Pop Pop Baby Out (philippine)

Dagene var virkelig varme, solen havde et godt tag på dagene og intet sted i hele Ashen Woods var rigtig kølige, selv skyggerne føltes som varmepunkter i den her hede. *hvordan kan det blive så varmt her!? hvordan kan den kølige kulde være så langt væk at ingen af os kan nå den ud over vandhullerne* tænkte Warlii lidt irriteret, han var dog god til at kunne holde solen ud og havde fået en lidt mørkere hudfarve efter al den sol han havde fået på det sidste, at han så lidt eksotisk ud i forhold til normalt.
Huden var mørkere og mere glansfuld, han var stadigvæk super stærk og op pumpet med musklerne og man kunne virkelig ikke se at han faktisk havde brugt næsten al sin tid inde i hulen hos hans elskede Philippine og passet på hende.
Arene fra bjørne kampen som havde sket for noget tid siden var stadigvæk på hans krop og tydelige, men langt fra farlige eller nye, han havde healet godt men han var sikker på at man altid ville kunne se arene uanset hvor lang tid der gik. Han havde næsten kun rendt rundt i et lændeklæde for tiden, for hverken bukser eller trøjer kunne holde ham kølig nok til at holde dagene ud, og han mente nu også at Philippine nok også havde nydt lidt at se ham sådan.
Han sad stille og så ud af hulen, han var inden for skyggen men følte stadigvæk at det var hårdt bare at sidde der og sidde stille, han havde kun lændeklædet på som var lavet ud af bjørneskin og skåret nogenlunde fint ud så det ikke så helt hjemløst ud, skønt at det at han gik rundt i lændeklæde nok ville se ret hjemløst ud i forvejen.
Han havde sin kappe liggende ved siden af ham, og selv kappen var måløs over heden og havde ikke lyst til at dele noget som helst.

Philippine vågnede efter hun havde sovet i nogle timer, hun havde været så træt, men hun vågnede af en uforklarlig smerte, det gjorde forfærdeligt ondt.
Hun kiggede panisk rundt, og så hen på Warlii.
"Warlii!" sagde hun gennem sammenbidte tænder, det gjorde ondt, rigtig ondt, hvad var det, var der noget galt med babyen? Var babyen på vej ud?
"Warlii, det gør ondt!" sagde hun og holde om sin mave. Hun vred sig lidt, og vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv.
Hun begyndte at svede, da hun brugte meget energi på at holde smerten inde, men hun vidste at hun ikke ville kunne holde det inde, hun vidste hun kom til at skrige på et tidspunkt, det var stensikkert, men hun havde ikke lyst, for det første, folk ville kunne høre hende, og det kunne være de kom hen til hendes hule, og så var hendes hule ikke hemmelig mere, og for det andet, hendes dæmon race så smerte som en illusion, og tog den slet ikke seriøs, men dette var ekstremt.
Hun kiggede stadig på Warlii, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun var bange, hun vidste ikke hvad der skete lige nu.

Warlii var lige ved at rejse sig op da han hørte hende første gang kalde på ham. Han vendte undrende blikket over mod hende og lagde mærke til at hun pludselig var kommet i overraskende store smerter *Hvad sker der her!?* tænkte han nervøst og fik benene igang da hun sagde at det direkte gjorde ondt og skyndte sig over til hende og lagde hende på ryggen og begyndte at føle på hendes mave.
"tror du.... de på vej??" spurgte han hende undrende og så ned mellem hendes ben med et lidt rødmende ansigt for det var stadigvæk lidt uvirkeligt for ham at der skulle komme babyer ud af hende, men det skulle der åbenbart, og var det nu??
Han kunne se at hun bed tænderne sammen og derfor så rundt og fandt en træpind han svøbte ind i lidt stof og lagde foran hendes mund.
"bid hvis du får brug for det" sagde han helt bestemt til hende og stille spredte hendes ben for at se bedre hvad der skete. Han sank en klump og tænkte at det nok ikke kunne være meget andet end det her som ville kunne give Philippine nogen form for smerte overhovedet og oven i købet i denne styrke.
Han skyndte sig derfor at fjerne hendes trusser og prøvede at gøre sig mentalt parat til det her, for hvordan skulle det over hovedet gå med fødslen.
"kan du mærke noget, er der ved at ske noget? hvor har du ondt elskede???" spurgte han hende, lidt desperat efter at vide hvad der var galt med hende, og håbe på at han kunne være til hjælp for hende.

Han så nervøst på hende og så ned mellem hendes ben og sank en dyb klump og havde lettere store øjne og så faktisk en smule bange ud for det som var begyndt at ske mellem hendes ben, han havde aldrig troet at han skulle se hendes underliv opføre sig på den måde.
Warlii så hen på Philippine og lod sin ene hånd ae hendes kind kærligt
"Det skal nok gå elskede det skal nok gå" prøvede han at berolige hende med før han fik ekstra store øjne med hvad der skete imellem hendes ben og gjorde sig nu klar til at gribe hvad end der kom poppende ud af hende.
"Pres elskede pres" heppede han på hende og var tæt på at hoppe op og ned af ren spænding og lidt frygt for om det hele mund ville gå godt eller hvad der ville ske.

