Efteråret med nyt liv - Lith'rra og Althorn

Sted: Larliis nye hjem, ligger nær ved floden som løber igennem The Forest. Omkring tre en halv dags rejse til hest fra Forestina.
Tid: omkring middag, Oktober 1163
Vejr: Efterårs køligt, en af de dage hvor blæsten har lagt sig en smule og solen skinder lidt mellem de tunge skyer.

@Lith’rra og @Althorn

Påklædning: Lang grøn kjole

Larlii var imponeret over hvor hurtigt det var gået med at få bygget det nye fristed. Alle de hjælpende hænder der havde været hen over foråret og sommeren, særligt efter at folk fandt ud af at hun bar et barn under sit hjerte. Hun var nu højgravid og havde fået at vide af fødselshjælperen at hun kunne give fødsel hvert øjeblik det skulle være. Derfor havde hun spurgt fødselshjælperen og sin grandkusine om de havde lyst til at bo her indtil fødslen var overstået, hvilket de begge havde sagt ja til. Dette var nu lidt over en uge siden og Larlii nød lige nu den stilhed der var pusterummet i blæsten der hærgede skoven for tiden. Hun sad på en stol ved dammen og så rundt på hele fristedet.

Det var dejligt stort og pladsen var fordelt på flere niveauer, samt flere små huse eller værelser. Alle var forbundet af broer og trapper. Hun havde med vilje sørget for at der var små huse til dragerne oppe mellem det øverste af træerne, så dragerne kunne få den fred de ønskede. Ligeledes havde hun haft børn i tankerne, da hun fik bygget stedet. Så gangbroen eller trappen til niveauet hvor dragerne boede, var lukket af med en låge eller dør, hvor hun alene havde nøglen.
Nede på jorden var der indrettet et par store urtehaver, en fin køkkenhave og en stor frugthave. Larlii havde valgt stedet, efter at have set hvordan en lille å løb fra floden og dannede en lille dam i midten af stedet, for så igen at løbe videre ind i skoven.
Hun havde fået bygget en lille gangbro rundt om dammen, hvor man kunne ligge sit håndklæde eller sætte sig med føderene i vandet. Der var også bygget en stald med plads til fem heste, i tilfælde af at der skulle komme overnattende gæster.
Fire mini drager (to brune, en grøn og en mat gul, alle sammen hunner) legede i den stille vind og nød vejret. De andre fire, som havde dannet par (to orangerøde, en mat gul hun og en grøn han) sad på et af rækværkerne i et af de øverste huse, hvor de vogtede over deres unger inde i rederne. Fra tid til anden tog en af dem en lille flyvetur, mens de andre fortsat vogtede over ungerne.

Larlii så smilende ned på den større grønne drage, der lå ved siden af hende. Hun lod en hånd glide ned og kærtegne dragen, mens hun tænkte over alle de år der var gået efter at han havde valgt at følge hende. Noget hun var taknemmelig for. En latter over fra frugthaven fik hende til at se derover og smile, da hun så hvordan de unge elvere pjattede med hinanden mens de plukkede efterårets frugter fra træer og buske. Hun ville så forfærdeligt gerne hjælpe, men barnet i hendes mave havde ikke tilladt hende det de sidste par måneder. Og derfor havde hun spurgt sine venner og veninder om hjælp, hvilket de havde givet hende sammen med mange andre unge elvere som hun enlig ikke kendte. Alle var så glade for at hun havde fristedet, hvor man kunne finde utroligt mange urter og frugter. Noget som de forskellige kroer og køkkener nærmest sloges om at få lov til at købe fra hende. Hun var ikke helt sikker på hvor Lith´rra var, men hun viste at han ikke var langt væk, eftersom hun kunne føde når som helst.

//Har pt. ikke hørt noget fra Lith´rra, så vi starter uden ham //

Det havde været nogle stressede dage, meget mere end han faktisk havde regnet med det havde været. For normalt var han ikke typen som stressede over noget som helst rigtigt, og han var altid ekspert i at holde hovedet koldt. Men Larlii's graviditet havde åbenbart påvirket ham på en helt ny måde han ikke havde oplevet før, en måde der havde fået hans stress level til at nå helt nye højder. Og han forstod ikke hvorfor, han glæde sig jo som et lille barn til at hun skulle føde, men han havde også nydt hendes graviditet og alt hvad der kom med den. Så hvorfor skulle hans stress så være så høj? Måske var det de søvnløse nætter? Måske var han nervøs over noget kunne gå galt? Måske var det især efter psykopaten havde været efter Larlii, som havde gjort ham ekstra påpasselig overfor hvem der kunne potentielt stikke dem i ryggen og sladre eller værre.

