It's a ball! [XXX] - Sean

Sean så efter hende med et smil. En dans som på loftet, hm? På Sakrefs gamle værelse? Tanken fik ham til et gyse svagt og med et smil, der måske var lidt for stort eller venligt, vendte han sig om mod de ventende gæster. De unge piger stod på nåle, i håb om at han ville vælge en af dem. De reagerede forskelligt. Nogen direkte nedstirrede ham, måske i frygt eller slet skjult begær. Nogle så genert ned i gulvet og prøvede at gemme sig, uden tvivl mens de samtidig gerne ville vælges. Dette var i hvert fald de piger han fandt nu her. Der var sikkert også nogen, der ikke var så interesseret i ham, men det var ikke noget han tænkte så meget over. Hvem kunne også modstå ham i længden?

Efter kort at få et overblik, valgte han en datter fra en velstående familie. Sean havde brug for penge til de udfordringer Doomsville ville have nu her, så at stå på god fod med de rigeste familier var et most. Det virkede også som om flertallet havde forventet det. Så med aftenens første lykkelige datter, trak han hende let med ud på dansegulvet. Hvis kvinden havde forventet en så tæt dans som med Dannika før, ville hun blive skuffet. For kun med akkurat passende berøringer, førte han hende let rundt til musikken. Gav hende den passende mængde opmærksomhed, som han smilte til hende og gengældte hendes blik.

Da dansen var slut bukkede han let og hun nejede. En let klapsalve og Sean kunne tage sig en pause fra dans. Han skulle nok danse med et par stykker mere i løbet af natten, men det gik nok.
"Min Herre! Sikke en dejlig fest. Holder de også en til Yule?" nogen skyndte sig over mod ham, en ung kvinde med et stort smil og blussende kinder. Så fuld af liv. Sådan et lækkert måltid, havde de været andre steder. Med et blik der ledte efter Dannika, svarede han hende.
"Yulen? Der er stadig lidt tid til. Men det er en fornøjelig tid, men ikke der vil være masser af fester?"
Hvis er overhoved var mad til en af årets største festdage. En lille månedstid med hygge, mad i overflod og alt det andet folk tog sig til. Sean havde ikke holdt en ordentlig yule i lang tid. Ikke en han selv havde nydt. Det var en ensom tid på året. Tid til familie og venner...

Blikket gled rundt igen, som kvinden forstod hun ikke fik mere ud af ham. Hun nejede og forsvandt. Sean begyndte at gå rundt mellem folk. Nogen gav ham en drik, som han venligt nippede til. Men det mørke blik gled hele tiden over folks ansigter. Var det rødt hår? Nej. En grøn kjole? Ikke den rigtige.
Der gik ikke lang tid før han fik en fornemmelse af noget var galt. Dannika var her ikke. Han var sikker. Han behøvede ikke engang at lede efter hende blandt resten af gæsterne. Hun ville ikke være gået langt væk...
Måske var hun allerede gået op på loftet, for at drille ham og vente på ham?
Drikken blev sat på et vilkårligt bord, som han banede sig vej til en af balkonerne. Den friske og kolde luft slog mod ham som en knytnæve. Han trådte over til kanten og stirrede ud i mørket. Herude virkede musikken og larmen lidt mindre. Ikke at det gjorde ham meget klogere.
Han trak vejret dybt. Tænk logisk. Folk havde logiske handlemønstre. Sandsynligheden for noget dårligt var sket var lille. De færreste ville gøre ham - eller hans - noget på hans egen borg. Til hans egen fest.

Sean vendte sig om og gik ind igen. Med en midlertidig plan...
Knas. Noget knaste under ham. Han løftede foden og så ned. Knust glas. Nogen havde tabt et glas. Han noterede sig det, men det var ikke sikkert det hang sammen.
Langsomt gled han ned på hug og samlede et glasskår op. Han snuste til det.
Det duftede af mere end bare vin. Han kørte en finger igennem den spildte væske og smagte på det. Et hint af vin, et hint af blod og et hint af skidtet på balkonen.
I en pludselig bevægelse stod han op. Blikket gled rundt på den mørke balkon. Han følte sig vred.
Inde til festen ville det give opmærksomhed. Så dette måtte være sket herude. Den eneste anden vej var ned af trappen. Uden at alarmere nogen, smuttede han ned af trappen. Men han kaldte ikke. Hvis der var fjender, foretrak han at overraske dem. Eneste problem var at haven var stor. Hvem havde gjort det? Hvad ville de med Dannika?
Han ville splitte dem ad og gøre et eksempel ud af dem. Han smilte allerede lidt ved tanken.

Hun hev og flåede i mændene, men de gav ikke slip.. Hun så sig omkring.. Der var tre af dem.. Og klart dem som havde ved hende, var ikke mennesker. Dannika var ikke en svag kvinde, siden hun ofte drak blod.. Men ikke en af de stærkeste vampyrer. Hun blev hevet ned i bunden af haven, før de begyndte..

Mændene flåede i kjolen, sparkede hende, slog hende i jorden.. Hun mærkede tydeligt smerte skyde igennem hendes krop. Hun gispede og rejste sig op igen, men det forsatte. I noget tid blev de blot ved. Men hun ventede på hendes åbning.

Tankerne fløj igennem hendes hoved, ville hun dø her? Nej.. Det ville hun ikke, hvis de ville slå hende ihjel, så ville de have taget våben.. Og det var der hun så den første kniv. Hendes stakkels kjole blev flået i stykker.. Revet op og hevet itu. Hendes hår var ikke længere sat pænt op.. Nej, det var rimelig løst nu. Hun begyndte at mærke blodet fra de mange sår, på hendes egen krop, men hun healede det ikke op lige nu. Kun dem som var alt for slemme.

Der var det. Hun fandt hendes åbning. Hendes hånd skød frem og lagde sig som et jerngreb på den første mand’s hals.. Aktiverede hendes evne og han begyndte at krampe op med hyl og skrig. Hun havde mistet hendes ene sko undervejs.. Så der gik ikke længe før den næste skubbede sig ind for at angribe hende.. Hun gispede selv, da hun mærkede bladet af dolken synke ind i livet på hende, men hun sparkede ham tilbage.. Den anden mand som stadig var fri, fik snart samme behandling.. Hun greb ham hurtigt og låste ham også med kramper..
Dog den sidste.. Hun mærkede kræfterne begynde at forsvinde. Hun manglede blod.. Blod.. Dannika hev efter vejret, hendes øjne lyste op i rødt, hendes tænder pressede imod hendes underlæbe.. Tørsten var stor.. Den brændte i halsen på hendes.. Sean.. Sean..

”Sean!” Skreg hun højt op.. Hendes stemme skar igennem natten, sammen med duften af hendes blod.. Hun rystede.. Mærkede hvordan bæstet kæmpede for at komme ud.

”Yeah... Han kommer ikke, snuske.. Du er vores!” Grinte den sidste mand, som stadig ikke var i kramper.. De to andre var og var låst i hendes hænder. Den uskadte mand begyndte at gå hen til hende, med endnu en dolk.

”Vores!” Råbte han højt, imens han tydeligt ville gå efter at flå det sidste af hendes kjole i stykker.. Lige nu var der ikke meget som dækkede hendes barm.. Og hendes lår og ben kunne ses også..

Det var mørkt herude i haven. Det dårlige vejr, med de tunge skyer, gjorde det ikke nemmere. Der var ikke så meget som en månestråle til at vise vej. I det mindste kendte Sean det meste af haven. Alligevel var han opmærksom på at han ville ende med at gå rundt her til næste år, før han nok ville finde nogen som helst. Måske endda gå i ring.
Fint. Hvis det var sådan det var. Der var ingen grund til at spilde tid på denne måde. Det var ikke for ingenting at han opnåede sin vilje næsten hele tiden. Han fandt altid en løsning - hans største problem var faktisk ikke manglen på en plan. Mere hvilken plan der var mest praktisk. Hvilken der kunne spare på energien, på ressourcerne...Men i aften var det ikke et problem. Tværtimod. Det var oplagt. At fjerne sin menneskelige skikkelse og slå sig løs i en skikkelse, han desværre så sjældent var i. Selv hvis nogen så ham, burde det kun give dem noget velfortjent respekt.

