Does the market sell scales? ~ Alec

Sted: Doomsville ~ Angerforge District ~ Black Market

Vejret: Regnvejr, med lyden af torden og glimt af lynnedslag i det fjerne.

Tid: Sen aftens tid.

Stemnings Musik (optional):

Omgivelser: (Taget synspunkt fra en NPC)

Du ser på gaden foran et sted i gadens hjørne i Angerforge District. En mand i hætter og skummelt udseende virkede til at stå og forsøge at ryge sin pibe, til en større udfordring. Du tænker  at det var adressen du fik for at handle varerne ind for din alkymist læremester. Du går over til manden og fremviser det underlige symbol, som din mester bedte dig om at gøre når du dukkede op foran døren.

Manden med piben åbnede døren, som ledte til et lille rum med en trappe ned af. luften i rummet du træder ind i virkede fugtigt. Der er lyden af eksotisk musik, som svagt kunne høres, jo mere dybere du træder ned af trappen, som går fra platform til platform. Du finder en cirkulerende trappe som giver udsigt til en undergrunds grotte system, med duften af aromatiske dufte. Levende lys af regnbuens farver og lyden af forskellige eksotiske musik. Der er levende let påklædte danser af alle køn, med en kæde rundt om halsen, førende op til toppen af det bur de står og dansede i, med en jernstolpe. Du ser en enkelt af danserne der stoppede og omgående lyd der et piskesmæld der ringede ud i luften, som gav danseren instinktivt skælv i kroppen til at tvinge sig selv for at danse videre.

Der er lyden af folk der snakker i krogene,  du kom i tanke om at du syntes at havde set nogle eller noget ved indgangen der du kom ind, men var ikke helt sikker på det. Du spotter nogle folk der ser på eksotiske vare. Selvlysende krystaller, men prisen for dem var noget der fik selv den rigeste mand til at rynke på næsen. Disse priser var der uhyggelige dyre. Du følger ruten som din mester angav og finder en større åben plads hvor at folk i rækker en efter en træder op på en træ plato og bliver budt på. Der var alt fra elver til dæmoner. Nogle af dem så ud til at være engle, eller også bare meget flotte mennesker. Deres ansigt så silkebløde ud. du spotter en af dem ser på dig med et sørgmodigt udtryk i øjnene, nærmest tryglende for dig i at hjælpe dem, men du ved bedre end at skuffe din mester. Du fortsætter videre mod distriktet med alle planterne og dyrene. Du spotter en større kasse bliver transporteret fra baggrunden i ‘dyrehandleren’ og synet af noget skræmmende gå forbi dig.

Du tager noten fra din læremester frem og rækker den til manden som sælger planterne. Han åbner noten og kigger på det underlige symbol, som din lærer mester gav dig og skænker dig et kort elevatorblik. 'Bliv her knægt, har hvad han har brug for og giv din lærer mester dette brev når du aflevere pakken.'' Det var en lydt større mand med planterne. Han så vel bygget ud og han fandt en pose, som lyd til at være nogle frø? du mærker på pakken og kigger på manden i det han rækker dig en note, med endnu et underligt symbol på. ''Posen må ikke blive våd. Hvis pakken bliver gennemblødt er det på eget ansvar.'' Han vendte sig rundt og så ud til at servicere en anden kunde der dukkede op. Du vender dig rundt og skynder dig fra hvor du kom fra. Lugten og aromaen får dig godt nok til at føle at du ønskede at kunne blive længere… men var dette måske pointen? at få folk følelsen af at dette var paradiset.. At med den rette mængde mønt kunne du få hvad du pegede på, for den rette pris.






Vána kom gående ned igennem market. Han havde nogle sorte slidte rejse støvler. Et par mørke stykke stof der virkede som et par bukser under hans lette rustning. Et belte til at spænde diverse poser og taske fast, samt også hans katana. Hans torso var også tildækket af en let atletisk rustning, designet til at gøre det praktisk armeret i en by område, under den havde han sin garbason, som gjorde det lidt mere behageligt og havde en rustning på. Et stykke mørkt stof til at tildække hans mund og næse for at maskere ham fra næsen og ned af mod halsen. Og til at tildække hans hovede og sig selv imod den udefra gående regn havde han en mørk kappe på. Han havde en vandre taske over skulderen, mens han gik gennem gaderne. Ved hvert 30 skridt han tog, kunne han se en mercenary der stod hyret til at holde styr på eventuelle ballademager. Tydeligt havde sikkerheden sat mere op. Måske vil de sikre at deres klienter og deres business skulle håndteres professionelt? Også at deres hemmelighed ikke blev så meget afsløret? Interessant koncept. Måske skulle Vána begynde at investere tid i dette. At arrangere sikkerheden og skabe kontrol over disse områder. Hans blik gled på en parfumebutik og kiggede kort for at se de forskellige eksotiske aromaer. Nogle af dem var Draconian blod blandet med nogle herbs for at få en mere bestialsk duft. Et interessant koncept, så Vána valgte og købe en enkelt parfume flaske med dette, samt også en med duften af Rosen og æble.

