I'm talking to myself...(Althorn)

S: Ashen wood forest, udkanten mod syd
T: Midt på dagen
V: Det blæser og skyerne lover let regn.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lydløst gled skikkelsen ned bag en af buskene. I hånden var der en simpel bue, en hun selv havde prøvet at lave med de få ressourcer hun havde til rådighed. Forunderligt nok virkede den. Pilen var lige så primitiv - en gren fra noget stærkt træ, spidset til et våben. Det havde taget hende ugevis at arbejde på buen, men den var altafgørende for hendes evne til at jage, så hun havde fyldt sig med tålmodighed. Lige siden havde hun brugt den ofte. Hendes primitive pile holdt sjældent til at blive brugt mere end en gang, men i det mindste var hun ikke afhængig af andre for dem. Måske, når hun en dag havde pelse nok, kunne hun tage ind til en af byerne og købe nogle rigtige pile.
For sådan var det. Hun var løbet hjemmefra uden meget mere end sin taske. Den havde indeholdt lidt tøj, en kniv, noget reb og mad og vand til det første stykke tid. De første mange nætter havde hun overlevet i en hule hun havde fundet. Det havde været noget af en omvæltning...Men selv om det var hårdt, fortrød hun det ikke. Hun følte sig mere fri, mere lykkelig, end hun havde gjort længe. Hendes familie havde snakket om ægteskab. Hun havde snakket om at bruge mere tid i skoven. Deres ønsker havde ikke været forenelige. Så efter at fortælle sin mor og storebror om det, havde hun i alt hast pakket sin taske og løbet.

Hun savnede til tider sin familie. Det havde været trygt og godt. Men til hun havde bevist over for dem at hun kunne klare sig selv, kunne hun ikke vende tilbage. Hun måtte have beviserne, argumenterne, for at de skulle lade hende blive herude. De så hende kun som en naiv lille pige, som de skulle passe på. Men hun var mere end det! Af samme årsag havde hun ikke fortalt dem hvor i skoven hun ville være. Faktisk skiftet hun ofte boplads, for at minimere muligheden for at de kunne opsnuse hende. De var jo også varulve og havde en skarp lugtesans. Et godt kendskab til skoven og jagt.
Manglen på et fast hjem, en fast base, var nok det hårdeste. Hun måtte snart finde på noget, for hun ville ikke overleve vinteren eller dette konstante dårlige vejr, uden et fast og varmt sted. Et sted hvor hun kunne samle et forråd til vinteren.

Buen blev spændt. Hun rettede sig så meget op, at hun lige præcis kunne se over busken. Hun trak tilbage...Pilen fløj afsted med den velkendte lyd. Kaninen havde ikke en chance, som den et øjeblik efter peb af overraskelse og pludselig smerte. Cali sprang frem, adræt, og nu med en kniv i den ene hånd tog hun hurtigt livet af den. Ingen skulle lide. Om noget ønskede hun at leve i fred med naturen omkring sig. Instinktet i hende drev hende til det. Det havde virket som det eneste logiske for hende, efter hun havde mødt den ældre shapeshifter dengang.
Cali skar den op på stedet og tømte den for indvolde. Hjertet og leveren spiste hun råt. Resten måtte vente til hun kom hjem igen. Hun bandt den fast i sit bælte i bagbenene. Derfra var der ikke langt til en lille bæk, hvor hun kunne vaske blodet af sig og få sig en tår frisk vand. Hendes blik gled over hendes eget spejlbillede. Et lille smil gled over hende.

Cali havde altid været velsignet med tykt brunt hår. Nu, hvor hun ikke passede det på samme måde, sad det mere vildt og filtret. Hun vaskede det stadig og brugte sine fingre som kam - så det hang stadig overvejende fint. Men det var tydeligt hun havde boet i den vilde natur i længere tid. Hendes tøj bar også præg af det. Bare fødder, et par beskidte bukser og en beskidt trøje. Buen over den ene skulder og kniven i hendes bælte - nu sammen med kaninen og nogle friske urter hun havde fundet.

