Skøønt vejr - Darren

Tid: omkring middag
Vejr (Event): Blæsende med en del snefnug, og koldt.

@Darren

Jake var endnu en gang taget til Dragons Peak. Denne gang medbragte han lune kapper, tæpper og skind, som var svøbt ind i olierede lærede for at holde fugten ude. Disse blev afleveret hos de forskellige draconianske familier der havde brug for dem, samt de draconianer der levede alene. Selv om de takkede ham for gaverne, så var de stadig lidt skeptiske overfor ham, eftersom han var en udefra og ikke en indfødt.
Jake sukkede indvendigt og smilede roligt udvendigt, mens han tænkte på hvordan de mon havde det hjemme på øen. Man, hvor han savnede vinden i håret og den salteduft i næsen. Men ja, han ville ikke gå imod gudernes ønsker, når de havde valgt ham som leder. Hvorfor var ham dog stadig et mysterium..
Han var nået halvvejs igennem sin runde sammen med en lille gruppe folk fra klanen, alle draconianer. De havde kendt ham gemmen flere år, nogle endda siden Jake var en lille dreng. Og det kunne tydeligt ses, samt mærkes. De fornemmede hurtigt hvad han tænkte på og ville gøre, så de kunne hjælpe hinanden uden problemer.
Og børnene... Ja, de nød ham utroligt meget, da han elskede at lege med dem. Uanset om det var tag-fat eller gemmeleg. Disse stunder gav ham stor glæde og mindede ham om tiden sammen sammen med hans nu afdøde søn og Raefeala's børn. Han standsede op. Raefeala... Hvorfor sprang hans hjerte et slag over, når han tænkte på hende? Var han virkelig faldet for hende igen efter alle disse år og prøvelser? Han sukkede tungt og så på sine folk, som gik og pjattede med hinanden trods kulden, der fik ham selv til at trække sin tykke jakke tættere om sig.

Darren og hans deling havde for en gangs skyld en fridag. Normalt havde de enten træning med hæren, som regel optræning af nye tropper, eller vagtposter rundt omkring i byen, da byen yndede at bruge trænede soldater frem for normale vagter, når der ikke lige var en krig at sende soldaterne ud til. Men han brugte som regel også sine fridage sammen med sine folk, så tæt som han var med dem. Flere af dem havde han kendt i over hundrede år, og nogle af dem havde været med til den krig, den kamp, der havde gjort at han havde det gode ry blandt draconianerne i byen, som han havde. Der fandtes nok ikke én eneste voksne i byen, draconianer eller ej, der ikke havde hørt rygterne om de slag han havde vendt og vundet under krigen sammen med sin daværende deling, hvoraf nogle af dem stadig var i hans nuværende deling, der udelukkende bestod af andre draconianere.

Smilende standsede han op som et par unge draconianer drenge ivrigt forklarede ham hvordan de håbede at vokse op og blive lige så stor og stærk som han selv var, og spurgte efter nogle tips til hvordan de kunne gøre deres træning bedre. Darren bad dem roligt om at vis eham hvor langt de var nået, og sådan endte de ud i en for sjov slåskamp hvor han viste dem nogle tricks før han lod dem vinde over sig, og derpå, grinende, lå på jorden med begge knægtene siddende ovenpå sig, og de fleste fra hans deling der så på fra lidt afstand, små fnisende. Han havde altid elsket børn, men endnu ikke selv fået nogle - noget, der nok skulle rettes op på i fremtiden. Men for lige nu, var det hyggeligt nok at lege med de her unger, mens forældrene også smilende så på. Normalt ville kulden gøre ham en smule utilpas, men det var skam mere end til at holde ud med sådan et par solstråler ovenpå sig.

Latteren fra børn fik ham til at dreje hovedet og se i den angivende retning. Han smilede bredt da han så to drenge sidde oven på en voksen mand. Han fik øjenkontakt med forældrene til den ene og genkendte dem fra sidst han havde været i byen. De nikkede afmålt til ham som de fleste der ikke kendte ham ret godt, og moderen trak sin kappe tættere om sig. Det fik Jake til at snuppe et par bunder skind og et bundt tæpper, som han gik hen og afleverede til parret med et smil.
"I ser ud til at kunne bruge disse. Denne kulde er ikke god for koldblodet folk som os. Og særligt ikke for børnene." Ærligheden sås tydeligt i Jakes øjne at han mente hvert et ord. Moderen smilede taknemmeligt og tog imod de tre bundter. Faderen var lidt mere afmålt, selvom han var glad for gaven.
"Mange tak. Men hvad skyldes dette? Prøver de på at købe dem ind hos folket?" Jake blev oprigtigt overrasket over mandens ord. Det var ikke faldet ham ind at folk ville tro sådan om hans handling.
"På ingen måde. Hydra og de andre guder forbyde det. Jeg kender selv til at fryse i de kolde måneder og særligt ude på havet kan kulden virkelig få fat i en." Han så hen på børnene og smilede lidt sørgmodigt til forældrene.
"Pas godt på jeres søn og jeres andre børn, hvis i har flere. Jeg ved selv at der ikke er noget være at miste. Uanset om det er til en fjende eller anden årsag." Sorgen var tydelig at mærke på Jake, selv om han prøvede at gemme det.

"Okay, okay knægte, det er vist også nok for i dag. Men ved Elona'dal, hvor er I dog ved at blive store!" sagde Darren så dog efter lidt tid, og hvor de fleste børn, på grænsen til teenagere, måske normalt ville sige en voksen imod her og fortsætte, så holdt begge knægtene op med det samme - men smilede stadig, som de kravlede af ham, og lod Darren komme op at stå igen, hvor han rettede let på hans tøj. Tøjet var tykt og af god kvalitet, og tilbød ham derfor en del mere varme end det, de fleste rendte rundt i - men nu var de rogså en gambeson indenunder, derudover, d ahan altid havde en eller anden form for rustning eller ekstra beskyttelse på sig. Århundreders kampe gjorde at det blot var en vane for ham, og symbolet, på klædet der var viklet om hans ene overarm,  og sad fast der, bar Dragon's Peak's våbenskjold, en tydelig indikator af at han, ganske rigtigt, arbejdede for byen - kun vagter og soldater var tilladt at gå rundt med det.

