I am your son ~ Micah

Tid: 18.09
Vejr: Mørkt og koldt
Sted: Doomsville
Omgivelser: Sidder på et værtshus med en øl. Fjolser er rundt omkring og lækker den ene info efter den anden.

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Værtshuset var fyldt til randen med alle mulige racer og folk. De fulde lækkede oplysninger og dem som stadig havde sans, ikke mange af dem, lyttede og skrev ned for at udnytte det til senere. En skikkelse sad i et hjørne for sig selv med hænderne om sin øl. Et mørkt udtryk hvilede over hans ansigt. De grønne øjne stirrede ned i bordet. Et brev fra hans afdøde mor var fundet og givet til ham. Hans far skulle siges at være et menneske, men det ville betyde at han aldrig ville få ham at se. ”Micah Snow.” Han smagte navnet på tungen. Han tømte ølglasset og rejste hånden for at få en genopfyldning. ”Det hele har været en løgn.” knurrede han og så olmt rundt. Han vidste ikke hvorfor han var kommet til denne by. ”Gonna kill Gale.” brummede hans og slikkede sin ene pegefinger. En af pigerne kom ned med et nyt glas øl.

”Jeg har hørt at denne vampyr bor oppe i et stort hus og var tidligere menneske.” ”Og nu er han vampyr. Gad vide om han har børn fra tidligere forhold.” ”Der var vidst mange. En dæmonkvinde fik et barn.” Allistor hørte intet og så blot ud af vinduet. Til trods for at det var sommer, var denne aften kold og mørk. Døren gik op og han så hen. Nu kom de rigere folk ind.

Det var en af de vanlige aftener... Og så alligevel ikke helt, for denne var en smule anderledes end de andre sommeraftener. Det havde meget af denne uge været, og Micah havde da absolut ikke noget imod det. Det at skyerne var så tunge og dækkede så hurtigt og kraftigt for solen, gjorde jo blot at han kunne være ude af sit hus i flere timer end han ellers ville kunne. Den eneste ting der nok lvar lidt af en bagside ved at være blevet vampyr - han kunne jo godt huske hvordan det havde været at være ude i solen, selvom det nu var godt og vel de hundrede år siden han sidst havde kunnet se på den uden at ulidelig smerte fulgte og gjorde at han trak sig indendørs igen indtil brandsårene sollyset gav ham, var helet igen.

Selve det med at drikke blod havde han absolut ikke haft kvaler med. Hele hans menneskelige liv var han blevet behandlet som et dyr, og det havde nok fordrejet hans syn på andre mennesker, også. Så da han var blevet til hvad der essentielt set var et rovdyr der levede af menneskene og hva dhan ellers kunne få fat i af væsner? Så havde han da selvfølgelig taget imod det liv med åbne arme og fået hævn over alle der fortjente det, og fint vænnet sig til at drikke af, og ofte dræbe, menneskene. Det var trods alt også hans arbejde nu, at dræbe - hvilket også gav ham lidt ekstra mad.

Men siden han havde været på jagt så sent som i forgårs så var sulten ikke den allerstørste lige nu, hvorfor han også besluttede sig for at tage på værtshus istedet, få lidt alkohol indenbords og se om der ikke skulle ske noget spændende her til aften. Så han tog ned til et af de lokale værtshuse. Allerede før han trådte ind af døren kunne han høre at sludrechatollerne var igang igen, dem der sad og snakkede om de få rygter der var om ham. Ikke som om han gjorde det helt store for at skjule hvad han var, alligevel - hans naboer vidste det trods alt også godt, så hvorfor skulle andre ikke også vide det. Og for småtsindede mennesker var det vel meget interessant at tale om andre væsner.

Uanset hvad trådte han ind af døren til værtshuset, og trak her hætten på sin kappe ned, så det sorte hår, hans blege hud og hans ansigt, med de utroligt klare blå øjne, blev synligt. Han rettede en smule på sin vest og gik så op mod baren. "Ah, Hr. Snow. Det sædvanlige, formoder jeg?" spurgte bartenderen ham, og han nikkede blot. Smilte ikke eller noget - smilene var der som regel kun når han skulle til at skade nogen, eller morede sig over andres elendighed... Sjældent over andet. Han fik så også et stort glas af en kraftig bourbon udskænket, og fandt sig en plads, ikke særlig langt væk fra bloddæmonen, hvor han fik sat sig ned og tog en tår af sin alkohol. Hvis man så godt efter der, så man da også det sidste der godt afslørede at ja, han var da selvfølgelig en vampyr som de havde snakket om - selvom hugtænderne var trukket ind var de jo stadig en smule længere og skarpere end de andre tænder, hvilket kunne ses som han åbnede munden for at drikke.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en lang, sort uldkappe med broderet mønster i sølvtråd langs kanten.

