It was a long journey, but I'm home - Trott

Tid: sen eftermiddag/tidlig aften.
Sted: Lori's hus
Vejr: Voldsomt stormvejr, regn og torden herger også byen.
Omgivelser: tomme gader, da folk forsøger at søge ly for vejret.
Partner @dr. Trott


Regnen piskede ned, og det bragede af de mange lyn! Der var nærmest dødt i gaderne, da folk holde sig inde i dette voldsomme vejr! De eneste der var ude i dette våde og voldsomme vejr var folk der var NØD til det. Der iblandt ham selv!
Turen til Sunfury city, der ellers kun skulle have varet i max 3 uger, havde pludselig taget 2 en halv måned! Da han kom frem til Sunfury, var det blevet ramt af en pludselig og meget voldsom tørke! En tørke der havde været ulidelig!
Han havde boet i Sunfury som barn, og havde oplevet tørke, men INTET som dette! Vand var nærmest umuligt at få fat i!
Hans forretninger gik i vasken, da vedkommende han skulle sælge til, ikke længere havde råd til at købe noget andet en proviant fra andre byer, der heller ikke var meget for at sælge, da de selv var i nød!
Derfor havde han måtte vende hjem, men grundet tørken, kunne han ikke rejse sådan lige med det samme! Han var nød til at vente til der var bare en enkelt dag uden for meget sol. Hans hest ville ikke kunne overleve 7 dages rejse, hvor halvdelen af dem forgik gennem enden ørken eller klippe område! Derfor var han kommet MEGET senere afsted end beregnet. Samtidig med at rejsen tog dobbelt så lang tid!

Men nu var han endelig hjemme! Hjemme i Doomsville! Men selv her var tingene helt vanvittige! Voldsom regn, lyn og torden, samt en voldsom blæst.
Han holde tæt ved kappen, og havde trukket den så meget op han kunne. Hætten blev der også holdt fast i da den ellers ville blæse af. Han skuttede sig, og havde svært ved at se ret meget andet en regn.
Han formåede dog heldigvis at kæmpe sig vej gennem gaderne, og stod nu, gennemblødt og kold uden for hans egen dør. Han åbnede døren med lidt kamp fot at den ikke bare skulle blæse op. Skynde sig inden for og lukkede døren efter sig. Han var forpustet, og rystede af kulde. Normalt var han ikke særlig modtagelig over for vind og vejr, men dette var da bestemt nok til at få hans muskler til at trække sig sammen af kulde.

Han hev den våde kappe af, og smed den i det ene hjørne. Han var gennemblødt fra top til tå, og helt ind til huden. Der var vidst ikke NOGET på ham der var tørt.
"August?" kalde han ind i hjemmet. Det var en lidt nervøs stemme der lød fra ham.
Han havde hørt om hvordan det gik i Doomsville! Sygdommene, de voldsomme storme... og så det faktum at August var en mand der var nogle der ville have fingre i! Alt dette gjorde.. at Lori frygtede at hans butler og ven ikke længere var her!
Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre hvis dette var tilfældet!

I takt med at vejret var blevet værre og værre...Eller måske mere, at det i perioder var mere slemt end andre...Havde August måtte stoppe sin søgen på nok proviant og fornødenheder. I stedet gemte han sig indenfor, heldigvis med nok bøger til ikke at kede sig. Om Lux stadig boede her vidste han ikke. Men uanset hvad havde han ikke set begge de to dæmoner, der ellers boede her - eller havde boet her - i lang tid. Han vidste dog at Lori var rejst til Sunfury. Tiden var overskredet meget i forhold til den tid, som August oprindeligt havde haft en fornemmelse af det ville tage. Men han var ikke i stand til at gøre noget. Rejser kunne blive forsinket. Desuden var dæmoner meget selvstændige...Det ville ikke undre ham hvis Lori enten havde taget en beslutning om at blive i byen, rejse videre eller havde fundet interessant selskab.
Så han havde overbevist sig selv om ikke at være for bekymret. En opgave der på de lange dage forekom næsten umulig. Hvor ofte kiggede han ikke ud af vinduerne, i håb at skimte skikkelsen af Lori? Hvor mange gange havde han ikke overvejet hvad der skulle ske, både med huset og ham selv, hvis Lori ikke kom hjem? Eller hvad hvis Lori var kommet til skade...

På denne dag var det heldigvis til at holde gang i pejsen. Han havde fået nogle penge af Lori, som var gået på at købe mad og ekstra varmt tøj til disse nye tider. Han havde også formået at sikre noget brænde, selv om han ikke vidste hvor længe det ville holde. Men for nu var der i det mindste behageligt varmt og tørt i stuen. Ikke som en af de dage, hvor vinden næsten blæste ned i skorstenen og forhindrede ham i at tænde op. For at spare på det, holdt han kun varmen i stuen. Derfor havde han også næsten boet i stuen på det sidste. Ingen var kommet hjem - så der havde ikke været grund til at rydde mere op, end til hvad han selv kunne holde ud. Ikke at det var slemt. Der lå lidt tøj og nogle tæpper, han havde sovet i, på sofaen. På bordet og spredt på gulvet lå der opslåede bøger og papirer, som August selv havde skrevet eller tegnet på. Det var tydeligt August var kommet godt i gang med et af sine projekter.
Ved lyden af døren der gik op gled hans hoved hurtigt op fra en bog, som han havde siddet og læst i. Han havde skabt sig en hel lille rede på gulvet: Tæpper og puder lå bag ham og omkring ham, som han sad på gulvet og brugte sofaen som rygstøtte. Ved siden af ham hvilede en kop, der engang havde indeholdt the og en lille skål med noget brød og frugt. Det meste spist.
Bogen blev lagt til side og August sparkede hurtigt tæppet af sine ben. Han kom hurtigt på benene, selv om de havde siddet sammenklemt så længe, at det i første omgang næsten gjorde ondt. Han var tæt på at falde over selv samme tæppe, som han lige havde fjernet, da han sprang igennem stuen. Med snublende skridt holdt han sig på fødderne.

August var kun iklædt et par løse bukser og en løs trøje. Hans brune, krøllede hår var blevet lidt længere end det burde og hang ham næsten i øjnene. Skægget var vokset, da han ikke havde haft grund til at barbere det helt væk de sidste par uger. Blot trimmet det, så det ikke blev FOR langt.
På ingen tid stod han i entreen og stirrede i et øjeblik bare på Lori. Som kunne han slet ikke tro at manden var hjemme igen. Hans hjerte sprang et slag over af glæde, ved at se denne - ahem, flotte - mand igen. Det tog ham ikke lang tid, før han trådte frem for at møde Lori et kram, hvis manden ellers tillod det. Og hvis ikke, ville han blot give ham et klap på den ene overarm.
"Lori! Ah...Det er godt at se dig igen! Jeg var bekymret for om der var sket dig noget! Kom...Kom indenfor. Du må være våd og kold. Der er dejlig varmt i stuen...Selv om der roder..."
Ved den pludselige tanke vendte han sig om og skyndte sig tilbage ind i stuen. I febrilske bevægelser skyndte han sig at skubbe papirer sammen og fjerne bøger, så Lori ikke ville falde i det. August var pinligt bevidst om at han måske havde gjort sig lidt for meget hjemme, mens Lori havde været væk. Forhåbentlig ville Lori tilgive ham det. Med bøger under den ene arm, skyndte han sig over og trak tøj og tæpper til sig fra sofaen. Til sidst stod han med bøger under den ene arm og tøj og tæpper under den anden - det hele var ved at falde fra ham, som han nikkede Lori indenfor.
"Jeg undskylder meget...Jeg vidste ikke hvornår du kom hjem...Ellers havde jeg ryddet mere op! Jeg er bare begyndt på et nyt projekt. Så jeg håber det er okay jeg hjalp mig selv med et par bøger fra butikken. Lånt kun!" August havde intet job og derfor ingen penge, som han selv kunne købe for. Så i stedet havde han taget sig den frihed at låne nogle bøger og passe på dem, så de forhåbentlig kunne vende tilbage til salget senere. Endnu en ting han pludselig blev nervøs for...Var han fået over stregen?
"Ahem...I hvert fald...Skal jeg lave noget til dig? Noget varmt at drikke? Ja, helt klart noget varmt at drikke! Er du tørstig? Hvordan var rejsen?"
Som så ofte manglede August ikke ord.

