Af jorden er du kommet - åbent emne

Tid:23.59
Sted: Øde hede oppe på en klint ved havet
Omgivelser: Intet andet end græs landskab samt havet der slår mod klinten.
Vejr: Tåget

Natten havde indtaget øen og havde fået den høje klint til at virke som en stejl væg for havets brusende bølger. Et  frygtindgydende skrig lød og en arm kom til syne op af den græsbeklædte jord.
Et råddent kadaver kom lige så stille til syne imens det gravede sig fri af jorden, med negle der enden var knækkede eller lige så lange som fyrtræsnåle havde det endelig gravet sig fri. Øjnene var for længst rådnet væk og den åbne brystkasse fik det til at vælgte ud med jord og småkravl. Nogle steder var kødet ædt væk og andre steder var det blevet til hullet læder. Kadaveret lavede fortsat forfærdelige skrig, af hvordan dette væsen overhoved kunne lave lyde var en gåde som de færreste overhoved kunne forklare.

Da det ugudelige væsen endelig havde gravet sig fri, som havde det steget direkte op fra helvede lå det stille i nogle få sekunder.

Det begynde at rive sig selv så de læderflapper der var tilbage af den døde hud begyndte at rasle af knoglernde, igen skreg kadavaret med sådan en kræft og smerte i sin stemme at man skulle tro at det var en kat der blev forpint.

Det begyndte at grave i den jord den selv var genfødt fra. De orme og insekter den kunne finde puttede den grådigt i munden. Man kunne høre hvordan knoglernde gned mod hinanden, en knækkende og skærrende lyd det lavede.

Påklædning: Kjolen

Efter at have gået lidt rundt og kigget på omgivelserne, kunne hun høre noget. Hvad var det, skete der faktisk noget herude i næsten ingenting, hun var næsten nød til at undersøge det. Et smil bredte sig på hendes læber, og hun lod hendes øjne hvile sig på havet en smule. Vandet kunne hun tydeligt høre brusede ind imod klinten, og der få minutter før hun drejede rundt. Lyden blev højere, og hun kunne lugte noget. Ikke ligefrem en lugt hun havde lugtet før men hun var nysgerrig. Så hun blev ikke stående ret længe for at kigge på havet.

Pludselig var hun endt lidt væk fra en person der hvist så ud til at kravle op ad jorden. Hvad var det her for noget, det havde hun aldrig set før. Dog var det ganske interessant, og hun lagde en hånd i siden, imens hun prøvede at skimme lidt mere af, hvad der skete igennem tågen. Var hun bange, langt fra faktisk var det rart at der skete noget nyt, og noget anderledes.

"Hmmm"lød det lavt fra hende, og hun tog nogle skridt tættere på, og pludselig kunne hun se et væsen, et væsen hun aldrig havde set før. Hovedet lagde hun på skrå, og lod hendes øjne glide rundt om personen, gad vide hvem eller hvad det var. Hun og et skridt tættere på, og da hun var kommet tæt nok på kunne hun se det væsenet lidt tydeligere igennem tågen"Endelig sker der noget interessant"sagde hun så og kastede kort med det blonde hår, imens hendes øjne fulgte hver en bevægelse der kom fra dette mystiske væsen foran hende.

I smertens rasen havde kadaveret hverken hørt eller set vampyren som havde nærmet sig den. Først da den svage lyd af en nysgerrig kvindestemme ramte dens øre, vendte det rådne lig sig og langende ud efter hende. Ikke for direkte at skade hende men i ren forbavselse og blodrus. Alt hvad der kunne give dette forpestede væsen nogen form for kræft eller liv ville den tage til sig. Det stoppede med det samme da den så den blonde kvinde i den hvide kjole. Hun var smuk, og med det samme kunne det spottes at hun var en vampyr. Demetri eller liget som det nok mere kunne skrives som. Havde ingen interesse i skønhed lige nu. Han skulle have blod, livets blod. Blod som gav ham hans styrke tilbage sp han igen kunne indtage natten i denne døende verden.

En dæmoniske stemme kom ud af ingenting fra kadavaret. Det talte i et gammelt sprog som var uddødt for flere hundrede år siden. Det så afventende på vampyrkvinden som stod foran det.... Dog få sekunder efter det stoppede med at tale, lød igen en stemme "Barn af natten, jeg er som dig en blodtager, jeg beder om blod for min udødelige overlevelse" Sproget var stadig gammelt og nok ikke sådan man talte længere. Dog var det Demetris eneste måde at kommunikere i denne form. Dette var hans sande form, måske med lidt mere råddenskab …. Men hans menneskeform kunne han kun bibeholde når han havde blod og styrke i sig. Han havde ligget i dvale i snart 6 år hvis ikke længere. tiden og jorden havde fortærret meget af ham. "Jeg beder om dit blod skønt det ikke nærmere mig som jeg har brug for. selvom det er en synd for dem som er som os" Han rankte nu en hånd frem mod hende imens han sad på knæ foran hende, hans hånd var fyldt med jord, græs og andet snavs. Ville denne vampyr hun hjælpe ham? Viste hun overhoved ham han var? Hans sanser var skærpede af hans svaghed, men noget havde vækket ham. Noget havde bragt ham tilbage til denne verden, skubbet ham ud af hans evige søvn.

Lyden af en stemme hun aldrig havde hørt før fik hendes nysgerrighed til at stige, og desuden var det ikke tit sådan noget her skete. Det fangede hendes opmærksomhed, var det underligt måske. På en måde var det som om dette væsen foran hende, som havde langet ud efter hende havde brug for hjælp. Sproget lød gammelt ikke lige noget hun var vant til at høre, dog forstod hun det. Hvert et ord nåede ind til hende, og hun bukkede sig lidt ned så hun kunne komme lidt tættere på ham med hendes ansigt. Hendes øjne prøvede at fange hans, og selvom det måske ikke virkede betød det ikke"Blod er livets gerne, en fantastisk smag og følelse når det rammer ens læber og glider ned i halsen"sagde hun og rakte en hånd op til hendes hals. Lod nogle af hendes negle prikke hul på hendes hals, så blodet kom til syne.