-----

Hun var ikke nået særlig langt, før hun hørte lyde. Hun foretrak at gemme sig fra alle og enhver. Af flere årsager. Måske var det nogen fra familien der ledte efter hende, eller også var der en risiko for det var nogen der kun ville hende ondt. Hun løb fra busk til busk, som hun nærmede sig lydene. Det lød...Som en fest? Det tog straks hendes opmærksomhed. Hun havde været væk fra andre folk så længe, men når sandheden skulle frem, elskede hun musik og dans. At feste, men uden at drikke sig enormt fuld. Nej, det var maden og dansen hun elskede mere end noget andet. Endelig nåede hun tættere på udkanten af skoven og kunne se flere telte og boder. Der var en eller anden fest. Hvilken slags kunne hun ikke lige sætte fast...Var det midsommerfesten? En privat fest? Hun turde ikke gå derind. Men alligevel smilte hun let for sig selv, som hun satte sig til rette bag nogle buske og studerede mylderet af folk. Og musikken, som hun ikke kunne lade være med at nynne med på.

Det var nu ikke fordi at Althorn som sådan havde noget imod disse store, prægtige fester. Han var vokset op med dem, og de var en dagligdags begivenhed for ham - ikke så meget dem der foregik udenfor elver skoven, dog, som denne, men alligevel var den så lig deres egne fester, at så snart han havde fået talt med alle dem der havde været vigtige at få talt med ifølge ham selv, så havde han i bund og grund sneget sig væk fra festen. Den ene af hans vagter havde godt opdaget ham, men efter en ordreom ikke at sige en lyd til andre omkring det, ja, så hold vagten sørme mund, nu det var en direkte ordre fra hans konge.

Og derfor havde Althorn været fri til hurtigt at komme ud af det finere tøj og tilbage i tøj der var en del mere praktisk. Med pilekoggeret på ryggen, buen i den ene hånd og sværdet ved sin side, ja, så var han klar til at gå ud på en smule opdagelse. Det kunne godt være at han var en del ældre end mange af de elvere der stadig besad en vis eventyrlyst, men hos ham havde den aldrig helt kunne blive tilfredsstillet - så han gjorde stadig hvad end han kunne for at stille den lyst, når chancerne bød sig, som nu. Hans 'escort' - Ashyr - var stadig inde til festen,og han var sikke rpå at dæmonen skam nok skulle klare sig fint derinde uden ham. Så nu var der chancen, og han tog den. Med kronen gemt væk i den ene saddeltaske hoppede Althorn op på ryggen af Ílthar, og drog afsted i galop, med hætten trukketop for at skjule hans ansigt og ører. Ílthar i sig selv drog en del opmærksomhed, og han havde ikke lyst til at han også selv skulle, lige nu.

Grundet farten Ílthar kunne mønstre når Althorn sporede ham an på den måde som han gjorde lige nu, tog det nærmest ingen tid, før de nåede udkanten af en nærliggende skov, selv med alle de forskellige gader de havde skullet ride igennem førde var kommet ud i det åbne.

Han kunne på lang afstand se de mange boder og telte der var blevet stille top i forbindelse med det almene folks fejring af midsommeren, og til trods for at han var nysgerrig, så holdte han sig væk, men fortsatte i stedet til han ramte udkanten af skoven. Her hoppede han af Ílthar, og klappede ham let på halsen som en form for tak. Ílthar, der var vandt til hvad dette betød, slentrede nu lidt afsted for sig selv i jagt på et eller andet han gad at spise. Så længe som de havde haft kendt hinanden, ville elgen godt vide at den nok skulle se en lille lysende fugl når Althorn ville få brug for ham igen.

Apropos Althorn, så havde han stadig hætten oppe, som han vandrede en smule længere ind i skoven. Han holdt sig i udkanten, men gik stille og roligt afsted langs med den, i stedet for at gå dybere ind. Godt nok var chancen for at han ville fare vild ikke ligefrem stor, men hellere holde sig i udkanten hvor han stadig kunne se og høre festen foregå, end at forvilde sig dybt ind i en for ham ukendt skov. Uanset hvor godt hans bånd til naturen så ellers var. Og det var her, som han nærmest lydløst gik rundt, at han fik øje på en person forude. Hvem end det var, så skjulte de sig rimelig godt. Nok til at en med helt normalt syn i alt fald ikke ville have fået øje på dem, på den afstand Althorn selv lagde mærke til dem. Og... Han mærkede atter nysgerrigheden pirre lidt, som et vindpust også fik bragt en lugt med sig. Han lukkede øjne som han indåndede den, og... ja, det var ikke et menneske. Præcis hvilken race var han ikke sikker på, men hverken menneske, dæmon eller elver, det var stensikkert. De lugte kunne han genkende på stedet. Så, forsigtigt men nysgerrigt, trådte han stille og roligt tættere på, som han nysgerrigt observerede den fremmede.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], plus våbnene som kan ses nederst i hans profil.

