Lucky or unlucky? (Melisandre)

Nina smilede erotisk til ham da han rejste sig og fortsatte sine erotiske bevægelser, der var blevet mere udfordrende. De tre andre kvinder var kommet over til dem og begyndte forsigtigt at lade deres hænder kærtegne hans krop uden på tøjet med blide og kærlige bevægelser. Nina lod sine hænder finde vej til hans, inden hun roligt og med lokkende bevægelser og smil bakkede tilbage mod vognen.
"Kom med, min herre. Vognen er fyldt med bløde skind og en del varmere end her. Lad mine veninder og mig vise dig en fornøjelig tid, hvor du kan bede os om alt hvad dit hjerte måtte begære." Selv stemmen ossede af erotisk varme. De andre tre kom med små støn og andre lokkende lyde, noget der plejede at virke hos mange mænd. Den ene sorthåret kvinde var endda begyndt at kærtegne Ninas ene bryst gennem kjolen, som endnu et lokkende tiltag.

Mel stod stadig i skyggerne og fuldte med i hvordan kvinderne lokkede Bren med alt hvad de havde. Hun smilede for sig selv og gik et stykke længere ind i skoven for at sætte fælder op til kaniner og andet vildt.

Kræ forholdt sig i ro og lod Cali bestemme farten af deres samtale. Selv om hans blik og smil var lidt drillende, var hans stemme alvorlig nok.
"Det kan godt tænkes at der skal en del til." Han lod hende få den tid hun havde brug for til at tænke. Han hørte godt hun kom med en bemærkning omkring sin bror, men han forholde sig tavs for at give hende friheden til at komme frem til det hun ønskede.

Da hun rejste sig og så sig lidt rundt, rettede han roligt sit afbalancerede blik på hende. Der var en snært af lyster i hans udtoning, men ellers virkede han bare som en god ven. Han gættede på at hun igen kæmpede med sig selv og forholdte sig fortsat i ro.
Et lille smil kom frem på hans læber, da hun bekendtgjorde at hun ikke havde gjort den slags før. Et spørgende udtryk kom frem i hans øjne og stemme.
"Noget særligt du tænker på?"
På en måde var det som om han forandret sig foran hende. Han drejde sig forsigtigt rundt så han sad på knæ foran hende og bukkede let for hende, inden han så hende direkte i øjnene.
"Unge frøken, hvor med kan jeg tjene dem? Jeg er deres til befaling." Stemmen var stadig ret neutral, men fortalte tydeligt at hendes svar ville bestemme hvordan han ville opføre sig.
"Alt hvad dit hjerte og tanker begære eller fantasere om, kan du bede mig om."

Bren fulgte med. Der var en snert af tøven, som han så over mod vognen. Uden tvivl fordi Cali stadig var i hans tanker - hvor få rationelle tanker der var tilbage. Men der skulle ikke mere end et let træk fra Nina, før hans ben automatisk bragte ham med. Så mange kvinder, så meget erotik, var svært at modstå...Selv for ham. Et eller andet sted havde han en dårlig fornemmelse. Men der var også muligheden for det ikke var en fælde...Var der ikke?
Kvinderne ville ikke have besvær med at hive ham med. Selv om han for det meste mere var deres legetøj, end omvendt. Han kendte slet ikke til alle facetterne inden for den verden, som de gjorde.