Byggeprojektet af det nye fristed havde dog fået ham til at glemme lidt af sin stress, og han havde begyndt at få det lidt bedre, for ikke at sige meget bedre. Han sov godt om natten, mest fordi han var komplet udmattet da han hjalp til med det tunge arbejde, og fordi at det konstante arbejde havde givet ham noget andet at tænke på end alt hvad der kunne gå galt med Larlii og deres kommende lille baby. Han var nu også glad for at havde kunnet arbejde og hænge lidt ud med andre elver, da de ikke havde været en del af hans liv så meget før at han mødte Larlii. Nu hvor han havde gået med dem op og ned af hinanden, havde han så også lært lidt mere af det nye moderne elviske sprog, alle de nye slangord de unge kom op med og sådan. Det havde været en lille øjenåbner for hvor meget han faktisk ikke vidste om hans race, som elver generelt, som han først fik lært nu. For han havde heller ikke tænkt på hvor meget de passede på deres hud og sørgede for ikke at få alt for mange ar og revner, skønt han var et omvandrende ar-lerede. Men det havde nok også været det eneste som havde fået de andre elver til at holde sig lidt på afstand fra ham.. men det var jo varmt når man arbejde så det var ikke altid at trøjen var på! Så inden de egentligt lærte ham helt at kende så så de lidt på afstand. Men den sidste tid havde de snakket meget sammen mens de arbejdede og havde haft et godt samarbejde med hinanden til byggeriet var færdigt.

Efter arbejdet var gjort, havde der været fredeligt, ganske vist i forhold til da arbejdet havde stået ved, for efter det var færdigt havde der været mange besøgende og familier af dem som havde hjulpet til med byggeprojektet. Plus han også skulle have sine egne børn med over så de kunne se stedet, og måske hjælpe lidt til i haven med at passe den en smule. Han forventede dog ikke meget af de mindste, men dem som var lidt ældre ville have en god oplæring i at passe have. Mest så de også kunne lærer lidt om hvad der var godt at spise og hvad der ikke var. Sådan noget var altid god viden at få indprintet så hurtigt som muligt. Plus så fik børnene også en god chance for at danne nye venskaber med skovelver børnene som nok var lidt meget skeptiske først, men de var jo børn, så det var hurtigt overstået og de hang ud sammen som om de havde kendt hinanden i mange år.

Han havde så den her dag været ude med børnene og plukket det frugt der havde været modent nok til at blive taget, så de kunne få noget godt mad, da det ikke kun var hans børn han havde taget med sig, men også dem han havde arbejdende for sig, da de også havde været rigtig nødvendige til at få køkkenet og rengøringen til at køre så normalt som muligt, så hurtigt som muligt. Mest på grund af Larlii's tilstand, så hun ikke skulle lave så meget og kunne koncentrere sig om sig selv. Han havde dernæst ladet børnene storme køkkenet med alle deres plukkede frugt, imens Lith´rra så havde taget turen til Larlii, da han havde savnet hende noget så meget. Han havde et par bukser på med et bælte om livet og bare fødder og overkrop. Han svedte ikke så meget mere, men det tunge arbejde havde bygget lidt ekstra størrelse på hans overkrop, så hans tøj havde begyndt at stramme lidt, hvilket havde været irriterende syntes han. Så betød det jo at han skulle have nyt tøj. Roligt gik han ud til Larlii med et stort og varmt smil, især da han så hvor gravid hun var, han vidste ikke helt hvorfor, men hver gang han så den runde mave, hoppede hans glæde et godt stykke op i skyerne. Han kom fra siden af så han vidste ikke om hun havde set ham endnu, men da han kom helt over til hende plantede han hurtigt et kys på hendes kind.
"Hvordan går det min egen, er mine to vigtigste prinsesser.. eller prinsesse og prins tilfredse med stedet?" Spurgte han hende med et varmt og kærligt smil, og med et blik der var fyldt med kærlighed.

Det her havde han nok i virkeligheden udskudt alt for længe, men sådan var tingene nu engang desværrenår man var konge. Så mange ting han stod i spidsen for, havde ansvar for, så mange ting der skulle gøres, møder der dukkede op ud af det blå, og alt derimellem. Det var sjældent han fik tid til sig selv medmindre han direkte beodrede folk til at tage over for ham, og det var virkelig noget han hadede at gøre. Det her var første gang i næsten et halvt år at han rent faktisk havde noget ordentlig fritid, og folk i hoffet var også under strenge ordrer om ikke at kontakte ham i hans fritid, medmindre det var noget livsvigtigt. Alle andre anliggender måtte de selv tage sig af.