Vandet dryppede ned fra det gennemblødte tøj, hans hår hang ned i panden, og dryppede små kolde dråber ned i hans ansigt.
Den underlige tomhed i huset han først havde fornemmet da han kom ind, blev heldigvis hurtigt afstattet af synet af August. Og han kunne ikke skule et smil. Han havde dog ikke lige regnet med ligefrem at blive krammet. Måske især fordi August ellers altid havde virket så nervøs når det kom til berøring. Særligt fra en mand som Lori!
Og Lori nåede også kort at tænke, at han ikke lige var kramagtig lige nu, fordi han var pjaskvåd! Men han var ikke bleg for at kramme igen.
Han kunne ikke lade vær med at grine lidt for sig selv, og rystede lidt på hovedet da August helt fabrilsk begynde at tisse rundt og rytte op. Lori så sig om i stuen, og kunne ikke helt lade vær med at smile over det.. faktisk! Hyggelige rod der befandt sig i stuen. "Jeg troede jeg havde fortalt sig, at dette også er dit hjem" sagde han roligt, som han prøvede op at undgå de enkelte bøger der lå tilbage på gulvet, så han ikke gjorde dem våde.

Han smilede som August spurgte til noget varmt at drikke.
"Ja tak" sagde han roligt.
Han stillede sig ved en stol, og besluttede sig for at det var på tide at få alt det her våde tøj af. Derfor begynde han at afklæde sig alt det våde tøj.
Og eftersom han var ret vant til at rande rundt på denne måde, og både han og August var begge mænd, så det med at se hinanden nøgne var jo ikke noget sært, desuden havde han en klar fornemmelse af at August var meget hetro.. hvis overhoved seksuel.

Så nu stod han der nøgen i stuen, mens han smed sit tøj over en af stolene og satte stolen ind foran pejsen.
Hans blik gled over de mange bøger og papire der stadig lå tilbage på gulvet, og hørte måske kun August spørgsmål halvt. "Fint fint.." kød det blot lidt fraværende fra ham. Og det var jo ikke helt rigtigt, eftersom at han var kommet næsten 2 måneder for sent hjem.
Men Lori var typen der ikke helt kunne være til stede i virkeligheden, når først der var bøger der fangede hans opmærksomhed.

"Hvad er du i gang med?" Spurgte han roligt, mens han ganske afslappet fiskede et af tæpperne frem, og bandt det om livet, blot så han ikke var helt nøgen, og fordi han måske i virkeligheden også frøs lidt, men glemte at lægge mærke til det på grund af den nye interesse der var poppet op.

Han stoppede op og trak vejret dybt. Ja, hvad reagerede han så stærkt på? Først og fremmest var han glad for ikke at være alene hjemme mere. Det her uvejr gjorde det utåleligt at gå en tur og det var ikke just fordi August havde venner over det hele. Han kunne altid opsøge Katrina og hendes gruppe af folk. Det var i forvejen et sted han hjalp lidt til, til gengæld for lidt tricks til selvforsvar og blot selskab. Men det havde uvejret også holdt ham fra. Så ja, selskabet var en stor del af det. For slet ikke at snakke om lettelsen. Lori havde aldrig været andet end venlig mod August...I hans optik var de venner, mere end slave og Herre. Så at Lori var kommet helskindet hjem, umiddelbart, var en god ting.
Men det mindede ham også om hvor lidt han selv hjalp til. Jo, han gjorde rent og lavede mad, vaskede tøj og den slags. Men han tjente ingen penge. At være uden Lori så længe havde mindet ham, hvor skrøbelig hans position stadig var. Det havde baret været så nemt at fordybe sig i forskning, frem for...Helt mundane ting. Måske var der intet at sige til, at visse folk fandt det nemmere at være slave.

August smed alle tingene - bøger, tæpper og tøj - i en bunke for enden af sofaen, så siddepladserne var ledige. Han smuttede ud i køkkenet og satte en kedel med vand over. Komfuret kørte på gløder fra sidst han havde haft det tændt, så det tog ikke lang tid at få gang i ilden igen. Han fandt også nogle kopper og the frem, før han samlede det hele på en bakke sammen med en skål med noget tørret frugt, lidt brød og lidt kød. I tilfælde af Lori havde lyst til lidt mad...Selv om det næppe var den kulinariske oplevelse, som August vidste var Loris årsag til at fortsætte med at spise den slags mad.

Bakken blev sat på stuebordet, før August tog Loris våde tøj og hang det over nogle stole ved spisebordet. Så gik han over og stillede sig tæt ved pejsens anden side, så de kunne se og snakke sammen ubesværet. Han skulle alligevel snart ud i køkkenet igen for at hente det varme vand, så der var ingen grund til at sætte sig lige med det samme. At Lori var nøgen var....
Well. Han var van til det. Også selv om det hele tiden bragte de ubehagelige minder frem fra Lux, der havde forgrebet sig på ham. Noget han på ingen måde havde haft lyst til...Og endnu et traume han måtte tage sig af, når han fik tid og lyst. Men hvornår havde man lyst til at gennemgå en forfærdelig hændelse? Billederne...Lugten...Fornemmelsen...
August gøs svagt, men håbede det ikke var tydeligt. At Lori tog et tæppe om sig hjalp på det og i stedet for at undgå at stirre på manden, der havde reddet ham, kunne han endelig kigge på Lori igen uden at føle sig alt for akavet. Sex var stadig en nærmest ukendt ting for ham. Den slags havde aldrig stået højt på ønskelisten. Godt det samme, for kvinderne virkede ikke interesseret i ham!

August rømmede sig svagt og trådte over til de bøger og noter, som Lori så ned på. Det inkluderede en tegning af en mand, som August havde mødt i sommers og nogle noter angående spøgelser.
"Det er..." Han kløede sig lidt i nakken. Han var i tvivl om han faktisk arbejdede på noget oprigtigt eller om det hele blot var et tankeeksperiment endnu. Men han skyldte vel Lori så meget, siden August blot havde lånt bøger uden Loris tilladelse. Han bukkede sig ned og kiggede på nogle af papirerne.
"I Dragons Peak arbejdede jeg med folks mentalitet. Nærmere bestemt den skiftende mentalitet og samfundsopfattelse der er mellem de forskellige racer. Jeg var godt i gang med et stort arbejde og var ved at samle noter og teorier i en stor bog. Mit håb havde været en dag at udgive det og blive en velkendt professor på området..." Han vædede sine læber. Tanken om alt det han havde mistet var stadig svær...
"Men med alt der er sket, har jeg mistet det hele. Alt. Undtagen hvad jeg husker, selvfølgelig. Så jeg har brugt tiden på at skrive de ting ned, som jeg kan huske. På at finde nogle af de bøger igen, som jeg har arbejdet så meget med i mit arbejde, foruden sekundært litteratur som jeg er faldet over det. Og sidst, men ikke mindst..."
Han samlede tegningen af sit nye bekendtskab op. August var ikke den store kunstner, men derfor var det en fin tegning alligevel. Dog en, der tydeligvis fokuserede mere på de æstetiske udtryk end det personlige. Ikke fordi Semyon rigtig havde udvist en masse følelser til at starte med.
"Jeg har mødt et spøgelse!" August stemme hævede sig til noget nær en hvinen af entusiasme og henrykkelse. Hans øjne strålede, som han studerede Loris ansigt og ledte efter Loris reaktion.
"Er det ikke vildt?!" spurgte han videre, da Lori ikke svarede hurtigt nok.
"Spøgelser....Spøgelser er et meget omdiskuteret område! Åh hvad jeg ville give for at diskutere deres eksistens med min gamle professor i trancendens. Alt der ligger ud over vores normale fatteevne, det er..." forklarede han mens han kiggede ned på sin tegning igen.
"Men de findes! Vidste du det?"

Loris blik fulgte opmærksomt med i det August viste, og fortalte. Han fulgte interesseret med. Hans blik gled dog kort varigt op på August mens han forklarede, og han kunne ikke lade vær med at smile lidt over denne iver og energi der kom fra ham.
Noget Lori nemt kunne genkende fra sig selv! Når han havde fundet et emne han gik op, i det var det med selv samme iver og frembrusning.

Hans øjenbryn løftede sig dog lidt, og hans blik blev en del mere intenst, da han hørte det sidste. Et spøgelse!? Han havde hørt om dem, men han havde troet det var en masse myter! Reign havde været meget stor fan af dette emne! Alt der havde handlet om spøgelser, genfærd, eller hvad man nu ellers kalde dem!

"Jeg har hørt om dem.. men jeg har aldrig selv talt med en der har set et, eller set et selv" sagde han roligt, men med et smil på læben.
Han rakte ud, og tog selv tegningen og studerede den mere. "Hvor længe havde du været i gang med det her inden du.... ja... blev fanget" spurgte han roligt som han rakte August tegningen igen.

