et uventet sammenstød - Althorn

Sted: en lysning, to timers gang vest for Forestina
Tid: tidlig formiddag
Vejr: tørt og delvis solsin, samt en blid brise
@Althorn

Larlii nød at være ude så tidligt på dagen. Duggen lå endnu på græsset i skovbunden og blinkede i de solstråler som kom ned imellem de forårs grønne trækroner.
En blid og dyb brummen fik hende til at se smilende over imod et stort gammelt egetræ, hvor den grønne drage som havde fuldt hende igennem mange år, lå og slappede af.
Som han lå, med hoved og halen foldet omkring kroppen, fyldte han ikke meget og hans grønne nuancer kunne skjule ham for de fleste blikke.
Hun forsatte med at samle forskellige spiselige urter og lægeurter. Nogle af dem ville hun selv bruge og andre ville hun sælge.

Imens hun samlede urter, gik hendes tanker til hendes kusine, som havde forladt hendes selvskab i efteråret for at hjælpe sin ven og leder med at rede deres klan.
Hver dag der gik håbede hun at det var lykkes for dem, samt at kusinen havde haft held med at finde kærlighenden igen.

//Vil være taknemlig hvis vi kan holde sproget dansk Der er ingen krav om lange indlæg, da jeg selv har en tildens til at skrive korte/mellem lange svar//

Althorn havde som altid været tidligt oppe, og dette på trods af at det her var en af de få dage, der ikke var planlagt det helt store for ham. Ingen større pligter idag, det var alt sammen ting der godt kunen vente lidt, så han tillod sig at tage en 'fridag' fra de kongelige pligter. Det var vel også lidt en bonus ved at være regenten - han kunne lidt selv bestemme hvornår han ville arbejde på tingene, så længe det blev gjort til tiden. Han havde derfor taget en sen morgen ridetur ud fra Forestina på ryggen af Ílthar, hans trofaste elg, med Nínim siddende på hans skulder - den lille minidrage puttede sig tilfredst ind mod ham og lagde sig til at sove mens de red afsted i et roligt tempo.

Det var her hvor han efter et par timer, et godt stykke tid før andre elvere ville have opdaget det, hørte den umiskendelige lyd af en der indsamlede nogle planter. Da Althorn trods alt var nysgerrigt anlagt, og langt de fleste her i skoven ikke ville turdelægge en hånd på ham, så gelejdede han Ílthar i retning af lyden, i et roligt trav, der først stoppede da de var indenfor synsvidde af den kvindelige efter. "Mae g'ovannen," hilste han derefter på hende, som det var normen - og med et lille smil på læberne.

// Mae go'vannen = vel mødt, på elvisk. Outfit + kronen.

Larlii hørte lyden af hove der løb hen over skovbunden, men skænkede det ikke mange tanker, før en mandlig stemme hilste på hende. Hun så i retningen af stemmen imens hun rejste sig. Dog nåede hun ikke at rette sig helt op, før hun gispede og skyndte sig at neje ærbødigt med højre hånd hvilende over hjertet, samt respektfuldt bøjede hoved.
"Mae g'ovannen, amin haran." Larlii var forunderet over at kongen af skovelverne pludselig var foran hende. Hun huskede forskellige gange hvor hun havde set nogle glimt af ham forskellige steder i byen, men hun havde holdt sig på lang afstand, eftersom hun ikke var af adelig slægt.
"Hvor med kan jeg være Dem til tjeneste?" Hun blev i denne nejdende stilling af respekt.

Fafnir løftede sit ene øjenlåg halvt og rettede det mørke grønne øje imod den nyankommende, men blev ellers liggende uden at røre en muskel. Han fuldte også hvordan Larlii reagerede på denne og besluttede sig for at det ikke var nødvendigt at foretage sig noget.

// Mae g'ovannen haran = vel mødt, min konge. Kjole - forfra, Kjole - bagfra

Althorn smilede blot let som den kvindelige elver vendte sig om da hun hørte ham, men sukkede dog indvendigt da han så hende gå direkte til at neje, med det bøjede hoved. Selvfølgelig var det normen, men det var stadig en af de ting han hadede mest ved at være royal - han kunne ikke lige at føle sig hævet over andre, eller at andre følte han var. Derfor løftede han blot en hånd som tegn til at hun skulle stoppe. "Intet af det der når vi er ude fra byen. Det er unødvendigt." sagde han stille og roligt, før han trådte ned fra Ílthar, løb hånden gennem manken en gang, før han vendte sig om mod hende igen.

