It's a ball! [XXX] - Sean

Sted: Borgen i Doomsville
Tid: Tidlig aften
Vejr: Udenfor blæser og regner det en hel del.
Omgivelser: Folk er går rundt og passer deres job, lidt snak hist og her.



Dannika havde boet her på slottet i hvert fald over en måned nu.. Ellers, det var så lang tid siden, de kom her første gang, hvor hun passede Sean. Siden da, har der kun været fremskridt, Sean var erklæret rask, fra hans skade og Dannika’s liv var faldet lidt mere til ro. Hun havde stadig nogle få patienter som kom hjemme i hendes hytte, men det meste kunne hendes tjenestefolk klare. Heldigvis havde hun lært dem meget godt op. Der havde kun været to gange, hvor hun havde skulle tage tilbage og se på nogle ting. Men hendes patienter var slet ikke mange og de blev kun færre og færre.

Ellers brugte hun tiden på at arbejde, studere og blive klogere på sygdomme, skader, urter og meget mere. Sean havde mange bøger heroppe, som hun ofte læste i. Ellers skrev hun journaler, arbejdede med at tjekke ting, sende breve og ellers bruge tid med Sean, når de begge kunne.. Eller, når han havde løst. Hun havde slet ikke presset på ved ham. Overhovedet ikke. Nogle gange sad hun inden ved ham og arbejde i ro. De havde overhovedet ikke været intime, siden deres besøg oppe på den øverste etage. Men det gik hende ikke så meget på. Sean var en mand man skulle vente på, og det gjorde hun også. Men hun kunne jo heller ikke forlange noget. De var ikke et par, var de venner? Eller-.. Kollegaer? Eller-.. Hun vidste det ikke. Men spurgte heller ikke ind til det.

Denne aften, var hun på vejr op til hans kontor eller-.. Soveværelse, var jo endelig det samme. Hun havde en bog, med sig og så en tjenestepige på vej op, med noget the til ham og nogle breve.

”Frøken, lad mig tage dem, jeg er alligevel på vej ind.” Smilte hun til den unge kvinde. Hun kendte mange af hans folk efterhånden.

”Årh! Frøken Byrne! Ja, selvfølgelig. Blot sig til, hvis i mangler andet.” Sagde hun og bukkede, før hun gik igen. Dannika smilte svagt, gik derefter hen til hans dør, hvor hun forsigtigt bankede på, inden hun gik ind. Hun balancerede bakken på hendes ene arm, bogen under den anden og lukkede døren efter sig.

”Godaften Sean.” Sagde hun blidt og gik over til hans kontor bord, hvor hun satte bakken ned. Der lå et fint brev oven på stakken. Sikkert fra en rig mand eller sådan noget, tænkte hun for sig selv. Hun trak svagt på hendes skuldre og så op på ham.

”Sovet godt?” Spurgte hun blidt, før hun satte sig ned i en stol, på den anden side af hans bord.

Som om han havde sovet særlig meget. Han havde sovet, men det var noget tid siden. Siden da havde han fået et bad og stod nu foran et stort spejl, der gik næsten fra gulvet til loftet. På sengen lå nogle gamle fine jakker, der sammen med samme farve bukser ville udgøre forskellige jakkesæt eller tunikaer. Som hun ind, stod han foran spejlet og studerede sig selv. Det tog ham et øjeblik før han krængede jakken af og vendte sig om mod hende med et lille smil.
Han var rask. Men deres selskab var ikke blevet mindre...Eller, måske lidt. Der var tider hvor han savnede at hun masserede ham. Men han var ikke typen der bad eller tiggede om den slags. Så i stedet brugte han sin energi på at arbejde des mere.
Iklædt en hvid skjorte og nogle sorte bukser, men med bare fødder, svang han jakken over bunken af de andre.
"Kan du tro det? For første gang i mit liv...Er jeg blevet mindre. Jeg giver den sidste måneds tid i mit liv skylden. Hvem kan ligge eller sidde stille så længe uden at der sker en forandring?" brummede han, men trods beskyldningen virkede han til at være ved godt humør. Forskellen var måske heller ikke stor. For flertallet ville han ligne sit muskuløse selv. Men han kunne mærke forskellen. Og nu også se det i sit tøj.
Han trak vejret dybt og gik over til bordet, hvor brevet var det første der tiltrak hans opmærksomhed.
"Jeg har sovet fint. Et par timer som altid. Og dig?" spurgte han, en tand mere distraheret. Med en øvet bevægelse vrængede han seglet op med en finger og foldede brevet ud.

Sean havde allerede vidst hvad brevet handlede om. Så det tog ham ingen tid at læse det igennem, smide det fra sig og hælde en kop the op. Han holdte let kanden op, som i han gerne ville tilbyde hende en kop. Men ak, tjenerne havde forventet han var alene og der var kun en kop. Alligevel. Ville hun have en tår, havde han ingen fortænkninger i det. Hun måtte få en tår af hans hvis det var.
"Du har måske sovet fra det. Den halve borg har travlt lige nu. Måske har jeg glemt at nævne det, men der vil være en fest her. Mest for at vise de rige adelsmænd at jeg ikke har glemt dem. Og for at løfte deres humør i al denne storm og mørke. Det sætter de pris på, den slags" Han sukkede dramatisk og hans skuldre faldt lidt. Så rystede han svagt på hovedet.
"De er nemmere at gennemskue end dyr" brummede han svagt og snuste til sin the.

Hun så lidt op på ham og tog hans the kop, efter der var hældt noget i den. Det var ikke første gang, hun havde drukket af hans kop. Hun tog et par slurk og gav den tilbage. Inden hun slikkede hendes læber rene.

”Så det var derfor jeg ikke sov så meget.. Alle de stakkels tjenestefolk løb frem og tilbage, alt med alt muligt.. Jeg troede en royal ville kommer.” Grinte hun svagt og så på ham. Hun gik over til stakken med hans jakker, tog nogle op og så på dem.

”Hmm.. Jeg har heller aldrig set dig så anspændt, over blot noget tøj.” Hun lagde en jakke ned og guidede ham ned og sidde i stolen, hvor hun satte sig bagved ham. Hun fik ikke lov til at massere ham ofte.. Men vidste han alligevel skulle tjekke hans breve. Så hun satte sig på armlænet, hvorefter hun lod hendes hænder glide over hans ryg. Hendes hænder begyndt blidt at massere ind i hans muskler og senere lidt op ad hans nakker. Gnubbede og arbejdede nogle af de anspændte knuder ud. Hvorefter hun lod hendes negle glide lidt op i hans hår, og masserede over hans hovedbund.

”Håber dog du får en dejlig aften. Sådan en fest, kan da være rar.” Hun stoppede til sidst efter noget tid og så ned på ham. Hun var ikke selv inviteret, og som han sagde, så vidste hun intet om festen, før nu hvor han nævnte den.

Hun strøg hendes fingre igennem hans hår en sidste gang, før hun rejste sig op.

