Byfest (åbent emne)

Sted: Dragons Peak
Tid: 20 marts 1167
Vejr: Forårs sol og milde temperatur.
Emnet er åbent for alle der har lyst...


Starten er godkendt af @Rafaela

Outfit – minus remmen tværs over kroppen.

Jake kom gående ned gennem en festklædt gade. Hans tanker var delvis hjemme i borgen, hvor han havde måtte efterlade Rafaela, som var blevet lidt sløj på det sidste. Hun havde ellers haft det godt det sidste halve års tid, og det var tydeligt for ham at hun nød hans kurmageri, hvilket kun forstærkede hans forsøg på at vinde hende igen.
Selv med flyde havnen og hejseværket lidt over halvvejs færdigt, fandt han tid til at hygge sig med borgens beboere. Særligt børnene og de fattige elskede ham. Han havde sammen med Rafaela sørget for at der var mad og tøj nok til alle uanset stand og rang, samt fået et børnehjem op og køre hvor de betalte folk for at passe det. Der var børn i alle aldre og racer, nogle forældreløse, andre løbet hjemmefra bl.a. grundet fattigdom og vold. Uanset hvad, havde Jake og Rafaela gjort det klart at børnene stod under deres beskyttelse.

Han hilste høfligt på folk og nød at se de forskellige boder der var sat op i byen, samt de musikere der havde samlet sig forskellige steder, nogle med plads til dans, andre i nærheden af mad og drikke steder. Flere steder var der opstillet mindre statuer af den hvide dragestatue som stod i byen og banner med Elona'dals mærke eller billede.

Det var med en fornemmelse af at stå og se sig om i et halvfærdigt byggeprojekt, at Juniper så sig om i Dragon’s Peak. Hejseværker over det hele og en havn, der ikke var færdig. Et under hvis nogen ikke faldt over noget byggemateriale med risiko for liv og lemmer. Ikke at Juniper havde forventet særlig meget. Tvært imod, havde hun og Ava fundet en invitation opsat i Sunfury ved et tilfælde. Da de først var kommet sig over fornemmelsen i ikke personligt at blive inviteret, havde søskendeparret blot leet af, hvad en sådan fest dog kunne blive til og pakket deres ting for så at tage af sted.

Ingen forventninger. Og så dog alligevel skuffet. Hendes mor ville selvfølgelig ikke være overrasket. Vant til skuffelser, som hun trods alt hævdede, med hvad der næsten var en glæde ved udstillingen af egen lidelse, at både hun og datteren var.

”Her lugter af pøbel,” klagede hun til Ava og kløede den lille drage, der sad på hendes skuldre, den metaforiske krone på værket, der var hendes juvelglitterende outfit, en nat sortkjole besat med så mange gyldne gule, røde og orange ædelsten, der skabte illusionen af gløder. Skørtet broderet med drager i guldtråd. Så greb hun sin storebror i armen og trak ham, som kun en lillesøster var det tilladt, med sig videre. I det mindste ville det ikke blive besværligt for syndskendeparret at overstråle samtlige folk her. Folk, der lod til hovedsageligt at bestå af byens arbejderklasse og fattige, der var kravlet ud af, hvad end ildelugtende hul, de måtte høre til i, for den lette adgang til et gratis eller næsten gratis måltid mad.
Mad…. Det var det, der skulle til. Og vin eller et eller andet i den afskygning. Hvis hun skulle overleve dagen, var det en streng nødvendighed..
Så med sin arm, noget krævende, linket sammen med Avas og med Ignis til at hvisle advarende, hvis hun var ved at gå ind i nogen eller noget på sin højere hånd gik hun i retning af, hvad der forhåbentlig skulle vise sig at være noget spiseligt. Det bedste hun fandt ind til videre var noget…et eller andet brød og en kop cider, der føltes halvlunken. Hun sukkede dybt. Ville skuffelserne da ingen ende tage? Hun skubbede en lok næsten strålende løstsiddende blond hår væk fra ansigtet og blinkede med sit tilbageværende øje i forårssolen, der føltes skarp og kold. Safiren, der erstattede det højere øje glimtede, næsten ildevarslende. Hun vendte ansigtet mod broderen

”Jeg havde glemt, hvor koldt, der er her.”

Outfit + Krone

Fanget et øjeblik i sine egne tanker lod dødssynden, de karakteristiske krystalblå øjne glide over scenariet, som omgav dem. Menneskemylder, latter og glade stunder på en helt anden måde end det, som han efterhånden havde vænnet sig til i Sunfury. Folkene var… anderledes. Glade og bekymringsfrie, som om ikke den fjerneste bekymring kunne finde på at strejfe deres små, simple sind. Ikke noget en syndig hånd ikke hurtigt kunne få lavet op på. Tanken frembragte et flygtigt smil hos kongen inden, at Valentine pludselig blev revet tilbage til virkeligheden ved lyden af en velkendt stemme. Blikket trak sig bort fra deres travle omgivelser, og gled i stedet over søsteren, der med sin matchende følgesvend, tog sig fantastisk ud ved hans side. Sandt at sige var det ikke ligefrem fordi nogen af dem blendede særlig godt ind med deres overdådige outfits og hår så lyst, at man næsten fik ondt i øjnene, når solen stod rigtigt. Men… det havde trods alt aldrig været intentionen at ligne alle de andre. De var født unikke. Ingen grund til at lægge låg på den slags, når man kunne stråle i stedet.

“Jeg er bange for, at du har ret…”

Han lo, men var pinefuldt opmærksom på, hvad søsteren egentlig beskrev. Lugtene. Lydene. Han savnede varmen, duften af krydderier og røgelse i luften, og ikke mindst det eksotiske planteliv der normalvis forsødede hans hverdag på paladset. I det mindste havde han fået integreret et magiske og særdeles velduftende blomster i dagens udvalgte outfit, som lod til at holde det værste af de fremmede lugte på afstand. Hvis Juniper var heldig og holdt tæt på, kunne de formentlig begge to være heldige, hvad lige netop den del angik. Uden yderligere kommentar lod Valentine sin rolle som ydmyg storebror træde i kraft, og mærkede derfor hvordan en bestemt arm ledte an, som han pludselig blev slæbt videre gennem bymidten. Formentlig i søgen efter mad, da det trods alt var Gula der var tale om. Og ganske rigtig, endte de efter en mindre panisk søgen til sidst foran en eller anden tilfældig madbod, hvor de begge fik anskaffet sig lidt at slukke tørsten med. Det krævede dog bare ét eneste blik mod Gula’s skuffede udtryk før, at Valentine slukørede satte cideren fra sig igen, og lagde armene frustreret over kors. Modsat søsterens evige appetit, havde hans egen det med at forsvinde lynhurtigt ved tanken om at indtage noget som helst der lå under hans sædvanlige, kræsne standard. Så hellere tørste… selvom udsigten til en hel dag uden så meget som en dråbe alkohol, næsten var nok til at give kuldegysninger. Gula’s næste ord, fik dog et mildere udtryk frem hos dødssynden, som han rakte frem og tilbød sin egen humpel brød til den hidsigt farvede minidrage inden, at han svarede hende. Han var stadigvæk ved at vænne sig til stenen der havde erstattet ellers familiære blå øjne, men som Grådighed kunne han ikke undgå at lade sig fascinere at synet, hver evig eneste gang.

“Hvad skete der med den kappe, som du bar da vi krydsede gennem The Valley of a Thousand Winters?... Skal jeg få et par tjenestefolk til at skaffe den til dig?"

Hvor de så end befandt sig. Det lod til, at de var blevet væk i mængden.

Jake var nået hen til en madbod, hvor to velklædte havde bestilt cider. Han lagde godt mærke til at manden, der på en måde virkede bekendt, valgte at sætte cideren uden at røre den efter at kvinden havde havde fundet cideren skuffende. Han vendte sig derfor til manden i boden.
"Kjertil, har jeg ret hvis jeg gætter på at du har problemer med at holde cideren varm?" Manden nikkede langsomt, hvor til Jake nikkede.
"Hvis du kan undvære en af dine sønner, så send ham op til borgen efter en af varmekasserne. Og hvis herskabet vil tillade det, vil jeg gerne byde på et glas eller krus rom." Det sidste sagde han, mens han så på paret og afsluttede det med et buk. De lignede hinanden utroligt meget, så han gættede på at de højest sandsynligt var søskende. Jo mere han så på dem, jo mere blev han overrasket. Særligt den lille drage på kvindens skulder dragede hans opmærksomhed.
Kjertil bukkede let og skyndte sig at finde rommen frem, hvorefter han fyldte et krus til Jake, samt et glas eller krus til de to gæster, hvis de ønskede det.

//Rommen som Jake tilbyder.

”Hvor er de tjenestefolk når man har brug for dem? Hvad tror de, at det her er? En Ferie?” Hun fnøs kort, nøjedes for nu med at læne sig op af sin bror og stjæle noget af hans varme et øjeblik. Så var der dog pludselig nogle der talte til dem. Uventet. Til tider glemte hun stadig, at andre mennesker havde deres egne liv og tanker. At de i princippet kunne henvende sig til hende uden, at hun havde bedt dem om det, eller på en eller anden måde havde opfundet deres eksistens ved tankens kraft først.
I en hvirvelvind af skørter vente fråseriet sig rundt og fikserede manden med en gennemborende stirren fra sit tilbageværende øje. Vurderede ham på et kort øjeblik og fandt ham lige så hurtigt, måske meget lig, hvordan Necromanceren engang havde vurderet hende og resten af søskendeflokken, mangelfuld. Lurvet. Bevares, han havde velsagtens et konventionelt attraktivt ansigt. Hvis man altså var til den slags, men hans valg af ydre fremtoning ellers gjorde ham ingen tjenester. Det lignede jo noget, der havde ligget i….saltvand og derefter en skibskiste i sådan fem ti år. Alt i hende skreg efter at afskrive ham som en forvirret uforsigtig laverestående væsen af den ene eller den anden art, men hans ord forvirrede hende. Som om han bare kunne sende folk op til borgen. At han havde autoritet til det. Enten var han komplet sindssyg eller også var han….men….nej..det kunne da umuligt. Juniper bed sig i læben for ikke at le. En latter, som Ava ellers ville have kendt hende godt nok til at vide ville være blevet noget nær hysterisk, hvis hun fandt noget morsomt nok.

Brugte Dragon’s Peaks hersker så mange penge på folket, at han ikke havde råd til tøj eller hvad? Dødssynden smilede for sig selv ned i sit nyerhvervede glas med rom og betragtede Ava ud af øjenkrogen for at se, om han havde en reaktion på denne fremmede.

