Be free or die trying (Taliia) xxx

Hun havde valgt at gå op på dækket en stund og hjalp roligt rundt omkring, mens kvinderne havde det sjovt med knægten. Dog endte det med at hun den sidste times tid lå i sin køje omkring en meter fra trappen op til dækket og skrev i en lille bog, mens en lille del af hende ønskede at hun sluttede sig til de andre kvinder. Dog havde hun aldrig været glad for at være andet end på to mands hånd når det kom den den slags fornøjelser.
Så da kvinderne kom forbi på deres vej op på dækket, nikkede hun roligt til dem, inden hun forsatte sit skriveri. Endnu en gang faldt roen og koncentrationen hen over hende, så hun ikke ænsede ret meget rundt om sig.

Det betød så også at da knægten råbte op, fik hun et lille chok og spildte lidt blæk ud over sin lange ærmeløse kofte, hvilket fik hende til at bande mens hun skyndte sig at rede bogen og sætte proppen på blækflasken igen.
"Lad vær med at råbe.. Eller har du helt glemt at du konstant er under opsyn?" Hun gled ud af køjen og gik ind i healerens kahytte der lå få skridt fra hendes køje, hvor hun satte bogen og blækhuset på deres plads. Derpå gik hun hen til knægten og så lettere skulende på ham, mens hun hurtigt dyppede en klud i en spand med rent vand og prøvede at få blækklatten af sin kofte. Mens hun var igang med det, så hun over på knægten med et enkelt øje og talte med en rolig tone.
"Hvad ville du?"

Han kunne ikke lade være med at smile lidt, over at hun faktisk var den som svarede ham, som fik ham til at give lidt håb i kroppen.
"ja undskyld, du bare den eneste som jeg kan snakke med... tror jeg" sagde han og kløede sig lidt på hagen. Det var tydeligt at han var komplet oven på igen efter de 3 piger og nu stod kun i bukser foran Taliia.
"Jeg vil have hævn over Gambit.." sagde han så og fik et alvorligt blik i øjnene.
"Bare rolig, jeg er ligeglad med kaptajnen, det er kun Gambit jeg vil have fat i.. så... har vi yderst stærke krydderier her på båden eller hvad?" spurgte han Taliia med et løftet øjenbryn og et lidt glubsk smil over læberne.
Roligt gik han over til Taliia og rakte hende hånden.
"jeg må takke dig for at have taget mig med, fra den lille dims der røg i min bagdel så var de 3 vilde damer det værd." sagde han og blinkede til Taliia før han gik tilbage til tøjet han havde hængt op for at tørre, og mærkede lidt, for at tjekke om hvor hurtigt det tørrede.
"forresten så kan jeg godt bruge nogle flere liner, der er ikke nok til min fart" sagde han og så tilbage på Taliia med et let smil.
"ved mindre du vil trække tiden lidt ud så det her kan nå at tørre" sagde han drillende til hende men greb fat i karet med vand og smed det ud af vinduet der var ved siden af. Roligt begyndte han så at fylde karet op igen med nyt vand fra havet, som han hev op i en lille træspand.
"forresten, skal jeg ikke vaske den for dig? hvis du bliver ved på den måde, vil hele din kofte blive noget så grå, jeg kan godt gøre den komplet grøn igen, hvis du lader mig gøre min magi" sagde han og rakte sin hånd ud til Taliia med et seriøst blik i øjnene og ventede bare på hun ville give ham hendes kofte til ham.

Hun havde ikke set på ham da hun var kommet hen og havde taget kluden. Men da han snakkede om at han ville have hævn overfor Gambit, så hun overraket på ham. Derved opdagede hun hvor lidt tøj han havde på, men det som virkelig fik hende til at stivne var synet af alle de ar han havde på overkroppen. Hun hørte godt han snakkede, men det røg sådan set bare hen over hovedet på hende.
Hun måtte endda bide sig selv i læben for ikke at gispe højt over at se hans ryg så på samme måde som fronten. Nu fortrød hun virkelig sin handling og ville ønske at knægten havde fået lov til at stikke af.

Da han rakte hånden frem for at få hendes kofte, fik hun øjenkontakt og måtte kæmpe for at få sig selv til at bevæge hænderne. Hendes finger fumlede med bæltet og hun måtte bøje hovedet for at holde sammen på sig selv. Benene gav efter og hun faldt sammen på gulvet.
"Hvordan kan du være så rolige, ovenpå alt det der er sket? Og hvordan kan du være så venlig overfor mig, når det er min skyld at du er her?" Hun så op på ham med øjne der tydeligt fortalte at hun ikke var glad for det der var sket.

Lith´rra var ikke forberedt på Taliias knæk i sjælen, rent faktisk havde han ikke troet at hun var den type der overhovedet tænkte over de ting, da hun ellers havde virket som en yderst viljestærk kvinde, især under deres lille dans i gaden og hvordan hun havde fanget ham. Så at se hende falde sammen på gulvet gav Lith´rra et let chok og måtte stå i to sekunder og lige suge indtrykket ind af Taliia faktisk have en blid sjæl inderst inde.
Han gav et suk fra sig og trådte roligt hen til Taliia og roligt gik ned på knæ foran hende, greb fat om hendes skuldre, slap med den ene hånd og lagde den under hendes hage, og blidt løftede hendes hoved op mod hans eget, og så hende dybt i øjnene.
"Det er mine ar der går dig på ikke... ja jeg har været en slave før... retter jeg var en fange som blev behandlet værre end en slave, men i min tid i fangehullet så jeg mange slaver der blev behandlet af de rige mænd som var de ikke andet end rotter. De her ar har jeg fået for at snakke deres sag, og for at være hadet på grund af den jeg var, men de har også lært mig at det ikke nytter noget at græde over sådan noget, for det får mig ikke fremad. Havde jeg bukket under havde de taget alt hvad jeg overhovedet ejede, men fordi jeg stålfæstede mit sind ejer jeg faktisk et kæmpe hus og har en masse andsatte under mig i dag." sagde han og kærligt strøg Taliia over kinden.
"derfor kan jeg heller ikke lade mig bukke under her, jo vist overraskede det mig at Gambit svingede den vej, og det er første gang jeg nogensinde har fået noget op den vej, men jeg er ikke slået, han vandt kampen, men jeg skal nok vinde slaget" sagde han og blinkede til Taliia og lagde så sine arme rundt om hende og trykkede hende varmt ind til sig.
"Desuden ser du ud til at være mest mærket af det end jeg er" sagde han blidt mod hendes øre og strøg hende igennem håret kort, før han så trak lidt væk og så hende i øjnene.
"Men pas nu på at din kaptajn ikke ser dig sådan her, jeg tror ikke hun er typen som kan lide at se hendes besætning have det sådan her over for en fange" sagde han og sendte hende et stort smil, og skulle lige til at sige noget mere før han hørte nogen komme mod vaskerummet og hurtigt fik Taliia op og stå og åbnet hendes bælte og snuppet hendes kofte af hende før han fik snurret rundt på fødderne.
"Selvfølgelig vil jeg vaske din kofte, det er trods alt mit job" sagde han højlydt, og med lidt sved på panden, så han ud af øjenkrogen at det var kaptajnen som var personen som nu havde åbent døren til værelset og åbenbart ville tjekke til om Lith´rra gjorde sine pligter.
"Og skal nok skynde mig" sagde han hurtigt og skyndte sig at snuppe sæben, og straks begyndte at rense koften imens han prøvede ikke at virke alt for hemmelighedsfuld. Kaptajnen stirrede ondt på Lith´rra og det så lidt ud som om at hun gruplede over hvordan han havde været i stand til at komme sig så hurtigt, før hun så vendte blikket stift mod Taliia.
"Gør han sit arbejde, kender han sin plads nu? Og hvad er der galt med dit ansigt Taliia??" spurgte hun meget stramt og fast og med en yderst klar dominans.