Og denne tid blev så også brugt på noge than virkelig havde set frem til. Fristedet der skulle bygges for Larlii, var nu blevet færdigt, og det var på høje tid for ham - og Nínim - at besøge stedet. Grundet Ílthar var hurtigere til bens end en almen hest, tog det dem kun 2 dage at komme frem, næsten en halvering af den normale tid. Men det var jo så også logisk når Ílthar ikke kun var det hurtigere til bens, men også lettere til bens, han havde generelt nemmere ved at vade igennem tjørnekrat og alskens mulige andre planter i skoven, end de fleste heste havde. Deholdt kun inde indimellem for at Ílthar kunne få spist og sovet lidt, eller for at drikke, når de kom i nærheden af en å. Althorn selv spiste blot det mad han havde taget med mens han stadig sad på ryggen af Ílthar - ingen grund til at lade tid gå til spilde med det.

Men efter den længere rejse her, var de nu endelig nået frem. Siden de stadig var dybt inde i elverskoven, så havde Althorn skam sin krone på denne gang - og nok også finere tøj end de fleste vilel have valgt til en rejse af den længde, omend han også havde noget lidt mere praktisk tøjgemt i saddeltaskerne. Han smilede blidt til elverbørnene som de opdaged eham, og bøjede hovedet i en venlig hilsen, før han steg af Ílthar. Det var tydeligt at ungerne var en smule forbavsede over at se kongen herude, men hans rolige gemyt fik dem dog også hurtigt til at slappe af igen. Nínim fik øje på nogle af de andre drager derefter, og efter at han så på Althorn og fik et nik som sit svar, så satte han af og fløj op for at slutte sig til dem, en del mere social nu han kendte til nogen af dem fra sidste gang de sås.

Althorn selv gik stille og roligt hen mod hvor Larlii og Lith'rra sad, og bøjede atter hovedet i en hilsen til dem, også. "Mae g'ovannen," sagde han, og så sig derefter om med et let smil på læberne. "Jeg elsker virkelig hvad du - I - har fået gjort med stedet. Det er blevet helt igennem vidunderligt."

// Outfit

Larlii smilede stort til Lith'rra og børnene, da de kom ud af frugthaven og børnene stormede ind i køkkenet med deres frugter. Hun lo lidt af dem og smilede varmt til sin elskede der var på vej hen mod hende. Der var noget ved den måde han kom gående, der gjorde hende varm i kroppen og ville ønske at hun kunne være sammen med ham på det mere intime plan. Men igen var det noget som graviditeten ikke tillod. Hun sukkede lidt, mens hun glædede sig til at barnet kom til verden og hun kunne hilse på det lille nor. På en måde håbede hun virkelig at det var en pige, som gemte sig i hendes mave, men hun havde heller intet imod hvis det blev en dreng.
”Det går fint min elskede. Selv om jeg nok er ved at være en smule træt af, ikke rigtig kunne lave noget, på grund af den lille. Håber virkelig at pusset snart får lyst til at komme ud til os.” Hun lod sin ene hånd finde vej til hans kind og kærtegnede den blidt mens hun talte.

En pludselig kvidrende hilsen fik hende til at se i retningen af de små drager. Smilet blev større da hun så at Nínim havde sluttet sig til de fire, som han havde mødt før. Så vidt hun huskede så var det sidste sommer at de havde lært hinanden at kende, og hun viste stadig ikke om de havde haft fornøjelsen af hinandens selskab i vinteren mens hun havde hygget sig hos Lith´rra.
Ved at flytte blikket lidt fik hun øje på Althorn, som var på vej over mod dem. Der var noget ved den måde han var klædt på, der fik hende til at tænke om han var her i et hof-anliggende. Eller om der var problemer på andre fronter.
Med lidt besvær fik hun rejst sig fra stolen og gengældte hans let formeldte hilsen med en let nejen på tros af den gravide mave, som hun havde en hånd liggende på, og bøjede hoved.
”Mae g´ovannen.” Hun så roligt på ham og smilte stort, ved hans rosende ord om stedet. Det glædede hende at han kunne lide det.
”Det glæder mig at du kan lide det. Men vi kan ikke tage hele æren for det. Jeg tror nærmest at størstedelen af Forestina har været med til at bygge og indrette stedet, samt anlægge urtehaven og frugthaven.” Hun så lidt grundigere på ham, med tankerne om hvad der kunne bringe ham her til klædt sådan.
”Hvad skylder vi æren for dit besøg?”