Valentine sukkede dramatisk, som svar på søsterens kommentar, og masserede blidt den ene tinding. Han mærkede den svage, nagende fornemmelse af en hovedpine, der langsomt var ved at danne sig. Dog var det svært at sige, om det var det faktum, at han var stadigvæk var ædru på trods af at det allerede var langt op af formiddagen, eller vægten af den krone, som han havde valgt til dagens outfit, som var årsagen til hans pinsler. For på trods af, hvor absolut vidunderligt hver enkelt krone tog sig ud, så kunne det ikke undgås, at noget i den størrelsesorden godt kunne finde på at gnave lidt efter et par timer. Derfor var udsigten at bære vægten alene en hel dag, uden tjenestefolk til at aflaste ham, ikke just tiltalende.

“Åh, Gula, du skulle bare vide! Jeg ved ikke, hvad Fenrer har bildt dem ind, men de har alle mulige vanvittige idéer omkring rettigheder og den slags!... Som om et job på paladset ikke er et privilegium nok i sig selv?!”

Dødssynden, som ellers havde stået og hængt med næbbet, med søsteren hvilende op ad sig, mærkede pludselig, hvordan den lette vægt forsvandt, samtidig med, at en ny stemme blandede sig. Nysgerrigt vendte han sig ligeledes rundt, blot for at lade endnu et intenst blik stirre imod Jake. Det tog ham ikke længe, faktisk bare et lynhurtigt elevatorblik før, at han genkendte manden. Han lignede trods alt sig selv på en prik, outfit og det hele. Hvad var der gået… 3-4 år? Og alligevel var der ikke så meget som en ekstra rynke at spore. Valentine huskede kortvarig at have gjort sig nogle tanker angående mandens race, men havde været en anelse distraheret af… andre ting… og var derfor kun endt ud i noget, som måtte være stærkt og magisk. Det og så… visse andre ting, stod forholdsvis tydeligt. Men ikke navnet. Det eneste han huskede derfra var hans eget påfund. Kaptajnen.

Med et oprigtigt, imødekommende smil, tog han lettet imod sin drink, og nippede veltilfreds til dagens første slurk. Nysgerrigheden voksede dog, da han pludselig fik fornemmelsen af at kaptajnen havde forbindelser til selve borgen i Dragons Peak. Øjnene kneb sig mistænksomt sammen. Det kunne vel ikke være? Takket være hans sparsomme tid som konge af Sunfury, var det særdeles begrænset, hvor meget tid der havde været til hans politiske træning. Alligevel havde alle vurderet (inklusiv ham selv) at det vigtigste måtte være at starte med navne. Dette inkluderede alt lige fra raceledere, byherskere, adelige og andre vigtige familienavne. Jake Black var et af dem. Pludselig var det som om, at brikkerne faldt på plads, og et kælent smil bredte sig, som han fikserede blikket mod manden foran sig, ivrig for at se, om Jake mødte hans blik, ved hans næste ord.

“Deres smag fejler heldigvis stadigvæk ingenting, kaptajn… eller er det hersker nu?”

Jake havde, kort efter sine ord, opdaget at manden bar en krone. Ved gudinderne, han var ved at dumme sig igen. Her stod han og talte med kongelige som om de bare var adelsfolk. Han kunne have slået sig for panden, men undlod det.
I stedet bukkede han igen for parret, netop som manden talte.
”Det glæder mig at rommen falder i god smag. Deres Majestæt.” Han smilede venligt og mødte roligt mandens blik. Han kunne udmærket godt huske Valentine, selv om der var gået flere år.
”Ja, det er gået hen og blevet til både hersker og raceleder for omkring fire år siden. Hvad gudinderne havde tænk på den gang, ja det vides ikke. Men folket er glade og det er det vigtigste. En skam at min forlovede ikke er ved det bedste helbred i dag. Men det kunne måske tænkes at jeg måtte invitere Majestæterne til et længere ophold, så De kunne få æren af at møde hende? For ikke at sige mine to skønne børn.” Hans øjne syndes at lyse op når han snakkede om sin forlovede og børn. Mange af hans folk havde gennem det sidste års tid drillet ham med at han var alt for ihærdig når det kom til hans kurmageri og kærlighed til børnene.

Netop som han stod og talte om sine børn, lød der en genkendelig højrøstet barnestemme, der kaldte på sin far. I ren refleks bøjede Jake sig ned uden at fjerne sin opmærksomhed fra Valentine og kvinde, der godt kunne være hans søster, for at gribe den næsten fem årig dreng, som havde blålig hud, der kom løbende og løfte ham op på sin ene arm. Handlingen fik hans medaljon til at glide frem fra skjorten, hvor den havde skjult sig.
”Må jeg præsentere min søn, Reine Morladin. Reine, dette er Kongen af Sunfury og den unge dame ved hans side er.. Tilgiv mig, Deres Majestæt, men jeg har ikke haft æren af at møde Dem før.” Det sidste var henvendt direkte til kvinden, som han samtidig bukkede for.
Reine bukkede høfligt for dem begge og så nysgerrigt på den lille drage.
”Smuk drage. Bliver den større?”


//Beskrivelse af børnene kan ses på Rafaelas side

Et oprigtigt forvirret udtryk gled som en sky for solen henover Junipers ansigt. Sådan at indrømme, at man mere eller mindre ikke vidste, hvorfor man var blevet udnævnt både til hersker og raceleder virkede som et underligt træk rent politisk. Så underligt faktisk, at hun ikke kunne greje om dette var et så specifikt gennemtænkt træk, at Juniper ikke kunne gennemskue det. Dødssynden betragtede manden med en nyfunden, om end stadig noget skeptisk, interesse. For der måtte vel ligge mere bag dette end simpel inkompetence, ikke?

”De ønsker altså….at vi bliver her? For at møde deres syge forlovede?” Manden blev mere og mere underlig. Og havde åbent børn udenfor ægteskab åbenbart. Ikke at Juniper gav en fuck for samfundets indskrænkende normer og regler. Rigtigt og forkert var kasser opfundet af folk, som i bund og grund var for bange til leve. Sådan så Juniper det i hvert fald. Men at herskerens horeunger ikke var en større skandale undrede hende. Det undrede hende så til gengæld også, at nogen fik børn overhovedet. Med vilje.
Hun havde knap nok nået at tænke tanken færdig, før en stemme så skinger, at det snart kun ville være hunde, der ville kunne høre den, skar gennem luften. Dødssynden måtte anstrenge sig for ikke at vige tilbage eller skære ansigt. Havde så lidt af både forståelse og interesse for børn, at hun næsten fandt dem en lille smule skræmmende med deres stirrende øjne og dumme små fedtede fingre, som de på en eller anden mirakuløs måde fik udover det hele.
Og selvfølgelig holdt lord Black sit yngel…eller var det overhovedet hans? Han var ikke gift med sin ikke kone endnu, så den kunne vel være hvem som helst’s barn, som om det var gudernes gave til menneskeheden.
Ungen fik ikke engang den opgave at præsentere sig selv. Hvis den ikke engang kunne noget så simpelt, hvad kunne den så bruges til udover at afsætte fingremærker på steder, den slet ikke skulle i nærheden af? Instinktivt trådte hun et skridt tilbage, hvis nu den pludselig fik ideer om at råde i hendes ansigt eller sådan noget. Man vidste aldrig med små mennesker og Juniper tog ingen chancer.


”Juniper Graceling. Valentines søster,” forklarede hun kort for Jake, imens hun holdt blikket fikseret på ungen, for det tilfælles skyld, at den prøvede på et eller andet.

”Nej,” svarede hun barnet og lagde en hånd på Ignis, hvis blik var lige så intenst fikseret på barnet, som dens var på hende.

Påklædning:
Kjole
Hals smykke

De hårde tider var efterhånden ved at være over. Der havde været så meget sorg og ødelæggelse, ikke blot her i byen, men alle steder.
Dog var alting ikke fryd og gammen endnu. Nej slet ikke! Der var en masse genopbygning. Der var faktisk byggeri i gang i det meste af byen.

Men nu er det tid til fest! Jack havde sørget for at få byen i fest stemning, og byen osede af fest, og højt humør! Butikkerne havde sat boder ud, bageren havde en masse bagværk, der var boder med stof, med tøj, med blomster og med vin. Ja! Nærmest ALT hvad hjertet kunne begære.

Sasha nød godt af det hele! Hendes skikkelse bevægede sig elegant, men dog højtideligt gennem byen. Der var ingen tvivl om hvem hun var, ot at hun kende sin rolle. Men hun var dog stadig folkes adelige. Hun smilede til byens folk, når hun gik forbi dem. Takkede dem for deres arbejde, ot komplimenterer deres smukke ting, de solgte.
Loombo gik ikke mere end 2 meter bag hende, og holde et vågent øje med at alt gik som det skulle.
Men selv Loombo, var dog blevet bedre til at slappe af her i byen, selv når han passede på Sasha.
Lige nu fungerede han også lidt som pakkeæsel. Alt hvad Sasha fandt, fik han lov at slæbe på.

Sashas blik vandrede gennem menneskemængden, og fangede pludselig sin store bror i mængden. Hun bevægede sig mod ham, med beslutsomme skridt. Kjolen bevægede sig luftigt bag hende, sammen med det mærke hår, der blafrede let.
Hun nåede Jake, med et smil.
"Der var du jo" sagde hun, inden hun gav sin nevø et kærligt rod i håret.
Hendes blik vende sig nu mod de 2 meget ens, og lyse personer der stod sammen med Jake.
Hun sende dem et høfligt, og velopdragen smil, inden hun kom med et let naj.

"Jeg undskylder mine manerer, det var ikke for at trænge mig på" sagde hun roligt.
Hun rettede sig op "mit navn er Sasha Black... jeg er herskerens lillesøster" sagde hun med et smil.

Caleb Gray, en kun mildt beruset ung dæmon mand steg af det pastelblå skib. Fra Sunfurys varme og sin mærkværdige stemning af evig fest og fordærv havde han forladt sit selskab og rejst til Aquanerne i svag håb om at Juniper Graceling kunne forklare mysteriet om den mægtig smukke konge. Smuk i en forstand hver en anstændig mand kunne værdsætte naturligvis. Men nok om kongen Caleb hvert fald ikke havde syndige øjne for, Juniper… hun var hvem Caleb i sandhed søgte. Ikke kun givet den tragiske skæbne af hans sok fra deres sidste møde. Bortført… borte med dødssynden var det blodrøde under grej. Men i hendes hjem var den ellers selvsikre dæmon klar til konfrontation, men skuffet blev han efterladt, da Lady Gaceling var bortrejst. Så et besøg til kusine Abigail i Merefort palæet måtte fungere som trøstepræmie og noget forstod hav dæmonerne hvert fald, i sine morsomme baller med masker af flere muslingeskaller end tvillingesøsterens drømme kunne hobe op. Ja man må sige Abigail var i… noget af et entusiastisk humør.