Cali tog et overrasket skridt tilbage. Hvad havde hun tænkt på? Kræs opførsel mindede hende om alt det, som havde gjort Bren og hende selv mistænksom fra starten. De var jo slaver! En kendsgerning hun havde glemt midt i det hele. Men som nu ramte hende hårdt som en hammer. Hun havde spist med dem, danset med dem og lige nu...Lige nu havde Kræ virket mere som en ven, end som en fremmeds slave. Slaver var en kendsgerning...Og ikke nødvendigvis kun dårligt...Men...
"Nejnej!" Hun trådte frem med flere ivrige skridt, før hun bukkede sig ned og en hånd på hans skulder lod ham vide, at han endelig skulle rejse sig op igen!
"Jeg har ingen slaver. Og jeg har ikke rigtig kendt nogle slaver....Åh, hvad tænkte jeg dog på?" Hun smilte, men tydeligvis mere over sine egne tanker og opførsel, end over noget Kræ havde gjort. Hendes blik var venligt, men bestemt. Med en glidende bevægelse flyttede hun en lok hår om bag det ene øre.
"Jeg har aldrig haft sex før! Og jeg har ikke tænkt mig at gøre det med...Med...Det skal betyde noget, skal det ikke?" Spørgsmålet var retorisk, som hun selv havde rejst sig igen.
"Det kan godt være det er den slags du bruger...Din tid...På. Men jeg ville aldrig tvinge nogen til det. Hvis jeg nogensinde skulle give efter for det, skulle det være ligeværdigt. Ønsket af begge parter. Og ikke fordi man er nødt til at tilbyde sig, fordi det er ens slavetilværelse. Forstår du? Ikke for at fornærme dig. Men jeg kan ikke tage imod det" besluttede hun. Hun ville heller ikke vide hvad hun skulle bede ham om...Eller hvordan hun reagerede. Hun havde hørt lidt om at man som varulv godt kunne reagere lidt...Vildere...End de fleste måske normalvis ville. Men hun anede ikke om det var sandt - og hun ville måske aldrig finde ud af det.
"Lad os gå tilbage" tilbød hun med et skævt smil.

Det tog ikke lang tid at få Bren med op i vognen, hvor kvinderne lod deres kjoler og lændeklæder falde, samt hjalp ham af sit tøj. De begyndte at kæle med hinanden og lade hans hænder bevæge sig der hvor han ønskede. Ninas stemme var hed og erotisk da hun talte.
"Hvordan vil den store stygge ulv have sine fire små lam?" Hun drillede ham bevist og kom med en særlig nydende lyd, da Allisa rørte hende et godt sted. Alle fire var klar på at gøre hvad end han bad dem om. Så længe det ikke gik ud på at skade hinanden.

Kræ så smilende op på hende, da hun kom hen og lade sin hånd på hans skulder. Han lyttede roligt til hendes ord og nikkede forstående. Det var fuldt forståeligt at hun var nervøs, hvis det var hendes første gang. Og at hun ikke kunne lide tanken om at han tilbød sig som den slave han var, ja, det varmede ham faktisk en del.
Han lod blidt og kærligt sin ene hånd glide op langs hendes ene arm til skulderen, hvor han blidt holdte hende fast, mens han løftede sig en smule op. Så snart hans mund var ud foran hendes, forsøgte han sig med et utroligt blidt kys, inden han så hende i øjnene igen. Denne gang var der erotik i hans øjne og smil.
"Tro mig, du skønne. Jeg er ganske villig. Og det er ikke kun grundet hvad jeg er opdraget til, men også på grund af din skønhed, charme og venlighed." Hvis hun tillod det, ville han flytte hovedet så han kunne placere små blide kys hen over hendes kind og ned af halsen, samtidig med at hans hænder langsomt og kærligt gled op og ned af hendes arme for at berolige hende lidt. Ellers ville han bare se hende i øjnene og forsøge at kærtegne hende blidt op og ned af armene, mens han talte roligt til hende.
"Det jeg mente var at du bestemmer hvad der skal ske og i hvilket tempo. Du har kontrollen og jeg adlyder, af egen fri vilje, hvad end du ønsker."