Allistor drejede hovedet og så på den vampyr som kom ind. En af barpigerne kom ned og så på ham. ”Leder du efter nogen her i byen, sir. Du er ikke herfra.” sagde hun nysgerrigt. Hendes kavalergang var synlig og dæmonen himlede med øjnene. ”Min fortid og fremtid.” sagde han blot og drak af vinen. ”Min mor, Alice Kirkland fandt en her, en som var med til at skabe mig.” sagde han tørt og så rundt. ”Navn var vist snow, eller noget.” sagde han og gned sin hage. Barpigen så overrasket på ham og fjernede sig hurtigt. Han trak på skuldrene.

Barpigen, Laila, gik hen til de andre. ”Ved nogen om mr. Snow havde et barn?” spurgte hun en af de andre og de så mærkeligt på hende. ”Den bloddæmon siger, at hans far bar navnet Snow.” De mumlede mellem hinanden indtil deres chef så mut hen på dem. ”Så er det nok, I høns. Tilbage til arbejdet.” sagde han og rynkede brynene. Han så hen på vampyren og så hen på dæmonen. Der var nogen genkendeligt mellem dem, men hvad?

Micah havde allerede godt nærmest scannet rummet da han var kommet ind, og havde godt lagt mærke til bloddæmonen. Han kendte trods alt nærmest alle der kom her, det var som regel de gamle kendinge - så dæmonen måtte være en nytilkommen. Ikke at det ligefrem interesserede ham, så han drak videre... Indtil hans sensitive hørelse altså opfangede ham snakke om en vis Alice Kirkland. Uden han selv lagde så meget mærke til det, strammedes hans greb lidt om hans krus. Urgh. Hvis det var præcis hende han troede det var, så havde hun været en af hans sidste 'mestre' inden marcus fandt ham, købte ham, og forvandlede ham. Han havde taget hævn over hver og en af dem i hans første årtier af hans nuværende tilværelse. De havde alle behandlet ham som skidt, så det var fuldt ud fortjent i hans øjne. At deres slaver så havde troet de ville blive sat fri og ikke blive hans egne slaver, var så en anden side af sagen. De var så alle sammen døde nu - på nær ham han havde gjort til sit ghoul, der nu ligesom Micah selv, aldrig ældedes en dag ekstra.

Han løftede da også et øjenbryn d ahan hørte sit eget efternavn blive nævnt af manden. Det var trods alt ikke et efternavn man hørte hver dag, Micah selv havde i alt fald aldrig mødt en anden med hans efternavn. Så han tog endnu en tår før han vendte sig en smule mod dæmonen, observerede ham nogle sekunder før han talte. "Alice Kirkland?" sagde han spørgende, det ene øjenbryn stadig let hævet. "Som i dæmonen der boede i Terrorville distrikt for godt og vel hundrede år siden?" han ville blot være sikker på det var præcis den samme de talte om - eller tænkte på.

Allistor så op ved lyden af en mands stemme. Han drejede hovedet og hævede øjenbrynene. ”Kommer an på hvem der spørger.” sagde han og de grønne øjne glinsede. Hvordan vidste han, hvem hans mor var? Han sippede til sin øl. ”Men ja. Hun var min mor. Og hvem er du, siden du kender hendes efternavn?” Folk stirrede mundlamme. Hvordan kunne han sige sådan noget til Mester Snow. ”Hør knægt. Du burde virkelig vare din tunge.” sagde krofatteren og Allistor rullede med øjnene. ”Jeg give a shit. Har intet at miste. Min mentor kan forsvare sig selv, men har ingen familie.” sagde han og tømte sit glas i et drag.

Barpigerne så mellem de to mænd. En bloddæmon og en vampyr, hvor ironisk. En af piger gav et nyt glas til dæmonen og flyttede sig hurtigt, da han gav hende et køligt blik. Han så atter hen på vampyren og så ham an. Vampyre var hurtige og stærke. Nok ikke den store chance der, men Allistor Scotland Labryan-Kirkland var ikke en der gav op.

Micah løftede blot et øjenbryn. Han hørte godt hvad krofatter sagde, men sendte ham blot et blik der sagde han skulle blande sig udenom, før han tog endnu en tår af sin alkohol, og nu fik vendt sig helt mod dæmonen, med et skævt smil. "Tjo, en der såmen kendte hende rimelig godt. På godt og ondt." mest ondt, sådan som hun havde behandlet ham. Og sådan som han havde givet igen ved at dræbe hende. Han strøg en hånd gennem sit hår, og rakte den derpå ud til et håndtryk med dæmonen, hvis han da accepterede det, som han fik introduceret sig selv.