Fra havenes by havde han med et handelsskib fra Merefort familien nået til Dragons Peak med al Gray vin so kunne lastes med som gave. En spøjs begivenhed Caleb ikke Havde gjort sig mange tanker om indtil brevene fra Jun ankom. Dramatiske nogen af slagsen, for den stakkels Graceling lady havde måtte afgive en af sine smukke blå ædle øjne til voldelig en skæbne. Et scenarie Caleb med brevenes hints nu nok havde spillet ud i sit hoved og fundet sig… fascineret af på sin egen særlige Juniper Graceling vis. Da hun havde lovet at medbringe sin nu royale, ikke tidligere kendte bror og måske hans egen manglende sok hvis han lovede ikke at kede hende til døde, havde den unge Gray lord straks hidkaldt flere tønder vin fra sin skræmte far og sejlet i hvad der føltes som lange lange Graceling løse år.

Men af skibet stod han nu og så sig omkring, Dragons Peak havde han ikke megen kendskab til. Jo Dolores ... hvad end hun hedder havde vist familie her. Havde han lyttet grundigere til hendes historier i deres unge dage var dette måske kommet til hjælp nu og her som han forsøgte at vælge passende klæder til begivenheden. Ja Lena, den mindre morsomme Gray tvilling havde jo fået muligheden for at bringe sine tendenser af en støvet bog nørd på bane da han i et pænt brev bad om råd, men noget om en drage figur og en matros for en hersker var hvad søsteren gav ham. Eller … han mistede brevet fra hende kort efter i en elegant omgang skibs knivkast i stormvejr. En leg med overraskende mange regler forhold til dens uansvarlige præmis. Så en måske malplaceret udstråling gav hans myntegrønne silke look med blonde frynser i krave og ærmer. En broche med smaragder og perler han og søsteren begge ejede en af, i sit bryst og ligetil myntegrønne knæstrømper med figurer af drage lignende væsner broderet på, med smaragder for øjne og ildmotiver.

Halvt forvildet så han ud en stund inden ikke bare en men to hoveder af smukt blond hår fangede hans blik og han muntert marcherede frem til sine mål. Juniper og kongen ved navn Valentine var et yndigt syn i deres koordinerede looks. De mørke og røde toner fik deres lyse hår og øjne til at stråle magisk vis og dragen! Næsten så smuk som sin ejer, sin enøjede… endnu smukkere end før, ejer. Var det dog muligt? I ikke beruset nok tilstand bukkede han og satte sig på knæ foran sin udkårende og kongen som han hvert fald ikke havde nogen syndige tanker om…

”AHhhh der er de jo! Lady Graceling og den ærede majestæt! Kongen af Sunfury! Sunfury kongen! Den strålende lord af Sunfury sol!”

Han tog Juns hånd og kyssede den med muntert et smil som han plejede.


”Jeg har savnet dig Jun, prinsesse Jun!”

Hans stemme og blik virkede mærkværdigt langt væk i et euforisk drømmeland, som han beskuede de sære blonde væsner. Altid et mysterium Juniper bragte. Han rejste sig og bukkede høfligt mod de andre fremmede i deres nærvær. En kvinde iført juveler i grøn, mørkere end hans, blinkede han af i anerkendelse af deres farvevalg. Men manden, som nok var køn på sådan en… mandlig vis så han op og ned.

”Og hvem er jeres ven her?”

Han vendte sig mod kvinden og Jake Black, uden anelse om hans navn eller at han talte til byens hersker.

”Caleb Gray, nydeligt at møde jer begge. De min gode sir vil se nydelig ud i et par juveler og silkesokker. Har nogen fortalt dem det før?”

Generet af at han ikke kunne se mandens nuværende valg af sokker var han nu lidt. Hvordan ellers bør man dømme en mands karakter og status? Og han måtte indrømme barnet på hans arm skræmte ham lidt. Som børn nu gjorde.

Jake smilede roligt til kvinden, da hun spurgte om de skulle møde en syg Rafaela.
”Hun er ikke syg, blot udmattet efter nogle travle stunder.” Han viste ikke helt hvordan han ellers skulle beskrive det, eftersom han ikke selv helt viste hvad det skyldes. Kunne det være at Elona'dal og Hydra havde velsignet Raf med barn? Eller var det grundet deres flyveture og mere aktive udføjelser?
Han smilede venligt til Juniper, da hun præsenterede sig selv, og bed godt mærke i at hun trådte et skridt tilbage, da han præsentere Reine, som selv stillede hende et spørgsmål.

Reine nikkede roligt og smilede til Junipers svar. Han fornemmede godt at hun ikke var tryk ved ham, hvilket gjorde at han trykkede sig tættere ind til Jake. Jake gned sin kind mod drengens hoved, mens han kom med en kort svag spinden, som en kat eller drage ville gøre med sine unger. Det fik Reine til at smile lidt mere og slappe af. Derefter ville han spørge Juniper om noget, men nåede det ikke før hans søster kom og sluttede sig til selskabet. Han smilede til hende og blinkede drillende.
”Så svær er jeg heller ikke at finde, og dit selskab er altid en fornøjelse kære søster.” Reine klukkede glad ved sin fasters kærlige gestus.
”Sasha, må jeg præsentere dig for Sunfurys konge og prinsesse.” Jake så roligt frem og tilbage mellem hans søster og tvillingeparret mens han tænkte. Heldigvis tog det ikke lang tid og han bukkede for tvillingeparret med et charmerende smil.
”Hvis De vælger at tage imod min invitation om at forlænge Deres ophold her, stiller jeg naturligvis borgens tjenerstab til Deres rådighed. Samt sørger for at De bliver indkvarteret i et tårn, hvor De kan nyde freden, hvis det ønskes.” Et stykke i baggrunden begyndte musikken at spille op til en livlig dans. Ubevist begyndte Jake at lytte til melodien og sangen, hvorpå han også begyndte at vippe Reine lidt op og ned i takt med musikken. Det fik drengen til at grine og synge med ved ordet: ”Cartouche”. Det var tydeligt at det var en sang som både far og søn kendte godt. Hver gang Reine sagde ordet, fik det Jake til at smile, selv om hans opmærksomhed mest var rettet mod gæsterne.


Ved den pludselige opdukken af en, efter Jakes mening, meget pyntesyg mand som satte sig på knæ foran prinsessen, glippede Jake overrasket et par gange med øjnene. Kunne det virkelig være rigtigt at de adelige og rige fortrak sådanne fornemme klæder? Han sukkede indvendigt, men forholdte sig neutral ud ad til. Godt nok var han selv bedre klædt end før i tiden, men han havde absolut ingen tanke om at skulle klæde sig som en påfugl. Det ville blot få Rafaela og Darren til at flække af grin.

Noget Jake dog lagde mærke til, var mandens væremåde overfor prinsessen. Den mindede ham lidt om hans måde at kurtisere Raf, selv om det ikke var helt på samme måde, da noget af det forgik i drageskikkelse.
Da manden så vendte sig om og gav ham et blik op og ned, blev Jake underligt nok lidt utilpas over det. Måske var det fordi han ikke havde set til andre mænd, siden sit løfte til Raf om at hun var den eneste ene. Eller måske var det fordi manden ikke var tiltrækkende på den måde som Jake havde fortrukket tidligere. Dog bukkede han høfligt for manden, da han præsenterede sig selv og måtte kæmpe lidt for ikke at gøre mere end at smile ved mandens ord om at han ville se godt ud i nogle juveler og silkesokker.
Reine derimod kunne ikke lade vær med at grine og se fra Caleb til sin far.
”Far. Skal du være klædt ligesom Mr. Gray?” Jake smilede venligt til Caleb.

”Jake Black. Og ja, andre har sikkert sagt noget i den retning. Men da jeg er ophøjet af folket, som man siger, så har det aldrig være en af mine stærke sider at pynte mig. Jeg fortrækker praktisk tøj. Så nej, Reine. Jeg skal ikke være klædt ligesom Mr. Gray. Men jeg kan se at Ravna og Emily er over ved madam Hilda. Det kunne tænkes at hun havde noget æbletærte med dit navn på.” Jake havde ikke mere end lige nævnt Hilda før Reine nærmest kæmpede sig fri af sin fars arm. Jake lo hjerteligt og lod drengen komme ned på jorden, hvorefter han så efter drengen der spurtede over til sin søster og guvernante. Han nikkede til hilsen, da guvernanten nejede og kort efter forsvandt ind i spisestedet.
Han vendte derefter sin opmærksomhed tilbage til sin søster og gæsterne, som han stod sammen med. Han smilede venligt til gæsterne.
”Jeg beklager hvis min søn... Eller rettere min stedsøns iver var for meget. Men ja, børn er børn.”

Valentine havde, præcis som Juniper, svært ved at skjule overraskelsen i sit udtryk - men af helt andre årsager. Forlovede? Børn? Der var vist en, som havde haft travlt! Jake havde i hvert fald intet nævnt ift. familie, sidst de så hinanden, men det var nu heller ikke ofte, at gifte mænd - eller mænd i forhold generelt - brød sig om at snakke om den slags i et horehus. I stedet foretrak de gerne diskretion, og var ofte villige til at betale i dyre domme for at sikre det. Selvfølgelig var der også typerne, der elskede at brokke sig… over konen. Børnene. Jobbet. Det meste faktisk. De ledte trods alt mest efter et sted at læsse af til øre, som gerne gad at lytte, så længe vinen flød og bunken med mønter voksede. Tilbage til virkeligheden, blev Valentine pludselig opmærksom på et eller andet, som kom styrtende imod dem med et skingert hyl. Først da Jake, tog drengen op i sine arme, gik det op for dødssynden, at det var et barn, som manden stod med. En… blå… dreng. Her var det så, at detaljerne ikke gik helt op i hans hoved. Drengen så gammel nok ud til at være skabt før deres første møde, men navnet og farven var forkert. Som leder af byen - og en hel race ovenikøbet - burde Jake’s søn uden tvivl bære sin faders navn. Men drengens navn lød fremmed, og hans udseende ligeså. Altså… var barnet højst sandsynligvis ikke hans. Hvad havde sømanden dog rodet sig ud i? Valentine rømmede sig kort, og fattede sig hurtigt inden, at han høfligt svarede Jake.