Hun hørte sukket som kom over hans læber og mærkede hvordan han greb hende om skulderne, kun for at lade den ene hånd blive lagt under hendes hage og blidt løfte hendes hoved så de fik øjenkontakt. Hans ord og stille stemme gjorde hende blød på en måde hun aldrig havde drømt om. Hun måtte blinke et par gange af overraskelse, og måtte så tage sig selv i at hun var tæt på at gnide sin kind mod hans hånd da han kærligt strøg hende. Hun mærkede sig alt hvad han fortalte, og besluttede at hun ville gøre hvad hun kunne for at gøre hans tid her ombord til noget udholdeligt. Men det betød også at hun skulle sørge for at Vivian ikke fandt det mindste hun kunne bruge mod ham, og det krævede en hel del…
Da han trykkede hende ind i et varmt kram, gengældte hun det venligt, mens hun hviskede til ham.
”Jeg skal gøre mit for at du får en behagelig tur. Også selv om det kan skabe gnidninger for mig.” Hun så på ham med et venligt smil, da han trak sig lidt væk fra hende. Og hans ord at hun skulle passe på, ja det havde han ikke behøves at sige. Det var noget som hun allerede viste, men også på en måde var ligeglad med.

Ligesom ham hørte hun også nogen komme hen mod dem, men var lidt for langsom til at reagere. Dog fik hun fat i skæfterne på sine lange dolke inden han nåede at få koften helt hen til baljen.
Derfor stod hun med våbene i hænderne, da Vivian kom ind og spurgte til knægten, samt hendes ansigt. Noget Taliia med det samme fornemmede var, at Vivian afgjort ikke var i godt humør og bare ledte efter noget at afreagere på. Og det ville afgjort ikke love godt for den det gik ud over.
Taliia nikkede roligt til sin kaptajn og stillede sig roligt op af væggen, mens hun halvt fraværende stod og legede lidt med de lange dolke.
”Ja Vivian, han har skam lært sin plads at kende. Og med den fart han har på, ja så har vi intet vasketøj i morgen. Derfor tækte jeg at jeg kunne bruge ham i lasten. Der var nogle urter og sager til Hamra i et par af kasserne. Og hvad angår mit ansigt… Tja… Så er det vel ved at nærme sig en af de tider på månden.” Hun trak skødesløs på skulderne omkrign det sidste. Var der noget hun viste Vivian hadede, så var det den rolige måde hun altid opførte sig på kort før de anfald af arrogance som hun fik fra tid til anden. Og Vivian sørgede altid for at Taliia var så langt under dæk som muligt når de kom.
Vivian kneb arigt sine øjne sammen, hun hadde utroligt meget når Taliia bare slog sine anfald hen som en spøg. Men hun viste også godt at elveren ikke selv kunne gøre for det. Det var en af de ting som elveren, som ingen kunne kontrollere. Og særligt ikke når de var langt fra en skov. Alligevel hadde hun hvordan Taliia var så skødesløs omkring hende.
”Jeg har sagt det før, Taliia... Vis mig respekt på samme måde som de andre gør. Ellers…” Taliia skubbede sig fri af væggen og gik hen foran sin kaptajn, hvor de to kvinder stod og nedsirrede hinanden.
”...Ellers vil du piske mig for ulydighed. Prøv det bare. Du ved lige så godt som jeg hvordan Jake vil tage det, hvis du gør. Desuden er jeg træt af hvordan besætningen skal kneppe hinanden for at du kan få styrret dine åndsvage og sadistiske lyster.” Vivian snappede efter vejret, men blev skælvende stående foran Taliia hvor hun forsatte med at nedstirrede hende i et minuts tid inden hun vente rundt og gik op på dæk igen, hvor hun fandt en anden at lade sin vrede gå ud over.

Taliia sukkede og så kort på knægten.
"Inden du kommer for godt i gang med koften, så vær sød at løsne skederne inden de bliver for våde." Derefter gik hun hen til healerens kahyt efter sin bog, blækhus og fjerpen, mens hun efterlod de lange dolke i der inde. Alt det slæbte hun med tilbage til vaskerummet sammen med en taburat som hun satte sig på. Med et suk strakte hun sine lange ben ud, åbnede bogen op og tog proppen af blækhuset, hvorefter hun begyndte at skrive i bogen med rolige bevægelser. Uden at se over på ham, talte hun roligt.
”Har du selv et navn, eller skal jeg komme på et for dig? Og hvis du har nogle spørgmål, så stil dem endelig. Jeg forlader ikke pladsen her før du har brug for en pause.”

Lith´rra var blevet en smule varm i kroppen da Taliia havde krammet ham igen, og de havde været så tæt på hinanden, og hun så havde hvisket i hans øre, noget af det sødeste hun havde sagt til ham i de timer de havde kendt hinanden, hvilket fik ham til at blive en smule varm om kinderne. Lith´rra tænkte lidt over Taliia og tænkte at der var allerede sket så meget og hun virkelig havde åbnet op for ham så meget at hun egenligt havde fortrudt at have taget ham med på båden.. men det var nu ikke helt slemt, og Lith´rra havde en på for nemmelse at turen også ville byde på gode ting, selv imellem ham og Taliia.

Lith´rra havde først virket ret neutral da Vivian havde kommet ind i rummet med hendes ret så voldsomme aura af had, men at se Taliia bryste sig mod sin kaptajn på den måde fik ham til at næsten tabe kæben. Han stod virkelig og bare stirrede på de to kamphaner, nedstirre hinanden, til at man skulle tro at de kunne myrde hinanden ved hvert sekundt der kunne komme. Men til Lith´rras lettelse så det ud til at Vivian var den som trak sig denne gang og fik et yderst utilfredst blik i ansigtet og stormede ud igen før hun smækkede døren i hårdt.
Skønt kampen var forbi, sad Lith´rra og var en smule forstenet med sit blik, stift rettet mod Taliia og døren hvor Vivivan var skredet ud af, og måbede overrasket og næsten vandtro.
Han kom dog let til sig selv igen da Taliia så snakkede til ham igen, hvor han kort så ned på koften og nikkede så til Taliia som så åbenbart smuttede lidt, måske lige for at trække vejret efter sådan en hed kamp mellem to stærke kvinder? Han løsnede straks koften for skeder og begyndte at skrubbe den god og grundigt, så den virkelig kunne blive ren nu og ikke ligne noget grisen havde slæbt igennem en mudderpøl for dernæst at trampe den igennem med sine brødre og søstre.
Lith´rra så lidt med et halvt øje at Taliia kom tilbage og smilede lidt for sig selv at se hende komme tilbage til kahytten og ikke efterlade ham her til alverdens overraskelser der kunne ske hvis hun ikke var her og beskyttede ham en smule. Han så dog lidt undrende på hende da hun så pludseligt spurgte efter hans navn, som om det var underligt at hun først havde gjort det nu, men det havde nu også været ret underlige omstændigheder at de havde været i gennem så et navn havde måske først været optimalt nu end som før.
"Mit navn er Lith´rra Modrich, jeg er fra Modrich slægten, ikke at det betyder så meget når jeg er den eneste tilbage." sagde han og trak let på skuldrene og smilede ned i vandet, det gjorde ham en smule mere glad at hun havde spurgt efter hans navn endeligt og tænkte så på et spørgsmål han kunne stille hende.
"Jeg har kun et, hvorfor er du blevet pirat? Du virker bare sådan lidt, større end en pirat i den måde du går og står og taler på" spurgte han hende undrende og fik skrubbet hendes kofte færdig så den så super ren ud og næsten som var den nykøbt fra en butik, hvorefter han hængte den op til at tørre, hun skulle trods alt ikke have en våd kofte på, det ville bare gøre hende syg.
Roligt vendte han så blikket på Taliia og gik roligt hen til hende og lænede sig med siden op af væggen og fronten mod hende, imens hans rolige og varme blik, hvilede på hende.
"Jeg har faktisk et mere.. hvorfor efterlod du mig her med de 3 kvinder fra før? Var det med vilje og var det for deres skyld?.. eller min?" spurgte han hende lidt tungt og havde uden tvivl elsket det, men havde også fundet det lidt underligt og mærkeligt, især efter hun havde set på ham på den måde, efter hele hændelsen med den store dumme pirat, så det undrede ham lidt over hvorfor hun ikke selv var blevet hos ham. Det havde i hvert fald givet mere mening i hans hoved end det anede, ved mindre hun havde en ret god grund altså.

