What a fanfare ~ Althorn

Sunfury var nærmest sat på den anden ende denne dag, hvilket ikke kunne undre nogen. Det kongelige besøg fra Forestina, var det første royale møde den nye konge, eller kejser, hvis man var en formskifter, eller fra vasalstaten som Minotauris nu var blevet, havde haft siden han var kommet til magten. De mange røde faner med Sunfurys sol-banner, vejrede side om side med en grøn fane, der bar Forestinas symbol, som en velkomsthilsen til kong Nestedir, der blafrede dovent i de lette briser, der gjorde solens stråler mere udholdelige.
På den store forsamlings-plads i Royal Flame distriktet, var folk fra alle klasser i samfundet samlet, hvilket kunne høres på de højlydte samtaler og musikken, der lød livligt fra under de mange parasoller og solduge der lod drikkevarerne holde lidt længere i det varme klima. Ved indgangen til paladset stod en langt højerestående forsamling, afskåret fra resten af folket af den kongelige garde. I midten af denne forsamling, stod en gylden trone, hvorpå en mand med blågrå øjne og kastanjebrunt hår. Fenrer, kongen af Sunfury, sad med hænderne samlet under hagen og så ud på hans folk, der allerede festede i dagens anledning, alt mens hans datter ivrigt gik omkring med de andre adelige piger.
Han var glad for at folket havde en anledning til at feste, men det var nu ikke derfor han havde inviteret Althorn til Sunfury. Fenrer havde følt det nødvendigt at tale med Althorn om Silvanesti, der vedblev med at hæve portoen på varer, som skulle krydse gennem skovene, enten på vej til eller fra Doomsville, efter Fenrer havde begyndt brobyggeriet med Sean. Dette havde Fenrer brug for hjælp fra Althorns side til, men han havde valgt at mødes med ham her, istedet for i Forestina, efter midsommerballet.

Fenrer havde nemlig lugtet noget, eller snarere nogen, som han havde håbet på aldrig at skulle lugte igen, ved den fest. Han kendte ikke dæmonens navn, men han tvivlede på at det var Ashe, som hun, eller han, havde introduceret sig selv som, de denne havde udgivet sig for Althorn eskorte til festen. Det var på grund af denne dæmon at Fenrer havde besluttet sig for ikke at opsøge Althorn, men istedet, invitere kongen af elverne hertil, for her følte Fenrer sig sikker på at dæmonen ikke ville kunne gøre ham noget. Desuden ville Althorn vel ikke invitere dæmonen med sig, ville han vel?

Fenrer rystede let på hovedet, hvilket fik kaptajnen for hans livgarde, Sir Adir Rayne, til at lægge en rolig hånd på kongens skulder. Fenrer så op på sin årelange ven, og det bekymrede blik, blev hurtigt skiftet ud med et lille smil "Just pondering on the politic my friend" sagde han betryggende til kaptajnen, der gengældte kongens smil og slap hans skulder. Fenrer så atter frem for sig, frem mod de jublende mennesker og de mange smil, der fyldte Fenrer med en ro. Der var ingen grund til at bekymre sig, så Fenrer skubbede de mørke tanker bort og gav sig hen til at tænke på hans plig, nu hvor han snart skulle mødes med Althorn.
Elverne knælede vist for deres konge, ligesom når man hilste på Fenrer, men Althorn var ikke en almen mand, eller Fenrers undersåt for den sags skyld. Men Fenrer kunne vel ligeså godt vise sig så diplomatisk og høflig som muligt og knæle når tiden kom. Elverne var jo en ældgammel og stolt race, og på trods af at Sunfury nu var den største magt i Underworld, ville Fenrer vise at magten ikke var steget dem til hovedet. Han ville knæle, men regnede bestemt med samme høflighed. Fenrer gryntede et lille grin, der fik rykket let på kronen af hvidguld på hans hovede. Han tænkte nemlig på Sean, en mand han altid havde anset for magtfuld, der ved deres sidste møde havde udtrykt en smule bekymring for at Fenrer måske ville nedlægge de andre riger, nu hvor han havde styrken til det, men samtidig havde advaret ham mod at undervurdere Seans raceleder, Natalie. Fenrer havde dog ingen intentioner om at gøre nogen af delene. På samme måde havde han ikke tænkt sig at undervurdere Althorn, lederen af en race som hans formskiftere altid havde gået godt i spænd med.