“Min kære søster og jeg har rejst langt for at deltage i dagens festligheder, Lord Black. Vi har dog ikke pakket med intentionen om at blive længe, da vi trods alt har vores egne royale pligter at attendere. Derfor tænker jeg, at det ville være bedst for alle parter, at vi fandt et andet tidspunkt, hvor deres forlovede var i lidt bedre stand til at håndtere gæster, og vi samtidig havde mulighed for at forberede os på et lidt længere ophold. Ikke sandt?”

Netop som han forsøgte at skabe en fælles løsning, uden helt at miste kontakten til Jake, brød en smuk, mørkhåret kvinde ind i samtalen, og stjal helt tydeligt fokusset fra både hersker og barn. Et øjeblik mistænkte Valentine hende næsten for at være den svageligt forlovede, der var kvikket op igen for en stund, men kvindens utroligt afslappede tilgang til flokken virkede alligevel utroligt… familiært. Det blev dog også hurtigt tydeligt, da hun præsenterede sig som Jake’s søster. Valentine sendte Sasha et varmt smil inden, at han høfligt nikkede, som svar på hendes hilsen.

“En fornøjelse, Lady Black. Valentine Bousquet. Og dette er min søster, Juniper Graceling.”

Netop som Valentine i god, broderlig, fashion havde placeret en arm omkring Juniper, fornemmede han pludselig endnu et virvar af farver og larm, der nærmede sig. Det strålende blå blik, løsrev sig fra søskendeparret tids nok til at se, hvordan en hvirvelvind af smaragder og blonder pludselig kastede sig for fødderne af Gula. Fuldstændig paf stirrede dødssynden et godt langt øjeblik, på den mørkhårede dæmon, der tilsyneladende havde besluttet at smide al sin kærlighed efter søsteren, før at han kom i tanke om, at hun vist havde nævnt noget angående “Gray” på turen. Men dette var… så utroligt langt fra, hvad han nogensinde havde kunnet forestille sig. Manden var ikke ukøn. Langt fra faktisk. Og hans outfit stank langt væk af grådig stolthed… og hans blik af lyst. Men den næsten sygelige blanding af kostbar silke i sarte farver, blandet med et hav af ædelsten, samt blonder nok til at imponere selv den mest snerpede, gamle tante, var næsten nok til, at han blev en anelse rundtosset. Ikke desto mindre valgte han dog at sende manden et blændende smil, som han forsøgte at gengælde den overvældende hilsen.

“Tak, min gode herre. Begejstringen er påskønnet.”

Da Caleb pludselig besluttede at kaste sin opmærksomhed mod Jake’s mangler i sit outfit, sænkede Valentine diskret stemmen, som han stadigvæk smilende, lod hovedet glide nærmere søsteren.

“Pono hoc tuum est... pet?”

// Oversat fra latinsk: “Jeg formoder, at dette er dit… pet?”

Fråseriet lod Grådigheden tale og fandt hans afvisning tilstrækkeligt passende til ikke at komme med tilføjelser. Hvad skulle de også have lavet i Dragon’s Peak i længere tid? Havde herskeren tænkt sig at de skulle blive bedste venner med hans lille sammenbragte familie og deres horeunger eller noget? Desuden, hvis kvaliteten (endsige mængden) af mad her, havde noget at sige om Dragon’s Peaks kulinariske standarder generelt, så ville hun da først dø af sult, inden de nåede særlig langt ind i deres forlængede besøg her. Hvis ikke hun bare slet og ret døde af kedsomheden påført sine smagsløg.
Da en ny person sluttede sig til dem, lyste hun dog pludselig op i nysgerrighed. Som et barn, der var ved at åbne en kasse, som det vidste indeholdt en hundehvalp. Det blå øje tindrede som en stjerne og de rødmalede læber trak op i et sardonisk smil, som hun, med en relativ tilfredshed betragtede den høje kvinde med det glansfulde mørke hår og det varme blik. Kjolen var ikke, efter Juniper Gracelings standarder, som sådan noget kunstværk, men hun bar den med en selvsikkerhed, der klædte hende og Gracelingdatteren kunne om nogen værdsætte tilstrækkeligt med funklende ædelsten, som dem kvinden bar om sin slanke hals.

”Jeg ser at byrden af at have æstetisk sans er mindre jævnt fordelt i nogle søskendeflokke end min egen, men De bærer efterslæbet af Deres familiemedlemmers mangler ganske godt, Lady Black,” konstaterede hun næsten med en spinden.
Juniper havde ikke noget ret meget mere end lige akkurat at læne sig svagt mod Ava, før en velkendt skikkelse, stjæl opmærksomheden. Caleb Gray, ligeså formfuldendt i sin påklædning, som han havde været, da de var unge og han havde ledsaget hende til et utal af baller og andre festligheder, fordi kønsnormerne adskilte hende fra officielt at ledsage hans søster, og fordi det var sjovt at genere selv samme søster med det faktum, at han havde hende med.
Også nu var hendes første reaktion at se sig om efter Calebs tvillingesøster, og Junipers yndlings, men da hun udeblev, måtte dødssynden bide skuffelsen i sig.

”Selvfølgelig har du det,” sagde hun glat, som var det at savne hende en naturlov på samme niveau som tyngdekraften. Ikke et ord om, at hun også havde savnet ham. I stedet placerede hun blot en slank langfingret hånd på toppen af hans hoved et øjeblik. En mærkelig form for vedkendelse af ejerskab.
Hun vendte blikket tilbage til Ava og trak på skuldrene.

”Stultus est, sed est utilis.” (Han er en idiot, men han er brugbar).

Den alvor med hvilken Jake besvarede Calebs spørgsmål, fik hende til at le af den simple årsag, at det var tydeligt for enhver, at de to overhovedet ikke var vant til hinanden.

”Jeg tror ikke, at det Lord Gray ledte efter, var en mytisk forklaring af Deres tøjvalg, lord Black,” sagde hun med et skælmsk glimt i øjet.

Han så Sunfurys konge op og ned, havde lignelsen til Jun ikke været så mægtig, havde han jovist nok ærgret sig over den tildækkede fodbeklædning her også. Men smuk som en statue stod han i lighed til sin søsters skønhed. Sådan en mand ville Ezra, Calebs sære kunstneriske kammerat, miste besindelsen af i kortvarig stund at betvivle egen skønhed. Derefter flå et par kostbare værker og i vejen værende tjenere itu og føle sig inspireret til at eviggøre mandens smukke ansigt i malerier at tilbede… eller male et af de mere eksperimenterende falliske værker… hvem ved. Caleb måtte minde sig om hverken begær for Ezra eller Valentine eller fallos kunst var hans intention… altså uden for omstændigheder med en kvinde tilstede. At Junipers mandlige gengivelse talte til ham, fik det allerede strålende dæmonsmil til at bredes i beæret en latter.


”My lord hvor venlig de er, jeg var beæret over at vidne deres kroning. Marveløst! Brilliant! Da kære kære Jun her bekræftede jeres deltagelse måtte jeg naturligvis medbring en gave.”

En halvforvirret tjener løb frem efter korte akavede stunder af Calebs viften. Drengen bukkede i hvad der lignede en blanding af ærefrygt og kvalme foran selskabet og rakte en æske frem. Indholdet var et par lyse silkesokker, dog blot en imitation af syndernes blonde hår. Broderet var de med stykker af ægte guld i sol mønstre og et næsten livstro billede af Sunfurys arkitektur, deriblandt en figur lignende til kongen selv på kroningsdagen. Stadig i færd med at undertrykke sin biseksualitet, var hans primære fokus dog Juniper.

”Og Jun jeg her ikke glemt dig, du lader ikke en glemme gør du?”

Han vinkede til hende drilsk før han igen så sig om for en tjener, halvt frustreret. Indtil en smykkeæske blev lagt i Junipers hånd. En lyserød safir til øjenhullet fandtes i den. En han havde brugt ugevis på at søge efter. En blødrød rubin havde han overvejet først, den sensuelle fare Jun udstrålede kunne han se for sig. Men besluttede sig for at afholde sig fra farver lignende til hans mors hus. Jah Ebenita havde begrædt han forlod hende til gengæld for en skøges selskab allerede og nægtet at flette hans hår inden afrejse. Jah også Lena havde kaldt ham et sokkehjernet kvaj vedrørende hans rejse ideer. Som om det var en fornærmelse, hehe. Blot fordi Doomsville var ”brændt ned” eller hvad end kedsommelige vilkår omringede hans søster, var hans prioriteter åbenbart i ”dårlig smag”? Ikke ord Caleb havde tid til at forundre sig meget over.

”Jeg har naturligvis også vin med til dem Lady Graceling, frygt ej! Caleb Charibert Gray er her til din undsætning.”

Caleb var overrasket over at det blå barn talte… og var blåt. Ja i det hele taget forstod Caleb ikke meget om sådan nogen. Mindre væsner… de have hvert fald ingen viden om god alkohol… hvad var pointen præcist? Han trak på skuldrende og nikkede dog af barnets spørgsmål i næsten nervøs en forstand.

Mandens introduktion af sig kom en smule bag på ham. Spøjst måske at se en hersker så et blandt sit folk men han kunne ikke bebrejde ham for at ville feste med.


”Åh jeg beklager lord Black, jeg er ikke bekendt med deres ansigt.”  


Undskyldningen var i sandhed for det uheldige forslag om at bruge byens hersker som påklædningsdukke. Men hans ord fortsatte i mere drillende forstand.


”Jeg beklager meget… jeg beklager rigtig meget for hvad de har vidnet.”

I overdramatisering, sukkede han med hånden mod panden, som han talte holdte han kunstneriske pauser.

”Jeg hører de har været så uheldig at møde min søster… jeg ved det…. JEG VED DET… hun er ekstremt grim… og enormt kedeligt selvskabt.”

Så meget alvor var der ikke i hans ord, de to tvillinger kommunikerede i overdramatisk en forstand hele livet igennem i evig en konkurrence. Men han betragtede sig klart som familiens kønneste væsen, så meget var sandt.

”Jah… frygt ej… jeg er meget mere uddannet i kunsten af fester. Og som tak for deres initiativ har jeg medbragt så meget Gray gods vin som skibet kunne bære, til festlighederne… og så de forhåbentligt kan glemme min søsters ansigt.”


Han blinkede drillende til herskeren men så svagt akavet ud i luften som herskeren talte om sin blå søn. Usikker på hvad han kunne bidrage til i samtaler om børn.