Han smilede stort og stolt imens han lod sin ene hånd blidt kærtegne hendes store mave og kunne mærke hvordan stoltheden brusede gennem hans hud og marv, der var intet som kunne stoppe ham nu, det kunne han mærke, hele verdens kraft var i ham følte han så længe at han havde Larlii og deres lille ufødte baby.
"Ja ud og hilse på alle de andre også" sagde han da han lagde lidt mærke til at nogle af de andre børn, stod lidt og gloede på Larlii's store mave, men så så en stor velklædt elver kommer mod dem og hurtigt stak de af igen. Lith´rra så lidt undrende efter dem men trak på skulderen, børn var trods alt bare børn.
Men hans tanker gled også lidt over Althorn's påklædning, det virkede for fint til blot et besøg. Han blev dog slået lidt ud af tankerne da de pludseligt begyndte at hilse på hinanden på elvisk.
"Mae g´ovannen" fik han selv hilst og med et ganske nydeligt og høfligt buk. Han var glad for at havde arbejdet med andre elver, så han også kunne lærer lidt fra dem, med sproget i hvert fald.
"Og jeg undskylder for beklædnignen, vidste ikke at du kom" sagde han hurtigt og så kort rundt, men der var ingen trøje han kunne tage på, da det virkede lidt mærkeligt at være så afklædt over for en som var så fin klædt. Men igen, han havde slet ikke været ventet så de havde ikke haft meget tid til at forberede sig, for nærmere at sige, intet tid overhovedet. De havde trods alt bare passet dem selv, og stille og roligt bygget på hverdagen. Og især når Larlii var så højgravid, var der en masse at se til, og Lith´rra kunne nok ikke holde så meget igen med at være lidt overbeskyttende over for Larlii. Mest fordi han elskede Larlii så meget og det var trods alt deres første barn, så intet hårdt arbejde til hende! I hvert fald ikke så længe Lith´rra så det.

Althorn smilede let som Larlii med lidt møje og besvær fik rejst sig op, og nejet for ham - han tog sig derpå friheden til at træde lidt tættere på, og give hende et blidt kram, forsigtig med ikke at klemme særlig meget nu den gravide mave var så ekstremt tydelig som den var. Det var et kort, hurtigt kram, men alligevel også et varmt et med en gensyns glæde tydelig i Althorn's blik, ja, hele hans udtryk.

"Det er stadig din vision der har sat det hele i gang - så en god del af æren fortjener du nu alligevel." sagde han så, som han atter lod øjnene glide over stedet, og kort op til Nínim der lige nu fløj rundt med en af hundragerne. Hans blik gled dog tilbage til Larlii som hun spurgte ind til hvad hans besøg skyldtes. "To ting, hvis jeg skal være helt ærlig. For det første ville jeg gerne se stedet, nu jeg hørte det endelig var blevet færdigt... Mine pligter har desværre udskudt besøget mere end jeg ønskede de havde gjort, men, det har så blot givet mig min anden grund, med den tid på året det nu engang er blevet." sagde han roligt.

Derefter så han blidt smilende over på Lith'rra, og rystede let på hovedet. "Intet at undskylde for. Jeg havde ikke tid til at sende en besked forud for min ankomst, så det er fuldt forståeligt." men dog gjorde det også at Althorn's blik måske hvilede en tak for længe på Lith'rra, men han fik dog revet sit blik væk igen, som han så over på Larlii, og gav hende et lille smil - det var skam en fin fyr hun havde fundet sig. På mere end én måde. Det kom jo nok ikke bag på Larlii at Althorn ikk elige kunne lade være med at have kigget en ekstra gang, med det hun nu trods alt vidste om ham.

"Men under alle omstændigheder er det for længe siden vi sidst sås - blot endnu en grund til at tage tiden til at komme her for at besøge jer." han kiggede sig lidt omkring og fandt en stol at trække hen til dem, så han kunne sætte sig ned, efter han havde taget kappen af, og hængt den over stoleryggen. "... Larlii. Hvor meget kender du til royale traditioner?" spurgte han derpå - blot for at vide hvor meget han skulle til at forklare den vigtigste grund til at han var kommet herud. Om hun kendte til traditionen, eller om han blev nødt til at forklare præcis hvilken ære det var, han ville til at pålægge hende.

Larlii smilede og gengældte det venlige, varme kram som han gav hende. Et eller andet sted i hendes sind, var der en lille jubel over hans gestus, da hun på en måde stadig var en smule tiltrukket af ham. Men det blev hurtigt glemt, da hun hørte hans ord. Både dem om at det var hendes vision som havde en god del af æren, og at det var to ting som var årsagen til hans besøg. Den første med at han ville se stedet fik hende til at smile bredt. Ja, det havde han snakket om før hun tog på vinterferie hos Lith´rra.
Men den anden grund... At den havde noget at gøre med den tid på året, som det nu engang var blevet. Ja, det gav ingen mening for hende, hvilket fik hende til at se lidt nysgerrigt på ham.