Hun kiggede på hendes finger, og lod tungen glide hen over blodet der sad derpå, blot for at slikke det af. At hendes kjole måske ikke ville forblive hvid tænkte hun ikke på, lige nu var hendes opmærksomhed og fokus rettet mod ham. Hun vidste ikke engang hvem han var, hvad han var men hun havde en trang til at hjælpe ham. Kunne hun andet, når hun hørte ordene om blod, og barn af natten hun følte sig pludselig speciel for det hun var"Lad mig tilbyde dig noget af mit blod, og lad det hjælpe dig, og give dig styrke"sagde hun med et smil på læben, og hun strøg så nogle hårtotter væk fra ansigtet.

Med ham siddende på knæ foran hende, lod hun hendes øjne glide ned over ham, og hun lænede sig lidt tættere på, lagde en hånd på hans hår, strøg det lidt fra hans ansigt. Blodet fra hullerne i halsen dryppede ned på græsset, og imens hun holdte noget af håret væk så han kunne bide hende kiggede hun på jorden han var kommet op ad"Lad ikke dråberne gå til spilde"lød det fra hende i en blid stemme, imens hun kunne høre nogle bloddråber der ramte græsset.

Lad ikke dråbernde gå til spilde. Ordene var som sød musik for ham, et ekko der blev ved, som når et barn høre sin mors stemme synge en vuggevise. Han lagde sin indtørrede. knoglede hånd på den side af hendes hals som der stadig var indtagt og han trak hende derefter ned til sig. Hans tænder kom til syne, ikke blot et par hugtænder havde han men 2, et par store og nogle lidt mindre der sad bag ved de andre, både i overmunden og undermunden. De var smukke hvide det eneste der måske stadig var det der indikerede at han var en vampyr.

Han bed hende og begyndte at trække næring fra hende.

Han mærkede hvordan blodet strømmede ind i ham, dog var det ikke frisk... Det kunne smages, blodet han nu fik var døende blod, blod som selv var ved at miste sin kraft af samme grund som blodet ville gøre indeni ham. Fordi de begge var ugudelige væsner der ikke selv kunne producere det livet var lavet af …. blod. Men det var godt nok for nu, eller rettere det var perfekt. 6 år uden blod føltes som 100 år uden sollys for mennesket. Han havde dog ikke mærket smerten før han vågnede. Sulten havde ikke bidt ham i den kolde jord. Dette øjeblik var nærmest intimt, det at en anden vampyr delte sit blod.... Verden var helt klart en anden end den han forlod. Snart ville mørke igen spredes på grund af ham. Men for nu fokuserede han på livet der strømmede ind i ham og det der strømmede ud af dette nattens barn der havde forbarmet sig over Demetris væsen. Det var en synd det disse 2 væsner delte i nat. En synd som blev gemt af tågens tilstedelse og havets brusen.

Det første der sprang frem på ham var hans metalliske grå øjne. Noget af det Klussiskaerne havde været så kendt for.... Skønheden af deres øjne.
De lyste op i tåget.... i mørket. Han kunne ikke stoppe med at drikke, han bed hårdere. Hun måtte stoppe ham, om hun forstod hvorfor han ikke kunne stoppe måtte være op til hende.

Men enhver ville vide at han var i blodrus og havde brug for mere blod end blod fra hende.

Følelsen af hans tænder der var boret ned i hendes hals, gjorde at hun lukkede øjnene. Ikke fordi det gjorde ondt men fordi det var en anderledes følelse at blive bidt, og ikke selv være den der bed. Dog kunne hun lide følelsen, hvilket også var derfor hun gav slip på håret og kort lagde hendes arme rundt om ham imens han var igang med at drikke fra hende. Hun bed sig kort i underlæben, og kunne mærke hvordan han slugte hendes blod i sig, og hun holdte fortsat rundt om ham.

Efter nogle minutter åbnede hun øjnene, og fik et bredt smil frem på læben"Mhmm"kom det fra hendes læber i en nydende og blid tone. At tilbyde hendes blod til en anden vampyr var der intet galt i, dog vidste hun godt hun var nød til at stoppe ham så han ikke var tæt på at tømme hende for blod. Dog skulle der sikkert meget til, men med alt det blod han var igang med at drikke fra hende ville hun sikkert ikke kunne stå på benene efter, men sådan var det jo. Han havde brug for blod, hun kendte det godt selv. Alle de gange blodrusen havde taget over, og hun ikke kunne kontrollere sig selv, ja alle gange hun nærmest havde været et smukt kaos der kom gående.

To vampyrer i mørket, gemt i tågen med kun lyden af bølger, blod der nærmest blev tappet fra hende, som gled ned i hans hals. De delte natten sammen, og man kunne sagtens sige det var en synd hun aldrig ville glemme. Man kunne nok heller ikke undgå at synde lidt, desuden havde hun intet imod det. Med hendes greb omkring ham kunne hun pludselig mærke han begyndte at drikke mere og mere, og han bed hårdere og hårdere. Hun lukkede kort øjnene, og klemte lidt til rundt om ham"Urg"var det eneste ord der lavt kom ud ad hendes mund.