Han stoppede op hvor han var. Med overraskende rolige bevægelser begyndte han at fjerne sit tøj. Det gik hurtigt. Jakken, skjorten, skoene, bukserne. Det hele blev smidt. Han ville ende med at være nøgen, men det var ligegyldigt. Disse bukser var alligevel ikke elastiske nok, så der var ingen grund til at ofre dem for effektens skyld.
Sean trak vejret dybt og lukkede øjnene. Koncentrerede sig i et øjeblik, til han endelig kunne mærke den underlige strækkende fornemmelse. Den voksende smerte, som hans krop blev tvunget til at forvandle sig.
Hans krop vred sig, som den blev dobbelt så stor. Dobbelt så høj, dobbelt så bred, dobbelt så muskuløs. Huden blev en form for mørkerød farve. I ansigtet voksede to små horn ud af panden på ham, tænderne blev til skarpe små tænder. Negle blev til klør. En hale gled frem og svingede irriteret fra side til side. To store vinger vred sig løs fra ryggen med en underlig lyd. Stemmen dybere endnu, mere til en ru og dyb brummen. Sidst, men ikke mindst, blev øjnene næsten helt sorte.
Med en snerren hoppede han tungt, samtidig med at han baskede hårdt med vingerne. Han kunne sagtens flyve, skønt hans krop var så tung, at det ikke var en hurtig og elegant bevægelse. I stedet tog det lidt før vingerne rigtig fik fat og kunne bære ham op i luften. Derfra kunne han overskue det meste af haven, og om ikke andet lede den igennem langt hurtigere.

Men han nåede ikke særlig langt, før han hørte skriget. En vind truede med at fjerne skriget, men han nåede at høre det. Det kom nede fra den ene side af haven. Sean fløj den vej og der gik ikke lang tid før han ankom. Alt var stadig mørkt, selv efter hans blik havde vænnet sig nogenlunde til mørket. Alligevel formåede han at fornemme væsnerne under ham.
Han landede tungt, tungt nok til at han måtte gribe sig selv med den ene hånd og næsten gå i knæ. Overraskelsen var nok til at få manden til at vende sig om mod ham og give Dannika det øjeblik mere. Oh...

Tydeligvis havde ingen forventet der kom nogen. Eller at nogen kunne nå at komme. Tilmed en dæmon i sin dæmoniske skikkelse, som en archdemon blev beriget med. Hvor mange kunne overhoved genkende Sean sådan her, endda i mørket?
Uanset hvad voksede mandens øjne. Pludselig uden ord. Hvilket gav Sean et øjeblik til at overskue situationen. Det gled fra de to mænd, der så ud til at ligge i kramper, til Dannika der stod stort set nøgen og blødende. Kjolen, de havde købt sammen. Men ikke bare den. Det var princippet i at nogen havde angrebet Sean personligt, ved at angribe en der var under Seans beskyttelse. Det var ganske enkelt utilgiveligt og strafbart med døden. Naturligvis.

Det var en iskold vrede. Den rolige vrede. Derfor nok den mest skræmmende vrede, den man ikke kunne forudsige. I et par skridt var han ovre med den mand, der endnu stod op. Han havde tabt kniven i en pludselig skræk. Fanget prøvede han at vende sig om, at flygte. Sean greb ikke ud efter ham. I stedet lod han manden løbe. En dyb rungende lyd udgjorde det for en umenneskelig latter.
I stedet vendte han sig og trådte over til en af de krampende mænd. Trods kramperne så manden bange ud.
"Det var ikke...Det var bare for sjov...Det var ikke...Jeg be'r..." Manden rakte en afværgende hånd frem foran sig. Tæt på at græde. Sean løftede sit ene ben og med al sin archdemon-styrke bag sig, trampede han det ned i maven på ham. Som alle de indre organer blev mast, begyndte manden at drukne i sit eget blod. Det var en.

Sean vendte sig og gik over til den sidste mand. Ikke helt til stede, eller måske uden at ville tigge for sit liv, lå manden stille. Det var også ligegyldigt. Sean bukkede sig ned og samlede ham op i hans ene arm. Med sin klør borede han sig ind imellem ribbene og endnu med sin rene styrke, brækkede dem over. Der var ikke plads til fine små bevægelser, så kløerne havde ramt lungerne og fratog hurtigt manden livet. Næsten for kedeligt. Han havde før flået folk fra hinanden. Men han havde en helt unik ide til disse to mænd, som ville virke bedst hvis de endnu havde alle deres lemmer.

Men først...
Det ville tage et øjeblik, før Seans krop ville begynde at forvandle sig tilbage. Om forvandlingen havde en påvirkning på hans egne rygmuskler, måtte tiden vise. Men uanset hvad havde der været behov for det...I hvert fald for det sjove af det. Men Dannika var trods alt såret, så han blev nødt til at tilse hende før noget andet.
Det tog energi at forvandle sig frem og tilbage. Så da han var tilbage i sin sædvanlige, omend nøgne, skikkelse gled han automatisk ned på det ene knæ. Han trak vejret dybt, som han kom sig over de nyeste aktiviteter. Medmindre Dannika selv kom over til ham, ville han da rejse sig og gå over mod hende.

Dannika så det hele udfolde sig omkring hende.. Hun så dæmonen og en svag frygt dukkede op i hende, mest fordi hun slet ikke vidste hvem det var.. Dog sådan som mændene døde omkring hende, hvordan en af dem stak af.. Kunne hun snart regne det ud, specielt også fordi hun blev bekræftet i det, da Sean endelig forvandlede sig tilbage. Hun gispede og styrede over til ham, før han overhovedet kunne rejse sig op. Hun faldt ned på hendes knæ og slog hendes arme omkring hans hals, hvor hun lænede sig ind til ham.. Selvom en dolk stadig sad fast i hendes side..

En svag gysen gled over hende, hun var ligeglad med de begge var nøgne.. Fuldstændig ligeglad.. Hun var ikke bange, men en uro var i hendes krop.. Måske havde hun været lidt bange? Men havde ikke været for hendes eget liv. Var mest fordi disse mænd tydeligt ville såre Sean, og hun havde nok være et oplagt mål. Hendes arme lå lidt låst omkring hans hals i noget tid og hun holdte blot om ham, før hun trak sig tilbage.

Hendes øjne lyste.. Alt det vampyriske var ude lige nu, fordi hun var sulten.. Utrolig sulten. Det brændte i hele hendes hals. Hun havde brugt hendes evner meget og også mistet en masse blod fra hendes krop.

”Je-.. Jeg kan finde ham, hvis der er behov.. J-.. Jeg opfangede hans duft.” Sagde hun, imens hendes tænder pressede hårdt imod hendes fyldige underlæbe. Hendes hænder gled blidt over Sean’s kind, imens hun blot fokuserede på ham. Hun havde ikke videre behov for at slippe hendes bæst løs, så derfor kæmpede hun med alt vijle for at holde igen.

”U-.. Undskyld for at kjolen gik i stykker.. Den var så smuk.” Sagde hun lavt og så lidt ned over hende selv.. Der var meget lår vist frem.. Og mave.. Faktisk kun hendes utrolig private områder, som ikke var helt fremme. Tak skæbne.

Sean rettede sig op, som Dannika kom over til ham. Her sad de, lænet op af hinanden. Seans mørke blik gled ned over Dannika, som han bedømte om hun var okay... Eller hvor slemt det stod til. Vampyrer var som regel hurtige til at heale og de kunne tåle mere end de fleste. Alligevel var det tydeligt at se hvor sulten hun var. Det var en ting han ikke havde forventet og det gjorde at han måtte gennemtænke sin plan igen. Ikke at der var mange valg. Manden skulle fanges og Dannika skulle klare sig - så måtte han klare sig igennem det på en eller anden måde.
"Bliv" bemærkede han roligt, som hans blik gled rundt omkring dem. Der virkede ikke til at være andre. Han rettede sig, så han sad med front mod hende. Blikket gled ned over hendes ansigt en enkelt gang, men han havde allerede besluttet sig. Et svagt smil spillede på hans læber.
Kun en vampyr havde nogensinde drukket fra ham før. Det ville blive den anden. En gave han så sjældent tillod nogen at få.
"Fjols. Det er bare en kjole. Desuden ser du ikke så dårlig ud uden tøj. Ud over blodet" bemærkede han overraskende let. Så trak han vejret dybt.
"Giv mig et øjeblik. Derefter må du gerne drikke fra mig" Han overvejede slet ikke at hun kunne gå amok og dræne ham til døde. Fordi, slog det ham...Han stolte på hende. På at hun ikke ville gøre det. Hvor længe siden var det han rigtig havde stolt på nogen som helst?