Det virkede som om at uanset hvad, ville der ske uventede ting. Hendes berøring havde været af venlighed. Måske et øjebliks naivitet, som formentlig var grunden til hendes familie stadig fungerede som ulveforældre over for hende. Ungdom var naiv, som de til tider sagde, hvortil hun ofte himlede med øjnene.
Hun havde ikke forventet han ville gøre dette, eller svare sådan. Hun havde forventet at han ville rejse sig og de ville gå tilbage til lejren. Hvor Bren sikkert var travlt optaget...Mens hun selv ville gå i seng og glæde sig til at komme hjem dagen efter. Med en mærkværdig, men overraskende hyggelig, oplevelse i bagtankerne. Folk stolte virkelig ikke på hinanden: Det virkede stadig fremmed, at de havde haft sådan en hyggelig aften, uden nogen havde haft nogen bagtanker eller lagt fælder. Medmindre det hele var en stor fælde...Fælde til...Sex? Som sirener der sang deres sang og lokkede skibe til deres undergang. Måske var hun selv på vej dertil?
Uanset hvad, vidste hun ikke hvad hendes første reaktion var. Overraskelse, jo. I et øjeblik stod hun som lammet, som hun stadig mærkede det blide kys mod sine læber. Kræ havde fanget hende på et uopmærksomt tidspunkt. Det tog lidt tid, før hendes hjerne rigtig kunne opfatte hvad der skete - og endelig begynde at overveje hvordan hun havde det med det og hvad det hele skulle betyde.
Hvor mange gange skulle hun sige nej?
Og hvorfor virkede det som om...At det denne gang måske heller ikke helt var hvad hun mente? At være sammen med en person en enkelt gang...Folk gjorde det hele tiden. Selv om en kvinde forventes at opføre sig pænt, var der intet direkte pres for at være jomfru. Tværtimod havde hun hørt folk snakke om, at mænd foretrak deres kvinder indviede. Mindre besvær på den måde. Mere 'direkte-til-det-spændende'. Og de var fremmede. De ville nok aldrig møde hinanden igen bagefter. Var det ikke...Perfekt...På den måde? Om oplevelsen så var god eller dårlig, så kunne hun løbe fra den eller tænke tilbage på den med glæde.
Det der holdt hende mest tilbage, var tanken om...At det ikke blev delt med nogen specielt. Eller nogen, der specielt ville hende det bedste. For Kræ var sex sikkert bare sex - og jo flere man kunne lokke til det, eller jo mere man kunne dyrke det, jo bedre var det sikkert for ham. Hun var blot endnu en erobring, måske endda efter ordre af hans ejer.
Og hvad hvis det ikke var? Hvad hvis han selv havde valgt dette og risikerede en utilfreds ejer. Hvad hvis han endelig selv opsøgte noget, fordi han selv havde fundet en interesse i det? Hun ville aldrig vide hvad han tænkte eller følte. De kendte ganske enkelt ikke med hinanden. Så spørgsmålet var mere...Hvad hun selv kunne leve med.

Fornemmelsen af kys og kærtegn var både rart og ganske fremmede for hende. Hun vidste ikke om hun brød sig om det, eller frygtede det. Om det var rart, eller fyldte hende med nervøsitet og rastløshed. Som om hun på en og samme gang gerne ville, og ikke ville. Hun snappede efter vejret og nærmest stirrede ham, som han stod så tæt på. Med sine varme hænder på hendes arme. Han var...Beroligende. Sikkert efter erfaring. Eller måske efter en medfødt charme. Som hun åndede langsomt ud, mærkede hun en hvis vilje. Hun havde valgt. Men nok ikke som Kræ håbede. Hvis man var den mindste smule i tvivl...Så skulle man ikke. Det var hendes overbevisning. Og uanset hvor venlig og rar Kræ virkede, var der noget ved situationen der ikke helt faldt itl hendes smag eller personlighed. Uanset hvad han sagde, virkede det stadig som om hun udnyttede ham.
Med sine slanke fingre greb hun fat i hans arme og trak hans hænder væk fra hende. Hun så bestemt på ham, selv om det samme venlige udtryk blev der. Hun blinkede - og i et langt øjeblik stod hun med lukkede øjne, som hun samlede sig. Hun slap ham, åbnede øjnene og trak vejret dybt igen. Luften var tyk af hans lugt.
"Nej" Hun havde på en måde ondt af ham, at hun afviste ham, trods han havde prøvet så ihærdigt. Først direkte, og nu mere på hendes niveau. Han skulle bare vide hvor tæt på han havde været. Han var dygtig. Men han havde næppe brug for hendes boost af hans ego. Hun trådte nogle skridt tilbage.
"Nej. Jeg kan ikke. Jeg ønsker det ikke. Ikke på denne måde. Beklager, du virker så...Så..." Hun trak på skuldrene og slog let ud med den ene arm, mod ham. Sød? Venlig? Rar? Som hun havde søgt efter det rette ord, huskede hun igen at hun ikke kendte ham.
"I hvert fald. Tak for tilbuddet. Men jeg tror du når længere med en af de andre" foreslog hun, som om hun automatisk kunne fjerne hans tanker fra hende, til en anden kvinde.