Nogle gange kunne han ikke aflæse hende. Han havde behov for at kontrollere alt, vide alt, omkring sig. Men han kunne ikke vide hvad Dannika gik og tænkte. Andet end han satte pris på hendes tålmodighed. Hendes forståelse. Hun virkede så lærd. En ligemand? Han var ikke sikker. Hun kendte stadig intet til hans andet liv, men troede alt handlede om politik og at være hersker. Han var ikke sikker på om det nogensinde ville være passende, at fortælle hende om alt det andet. Hvad skulle det gøre godt for? Om noget ville hun måske stille spørgsmål og trække sig. Hvilket han i al sig egoisme ikke havde lyst til.
Han lod sig trække rundt af hende og satte sig lydigt. Var han så anspændt over noget tøj? Det mente han ikke. Men måske var det en belejlig undskyldning for massage - og det var ikke noget han sagde nej til. Så i stedet gav han lydigt efter for de behagelige tryk og massen mod hans muskler. Som fingrene gled klidende igennem hans hår, lænede han sig tilbage med et smil og lod sine hænder gribe blidt om hendes håndled. Kun for at lade sine hænder glide længere op af hendes arme, som hun stod bag ved ham. Til sidst trak han hende tættere på sig, så han kunne se hendes ansigt fra sin position, med nakken slået tilbage, så han kunne se op mod hende. Han var drillesyg og...
Ahem. Ja. Mere end det. Men det var Dannika. Så i stedet slap han hende og vendte sig halvt om i stolen, så han kunne se hende bedre.
"Tag med" foreslog han ubekymret. Smilet voksede i en uudtalt udfordring.
"Hvis du tør" halvt hviskede han, før smilet blev mere skævt. Han ville ikke læse flere breve lige nu. Der var andet at tage sig til. Han rejste sig op og trådte over mod hende. Slog let ud med armene, som om han inviterede hende til at komme tættere på, hvis hun ville. Over den sidste måned havde han vænnet sig mere til hende og til...Hvad end de havde. Men han ønskede stadig ikke at diskutere hvad det var, ikke lige nu.
"Måske vil nogen forgifte mig og jeg får brug for dig. Måske falder jeg om af kedsomhed" foreslog han lokkende. Hun havde intet at gøre til sådan en fest. Men han talte ikke usandt: Ud over der rent faktisk var en risiko - i hans halvsyge hjerne, en stor risiko - for at nogen ville forsøge at skade ham...Så kunne han også bortforklare hende med at hun var hans læge og han ønskede hende tæt på. Nogen ville nok se skævt til hende, men han vidste hun kunne tåle det. Og det ville i den grad gøre festen en anelse sjovere. Måske kunne de endda snuppe sig en lille dans...Selv om det ville sætte rygterne i omløb. Hvem dansede med sin læge? Nej, med så flot en kvinde, ville rygterne gå en anden vej. Og taget i betragtning af hun kunne komme i fare af det...Nej. Så langt kunne de nok ikke komme. Men blot at have hende der ville være underholdende.

At se Sean så glad og legesyg, fik hende til at le meget. Da han slog hans arme sådan, gik hun tæt til ham, tog imod denne lille invitation og lagde hendes arme omkring hans nakke. Hun begyndte svagt at svaje lidt fra siden til siden, som de havde gjort før. Hun dansede deres lille, intime dans, og smilte blot op til ham.  

”Hvordan kan jeg dog modstå sådan en invitation, fra sådan en glad Sean?” Smilte hun varmt til ham. Rakte en hånd op og lagde den blidt imod hans kind.

”Jeg ville da være dum, hvis jeg sagde nej.” Hun fjernede hendes hånd og i stedet trak ham ned i et let knus. Som de havde gjort i det andet soveværelse, for lang tid siden. Hun nød at have ham så tæt på sig, i disse små stunder. Men hun kunne godt læse ham lidt mere, for tiden.
Hvis han begyndte at virke lidt fjern, så vidste hun godt at hun var gået for langt. Hun trak sig lidt tilbage og grinte op til ham.

”Dog har vi et lille problem.. Jeg har ikke rigtigt nogle-.. Pæne kjoler her.” Hun bed sig selv lidt i underlæben og så lidt usikker ud. Alt hendes tøj, var endelig arbejdstøj, eller blot nogle lidt fine ting. Men til et bal? Til sådan en fest her? Der var intet som var fint nok..

Han var i godt humør og det var tydeligt. Det var i dette humør han nok var mest kærlig og åben. Hans hænder hvilede mod hendes talje, som hun slog armene om hans nakke. Hans blik hvilede mod hendes ansigt, hendes egne øjne, og han kunne ikke lade være med at smile en smule. Krammet tog han også imod, som han lagde armene om hende og holdt hende blidt ind til sig. Ah, hvem prøvede han at snyde? Han var en incubus. Måske holdt han hende lidt tættere, end et par venner nok ville gøre. Tillod sig at dufte til hende. Han havde lyst til at forføre hende og bruge tiden her i lokalet, men vidste at han ikke kunne. Så modvilligt gav han slip på hende og tvang sine tanker til at håndtere det nye problem, som de blev præsenteret for.
"En kjole..." Hans blik gled over til hans eget tøj. Men det kom der ikke kjole frem af. Han nappede sig svagt på indersiden af sin kind, som han overvejede det. Man kunne næsten se tandhjulene dreje med lynets hast for at finde en løsning. Problemet var bare der ikke rigtig var nogen. Hans blik gled ud af det nærmeste vindue, der afslørede den dybe mørke der allerede var udenfor - hjulpet på vej af uvejret. Selv hvis han tilkalde en syerske, ville man ikke kunne sammensætte en hel kjole på nogle timer. Selv ejede han ingen og de få kvindelige bekendte han kendte var ingen hjælp. Af den grund han ikke ville tvinge Dannika i en andens kjole, selv hvis størrelsen passede.

Det virkede umuligt. Men så greb stædigheden ham. I et spring var han ovre ved sit skab, der endnu stod åbent og afslørede en mængde af forskelligt og fint tøj.
"Tag noget varmt tøj på. Jo mere vandafvisende, jo bedre. Prøv at gem dit hår af vejen...Jeg ved hvor glade kvinder er for at sætte det, og det kan du ikke hvis det er vådt. Der er nok ingen butikker der har åbent nu her, men der er fordele ved at være byens hersker. Ingen siger nej til deres hersker" Han så over sin skulder og smilte let til hende, som han trak en særlig foret, varm og vandtæt kappe frem fra alle de andre. Han trak også et par høje og tætte støvler frem. Han var allerede ved at skifte. Faktisk var det endnu mens han knappede sin nye skjorte, at han forlod lokalet i en pludselig hast og kaldte på en tjener for at få gjort hestene klar. Og bekendtgøre at hvis nogen kunne ride i forvejen til en tøjbutik, ville det være at foretrække. Han nåede kun lige at vende sig mod Dannika og bekendtgjorde de ville mødes i entreen hurtigst muligt. Der var ingen tid at spilde. Den nye hast og de nye planer satte tydeligvis tjenerskabet på den anden ende over nye krav og ting der skulle gøres. Men hvem ville brokke sig over for sin egen hersker?

Dannika blinkede svagt, da pludselig Sean for up og gik helt amok. Hun stod lidt i rummet, i noget tid. Savnede allerede varmen fra hans krop og arme omkring sig. Dog smilede hun sødt til ham og nikkede.

”Vi ses dernede, nu ikke noget med at falde ned af trapperne.” Grinte hun og skyndte sig afsted selv. Hun løb ind på hendes eget kammer. Som var meget mindre end Sean’s. Men ikke at hun have brokket sig. Hun havde selv indrettet det behageligt. Med urter, bøger, tæpper og puder. Hun have prøvet at få hytte livet, lidt med ind i dette sted. Hun fandt hurtigt hendes kappe, og trak nogle lange støvler på også. Derefter flettede hun sit hår, bandt det i en knold og trak hætten op. Et tørklæde blev bundet omkring for at holde hætten på plads, samt nogle læderhandsker.