Han lukkede øjnene. Igen trak det i hans energi, som han greb den dødsenergi der hvilede i de to døde mænd. Han kunne ikke forklare det på andre måder. Jo...Måske at det var en form for necromanci han havde. Men så alligevel ikke?
Hvor der fandtes en livskraft, fandtes der også en dødskraft. Ikke at nogen tænkte over det på den måde, men det måtte være den Sean kunne styre. Den var svag i levende væsner. Stærkere i f.eks. vampyrer. Stærkest i helt døde væsner. Den energi kunne han bruge til at slå ihjel...Eller til at skabe sine egne undersåtter, som han gjorde nu.
Der gik et øjeblik, før kroppene begyndte at bevæge sig. Før i pludselig ryk, men lidt efter stablede de sig på benene. Sean sørgede for de begge havde en lille portion energi at tage af, før han sendte dem videre ud i haven. Hvad var mere passende end jagte manden med hans egne to kumpaner? Deres kroppe var endnu friske, så de ville kunne bevæge sig relativt hurtigt. Og forhåbentlig bringe den sidste mand hjem i live, så Sean kunne afhøre ham.

Da det var overstået, så Sean tilbage på Dannika. Lidt i tvivl om han havde skræmt hende, men også overbevist om at hun ville komme sig over det før eller siden, hvis det var tilfældet. Han følte sig træt. Træt nok til at sove en hel nat. Ham, der kun sov et par timer hist og her, kunne sagtens sove en hel nat eller hel dag. Men de var ikke færdige endnu. Som han holdt sin udmattelse under kontrol, satte han sig åbent foran hende. Om hun ville tage fra halsen eller en af hans arme, var hende frit for. Men det var tydeligt han tilbød sig selv til hende. Hans blik var uden tvivl. Han lignede end ikke en, der overvejede at hun kunne finde på at sige nej.
"Kom" understregede han det.

Hun så længe på ham, imens hun sad på jorden.. Hun var beskidt, fyldt med blod, sår og andet.. Samt hendes hår var rodet.. Slet ikke sat yndefuldt op mere-.. Eller noget af det var. Det meste var faldet ned, da de havde flået i det.

”Jame-..” Hun så efter ham, da han brugte hans energi, så målløst på de kroppe som snart bevægede sig.. Var de i live? Hun snuste.. Nej, det var ikke.. Hun så efter dem i noget tid, da de forlod deres område, og snart kiggede hun tilbage på Sean. Han ville have hende til at drikke fra sig. Det var en rimelig intim ting.. Specielt for Dannika, da hun så yderst sjældent drak fra levende væsner. Men hun vidste.. Hvis hun gik ind i slottet nu, med alle de mennesker.. Så ville hun gå amok. Hun ville miste kontrollen helt og dræbe..

”Først..” Hun så ned på den kniv som var begravet i hendes side.. Unden at antyde en mine eller sige noget som helst, grab hun blot fat i grebet på den, og flåede den ud af hendes side. Sean ville måske se, der var ingrevet noget i bladet og siden.. Måske noget som kunne pege hen på, hvem disse mænd var..

Hun pustede lidt.. Blodet løb ud af siden på hende efter det.. Okay. Fokusere..

Hun kravlede derefter til ham. Skubbede ham blidt ned og sidde, hvorefter hun satte sig på hans lår. Hun sank en klump og så på ham lidt, før hun blidt kyssede hans kind.

”Tak..” Hviskede hun kærligt. Han ville nok kunne mærke tænderne bag hendes læber fra det kys. Dannika lagde sig derefter ind til ham, hvor hun snuste over hans hals. Hun ville ikke drikke meget, det havde hun allerede i sinde. Ikke meget.. Bare nok. Hendes læber gled over hans hals, før hun snart slikkede op over den. Fandt et punkt hun ville bruge, lige under hans øre. Hun rystede lidt. Tydeligt at hun normalt aldrig gjorde dette. Men hun havde så voldsom meget kontrol over hende selv.

Snart tog hun en dyb inåning og satte hendes tænder i hans hud, piercede igennem det med hendes lange tænder, hvorefter hun smagte blodet. Et dybt støn kom fra hende, hvorefter hun lagde hendes arme helt omkring ham. En slurk.. To.. Derefter tre.. hun drak ikke meget, men hendes healing begyndte allerede.. Fire.. Og så trak hun sig væk. Hun gispede, mærkede bæstet skreg efter mere, specielt fordi dette blod var så utrolig potent. Hendes negle pressede lidt imod hans hud, hvorefter hun slikkede såret.. Og lagde hendes hoved imod hans skulder. Hun var træt selv. Utrolig udmattet, imens hun kæmpede og holdte hendes kontrol og bæst i et jerngreb.

Han lod hende styre det. Hun vidste hvordan tingene skulle være, før at hun kunne drikke af ham. For slet ikke at nævne hun tilmed var lægen i dette scenarie. Han kendte ikke så meget til om archdemon-blod havde nogen speciel virkning. På det ulovlige marked for drugs var det vist noget eftertragtet - og noget man næsten aldrig fandt, i hvert fald ikke de steder han på en eller anden måde havde lidt kontakt til. Men hvordan fik man også fat i en archdemon for den slags? De var i forvejen en sjælden race at støde på.
Det var underordnende lige nu. Han satte sig roligt og holdt let om hende, som hun satte sig hos ham. Han sendte hende et lille smil, blot for at bekræfte det var okay.
Var hun nervøs? Eller var det på grund af hendes skader at hun virkede til at ryste lidt? For sin egen skyld håbede Sean det var det sidste. Der var ikke noget betryggende ved at blive bidt af en nervøs vampyr.
Sean mærkede tænderne bryde igennem. Det kunne mærkes, selvfølgelig kunne det det. Og ikke på en behagelig måde. Men han kendte fornemmelsen, selv om det aldrig havde været fra hans hals før. Altid håndleddet, hvor han havde haft fuld kontrol over situationen...Ja, det havde nok været bedre. Han måtte selv være udmattet, for ikke at have tænkt det mere igennem.
Til en start mærkede han ingen forskel, som hun blev færdig. Præcis hvor meget hun havde drukket vidste han ikke, men forhåbentlig nok til at klare sig. Bagefter sad han blot med armene om hende. Kinden hvilede mod toppen af hendes hoved, som han trak vejret tungt. Han følte sig ret træt. Ubevidst kyssede han hende let oven på hovedet, før han rettede sig op. Nøgen var vejret faktisk...Ret koldt. Ikke noget Dannika ville have problemer med, med sin naturlige kolde krop. Men Sean fornemmede han nok snart ville fryse en hel del. Jorden var tilmed våd. Så trods udmattelsen, tog han en beslutning om det var bedst at komme indenfor igen.
"Vi må indenfor igen" bemærkede han let til hende, som tegn til at hun også måtte flytte sig.

Der var stadig en fest...Men oven på dette, ville han nok lade festen gå sin gang uden hans tilstedeværelse. Hvad han skulle gøre herfra måtte han også overveje. Folk skulle have historien. Ikke alle detaljerne, men nok til at vide de skulle lade Dannika være i fred.
"Undskyld..." Han så ned på hende, før han blot så frem for sig igen.
"...Det er på grund af mig du nu er et mål. Jeg kan godt forstå hvis du gen-overvejer din beslutning om at blive her. Mit liv er langt fra fredeligt og det er muligt nogen vil prøve igen"
Det irriterede ham. Irriterede ham at nogen prøvede at ramme ham igennem hende. Irriterede ham at han ikke havde holdt hende sikker. Det var det samme om igen. Han havde stoppet forholdet til Lori af samme årsag. Fordi det var for farligt. Og nu...Måtte han også give slip på Dannika? Måske uanset om hun selv ville det eller ej. Dette var blot en af grundene til han ikke kunne have nogen så tæt.
Han bed hårdt sammen.

Hun havde nydt at være der ved ham.. At sidde med ham i den tid, men hun vidste godt at det ikke ville blive ved. At han nok sikkert ville komme til at fryse. Det var koldt og uvejret ville nok snart komme igen. Da han gjorde tegn, rejste hun op med ham. Hun så lidt omkring og snart gik roligt over og tog et stykke af hendes kjole.. En stor del af hendes skørt som havde blevet flået af. Hun lyttede til Sean og så op på ham, blinkede lidt og sukkede.

”Sean.. Jeg er ikke død.. Dette er intet. Jeg klarede det, også på grund af dig.” Sagde hun og gik over. Hun tog forsigtigt skørtet og bandt den rundt om hans hofter, for at-.. Skjule hans nøgne bagdel og lem. Hun kiggede derefter op på ham.