Hendes hjerte slog hårdt og hun vidste at hun var ved at miste kontrollen. Ikke over lyster - den slags var knapt nok en ting for hende endnu. Men af hendes indre ulv. Det var kun så kort tid siden månen havde været oppe. Bren var ikke til rådighed. Så i stedet vendte hun om på hælen og satte i løb. Løb væk fra Kræ. Hun ville ikke risikere at gøre ham noget. Eller risikere at gøre situation mere akavet eller værre end den var. Men måske kun fra hendes egen side?
Hun fokuserede kun på en ting. At nå så langt væk som muligt. Løbeturen accelerede blot hendes voksende tilstand. Jo hurtigere hendes hjerte slog, jo hurtigere hun trak vejret, jo mere hun følte hendes krop blev fyldt af adrenalin...Jo tættere på blev hun at forvandle sig. Til sidst stoppede hun op. Hun trak vejret dybt, som hun faldt ned på alle fire og begravede sine fingre i den fugtige skovjord. Alle indtrykkene var overvældende. Hun klemte øjnene i. Hele hendes krop gjorde ondt. Det føltes som om der var ild i hende. Om hun forvandlede sig eller ej, ville hun nok blive i skoven til næste morgen.



//Bren er bare en NPC, så jeg skrev det sidste lidt for at sige at "så er han placeret" - jeg har ikke mere at tilføje til ham, medmindre der sker noget andet hos dem. De har sex, hvordan de så end har lyst til det skal ske. :3

I samme øjeblik som hun sagde nej, stoppede han omgående. Han fornemmede tydeligt hvordan hun virkede utryg og trådte derfor et skridt væk fra hende, for at give hende plads. Han lyttede roligt til hendes ord og forstod med det samme at der ikke ville ske noget mellem dem. Selv om han havde lyst, tøjlede han sig selv og smile roligt til hende.
"Som jeg sagde tidligere, så ville jeg aldrig drømme om at gøre noget som du ikke selv har lyst til." Han holdte øje med hende, i det tilfælde at hun skulle ændre mening. Men nej. Hun valgte at løbe væk fra ham. Han så efter hende og kunne hurtigt regne ud at han aldrig ville kunne indhente hende. Så han nøjedes med at strække sig og gå tilbage til lejeren, hvor han listede hen til vognen og snuppede et par skind, så de kunne blive lidt varme til fruen og ham selv.

Mel kom tilbage kort efter at Kræ havde snubbet skindene fra vognen. Hun smilede skælmsk over lydene der fra og så lidt nysgerrig på Kræ, der lidt slupøret måtte forklare fruen at det ikke var lykkedes ham. Utroligt nok klappede hun ham på skulderen.
"Du gjorde et ihærdigt forsøg, så kan jeg ikke forlange mere." Han bukkede og lagde sig på den ene side af bålet.
På et tidspunkt kom den sorthåret kvinde, som han tidligere havde danset med, listende hen og puttede sig ind til ham. Her tilbragte hun resten af natten.
Mel så godt at kvinden kom listende fra vognen og lagde sig ved Kræ. Det fik hende til at smile. Noget tydede på at dansen med Kræ havde tændt større lyster hos kvinden end hun havde troet i starten. Derefter lagde Mel sig og faldt i søvn til de erotiske lyde.

