. Der var intet at sige. Sean havde planlagt at lege med, blot for at få Daron ombord, men fandt sig ude af stand til det.
Nej. Sean havde en stående alliance med Fenrer. Og selv om Sean aldrig kunne stole på om manden faktisk ville overholde den, og ikke lagde planer bag hans ryg, kunne Daron i princippet heller ikke vide sig sikker. Ikke medmindre Daron vidste noget, som Sean ikke vidste - og Fenrer dermed netop lagde planer. I så fald havde drengen talt over sig. Og det ville presse Sean til at indgå i en tættere alliance med Natalie, end først beregnet. Så længe han lod Natalie tro at hun havde alt kontrollen, havde Sean i princippet både hele Doomsville hær og dæmonerne bag sig. For slet ikke at snakke om hvis Natalie havde andre alliancer.
Og i så fald måtte han angribe først. Daron var isoleret der, helt mod nord. Og Seans kendte byen ud og ind. Det ville være det eneste svar. Ikke grundet personlige forhold, men af politiske. Han måtte gå mod Daron og det snares-

Med fingerspidserne hvilende på bordet og med uopmærksomme tanker, der planlagde et slag mod Daron i dette øjeblik, lød der en højlydt klirren som en vindue gik i stykker et sted bag Sean. En pilfløj igennem luften. At ramme glasset først havde ødelagt dens ellers perfekte bue igennem luften og gjorde at den ikke ramte hjertet. Men alligevel borede den sig ind mellem Seans ribben og slog luften ud af ham. Slog ham ind mod bordet, som han i overraskelse og chok faldt fremefter. Der gik nogle lange sekunder for ham, før han langsomt begyndte at forstå hvad der var sket. Samtidig med at smerterne langsomt tog til og det gik op for Sean han næsten ikke kunne trække vejret. Måske var den ene lunge punkteret?
Med hænderne på bordet foran sig pressede han sig krop op i en næsten rank position. Hans blik skinnede af viljestyrke, omend også af smerter, da det gled over mod Daron.
"Selvfølgelig..." Det var svært at tale.
"...Ville du...Ikke rejse...Så langt...Blot for at skælde mig ud"
Der var ingen tvivl i Seans sind. Daron havde planlagt at dræbe ham fra start. Men selv hvis det blev dagens slutning, ville Sean ikke lægge sig pænt og dø. Daron skulle se ham kæmpe til det sidste.

Mere nåede han ikke at tænke før en pil ramte bordet ved siden af ham, millimeter fra at ramme hans hånd. Han vendte sig rundt. Burde nok komme væk fra vinduet, men han tænkte ikke klart, som den tredje pil fløj igennem det åbne vindue - igennem den friske, kolde luft - og endte i låret på ham. Med et grynt af ny smerte gled Sean ned på gulvet. Pilen i hans ryg ramte bordet bag ham og knækkede, hvilket kun pressede pilen længere ind. Med et gisp gled Sean helt ned på gulvet, ned på siden. Blodet var begyndt at strømme fra hans to sår og smerterne, manglende på en ordentlig vejrtrækning, afkræftede ham hurtigere end han ønskede. Alligevel pressede han sig selv. Pressede sig selv op på alle fire. Alt i ham skreg. Skreg om at slå igen, om ikke bare at lægge sig ned og dø.

Vagterne, der havde stået uden for døren, brasede ind i rummet. Men hvad kunne de virkelig gøre mod pile, der kom et ukendt sted fra? Den ene vagt løb ud, sikkert for at samle andre vagter og gennemsøge hele byen, hvis det skulle være. De to andre trak deres sværd, tydeligvis i tvivl om hvorvidt de skulle dømme Daron skyldig og hugge ham ned hvor han stod, eller om de burde løbe deres hersker til hjælp.
At Sean kom med en dyb og uventet latter gjorde det ikke bedre.
"Jeg kender...Jeg kender..." Seans ene hånd gled igennem luften, selv om det var begrænset hvad folk kunne se af ham på den anden side af bordet.
"...Mere om dig...End du tror. Jeg ved...Om Pigen i...Dragons Peak. Om dit tidligere liv..." Hans spyt smagte af blod.
"...Jeg undervurderede dig. Men...Der skal...Mere til. Så kom! Kom og gør det færdigt!" udfordrede han med en overraskende styrke i sine ord, trods smerter og sår taget i betragtning.
"Eller vil...Du blot...Nyde synet?" Han grinte igen, men latteren var mindre end før.

Han havde sagt til sig selv, at han ikke ville stoppe op. At ligemeget hvad Sean kastede efter ham af manipulation, trusler og hadske ord ville han ikke give ham den tilfredsstillelse at se ham endnu en gang tøve i sine skridt for ham. Han ville efterlade ham med de sidste ord og endelig slippe fri fra ham. Og måske en dag kunne glemme alt hvad han havde gjort ved ham.
Det lykkedes for ham i starten. Lyden af Sean der rejste sig op og hans truende ord - Du undervurderer mig. Igen. - var nok til at sende gys ned af ryggen på ham og få hans nakkehår til at rejse sig. Men han blev ved med at gå og hans hånd landede på dørens håndtag. Nu skulle han bare åbne den. Åbne den og træde ud af den og så var det her forbi. Så hvorfor kunne han ikke få sig selv til det? Det var ikke en gang fordi han virkelig havde lyttet til Seans svar - det eneste han virkelig kunne høre var en susen for hans ører der dunkede i takt med hans hastige hjerte - men blot det at han talte var nok til at holde ham fra at tage det sidste skridt. Havde han virkelig endnu magt over ham?
Nej. Han kunne true ham alt det ville. Han kunne gå drage i krig imod ham, hvis det var det der skulle til. Daron ville hellere dø end nogensinde at give noget af sig selv til sin far igen. Og så ville han ikke gå ned uden en kamp.
Det var sådan det måtte være. Uden at se tilbage på Sean, uden så meget at reagere på hans ord udover den korte pause, greb han ordentligt fat i håndtaget for at åbne døren og gå ud af dæmonens liv.