Hun lyttede roligt til alt det han fortalte, navnet sagde hende intet, men hun havde nu også en fornemmelse af at han ikke var fra samme skov som hun var født i. Dog kunne hun ikke tilbageholde en varm latter, da han spurgte ind omkring de tre kvinder som havde mundret sig med ham, så hun fjernede fjerpennen fra bogen og så smilende på ham.
"De kvinder ville have forlystet sig med dig om jeg var gået eller ej. De er nok de tre som er mest liderlige her ombord. Og nu hvor der var kommet 'frisk kød' ombord, ja så kunne de ikke vente med at 'smage' det." Hun grinede lidt mere inden hun forsatte.
"Hvad angår mig selv, ja så er det en meget lang historie. Men kort fortalt, så er jeg udstød af min familie i Emerald of Dreams ved Dragons Peak. Det gjorde at jeg, sammen med nogle 'venner', kom til Aquerne hvor jeg først måtte afsone en straf for tyveri, og fik samtidig en værgefamilie der skulle hjælpe mig på rette vej igen. Gennem årene fik jeg smag for handel og fik faktisk skabt mig et godt navn blandt andre handelene, hvilket gjorde at jeg åbnede det handelshus hvor jeg anbragte dig. Jeg fik faktisk også et godt venskab eller kammeratskab med en pirat ved navn Jake Black og han tilbød mig at smage på livet som pirat, hvilket jeg efter nogle få års tænkning tog i mod. Jeg sejlede med ham et par år og lærte hvad der var at lære om livet ombord, inden han overlod mig til Vivian her for at lære mere under nye omgivelser. Vivian var og er langt fra glad for det venskab jeg har med Jake af flere årsager. Men en af dem er at han er hendes kaptajn og at han har forlangt at hun ikke må lade sin vrede gå ud over mig, da jeg stadig var hans protegé. Men selvfølgelig savner jeg skoven og det resultere i anfald af arrogance, hvor jeg nærmest bider og snerre af alt og alle."

Han smilte en smule skævt til at det var de 3 mest liderlige kvinder han lige havde været med, men håbede dog lidt på at de kom igen for en anden omgang. Han lyttede dog til Taliia´s fortælling og stod og var ret nysgerrig på hvor hun kom fra og tænkte lidt at det måske kunne være sjovt at på et tidspunkt besøge skoven hun snakkede om.
Han så lidt tænkende på hende og kløede sig lidt i håret.
"Har du nogensinde overvejet at selv tage over i stedet for Vivian, og blive kaptajn på den her båd? Jeg tror du vil blive en bad-ass kaptajn og vende skuden til et super farligt pirat skude." sagde han og blinkede til hende.
"Emerald of Dreams... Dragons Peak... Så du er af skovelver, derfor du er så vild" sagde han og lo varmt men også rigtig lavt og blinkede så til hende.
"Jeg er højelver, og som du ved, højrystet, flabet, doven, og normalt, gyldent fladt hår" sagde han og strøg sin ene hånd igennem sit hvide hår, og så lidt på det før han slap håret igen og så på Taliia med et roligt blik. En tanke kom op i hans hoved og gloede lidt rundt, måske skulle han også finde ud af hvor folk egentligt sov.. retter hvor han skulle sove.. og forhåbentlig alene.. måske.. Hans blik blev lidt uroligt og tankerne gled hen på Vivian der så gerne ville gøre hans liv til et helvede, og derfor så rundt for se om han kunne komme sig et eller andet sted.
"Hvor sover i egenligt? Og hvor tror du jeg skal sove når vi kommer til det?" spurgte han Taliia undrende og gik roligt over til et åbent vindue og lænede sig mod vinduet med fronten ud af mod havet som skvulpede og bølgede mod dem, og vinden der kærligt kærtegnede alt der kom forbi.
"Og hvordan skal man beskytte sig selv her.." mumlede han for sig selv og tænkte at han måtte finde på et eller andet for ikke at blive voldtaget i løbet af natten af en eller anden liderlig fyr. Dog kom tanken også på hvis en af damerne kom og besøgte ham, så ville det nok ikke være så slemt igen at sove der og blive varmet af en kvindekrop mod sig.

Hun blinkede overrasket da han spurgte om hun selv havde tænkt på at overtage ledelsen som kaptajn og måtte lade læberne finde ind i et lille skævt smil ved hans forstilling om hende som kaptajn.
”Det vil være myteri og er ikke tilladt. Jeg vil bringe skam over Jake hvis jeg gjorde det.” Hun gav sig direkte til at grine da han selv lo over sin egen formaning om at hendes grund til at være vild skulle være at hun var skovelver. Det var dog ikke tilfældet her, ikke med den familie som havde udstødt hende.
”Dog ikke… Min kusine er total modsat af mig. Hun er blid og rolig, samt en fantastisk kvinde. Jeg var ukruttet som de skildte sig af med for det ikke skulle sprede sig til de andre unge. Generalt var familien en æreskær type, og det skulle ikke undre mig hvis de på et tidspunkt fandt på at ægte min kusine og fætter bort for at vinde indflydelse blandt skovelverne i Forestina.” Hun så på ham med et drilsk blik, som om hun grundtigt undersøgte hver millimeter af ham og fandt ham nådig for hendes blik. Uden at have opdaget det selv, var hendes vejrtrækning blevet mere tung i det og fingerne på den hånd der holdte om bogen var begyndt at nullere bogens sider lidt. Hendes smil var ligedes drillende.
”Jeg ved nu ikke om jeg vil kalde den der uglerede for gyldent. Nok mere udvasket hvid. Men ellers passer din beskivelse ret godt.” Hun fuldte hver en bevægelse hans hånd lavde gennem det lange hår, og af en eller anden uforklarlige grund ønskede hun næsten at det var hendes egne finger der tog turen gennem det.

Hun så godt hvordan hans blik blev lidt uroligt og forstod godt baggrunden til hans næste ord. Og takket været vinden som kom ind gennem vinduet, hørte hun også hans mumlen. Hun rejste sig roligt, lagde bogen og fjerpennen på skamlen, hvorefter hun gik over til ham og blidt lagde sin hånd på hans bare ryg som hun med rolige og blide bevægelser begyndte at nusse på en beroligende og afslappende måde, mens hun selv så ud på havet.
”Vi sover i køjer der bliver hængt op i loftet her på kanondækket. Der er få pladser nede i lastrummet, men jeg har min køje tæt ved healerens kahyt eftersom jeg selv har healende evner. Hvilket minder mig om… Vores healer Bastian vil gerne undersøge dig. Og bare rolig. Han er ikke til mænd. Han er faktisk en rolig bamse når det kommer til stykket. …Og ja, han er shapshifter.” Hun tilføjede det sidste, da hun tænkte over hvad hun lige havde sagt. Hun drejde hovedet lidt og så på ham, mens hun først nu opdagede at han var lidt højre end hende.
”Jeg ved der er mulighed for at hænge en ekstra køje op i Bastians kahytte og besætningen ved at Bastian, Jakson som også er shapshifter og har sin køje overfor min, samt jeg sover let. Så der skulle ikke være risiko for at du bliver overfaldet der.” En latter kom op nede fra lastrummet efterfuldt af en kraftig mandestemme.
”Og så er der os, som tager over om natten, mens resten af besætningen hviler ud. Hvilket minder mig om. Gider i godt tage en slapper med det der vasketøj? Det er ikke til at sove når man hele tiden får vanddråber i hovedet.” Taliia lo hjerteligt og stoppede sin nussen, hvorefter hun knælede ned ved en reven i gulvet.
”Så du kan ikke sove, Nanok?” En lav knurren lød fra et par andre og hun lo igen, inden hun rejste sig op og vinkede Lith´rra med sig over til væggen ved døren, hvor der lå et par sammen rullede lærreder.
”Kom og giv mig en hånd med at få rullet dem ud over gulvet. De samler det væreste vand så de stakles vampyre og natteaktive dæmoner kan få lov til at sove i fred.” Da de var blevet lagt ud, tog hun ham med hen til healerens kahytte.
Inde i healerens kahytte, som lå lige under kaptajnens i agterstavnen, var der forskellige reoler på begge sider med bøger og urter på glas, som var synlige. Redskaber til forskellige situationer lå i skuffer og aflukkede skabe for at være mest mulig fri for støv. Langs agterstavnen var der lange bænke, så det var muligt at sidde afslappet eller ligge ned i roligt vejr. Bastian lå lige nu og læste i en bog, da de kom ind. Så han satte sig op og tog imod dem med sit store bjørne smil, eftersom han ikke var en helt lille mand. Han var på samme højde som Taliia, men en halv gang bredere med muskuløse arme og ben, samt et viltert sort skovmands hår. Skægget var ret velplejet og gav lidt ekstra til hans udsene. Dog var stemmen en blid og varm brummen.
”Nå min pige, hvad har vi her?” Han satte sig op og klappede et par gange på pladsen ved siden af sig selv, som om han forventede at knægten ville sætte sig.

