I'm home agian - Dr. Trott

T: aften
S: Loris gamle hus
V: tørt, men køligt efter solen var gået ned.
O: stille, eftersom det er aften, kun meget få folk i gaderne.

Med: @Dr.trott

Vejret havde været fantastisk hele dagen, dog stadig en smule køligt, da sommervarmen langt fra havde trådt ind endnu. Men det havde været herligt, og man havde haft tiden til at gøre en masse ting udendørs.
HELT udendørs, kunne man nu ikke kalde det, der hvor Lori havde lavet noget. Han havde da trods alt tag over hovedet, og de fleste vægge var hele. Men han havde brugt dagen på, at få gjort noget mere i stand på det hus, han havde fundet sig, efter han var vendt tilbage til Doomsville. Det var forladt, om de tidligere beboere var rejst fra det, eller døde på en eller anden vis, i alle disse katastrofer var jo ikke til at vide. Men i hvertfald hvad der været beboeligt nok til, at Lori havde kunne lave sig en base.
Nogle ville måske finde det mærkværdigt at han valgte at skabe sig et nyt hjem, nu hvor hans eget hus, rent faktisk stod fint, og nærmest urørt efter alle disse katastrofer. Og han havde da også været forbi det mange gange. Men han havde erfaret, at Trott, til Loris glæde, stadig levede og boede i huset. Og hvem ville han være, hvis han kom tilbage efter alt denne tid.. år faktisk, og krævede sit hus tilbage?
Trott måtte vel tro at Lori var omkommet?
Den gang han rejste, havde han forklaret, at han tog væk for en kort tid, for at komme på højkant igen. Men det var år siden! Længe før alle disse ulykker, længe før borgerkrigen og det hele. Så selvfølgelig havde Trott omdannet huset til sit eget hjem.

Og det var da også med en underlig følelse at Lori stod her i mørket foran huset! Men han var nød til det. Der befandt sig FORHÅBENTLIG stadig nogle af Loris ting der inde, nogle han virkelig godt kunne bruge nu! Særligt nu hvor han havde indgået en aftale med Sean om at infiltrere Bronso's gruppe.
En dyb undånding gav ham det falske mod, der skulle til for at banke på døren.
Var det ny også en god ide? Og så på dette tidspunkt? Måske skulle han gå igen? Nej!.. det ville også være underligt nu hvor han allerede havde banket på..

Han rettede lidt på kappen, der varmede hans krop, i denne aften kulde, og det var nok også kulden der var skyld i at han stadig havde hætten over hovedet. Dog blev han pludselig opmærksom på denne, og trak den ned. Han skulle nødig skræmme Trott ved at ligne en stor farlig dæmon! For om man ville det heller ej, var han en del større nu, end den gang. Breddere og mere muskuløs.
Så nu stod han så her.. og ventede på, forhåbentlig at blive lukket ind i sit eget hus. Af hans egen tidligere "slave".. ja livet var noget forunderligt noget.

Det store hus. I starten havde det været meget tomt. Med tiden havde August vænnet sig til stilheden. Især efter at både Lori og deres anden husgæst var rejst. Forsvundet. Uden et ord. Et stort hus...August havde ikke haft råd til at vedligeholde det fuldstændigt. Men han havde passet så godt på det som han kunne. Men mellem klinikken og huset...Han havde måtte lukke nogle rum af og lade dem stå som de var. Dog havde han holdt liv i stuen, køkkenet og hans eget værelse ovenpå.
Han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle gøre. Nogle nætter sov han i sin klinik, fordi han ganske enkelt var for udmattet til at gå hjem. Det betød jo intet, ingen ventede på ham eller noget. Ja, August havde nok fået styr på sit liv. Han havde sin klinik og voksende klientel. Penge til nye redskaber og bedre medicin. Men stadig ikke penge til de store ting. Til en bedre klinik, til flottere tøj, den slags. Og han havde heller ingen nære venner og familie at vende hjem til hver dag. Men man kunne ikke få det hele, og generelt set var han glad. Han var på rette spor. Livet gik fremad.

Men han vendte stadig tilbage til det store hus. Han var holdt op med at forvente nogen kom hjem til ham, selv om Lori i princippet kunne dukke op når som helst for at kræve huset tilbage. August anså det kun som til låns. Men hvor længe? Hvor længe kunne og skulle han holde styr på det store hus? Det var mere end hvad han havde brug for, men han ejede det heller ikke. Han kunne ikke bare sælge eller leje det ud. Det ville være forkert.
Så lige nu stod det bare som det var. Alle møblerne og tingene var de samme. Kun få ting var ændret. En ny pande i køkkenet, en slidt kappe der flød over sofakanten i stuen. Bøgerne var nu Augusts egne medicinbøger, eller notesbøger med notater om alt fra tidspunktet han skulle høste en bestemt urt, til observationer om folk havde mødt eller helbredt.
Faktisk var det netop et stort opslagsværk om urter han sad med i sofaen. Eller nok nærmere halvsov over. Vejret havde været varmt i dag, så han havde sparet på brændet og ikke tændt pejsen. Et lille lys stod på det nærmeste bord og var næsten brændt ned, og August havde egentlig læst i lyset fra vinduerne. Ikke at der var meget tilbage - og ikke at August opdagede det, som øjnene var blevet tunge og han havde lænet hovedet tilbage mod sofaen bag sig...
Den bankende lyd var fjern. En drøm? Bogen der faldt ned? Der var noget med en bog, ikke? Hvad havde han lavet...Havde han læst? Han læste næsten altid...
Han åbnede øjnene og satte sig langsomt op. Bogen lå halvt i sofaen og August lukkede den stille og lagde den fra sig. Han gned sine øjne. Jo, der var en banken. Som fra...Gæster?
Hans klienter burde ikke vide hvor hans private adresse var. Men et eller andet sted var det heller ikke så hemmeligt igen, og nogen vidste det sikkert eller havde spurgt sig frem til det.
Han rejste sig og rettede på det krøllede og slidt tøj. Fødderne med nogle tykke uldsokker, nu hvor han var derhjemme. Et par tyndslidte bukser, og en trøje. De mørkebrune krøller strittede i alle retninger, og dagsgammel skæg prægede hans kinder og hals.
Træt gik han ud til døren og åbnede op. Forventede mest af alt en eller anden akut situation hvor nogen skulle bruge en læge, for det var faktisk altid derfor folk opsøgte ham. Det var fint nok, det betød betaling.
Så for en stund stod han bare og kiggede på Lori, mens han ventede på manden ville sige noget.
Så blinkede han lidt forvirret. Og blinkede en gang til, mens hovedet tiltede lidt til den ene side i ren forvirring.
Denne mand, der forresten slet ikke virkede til at have travlt, stod bare og...Mindede om en eller anden. Den trætte hjerne kæmpede for at forstå hvem der stod foran ham. Ansigtet mindede ham om Lori, men kroppen var som en andens. Bredere, mere muskuløs. Desuden boede Lori her, så ville manden ikke bare være gået ind?
"...Lori?"

Hvorfor var han nervøs? Det var hans eget hjem, det var en mand han kender. En mand han havde redet. Så hvorfor var han nervøs over menneskets reaktion?
Hans blik gled op mod døren, da han kunne høre håndtaget blev drejet. Han rettede lidt på sig, hvorfor vidste han ikke. Døren blev åbnet, og mennesket kom til syne. Det var en bemærkelsesværdig fornemmelse. En følelse af både glæde og tristhed.
En tydelig glæde over at se manden igen. Trods de måske ikke havde haft verdens tætteste, så havde Trott betydet noget for ham. Hvordan kunne han andet, når de havde boet sammen?
Men der var også en snært af sorg hos ham. En Sorg over hvordan han havde forsømt Trott ved bare at rejse fra det hele! Trott levede under Loris beskyttelse, og han havde ladet manden i stikken.
Det var virkelig kun meningen at han skulle være væk ganske kort.. men det var pludseligt blevet aå svært at vende tilbage. Og så kom alle katastroferne, hvilket kun havde besværliggjort tingene endnu mere.