Cali havde haft en urolig nat, uden meget søvn. Hun var ikke vendt tilbage til lejren, før tidlig morgen. Den mørke nat var blevet afløst af solens tidlige stråler. Skovens dyr begyndte at give lyde fra sig. Cali forventede det meste af lejren nok sov endnu.
Det var endt hun havde forvandlet sig, hvorefter hun havde løbet sig selv træt i skoven. Til sidst var hun blevet menneske igen og havde sovet uroligt et sted, hvor hun havde fundet lidt læ. Det havde været en kold fornøjelse. Hun havde nået at redde noget af sit tøj, så hun havde stadig sko, bukser og sig trøje på. Men håret sad vildt, sikkert med en lille kvist eller blad siddende i sig, som hun listede sig ind i lejren igen. Hendes blik gled over selskabet. Kræ, der hvilede med en af pigerne ved det nu udgåede bål. Vognen, hvor hun gik ud fra Bren stadig sov tungt. Hun sukkede svagt. Hun følte sig så...Malplaceret. Hun havde ikke lyst til at stikke hovedet ind og se Bren, mere eller mindre nøgen, med et par piger omkring sig.
Så lydløst som muligt pakkede hun deres ting sammen, så taskerne stod klar til afgang. Hun var træt og kold. Faktisk ville hun bare gerne hjem. Hele hendes krop værkede efter den utilsigtede tur i nat. Så det var uden den samme tålmodighed, at hun trådte over til vognen. Efter at have taget mod til sig et øjeblik, trak hun stoffet fra for at finde ham. Hun stak hovedet ind, fandt en af hans fødder - de var grovere og mere beskidte end pigernes - og nev ham under foden. Bren vågnede med et spjæt, som han trak foden til sig. Noget fordrukken af søvn så han op og opdagede Cali. Han virkede en smule forvirrede over hvor han var, og en smule utilfreds med allerede at skulle op. Ud fra hans brummende lyde i hvert fald.
"Bren, vi skal videre. Kom nu!"
"Neeeej...."
"Jeg siger det til mor!"
Et dybt suk. Cali vidste hun havde vundet, så hun trak sig fra vognen, så han kunne fokusere på at finde sit tøj og få det på igen. I stedet gik hun over til deres tasker, der stod op af en af træstammerne. Hun satte sig tungt på den og hvilede sit hovedet i sine hænder.
Hun var...Træt.

Lige omkring daggry var Mel vågnet og gået ud for at se til de fælder hun havde sat aftenden før. Det betød at hun fra afstand så hvordan Cali kom listende tilbage til lejeren. Et øjeblik overvejde hun kraftigt at tage pigen med sig, villig eller ej, men droppede det med et suk. Kræ havde ønsket at de skulle lade dem være frie. Hvem viste om det på et senere tidspunkt gjorde det nemmere at snuppe hende eller dem begge. Noget ved Cali's listende måde gav Mel tanker om ulve. Gad vide om Cali var shapeshifter eller varulv? Hvor det dog kløede i hænderne for at fange tøsen og finde ud af det. Endnu et suk undslap Mel, da hun vendte lejren ryggen og gik ud for at fjerne fælderne og tage byttet med tilbage.

Kræ lå ganske rigtig sammen med den sorthårede, som hvilede på en af hans arme. Han vågnede da Mel begyndte at bevæge sig rundt, men fornemmede at hun ikke havde brug for ham ligenu, så derfor blev han liggende og begyndte at drille pigen på ny. Der gik ikke længe før hun lå og stønnede svagt i søvne, hvilket fik Kræ til at smile.
Han så hurtigt hen mod vognen, da han hørte svage stemmer og så Cali stå udenfor. Det sultne og begærlige blik han havde i øjnene over kvinden ved sin side slugte Cali som hun kom gående over til træstammen hvor hendes tasker stod. Han tænkte på hvordan hendes krop ville være, da hans hånd fortsatte sine kærtegn som fik den sorthåret kvinde til at vride sig af nydelse. Han viste at der ikke ville gå langtid før hun vågnede hvis han fortsatte, men det generede ham langt fra. Alligevel blev hans hånds bevægelser langsommere, inden de stoppede og lod pigen sove videre. Hans øjne fokuseret på Cali, som nu sad og ventede på sin bror. En del af ham havde stadig lyst til at lokke Cali over, men han havde på fornemmelsen at hun bare ville løbe igen hvis han prøvede.