Han kiggede derefter over på forældrene, og så den fremmede mand der havde sluttet sig til dem. Efter han lige tjekkede at hans folk var gået igang med det andet de var taget herned for atgøre- nemlig at dele varm suppe ud, som de havde slæbt med fra Thunderrage district - besluttede han sig for at slutte sigtil dem, og ledte parrets søn tilbage til dem. Da moderen fik øje på sin søn og Darren, lyste et varmt smil op i hele hendes ansigt. "Tak, Tirakan." sagde hun roligt, og Darren trak let på skuldrene, stadig med et smil på læberne, som for at sige 'det var så lidt'. Tirakan var et kaldenavn han stolt havde båret siden hans deling gav ham det, under den sidste krig. "Det er det mindste jeg kan gøre for jer. Han er skam ved at blive en stor knægt. Han skal nok blive til en god kriger en dag, hvis han stadig ønsker det." sagde Darren, med et roligt smil på læberne, før han vendte sig mod den nyankomne. "Jeg mindes ikke at have set Dem før. Er De nytilflyttet, eller blot på besøg?" hans tone var ikke anklagende eller noget der bare lignede, tværtimod var der en nysgerrig klang til hans stemme.

// Outfit

Jake så over mod manden som kom over til dem sammen med drengen. Han lyttede roligt til deres udveksling og bukkede let for manden, da denne henvente sig til Jake.
"Jeg har ikke været her tit, men det kommer jeg nok til fremadrettet. Mit navn er Jake Blackfire. Og jeg kan se at jeg ikke er den eneste som syndes lidt varmt vil være godt." Han nikkede smilende over mod folkene som delte suppe ud.
"Det er dejligt at se at der findes andre, som gør et godt slag mod kulden og elendigheden."

Bag sig hørte Jake godt hvordan et par af de unge mellem hans folk sukkede:
"Ved Hydra, jeg håber ikke vi skal blive her hele vinteren."
"Hvad med vores familier hjemme på øen?" De blev dog hurtigt tysset ned af de ældre i gruppen og fik besked på at vare deres mund.
"Tror i ikke selv at kap savner sin familie?" Jake kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet og så hen på sin gruppe af draconianer.
"Ved Hydra og alle de andre... I er noget så klynkende i koldt vejr. Vores opgave, eller min især, er at sørge for vores race." Ordene blev sagt med smil og varme i stemmen, hvilket fik gruppen til at le.
Jake så igen på forældrene, stadig med et smil på læben.
"Er der ellers noget i mangler? Eller ønsker at tale om? Jeg har ikke travlt og lytter gerne."

//Outfit som på profilbilledet, dog er jakken en del tykkere.//

Darren smilede let og bøjede selv hovedet i en respektfuld hilsen, som han så det lette buk den anden mand gav ham. Høflighed skulle anerkendes og respekteres, i alt fald i hans hoved. Manerer var noget så vigtige, efter hans mening. "Jake Blackfire? Rart at møde dem. Jeg er Darren Wylie, men folk kender mig bedst under navnet Tirakan." sagde han derpå, efte rhan havde fået mandens navn. Det sagde ham et eller andet... Måske et rygte en af dem i hans deling havde fortalt ham for lidt siden? Han havde så mange ting at holde styr på, at det blev svært at huske alle rygterne, også.

"Og ja - det her er hverdag for mig. Hvis jeg og min deling ikke kan tage hånd om vores egne, hvad er vi så virkelig værd? Ja, vi har beskyttet byen i kampe før - men det her er de små daglige kampe der også skal udkæmpes for folket." sagde han derpå, med et smil pålæberne. Men ja, det var rart at se at der var andre der heller ikke bare kunne se på og lade ting ske, men gerne ville hjælpe det almene folk.

"Din opgave især? Må man spørge hvorfor?" det pirrede alligevel lige Darren's nysgerrighed lidt for meget til at han helt kunne lade være med at spørge ind til det. Med den måde at udtrykke det på, måtte der ligge mere bag. "Men det ser ud som om at suppen og tæpperne tilsammen gjorde udslaget," tilføjede han så, som han så sig omkring, og kunne se hvordan alle så ud til at føle sig en del mere komfortable efter de havde fået noget varm mad og varme tæpper at putte sig i.

Der var noget ved denne mand som tiltalte Jake på samme måde som hans tidligere Quatermaster og nevø. Han sank en gang. Quin... Selv flere år efter fik tanken det til at gnave som en sten i skoen. Men han skubbede det mentalt væk og nikkede smilede til Darren, der så ud som om han var en del af hæren her i byen, hvilket han sikkert også var. Han var enig med denne mand i at de måtte tage hånd om deres egne. Jake så lidt grundigere på Darren, da han stillede sit nysgerrige spørgsmål om Jakes opgave. Hvis Jake skulle give et bud på Darrens alder, ville han sige at han var noget yngre end ham selv. Men hvor meget kunne Jake ikke sætte tal på.
"Selvfølgelig må du det, Darren. Jeg blev for nogle måneder siden udvalgt til at lede vores race. Mit ønske er at forene racen igen til den stor og stærke race, jeg kender fra min barndom og unge år. Jeg ved at mange er skæptiske og nervøse efter de udskift der har været, men jeg lover at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at være der for draconianerne. Om de lever her i Dragons Peak, Doomsville og de andre byer eller om de lever ude på øerne i havet." Han tog sig til venstre side af sit bælte og løsnede en velforet skindflaske, som han tog proppen af og drak en slurk, inden han rakte flasken over mod Darren med et smil.
"Kunne jeg friste med en varm romtoddy? Den hjælper med at holde varmen i disse kolde dage. Bare pas på ikke at sluge de hele kanelstænger." Han så over på familien og nikkede til dem.
"Jeg har også nogle flasker til børn, hvor der kun er nogle få dråber rom i." Folkene var allerede begyndt at finde lidt flasker frem som blev delt ud mellem dem som var samlet her.