Fenrers tanker blev revet bort fra skikke og diplomatiske bekymringer, da en elegant tone fra trompeter lød fra de nedre distrikter, hvilket erstattede de livlige og højlydte samtaler, med en kort stilhed inden en jubel brød ud, der blandedes med en nu mere stilartet musik. Althorns følge måtte være ankommet.
Så snart som Fenrer kunne Se Althorns følge, gjorde han et vift med hånden, hvilket sendte lang og smuk tone fra de mange trompeter, der var posteret omkring på pladsen. Ved lyden af trompeterne, døde jublen ned, og en fanfare udgjorde en velkomstsang til elverne, indtil de var stoppet ved pladsen. Fenrer lagde en hånd på Elizabeths skulder, som hun skikplig stillede sig ved sin faders side. Sunfurys fanebærer, iklædt en rød og gylden dragt, trådte ud mellem den royale families soldug og elverkongens følge. Den unge mand, øvet i flere racers tale, sank en klump og stod rør. "Althorn Harthion Arveth Nestedir, aran o- Forestina.." sagde den unge fanebærer stolt, men med sveden trillende ned ad hovedet".. opo alyë aran o-Sunfury ham, in harma lilla-apa ancal-litsë, imi ezel cala, in condo o-neldë nórë, .."
Fenrer sukkede og gned den ene tinding kort. Han afskyede at blive præsenteret. Ikke alene var det kedeligt, men det var på sin vis også en anelse pinligt for ham, at få remset alle titlerne op, som om han var et dyr på udstilling. Fenrer var dog klar over hvor vigtigt skik var for Sunfury, og bed sin iver efter at bede manden holde mund, i sig.

Da fanebæreren endeligt bukkede, rejste Fenrer sig fra tronen, som den unge mand gjorde en gestus mod Fenrer. Kongen trådte frem mod Althorn med et smil og sagde højlydt, med en høflig, varm tone, og et smil på et glædeligt ansigt "Mae govannen, Althorn Harthion Arveth Nestedir, aran o- Forestina, mae govannen sí vi Sunfury, im Amdir ammen innas caro a Calima evëa an nórë-Ima" som han trådte ud fra under soldugen og ud i solen, der fik kronen af hvidgulds, tre grønne ædelsten til at gengive et grønt strålende skær. Fenrer lagde armene ud i en velkomsthilsen, og knælede, endnu med armene udspredt, og uden at se bort fra Althorn. Nok ville han bukke, men Fenrer og Althorn var på ligefod, så Fenrer, til hans råds store glæde, bukkede ikke nakken og erklærede sig derved ikke underdanig, selvom han ikke så den store skade i det.
Fenrer rejste sig efter at have givet Althorn en chance og tid, til at gengælde hilsenen, hvorpå pladsen atter druknede i jubel. Fenrer så sig om og nikkede til Rayne der stod klar, til at modtage den næste, indøvede, ordre. Livgarden trådte frem, sammen med adskillige tjenestefolk og stod snart klar til at hjælpe Althorns folk med hvad end de havde med sig. Fenrer vendte sig i midlertidigt om mod Althorn, med et smil. "Hilya-ni condo-nya Nestedir, ni tiriste kar carië an sam-lya" lød den rare varme stemme, hvorpå Fenrer gjorde en gestus mod paladset og forventede at Althorn ville følge med ham, som han satte i en rolig med fast gang, der viste de indøvede bevægelser der lå i at gå iført rustning, mod porten.

Fenrer, der allerede længtes efter en anelse ro, førte hans gæster gennem paladsets overdådige gange, der foruden de smukke udskæringer i guld og marmor, både bar de røde og gyldne farver af Sunfury, sammen med Forestinas farver, i dagens anledning, og direkte ud til de hængende haver. Han viftede kort til hoffet der spredtes ud i haven, og gav sig til at nyde de opstillede solduge, med forskelligt godt for dagen, sammen med eventuelle hoffolk Althorn have bragt med sig. Fenrer gik selv mod en pavillon, der bar adskillige små bannere, igen, henholdsvis Forestinas og Sunfurys.
"Ni estel alyë kav-iuith este, apa mairen-ldë?" spurgte Fenrer og lagde en arm ud mod en af de to troner i guld og marmor, der stod ved det ene af to borde i pavillonen, mens to tjenere stod klar ved det andet bord. Fenrer satte sig selv i den ene trone og gav Althorn et smil. "Har-mecin condo-nya"
Fenrer ventede ikke på at nogen tjener skulle skænke op for ham, me skænkede selv op i sin pokal, med noget køligt vand fra en karaffel skåret i krystal. "Estel-nyë i lenda anes mai?" Fenrer lod Althorn få en mulighed for at svare, og selv stille et spørgsmål, eller kommentar, skulle han ønske det, mens han selv drak af det kølige klare vand.


//Oversættelser:
Fanebæreren: "Althorn Harthion Arveth Nestedir, king of Forestina..." " .. Before you is the king of Sunfury, the wolf dancing on the burning sands, ingulfed in green light, emperror of the Sargosner and it's collective people.."

Fenrer: "Well met, Althorn Harthion Arveth Nestedir, king of Forestina, welcome to Sunfury, here I hope vi shall come to a bright future for our people"

"If you please follow me lord Nestedir, my garde shall take care for your accommodations"

"I trust you tire from your journey?" "Please, have a seat my lord" "I trust your journey went well?"