Burde hun ikke stoppe ham, havde hun lyst til det. Hun var nok nød til det, det var som om hun langsomt begyndte at mærke hendes krop blev svag. Efter lidt tid prøvede hun at skubbe ham væk, det virkede hvist ikke, men så prøvede hun endnu engang, men det endte blot med at hun væltede dem begge to bagover, så hun lå nederst med ham ovenpå.
Det var først der i det øjeblik hun kunne se hans øjne, de flotte metalliske øjne"Wow"sagde hun og lagde en hånd på hans kind, imens hendes øjne betragtede hans øjne lidt dybere.

Nogle enkelte hudpletter var beyndt at vokse frem på hans ansigt, men han var stadig mere et lig end et menneskelignende væsen. Trangen blev større og større og han ville tømme hende helt hvis han kunne. Men skønt han havde fået blod var hun langt stærkere end ham... endnu. Hun væltede dem så han lå oven på hende og stirrede direkte ind i hendes ansigt og øjne. Hun kærtegnede ham med en form for tillid i hendes kropssprog. Men han ville have mere blod, blod var det eneste der var for ham lige nu. "Blod" sagde han med stemme der var hæs og tør... som havde han drukket hele livet. Hans normale stemme vel og mærke. Han var ligeglad med om det var hendes blod eller en anden... om det var dyre blod eller blod fra andre væsner.

Men som sagt, hun kærtegnede ham. Han var hæslig som han var nu. Ikke at han tænkte over det, men synet måtte være frygtindgydende.... i hvert fald for mennesker. Men hun var intet menneske, hun var som ham og måske forstod hun ham mere end de begge forventende. Han var mere et monster/dyr der krævede sin føde end han krævede secx eller kærlighed.

Han var en jæger der ønskede at overleve, genfødes denne nat.

Det var nærmest svært at kigge væk fra hans øjne, de var bådende fængende men også dragende. Dog drejede hun hovedet væk fra ham og fik så skubbet ham af sig, ikke et hårdt skub, nej det var et ganske normalt et ikke for hårdt ikke for blødt. Så rejste hun sig op, og lod ham følge med op, hun førte en finger op til hendes hals hvor hullerne var. Lod en finger glide hen over det ene hul, lod blodet lande på hendes fingerspids, og gik så tæt på ham. Hun stod overfor ham, og sendte ham et bredt smil. Så rakte hun fingeren frem mod hans mund, lod hendes blod på fingeren røre hans læber. Blodrusen var stærk hos ham, men det undrede hende ikke, han havde nok ligget under jorden i alt for mange år, det første man havde lyst til var blod. Hun ville have det på samme måde.

Hun drejede hovedet væk fra ham, og kiggede rundt hun ville altid tilbyde ham blod, men som han var lige nu var det måske bedst med nogle ofre eller pænere sagt nogle væsner der måske var i nærheden"Blod er der masser af, der burde være et væsen eller to i nærheden, jeg kan dufte dem"sagde hun og tog fingeren til sig. Lod blodet dryppe ned på græsset, hun tænkte ikke på det, lod det blot dryppe. Så pludselig kunne hun høre en rasle lyd, og nogle der fniste, og det fik et smil frem på hendes læber og hun lod tungen glide hen over hendes læber.

Hendes øjne rettede sig hen på ham"Lad det her være en gave fra mig til dig"sagde hun og var pludselig hurtig væk foran ham, og efter allerede nogle minutter var hun tilbage med to kvinder der begge ikke så ud til at ane noget som helst. Cimberlie lod hendes øjne betragte dem begge to, og hun greb fat rundt om den ene kvinde s hals"Du har frit valg, heldigt disse to kvinder lige var i nærheden"sagde hun og kunne se kvinden hun havde fat i rystede lidt. Den anden stirrede blot forvirret rundt.

Hvad denne mystiske person foran hende havde lyst til vidste hun ikke, dog lænede hun sig lidt ind mod ham imens hun strammede grebet lidt rundt om kvindes hals"Hvem vælger du, du kan også vælge begge to"sagde hun og lod hendes negle prikke lidt ind mod kvindens hals, hvilket fik hende til at rynke på brynene og bide sig i læben.

Demetri rejste sig med vampyr kvinden, han var afventende det blod han havde drukket var så overvældende at han følte som om han var fuld og samtidig så skarp. Han så på bloddråbende der dryppede fra den smukke kvinde foran ham, det var nærmest en sensuel oplevelse, provokerende fordi han hungrede efter mere og alligevel vidste han at det ikke ville gavne ham synderligt. Det blod hun havde kunne ikke gøre mere for ham skønt at hans indre dæmon havde lyst til at tilintetgøre hende. Alligevel var der noget der stoppede ham, måske en form for taknemmelighed? Kunne han stadig føle så menneskelig en følelse? HVem havde troet det...

Hun forsvandt for øjnene af ham. Han havde selv lugtet menneskebørnene kort tid efter at hun havde bragt dem som en offergave til ham, han nød faktisk nærmest denne pleje og forgudelse fra denne kvinde. Han smilte med et kynisk smil. Hans øjne begyndte at glimter som når lysstråler ramte et spejl, han var ivrig som stod hun med slik foran et barn.

Han rakte ud med flad hånd og sagde igen på et gammelt sprog "den mindste først og derefter den store til dessert" han ventede på menneskebarnet. Det uvidende, uduelige væsen. Han kiggede skift på den mindste af kvinderne dog stadig med et stift og hånligt smil der blottede hans mageløse tænder. Et kort øjenlik rettede hans øjne sig med Cimberlies øjne og en form for gnister for rundt i de metalliske grå farve før hans øjne atter vendte sig mod menensket.

Hvilken nat dette var. Det var lang tid siden han overhoved havde oplevet så mange ting... så mange... følelser. Han følte sig som en konge, en gud, selv i smerten og rusen for blod følte han disse ting.... Blot på grund af denne kvinde som stod over for ham.