//Romtoddy: lavet med mørk rom, honning, citronsaft og varm hyldeblomssaft. Samt et par kanelstænger. (har snakket med Sean om kaneltræer og kanel fandtes i uw, og hans sagde at det kunne vi godt sige) //

"Virkelig? Jeg syntes også jeg havde fået nys om et rygte der involverede en med dit navn... Du må undskylde, at jeg ikke genkendte det med det samme... Men som hærfører hører man trods alt en del rygter, så det er lidt svært at holde hoved og hale på det hele indimellem. Men det er godt at høre der er en med ambitionerne på plads..." sagde han så, med et smil på læben. Det var jo ikke fordi han ikke havde hørt efter - der var netop bare lidt meget omkring hans ører fra tid til anden, så det var svært at holde helt styr på det hele. Som han smilede, blev arret i hans kind også den tak mere synligt, som det, som altid, lavede nærmest et 'hul' ind i kinden på ham, når han sådan trak på smilebåndet. Det bekymrede ham dog ikke, han bar det ar med stolthed, med tanke på hvordan det var kommet der i første omgang.

"Hvis du skulle få brug for en der kan holde øje med området herovre, når du ikke er her - så melder jeg mig gerne, og min deling. Vi er her altid for vores folk, når de har brug for os - uanset om vi er i krigs tid eller ej. Ingen skal lide unødigt." tilbød han så, og strøg en hånd gennem sit hår, blot for at holde det ud af øjnene, nu det var blevet lidt halvlangt. "Og det kan du i dén grad - vores officielle arbejde er færdigt for idag, alligevel." det var ikke velanset at de drak mens de officielt var på arbejde, men fyraften var for to timer siden, så lige nu tog han glædeligt imod, og tog en god tår, før han rakte flasken tilbage til Jake. "Du er i alt fald den første leder af vort folk der har besøgt os i næsten tre århundreder - så allerede nu gør du mere end de andre har."

Han smilede lidt forlegent og kløede sig i nakken, da Darren talte om at han havde hørt rygter om Jake.
"Aah, det skal du ikke undskylde for. Jeg kender godt det med at have hovedet fuld af opgaver og pligter. Det er først her for omkring et halvt års tid siden at jeg har fået nogenlunde styr på mit eget. Ikke sådan når man har en klan at holde styr på, samtidig med at man sejler." Han var også imponeret over at Darren så hurtigt tilbød sin hjælp til at holde øje med tingene her i byen. Og det med at han var den første leder i næsten tre århundrede som besøgte dem, kunne han nærmest ikke forstå.

Men inden han nåede at sige noget, kom en af mændene hen og puffede venligt til Jake, mens smilet både var i øjnene og på læberne.
"Nu skal du ikke sælge dig selv for billigt. Jeg tvivler på at nogle kunne holde ligeså godt styr på flåden som du har gjort gennem de sidste fire hundrede år. Og jeg burde da vide det, da jeg er en af dem som har været med på hele turen." Latter slog op fra gruppen, selv Jake lo med mens han klappede sin ven på skulderen.
"Ja, Saxon. Det har du ret i. Jeg husker stadig hvordan du nærmest tikkede mig om at tage dig med fra begyndelsen, skønt dine forældre ønskede at du ventede omkring et år hundrede mere inden du forlod dem. Vi gik på kompromig med dem og nøjedes med halv delen." Igen var der latter og de to stødte blidt panderne sammen som to kammerater ville, mens de hver havde en hånd på den andens skuldre.
De unge i gruppen så virkelig meget op til de to, og det sås tydeligt i deres øjne og kropsprog.

Efter at Saxton var gået tilbage til flokken og havde dirigeret dem lidt væk så Jake kunne få lidt tid sammen med Darren uden de store afbrydelser, så Jake igen på ham med et nysgerrigt blik.
"Er det virkelig omkring tre hundrede år siden en raceleder har besøgt folket her? Det er da lige godt utroligt. Men ja, nu har jeg jo heller aldrig mødt nogle af de tidligere leder, da jeg har været optaget på hjemmefronten." Et lidt sorgfuldt blik gled kort ind over hans ansigt, inden han fortsatte.
"Men for at komme ind på noget andet. Hvor mange draconianer lever der her i byen? Og hvordan klare de sig sammen med byens andre borger?" Han havde godt set at Darren havde et underligt ar i ansigtet, men da han ikke selv var meget for at snakke om sine egne ar, afholdte han sig fra at spørge. Desværre var det lidt svært at holde øjnene fra det. Selv om Saxton havde taget gruppen med et stykke væk, så holdte de alle otte mand øje med deres kaptajn og leder, i det tilfælde at han skulle give signal om et eller andet.

Darren kiggede roligt, omend nysgerrigt, over på den af Jake's mænd der nu kort sluttede sig til dem, og kunne ikke undgå at grine en smule. Det var rart at se at en leder havde så godt et forhold med de folk der var under ham - noget Darren også altid selv havde sat en ære i med sin egen deling. De følte alle at de kunne komme til ham, uanset hvilket problem de havde, og det ville han ikke bytte for noget som helst i verdenen, da det gjorde at han også vidste, at han kunne stole på dem, regne med dem, når han virkelig havde brug for dem. Gensidig respekt, og godt velholdt venskab deriblandt.