Althorn havde set frem til denne dag, det måtte han jo nok indrømme. Det var sjældent han havde så vigtige dage foran sig som han rent faktisk så frem til, men denne tur havde været en af dem. Lige siden deres snak til midsommerballet havde han været opsat på at få en aftale om et politisk møde med kongen af Sunfury i hus. Deres riger stødte op mod hinanden, hvorfor det ville være perfekt at prøve at få en alliance op at stå mellem deres to riger, meget gerne med øget handel så han kunne få åbnet noget mere for Forestinas grænser. Mange af dem i hoffet var ikke enige i at dette var en god idé, inklusive Althorn's far, den gamle konge - men på dette punkt var Althorn stædig. Ville elverne se fremskridt i deres land og kultur, blev de nødt til at kunne tage imod inspiration fra andre også. Hvad der ikke var i udvikling var kun i forrådnelse - og derfor var han fast besluttet på at dette møde skulle finde sted. Hans hofs og royale råds modvilje var også mere end rigelig grund til at han var tilfreds med at mødes skulle finde sted i Sunfury, og var grunden til at han ikke havde så meget som ét medlem af hoffet eller rådet med sig. De ville blot distrahere ham og forsøge at modarbejde ham -som de havde gjort alle dage indtil videre. Ja, godt nok var han meget ny af en konge for elverne atvære, men det var stadig ham der bestemte. Og denne alliance ville han gøre meget for.

Rejsen havde været lang, og udført med det minimale antal vagter og tjenestefolk rådet havde ladet ham slippe afsted med. Fem vagter og to tjenestefolk. De alle red på normale elge, mens Althorn red på sin elg af typen der kun fandtes i Forestina - hans kære Ílthar, som han også var ankommet til sommerballet på. I modsætning til sommerballet var hans tøj denne gang langt mere praktisk, dog, mindre ment til at vise sig frem og imponere, og mere ment til stadig at vise status men samtidig også være noget han kunne lave en del i, skulle han få behov for det. Kronen sad sog stadig på hans hoved, svagt glødende af den stærke lys magi der var i krystallerne der voksede på den, og naturmagien der befandt sig i bladene.

De tre af vagterne og de to tjenestefolk red foran ham i rask trav,mens Althorn selv havde fået Ílthar ned i en mere rolig gang, som han så sig omkring, smilede og nikkede til det af Sunfury's befolkning der var kommet ud for at overvære hans besøg. Da han var ankommet til pladsen blev hans blik fanget af den unge fanebærer - for Althorn umådeligt meget yngre at se på end han nok var for menneskene omkring - og hans elviske. Det var tydeligt at høre det ikke blev talt til hverdag, naturligvis, og udtalen havde sine hak hist of pist, lød lidt ru i det, men det var normalt når han hørte folk der ikke boede i enten Forestina eller Silvanesti prøve at udtale sindarin og quenya. Det var bare ikke nemme sprog at lære, men han smilede dog stadig. Knægten gjorde om ikke andet en god indsats.

Hans blik røgkort hen på kongen, og indvendigt blev hans smil større af at se hvordan han umiddelbart ikke kunne lide at blive præsenteret, heller. Måske var det en ting de kunne have til fælles. Blot at foretrække at blive talt til som en hvilken som helst anden person i verden. Efter præsentationerne lod Althorn sig selv stille og roligt, elegant med de mange års øvelse, glide ned af Ílthar, og klappede roligt elgen på halsen som en tak for hvor langt hans ven nu havde båret ham. Der var et klart skær af respekt både i hans smil og blik til dyret, før han trådte frem, som Fenrer knælede for ham. Han løftede let på detene øjenbryn - det var nogethan kun var vandt til at andre elvere gjorde for ham, ikke folk af andre racer... Men respekt detviste det da, så han selv bukkede til gengæld, også uden at bøje sit hoved. De havde begge respekt for hinanden, men også deres egen ære i behold, som de respektive race ledere, og ledere af deres riger, de nu var. "A mae-govannen an ech, eithro, Ara-Fenrer en Sunfury... Nin carharthasui, egor nin al-innas penlend il hen men."

Hans øjne gled kort rundt på de jublende folk, og et mildt smil var atter atspore på hans læber, som han så tilbage på Fenrer. Han nikkede til hans ord, og vendte sig kort om mod sit følge. Denæsteord, der ligeledes flød på elvisk, foregik dog meget hurtigereend når han havde talt til Fenrer, og var som sådan nok ikke noget man ville forstå, medmindre man talte sproget til dagligdag. Men hele hans følge nikkede, og elgene blev aflastet med hjælp fra Fenrer's garde, mens Althorn og en enkelt af hans vagter fulgte med Fenrer. "Carcen-t e. Arnenath innas aníra an ego im aenin pencar-ale di im gwathra-il pada-nin." forklarede han med et blidt smil som de kom indenfor. Selvfølgelig var hans egen udtale så blid og elegant som måtte forventes af en der talte sproget til dagligt og havde det som sit modersmål, men sådan var det jo med alle sprog.

Han så sig selvfølgelig omkring som de gik rundt indenfor, og ja, paladset var skam overdådigt,og det var en pæn gestus med farverne, men som detnæsten altid skete, følte han sig stadig lidt malplaceret her. Mest af alt fordi at selv i hans egen kæmpe tronsal, var han konstant omgivet af liv i form af træer og planter alle vegne. Hans eget palads var i bogstaveligste forstand levende - mens dette var dødt, sten og metal. Koldt. Han forstod aldrig hvordan mennesker og andre væsner kunne synes det var godt at bo i bygninger af denne type, men nuvel, hver til sit. Althorn foretrak bare træer fordi han havde været i nærheden af dem næsten hele sit liv.