//Jeg smutter i seng//

Da hans øjne rettede sig mod hendes sendte hun ham et smil der viste de skarpe hjørne tænder. Hendes greb rundt om kvindens hals slap hun lidt, men holdte stadigvæk fast, så kvinden ikke kunne løbe væk. Hvor skulle hun også løbe hen, hvis kvinden vidste at hun stod overfor to vampyrer ville hun vide at hun intet kunne gøre. Kvinden prøvede ihærdigt at komme fri, og hun prøvede også at sparke til Cimberlie"Det hjælper dig ikke"sagde hun bare imens hun lagde hovedet lidt på skrå imens hendes øjne gled ned over kvinden. Hun var køn ligesom den anden kvinde, og man kunne vel godt sige at denne mystiske og interessante væsen foran hende havde en forret, hoved og dessert.

Som han sikkert var gået igang med den mindste lod hun hendes øjne mødes hans kort, og hun lod tungen glide hen over hendes læber. Så løftede hun fingeren med de få blodpletter på op til hendes mund, lod tungen glide hen over for at slikke fingeren ren for blod. Så kunne hun høre kvinden mumlede nogle ord hun ikke fik fat i, så hun var nød til at kigge på hende, imens hun lod nogle fingre glide ned over hendes hals"Du giver mig lyst til at lade mine tænder skære igennem din hals"sagde hun og sendte kvinden et skævt smil. Nærmest et dystert smil, dog var det sandt, og dog så havde hun netop bragt disse to kvinder hen til ham som en slags gave, så han kunne få masser af blod.

Hun kendte det alt for godt, lysten til blod, blodrusen, den flotte røde farve. Der var næsten ikke noget bedre end blod, hvad det ikke kunne få en enkelt person til at gøre bare for at få noget. Det kunne sagtens være forskelligt fra person til person men hun var selv typen der ikke kunne få nok, derfor var hun nok også så forstående overfor denne person her foran hende. Med de gnister i de smukke øjne han havde der hurtigt fik fanget hendes øjne igen"Blod skal nydes, og især under en tåget og mørk nat som denne her"sagde hun og blinkede til ham.

Det var sikkert en god velkommen tilbage til livet gave hun havde givet ham, uden faktisk at ane noget om ham. Hvem var han, hvad hed han. Det gjorde hende stadigvæk nysgerrig, som han stod overfor hende klar til at bide den mindste kvinde, var det som om de faktisk ikke behøvede nogle ord for deres blikke, og bevægelser fortalte det hele. Det var tydeligt for hende at se hans lyst til blod, og gnisterne i hans øjne. Hun ville ikke stirre på ham alt for meget, måske det kunne virke ret creepy eller alt for direkte, så hun kiggede hen på den store kvinde hun stod med"Hmm"lød lavt fra hende.

//Samme her //

Demetri grinede hæst af hvordan kvinderne prøvede at komme fri. De var så sølle, de triste menensker…. håbet om at overleve sådan en nat var lig med nul og med hans tørst ville de kun være tørre skaller når han var færdig med dem. De skulle vide bedre end at gå ud om natten i en verden som denne, noget menneskene nok aldrig lærte. En tanke slog Demetri, om hvordan kvinderne overhoved var kommet her ud på blodøerne, det havde været sjældent at finde mennesker herude dengang han stadig var ved magt. Cimberlies lettere arrogance over for mennesket behagede ham. Hans rakte hånd var forsat oppe men han vandrede nu selv mod menneskende. Han rev den lille ud af hænderne på Cimberlie og før mennesket overhoved kunne nå at reagere havde han lagt sine halv knogle, halv sene og kød arme rundt om kvinden. Med et hurtigt vrid havde han sat tænderne i hendes skulder.Dog Han gav hurtigt slip for igen at at bide menensket nogle gange forskellige steder. Han nød når hans offer græd og led, som om det udløste nogle ting i blodet der fik det hele til at smage det bedre, sødere, stærkere....

Cimberlies ord om blodet kunne han kun være enig i. Han måtte indrømme at hun nok altid ville have en form for respekt for hende, skønt at han ikke selv var et barmhjertigt væsen og han havde nok bestemt ikke selv gjort sådan for en fremmed. Havde rollerne været omvendt havde han nok lade hende være overladt til sig selv.


Menneskebarnet begyndte at skrige, en inderlig gråd af smerte og et forsøg på at vride sig fri der kun resulterede i at Demetri sidste bid sad dybt i hendes hals. Menneskets gråd begyndte at lyde som en gurvelende lyd og hendes krop begyndte at spjætte. Grunden til lyden var at blodet havde kommet ind i hendes lunger og hun var lige stille begyndt at drukne i sit eget blod. Alene tanken om hendes lidelser fik ham til at suge endnu kraftigere. Han blev ivrig, og det fik ham til suge endnu mere, desværre, for det fik hende til at dø hurtigere og derfor formindske hendes lidelser. Pludselig blev menenskebarnet stille og Demetri gav slip på det nu indtørrede lig der faldt til jorden. Hun lignte nærmest det kadaver som Demetri selv havde været for få øjeblikke siden.

Imens han havde spist var det andet menenske begyndt at skrige i rædsel. "Nej, Neeeeej!" et hulk kom fra det stadig levende menneske "Mira, Nej" Den anden kvinde sank sammen, skønt at vampyr kvinden holdte hende.

Demetri lignte mest af alt et blodbad. Han var fyldt med blod fra alle de bidemærke som han havde lavet i ren fornøjelse på den første kvinde. Der var mennesket blod ramte ham begyndte ny hud at vokse frem, som om at hele hans krop absorberede alt han kunne få. Han tørrede sin ene hånd der var blod sig hen over sit ansigt for at få huden til at vokse endnu mere frem.

