Ceremonien (åbent emne)

S: Borgen, Doomsville
T: Aften
V: Klart, let frost i luften

Rækkefølge: Sean, [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Alle andre har lov til at hoppe ind og ud af emnet som de lyster. Sean og Genevira vil køre emnet fremad.

-----------------------------------------------------------------

Så var det tid.
Der var gået et par uger siden den store massakre. Travle uger, for især Sean og Genevira. Men, for Sean, ikke overvejende behagelige uger. Den glæde, han burde have haft for denne dag, var erstattet af et behov for at få den overstået. Få det hele overstået.

For en uges tid siden var byen blevet inviteret til fest. Hvor meget fest man end kunne have midt i begravelser, knuste bygninger og erindring om den fæle stank når bunker af døde blev brændt uden for byen.
Alligevel var der kommet en lidt anden stemningen de sidste få dage. Sean havde kunne mærke den og se den. Som foråret var på vej, selv om frosten endnu ikke ville give helt slip, ligeså sprang der visse steder en lettere og mere glad stemning frem. Folk var blevet lovet en stor annoncering. Det var ingen hemmelighed hvad - magten skulle overgives. For nogle, til en ukendt og pludselig adelig kvinde. For andre, deres heltinde og en skikkelse de kendte og troede på.
Adelige havde stået i kø de sidste par dage. Enten for - før tid - at give Genevira gaver og sleske ord. Eller for at skælde Sean ud for at udnævne en opkobling som hende, og tilmed gøre hende adelig! Endnu en konkurrent for titler og status!

Folk kunne sige hvad de ville.
Byen var blevet pyntet op, af hvad der nu havde været tilbage hjemme hos folk og på loftet på borgen. Af gamle farverige bånd, der svagt bevægede sig når antydningen af en vind nærmede sig. De hang fra tagskæg og træer rundt omkring de store veje i byen. Bagere havde fået et lille tilskud til at bage lidt ekstra og give til en billigere pris - eller ligefrem gratis. Det samme havde slagtere og andre, der sørgede for at fodre hele byen denne dag og aften.
Ja, Sean ville gerne tage æren for disse små gaver til folket, med en presset økonomi og ødelagt by. Men det hele var blevet planlagt sammen med Genevira, og havde altså ikke været Seans ideer alene. På trods af deres...Personlige...stilstand....Så havde de haft øjne på målet. Og det var at stable en ceremoni på benene. Også selv om de til tider havde arbejdet parallelt, og mere havde skrevet under på hinandens ideer skriftligt. Eller lavet deres egne og ignoreret den andens forhold dertil.

Det var også lige meget. Sean havde fået pakket sine ting med. I går var kister med bøger, tøj og papirer bragt hjem til hans gamle palæ. Endnu ikke pakket ud, men det ville han få rig mulighed for.
Og på trods af manglende god kommunikation, havde han alligevel fået overrakt vigtige papirer og aftaler til Gene. Aftaler, som det nu var op til Gene om hun ville overholde eller ændre. Såsom adelige, der var lovet ny status og muligheder.
Og problemer, såsom Elona'dals desperate præster og præstinder, der prøvet at lokke penge ud af dem til en ny kirke. Geneviras hovedpine ny. For Seans skyld kunne pladsen blive jævnet og noget mere praktisk kunne blive bygget der.
Fattighjælp, eller hvad der nu faldt i Geneviras smag af godgørenhed.