Hans blik hvilede nu på mennesket foran sig, og med et varmt men dog nærmest undskyldende smil brød han sin egen stilhed.
"Hej August.. jeg håber ikke at jeg forstyrre?"
Ham så lidt forbi manden, og ind i entréen. Den kende ham jo alt for godt. Tænk.. at man kunne savne en entré..
Hans blik vende tilbage mod Trott. "Jeg ser du har passet godt på huset... og heldigvis også på dig selv" lød det med et smil.

Det var Lori!
Hurtigt flyttede August sig fra døråbningen og åbnede døren helt for Lori, mens han med ivrig gestik bad Lori om at komme indenfor.
"Kom ind, kom ind!"
Lori skulle da ikke stå der og kigge. Dette var hans eget hus! Og August var også glad for at se ham. I det mindste var manden i live og, så det ud til, at klare sig godt nok. I hvert fald så manden umiddelbart sund ud. Men nu skulle der også meget til at påvirke en dæmon, trods alt.
Med Lori sikkert inden for døren, lukkede han døren efter dem og viste vej ind til stuen. På trods af Lori selvfølgelig kendte vej.
"Der roder lidt...Jeg beklager, jeg vidste ikke hvornår du kom hjem, eller om du kom hjem..."
Ordene gled i en lind strøm, mens August hoppede rundt og lagde en stak papirer på et bord, mens en anden stak blev samlet på kanten af en reol og en tredje lagt midt på sofaen. Det hjalp måske ikke så meget på selve oprydningen, som August bildte sig selv ind det gjorde.
"...Og virkelig, jeg har faktisk også haft ret travlt. Jeg har fået åbnet en klinik i denne del af byen. Har du hørt det? Det var takket være Katrina og hendes handelshus, de donerede penge til min klinik, mod jeg hjalp dem og generelt hvem som helst, faktisk. Og det gør jeg jo gladeligt. Egentlig gad jeg ikke have en klinik, jeg ville jo hellere mine egne studier, men man skal jo også leve! Og jeg kan trods alt hjælpe nogle folk. Det sætter mig også i farlige situationer nogle gange. Jeg har faktisk også fået et par klienter oppe i Terrorville. Det er ret spændende, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg vil fordybe mig i de adeliges liv og levned. Det giver flere penge, men de er også mere besværlige, og..."
August stoppede forpustet op midt i stuen, med en stak pergamenter i armene, og så forvirret på Lori et øjeblik. Så løsnede han op i et smil, som skuldrene gled lidt ned igen.
"Jeg snakker for meget. undskyld. Kom ind, sæt dig. The? Skal jeg ikke lave the? Du må fortælle mig hvor du har været, og vigtigst af alt, om du har det godt!"

Det var faktisk med en underlig vemod, at Lori trådte inden for. Helt ubevist, tog han en dyb indånding gennem næsen, og sugende duften af stedet ind. Denne hjemlige duft, dog blandet med noget andet, noget han definerede som forskellige urter. Sikkert nogle af Trotts? Allerede den gang Lori stadig levede her, arbejdede Trott med den slags.
Lori fuglte roligt med ind i stuen, mens Trotts talestrøm kørte løs. Lori kunne ikke helt lade vær end at smile, han rystede en smule på hovedet over Trott. Nu kende han ham igen. Manden virkede altid så rundtosset.
Dog virkede mennesket også en smule nervøst?
Måske var manden nervøs for at Lori kom her, bare for at tage huset tilbage, og vende op og ned på alting.

Lori sende Trott et varmt smil, og et lille nik mod hovedet, da mennesket selv blev opmærksom på at han snakkede meget.
"The ville være dejligt" lød det roligt fra ham.
"Det lyder til du har haft en masse at se til" tilføjede han.

Han gik lidt rundt i stuen for at se på det hele igen.
"Der er nu ikke meget at fortælle August. Jeg tog til Dragons peak først, ordnede nogle opgaver, men det var lidt som om stedet havde for mange.. minder.." han kiggede lidt i nogle af de papirer Trott havde liggende.
"Men... det var lidt som om det var problemet hele vejen rundt" det sidste blev næsten sagt med en opgivende latter.
Der var som om, at hvor end han tog hen, havde der været gamle minder, han ikke havde lyst til at forholde sig til. Men hey! Sådan var livet jo, især bår man levede længe, så han kunne jo kun regne med at det ville komme mange flere af den slags.
"Jeg brugte det meste af min tid i sunfury faktisk, jeg har jo tidligere boet der, jeg fandt et sted og leve, faldt ind i nogle triste typer, du ved.. så alting er som det plejer"

Lori fandt vejen til sofaen, han sank ned i den, med et lydløst suk.
Åhh.. præcis som den plejede at føles.
Hans blik vandrede rundt i lokalet, det føltes som evigheder siden, han sidst havde siddet her.
Derfor ville det nok også gøre tingene en anelse svære, når han gjorde det han havde tænkt sig.
"Men du har selv oplevet og opnået en hel del i den tid jeg har været væk" sagde han roligt.

Ham ventede på at Trott kom tilbage med Theen, inden han sagde mere.
"August... der er noget jeg gerne vil tale med dig om" kom det, måske lidt højtideligt fra ham.

The! Han kunne lave en kop the. Han havde en del urter til tørre i køkkenet, så han tænkte på at lave en urteblanding.
Han smilte let til Lori. Om han havde meget at se til...Det havde han måske. På sin egen måde. Til dels druknede han sig også i arbejde, fordi det var det eneste han havde.
"Åh ja...Dragons Peak...Måske det sted gemmer på minder for os begge" bekræftede han let. Han havde boet i Dragons Peak, uddannet der, og fanget og solgt som slave derfra. Han havde både fået en del, og mistet alt, der.
Der var ikke så meget liv i Loris fortælling. Eller et væld af detaljer. Ingen historie der stod i kø for den næste, og dermed tydede på en glæde og ivrighed efter at fortælle. I det hele taget virkede Lori en smule trist og stille. Så selv om manden rent fysisk så ud til at klare sig godt, var tingene måske ikke ligefrem meget bedre. Men Lori var vendt tilbage, så det måtte betyde et eller andet. Hvad vidste August ikke. Ikke endnu, i hvert fald.
Med et svagt nik og et skuldertræk gik August ud i køkkenet for at varme vand. Samtidig fandt han en thekande frem og lavede hurtigt en lille blanding af knuste urter han havde. Mynte var en af dem, og ville sikkert smage mest igennem.
Mens han ventede på at vandet skulle koge, stillede han sig i døråbningen til stuen og kiggede på Lori. Kiggede på at manden satte sig tungt i sofaen, og langsomt indtog stuen. Indtog sit gamle hjem igen, vel. Mon han blev her? Eller var det et kort visit? August kunne ikke lade være med at føle at Lori var her af en årsag. Om den var god eller dårlig måtte tiden vise.