Hans blik gled dog rundt, mens han vandret. En butik der solgte noget der lignede specielle væsner… Måske var det et værd at kigge på? Vána kunne jo altid bruge et godt selskab, hvis det var det værd. Hans blik gled rundt i butikken. Blikket så søgende rundt i butikken for at se hvilke væsner der var. Både for at havde en ide om mulighederne men også deres værdi. Man kunne jo altid enten skinne dem i live eller lave det om til en speciel aftensmad i denne nat. Hans fodtrin var lidt tunge, som han gik rundt, men det var bestemt køligt. Både for at holde en ‘maske’ af følelseskold, for at sikre sig selv imod manipulation af både sælgeren og eventuelle klienter der forsøger at tigge en til at købe noget for dem.

Han kunne ikke huske hvor længe det havde varet. Hvor længe han havde ligget i dette bur!.
Et par dage?... 4? en uge? I hvertfald var det længe. Og han blev ikke fodret med ret meget, og det han blev fodret med var langt fra friskt kød. Han kunne selvfølgelig bare forvandle sig til menneske igen, og forklare dem at han ikke var et dyr og de skulle sætte ham fri!.. Men han var ikke dum! Han vidste udemærket godt at hvis de fandt ud af at han var en shapeshifter, blev han blot solgt til en langt værre skæbne! Her kunne han dog have en chance for at slippe fri! Den var dog ikke kommet endnu!

Alec lå i et bur, der lige akkurat hvor stort nok til at han kunne være der, han kunne dog ikke rette sin hale ud. Han stod i den bagerste del af lokalet, fordi han åbenbart skræmte kunderne væk. Og det var med fuld overlæg! forhåbentlig kunne han sørge for ikke at blive købt længe nok til at han kunne komme på en plan for hvordan han kunne komme ud der fra!

Han åbende øjnene da han hørte fodtrin i butikken, og de ikke kom fra ejeren selv. Han rejste sig op, og lod den lange tunge visle for at få lugten af manden ind.

Hvis man kunne lugte Vána med dyrisk ville man nok fornemme måske en svag duft af blod, en form for aroma som nok tidligere havde været på ham. Udover dette er der duften af regnvejr, som har en svag duft af mudder. Måske har hvad en duften kom fra været i kamp for nyligt? Der er en duft af ‘otherly’. Bestemt ikke menneske. Slet ikke elvisk eller nogle spor af skov og hvis det var, havde det været for flere uger siden, som var det at personen havde rejst igennem et område måske? Måske en slags lugt af perfume, som fornyeligt havde været testet på hans hænder, som lidt sløre nogle af de andre dele, men ikke nok med en smule koncentration. Duften af reptil er bestemt udelukket, da der ikke er nogle aroma af den art.

Vána gik rundt i rummet og kiggede på de forskellige dyr. Hans vejrtrækning var tung og hans blik gik rundt i rummet. Vurderet hvert dyr. Hans blik faldt på Alec’s komodovaran form og hans hovede til stede på skrå for et kort sekund. Han tog en dyb vejrtrækning for at få en fornemmelse hvad han havde at arbejde med i rummet. Han kiggede dog videre rundt i rummet for at vurdere de andre dyr. Forhandleren skyndte sig dog at lægge mærke til at Vána have et kort øje på komodovaranen. Måske var dette en mulighed for at sælge den pokkers ting så han kunne havde bedre salg? hvem ved, det var vel et forsøg værd? ’’Er der noget i butik de finder af interesse? Jeg kan tilbyde en bestemt art til halv pris, men tilbuddet falder kun nu. Siger de nej vil tilbuddet falde omgående.’’ Vána’s blik gled på ham, som forhandleren, med sit halv ødelagte tandsæt, eller hvad end der var et tandsæt. Pegede på Komodovaranen for at se om han kunne lokke et hurtigt og nemt selv igennem. Vána’s blik gled på dyret og han nærmede sig respektfuldt. Hans blik faldt på Dens øjne og han tog fat omkring sit halstørklæde og hev det ned for at studere dyret bedre, men også for at bedre få en fornemmelse af omgivelserne. ’’200 mønter. Intet mere og intet mindre vil jeg give for dette væsen. Den har lidt nok i dette bur og dens tilstand er forfærdelig. Havde jeg været en Draconian ville du miste dit job omgående.’’ Vána’s tone var hård og bestemt, hans blik gled i retningen af salgsmanden, som virkede til at være grisk og hurtigt svarede ’’De har et godt øje… ehm.. 200 mønter bliver det så~... Har de mønter nok til d~ før den grådige mands forhandlinger blev sat igang for at prutte prisen højere, smed Vána en pose med forud planlagte mønter på bordet. Han ville aldrig give mere end 200 mønter for et væsen. Specielt et dyr, men eftersom dette var en af de reptiler kunne det give Vána en bedre forståelse for de koldblodet typer. Noget som Vána til tider nød.