"Micah Nathaniel Snow." sagde han så, hans fulde navn - han skjulte det trods alt ikke på nogen måde, alle heromkring vidste godt hvem han var og at han var en vampyr ingen rigtig havde lyst til at lægge sig ud med. Hvis ikke grundet han bar euden videre kunne få folk til at falde om - blod manipulation var så dejlig en ting - så grundet det ghoul han havde derhjemme, og generelt bare vampyr styrken og hurtigheden. Ikke særlig mange turde lægge sig ud med en vampyr over de 100, nu de alle blev stærkere med alderen, modsat mange andre racer. "Det er vel omtrent 120 år siden jeg stiftede bekendtskab med hende... Og for 90 år siden, at jeg sluttede det bekendtskab."

Allistor kom langsomt på benene og en snerren kom fra hans læber. ”Du myrdede hende?” sagde han og bevægede sig langsomt fremad. Han havde kun været tyve da han mistede hende. Et slag for ham. ´Han ignorere den udstrakte hånd og så ned på vampyren. Mange stoppede og så på scenen. Begge racere af natten og mørket. Begge afhængig af blod for overlevelse. De grønne øjne borede sig ind i vampyrens. ”Dette ender ikke godt.” mumlede en af de yngre i baren og bakkede væk. ”Og det lader til at jeg ikke er den eneste som har mistet familie til dit hævntogt.” En mørk aura emmede ud fra Allistor.

Denne mand, vampyr, havde dræbt hans mor. Han var ikke dum. Hun havde fundet hendes krop og begravet hende. Hans næver knyttes og tænderne blottet. ”Havde du overvejet at deres børn havde mistet nogen vigtig, hm? Hvor mange der var afhængig af dem for at overleve?” Han slog en hånd i bordet. ”Jeg havde kun hende!” Han var ved at miste temperamentet og det gjorde ham sårbar. For meget vrede og han ville have svært at holde fokus. En dyb rumlen kom fra hans strube og han vendte øjnene bort. Rettede sig op og fnøs. ”Kan ikke fatte at mor var her med en mand. I er næsten alle de samme her i byen.” Han vendte sig om for at gå.

Micah løftede let det ene øjenbryn og lod hånden falde igen da dæmonen rejste sig og virkede helt forarget over at han havde myrdet hende. Selvfølgelig havde han da det? Hun behandled eham som lort da han var menneske, det skulle hun da bøde for så snart han var blevet stærk nok til det. Micah rullede øjnene over hans næste kommantar. "Det er ikke min skyld at så mange folk behandlede mig som lort, og jeg senere hen blot fik kræfterne til at få dem til at betale for det." han rejste sig roligt op, men irritationen var også blevet meget tydelig i hans øjne nu - nok til at dem i baren, der kendte ham, langsomt bakkede væk fra dem nu de godt kendte til hans eksplosive temperament.

"Brug ikke den der belærende tone overfor mig, som om jeg ikke ved hvordan det er at miste ting. Hvorfor fanden skulle jeg bekymre mig om hvordan de andre havde det, hvor mange jeg dræbte? De havde gjort sig fortjent til det. Det gjorde mine egne forældre også... Deres blod var noget af det sødeste jeg nogensinde har smagt..." smilet der vendte tilbage blev direkte sadistisk, en snert psykopatisk som han talte om hvordan han da selvfølgelig havde dræbt og spist af sine egne forældre. "Og du klarede dig åbenlyst fint uden hende, så hvad fanden brokker du dig over? Du er her stadig, og fri, det er mere end hvad mange andre kan sige." Micah fnøslet og rulled eøjne af ham da han vendte sig om for at gå. "Og at du måske skulle være min søn... Det ved jeg nu ikke. Ikke sådan som du bare går væk fra dine problemer, som en lille kujon..." smilet var skævt og selvtilfredst, øjenbrynet løftet, tonen i hans stemme provokerende.

Allistor snurrede rundt med en snerren og havde en hånd lukket om sin Glaive. ”Du er en morder. Og uden følelse.” Allistor lage hovedet tilbage og grinede tungt. ”Jeg kan ikke fatte at du skulle være min far? Gale er så meget bedre end dig.” sagde han og lænede sig op ad sin Glaive. Han lukkede øjnene og grinede. ”Du har ret. Jeg havde følelsen af at være fri, men jeg havde ikke en far i livet. Når mor var hjemme havde hun mænd med hjem.”

Allistor gik hen og satte sig overfor sin såkaldte far. Han lænede sig tilbage og så på ham. ”Og hvad med andet afkom? Irriterer du også dem? Eller er det kun mig?” Den stemme som han gav var neutral og lænede sig halvt mod højre. Hovedet hvilende på højre hånd og et dødt smil om hans læber. Allistor var opsat på at få noget ud af dette. Om det så skulle være et ar, livet eller noget helt andet. Han prøvede at huske hvordan man klarede sig bedst mod vampyrer. Han var selv en bloddæmon så lidt lige stod de dag. Håbede han.