Vandet kogte. Så August vendte tilbage til køkkenet og hældte det op i kanden. Bar det hele ind på en bakke og stillede det på sofabordet. Den skulle lige trække før den var noget værd, så i stedet gled han ned på en stol der stod over for Lori. Blikket gled over på manden, som han på en og samme tid var glad for at se, og nervøs for at se.
"At jeg i princippet stadig er din slave, fordi jeg bad dig om det? I så fald skal du ikke tænke på det. Jeg har mere styr på mit liv nu. Jeg har ikke behov for den stilling mere, og vi kan bare sige du har frigivet mig" foreslog han, selv om han havde på fornemmelsen at det slet ikke handlede om det.

Det var også sandt! Det var i Dragons peak han første gang havde mødt Trott. Det var der, han havde købt manden på et slave markede.
Ham huskede tydeligt dagen, selvom det efterhånden var længe siden. Og der havde været en ganske særlig grund til! Der havde været noget over Trott, som Lori ikke bare kunne se i gennem finger med, blev solgt til en emsig hersker, der ville behandle ham som skidt.
Og Trott havde været meget mere end blot en slave, for Lori havde aldrig set ham sådan. Han havde set ham som en kær ven.
Måske var det også en af grundende til at Trott aldrig var taget tilbage?

Lori rettede sig om, da Trott kom tilbage med The'en, og spærrede dog øjnene lidt op, og så noget overrasket ud, da Trott begynde at tale om hans "stilling" som slave. Det overraskede blik, blev dog I stedet erstattet af en høj latter.
"Hahaha.. åh gud nej August" han fik latteren til at falde til ro.
"Den forfærdelige titel fjernede jeg fra dig, for længe siden" sagde han med et overbærende smil.
Han rømmede sig lidt, og så på Trott igen.
"Grunden til at jeg er kommet i dag, er fordi jeg håbede på at kunne hente nogle af mine ting, inden jeg tager på en kort rejse igen... men i samme anledningen, var der noget jeg gerne ville foreslå dig" sagde han roligt.

Han lænede sig lidt frem, og lod sine arme hvile mod hans ben.
"Du har passet så godt på det hele her, og det er jeg dig taknemmelig for! Du har klaret dig så godt, måske endda uden at jeg var her... huset her er stort, det ved jeg, men jeg kan se, at du har fået det bedste ud af det mens jeg var væk, og jeg kommer til at rejse en del nu, ud over det, har jeg fu det mig et sted, der lidt bedre passer min flyvske tilværelse" han foldede hænderne foran sig.
"Hvad ville du sige til at beholde huset her, som dit eget selvfølgelig.. du kan gøre med det som du lyster, og bruge værelserne som dine egne?" Det var faktisk et lidt vemodigt forslag. Men sandheden var, at Lori var for udsat her. Der var for mange der vidste hvor han havde boet tidligere, men hvis de så en anden leve i huset, ville de gå ud fra at Lori var rejst fra byen, hvilket han jo også havde været.

Han vidste jo heller ikke om Trott ville være intrasseret i at overtage huset, men i det mindste kunne han så gøre med det hvad han ville der efter.

August smilte lidt for sig selv. Han havde ikke gået med halsbåndet siden Lori var rejst. Jo, lidt en kort periode efter, men ellers ikke. Og især ikke efter han havde fået sin egen klinik. Hvem ville have hjælp af en slave?
Alligevel lå halsbåndet et sted oppe på hans værelse. I en 'hvad-nu-hvis' situation. Men ingen havde stoppet ham, ingen havde krævet at vide noget. Det havde været lidt sært at han bare kunne opgive at være slave så nemt, uden nogen tænkte over det eller opdagede det. Men måske var det fordi Lori alligevel havde tænkt så langt og frigivet ham. Tanken var...Rar. Varm. Han havde ikke været fuldstændigt glemt disse år. Det var rart at vide. At nogen stadig kendte ham og tænkte på ham...
August løftede låget på thekanden og snuste til den. Den duftede godt, frisk af mynte. Han satte låget på igen og hældte op i den første kop. Jo, den havde måske allerede trukket nok. Selv om en urtethe i princippet kunne trække i timevis og stadig være god nok. I hvert fald for August.
Han tillod sig at hælde op i begge krus. Men han mere tabte kanden end satte den fra sig. Reddede situation nok til at den landede ordentligt, og der ikke var varm the over hele bordet - men det skvulpede over og ramte hans ene hånd.
I hurtige bevægelser og med en lavmælt strøm af 'avavav' tørrede han hånden af i sine bukser og viftede hånden igennem luften for at køle den af.
Det var ikke så seriøst. Men det kunne gøre ondt den næste timetid alligevel. Et eller andet sted burde han gå ud og finde noget koldt vand, et koldt omslag, eller lignende. I stedet stirrede han over på Lori.
"Du kan..."
Han havde næsten ingen ord. Skulle han græde eller grine? Tæppet var som revet væk under ham!
"Du kan...."
Følte han sig tæt på at græde? Det havde han ikke gjort længe, faktisk. Og slet ikke foran andre. Han vendte sig væk.
Var det sorgen over at Lori ikke engang blev - ikke så meget som et øjeblik? Eller overvældelsen over at han nu ejede et helt hus? At han fik alt forærende. Hans klinik - godt nok på lånte penge, han langsomt havde betalt tilbage eller fået eftergivet - og nu et helt hus? Større end han overhoved fik brug for.
Det var for meget.
"Jeg skal...Have noget koldt på"
Som stak han af, ilede han ud i køkkenet og baskede rundt med en spand på gulvet, der indeholdte rent og koldt vand. Et klæde blev vædet og langsomt bundet rundt om hånden. Men hans tanker var alle andre steder.

Lori havde ikke helt vidst hvilken reaktion han skulle forvente fra Trott. Det var jo en stor ting, og måske også voldsom, for en mand der indtil for ikke ret længe siden, var blevet solgt som slave.
Men han havde nu ikke forudset den reaktion han rent faktisk fik.
Han så lidt bekymret ned mod Trotts hånd, men det var lidt som om han ikke nåede at sige noget, inden manden nærmest var stormet ud af lokalet.
Lori sad tilbage lidt forvirret. Han rejste sig dog roligt, og fulgte efter mennesket, dog efter han havde givet ham lidt tid.
Han forstod godt hvis dette var for meget, og var voldsom en omvedning, men Lori havde ikke lysten til at andre skulle have huset, desuden... hvem ville han lige være, hvis han smed Trott ud nu, efter selv at være rejst så længe?

Lori fandt vejen ud til køkkenet. Ikke at den var svær, han kende jo huset som sin egen lomme. Han stoppede i døråbningen, og lænede sig roligt mod den.
"August... jeg er ked af hvis jeg overvældende dig" begynde han, inden han rettede sig op, og gik over mod manden.
Han satte sig på hug ved spanden, og tog kluden stoppede Trotts hænder med kluden, og hjalp ham med at binde den om hans hånd.
"Du har boet her i huset, siden den dag jeg købte dig ved slavehandelen.. men.. jeg har aldrig set på dig som mon slave! Det håber jeg også du ved?" Hans blik gled op på Trott.
"Lige meget hvad, vil mit hjerte altid ligge i dette hus, på den ene eller anden måde, derfor kan jeg heller ikke forstille mig, at andre skulle bo her.. desuden" han rettede sig op.
"Du får rig mulighed for at brede dine studier ud, og jeg kommer stadig til at være her i byen, og hvis du tillader det, så ville jeg elsker at komme forbi til en kop the i ny og næ" Loris stemme var rolig, og blid, tja.. egentlig som den altid havde været.
Trods dæmonen havde ændret sig, så havde han stadig sin bløde side, og han måtte nok indrømme at Trott, altid havde haft en blød plads i Loris hjerte.
Om det var fordi Trott havde set sig selv som en slave, eller ej, så vat Trott rent faktisk den eneste der aldrig var skredet ud af Loris liv.