Det tog hende ikke længe, før hun fik taget en taske med og begav sig ned imod hvor Sean havde spurgt at de skulle mødes.

Hun ventede ikke længe, og ville derefter gå med ham. Hun kravlede nemt op på hesten og satte sig klar, til at ride med ham ned i byen. Sean virkede så stresset, men han så ud til at have en plan, så hun spurgte ikke ind til det, men ville ride med ham, med det samme.

Sean hyggede sig. Der var intet som hastigheden bag en pludselig ide, kicket fra den pludselige travlhed og muligheden for at løse et problem!
Han var faret ind på sit værelse igen, kun for at hive støvlerne på og trække en ekstra varm trøje over den nu knappede skjorte. Kappen var en han måtte trække over hovedet, men til gengæld gav den bedre beskyttelse end en, der var åben i midten. Der var en hætte på, men den kunne han tage på senere.
Og selvfølgelig...Sværdet om hans liv. Og så var han faret ud igen og halvt sprunget ned af trappen i lette trin. Nu hvor han endelig kunne gøre den slags igen.

Han havde nikkede anerkendende til Dannika, før turen var gået udenfor. Blæsten ruskede straks i hans tøj og han slog hætten op for at undgå noget af regnen. Han steg op på hesten, glad for at være på en hest igen.
Turen ned i byen var ikke lang og foregik i trav, som byen ikke var stor nok til at galop ville være ansvarligt. De få folk, der endelig gik rundt som mørke spøgelser, holdt sig væk fra vejens midte. Her, i denne del af byen, var vejene dækket af brosten. Forhåbentlig ville hestene ikke glide på dem i denne regn.
Snart var de ved af tøjbutikkerne, en butik med fint tøj til fine folk. Der var mørkt endnu, men knap havde Sean forladt sin hest og overgivet den til en ung dreng der kom løbende i en allerede gennemblødt kappe, før lys blev tændt og en butiksejer kom løbende i noget, der mindede om nattøj, for at låse op. Det var altså lykkedes nogen at komme herned i forvejen og meddele de var på vej. Det passede Sean godt.
De kom indenfor. Lyset var begrænset, men det var tydeligt der var en lige del mellem allerede syet tøj og stof, man kunne købe til selv at lave tøj. Butiksejeren stod næsten og trippede, spændt på hvad dette pludselige besøg betød.
"Godaften. Tak for at tage imod os. Jeg vil betale ekstra for dette upassende tidspunkt og din villighed til at hjælpe os" takkede Sean af, som han skubbede den våde hætte tilbage. Han ville ikke gå for langt, han ville bare gøre hele gulvet vådt og beskidt. Hans hår var nogenlunde tørt, men regnen havde alligevel nået noget af hans ansigt. En hånd gled over det, for at fjerne det værste. Til sidst slog han ud med Dannika.
"Dette er min læge. Jeg er klar over det unormale i at klæde en sådanne så pænt. Men jeg ønsker at have hende tæt på mig i fornødne situationer. Er det muligt du kan hjælpe hende med at finde en passende kjole til bal?" foreslog han let. Og mere skulle der ikke til.

Dannika fulgte med, hun sad med begge ben på den ene side af sadlen, som en kvinde gjorde med skørt på. Hun red med Sean hele vejen derned og blev noget så overrasket over at de allerede for afsted for at hjælpe dem. Hun fik det lidt dårligt, over at der skulle så meget til, blot for en kjole for hende.

”Herre, er De sikker?” Spurgte hun forsigtigt, da de var på vej ind. Dog fik han sikkert ikke tid til at svare, før manden allerede var ved hende. Hun gispede svagt. Hætten og tørklædet dækkede det meste af hende og hendes over smukke selv. Dog trak hun tørklædet af, en tjener gik over for at tage imod det og snart fik hun trukket den tunge kappe af.

Hun slugte svagt en klump i halsen og mærkede-.. En svag usikkerhed. Hun havde været van til disse ting, men det var over to hundrede år siden.. Men Sean ønskede at hun skulle med, og hun ville selv gerne. Hu rettede i hendes ryg og selvsikkerheden og ynden ved hende var tilbage. Hendes hår var sat op, og kjolen hun havde på var meget åben, så hendes blege, men smukt fregnede hud kunne ses. Det var som drysset over hendes skuldre, ligesom i hendes ansigt og på hendes bryst. Dannika havde aldrig make-up på, men hendes læber var fyldige og øjne store og smukke. Hun havde en af de utrolig smukke, og meget naturlige skønne udseender.

Dog kendte hun til dette, hvordan en kjole skulle laves, så hun fulgte med skrædderen og gik op på den lille skammel, foran de mange spejle.

”Jeg-.. Kan godt lide grønne farver, hvis De har det, Hr.?” spurgte hun skrædderen blidt og smilte til ham, imens hun holdt hendes arme ud, så han kunne gå i gang. En dyb grøn eller blå farve, fik altid hendes hår og øjne til at springe frem!

Skrædderen kiggede hen over hende, men ikke for at være uhøflig. Erfaren i sit felt, havde han allerede ved et blik en ide om hvor stor hun var. Alligevel var det bedst at tage nogle mål. Så han trak hende med sig, mens nogen sørgede for at der var lys nok omkring dem, til at han kunne arbejde. En assistent stod klar til at skrive tallene ned, som skrædderen fandt dem. Med et målebånd - og næsten uden rigtig at røre hende - tog han nogle fornødne mål. Arme, talje, skuldre, omkring kraven og...Uden at røre, kørte han målebåndet så tæt på hendes barm, som han kunne tillade sig. Det havde trods alt meget af sige for hvor godt en kjole sad.
Til sidst så han op på hende med et lille smil og nikkede.
"Åh ja...Vi har mange farver. Også grøn" forsikrede han, før han i et hop var ovre og hive en af stofferne ned af fra væggen. Med rullen over sin ene skulder og med en hånd, der hev omkring en meter fri, draperede han det let hen over hendes ene skulder.
"Vi har nogle nuancer. Denne er lidt lysere i det. Men De søger måske noget mørkere?" begyndte han, før han strakte hals for at se over mod Sean et øjeblik.
"Det vil tage nogle uger at få en kjole klar..."
"Uacceptabelt. Vi skal bruge en i aften. Har De nogen klar?" lød Seans dybe stemme bag dem. Han overvågede hvad de lavede, men uden at virke indtrængende.
Skrædderen havde nær tabt rullen han bar rundt på.
"I aften? I aften?!" gentog med mere og mere mistro.
"Men jeg...Det er...Vi har nogle stykker. Vi har...Thomas, smut ud bagved og se hvad vi har af kjoler. Især af de grønne. Men selv hvis der er en, hvis stil passer Damen, skal vi stadig rette den til så den passer hende perfekt" Skrædderen satte rullen fra sig, før han så over på Sean igen, men Sean svarede ikke. Der var ingen grund til at diskutere det yderligere, før de havde set på hvilke kjoler der allerede var på lager. I stedet gled hans blik over mod Dannika. Kort efter kom den unge dreng tilbage med flere kjoler over sin ene arm.
"Vil De være venlig at prøve dem af? De retter vi til bagefter, hvis der er en af dem De kan lide?" foreslog skrædderen lidt nervøst, som han halvt om halvt prøvede at skubbe Dannika om bagved, hvor hun kunne skifte i fred.