Han nikkede til hans ord, og satte sig med et smil ned, selvom han, igen, heller ikke rigtig brød sig om disse stole. Igen, fordi det ikke var træ. Efter Fenrer havde skænket op til sig selv, gjorde Althorn det samme, efter atvifte med hånden for at få vagten til at træde tilbage, da han ellers også havde været klar på at skænke for ham. Men Althorn foretrak at gøre så mange ting som han kunne få lov til, selv. Han var ikkenoget lille barn der ikke selv kunne skænke op. Han vidste godt det kun var ment som tegn på respekt, men han hadede det nu alligevel. "It did. And you do not have to bother with our language. I came to you, not the other way around. Besides... I trust you learned from a high elf? It sounds more of quenya than sindarin." sagde han så endelig, på det almene sprog, med et skævt smil til den anden konge.

//Outfit: link her, blot ovre i grønne og ikke blå nuancer.

Oversættelse:
"And well met to you, too, King Fenrer of Sunfury... I sure do hope so, or I wouldn't have traveled all this way."

"Just ignore him. My council would want to kill me if I didn't have him with me everywhere I go."

Fenrer smilede muntert ved Althorns skiften til det almene sprog, og lod en let klukken undslippe ham. "Very well then, we'll continue in the common toungue" svarede kongen og rejste sin pokal i den ene hånd, i en skålende gestus. "To common ground"
Han sendte et godmodigt smil, og en varm latter fra sig, som minderne fra Silvanesti vendte tilbage til ham, ved Althorns spørgsmål "I spent quite a while in Silvanesti in my early days on the road.." Fenrer rotererede vandet i hans pokal, som havde det være cognac. En vane han havde samlet op, når han drak ved minder, og disse minder om eventyr og venskaber, vedholdt det godmodige smil, og spredte en varme af Fenrers humør, som han tænkte tilbage. ".. A tailor whom made me a excellent set of garments for the road, helped me getting aquinted with the language, allthough, I had picked up a few beforehand, travelling as a healer, shaman and tracker... Funny enough, I declined a contract going directly here.." sagde Fenrer gennem et lille grin gjorde et lille kast med hovedet der indikerede deres omgivelser ".. where we were supposed to bring some of your extravagant wines to the palace... I should perhaps have gone"

Han så en af hans hofmænd stirre på de to herskere, over Althorns skulder, som hans skålede til ham. Som han drak det kølige vand, holdte han blikket på manden, der var en rådgiver indenfor det politiske, i et par sekunder, inden han så tilbage på Althorn. Fenrer var udmærket klar over at der var flere fra hoffet der mente Fenrer burde holde det politiske møde med Althorn med det samme, og gemme det afslappede til senere. Heldigvis for Fenrer var hans ord altid det sidste, selvom han altid gav sit hof hans øre, men Fenrer havde i dette anliggende sin egen mening om hvordan man skulle lade sig introducere til nye folk.
Fenrer satte pokalen på bordet og foldede sine hænder, som han gjorde sig magelig i sin tronstol, ikke bare for at gøre sig det mere bekvemt, men også lidt for at provokere hofmanden. Tanken sendte et smil til Fenrers mundvig, som han koncentrerede sig om sin gæst.
"I've heard that you made up with quite a few of the elven traditions of etiquette and .. well.. the elven disposition in general?"
Fenrer smilede fornøjet ved tanken om en anden der ligeledes, gjorde en indsat for at ændre samfundet til det bedre. Det virkede ikke til generelt at være noget der bekymrede resten af Underworlds herskere synderligt. Han havde trods alt nærmest fået en trussel af Sean, da han prøvede at hjælpe de svagere stillede i Doomsville. Fenrer havde endda måtte opgive at mødes med den gruppe af healere han havde samarbejdet med, og oplært i hvad han kunne, som befandte sig i Rotten Root. Ja, Althorn var bestemt et frisk pust, iblandt den trivielle ligegyldighed, der virkede til at have inficeret Underworlds magthavere. "I owe you a bit of personal gratitude for that Nestedir.." sagde kejseren i en varm tone, der virkede mere hengiven end den ellers behagelige tone som Fenrer normalt bar i sin stemme ".. It didn't seem to be the common practice to make changes for the better, merely for the sake of the people, amongst the rulers of Underworld, before I came along.. That is.." Fenrers smil dulmede en anelse, og hans blik faldt kortvarigt fra Althorn, til sit glas, som han atter roterede vandet i " ..With Valerya being the exception"
Fenrer så op fra sin pokal, og smilet vendte tilbage, med den varme stemme "It is nice to see a ruler make the same kind of effort, and seeming for the same reasons"

"When I came to Sunfury, Valerya, Elona’dal embrace her, tried to help and encourage some happiness in those less fortunate here.." Fenrer tænkte tilbage på de gange hun havde hevet ham med ned til tiggerkapellet, hvor hun havde arrangeret fester for de lavere stillet, arrangeret healere og doktorers tilstedeværelse, og uddelt tøj som hun havde skrabet sammen med hvad penge hun kunne benytte sig af udenom skatte-kamrene. En tradition han holdte i hævd, dog uden selv at deltage, det gjorde for ondt.
Under hans regering, havde riget dog set så megen øget velstand at hans manglende tilstedeværelse, vel nok kunne undskyldes. Fenrer så op på Althorn med et lidt skævt smil.
"I loved her, I really did, but I must admit that she proved ineffective in changes the unfortunates lot in life, and though I share her vision, and tried helping her with these matters, it was not until after her death that things started to change.. and so they did, in an neigh on unbelievable pace"