//agterstavnen = den bagerste del af skibet

Han fnes lidt og trak på skuldrende imens han så mod Taliia men sendte hende så et drillende smil.
"Myteri.. blive fri for Vivian... det kommer and på hvad Jack vægter højest vel" sagde han og lo varmt før han hørte lidt mere om hendes familie og syntes egenligt til det lød som en sted der var værd at besøge, og holde det i tankerne i noget tid.
*måske skulle jeg besøge stedet, lyder som et rart sted at være* tænkte han og sørgede for at informationen blev godt gemt i hovedet. Men hans øre havde registreret at hun pludseligt var begyndt at trække vejret lidt tungere efter hendes snakken om kusinen og hans øjne så lidt interesseret på Taliia og kunne mærke at hans egen puls begyndte at stige en smule over hende.
"Udvasket hvid... det lyder ret så specifikt" sagde han og lo varmt imens han så ned på sit hår og tænkte lidt på om hvordan det ville være hvis Taliia fik fingrene i hans hår og måske strøg dem igennem håret.

Han gav et lille suk fra sig da hun pludselig lagde sin hånd på hans ryg og begyndte at lave nusse bevægelser og spandt ryggen lidt bagud mod hendes hånd, som nok gav hende en god indikation om at han virkelig godt kunne lide hvad hun gjorde ved ham. Lith´rra hørte dog også på hvad hun sagde til ham, hvilket fik hans nervøsitet til at falde lidt, men han var nok ikke helt sikker på om han ville være komplet rolig før en dør var låst og der mindst var gået et par uger, så han kunne nå at kende besætningen og vide hvem der ville ham ondt og hvem der ville nyde ham og hvem der bare var rare væsner.
Han var kun en enkel bevægelse for at vende sig mod hende, omfavne hende, trykke hende ind til sig.. men mandestemmen fik ham i stedet til at hoppe en halv meter op i luften og snurrede rundt hurtigere end en skræmt kat.
"U-u-undskyld for effektiviteten" fik ham fremstammet og kunne overhovedet ikke samle hovedet til at bestemme hvor stemmen var kommet fra. Det var først da Taliia gik over til revnen og bukkede sig ned, hvor Lith´rra forstod hvad der skete og åndede lettet ud, før han så begyndte at hjælpe Taliia med at dække revnerne til.
Han var dog lidt ekstra overrasket over at der også var nattevæsner her om bord, også at de åbenbart havde deres soveværelse under vaskerummet, som fik ham til at tænke på at der sikkert ikke var mange som gad at bruge vaskerummet ved mindre det var yderst nødvendigt.

Han begyndte at blive lidt nervøs da de gik ud af rummet og kunne allerede mærke alle de sultne blikke der kom fra hele besætningen og især kvinderne var yderst gennemborende med deres sultne og liderlige blikke, og Lith´rra tænkte at det sikkert havde været de 3 piger som havde sladret om hans størrelse og hvad han kunne når det var han havde fået noget at æde. Han så nogle yderst smukke piger på vejen som alle bed sig i læben, og han gættede lidt på at det var fordi han gik der i bar overkrop og alle hans ar gjorde dem en smule våde. Men han kunne også mærke nogle af mændene glo på ham, hvor han af ren natur, gav dem advarende blik samt hans krop blev spændt op en smule, for at vise at han var klar på dem nu. Der var dog en lille ting som slog ham lidt ud af sin skræmme kurs, hvilket var at da han spændte kroppen, lød det til at nogle af pigerne gispede højt. Var det fordi han var mere mærket end de fleste mænd her som nok også åd en smule for meget?

Det var mærkeligt at komme ind i en healers hytte, og se alle de forskellige urter og mærkelige ting som healeren havde i sin samling, og luntede lidt efter Taliia. Derfor opdagede han heller ikke healeren før at han snakkede til Taliia, hvor øjnene så endeligt landede på den store mand, som gav Lith´rra et lille chok og fik ham til at træde helt bag Taliia og så kun ud ved siden af hendes hoved.
"Du.. er Bastian?" spurgte han så direkte og så på den behårede mand som stod foran dem som lignede en der kunne knække Lith´rra over som var han en lille tør pind.
Han rømmede sig let da han så manden klappe på sædet ved siden af ham, som fik hans hjerte til at hoppe en ekstra gang, hvor han så på Taliia for en slags godkendelse på at manden var okay.. men han besluttede sig nu alligevel for at gøre sit sind stålfast og trådte frem fra Taliia og satte sig små nervøst ned ved siden af den noget så behårede mand.
"Jeg høre du vil snakke med mig?" spurgte han så manden undrende, så han kunne starte deres samtale uden at det ville blive akavet, i hvert fald for ham, for hele situationen var i forvejen akavet for ham.

Bastian var stille og rolig i alle sine bevægelser, mens han begyndte at undersøge Lith´rra.
"Du kan være ganske rolig unge ven. Jeg er en af de mest blide her ombord. Den skønne kvinde der høre også ind under dem, selv om hun fra tid til anden kan forvandle sig til en virkelig arrogant satan."
Taliia greb stolen som stod ved bordet og satte sig omvendt på den, så hun kunne hvile hagen på hænderne over ryglænet, mens hun roligt fuldte med i undersøgelserne. Hun havde fuld tillid til healeren, hvilket var tydeligt i både hendes øjne og afslappede kropsprog. En hjertelig latter startede hos hende da hun hørte hvad Bastian sagde så pænt om hende.

Da Bastian spurgte om han måtte undersøge Lith´rra under bæltestedet, for at være sikker på at han ikke havde lidt for megen skade af både Taliias hårdhændet aktion og Gambits afstraffelse, så hun spørgende på Lith´rra.
"Vil du have at jeg venter udenfor lokalet?"

Lith´rra fik sukket roligt ud og fik stålfæstnet sit sind og lod så Bastian undersøge hans overkrop, og efter lidt tid så var det egenligt ikke så slemt, mest fordi at så længe Taliia var der så vidste han at han var i nogenlunde sikkerhed. Lith´rra kunne ikke lade være med at grine med Taliia over det Bastian sagde, men blev så lidt overrasket da han spurgte om det var i orden om han kunne se under bæltestedet på Lith´rra, hvor han så så på Taliia med et lidt nervøst blik men gav så et dyb suk og rystede så roligt på hovedet.
"Jeg vil helst at du er her.... og det er jo ikke at det hele ikke er vist til hele pirat holdet, ud over dem som arbejder om natten" sagde han med et dybt suk og trak så bukserne ned på sig selv, og lod dem glide helt ned om hans ankler og stod med hele sin manddom som bare lå slapt ned og var til fuldt syn for både Bastian og Taliia og roligt lod han Bastian gøre sit for at undersøge hans krop til fulde. Han havde kun nogle få ar på hans ben men resten var intakt og uskadt, men hans bagdel og manddom var stadigvæk lidt glansfuld, efter de 3 pigers lidt overbrug af den healende crem som de også brugte til at lege med hans manddom til at han var klar til dem.
"Ehm ja.. der er ikke rigtig noget galt mere, min krop er næsten tilbage til sin fulde styrke, lidt mere mad og hvile så skulle jeg nok være tilbage på fuld styrke" sagde han og spændte roligt sin ene arm så hans muskler svulmede op og stod højt og bredt på armen. Resten af kroppen var rigtig slank og så muskuløs at selv musklernes fibre kunne tydes svagt under den fedt frie hud, selv muskulaturen over hans manddom var vældig tydelig og var rigtig pænt trænet til resten af kroppen.
"Er der mere jeg skal gøre for dig Bastian?" spurgte han så healeren og roligt trak sine bukser op og fik dem snøret rundt om livet så de sad fast. Roligt bad han sig lidt i læben og begyndte nu at føle lidt at hans generthed over hans skade krop trak lidt tilbage og enden kunne tænke sig at blive mindet om at hans krop var fin nok, eller få en trøje på igen så han ikke var så blottet med alle hans ar. Han så dog kort mod Bastian og tænkte han nok lige måtte informere ham.
"Forresten er jeg af højelver racen, bare hvis du vil sammenligne med min races normale krops former." sagde han og ville være sikker på han vidste hvad hans normale gener vil få ham til at se ud. Dernæst så han mod Taliia og rødmede en smule imens han kløede sig lidt på sin ene overarm.
"Du... Taliia... jeg ved det vil lyde mærkeligt, især fordi det var dig som fangede mig, men du er den jeg stoler mest på her på båden... af alle... ikke fordi jeg ikke stoler lidt på dig Bastian men Taliia har jeg bare haft lidt mere tid med" sagde han og ville lige sikre sig at Bastian ikke ville tage det forkert.
"Men Taliia.. det jeg vil spørge om, er om du ikke vil sove så tæt på mig som du finder trykt... bare så jeg ved jeg er i sikkerhed.." sagde han og trak vejret lidt tungt.
"Og det er ikke fordi jeg er bange for de andre mere! men jeg sover tungt... rigtig tungt.. så jeg vil sikkert ikke mærke noget hvis nogen trak mig væk.. så jeg vil være mest tryk hvis du var nær" sagde han og åndede lettet ud over at endeligt have spurgt hende. Og det var heller ikke lige frem at tanken om at natte væsenerne styrede båden om natten og muligvis godt kunne tage lidt blod fra nyt kød ombord. Lith´rra håbede lidt på et positivt svar men han var ikke helt sikker på om hun ville føle sig tryk nær ham, selv når de sov. Men han blev irriteret nok forstyrret i sin tankegang da nogen pludselig bankede på, og døren blev næsten smækket op og en tydelig hård men også pæn nok kvinde stak hovedet ind og så kort rundt før hendes øjne lagde sig på Lith´rra.
"Du. nyt kød. min køje. nu. sex." sagde hun voldsomt kort men også ret fattet i hvad hun ville. Men Lith´rra måtte nok erkende at han ikke rigtig havde lyst til at gå med kvinden, og i hvert fald ikke havde lyst til at gøre noget som helst med hende lige nu og så ret utrykt med situationen og skævede lidt mod Taliia for hjælp, da hun trods alt var en af de få som sikkert kunne sige noget imod dette galskab. Det var nemlig kun Taliia som Lith´rra havde for øjnene lige nu, og derfor virkede det bare lidt forkert for ham at skulle dele en køje med en anden og tilmed gøre mærkelige ting med hende. Han gøs lidt ved tanken og især da han så småt kunne lugte lidt af hendes duft, som ikke just var noget som tændte ham, tværtimod lugtede hun en smule for meget af sved og dage uden bad.