”Børn… ja… de er sørme børn.”

Han vendte sig igen mod kvinden i de grønne juveler. Havde Jun ikke været til stede, havde han måske kommenteret på hendes skønhed men han tilbød hende blot et formelt buk.

”Jeg fik heller ikke en formel introduktion af dem? Jeg må også spørge? Hvorfra har de fået sådanne smukke sten?”

Jake nikkede forstående til Valentines ord og valgte sine ord med letter omhug.
”De har så ret, Deres Majestæt. Jeg vil se frem til den dag, hvor De igen vil ære os med Deres besøg. Naturligvis er De også velkommen, prinsesse.” Han bukkede for dem begge.
Dog forstod han ikke prinsessens kommentar til hans søster. Hvilken byrde af æstetisk sans? Hvilket efterslæb som han manglede? Var det grundet at Sasha elskede at bære smykker og han ikke gjorde? Eller var der noget andet som stak under. Nå, det måtte vente til en anden gang...

Han kunne dog ikke andet end smile lettere drilsk til Juniper, da hun talte drillende til ham og til Caleb, da han undskyldte for sine ord. Han rystede let på hovedet.
”Jeg er lidt usikker på hvad der var mystisk ved min forklaring, prinsesse. Og Lord Gray. Det skal De ikke tænke på. Jeg er ikke ret meget udenfor Dragons Peak, så det er forståeligt nok at De ikke er bekendt med mit ansigt.”

Det næste Caleb sagde, gjorde at Jake blinkede forvirret et par gange. Havde han mødt... Åh ja. I Doomsville, kort før han havde fundet Raf igen. Han havde købt silke af en kvinde. Hvad var det nu hun hed? Han kunne ikke huske det. Og noget tydede på at bror og søster ikke var ret tætte, sådan som manden klagede sig over sin søster. Eller også var det en form for drillerier... Hele måden manden teatralsk så sig som den bedste og kønneste, fik Jake til at trække på smilebåndet.
”Tja... Måske ikke helt de ord jeg ville have brugt, men nu var mødet heller ikke ret længe. Jeg håber Deres sejltur var mild. Og hvad vinen angår, så glæder jeg mig til at smage den.”

Han ventede til Sasha havde præsenteret sig til Caleb, inden han igen talte til manden.
”Nu De ankom med skib. Hvad syndes De om flydehavnen? Og om hejseværket som strækker sig op af og ind i bjerget? Vi har arbejdet på det hele sidste år og er næsten færdige. Mit håb og ønske er at folk får nemmere ved at besøge byen, uden at skulle igennem det kolde Valley of a Thousand Winters.” Hans ansigt lyste op, da han talte om sit projekt. Det var tydeligt at han var stolt af både projektet og beboerne, samt hvor langt de var nået med projektet.

Ih, gaver!! Ikke, at Juniper ikke havde forventet det. Snare ville hun sandsynligvis være blevet barnligt fornærmet, hvis Caleb var dukket op uden at have medbragt noget til hende. Sokker var en forventelig gave fra ham, så hun var som sådan ikke overrasket, da Ava fik dem overrakt. Til gengæld holdt hun, ganske godt underholdt, øje med broderens reaktion. Det kunne gå alle vegne sådan set. Avaritia var ikke ligefrem kendt for at være typen, der dækkede sig til. I andet end guld og juveler altså, men Caleb havde lige overrakt et trods alt veludført og kostbart stykke håndværk til grådigheden selv. Af ren og skær vane fandt Juniper sig selv i færd med at holde øje efter den velkendte gnist, der opstod i yndlingsbroderens øjne, der betød, at en ny mani, hvad end midlertidig eller mere langsigtet var født. Den samme trang til at eje alt, der opstod i ham, når hun, dengang de var børn, bestak ham med særligt kønne eller bare glatte sten, hun havde fundet udenfor, i bytte for hans mad, så hun kunne spise mere, end hvad necromanceren havde tilladt hende.
Sin egen gave ville Juniper måske, hvis hun havde været et bedre menneske, være blevet helt rørt over. For den var trods alt et bevis på, hvor godt de to kendte og, til en grad, rent faktisk forstod hinanden. Og den nye, i mangel af bedre ord for, hvad hendes evighedsbejler lige havde overrakt hende, øjesten, var ganske køn. Der var noget uskyldigt over den sarte farve, der ville se næsten gruopvækkende smukt ud.
Men tak var ikke et ord i dødssyndens forråd. I stedet sendte hun Caleb sit allermest glitrende smil.


”Måske skal jeg se efter en matchende en,” konstaterede hun, noget kryptisk

. ”Jeg har også en gave til dig.” Og så i et move, der ville have drevet abbedisse Viviana til sand fortvivlelse, men ikke overraskelse, løftede Juniper op i sit kjoleskørt, således at hendes ben var blottet. På sin venstre fod bar hun en knæstrømpe af blodrød silke broderet med guldtråd. Uden et ord mere lod hun atter kjolen falde på plads. Blinkede indforstået til Caleb med det tilbageværende øje. Et blink, der mere eller mindre sagde ’Du kan tage den af senere, hvis du tager dig sammen.’


”De misforstår mig, lord Black,” sagde Juniper tørt, men ikke uden en vis munterhed.

”Jeg kaldte Deres tøjforklaring mytisk. Ikke mystisk. Jeg ved ikke om dette ’jeg blev hævet af folket’ er et forsøg på at gøre Dem selv til en slags mytologisk figur, en slags folkehelt for de ringere stillede men….” Hun virrede med hovedet. I hendes mening, var det ikke en undskyldning for at ligne, hvad der lige så godt, igen i Junipers hoved, kunne have været en strandvasker, men hvad vidste hun?

Men siden de virker…uvant i Calebsk så lad mig være behjælpelig og oversætte. Det han, på allermest undertrykte og benægtende vis informere Dem om er, at hvis De klædte Dem bare en smule bedre, ville De måske have været værd at knalde,” sagde hun glat og trak på skuldrene, som om hun blot havde konstateret at himlen var blå eller, at solen skinnede.
Herskerens næste ord kom bag på hende. Antydede han, at han ville have bemærket, at Lena var GRIM, hvis han var blevet længere????? Gray-tvillingernes interne stridigheder kunne Juniper tolerere, delvist fordi de handlede så meget om hende selv, men dette??? Juniper lagde armene over kors og rykkede uroligt på sig.
Og nu alt dette om…skibsfart og flydehavne? Hvad var det her et teselskab hos The Mereforts? Nej de havde i det mindste stil.

”Skal jeg bare stå her og sulte ihjel, imens i snakker om både?” beklagede dødssynden sig.

Valentine kunne ikke undgå at smile ad søsterens ord. Hudløst ærlig huggede hun til som en slange, og spyede om sig med verbale trusler og kommentarer, der ville have fået enhver anden sendt i gabestokken for flere år siden. Underligt nok mindedes han ikke denne side af Gula som barn, men huskede hende blot hende som værende særdeles god med ord. Altid klar på at luske sig til lidt rester og vidste lige præcis, hvem hun kunne bestikke med hvad. En forklaring på de manglende spydige kommentarer måtte helt sikkert være faderens tilstedeværelse - samt hendes lave stilling blandt søskendeflokken. Syrlige bemærkninger af den type ville have kostet enhver dyrt, og kamp træningen var trods alt hård nok i forvejen. Med hensyn til hendes kommentar angående Caleb, nøjedes Valentine med at nikke indforstået. Mere nåede han trods alt ikke, da dæmonen, upåvirket af samtalen mellem de to søskende, fortsatte ufortrødent.

“Oh? Gaver siger de?” Se, nu lignede det noget! Valentine mærkede øjeblikkeligt den velkendte kriblende fornemmelse i kroppen, og et øjeblik kunne han næsten ikke være mere ligeglad med, at de stod omringet af diverse forskellige mere eller mindre vigtige personligheder. Det eneste han så var den smukt udformede æske, der langsomt men sikkert bevægede sig i hans retning. Alt for langsomt faktisk! Men da tjeneren omsider slæbt sit uduelige korpus inden for passende længde, lod han ellers uden tøven hænderne række frem og åbnede låget med, hvad der mindede om iveren hos et simpelt barn. Synet, der mødte ham, kunne selv Grådighed aldrig have forberedt sig på. Eller jo… måske, hvis han havde valgt at studere mandens eget tøjvalg, blot en anelse mere nøjsomt. Men… sokker? Nej, ikke bare sokker. De pureste guldtråde, vævet ind i smukke, lyse silketråde, smilede tøjstykkerne op til ham fra bunden af æsken, hvor de så mageligt lå placeret, med hver deres historie at fortælle. Nænsomt, næsten som om, at han var bange for at tabe sokkerne, tog Valentine fat og løftede dem op i lyset, hvilket blot øgede dramatikken i deres gyldne farvevalg tifoldigt - kun overstrålet af hans eget funklende blå blik. Dette var fantastisk! Han… Han måtte have mere. Ligesom disse. Smukke. Vidunderlige. Unikke. Ikke til at gå med, nej, guderne forbyde! Tanken alene gav ham myrekryb. Men alligevel… måtte han eje dem. Dem alle sammen. Bare fordi. Fuldstændig hypnotiseret, løsrev dødssynden sig ufrivilligt fra sin nyeste højtskattede ejendom, og vendte kortvarigt opmærksomheden tilbage mod Caleb. En dæmon, som pludselig var steget meget højt i graderne blandt bekendtskaberne, hos Grådigheden selv. Noget der kunne gå mange veje.

“Disse er… udsøgte! Jeg er dem yderst taknemmelig, Mr. Gray. Gaven er i sandhed en konge værdig.”

Der var mange ting, som Valentine ikke rigtig fangede derefter. Strømperne blev pænt lagt tilbage i æsken igen i sikkerhed for omverdenen, inden de blev ført til opbevaring hos en af hans egne tjenere, som endelig havde besluttet sig at dukke op. Alligevel var det som om, at rusen fra den nyopståede mani havde svært ved at forlade ham igen. Først da han spottede en frygtelig masse bleg hud ud af øjenkrogen, gik det op for ham, at der foregik noget særligt mellem søsteren og den unge Gray. Eller rettere… mellem bestemte dele af hendes tøjvalg og Mr. Gray. Ah. Se, det forklarede alligevel meget omkring hans egen gave, men ændrede dog intet omkring hans følelser for sokkerne. Samtalen mellem Jake og Caleb var han dog mere uforstående over, takket være et par uopmærksomme øjeblikke, og det var først, da Gula valgte at skære det ud i pap for alle parter, at han igen fik en idé om, hvor samtalen var på vej hen.