’’Går ud fra at jeg må tage ham med nu?’’ Vána’s tone var kort og konkret. Måske havde han en ide af Væsenet foran sig eller også havde han en ide om at Draconians ville skabe problemer hvis de opdagede sådan et væsen her. Det var trods alt en reptil. Vána tog fat i sin taske og sænkede den kort. Han ledte kort efter det stykke friske kød han havde planlagt at stege til aftensmad, men eftersom hans rejse begav ham forbi slagteren igen, kunne det være intet problem at købe noget for 2 ekstra. Han hev en frisk steak frem og kiggede på væsenet foran sig. Han kiggede på forhandleren og hvis han havde værktøjet til at række mad ind til Komodovaranen i nærheden, ville Vána tage fat i den og i respektfulde maneré række det friske stykke kød via dette værktøj.

Alecs reptil blik, var rettet mod manden da han fik øje på ham. Han visslede med tungen, og en meget klassisk lyd, som kom fra både firben og slanger, endda nogle drager!
Og det var det de fleste kunder havde troet han var! Han drage...
Det skyldtes nok mest hans udsende! Han lignede nemlig ikke en helt almindlig varan! Ja hans krop var bygget som en, men for det første var han en gang større, ja næsten på størrelse med en mindre krokodille! Dernæst havde han store spidse pigge hele vejen ned af ryggen, samt på kæberne, plus et par der nærmest lignede horn oven på hovedet.
Så ja.. han kunne måske godt forstå de fleste forvekslede ham med en vingeløs drage.

Hans flik fulgte kunden, og åndede lettet op da manden gik videre. Dog var dette vidst ikke endnu en af hans heldige dage! For sælgeren, var ALT for ivrig for at få solgt Alec..

Alec bakkede en smule tilbage i buret, det han nu engang kunne, da kunden kom hen til buret og så på ham. Han væste af manden, mens tungen kørte på højtryk, for at skabe sig så mange mulige indtryk som muligt.
Alec's øjne var anderledes fra andre reptiler, de var helt klare blå, dog stadig med den lange tynde streg ned gennem.

Alec måtte gøre et eller andet for at få kunden til at miste interassen i ham. Derfor valgte han at lave et enkelt voldsomt angreb mod burets tremmer, for at skræmme manden.
Dog var der pludselig noget der fangede hans opmærksomhed langt mere! Nemlig da der blev hevet et helt frisk stykke kød frem. Han blik fulgte det, og selvom han prøvede at kæmpe mod det, så var sulten altså for stor til at kunne indrømme sådan et stykke kød!

I det samme som at kødet kom inden for række vide i buret, flåede han det nærmest af foderpinden. Han holde om kødet med sine enorme klør, og med sine tænder flåede han den ene luns af efter den anden.
Han var virkelig sulten! Særligt fordi sælgeren i virkeligheden ikke rigtig turde fodre ham.

Vána’s øjne gled på væsnet som begyndte at hvæse i selvforsvar. Vána forstod udemærket godt at væsnet var bange. Det var fremmede omgivelser og ubehagelige typer. Et bur væsnet sad fast i. Følelsen af fratagelsen af sin frihed. Måske mindede dette Vána om noget andet? måske omkring Sean da Vána overtalte ham dengang omkring Dragons peak.. At alle de Draconians, som mistede magten efter at Sean overtog den, for et par år tilbage. Vána’s blik gled på hvad der mindede om en drage… men uden vinger? måske var dette prisen værd. Hans øjne observerede dens adfærd. Måden den spiste på og handlede. Den var varsom og alligevel accepterede mad fra Vána’s taske, så måske var sulten større end rationaliteten. Vána’s øjne holdte skarpt på væsenet. Han tog et dybt snus på afstand for at fornemme essensen af væsenet foran sig. ’’Jeg ved ikke om du kan forstå mig. Men hvis du har et spor af intelligens så svar på mine spørgsmål. Nik med hovedet hvis du forstår hvad jeg siger. Nik to gange og løft din hale, hvis du vil have din frihed fra dette bur og beskyttelse under mig.’’ Hans øjne var skarpt på væsenet foran sig og hans øjne begyndte langsomt at havde ændret sig. Thrill of the hunt havde sat i værk og hans reptile agtige øjne havde formet sig(Se billedet ved underskrift). Det blodrøde blik havde formet sit fokus på sit ‘bytte’ og Vána havde bestemt interesse i at om dette væsen var intelligent eller ej. For hvis dette var tilfældet havde de 200 mønter været det hele værd.

Vána kunne se hvordan rummet omkring ham forsvandt, mens fokussen var på reptilen foran ham. Hvor at væsenet i buret kun var foran ham. Men da havde gjorde dette, vakte det opmærksomhed fra manden i butikken, som så med rædsel på Vána. ''D-dem? De... er hans... majestæt… kronprinsen...'' Hans blik gled over på Vána og derefter på øglen. Han tog posen med pengene og forsøge at holde sig selv i ro. Der så ud til at være en ny kunde trædende ind i butikken og sælgeren reagerede hurtigt. ''S-solgt!.. ehm.. jeg... har alligevel andre kunder... Ahem.. Velkommen! Velkommen!'' Hans tone var en svag nervøsitet, som hans øjne kort gled på Vána også derefter tilbage på kunden. Nærmest i et forsøg på at ordne en ny handle. Vána sad på hug afventende for at se om væsnet reagerede. Han håbet på et tegn af intelligent da dette gjorde transporteringen af væsenet nemmere. Han tog en dyb vejretrækning og blinkede et par gange med øjnene for at få det gamle syn tilbage, dog kunne han mærke en dunkende hovedpine som han tvang sig ud af jagtens baner før han havde fanget sit bytte. Han tog sin ene hånd til hovedet og derefter smilede svagt.