Lori så lidt på Trott "ser du... jeg kommer til at være en del af nogle ting, der potentielt kan bringe mig i fare, og jeg ønsker ikke at tage den fare med her hjem.. og udsætte dig for den" gad vide hvad det var med Lori og de mennesker? De formåede altid at blive vigtige for ham! Reign,.. Kace,.. og Trott. Alle tre mennesker, alle tre havde eller betød de stadig noget for ham!

Han trak vejret dybt ind og ud, mens han prøvede at vikle stoffet om sin ene hånd. Han kunne godt mærke at Lori kom ind, men han vidste endnu ikke om han havde styr nok på sig selv til at se på ham igen.
Han gjorde ingen modstand, da Lori satte sig og hjalp med at binde hånden ind i den kolde klud. Det virkede allerede lindrende, men August vidste også han måtte vride kluden op regelmæssigt og putte noget lindrende salve på senere. Mest for at undgå for mange vabler, men skaden var slet ikke stor nok til at give nogle problemer de næste par dage.
Det gjorde bare ondt.

"Du overvældede mig rigtig nok" bekræftede han med en tung udånding. Hele hans krop faldt lidt sammen ved disse ord.
"Der er flere ting til det. Det har aldrig handlet om at jeg i princippet har været din slave. Jeg ved du ikke gik op i det, eller ligefrem ønskede det, var det ikke også for min egen skyld i en periode. Det er jeg ligeglad med" forsikrede han, før han fortsatte.
"Men...Et helt hus? Du giver mig et helt hus? Uden krav, uden betaling...Bare fordi du selv ikke har brug for det? Det er...Det er så meget. Og jeg skammer mig over at blive foræret så stor en gave. Der er så mange folk der knap nok har til at spise hver dag, og her sidder jeg...Ikke meget anderledes fra dem...Og bliver givet så store gaver, at jeg ikke engang kan sige ja. Og hvad mere er...."
Det mørkebrune blik gled over til Lori.
"...Vil jeg hellere sige nej, og håbe du kom her mere...At vi kunne ses mere...End sige ja, og føle du forsvinder for evigt"
Han satte pris på Lori. Som en ven. Som en, der i hvert fald engang har beskyttet August. Som en, der gav August en mulighed for at blive en fri mand og forfølge sin egen vej i livet igen. Der lå en stor taknemmelighed der.
"Jeg er måske praktisk at kende for mange...Men det er nu ikke fordi jeg har fundet særlig mange venner. Det ville være synd at miste de få jeg måske har. Men jeg forstår også godt du har travlt med alt muligt, og det er slet ikke for at lægge pres på dig, hvis du også kæmper med nogle ting. Hvilket jeg fornemmer du måske gør, til stadighed. Ting tager tid! Men...Ja. Jeg ville blive rigtig glad hvis du en gang imellem...Stadig gad komme forbi? Og selv hvis du insisterer på at give mig huset...Vil der altid være dit værelse her. Altid"

Først var det et varmt og overbærende smil der var hos Lori. Så Trott mente ikke at han fortjente huset? Selvfølgelig gjorde han det!
Det var sjældent at han følte dig så sikker på noget, men Trott havde været en kær ven, han havde hjulpet Lori på flere måder. I virkeligheden havde de nok begge hjulpet hinanden, ja Lori havde måske gjorde en ting der for mange ville ses som større og mere betydningsfuld for Trott, da han jo ligefrem havde givet manden sin frihed. Men Trott havde været der for Lori i nogle tider, hvor han VIRKELIG havde haft brug for det! Og i alt den tid Lori havde været væk, havde han set efter huset, trods han jo egentlig slet ikke havde behøvet!

Dog var det pludselig et langt mere overrasket udtryk der var at finde hos Lori, da Trott fortalte den egentlige grund til at han tøvede med at sige ja.
Så Trott var bange for at miste Lori? Havde Lori virkeligheden haft SÅ stor en betydning for manden? En varme spredte sig hos Lori. Det var en ubeskrivelig varm tanke at nogle følte så meget for ham!
Og det fik faktisk noget til at ske, som Lori ikke kunne huske hvornår var sket sidst, for hans øjne blev blanke.
Ja nu, var det Lori der var mundlam. Han tog dog en dyb indånding, inden hans hånd lagde sig blidt mod Trotts skulder.

"Jeg forsvinder ikke! Det lover jeg" sagde han så. Han så lidt mere beroligende på Trott.
"Jeg har det fint, men jeg er blevet sendt på en opgave, jeg kan ikke fortælle dig så meget om det, da det kan blive farligt.. og i den anledning kommer jeg til at tage en del frem og tilbage, men jeg forsvinder ikke fra Doomsville" Han rettede sig op, og lænede sig i stedet op af køkkenbordet.
Han smilede lidt. "Og tak.. det betyder meget, at jeg stadig vil have en plads her" han foldede armene foran sig, lidt eftertænksomt.
"Men ellers... lad mig komme med et forslag" begynde han.
"Stedet jeg har fundet mig, har stadig en del fejl og mangler, og kræver en del arbejde.. hvis jeg kunne blive her, mens jeg arbejder på huset?" Sagde han spørgende, med et lille skulder træk

Åhr...
Her sad han, et voksent menneske med en akademisk baggrund, og pev over at han havde alt i livet. Han rystede let på hovedet af sig selv, dobbelttjekkede omslaget, før han også rejste sig fra det hårde gulv. Han skammede sig en smule over sit udbrud, men det var der intet at gøre ved nu.
At Lori måske var blevet lige så berørt af situation fløj over hovedet på ham, da han i stedet stillede sig og så på Lori.
"Det vil jeg holde dig til" svarede han med et lille smil. Ikke at det ikke var sket før. Lori var rejst i flere år, uden så meget som et brev. Men nu var han her jo igen, og August var om noget troende på folks gode natur.
"Kommer du til skade undervejs i dine rejser ved du jo hvor du kan få hjælp. Gratis" tilføjede han yderligere, før han kløede sig lidt i håret med den raske hånd. Med en gestus inviterede han til om de skulle gå ind i stuen igen. Deres the ventede jo på dem.
"Du må blive her så længe du vil. Sandt at sige...Levede jeg nok også lidt som om huset var mit, selv om jeg vidste det ikke var. Men...Hvis du har et nyt sted, og det ikke er særlig godt...Hvorfor så ikke bare bo her?"
Måske havde Lori nævnt det. Var det noget med hans nye mission, nye opgave? At den var farlig, og derfor skulle han ikke bo sammen med August. Risikere at August blev fanget i det.
På den ene side en smuk tanke. Men det irriterede ham også.
"Behøves det også lige være dig der sætter dit liv på spil for et eller andet? Du er lige kommet tilbage...Så vidt jeg ved"
Som de formentlig var gået ind i stuen igen, gik August over for at give Lori den ene kop med the.

Lori små grinte lidt da August sagde at han ville holde Lori til det med at han ikke forsvandt igen. Ja, det var nok egentlig et usselt løfte at komme med, lige efter at man var kommet tilbage, efter år, hvor han havde været væk.
Et varmt smil voksede på Loris læber da Trott nævnte at Lori vidste hvor han kunne blive behandlet gratis.
Han løftede den ene hånd op, og holde den anden på brystet.
"Jeg lover, at jeg ikke vil lade mig behandle af andre læger" sagde han højtideligt, det lød dog mere som en drillen. Men rent faktisk mente han det! Han kunne ikke forstille dig nogle andre, skulle hjælpe ham. Selvfølgelig, var han døden nær, måtte han nok lade andre læger om det.