"Jeg ville ikke noget videre specielt. Jeg blev blot nysgerrig da jeg kunne høre nogen herhenne," sagde han ærligt, med et blidt og venligt smil til hende. "Så jeg besluttede mig for at undersøge det nærmere." han lavede igen en kort gestus med hånden, for at få hende til at rejse sig op igen. "Intet behov for at vise al den respekt. Jeg er ikke bedre end Dem." det var i alt fald hans egen mening - en lidt anden end hvad hans far havde haft da han var konge, men Althorn var nu af den mening at alle skovelvere var præcis lige så meget værd som ham selv - hverken mere eller mindre. Alle var ligebyrdige.

Hun løftede hovedet en smule og så lidt forvirret på ham ved hans ord om at det var unødvendigt uden for byen. Hun lyttede til han, da han fortalte hvorfor han var her, men rettede sig dog først op, da hun så gestussen med hånden og hans ord om at der ikke var behov for den respekt.

Alt dette kom bagpå hende. Hun havde aldrig i sit liv regnet med at kongen ville være sådan udenfor hoffet. En tanke slog hende kort, at han var helt anderledes end hvad hun havde hørt fra andre, som havde været sammen med kongen. Hun kunne ikke helt skjule det smil som efterfulde tanken. Hun bøjede hovedet en smule mens hun talte.
"En hvis form for respekt er altid nødvendigt, når man står overfor en højre stående end en selv. Deres majestæt. Alt andet vil være utilgiveligt, særligt hvis det blev opdaget."

Fafnir, som fulde med i deres samtale, havde opdaget den lille drage som var sammen med kongen. Han løftede sit hoved og en blød spinden fra ham fik Larlii til at smile kærligt til ham.
"Deres majestæt, må jeg præsentere min ven, Fafnir. Han er en af de sjældne grønne drager fra Emerald of Dreams." Fafnir rejste sig og ventede pænt på kongens reaktion. Stående var Fafnir en meter over skulderen ved forbenet og to en halv meter lang fra snude til halespids.
Fafnir bøjede hovedet en smule som hilsen, hvorefter hans opmærksomhed igen var på den lille drage. Larlii smilede bredt.
"Han spørger til den lille drage, som de har med."

Selvfølgelig lagde han godt mærke til det forvirrede udtryk. Det var der næsten altid når han bad folk om at slappe af med alt det der ekstra respekt - men det stoppede ham dog ikke i at frabede sig det. Det kunne godt være han var født ind i en royal familie, men han havde virkelig aldrig følt sig højere hævet end andre, og det havde han heller ikke lyst til. Hvilket det lod til at mange havde svært ved at forstå... Måske fordi der var så mange der selv ville ønske de havde kronen, og alt hvad der fulgte med den? Det var jo en mulighed.

Han åndede dog lettet en smule op da hun rettede sig op igen, og sendte hende et blidt smil. "Jeg ved nu ikke hvor utilgiveligt det ville være... Når det er mig selv der beder om det." sagde han blot, og rettede en smule på sit tøj, nu han var kommet ned af elgen. "Derudover er vi de eneste herude - så hvem skulle dog overhøre det?" hans smil blev lidt varmere, men dog stadig blidt og venligt.

Han drejede dog hovedet og så over på Fafnir, da hun introducerede ham. Han smilede og bukkede hovedet let i hilsen til dragen, som den bøjede sit eget hoved til ham, før hans øjne gled ordenligt over ham - de smukke skæl, flotte horn, stærke vinger, den lange hale... Alt i alt et prægtigt væsen. Alt imens rørte hans egen lille drage, Nínim på sig, tittede rundt om hans hoved for at se på den større drage alt imens han lagde hovedet på skrå af ren nysgerrighed. Althorn løftede en hånd op til Nínim, og som altid kravlede dragen så fra hans skulder hen på hans arm, for derefter at strække sig en smule ud mod den anden drage som den sniffede luften en smule. "Det her er Nínim," forklarede Althorn med et let smil, som han kørte en finger ned af den lille drages ryg. "Jeg fandt ham for... Tja... Det er vel næsten to hundrede år siden nu. Han var helt alene ude i skoven." kun en god ting at drager, ligesom elvere, også havde en meget lang levetid, uanset størrelsen.

// Nínim - dog er han lige en halv til hel gang større.