"Jeg er taknemmelig for det du har gjort" hans øjne var igen rettet mod Cimberlie… Han ænsede dårligt nok mennesket som græd sit hjerte ud af frygt og sorg. Om lidt ville det være hendes tur, om lidt ville hun være som det indtørrede lig der lå ved siden af ham. Som havde han byttet roller med de to menneskekvinder, til deres ulempe kunne de bare ikke komme tilbage livet. "Del hende med mig" han pegede på mennesket, men havde alt sin fokus på den smukke Cimberlie. "Lad det her være min taknemmelighed, at dele det jeg kræver så dybt lige nu" hans ord var nærmest poetiske, ikke noget han selv mente han typisk var, men som folk af og til fik ham til at blive. Hans krop var begyndt at vokse frem fra ingenting, men han vidste at han skulle til fastlandet for at blive hel, de to kvinder alene var ikke nok. Hans tilbagevenden ville tage tid og han måtte være på vagt over for folk der genkendte ham eller ville skade ham. For han var i alt hans pragt stadig svag.

Det undrede også hende lidt, hvordan de to kvinder var kommet herud, for det så ud til at være et sted hvor der måske ikke kom særlig mange. Men her var nu forfriskende næsten, og med den ro der nærmest var over hele stedet behøvede man ikke tænke på menneskemængder, og for meget larm. Hun havde dog intet imod larm, og menneskemængder, men engang imellem var det bare rart lige at komme lidt væk. Hun var så endt på dette sted her, et hav der var smukt nok i hendes øjne, en klippe man sagtens kunne stå på eller sidde på.Ellers var her faktisk hyggeligt, og det gjorde det kun endnu bedre at disse kvinder var kommet, samt at hun stod overfor dette væsen hun ikke vidste hvad var, eller hvem han var. Men han virkede meget interessant i hendes øjne, og han havde da hendes fulde opmærksomhed. Det var heller ikke fordi hun havde ondt af kvinderne, for det havde hun ikke. Faktisk kunne hun godt lide at se deres frygt og smerte både på deres kroppe, men også på deres ansigter. Synet af ham der var fuld igang med at tappe blodet fra kvinden kunne hun godt lide at se, det var altid spændende og nærmest lokkende at se andre drikke blod fra andre, men også at se hvordan andre gjorde.

Synet af ham dækket i blod nærmest fik hende til at slikke sig rundt om munden. Hun tog et skridt tættere på ham, imens hun lagde en hånd på kvindens skulder"Med glæde"svarede hun til han ville have hun skulle dele kvinden med hende, hvilket hun slet ikke havde noget imod. Hun kunne mærke, hvordan kvinden rystede og bare ønskede at komme fri, men det kunne hun ikke. Ligemeget hvad hun prøvede, og Cimberlie lod hendes øjne glide ned over kvinden før hun lod sig nærme hendes hals. Hun stoppede kort for at kigge hen på denne nærmest fascinerende og interessante væsen der på samme tid havde en skønhed over sig"Jeg hjælper altid, du kan altid regne med mig selvom du ikke kender mig"svarede hun med et smil på læben, hvorefter hun lod hendes læber røre kvindens hals.

At han ville dele denne kvinde med ham var noget der gjorde hende glad, for enlig havde hun faktisk gemt hende til ham. Han manglede mest blod af hende og ham, dog sagde hun aldrig nej til blod. Som sagt var det nærmest dumt at takke nej når der nærmest var serveret blod foran hende. Hun rakte så en hånd frem imod ham, lod fingeren stryge hen over hans kind smagte lidt på det og drejede blikket hen mod kvinden"Den røde farve klær dig"sagde hun så bare lige pludselig ud i den blå luft.

Så lod hun hendes tænder bore sig ned i kvinden s hals, og lod hendes øjne hvile sig på ham. Blodet smagte godt, og hvordan det bare løb ned i hendes hals var en dejlig følelse. Hun strammede grebet om kvindens skulder, og selvom hun skreg og vridede sig, gav Cimberlie ikke slip"Mhmm"kom det fra hendes læber i en nydende tone, som hun kunne mærke hvordan hendes styrke blev stærkere og stærkere. Hvordan hele hendes krop nærmest var sig selv igen, og hvordan hun nærmest følte hun strålede mere og mere.

Han havde intet svar til hende, han betragtede hende blot imens hun nærmede sig menneskets hals. Den eneste memik der kom frem da hun komplimenterede ham for at være smurt ind i blod var et skævt smil i den ene mundvige. Blod forvandlede sig lige så stille til kød på hans stadig halvrådne krop, dog var hans træk og krop begyndt at fremtræde og små tegn på hvordan hans menneskeform virkelig var, var begyndt at vise sig. Men han skulle minimun bruge 20 mennesker endnu for at være i nærheden af sig selv. Han fnøs grinte kort da hun rømmede sig i nydelse over det blod der strømmede ind i hende fra menneske kvinden. Men der gik ikke mange sekunder for han selv sad fast i kvindens strube. Der var mere kampgejst i denne kvinde, hun slog ud efter dem og prøvede at rive dem uden nytte. Da mennekse kvinden så Demetri tæt på skreg hun endnu mere af sine lungers fulde kraft men ingen lyd kom. Hun var som sin forgænger ved at drukne i sit eget blod og hendes modstand blive mindre og mindre. På intet tidspunkt havde Demetri taget blikket væk fra Cimberlies øjne der selv stirrede ind i hans. Hans øjne var næsten farveløse, ren hvid med en sort pupil og erisring var det eneste der var tilbage. Kvinden smagte mere krydret end den første, hun var også ældre.... men en bedre smag mente Demetri selv, men denne kvinde kom også fra et andet område end den første kvinde havde gjort... eller... hun var i hvert fald af en anden slægt i form af gener. For første gang lukkede Demetri endelig øjnene, han gav efter for den nærmest sensuelle følelse af blodet der strømmede ind i ham. Han mærkede kræften, styrken, magten vokse.... Han var alt og intet lige nu. Men han vidste om få timer eller måske ikke engang en time måtte han finde blod igen. Han var som et udtørret træ der måtte søge efter vand ned i den dybeste jord.