Borgen havde summet af liv hele dagen. Tjenere og kokke havde hvirvlet rundt i køkkenet og de store sale, fyldt med fade med mad og tønder af drikkevarer. De sidste dele af vinterforrådet der var - eller det kunne det ligne. De adelige var alle inviteret til måltid på borgen, trods alt. De fleste stod her allerede, i flotte uniformer og kjoler.
Sean selv havde brugt hele dagen på at underskrive de sidste papirer, snakke med de sidste personer og et eller andet sted, undgå Genevira så meget som muligt. Fremstå alt for travlt til at bemærke den ubehagelige stikkende fornemmelse af hendes tilstedeværelse.
Ikke fordi han hadede hende. Langt fra. Og små blikke blev også sendt i hendes retning. Af nysgerrighed, og et indædt ønske om kontakt.
Sean var iklædt noget af hans fine tøj. Et par velholdte sorte læderstøvler, med jernbeslag. Et par lange sorte bukser, og en sort skjorte med sølvbroderier og sølvknapper. Et pænere bælte hang om livet på ham, så hans sværd ikke forlod hans side. Håret var redt tilbage og han var glatbarberet. Et sjældent syn.

På trods af problemerne, han måtte have, modtog han gæsterne med smil og småsnak. Buk, og små kys på hænderne til de fnisende hustruer og unge kvinder. Man var vel ikke incubus for ingenting?
Ja, trods forholdet til Genevira, formåede han at blive smittet lidt af stemningen. I hvert fald til han fik øje på hende igen.
Som altid rørte han ikke maden, men drak gerne let af et glas vin.
Planen var lagt:
Først et fælles måltid med de adelige, så en tale og officiel overdragelse af magten. Underskrivelse af et dokument. Så en tur igennem byen i en vogn. Genevira, vel at mærke. Jo mindre Sean var der, jo mindre ville de tro hun stod i direkte kontakt til ham, og at byen netop var på vej imod nye tider. Så Genevira fik sin køretur alene, i en vogn der allerede stod klar udenfor.
Men alt til sin tid.

Med et kort nik til Genevira, trådte Sean op på det lille plateau der var sat ind netop for i dag. Med en kniv slog han let mod glasset, og efter et øjeblik faldt der stilhed over flokken foran ham. Ansigter han kendte, langt de fleste. Personligheder, han havde arbejdet tæt sammen med, mest fordi han skulle. Han kendte dem. Og den viden ville han også bruge fremadrettet.
Med en dyb indånding fandt han et svagt smil frem, og efter at have lagt kniven fra sig, slog han let ud med armene.
"Endnu engang velkommen til!" startede han ud.
"Jeg håber I alle har nydt denne pause, for vi har alle været igennem en hård tid. Der har været meget uro og uheld i vores dejlige by. Katastrofer. Sult. Sygdom. Og nu en blodig borgerkrig"
Et øjebliks stilhed, mens folk huskede alle de forfærdelige ting, som de helst gerne ville glemme alt om. Ikke så få tog en stor tår af deres egen vin.
"Det er mit håb at byen nu kan blive genopbygget og gå imod nye tider. For den trænger. Og vi trænger. Til nye tider. Og derfor er det med både stor sorg og lettelse, at jeg har en stor nyhed til jer alle her til aften. Ja, den er næppe en hemmelighed"
En svag latter flød igennem rummet.
"Jeg har valgt at træde ned som jeres Hersker. Jeg er klar over min regeringstid har været meget urolig, og jeg føler - og det tror jeg i hvert fald visse af jer er enig i - at byen trænger til nye energi. Nye hænder. Nye tanker. Derfor er det med stor betænksomhed, at jeg selv har udvalgt hvem der skal overtage den store post. De fleste kender hende allerede, enten fra at være ved min side - altid loyal og hårdtarbejdende - eller fra hendes eget dygtige arbejde i byen. Alle sammen, venligst tag godt imod Lady Genevira Isherwood!"
Der blev klappet, som Sean havde inviteret Gene op på plateauet ved siden af ham. Selv klappede han så godt han kunne, med et glas vin i den ene hånd. Samtidig trådte han et enkelt skridt til side, så hun kunne komme til.