"Hvis det er hvad de ønsker, deres majestæt, så skal jeg forsøge at efterkomme det." Hun nøjedes med at bøje hovedet let, som et lille nik, selv om det kostede hende en del kamp for ikke at knæle ned. Den lille drages tilsynekomst fjernede dog hurtigt et hvert tilløb til ærbødighed i hende.
Han var så bedårende, at hun ikke kunne andet end smile kærligt til ham. Larlii havde altid haft en svaghed for unger og mindede hende en hel del om de andre unge drager som havde levet sammen med Fafnir.
"Hvor er han bedårende. En virkelig skønhed. Det er utrolig længe siden jeg har set andre drager end Fafnir. Men det er vel ikke så underligt, eftersom at drager ikke er et hverdags syn. Jeg kan dog ikke huske hvor længe jeg har kendt Fafnir, men mener at det er omkring tyve år siden at han besluttede sig for at blive nær mig, i stedet for at gemme sig sammen med de andre grønne drager." Hun smilede stadig og kunne ikke tilbage holde en lille latter, da Fafnir lagde sig ned med hovedet hvilende på skovbunden for at gør sig så lille som muligt, for ikke at skramme Nínim. Fafnir brummede blidt og venligt en indbydelse til Nínim, hvilket fik Larlii til at smile lidt bredere.
"Jeg priser mig stadig lykkelig over at Guderne velsinede mig med evnen til at forstå de grønne drager." Hun tænkte mere højt end henvente sig til nogen bestemt. Hendes øjne og opmærksomhed var ved de to drager. Selv gik hun yndefuldt hen og satte sig ved siden af Fafnir's hovede og så roligt på Nínim. Hendes kropsprog og ansigt viste respekt, ærbødighed, venlighed og kærlighed. Det sidste var henvent til dragerne, men kunne muligvis misforstås...

Althorn smilede, og nikkede stille, øjensynligt tilfreds med at hun ville prøve at respektere hans ønske. Igen så vidste han godt at hun måske følte sig mere tvunget til det end ellers grundet hans status, men… Om ikke andet var illusionen af at være mere ligeværdig bedre end at hun bare sad og knælede for ham hele tiden eller hele tiden havde blikket sænket fordi det ikke var ‘rigtigt’ at kigge på ens regent hele tiden. Hvem end der havde fundet på at det viste mere respekt at se ned i jorden end på ens leder, havde da været helt gal på den, i al fald hvis du spurgte Althorn.

Nínim havde mest fokus på Fafnir, men kiggede dog også kort på Larlii da hun smilede til ham. Han kom med en lav lyd, en lidt knurrende spinden, som var meget normal for de små drager. Han var efterhånden klatret helt ud til Althorn’s fingerspidser, i sin søgen efter at komme tættere på Fafnir og undersøge den større drage nærmere, hvilket fik et lille grin frem på Althorn’s læber. “Ja… Det er ikke hver dag man ser dem. Men jeg priser mig også hver dag lykkelig for at jeg kunne lokke Nínim til mig… Lille stakkel var næsten udsultet da jeg fandt ham.”

Da Fafnir havde lagt sig ned, tog Nínim endelig chancen og hoppede fra Althorn’s fingerspidser, for at flyve hen og lande foran den anden drage, som han nysgerrig lænede sig længere ind mod for at sniffe nysgerrigt til. “Forstå dem? På hvilket plan? Er det sådan… Bedre forståelse af deres kropssprog, eller kan du ligefrem tale med dem?” det var ikke uhørt, men dog meget interessant. Det var trods alt mest formskiftere og santuiner der plejede at kunne kommunikere med dyr. Han var dog glad for at se hvor fredfyldt hun lod til at være i hans og dragernes selskab.

Hun smilede og klukkede lidt ved synet af Fafnir som prøvede at ligge så stille som muligt, for ikke at skræmme Nínim.
"Jeg kan aflæse deres bevægelser, kropssprog og lyde, hvorved jeg er i stand til at forstå hvad dragerne vil eller mener. Ligeledes kan jeg gøre mig forståelig overfor dem." Hun smilede over til ham.
"Hele min barndom blev jeg oplært til at være en af skovens vogter, som passede på de sjældne grønne drager." Det her var så freds fyldt at hun ligefrem nød det. Selv om en del af hende stadig havde problemer med at hun ikke opførte sig underdanig overfor kongen, så nød hun hans og Nínims selvskab sammen med Fafnir.
Hendes blik fald lidt på elgen, som hun var letter fascinerede af.
"Og denne skønhed her, hvem er det?"

Althorn's smil blev lidt større som hans øjne også røg over på de to drager, så hvordan Nínim nysgerrigt begyndte at gå lidt rundt om den større drage, øjensynlingt igang med at undersøge alt hvad der kunne undersøges ved Fafnir. Lidt ligesom en lille kattekilling der mødte en hund eller større kat for første gang og syntes det hele var noget så spændende. Men han havde nu også altid syntes Nínim mindede meget om en kat, så det var vel meget passende.