"I made slavery illegal, and started organising work for everybody I could, but I'm sure you know all this?" Fenrers smil blev lidt større, som han lod som om det først var nu han havde fanget sig selv i at plapre, men han havde trods alt en mening med galskaben. Fenrer satte sin pokal på bordet og tog ved karaflen, og skænkede op.
"Nevertheless, one of the biggest thorns in the side of my kingdom, was lying right off my coast, stealing from, and killing my people..." Sagde han med et varmt og behageligt toneleje, som var det en samtale om heste, eller at pleje blomsterbede. Althorn skulle helst ikke føle sig truet af denne snak, hvilket også var hvorfor han, uden ord, men blot med en gestus, tilbød at skænke op til Althorn, skulle han have brug for en genopfyldning. Fenrer satte karaflen på bordet og strøg sit hageskæg, som han fortsatte, med et smil på læben."So.. I'm sure that answered a question that has seemed to be on a lot of lips.. But now, even with free trade to Aquener secured, and the confiscated treasures of Minotauris and the Sargros'ner, and even with a direct traderoute to Doomsville on the way, we seem to have attracted some attention from the Elves, of Forestina no less, after millenias of isolationism"

"May I ask why?"

Fenrers øjne var milde og behagelige, over smilet "Is it because of an wish to take a measure of me? Or something else? A common interest?"
Fenrer trak lidt på skuldrene og tog atter sin pokal, og nød det kølige vand i et par korte drag, inden han så tilbage på hans bordmakker. "I'm sorry if I seem a bit forward, but, I've been looking forward to meeting you, and might be a bit eager"

Et blidt smil var at finde på Althorn's læber, som han deltog i skålen, og tog blot en lille tår før han satte glasset ned igen, og lænede sig tilbage i stolen, gjorde sig det så komfortabelt som han nu kunne - ikke at det blev meget bedre, men lidt bedre blev det da. Han lyttede stille og roligt til hvad Fenrer havde at sige om sin tid i Silvanesti, der ærligt talt lød til at have været rigtig god for ham. Det lød i alt fald til at have været en tid han så tilbage på med glæde, så hans erfaring med højelverne dengang måtte om ikke andet være gode. Nu havde Althorn jo så heller aldrig selv haft problemer med dem, men det var altid noget andet når det var elvere imellem, end nogen der ikke var født elver. Til gengæld var formskifterne så også nogen af dem der havde langt nemmere ved at blive accepteret af elvere helt generelt, med deres naturlige tilknytning til en så stor del af naturen som dyrene var.

"Sounds like you had a wonderful time in Silvanesti back then." sagde han derefter, smilet lidt større, lidt mere oprigtigt end før. "And no, I don't mind. I don't really drink any way. It dulls the senses." noget som de andre i hoffet altid havde fundet mærkeligt, men han kunne bare ikke lide måden alkohol slørede hans sanser på. Med hans sanser værende ekstraordinært skarpe, så lagde han også meget hurtigere mærke til akoholens påvirkning. Et enkelt glas var nok til at han syntes han syn blev uskarpt, så derfor holdt han sig langt væk fra det stads.

"You heard correctly," sagde han så, med et lille smil der udviklede sig til en kort latter. "Not that anybody in my council is fond of it. Not even my Dad. They really have no faith in my ideas at all. Maybe they will, fifty years from now, when they see what good it'll bring us." dette blev selvfølgelig sagt lige så roligt som talte han blot om ét år fra nu, og ikke 50 - på det punkt var han nok meget lig de fleste andre elvere, med at deres opfattelse af tid var en del anderledes end de kortere levende racers, som for eksempel menneskene og formskifterne. Men nu var Althorn selv jo også ved at nærme sig et halvt årtusinde i alder, så kunne han virkelig bebrejdes for at tænke sådan?

"I don't see how they can all be so blind to their peoples suffering. Now, in general, that's not the case within Forestina, at least - but the hierarchy is still something I'd like to completely dissolve. Nobody should have more rights than another simply because of the family they were born into. It's just not right. Of course, there still needs to be a ruler, and a council for that, but other than that? I'd like to see everybody being equals. Nobody should have the right to step over another without consequences. I've already taken the first steps towards this. Banned arranged marriages. You should've heard the outcry from some of the nobles. They did not like that. Not that I care, I don't want anybody to be forced into a marriage they don't want." det var en ting han havde holdt indenfor grænserne indtil videre, men valgte nu at fortælle Fenrer det, som et tegn på den tillid han havde til den anden, med hva dhan også havde hørt af forandringe rhan havde fået indført her i Sunfury. Inklusive det med at bandlyse slaveri.