Hun smilte svagt til Sean, da hun hørte hans stemme og snart fandt hun sig selv, blive skubbet ind i et prøverum. Hun fik hevet hendes egen kjole af og en kvinde kom ind for at hjælpe hende, i de forskellige kjoler.. Dannika fik prøvet mange, og de skulle ofte bruge klemmer, til at få kjolerne til at passe hende ordentligt.. Siden hun havde en smal talje, en tilpas barm og nogle brede hofter. Hun kom ud og så sig selv i spejlet hver gang hun fik en ny på.. Mange af dem hang på hende, sad ikke ordentligt, eller den grønne farve fik hende til at se-.. Ikke så godt ud.

Den sidste kjole, var-.. Dog hendes sidste forsøg. Hun havde set mere og mere opgivende ud, jo flere hun prøvede, som ikke sad godt nok. Dog-.. fik hun den sidste på. Den havde et dejlig fyldigt skørt, sad tæt omkring hendes talje, havde en dyb hals, så viste hendes barm frem.. Lidt lange ærmer, som hang ned fra under hendes albuer. En lille krave og et lille slæb bagpå. Den var i en flot dybgrøn farve og med nogle små udsmykninger af blade på bunden. En fin linje af gul tråd rundt omkring og ellers var utrolig smuk.

Da hun kom ud, dansede skørtet omkring hendes hofter. Den skulle tilpasses lidt i længden og omkring ærmerne, men ikke meget.. Det var som om kjolen var lavet til hende. Hun gik op på den lille skammel og så sig selv i spejlet. Lidt chokeret..

”Den.. Er smuk..” Smilte hun og vendte sig om til Sean.

”Hvad synes du?” Grinte hun svagt og modet var tilbage ved hende, det var tydeligt.

Sean havde bemærket, at han havde skubbet Dannika ud på dybt vand. Men han stolte på hun selv kunne svømme i land. Hun var ikke uden ressourcer, uanset om hun havde prøvet sådan noget her før eller ej. Der var formentlig en god blanding af nervøsitet, spænding og forventning i forhold til ballet. En god kjole ville styrke hendes selvtillid, uden tvivl. Det var en virkning det rigtige tøj kunne have.
Han kommenterede ikke, når hun kom ud i den ene kjole efter den anden. Tålmodigt lænede han sig op af et lille bord, med armene over kors og armene krydset. Han blev tilbudt et glas vand, men nippede mest til det. Det var ikke før hun selv virkede glad og tilfreds, at han reagerede. Man kunne mærke det, næsten inden hun havde set sig selv i spejlet. Kjolen sad godt, måske med få ændringer hist og her. Hurtige ændringer, forhåbentlig.

Sean rettede sig op og trådte tættere på hende, som han med et drillende blik studerede hende kritisk.
"Hmmm" brummede han, som om han så noget, hun ikke selv så. Til sidst så han op på hendes ansigt igen og et smil bredte sig. For selvfølgelig var der ikke noget. Hvis hun var glad, var han glad. Og den så ganske rigtig godt ud på hende.
"Du ser smuk ud i den. Er du tilfreds med valget eller vil du prøve mere?" spurgte han i et let tonefald. De havde godt nok ikke hele aftenen, men det var hans egen fest, så han kunne vel selv vælge om han ville komme for sent eller ej.

Når hun var tilfreds, ville han gøre tegn til at han ønskede de skulle have kjolen med sig. Dannika ville blive bedt om at skifte igen. Kjolen ville blive pakket ind i beskyttende materiale, så de kunne bringe den hjem, uden den blev våd eller ødelagt.
"Jeg sender nogen ned for at betale i morgen. Tak for deres hjælp" meddelte han skrædderen, der nikkede en anelse træt.
Og med det kunne de rejse tilbage til borgen.

Hun så tilbage på Sean, da han kom op og kluklo da han prøvede at drille hende lidt, hun rystede på hovedet og kørte hendes hænder over hendes egen mave, mærkede på stoffet og sukkede svagt. Dette var den rigtige. Hun gik tilbage ind og fik skiftet, efter skrædderen havde noteret, hvad der skulle ændres. I hendes verden? Var det ikke meget. Det var jo som om kjolen var lavet til hende! Hun fik hendes tøj på igen og pakket sig selv ind.

Da hun kom ud, trak hun hætten op og grinte til Sean.

”Vi må hellere skynde os, så vi ikke kommer for sent. Jeg skal også havde gjort noget med dette hår, jeg har.” Sukkede hun lidt dramatisk og gik med ham ud til hestene. Hun red med ham op til borgen igen og gik med ham op af trapperne.. Dog-.. I stedet for at gå direkte ind til hende selv. Listede hun med Sean ind, blot lidt. Før hun skulle skifte og gøre sig selv klar. Det var hendes hår, som skulle tage længst.. Plus at få kjolen ordnet ordentligt og sat til.

Hun lukkede døren efter hende selv, og med hurtige skridt gik over og stilte sig op på hendes tær, hvor hun blidt pressede hendes kolde læber imod hans kind, og klemte hans ene hånd lidt. Siden aftenen på stolen, havde hun ikke taget meget kontakt, til Sean. Ikke fysisk. Hun havde ladet ham bestemme og følt efter det. Dog denne gang, var hun meget taknemlig og ville vise det. Og tog et skridt tilbage, og hendes øjne virkede som om de brændte.

”Tusind tak for kjolen, og at de vil lade mig komme med.. Jeg kan ikke beskrive hvor spændt jeg er.” Hun holdte stadig ved hans ene hånd og strøg hendes tommelfinger over den.

Turen gik hjem. Hestene var våde, så de gik ivrigt mod staldene, som de blev ført af sted. Sean var også godt tilfreds med at være inde igen. Forhåbentlig ville alt det dårlige vejr snart forsvinde, så han kunne ride sig en ordentlig tur. Måske ligefrem rejse?
Kappen og de våde støvler blev overladt til en tjener, så han ikke trak det med sig op. Det meste af hans bukser var stadig våde, men de måtte blive skiftet når han kom op.
Han havde forventet Dannika ville søge til sit eget rum for at skifte og gøre klar. I stedet fulgte hun efter ham. Værelset stod som de havde efterladt det - tjenerne havde ikke haft tid til at fjerne thekoppen eller gøre meget andet. Det var også okay, Sean forstod godt de havde travlt og han havde ikke behov for folk stod klar på sekundet. Der var mange ting han foretrak at gøre selv. Som at bade selv. Skifte tøj selv. Den slags, men ofte hørte rige folk fik hjælp med, satte han en ære i at gøre selv. Det fik ham til at føle sig selvstændig. Der var mere styrke i at kunne klare sig selv, end have behov for en tjener til hver en tanke og hver en handling.

Sean havde vendt sig om mod hende. Kun for at blive mødt med et kys og et klem. Han gengældte klemmet og han havde lagt sin ledige hånd mod hendes talje, da hun havde givet ham kysset. På en måde...Ville det føles så naturligt...Bare at kysse hende. Han havde haft tanken før, men altid holdt sig fra det. Han kunne lide det de havde nu og var måske bange for at ødelægge det...Tingene gik altid galt, når de udviklede sig for meget. Personlige ting, vel at mærke. Han turde ikke...Og måske ønskede han ikke...At binde sig så meget. For slet ikke at tale om, hvorvidt Dannika ville kunne acceptere hans krav til et parforhold. Der var især et krav, som han havde brug for, men som de fleste - nok især kvinder - næppe ville kunne forlige sig med.
Uanset om Dannika ønskede noget andet. Kvinden måtte have meget tålmodighed...Og før eller siden ville den måske løbe tør. Så Sean måtte nyde det så længe han kunne.
Han var slet ikke i tvivl om at følelserne, eller lysterne, om ikke andet så til dels var gengældt.
"Velbekomme" svarede han endelig, med et svagt smil.
"Har du nogensinde deltaget i denne slags begivenheder før?"