Hun klukkede lidt, da hun så Althorn's blik som hvilede en tak for længe på Lith´rras smukke overkrop. Hun skulle lige til at spørge om det ikke var en smuk fyr hun havde fundet sig, men bed sig lidt i underlæben for at kvæle ordene inden de kom over hendes læber. Lith´rra viste stadig intet om Althorn's hemmelighed og hun ønskede ikke at ødelægge sit venskab med ham på grund af det.
Da han igen talte, samt så sig rundt efter en stol, havde han hendes fulde opmærksomhed. Heldigvis stod der næsten altid to eller flere stole sammen, da hun, Lith´rra og de andre som regel sad og snakkede sammen om aftenen. Så da han satte sig og spurgte hvor meget hun kendte til de royale traditioner, satte hun sig selv ned igen og rystede lidt på hovedet med et undskyldende smil, da hun udstødte et lille støn efter at barnet havde sparket lidt hårdt.
”Desværre ikke rigtig noget. Selv før vores første møde, var jeg ikke særlig meget på talefod med min grantante. Og min grankusine måtte heller ikke rigtig fortælle mig noget om hoffet, da det ikke kom mig ved. Men nu hvor du spørge, så kan jeg svagt huske min grantante komme hjem en efterårsdag og beklage sig over at kongen igen havde valgt andre end hende. Men hun kom aldrig mere ind på hvad det var.” Hun så nysgerrigt på ham og havde svært ved at forstå hvordan de royale traditioner kunne have noget med hende at gøre. Hun var jo bare en almindelig skovelver, der var så heldig at kunne kalde sin konge for ven.
Hun lod sin ene hånd glide kærligt hen over maven, og måtte igen bide tænderne lidt sammen, da barnet åbenbart syndtes at det var sjovt at forstyrre lige nu med en serie af spark. Desværre udeblev veerne endnu. Hun sukkede en smule tungt. Hvor hun dog gerne ville holde barnet i sine arme, frem for at gå rundt med det i maven.

//Efter aftale med Lith'rra laver jeg dette svar. Han har ligeledes givet tilladelse til at jeg kunne styre ham som npc, da han har mistet lysten til forummet.//

Han smilede til Althorn og skulle til at sige noget, da der blev kaldt på ham over fra frugthaven. De havde brug for hans hjælp. Han kyssede undskyldende Larlii på kinden og bukkede for kongen.
”I må have mig undskyldt. Arbejdet kalder.” Han var ikke glad for at gå, men han viste også at Larlii var i gode hænder hos kongen.

Det var virkelig blevet utroligt flot. Han sagde ikke ordene bare for at sige dem, bare for smiger - nej, når han sagde noget, så mente han det skam også. Og hun fortjente virkelig meget af æren for dette, nu det var hendes drøm der havde startet det hele. Han lagde dog godt mærke til hendes nysgerrige blik, og strøg en lok af sit blonde hårom bag sit øre, som han hørte hendes svar på det med traditionerne. Ja, så gav det jo mening hvorfor hun så så nysgerrig og ligefrem undrende ud. Så havde hun jo ingen anelse om hvad der skulle til at ske her.

"Javel..." sagde han så, og så efter Lith'rra, gav ham et enkelt nik i afsked, før han lænede sig frem og så Larlii ind i øjnene. "Jamen så vil hun nok hade at høre om dette på et tidspunkt, for hvor hun aldrig er blevet valgt - så vælger jeg nu dig." sagde han med et lille smil.

"For ser du..." sagde han, og tog en lidt dybere indånding som han begyndte at forklare. "Hvert forår dukker der små nye krystal knoppe frem på kronen. De blomster i sommeren - blomsten varierer fra regent til regent. Min far havde roser - jeg har, som du kan se, liljer." sagde han og hentydede til krystal liljerne på kronen. Der va rnoget med at blomsterne også altid sagde en hel del om lederen - hvor hans far for eksempel havde været mere streng og til tider ligefrem krigerisk anlagt, så var Althorn nok noget hen af den største pacifist man kunne komme i nærheden af.

"Og hvert efterår falder de atter af kronen. Det har i århundreder været traditionen at hvert år, når blomsterne falder af kronen, at regenten giver en, til hver af de folk i hans eller hendes liv, de værdsætter allermest." sagde han derpå, før han roligt rakte op - og gav et let puf til en af liljerne, der faldt af i hans hånd, hvorefter han rakte den frem mod hende. "Derfor... Tilbyder jeg dig nu denne lilje. Som tegn på hvor højt jeg værdsætter vores venskab."