Så derfor var det et meget tilfredst smil der var på Althorn's læber som Fenrer fortalteom Valerya, og de forandringe rhan selv havde fået skubbet igennem bagefter. Slaveri havde aldrig været samme problem i Forestina som det havde været i mange andre byer, så derfor var det ikke ligefrem bandlyst - men dog set meget ned på. Tjenestefolk var selvfølgelig at finde overalt, men de blev også betalt, eller fik ly og mad som deres betaling. Decideret slaveri havde Althorn ikke selv set i sin egen regeringstid. "I do. And I approve of it. Wholeheartedly." svarede han med det samme smil på læberne. Det var i sandhed dejligt endelig at møde en anden regent der lod til virkelig at ville det bedste for sit folk, hele sit folk, og ikke blot 'eliten'.

Althorn nikkede blidt til det usagte spørgsmål om at få fyldt op igen, mens han atter lyttede til den anden mand. "Well, to be quite blunt... To an elf, you're pretty forward, yes. If my council had their way, we wouldn't have met for another year or two. But unlike them, I do get that time is of... A bit more ugency for you, than it might be for me and the rest of my people. They seem to not realize how quickly you need things to pass. That you do not have centuries to do with. I try to teach them, but alas, they're old, and stubborn." dette blev sagt med et svagt smil og en hovedrysten. Ingen i hans råd havde været ude af elvernes skove mere end én eller to gange, modsat ham selv, de rhavde været på utallige diplomatiske missioner under hans fars regime, og endnu flere efter han selv var blevet konge, for de godt og vel 50 år siden.

"But to answer your question..." Althorn lænede sig en smule frem, som han flettede fingrene og hvilede albuerne på sine knæ, "I want to bolster our connections to the outside world, and with how our ideals seem to line up with one another, I thought a trading route between Sunfury City and Forestina might be an excellent place to start. We both have things the other can't get easy access to otherwise - and if it strengthens our cities connections, that's just better. Of course, the borders won't be completely opened just like that. If I did that, I'd have a riot on my hands - but a handful of tradesmen and guards accompanying them, some that the guards would get to know pretty quickly - they would be able to pass freely over the border without being disturbed. In the summer time, I was even thinking some merchants from Sunfury could be given permits to set up small shops in Forestina - if the same could be done the other way around, of course."

"Hmm.." Brummede Fenrer, der gav sig til at smile og skævede lidt til Althorn. Ligeså meget som han nød Althorns person, i al fald de træk som de to regenter delte, havde han kunne forudse visse elementer som Skovelvernes konge kunne finde på at bringe op i deres samtale, og dette var et af dem han havde håbet mest på. Fenrer drak videre af det klare, kølige vand og smilede fornøjet. "I would indeed like to have some trading treaties put in place, both for your more official tradesmen and those of my own, I'm starting to tire of black opals" Fenrer afsluttede sin sidste sætning med et lille vel tilfreds smil, og satte sin pokal på bordet, hvorpå han flettede sine hænder og rullede sine tommelfingre som han tænkte. Hvis Fenrer skulle være ærlig overfor sig selv, havde han mest af alt lyst til at skubbe direkte videre til at aftale hvordan og hvorledes de respektive handelsmænd fra hvert af deres riger, skulle behandles og om der var nogen privilegier som Althorn ville bede om, for Fenrer havde et par. Fenrer måtte dog indrømme overfor sig selv at der var en ting som han ønskede at løse, som Althorn formentlig kunne hjælpe ham med, som led i deres aftale. "But we might have a slight problem.. a problem I'm sure you're aware of?"

"I'm talking about the Silvanestian city council of course, whom seem to have taken a specific disliking to my endeavour towards a more direct traderoute to Doomsville" Sagde Fenrer efter en kort pause hvor han havde givet Althorn mulighed for at svare på om hvorvidt han var klar over hvilket problem de to skulle snakke om.
"If I'm to continue the trading betwixt Sunfury and the Elven realms in the Forest of mother Nature, I need for the council to put an ease on the taxations on Sunfury goods" Fenrer lod sine hænder glide fri af hinanden, og lagde den ene hånd på hans armlæn, og lagde den anden ud i en stille gestus. Fenrer sukkede let, da han var klar over at hans næste ord kunne tages som en form for fornærmelse, men skulle nogen kunne se forbi deres stolthed som elver, virkede det til at være Althorn, som så ud til at se tingene fra et mere rimeligt perspektiv. "I do understand that the 'Bridge of pillars' is not to their liking, seeing as to how they'll loose out on a lot of trading, and taxes, but I cannot keep on putting hard earned treasures into their coffers.. Nations change, and one must evolve with the change to keep aloft, even if it means that one has to skip a bit on luxuries.." Fenrers smil var blevet erstattet af et lidt mere seriøst, og måske lidt bekymret mine. Han rettede lidt på hans krone, der pludselige var blevet en anelse ubekvem.
".. something that the high elves seem to have lost sight of amidst their dusty books and shimmering crystal towers, however, I believe you might be able to help me with that"
Fenrer slap sin krone og greb istedet hans pokal, som han roligt hævede op til sine læber, hvilket gav Althorn et muligt rum at kommentere i, som Fenrer tømte sin pokal og fyldte den op på ny. Disse små og fornemme pokaler var irriterende når det kom til at have noget der ikke skulle genopfylde hver gang man stillede sin tørst, men der var vist noget om at de tilføjede en vis elegance, som velsagtens var passende for Sunfurys adel. Fenrer havde undret sig da han først så dem, eftersom at Sunfury trods alt var et ørkenland, havde det virket som mere logisk at have gevaldige bægre at pøse op i, hvilket også var tilfældet på kroer og drikkesteder, men ikke i de fine kredse. Folk var underlige.
Fenrer drak en enkelt, forsigtigt lille tår af sin pokal, så han ikke skulle genopfylde indenfor de næste sekunder og så atter op på Althorn."If you were to press the issue with them, so that they'd lean off their overly exstansive taxations, we'd be able to conduct such treaties, not just in a economicly strained fashin, but in a way that could become a flourishing income for both the people of Sunfury, Silvanesti and the people of Forestina"