“Nu er det heldigvis ikke altid, at tøjvalget er den altafgørende faktor, når det kommer til præsentationsevner… er de ikke enig, Lord Black?”

Han havde ikke kunnet dy sig, og forhåbentlig var kommentaren diskret nok til, at eventuelle nysgerrige øre, der havde nærmet sig den lille forsamling, ikke formåede at fange alting, som forblev usagt mellem gruppens medlemmer. Som det lille blink med øjet rettet mod Jake inden, at Valentine hurtigt lod endnu en tår rom glide ned. Søsterens klagesang angående mangel på mad overraskede ham ikke, men han var spændt på at se, hvad herskeren havde tænkt sig at gøre med en gruppe af den størrelse, som de efterhånden havde vokset sig til.

Fornøjet over at den objektivt set smukke hvidhårede konge virkede til at værdsætte gaven i form af Calebs fortrukne beklædningsdel. Nok var unge rige dæmonmænd ofte så forfængelige som fordrukne påfugle, men strømper var en fixation alligevel undervurderet, ifølge Caleb.

”Oh? Jamen deres majestæt de må komme til Forestina hvis belejligt, jeg giver gerne en rundvisning i egen kollektion og introducerer dem til Underworlds fineste sokkemagere.”

At en af dem var Lena undlod han at nævne, det kan ikke komme tilbage til hende at han gav sin ”kedsommelige” søster for meget ros for nu. Ikke at de to stridige Gray tvillinger var komplet fjendske, nej langt fra virkelig. Men en smule tilfredsstillende var det at bevare dette indblik i Juns mystiske skønhed af en bror, for sig selv lidt endnu. Nogen vil nok mene de to bør søge psykologisk hjælp for denne krig om en manipulerende dødssynds sygelige affektion. Men hvad dette overhovedet skulle betyde var ingen af dem reelt klar over. Den her nye blonde konge fascinerede Caleb en hel del, og enhver intention havde han om at vinde også disse affektioner. Hvor farligt grådighedens opmærksomhed end kunne være, var den yngste Gray tvilling ikke indstillet på at forundre sig over.

Selv Jun virkede på sin egen særprægede Jun facon, at værdsætte sin gave. Eller hendes ord værdsatte Caleb hvert fald, vel vidende hvor den matchende af slagsen skulle høre til. Jah efter deres seneste møde at betragte.

”For dem kan jeg skaffe en til mig selv også”

Blinkede han af sin udkårende obsession. Det var nu Juns næste træk som fik Caleb til at vendes bleg. Ikke blot fordi han i Gildignis (moderens familie) stil havde pudret sit ansigt lysere end naturligt og sine kinder en teatralsk rosa. Han gispede efter luft nærmest som en længe forsvunden sok gjorde sig synlig på Junipers blege ben. Så fabelagtigt et syn. Underholdende var også tanken om at Ebenita Gildignis Gray vil falde sammen i gråd af det her, givet at sokken var i Gildignis farver. Så meget som Caleb var en mors dreng måtte han værdsætte Junipers snedige lille akt af en provokatør.


”Juniper! ÅH Juniper du gør en dæmon syndigere end guderne planlagde det!”

Som Juniper nu talte til Lord Black fandt Caleb sig i første omgang underholdt, ja på trods af at han fornemmede en hvis spydighed fra sin ynglings Graceling, hvilket ved Juniper var smukt et syn. Men hans eget indtryk af lord Black indtil videre var såmænd udmærket. Ikke at han forstod fravalget af silkesokker og frivillige tilvalg af børn men ud over det… jah en mand med prioriterer nogenlunde i orden. Han var klar på en fest hvert fald. En mand han nu nok kunne se sig synes om på sådan venskabelig vis. Og det at han havde virket til at gå på søsterens nerver var også rimelig underholdende en detalje. Han fnisede let af Juns udtryk af ”Calebsk”. Bedårende, at han havde fortjent sig til sådan et begreb. Men som Juniper begyndte meget direkte at indikere hans lyster for ulovlig omgang måtte han i nervøsitet gribe ind.


”Lord Black! Lady Graceling spøger blot! Så morsom hun er... hehe er hun ikke?”

Han klappede Jake Black på ryggen som var de midt i et meget maskulint spil af juvel klædt spydkast og forsøgte a grine Junipers anklage af sig som han i stedet svarede på lord Blacks forklaring. Ironisk nok med følgende ord.


”Det er ellers ikke et dårligt ansigt de har dem! Har de fået deres portræt malet fornyeligt?”

Ja han mente sine ord, lord Blacks ansigt var ganske fint. Men ingen intention om andet end festligt kammerateri havde han. Jun var fokusset der … og broderen… meeeen kun fordi han forestillede en nær klon af Jun. Han viftede et par tjenere afsted efter vinen til selskabet. Svagt beruset som han var, viftede han til de underligste sider og det tog lidt tid for dem at forstå hvad de dramatiske bevægelser betød.


”Ohh jaså… forståeligt. Hun er… særledes sær fortiden. Det skal de ikke tage dem af hun kan i sandhed ikke gøre for at jeg blev født med alt humoren. Mild en sejltur? He, ikke et krav hos os.”

Han blinkede drillende, ja bølger og stormvejr var ganske velkomment blandt dæmon bundtet. Merefort mænd var ganske fornøjelige rejsekammerater og en del uansvarlige, fordrukne, drabelige skibs lege havde fundet sted. Hans ord om Lena var mest spøgen. Mest… Lena havde været… anderledes fortiden. Vredere, lukket… jah egentlig siden sit ægteskab havde søsterens breve ændret sig, bleven færre i perioder. Et faktum Caleb havde bemærket hurtigere end de andre. Ebenita havde han ikke forventet meget af en reaktion fra, om faderen havde rakt ud vidste Caleb ikke, Edwin fortalte ham jovist ikke meget. Skjulte sig nærmest hvis Caleb nærmede sig.

Lord Blacks spørgsmål om havnen bragte Caleb tilbage fra sine forundringer, jah i sandhed havde han været mere fokuseret på at kontrollere sin vindblæste fletning som de ankom men de ankom så havnen må have tjent sit formål. Merefort sejlerne havde virket begejstrede mente han. Herskeren virkede til at have meget fornuftige ideer, jo lettere festligheder var tilgængelige jo bedre.

”Jeg er nu ikke selv en intellektuel i skibsfært men min udvidede familie som jeg ankom med, Mereforts de ved ting! De sagde gode ting… tror jeg! Vi ankom på det lyseblå skib… det kønneste af dem… med blæksprutterne. Har de set det? Jeg kan sige dem så meget, jeg kan lide deres måde at tænke my lord, lettere adgang til festligheder skal jeg sørme ikke være imod!”

Turen til Dragons Peak var lang og ikke en tur Assorian havde glædet sig til, han havde jo hørt der skulle være byfest og havde også set nogle plakater rundt omkring. Men det med at skulle vende tilbage til Dragons Peak, det var hårdt, det var jo Assorians øjesten det sted var det bedste han vidste. Men tiderne havde skiftet, efter hans tab af Dragons Peak, døden og genopståelsen, der var kommet så mange nye ting, som han lige skulle vænne sig til.

Iført sit fineste jakkesæt, håret sat og pudsede sko, var han nu afsted mod byfesten i Dragons Peak. Han var dog ikke inviteret til eller vidste om man skulle være inviteret? Uanset hvad vidste han, at han nok skulle komme til det uanset hvad. Han undrede sig dog over hele situationen, hvem ville være der til festen? Hvem af nye magtfulde ansigter var der, som han ikke kendte til? Det hele var mærkeligt, men på den anden side, så glædede han sig også til det. Det med at se borgen igen, dog på afstand, var det han så mest frem til, det at kunne forestille sig at stå på balkonen, kigge udover byen og havet var det han han savnede mest, at mærke den kolde vind, at kunne høre byen oppefra og bare kunne overvære alting, det var meget savnet.

Hans karet ankommer til byen, han ville dog lige trave igennem den selv, bare lige for at se hvad der nu var sket med byen og hvad den var blevet til efter så lang tid nu, det ville han se inden han gik forbi borgen og hen til festen, hvor den nu end var i byen. Han blev sat af inde ved byen, betalte kareten og begyndte så at gå igennem byen:

Han tog en dyb vejrtrækning "Åhhhh, hvilket en duft af Dragons Peak"

Det var helt magisk at være der i byen igen, duften og omgivelserne, som om ingenting var hændt, det var fantastisk. Folk i byen var fyldt med glæde over festen, hvilket han brækkede sig over at se, alligevel var han nogenlunde.. glad? Det var dog ikke over alle de festlige glade mennesker der var, men glad for at være tilbage igen, dog holdt han sig lidt på afstand fra det hele til at starte med. Der gik dog cirka en time inden han begyndte at trave mod borgen, han var fyldt med spænding over at skulle derover igen, dog kunne han ikke komme ind og se selve bogen, men det at kunne se den på afstand gav ham en meget kort følelse af glæde, men var dog også en smule tænkende. Han tænkte på det samme som turen derover, men alligevel havde han oprejst pande og var klar på at komme derover.

Han ankommer til festenes midtpunkt, der var dog et par vagter der enten kunne kende ham, tro de havde set ham før eller så havde de bare undret sig over det nye ansigt der var ankommet. Men det var lidt ligemeget for ingen af vagterne gjorde noget, da han kommer ind i festen midtpunkt var han dog lidt i tvivl, han havde hørt om den her Jake som ejede borgen nu, men havde aldrig set ham før, han ville dog være så ydmyg at hilse på værten bare lige for at se hvem han nu var, men da han ikke vidste hvem det var gjorde det hele en smule svært, han ville dog heller ikke spørge rundt, det ville være alt for akavet og mærkeligt og folk ville stille spørgsmål til det.

Han ville kigge sig lidt rundt, så han gik mellem de få mennesker der stod yderst ude, det gjorde han for at observere, hvem der nu lige var her, det hele var ren og afskær for at se nye ansigter og måske se gamle ansigter. Han fandt en der serverede drinks, snuppede en og gik så ovenpå en af husene der havde en udsigt over festens midtpunkt for lige at se det hele inden han begyndte at gå ind i menneskemængden af folk.