Larlii sad og så lidt undrende på ham, da han nævnte at hendes grandtante nok ville hade at høre om dette. Hun blev mere og mere målløs efterhånden som han fortalte, samt forstod nu tydeligt, hvad det var han mente, med at hendes grandtante ville hade det.
Som han kom længere frem gennem sin fortælling, blev hun begyndte hun at glippe med øjnene. Og da han rakte en frem mod hende, måtte hun holde hånden på foran munden af ren og skær forbløffelse. En enlig glædes tåre gled ned over hendes kind, mens hun hviskede stille:
”Althorn. Ved Nimar. Er jeg virkelig sådan en ære vær?” Hun blinkede et par gang og tog et par dybe vejrtrækninger, hvorefter hun smilede kærligt som en søster til ham og bøjede ærbødigt hovedet, mens hun tog imod krystal liljen.
”Jeg vil værdsætte den og dit venskab for evigt. Nimar velsigne dig og den kærlighed du finder.” Hun så ham i øjnene, velvidende at han normalt hadede formaliteterne. Men hun kunne dog ikke lade vær med det, da det et sted lå så dybt i hende.
Selvfølgelig skulle barnet lige netop vælge det tidspunkt til at se om det kunne bøje et af hendes ribben, hvilket nær havde kostet krystal liljen livet. Heldigvis præsterede hun at vinkle hånden, så liljen kun vuggede en smule.
”Jeg tror der er en, som er utålmodig. Ikke at jeg…” Hun snappede efter vejret, da en fødselsve skød gennem hende og hun kunne mærke noget vådt. Hun så overrasket på sin ven og konge.
”Af alle tidspunkter…” Hun måtte igen snappe efter vejret ved endnu en ve og forsøgte at komme op og stå. Heldigvis kom et par af Lith´raas folk gående og skyndte sig hen til hende. Hun smilede undskyldende til Althorn.
”Vi må heller fortsætte denne snak en anden dag… …Jeg har så meget at snakke om… …som jeg gerne vil have din mening på.” Folkene var begyndt at komme løbende, der iblandt Lith’rra som var bleg som et lig. Alligevel løftede han hende op i sine arme, undskyldte klodset overfor Althorn og styrtede op af trapperne, der førte op til deres hjem.

Kort efter kom han dog ud igen, helt hvid i hovedet og begyndte at går rundt om dammen, for at 'bruge' sine frustrationer mens Larliis skrig fyldte luften. Selv Fafnir var blevet ude ved Althorn og lå stadig på sin plads ved siden af den stol Larlii havde sat på.
"Jeg holder det ikke ud. Tænk hvis der sker hende og barnet noget?"

Det blide smil forblev blot på Althorn's læber. "Om du er det værd? Larlii, du er en af de få personer i denne verden jeg stoler fuldt og fast på. En af de få der kender til mine dybeste hemmeligheder. Selvfølgelig er du det værd." svarede han hende blot roligt, som han overrakte hende krystal liljen. Og ja - han hadede høflighedsfraserne, men i denne situation havde han nu ikke så meget imod dem, ikke så tydelige som hendes følelser var malet i hendes ansigts og kropssprog, selv hvis hun ikke havde sagt noget som helst.

Han så dog lettere bekymret ud som han kunne se hvordan sparket fra barnet havde påvirket hende... Og så så en del mere overrasket ud som det gik op for ham hvad der var ved at ske. Han anede ikke rigtig hvad han skulle gøre i denne situation... Men heldigvis kom flere afde andre hurtigt hen og hjalp, inklusive Lith'rra. Althorn tvang et lille smil frem igen og nikkede, hvorefter han fik sat sig ned igen, efter at have set efter dem. Han havde kort overvejet at gå igen - men valgte så at blive. hvis de ville have han skulle gå, så kunne de jo bare sige til. Det ville han så absolut ikke blive fornærmet over, så personligt og privat et øjeblik som dette var.

Althorn så roligt efter Lith'rra som han kom ud igen. Han havde haft fokus på Fafnir i mellemtiden - han kunne trods alt rigtig godt lide dragen, så selvfølgelig var det hamhan havde haft fokus på. Han sukkede let som han hørte Lith'rra's ord, før han rejste sig, gik hen til ham, og blidt lagde hånden på hans skulder. "Slap du blot af - det er sjældent der går noget galt." meget sjældnere end for menneskene... Og hvis uheldet skulle være ude, så var Althorn da heldigvis velverset i helings magi.

Fafnir nød den opmærksomhed han fik af Althorn. Ikke at han havde gjort noget, ud over at se lidt på elveren og derefter på de små drager, som legede i vindene. De var dog kort efter det første skrig, dalet ned og havde lagt sig ind mod Fafnir. Hvis Nínim var landet sammen med de andre, ville han være med under den vinge som Fafnir bredte ud over de små drager.

Lith’rra havde stadig bar overkrop, der nu glinsede let af nervøsitet. Han var dog stoppet op ved kongens ord og pustede nervøst ud, inden han så på ham.
”Ved Nimar. Det er imponerende hvor stille du tager det.” Han blev stille igen, da Larlii skreg igen. Men han tog sig sammen igen bagefter.
”Vi har snakket om en del omkring barnets navn og fremtid. Og… Og vi vil spørge om du vil være barnets gudfar? Det var Larliis ide og jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs for udslaget.” Han så lidt usikker på Althorn. Men han havde brug for at tage sig til noget, selv om det betød at han afslørede noget som Larlii gerne selv ville have afsløret. Desuden var han begyndt at mumle usammenhængende.