”Jeg vil gerne blive her.. Dette har ikke skræmt mig væk.. Jeg er en kvinde med-.. Specielt hår, men også utrolig unikke evner. Jeg vil altid være en, som folk vil have fingrene i. Selv da jeg ikke var her, eller med dig.. Var der ofte nogen som fandt mig og prøvede.. Selv min skaber, er utrolig interesret i dem.. Og sådan vil mit liv altid være.. Dog-.. Her med dig? Jeg vil have mere beskyttelse, men-.. Også have dig.” Sagde hun blidt, og tog hans hånd. Forsigtigt lagde hun begge hendes hænder omkring hans.

”Men hvis du ikke vil have mig her, skal jeg nok gå. Har jeg altid sagt dog-.. Vil jeg gerne blive. Lad ikke disse folk vinde, Sean.” Sukkede hun svagt og trak ham derefter blidt med sig, for at roligt få ham med inden for.

”Plus, så stoler jeg heller ikke på andre, for at heale dig..” Brummede hun lidt. Havde Dannika måske lidt en jaloux følelse over at nogen skulle pille ved hendes Sean? Ja, det havde hun.

Hun var unik på flere områder. Det var løgn, hvis hendes evner ikke også var en af årsagerne til han gerne ville have hende her. De var praktiske. De krævede ikke det samme, som andre læger skulle. I stedet for at pille alle steder, kunne hun bare lægge sine hænder på ham og afhjælpe problemerne. Hvad mere kunne han ønske sig af en læge? Men at personen bag disse evner også havde været fascinerende var...Noget ekstra. På en eller anden måde havde hun formået at sno ham om sin lillefinger, nok til at han tillod hende tæt på sig og lyttede til hendes råd. Næsten lyttede, i hvert fald.
"Sig ikke at det er intet" svarede han. Dette var ikke bare en skramme. Måske virkede det sådan, fordi Sean havde givet hende blod. Fordi han havde været der. Men havde han været yderligere forsinket, var der en risiko for hun var blevet ramt meget værre. Måske - blot måske - ville de faktisk have haft ramt på hende. Og det ville være hans skyld. En fare hun ikke var endt i, hvis hun ikke havde været her.
Men samtidig kunne han ikke sige det. Han havde ordene. Ordene, der ville gå hende til at rejse. Men han ønskede ikke at sige dem højt. Egoistisk? Ja, det var det. For hendes skyld burde han lade hende gå...
Det var en problematik der ville følge ham. Det vidste han. Han ville blive ved med at overveje det, til han en dag nok bad hende rejse. Forhåbentlig døde hun ikke inden. Oplevede værre ting inden. Men lige nu var han for egoistisk til at sige det.

Han lod sig trække med. Stoffet gjorde ikke meget for varmen, men var nok mere et udtryk for almindelig norm. Han smilte svagt for sig selv...Selv nu, oven på alt det her, betød sådanne normer noget. Selv følte han sig ikke det mindste genert, men selvfølgelig ville det være uanstændigt for alle andre. Inklusiv Dannika.
Hvordan kunne han diskutere med hende nu? Han var slet ikke overbevist. Men han ønskede ikke at skændes om det. Alligevel var han også nødt til at sige et eller andet, gjorde han ikke? Ellers ville hun lægge to og to sammen og gennemskue han ikke troede på det. Ville det betyde noget hvis hun gjorde?
Til sidst sukkede han bare svagt, måske en smule opgivende. Nej, lige nu havde han brug for stædige folk der tog nogle valg. I stedet for han tog ansvaret for alt og alle hele tiden. I hvert fald...Bare for i aften.
Han havde haltet et lille skridt bag hende, men trådte nu til, så de gik sammen op mod slottet igen. Som de nærmede sig, kunne Sean se lysene fra vinduerne og svagt høre musikken igen. Men han havde ingen trang til at deltage - og ingen lyst til at dukke op sådan her, trods alt.
I stedet førte han dem udenom. Førte dem ind af en af slottets mange små døre, der normalt var for at lette bevægelserne for tjenere og vagter. Af hvilke der var en del på arbejde i dag - så de nåede ikke gennem slottet uden at blive set. Men en håndbevægelse og et ord fra Sean fik dem til at se væk. Og fik nogle vagter til at gå igennem haven for at rydde op og eventuelt fange den sidste mand, hvis denne og zombierne endnu var i haven.
Til sidst nåede de endelig deres egen gang.
"Et bad er vel et most?" brummede han, en anelse irriteret over han nok blev nødt til at påkalde tjenerne igen. Men de var begge dækket i blod og skidt. At gå i seng sådan her ville langt fra være behageligt. For slet ikke at snakke om de allerede havde chokeret nok af hans folk for en nat...

Hun var meget stædig ja, utrolig stædig.. Men det var også en af hendes egne fordele, og nok også en god ting at have, når man var en vampyr som hende selv. Dog mærkede hun også hvordan det gibbede i hele hendes krop. Sean’s blod havde smagt-.. Meget specielt.. Lidt dårligt? Men også utrolig godt for samme ting. Hun kunne mærke hvordan hele hendes krop snurrede, hvordan hun var stærkere og hvordan hendes sår allerede var ved at heale op. Men hurtigere end normalt.

”Ja.. Tror jeg har efterladt nogle pletter på vejen også.” Sukkede hun lidt og så efter dem. Hun var mere beskidt end Sean.. Hendes hår var-.. Vildt.

”Burde-.. Gå i bad..” Nikkede hun lidt, dog gav hun ikke slip på Sean.. Hun holdte stadig ved hans hånd, som om hun ikke kunne give slip. Måske tanken om at han potentielt ville skubbe hende væk? Nej.. Tanken om at han LIGE nu.. Stod NØGEN foran hende. Hun fangede sig selv i at stirre på hans brystkasse, som hun altid gjorde og så væk. Hvis hun kunne rødme, så ville hun.

Puha, okay Dannika, ro på..

”Jeg-.. Kan nemt sætte badet op, så du ikke behøver finde tjenestefolk.” Sagde hun og hev ham med ind, på hans eget værelse. Hun magtede heller ikke selv, at få tjenestefolk herop.. Måske en enkelt, for at hjælpe lidt? Men endda det, havde hun ikke lyst til. Slet ikke.
Da de kom ind, så hun ned ad sig selv. Hun var ret træt af at kjolen var gået sådan i stykker.. Utrolig træt af det..

Dog gjorde hun noget, som hun ikke før havde-.. Hvilket var da de kom ind, trak hun det sidste af hendes hårnåle og sådan ud af hendes hår. Hun fjernede derefter toppen af kjolen og lod den falde til jorden. Hendes hår, var langt nok til at dække hendes barm.. Men det var meget hud for hende, tydeligt. Dog var hun ikke usikker. Hun stod i mørket der, med månelyset svagt på hende, og ryggen til Sean. Sagde intet, men blot stod der.

Ja, de burde gå i bad. Spørgsmålet var hvor varmt vandet skulle være. Tjenerne ville skulle varme vandet og bære det op til dem. Sean havde været i bad tidligere, men kendte han sine folk ret, havde de nok allerede smidt vandet ud. Så han kunne ikke engang gå efter et mere køligt genbrugs-bad.
Travlt optaget af de rent praktiske ting ved deres nuværende situation, bemærkede han ikke Dannikas reaktion. Men han lod sig dog hive med ind på sit eget værelse. Som han dog lod sig hive rundt i dag.

Da de kom ind på hans værelse, trådte han over til en lille boks der hang ved siden af døren. Han åbnede den og trak i en af snorene. Snorene betød noget forskelligt og var hans måde at tilkalde tjenerne, uden at skulle gå slottet rundt for at finde dem først. Snoren var forbundet med klokker nede i tjenernes lokaler. Den han trak i betød de skulle gøre et bad klar. Badet var forbundet med hans lokale, men tjenerne havde deres egne veje at gå, så de ville ikke komme brasende herind. De ville først banke på senere, for at lade vide det var klart.
Han havde dog lidt ondt af dem. I aften var en travlt aften, og nu skulle de også tilse deres herres personlige behov. Men sådan var det. Han var sikker på de kunne overkomme forhindringerne.