Alec var virkelig i tvivl om hvad han skulle gøre her! Han ville ikke sælges til en eller anden dæmon! Men der var lige præcis hvad han blev! Han blev solgt, og kunne ikke gøre ret meget. Han anede intet om denne mand! Hvad hvis denne mand var en af dem der ville sende Alec i arenaen sammen med andre shapeshifters, hvis han fandt ud hvad Alec var?

Ja Alec havde hørt om disse modbydelige kampe som nogle rige folk morrede sig med.
Hver master havde en eller flere shapeshifters, som de brugte til at kæmpe mod andre shapeshifteres! Og det var ikke for sjov... mange af dem kæmpede til døren, og de kunne ikke gøre andet end at adlyde.
Alec kunne ikke vide om denne mand var på samme måde! Derfor var han nød til at holde lav profil, og forblive i sin dyreform.

Hans blik ramte dog Manden foran sig, da manden begynde at bede om tegn på at Alec forstod ham. i starten gjorde han intet andet end at hvæse. Hans hoved lagde sig en kende på skå, da han få de reptil lignende øjne som denne mand nu pludselig havde. Måske var manden her, Alec's eneste chance for at komme væk! For at kunne leve normalt på et tidspunkt.

Alec stod stille lidt, men begynde så langsomt at løfte sin hale, inden han kom med 2 stille nik.
Alt han skulle gøre, var at følge med denne mand, og dernæst kunne han stikke af! Det måtte være planen. Men heller vise god vilje og måske have friere tøjler, end at sidde i et bur rasten af livet.

Vána’s øjenbryn løftede sig i halv overraskelse da væsnet valgte at gøre som han sagde. Et svagt smil dannede sig på hans læber. Dette var bestemt en fascination. Hans blik gled mod handleren og derefter på væsnet. ’’Siden du kan forstå mig. Lyt. Der er rigelig med vagter, så hvis du forsøger at flygte vil de dræbe dig omgående. Intet af dette kan jeg forhindre. Hvis følger mig kan jeg sikre din beskyttelse, men tilgængel forventer jeg dit ord som det væsen du nu er at ikke stikke af og forblive ved min side. Gør dette og du får et sikkert hjem og de omgivelser du har brug for.’’ Hans tone var rolig, men bestemt. Hans dialekt var tydelig af højere status, mens hans øjne kort gled over på handleren som så ud til at servicere en kunde også tilbage til væsnet foran sig. ’’løft halen op og nik en gang hvis du er enig i denne aftale. Sænk halen og nik hvis du er uenig. Men du skal vide at valget er dit, men det er bedre end herude En ting til… ingen vold i dette sted. Skaber du problemer er det dit problem ikke mit.’’ Vána’s tone var rolig og han rejste sig derefter op og kiggede over på handleren. ’’Nøglen til buret. Jeg har sat en magisk lås på dyret, den vil ikke skade nogen. medmindre det ikke er et normalt dyr du sælger.’’ Vána’s ansigt drejede sig mod dyret og han blinkede med det ene øje til væsenet kort og derefter mod manden. Hvis han formåede at få kastet nøglen til sig, ville han observere hvad væsnets svar var.
Havde den valgt at blive enig med aftalen ville Vána låse buret op, hvis ikke ville han krydse armene og observere væsnets reaktionsmønstre.

Alec studerede manden foran sig. Så denne mand ville lave en aftale med et vildt dyr? Havde Alec været i vildt dyr, havde manden jo intet kunne stille op med den aftale, da han ikke ville forstå det. Spørgsmålet for Alec nu, var om han selv skulle tro på denne aftale? Skulle han selv regne med at dette var noget han kunne stole på, og at han ikke blot blev narret og blev brugt til et eller andet kampdyr eller det der var værre?

Han opseverede hvordan manden foran sig snakkede med salgsmanden. Den mand der havde holdt ham fanget i et alt for lille bor i alt for lang tid nu. Hans tunge vislede frem og tilbage fra hans mund.
Da manden atter vende sig mod ham, løftede Alec halen og nikkede.

Han studerede intrasseret hvordan låsen på burdet blev låst op, og hvordan burdet blev åbnet. Han skubbede med snuden mod lågen så den åbnede sig rasten af vejen. Og det store bæst, trådte ud på gulvet og bevægede sig roligt ud af buret. Det første han gjorde da han var kommet helt ud, var at strække den store krop. Åh man blev virkelig øm af at ligge så længe i et bur, hvor ikke engang ens hale kunne rette sig ud.