Taliia have nikket roligt til hans ønske om at hun blev, men hun var i det mindste venlig nok til at give ham lidt privatliv ved at dreje stolen rundt, så hun kun kunne se døren, mens hun hvilede sin højre kind på armene som lå på ryglænet af stolen. Dette gjorde at hendes lange røde hår gled til side og afslørrede en ryg som ikke var glat som den havde været i hendes ungdom, men fyldt med gamle ar, hvoraf nogle var falmet utrolig meget og andre var stadig pæne hvide streger. Mange af dem startede ovenfor brystbåndet og sluttede under det, som om hun for mange år siden var blevet pisket. Et par friske røde streger og et rundt sår ved hendes venstre ribben tydede på at de var de nyeste skader på kroppen. Efter nogle få sekundter slappede kunne man se at hun var døset lidt hen, da hendes ryg hævede og sænkede sig i et langsommere tempo.
"Du kan være ganske rolig, Lith´rra. Bastian har en kone som han er utrolig tro mod og ville ikke gøre en kat fortræd, med mindre den truede med at dræbe ham. Og hvad angår folkene i lastrummet, så sover de tungt lige nu." Hendes stemme var virkelig afslappet, som om hun ikke havde en eneste bekymring i verden. Men alligevel var hendes blik fikseret på døren, som var lukket.

Bastian fik gjort undersøgelsen færdig og smilede roligt til ham, mens han roligt så den unge mand an.
"Hun har ret. Desuden har jeg aldrig kunne fordrage at gøre folk fortræd. Selvfølgelig kan man blive nødsaget til det hvis de er såret, men ellers er jeg så rolig og from som en bjørneunge." Han gik hen til en reol med låger og åbnede en af dem, mens han tog tre glas ud og fandt en flaske rom frem. Glassene stillede han på bordet, hvor han begyndte at fylde det ene og rakte det frem mod Lith´rra.
"Hvad angår overnatning. Ja, så er du velkommen til at sove her inde. Jeg har en ekstra køje og tro mig. Ingen får listet sig her ind når Taliia og Jakson sover på hver side af døren, samt lille mig her inde. Vi er alle tre van til at vågne ved det mindste klynk fra en såret patient, fange eller besætning." Hans øjne, der lyste ærlighed og varme ligesom stemmen, viste at han talte til Lith´rra som om han var hans egen søn.

Dog blev den behagelige stemning afbrudt af kvinden der kom brasende ind. Bastian så roligt på kvinden og hævede det ene øjnebryn en anelse. Han satte romflasken på bordet og lagde demonstrativt armene overkors, så han virkelig lignede en bjørn af omridset mens han pustede sig lettere op, mens han gik over mod kvinden.
"Nej ved du nu hva... Hvordan er det vi behandler knægten her? Sex, nu? Og så i en køje? Du har tydeligvis ikke prøvet det før eller også har det været så forsigtigt at i nærmest ikke har bevægede jer, for jeg kan godt love at det ikke er en fornøjelse når køjen svingere så meget at man i næste sekundt ligger på plankerne. Tvært imod... Desuden er det min lægelige vurdering at knægten her skal have nogen tid at komme sig på. Han er jo ikke andet en skind og ben. Jeg vil ikke have at han skal gå hen og knække sammen, bare fordi i forskellige ikke kan holde jer på det rene. Så hvis du ikke har brug for lægelig hjælp, så skrub op på din post inden jeg går til kaptajnen." Han så skulende på kvinden og håbede at hun snarlig ville forføje sig.

Taliia som enlig var døset lidt hen, selv om hun holdte vagt, havde enlig ikke rørt sig mere end et par millimeter, da kvinden kom brasende ind. Hun viste at Bastian nok skulle puste sig op, hvis han fandt det træls. Desuden var der ingen grund til at overreagere med mindre Bastian bad hende om det. Men hun kunne ikke lade vær med at klukke lidt muntert over Bastians ord om sex i en køje. Igen havde han ret, det var ikke sjovt når køjen smed en ud fordi man havde prøvet at have lidt sjov på sengekanten.

Lith´rra havde roligt taget imod rommen og taget en slurk, slikkede sig kort om munden, og tog så en slurk igen, for det var egenligt ret så god rom som Bastian havde skænket. Roligt havde han tænkt over hvad Bastian havde sagt og måtte indrømme at det lød ret fristende at de ville være så meget på vagt over for andre som kom i nærheden af dem og Taliia skulle nok være på vagt for Lith´rras skyld.

Lith´rra var glad nok for at Bastian sagde noget mod den tydeligvis liderlige dame som nu ikke så synderlig tilfreds ud med Bastians forklaring over hvorfor sex i en køje ikke ville være godt og at Lith´rra var alt for tynd og udsultet til at skulle udføre akten med damen, skønt han for ikke så mange timer siden havde udført akten med 3 andre damer, men det sagde Lith´rra ikke til Bastian og sagde intet om at han egenligt var frisk nok til at gøre det igen, men der var bare ingen lyst.

Damen rynkede brynene og fnøs over Bastians svar, men hævede lidt et triumferende smil.
"Køje eller ej, for kort tid siden sagde Vivian at det nye kød var kun her for at vaske tøj og gøre rent og tilfredsstille alle, og han har intet at skulle sige, og skal udfører akten om han vil eller ej" sagde damen og lænede sig op af dørkarmen imens hun nu så endnu mere sultent på Lith´rra og var tydeligvis fascineret af hans voldsomt trimmede og muskuløse krop.

Man kunne se hun skulle til at gå ind i rummet for at hente Lith´rra, men han lavede selv det første træk og roligt gik over mod damen, imens hans øjne strålede selvsikkerhed og mandighed der fik damens underliv til at ryste en smule af spændthed. Men han gik ikke direkte over til damen men stillede sig bag Taliia, bukkede sig ned og lagde sine arme om hende imens han drillende til damen slikkede Taliia op af halsen, på den side hvor hendes hår havde lagt sig mod den modsatte side og derfor blottet halsens anden side.
"Du må undskylde men Taliia har allerede krævet mig hele natten igennem så du må desværre vente.. ved mindre du har lyst til at kæmpe mod Taliia om mig" sagde han og drillende til damen, nappede Taliia i øret, hvilket fik damen til at give et lille nydende suk over hvad hun så, men også lidt utilfreds med forslaget som Lith´rra havde stillet hende, og hun vidste at hun ikke havde en chance mod Taliia, og især ikke nu hvor at hun begyndte at blive våd for neden, hvilket kunne ses på hendes bukser.
"Så hvis du vil have os undskyldt så får jeg travlt" sagde han og blinkede til damen som halvt liderligt og halvt surt mumlede noget med at hun nok skulle få sin lyst stillet og smækkede døren efter sig.