Noget fløj igennem rummet. Daron opdagede først ikke, hvad det var, han hørte blot splintren af glas og susen igennem luften. Og så Sean der væltede. Hvad end det var, havde det ramt ham. Daron fik vendt sig om og set, hvad det var, selvom han allerede med det samme havde indset det – en pil. Et sekund troede Daron, at den havde ramt dæmonen i hjertet, men den sad lige præcist lidt til siden. Var det heldigt eller uheldigt?
Sean troede, at det var ham, der gjorde det. Selvfølgelig. En tyv tror enhver mand stjæler. Måske havde det egentlig også været smart af Daron. Og så igen – ville det ikke have været en selvmordsmission. Og så igen igen – kunne han nogensinde slå Sean ihjel? Det kunne han ikke finde ud af. Han kunne heller ikke finde ud af at bevæge sig, så i stedet stirrede han i chok på sin far uden at kunne svare ham. Den næste pil farede igennem rummet, ramte bordet i stedet for Sean denne gang. Og endnu en pil, denne gang ramte det ham i låret. Daron fór sammen imens døren bag ham blev brast åbent og vagter spænede ind for at se hvad der foregik.
Sean talte igen selv i hans smertefulde tilstand, kæmpende for sit liv i døden, hvorimod Daron ikke en gang havde kunne udstøde en lyd. En ting måtte man give den mand. Han havde kampgejst til det sidste. Han talte til Daron. Han gik fra at mene at Daron havde undervurderet ham til præcist det modsatte. Var det virkelig det der skulle til for at hans far ville sige at han undervurderede ham? Skulle han ligge døende på gulvet for at kunne ytre de ord? Eller for blot at have den holdning? Og så var der ikke en gang Daron, der havde sat det her i gang. Tanken havde ikke en gang faldet ham ind. Det var vel forkert i hans fars øjne. Og det kom ikke en gang bag på Daron.

Han havde endnu ikke fået sagt et ord. Han havde blot betragtet sin far, blødende ud på gulvet, lyttet til hans ord, imens vagterne stadig ikke vidste, hvad de skulle gøre. De ventede vel på ordrer. Men Sean var optaget af noget andet. Han ville have at Sean færdiggjorde, hvad han mente, at han havde startet. Det havde Daron ikke tænkt sig at gøre. Han var ikke så dum, at han ville gå hen og stikke herskeren ihjel foran alle vagterne, fanget på hans borg. Han ville blive straffet omgående.
Men han kunne… bare lade det ske. Det var jo allerede godt i gang. Pilen havde ramt godt, når den blev ved med at sidde i ham, ville han ikke kunne heale. Men Daron ville ikke se Sean død. Eller ville ham? Han kunne jo bare vælge at blive stående, se på, imens livet langsomt forlod den mand, der så længe havde såret ham. Så ville han aldrig længere behøve at frygte at det ville ske igen. Han ville aldrig frygte at skulle se hans ansigt rundt i verden. Eller høre hans stemme og hadske ord. Det ville virkelig endelig være ovre.

At sige at Daron var splittet var en underdrivelse. Daron havde stået overfor mange dilemmaer i sit liv men dette måtte være det største. Og der gik for lang tid før han endelig traf sit valg. Vagterne var selv begyndt at rykke på sig. Men han kunne ikke blive stående længere.
Han skyndte sig hen til Sean. En af vagterne skulle til at gribe ud efter ham men en anden holdt ham tilbage. Det kunne måske se at Daron ingen våben havde på sig.
Problemet var nemlig at Daron altid havde haft et alt for godt hjerte. Det var altid det der sørgede for at han endte med det forkerte personer. Med Viola, med Jazmin, med Sean. Han var for nem at udnytte. Og han havde kæmpet længe for ikke længere at lytte til sit gode hjerte. Men i en situation som denne kunne han ikke gøre andet end at følge det.
”Vi skal have pilene ud,” sagde han, så snart han havde fået sat sig på hug foran sin far. Det var nemmere sagt end gjort – pilen var knækket inde i ham. Vagterne reagerede stadig ikke, og Daron så tilbage på dem. ”Hører I mig? Få fat i en læge. Og I to, stil jer med skjold foran ruderne. Til hvis flere pile skulle blive skudt.”
Vagterne gjorde som sagt. To af dem stillede sig op foran ruderne med deres skjolde klar til at blokere yderligere angreb. En løb ud efter en læge. De to sidste skyndte sig hen i mod Daron. Han vendte opmærksomheden imod sin far.
”Jeg tror desværre du har overvurderet mig i stedet for,” mumlede han, imens vagterne hjalp ham med at, så forsigtigt som muligt, løfte Sean op. Måske havde han endnu en gang skuffet sin far men i det mindste kunne han hjælpe med at redde hans liv.