"Tirakan, besked fra generalen," blev der pludselig sagt fra siden, og Darren drejede hovedet, for her at få øje på en af de yngste i hans deling, der var kommet små løbende fra en sidegade, med et forseglet dokument i hånden, som han fik overrakt Darren, der smilede og nikkede. "Tak, Liam. Er det rapporten vi har ventet på?" "Det er det, den som vi sendte bud efter i går." svarede Liam hurtigt, med et smil på læberne, og et beundrende blik op på Darren - der var ingen tvivl om at den yngre knægt så op til hans hærfører.

Imens Darren fjernede seglet og foldede rapporten ud, nikkede han til Jake's spørgsmål. "Det er det skam. Jeg var omtrent 130 år da det skete, så ja, det er lige omkring de 300 år siden." svarede han så, med et kort blik og smil hen til Jake, før han prøvede at læse rapporten - omend det ikke gik voldsomt godt. Førend han overhovedet kunne nå at spørge efter det, gik en af de lidt større, mere muskuløse af hans mænd hen til ham, og rakte hånden ud mod ham. Uden et ord gav Darren ham rapporten, og den blev her hurtigt læst igennem - da dette var en af hans ældste venner, vidste han netop også godt hvor ordblind Darren rent faktisk var, så han læste det gladeligt igennem for ham, og lænede sig derefter ind mod ham for med lavmælt stemme, at citere de vigtigste ting fra rapporten, til hvilket Darren smilede, nikkede, og klappede ham let på ryggen. "Godt. Tak, Lyon."

"Generelt klarer vores race sig godt her i byen. Det skal være mig usagt præcis hvor mange der bor her, da det også skifter lidt efterårstiden, nogen bor her kun om sommeren, og drager sydpå om vinteren." svarede han derpå Jake. Han lagde godt mærke til hvordan hans øjne gled hen til hans kind indimellem, og vidste jo godt hvad der var grunden dertil - samme grund som til at så mange andre kiggede en ekstra gang, indimellem. Han havde dog absolut intet imod det, og sagde derfor også bare; "Hvis du er nysgerrig, så bare spørg. Jeg har intet imod at tale om det."

Det var nu tredje gang han hørte det navn, og han blev mere og mere nysgerrig for hver gang. Dog holdte han sig selv i tøjlerne eftersom en ung draconianer kom hen til dem med en besked. Han så godt hvor rolig Darrens folk var og tænkte på sine egne klanmedlemmere. Særligt da han så hvordan den unge havde et beundrende blik i sine øjne, mens han så på Darren. Det fik Jake til at smile bredt og nikke til Darrens forklaring om at det virkelig var så længe siden at en af racens ledere havde besøgt Dragons Peak, hvilket han på en måde undrede sig over.
For Jake var det tydeligt at Darren havde problemer med at læse rapporten, og det blev kun bekræftet da en af hans mænd kom over og overtog rapporten, samt talte lavmælt til Darren. Uden et ord så Jake hurtigt hen på sine folk og gjorde nogle tegn med hænderne. Saxon nikkede og et par af folkene begyndte at lede i deres vadsække efter en bestemt bog. Den første som fandt den, rakte den til Saxon og han gik hen og gav den til Jake med et nik til både ham og Darren, inden han igen sluttede sig til folkene ved vognen, der stadig delte bundter med tæpper og kapper til draconaner og andre der kom og spurgte pænt, særligt hvis de så ud til at mangle det.

Jake rakte bogen frem mod Darren med et smil, mens han svarede på det sidste Jake havde spurgt om. Han rykkede endda lidt tættere på Darron, så han ikke skulle tale ret højt for at han hørte ham.
”Det skal jeg huske. Men først en lille gave, som jeg tror vil gøre god nytte hos dig. Og skulle der være andre som har brug for en bog magen til, så sig til. Vi har en del af dem og nogle er kommet så langt at de ikke bruger den mere. Jeg...” Et sted i området var der en kvinde der kaldte:
”Raco, kommer du lige og hjælper?” Dét fik Jake til at snurre rundt og se i den angivende retning. Glemt var alle tanker om at Darren skulle have bogen. Glemt var alt forsigtighed. Selv hans folk stivnede og så i retningen hvor kvinden havde kaldt.
En dreng omkring de femten med lyst hår kom løbende over til kvinden. En dreng som absolut intet havde til fældes med den mand Jake og de andre havde kendt. Alle som en, så folkene over på Jake, der var begyndt at ryste en smule og så ud til at kæmpe med ar dybt i sjælen. Men på trods af dette, fik han taget sig sammen og vendt sig mod Darren igen med et ustabilt smil på læben, samtidig med at han forsøgte at skjule smerten der brændte gennem hele hans væsen. Og ubevist havde han løftet den frie hånd op til sit bryst, hvor den knugede om skjorten. Dog var hånden ikke helt lukket, som om noget under skjorten forhindrede det.
”Beklager afbrydelsen. Jjeg... Jeg troede lige at det var en jeg kendte.” Han rakte igen bogen frem mod Darren.

Over ved vognen stod Saxon og holdte grundigt øje med sin kaptajn og leder. Han kendte hver en bevægelse Jake lavede, særligt den med hånden som greb fat om den skjulte medaljon. Det var blot et af de få tegn Saxon havde brug for til at vide at Jake var ved at køre sig selv ud på et sidespor, der nemt kunne ende i et sammenbrud.
Saxon tog en hurtig beslutning, og gik igen over til Jake og Darren.
”Jeg er blevt nysgerrig omkring navnet Tirakan. Er der en mulighed for at vi kan få historien i et varmt krolokale?” Han stillede sig ved siden af Jake, så deres skuldre lige strejfede hinanden. Jake sukkede tungt og fik et mere stabilt smil på læberne.
”Ja, jeg er også selv nysgerrig omkring det navn. Og Saxon har ret. Lad os finde et varmt lokale og snakke i.” De u-udtalte ord mellem Jake og Saxon var tydelige at fornemme. Jake var taknemmelig over at Saxon havde aflæst ham så godt og var kommet ham til hjælp, så han kunne prøve at samle sig.