Da han vendte sig rundt, stod hun der. Med ryggen til. Noget månelys brød igennem nogle af skyerne og indhyldede hendes blege krop. Det røde hår. Hun så vild ud, stadig plettet af blod og med det vilde hår. Men for Sean gjorde det hende ikke mindre betagende.
Det var den slags folk fik malet et maleri af, var det ikke? Sean malede ikke. Kunne knap nok den ene ende af en pensel fra den anden. Men havde han kunne den slags, ville han havde gengivet dette billede på et lærred en dag. Men han var også godt tilfreds med at vide at dette kun var for hans øjne.
Smuk.
Han trådte nærmere. Han hørte måske slet ikke til i dette billede, men han trådte nærmere alligevel. Helt op bag hende. Hvis hun ikke trak sig, ville hans blik gled ned over hendes ene skulder. Herfra var alt ikke tydeligt, men det behøvede det heller ikke være. På en eller anden måde var dette...Helt perfekt.
Han lod en finger glide let ned over hendes ene arm. Han var kold. Han var beskidt. Han var træt. Men alligevel stod han her og glemte alle de ting. I stedet lænede han sig ind og ganske forsigtigt placerede et let kys mod hendes ene nøgne skulder.
"Du er uimodståelig for en incubus. Ved du godt det?"
Han drillede hende. Men samtidig var hans stemme lav og dyb, helt dernede hvor den ikke ville forstyrre den nuværende stemning alt for meget.

Hun smilte svagt, hun vidste godt at hun sikkert ville få en reaktion fra ham, siden dette var første gang han ville have set hende så nøgen.. Dog følte hun at lige nu, at dette var perfekt.. Et perfekt tidspunkt. Sean var utrolig smuk selv, og hun havde set ham uden trøje og sådan så meget.. Endda helt nøgen tidligere! Hun rev i stoffet på hendes-.. Mini nederdel lige nu og lod den nu falde omkring hendes hofter.. Og-.. Nu var hun helt nøgen selv. Langsomt vendte hun sig om, så op på ham selv og smilte svagt.

”Og-.. Du er uimodståelig selv, Sean.. Utrolig smuk.” Sagde hun blidt og lod hendes hænder glide op over hans mave. Smilte kærligt til ham og lænede sig lidt imod ham. Hendes hår var langt og tungt, nåede helt ned og rørte ved hendes bagdel!

”Kan jeg komme med dig i bad?” Smilte hun op, lod hendes håndflader hvile på hans mave, lod dem glide op og blidt lagde sig omkring hans nakke. Hun trak ham blidt lidt ned, hendes læber få milimeter fra hans.

Hvis han ikke trak sig væk, ville hun gribe øjeblikket og kysse ham. Blidt og kærligt, utrolig ømt og med lette bløde læber imod hans.

Hvis han trak sig væk? Ville hun blot kramme ham og holde sig tæt ind til ham, indtil tjenerne ville banke på!

Han så på hende, som hun vendte sig om mod ham. Nøgen. Nu var det kun ham, der var dækket af et tyndt stykke stof fra den ødelagte kjole. Alligevel føltes det godt. Hendes hår dækkede det meste af hendes krop på sin egen måde. Så på en måde var det ikke fuldstændig og afslørende nøgenhed...Men stadig nøgen. Det var den bedste måde han kunne forklare følelsen.
Han var van til fornemmelsen af hendes hænder. Elskede fornemmelsen af dem. De havde masseret ham så meget det sidste stykke tid og han ønskede de aldrig ville stoppe. Hans krop føltes lettere og mere smidig takket være hende. For ikke snakke om hvad hun ellers havde hjulpet ham med.

Han smilte til hende, som han så ned på hende. Hænderne gled rundt om hendes slanke krop, rundt om hendes ryg. Under håret. Hendes hud var kølig, som en vampyr var, men han havde været sammen med vampyrer før. Det fjernede ikke hans lyster af den grund. Hans lyster, der ikke var så åbenlyse lige nu, men hurtigt kunne blive det. På måder han ikke ville kunne skjule og som hun derfor måtte acceptere, især hvis hun ville med i bad.
"Selvfølgelig- "
Mere nåede han ikke at sige. Og mere var der ikke at sige. Hans blik gled langsomt i, som hun nærmede sig. Som han også nærmede sig hende og lod sine læber møde hendes. De havde været så tæt på før...
Men faktisk at stå her. I en omfavnelse. I et kys. Det fik Seans hjerte til at slå hårdere og hurtigere. Han var ikke helt sikker på hvorfor. Men det var rart. Han følte sig...Glad?...På trods af alt der var sket her til aften. På trods af alt, generelt.

Måske netop derfor føltes tiden som om den forsvandt. Som om en tjener bankede på døren alt for hurtigt, i forhold til hvor hurtigt de kunne nå at varme vandet og fylde badekarret. Men selv det virkede på en måde passende. Som et naturligt stop for deres lette kys. Sean kiggede på hende, lod en finger glide ned over hendes kind i en blid berøring. Selv om han gerne ville blive stående, trængte de virkelig til et bad. Så selv om han måtte give slip, kunne han i stedet trække hende med igennem lokalet. Han havde sin egen indgang til sit badeværelse. Igennem døren og ind i det rummelige lokale. Der var et vindue, der normalt gav lyst til lokalet. De var alligevel for højt op til at folk normalt kunne se ind ad det - men selv for en sikkerheds skyld hang der et gardin. Det var ikke trukket for, så det svage måneskin skinnede ind i en stribe. Et par stearinlys var blevet tændt.
Midt i lokalet stod Seans badekar. Et af de dyre af et hårdt og hvidt materiale. Cirkelrundt og stort nok til flere personer. En af fordelene var at være hersker, for slet ikke at tale om hvilke måder Sean ellers kunne bruge det, nu hvor han var incubus.
Der var et par hylder og skabe rundt omkring, for det meste med forskellige badesalte og sæber. Men nogle friske håndklæder var efterladt på en stol i nærheden. Lokalet var ikke koldt og vandet dampede svagt. En eller anden sæbe med en rar duft var allerede puttet i, som for vane. Men Sean tænkte ikke så meget over det.
"Det er muligt...Noget vil reagere på det kvindelige selskab. Men vær sikker på jeg aldrig vil gøre noget, medmindre du skulle føle lyst selv" forsikrede han, inden han slap hende for at gå til badet. Hans hænder var allerede i gang med at løsne det stof hun havde bundet om ham tidligere. Han så sig over skulderen med et drillende smil.
Blot nogle fælles spilleregler.

Kysset var noget hun aldrig have prøvet før.. Jo, et kys havde hun prøvet, men dette? Dette var helt anderledes.. Noget helt andet.. Da hun nærmest følte sig helt i live igen over det. Hun lænede sig tæt ind på ham og glemte alt omkring dem. Hun kunne nærmest mærke hendes eget hjerte begynde at banke i brystet igen.. Sommerfulge i hendes mave og det hele kildede overalt.

Dog brummede hun irreteret da tjeneren bankede på. Øv.. Hun smilte dog stadig da han så ned på hende og hun holdte ved hans hænder blidt. Hun lagde hendes hoved lidt imod hans hånd og grinte lidt.

Hun fulgte med ham ind i badeværelset og så sig omkring. Dette var sådan et rigt rum.. Og stort, nærmest på størrelse med hendes egen stue! Svagt rystede hun på hovedet og så imod ham, da han selv gik i badet.

”Hmm.. Selvfølgelig.” Grinte hun, imens hun gik med selv. Hendes øjne fulgte ham, imens hun bed sig selv lidt i underlæben..

Forsigtigt gik hun med og snart gled op i karret med ham, satte sig ned ved han side og nussede sig ind. Det varme vand føltes utrolig rart.. Og skidtet, blodet og andet forlod hendes porcelain hvide hud.. Hendes hår var nok endelig det som var værst. Dog først lod hun sig selv ligge lidt imod ham..

”Dette er rart..” Hviskede hun blidt. Hendes hud ville endda ikke være så kold, i det varme vand, ved hans side.

”Havde aldrig troet, jeg ville sidde her med dig, dog.” Sukkede hun med et drillende smil. Hun lænede sig tilbage og lod hendes nøgne ben glide up igennem vandet og opad.

Stoffet gled ned og landede på gulvet. Hun kendte allerede hans krop, med de brede muskler og de spredte ar fra alverdens situationer. Han trådte op med den ene fod først, bedømte hvor varmt vandet var og var godt tilfreds. Så han trådte helt op og gled ned i vandet. Det var varmt og han var nok mere kold end han troede, for et kuldegys bredte sig og fik ham næsten til at spjætte. Han sank helt ned til halsen og lænede sig ind mod siden af karret, hvor han kunne hvile hovedet. Han elskede et godt og varmt bad. Til hans perfektionisme tilhørte renlighed. Så måske var det kun forventeligt at han ville elske sådan en ting. Simpel, måske, men heller ikke noget alle havde mulighed for.