Alec traskede et par skridt frem, og lagde mærke til at egeren af denne biks stod med en anden kunde. Hmm, måske var det på tide at give den mand sit livs forskrækkelse!
Man skulle egentlig ikke tro at så stort et dyr, kunne bevæge sig så hurtigt! Men det var der de fleste tog fejl og under vuderede de fleste krybdyr.
Så i en høj fart, løb Alec hen mod den mand der nu havde holdt ham fanget i så lang tid, og hvæssede hidsigt af manden, mens han slog med den store hale, der gav et smæld da den ramte jorden. Han kom med en knurrende og afskyelig lyd mod den stakkels mand.

Han angreb ham ikke, bad ikke, kradsede ham ikke! Dette var KUN for forskrækkelsen. Da han havde opnået sit mål, vende han roligt om, og gik hen mod udgangen til butikken. Han stoppede dog op, inden han nåede helt til døren. Vende hovedet og blikket mod den mand der nu åbenbart var hans ejer, som hvis han ventede på ham. Hvilket.. han også gjorde.

Vána’s øjne gled på væsenet foran sig i det han åbnede døren. Observerende for at se om væsenet ville opføre sig ordentligt. Han observerede i det at den stormede mod manden i butikken og skræmte ham. Et svagt smil formede sig på Vána’s læber. Han observerede hvad væsnet gjorde i det den stormede over mod udgangen af butikken og kiggede mod Vána. Han gik langsomt imod den og kiggede sig kort over skuldren på den forskræmte sælger, rystede kort på hovedet og forsøgte ikke at grine. Han kiggede på væsnet og der efter mod trappen. Der var lyden af nogle der mumlede i butikken og bandede, mens den stakkels kunde forsøgte at gemme sig bag nogle af de andre burer med nogle af de mere passive dyr. Vána havde nærmet sig væsnet foran sig og han bøjede sig lidt ned på hug foran Alec. ’’Det regner udenfor og torden. Jeg har intet mere at nå her. Jeg går udfra at du holder dit ord siden du ventede på mig. Hold dig tæt, væsnerne her omkring er ikke just acceptabelt, men har hellere ikke interesse i at smide en kæde om halsen på dig. Mit navn er Vánagandr, kronprinsen for alle dæmonerne. Din opgave er simpelt. Du skal beskytte et hjem og til gengæld får du det du har brug for, hvis du fortsætter loyalitet. Og før du tror jeg æder din sjæl så glem det. Spiser humanoide typer og du er ikke humanoid.’’

Han rejste sig op igen og smilede svagt. Han løftede halstørklædet op foran sit ansigt og derefter fortsætte med at gå videre. ’’Hold dig inden for 2 meter af mig. Dette vil vise at du er et symbol af styrke og magt. Og folk vil respektere og frygte dem.’’ Hans øjne gled kort på Alec, hvorefter sine omgivelser. Vána var på vej mod trapperne og hans blik gik fra kort tid på sin nye companion. Måske kunne den være til nytte. Dette var trods alt et væsen af intelligens. Den var ikke dum nok til at reagere på instinkter eller vrede. Så måske var der mere til væsenet end hvad Vána vidste. Det kunne være Demiah kunne lære det dragelige sprog og kommunikere med den, Dette ville være en fremragende mulighed for at skabe et infiltrations netværk. Et svagt smil dannede sig på læberne af Vána, som han gik i retningen af trapperne. Hvis Alec fulgte med ville Vána’s ene øje falde på ham kort og derefter trapperne. ’’De er ikke det første væsen jeg køber ud af friheden. En kvinde, der er halv dæmonisk og halv draconian. Hendes formål er at passe på mit hjem i øjeblikket efter jeg kom tilbage her, så hun vil havde erfaringer til at vide hvad dine foretrukne mad er og med held, kunne kommunikere med det dragelige sprog, jeres race besidder. Hun har været loyal for mig og er en ven. til trods for at jeg er hvad du ved jeg er, skal du vide jeg respektere den dragelig side af verden. Du kan vel kalde det en fascination af min slags, måske en hobby for nogles øjne.’’ Vána gik videre, med et halvt øje på sin nye bekendtskab, der efter mod trappen.

’Hvis de er sulten, så giv lyd, fordi så betyder det at på vejen tilbage hjem skal vi forbi slagteren. Men ved dog ikke hvordan du har det med kulde og vand. Jeg formoder ikke godt, så hvis du kan acceptere det bærer jeg dem, med et kappe omkring dem så de ikke mister dyrebar varme.‘’ Hans blik gled på Alec og derefter halv observerende. ’’Hvis dette skulle være accepterende termer. Forstår godt de ikke stoler på en fremmede der lige har købt dem fri. Men chancerne for at de overlever er bedre nær mig end andre typer i dette sted. Hvilket også er derfor jeg går ud fra at de ligger en minimal tillid til mig. Ved et simpelt system tænker jeg at et nik to gange, med en hale løftet betyder ja og rysten to gange, med halen op betyder nej. Og hvis de undre dem hvorfor jeg beder dem at havde halen op, det er i tilfælde skulle der være nogle der forsøge at påvirke vores kommunikation eller et insekt der irriteret dem.’’