Hun havde bemærket aktivitet, nogen der red rundt...Men der var meget aktivitet. Så selv om hun et sted ude på markerne havde set et eller andet specielt dyr, hun ikke havde set før...Så havde andet snart taget hendes opmærksomhed. I stedet havde hun studeret folks aktiviteter. De spillede spil, optrådte, dansede og spillede musik. Hun nynnede svagt for sig selv, som hun listede sig videre til næste busk. En hånd trak det lange hår væk fra hendes ansigt, som hun snuste op i luften. Mad. Forskelligt mad. Hun kunne dufte noget sødt, men også noget der mindede om kød. I det mindste havde hun en kanin derhjemme.

Hun sad på hug bag en busk og kiggede ud igennem dens grene og blade, da det langsomt gik op for hende at hun måske ikke var så alene, som hun troede. Hun snuste i luften, men fik ikke meget mere end festen og skoven, som hun allerede kendte. Så det måtte være nogen der ikke gik i vinden. Bag hende.
Hun vendte sig langsomt. I et øjeblik kiggede hun sig omkring, før hun fik øje på den høje, lydløse og grønt-klædte skikkelse. En, der selv virkede til at være mere eller mindre hjemme i skoven, som hende selv. Sådan tolkede hun det, i hvert fald, ud fra bevægelserne og tøjvalget. Tøj, der så en del anderledes ud end hun var van til.
Hun var van til at der altid var meget af være bange for. Meget at passe på. Da hun af natur var ret forsigtig og ikke typen der gik til angreb som det første, gled hun ned på hug igen. Hænderne hvilede på hver side af hende, mod jorden. Hendes brune blik hvilede direkte på skikkelsen. Herfra var hun et mindre mål og hun havde bedre mulighed for at sætte af, hvis hun havde behov for enten at flygte eller angribe. Hendes øjne fulgte mistænksomt den fremmede, der nærmede sig. Herude havde hun ingen familie eller venner til at beskytte hende, så hun måtte være på vagt.
Hætten forhindrede hende i at bedømme om personen var venlig eller fjendtlig. I det mindste var buen ikke trukket, selv om det i længden ikke gav nogen garanti.
Langsomt trådte hun bagud og trak sig længere væk med lange, langsomme skridt. Det hele, imens hun holdt øje med skikkelsen. Måske vidste personen ikke hun var her, og så kunne hun lige så gode liste af jo.

Han ville godt have studeret personen - hende, det kunne han tydeligt se nu, at det var en kvinde - en del længere hvis muligt, men det lod til, at hun vist også havde bedre sanser end i alt fald mennesker, siden hun opdagede ham så forholdsvist hurtigt, som hun gjorde. Han frøs i et par sekunder, i ren refleks, for lige at bedømme om det nu også var at hun så ham eller om tøjet camouflerede nok til at hun måske missede ham, som han havde prøvet en del gange før. Men så snart han kunne se at hun ganske rigtigt havde fået øje på ham, så var hans positur en smule mere afslappet igen. Stadig svagt på vagt, som man gerne skulle være, når man mødte fremmede ude i skoven - men dog afslappet nok, til at det var tydeligt at omend han var på vagt, så var han stadig afslappet nok, og indtog ikke nogen truende stilling endnu... Det ville kun ske, hvis hun skulle vise sig at blive truende.

Hans blik var fastholdt på hende, som hun gik ned på hug, tættere på jorden, tydeligtvis i et forsøg på at se om han måske ikke havde fået øje på hende alligevel. Men det havde han jo - så hans blik veg ikke fra hende. Han standsede godt og vel 5-10 meter fra hende, alle skridt havde været rolige, afslappede, men stadig lydløse - når man havde været vandt til at færdes i skove i over fire århundreder, så lærte man at undgå at lave unødig støj. Dét, plus måden elveres tøj blev lavet på, var også med til at formindske lyden.