Micah kiggede kort på den glaive bloddæmonen holdt i sin hånd, og løftede et øjenbryn. "Man skal ikke kaste med sten når man selv bor i glashus... Jeg tvivler på du er så uskyldig at du aldrig har dræbt folk for din mad," sagde han, forholdsvist roligt for hvor megen vrede der kunen ses ulme bag facaden, hvis man så godt efter i hans øjne. At han så selv dræbte udelukkende for sjov, indimellem, også, var en helt anden side af sagen. At han var så psykopatisk og sadistisk som han var. Et biprodukt af hans opvækst og alle de tillidsbrud. Det var den eneste måde han var forblevet nogenlunde ved rette sind.

Han løftede let det ene øjenbryn da dæmonen satte sig ned overfor ham. "Du er heldigvis den eneste jeg har, så vidt jeg ved. Alice var min eneste kvindelige mester. Så medmindre en af de andre jeg så pænt blev 'lånt' til for noget 'sjov', rent faktisk blev gravid, ja, så ville jeg ikke forvente der er flere." og ja, han brugte ordet 'heldigvis' med vilje... For Micah og ansvar? Det var absolut ikke noget der gik hånd i hånd. Det var tydeligt på den måde Micah sad, at han følte sig fuldkommen overlegen i denne sammenhæng. Nok fordi han trods alt vidste at vampyrer, som ham selv, blev stærkere med alderen... Mens dæmoner ikke nødvendigvis gjorde. Plus, han var hurtigere end dæmoner. Så hvis det endelig skulle komme til en kamp... Så havde han da en fordel. Om ikke andet i sin personlige evne, også. Det var altid dejligt at være oppe én mog én, når det var mod nogen der havde et hjerteslag, modsat ham... Så nemt at sænke det og få dem til at besvime, uden nærmest at løfte en finger.

Allistor lænede sig tilbage og lagde hovedet på skrå. Okay, han var nok mere kæphøj end han burde. Det lå i hans natur. ”Sorry.” mumlede og sænkede hovedet. ”One of my flaws is being cheeky.” Et skævt smil kom over hans læber. ”Mom used to yell at me for that. Always said that I will end with no one at my side.” Et fnys kom fra hans læber. Fingrene gned over et ar han havde på venstre håndfalde. Såret havde været dybt og man kunne tydelig mærket arret hver gang man trykkede hånd med ham. Han rystede på hovedet. ”She might be a little right, on that part. An outcast and a murder.” Han var dog lidt heldig. Han kendte Gale. Havde mødt en anden dæmon og nu hans far.

Han kom dog i tanke om noget andet. Han havde en yngre halvbror og en stedfar. Han så på vampyren foran sig. Havde han også dræbt dem. ”There were two others that day you killed mom. My stepdad and halfbrother. Did you also kill them?” Spørgsmålet var stille, men øjnene var nysgerrige. Han håbede virkelig ikke at det var ham. Ingen af de to havde gjort hans ”far” noget. Ikke at hvad han vidste. Hans bror havde ikke været mere end 5 år.

Som Allistor sænkede hovedet og talte lidt mere roligt, mindre flabet, lukkede Micah kort øjnene, som han tog en dyb indånding, selvom han jo egentligt ikke behøvede at ånde... Det var mest af alt for lige at hjælpe ham selv med at tøjle det der vildt iltre temperament, hvilket også var grunden til at hænderne lige var knyttet et par sekunder, for at komme af med noget af energien, før de igen åbnede sig, ligeså med hans øjne, før han slappede af igen og lænede sig tilbage i stolen som han observerede bloddæmonen. "I can clearly hear that." mumlede han så til det første, før han løftede et øjenbryn til det næste. Han kunne ikke helt se det dårlige i at ende ud uden en partner. Nu vidste han jo selvfølgelig ikke hvordan Allistor's liv var, men i hans eget ville en partner nok bare ødelægge en hel del af det, så thanks, but no thanks.

Men med det sidste hans... søn... sagde, der rynkede han dog brynene let. En stedfar og halvbror? Han sad og tænkte lidt tilbage, men... Nej. "... I didn't see anybody else when I went to kill her, no. If I had, I would've killed them just for being witnesses, but I didn't see or hear anybody but her." sagde han ærligt, og roligt. Han havde så heller ikke vidst hun havde fået sig en ny lille familie - det måtte hun jo så have fået efter hun havde solgt ham videre til Marcus, der jo så havde forvandlet ham.