Lith´rra sukkede lettet ud og mentalt udmattet, gav benene efter og han røg ned på knæ og måtte ligge sit hoved mod Taliia's ryg imens han gispede lidt efter vejret.
"Oh gud det gjorde mig nervøs" hviskede han og skulle til at rejse sig igen før han så så Taliias... ryg?? Han fik store øjne og lod en finger glide stille hen over hendes gamle ar på hendes ryg, af dem som var over hendes brystbånd og sank en stille klump.
"Taliia..." kom det stille fra ham med en lidt øm stemme og kunne mærke sit hjerte banke hårdt og gjorde ham lidt svimmel i hovedet. Havde Taliia også været udsat for slave tortur??!!

Taliia klukkede lidt over kvindens måde at reagere på. Hun havde da afgjort hørt forkert, eftersom Vivian aldrig lige ud havde sagt at Lith´rra skulle være en horebuk.
”Du må huske forkert, hun…” Længere nåede hun ikke før Lith´rra’s handling og ord fik hende til at glemme alt. Hun måtte sågar kæmpe for at blive siddene og se ud som om hun selv havde bedt om det. Men en ting var sikkert, hun ville så meget give ham et blåt øje som en start. Men lige meget hvor meget hun kæmpede, så kunne hun ikke forhindre et støn i at forlade sine læber, da han nappede hende i øret. Hun lukkede øjnene for at prøve at bevare koncentrationen. Men det eneste det resulterede i, var at følelserne tog til i styrke. Hver eneste berøring og åndrag blev kraftigere og mere intens.
Og så stoppede det hele pludselig efter at kvinden var gået. Hun mærkede hvordan Lith´rra satte sig ned og lægnede sig ind mod hendes ryg. Hun fjernede tankerne fra ham og fik sine begyndene erotiske følelser under kontrol, så hun hørte ikke hans hviskende ord. Hun rejste sig langsomt op og smuppede romflasken fra bordet, og bundede indholdet.

Bastian som roligt havde stået og set hele seneriet mellem kvinden og knægten som havde brugt Taliia som en undskyldning. Hvis det havde været en mulighed ville han have advaret knægten om ikke at gør det som han gjorde. Det ekstremt sjældent at Taliia lod sig ’bruge’ på den måde, også selvom hun delvis lod til at nyde det.
Så bagefter kvinden var gået og Taliia havde rejst sig for at tømme romflasken, slog Bastian sig kort for panden og bakkede tilbage til døren.
”Jeg smutter liige en tur, så i kan snakke lidt sammen. Og Tal... Lad venligst vær med at male kahytten rød. Jeg har ikke lyst til at bruge flere timer med at gøre rent.” Taliia gjorde et enkelt håndtegn med den frie hånd, for at bekræfte at hun havde forstået hans ønske.
Efter at Bastian havde lukket døren, så drejde hun hovedet utrolig langsomt og så på Lith´rra med et lidt mørkt blik. Et der tydeligt fortalte at lige meget hvad han sagde eller gjorde, så var han ude på utrolig dybt vand. Selv hendes tørre og følelses forladte stemme gav tegn på problemer.
”Og hvad havde du lige regnet med, da det faldt dig ind at være så pågådende?”

Lith´rra følte sig lidt udmattet efter hele den episode og blev ved med at ånde let ud indtil at Taliia mærkeligt nok rejste sig fra stolen, og gik over til romflasken. Hans øjne blev vældig store da hun så bundede hele flaskens indhold. Undrende gloede han så tilbage på Bastian som så lidt nervøs ud, mest for Lith´rra, hvilket han ikke helt forstod, og blev blot mere undrende da Bastian sagde at han ville lade dem være alene for at snakke, og så smuttede ud af døren og var væk.
Lith´rra startede med at glo undrende på Taliia indtil at hun stille drejede hovedet mod ham og han kunne se hendes øjne, hvilket hurtigt fik alle brikkerne til at falde sammen..
Han kunne mærke nervøsiteten stige og hurtigt som en ninja var han over hos hende og smed sig ned på knæ og med hovedet ned i jorden med et godt bump, som viste at han ikke tog sig af at være forsigtig når det var han skulle undskylde over for Taliia.
"Du må undskylde jeg brugte dig til at undgå enhver form for slåskamp! Jeg kunne ikke finde på noget som helst andet, og ville gerne sikre mig hele natten igennem.. bare i nat.." sagde han vældigt hurtigt og tydeligt før han så hævede overkroppen med sine arme og så bedende op på Taliia med de bedste hvalpeøjne han kunne mostre sig. Han vendte dog lidt blikket med tænkende, før han rejste sig op igen og stillede sig helt hen til Taliia med et lidt skævt smil.
"Og... det var ikke helt en løgn.. men mere en indirekte forespørgsel for at få dig til at blive her inde.. hos mig" sagde han og smilede lidt skævt til Taliia hvor han så blidt tog hendes hånd som ikke havde romflasken i sig, og trak hende lidt længere mod sig og håbede lidt at hun ikke ville skubbe ham væk fra sig. Mest fordi han var bange for at hun ville skubbe ham væk fra sig og eventuelt skubbe ham ud af hytten og i kløerne på alle de liderlige pirater som ville flå ham levende for at blive tilfredsstillet, og måske blive nat væsnernes føde.
Han rømmede sig hurtigt igen.
"Og du må undskylde jeg gik efter dit øre, jeg ved hvor følsomme vi er.. og måtte jo få det til at virke overbevisende så var nød til at få dig til at stønne.. selvom det lød ret sexet" sagde han og sørgede for at det sidste var rigtig lavt så det var svært at høre, ud over for Taliia.

En del af hende skreg at hun skulle stikke ham et pap på kassen for hans handlinger. En anden del af hendes ønskede mere af hans behandling. Og så var der en tredje del af hende som var total ligeglad med det hele og bare ville have hende til at trække på skuldrene, som en form for forståelse for hans situation. Og særligt efter at hun så hvordan han nærmest kastede sig for hendes fødder og sagde undskyld, samt forklarede det hele for hende.
Hendes øjne var stadig kolde og lettere hårde, da han så op på hende og tillod sig at smile lidt skævt til hende, samt tage hendes frie hånd. Hun lod sig lidt modvilligt trække sig ned mod ham, så hun faktisk stod bøjet ind over ham. Og selv om hendes vejrtrækning var blevet en smule tungere af hans ord, så var hendes blik og følelsestomme ansigt stadig det samme. Dog kneb hun øjnede en smulle sammen ved hans ord om at hun havde lyt ret sexet. Hun så grundtigt ham i øjnene og sagde med en stille og kontroletet stemme:
”Du har ingen ide om hvor tæt du er på at få en knytnæve i ansigtet... Og det kun som en forsmag… Hvis jeg have fået lov til at tale til hende, ville jeg have forklaret hendes fejlfortolkning af Vivians ord. Men du skulle selvfølgelig lade hende tro at det var en mulighed i morgen eller en anden dag, at få dig i køjen så at sige. Vivian sagde kun at hvis hun befalede dig til det, skulle du gøre det. Men hun har indtilvidere kun befalet dig om at ordne vasketøjet. Så nu har du ligesom forpligtet dig selv til at give efter for hendes ønske… Dygtig dreng.” De sidste to ord blev der lagt tryk på med en snert af… foragt? had? irritation? Nej, det var snare opgivelse. Hun viste det ikke selv og var ved at opgive at finde ud af det. Hendes hoved summede med forskellige tanker og føleser. Hun frigjorde roligt den hånd han holdte, og rettede sig roligt op igen. Blikket og ansigtsudtrykket var ved at glide over i en mere opgivende og ligeglad tilstand, som om han kunne sejle i sin egen sø. Ligesom hun roligt satte den tomme romflaske på bordet ved siden af hende.
”Bliv her inde, så sker der dig ikke noget.” Derefter begyndte hun at vende sig for at gå over til døren, som om hun havde til hensigt at efterlade ham alene i kahytten. Hvilket faktisk også var hendes hensigt. Dog ville hun smide sig i sin køje ved siden af døren, hvor hun kunne ligge og skrive sin vrede og forvirring i sin bog, samt prøve at hvile sig lidt.