Her, nu komplet standset op, gik han selv ned på hug, nu han vidste at alene hans højde også kunne virke intimiderende for mange - og buen lagd ehan roligt ved siden af sig, for at vise, uden ord, at han ikke havde nogen som helst fjendtlige intentioner. Sværdet var stadig ved hans side, gemt under kappen, til hvis der nu alligevel skulle opstå en situation. Med åbne håndflader vendt ud mod hende for at vis ehan ikke var ude på noget, løfted ehan stille og roligt sine hænder op til hætten, og lod den falde. Det meste af hans lysblonde hår var stadig holdt tilbage fra hans ansigt af fletningen, der bagpå samlede sig på midten, mens resten af håretblot hang løst, kun nogle få totter hans omkring hans ansigt, mens resten var trukket tilbage bag de spidse elver ører, som hans klare, blå øjne stadig holdt øje med hende, og han tillod et lille, blidt smil at dukke frem på hans læber. Han ville ikke risikere at sige noget endnu - lyden af det, midt i denne stilhed, kunne det jo godt være ville forskrække hende, så hellere bare holde det til det her, for nu.

Hun stoppede op. Hun havde været ved at tage nogle stille skridt bagud, for at komme langsomt længere væk. Men personen kom hele tiden tættere på. Trods dette, var der intet pludseligt eller alarmerende i bevægelserne...Endnu. En jæger lærte at være stille, at være tålmodig. Så alt taget i betragtning, var dette ingen garanti...Selv om det alligevel beroligede hende lidt, og lod hende blive siddende for at studere personen. Vinden gik den forkerte vej, så hun fik stadig ingen klar duft af personen. Hun måtte blot stole på sine instinkter - det var det hun var her for. For at følge dem. For at leve et andet liv, end de fleste nok havde forventet af hende.
Da personen gled ned på hug og fjernede hætten, kunne hun endelig få et billede af vedkommende. En mand. Lys. Rolig. Spidse ører...Hun kendte ingen med spidse ører. Så...Var det...En elver? Hun havde hørt om dem, men ikke selv mødt en. Der kom ikke vildt mange af dem herop, og hvis de gjorde, besøgte de ikke små byer som Firewood Village. Men hvis hun skulle forestille sig en elver, ville hun nok forestille sig ham sådan her...
Smuk. Elegant. Rolig. Og...Hvorfor i alverden havde han valgt at opsøge hende? Måtte hun ikke sidde her og nyde festen på afstand måske?
Hvis manden havde ønsket at jage hende væk, havde han ikke nærmet sig hende så forsigtigt. Så hun vidste virkelig ikke hvorfor. Men for nu valgte hun at sætte sig helt ned. Det virkede ikke til hun behøvede hverken at flygte eller angribe lige med det samme.

En hånd gled igennem det lidt vilde hår. Fjernede det fra ansigtet. De brune øjne gled fortsat hen over skikkelsen foran hende. Hun havde virkelig aldrig set en som ham. Snakkede de overhoved samme sprog?
"Hvem er du?"
Det virkede som et så godt et sted at starte som nogen. Hendes blik forlod ham, men kun for et øjeblik, da hun kiggede tilbage på festen. Noget nyt musik var startet, og skønt hun kun kunne høre det på afstand, havde det alligevel påkaldt sig lidt af hendes opmærksomhed. Ikke at hun glemte at hun sad her, med en hel fremmede mand. Så naturligvis var opmærksomheden hurtigt vendt tilbage til ham. Stadig lidt mistænksom.
"Du er en...Elver?"
Stemmen var lavere, næsten kun en hvisken, som hun lænede sig en anelse frem. Til dels fordi hun ikke var helt sikker på om det var rigtigt, men mere fordi elvere var lidt for eventyrligt for hende, til at hun helt kunne forstå hun sad alene over for en.

Kort efter han havde fjernet sin hætte, vendte vinden for en kort stund - et enkelt pust der kom bag fra ham, hen mod hende, og hvirvlede en smule af hans lyse hår med sig. Dette rettede han dog hurtigt på, så det meste atter var bag hans ører. Et blidt smil trak let op i hans mundviger - blikket hun havde på ham, den meget undersøgende måde hun så på ham på, det var absolut ikke første gang han havde set det. Det var sjældent at folk i denne del af Underworld så elvere, så det var en reaktion han var mere end rigeligt vandt til efterhånden, gennem i alt fald tre århundreder som diplomatisk udsending, og de sidste lidt over 50 som konge, hvor han stadig rejste ud så oft ehan kunne, trods hvad hans rådgivere rådede ham til. Stod det til dem så forlod han helst ikke Forestina, og da aldrig elverskoven - men at blive der var ikke ngoet for ham, han ville godt ud og møde folk. Af alle typer. Hvorfor hend eher havde fanget hans interesse. Hun virkede ikke som så mange andre heromkring.