Genevira turde ikke helt at kalde det hun følte i dag glæde, men mod forventning følte hun alligevel en vis spændt sitren i kroppen. En nervøs højspændt energi ved visheden om, at alt det hun, nej de, havde arbejdet for det sidste lange stykke endelig var ved at gå i opfyldelse. Dog var selv hendes denne forventningens vished tilsmudset af en følelse af melankoli, der stak i hende som glasskår, hver gang hun var nødt til at være i rum sammen med Sean. Bevares, hun fornemmede at de stadig arbejdede godt sammen, professionelt i hvert fald, men pludselig meget nøgternt. Alt den jovialitet, der engang havde været var forsvundet som duk for solen og alt det usagte lå mellem dem som en mur, der kun blev højere jo længere tid der gik. En mur, som Genevira ikke anede sine levende råd for, hvordan hun skulle komme henover. Det værste var den kvalmende dårlige samvittighed, der ramte hende i bølger, når det slog hende at den glæde, hun først havde set i Sean ved tanken om at opgive herskerposten lod til at være dødt ud. Ikke at hun regnede med, at andre ville se det. Det var han for god til at spille spillet til, men hun kendte han trods alt stadigvæk for godt til at lade sig narre. Havde hun stjålet hans glæde? Franarret ham, hvad der burde have været et lykkeligt øjeblik til at mærke friheden med sin elendige tendens til sorgfuldhed? Hun vidste det ikke, men det var let at overbevise sig selv om, at hun endnu engang havde fejlet ham. Heldigvis kunne hun drukne alle disse tanker og følelser ved konstant at sidde i møder med dette eller dette rådsmedlem, videnskabsfolk, akademikere. Alle mulige folk. Eller også var hun ude i byen for at besigtige dette eller hind og lytte til folket. Alle afskygninger af folket. Og de kappedes om hendes opmærksom. Høj såvel som lav. Adel så vel så som bygherre eller, hvad som helst andet. Alt i alt havde hun, selv før sin officielle indsættelse, rigeligt at se til, der afholdt hende fra at vandre rundt på borgens gange som et forsagt spøgelse. Og fra at rende ind i Sean.
Og den spændte stemning var da heller ikke kun hendes. Den spirede frem sammen med de få første sarte forårsblomster og duftede af håb, som ingen helt turde håbe endnu.

Under middagen sad hun til højbords omgivet af diverse rådgivere og andre med vigtige positioner ved hoffet. Hun hverken spiste eller drak noget. Havde drukket blod tidligere på dagen for at undgå en scene. I for sig, kunne hun have nippet til en smule vin, men hun ville ikke engang tage risikoen for at blive fuld i en så vigtig situation som denne. I stedet holdt hun sine nervøse hænder stramt i ro og deltog let i dæmpede samtaler, alt imens hun skuede udover salen. Fandt at det eneste ansigt der forekom hende i sandhed velkendt var Seans og mærkede endnu et stik af sorg.
Et øjeblik fæstnede blikket sig banneret der hang og næsten lyste op på salens endevæg. En snehvid lilje på et sart gyldent felt. Håb og nye begyndelser var, hvad det, i hvert fald for hende, syntes at repræsentere. Den tanke holdt hun fast i og brugte til at gencentrere sig selv, idet hun rejste sig og næsten svævede over for at tage plads ved siden af Sean, så alle havde ordentligt udsyn til hende.

Hvis ikke hun havde besiddet en vampyrs ynde, tvivlede hun et øjeblik på, om hun overhovedet ville have kunne bevæge sig ordentligt i den kjole Lady Gray havde konstrueret. Den gulvlange hvide kjole med dit sart gyldne detaljer og det flere meter lange slæb, var i hvert fald en der krævede forsigtige og velovervejede bevægelser for at se ordentlig ud. Men Genevira var for første gang i sit liv, uanset hvor mange gange hun så ellers fik det at vide, ikke et sekund i tvivl om, at hun var smuk. For hun strålede blandt alle kjolens sarte liljedetaljer. Krystaller så små at de næsten var usynlige glimtede som stjerner, når de endelig fangede lyset og månens cyklus var broderet på kjolens front med skinnende tråd. Kysen der ellers altid havde dækket hendes hår var skiftet ud med først et let sjæl og så udover det et slør af sarte bronzetråde. På hendes hoved hvilede en liljekrans. Alt i alt lignede hun mere et religiøst ikon end et levende væsen. Hun følte, at hun var blevet iført en rustning og i dag var det en lettelse.