Hans blik og opmærksomhed røg dog tilbage på den anden elver, som hun begyndte at forklare hvordan det præcis var at hun kunne 'tale' med dem. Ja, det var som han nok havde forventet - en større forståelse, større empati for dem, hvad angik kropssprog og naturlige lyde. Det var vel på et eller andet plan lidt det samme som hvor godt Ílthar, hans elg, forstod ham, og omvendt. Han smilede let og nikkede. "Et ærefuldt erhverv. Og ædle væsner at arbejde med." hans blik gled igen over på Fafnir, som han studerede den flotte drage.

Han så først på hende igen, da hun spurgte ind til elgen, og han smilede let som han vendte sig mod hende igen, og lavede en lille gestus med hånden, der fik den til at træde tættere på, for først at standse lige ved siden af ham, så han blidt kunne køre en hånd ned af dens hals og over skuldrene. "Det her er Ílthar. Jeg drog ud for at finde ham i den sydlige del af skoven, kort efter min kroning... Føre traditionen videre. Der er trods alt ikke nogen i min familie der kan huske hvornår der har været en regent uden en af disse prægtige gangere... Calen-taur Aras..."

// Elgen, Ílthar
Calen-taur Aras = noget henaf 'spring-time buck/elk' (racen/dyret er blevet godkendt til siden, de har bare ikke puttet den op endnu kendt i 'common tongue' som Forestina elgen. De ses normalt me dbrune eller hvide horn - de gyldne er sjældne, og det er sådan en han har.)

Fafnir nød Nínims tilstedeværelse. Det var så længe siden at han havde set en anden drage, at han ligefrem nød selvskabet. Han brummede blidt og venligt til Nínim, og flyttede forsigtigt hovedet så han kunne holde øje med den lille drage.

Larlii smilede kærligt til elgen som kongen kaldte Ílthar. Hun rakte sin ene hånd frem, med håndfladen op af, så han kunne snuse til den hvis han havde lyst.
"Han er virkelig en skønhed. Det er første gang at jeg er så tæt på en elg. De er virkelig velsignet med sådan et par venner." Hun smilede til kongen, uden at tænker nærmere over at hun havde glemt den rigtige tiltale.
Nu hvor hun så nærmere på kongen, kunne hun godt se hvorfor hendes grandkusine var så tiltrukket af ham. Han var da også mere venskabelig at snakke med på to mands hånd end hendes 'trolovede' var. Hun sukkede ved tanken. Hvorfor skulle hun også netop tænke på ham nu..

Nínim listedesig stille og roligt, let sniffende, hele vejen rundt om Fafnir, før han endelig 'satte' sig ned foran den større drage, og så op på den, før der kom en lille lyd fra ham, som ville han have mere opmærksomhed fra den større drage, hvilket nok også i bund og grund var det den lille drage var ude på, så opmærksomhedskrævende som han plejede at være.

Ílthar kiggede lidt på Larlii, før den så på hendes håndflade, og så stille ogroligt, let og elegant,trådtefremogsænkede hovedet blot en smule for at snuse lidt, før hovedet blev højt hævet igen, og de små blade dergroede rundtom geviret blafrede let i den svage brise der gled gennem skoven. "Tak... Jeg er i sandhed også taknemmelig forat de har valgt at velsigne mig med deres venskab." Althorn strøg blidt en hånd ned langs Ílthar's ryg igen, hvilket gjorde at bukken vendte sit hoved over mod ham og bukkede det dybt. Med et smil kørte han istedet blidt sin hånd fra toppen af Ílthar's mule og op over hovedet, mellem geviret, før bukken igen løftede hovedet. Han lagde da selv godt mærke til at hun ikke sagde den høflige tiltale længere- hvilket han blot var taknemmelig for. Han gad ikke at alt evigt og altid skulle være så høfligt og formelt. Han var en elver som alle andre, blot født ind i en anden familie. Det burde ikke gøre så meget som folk fik det til at gøre.

Fafnir lod forsigtigt sin snude røre ved Nínim og nussede blidt den lille drage, imens han brummede venligt, næsten faderligt. Han havde savnet de andre dragers selskab en smule, men savnet forduftede næsten omgående ved mødet af Nínim.