Darren kiggede på jake som han talte, måske med et let undrende blik grundet bogen han havde i hænderne - han kunne ikke lige se hvilken nytte en bog ville gøre han, når han knap nok kunne læse, sådan som bogstaverne nærmest bare så ud til at flyde ud i hinanden for ham. Men han lyttede nu stadig efter - indtil der åbenbart var noget der fik rystet den anden draconianer, og helt og holdent tog hans opmærksomhed væk fra samtalen. Darren lagde skam godt mærke til måden han knugede sig til brystet på, og formodede at der var noget af en emotionel smerte der plaged eham i lige det øjeblik, da han selv havde set det alt for mange gange før, og oplevet det en enkelt gang, selv. Så han ville ikke spørge ind til det.

"Ingen brug for undskyldning." han sagde ikke mere, men udtrykket i hans øjne og det lettere triste smil fortalte nok også Jake alt hvad han havde brug for at vide - at hanfølte med ham. Han forstod hvordan det var med de mere tunge emotionelle ting - så selvom han ikke vidste præcis hvad det var dette omhandlede, så forstod han nok til at han ikke spurgte ind til det. Han tog derpå stille imod bogen, før han så på Saxon som han kom hen til dem igen, og, rimelig velkomment, brød ind i samtalen igen.

"Det er der - en af vores favorit kroer er lige rund tom hjørnet. Men om jeg kan få et ord igennem for mine mænd, er en anden side af sagen, så meget som de elsker den historie!" sagde han så, og slog en latter op for at lette stemningen en del - en latter som hans mænd hurtigt sluttede sig til, som Lyon også kom over og dunkede ham i ryggen. "Det var jo sådan vi rigtig mødtes - kan du bebrejde nogen af os for at ville fortælle den, også?" "Det kan jeg vel ikke. Men nuvel - lad os komme ind i varmen." sagde Darren så, med et smil på læberne, før han begyndte at lede vejen hen til den store kro der ganske rigtigt kun var to gader væk fra den mindre plads de havde været på. Den var stor, rummelig, og godt lun, da der var en pejs i hver ende af det store lokale, som de rvar tændt godt op i.

Jake smilede mere roligt, da det så ud til at Darren selv kendte til det at miste nogen tæt på sig. Og han var da også glad for at der ikke blev spurgt mere ind til det. Han og Saxon smilede bredt, da Darren og hans folk brød ud i latter, samt da den store mand igen kom over til dem. Det var nu tydeligt for Jake, at han og Darren havde meget tilfældes omkring de folk de havde under sig. Der var venskabelighed, loyalitet og nærmest en familie følelse hos dem. Jake så over på resten af sin gruppe og gjorde et kast med hovedet om at de skulle komme med. Og sammen gik de med Darren og hans flok til den kro de snakkede om.
Alle som en sukkede dybt og rystede sig kort for at få den værste kulde ud af kroppen, inden de blandede sig med Darrens folk. Selv Saxon satte sig ved et andet bord, så Jake og Darron kunne få lov til at sidde for sig selv og snakke om alt muligt.

Da de havde sat sig og bestilt drikkevare, nikkede Jake mod bogen og talte med lav stemme, så det kun var Darren der kunne høre ham.
”Bogen er lavet med henblik på at hjælpe folk der enten ikke kan læse eller har vanskeligheder ved det. Der var en del af mine folk som ikke kunne læse og skrive, da vi bosatte os på Dead Mans Rock, men det fik vi styr på i løbet af de første par år. Takket været min soulmate, stedsøn og hans kæreste, der også var min protegé.” Han tog et par dybe åndedrag og tvang sig selv til at forholde sig roligt, men hans stemme forrådte ham letter.
”Vi havde en del gode år, hvor vi levede i fred. Men så opdagede min soulmate's familie vores ø, og helvede brød løs. Vi mistede en del folk, der iblandt min soulmate, søn og stedsøn.” Han knugede igen hånden om skjorten der skjulte medaljonen. Samt kæmpede for ikke at bryde sammen. Det lykkedes ham endda at få et venligt smil på læberne.
”Derefter smilede Hydra til os og ledte os til den velstand klanen i dag har. Vi har ændret os fra pirater til handelsfolk, hvilket ind til videre ser ud til at gå godt.... Beklager. Det var ikke meningen at jeg ville blande det hele så meget sammen. Det korte af det lange er, at du forhåbentlig med lidt hjælp fra bogen, kan komme til at læse bedre. Ellers må du sige til. Så kan jeg få mit barnebarn til at komme her op og hjælpe dem som har brug for det. Hun elsker at lære fra sig, og hun er helt fantastisk når hun giver sig i krig med noget. For øjeblikket holder hun øje med at alt går godt ved de to handelshuse vi har fået oprettet her i landet.” Jake tog imod det krus rom servitricen kom med, og bestilte en kande, inden han drak næsten halvdelen af kruset på en gang.

Saxon havde holdt lidt øje med Jake og kunne se at han var begyndt at tale om sin afdøde familie. Derfor, efter at have fået sit krus rom, rejste Saxon sig og løftede kruset til en hilsen.
”Darren. Du og dine folk er en fryd for draconianerne. Ud fra den smule jeg har set her i dag, er jeg villig til at gætte på at I har racen med jer i alt hvad i laver. Som Quatermaster...” Han blev afbrudt af et par af deres folk.
”Har du glemt at du blev forfremmet på turen her til?” Alle Jakes folk brød ud i latter, selv Saxon og Jake lo med. Saxon nikkede og fortsatte.
”Ja, det er rigtigt. Jeg blev forfremmet fra Quatermaster til First Mate. Men uanset hvad, så er jeg sikker på at I vil være en stor hjælp for vores kaptajn og leder i tiden der kommer. En skål for Darren og Jake!” Alle Jakes folk sprang på benene og råbte i kor.
”For Darren og Jake!”