Han så ned på mange af de andre papire. Han var ikke sikker på han forstod det hele... ikke endnu i hvert fald, men det ville han sikkert når han læste det hele sammenhængende igennem.
Han så på August. "du tager bare de bøger du skal bruge fra butikken.. og er der andet du mangler for at få gjordt det færdigt, så sig til! Jeg vil gerne støtte dit arbejde med det her!" sagde han roligt.

Han lod et par fingre køre over sin hage, nærmest tænksomt.
"måske kunne jeg tale med Sean om at give dig adgang til hans bibliotek... det ville ikke undre mig hvis han havde nogle bøger som selv jeg ikke kunne få fat i" sagde han roligt.
"eller måske give dig adgang til den lukkede afdeling af byens bibliotek" sagde han roligt.

Han så hen på bordet, på det August havde taget frem.
"det er godt at se at du har kunne klare det hele selv" sagde han roligt.
Han gik over og satte sig i sofaen.
"jeg håber ikke mit fravær har givet dig for mange problemer" sagde han og så op på August.

Spøgelser var...Ja. Hvad var de? Noget nyt. Noget August slet ikke havde regnet med. Hans bog var i sig selv anderledes, som han prøvede at angribe alle racerne på en gang. Der var skrevet flere bøger om de forskellige racers fysiologi og mentalitet, men ingen havde skrevet om dem alle i en bog. Det ville gøre bogen stor - og der var ting August ikke ville have plads til at dække eller gå i dybden med. Men han var også mere fokuseret på at finde de vigtigste forskellige og ligheder. Finde nogle måder, hvor de forskellige racer - i en ideel verden - bedre kunne leve sammen i fred. Var det så fjollet en tanke? Mange mente det. Men August var en idealist.
Og nu kunne han tilføje spøgelser. Han forestillede sig at mange ville købe hans bog, ganske enkelt fordi der stod noget om spøgelser. Spøgelser, der enten var en helt ukendt eksistens eller en kendt eksistens, man bare ikke kendte meget til. Selv om han forestillede sig nogen ville...Påstå han hallucinerede eller opfandt ting, blot for at sælge. Men det var ikke hans mål. Penge var ikke hans mål. Hans mål var...Ja, i al beskedenhed, berømmelse og anerkendelse. At nå til tops i sin karriere og blive en ekspert på sit område. Forfølge det videnskabelige arbejde, som han elskede mere end noget andet.
Men lige nu virkede det som en umulig drøm. August var stadig milevidt fra at kunne udgive en hel bog. Og hvem ville udgive den? Normalt var det bedst at få nogle fra det pågældende videnskabelige område til at læse det og kommentere på det først.
August trak vejret dybt.

Han så op på Lori igen og sank stille. Han gled ned på hug og stirrede mere tomt ned på papirerne foran sig.
"Jeg var...Tæt på at kunne udgive noget. Jeg manglede stadig nogle mere praktiske dele af studiet..." Hans ene hånd gled ubevidst op til hans hals, hvor der allerede var et lille ar efter en vampyr han havde mødt. Chester. Han rystede svagt på hovedet.
"Jeg vil helst ikke snakke om det"
Som et lys der blev pustet ud, tog det pusten fra August og fik entusiasmen fra før til at dø lidt ud. Kunne han nogensinde rejse tilbage? Genindtræde i sin position som professor på universitetet og igen snakke med sine gamle kollegaer? Dragons Peak havde aldrig betydet så meget for ham, i form af et hjem. Men det havde været det universitet der ville tage ham ind.

Lyden af kogene vand fik til at rejse sig og gå ud og hente det. Han kom ind med en kedel med varmt vand og stillede det var krusene med the. Han hældte vand op til dem begge. Lori sad nu i sofaen.
August tog sin kop og satte sig forsigtigt i sofaen også. Lori ville aldrig gøre ham noget, så han frygtede ikke at være tæt på manden.
"Tak. Du har altid været en stor hjælp. Men det er begrænset hvor meget mere jeg kan tage imod, uden at følge mig skyldig" Han sendte Lori et lille smil.
"Jeg ville dog elske at besøge bibliotekerne. Seans bibliotek må være stort. Da jeg snakkede med ham i Dragons Peak, var bøger ofte det emne jeg brugte til at få ham til at slappe af..."
Han havde talt over sig. Der var vel ingen der rigtig vidste, at August havde hjulpet Sean personligt. Ikke at Sean ville vedkende sig det offentligt. Så det vel nok som en svaghed. De var nået et godt stykke, før manden havde hevet rødderne op og flyttet til Doomsville uden et ord. Og det havde været starten på August' problemer - for af en eller anden grund vidste nogen at Sean og August havde talt sammen.
Han prøvede at lade som ingenting.
"Og tak. Jeg har klaret mig. Selv om jeg er glad for du er hjemme igen. Når du er væk så længe og jeg ikke ved hvad der er sket...Jeg bliver bekymret. For dig. Og...Ærlig talt også for mig selv. Hvad har jeg af muligheder, hvis du en dag ikke kommer hjem?" August så lidt frem for sig, med theen foran sig. Så trak han på skuldrene.
"Ofte skal jeg bare minde mig selv om du er dæmon. Det er som om intet kan slå jer ihjel" han sendte Lori et drillende smil. Han rømmede sig svagt.
"Og når det er sagt...Hvordan går det så med dig? Vi har ikke talt længe. Jeg har ingen ide om hvordan du tager alt der er sket. Det virker som om tingene mellem dig og Sean har ændret sig måske? Og har du stadig dårlige drømme og sover dårligt?"
Han håbede Lori ville se det som spørgsmål fra en bekymret ven og ikke som en læges observerende spørgsmål. Det var ikke ment på den måde. Man havde vel lov at bekymre sig, havde man ikke? Alligevel var det som om August aldrig helt kunne finde grænsen.

Lori betragtede ham studerende, da manden pludselig virkede til drastisk at ændre humør. Hans hoved tilstede lidt, og han forstod at dette var et ømt punkt.
"Det behøver du heller ikke" forsikrede han blot, da August nævnte at han ikke ønskede at tale mere om tingene.
Han forstod det godt! Han havde aldrig fået rigtig afvide hvad der var sket med August, og han havde ikke tænkt sig at spørge!
Hvis August ville tale om det, regnede Lori med at han selv sagde noget! Han vidste kun at det havde været hårdt!

Han sad roligt i sofaen. Da August kom tilbage, han lod han sætte sig. Heldigvis var der ikke en ubehagelig stemning mellem dem! Måske fordi August godt vidste at Lori aldrig ville gøre ham noget!.
Hvor trængende Lori end kunne være, så kunne han aldrig finde på at udsætte August for noget manden ikke selv havde lyst til!.
Han sende August et smil, da han takkede Lori og sagde at han ikke vidste hvor meget mere hjælp han kunne tage imod.
"Du skal tage imod alt den hjælp du kan få!.. hvis jeg mente du skylde mig noget bag efter, så ville jeg sige det" Han mærkede midt op koppen med the,.. den var stadig for varm til at drikke selvfølgelig.
"Desuden!... Så ser jeg nærmere min hjælp som betaling for alt hvad du gør for mig her hjemme!" Han sende August et varmt smil. Han vidste godt at August i andre øjne var Loris slave... Men Lori havde sat ham fri allerede første dag! Så det August var nu, var nærmere en butler.

Han fangede godt det August sagde med Sean. Men underligt nok følte han ikke det var et emne han ville gå ind i. Var det EN ting han havde lært, så var det, at Seans hemmeligheder skulle komme fra ham selv, hvis overhoved..

Han prøvede endnu en gang theen, og som forventet brænde han tungen. Hans blik gled dog over på August med et lettere overrasket udtryk da der blev nævnt, hvad August skulle gøre hvis Lori en dag ikke kom hjem. Det havde han aldrig selv tænkt over!...
Hvis der skete noget med ham, og han aldrig kom hjem.. hvor skulle August så tage hen? Huset ville blive solgt, og han ejendele ville gå til byen... Da han jo ikke havde nogle arvinger..

Han trak fraværende på smilebåndet da August sagde han bare skulle huske at Lori var en dæmon.
"Du har ret... Det har jeg aldrig tænkt på" han så eftertænksomhed ud.
"Altså.... Jeg har jo ingen arvinger.. ingen familie eller nocet" hans blik gled fra thekoppen og op til August.
"Jeg tror vidst hellere jeg må få lavet det testamente" grinte han lidt.
Han lagde en hånd på August skulder.
"Du skal ikke gå rundt og bekymre dig mere! Skulle der ske mig noget på en af mine rejser! Så skal du ikke ende op gaden, eller endnu være blive solgt videre!.. hvis der skulle ske mig noget, vil du arve mine ting.. hus, penge, butikken!" Hans stemme var troværdig og bestemt.