Inde i vognen var pigerne også vågnet af det spjæt, Bren havde givet. Så de hørte hvert et ord af samtalen mellem de to søskende. Og da alt stod klart at han skulle afsted, hjalp de tre kvinder ham med at finde tøjet og få det på. Morgenkulden gjorde at de tre kvinder, som stadig var nøgne, til tider fik en kuldegysning. Men de lod sig ikke mærke med det, da de trænet til at glæde deres gæst, uanset situationen. Selvfølgelig ville de krybe ned under skindene igen når han var gået, men indtil da ville de være der for ham.

Efter en times tid kom Mel tilbage til lejren med fem kaniner og et par fasaner, som hun lagde ved siden af sin plads. Hun så rundt i lejeren og lagde selv nyt brænde på bålet og fik det til at blusse op igen.

Hun sad med lukkede øjne. En hånd var svagt optaget af en filter i hendes hår, som den langsomt pillede fra hinanden. Det føltes som en uendelighed! Kun fornemmelsen af øjne mod hende, og fornemmelsen af bevægelser, fik hende til at åbne øjnene. Kræ. Og Melisandre, med frisk fanget dyr. Ah, hun kunne godt spise en hare. Selv rå. Hendes blik hvilede på dyrene, fraværende.

Bren hoppede endelig adræt ud af vognen. Der var køligere herude, men hvis han frøs, var det ikke til at se. I stedet strakte han sig så lang han var, mens han langsomt gik over mod sin søster. Hans blik gled over hende. Hun lignede en der havde haft en hård nat...Men et hurtigt blik rundt i lejren, fortalte ham at det formentlig ikke var af de forkerte årsager. De helt uacceptable årsager!
Han kneb øjnene en smule sammen, da han lænede sig ind over hende og kyssede hende oven på hovedet. Så satte han sig tungt ved siden af hende. De kunne snakke om hvad der var sket når de var alene, på vej hjem.
"Såå øh...Tak for selskabet og beværtningen" sagde Cali og så hen på Melisandre med et lille smil.
"Jeg går også ud fra I snart vil videre selv?" bemærkede hun

Mel smilede lidt skælmsk til Cali. Noget tydede på at hvad Kræ end havde sagt, så havde det fået Cali til at være nok fortvivlet til at hun sikkert ikke havde fået sovet ret meget.
"Det var en fornøjelse at have jeres selskab. Og skulle i have lyst til mere selskab, så regner jeg med at vi kommer forbi her igen om fire dage dage. Godt nok er det så kun Kræ og mig selv, men jeg er sikker på at vi kunne finde ud af at gøre det hyggeligt alligevel." Hun så godt hvordan Cali havde set på hendes fangst og valgte at smide to kaniner over til dem.
"Her. Snup disse, så har i da i det mindste lidt til morgenmad. Kræ, vær sød at få pakket vognen så vi kan komme videre til Zero. Han venter os inden aften." Kræ, som var stoppet med sine bevægelser under skindet da fruen var kommet tilbage, skyndte sig at få tøj på.
"Som fruen ønsker." Mere sagde han ikke og selv om han til tider skævede til Cali, så lod han ikke sine fantasier forstyrre sit arbejde. Han fik hurtigt sikret sig at alle fire piger var kommet i tøjet, inden han åbnede vognen op så der kunne komme noget frisk luft ind.
Mel lod Nina om at samle resten af fangsten op og hurtigt rense dyrene for indmaden, som Mel smed ud i skoven til de vilde dyr. Godt nok var det fristende at sætte tænderne i et hjerte, men hun huskede sig selv på at det ikke var frisk blod som var i det. Heldigvis kom Allisa med et krus engleblod, som Mel tog imod med et stort smil. Vinden lod på det tidspunkt et pust glide fra Mel hen mod Cali og Bren. Mel var spændt på hvordan de to ville reagere når de fik duften af blod fra hendes krus i deres næser. Måske var der stadig en chance for at få det lidt sjovt, inden de tog afsted.