Sashas blik vandrede mellem de 2 søskende, det var tydeligt at de var adelige. De lagde i hvertfald ikke selv skjul på det, med de noget prangende klæder de havde på.
Selv fortrak hun nu konceptet, -lidt men godt- men det gjorde jo ikke at hun så dårligere på dem der kunne lide at klæde sig på den måde.
Hun nejede let til Valentine
"Fornøjelsen er helt på min side, deres nåde" det var tydeligt at høre at Sasha var oplært i dannelse. Og på trods af hendes storebrors titel,  var hun nok den af dem, der havde levet længst i den fornemme verden, kva hendes tidligere ægteskab.  
Hendes blik rampe Juniper med et let smil, da hun hørte komplementen.
"Nu smiger de mig prinsesse" kom det fra hende med et noget mere varmt smil.
"Men tydeligvis, hat jeg ingen mulighed for at måle mig med deres skønhed " sagde hun, efterfulgt af et ærværdigt nik med hovedet.
Dragen på prinsessens skulder fangede Sashas opmærksomhed, og hun var lige ved at spørge nærmere ind til det køre lille væsen. .Hun blev dog hylet en del ud af det, da en anden mand kom ind i samtalen. En... mr. Gray? En lidt... spøjs fætter..
Hun nikkede anerkendende til ham da han præsenterede sig.
Hun kunne ikke holde en let fnisen tilbage, da hun forestillede sig Jake i den slags tøj, som Mr. Gray hentydet til. Hun så på Gray da han spurgte ind til hendes navn, og ikke mindst hvor hun havde fået sine smukke sten.
Hun nikkede høfligt med hovedet. "Sasha Black og Tja... lad os bare sige, at det var det eneste positive jeg fik ud af min udulige eksmand" grinte hun let, mens hun lod en finger stryge over den smukke halskæde.
Nok havde hendes eksmand været en nar, og behandlet hende dårligt. Både på grund af hans mangel på interesse for at skabe en familie med Sasha, men også fordi manden nærmest hoppede på alt med en puls! Bedrug Sasha med både kvinder og mænd, og fra alle klasser.
Hun kunne huske hvordan hun flere gange havde siddet til selskaber, og spekuleret på, hvor mange i selskabet der sad og lo af hende bag hendes ryg.
Men en ting måtte man give ham, han var god til at give gaver, og de virkelig dyre af slagsen! Måske i virkeligheden fordi han godt vidste, at hans familie forlangte af ham, at han DOG så UD til at holde af sin kone, når nu der efterhånden var begyndt at komme mange rygter om Herrens opførelse.  

Hun rystede let på hovedet, vel nærmest for at ryste tankerne væk. Det var ikke tiden og stedet nu, hvor hun orkede at tænke på den skid! De festede og havde det hyggeligt.
Hendes opmærksomhed faldt mod prinsessen, da hun beklagede sig over at være sulten. Sasha smilede let, og trådte et skridt frem mod Juniper.
"Hvis deres nåde vil tage til takke med mit selskab, så kunne vi gå ud og finde noget der behager dem?" Sagde hun med en mild stemme.
"Min bror kan snakke løs om alle sine planer ideer i evigheder" små grinte hun lidt, inden hendes blik vende mod Kongen "Nu er de advaret deres nåde" grinte hun lidt, og sende Jake et lille blink med øjet.
I den hun atter vende blikket mod Juniper.
"Skal vi, deres nåde" spurgte hun, inden hun rakte ek arm frem, for at "ledsage" prinsessen.

En byfest. Ja, godt nok var det langt væk fra Semyon's hjemstavn, væk fra Doomsville... Men han kunne ikke lade chancen forpasse sig. Rejsen havde taget længe. Godt at pengene ikke skulle bruges på almen mad... han havde solgt flere af de malerier folk længe havde været interesseret i men som han ikke havde været interesseret i at sælge, for at få pengene til at foretage rejsen, så han ikke behøvede at foretage den til fods på åndeplanet. Det ville tage alt for lang tid, og kræve for megen energi af ham. På den anden måde her, betalte han sig fra turen det meste af vejen... Indtil de var blot én dagsrejse fra Dragons Peak, hvor han kunne mræke hans energi vanede... Han tog energi fra sin medpassager, der ankom i dyb koma... Som han selv trådte ind i byen med sin skuldertaske henslængt over skulderen, og kridhvide klæder på, der nærmest gik i ét med hans ligblege hud og snehvide hår. Stod han ude i sneen, ville man højst sandsynligt aldrig opdage ham medmindre man kiggede efter fodspor i sneen.

Han havde for en gangs skyld sko på. Ikke fordi han behøvede dem, men fordi han vidste, at folk ville anse ham som ludfattig hvis han gik på åben gade uden sko på, og dén slags omdømme nægtede han at have. Godt nok var hans klæder hvide, men når han stod tættere på, kunne der skimtes detaljer i sølvtråd, broderinger der talte om at han trods alt havde penge at bruge på sit tøj, omend han ikke var til det alt for prangende.

men nøj, for en energi omkring ham! Det var nærmest så tænderne løb i vand... Og så alligevel ikke. Han havde lige spist, men kunne altid spise mere... Og at være omringet af de levende, fik ham altid til at føle sig lidt ekstra død... Påpegede forskellene mellem dem... men samtidg følte han sig også mere i live. Det var en paradoksal følelse, af både at være i live og være død... Som han gik rundt blandt de mange folk... Og endte med at stå ikke langt fra nogle... Der tydeligtvis var adelige... Som han stille stod der... observerede dem... lyttede...

Hendes læber trak opad og tænderne blottedes i et blændende smil, som hun modtog den anden kvindes smiger. ”Det er der få der kan, lady Black, men jeg synes nu, at vi matcher ganske pænt. De kan være ild, hvor jeg er is,” ,” sagde hun med en fejende håndbevægelse. En hentydning til kvindens varme udstråling, men også deres markante forskel i æstetisk udtryk.
Hun ville gerne have studeret kvinden nærmere, fundet ud af om den gyldentonede hud, var lige så varm at røre ved, som den så ud, men kunne ikke finde et passende foretagende, der gjorde en sådan undersøgelse mulig, så nøjedes blot med at beundre synet af kvindens brune øjne i sollyset et øjeblik, før hun vendte sin flygtige opmærksomhed mod Caleb Gray.

Syndigere end guderne planlagde det, sagde han. Ja, den stakkels sjæledæmon skulle bare vide. At have ham med til selskab var som at medbringe en madpakke. Manden indeholdt en sådan kapacitet for synd, at han som oftest virkede som en evig kilde til næring. Lidt på samme måde som Abigail havde gjort det på Perleøen, med sin dårligt undertrykte vrede og evige misundelse og jalousi. Bare marginalt mindre irriterende. Hun sagde ikke noget, smilede bare skælmsk til sin stakkels bejler og åndede ind gennem næsen, nærmest som for at absorbere den lyst, der strålede så klart fra ham.


”Naturligvis spøger jeg kun, lord Black,” sagde hun drevent, besluttede af sit hjertes godhed at bakke sin stakkels kæledæmon op, hvis det var en trøst. Han vidste jo ligegyldigt, hvad hun sagde nu, at hvis hun virkelig ønskede det, så var der stort set ikke noget, hun ikke kunne udsætte ham for. Men lige nu, var de på god fod, så hvorfor ikke.

Avas kommentar til lord Black om beklædning og udstråling fik hende til at le hjerteligt, for hun kendte udmærket sin bror godt nok til at vide, hvad det sigende udtryk sandsynligvis var et udtryk for.
Åh, hvor langt, måtte herskeren af Dragon’s Peak ikke være faldet. Gad vide om det var svært for hans forlovede at leve op til? Tanken morede hende.

I begyndelsen lød det ikke til, at nogen havde tænkt sig at redde hende fra sultedøden, men så brød Sasha Black ind.
Uden at tøve så meget som et øjeblik trådte Juniper Graceling forbi de andre og linkede sin arm med Sashas.

”Åh tak, De er så godt som en helgen,” ,” sagde hun dramatisk og begyndte at gå uden så meget som at vente på nogen, før hun kort drejede sig og over skulderen sagde til Caleb.

”Kære, få en af dine tjenestefolk til at finde noget vin, hvis I skal diskutere både, klarer hverken min bror eller jeg det ædru.”

Jake fulde nysgerrigt med i de gaver, som Caleb gav Juniper og Valentine, mens han drak lidt af sin rom. Han var dog ved at kløjes i en mundfuld, da Juniper løftede op i kjoleskørtet, for at vise sit ben med en blodrød strømpe. Men ja, Raf kunne finde på noget lignende for at få hans opmærksomhed.
Og Junipers næste ord hjalp heller ikke. Her var han ved at synke en mundfuld, da hun sprang sin lille gay-bombe. Denne gang måtte han hoste en del gange, for at kunne få luft. Havde Valentine fortalt hende om deres lille møde for år tilbage? Eller havde hun snuset sig frem til viden fra rygter eller andet? Det var ikke til at vide, men han håbede inderligt at dette lille spøgelse forblev låst inde. Men noget tydede ikke på det, da Valentine valgte at bruge de ord han brugte.

Jake var lige ved at skulle olmt til Valentine, men greb sig selv i det og endte i stedet for med at smile venskabeligt til kongen, selv om han var en del mere afmålt i sine ordvalg. For ikke at sige forbi talende i håb om at folk ikke fattede meningen i kongens ord.
”Det kan De have ret i, Deres Majestæt. Hvad nytter det at klæde sig i sit bedste skud, for så at få det ødelagt af en god dags arbejde.” Heldigvis lod det til at Caleb ikke havde forstået antydningen, eller også prøvede han selv at skjule sin egen tilstand, noget der gjorde Jake en anelse ubehagelig. Han havde trosalt lovet Raf aldrig at se til andres side end hendes, og det var noget han ønskede at leve op til.
Han formåede dog et venligt smil til Caleb, da han spurgte om Jake havde fået malet sit portræt.
”Ikke fornyeligt, nej. Men for et års tid siden ville jeg mene.” Ligeledes bukkede han let som tak til prinsessen, da hun sagde at hun naturligvis kun spøgte. Ikke at han troede på hende, når hun var Valentines søster. Han viste trosalt hvad hendes bror kunne gøre, så mon ikke søsteren havde en lignende evne? Det var sjældent at æblet faldt ret langt fra træet, så at sige. Igen en grund til at være opmærksom på hvad de to foretog sig.