Hendes første spørgsmål var godt et han havde forventet - det var logisk nok at spørge om det,nårman mødteen fremmed, trods alt. Og det næste... Ja, det var meget tydeligt at hun aldrig havde set en elver før, med måden hun sagde det på. "Mit navn er Althorn," svarede han hende, i sit normale, rolige, blide toneleje. "Og ja, jeg er en elver - skovelver, hvis du vil være mere præcis. Lige som jeg ved at du er en varulv," sagde han derpå, i præcis samme, nærmest diplomatiske toneleje. Med den vej vinden havde gået før, og så tæt som han var på hende, så med hans højnede sanser havde det været nemt nok for ham at lugte sig vej frem til præcis hvad hun var. Varulve blev trods alt også set i elverskoven indimellem, da de frit havde lov til at komme og gå, så længe de ikke skadede skoven. Så den lugt var han skam mere end velkendt med. "Og nu hvor du har fået mit navn - må jeg spørge om dit?" Normalt ville han nok have talt en smule mere formelt, men nu når hun lagde ud med at snakke mere uformelt, så han ingen grund til det.

Hun trak vejret dybt, rent instinktivt, som vinden tog hans duft med sig. En fremmed duft, som hun nu vidste tilhørte en skovelver. En skovelver, og selvfølgelig hans egen personlige duft også. Elvere var kendt som fredelige, var de ikke? Hun havde hørt historier om dem. Ikke at de alle nok bar hele sandheden. Men hun følte sig ikke truet af ham, hvem end han var - og hvorfor end han var her. Hun havde ikke meget lyst til at præsentere sig. Selv om det var usandsynligt hendes familie fik hjælp af en skovelver til at lede efter hende, kunne det stadig være hendes navn var kendt rundt omkring. Jo mere anonym hun var, jo bedre kunne hun gemme sig. Hun overvejede det lidt. Så gled et svagt smil over hende, som hun så udfordrende på ham. Hendes øjenbryn gled en anelse op.
"Det kunne jeg...Men jeg ville blive nødt til at lyve. Valget er dit"
Hun nikkede med hovedet over mod festen, som hun stadig kunne høre herfra.
"Hvorfor er du her, og ikke der? Du sagde det selv. Jeg er en varulv. Jeg sidder bare her lige så stille. Jeg gør intet forkert. Så der er ingen grund til at du opsøger mig" forsvarede hun sig. Måske var det det territoriale i hende. Men hun følte virkelig at hun ikke gjorde nogen fortræd ved at sidde her og lytte lidt til musikken. Og hun følte sig automatisk forurettet ved tanken om at de kom her for at jage hende væk. Ja, havde gjorde en varulv så tæt på selskabet af elvere? Uden tvivl, at hvis de var opmærksom på hende, at de anså hende for en mulig trussel. Men så kunne denne Althorn velbekomme gå tilbage og sige at det var hun ikke.
Som for at understrege det, satte hun sig helt ned, med benene over kors foran sig, og armene der fulgte trop. Hun knep øjnene lidt sammen, som for at udfordre ham til at fjerne hende. Måske afslørede hendes reaktion at hun endnu blot var ung.

Althorn blev fortsat, roligt, siddende der på hug som han observerede hende - han havde absolut ikke lyst til at give hende grund til at bekymre sig omkring ham, så han gjorde hvadend han kunne for at virke præcis lige så fredelig som han nu engang var, hvorfor han blot lod et roligt smil tone frem på hans læber. "Det er fint nok med mig. Jeg ønsker blot at have et navn hvorved jeg kan tiltale dig. Det er mig ligegyldigt om det er dit reelle navn eller ej." sagde han, som han, istedet for at sidde på hug, nu fik rykket rundt så han sad på knæ istedet, da det var en tak mere komfortabelt i længden.

"Jeg blev træt af festen." sagde han derpå, som svar på hendes spørgsmål. Og det var sandt... Han havde været til så utroligt mange fester af den type i løbet af sit - for andre - lange liv, og han foretrak den fred og ro der var i skoven. "For meget larm. Skoven, derimod - her føler jeg mig godt til rette." som måske også kunne gisnes om, alene ud fra det faktum at han var en skovelver, nu de alle havde denne dybere forbindelse til naturen end så mange andre havde.