Darren valgte ikke at hvile på emnet, nu han kunne se præcis hvor hårdt det stadig tog på den anden draconianer, så der skulle ikke dvæles ved det og forlænge pinslen ved minderne. Alle helede i deres eget tempo og på deres egen måde, og han skulle ikke prøve på at fremskynde det, da det ofte kunne gøre situationen værre i stedet for. Det tog ikke længe før de alle var kommet hen til den større kro, og havde sat sig ved deres respektive borde, hvilket efterlod Jake og Darren ved deres eget bord, mens Darren's folk ellers blandede sig godt med Jake's, som de alle lod til at være interesserede i at lære hinanden bedre at kende.

Darren kiggede lettere nysgerrigt ned på bogen, som Jake fik forklaret ham præcis hvilken type bog det var. Ah. Tjo, han kunne vel altid give det et forsøg. Han kunne ikke ligefrem tabe noget ved at prøve, trods alt. Det værste der kunne ske var at den ikke hjalp, og det bedste der kunne ske, ville være a than pludselig selv kunne læse ordentligt, så det ville der jo ikke være noget som helst slemt i at prøve sig frem med. Han nikkede til tak, da han selv var en smule forlegen over hans manglende evne til at læse, med den forholdsvist høje position han havde, så han ville helst ikke snakke højt omkring det selv.

Da Jake fortalte mer eom hvad der var sket, og historien var færdig, rakte Darren ud for at lægge en rolig hånd på Jake's ene skulder, og give den et blidt klem. "Jeg kondolerer. Og der er absolut intet at undskylde for - man er aldrig selv helt herre over, hvor ens hukommelse tager en med på rejse hen til." det vidste han udmærket godt selv, med den milde PTSD han selv led under til tider. Der var en grund til at han ikke boede sammen med nogen på nuværende tidspunkt, og hvis han sov i samme rum som andre, var de tkun med hans egen deling, da de sagtens vidste hvordan de skulle håndtere måden han var på hvis et mareridt vækkede ham.

Darren så derefter ove rpå Saxon som han løftede sit krus og talte, og han kunne helle rikke selv lade være med at smile af måden alle kammeraterne grinte af hans fortalelse. Det var virkelig som en anden udgave af hans egne folk. Darren løftede selv storsmilende sit glas. "Og jeg takker hvad end for højere magter der måtte lytte med her, for at vi har mødtes dagen i dag - dette kan ikke blot være et tilfælde. I kommer som kaldet, og jeg, min deling - ja, hele Dragon's Peak - byder jer officielt velkommen med åbne arme!

Jake smilede og nikkede roligt til Darren. Han havde ret i at man ikke kunne kontrollere sin hukommelse. Men stadig kunne Jake ikke helt fortrænge de sørgelige tanker. Han viste at der nok ville gå nogle år, før han kunne tale om det uden at blive trist. Men han viste også at arbejdet som raceleder, sikkert også ville hjælpe med at få det andet lidt i baggrunden.

Da Saxon havde talt og Darren svarede, smilede Jake stort og løftede selv sit krus som tak. Efter at have drukket en slurk, så han rundt på de to grupper som havde blandet sig godt og grundigt. Tilsidst rettede han igen blikket på Darren.
”Lad mig høre... Hvordan står det enligt til i byen. Eftersom du siger at vi er kommet som kaldet, kan jeg næsten gætte mig til at det ikke er helt godt. Hvilket også får mig til at tænke på... Hvordan er byens hersker?”
Han var en smule anspændt over hvad Darren ville fortælle, men han tog i mod det med åbne arme og åbent sind.

Saxon og de andre havde igen sat sig og fortsatte deres forskellige samtaler med Darrens folk. Ligesom Jake, var de nysgerrige efter hvordan det gik til her i byen og hvordan racen fungerede så langt mod nord, for ikke at tale om det forbistrede kolde land de skulle igennem for at komme her op.

Darren fik taget en god slurk frør han satte sit krus ned igen, og skubbede noget hår ud af hans øjne, og om bag det ene øre igen. Det var rart at se hvor godt deres folk kunne med hinanden - men hvis Darren også selv skulle være helt ærlig, så var det forholdsvist sjældent at ham og hans folk ikke var kommet godt ud af det med andre før.

"Der er... En del tumult. Byens hersker er skam fin nok,men han har kun næsten lige overtaget byen. Der er stadig mage ting han har at rette op på, efterladt af den gamle... Så vi er stadig i lidt af en transformations fase, kan man vel sige. Det vil i al fald tage noget tid før alt er tilbage ved det gode gamle og alt er på plads igen. Mange mere eller mindre kriminelle prøver også at udnytte det kaos til deres egen fordel. Vi har mildest talt haft travlt de sidste måneder." sagde han med et suk. "Når der ikke er krige at sende os ud i, overføres alle fra militæret til vagt korpset istedet, ser du. Vores forskellige rang tæller selvfølgelig stadig, men vores opgaver er i tættere samarbejde med både normale byvagter og borgere. Jeg sørgede så for at min deling blev sat til dette distrikt - nu det er her, flest af vor race bor."