Han lyttede til Calebs tale og smilede da antydningen om at en mild sejltur ikke var et krav. Så her var endnu en af havets stærke hunde, som nogle havde kaldt ham i sine yngre dage. Og Merforts, ja dem havde han hørt om. Så vidt Jake viste, havde ingen af hans skibe, i deres pirattid, haft et møde med dem, men han var lidt usikker, da det ikke altid var til at vide med sikkerhed. Jake nikkede ærligt, da der blev spurgt om han havde set det lyseblå skib med blæksprutterne.
”Ja, jeg så det godt. Hun er en pryd for øjet. Desværre er mit eget ikke så prangende. Og jeg tvivler på at hun er på vej hertil. Hun er snare på vej til eller fra Aquener, hvor min tidligere næstkommanderende har til huse.”

Han kom netop da til at lytte til hvad hans søster snakkede om og så over på prinsessen med et undskyldende udtryk i ansigtet. Men han nåede ikke at sige noget, før prinsessen begyndte at trække af med hans søster, der for øvrigt så ud til at klare situationen meget bedre. Han havde godt hørt om hendes eksmand, men havde desværre været forlangt væk til at kunne hjælpe hende. Og nu undrede han sig over om deres forældre overhovedet havde hjulpet hende eller ej. Bare tanken fik hans hud til at blive mørkere et lille minuts tid, inden den igen var sin almindelige farve. Dette måtte vente til senere, lige nu kunne han ikke forvandle sig og flyve ud for at se om deres forældre stadig levede og kunne give ham en brugbar forklaring.
Med et indvendigt suk gav han slip på sine vrede følelser og fokuserede derimod på gruppen af gæster og hans søster.
”Tilgiv mig. Naturligvis skal ingen undvære mad eller drikke. Tillad mig at byde selskabet på noget forfriskende.” Han gjorde en let gestus med hånden hen mod et spisested som lå få meter fra hvor de stod. Værten stod ovenikøbet og så i deres retning. Jake så spørgende over på manden, som bukkede og skyndte sig ind for at finde det bedste af det bedste.
”Jeg er sikker på at DrageGrotten kan tilfredsstille Prinsessen. Rafaela og jeg nyder særdeles godt af deres grillede kødretter.”

Lady Black talte så galant og frit om sit ulykkelige ægteskab, måske endda et brudt et af slagsen? Se ægteskabs kvaler, talte de noble kvinder han var nær med ikke ofte om i ædru tilstand. Nej en Gray lady var lært i at over den slags, at indrømme til sørgmodighed, et fejlagtigt ægteskab var en ydmygelse. Tårer måtte fældes til særlige begivenheder kun, og de måtte hellere være kønne. Ikke kun Grays bar sig sådan an, nej de fester Caleb bedrog sig til, var fyldt med hustruer, der kun knækkede masken efter nok vin. Ja der var selvfølgelig også Ebenita, hans kære moder, som havde tendens til åbent at vifte med sin ydmygelse over ægtemanden… Men svært var det vel også at gennemskue hvornår, og om nogensinde, hun var ædru.

Lady Blacks selvtillid derom undrede ham nok, men en befriende kvalitet kunne det være.


”Lad mig sige dem, Lady Black… Jeg bryder mig ikke om den mand allerede fra deres ord.”

Lena vil nok havde kaldt ham lige uduelig som denne ukendte ægtemand, eller fundet en mere prætentiøs vis at italesætte sig, som alle omkring dem faldt i søvn. Hun havde en særpræget vis med ord, hans egen søster. Når det kom på hendes præmisser, en Gray ladys præmisser. Caleb ønskede en kort stund, at tvillingen kunne vise ham blot en smule af Lady Blacks åbenhed… Lord Blacks søster var hun, som det viste sig. Han nikkede mod den sære hersker, med drillende nik.


”Udmærket valg af søster”

Mandens svar til Valentine undrede dog Caleb. Arbejde, et koncept han havde hørt om… Bønder foretog sig den slags, gjorde de ikke? Med deres jord og… hvad end de tog sig til. Som han drog forbi landsbyer, var det oftest hvad sådan nogen var i gang med, jord… stikke i jord med lange, bedrøvelige pinde… ligge på jord i udmattelse (hvilket hans mor havde kaldt særdeles dovent adfærd) eller være dækket i jord.. Arbejde, ja ikke noget Caleb havde fortaget sig en dag i sit liv, eller havde nogen interesse i. Godset skulle drives, der var en forventning til ham der, som ”arving” eller hvad en de nu alle påstod. Ja han var åbenbart født til et ”arbejde” som ikke inkluderede jord (på sokkerne hvert fald), men lige så kedsommeligt lød det. For hans skyld måtte søsteren overtage hvad hun ville og det var ikke fordi dæmoner som sådan døde forfærdelig hurtigt. Faderen behøvede ham ikke.

”Jeg har altid betragtet arbejde som et unødvendig onde”

Erklærede den skinnende rigmandsdreng.


”Jeg fik mit eget malet sidste vinter… en god ven tog ansvaret på sig men, billedet var for smukt og måtte destrueres…”

Caleb trak på skuldrene efter denne fortælling, sandheden var nu nærmere at hans utålmodighed som model havde drevet den stakkels kunster, Ezra, til vanvid og givet ham en migræne så uoverskuelig, at blodspild og knive var eneste kur. Under slaget, gik portrættet af Caleb Gray tabt…

Lord Blacks komplimenter til Merefort skibet, Lyanna, nikkede han af i Calebsk interesse. Så pragt af skibe bar mandens interesse? Mere end silke og juveler? Fascinerende.

Lord Blacks komplimenter til Merefort skibet, Lyanna, nikkede han af i Calebsk interesse. Så pragt af skibe bar mandens interesse? Mere end silke og juveler? Fascinerende.

”Jeg kommer selv lige fra Aquane! Hjemsted til familie, de ved… Min kusine var i noooget af et festhumør”


Afbrudt af sin, dog begrænsede, forklaring af Aquane eventyret blev han af Jun. Hans udkårende krævede vin og det skulle hun have. På trods af at vreden ved et afslag vil så bedårende ud på Jun.

”Vil I have prinsessen til at visne hen?!”

Råbte Caleb, i næsten syngende en maner, efter de i forvejen forvirrede tjenerdrenge.

Lord og Lady Black gjorde sig klogt i at tilbyde middag, ja et var ikke alle de fandt en sulten Jun lige behagelig… Han antog sig inkluderet i selskabet lord Black refererede til og ledte efter nogen at ledsage, når nu Lady Black havde fået taget Jun om armen.

En kollektion? Se, det lød faktisk ikke helt dumt i dødssyndens øre. Måske man kunne driste sig til at se på det, som endnu et charmerende personlighedstræk avlet af hans medfødte grådige tendenser (eller man kunne se det som en form for mani), men Valentine elskede en god kollektion. Samling. Kald det, hvad man ville. Pointen var heldigvis simpel med den slags. Jo mere, jo bedre. Samlere var grådige, og kunne heldigvis sjældent få nok, når først de havde set sig varme. Caleb var bestemt ingen undtagelse.

“Skulle jeg engang befinde mig i området, så vil jeg afgjort sende besked til Dem, Lord Gray. Så må vi jo se, hvad det kan blive til af rundvisninger og andre… fornøjeligheder.”

Til dæmonens dramatiske reaktion over søsterens provokerende demonstration, kunne han dog ikke undgå at le. Så uskyldig han fremstod, med sine rosafarvede kinder og teatraktalske udspil, at det næsten var nuttet. Men åh, så fristende han samtidig stod frem som et lys i mørket, med sin altoverskyggende lyster og sine griske tendenser. Valentine forstod efterhånden bedre og bedre, grunden til at Gula havde valgt at holde fast i dæmonen. Alt imens Caleb kæmpede med at bortforklare søsterens åbenlyse hentydning, lod han det kølige blå blik glide sultent hen over dæmonen en sidste gang, inden at det til sidst fæstnede sig ved Gula med et lille, indforstået smil.

Efterfølgende var det som om, at samtaleemnerne gled lidt i baggrunden. Skibe interesserede ham ikke, og desuden fandt han det svært at relatere til den unge rigmandssøn og hans beskyttede opvækst. Sandheden kendte både han og Gula, om en barndom fyldt med træning, pligter og undervisning, samt hans egne unge år fyldt med deres helt egne former for arbejde. Både hos kulten og efter at han genvandt sin frihed. Det eneste han kunne fryde sig over i den sammenhæng var idéen om, at han stort set ikke havde løftet en finger siden, at kronen blev hans. Tanken frembragte et distræt lille smil, som han nysgerrigt lod blikket glide rundt mod deres omgivelser for en stund, mens flokken fik snakket færdig, og han fik kvalt det sidste af sin vin. Først da Sasha pludselig ganske åbenlyst forsøgte at stjæle søsteren med sig, løsrev han sit blik fra den blandede folkemængde, uden egentlig at genkende et eneste ansigt.

“Jeg påskønner tanken, Lady Black.”

Valentine nikkede høfligt mod søstrene inden, at han betragtede dem snurre rundt og marchere afsted mod bylivet i søgen efter… ja, hvad som helst, kendte man Gula bare lidt. Et øjeblik overvejede han at advare Black-slægten, om den fare det indebar at slæbe dødssynden med sig i jagt efter føde. Det kunne blive en dyr og særdeles mindeværdig oplevelse. I stedet besluttede han dog at tie. Det kunne altid blive sjovt at høre om senere. Alligevel kunne han ikke undgå at føle sig en anelse opgivende, som han stod tilbage mellem Jake og Caleb og deres skib snak. Heldigvis lod det til, at Gula ikke havde glemt ham helt endnu, og da resten af gruppen stemte i med hensyn til at finde et nyt sted at fortsætte samtalen, livede dødssynden op endnu engang.

“Så længe der er kølige drikkevarer, så kan De lokke mig til hvad som helst, Lord Black.”

Grillkødet måtte øglerne dog gerne beholde. Bare tanken om et eller andet tilfældigt stykke indtørret kød fyldt med alverdens snask og alt for stærke krydderi var nok til, at han var lige ved at skære ansigt. Alligevel formåede Valentine trods alt at bevare en vis form for professionel maske, som han sikrede sig, at alle hans egne tjenere var indforstået med, at gruppen endnu engang var på farten - og for gudernes skyld, få sikret den gave. Nu man talte om gave, gled blikket tilbage mod Caleb, som lod til at være en af de sidste til at tage skridtet om at følge med gruppen. Han virkede underlig… fortabt… og søgte tydeligvis efter noget - eller nogen - som kunne fange hans opmærksomhed. Valentine rakte derfor en arm i hans retning, præcis som enhver gentleman ville have tilbudt en anstændig lady, inden han med sit mest blændende smil henvendte sig til dæmonen endnu engang.

“Skal vi slutte os til resten, Lord Gray?”