Tiden gik og efter noget lignende fire timer, kom en af kvinderne ud på platformen ved deres hus og vinkede dem op.
Lith’rra nærmest sprang op ad trapperne og standsede en meter inden for soveværelsesdøren, hvor han så lykkeligt på sin elskede, der lå i sengen med en lille skønhed i armene.
Larlii strålede af lykke og kærlighed, mens hun så på sin elskede.
”Lith’rra, min elskede. Kom og hils på din datter, Almiel.” Da han kom over til hende, rakte hun deres datter frem til ham, og han tog hende blidt i sine arme. Hun nød synet af far og datter sammen.

Hvis Althorn var fuldt med, ville hun nikke smilende til ham. På tros af udmattelsen var hendes lykke og glæde ikke til at dæmpe. Lith’rra ville efter nogle minutter vise datteren frem for kongen og overlade hende i hans arme, hvis han ønskede at holde hende.

Drager havde jo altid fascineret Althorn - så selvfølgelig fik Fafnir al den opmærksomhed han nu engang gav ham. Det var jo prægtige væsner... Store som små, og alt der imellem. Althorn så roligt over på Lith'rra, og smilede let. "Det er nemt at tage det stille når man har været ude på krigsmarker førhen." sagde han blot som sin forklaring - dette var én person der blev holdt godt med. Det var ikke snesevis af forskellige elvere han skulle holde et godt overblik over, bedømme hvem der kunne reddes, hvem der ikke kunne, og hvem der skulle have behandling først... Det havde været et mareridt at stå med alt det ansvar og virkelig kunne se forskellen man gjorde eller ikke gjorde.

Han så en del overrasket ud over det næste, dog - gudfar? Men jo mere han tænkte over det... Så...Ja, der var ikke nogen tvivl. Derfor smilede han let, og bukkede letere ærbødigt hovedet. "Det vil være mig en ære." sagde han derpå, med et varmt smil på læberne.

Althorn var skam fulgt med... Men havde holdt sig ovre i døren og så ikke direkte ind mod Larlii - både af respekt, men også fordi... Ja... Det føltes en smule mærkeligt nu det var hans gode veninde der lå der. Først det øjeblik det blev tydeligt at de ville have ham helt henne ved deres side, trådte han roligt tættere på - omend så godt som Larlii kendte ham, ville hun nok godt kunen se nervøsiteten i hans øjne som han blev overrakt den lille nyfødte pige. Han var så utroligt bange for at komme til at gøre noget forkert, nu han stod med hans bedste venindes datter i favnen - hans nye lille guddatter. Han vidste nu engang godt hvordan man skulle bære en baby, og lod hende derfor også hvile halvt på hans arm, og halvt op af hans brystkasse... Med hans frie hånd blidt mod den lille ryg, forsigtigt som var hun lavet af dyrebar krystal.

Kvinderne havde, kort efter at Larlii havde overrakt sin datter til Lith’rra, sørget for at hun fik en kåbe om sig så hun kunne sidde op i sengen, uden at blotte sig. De havde også gået og små sludret mens Lith’rra holdte sin datter. Men – Alt støj døde hen da barnet blev videre bragt til kongen. Et syn som alle var overrasket over, med undtagelse af Larlii og Lith’rra.
”Althorn. Jeg har længe gået med en tanke, som jeg har snakket med Lith’rra om…” Hun så på sin elskede, som nikkede, inden hun igen så på sin konge og ven.
”Vil du gøre os den ære, at blive Almiels gudfar?” Larlii elskede synet af sin ven med et barn i sine arme, noget der gjorde at en tåre kom frem og gled ned over hendes kind. Hun havde en fornemmelse af at han aldrig selv vil få børn, ikke uden at skulle igennem en masse problemer. Hvilket også var en af årsagerne til at hun ønskede dette.

Lith’rra fornemmede Larliis sindelag, men kunne ikke finde ud af hvad det skyldtes. Derfor nøjedes han med at sætte sig ned på kanten af sengen og ligge en arm omkring hende. Han smilede bredt, da han mærkede hvordan hun lænede sig ind mod ham og hvordan hun blev en smule mere afslappet, på tros af hendes tanker.
”Vi har også snakket om at hun skal døbes i Nimars tempel. Og hvis uheldet skulle være ude, guderne forbyde det, så vil det være bedst at hun havde en som kunne tage sig af hende, til hun blev gammel nok til at klare sig selv.” Larlii viste at hun ikke behøvede at sige meget, eftersom Althorn højest sandsynligt kunne læse hende som en åben bog.