Fenrer lod den nu frie hånd stryge skægget over han hage, mens han tænkte. Han håbede sådan at Sunfury og Forestina, og Silvanesti for den sags skyld, kunne allieres. En sådan alliance ville mere eller mindre binde alle rigerne op til Humvita sammen, og så var krig ikke noget der kunne udfoldes, i al fald ikke uden at Fenrer ville kunne træde ind som fredsmægler, bundet af alliancer med både Doomsville og elvernes riger. Det var ikke fordi at der var udsigt til krig imellem disse riger, som tingene så ud ligenu, men man vidste ikke hvad der kunne ske, og Fenrer havde fået nys om at Sean og Darons forhold måske ikke var helt så perfekt som det kunne have været, så på denne måde kunne man sætte roen fast, om ikke andet, så ved ren og skær magt-mæssig dominans. Fenrer slap skægget og lagde hånden ud i endnu en rolig gestus.
"I know that it might be a bit difficult to get the scholars of the crystal towers to agree to lowering their taxations, but it is nonetheless a necessity if Sunfury is to continue trading with them.." sagde han med et atter roligt og varm smil, forsigtigt trukket op i den ene mundvig, der på ingen måde lagde op til selvtilfredshed, men måske mere en venlig fremtoning. "..I do not require such luxuries as to have official tradestations in the city of elven erudition, but they must be able to see that the trade we've led with them, has been a step in the road that the traderoute to Doomsville necessitated, seeing as how said route led through their region of the elven realms, and seeing as we can now, well.. soon get the crops we need from the Doomsville territory, they'll only be loosing out in trade"

Althorn sad blot roligt og lyttede til den anden konge, et lille,venligt smil hele tiden på hans læber - det var der altid ved politiske diskussioner,men dette var nu ikke det let kunstige. Nok mest fordi Fenrer rent faktisk var en han kunne lide - hvilket skete usandsynligt sjældent når han mødte andre folk i magt positioner. De fleste lod til at lade det stige dem til hovedetog nød at fremvise deres status - Fenrer lod til atvære lidt mere som ham selv, med at ønske et mere lige folk end der tidligere havde været i begge deres riger. "I've heard of it, yes." tilkendegav han, som Fenrer begyndte at snakke om et problem - selv for Althorn var højelverne indimellem lidt tunge at danse med. Nogle af dem mente at de var mere værd end skovelverne, selvom de absolut intet havde at have det i. Især ikke for tiden hvor de ikke havde deres styre ordentligt på plads, på samme måde som Forestina havde det.

"I'm not surprised that they're disliking of that... They are very much against the way I've opened Forestina's borders just a smidgen, too." han sukkede, og tog en tår af det kølige vand. "They have always been... Complex... To discuss things with. They usually take years to convince to do anything at all." hvilket han måske til dels kunne forstå når det var anliggende der kun ville påvirke elverne, de havde jo alle tiden - men at de ikke kunne forstå hvor meget hurtigere det skulle gånår man havde med mere kortlevede racer at gøre, var virkelig noget der gik ham på.

"They've become so isolated that they do not get how fast the rest of the world moves. They're completely out of touch with everything but themselves. But I will certainly do my best to convince them to move faster - it doesn't mean I can promise you anything right here and now, sadly. For if I press too much, it might endanger the relations between wood and high elves too, as you might imagine." og han så virkelig ikke at der skulle opstå stridigheder mellem de to typer elvere. Det var nok med at de havde problemer med at holde sortelverne væk indimellem.

"I can make sure that the taxes will be lower for moving goods through Forestina's territory, though. But I'll have to use quite some time on convincing Silvanesti. And even if they won't lower taxes on a direct route - I'm sure we could work out a deal anyway. As in, goods being imported into Forestina, and then exported to Sunfury. I am almost certain the taxes would already be lower that way, with the almost non-existent taxes we have between the Elven kingdoms."

//undskyld den blev kort, skal lige igang igen :/

Kejseren smilede veljfornøjet til elverkongen, og hævede sin pokal til en lille skål"Very good, Excellent as a matter of fact"
Han drak sin skål og nikkede glædeligt til Althorn. Han var yderst begejstret over Althorns velvilje til at arbejde sammen om en lyserede fremtid for handel, og i forlængelse deraf, en strålende velstand mellem de to riger. Nu var tiden inde til at få afsluttet denne sag, så de kunne komme videre til en anden del af deres fremtidige alliance.