Hun foldede de diminutive hænder foran sig. De blev helt væk i kjolens ærmer.

”Jeg takker Dem for Deres venlige ord, lord Mcgivens,” sagde hun mildt. Fandt ro i sig selv, trods nervøsiteten.

”Og på trods af den seneste tids prøvelser, har Lord Mcgivens været en kompetent leder. Jeg er beæret over at være hans efterfølger og håber, at kunne leve op til ham. Nyd hvad end Deres liv bliver efter dette. Det er velfortjent.” En håndsudrækning, en bøn om forsoning eller blot en høflighed fra en ny leder til sin forgænger? Genevira vidste det ikke længere selv.

Hun så udover salen. De mørke dukkeøjne fik pludselig fornyet glød og stemmen ny styrke trods den aldrig hævede sig så meget som et toneleje.

”Doomsville har de seneste år været udsat for mangt og meget. Det ved vi alle, men netop på grund af disse prøvelser, er det nødvendigt at se fremad. Lad os ikke glemme det og dem vi har mistet. De fortjener også anerkendelse. Men den bedste anerkendelse vi kan give er at håbe. At Tro. At handle. Jeg agter at bygge en bedre fremtid. For os alle sammen,. Doomsville skal ud af skyggen og ind i lyset. Omverden skal se, hvor meget vi har at byde på! Vi besidder et af landets fineste akademier. Noble tænkere og videnskabsmænd, dygtige håndværkere, kunstnere. Og verden skal se os. Og se op til os. En fremskridtets by. Doomsville og dets folk er en for længe overset juvel og jeg agter at gøre os til den kulturhovedstad, vi fortjener at være. Jeg ser frem til at repræsentere jer, mit folk, hele mit folk, og vores elskede by.”


Klapsalver. Ikke med den intensitet, hun kunne forvente blandt de lavere klasser, når bare hun dukkede op, men de var der. Og nogle folk så på hende som med fornyet egentlig interesse. Så hun var altså ikke bare Seans lille projekt, indsat for at han kunne herske gennem hende af alt andet end navn.

Hun overstrålede ham på alle punkter denne aften. Ikke blot fordi hun klædt i hvidt, og kunne være en repræsentant for Elona'dal selv i de lyse farver. Men hendes ord og ynde passede til hendes udstråling. Næsten mere som en dronning, end som en Herskerinde. Forskellen mellem dem var enormt, set fra Seans side. Til dels fordi han aldrig ville gå i hvidt, og hvidt sikkert heller ikke klædte ham. Men det passede godt til en vampyrs allerede lyse hud.
Men hendes ord...
Hendes ord var som en fornærmelse, en underliggende lussing, frem for noget andet. Var det slet skjulte hentydninger? Til at hun var sur over at blive udnævnt til herskerinde på hans vegne, at overtage alt det irriterende arbejde og ham, der bare stak halen mellem benene? Ja, nyd hvad end du har tilbage, dumme mand!....?
Han bed hårdt sammen og klappede sammen med resten af lokalet. Men en simrende vrede holdt ham fra rigtig at se på hende igen.
Han havde givet hende så meget. Og det eneste der hun nu havde tilovers var fornærmelser om hans skikkelse. Det var sådan han forstod det.