Larlii begyndte at le, hvorfor viste hun ikke hel.
"Sikke et par vi er. Velsignet af de væsener som har valgt vores selskab frem for deres egen art." Hendes smil og latter var så fri og fyldt med varme, noget hun ikke havde følt siden hun flyttede her til for omkring to-tre år siden. Det var dengang hun havde fået at vide at hun var lovet væk til en særlig velholdt elver. Hun havde set ham omkring ti gange i den sidste måneds tid, og det havde altid været med enten hendes grandtante eller grandkusine til at holde øje med hende. Hun syndes ikke om manden, da han havde gjort det klart at han ikke var glad for at hun var så meget ude i skoven på egen hånd, ej heller var han særlig glad for Fafnir og ville helst at hun efterlod ham hjemme.
"Hvor er jeg glad for at jeg valgte at tage her ud istedet for at besøge min grandtante. De er et langt bedre selskab end.." Hun afbrød sig selv. For flov eller nervøs for at nævne at hun var lovet væk. Noget fik hende til at tænke over om de kunne finde på at lede efter hende, hvis hun blev for længe væk.

Althorn så smilende over på de to drager, glad for at se at Fafnir nu også godt kunne lide Nínim. Nínim havde heller ikke haft megen kontakt til andre drager sidne han fik ham, kun indimellem med nogle af de lidt højerestående elvere der også havde små kæledrager, men han lod bar eikke til at komme så godt overens med dem... Nok fordi de andre drager var opdrættet, og Althorn trods alt selv havde fundet Nínim ude i naturen hvor han nærmest kun havde været skind og ben før han fik fodret ham op til hans nuværende, gode vægt.

"Det kan der være noget om," sagde han så med et smil som han så tilbage på Larlii. "Jeg brokker mig nu ikke. Der er en hudløs ærlighed i alle dyr, jeg virkelig beundrer. De er ligeglad med status, med penge... De bekymrer sig kun om hvordan du er som person." han vendte blikket over på Ílthar igen, som han endnu en gang blidt klappede elgens side. Han ville lidt ønske flere folk var sådan - mere accepterende overfor hinanden, rent faktisk kunne indse at folk var lige meget værd, så længe man bare ikke gjorde hinanden ondt... Medmindre det var absolut nødvendigt. Straf blev der trods alt stadig nødt til at være for at lave dumme ting der påvirkede alle andre.

"... End hvem?" spurgte han dog stadig til sidst, med let rynkede bryn. Han lagde hovedet let på skrå, i en spørgende mine. "Bare rolig, jeg vil ikke dømme dig, uanset hvad det er du skulle til at sige." sådan var han absolut ikke. Han var nok en af de mest åbentsindede personer du nogensinde kunne støde på.

Hun tog tilløb et par gange, inden hun kunne få navnet frem på læben.
"Lord Dénar Nédorne. Han ikke er glad for at jeg er så meget ude i skoven på egen hånd, ej heller er han særlig glad for Fafnir og ville helst at jeg efterlod ham hjemme. Kort sagt, vil han helst at jeg viste mig som en god adelig kvinde, som sidder hjemme og gør hvad manden siger." Hun skar ansigt af tanken om at hun skulle holde op med at samle urter og kun gøre som hun blev bedt om.
Hun viste ikke hvad det var ved Althorn, som gjorde at hun følte sig mere fri. Men hun måtte indrømme at hun nød ikke at skulle være så formeld overfor ham. Det krævede hendes trolovede nærmest. Hun sukkede lidt.
"Hvad vil jeg ikke give for at finde en mand der forstår min passion for urter og healing, samt glæden ved forskellige væsener som disse." Hun gjorde en gestus, der omhandlede dragerne og elgen.

Althorn’s blik havde igen hvilet på Ílthar - det var nok tydeligt at se på den måde han så på elgen, og den kiggede tilbage på ham, at de i sandhed delte et bånd. Men elgen var jo så også af den type, der var velkendt for at kun tillade en rytter hvis de virkelig kunne lide personen. Det var som regel kun én person de valgte, og de var tydeligt også med højere intelligens end andre dyr af deres art… Det var nok derfor de var så kræsne angående hvem de tillod som deres rytter og ven. Og Althorn’s smil sagde nok alt om hvad han syntes om dyret - han var en værdsat partner og ikke blot hans ganger.

Han så dog over på hende igen da hun fik fortalt ham hvem det var. Han havde godt hørt om ham - selvfølgelig havde han det, han blev jo nødt til at kende til de adelige familie ri hans rige. Han havde mødt langt de fleste af dem minimum en gang. “Det… Lyder som noget han ville mene, ja.” sagde han først, stille, som han rynkede brynene let. Han så slet ikke hvorfor nogen så sig nødsaget til at tvinge den slags roller ned over folk blot på grund af deres køn og stand. Han var jo heller ikke selv særlig glad for flere aspekter af livet som konge, mens han godt kunne lide andre - som for eksempel hvordan han muligvis, med nok år, nok tålmodighed, ville kunne prøve på at ændre på denne holdning hos sit folk.