Hans blik sank dog en smule da August spurgte mere ind til Lori.
"Ja.. jeg var vidst en tåbe at tro du ikke ville bemærke noget" mumlede han lidt.
Han sukkede en smule. "Jeg kan vel lige så godt fortælle dig det "
Han lod sine albuer hvile på sine knæ, og foldede hænderne lidt foran sig.
"Sean og jeg er ikke sammen mere... Det er efterhånden noget tid siden det sluttede" han trak let op skulderen.
"Det er måske også derfor jeg har rejst så meget, og været så lidt hjemme som muligt på det sidste... Et er at bryde et forhold op, på en rolig måde.. noget andet er at skulle se på ens eks partner hele tide " han kunne ikke helt lade vær med at trække på smilebåndet.

Han rettede sig mere op.
"Og med hensyn til drømmende, er det bedre... Det er kun en enkelt gang i mellem at det belaster mig... Søvnen.. tja.. som altid er det ikke den jeg får mest af" grinte han lidt.

Nej, det kunne han slet ikke tage imod! Han sad paf og så på Lori, som denne meddelte at August ville være hans arving. Nejnejnej...Nej! August blinkede lidt for sig selv. Hvad kunne få Lori til at tage den beslutning? Sandelig måtte der være andre i Loris lange liv, som fortjente det mere end August. Så godt kendte de vel heller ikke hinanden? Desuden...Selv om de heldigvis var blevet gode venner...Så var August ikke mere end en købt slave. Mellem jobs, og blot her til han en dag fik sit eget hjem. Sine egne penge. Måske ligefrem kunne gå tilbage til Dragons Peak uden at dø når han ankom. Han vædede sine læber og så ned i sin the.
"Det...Det kan jeg ikke" hans stemme var bestemt. Men alligevel følte han sig usikker. Lori var heller ikke ligefrem kendt for at tage Augusts protester særlig seriøse. Derfor lænede han sig frem og stillede den varme kop fra sig, så han kunne vende hele sin opmærksomhed mod Lori. Han så direkte på manden foran sig.
"Det kan jeg ikke! Jeg er ikke din familie. Jeg er intet! Der må være andre i dit liv, som betyder mere eller fortjener det mere. Du er alt for gavmild, Lori...Men jeg ville være mere tryg, hvis du satte dig og tænkte det hele ordentlig igennem. Det virker som en spontan beslutning!" understregede han bestemt og alvorligt. Ja, Lori havde vel først tænk på det nu...Og taget beslutningen som ud af det blå. Hvis Lori var så gavmild, ville det være nemt for andre at udnytte ham. Eller for andre at virke til at udnytte ham...Det var det sidste August ville. Udnytte den gavmildhed han havde modtaget. Desuden var der større mulighed for at August ville dø, førend Lori ville! Hvis ikke af farlig arbejde eller forkert selskab, så af alderdom eller sygdom.

August lænede sig tilbage, som Lori begyndte at fortælle om sig selv. Han så over på Lori en gang i mellem, men det meste af tiden lod han Lori snakke i fred. Ja. Lori havde rejst meget og det var måske det, der havde gjort August mistænksom. Sean kom her heller ikke mere, selv om August næppe savnede fornemmelsen af at blive ignoreret.
"Det er jeg ked af...Er det noget du vil snakke mere om? Hvad der brød det mellem jer?" han lagde blidt en hånd på Loris ryg.
Han fjernede hånden, da Lori rettede sig op igen og nikkede svagt for sig selv. Ja, normalt kunne det forstås som en joke. At en incubus ikke fik meget søvn med deres mange partnere...Men han havde fornemmelsen af det ikke bare var det. August havde prøvet at snakke lidt om drømmene med Lori, selv om det ikke var gået så godt hele vejen igennem. Han tvivlede faktisk på om det overhoved havde hjulpet eller om tiden blot havde været medicinen i dette tilfælde.
"Hvis du får lyst, kan jeg sammensætte noget, der gør du sover tungere" foreslog han. Det havde han også foreslået sidst. Det var nok det bedste han kunne gøre i denne situation.
"Og ellers vil jeg altid lytte" tilføjede han sigende, med et smil, før han lænede sig frem efter sin the igen.
"Hvis du hellere vil snakke om noget andet...Hvordan har vejret været på din tur? Var det...Sunfury du havde været ved?"

Lori måtte indrømme at han blev en kende overrasket da August afslog.. og så ikke helt så overrasket alligevel!
August var en meget ydmyg mand, og han var ikke en der bare tog imod alt muligt! Og Lori havde forstået det en smule som at han helst ikke ville misbruge Loris gavmildhed.
Han sukkede en smule opgivende. Han havde måske ikke regent med at August bare ville sige JA til det, men måske heller ikke at han blankt ville afslå det.

"hvis du får det bedre af at jeg tænker over det, så fair nok.. men resultatet bliver det samme.." sagde han med et træk på skulderen.
"for at svare på dit spørgsmål, så nej... jeg har ingen familie, eller andre nære der kunne arve mig" Han kørte en hånd gennem håret.
"det eneste familie jeg har, aner jeg ikke hvor er, eller OM han overhoved er i live..min.... uhm.. veninde, Vienna aner jeg heller ikke hvor er.. jeg har ikke set hende i flere år... jeg ved ikke engang om hun lever mere" sagde han med et suk.
Han så på August.
"for at være ærlig er du nok det nærmeste jeg har... ud over Sean.. og.. tja.. han behøver det ikke ligsom du gør" sagde han og så på August. Han lagde en hånd mod mandens skulder.
"August.. hvis der skulle ske mig noget og jeg dør... så er det ikke kun mine penge, mit hus og butikken der går til byen, men også dig.. du ender med at blive solgt igen.. du bliver en slave, for på papiret er du jo min slave... du ved godt jeg ikke ser dig sådan, men det vil myndighederne blæse på" forklarede han.

Han tog en tår af sin the, han vidste godt at at de ikke ville blive enige om det her.. så måske skulle de bare lade vær med at snakke mere om det lige nu.

Da emnet begynde at gå ind på Lori og Sean sad han blot lænet tilbage i sofaen, med et lidt fjernt blik.
Han så dog på August da han begynde at spørge mere ind til det.
"Lad os bare sige at det var det uundgålige der kom" sagde han med et træk på smilebåndet.
"Det var ikke fordi vi holde op med at elske hinanden, eller holde op med at kunne enes, heldigvis havde det faktisk ikke været et problem!.. Men det var bare som om vi begge gled fra hinanden" forklarede han og kunne ikke lade vær med at ryste lidt på hovedet.
"Jeg tror blot det er en af forbandelserne ved at være hvad vi er.... vi lever evigt, ud over det så lever vi af at have sex med folk... ikke ligefrem forholds potientale, og selv når du har fundet en, som vi gjorde der forstår dette.... så er for evigt bare utrolig lang tid" sagde han med et træk på skulderen.

"jeg elsker ham stadig, og det vil jeg nok altid gøre.. men.. jeg ikker sur, og jeg forstår det godt.. jeg er afklaret med det og har det egnetlig fint.. jeg skal bare vænne mig til tanken" sagde han og så på August med et roligt smil.
"Din tilstedeværelse har også hjulpet utrolig meget på at jeg ikke har følt mig så alene" sagde han med et kærligt smil.

"med hensyn til min rejse... så var vejret ret voldsomt... de havde voldsom tørke i Sunfury, faktisk så slemt så den hest jeg havde købt til turen kolapsede inden jeg nåede ud af området" sagde han og så på August. "heldigvis var jeg i selskab med nogle andre rejsende, så jeg kunne låne en af deres heste" sagde han så, som han tog en tår mere af sin the

August bed sig svagt i underlæben. Det havde han glemt. Hans hjerte slog hurtigere ved tanken om at ende i de samme bure igen. Blive hevet frem til nye salg. Augusts største styrke havde været hans intellekt, men det havde ikke hjulpet ham meget med at blive solgt. Folk søgte mere slaver til praktisk arbejde, end til at undervise deres børn - for til undervisning ville de blot betale en ordentlig lærer for det. Hans hænder begyndte at ryste. Han var aldrig helt kommet sig over den hårde oplevelse og han måtte hurtigt sætte theen fra sig, for ikke at risikere at skolde sig. Det var jo også det der holdt ham fra at få et job. Fordi han var slave. Og så længe slavestatussen holdt ham sikker, kunne han ikke bede om at blive sat fri. Han var...Stadig fanget...
Han samlede sine hænder i sit skød. Han ønskede ikke at snakke om det og han ønskede ikke at fange Lori i en ubehagelig situation. Så han gjorde sit bedste for at ryste det af sig og se hen på Lori igen.