Hun stod og nød hans fysiske berøring i lang tid.. Endelig blot lod hendes hoved hvile imod hans bryst efter lidt.. Og hørte derefter hans stemme. Hun så op og smilte svagt.

”Det har jeg, blot-.. Mange år siden..” Hun trak svagt på hendes skuldre. Hun vidste godt at hun sikkert ikke havde hverken titel eller penge, til denne fest. Hvis hun stadig havde været menneske og levet med hendes familie.. Så ja.. Tanken havde de sidste par uger endelig været der, hvis hun havde været menneske stadig og med hendes familie, ville hun så nogen sinde kunne have mødt Sean? Sikkert ikke.. Han havde nok ikke brudt sig særligt om hendes familie. Minderne, svage minder, som hun tåget kunne huske strøg igennem hendes hoved og hun så lidt væk. Dog skubbede hun de negative følelser væk og kiggede derefter op på Sean endnu engang med et blidt smil på hendes bløde læber.

”Bare roligt, jeg vil ikke være pinlig.” Grinte hun og gav ham et løst kram, før hun trak sig væk. Hun ville ikke ødelægge noget af dette som de havde, slet ikke. Hun var glad for tiden, selvom hun ønskede mere.. Inderligt-.. Ønskede meget mere. Men hun ville lade Sean bestemme.

”Vi ses til festen, Sean.” Hviskede hun blidt før hun gav hans arm et klem og gik imod døren. Hun trak elastikken ud af hendes hår og lod det lange røde, krøllede manke af hår falde ned omkring hendes skuldre. Duften af hende strøg igennem rummet. Af regn, græs, lavendel og den pebermynte duft af cremen hun altid brugte på hans ømme muskler. Foran døren, stoppede hun og smilte tilbage til ham, blinkede med det ene øje og forsvandt ud af døren, som hun lukkede bag sig.

Hun gik derefter ned på hendes værelse hvor hun kaldte på en enkel tjener, som hun havde valgt som sin favorit.. Dannika havde ikke mange tjenere, som hun gad hjælp fra, men lige denne ene kvinde, mindede hende om hendes husholderske fra derhjemme.

Derefter gik kampen i gang, men at skulle gøre sig klar til festen, på ikke så meget tid. Hendes kjole ville nok ankomme meget sent, men hun skulle have et bad, have styr på hendes hår, måske lidt make-up? Og vælge smykker, få det hele på og være klar. Hun vidste ikke engang hvor henne på slottet at denne fest var, og hvor hun skulle mødes med Sean, men hun gik hurtigt i gang!

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En anelse modvilligt lod han hende gå. Han havde svaret hende med et svagt smil. Han troede ikke hun ville være et pinligt selskab, men det hjalp hvis hun havde prøvet det før. Dog slog Dannika ham langt fra som en genert kvinde, der ville falde i sin egen kjole. Ellers kunne det godt ske han slet ikke havde inviteret hende med til at starte med...Eller udnævnt hende som hans officielle læge.

I stedet vendte Sean sig. Det var på tide at gøre sig klar.
Selv tog han også et hurtigt bad. Han udvalgte noget tøj og tog det på, sammen med nogle sorte bukser og nogle finere, lange støvler. Sværdet blev hurtigt renset, før han puttede det i en neutral skede, der passede i mørke nuancer. Udsmykningen bestod af nogle enkelte røde sten.
Mere var der ikke til det. Håret blev redt, omend Sean vidste det sikkert ville stritte lige så meget som det plejede. Hans pandehår havde altid en tendens til at indramme hans ansigt og glide ned over hans pande. En let shade af skægstubber lod han stå. Tilfreds med sig selv forlod han lokalet. Folk ville blive vist ind i entreen, hvor tjenere ville tage det våde tøj og give de første drikkevarer. Derfra ville selskabet trække ind i en af de tilstødende festlokaler. Lokalet var indrettet, så der var små borde med stole i den ene ende, samt en let buffet. I den anden ende var der arrangeret levende musik og et dansegulv. Lokalet var let dekoreret, mest med de få levende blomster og grene man havde kunne finde.

Sean ville dog ikke gøre sin entre uden Dannika. Det ville kun gøre hendes ankomst des mere akavet. Nej, det ville give en naturlig accept af hendes tilstedeværelse, hvis hun ankom med ham. Omend, han kunne ikke tillade de fik direkte ved siden af hinanden. Det ville sætte hende som ligeværdig, og trods hun havde været hans bedste selskab de sidste mange uger, var det noget der først ville få folk til at tale og se skævt til hende.

Sean ventede på toppen af den store trappe, skjult fra folks blik. En mand stod og ventede, klar til at annoncere hans ankomst. Men for nu stod han op af væggen med armene over kors, og en forhåbning om at Dannikas kjole var ankommet til tiden med de rigtige mål. Han kunne høre summen fra entreen og lyden af folk der ankom. Et nik fra manden ved trappen bekræftede ham i, at de vist kun manglede ham nu. Ham...Plus en. Et svagt smil gled over ham.

Efter lang tids kamp med hendes hår, som bare ikke ville.. Og hende som skulle i kjolen og kun en enkel justering, var hun ved at være færdig. Hun tog de sidste smykker på, tjekkede sig selv i spejlet, og det var kun lige der, at en tjener fortalte hende, hvor hun skulle gå hen. Hendes gamle jeg, ville have gået helt amok og bare blevet hjemme, hvis dette var sket. Så sen en udmelding omkring en fest og så kort tid. Men nye Dannika tog det op som en kamp og hun havde nu vundet.

Hun små løb ned af trapperne og tid sidst tog en dyb indånding, da hun begyndte at gå det sidste stykke. Der gik ikke længe, før hun så Sean og hun smilte blidt. Sean havde ikke ventet lang tid, kun omkring 2-5 minutter, før Dannika elegant gik hen til ham. Den smykke grønne kjole sad utrolig smukt omkring hendes krop. Sat tæt ind med et korset og et stort skørt dansende omkring hendes hofter. De blade som var syet ind i bunden glitterede som om de var virkelige og det gyldne snor som var brugt lyste svagt op i lyset. Dannika havde lidt make-up på. Blot noget meget naturligt, og en rød læbestift. Hendes hår var sat op, ved at sidde stramt imod hendes hoved på den ene side og alle krøllerne og en stor volumen af det hang over hendes anden skulder. Hun havde nogle gyldne smykker sat i, som blot passede til det hele. Høje hæle som passede til kjole og et lille gennemsigtigt tørklæde omkring hendes skuldre.

Hun gik hurtigt over til ham og smilte lidt.

”Håber ikke du ventede for lang tid.. Jeg sværger.. Det her hår har sit eget liv.” Grinte hun og gav hans arm et klem, før hun derefter tog et skridt tilbage.

”Er-.. Det blot os? Jamen Sean, slet ikke dig at have en stor åbning, er det?” Hun fniste svagt, og ville ikke vise det.. Men måske kunne Sean se det, hun var lidt nervøs. Men det ville jo sikkert gå over snart, men lidt var hun. Men også utrolig spændt!