Alec lyttede til Vánagandr der talte. Hvad ellers kunne han gøre? Han kunne jo ikke bede manden holde mund. Men hold op den mand snakkede, særligt når man tænkte på at han ævlede løs til et dyr der ikke kunne snare!
Men Alec tog det roligt! Det var ikke ubehageligt, og det var længe siden der rent faktisk var nogle der havde snakket til ham, ud over at kalde ham grimme bæst, eller noget i den stil.
Alec fulgte med Vánagandr, gik ved hans side hele tiden, kun når han lige skulle have det lidt sjovt med nogle af de handelsfolk der stod rundt om i boderne, og han så sig nødsaget til at væse af dem, eller visle med rungen, sakkede han bag ud. Men aldrig mere end de 2 meter.
Han stoppede ved trapperne. "puha... han hadet den slags i denne form.. trods hans stærke krop, så var hans ben ikke de længste. Derfor kunne trin være en kende irratable.
Han klarede dem dog, og stod nu atter ved Vánagandr's side. Han kunne allerede begynde at mærke kulden omkring sig. Ikke en rar fornemmelse. Men det var nu sådan det var.

Han så op på Vánagandr, da han talte om at han kunne bære Alec.
Alev var ikke ligefrem fan af ideen, men han kunne også godt fornemme, at det ville kræve ufatteligt mange kræfter af ham, hvis han skulle gå hele den vej, i denne kulde.
Derfor nikkede han og løftede halen, som atcept for denne gestus han blev tilbudt.
Dog var han inporneret over at Vánagandr tilbød det.
Alec var temmelig stor, på størrelse med en mindre kropkodille, altså... lidt over 2 meter fra hale til snude! Og han var et robust bæst.. Men så igen, Vánagandr var dæmon, og den race var temmelig stærke, så måske han ikke ville have besvær med det.

Vána’s øjne kiggede på hans størrelse, halv vurderende på Alec. Tænkende om han skulle tag rustningen af. Han tog en kort vejrtrækning og kiggede på Alec. ''Nuvel. tid til at gå i gang så.. Prøv at slap af så godt som muligt. Og gerne uden klør tak.'' Vána tog sin taske af, som blev sat ned, derefter tog sin kappe af. Hans krop var velbygget og virkede til at havde løftet vægte. Han tog sin kappe og forsøgte at lægge over Alec’s krop. Den var tyk fibre til at resistere bedre imod kulden og vejret. Han tog sin taske på igen og gik ned i knæ. ''Hvis du kommer op over skuldren med hovedet, så er det dine bagpoter der bruges.’’' Vána lod en hånd diagere til at havde Alec’s krop nærmest ‘krammende’ imod Vána i det han ville havde holdt ned under fat omkring Alec’s bagerste del af kroppen. Vána som var godt og vel 2 meter og 20 cm, med hans arme der var klar til at spænde for at styrke presse sig den vægt Alec var på. Han pressede imod gulvet hvis Alec havde gjort som han havde sagt og havde tydeligt sine muskler spændt i det han skulle koncentrere sig.

Hans vejrtrækning blev tung og lyden af kroppen der samarbejdet for at løfte den massive drage-øgle lykkedes, medmindre at en udefrakommende der puffede til Vána, ville han nok klare presset, i en periode af tid, men nok ikke i flere timer. Havde Vána held med at bære Alec, ville han begynde at træde i retningen af døren og gå lidt ned i knæ så de begge kunne komme igennem døren og gennem regnen. Med halv marcherende skridt og lyden af Vána der tydeligt fokuseret mod en bestemt retning, en bygning der kunne ses i det fjerne. Det lignede en Mansion..

Alec vislese lidt med tungen mens Vana forklarede hvordan Alec skulle gøre.
'uden klør?' selvfølgelig, ellers ville han jo kradse kroppen op på ham. Så da Alec gjorde som der blev sagt, vende han samtidig sine fødder indad, så han ikke ende med at rive Vana.

Han lod sig blive løftet op, og holde sig i ro, så han ikke ende med at give Vana overbalance. Ja alt det her ville være nemmere, hvis Alec var menneske og kunne gå selv! Men det var bare en risiko han ikke kunne tage!!
Han lod Vana bære på ham, han kunne lige akkurat se ud under kappen, han betragtede folk der gik på gaden, eller prøvede at søge ly for regnen.
De få der havde overskud til at se sig omkring, så undrende på den store ting Vana slæbte rundt på. På halen, der havde snoet sig om livet på Vana for at den ikke hang i vejen.