Hvad skulle et menneske også kunne gøre imod to vampyrer, det var nu meget sødt at kvinden prøvede alt hun kunne. Det virkede bare ikke, og snart ville hun jo også ligge død på græsset, hvilket nok også ville pynte hele stedet her lidt mere, to lig det ville da være en smuk tilføjelse til dette afslappende sted. Efter at hun havde drukket lidt mere blod, trak hun tænderne op for hun ville lade ham tømme hende, for han trængte til mere blod end hende. Hun gad ikke kigge væk fra ham, hvorfor skulle hun også det han var da mere interessant og pæn at kigge på end de to kvinder. Synet af kødet på ham der pludselig kom frem fik et smil til at brede sig over hendes læber.

Enhver havde måske løbet deres vej, eller bedt til gud om at skåne deres liv, ja nogle ville sikkert finde det afskyeligt. Men ikke hende for i hendes øjne var det skønhed på en helt anden måde. Hovedet lagde hun på skrå, og lod hendes øjne glide ned ad ham før hun tog et skridt væk fra kvinden"Jeg giver dig resten af hende"sagde hun og sendte ham et blik før hun gik hen til den anden kvinde der lå død på jorden.

Da hun nåede derhen bukkede hun sig ned for at se lidt nærmere på kvinden, hun lod en finger stryge hen over kraniet. Det var som om det nærmest var fascinerende at kigge på, på en underlig og nærmest uforstående måde. Så rejste hun sig op, og lod blikket glide ned over hende. Ja den ellers hvide kjole var ikke helt så hvid længere, men sådan var det jo. Hun havde da bare fået et nyt look, med blodpletterne, jord og snavs. Så drejede hun hovedet hen imod ham men sagde ikke noget, for hendes øjne fulgte hver en bevægelse han lavede.

"Tak fordi du ville dele hende med mig"sagde hun så, og lod endnu engang tungen glide hen over hendes læber, bare for at få eftersmagen af kvinden til at vare lidt længere. Så stod hun med fronten til ham, med liget af den yngre kvinde ved siden af sig ved hendes fødder.

Vampyr kvinde havde sluppet sit bid i mennesket og det blod som ellers skulle være gået til Cimberlie strømmede nu til Demetri. Hans øjne var fortsat lukkede, også selvom at hun bag ham. Men han var alligevel færdig med mennesket da Cimberlie begyndte at tale til ham igen, Han smed liget han havde i sine arme til side som var det en let kludedukke der ingen betydning havde. For det havde det ikke for ham. Demetri vendte sig igen imod vampyren foran ham. "Det er mig der takker" Han løftede det ene øjenbryn, det var sjældent at sådan ord havde fundet vej ud af hans mund og det var sikkert også en af de eneste gange der nogensinde ville komme et tak til et andet væsen ud af hans nu blodfyldte mund.


Han rystede nu på hoved," hvilket år er vi i?" han vidste hvor han var men tiden havde han ingen kontrol over, men hvorfor skulle han også det. I et udødeligt liv som hans var tiden ubetydelig. Han kiggede for første gang op og ned af hende, iagttagende på hendes udseende. Hendes rang af vampyrer kom sjældent på disse kanter, hvad lavede hun overhoved her på et sted som dette?


Hendes hår var langt og lyst og hendes ansigt flot markeret, læberne fyldige som rosenblade der voksede i en konges have. Hendes krop perfekt som kun en vampyr kunne have det. Hun lignte en prinsesse, langt fra hvad Demetri selv lignte. Han vidste hans udseende også var tiltrækkende, men denne vampyr kvinde kunne lokke enhver dødelig mand til sin grav.

Det var ligeså sjældent for hende at nogen takkede hende, ja det var faktisk meget sjældent nogle nærmest bare så på hende som hun var. Så mere end, hvad andre så og alligevel, så var det første gang hun havde mødt en som både ville dele et bytte med, men som nu stod og nærmest takkede hende. Hun tog nogle skridt hen imod ham, og stoppede op foran ham. Han fik pludselig et helt andet udseende end hendes første øjekast på ham, hvor han nærmest var skin og ben, rene knogler enlig. Nu havde han kød på kroppen, over det hele nærmest. Ikke at han blev mindre grim for det havde han aldrig været, hun fandt ham stadigvæk flot ligemeget hvilket udseende han måtte have. Der lå altid skønhed i ting, også selvom andre måske ikke kunne se det"1163 er årstallet, men det er ikke noget jeg mærker"sagde hun og sendte ham et smil, imens hun lagde en hånd i siden, for at stå lidt mere afslappet.

Uden at have lagt mærke til det var det lange blonde hår plettet til af blod, og hun havde slet ikke fjernet det. Der gik få minutter før hun tog nogle hårtotter i hånden for at studere dem, og kunne ikke lade være med at dufte til det. Duften var ikke stærk men den sad der stadigvæk"Er det ikke sjovt hvordan blod kan være så fascinerende og nærmest så lokkende og forførende"sagde hun og lukkede kort øjnene imens hun lod duftede lidt mere til blodet på hårtotterne.

Hans spørgsmål fik hende til at åbnede øjnene igen, og hun kiggede ind i hans øjne"Hvor lang tid har du ligget under jorden"spurgte hun, og skulle til at præsentere sig, men hun kom fra det i øjeblikket. At de bare stod foran hende med blod her og der, to lig på jorden, lyden af bølger fra havet og tågen der stadigvæk lå over hele stedet. Det hele føltes nærmest som et forskruet, eller nærmere dystert eventyr hvor man selv kunne bestemme hvad hende og denne han vampyr havde planer og tanker om.