“Jeg forstår godt din frustration… Det er ikke mange der forstår… Vores type.” for ja, der var da allerede punkter de var meget ens på, kunne han mærke. “Den dybere forbindelse vi har med dyrene. Glæden, freden og roen ved at være sammen med dem, ude i naturen… Ganske vist har jeg aldrig stødt på en af vores folk der ikke værdsætter naturen, men… Ikke helt på samme plan som jeg selv gør, ville jeg tro. Du er en af de første.” han smilede let til hende, som hans hånd langsomt gled ned af Ílthar’s side, for at ende ved hans egen side igen. “Og… Healing, siger du? Må jeg spørge hvilken? Jeg besidder trods alt også selv magi til det formål.” som der nok egentligt var en god del af skovelverne der vidste, da han aldrig havde lagt skjul på den lysmagi han kunne bruge.

Hun smilede til ham, som han begyndte at tale om at han forstod hende. En følelse af sammenklang begyndte meget langsomt at røre på sig i hende. Var der mon en mulighed for et venskab her? Eller var han for højtstående til at det kunne lade sig gøre?
Hun blev lidt overrasket da han spurgte ind til hvilken healing hun benyttede sig.
"Jeg er ikke helt sikker på hvad de mener. Men en stor del af min viden om healing er fra min opvækst i Emerald of Dreams ved Dragons Peak. Derudover har jeg også læst en del bøger om healing både her i byen og i Silvanesti, når jeg har været på besøg sammen med min grandkusine."

Fafnir, som ellers var optaget af at overdynge Nínim med opmærksomhed, løftede hovedet og så på Larlii. En brummen forlod ham og Larlii sukkede dybt, inden hun svarede ham.
"Selvfølgelig." Hun så kongen med et undskyldende blik og viste ikke hvad hun skulle gøre. Men vågede dog alligevel at stille ham et spørgsmål.
"Kender de et godt sted, hvor vi kan skjule os? Ellers er jeg bange for at dette behagelige møde snart slutter. Min grandtante plejer at sende folk ud for at finde mig, når jeg afstår fra at møde op." Noget hun langt fra ønskede.

Althorn tænkte meget i de samme baner - det her var en kvinde han meget gerne,som med Darya, ville lære mere at kende. Han kunne altid bruge flere venner - og da især venner udenfor de adeliges og royales kredse, forhvis han skulle være helt ærlig så kunne han ikke døje måden mange af dem opførte sig på.Alt det der med at te sig som om de var bedre end alt og alle andre. Nuvist, han kunne godt selv virke lidt bedrevidende til tider, men han satte aldrig sig selv før andre. Alle var lige i hans sind, ingen var hævet over andre. End ikke ham selv som kongen.

“Ah. Jeg har desværre aldrig selv været hele vejen til Dragons Peak… Men jeg har hørt der også skulle være flot deroppe.” sagde han så med et lille, venligt smil på læberne. Han vidste godt der boede nogle elvere deroppe, selvfølgelig vidste han godt det - men han havde ikke lige formået at komme på en tur deroppe i hans regeringstid, endnu. Men 50 år var jo også ingenting for elvere - de forventede ham nok først indenfor de næste hundrede år, fra nu af.

Omtrent samtidig som Fafnir løftede hovedet og brummede, drejede Althorn hovedet som han svagt hørte lyden af nogen der gik igennem skoven, i deres retning. Hans hørelse var trods alt ligeså god som de bedste dyrs, så det var nok ikke det store under at han lagde mærke til det samtidig som dragen gjorde. “Ah. Så det er derfor jeg kan høre folk på vej herhen. Hmm. Enten kan vi tage hen til en lidt afsides lysning her i nærheden, eller også kan jeg blot bede dem om at gå deres vej?” sagde han og kiggede over på hende igen. “Jeg tvivler trods alt på at de vil modsige sig en direkte ordre fra kongen,” sagde han så med et skævt smil. Det var ikke tit han brugte kronens magt til at udstede ordrer, men man kunne vel gøre en undtagelse.

Hun smilede ved hans kommentar omkring Dragons Peak, og nikkede smilende.
"Ja, Emerald of Dreams er noget så flot, men skoven her er mindst lige så flot, selv om det er utroligt sjældent at jeg har fornemmelsen af andre drager end Fafnir. I Emerald of Dreams er de godt nok sjældne. Men når de beære en med deres nærvær, kan det være helt berusende."