Det varme vand fik hans krop til at slappe af. Da hun kom i, rettede han sig lidt op, så der var plads til hende ved siden af ham. Den ene arm hvilede på kanten, da han lagde den rundt om hende. Et lille smil gled over ham. Han havde heller ikke forestillet sig de ville sidde her. Eller at han ville have en læge han var mere end tilpas i nærheden af. Han kom helt til at tænke på...Sit liv. Der var en balance i alt. Det havde altid været en af hans filosofier. Hvis meget godt skete, kom der noget dårligt. Skete meget dårligt, ville noget godt komme. Og så fremdeles.
Var dette...Starten på en god periode? Oven i hans alt for lange, dårlige periode? Han turde næsten ikke håbe det. Kunne tingene vende - eller satte han sig selv op til endnu en tragedie?
Folk forsvandt altid. Det var bare et spørgsmål om tid. Det var også noget han vidste med fuldkommen sikkerhed.
"Det er rart" forsikrede han. Her var stille. Ingen fest, ingen larm, knap nok lyden af vinden udenfor. Han kunne sagtens falde i søvn her, var det ikke fordi det udgjorde en fare for at drukne.

Til sidst rettede han sig op og tog sin arm til sig. Kun for at glide længere ud i karret. Han placerede sig midt i vandet og begyndte at gnubbe skidtet af sig. Blod. Jord. Selv blev han mere og mere ren, omend hans hud slet ikke var så hvid som hendes. Lys, stadigvæk, men mørkere og mere livlig. Ved at bruge sine hule hænder, plaskede han vand i ansigtet. Han drejede sig halvt om mod hende og med et rejst øjenbryn smilte han let til hende.
"Skal du have hjælp?"
Hun var trods alt den der havde lidt de store sår i aften. Uanset om de var healet eller ej. Han kunne ikke lade være med at nærme sig igen, allerede inden hun havde fået lov til at svare. Han havde lyst til at ligge sine hænder på hende, blot at mærke hendes tilstedeværelse. Men han ville heller ikke krydse visse grænser, der måske eller måske ikke var.
Alligevel sad han med åbne arme, i håb om hun forstod hvad han ønskede og måske ville give ham det. Nærværet.

Alt dette var mere end perfekt for hende lige nu.. At kunne ligge op imod en mand some Sean.. At kunne være inde i dette rum, i et bad.. Med en person hun allerede så hurtigt var begyndt at holde af. En som kunne få liv i hende igen, og give hende glæde. Mere havde hun ikke ønsket sig, dengang hun var i live. Og det vidste sig at hun skulle dø og leve over two hundrede år, før det skete? Det var rimelig vildt at tænke på endelig..

Hun så efter ham, da han rejste sig og begyndte at vaske sig selv. Blev selv tilbage og endelig blot studerede ham med et varmt blik. Hun elskede at se på ham, hans krop.. Hans ansigt. De utrolig smukke øjne, som hun kunne blive væk i.. De brede skuldre, det store bryst..
Varme hænder.. Hold nu op, hun var væk i ham. Hun blinkede lidt selv og trak sig ud af den trance. Var hun nærmest mere afhængig af ham end blod? Det var faktisk tæt på.. Det føltes sådan. Han fik hende til at føle sig i live.. Glemme alt.. Og så smagte han også godt.. Hun slikkede hendes læber og huskede kysset.

Okay, kom så, Dannika. Tænk klart.. Hun så op da Sean spurgte hende og et smil spredte sig på hendes læber.

”Hm.. Nu har jeg passet på dig så længe..” Drillede hun lidt og gled frem i vandet, ind i hans arm og lagde hendes om hans nakke.

”Og det her hår.. Kan simpelthen var umuligt nogen gange..” Grinte hun derefter og krammede sig ind til ham. Et svagt suk kom fra hendes læber og hun lod hendes fingre glide igennem hans hår, før hun trak sig lidt tilbage.

Hvis Sean dog satte sig tilbage, ville hun selv sætte sig på hans skød, med ryggen til ham og begynde på at få noget af hendes hår iorden.. Det var utrolig glat, selvom der var knuder, skidt og lidt blod i det.. Tykt og lækkert flot hår, var altid noget hun havde haft. Der var bare arbejde i det.. OG derfor hun altid sov med det i en fletning.. Eller knold.

Han smilte let til hende, som hun kom over til ham. Hans arme gled rundt om hendes krop. Håret flød som en rød bølge bag hende, langt og smukt som det var. Han havde sjældent set nogen med så rødt et hår, men han var på en måde betaget af det. Hår var åbenbart en af hans svage punkter. Alanes hvide hår. Hvidt hår, der i dag altid mindede ham om noget rart. Var det ikke derfor han var blevet fascineret af Vetis' hvide hår også? Og nu her. Med dette lange røde hår...Måske ville han altid tænke på Dannika, når han så en anden rødhåret?
Hår i klare farver var betagende. Smukt. Det indrammede personen, viste deres ansigter på en anden måde. Han elskede at kramme og begrave sit ansigt i det, for det duftede af dem.
Selvfølgelig var det ikke kun håret der i hans tanker, som han tydeligt mærkede hendes bryster, der blev klemt mod hans krop. Ikke på en seksuelt måde - men de var stadig tilstedeværende. Som incubus var han van til nøgenhed og elskede at gå nøgen rundt. Fri og godt tilpas. Men det var en del tid siden han havde været så tæt på en kvinde. Han var tit sammen med mænd, når han blot hyggede sig og ikke gjorde det for at spise. Men det var ikke seksuelt, blot...Rart?
"Jeg vil gerne hjælpe, men jeg er bange for jeg hiver dit hår i stykker i stedet" bemærkede han, som han prøvede kørte sine fingre igennem en lok. Det var langt og vådt, så det slangede sig ivrigt om hans fingre. Hendes eget lille net til at fange fisk i. Han var bange for at hive hende for meget i håret, så han viklede sine fingre fri så smertefrit som muligt.

Han gled over og satte sig igen, trak hende med sig, så hun kunne sætte sig ved ham. Hvis hun stadig sad med ryggen til, ville han prøve at hjælpe lidt til. Men det var begrænset hvor meget han kunne gøre.
"Jeg kan hente en børste?" foreslog han i stedet.
"Jeg tror også...Der må næsten være en eller anden olie her, der kan hjælpe med nogle af filtrene?" foreslog han og så sig omkring ved tanken. På en af hylderne, eller i en af skabene. Han gik ikke vildt meget om i sæber og olier, men var ret sikker på han havde lidt af hvert her.

Det var rart.. Blot at side her med ham endelig.. Der var ikke nogen direkte-.. Seksuel lyst, eller jo. Det var der sikkert mellem dem, men ikke nogen direkte stor brændende lyst. De var bare trygge her, og det var afslappet. Hun sad fint der med hendes bagdel på hans lår og prøvede at finde ud af hvordan hendes hår kunne blive til sådan en knude..

”Hmm.. Har jeg nok behov for.. Jeg kigger lige.” Smilte hun, vente sig om og gav ham et blidt kys på hans pande, før hun rejste sig. Hun steg let og elegant ud af badet og gik over for at kigge.. gulvet blev lidt vådt, men det var ikke noget at gøre ved. Hendes krop var flot.. En fin timeglas form, men ikke alt for store bryster.. Var nogle små håndfulde. Hendes bagdel var rund og med lidt fregner over den blege hud. Det var der hist og her. Nogle fine drys over hendes skuldre, arme, bagdel osv. Hist og her på hende.

Hun gik over og fandt nogle flasker, som endelig nok kunne bruges, samt en børste og kam. Tog det med tilbage og satte på kanten af karret, før hun steg ned igen og gled over til ham, på hendes plads, på hendes skød igen.

Derefter gik hun i krig med kammen. Hældte lidt olie ud, vaskede hendes hår i det og børstede. Sådan sad hun i noget tid.

”Mit hår er stærkt nok, tror næppe du kan ødelægge det.” Sagde hun blidt til ham. Hun arbejde igennem de mange lokker og efter lidt tid, begyndte hun at nynne en svag sang.. en stille og fin vuggevise. Hvis Sean lyttede, ville han måske genkende den. Det var den samme sang hun havde sunget da han lå fast i sengen i hendes hjem, hvor hun hjalp ham. Ofte en hun sang imens hun kom ind, hvis han var ved at sove eller vågne. Det var en blid tone, stille og fin. Hun var ikke den bedste sanger.. derfor hun ikke sang ord. Men hendes stemme fyldte rummet i en stille tone, som passede endelig godt og var trygt.