Lori rettede sig op, og fulgte med ind i stuen. Han lyttede til Trotts ord. Trott virkede virkelig som om han gerne ville have Lori til at blive.
"Jeg kommer til at være en del rundt omkring, og måske også få besøg af nogle lidt... uheldige typer.. det vil jeg helst ikke udsætte dig for" sagde han roligt.
Han smilede lidt, da Trott små brokkede sig over, at Lori var den der skulle sætte livet på spil.
Han tog imod koppen.
"Forhåbentlig behøver jeg ikke sætte livet på spil, i hvertfald ikke hvis jeg gør min opgave ordenligt" sagde han med et skævt smil.
"Men du ved... når man har magtfulde bekendtskaber, så er det ikke altid de kan klare tingene selv" et blik med øjets blev sendt i retning af Trott.
Selvom det var lidt løgn. Han gik slet ikke ud fra at Sean i virkeligheden havde BRUG for Lori i det her. Han ville nemt kunne klare en lille gruppe oprøre som Brunsos. Lori gjorde måske nok bare arbejdet lidt nemmere.
Hans blik sank lidt, og det kække udtryk blev erstattet, af et lidt opgivende udtryk.
"Hvis du virkelig vil vide hvorfor så..." han stoppede sig selv. Han havde talt med Trott om mange af sine tanker og følelser, særligt efter hans og Seans brud. Han klump sad i halsen, og han vidste at med en kort sætning, ville hele grunden for denne nye opgave blive afsløret.
"Sean opsøgte mig...." kom det lavmældet fra ham. Men han dog tog sig en tår af The'en.

August rakte ham det ene krus, mens han tog den anden og satte sig over for Lori. Han kunne balancere koppen på kanten af armlænet, eller læne sig frem og sætte den på bordet. Den duftede dejligt, mente August selv. Men det var smag og behag. Mynte var så frisk, duften i sig selv kunne nogle gange virke helt rensende.
Ja, August tænkte godt det hængte sådan sammen. Desværre. Men Lori kunne selv vælge hvad han ville med sit liv. August måtte bare håbe på at Lori kom tilbage på en ordentlig måde. Og klarede sig.

Da Sean blev nævnt, så August hurtigt op på Lori med et skarpt blik. Sean. Det forklarede alt. Hvad end denne opgave gik ud på, var det sikkert Sean der havde blandet Lori ind i det - og manden havde ikke kunne eller ville sige nej. Men var det nu klogt at blive involveret med Sean igen? August kendte lidt til ham. Godt nok for en del år siden nu, men nogle af tingene var formentlig stadig de samme. De havde stadig gjort alt for at undgå hinanden. Det var bedst, i hvert fald for Augusts overlevelse. Men han havde intet set eller hørt til Sean, heller ikke efter Lori var rejst. Det var en del af den beskyttelse han havde haft brug for, selv om Lori måske ikke vidste det direkte.
August tog selv en lille tår af sin the, men sætningen fik lov til at hænge i luften et øjeblik. Så rømmede han sig svagt.
"Og hvordan gik det?"

Tænk en gang, at den enkelt sætning, kunne forklare og et enkelt navn, kunne komme med en hel forklaring.
Men ja, sådan var det jo, deres fortid kunne ikke bare slettet, og Lori havde altid haft det svært ved at side nej til Sean. Og han prøvede at bilde sig selv ind, så han også gjorde dette for sagens skyld.. men det var jo løgn. For skulle han støtte en af de 2 sider, og kke Sean havde været på den ene, så havde han klart valgt Bronsos hold.
Natalie var bestemt ikke Loris kop the, og han havde da aldrig forsøgt at redde hendes skind, hvis det ikke havde været for Sean.
Hans blik gled over på Trott ved hans spørgsmål.
Han trak let på skuldrene, inden han tog en står ad theen.
"Bedre end jeg havde frygtet" noteret han så. Han holde krugset med begge hænder. "jeg ved det inke... det var på en måde som før.. og på en måde som om alt var anderledes" han sukkede lidt.
"Jeg havde virkelig lovet mig selv, at jeg ville være sej, og ikke give efter for mit savn, jeg var overbevist om at jeg var kommet videre, og ikke længere savnede ham.. og alligevel.. et ord fra han, og jeg kaster mig på hovedet ud i en opgave som denne" han rystede på hovedet, med et lavmælet grin, der var myntet på ham selv. Hvor var det egentlig patetisk.
Han så op på Trott.
"Jeg havde virkelig ikke lyst til at han skulle gå, og samtidig.. så ville jeg virkelig gerne have ham til at forsvinde! Så jeg kunne få kontrol over mig selv igen" Han tog endnu en tår og så ned i koppen.
"Men Sean er som han er.. jeg kommer aldrig til at stoppe med at holde af ham, om jeg vil det eller ej, så vil han nok altid have en ganske særlig plads hos mig" Lori rettede sig mere op, og satte koppen fra sig på bordet.
"Men det er som det er.. jeg var en svaghed for Sean, og sikkert også en dybde.. og en ting er sikkert! Jeg er ikke den samme som den gang, og vi ville aldrig kunne gå tilbage til hvordan tingene var den gang" det var tydeligt, at det var et emne der pressede og gjorde ondt.
Han havde brugt så lang tid på, at prøve på at tænke på alt andet end Sean. På andet end Sean, Reign, Kace og hvem han nu ellers havde mistet, eller som var forsvundet ud af hans liv.
Lori tog sig lidt til panden, med en opgivende grin.
"Se lige hvad du gør ved mig, 20 min i dit selskab, så her sidder jeg og plabre løs, om en mand jeg hat prøvet at undgå at tænke på i alt denne tid" sagde han med et opgivende smil.

August smilte lidt for sig selv og så ned i sin kop med the. Det var dejligt at Lori kunne slappe af i hans selskab. Nogle mennesker blev så anspændte, når de lærte han var læge. Især hvis han begyndte at stille spørgsmål. Der lå en autoritet, men også en bagside, til det. Folk så aldrig fordi lægen i ham. Det var alt han var, lægen.
Måske med undtagelse af et spøgelse. Det var længe siden han havde set Semyon. Måske skulle han prøve at opsøge den gamle kirke igen? Hvis den stadig stod.
"Ingen af os, på trods af raceforskelle, kan helt undsige os vores følelser. De vil altid styre os i en eller anden retning" bemærkede han så i en let tone. Han følte sig sært rolig, som han prøvede at give Lori et passende svar.
"Selv ideen om at være følelsesløs er et forsøg på at kontrollere sine følelser. De er der stadig og presser i den retning, som regel baseret på noget negativt. Jeg kan ikke huske om jeg nogensinde har nævnt det her...Men i Dragons Peak..."
August rettede sig lidt i stolen, en smule urolig. Han satte theen fra sig, så han ikke risikerede at spilde mere, før han flettede sine hænder.
"Sean havde det ikke godt dengang. Faktisk meget ubalanceret. Ved et rent tilfælde mødtes vi, og fik startet en samtale. Og det blev starten på flere samtaler. Det er nok derfor han instinktivt hader mig, og et eller andet sted måske ønskede mig død. Jeg går rundt med en indsigt om hans væsen som de færreste her. Jeg har set ham i en situation hvor han ikke var så stærk og perfekt, som han gerne vil fremtræde"
August trak let på skuldrene.
"Selvfølgelig kan jeg ikke afsløre alt vi snakkede om. Men det kunne være lidt sjovt at se hvor han er i dag, på trods af det måske også ville koste mig nogle år at leve i"
Et svagt grin fulgte de ord. Det kunne være rigtig sjovt at møde Sean sammen med Lori - Lori ville sikre hans sikkerhed, mens han kunne stege Sean foran Lori. Give lidt igen for denne usikkerhed som Sean virkede til at fylde Lori med.
Men...Var Sean overhoved bevidst om det? Eller skete tingene bare?
Prøvede Sean at lege med Lori med vilje, eller var denne konstante måde de vendte tilbage til hinanden, et udtryk for en længsel på begge sider?
Det kunne August ikke svare på. Ikke uden at se dem sammen, måske. Det ville nok aldrig ske. To stærke dæmoner, og et skrøbeligt menneske imellem dem. Han ville slet ikke passe ind. Blive knust, om ikke andet så mentalt.