Han slog let ud med armene og påtog sig et smil.
"Lad os nyde desserten, før vores nye Herskerinde vil køre en tur igennem byen. Der skal nok blive masser af tid til at planlægge og mødes med hende en anden dag"
Et eller andet sted ville han ønske at han kunne tilføje noget. Noget om at han nok skulle beskytte hende, eller han nok skulle overtage et par af møderne, da hun ikke kunne være alle steder. Men hun skulle have lov til at slå rødder som herskerinde selv, uden at han stod og så hende over skulderen. Uden folk tænkte hun var hans marionet. For slet ikke at snakke om han sikkert var ganske uønsket.
Nej. De måtte snart snakke sammen. Ordentligt. Denne usikkerhed, denne ubalance i deres arbejde, var et problem. Sean havde brug for at vide hvor han stod, og han havde brug for at holde en hvis kontrol. Om ikke andet, så for hans egen skyld, i forhold til Natalie. Måske han også kunne blive klogere på præcis hvorfor Genevira havde fået denne modvilje imod ham.
Ikke nødvendigvis for at redde noget - hvem vidste om der var noget at redde? - men så bare for klarhedens skyld.
Men ikke i aften.

I aften tog Sean endnu et glas vin. Snakkede videre. Flirtede let med et par af de unge adelskvinder, som altid.
Og da det blev tid til at fejre dette med resten af byen, og lade Genevira vise sig frem for resten af byen, blev han på borgen. Lige så snart hun var kørt i sin vogn, ville forlade borgen. Indhyle sig i en mørk kappe og blive i skyggen, som han ville mærke byens stemning omkring hende, og om skiftet generelt. For sit arbejdes skyld, end fordi han rigtig ville det. Men han havde kun sin klan nu, og til dels arbejdet for Natalie. Han var nødt til at forblive opdateret på alt omkring sig igen. Al information var brugbar information.

Lena var stolt af sit arbejde som den nye herskerinde bar til perfektion, en mørkets helgen lignede Genevira Isherwood. Nattens liljedronning, mærkværdig som den ide måske nok havde været… at adle og gøre hersker en af commoner af tjener stand, var fortællingen for fascinerende at overse, en historie hun begærede at vise. Liljepigens puritaner image var fastlagt blandt hendes flok, så meget havde hun og Erica overværet på gaderne. Den del var essentiel, hun var folkets darling… det skulle de bevare tillid til eller illusionen kollapser… hun var adlet nu dog, et klogt valg fra Lord Mcgivens, en enkel fattige pige nået til tops er et eventyr, hvis flere skulle prøve er det en revolution de ikke har råd til. Hun skulle være opnåelig nok til projektering af folkets mangler, men forhøjet nok til at de vil tjene hende ikke være hende. Silke nok til hele Rotten Root var der dog alligevel ikke. Genevira Isherwood alene bar metervis af det smukke stof. Liljerne pyntede kanten af hendes skørt, krave og fuldendt med en krans. Stof umiddelbart simpelt, men som lyset ramte, skinnede som en sart gylden stjernehimmel. Hun var genkendelig men ophøjet, en saint af folket og et magt symbol af ret. Proletariatet skulle tro de havde givet hende retten dertil, ikke systemet der stadig stod. De noble skulle se hendes ret som skænket på deres termer, mere end lord Mcgivens var Lady Isherwood indstillet på at spille på ideen om royal eller religiøs ret til stillingen, klogt valg… en hersker indikerede erstattelighed hun ikke havde råd til… en helgen status indikerede ret givet af højere magter. Så var der sløret, hun lignede næsten en brud, en brud af Doomsville, en ren uskyldig magt. Månen, det var en vampyrs komfort, hun var symboliserede uskyld, et image mørkets væsner i Doomsville havde brug for, var Lena af erfaring klar over. Så månens facer som deres symbol var blevet tilføjet. For nu virkede herskerindens modstand mod kirken en komfort, en tryghed for Lady Gray selv… De liljeformede skulderpuder havde været Lenas ide. Herskerinden var af smal statur, puritansk ydmyghed i sin væren, et element af stolthed og styre skulle præsentationen indikere, den byen skulle se hende i, den hun vil blive malet i, husket i for år at komme. De lignede stadig blomster men vedhæng af lyse krystaller lavede smuk en lyd og fik hende til at ligne en elegant nobel.  