Efter noget tid, trak hun alt håret over hendes skulder og gled tilbage for at hvile hendes ryg imod hans brystkasse, hvor hun lukkede hendes øjne og slappede af.

Hun rejste sig for at gå på jagt efter disse ting. Sean blev i vandet, men vendte sig med armene mod kanten. Hans blik fulgte hende, som hun gik nøgen rundt. Der var ikke meget skjult, nu hvor håret var samlet i våde lokker. Hendes krop var smuk, hendes former gode, så han nød synet. Nød blot at sidde her og kigge på hende, beundre hende, som hun gik rundt. Fulgte hvordan hendes bagdel gled fra side til side i lette og elegante bevægelser. Hvordan de små fregner var endnu et charmerende træk ved hendes slanke krop. Drillende så han op på hende, da hun gik tilbage til ham. Ikke uden et lille, sigende smil.

Han vendte sig rundt, som hun gled ned i vandet igen, så hun kunne indtage sin plads fra før. Det var svært ikke at være en smule opstemt af kroppen foran sig, men han følte intet behov for at gå videre med det. Ingen behov, der var så trængende, at han ville gøre det tydeligere eller tage på hende. I stedet sad han stille, mens det varme vand opløste resten af skidtet på hans krop og fik ham til at slappe af. Mens hun sad ved ham og arbejdede med sit hår. Han studerede hvordan hun redte sine knuder ud, men efter noget tid lænede han sig mere tilbage mod kanten og lukkede øjnene. Sådan sad han, da hun begyndte at nynne - og da hun lænede sig tilbage mod ham.

Sean følte sig godt tilpas. Han var ikke helt sikker på om han kendte melodien helt præcis...Men den virkede bekendt og afslappende. Efter lidt tid ville han nok begynde at genkende mere af den. Men uanset hvad lod han sig fange af den afslappende stemning. Glad for at være her, i badet med hende, og ikke til en fest hvor han ville danse med en masse andre kvinder. Trods de skete ting, der havde bragt dem her, godt kunne have været undgået. Forhåbentlig ville en vagt banke på senere og fortælle den sidste mand var fanget. Selv ville han studere de indsamlede ting senere. Der måtte være spor iblandt deres ting.

Men det var tanker til senere. Den ene arm hvilede på kanten af karret, den anden lå afslappet om Dannika. Uden at røre, men blot hvilende rundt om maven på hende.
Han havde ikke følt sig så glad og tilfreds længe. Så han gav sig hen til følelsen. Hvor længe de sad her, vidste han ikke. Men han kunne sagtens blive siddende længe endnu.

Hun lå med ham i noget tid, hun vidste ikke i hvor lang, endelig.. Specielt fordi hun ikke bemærkede varmen fra vandet så meget mere, dog blot Sean under hende.. Så efter lidt, vendte hun sig rundt, til at ligge på hendes bryst, oven på ham. Hun smilte og så ned på ham med et kærlig smil.. Lod hendes fingre glide over hans kind og studerede hans ansigt. Det var så smukt.. Hun kunne blive ved med at kigge på det.. Hendes fingre gled videre ned over hans markerede kæbe, ned over hans hals, hvor hun så bidemærket hun havde efterladt tidligere.. Strøg det let, før hun så ned på hans brystkasse.. Hendes fingre tegnede små mønstre og et svagt suk undslap hendes læber.

Langsomt lænede hun sig ned og kyssede hans kind, derefter hans kæbe og blidt hans læber med et lille fnis.

”Måske skal vi få dig ud herfra, før vandet bliver alt for koldt..” Hviskede hun sødt ind i hans øre og kyssede hans kind igen.

”Hmm.. Selvom jeg ikke har lyst..” Sukkede hun og lagde hendes hoved på hans skulder..

Jo, hun havde nok bemærket at Sean sikkert komme mærke hendes kvindelige krop og hvad ikke andet, længere nede.. Det kunne hun da også selv! Det ville være tosset, hvis man ikke gjorde jo? Sådan en lækker mand.. Mums.

Hun satte sig lidt mere op, sad overskrævs på hans skød og skubbede hendes hår over hendes skulder igen. De var begge to endelig rene og helt fine igen. Hendes egne sår var næsten væk. Kun et lyserødt ar på hendes side, som snart ville være helt væk og nogle få blå mærker, det var det eneste tilbage. Heldigvis.

Dog sad hun og studerede ham stadig.. Mon han ville lade hende blive herinde og sove? Det vidste hun ikke.. De havde allerede gjort MEGET mere end de plejede, blot i aften. Kommet noget så tæt på hinanden.

Han brummede svagt, som hun vendte sig om og pressede sig ind mod ham. Det var næsten for godt. I enhver anden situation havde dette ført til mere end blot et bad. Men hvad var bedre end tålmodighed, at vente til den dag det ville være helt rigtigt for dem? Til den tid måtte smagen og fornemmelsen være det mere guddommelig. Alt godt kom til dem der ventede, gjorde det ikke?
Langsomt åbnede han øjnene og så på hende ved hendes ord. Han sukkede dybt, som om hendes ord var selve begrebet af uønskede forslag.
"Er det lægens ordre?" brummede han drillende, før han lagde armene om hende og begravede sit ansigt mod hendes hals. Mod hendes hår. Det var vådt og duftede af olien der var brugt. Til sidst slap han hende med et overdramatisk suk. Han trak sig fri af hende.

Inden han gik op, lænede han sig forover og vaskede sit eget hår igennem. Tilfreds med sin egen renhed, rejste han sig og forlod badet. Fint. Badet forblev ikke varmt og hans hud ville alligevel begynde at rynke. Hans fingre føltes allerede anderledes. Det var det eneste minus ved et varmt bad. Sean brød sig ikke om den løse og rynkede hud bagefter. Han strakte sig. Det var køligt heroppe, så han trak et håndklæde til sig og begyndte at tørre sig. Til sidst kørte han håndklædet igennem sit hår, før han så over mod Dannika igen. Lod blikket glide over hende et øjeblik, før han gik tilbage til sit værelse. Ud over tjenernes vej ind og ud, var det den eneste dør, så han forventede dermed at Dannika automatisk ville følge efter. Mens de havde været væk, havde nogen sørget for varme i pejsen. Ikke et buldrende bål, men blot et glødende et der ville sørge for varmen det meste af natten. Sean smilte svagt for sig selv. Historien om de to, blødende på vej igennem slottet, havde sikkert spredt sig. De regnede nok med at han ville trække sig tilbage og lade fest være fest. Og de havde ret.
Han satte sig tungt ved den ene fodende af dobbeltsengen. Silken var blød mod hans rene hud. Afslappet, og uden bekymring for sin egen nøgenhed, lænede han sig tilbage. Brugte sine arme som støtte bag sig. Blikket fulgte Dannika.
Hvad nu?
Han vidste ikke om det var bedst hun gik eller ej. Ej hellere om hun overhoved ønskede at blive. Han trak vejret dybt. Han ønskede ikke at sende hende væk. Det virkede så...Koldt...At lægge sig alene i sengen oven på hele denne nat.
Til sidst rejste han sig igen. Medmindre hun havde sat sig eller var gået, ville han gå over til hende. Stille sig foran han. For et øjeblik blot kigge, som kunne han slet ikke lade være, trods han havde kigget hele aftenen og natten. Med en blid bevægelse kørte han en hånd ned af hendes ene arm og tog hendes hånd, før han trådte baglæns tilbage mod sin seng.
"Du må ikke få de forkerte tanker..." bekræftede han, velvidende hvordan dette kunne se ud.
"...Men...Ah...Jeg tror jeg er øm i ryggen alligevel...Det ville være en belejlig undskyld for at blive lidt længere, ville det ikke? Medmindre du er træt og vil ind til dig selv"
Ved sengens kant slap han hende igen. Intet pres. Blot...Et ønske. Og et håb, der fik hans hjerte til at slå hårdere. Et håb, der næsten fik vejret til at sidde i halsen på ham. Hvorfor...Var han så svag i hendes nærvær?