Calis mave knurrede, heldigvis ikke særlig højt, som de to kaniner kom flyvende. I en overraskende elegant bevægelse greb hun dem. Deres pels var blød. Deres kroppe endnu slatne, hvilket fortalte stivheden ikke var sat ind endnu. Lige...Til at spise...
Hun sank, som spyttet virkede til at vokse i hendes mund. De ville sagtens bare kunne flå dem og spise dem råt. Og når det kom til stykket, var det at være varulv jo ikke en hemmelighed...Blot noget de ikke ligefrem gik og reklamerede med. Og da slet ikke hjemme i deres egen by, hvor det netop virkede til at være en halv-dårlig hemmelighed.
Bren greb en af dem fra hende og duftede til den, tydeligvis uden at tænke over at de stadig stod blandt de fremmede omkring dem. Formentlig lige så lækkersulten, gik Cali ud fra. Men de færreste fandt ideen om at spise et dyr råt særlig tiltrækkende. Så derfor ville de nok vente til de var alene. Eller ligefrem tage dyrene med hjem.
"Vi er her ikke, hvis det var Deres håb" bemærkede Bren i sin sædvanlige dybe, rolige stemme.
"Vi rejser ikke frem og tilbage hele tiden..." tilføjede han, som han fiskede en lille kniv frem fra sin taske og i vante bevægelser begyndte at sprætte kaninen op. De fleste indvolde ville de skaffe sig af med, men hjertet og leveren tog han i sin hånd. Han tog dem i munden og begyndte at tygge på dem. Ikke at det var så fremmed: Mange troede leveren havde gode egenskaber og burde spises rå. Og hjertet? Måske en tradition for dem. Eller...Måske noget med deres race at gøre. Hvem vidste? Uanset hvad virkede de begge van til at fange og tage sig af fangsten, som Cali satte sig ved siden af sin bror og overtog hans kniv for at sprætte sin egen kanin op.
Ugeneret af blodet på deres egne hænder, så de op ved den pludselige lugt af noget helt andet blod...

Der var forskel på blod. Der var blodet fra et dyr, som f.eks. en kanin, der kunne vække ens appetit. Og så var der blodet fra diverse mennesker, der måske nok...Kunne virke tiltrækkende, hvis man var sulten nok...Men ellers kunne virke lige så alarmerende. Og dette var ikke menneskeblod. Cali genkendte ikke umiddelbart lugten, og hun kunne ikke aflæse om Bren gjorde. Men de havde begge set over mod Mel. Ingen af dem sagde noget. De vidste begge der fandtes forskellige racer, med forskellige behov - såsom vampyrer eller dæmoner, der indtog blod. Eller andre dyriske racer.
Til sidst rejste Bren sig op, efter at have tørt sin kniv i græsset omkring dem.
"Det her vil nok tiltrække rovdyr senere. Lod os også komme videre. Vi kan altid tilberede kaninerne senere" bemærkede han sigende. Jo før de kom væk og dermed forhindrede uønskede situationer, jo bedre.
"Tak for fangsten" bemærkede han yderligere mod Mel og de andre, som han kiggede varsomt rundt på dem. Stadig småtyggende på noget fra hjertet. Cali følte sig en del forstyrret af alle disse lugte af blod. Mere og mere urolig, trods hun stadig var enormt udmattet efter natten. Det var broderens hånd under hendes arm, der hev hende op og stå og skubbede hende over til deres tasker, der endelig fik hende i gang igen.

Hun nikkede roligt til hans ord om at de ikke var her når hun kom retur. Det undrede hende ikke at de var nervøse for hvad hun kunne finde på, og det fryde hende en del.
Hun fuldte nysgerrigt med i hvordan han sprættede haren op og spiste dets hjerte, samt lever. Det fik hende til at spekulere over hvilken race de var. Tankerne gik hen på varulve og andre dæmon racer. Dog måtte hun smile stort, da de begge så hen på hende, så snart de duftede blodet fra hendes krus. Smilet var stort nok til at de kunne se at hun ikke var vampyr. Hun nikkede som svar til hans ord om at de nok ville tiltrække rovdyr og rejste sig for at sparke jord hen over bålresterne, mens hun drak resten af blodet og gik hen til vognen. Hun lagde hurtigt sadel og hovedtøj på sin hest, mens Kræ tog sig af trækhesten. Så snart de var klar tog de af sted. Mel tænkte ikke mere over de to unge, som de forlod, men koncentrede sig om hvordan det ville blive at møde Zero igen.

//Out//