Hun var smuk. Som hun kom gående, rettede han sig op fra væggen og trådte et skridt frem, så hun kunne gå ham i møde. Han gav hende et klem tilbage og studerede hende beundrende...Ja. Beundrende. Hun var smuk. Kjolen...Det grønne og det røde der passede sammen, selv med hendes meget blege hud. Som en mand af høje standarder, kunne han sige hun var helt igennem godkendt. Han ville kunne vise hende frem uden at skamme sig over det - hvis man gik efter det ydre. Han havde nu valgt hende på grund af hendes personlighed, der heldigvis fulgte med i pakken.
Til sidst landede hans blik på hendes ansigt igen og et svagt smil gled over ham. Han fornemmede lidt af hendes nervøsitet eller spænding. Den bedste måde at løse det problem, var at kaste sig ud i det, som gjorde en nervøs. Men i stedet for at sige noget, trådte han tæt på hende igen og med et rolig hånd mod hendes ene overarm, lænede han sig frem og gav hende et let kindkys. Det mørke blik hvilede roligt på hende, før han rettede sig op og slap hende. Det var på tide de vendte opmærksomheden mod festen.
"Heldigvis...Kan jeg ankomme når jeg selv har lyst" bemærkede han roligt, som han trådte over til trappen.
"Uden at mangle respekt for dig, må jeg bede dig om at gå ned først. Oprindeligt ville jeg have dig bag mig...Men det skaber mere opmærksomhed, hvis du præsenteres til sidst. Har du modet til det? Jeg vil være lige i hælene på dig" han blinkede let til hende og rakte en hånd ud, som en invitation, da han ville følge hende over til trappen.

Hvis hun indvilligede, ville manden med stokken slå i gulvet og med høj røst annoncere hendes ankomst. Som den officielle hoflæge. Og lidt efter, da Dannika var nået nok halvvejs, slog han igen og annoncerede Seans ankomst. Folk var blevet stille. Opmærksomheden fulgte dem begge - måske ikke af de samme årsager. Men hvor Dannika fik lov at gå hele vejen ned i entreen og stille sig blandt gæsterne, blev Sean stående på det lille plateau og så ud over forsamlingen. Farverige kjoler og mænd i jakkesæt. Hårpragt og hatte, der var ankommet næsten helt tørre. De store døre var blevet lukket for at sikre varmen og så det dårlige vejr ikke ville forstyrre. Efter et øjebliks stilhed bredte han sine arme ud og smilte til forsamlingen. Ikke et ægte smil, men de færreste ville kunne se forskellen.
"Velkommen. Trods det dårlige vejr, er jeg glad for så mange af jer er ankommet i aften. Jeg ved I alle er kommet for at have en god aften. En god aften, uden at I behøver tænke på det dårlige vejr eller mulige økonomiske nederlag med den efterhånden manglende tilsåening af markerne...Og senere, en livsnødvendig høst" Han blev stille et øjeblik og lod igen blikket se ud over forsamlingen. Men kun han vidste hvad han så efter.
"Det er to alvorlige emner som jeg gerne vil diskutere med hver enkelt af jer senere. Men for i aften - Nyd vores buffet, nyd musikken og nyd en dans. Bliver vejret meget værre, kan jeg trøste jer med vi har værelser nok til de af jer, der finder det sikrest at blive her. I den forbindelse...Må jeg præsentere Dannika Byrne. I bemærkede hende sikkert lige før. Hun er min personlige læge, men skulle nogle af jer blive ramt af ildebefindende, vil jeg med glæde dele hendes evner inden for medicinens verden. Og med de ord - Skal vi feste? En skål!"
En tjener trådte frem med et glas til Sean. Han tog det og hævede det, mens forsamlingen fulgte trop. Efter en skål begyndte folk at småsnakke og finde vej til festsalen. Sean selv trådte helt ned af trappen for at blive en del af selskabet. Men trods nogle adelsmænd allerede var ved at mase sig frem til ham, søgte hans blik automatisk Dannika.

Hun havde fundet hendes eget lille sted, ved en væg, imens han snakkede. Dog blev hun noget overrasket over at han lige direkte ville præsentere hende. Det bragte et smil frem på hendes læber og hun sukkede blidt. En tjener gik rundt og hun fik fanget en drink hende selv. Som hun blot stod med. Hun kunne ikke drikke det, men det vidste gæsterne jo ikke. Hun lyttede til hans ord og hendes øjne forlod ham aldrig imens han snakkede.

Da han så endelig var færdig, rettede hun sig op og skulle til at gå over til ham. Dog var der en som bumpede ind i hende. Hun gispede og snublede lidt. Heldigvis skete der intet, andet end personen var allerede væk. Dannika så forvirret rundt. Hvem havde det været? Hun rystede på hendes hoved. Hendes vampyriske sanser var nærmest ikke til stede, til disse fester, havde hun fundet ud af.. Så mange mennesker, så mange lyde, dufte, personer. Hun tog en dyb indåning. For derefter at lede efter Sean igen.

Hun havde mistet synet af ham, så i stedet begyndte hun blot at gå. Der gik ikke længe inden hun fandt ham, smilte roligt og gik imod ham.

Folk trak sig mod den store hal, hvor selve festens aktiviteter ville foregå. Et af de rige par stoppede op og ventede på Sean, tydeligvis for at snakke med ham før alle andre og følges med ham til den store hal. Sean sendte dem et venligt smil, og takket være at de tog hans opmærksomhed, fornemmede han ikke at nogen bumpede ind i Dannika. Det var heller ikke sikkert han ville have aflæst situationen således, taget i betragtning at der havde været afstand mellem dem, alligevel. I stedet smilte han ubekymret, som hun kom tættere på dem.
"Dannika, dette er familien Brown. De ejer en af områdets største landbrug. Det er takket være deres hårde arbejde at jeg er i nærheden af at kunne brødføde vores kære by"
Han overdrev nok lidt. Men hvem elskede ikke den slags smiger? Det var et most med denne slags folk. Og manden smilte da også stolt, da han ville give Dannika hånden og kysse hende let derop, hvis hun tillod det. Kvinden nejede let ved at tage op i sin kjole.
"Ah, Min Herre, De overdriver gerne. Vi kan desværre ikke gøre så meget, det bliver et hårdt år med den ødelagte høst. Oh jo, jeg ved hvad De vil sige! Men alt dette uvejr får allerede rødderne til at rådne og stråene til at lægge sig over marken som en dyne. Nej...Jeg er ked af at vi måske må spørge om lidt kompensation. Inden for rimelige grænser selvfølgelig! Til gengæld vil jeg kontakte nogle folk jeg kender. Måske kan vi hente lidt ekstra mad ind fra omkringliggende byer..."
Sean smilte let til manden og nikkede venligt.
"Det er alt sammen noget vi kan snakke om, kære Hr. Brown. Må jeg foreslå dem at tage deres yndige kone under armen og tage en dans med hende? Vi må ikke glemme at hygge os lidt. Jeg er sikker på vores bekymringer kommer tilbage hurtigere end vi ønsker dem" forsikrede Sean i en rolig tone, som han gjorde tegn til at ville følges med Dannika ind i hallen. Han tilbød hende sin albue, som det var hende åbent at tage fat i. Med den bevægelse lagde han også op til at Brown burde udsætte den samtale og netop følge Sean ind til selve festen. Der, hvor flertallet efterhånden var forsvundet ind.
Sean så sig over skulderen et kort øjeblik efter, før han lænede sig mere ind mod Dannika med et lille smil.
"Jeg er nysgerrig. Nogen folk hader adelige og alt hvad de gør. Hvordan de opfører sig, hvordan de snakker. Til tider kræver det lidt tålmodighed. Nogle kan jeg ikke selv udstå. Men når det kommer til stykket, handler det om at kunne spille skuespil. At udvise magt igennem noget der kun minder om indirekte pralerier og rygter. Hvordan ser du på det?" spurgte han, i en stemme der fortalte han åbenlyst hyggede sig. Dannika var intelligent. Han var begyndt at holde lidt for meget af deres indbyrdes samtaler.