August trak vejret dybt.
"Men for at vende tilbage til dit nuværende dilemma...Jeg kan selvfølgelig ikke sige hvad du skal gøre. Men du skal respektere dine grænser. Du er nødt til at beslutte med dig selv hvad du vil. Du kan ikke blive trukket rundt i Seans leg hele tiden, uanset om han gør det bevidst eller ej. Det er ikke godt for dig. Men...Det har jeg vidst også sagt til dig før"
Han smilte lidt igen, som han så på Lori.
"Føler du dig fanget af ham? Eller er der en anden årsag til at du takkede ja? Håb, måske?" foreslog han
Lori måtte altid åbne sit hjerte for August. Han ville altid lytte og gøre sit bedste for at hjælpe.

Han havde savnet det her! Ikke så meget det med at sidde og være sårbar, det var han ikke så god til mere, og det irriterede  ham lidt, at han faldt lige tilbage i den rille, efter at være begyndt at snakke med Trott, men.. det var nu engang en sindssyg evne Trott havde! Desuden, Lori følte sig tryk og afslappet i hans selvskab! Og han fik lyst til at fortælle mere.
Men nej, det var ikke det han havde savnet, men derimod at sidde her, over en kop the, og tage med en person, der rent faktisk også var intrasseret  i Lori og hans liv.

Han var ved at tage en tår af sin The, da Trott pludselig talte om Sean, og om at han ønskede Trott død. Lori så nærmest forvirret op på Tortt.
"Var det Sean du var bange for den gang? Og derfor du ikke ville være fri?" Spurgte han så.
Lori rykkede lidt på panden, med en tydeligt utilfredshed, da han nærmest godt kende svaret.
"Du skal ikke risikere noget!" Sagde han så. Sean kunne våge på at krumme et hår på Trotts hoved! Nok var Sean stærk, men Lori var ikke ufarlig, og han ville ALDRIG acceptere at han gjorde Trott fortræd!

Samtalen kom dog tilbage på Loris eget forhold til Sean. Han sikkede lidt ved Trotts spørgsmål, om hvorfor Lori var gået med til denne opgave.
"Jeg føler mig ikke som sådan fanget af ham... men jo, det påvirkede sikkert min beslutning, at det netop var Sean der dukkede op... var Natalie selv dukket op, havde jeg nægtet at samarbejde, og bedt hende skrubbe af" erkende han. Han bed sig dog lidt i læben, det var ikke meningen at Trott skulle vide noget som helst om at Natalie var indblandet. Det var aldrig godt at være indblandet i noget med dæmonernes leder.
Lori skynde sig dog at gå videre.
"Men jeg måske lige så meget at jeg sagde ja til opgaven.. fordi jeg har brug for det" han rettede lidt på sig.
"Jeg har brugt for et eller andet, det er ikke længe siden, at jeg ende med at rasere gaderne i min dæmonform, blot fordi jeg manglede noget....efter Sean og jeg splittede op, Regin forsvandt, og Kace rejste... det er som om jeg har brug for noget der kan fjerne mine tanker fra alt det..  ellers ender jeg med at blive bims.. og jeg ville nødig miste kontrollen over min dæmonform igen" sagde han så. Han så på Trott. Et tungt suk forlod ham.
"Desuden... er det kun mig ser kan udføre den her opgave, uden at vi ender i en krig om magten" sagde han med et træk på skulderen

August rettede sig igen en smule uroligt og lavede en bekræftende gestus. Ja, det havde været Sean han havde frygtet. Måske ikke kun, men hovedsageligt. Hvis han aldrig havde mødt den mand...Ville tingene så nogensinde være gået så galt for ham selv? Men det var en lang vej mellem at lege læge for en person, og så påstå personen havde fået en solgt som slave i et forsøg på at fjerne August. Eller hvad bagtanken nu kunne være. Men normalt blev almindelige folk på gaden ikke samlet op på den måde.
Men det var detaljer han holdt for sig selv. Han var her nu, det var hvad der betød noget.
"Jeg tror han forstod beskeden. Jeg var under din beskyttelse, han ved at han ikke bare kan gøre mig noget fordi han har lyst til det" bemærkede han let, og håbede inderligt det virkelig var sådan. Måske havde Sean også lidt glemt ham nu? Det ville være en god ting. Selv om August var begyndt at besøge adelige, burde han måske prøve og undgå de områder hvor Sean selv boede. Bare for en sikkerhedsskyld. Hvor var det nu det var?
Han tog sin the igen.

Mon ikke Natalie - eller Sean - havde været fuldt bevidste om at Lori ville være til at overtale, når det nu var Sean der dukkede op?
Så Natalie var en del af det. Og der lå noget uenighed, en mulig krig om magten hos dæmonerne. Det var jo i sig selv ikke underligt. Dæmoner var meget individuelle, stærke og stædige. Der skulle meget til før de afgav magt, og meget til før de bare accepterede at andre havde magten. Selvfølgelig var der forskel på dem, Lori virkede f.eks. ikke lige så opsat på lige de punkter. Men dæmoner med øverste magt i deres samfund havde som regel.
I et øjeblik gik hans tanker i selvsving, som disse informationer styrkede hans kendskab til dæmonerne. Alle disse parallelle samfund, midt i byens eget almindelige samfund. Der var ikke noget at sige til der opstod konflikter over hele. Det ville være svært at få alle de regler og normer til at passe sammen på kryds og tværs.
Han havde lyst til at skrive sine tanker ned, men ville ikke ødelægge samtalen med Lori. I stedet håbede han på at huske det til senere.
"Du må ikke lægge for stort et pres på dig selv. Du må ikke se denne opgave som noget du skal og kun du skal - og hvis det ikke lykkedes, så er alle konsekvenserne på dig. For jeg ved det ikke er sådan. Det er lige så meget Natalies, Seans og Bronsos egen skyld" tilføjede August, og håbede han huskede denne ukendte mands navn rigtigt. Ellers ville Lori nok rette på ham.
"Og du skal gøre det af de rigtige årsager. Ikke bare fordi Sean dukkede op og bad dig om det. Men fordi du gerne vil, uanset hvad årsag du har til det." normalt ville han ikke sidde og fortælle folk hvad de skulle føle eller gøre. Og det var heller ikke i et forsøg på at styre Lori. Det var en oprigtigt bekymring at Lori blev fanget i noget, som ville skade ham på en eller anden måde. At Lori gik ind i det her, og ikke fik noget ud af det - uanset om Lori håbede på noget eller ej.
"Jeg går ud fra du skal mødes mere med Sean i fremtiden. Hvordan vil du tackle det?"