Hun blev noget bleg i ansigtet, da han nævnte at han kunne høre folk komme.. Hun slog hænderne for munden, som om hun var bange for at de kunne høre hende på den afstand. Alligevel var der noget ved hans reaktion som fik hende til at slappe en smule af.
Det lille smil der viste sig i hendes ansigt da han nævnte den lidt afsides lysning, blev afløst af overraskelse og en kraftig nervøsitet, da han snakkede om at han blot kunne bede dem om at gå deres vej.
Hendes stemme var nærmest ikke andet end en hvisken.
"Så får jeg først problemer når jeg kommer hjem. Og der vil starte rygter, som vil spolere mit ry som uberørt." Hun kæmpede en indre kamp for at holde tårene tilbage. Hvorfor hendes ry pludselig betød så meget viste hun ikke. Men hun viste også at det kunne betyde at hun blev bortvis fra familien.

Fafnir kom med en blanding af blid brummen og små triller. Noget som fik hende til at grine, samtidig med at nogle få tåre sneg sig ned over hendes kinder.
"Du har ret min ven. Hvorfor betyder mit ry pludselig så meget.. Jeg lever alligevel på kanten af hvad de tillader."

“Jeg har desværre aldrig selv været i nærheden af de større drager… Før deres kære Fafnir, her.” sagde Althorn med et lille smil som han så over på den større drage. “Udover ham ser jeg desværre kun rigtigt miniature udgaverne. Men de har vel også nemmere ved at tilpasse sig flere steder.” det virkede i alt fald logisk nok, nu de ikke optog lige så meget plads og føde som de store gjorde. At de så nemmere kunne leve i harmoni med andre væsner overalt.

Han rynkede dog let på brynene da han så hvordan hun pludselig blev nærmest ligbleg over det han sagde - før han kom i tanke om at de fleste andre jo havde meget dårligere hørelse end han selv havde. “Tag det roligt, de er stadig langt herfra… Jeg er blot… Givet ekstraordinær hørelse. Jeg vil tro de stadig er i alt fald fem hundrede meter herfra.” Hvis ikke nærmere syv hundrede. Han lyttede dog roligt og opmærksomt efter da hun fortsatte med at tale. “Ville folk virkelig tro sådanne ting om dig hvis det er mig du bliver fundet med herude?” det var trods alt nok ikke undgået selv almene folk at han hidtil havde afvist hver evig eneste elverkvinde hans forældre havde prøvet at smede ham sammen med. Altså, op indtil det var kommet ud at ham og Darya var ‘sammen’. Nimar være lovet for en ekstremt god veninde han havde i hende, til at holde på hans hemmelighed.

“Men du bestemmer selvfølgelig selv. Hvad end du har det bedst med - er den mulighed vi tager. Så skal jeg tale med dem, eller skal vi gå hen til lysningen?”

Hun så på sin konge, der nærmest opførte sig som en ven, og smilede kærligt som hun ville til en god ven.
"Min grandtante og hendes mand, samt min grandkusine og trolovede er klar til at tro det værste om mig. Netop fordi jeg bor alene i en hytte nede på jorden. Men jeg føler mig mere fri der, end jeg har gjort i mange år." Hun var ikke helt sikker på hvad de skulle gøre. Hvis hun blev set sammen med kongen, var der måske en chance for at hun slap fri af den trolovelse.. Fafnir kom igen med en blanding af forskellige triller. Hun sukkede og rettede sig op, imens hendes øjne blev mere bestemte. Hun klappede sig selv et par gange på kinderne, inden hun igen talte.
"Godt så. Ikke mere løben væk. Vi bliver. Så må de tænke og tro hvad de vil. Og den nar til Dénar kan rende mig et vist sted." Selv om hendes stemme var fast og besluttet, kunne hun ikke hel skjule en svag rysten af hendes hænder. Hun bed sig også lidt i læben. Nu måtte det briste eller bære...

Althorn lyttede blot stille og roligt efter - som han nærmest altid gjorde. Han havde nok egentligt altid været en bedre lytter end taler… Ikke at han ikke havde mere end rigelig træning i det, men han foretrak nu for det meste bare at lytte til folk. Hvis du ikke lyttede, kunne du jo heller aldrig rigtig forstå andre, vel? Det var i alt fald hans filosofi, og grunden til han altid lod folk tale ud før han kom med input, medmindre han decideret blev stillet et spørgsmål. Ah. Så de var dén type folk. Ja, det var vel nok lige tanden værre. Ikke at det ikke var noget han stadig ville kunne gøre noget ved - inden for landets grænser var det minimalt hvilke ting han ikke kunne rykke ved, inklusive mange folks meninger.