At de levede evigt var formentlig en af grundene. Alligevel havde August en ide om at selv dæmoner kunne være sammen i utrolig lang tid. År, årtier, måske ligefrem århundreder. Men det var et sjældent syn. Hvorfor? Fordi dæmoner var selvstændige og meget individuelle. I et forhold skulle man både vise hensyn til sig selv og sin partner. Men det kunne være svært at skulle vise så meget hensyn til sin partner, når man er noget...fokuseret...På sig selv alene. Det lå i dæmonernes natur. Og så lige med en mand som Sean.
August så lidt frem for sig. Lori virkede ret afklaret og ved godt mod, hvilket var godt. Alligevel kunne han ikke holde sig fra at tænke lidt på Sean. Han vidste hvilke tanker manden havde arbejdet med i Dragons Peak. Mon ikke manden sad i sit rum, i dyb ensomhed og selvpinsel?
Ikke at August kunne gøre noget ved det. Men når Sean havde ansvaret for en hel by, var det som om det ikke lovede noget godt.
"Det er godt, at tingene trods alt ikke gik helt galt mellem jer. Det gør det nemmere at komme videre" bemærkede han med et lille smil. Mon Lori også var ensom et eller andet sted?

Vejret var nemmere at snakke om. Selv om det var dårligt nyt. August nikkede svagt for sig selv. Han ville elske at rejse, men tvivlede på om han fik muligheden foreløbig. Og uanset hvad, med de vejrfænomener der var lige nu, ville det også være dumt.
"Der har været nyheder om en stor skovbrand. En af elvernes byer er efter sigende forsvundet. Eller så godt som. Folk virker urolige...Det er som om der hele tiden sker noget slemt, så folk...Og Jeg selv...Frygter der vil ske noget her også. Måske vågner man en nat til en naturkatastrofe og skal flygte for sit liv...Men hvorhen? Alle steder er det slemt. Alle steder bliver mad og rent vand et problem. Folk vil fryse eller svede ihjel uden læ" det var ret dommedagsagtigt. Til hverdag prøvede August at ignorere dette var en mulighed. Men det kunne ske. De kunne ende med noget så slemt...Og hvad så?
August så hen på Lori.
"Jeg ved ikke hvordan man overlever. Jeg har aldrig skulle fange min egen hare i skoven eller finde rent vand, endvidere bygge et sted at sove. Nogle gange føler jeg mig så...Håbløs. Flere gange på det sidste har jeg været i en situation jeg ikke har kunne klare. Jeg har brug for at lære mere..." Han så tilbage på bordet foran dem, på dampen der steg op af thekoppen.
"Undskyld. Det hele blev så mørkt. Det er bare så meget at være bekymret for i øjeblikket. Det kan være svært rigtig at slappe af" undskyldte han og sendte Lori et svagt smil.

Han lyttede til hvad August fortalte. Han kunne godt forstå ham! Det her vejr og alle de ulykker! Det var ikke rart at tænke på! Og måske endnu mere i August tilfælde! Han var jo blot et menneske, og ud over det, var August et af de mennesker der aldrig havde skulle arbejde hårdt for føden.. han var en bogorm! Ligesom Lori. Dog havde Lori levet næsten et år på egen hånd, han vidste hvordan man skulle jage, da hans adoptivfar have vist ham det! Så han ville sikkert kunne klare sig.
Men august.. han ville have svært ved det.

Han så sig om.
"Du fortalte at du havde samlet nogle ting, mad til et lager" sagde han og så på August.
"Måske vi skulle få fyldt kælderen op med et forråd" sagde han tænkende.
Han vidste dog godt at lige nu, fungerede kelderen/pulterkammeret som August værelse. Han sad lidt og så tænksom ud.

Han rejste sig pludseligt. "Kom, der er noget jeg skal vise sig" sagde han inden han gik ud mod gangen, og den trappe der førte til førstesalen. Han ventede på August, og da han var med, gik han op af trappen. Han åbnede døren til værelset og gik ind, og ventede på August.
Han så lidt rundt.
"Jeg boede her, den gang min tidligere udlejer tog mig med hjem" forklarede han.
"Det er uhørt at du stadig bor i kælderen, især når dette værelse bare står tomt" han så på August.
"Her er mere plads, og du vil have mere privatliv" forklarede han.

På værelset var der stadig en del møbler. En seng, et skrivebord, et lille rundt bord med 2 stole, og så en masse bogreoler. "Hvis der er noget du kommer til at mangle finder vi det.. du vil have plads til dine bøger, og til at arbejde på dine ting!" Sagde han så.

Han smilte svagt for sig selv. Ja, et forråd. Han havde allerede prøvet at samle sig en del, ud fra de penge han havde haft til rådighed og de markeder, han havde kunne møde op til. Men var det nok? Det var ikke til at sige hvor længe dette vejr ville være her. Og August ville heller ikke hoarde så meget, at andre måske gik og manglede...For det ville folk. De fattige ville blive ramt først. Børn og ældre. Han trak vejret dybt. Han kunne ikke redde hele byen. Han kunne gå op til Sean og spørge om han måtte hjælpe til. Måske kunne han faktisk få lov til at bruge sin uddannelse til noget godt. Måske ville Sean beskytte ham, så han kunne starte sit liv forfra.
Og måske ikke. Han var bare et menneske. Og dog alligevel et menneske, der bar på nogle af Seans hemmeligheder. Der var noget at handle med, var der ikke? En grund til at Sean skulle se til disse ting.
Men lige nu ville det føles som at gå om ryggen på Lori.

Nej. Han måtte prøve at tænke lidt på sig selv også. Sørge for nok mad. Have nok rent vand. Investere i nogle tørrede urter, så han kunne sørge for sit helbred også. Med dette vejr kunne han næsten se sygdomme sprede sig!
Og pakke en taske til nød. Hvis alt gik galt og han fik brug for at løbe ud herfra...En taske med det fornødne...Se, det mindede da lidt om en plan, ikke? Det ville da være en anelse beroligende, ville det ikke?
Han så op, da Lori rejste sig. Efter et øjebliks forvirring over hvad Lori ville, rejste August sig og fulgte efter. Hvad nu?

Han brugte ikke meget tid ovenpå. Han havde mest været for at rydde op eller samle vasketøj. Den anden fyr havde vist også sovet deroppe engang. Lux.
August trådte ind i lokalet og så sig omkring et øjeblik, før det rigtig gik op for ham hvad Lori sagde.
"Vent...Virkelig?" Smilet voksede. Ja, dette ville fungere! Det ændrede ikke meget, hvis de værste ting skulle ske. Men som Lori sagde, så ville det være rart med noget mere værelses-agtigt. Et sted, der var mere hans eget og hvor han kunne arbejde i fred. Fordelene var for mange til at han ville arguementere imod denne gave. Et øjebliks egoisme var det vel. Men hvem ellers skulle bruge værelset i øjeblikket? Han gik over og satte sig prøvende på sengen. Lod hånden glide over dynen, før han rejste sig og gik over til vinduet. Han havde ikke haft et rigtigt værelse i...Lang tid. Selvfølgelig havde han været taknemmelig for kælderen, blot et sted at sove og være! Men dette var anderledes.
August slog armene om sig selv. Det var næsten for meget. Langsomt vendte han sig om mod Lori igen.
"Tak"
Det var et enkelt ord og det virkede ikke som nok. Men det var alt August havde.

Lori sagde ikke så meget mens August så sig om i værelset. Han smilede blot og nikkede da der blev spurgt om dette var rigtigt.

Han betragtede mennesker lidt, og hørte der blev sagt tak. Han smilede roligt.
"du har boet i den kælder alt for længe... og... som jeg har sagt før... så der jeg dig ikke som min slave, så selvfølgelig skal du heller ikke bo som en!" sagde han så.

Lori stod lidt, hans blik gled ned..
"August... kan jeg spørge dig om noget?" lød det så. Han bed sig lidt i læben, og så ned.
"føler du dig nogle sinde.. ligegyldig?, du ved.. overflødig?" spurgte han så, men det gik hurtigt op for ham hvordan det kunne lyde, og tog hurtigt hænderne op foran sig, i en forsikrende bevægelse.
"IKKE... at jeg har det sådan med DIG!.....men.." hans hænder gled ned igen.