Lori lyttede til Trott, og ej let knurren kom fra ham med en gnotten mine.
"Det håber jeg virkelig for ham" tænk at det var Sean der havde været skyld i at Trott havde måtte leve under de forhold!
Altså.. ikke fordi Tortt havde levet dårligt.. eller.. det håbede Lori ikke at han selv syntes. Lori havde da en følelse af, at han havde behandlet Tortt meget godt, og ladet ham leve mere eller mindre som en hver anden.
Men mennesket havde levet i frygt, og den tanke brød Lori sig ikke om.
"Du skal ikke bekymre dig August... godt nok er Sean og jeg ikke et par mere, men jeg tvivler på, at han vil risikere at gøre noget, der kunne få mig til at blive så vred" bemærkede han.

Lori lænede sig lidt tilbage i stolen, desværre lidt som en barn der surmulede. Han lyttede dog stadig til Trotts ord. Og kunne ikke helt lade vær med at små grine. "Men jeg er den eneste der formår, at blive indblandet i noget med dem alle sammen" han rettede lidt på sig, tog sin kop, og tog en tår.
Han trak lidt på skulderen da Trott spurgte hvad han ville gøre nu han skulle se mere til Sean.
"Der er ikke så meget jeg kan gøre" han lade hovedet på den ene hånd, hvis albue hvilede på armlænet.
"Det er jo ren forretning, der er jo ikke længere noget mellem os, vi kom med et par drillerriger sidst, men... det er ikke andet end forretning mellem os.. forhåbentlig.. kan vi komme til et sted hvor jeg ikke får en klump både i halen og maven når jeg ser ham.. men det bil kun tiden vise" egentlig havde Lori affundet sig med at det var sådan det var mellem dem.
De var ikke længere et par! Og tiden havde ændret dem begge. Måske især Lori.. Han var ikke længere så skrøbelig, og den "menneskelige" del af ham, var måske blevet en del mindre.
Hvis han stadig havde haft 2 personligheder, ville det svare til at Lori og Lorikan havde byttet roller. Så Lorikan var vågen hele dagen, og Lori kort tid om natten.
Sådan som han sad her sammen med Trott, og og hans svage øjeblik tidligere i køkkenet, var det tætteste han havde været på at være blid og blød.
De sidste år, havde han været vant til at måtte være hård og bestemt.

August havde egentlig spurgt ind til hvordan Lori ville tackle det rent følelsesmæssigt. Men det var nok også svært at svare på, før man stod i situationen. Han lod Lori tolke hans spørgsmål på sin egen måde.
Han kunne godt forestille sig Sean var typen der ville lege med en som Lori, om ikke andet så måske for at føle en eller anden magt eller dominans over det. En mand han før havde kunne påvirke, og måske stadig lidt kunne. Men, nu havde han jo ikke set dem sammen eller mødt Sean for nylig. Det var også muligt der lå sande følelser mellem dem stadigvæk. Det var et rod, som de måtte finde ud af med hinanden. August håbede bare det ikke gik for meget ud over Lori i processen.
"Går det helt galt, må du sige til. Jeg kan give et par ideer til hvad du kan spørge ind til, som garanteret vil sætte Sean i en forlegen eller ubehagelig situation" bemærkede han en anelse diabolsk. Godt nok havde han lige nævnt at hans patienter havde ret til tavshed fra hans side. Men når det gjaldt valget mellem det bedste for hans ven - Lori - og tavshed om hemmeligheder om en mand, der nok ønskede August død...Så var valget ikke svært.
Folk som Sean havde godt af at lære at blive sat på plads fra tid til anden.
August tog en tår af sin the.

"Jeg...."
Han så ned i sin the i et langt øjeblik, før han så op på Lori igen.
"...Altså...Jeg...Det er bare fordi...Du ved..."
Nej. Lori blev slet ikke klogere, hvis August ikke tog sig sammen og formulerede en ordentlig sætning. Han viftede svagt med den ene hånd.
"Jeg er bare et menneske. Men jeg vil gerne blive klogere på de forskellige racer der eksisterer. Det har allerede sat mig i en del ubehagelige situationer igennem tiden. Som jeg på mystisk vis har overlevet. Men jeg er også begyndt at møde folk, der er ofre for enten racernes politik, eller individer. Og jeg føler at jeg er...For svag. Alle ser ned på mennesker. Nok er vi varierede og kan lidt af det hele, generelt set. Men vi er stærkest sammen, og jeg er ret alene"
En svag og flad latter forlod ham.
"Så...Jeg ved du har travlt...Men jeg håbede...Du kunne, eller kendte nogle der kunne, måske hjælpe mig? Jeg tror gerne jeg vil lære at forsvare mig selv. Kamp, slås, et eller andet der kan give mig en fordel?" spurgte han forsigtigt, og turde næsten ikke se op på Lori imens han spurgte. I stedet kiggede han intenst ned i sin halvtomme kop.
"Altså jeg har jo min magibog, som jeg fandt tilfældigt under mine studier. Det viste sig jeg havde et flair for det. Men det tager noget af nytten, når jeg skal udføre hele ritualer før jeg kan bruge den til noget" bemærkede han undskyldende.

Lori så lidt overrasket ud, da han hørte Trott nævnte, at han kunne komme med nogle ting, Lori kunne bruge mod Sean. Han havde ikke lige set det komme, at Trott var en der søgte en form for hævn.
Han smilede dog lidt roligt til Trott.
"Det tror jeg nu ikke der bliver brug for.. men tak"
Lori havde ikke nogle intentioner om at gør noget, der kunne såre Sean. Den slags, havde de haft rigeligt af! Fra begge sidder i virkeligheden.
Og så var Lori heller ikke helt sikker på, at han havde lyst til at vide ting om Sean, som Sean ikke selv havde fortalt. De havde været meget tætte, og Lori havde også set Sean i nogle situationer, de første havde fået lov til. Men måske havde han talt med Trott om andet, og hvis ikke at han ønskede, at Lori vidste det, så var der kok en grund til det.

Loris blik gled atter op på Trott, da mennesket, virkede til at have svært ved at få de ord frem, der nu engang lå ham på sinde.
Dog blev Lori en smule overrasket over ordene der kom.
Lære at slås? Han havde ikke lige set det for sig. Trott slås? Tja hvorfor ikke. Han smilede roligt, og tog den sidste tår i koppen, inden han satte den fra sig på bordet.
"Du skal ikke se sådan på dig selv August.. jeg forstår godt som du siger, at mennesker ikke ligefrem er lige så genetisk stræke som mange andre væsner.. men det gør jer ikke ufarlige" sagde han roligt.
Han rejste sig fra stolen, og så på Trott.
"Jeg kan sagtens lære dig at slås, eller jeg kan i hvertfald vise dig hvad jeg kan" sagde han med et roligt smil.
"Vi kan enden starte nu med det samme? Eller vi kan vente til i morgen?.. det er nok bedst at jeg får lært dig bare lidt, inden jeg tager afsted" sagde han så