"Jeg har heller ikke påstået at du gør noget som helst forkert." han så sig lidt omkring, før hans blik atter faldt tilbage på hende. "Jeg blev blot nysgerrig, da jeg hørte en anden bevæge sig rundt, herinde i skoven. Intet andet. Du har al ret til at være her - lige så har jeg." sagde han derpå - og ja, det stædige blik hun havde der... Det var et han selv kunne genkende fra elverne der blot var omkring hundrede år gamle derhjemme. De små pus der syntes de skulle bevise at de kunne klare sig selv, og at de ikke behøvede andre til at hjælpe dem... "Desuden er det velnok omtrent et århundrede eller lidt længere siden jeg sidst stødte på en varulv. Så det hjalp nok også lidt på min nysgerrighed."

Cali var ikke mistroisk eller sur af personlighed. Så det var svært at opretholde den konstante opmærksomhed og stædighed, som hun havde mødt ham med. Desuden var han så rolig. Hans ord lød umiddelbart oprigtige nok, nok til at hun besluttede sig for hun godt kunne slappe lidt af. Han var her ikke for at fjerne hende. Med et svagt suk lod hun skuldrene glide ned, sammen med armene. Hænderne lagde sig i hendes skød, mens hun drejede hovedet for at se over mod festen igen.
"Træt af fester? Du må leve et spændende liv" bemærkede hun med en anelse længsel i stemmen. Hun elskede fest og farver. Selv om hun elskede at bo i skoven, var der ikke mange fester når man var alene. Eller når man var på flugt fra sin familie af varulve, der når som helst kunne opsnuse hende, hvis hun ikke var forsigtig.
"Selv om jeg også elsker skoven" bemærkede hun med lidt af sit gamle og mere varme smil. Hun så tilbage på ham og lod blikket glide ned over ham et kort øjeblik.

En let latter fik hånden til at glide op over munden, som hun prøvede at holde det tilbage.
"Et århundrede?!" udbrød hun, før det slog hende at sådan en kommentar kunne være fornærmende. Ikke at det var ment på sådan en måde. Men...Hun havde nok aldrig snakket til nogen der var så gammel!
I stedet lænede hun sig lidt frem.
"Bor der ingen varulve i jeres egen skov?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde fået at vide der boede mange små grupper over det hele. Så hun havde selv tænkt at varulvene var alle steder, selv om man ikke nødvendigvis så dem. Det overraskede hende nogle gange hvor meget de holdt sig til byerne, når de i princippet lige så godt kunne bo i naturen. De varulve hun kendte, i hvert fald.

Althorn smilede let og trak på skuldrene. "Det sker for en del af os når man ryger over de 400 år." sagde han roligt, og så kort over mod festen igen. Desuden var den fest en del mere energisk og højlydt end de fleste elver fester var. Han foretrak ofte skovens stille ro og fuglenes blide sang frem for den type frembrusende fester. "Man lærer at værdsætte de mere simple ting i livet."

"Skoven er også manges hjem. Mig selv inkluderet." hvilken vel nok var noget de fleste også kunne regne ud fra racens navn, at de var dén tak mere i forbindelse med naturen, havde en lidt anden respekt for den end højelverne havde. Selvom de nu havde det fint med hinanden, også. "Ja, jeg ville skyde på det er så længe siden jeg sidst har mødt en, umiddelbart." sagde han derpå roligt - var så absolut ikke fornærmet. Det var vel ikke alle der havde mødt nogle af de længere levende væsner, var det? Hendes reaktion tydede i alt fald på hun ikke havde.

"Jovist, det gør der. Men dem der bor der fast er der indgået en aftale med. De har et bestemt område af vores skov de kan være i, hvor vi lader dem være i fred, og de lover ikke at gøre skadepå skoven til gengæld. Jeg bryder ikke den aftale." det var en aftale indgået mens hans far var konge... Men for varulvene var der gået flere generationer, allerede. Han var ikke engang sikker på om de kendte den ordrette lyd af aftalen, længere... Men bryde den ville han ikke, så længe de ikke gjorde skade på skoven eller jagede mere end hvad de behøvede.