Han sukkede irratabelt, og kørte en hånd gennem hans hår.
"det er bare.... siden Sean og jeg brød op, har jeg... lidt følt mig.. utilstrækkelig.." Han gik selv hen og satte sig i sengen.
"det som om... da Sean og jeg startede med at ses.. havde jeg det som om der var en vigtig grund til at jeg var her.. inden ham var det min udlejer og min chef.. jeg følte jeg havde en grund til at være her!.. et hjem!"
Han foldede sine hænder foran sig, og hvilede sine albuer på sine knæ.
"men efter Sean og jeg gik fra hinanden... er det som om... jeg ikke rigtig føler mig hjemme nogle steder" Lori sukkede, og lod sit hoved falde lidt ned.
"han var mit anker... min sikre base, og nu..." Han rystede lidt på hovedet, ende med at grine lidt over sig selv.
Tænk hvis Sean så ham nu... han ville syntes han var svag! Undre sig over hvorfor Lori ville vælge at betog sig til et menneske. Ja han kunne lige høre ham stå der med en af hans højtidelige taler om, hvordan Lori ikke burde vise andre at han var svag...
"jeg troede at jeg tog dette brud bedre end jeg vidst gøre" grinte han lidt.

August studerede Lori lidt. Næsten inden manden åbnede munden, kunne han se der var noget der plagede ham. Lori havde altid været lidt mere åben på det punkt, noget August godt kunne lide. Uden at forstyrre, og kun med et forsikrende nik om at Lori bare kunne tale løs, gik han over og satte sig på sengen igen. Han foldede sine hænder foran sig, mellem sine knæ, mens han så roligt mellem enten gulvet eller Lori selv. Han trak vejret dybt.
"Da jeg blev solgt som slave og endte her...Følte jeg mig meget ligegyldig. Og gør det stadig de fleste dage. Min forskning giver mig mening" fortalte han i en varm tone. Det var sandt. Han havde stadig ikke gennemskuet hvordan eller hvad han gøre ved sit liv...Han tog det en dag ad gangen. Se blot! Hans forskning, han mulighed og lyst til det, var vendt tilbage. Måske ville alle de andre ting også løse sig selv en dag. Selv om han nok burde bearbejde sine egne traumer inden da, så han ikke tog det med og lod det ødelægge muligheden for udvikling og fremgang.

Han så op på Lori med et lille smil. Lænede sig lidt tilbage i sengen, omend han stadig sad med rank ryg.
"Alt efter hvor investeret man har været i et forhold, og hvem man er som person, reagerer folk forskelligt på at brud. Det er helt normalt at føle sorg. Vrede. Frustrationer. Men det er hvordan man håndterer de følelser og hvilke handlinger man tager, der virkelig definerer en" forklarede han i en rolig stemme. Han var glad for Lori havde følt for at åbne op over for ham. Det var der en del der gjorde disse dage, og det var også med til at give August mening i hans hverdag. Han kunne lide at lytte, at hjælpe hvis han kunne.
"Det er også normalt enten at give sig selv skylden eller føle et stik af tvivl og usikkerhed. Man mister trods alt nogen, der kendte en på en dyb og intim måde. Så måske overvejer man om man overhoved er god nok?" Han vidste ikke om dette var noget, som Lori havde følt eller tænkt. Men det var endnu en måde folk kunne reagere på det.
"Har du følt noget af den slags? Har du haft nogle bestemte tanker omkring dig selv eller dit liv?" prøvede han. Måske Lori ville fortælle ham lidt mere. Nogle detaljer, der ville gøre det nemmere for ham at hjælpe Lori. Var manden ved at blive ramt af en ny depression? Selvmordtruet, måske ligefrem? Eller havde han bare brug for tid og råd?

Det var ikke normalt for ham at tale om de her ting.. Han tænkte aldrig om sine følelser mere. Noget han havde fra lagt sig i sin tid med Sean! Ud over når der måske blev spurgt til det.
Trods han og Sean var blevet enige om at de skulle kunne tale om tingene! Og fortælle hvad de følte, så havde lidt lært at det ikke var altid man behøvede at sige.. det var jo trods alt det der havde givet dem så mange skænderiger gennem tiden!

Den sidste tid mellem dem, havde dog heldigvis ikke været på den måde! Og Lori havde et spinkelt håb om at det var fordi han selv var blevet bedre til ikke at sige ALT hvad han føle og frygtede! For det var som oftest noget der ville starte et skænderrig, eller bare skabe dårlig stemning!.
Hans blik gled over på August da han begynde at fortælle om hvordan han havde haft det lige efter at han var blevet solgt. Det var selvfølgelig ikke rart at høre at det var sådan August havde haft det! Men på den anden side forstod Lori det godt!

Han sukkede lidt.
"problemet er... jeg har ikke følt nogle af de ting..." begynde han, og kørte en hånd lidt frustreret gennem håret.
"jo selvfølgelig blev jeg trist over Seans valg, men jeg forstod det 100%.. Og jeg var mere eller mindre enig i, at vores forhold var nået til et sted, hvor det ikke rigtig havde den samme værdi mere.. for nogle af os"
Han rettede lidt på måde han sad. Det var faktisk nærmet ubehageligt at skulle vende vrangen ud på sig selv. Og åbne sig.

"Jeg elskede Sean utrolig højt, og det gør jeg også stadig!... Og jeg vil stadig gøre ALT for ham!... men...."
Han var stille lidt.
"Jeg ved ikke... jeg føler mig bare......... tom..."
Han vende blikket mod August.
"Sean ved mere om mig, end nogle anden, hvis ikke det var for ham, havde jeg ikke været som jeg er i dag... jeg havde stadig levet et splittet liv, og jeg havde ALDRIG lært at tage vare på mig selv... jeg havde fortsat været dette ynkelige væsen, der var en om dagen og en anden om natten..."

Ud over Sean var der kun 2 andre personer der vidste hvad der foregik. Hvad.. eller hvem han havde været inden han mødte Sean! Han havde stadig haft 2 personligheder, og han havde nok aldrig opdaget det selv!
Han havde stadig været dette bange og urolige væsen der hele tiden gik med frygten om endnu et "blackout" Og samtidig været det væsen der levede som dæmon, på alle tænkelige måder!

August nikkede let, men mest som et tegn på at han havde hørt ham. Dette var lidt svært. Det havde han også oplevet andre gange...Det var ikke nemt at rådgive Lori. Måske fordi Lori levede et helt andet liv, end August selv gjorde. Måske lå der kulturelle forskelle, fordi Lori var dæmon og August blot et skrøbeligt menneske. Eller også...Var de ganske enkelt bare forskellige. Hvem vidste? Han havde ikke haft succes i at hjælpe Lori før. Til hans egen irritation og sorg. Han havde trods alt viet sig liv til denne slags. Og fandt det enormt interessant. I det mindste kunne han lytte. Det gav normalt også noget.
"Måske har du brug for noget nyt?" foreslog han og så over mod Lori igen med et lille smil.
"Jeg mener...Hvis I har tilbragt en del tid sammen, har Sean altid været der til at fylde pladsen og tiden ud. Men når han ikke er der...Mangler du måske noget nyt at stå op til? Det behøver ikke være en person, det kan også være...Et job. En aktivitet. Et eller andet du kan lide?" foreslog han roligt. Det var ikke for at prakke Lori en masse ting på. Lori bestemt jo helt selv hvad han ville. Men det var som regel aldrig godt at sidde stille derhjemme og tænke sig selv ned i et hul. Der var mange områder, hvor det hjalp folk at komme ud af døren og lave noget. Møde andre folk. Lave ting, der holdt ubehagelige tanker eller følelser på afstand.

Det fjernede måske også kun noget af det. August kunne forestille sig hvad Lori måtte føle, men han havde ingen gode råd eller tanker omkring det. August havde aldrig involveret sig dybt i et kærlighedsforhold. Og tit var gode råd baseret på en eller anden form for...Forestilling eller indlevelse. Noget man selv havde oplevet. Han trak vejret dybt, men lydløst, over sin egen umulige stilling til at hjælpe til. Og hvor ensomt hans liv lød, når han tænkte på det.
"Det lyder som om I gik fra hinanden på et venskabeligt niveau. Du kan også opsøge ham og snakke med ham? Der er vel ingen grund til I ikke kan nyde hinandens selskab på et eller andet niveau? Medmindre selvfølgelig...Det er for hårdt for jer"

Lori lyttede, det gjorde han! men det var svært det hele, han havde aldrig brudt sig om at tale om sig selv. En af de få han rent faktisk havde snakket med om sine problemer og sine tanker, var Sean!
Han havde aldrig selv helt forstået hvorfor,... måske fordi Sean havde en even til at kunne sætte sig ind i det mange tanker og frustrationer han havde! Særligt efter hans sinds sammenlægning.
Sean havde jo også været med hele vejen gennem det! Det var jo faktisk takket værre ham at han var blevet til EN person, og ikke to!
HA!.. dette var jo lige præcis den slags ting August ville være helt vild omkring! En sinds splittelse, mellem det "gode" og det "onde" i en person! En ekstrem skitsufrani, hvor de 2 personligheder ikke engang kende noget til hinanden!