Vána trådte med hastende skridt mod sit hjem. Han kunne altid få sin ene tjeneste folk til at hente noget mad. Han nærmede sig en større mansion, som så lidt gammeldags ud. Han nærmede sig døren og sparkede til den med foden 2 gange. Efter få sekunder dukkede der den tjeneste folk op og åbnede døren op. Personen var af tjener påklædning[Se billede]. Hun så ung ud, omkring de 16-17 år. Hendes øjne spærrede op da hun så først en kæmpeøgle og Vána der trådte ind halvvådt. Døren blev lukket efter dem og gangen de kom ind i var pyntet med forskellige malerier, af forskellige væsner, med udstråling af forskellige status. Alt fra høj til lav. en smule ind i gangen var der en mindre forhøjning af trægulv, som man kunne sætte sine sko i nærheden, lidt inspireret af en slags menneske kultur fra et andet kontinent, hvor man satte sine sko før man gik indenfor. I nærheden af Entréen var der nogle håndklæder som var pænt foldet sammen og klar til at blive brugt af, når gæster eller andre kom hjem. Pga. vejret havde der været godt forbrug af disse for at sikre tøjet og evt. kroppen havde et mindre håndklæde tilgængeligt, skulle man havde forglemt en paraply. Der var en tydelig duft af en aroma af honning blandet med æble? måske et slags stearinlys lavet på honning og med noget æble saft der stod og brændte for at skabe en duft? hvem ved. Der var en hylde til påklædning af udetøj og sko, samt et stativ til evt. våde rustning og tunge metalliske dele, i et rum, som man kunne låse. Gangen virkede til at fortsætte ned af korridoren. Der var et nær rum til højre, som formentlig ud fra dens duft, var et tørre rum, for at kunne havde nem adgang af vådt påklædning til at sætte til tørre, samt vaskerum. Længere nede kunne der være en duft af mad, lugten af kogende suppe var også i luften og lyden af boblende kunne høres, mens der var lyden af snak kommende fra rummet omkring madlavning og instruktioner der blev slynget ud, som man nok kunne svagt høres. Der var flere rum nede af korridoren, med døren lukket.

Tjeneste pigen [NPC]:

Hendes øjne faldt på Vána i det hun spottede det var herren af huset. ''Herre, skal jeg gøre et bad klar til dem og.. evt havde et klar til Deres ven?'' Hendes øjne kiggede halv nervøs på øglen, mens Vána gik halvt i knæ for at sætte Alec ned på Entréens stengulv, og så småt fjernede kappen fra ham. ’’Maria, dette er husets nye vogter, den var tidligere i fangenskab, men jeg købte den fri og bar den hertil. Et varmt bad er nok en god ide, så du kan blot holde døren åben til værelset.’’ Vána rakte Maria kappen og hun så tydeligt skræmt ud da hun så Alec. Hendes blik så på Vána og forsigtigt tog kappen for at skynde sig ud mod tørrerummet. Fra tørrerummet lyd en ringen fra en mellemtone af en klokke. Det varede ikke længe før at en anden tjener dukkede op ud fra den ene ende af korridoren med en spand og åbnede en dør ved før korridoren drejede sig. Derefter gik der noget tid, mens den samme person gik frem og tilbage ind i rummet. Vána var så småt igang med selv at få fjernet sit eget over tøj og sko for at kunne træde bedre rundt. Hans blik gled på Alec kort og han tog et håndkled og gik på huk foran Alec. ’’Dine klør. Så du ikke bringer jord indenfor. Tjenestefolkene gør deres arbejde, de skal vænne sig til et nyt væsen herhjemme, men så længe du ikke bider dem får du mad og beskyttelse.’’ Hans tone var rolig, men halv træt. Hans blik gled på Alec og tænkte at han kunne snakke med væsnet, mens de havde et varmt bad. Måske kunne han lære mere af dette væsen. Den så i hvert fald raffineret ud, den var intelligent, så ikke en dum deal.

Alec lod sig blive sat ned på gulvet, og rystede kort hovedet en smule for at få de sidste dråber af regnen væk fra hans hoved. Han så op mod den stakkels tjenestepige, der lignede en der kunne falde om af skræk over det store skællede dyr der pludselig befandt sig i entreen.
Hun var dog en yndig pige, og det var måske heldigt nok at Alec var i denne form, så ingen ville tænke over at han kiggede en del på hende.
Alecs tunge kørte på højtryk, for at få alle sanserne ind.
Ja han kunne se og forstå meget, men han kunne ikke lugte som han ville gøre som menneske! Han var nød til at gøre det som det krybdyr han var!
Han så sig om, så meget han kunne komme til. Mest af alt, prøvede han faktisk at gennemskue den nemmeste flugt vej i nat når han kunne forvandle sig tilbage til menneske igen!.

Han var splittet da der blev talt om et bad! Det ville blive dejligt at få varmen igen! Men dog ville han ikke kunne nyde det til fulde i denne form.
Alecs blik ramte Vana da han satte sig ned for at tørre Alecs klør, han lod ham blot gøre det, mens han stadig snyssede rundt med tungen vislende ud af munden på ham.
Hvad var det for en underlig lugt? Da først hans klør var tørret, og han mere eller mindre var fri, begynde øglen at bevæge sig. Ned af gangen, og hovedet ind for at snuse på alle de værelser der havde en åben dør.