Cali elskede også de simple ting. Hun havde ikke brug for politik, indviklede forhold og regler til højre og venstre. Hun havde blot behov for...At følge sine instinkter. Ashen Wood var frit område, for det meste. En skov for alle. Der var områder, hvor visse grupper holdt til. Men holdt man sig fra dem eller lod være med at genere dem, havde hun ikke oplevet problemer. Skoven var stor nok til dem alle sammen, trods alt, og hun fyldte ikke meget. Men at sige hun vidste hvad han mente virkede...Ikke rigtigt. Måske snakkede han om ting hun ikke vidste til, eller snakkede ud fra sine mange års erfaringer. Det ville være arrogant af hende at påstå hun havde det på præcis samme måde - især når hun samtidig elskede det simple i en god fest. Være glad. Danse. Synge. Have en god tid, grine og snakke! Dette var en af de tidspunkter hvor hun savnede selskabet. Hun kunne spørge ham om hun måtte deltage...Men samtidig turde hun ikke. I stedet bed hun sig let i underlæben da hun overvejede tanken.
"Jeg har aldrig mødt en elver. Ikke sådan rigtigt" bemærkede hun. De havde til tider set nogle rejse rundt i området, men det havde altid været på god afstand. Man opsøgte ikke bare fremmede, heller ikke heroppe. Folk ville som regel gerne være i fred eller undgå problemer...Og hendes familie havde altid været noget reserveret hvad den slags angik. Hvilket slet ikke passede til Calis naturlige nysgerrighed.

Hun trak vejret dybt og så tilbage på festen et øjeblik. Hun ville aldrig få chancen igen. Og hvor ofte så man lige en elver-fest? Hun så tilbage på ham med et blik der lyste som en gavtyvs. Hun skulle til at være fræk nu, trods alt, men det spredte blot en rastløs energi hende. Hun overtrådte trods alt ikke nogle grænser - mente hun selv!
"Festen...Må jeg komme med? Jeg ved godt jeg ikke ligefrem er pænt klædt eller noget" spurgte hun så, med hjertet hamrende hårdt i brystet på hende og vejrtrækningen næsten ikke-eksisterende. Det var ligefør ulven i hende ikke kunne tåle denne ophidselse. Men tanken om at kunne se festen tættere på - eller ligefrem deltage - fik hende til at sidde musestille, mens hun studerede elveren foran sig. Spændt som en bue.
"Jeg kan sagtens styre mig! Så ung en ulv er jeg heller ikke!" forsikrede hun, inden han nåede at svare. Hun næsten faldt forover, da hun placerede hænderne på skovbunden og halvt stod på alle fire foran ham, med et tiggende blik i øjnene. Tættere på kunne hun virkelig dufte hans mærkværdige duft. En duft der måtte være duften af elver.
Hun var ung. Men hun havde lært at styre sig. For det meste. Det kunne ske...Men siden hun var flygtet ud i skoven på egen hånd havde hun ikke været ved at miste kontrollen, som hun til tider havde været ved inde i byen. Det talte da for noget, gjorde det ikke?

Althorn smilede blot let da hun nævnte det med aldrig rigtig at have mødt en elver før. Det var der trods alt rigtig mange der ikke havde. Althorn selv var mere undtagelsen end reglen, i hvordan han nød at møde nye folk, komme ud og se lidt mere end elver skoven og sit eget folk. Jovist så nød han da også deres selskab, men med årtierne, ja, århundreder, blev det efterhånden for trivielt og han søgte mere. I venskaber og bekendtskaber med folk af andre racer.

"Det er ikke første gang jeg hører det. Langt de fleste af mit folk er... Ja... Isolationistiske er vel egentligt det rette ord at bruge." sagde han blot roligt, uden at tnke alt for meget over ordvalget - han var jo bare vandt til at referere til skovelverne som hans folk - det var jo det de var, nu når han var deres regent.

Hans blik var glede tilbage ud mod festen - selvom de var dette stykke væk, så kunne han stadig se alt hvad der foregik, men hans ekstra skærpede syn... Høre præcis hvilke ord der blev sunget med den skarpe hørelse... Før han da så over på hende igen, med et let løftet øjenbryn. Om hun måtte komme med til festen? For hans skyld var der ingen alarmer. Men nogen af de andre... Ville måske ikke tage så godt imod det. Hmm... Han tænkte lidt over det, men besluttede sig så for at det bare måtte bæreeller briste.Han var jo trods alt deres konge, så sætte sig direkte op mod hans vilje var der nok ingen der ville gøre. "Tjo... Jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle kunne det. Og hvis nogen skulle spørge ind til dig - så har jeg hermed officielt inviteret dig." sagde han med et smil, før han rettede sig op - og begyndte at vise vejen tilbage mod festen.