Warlii rynkede på brynene da hun sagde at han skulle tage sig godt af barnet hvis det var hun døde hvor efter han rystede ivrigt på hovedet.
"du skal ikke dø ikke fra mig eller vores lille!" sagde han stædigt til hende og lagde så mærke til at hun begyndte at presse hvor han så hurtigt lagde sin opmærksomhed til mellem hendes ben da han pludseligt kunne se noget som var ved at blive presset ud af hende, en stor rund kugle som var på vej ud af hende.
Han nåede lige at gribe den lille da den pludseligt bare poppede ud af hende da ørerne havde passeret og rummet blev fyldt med en lille gråd fra deres lille nyfødte baby, en lille velskab dreng der lå i Warlii's arme og blev lettere rengjort af et lille stykke stof han havde klart.
Han fik så store øjne da han så at det ikke var helt forbi endnu og endnu en rund kugle var på vej ud af Philippine og da begyndte han at blive lidt panisk da han kun havde troet der ville komme en baby, men endnu en var nu på vej ud og med den ene baby i den ene arm nåede han lige at gribe den anden med sin anden arm så han sad med to babyer i favnen, drengen som græd sit hjerte ud og en lille pige som bare lå og græd ikke men var helt stille og nysgerrig.
Han stirrede kort på de små babyer og følte en varm følelse i kroppen sprede sig igennem hans åre.
Han var endeligt blevet far, også til tvillinger!
Warlii så op til hans elskede Philippine med det største og lykkeligste smil end mand kunne komme med "både en dreng og en pige! er det ikke fantastisk min elskede!?" sagde han letter ivrigt og kunne næsten springe rundt af ren og skær glæde over at han havde fået to velskabte børn som nu lå i hans arme og så smukke ud.

Han så på hende med store øjne og kunne ikke sige et enkelt ord.
Warlii vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, ud over han falde ned på sine knæ og bare stirrede på sin døde elskede som nu var gået bort i fødslen af hans to tvilling børn.
Kun gråden af hans to små fik en smule liv i ham da de nu græd begge to og han måtte hurtigt lige tørre blodet af sin datter som han ikke nåede da hun lige var kommet ud før han tog noget af deres gemte kød og begyndte at fodre hans små babyer med det.
Han havde fået information fra Philippine hvad hendes art spiste som babyer og gav dem derfor det rå kød som de så også guffede i sig som sultende små hyæner.
Efter de havde spist falde de i søvn hurtigere end de kom ud af Philippine og han puttede dem godt i et bjørneskin før han vendte sin opmærksomhed til Philippine.
Warlii gik langsomt over til hans Philippine og gik ned på knæ ved hendes side hvor han nussede hendes ene kind kærligt imens hans blik var fyldt af smerte over hendes bortgang. Han lagde stille tæppet over hendes ansigt imens en tåre gled ned af hans kind og hulken sad fast i hans hals. Stille tog han også hendes trusser på hende igen så hun var lettere præsentabel hvis han skulle begrave hende.
"Jeg skal nok tage mig af dem... men mit hjerte brænder af sorg over din bortgang elskede.. så nemt kommer det ikke til at være... jeg kommer til at savne dig... dit smil... din tilstede værelse.." sagde han stille før han så mærkede hulken bryde ud af halsen på ham og han begravede ansigtet ned i halsen på hende dog med tæppet imellem dem som hurtigt blev gennemblødt af hans tåre. Hvordan skulle han nogensinde overleve uden hende ved hans side!?

Warlii havde ikke fået meget fred til at sørge over hans Philippine før helvede brød løs i hulen, det var i hvert fald sådan han følte det.
Han skyndte sig over til drengen og gjorde sit bedste i at trøste ham imens han også skulle sørge for at underholde hans pige lidt, hun så dog ud til at være ret meget nemmere end hans søn, hvilket gjorde ham lidt mere rolig end hvis han skulle løbe efter TO skrigende unger.
Warlii havde puttet dem begge i skin tøj, lavet direkte fra bjørnens pels som han havde slået ihjel for ikke så lang tid siden og heldigvis havde han lavet mere end et par tøj, det kom bare bag på ham at han skulle bruge endnu mere end hvad han havde.
"Oooooh puppuppupppu" sagde han og lavede grimasser til den lille dreng imens han lod sin anden hånd kæle hans lille pige på kinden for at også give hende lidt kærlighed og opmærksomhed. Men så snart han havde fået drengen til ro snakkede han også til pigen men i et mere roligt stemmeleje.


Warlii vågnede op med et sæt! Han kunne tydeligt høre den lille dreng der skreg og klagede efter opmærksomhed fra sin far som ellers nu endeligt havde kunnet lukke et lille øje, men efter bare 4 timer blive vækket igen på den hårde måde som barneskrig.
"oh gud i helvede jeg ender med at selv dø af alt det her skrig" gispede han til sig selv imens han humpede over halv kvalt i sin træthed for at komme over og trøste sin lille dreng.
Han havde dog taget sig lidt af Philippine og lagt hende hen af den store væg de havde i grotten og sat starin-lys rundt om hendes kolde krop og havde tændt dem hver aften før børnene skulle sove og bad lidt til hvilken som helst gud der fandens i jorden til at hun måtte komme tilbage til ham, men inderst inde vidste han nu godt at det var forbi og han måtte nok se om han kunne blive i stand til at kunne klare hele jobbet som forældre helt selv. Han havde planer om at brænde hendes krop også sprede hendes aske i en beskyttende bue rundt om indgangen så hun kunne 'beskytte' deres hjem mod onde 'ånder'.
Han var bare slet ikke nået så langt endnu med det, havde ikke engang noget olie til at brænde hende med for det måtte godt gå lidt stærkt så det ikke gjorde så ondt i hjertet på ham, at han ikke ville kunne gennemføre opfostringen af deres to små guldklumper.