Vána smilede svagt og rettede sig op, mens han fik rækkede sine ting til Maria som halvt forsøgte at snige sig forbi Alec. Til trods for at Vána havde nævnt at Alec var husets nye vogter, virkede hun bestemt rædselsslagen for væsenet. Hun lugtede tydeligt menneskelig. Hun tog imod nogle af de våde ting, som Vána rakte hende medmindre hun på en eller anden måde ville blive forhindret af Alec’s skræmmende udseende, ville hun bestemt forsøge at skynde sig imod rummet hun tidligere kom fra for at hænge noget af det vådet tøj op, hvor efter hun halv skyndte sig fra rummet hun for få sekunder var i havde skyndt sig imod køkkenets indgang og lyden af en halv panisk pige snakkede.. Lyden i køkkenet var godt i gang med madlavningen og stoppede for et kort sekund i det Maria trådte ind i rummet, et enkelt hovedet stak ud fra køkkenet af. Det var en herre. Han så ud til at vurdere Vána kort for at se vurdere et eller andet. Blikket sænkede sig kort på Alec og et øjenbryn løftede sig kort. ’’Hr. Vána. Hvad spiser deres gæst? Samt skal jeg stille det klar imens de nyder deres bad? og hvor henne tænker de at den skal sove?’’ Vána’s blik gled på ham, imens han tog sine handsker af og smilede kort i det han så ned på Alec, hvis han stadig var der.

’’Råt kød hvis muligt. Så der er nok chance for at Maria og Mads skal ned til den lokale slagter for et større indkøb, så snart som muligt. Og hvis vi har kød på lager så sæt en skål til den og gerne en skål vand så den ikke tørster, med nogle helbredende urter iblandt for at sikre imod infektioner. Vil gerne have at væsenet her ikke får infektion pga. en smule støv regn eller hvor væsenet tidligere havde været opbevaret. Hans blik gled på Alec og et svagt smil formede sig på hans læber. ’’En ting til. Væsenet er intelligens. Den løfter halen og nikker, som betyder ja. Hvis den ryster på hovedet med en løftet hale betyder det nej. Blot så i ved det. Vil gerne have at vores nye gæst får en behandling, da væsenet har et arbejde at overholde.’’ Hans blik gled på hans belte som han rettede kort til og tog et håndklæde for at tørre ansigtet kort. ’’Dit arbejde er simpelt. Du vogter mit hjem og jeg beskytter dig imod jagere og andre kravl. Hvis du forsøger at stikke af, bliver du syg i denne regn. For ikke at nævne at vagterne og spionage netværket har jeg forbindelser til. Velkommen til mit hjem, mit navn er Vánagandr Lawless, Jeg er kronprinsen for alle dæmonerne.’’ Hans blik gled koldt på Alec i det han talte færdigt og et svagt smil dannede sig på hans læber. ’’På et tidspunkt vil jeg introducere dig til en tjenerinde jeg ejer. Hun er halv draconian og halv dæmonisk. Hvis du har mulighed for at kommunikere eller sige noget, så må du endelig gerne finde en metode. Da en gætteleg på ja og nej kan tage tid og det skaber unødig frustration. Men jeg tænker et bad gør godt og et måltid vil gøre det bedre for dig så du ikke er sulten.’’ Vána’s øjne gled på Mads der gik frem og tilbage med varm vand for at fylde op til Vána’s bad. ’’Efter måltidet kan du få et bad og eventuelt et hvil hvis du har behov for det. Og hvis du frygter for dit liv eller at jeg ville forgifte dig, så havde jeg aldrig ladet dig ud af buret i første omgang.’’ Et svagt grin formede sig på hans læber, hvorefter han tog sine sko af.

Billede af Grundplanen for boligen ;

Alec havde en blandet fornemmelse af hvordan folkende her i huset reagerede på ham! Normalt ville han nok fortrække at folk brød sig om ham, og ikke var bange for ham! Men det var jo nok også af hensyn til hans menneskeform!
Men i denne form, kunne han ikke helt lade vær med at morre sig over at folk var så nervøse.
Han lod den stakkels tjenestepige, komme forbi uden at gøre mere. Der var jo ingen grund til at skræmme hende fuldstændig.

Da der blev talt om mad til ham, blev han lettet. Altså nu var råt kød ikke hans livret, men i denne form, var det nemt at spise, og det var naturligt for ham.
Det var ikke nær så vammel en fornemmelse, som det var hvis han skulle gøre det i menneskeform! Men nu var hans fordøjelsessystem meget anderledes i de 2 forme! I menneske form, ville han få det dårligt af for meget råt kød, og det var ikke tilfældet i hans dyre form.

Alec lyttede til hvad Vana sagde, da han forklarede om de mange ting. Da han begynde at tale om, at der var en der ville prøve at kommunikere med Alec, blev han nervøs!
Hvad hvis hun fandt ud af hvad Alec var? At han ikke var dette vildt fascinerende væsen som Vana troede han var?

Han lyttede til Vana, mad lød godt! Og et bad lød endnu bedre! Da Vana virkede til at være færdig med at snakke, begynde Alec at bevæge sig lidt rundt, undersøgte huset, ganske stille og roligt, så han ikke ende med at skræmme livet af nogle.