Han vende blikket lidt mod August.
"jeg har tænkt over at begynde at tage mig af butikken selv igen.. men for tiden, er det jo bestemt ikke bøger, folk de gå ud og køber" forklarede han med et træk på skulderen.
Hmm.. men måske var det, det han skulle gøre! komme tilbage til det vante! omgive sig med bøger, der jo altid gjorde ham så glad!
Det ville også gøre at han ikke behøvede alle disse rejer, da han havde andet at gøre!

Da August talte om at snakke med Sean igen, bed han sig dog lidt i læben.
"jeg ved ikke..." mumlede han blot, og gnubbede hænderne lidt mod hinanden.
"vi var bestemt ikke uvenner da vi gik fra hinanden.. og vi var begge enige om at det var en god ide!.. men... jeg ved ikke... jeg ved jo ikke engang om han har lyst til at se mig!" sagde han med et træk på skulderen.

Det irreterede ham! hvorfor skulle han være så forbandet sårbar, når det kom til den mand! Helt ærligt! De var ikke et par mere.. og det var endda Sean der havde taget beslutningen!.. ja de havde været rimmelig enige om at tingene, ikke gik mere, og at det hele havde forandret sig!. Det var jo ikke fordi de ikke elskede hinanden mere.. men fordi tingene var ikke passede sammen!

Før hen, ville Lori sikkert prøve på at få Sean tilbage.. men han var klar over at det ikke var sådan det slukke være! Jo han elskede stadig manden, og han savnede ham uden tvivl manden.. men det var jo ikke nok.. og når han allerede nu, var okay med tanken om de ikke var et par, så var det vel heller ikke meningen?
MEN... han frygtede at når først han så Sean igen, ville det hele blusse op igen.. måske endda få ham til at flæbe.. og var det noget der ødelagde forholdet mellem Sean og Lori, så var det når Lori græd..

han tog sig lidt til hovedet. ÅH! alt det her frustrerede ham, og gjorde ham irritabel. Noget der lige nu, fik ham til at rejse sig lidt pludseligt med en frustreret lyd.
"jeg er træt af at være så afhængig af den mand" knurrede han.

August' blik fulgte Lori, mens denne tænkte. Og da Lori rejste sig frustreret. August kunne mærke frustrationen, selv om han nok ikke kunne gøre meget ved det. Her sad han, med en lang uddannelse, og kunne alligevel ikke noget!
Han trak vejret dybt, prøvede at forhindre Loris sindsstemning ville påvirke ham selv alt for meget.
Sean var en kompliceret mand. August huskede tilbage på deres samtaler. Hvordan de overhoved havde mødt hinanden på universitetet og hvordan August på en eller anden måde havde fået manden i tale. Det var blevet til en form for...Filosofiske samtaler...Der samtidig for August var et indblik i manden. Han havde haft held med at stille nogle mere personlige spørgsmål, men med Sean skulle man være tålmodig. Der var ingen fast opskrift på hvordan man snakkede ordentlig med ham: Det afhang udelukkende af situationen.
Hvor sjovt...August ville nok være død nu, indirekte af Seans hænder, hvis ikke Lori netop havde sikret ham friheden. Mon Lori overhoved vidste det?
"Det er nemt at overtænke det. At tænke og forestille sig alt muligt. Men i virkeligheden kan man ikke sige hvordan det bliver. Det kan hjælpe at tage en beslutning og holde ved den. I det mindste har man så gjort noget. Især hvis noget, uanset hvad man vælger, kan være mere eller mindre ubehageligt" prøvede han, som hans blik gled op på Lori igen. Han kunne ikke forstå han var ved at foreslå det her.
"Jeg kunne tage med? Ikke for at snage i jeres personlige forhold. Men jeg kunne måske hjælpe...Eller i det mindste være der for dig, hvis han afviser dig...Eller...Nej, det er en dum ide. Undskyld..."
Da han først havde sagt det højt, slog det ham hvor dårlig ideen faktisk var. Sean ville knap nok åbne sig over for en person ad gangen - vidste August af erfaring - så da slet ikke hvis der sad to der samtidig! Han mistænkte Sean for kun at fortælle bestemte ting til bestemte personer. Til altid at behandle folk forskelligt. Gad vide hvordan det måtte være for ham, hvis de personer begyndte at hænge ud sammen og Sean mødte dem sammen. Hvordan ville Sean agere? Tænke?

August var også bange for hans forslag var for pressende. Så i stedet trak han en smule undskyldende på skuldrene.
"Jeg kan godt forstå det er hårdt" medgav han.

Lori sukkede lidt. Han vende sig mod August, og da manden foreslog at han kunne tage med fandt et smil faktisk frem til hans læber.
Tænk at August så gerne ville hjælpe, at han foreslog noget som det.
Lori gik hen til August, og lagde roligt en hånd på hans skulder.
"Hvis jeg skal være ærlig.. så aner jeg snart ikke hvad jeg skulle gøre uden dig August" sagde han med et varmt smil.
Tænk at August ville gøre så meget for Lori, som at stille sig op foran en mand der HADET mennesker så meget, blot for at hjælpe!

"Jeg ville elske at have dig med, du råder mig altid til hvad jeg skal sige og gøre... Men... Det her er noget jeg må klare alene" sagde han roligt, som han trak sin hånd til sig.
"Jeg er nød til at snakke med Sean.. alene.. om ikke andet så i hvertfald for at finde ud af hvor jeg har ham?.. eller ikke har ham" sagde han med et beslutsomt nik.

"Sean og jeg var jo ikke uvenner, så min frygt for bare at blive kastet for porten, er sikkert helt dum.. men jeg er nød til at finde ud af det" sagde han så.
Det var sant. Selvom de var gået fra hinanden, og han vidste at det var det med deres forhold, så var det stadig som om han manglede en lukning på det hele! En forsikring om hvad de nu var for hinanden!

Var de venner? Bekende? Eller... Ingenting? Det var noget han var nød til at finde ud af!
Lori satte sig roligt op sengen igen, og virkede egentlig til at havde fået gaisten tilbage.
Han så op August. "Nåh... Hvad siger du til at jeg laver noget mad til os? Og så kan vi tale mere om dine studier?.. jeg vil rigtig gerne høre mere om dem, hjælpe hvis jeg kan" sagde han så med et varmt og roligt smil, præsic som den gamle Lori.

Da han mærkede hånden på sin skulder, så han op. Lori havde reddet ham fra at ende som en slave. Dette var det mindste han kunne give tilbage. Uden denne mand, der stod foran ham, hvem vidste hvor han så ville være? Måske endda død?
Smilet fandt naturligt vej og gengældte Loris. Det var rart at se manden smile igen. August kunne måske ikke gøre meget for Lori som sådan, men i det mindste virkede det til at manden var taknemmelig for støtten. Så der var i det mindste lidt han kunne gøre, trods alt!
Det var også godt Lori virkede til at have taget en beslutning. Så August nikkede blot. Ja, i længden var det Lori selv der måtte bære byrden og finde ud af det hele. August kunne blot se til fra sidelinjen og give lidt støtte her og der. Så med endnu et nik rejste han sig op.
"Ja...Ja, lad os gå ned og slappe lidt af igen. Jeg skal nok få flyttet mit rod herop senere" nu hvor Lori var hjemme igen, i hvert fald for nu, var det bedre hvis August ikke rodede hele huset til. Og han kunne bedre arbejde i ro heroppe alligevel.
"Tak, Lori...Jeg ved ikke hvor meget du kan gøre, andet end være et subjekt for mine evige spørgsmål. Incubi virker dog som en af de racer jeg har en rimelig god fornemmelse af. Alligevel. Det skader ikke at have flere individuelle historier at tage af" bemærkede han afslappet, men med en gnist af iver, nu hvor emnet handlede om hans arbejde igen.
"Det, der kan være sværrest at placere, er...Hele sex-delen. Jeg har ikke selv...Ahem...Mange erfaringer på det punkt" indrømmede han, som en svag rødmen gled over hans kinder. Blikket gled væk et øjeblik. I princippet var det intet at være berørt af, men over for en incubi der levede af det, kunne det måske godt virke sært af August aldrig rigtig havde følt sig...Overvældet...Af nogen trang til sex. Eller havde prøvet det særlig meget. Et par kvinder og en voldtægt...Ikke mange gode oplevelser at råbe hurra for. Men han var jo kun menneske - og de fleste blev vel lidt pinlig berørt over selv samme emne.