Jake lyttede roligt og interesseret til Darrens ord, mens han små drak. Faktisk lukkede han meget af den anden støj ude, så han kunne koncentrer sig fuldt og helt om mandens fortælling. Han havde godt hørt lidt rygter om at den nye hersker lige var kommet til magten, men han havde aldrig drømt om at det kunne skabe så meget tumult. Han nikkede anerkendende til Darren og begyndte at overvejede sine næste handlinger.
”Så de fleste bor her i Bronze of Time...” Han mumlede mest til sig selv, mens øjnene havde et lidt fraværende udtryk. Men da han efter at have drukket lidt mere af rommen, hvilket var det sidste, igen så på Darren var han mere nærværende.
”Hvis du fik muligheden for komme med ønsker omkring byen her. Hvad ville de så være?” På en måde sad Jake allerede og legede med tanken om at gøre Dragons Peak til en by, hvor stort set kun draconianer boede. Han overvejede også de forskellige muligheder for hvordan de kunne gøre byen mere tæt og lun, uden at lukke alt luften ude. Tankerne var mange og han fik igen et lidt fraværende udtryk i øjnene, selv om han stadig lyttede til hvad Darren ville svare.
Et sted i baghovedet var der en stemme der minde ham om at han også havde Dead Mans Rock at holde styr på. Hvorfor det ville blive lidt problematisk at lede denne by, hvis det gik den vej.

Modsat Jake så lukkede Darren ikke rigtigt af for alle de andre lyde i lokalet. Men det var så mere grundet træning end så meget andet. Med al hans træning i militæret, ja, så havd ehan lært at selv de mindste lyde kunne være noget livsvigtigt, hvorfor han altid, bevidst elle rubevidst, lyttede efter så meget af sine omgivelser som han overhovedet kunne, men samtidig kunne han skam også godt holde fokus på den samtale han nu engang havde gang i. Nogle århundreders god træning i det gjorde at det blot faldt ham helt naturligt ind.

"Det gør de, ja. Det er her man umiddelbart er bedst beskyttet mod den til tider voldsomme kulde. Her det er nemmest at holde ens huse godt opvarmet, så det er vel egentligt også logisk nok." kommenterede han, og tog en tår af den mjød han havde fået bestilt nærmest så snart de var trådt ind af døren. "Ønsker omkring byen? Hmm. Måske overordnet set en smule mere fokus på de krav visse racer i byen har, inklusive vores egen. Det er skam ikke fordi andre ville gøre som os, hvis vi ikke gjorde det. Uden os ville mange af vores folk fryse halvt ihjel. Jeg har set det ske før - og vil gøre alt hva djeg kan, for aldrig nogensinde at se det ske igen."

Jake nikkede som Darren talte om hvad han tænke sig for byen og deres race. Forskellige planer formede sig i hans tanker, deriblandt tankerne om at få et møde med herskeren for at høre om han kunne få lov til at gøre lidt forskelligt for sin race og dem som var tro mod racen.
"Lyder som om du er en af dem der har mest styr på vores racefæller. Og det kunne jeg godt bruge til noget. Faktisk vil jeg nok være nød til at rejse herfra i længere perioder, da jeg også har en hel klan på en ø, som ønsker min opmærksomhed. Og med jævne mellemrum vil forskellige grupper af mine folk afløse hinanden her i byen, så de ikke er væk fra deres familier for længe af gangen." Han så hele tiden grundigt på Darren og smilede mens han talte.
"Kunne det være noget for dig? Selvfølgelig vil der være en belønning til jer, som tak."

Saxon rejste sig og gik hen til kroejeren for at høre om der stadig var nogle værelser for natten. Heldigvis var der nok til at de kunne nøjes med at være to på hvert værelse. Han sørgede for at dele nøglerne ud til folkene, inden han nikkede til Jake, som havde fuldt ham ud af øjenkrogen og nikkede smilende tilbage, inden han igen havde fuldt opmærksomhed på Darren.
En lille tanke slog ned i ham. Gad vide om Alec var i byen? Hans krop blev rystet af et lille gys ved tanken om hvad den mand kunne gøre. Men han måtte vente til senere for at finde ud af det.

Darren fik stille og roligt drukket lidt videre af sin mjød mens Jake talte, og kastede også stadig hyppige blikke omkring sig. Både for at sikre sig at folkene stadig kom godt ud af det med hinanden, men også som ren refleks. Når man havde været i en del krige og utallige kampe, ja, så blev det lidt en refleks at sikre sig, med jævne mellemrum, at ens omgivelser var sikre og rolige. Det var også grund til at han aldrig gik rundt ubevæbnet. Ja, han var meget blid og rolig af natur normalt, men hvis det kom til kamp var han altid beredt, og selv hvis stålet ikke skulle hjælpe, så ville flammerne han kunne fremmane nok kunne gøre arbejdet istedet.

Han løftede let et øjenbryn som han blev tilbudt at være den der holdt øje med deres folk i denne by, på vegne af racelederen han nu engang sad overfor. Men snart dukkede endnu et smil op på hans læber, og han nikkede roligt. "Selvfølgelig. Det vil være mig en ære." sagde han, og bukkede let hovedet som erstatning for et let buk, nu de trods alt sad ned og det ikke var så ligetil at gøre.

//undskyld det blev lidt kortere :/

Han tænkte på om han havde bedt om for meget, da han så hvordan Darren let løftede det ene øjenbryn. Hvordan kunne han overhovedet bede en fremmede om det? Men så igen, han havde en følelse af at han kunne stole på denne mand, hvilket var årsagen til at han havde spurgt.
Han skulle til at undskylde sit forslag, da Darren fik et smil på læben og nikkede roligt. Mens Darren takkede ham for æren, slap Jake et tilbageholdt åndedræt frit. Han smilede stort, mens Darren bukkede let hovedet som en form for let buk. Han nikkede selv som tak.
"Dejligt. Jeg havde en god fornemmelse af dig, da jeg mødte dig, og den holder stadig vande." Han drak lidt mere af rommen, mens han sad og tænkte kort over hvad han burde gøre.
"Jeg ved ikke hvad du har af planer eller opgaver imorgen. Men kunne du tænke dig at vise mig lidt rundt, så jeg kan få et lille indblik i hvordan tingene er her i byen. Jeg skal også have taget mig sammen til at ansøge om en samtale med herskeren." Han gned sig tænksomt hen over sit fipskæg, mens han tænke på hvordan han skulle få godkendt nogle af de ting han ønskede for racen.