Han så på hende imens hun roiligt nærmede sig ham, der var ikke gået mange år selvom det føltes som om han havde ligget i dvale i evigheder. Hans ansigt var stift og koldt, han så nærmest træt ud selvom det blot var sådan hans ansigt var. Han havde selv taget et skridt tættere på hende nu, for nogle kunne det være intimiderende at man stod så tæt op af hinanden. Men for ham havde det ikke nogle betydning. Menneske piger tog det typisk som flirt eller provokation/intimt.

Han var overrasket over årstallet men det havde han været om det var gået et eller hundrede år. Han kunne dufte hende nu, hun duftede af menneske kvindernes blod... det sad på hende som var det en lokkende parfume der skulle tiltrække andre vampyrer, som de fineste franske parfumer.

"Meget" sagde han og lod sit blik vandre væk fra hende og ud mod havet og klippekanten. Hendes næste spørgmål lød og han så kort ned på græsset og tilbage ud på det brusende hav *jeg må finde en vej og komme til fastlandet* tænkte han, han mærkede hvordan det blod han havde drænet fra menneskerne lige så stille var ved at forsvinde, grundet opbygningen af hans krop. Den ene arm var stadig mest af alt knogle og sener og halvdelen af hans ansigt var også stadig som da han kom op af jorden.... for ikke og snakke om hans krop... den var stadig ufærdig. Han gik nu nogle skridt væk fra hende mod klippekanten. "Jeg tror jeg har liggt i 6-7 år....." han holdte en kort pause "jeg havde forventet længere. hans mund lavede en kort bevægelse som om han havde set noget ulækkert. "Jeg havde ikke regnet med at komme tilbage endnu" en tanke slog ham, men den forsvandt hurtigt igen. Endelig vendte han sig mod hende. "Jeg er Demetri Jack Klusisska" han ventede nogle få sekunder før han fortsatte "Jeg er den ene af de tre Klusisska søskende som styrer Klusisska familien". De havde haft deres storheds tid... Klusisska familien… Men noget havde tvunget dem til at gå i dvale... at fortærres af jorden. Han vidste at han nok ikke ville se sine søskende før om lang tid.... Men han var vant til et ensomt liv, som mand og som vampyr.

At de begge havde gået imod hinanden behøvede heller ikke være et tegn på andet end at de nok bare ville tjekke hinanden ud, måske studere hinanden s bevægelser. Det gode ved tågen ikke var så tyk lige nu var at hun helt sikkert bedre kunne se ham, men selv hvis den ville være tyk skulle hun nok finde en måde at finde ham på. At der også var lidt blod her og der på hende gjorde ingenting, det tilføjede vel bare lidt ekstra kunne man nok godt sige, og det var tydeligt for hende at se på ham at han tænkte på noget. Hvad det var var hun ikke helt sikker på, så hun lagde hovedet på skrå og gav slip på hårtotterne.

Da han gik hen mod klippekanten fulgte hendes øjne ham, og hun betragtede ham lidt. Hans stemme kunne hun sagtens høre derfra hvor hun stod. Så drejede hun rundt for at gå hen til ham, og da hun nåede derhen valgte hun at stå ved siden af ham. Lod hendes øjne falde på havet, og bølgerne. For hende lød det som nogle afslappende toner, og det gjorde også at hun kort lukkede øjnene imens hun smillede lidt"Du har et flot navn, det lyder specielt på en god måde"sagde hun og åbnede så øjnene for at kigge hen på ham. Hun holdte en pause, hvorefter hun så tænkte lidt over hvordan det kunne være han havde været i jorden i så lang tid, havde nogen gravet ham der, eller hvad var der sket. Hun kunne mærke at hun blev mere og mere nysgerrig. Så rystede hun det lidt af sig, og valgte så at sætte sig på kanten af klippen med blikket hvilende på havet. Hvordan mon det var at være dernede, være i vandet, mærke vandet mod kroppen. Der var langt ned, ikke at det ville være noget problem, hvis man ville have en dukkert i vandet.

"Jeg er Cimberlie Chielston, det er en ære at møde dig"sagde hun elegant, og sendte ham et blik. Han bestemte selv om han ville sidde ved siden af hende, eller hvad han ville men hun kunne se på ham at der var noget han ville gøre, der var noget der nærmest gik ham på, sådan så det ud"Måske vi burde finde noget blod til dig, medmindre"sagde hun og stoppede kort, hvorefter hun lod hendes negle glide hen over hendes håndflade, hun prikkede hul, og blodet begyndte at dryppe"Du kan nøjes med lidt af mit"fortsatte hun så imens hun prøvede at fange hans blik med hendes. Dog vidste hun godt det nok ikke ville være nok, før måske ville det ende med hun igen var nød til at stoppe ham, så måske de var nød til at finde noget fastland.

Hun kendte ham ikke, hans familie havde hun aldrig hørt om. Men hele efternavnet lød specielt, og det var også et specielt navn han havde. Det var ikke et navn man tit mødte eller stødte på, ja der var nok heller ingen andre der hed det. Hun fjernede ikke blikket fra ham, og løftede hånden med blodet på op til ham fra der hvor hun sad"Hvem kan sige nej til blod"sagde hun og blinkede til ham med et bredt smil på læben.