Lori lavede en viften med hånden der slog det August sagde lidt væk.
"Årh det haster ikke! Jeg har intet imod at du fylder lidt i stuen, det giver kun lidt liv til et hus der ellers altid har været så forbandet stille" sagde han med et træk på skulderen.
Den eneste gang Lori ikke havde følt at jeg var tomt og stille, var den gang Regin boede her! Ikke kun fordi han havde et godt med manden, og af og til ikke kunne være i fred, fordi manden var trængende, men mere fordi Django altid vimsede rundt, eller lå og sov med hovedet i Loris skød! Det gav bare noget andet liv i huaet.

Lori begynde så småt at gå ned mod stuen mens han lyttede til August. Han nikkede til det han sagde omkring Loris race, ja det kom ikke bag på ham hvis August vidste en del om Loris art, måske fordi mange af en ikke havde det mindste imod at fortælle om sig selv!

Lori løftede en smule dit øjenbryn da August nævnte at han ikke vidste ret meget om selve SEX delen. Han vende en smule blikket mod August.
Og med en mild latter, vende han hovedet mod trindende foran sig.
"Selv hvis du havde erfaring med det at have sex, ville du måske ikke kunne forstå det alligevel" sagde han med et træk på skulderen.

Da han kom ned for enden af træppen, så han på August.
"F.eks er det at have sex for fødens skyld, LANGT fra det samme som at have det for nydelsens skyld.. det kan selvfølgelig være forskelligt fra person til person.. men jeg f.eks... jeg bliver sjældent særligt opstemt af den slags hvor jeg gør det for at få føde.. i de tilfælde er det faktisk sjældent jeg overhoved bliver færdig" grinte han lidt med et træk på skulderen.

Lori fandt vej ind i stuen, hvor han dog stoppede op, vende sig halvt mod August, med et spørgende blik.
"Jeg kan vise dig det hvis du vil?" Sagde han med et træk på skulderen

August havde hørt de ord før, men han ville nok alligevel ende med at tage det hele med ovenpå. Det var nemmere at rode et værelse til og stadig finde sine noter, end et helt hus. Og lige nu skulle man gå rundt i en labyrint af papirer og bøger i stuen. Det virkede ikke helt optimalt, selv hvis de normalt aldrig fik særlig mange gæster.

Han fulgte efter Lori nedenunder. At de snakkede om sex var...Det var et uvant emne for August og han var ikke sikker på om han som sådan brød sig om det. Sex havde aldrig sagt ham meget. At være så intim med nogen som helst var ikke noget han rigtig havde oplevet. Der havde været en kvinde eller to, men det havde mere været for at sige han havde prøvet det, og så han ikke var en kliche på en jomfruelig videnskabsmand. Hvad han på en eller anden måde nok var endt med alligevel.
"Det er også min forståelse der finder en anden proces sted. Måske, langt hen ad vejen, en ubevidst en - men hvor I ved hvad der ligesom sætter det i gang. Det må også være en anden bevidsthed man har omkring hele seancen, som man jo ikke blot er der for at blive fejet af benene - men faktisk for at spise" bemærkede han medgivende, som han nikkede lidt til det Lori sagde. At fortælle en incubus om hvordan han spiste virkede overflødigt. Men han kunne ikke lade være med at tænke videre omkring emnet. Et svagt smil gled over ham.
"Det er nu også min forståelse at nogle af jer finder en hvis nydelse i det og gennemfører akten alligevel. Måske ikke hver gang, og måske kommer det an på hele situationen og ens tilstand den pågældende dag..."
Han trak let på skuldrene. På den måde virkede incubi og succubi skræmmende på deres helt egen måde. De slog ikke bare ihjel - de var intime med dem, de skulle slå ihjel for at spise. Der, hvor folk ofte var mest følsomme og åbne, svage for deres omgivelser eller den de lå med. Der var noget...Ja, noget dæmonisk over det.

Blikket gled hurtigt over mod Lori, som denne kom med sit forslag. Augusts første reaktion var et klart nej. Han skulle ikke sidde og se folk have sex - og han ville ikke indirekte være medskyldig i et mord. Men da det første lille chok over forslaget havde lagt sig, begyndte han at tænke lidt mere over det.
Når han arbejdede videnskabeligt betød mordene ikke de samme. De var der, og de havde betydning for de racer der gjorde det. Men hvis de forskellige racer nogensinde skulle leve fredeligt omkring hinanden, kom man ikke udenom at nogle racer havde disse...Behov. Og at en del af dem anså det for det samme som når mennesker slagtede køer og grise. Ikke alle...Faktisk havde August lidt svært ved at se Lori som en person der ville tænke sådan.
Ville det ikke være oplagt? Hvor mange incubi eller succibi kunne han gå med, uden at han også selv stod på menuen? Det var oplagt som et studie af hvad der skete fra det første møde og til hele...Handlingen...Var gjort. Det eneste der alligevel rørte ham, var tanken om at kigge på folk have sex...Og se en person dø.
August trak vejret dybt. Den røde farve blev på hans kinder, så han nikkede svagt for sig selv. Det gik op for ham at Lori måske slet ikke så det, eller havde brug for et mere sikkert svar.
"Det...Fra et videnskabeligt synspunkt, selvfølgelig...Kunne være interessant" bemærkede han så endelig og håbede Lori bare ville acceptere det og ikke prikke mere til det som sådan. August brugte det næste minut på at overbevise sig selv om at han på ingen måde var en pervers mand!

Lori kunne ikke lade vær med at være bare en smile imponeret over hvor meget August egentlig vidste om en race, der var SÅ langt fra hans egen.
I virkeligheden var Lori's race, dæmonerne den komplette modsætning af menneskerne... Og alligevel vidste en mand som August så meget om den langt overlegende race.

Men så igen.. Lori vidste jo også selv en hel del om mennesker, om ikke andet, så gennem mange års træning.. men.... det var nu heller ikke det sværeste, i virkeligheden var mennesker noget af det mest gennemskuelige der fandes!

Om Lori havde regnet med at se et skræmt, og chokeret udtryk hos August, var han ikke sikker på.. men i hvert fald, havde han ikke ligefrem regnet med at August ville sige ja tak til tilbudet.
Lori stoppede kort op, og så lidt forundret ud. Men alligevel.. nu han tænkte over det.. hvem kunne så ellers finde på at sige ja tak? Og Lori var fulgt ud klar over, at dette KUN ville være for studiet, og intet andet.
Et lidt skævt smil bredte sig på Loris læber. Han så drillende på August.
"nååh... hvad fortrækker du så?... mand eller kvinde" drillede han som han fortsatte sin gang med stuen. Hvis han skulle på jagt, måtte han hellere få noget rent tøj på.

Som de nåede ned i stuen, trådte August over til en tilfældig stak bøger og tog den øverste. Ikke for at læse den, men mere for at stå og fumle usikkert med den. Han følte sig på dybt vand og at fumle med noget i hænderne var beroligende. Hans blik gled over til Lori, med et lille smil. Manden drillede ham, selvfølgelig...Kunne August udstråle mere hvor uerfaren han var på det område? Han trak vejret dybt og lydløst, tvang sine skuldre ned i en afslappet position. Han rømmede sig svagt før han svarede.
"Hvis...Hvis jeg skal udnytte situation fra et videnskabeligt synspunkt, vil jeg blot observere. Jeg ville ikke få de rigtige erfaringer hvis jeg påvirker situationen for meget. Så valgene vil helt igennem være dine. Fra...Hvor vi går hen, til hvem du vælger, til...Hvad end du ellers gør derfra. Jeg vil prøve ikke at være for synlig eller påvirke..."
Selv om offeret måske ville bemærke ham og undre sig over August ikke deltog. Hvis offeret overhoved bemærkede andet end Lori omkring sig? Se, det var en ting der kunne være spændende at finde ud af.
"Og...Hvis du ikke vil føle dig påvirket af det? En person der blot kigger på det hele" tilføjede han, som han så over mod Lori igen. Måske ville Lori blot være optaget af måltidet foran sig...Og måske vil han finde det akavet at August sad med sine notesblok et andet sted i lokalet.
Faktisk...Han fik en ide til yderligere observationer, i hemmelighed. Men det var ikke relevant lige nu og noget han måtte udforske senere.
Fingrene pillede ved hjørnet af bogen, så bogens beklædning var lige ved at komme løs.