Hun følte sig endelig allerede meget bedre tilpas, ved nu at være over ved Sean igen. Selvom deres begges opmærksomhed var på andre.. Blot at være ved hans side gjorde underværker for hende. Hun havde endelig ikke behov for meget mere! Hans duft og følelsen af ham i nærheden, var blot hvad hun havde behov for.

Manden kyssede hendes hånd og hun smilte sødt og roligt tilbage til ham. Nejede elegant og sagde derefter ikke noget. Hun kendte nemlig godt til denne type person, de elskede jo at høre deres egne stemmer, så hvorfor skulle hun fratage det?

Dannika var dog meget mere taknemlig da Sean fik stoppet den lange kedelige samtale, som nemt kunne starte op. Hun tog blidt fat i hans arm, da han tilbød den og gik med.. Holdte begge hendes hænder på den og sukkede svagt. Hun kedet sig allerede, hvilket hun ofte gjorde til disse fester. Lange, kedelige og ingen nytte, var hvad dette var. Hun kunne se logikken i det, og pointen med at Sean havde lavet dette! Meget nemt, men årh hvor var det kedeligt.

Hun så nysgerrigt på Sean da han lænede sig mere ind til hende og et lille smil dukkede op på hendes læber.

”Jeg kan ikke udstå dem migselv.. De adelige som er gode til spillet selv, er utrolig morsomme og kan være noget så luskede.. Dem kan jeg godt lide at snakke med, der er spillet godt, som De selv siger. Men-.. De fleste er så nemme at se igennem, så nemme at-.. Styre, hvis De forstår.. Så det kan godt blive lidt kedeligt. Dog elsker jeg at komme i en fin kjole til tider og danse. Så de er både godt og dårligt fra begge verdener.” Hun grinte svagt til ham og klemte hans arm lidt.

”Jeg vil ikke sige jeg direkte hader adelige, men nogle gange kan de godt klemme andre omkring dem. Med mit arbejde har jeg hjulpet mange typer, og til tider kan adelige blot-.. Glemme dem selv.” Hun nikkede svagt og trak sig selv lidt ind til Sean i lidt tid. Nød kontakten imens hun kunne, før hun trak lidt tilbage igen.

Dannika så omkring sig og smilte stort da de kom ind i salen, et smukt smil lagde sig på hendes læber og hun kiggede over på Sean.

”Det er utrolig længe siden jeg har danset, vil De gøre mig den ære?” Spurgte hun sødt til ham. Hendes grønne øjne lyste svagt lidt op og det smukke smil glimtede på hendes læber, hun brændte tydeligt for det, og specielt hvis hun fik chancen for at danse med ham. Det gav hende små sommerfulge i maven ved tanken om det.

Der var en del mennesker, når de sådan stod fordelt i deres egne små grupper. Folk der snakkede, nippede til buffeen, eller folk der ikke kunne vente med at danse. Fædre, der ledte efter unge mænd til at ægte deres døtre. Mødre, der ledte efter passende unge kvinder til deres sønner. Forretningspartnere der konverserede venligt, men med skjult foragt for hinanden. Der var det hele. Sean behøvede næsten ikke gå og smålytte, for at vide hvilken af delene de små grupper tog sig til. Det lå i deres kropssprog. Gad vide om de selv vidste hvor nemme de var? Eller om de var forblændet af ideen om de var eliten?
Kun enkeltvis stod der en, der ikke deltog. Eller ikke var så nem at gennemskue. Og det var som regel disse folk Sean så mere efter.
Men i aften havde han helt andre ting at se efter.

På en måde havde han forventet hendes svar. Ikke fordi hun var direkte forudsigelig, men fordi han havde på fornemmelsen de var ret ens på det punkt. Hvad de også var, med den samme mening til emnet. Han var tæt på at indrømme han end ikke gad være her. At han ikke gad være hersker af byen eller leve dette liv.
Men hvad ville det nytte? At brokke sig over det? At hive Dannika ind i det? Emnet var for kompliceret og kunne ikke blive løst ved en nats snak. Nej. Det var noget han selv arbejdede på. Mest igennem politiske alliancer, der måske eller måske ikke kunne bruges imod selve Natalie. Til at sætte ham fri.

Sean kunne glemme sig selv. Måske havde han allerede glemt sig selv. Men han havde en ide om Dannika snakkede fra sit synspunkt som læge - og derfor om det fysiske helbred - mere end ens personlighed eller sindstilstand. Hun skulle nok opdage hvor ustabil han var, før eller siden. Men for nu...For nu havde der været en pause. Det var som om hendes tilstedeværelse holdt det nede...Eller holdt det væk...
Paranoian spillede stadig. De melankolske tanker og følelser. Men det var bare lidt nemmere med godt selskab. Det betød også noget sammen med Dannika...Han ønskede ikke at optræde sådan. Han var ikke sikker på hvordan hun ville reagere. Hvad hun ville gøre. Hun havde allerede bevist hun ville gøre meget som læge. Endda rejse med sin patient. Hvis han viste hende hvor dårligt han faktisk havde det...Men på en måde der ikke blot kunne heales med bløde hænder...
Han havde en ide om det ville gå skævt. Om ikke andet, så fordi han altid skubbede folk fra sig i den tilstand. Han ønskede ikke at skubbe hende væk. Ikke endnu. Det var endnu...For godt...
For godt, ja. For godt til at vare ved. Intet varede ved.

Han vendte sig om mod hende med et svagt smil. Ja, lige nu følte han sig rolig. Hun var smuk. Han havde allerede bemærket det før, men bemærkede det med glæde igen. Hvordan hendes blussende røde hår gik godt sammen med kjolen. Hvordan kjolen komplimenterede hende.
Måske havde han brug for en kvinde i sit liv igen. Sagde man ikke...At man hverken kunne leve med dem eller uden dem? Smilet på hans læber voksede en anelse, som han slog let ud med hånden. Hans smil og opfordring var hans måde at give efter for dansen på.
"Du kom mig i forkøbet. Jeg stod netop og overvejede det" bemærkede han en anelse drillende. Han ville tage hendes hånd og føre hende med over til dansegulvet, sikkert med nysgerrige blikke efter dem. Sean kunne sjældent være til et offentligt arrangement uden at blive set efter. Det var en del af hans arbejde, kunne man sige, at være et forbillede.
Han svang hende let rundt og greb let om hendes hofte. Han holdt let om hendes anden hånd. Manden førte an, så i velkendte bevægelser trak han hende rundt i nogle simple valserende skridt. Som hans løftede hånd åbnede sig og gav hendes hånd plads til at bevæge sig, inviterede han hende derigennem til at svinge om sig selv. Dans. Dans var simpelt, fordi det igen handlede om kropssprog. Igennem små bevægelser, som den med hånden, kunne man lydløst svinge hinanden rundt i et selvvalgt mønster.
Han tvivlede på hun ønskede at danse alt for stille. Så i stedet inviterede han hende ofte til at svinge rundt. Ikke blot hende alene, ikke blot om hans egen krop, men også dem sammen.
"Det ser ud til min krop sagtens kan klare denne slags nu" kommenterede han en af de gange, hvor de stod tæt på hinanden igen. Smilet lå der, på hans læber. Trods stemmerne, der advarede ham om alle de folk han havde ryggen mod, formåede han at holde sin opmærksomhed på hende.