Efter han selv havde rejst sig, fniste hun blot og gik med.. Hun kunne bare ikke lade vær med at have dette fjollede og glade smil på hendes læber.. Han var blot-.. Så sød og dejlig at være i nærheden af. Hun følte sig glad, utrolig glad i hans nærhed. Nærmest i live! Århh.. Hvad var dette? Hun kunne ikke beskrive det.

Hun tog selv et håndklæde og fik tørt sig, imens hun så efter ham stadig. Brugte lidt tid på at gnubbe hele hendes krop over og gik derefter igang med hendes hår. Vred og gnubbede alt vandet ud, for derefter at flette det op. Løst, men uden en snor.. Siden hun ikke havde nogen her. Dette måtte gå an for nu. Derefter trak hun sit håndklæde omkring sig og foldede det, så det sad om hendes bryst.

Hun fik ikke sagt for meget, stod og så lidt rundt i rummet, imens hun lod varmen fra ilden erstatte det som vandet havde givet hende, fanget lidt i hendes egne tanker. Skulle hun smutte? Hun vidste han godt kunne lide hans private liv, og der var mange gange før, at hun havde gået, selv om hun ikke havde lyst.. Men Sean kunne jo godt lide hans eget selvskab og det vidste hun godt. Dog var der blot noget som holdte hende tilbage i dag, meget mere end normalt.. Måske fordi hun var overfaldet før, og det havde sat sig lidt i hende? Eller at hun havde set hans anden form, for første gang.. Set hvad han kunne gøre.. Men det gjorde hende ikke bange, faktisk var hun blot mere tryg nu.

Dog blev hun snart hevet ud af hendes tanker, hun så Sean foran sig og mærkede hendes hånd blive taget. Den var så meget mindre end hans, men passede stadig perfekt, bemærkede hun. Hans ord bragte et lille smil på hendes læber og hun stoppede foran ham. Hans ord fik hende til at lægge hovedet lidt på skrå..

Dog svarede hun ikke, men gik i stedet over og tog hans hænder, bevægede sig op på spidserne af hendes tær og kyssede hans læber blidt.

”Hvordan kan jeg dog sige nej, når du spørger så pænt?” Smilte hun og gik derefter rundt om hans seng.. Hun smed håndklædet og kravlede op i hans seng.

”Kom her.. Lad mig ordne den ryg lidt..” Hun klappede sengen ved hendes side og så over på ham.. Hendes hår var flettet, så han ville kunne se hele hendes krop.. I fuld flor, dog var hun slet ikke genert.. Normalt ville hun være, men Sean var så afslappet og det smittede af på hende.

Da han kom over og lagde sig, ville hun forsigtigt kravle op og sætte sig på hans bagdel, hvorefter hun ville begynde på hendes normale massage. Dog denne gang, lænede hun sig ned nogen gange og kyssede de ømme steder væk.. Med hendes evne? Virkede det igennem hendes læber..  Så lidt massage, et kys. Derefter lidt mere, og et kys for at få smerter og ømhed væk.

Et lille kys, på en måde så hurtigt. Men passede til hvad end der lå mellem dem. Det var som om de begge formåede at holde en eller anden balance. En balance, der gjorde det hele helt som det skulle være. Betød det...At de følte det samme, hvad end det var? Eller at de blot begge...Fulgte efter, uden at vide præcis hvorfor eller hvad der skulle ske?
Han elskede hendes små kys. Så da hun gik rundt, smed håndklædet og lagde sig i sengen, kunne han ikke lade være med at smile. Han ville nok snart få ondt i kinderne af alle de oprigtige smil han havde haft denne nat...Det var han slet ikke van til.

Afslappet lagde han sig op i sengen. Det var ikke fordi han faktisk havde ondt. Slet ikke. Underligt nok, oven på forvandlingen og alle aktiviteterne. Eller måske mærkede han det bare ikke? Det varme vand og afslapningen havde helt sikkert virket. Nej, det havde været en belejlig undskyldning for at få hende til at blive. Drilleri. Han ville ikke udnytte hende på den måde, så at lade hende massere ham når der ikke rigtig var noget galt, ville ikke være helt rigtigt.
Så tværtimod lagde han sig ikke ned på maven. I stedet lænede han sig ind mod hende. En finger under hendes hage, for at vippe hendes ansigt op mod ham, som han let kyssede hende. Et af de lette kys, som havde været en del af deres nat. Bagefter trak han sig og lagde sig i stedet på ryggen, efter at have fjernet den ene dyne. Han begravede sine fødder under dynen og slog ud med den ene arm, som tegn til at hun gerne måtte ligge op af ham.

Ingen massage! Så han havde været lidt fræk og endelig blot ville have hende her? Det varmede hende at blive bekræftet i det.. Hun gled over og ned under dynen til ham, før hun lagde sig ind imod hans brystkasse og puttede sig godt med hovedet på hans overarm. Da han så lagde dynen ned over dem begge, ville hun blot putte sig mere ind og sukkede tungt.

”Kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet med nogen.. Hmm..” Hun smilte blidt og kiggede op på ham.

”Du har mørke gardiner ikke? Jeg føler ikke for at brænde op, når solen står op.. Selvom jeg endelig ville dø, med glæde i sindet.” Fniste hun og puttede sig godt. Det var varmt, sikkert og utrolig rart at ligge der. At kunne se op i hans flotte blå øjne, at kunne mærke ham, lytte til hans bankende hjerte, dufte ham og vide han var lige der.

Det var endelig også utrolig sært, men også rart at ligge med en mand her, som hun kunne putte med.. Og ikke fik-.. Stiv lem, af hende.. Jo, Sean var nok lidt opstemt, men han virkede ikke til at ville gå videre med det lige nu, som bekræftede hende i at han-.. Hun håbede hvertfald, at han måske ville mere? Måske?

Hun rakte op og blidt lod en hånd hvile på hans kind, imens hun så på ham. Lænte sig op, i hans favn og kyssede blidt hans læber.. Stadig intimt, men med lidt mere bekræftelse og varme i. Lod hende hånd hvile på hans nakke imens hun holdte kysset og lod hendes læber blidt danse over hans.

Her lå de. Puttet og klar til at sove. Der var stadig ting at tage sig af. Van til at arbejde konstant, og ude af stand til at holde op med det, lå Sean og tænkte på det. Hvem havde angrebet Dannika? Hvorfor? Hvem kunne ellers være indblandet og hvilke tiltag skulle han gøre?
Hendes ord trak ham let ud af tankerne, selv om de blev ved med at hvirvle rundt i hans baghoved.
"Jeg skal nok trække dem for senere, inden solen når at stå op" bekræftede han. Selv hvis de faldt i søvn sammen, ville det ikke være et problem. Han sov kun et par timer ad gangen, så han ville formentlig nå op inden solen kiggede frem alligevel. Hans ene hånd nussede svagt hendes overarm.

Kysset var godt og velkomment. Han gengældte dem blidt, som han ikke kunne stoppe sig selv fra at smile midt i dem. En ting var bare at dele seng, en anden ting var at putte med små kys og kærtegn. Han lukkede øjnene og levede sig ind i dem. Hun var stadig mere kølig end de fleste, men det varme vand og de varme omgivelser, gjorde hende en anelse mere lun at ligge op af - og at kysse. Det var forståeligt at de fleste nok enten hadede eller elskede at bruge tid sammen med en vampyr. Men havde Sean nogensinde være kræsen? Tit var det personen, han blev fascineret af. Og så var kroppen mere et instrument. Til at vise hengivenhed, til at vise alt muligt andet.
Han trak sig tættere på hende. Med en arm om hende og den ledige hånd, der holdt om hendes hoved, kyssede han hende tilbage. Let. Drillende. Legesygt. Intimt. Han kunne ikke lade være. Han var stadig blot en simpel...Okay, intet var simpelt med ham. Men han var stadig en mand. Var der noget at sige til han gerne ville kysse hende tilbage? Vise sin interesse?

Til sidst lænede han sig dog tilbage med en svag og dyb latter. Han rystede svagt på hovedet, mest for sig selv, før han blot så på hende igen.
"Sov" bad han hende i en blid stemme. Hun måtte være træt og have brug for hvilen. Det havde han også selv. Det var ikke tidspunktet til at gå videre end det her. Han havde sikkert allerede givet hende en masse håb, en masse forventninger. Så jo mere han kunne sætte bremserne i og sikre han i det mindste ikke risikerede at ødelægge hende fuldstændigt, jo bedre. For han vidste at han ikke var klar til at lege kærester med nogen. Ikke nu, og måske ikke i den nære fremtid. Og specielt ikke mens han var så ustabil.