Han forstod vel egentligt også hvor de kom fra - hvis de var som de fleste elvere var de ikke glade for forandring, og en der levede så anderledes som Larlii her, ja, det var jo en stor forandring. Men han smilede dog da hun havde fået bestemt sig. “Jamen så bliver vi her. Jeg kan tale så lidt eller så meget som du vil have - jeg vil ikke gøre alt for dig hvis du også selv vil have noget igennem til dem, trods alt. Men jeg kan også gøre det hele hvis det er det, du vil have.” han lod trods alt altid folk have et valg -- han ville aldrig have at nogen skulle føle han tvang noget ned over hovedet på dem, ikke når det var det han selv hadede mest.

Hun smilede varmt og meget taknemmeligt til ham. Han var noget så utrolig venlig. Hun lovede sig selv altid at tale kongens sag, hvis hun hørte noget der ikke passede eller ville stille ham i et dårligt lys.
"Det er utroligt venligt af dig. Og i har begge ret, Fafnir og du. Jeg bliver nød til selv at føre det meste af ordet." Hun sukkede lidt. Det kærvede meget af hende at tale så ligeværdigt til kongen, men hun fornemmede at det var det han ville være mest glad for.
Hun så hen på Fafnir og Nínim som kom så godt ud af det sammen og smilede. En ide slog ned hos hende, så hun så op på kongen, med et ivrigt smil.
"Hvad vil du sige til hvis jeg startede et fristed for vilde drager? Et sted hvor de kunne komme og gå som de ønskede det, Et sted hvor de kunne søge hjælp, hvis de blev såret, sultede eller manglede varme. Der er masser af plads rundt om min hytte og jeg kunne lade den bygge om og udvide, så den kom til at passe til dragernes ønsker." Fafnirs øjne lyste af glæde, hvilket også kunne høres på hans syngende toner og triller.

Alene det her var nok noget af det mange af dem i de højere kredse synte shan gjorde forkert. At tale med alle som ligemænd, at vise samme venlighed til alle han mødte, medmindre de gav ham noget andet til gengæld. Men han var trods alt af den overbevisning at det aldrig kunne skade at sprede mere glæde og venlighed ud i verden... Så længe man altså fik det samme til gengæld. hvis folk stadig gjorde modstand eller lignende, så kunne venlighed jo alligevel ikke rigtig du til noget. Men det var altid førstevalget når han mødte folk.

"Det kan godt være det er det.. Men jeg mener alle fortjener at blive behandlet med respekt og venlighed. Især en så... Unik sjæl som dig, hvis det ikke gør noget at jeg siger det. Det er så sjældent jeg møder nogen med tanker så lig mine egne." sagde han så smilende, og nikkede let til hendes beslutning. Så ville han kun tilføje ting hvis han blev direkte spurgt, eller han kunne se hun ville have han skulle sige noget.

"Et fristed for dragerne? Det lyder helt vidunderligt. Det er jeg sikker på de ville sætte stor pris på - og jeg vil med glæde støtte det projekt. Hvadend du skal bruge til et så ædelt formål, vil jeg med glæde give til dig,"

Larlii smilede af hele sit hjerte til ham, da hun hørte at han gerne ville hjælpe hende med hendes ide om et fristed til dragerne. Hun skulle til at sige noget, da hun hørte en meget velkendt stemme runge igennem skoven.

"Larlii Valcyriel!! Hvad i Nimar's navn laver du her ude?" Larlii sukkede uden at vende sig. Det var hendes grandtante, som kom i spidsen for flokken og hun lod det ikke kun blive ved det spørgsmål. Nej, hun skulle absolut kæfte op om at de havde ventet på hende i flere timer, hvor efter de var blevet nervøse for hende og havde sat en eftersøgning i gang for at finde hende. Larlii kunne mærke hvordan hendes hænder begyndte at dirre af nervøsitet.
Først da flokken var omkring tre meter fra dem, standsede grantanten med at himle op om hvor umulig hun syndes Larlii var. Hun havde nemlig opdaget hvem der stod ved siden af Larlii og skyndte sig at neje ærbødigt for sin konge. Manden lige bagved grandtanten bukkede ligeledes ærbødig.
Larlii tog et par dybe åndedrag, inden hun vendte sig halvt og forsøgte at smile.
"Må jeg præsentere min grandtante, Lady Tellavina Luinil. Og herren bagved hende er Lord Dénar Nédorne. Begge har til tider deres gang ved hoffet, så vidt jeg husker rigtigt." Både hendes grandtante og forlovede skulede til hende over den mangle på respekt som hun burde vise overfor sin konge. Larlii så ikke engang på dem, men holdte sit hovede let bøjede og blikket sinket.