Althorn stod nærmest med tårer i øjnene som han så ned på den lille pige, som han holdt så utroligt forsigtigt, som var hun lavet af det fineste krystal og kunne splintre hvis han gjorde det mindste forkert. Han så dernæst over på Larlii og Lith'rra med et stort smil på læberne. "Hun er utroligt smuk," sagde han, hvorpå han så ned på hende igen. Han havde aldrig selv haft planer om at skulle have børn, og havde det stadig ikke - men det var nok stadig tydeligt at han virkelig godt kunne lide børn, alligevel.

Han frøs dog en smule som han fik spørgsmålet. Ham... Som gudfar... For denne skønne lille tøs? Han så over på dem, lettere lamslået - han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at de ville spørge ham om det. Men så snart det værste af chokket havde lagt sig, bredte der sig et strålende smil over hans læber.

"Jeg... Selvfølgelig. Æren vil være helt og aldeles på min side," sagde han og lavede et lavt nik, som en form for let bukken, som ydmyg takken for den utroligt store tillid de viste ham ved blot denne ene lille gestus. "Hun vil blive forkælet som var hun en prinsesse," sagde han derpå med et lille grin om læberne, som han trådte et skridt tættere på de nye forældre igen, og blidt rakte den lille pige tilbage til hendes mor.

//Lith'rra har givet helt op med forummet. Snakkede med ham gennem discord forleden - så forbliver som npc.//

Larlii smilede bredt og glædes tåre gled ned over hendes kinder, mens hun lyttede til sin vens ord. Det beroligede hende en hel del at han tog imod deres ønske. Særligt fordi Larlii viste at det ville sikre hendes datter mod bøller, at hun var under beskyttelse af kongen.
Hans sidste ord frembragte en hjertelig latter fra hende, mens hun tog imod sin datter.
"Selvfølgelig vil hun det, min ven. Jeg havde ikke forventet mindre af dig. Og jeg lover dig at du skal få lov til at se hende lige så tit og ofte, som du kunne ønske dig." Lith'rra smilede venligt til Althorn, selv om han stadig havde det svært med at være i kongeligt selskab. Han nøjedes med at lytte til deres samtale, da han ikke viste hvad han skulle tilføje. På nær en ting... Han så frem og tilbage mellem Larlii og Althorn.
"Hvornår skal vi arrangere dåben?" Larlii så smilende fra Lith'rra til Althorn.
"Hvornår vil passe dig bedst?"

"Der er ingen grund til at græde, Larlii," sagde Althorn med en svag klukken, som han rakte ud for at stryge tårerne væk. "Selvfølgelig vil jeg elske og værne om jeres datter. Hun kan jo kun blive en vidunderlig person, med de forældre hun har."

"Og måske... Ville dåben passe omkring vores fest der fejrer sommerens komme? Når foråret på sit højeste ogved at overgå til sommer - tegnet på nyt liv passer kun alt for godt til den lille." foreslog han med et kærligt smil, som han så på den lille, nye elver igen.

// undskyld den blev lidt kort, skal lige i gang igen.

//Intet problem der er nok at spille på//

Larlii smilede varmt til sin ven og konge, da han strøg tårerne væk. Noget der fik Lith'rra til at hæve det ene øjenbryn lidt. Han syndes at hele situationen var lige lovlig tæt på at der kunne være noget mellem hans hustru og hendes konge. Men det kunne også bare være at det var hans hjerne som spillede ham et pus, eftersom han viste de to kun var venner. Han skubbede det hele til side og smilede varmt ved Althorns næste ord.
"Det lyder som en god ide." Larlii nikkede smilende, da hun var enig med sin mand.
"Jeg er enig med jer. Så har vi også lidt tid til at få arrangeret det hele." Hun prøvede forgæves at skjule en lille gaben, og Lith'rra var hurtigt til at opdage det. Han sørgede for at hun kom mere ned og ligge, samt at hun havde deres datter ved sin side.
"Hvil dig min skat. Så sørger jeg for resten af høsten." Han så hen på Larliis grandkusine Nassia, som kom smilende hen til dem. Hun nikkede roligt til Lith'rras uudtalte forsørgelse om hun ville blive hos Larlii. Lith'rra smilede venligt, kyssede Larlii på panden og gik ud af døren.

Hvis Althorn gik med, ville han smile til ham.
"Hvis du ønsker en rundvisning, så skal jeg gerne give dig den. Ellers vil jeg tillade mig at sige pænt farvel for denne gang." Han bukkede let for Althorn og afventede hans svar. Hvis Althorn ikke ønskede rundvisningen, ville han gå ud i frugtlunden for at hjælpe med høsten. Ellers ville han give kongen en guidet tur rundt på stedet.

//Out//