Det var sandt. Mennesker havde en helt anden opbygning end...Ja, mange andre. Selvfølgelig kunne de træne sig bedre på mange punkter, men uden magi ville de aldrig blive lige så stærke eller hurtige som visse andre racer. De var og ville altid være et nemmere mål. Lavest i fødekæden. En realisering der til tider kunne gøre August helt håbløs. Han ville også dø alt for tidligt. Han ville slet ikke have så lang til tid at udføre sine studier. Ikke medmindre en vampyr bed ham. Tanken var absurd og fik ham til at smile lidt for sig selv. Men han forstod godt den tanke kunne være tiltrækkende for nogle...
Han var lidt overrasket over at Lori ville gå i gang med det samme. August var ikke sikker på hvad han havde forestillet sig...Men ikke med det samme. Og for et kort øjeblik bankede hans hjerte alt for hårdt i hans bryst. Her sad han, altid været lidt bange for at lave noget rent fysisk, velvidende han aldrig rigtig havde haft et flair for det. Og nu skulle han gøre sig selv til grin over for Lori med kun et minuts varsel.
Han knyttede hårdt om sin kop et øjeblik. Så tvang han sig selv til at slappe lidt af, og sætte koppen fra sig på bordet.
Om det var nu eller i morgen, eller om en uge, om en måned...Pointen var den samme. Han skulle bare i gang. Hvis han virkelig ville det her, måtte han også tage sig sammen. Så med en dyb vejrtrækning stillede han sig op, stadig lidt usikker på præcis hvad der skulle ske nu.
"Lad os ikke spilde tiden"
Ordene lød mere selvsikre end han nok følte sig. Det var han faktisk ret godt tilfreds med. Hvis Lori kun var her en gang imellem, var det vigtigt han udnyttede den tid Lori kunne give ham. Så kunne han altid træne det mens Lori var væk.
"Men jeg er...Altså...Jeg ved ingenting. Jeg tror ikke engang jeg kan løbe i en lige retning uden at falde" bemærkede han med et svagt smil. Lidt en overdrivelse, som han havde flygtet fra mange væsner efterhånden, og stadig var i live. Han var også kommet afsted med lidt held og hurtige ideer.
"Faktisk lærte jeg en lille smule fra...Nogle andre...Men det er vist nok et år eller mere siden vi stoppede"
Hvad prøvede han at sige? Forvent det værste af mig, men hej, jeg kan faktisk også lidt alligevel? Hvis Lori blev forvirret over det, var der intet at sige til det.

Et roligt smil bredte sig på Loris læber, da Trott prøvede at forklare lidt om sine evner.. eller.. manglende på samme.
Han stod ganske afslappet.
"Nu havde jeg ikke i kankerne at jeg ville slå dig i gulvet eller noget" grinte han lidt. Han trak sin jakke af, så han stod i skjorte.
"Det mest vigtige når man slås, er balance, har du dårlig balance, kan din modstander hurtigt få dig til at miste den, og så har du nærmest tabt på forhånd" sagde han med et træk på skulderen. Han bevægede sig hen mod Trott, og i en rolig bevægelse, inden han begynde at bevæge sig rundt om manden, ganske stille og roligt.
Og da han var næsten bag Trott, lod han sin ene for glide ind mellem Trotts, for så, at trakke den til sig, mens den var viklet om Trotts ben.
Hvis Trott ingen balance havde, ville han nok falde til jorden, med mindre hans selvfølgelig  var heldig, at han genfandt sin balance igen.
"det at have balance, og ikke mindst smidighed, han rede dig i MANGE situationer!.. mange tænker ikke over deres balance, særligt inke de væsner der er størst og stærkest.. for hvad skulle de bruge det til, de har jo deres store muskler, og enorme styrke" Lori kom med et træk på skulderen, inden han så på Trott endnu engang, efter han eventuelt havde hjulpet manden op fra gulvet.
"hvis du møder en modstander med dårlig balance, så sørg for at udnytte det, det kan redde dig i mange tilfælde"

Denne her træning havde han selv været igennem, med Kace. Balance træning, var ofte noget af det vigtigste, særligt når man som i Loris tilfælde ikke var så stort og stærk som en del andre. Jo han var begyndt at kunne efter det rent muskel mæssigt,  men han var stadig ikke voldsomt høj, eller stor i forhold til eksempelvis  Sean.

Trott var ikke ret stor heller, han var ikke trænet, eller stærk, og han var et menneske, hvilket ville sige, at hans Races naturlige styrke, ikke var den sammen som, mange andres. Derfor var trott nød til at være hurtig og kløgtig, og ikke mindst smidig.
Klygyen vide Lori at Trott havde. Nu manglede han bare det andet.

Ja, han huskede godt noget om balance. Balance, og at aflæse sin modstander. At det ikke gjorde noget de - ofte- var stærkere end en selv, hvis man kunne bruge deres moment imod dem. August huskede pludselig at have hørt om det før, dengang han havde fået en smule træning i Katrinas handelshus. Ikke meget, det var gledet naturligt ud i sandet og blevet til ingenting. August havde heller ikke gjort meget for at vedligeholde det, følte at han havde lært for lidt at vedligeholde. Men måske burde han prøve at træne lidt. Det var jo også sundt for kroppen og kunne, på flere måder, forlænge hans liv.
Lidt afventende stod han stille, mens Lori gik rundt om ham. Fordybet i tanker om balance, forventede han ikke Loris ben bagfra og August faldt naturligt ned på gulvet. Landede på alle fire, selv om han hurtigt satte sig op på knæene igen. Et svagt pust, der kunne tolkes som et svagt fnys, gled over hans læber. Ah...Som at gå i skole igen. Altid drillet og skubbet rundt af de større drenge. Men han havde virkelig ikke overvejet at Lori ville gøre noget så lusket, når August netop havde fortalt han intet kunne.
"Nu er de fleste stærke og hurtige. Og uden tvivl med en fin balance" bemærkede han sigende. Men han forstod godt hvad Lori sagde. Det var jo heller ikke fordi August alligevel kunne måle sig med f.eks. en archdemon efter to timer sammen med Lori.

Han kom op og stå, uden Loris hjælp. Mest af stædighed, og ikke fordi han havde noget imod mandens hjælp. Men han ville gerne lære at stå på egne ben. Det betød som minimum at han selv rejste sig fra gulvet. Han børstede let sine ben og rettede sig op. En hånd gled igennem de vilde krøller.
"Er du færdig med at vælte mig? Kan du ikke vise mig hvordan jeg så holder balancen?" foreslog han, ikke uden et lille smil.

Lori smilede roligt da Trott lidt brokkede sig over, at alle var stærkere og hurtigere end ham.
"Sandt nok.. mennesker har ikke mange chancer, med mindre de mester et våben, og det kunne selvfølgelig  også give mening at jeg lærte dig det" sagde han eftertænksomt.
"Men det må vi hellere vente med til en anden gang" sagde han mens han viftede lidt med hånden, som om ham slog tanken væk igen. Det ville nok være list voldsomt, hvis Tortt skulle lære alr det, på en aften.
Men måske med tiden, ville det give mening, at han lærte Trott op i et form for våben.
Hans blik fulgte Trott, som han rejste sig, uden Loris hjælp. Det var helt i orden at han gerne ville klare sig selv.

Han stillede sig med armene over kors, og så på Trott med et drillende blik og smil.
"Tja, den nemmeste måde at øve balance, er at sætte den på prøve" sagde han med et træk på skuldrene.
Han gik over til en bogreol,  og fandt 2 tunge bøger.
"Dette vil træne, både din balance OG din styrke" sagde han, inden han stillede sig foran Tortt. Han tog fat i Trotts arme, og løftede dem op, så manden ville stå med armene ud til siden, med håndfladerne vende nedad.
"Du skal hilde bøgerne på dine hænder, i udstrakt tilstand, så længe du kan, uden at de falder ned, eller at du ikke længere kan holde dem oppe" sagde han roligt, som om det var det nemmeste i verden. Inden han placerede en bog, på hver af Trotts håndrygge.
"Den her øvelse er du nød til at lave h er dag, og når du mestre den.. så gør du det på et ben" sagde han med et træk på skulderen, som om det ville være det nemmeste i verden.
"Før jeg kan lære dig at kæmpe ordenligt, så er du nød til at have din balance i orden" lød det roligt fra ham.