Lord Mcgivens omtalte hende i ord der udgav et håb, en stolthed men sært nok havde han ikke været til at se meget forinden ceremonien, som Lena havde sikret kjolens perfektion på herskerinden. Genevira dog… hvad end hun skjulte af kvaler, gemte hun under masken som hun foran folket bedrog sig. Imponerende en evne… der var håb. Der var håb i hendes ord, en tro på den fremtid beskrevet. En Lena kunne hjælpe med at bygge, ud af det her kaos… Doomsvilles og hendes… måtte noget værdigt opstå. Et nyt Doomsville med morgendagens… eller nattens… ansigt som håb. Efter kaos installeret fra alle sider, kunne pigen intet nægtes og Lady Gray måtte frydes i potentialet en stund.

Selv bar hun i respekt små stof liljer i sin florentine krave med perlevedhæng imellem. En Gray bordoux kjole med underskørt og handsker i blonder mindre skinnende end Geneviras, skørte ænder dog formet i et svagt hint af blomsterbladeform. Sit opsatte hår gemt under et net af perler og liljer, en Gray og en tilhænger skulle hun ligne men ikke overstråle helgenen selv. Lavina sad på skødet af hende, en blondekrave med lilje vedhæng, naturligvis matchende hendes eget. Erica og Archibald havde hun forladt hjemme med Bedelia. Lavinia værende den roligste af kattene, bar sig ad næsten overnaturligt høfligt, for de som ikke kendte til Gray gaven. De to spiste lige pænt af middagen og undgik at slikke flødeskummen af kagerne som havde de i kat agtig facon været fristede til.   Ikke alle her var lige høflige som Lavinia, de indfandt sig, men et opmærksomt øje kunne fornemme et par ved at miste forstanden af nobel gammelmandsfrygt for… jah liljer åbenbart. Der var den demografi at arbejde med i bevaring af styret… det kunne blive ganske morsomt på en direkte propaganda facon. Gray familien vidste dog en ting eller to om manerer hvert fald… de fleste… ikke just hendes brødre eller hendes mareridt fuel af en rotte onkel med planer om Doomsville tilflytning. Ja heldigvis var hun og familiens gaver i form af vin de eneste Grays nær pågældende event.

Lena løftede i respekt et vinbæger med graciøst et smil, som et par i rummet stadig så sig ydmyget af denne affære og usikre på passende adfærd til begivenheden. Ja det var også en smule morsomt, at se dem skælve, tvinge dem til at skåle for en dronning de frygtede.

”Til deres Genevira Isherwood, til et nyt Doomsville, en ny era!”

Genevira spekulerede i sit stille sind, som hun sad stilfærdigt værdsættende gennem skål efter skål og et tidevand af lykønskninger, om hun nogensinde i sandhed ville vænne sig til den lettere affekterede høflighed, der altid syntes at præge adelige kredse. Hun nærede sig ingen illusioner om, at alle her i lokalet ville elske hende efter i nat. Langt fra. Tværtimod ville mange nok hviske bag hendes ryk, som de altid havde gjort. Det måtte hun vaske bort fra sig selv. Vand på en gås. Og hvis Sean ikke længere ønskede at hjælpe hende med at holde adlen i kort snor, jamen så måtte hun finde nogen andre, der kunne det. Åh Gud, ville hun blive nødt til at søge hjælp hos Natalie? Tanken fik det kort til at vende sig i hende og hun tog en slurk vand, som hun egentlig ikke havde brug for, bare for at gøre et eller andet.
Det var med skjult lettelse, at hun til sidst endelig kunne rejse sig fra sin plads ved højbordet og med lange fejende skridt forlade lokalet. Hun lod lydende af feststemning bag sig. Eller bag sig og bag sig, for selv indefra borgens mure, kunne hun høre, hvilken stemning, hun var på vej ud i. Allerede før hun trådte ud i den kølige, klare forårsnat. Strålende som en nedfalden stjerne, flankeret af vagter i Doomsvilles midnatsblå farver. Sammenlignet med hende, faldt de næsten i et med natten.
Det var placeret i en åben vogn, at Lady Genevira Isherwood gjorde sig synlig for sit folk. Og lige så fremmed og verdensfjern hun havde følt sig i borgens dystre festsal, lige så levende følte hun sig øjeblikkeligt her. Folket, hendes folk, hendes sande folk og deres kærlighed ramte hende med en styrke, som en flodbølge, som de formede ord, der var for mange til at kunne skelne fra hinanden. Et kakofonisk næsten dyrisk jubelskrig fra alle hendes liljer. De der var blevet trådt på så længe. Åh gid hun dog kunne drukne i deres lykke, som de løftede børn op på deres skuldre blot for et lidt klarere glimt af hende. Rakte ud i håbet om at røre, at føle, at blive forstået. Enkelte skulle jages væk fra hjul og hestehove for ikke at blive knust, men selv ikke dette kunne slå skår i den nye herskerindes glæde over at mærke sit folks kærlighed. For de nedtrådte og arbejderne elskede hende og var de ikke, sandt at sige, byens bankende hjerte?