//Intet problem - der var masser at spille videre på //

Han så godt hvor nervøs Jake virkede i starten - var det måske fordi han tog sig lidt betænkningstid til sit svar, at han måske troede han var trådt over en eller anden usynlig grænse? I så fald, var det noget han aldrig behøvede bekymre sig om med Darren - hvis man trådte over en grænse ville man med det samme vide det, og derudover, så havde han ikke særlig mange grænser der kunne overtrædes til at starte med.

"Lige over - øjeblikket jeg så jer hjælpe vor race, som så mange desværre overser på trods af vores større antal i byen, så vidste jeg der var noget anderledes over jer... På den absolut bedst tænkelige måde, selvfølgelig!" sagde han og et grin undslippe, før han bundede det sidste der var tilbage i hans krus. "Og så længe det er om eftermiddagen, så ha rjeg tiden - jeg er på morgen runder i morgen, så jeg har først tid omkring middags tid, og fremadrettet. Indtil da vil jeg være på vagtpost i den lavere del af byen.Så eventuelt kan du ansøge om et møde mens jeg får ordnet mine pligter der."

Jake slappede af og nikkede tænksomt til Darren.
”Det er en aftale. Jeg vil bruge formiddagen på at se om jeg kan få en aftale i hus med jeres hersker. Hvis alt går vel, kan vi begynde at ligge planer i eftermiddag.” Han strakte sig lidt, for at løsne nogle af de nu stive muskler, inden han så rundt på de forskellige draconianer. Et smil spillede på hans læber mens han nød synet af så mange sammen. Selvfølgelig havde han ikke glemt Dead Mans Rock, men han kunne nu mærke at han også ønskede at være der mere for sin race. Han viste også at han snart måtte tage stilling til om han tog med sine folk tilbage til Aquerne og derfra videre til øen, eller om han blev tilbage i Dragons Peak. Tanken om Alec kom igen og gav ham endnu et lille gys ved mindet. Hvis han var her i byen, havde Jake intet imod at blive tilbage. En anden tanke meldte sig også: Rafaela. Hende havde han også flirtet med. Og nu hvor han tænkte på hende blev han stadig varm i kroppen. Hvordan mon hun ville have det, hvis de fandt sammen og han beholdte kontakten til Alec? Hans ansigt blev tankefuldt, mens han overvejede de forskellige ting.

Saxon sad og snakkede med et par af Darrens folk, mens han også holdte øje med sin ven, kaptajn og leder.
"Hvordan er livet her, når i ikke er i tjeneste?" Han var nysgerrig omkring livet i denne by. Det kunne jo gå hen og blive nødvendigt at finde ud af om de kunne lide livet her, hvis Jake valgte at slå sig ned.

//Håber du kan bruge svaret//

"Det lyder godt." sagde Darren med et smil på læberne, inden han ligeledes så sig omkring, og observerede hvor godt deres folk så ud til at komme ud af det med hinanden. Nu hjalp det jo selvføgelig også at de fleste havde racen til fælles - det gjorde det altid nemmere at lære andre at kende, når der ikke var så simpel en ting i vejen, da de forskellige racer ofte havde meget forskellige verdenssyn. Naturligvis ville opvækst også have en del at sige der, og det va rnok der hvor deres folk ville afvige mest fra hinanden - men alle lod til at være godhjertede og have andres behov i tankerne før egne.

"Tjoh, det er vel som det er de fleste andre steder. Det går, med nogle højdepunkter og nogle lavpunkter, også. Især denne årstid er hård for os - for hele vores race, velsagtens. Som I selv ha rkunnet mærke, bliver det utroligt koldt heroppe i bjergene på denne årstid. Til gengæld så bager solen så også på os om sommeren, der er ikke så meget der giver skygge for solen, hvilket nogen andre i byen brokker sig over når vi når til den årstid. Men ellers så fungerer det meste i byen vel egentligt som det skal." svarede en af Darren's mænd Saxon, med en let trækken på skuldrene.

//håber det kan bruges

Jake nikkede og tog sig selv i at gabe. Det var da utroligt... Han havde ikke regnet med at blive så døsig grundet at de kom indenfor, men tja, det var jo så en af ulemperne ved at være koldblodet. Varmen kunne gøre en utrolig døsig.
”Ikke fordi jeg ikke har lyst til at snakke mere, men jeg tror jeg vil trække mig tilbage og snuppe en lur. Havde glemt hvor døsig jeg bliver i varmen efter en dag i kulden. Men i skal endelig blive så længe i har lyst.” Derpå rejste han sig og gik over til Saxon, hvor han fik nøglen til værelset. Han gik op og lagde sig en lille times tid, hvorefter han gav sig til at skrive en besked til byens hersker, som han fik sendt afsted.

**** Tids hop ****

Jake stod op næste morgen og mens han spiste morgenmad, kom en løbedreng med en besked til ham om at der var planlagt et møde samme formiddag. Han var imponeret over at det var gået så hurtigt og tænkte at det næsten var for godt til at være sandt. Men han var taget afsted alligevel.
Og det viste sig at være en god ide. Mødet gik rimeligt fint og de fik indgået en aftale om at Jake var velkommen i byen og kunne gøre hvad han ønskede for sin race, så længe det ikke gik udover andre racer i byen.
Senere på dagen, kort efter middag, fandt Jake frem til trænings området for soldaterne. Her stod han og så lidt på mens en flok trænede. På et tidspunkt blev han spurgt om han havde lyst til at sparre sammen med dem, hvilket han tog imod med et smil. Kort efter var han i en nærkamp med sværd mod to andre og klarede sig godt. De andre soldater blev nysgerrig og stoppede deres træning, for at kunne følge med.