Lith´rra sukkede en smule lettet over at hun ikke direkte sendte end næve i hans fjæs, men i stedet lod sig belærer ham med ord som nok gjorde en smule mere ondt end hvis hun bare havde valgt at hugge ham en i synet, hvilket han nok havde foretrukket, for så havde det gået hurtigere og så havde han ikke skulle blive ramt at hendes små sarkastiske og små spiddende ord. Nervøst så han så på hende da hun så begyndte at gå igen og sank en dyb klump imens han så hendes bagdel vugge væk fra ham. Han rynkede brynene en smule imens hans hjerne begyndte at gå i top gear og lod alle tankerne og ideerne strømme igennem hans hoved som et vandfald.

Hurtigt satte han af med sine ben og lod blot et sekund gå før han havde ryggen mod døren og stod imellem den og Taliia. Han måtte gøre noget for at få hende til at blive, han måtte gøre noget for at få hende til at hade ham mindre, efter hans lille fejltrin, som dog havde redet ham, men nok ikke for evigt.
"Du kan ikke gå nu, det vil bare ødelægge den igangværende plan! så kan vi finde på noget nyt i morgen!" sagde han hurtigt og og kunne mærke hvordan hans hjerte bankede over hvad han skulle til at sige til hende, og selv hans øjne havde små nervøse bevægelser, men bøjede hovedet lidt ned imens han lukkede øjnene for virkelig at kunne koncentrere sig om sit svar til hende, især efter at havde stoppet hende fra at kunne komme ud og ligge sig i hendes køje, som nok ville kunne skaffe ham et blåt øje. Men nu tog han chancen og tog en dyb vejrtrækning.

"Og der er en anden grund! Taliia jeg kan godt lide dig! Og du er den eneste jeg har lyst til at tilbringe mine nætter her med!" sagde han med sådan en overbevisning og styrke i stemmen at han selv blev en smule overrasket og forbavset over sig selv, over at han han måske egenligt havde det på den måde, selv efter deres lille slåskamp og dernæst med de dårlige følelser, og nu med deres to forskellige ideer om hvordan man kom ud af problemer. Og efter at havde set hendes ar på ryggen var han fyldt op med følelser i kroppen og ville nu se om hun havde flere ar han kunne beundre på hende.

Hun stirrede surt på ham, da han stillede sig foran døren og sagde at hun ikke måtte forlade kahytten. Hun knyttede stille sine hænder og kæmpede for at forholde sig i ro. Skulle sådan en knægt bestemme over hende? Fandeme nej... Om hun så skulle banke ham blå og gul, så gjorde hun det, for at vise at hun selv bestemte over sig selv.

Dog havde hun ikke forventet at han ville bruge det kort... At han godt kunne lide hende og havde lyst til at tilbringe nætterne med hende.
Dét fik hende til at snorre halvt rundt, så hun kunne sparke ud efter ham. Hendes fod hamrede ind i døren millimeter fra hans øre. Døren skælvede ved sammenstødet fra hendes fod, men holdte dog til det.
"Flyt dig." Stemmen skælvede let af raseri og hendes blik var som lyn og torden.
Hvis han flyttet sig, ville hun gå ud og smække døre efter sig.
Hvis han ikke flyttede sig, ville hun gentage sparket. Denne gang ville hun sigte efter noget der gav ham smerte og tvang ham til at flytte sig.

Lith´rra blinkede ikke det mindste da hendes fod kom mod hans hoved og ramte døren. Ikke fordi han vidste at hun nok ikke ville ramme ham første gang, men fordi han ikke bare ville lade hende vinde over ham så let denne gang.
Han så skarpt op på Taliia og sukkede let ud før han greb om hendes ankel, holde foden ude foran hans hoved, og derefter knaldede hendes fod mod hans hoved. Han kunne mærke sin kind, brænde op af smerte, men holde sit faste blik på Taliia.
"jeg joker ikke, jeg kan lide dig.. virkelig meget Taliia" sagde han og greb så fast om hende med sine hænder og lidt voldsomt vendte hende rundt med ham og døren mod hendes ryg, og med sine arme på begge sider af hendes hoved så han alvorligt i øjnene på hende.

"Slå mig! Spyt på mig! Had mig! Men det vil aldrig ændre mine tanker om dig!" sagde han og så hende skarpt i øjnene med en stor viljestyrke bag sine ord.
Hans fingre knugede sine fingre op af trædøren og kradsede med sine negle ind i træet.
Han gav et stort suk fra sig, og tog et skridt tilbage. Han sagde intet men hans blik var seriøst og gennemborende af hans ord han havde sagt. Han lagde sine arme ud til hver sin side, og viste at han var klar til hvad end hun ville gøre mod ham, om det var spark eller slag, så var han stålfast i sin vilje.

Hun lo af hans ord om at han virkelig kunne lide hende, selv om hun lige havde givet ham en fod i hovedet. Det virkede så latterligt at det var morsomt. Men latteren holdte ikke længe, da han greb hende og snorrede dem rundt, så hendes ryg stødte sammen med døren, hvilket fik hende til at gispe af overraskelse.
En meget lille del af hende, som havde set ham som en flot fyr, blev langsomt større selv om hun ikke ville kendes ved det. Hun måtte dog indrømme overfor sig selv at hun beundrede ham for hans ligefremhed, og at han var så selvsikker som han lod til at være.
Hun var på en måde nysgerrig efter at se hvad der skete hvis hun forsatte med at slå eller sparke ham, og på en anden måde havde hun brug for luft for at komme ned på jorden igen.

Netop da, fik hun et af sine arrogante anfald, hvilket gjorde at hun fuldstændig ændrede ansigts udtryk fra nærmest følesløs til total hoven snop.
"Hvad i alverden ser kvinder dog i sådan en skrælling? Du er jo ikke andet end skind og ben. Kan du overhovedet holde til noget?" Hun forsatte de verbale overfald mens hun rettede et vandret spark mod hans brystkasse, med så meget kraft at hun var sikker på at han ville ende på den anden side af skrivebordet hvis hun ramte ham.

Han måtte indrømme at hendes ord kom nok lidt bag på ham, skønt han havde lidt viden om elvers pludselige personligheds forandring når det var at de var væk fra deres normale leve sted for alt for lang tid, men på en måde så gjorde det stadigvæk lidt ondt at få at vide fra en han lige havde åbnet hjertet for en smule.
Men han var rigtig glad for ikke at være så væk i hendes hårde ord at han ikke opdagede hendes spark og lukkede kort øjnene imens hele hans krop blev spændt op så alle musklerne blev langt tydelige og voksede en smule af spændingen. Men hendes spark var hårdt selv for hans krop og da hendes fod ramte, kunne man tydeligt høre et par ribben brække under vægten fra sparket og lidt blod sprøjtede ud af munden på ham imens hans øjne var store.. men utroligt stædige og skønt hans krop rystede og var klar til at falde sammen, blev han stående på sine to ben.

"Er du tilfreds nu?" gispede han med blod ned af mundvigen og et stålfast blik på hende imens han kunne mærke sveden fra smerten af sine brækkede ribben overvælde ham lidt, men ikke nok til at bukke under endnu. Endnu.
"Jeg har stadigvæk ikke ændret min mening om dig Taliia.. jeg.." sagde han så og hostede kort lidt blod op, før hans blik blev lettere blankt og hans krop med et ordenligt bump falde bagover mod gulvet med en lyd der bestemt sagde at kroppen var faldet slapt og uden at holde noget igen.

Om det var lyden af bumpet eller måske for at sikre sig at der ikke var blod over det hele, blev døren pludselig åbnet og Bastians hoved med hele hans hårpragt så ind og fik meget store øjne af Lith´rras slappe krop mod jorden og blod ud af munden.
"For fanden Taliia hvad har du gjort ved knægten!?" udbrød han og fik krævet sig vej ind for at se på Lith´rras slappe krop og kom først frem til at Lith´rra stadigvæk var i live, men besvimet, garanteret på grund af smerten med de brækkede ribben og den store hævelse der var efter Taliia's fod.
"Han må have taget et direkte slag.. uden at blokere noget... Hvor hårdt slog du ham lige!?" sagde Bastian med et blik der var lidt anklagende men også lidt bekymret for drengen.