Han vidste altid hvordan han kunne fange hendes blik, hvordan han kunne holde hendes opmærksomhed. Der var bare noget ved ham, som altid fik hende til at smile.. Fik hende til at glemme de lækre dufte omkring hende, alt det ’mad’ som er omkring hende lige nu. Dog blot at røre lidt ved Sean, at se hans øjne, at høre ham. Hun elskede alt. Og der var bare noget ved hvordan de tog ting så forsigtigt lige nu, hun kunne godt lide tempoet, de tog tingene så roligt, og hun ved at Sean ikke ville stikke af fra hende endnu.

”Du er så sød..” Grinte hun til ham, imens hun gik med ham ud på gulvet.

Dannika var en god danser, hun vidste hvordan hun skulle følge med ham rundt. Skørtet dansede og fløj omkring hendes hofter i flotte farver og meget andet. Hun holdte ved ham hele tiden og gav ikke slip på noget tidspunkt.

”Ja, du har snart ikke behov for min behandling mere.” Grinte hun op til ham, imens hun mildt klemte hans hånd lidt.

”Dog slipper du ikke for mig så nemt.” Blinkede hun, imens hun snart tog et skridt tæt ind på ham. Musikken skiftede tempo, til en langt mere langsom og stille sang. Hun lagde blidt hendes hånd på hans skulder, imens den anden holdte hans hånd tæt. Dannika så op på ham, med et blidt smil på hendes mørke røde læber.

”Specialt fordi jeg ikke har lyst til at gå nogen steder..” Sagde hun lavt, imens hun blidt gik med rundt. Dannika så svagt rundt, der var mange som så på dem, specielt kvinder. Hvilket fik Dannika til at grine lidt.

”Ser ud til at der er andre som ønsker at være i mit sted, lige nu. Sean..” Fniste hun lidt. ”Skal jeg give dem plads?” Spurgte hun med et drillende stemme til ham. Hendes øjne lyste svagt, med hendes frække lille smil. Hun kunne godt lide at drille ham nogen gange, hun fik disse små stunder, hvilket hun selv holdte af og det gav noget liv i nogle ting.

Han kunne godt lide at se hende smile. Se hvor glad hun virkede. Dansen var det værd på den måde. Selv om han kunne danse, var det ikke noget han praktiserede særlig meget. Hans egen træning bestod mere af løbeture eller at stå med sin sværd. Ride en lang tur. Det var fantastisk hvad helt almindelige dagligdags ting kunne gøre. Sean sad måske ofte fanget på sit kontor, men han sad der sjældent en hel dag og nat. Før eller siden ville han rejse sig for at ordne arbejde i byen. Enten officielt eller uofficielt, igennem hans klan. Sean levede et dobbeltliv...Endnu en ting Dannika måske ville opdage med tiden, alt efter hvor meget hun ønskede at sætte sig ind i hans liv og hans gøremål.

Som musikken blev langsommere, fik de muligheden for at stå tættere. For tæt og det ville skabe sladder. Men til tider var Sean ligeglad. Han var en rygtemester - han kreerede tit sine egne rygter. At han havde offentliggjort sit forhold til Lori havde kostet ham en del support i byen, så at se ham helt tæt med en kvinde ville måske give ham lidt tilbage. Uanset om kvinden så blev anset som en farlig fremmede eller passende selskab.
Hans mørke blik hvilede på hende, som han stod her tæt med hende. Hele tiden et lille smil. Hele tiden en voksende lyst til at tage hende med væk fra festen og bare tilbringe tid, de to alene. Ikke vildt og voldsomt. Ikke myrderi, sex og andet, Sean engang havde brugt tid på. Og måske savnede at bruge tid på. Men blot for...Selskabet. Samtalen.
"For en gangs skyld i mit liv, kan jeg sige det glæder mig at have en læge tæt på" svarede han roligt.
"Jeg har rodet mig ud i mere og mere på det sidste. Jeg får nok brug for dig førend du overhoved ville nå at rejse i første omgang" tilføjede han drillende og blinkede let til hende, spillende på ideen om hvis hun rejste. Hvad hun ikke gjorde. Og derfor kunne han drille med det.

Hendes kommentar om andre kvinder fik ham til at se op fra hende. I et øjeblik havde han glemt at de faktisk blev kigget på. Og en smule modvilligt gik det op for ham at hun nok havde ret: Han burde give en dans eller to til et par af de andre til festen. Vise at han involverede sig med dem, og vise de adelige hvilke familier der var 'in' i øjeblikket. For det var selvfølgelig kun de gode familier, som herskeren ville involvere sig selv med på den måde.
"Du har ret"
Han prøvede at konstatere det på en neutral og faktuel måde, men der sneg sig nok en tone af noget fortrydeligt ind. Hans blik gled ned på hende igen, som han trak hende ind til et sig et øjeblik, blot for at give hende en sidste svingom.
"Vil du kunne undvære mig for det øjeblik?" spurgte han.

Hun elskede dette lige nu, og det stak endelig lidt i hendes kolde hjerte lige nu, med hvordan hun nok skulle give slip på ham. Hun havde virkelig ikke lyst.. Hvis hun blot kunne blive hos ham her, resten af aftenen. Være i hans arme, mærke hans brændende varme hænder på hendes kolde krop, så ville hun være lykkelig. Utrolig lykkelig. Dog ville hun nok ikke få lov til det. Sean var jo endelig også på arbejde lige nu, hvilket hun godt vidste. Fandens! Ville hun kunne stjæle ham væk en dag? Måske? Hun ville arbejde på det.

”Hmm.. Ja, dog ønsker jeg mig en dans med dig igen, senere i aften.. Ligesom oppe på loftet.” Sagde hun roligt og lagde hendes kolde, men bløde hånd på hans kind, nussede den med hendes tommelfinger, før hun gav slip, da sangen var færdig. Hun nejede til ham, med et løft i hendes skørt.

”Pas på charmetrold, kan være de bider.” Grinte hun blidt til ham, inden hun lod ham gå. Dannika selv gik tilbage ud i folkemængden og så sig omkring. Hmm.. Måske kunne hun prøve med en lille smule vin? Hun så efter Sean, gav ham et lille smil, før hun gik op til bordene med drikkevare. Der fandt hun et glas vin, noget som hun plejede at elske.. Hun havde en lille flaske med blod i, med sig i hendes taske, som hun forsigtigt, i skjul hældte i vinen. Var nemmere at drikke sådan her.

Dog skulle hun til at tage en slurk.. Da hun duftede noget.. Hun så sig omkring og rynkede hendes bryn lidt.. Hvad var det?.. Dog tog det hende ikke længe.. Blod. Frisk blod. Hun snuste lidt mere, imens hun fuldte duften.. Den tog hende med ud på balkonen.. Regnen havde stoppet for en stund og hun så sig omkring. Der var ingen derude.

Undrende gik hun tilbage ind igen, da hun pludselig mærkede nogle hænder på sig. Hun blev flået til siden og væk fra døren. Hun skulle til at skrige, da et hånd blev lagt over hendes mund og hun tabte hendes vinglas, som blev knust på gulvet..

Dannika blev revet og flået væk fra balkonen og videre ned af en sten trappe, til ud i baghaven af slottet.. Hun hev og kradsede selv for at prøve at komme fri, men mændende som havde hende, var alt for stærke for hende..