Et skævt smil kom kort frem på hans læber, men det forsvandt hurtigt igen. "Det er mit slægtsnavn" hun kendte tydeligst ikke til det, en skam var det. De var kendt for deres forførriske, mordiske og psykotiske natur. Især Demetri. Vampyrkvinden præsenterede endelig sig selv og han fik endelig et navn på hende. Som hans eget navn lød hends af en slægt af bedre kår. Han havde vendt sig mod hende nu hvor hun havde sat sig ved han side. "Cimberlie Chielston" sagde han roligt Han nikkede anerkendende og lod sin hånd der stadig nærmest var ren knogle falde i hendes. Hans øjne så ned på hende. Hun var lige så smuk som en engel, en engel af død og koas. Det måtte han indrømme. Hendes hånd var kold som hans ville blive når hud på et tidspunkt voksede frem. Han smilede nu til hende så hele hans tandsæt viste sig. Han havde et rovdyrs tænder og et rovdyrs sind.


Han slap nu hendes hånd og lod sin egen arm falde slap ned langs sin side. "Jeg må vandre alene i den søgen" sagde han og må få skridt gik han ud mod klippekanten. "måske vi mødes igen?" han kiggede ikke tilbage på hende da han spurgte. Så blot ned i afgrunden, man kunne ikke se bølgerne når man stod på kanten. Det var tågen alligevel tyk nok til at skjule.

Lyden af hendes navn igennem hans læber kunne hun godt lide, ikke at hun indrømmede det men det lød bare mere specielt på en måde hun slet ikke kunne forklare. Så betragtede hun bølgerne, og rejste sig så op så hun stod ved siden af ham igen. Blodet fra hendes hånd dryppede fortsat, og hun havde troet han ville gå i krig nærmest med det, men han stod og kiggede på hende som var hun et lys i mørket, og der ingen var omkring hende. Følelsen af hans hånd i hendes fik hende til at kigge på deres hænder, kulde var en ting hun altid fandt behageligt, hun var slet ikke til sol og varme. Jo værre et vejr var desto bedre, ligesom med kulde og mørke væsner der var næsten intet bedre. Det var som om de var mere spændende, og havde mere at tilbyde samt byde på end de kedelige blide væsner.

"Demetri"lød det i en blid lav tone fra hendes læber, og hun løftede hovedet for at kigge på ham. Da han havde lagt hans hånd i hendes kunne hun også se, hvordan blodet dryppede lidt fra deres hænder det fik hende til at smile. Det var ganske interessant, et håndtræk nærmest med tilføjelse af noget blod, hendes blod"Selvom du mangler kød på din krop, og ansigt og andre steder på dig, så er ikke afskyelig"sagde hun med en ærlig stemme, og hun blinkede kort til ham.

Der gik lidt tid og hun kiggede væk fra ham, lod hendes øjne falde op på himlen, hvor hun kunne tågen skjulte stjernerne. Dog kunne hun godt skimme nogle af dem, og hun lod smilet sidde på hendes ansigt. To vampyrer i mørket, dækket til med noget blod, gemt i tågen på en klippe. Det lød som et eventyr man nød, og gerne ville vide mere om, de var monstre begge to, og alligevel kunne de sagtens have gået i kløerne på hinanden men det gjorde de ikke. Var det underligt, hvordan kunne det være. Det var ikke til at vide, måske var der bare en særlig stemning mellem dem lige nu uden at det behøvede betyde noget, for det vidste man jo ikke"Du finder det som du søger efter, det kan jeg allerede mærke, uden at kende dig"sagde hun og sendte ham et gengældt smil imens tænderne blev vist. Da han havde sluppet hendes hånd, og var gået ud mod klippekanten fulgte hun ham med øjnene, og da han nævnte at måske de ville mødes igen, gav hun ham et nik og lagde armene hvilende over kors"Er det noget du vil love"spurgte hun så med et lidt drilsk smil, dog var der også noget varmt bag det.

Det fik ham til at grine lidt de fleste ville synes at grinet ville lyde flabet, ligefrem nedgørende. "Jeg er en Klusisska, jeg får altid det jeg søger" Han trak på skuldrende men lod sit skæve smil forblive på sit ansigt denne gang. Han kiggede nu også op mod hinanden, man kunne nærmest intet se, kun de skarpeste stjerne ville kunne trænge igennem. Han kunne ikke love hende noget. Alene det at han ikke havde prøvet at skade hende eller tilintetgøre hende var allerede noget unaturligt for ham. Havde jorden forandret ham? Nej... det kunne den vel ikke? Han vendte sig mod hende for at svare på hendes spørgsmål og for at få et sidste glimt af hende. "Jeg laver intet" Han smilte stadig. Han tog et skridt tilbage ud i intetheden, ud i tågen og ned mod de brusende bølger. Han forsvandt fra hendes åsyn. Mon de ville mødes igen? Ville de dele flere ofre i fremtiden eller ville de andre mødes igen..

Hun havde aldrig troet at han ville være så venlig imod hende, det var helt underligt for hende. Det skete ikke tit at hun mødte andre væsner der var venlige imod hende, men han havde da ikke dræbt hende eller prøvet på det, eller andet så måske han faktisk var fin nok. Det var aldrig til at vide, hvad der ville ske hvis de mødte hinanden igen, det kunne føre til mange ting. Det var hun sikker på, og da hun hørte hvad han sagde nikkede hun til ham, og før hun skulle til at kalde på ham bare for at sige hans navn var næsten forsvundet.

Hun drejede kroppen en smule, og skulle til at forsvinde væk fra klippen. Dog kiggede hun sig over skulderen mod ham, der hvor han var forsvundet væk"Du er interessant"sagde hun for sig selv med en lav stemme, før hun tog nogle skridt fremad"Demetri"lød det så blidt fra hendes læber, og hun prøvede at se om hun kunne se ham igennem tågen, omgivelserne men han var nok forsvundet. Der gik ikke lang tid før hun forsvandt væk fra klippen og stedet.

Man kunne godt se på jorden, hvor han var kommet op ad, og ligene der lå her og der. Det var nærmest et smukt kaos, både sådan som det hele så ud, men også det hende og ham havde lavet.