Hvem og hvad er du? - Atreyu

Hun nød at se Lith´rra vågne op ved muligheden for at snakke med en shapeshifter. Og hun klukkede let, da han kyssede hende på panden. Hun var nu endnu mere glad for sin ide om at invitere Atreyu med hjem. Da de kom ind i stuen så Larlii smilende på de to børn. Hun forstod dem udemærket, og igen faldt tankerne på at hun en dag selv ville bære et under sit hjerte, hvilket fik hendet til at smile mere varmt. Lith´rra ville blive en fantastisk far, det var hun sikker på.
Så da han satte sig i den ene side af den ene tre mands sofa, satte hun sig lige ved siden af ham og så smilende fra ham til Atreyu, hvor hun startede en samtale.
"Du fortalte tidligere at du var fra Bloodrage. Hvor langt er det cirka herfra? Og hvis det ikke er for anmassende at spørge, vil du så fortælle lidt om livet der?" Hun var nysgerrig, men samtidig bød hendes opdragelse hende om at være høflig.

//sorry, hvis det er for kort//

"Det er jeg skam," svarede Atreyu med et lille smil, lettere underholdt af hvor meget oppe at køre Lith'rra virkede til at være over at møde en af hans race. Det var sjældent folk var så begejstrede over at mødeen som ham... Men det var nu meget sødt at se, især med sådan som han havde set de fleste elvere være meget rolige og fattedei deres udtryk, og at han så bare lignede et barn juleaften... Det var utroligt kært.

"Min mave er ligeglad med om det er tilberedt eller råt. Så hvad end der er nemmest for jer, er hvad jeg går med." sagde han derpå, og trak let på skuldrene, som han fulgte med dem ind i stuen. Han kiggede lidt forundret på reptil børnene foran pejsen, ikke lige noget han havde set før... Men heller ikke noget der ligefrem chokerede ham, han havde set en del mærkelige ting i denne verden efterhånden, trods alt.

"Ah. Ja... Bloodrage er velnok en tre dages rejse for mig herfra... I min anden form. I denne form ville det nok tage fem dage, op til en uge, alt efter vejret. Og... Livet er velbare som det er, der? jeg har ikke kendt til så meget andet. De fleste siger det er brutalt med de spontane slåskampe på åben gade et par gange om dagen, men så længe du ved hvad du ikke skal sige og du også har dit eget gode forsvar, så er det skam fint nok at bo der. Ingen af dem turde rigtig gå i kamp med mig efter sidste gang en af dem gjorde." sagde han og trak let på skuldrene - så snart man havde sat sig i respekt hos én barbar, så havde man også hos de andre.

Lith´rra fik et tænkende blik over at Atreyu kunne spise både råt og tilberede kød, hvilket betød at Atreyu åbenbart havde et fordøjelses system der var ligeglad med tilberedning. Det var meget spændende, for han kendte ikke mange racer som kunne klare råt kød, især uden at der var stor mavepine i nogle dage.

Da Atreyu så begyndte at fortælle Bloodrage, fik Lith et meget mere interesseret blik og kunne høre at de rygter han havde hørt og tekster han havde læst omkring Bloodrage, var åbenbart sande nok, og han kunne mærke hvordan spændtheden virkelig greb fat i ham.
"Så fysik er nødvendigt i Bloodrage.. Ganske anderledes end med os elver, altså ud over vores vagter og jæger, men ellers så er vi mere.. hvordan kan man sige det, udseendet der tæller, i hvert fald hvad jeg har oplevet når jeg har mødt andre elver som ikke kunne lide mig" sagde han og lo varmt, imens han strøg fingrene igennem sit tykke, hvide hår. En tanke slog ham dog, og undrende så han på Larlii.
"Hvordan ser du egentligt vores races.. status kamp?" spurgte han Larlii, det var trods alt ikke noget de rigtig havde snakket om før, så han var også lidt nysgerrig på at høre hvad hun mente. Men han vidste dog også at det nok var mest hans side af elverracen som var de højt-røvede, men han var stadigvæk nysgerrig omkring hvordan hun så deres race.
"Men spørgsmål! Hvis der er så meget fysisk hovedstødning i Bloodrage, så kan der ikke være mange andre racer end.. ja fysisk store racer som har medfødt styrke, som.. ja hvad kunne der være.. Minotaur, Orker, Trolde og Varulve?" spurgte han Atreyu undrende og havde kun remset racer op, han kunne huske at havde læst om og gættet på at de nok var ganske fysiske stærke fra fødsel af.

Hun lyttede roligt til de andre og var selv lidt nysgerrig omkring livet udenfor skoven. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at forlade den, da hun viste at hendes tidligere trolovede ventede et eller andet sted der ude. Hun kunne godt forstå hvorfor Lith´rra blev så spændt, særligt fordi det lod til at han fandt alt nyt spændende og ønskede at vide så meget som muligt, hvilket hun fandt sødt.
Dog kom hans spørgsmål, om hvordan hun så deres race, lidt bagpå hende. Hun havde ærligtalt ikke tænkt ret meget over den slags.
"Helt ærligt min kære, så ved jeg ikke hvad jeg skal svare på dit spørgsmål. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det på den måde. Men nu hvor jeg tænker over det, vil jeg nok beskrive skovelverne som et lystigt folk, der kan være reserveret og tilbageholden overfor fremmede. Højelverne virker som om de er hele grundlaget til racens eksistens. De kan være meget ophøjet og meget utilfredse hvis tingene ikke går som de ønsker." Hun havde sat og set ind i ilden mens hun havde tænkt, og rettede nu blikket mod Lith´rra, med et stort smil.
"Men du, min kære. Du er noget helt særligt. Altid glad og livlig, selv når problemerne står foran dig, så forholder du dig roligt og tager et skridt af gangen. Du behandler folk, som du gerne vil have at de behandler dig, hvilket er helt fantastisk."
Efter at hun var færdig med at tale, lyttede hun roligt til Lith´rra's sidste spørgsmål til Atreyu.

Ja, det var vel rimelig specielt i forhold til mange andre, men Atreyu havde endnu ikke oplevet noget som helst ildebefindende uanset om han spiste kød råt eller tilberedt. Om det så var fordi dyret han kunne blive til teknisk set var altædende, var så en anden side af sagen - ting der var gået nogle dage over hvornår man nok egentligt skulle have spist det, havde nemlig heller ikke været noget problem førhen. Generelt var hans mave vist noget af det mest hårdføre du fandt.

"Det har jeg godt lagt mærke til... Har trods alt set en del af jer. Af skovelverne, i alt fald. Vagterne og nogle af dem der bor i udkanten af Forestina kender mig vist rimelig godt efterhånden." med så mange gange somhan havde ageret guide for de få folk der blev inviteret indenfor i elverriget, førhen...

Han sad blot og lyttede til Larlii's svar til Lith'rra med et lille smil på læberne. Han kunne ikke umiddelbart selv sige noget om højelverne som helhed nu Lith'rra her var den først ehan mødte, men han gav hende helt og aldeles ret i hende sbesyv om hendes egen race. Så snart man havde lært skovelverne at kende ville man vide præcis hvor meget der gemte sig bag facaden.

"Der er nok en lidt større koncentration af dem end andre steder, ja. Men der er skam også plads til andre - det behøver ikke nødvendigvis være fysisk styrke. Magisk styrke kan også få dig langt. Folk i Bloodrage frygter de ting de ikke kan slå ned med deres bare næver. Blandt andet derfor de respekterer mig nok til ikke bare at starte en kamp på åben gade, efter de så den sidste kamp."