I samme sekund som hun hørte knaset, blev der vendt op og ned på alt i hendes hoved. Alt farve forsvandt fra hendes ansigt og hun vaklede et par skridt til siden, så hun ikke stod foran døren. Hendes hjerne opfangede godt hans ord, men hun var for chokeret til at lade sig forstå hvad han havde sagt. Og i samme sekund han faldt sammen, var hun henne ved ham og redde hans hoved fra at hamre i gulvet.
Hun lagde rystende en hånd hen over det sted hvor hun havde ramt ham og påkaldte sig sin healings evne, mens hun hviskede "Ponyeni ya nguvu netures." Selv om hun var omgivet af natur i form af havet, så var det svært for hende at hente den store styrke til at heale de skader hun havde lavet.
Hun så nervøst op på Bastian, da han kikkede ind. Men hun kunne ikke få stemmen til at virke i første omgang. I anden omgang hvor Bastian spurgte hvor hårdt hun slog ham, begyndte hun at ryste.
"Jeg... sparkede ham. Med nok kræft til at sende ham fra døren og om på den anden side af skrivebordet... Men han blev bare stående og tog imod det. Hvorfor din tosse?" Hun viste at hendes stemme skælvede og at fokusere på sin healing, men hun så ned på Lith´rra's bevistløse krop.

Bastian sukkede og rejste sig op. Han kendte godt til hendes healende evner og deres begrænsninger.
"I er sku begge godt tossede. Men jeg blander lige et krus af urtedrikken til dig. Og finder nogle bandager til knægten." Tal nikkede uden at sige noget, hendes koncentration var på hendes healende evner og hendes øjne var lukkede.
Bastian havde lært at blande urtedrikken til hende indenfor de sidste fem år, hvor hun havde fundet ud af at den hjalp hende med healingen. Men hun turde endnu ikke drikke mere end et par krus og helst over et par dage.
"Du kan lige våge på at give op." Ordene kom som en hvisken, kort før hun kunne dufte urteblandingen under sin næse. Bastian hjalp hende med at drikke, så hun ikke behøvede at stoppe sin healing.

Lith´rra var komplet væk, han vidste ikke hvordan Taliias ansigt havde set ud efter hendes øjne havde lynet mod ham, for sparket havde sat hans syn direkte ud af funktion, så alt hvad han havde sagt havde han gjort i blinde, før han så var faldet ned.

~~

Derfor gav det et chok for ham da hans sind kom tilbage og Taliia var over ham med et bekymret ansigt.. Han hostede ikke, og stod heller ikke op med et chok.. men bare langsomt fik synet tilbage og derfor også tog det roligt med at lade hende vide at han var kommet til sig selv igen. Roligt lagde han bare sin ene hånd på hendes healende hænder. Hans øjne var rolig og forstående, selvom han sagtens kunne mærke smerten som stadigvæk var i hans krop.
Lagde så roligt en finger op til at lidt signalere at hun godt kunne stoppe sin healing hvis det var hun ville for han lagde roligt og lidt rystende sin hånd på sit bryst af siden hun havde sparket. Han rømmede sig en smule før han så kunne mærke sin egen magi strømme igennem ham og hans healende evne skød straks i og med så tænderne bidt godt sammen kunne han mærke hvor langt hun faktisk var nået og hvor meget der manglede at blive healet til at der kun ville være et lille blåt mærke tilbage.

Hvor lang tid der egenligt var gået vidste han ikke, det havde trods alt kun følt som et minuts tid, så det var egenligt kun Taliia og Bastian som vidste hvor lang tid han havde været væk. Han så lidt rundt, og kunne konstanter at det kun var Taliia og Bastian og ham selv i rummet stadigvæk, hvilket han var ret glad for. Han løftede et let øjenbryn til Taliia og sukkede kort og lidt med en bide smerte af sit nu kun blå mærke.
"Hvornår kom du så tæt på" sagde han undrende og lidt læst efter som han også lige skulle have vejrtrækningen i ordenlig cyklus igen, siden det havde været lidt svært efter sparket. Han havde ikke spor af bebrejdelse eller beskyldning i blikket, han var stadigvæk ret varm og kærlig i øjnene imens man godt kunne se at han stadigvæk var ret øm.
"Undskyld jeg pressede dig sådan" sagde han så og smilede let skævt til Taliia og så så hen til Bastian.
"Og undskyld for at skabe et postyr for dig" sagde han tydeligt til Bastian før han vendte blikket tilbage på Taliia.. Han tænkte lidt, hvilket man godt kunne se på ham, før han så åbnede munden igen.
"jeg håber du vil beskytte mig stadigvæk en smule" sagde han så og smilede til hende stort, og så op på Bastian.
"Vil det forstyrre din hverdag meget hvis jeg blev din hjælper? skønt jeg er god til at vaske tøj.. er jeg endnu bedre til at bruge magien 'Light of Life' som det hedder" sagde han og så tilbage på Taliia med et skævt smil. Han sukkede kort og begyndte at le.
"Tænk at jeg ville gå i gulvet efter et enkelt spark.. ret så pinligt" sagde han og satte sig halvt op.
"Du havde vist ret.. jeg er ret meget en skrælling" sagde han og lo nu højt men stoppede igen for at ømme sig lidt med hans blå mærke.

Hun mærkede godt at han begyndte at bevæge sine hænder, men hun sad stadig med øjnene lukket for at kunne koncentre sig mest muligt. Derfor så hun hverken blikket fra hans øjne eller bevægelsen fra hans finger. Derimod mærkede hun tydeligt hvordan han selv begyndte at heale sig selv. Ud fra fornemmelsen og det hun mærkede, var hun sikker på at det var lysmagi. Hun havde kendt en som havde den magi og evnen til at heale med den.
Bastian der imod var opmærksom på hvordan knægten reagerde, da han igen kom til bevistheden. Det var dælme imponerende at knægten var i stand til at bruge sin egen healings evne, når han var i så svag en fatning.

Da hun viste at skaden var helet og hun hørte hans suk, samt hans ord, åbnede hun øjnene langsomt og roligt.
”Samme sekundt du faldt. Jeg ønskede ikke at du skulle have en hjernerystelse sammen med de brækket ribben.” Stemmen var kun en hvisken, som om hun ikke havde fuldt kontrol over den. Både hun og Bastian smilede roligt til ham mens han talte og undskyldte for det forskellige.
Taliia var på en måde imponeret og på en anden måde træt af at han prøvede at slå det hele til side med lidt sjov. Hun støttede ham, da han satte sig halvt op og rystede opgivende på hovedet, da han havde talt ud.
”Lith´rra, for fanden… Selv den stærkeste pirat her ombord ved bedere end at puste sig op overfor mig når jeg bliver gal eller får et af mine anfald.” Stemmen var fyldt med blandt følelser, som om hun ikke kunne finde ud af om hun skulle grine, græde eller være opgivende. Et par enkelte tåre sneg sig fri af hendes øjne og løb frit ned over hendes kinder.
”Du er afgjort ikke en skrælling. Du er bare bundstædig som de fleste elvere.” Antydningen af et smil var at se på hendes læber.

Bastian smilede mildt til dem begge og nikkede roligt ved Lith´rras spørgsmål.
”Jo, jeg kunne godt bruge en hjælper mere. Særligt hvis det går lige så vildt for sig næste gang vi finder bytte.” Han så over på Taliia, som roligt nikkede, hvorpå han rejste sig beslutsomt mens han smilede bredt.
”Jeg vil lige få mig en snak med vores kære kaptajn, og imens forventer jeg at du tager dig af knægten. Arrogance eller ej, så vær sød overfor ham. Jeg får også kokken til at komme ind med noget mad til jer begge.” Han så grundigt på Taliia under hele sin tale, og kneb øjnene lidt sammen til sidst.
”Åh ja, så er det nok også en god ide at du hviler dig lidt. Under hele postyret her, havde jeg glemt at du tømte romflasken på tom mave.” Derefter gik han ud af kahytten og lod de to være alene.
Hun så lidt efter ham, inden hun sikrede sig at Lith´rra kunne sidde selv. Derefter gik hun selv hen og lagde sig på bænken ved væggen, hvor hun lagde den ene arm over ansigtet, lukkede øjnene og sukkede dybt og tungt, mens hun prøvede at holde arrogancen og alkoholen i skak.