Fenrer nikkede til en tjenesteman der stod et stykke fra dem, med et fad, hvorpå der lå fire skriftruller, der indeholdte de ønskede effekter som Althorns forhandlinger, forhåbentligt, skulle have. Tjeneren nærmede sig i afmålte skridt og præsenterede skriftrullerne for elverkongen.
"It is a list of goods, and taxrates, that I've worked out with the master of coin.." Fenrers tone antydede en snert af forsigtighed, da han ikke brød sig videre for at 'byde' Althorn arbejde, men Forestinas konge var det eneste håb han så for at kunne komme de latterligt høje skatter til livs.
"..I don't think they're greedy or pressing, and we can afford to trade with the current tax rates for as long as it takes, so do not concern yourself with time"
Fenrer nikkede atter og bød endnu en lille skål.

Da Fenrer havde sat hans pokal, så en lille forsamling musikkanter, stående på et podie et stykke fra dem, deres tegn til at begynde et stykke roligt musik, hvis ophav var af Forestina.
Kejseren lagde sine hænder i folder over hans skød og rettede sig lidt op i stolen. Hans ansigt lå i en kende alvorligere folder end før, hvilket fik furerne af et hårdt og vejrbidt liv, til at træde frem på det ellers relativt unge ansigt "I do have another topic that, even though it is not urgent, is slightly important to me.." Fenrer tøvede.
Han var klar over hvor stor en trussel han var, på Underworlds skakbræt. Han var ikke bare ukendt for mange, siden han trods alt kun havde været på tronen i lidt over et år, men han havde i den tid præsteret ikke blot at stable den største hær i Underworld på benene, men også invaderet over overtaget en nation, som den første i over en menneskealder. Han ville ikke have at Althorn skulle føle sig undertvunget, og håbede at Elverkongen kunne se at der var fornuftige motiver bag det Fenrer havde foretaget sig.
"I would like to discuss a military alliance, an actual protective agreement between our two nations"

Fenrer lod ordene hænge en kort stund i luften. Elverne var isolationister, og fredelige, for det meste, så han vidste at det var noget af en mundfuld han bad om.
"I am sure it would calm any worrying minds you have in Forestina, that might ponder if my 'lust for power' is something to take heed of"
Fenrer bed kindtænderne en anelse sammen, udmærket klar over hvordan store dele af Underworld så 'Ulvekongen'. Han havde dog aldrig ville gøre nogen fortræd, der vel at mærke ikke fortjente det. "I am aware that this is somewhat controversiel to what the kingdom of Forestina has done in the past, and I will let have a moment to think of your reply" afsluttede Fenrer i en som altid venlig tone, der dog nu bar tydelig præg af alvor, for han vidste hvad hans forespørgsel indebar. Han lænede sig roligt tilbage i stolen og teg, indtil hans gæst var klar med et svar.

Althorn tog roligt endnu en tår før han satte sin egen pokal fra sin, og lænede sig tilbage i stolen, det ene ben krydset over det andet, og hænderne fint foldet som de lå på hans skød mens han lyttede efter - indtil rullerne blev præsenteret. Han tog imod dem med et pænt lille nik for derefter med det samme at åbne og skimme igennem, hans øjne kørende en delhurtigere over teksten end det ville for de fleste andre. Han havde trods alt haft over et århundrede at vænne sig til sin usandsynligt gode hørelse og syn, og det gode syn havde han i sidste ende også fundet ud af gjorde ham til en ekstremt hurtigt læser. En god ting når man var ude i politiske aftaler.

Derfor gik der heller ikke længe før han atter sænkede rullen, og smilende tog del i den lille skål. Han kiggede kort over på musikanterne som de trådte ind - og smilet blev for et sekund eller to større, før det var tilbage til det lille høflige ét,somhan hørte tonerne. Fenrer havde virkelig gjort noget ud af dette, i forhold til hvad mange andre havde gjort. Ikke at han for Althorn's skyld havde behøvet gøre sig så umage, men det var nu engang meget rart.

Og så kom den anden del som Althorn godt havde forudset der også ville blive snakket om under dette møde. En alliance... En militærisk en af slagsen. Hvor Althorn's far var lidt mere...ja... Krigerisk, så afskyede Althorn selv virkelig vold af enhver slags, og især krig. Efter han selv havde været ude i det som lederen af healerne på slagsmarken... Aldrig igen, hvis han kunne undslippe, selvom han nu selv var en god kæmper.

"I see..." sagde han, med nærmest et let suk i stemmen, og det var tydeligt at han tænkte sig godt om, før han talte videre. "I am willing to enter a military alliance with Sunfury. But I do have the one condition that my men will not be put in the very front on a battle field. We don't have many melee fighters - most of my men are all either spellcasters or archers. They can hold their own if attacked, but they are not to be used as the front of an actual attack. It will be better for both my men, and for you, to protect them as well as you can and mainly call upon us for defense. We have defended our forest for millenia - I daresay nobody has better defensive fighters than us."