Da de havde været stort set hele byen rundt og var på vej tilbage til borgen bad Genevira forsigtigt kusken om at gøre holdt ved den plads, hvor, indtil brandnatten, Elona Dals kirke havde stået.

Både kusk og vagter betragtede hende forvirret, som den unge herskerinde stillede sig an foran skelettet af, hvad der engang havde været måske en af Doomsvilles smukkeste bygninger og i hvert fald byens religiøse epicenter. Genevira gik så tæt på, som hun kunne komme uden reelt at betræde jorden. Engang havde den været indviet og man vidste aldrig.

Så vendte hun sig imod de tusinder af tilhører, hun havde anskaffet sig.


”På denne strålende forårsnat, som vi byder ikke blot begyndelsen på et nyt år, men på en ny æra velkommen, ønsker jeg at tale til jer. Lad det fra og med i nat være alment kendt, i verden og jeres inderste hjerter og sjæle, at hver enkel af jer har en plads i denne by. En vital funktion, hvad den så måtte være. Og vi vil i samlet flok løfte vores ny ud af glemslens tåger. I er tusindvis af hænder og jeg har brug for hver eneste en. Så gå nu ud i natten. Fest, dans, spis og le i visheden om at natten nat og alle fremtidige natter tilhører os. Og til vampyrer og I andre såkaldte mørkets væsner. Jeg taler ikke til jer nu som en leder. Dette ejer jeg ikke autoritet til, men jeg kan tale til jer som en søster. Lad os fra og med i nat udslette den retorik, der alt for længe har dømt os monstre, uværdige til lyset og tvunget til at gemme os i skyggen. Ser månen og alle hendes stjerner måske ikke til lige nu? Lad verden vide, at vi er værdige. At natten har sit eget lys.”

Hun faldt hen i stilhed et langt øjeblik. Måtte anstrenge sig for ikke at glippe med øjnene, da hendes tilhørere, som havde de koordineret det på forhånd, knælede.

Det havde været en… forventelig aften. Ikke at sige, at det ikke havde været en storslået en af slagsen, men politik var stadigvæk politik. Det virkede som om, at hele byen var dukket op i håbet om at få bare et lille glimt af Doomsville’s nye herskerinde, og man kunne næppe bebrejde dem, smuk som hun tog sig ud. Kjolen som Genevira bar var et mindre mesterværk, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at det var en gave skænket af Elona’dal selv med det overnaturlige skær som hang omkring den. Ironisk nok var den i stedet sammensat af lysets modsætning. En dæmon. En ganske særlig dæmon faktisk, som Natalie havde holdt skarpt øje med den aften, når hendes fokus altså ikke lige hvilede mod Genevira - eller Sean. Manden forsvandt dog forholdsvis hurtigt fra festlighederne, og Natalie anede, at det havde noget at gøre med den hidtil usete form for kølighed, som lod til at være opstået mellem parterne. Ikke at det var tydeligt på scenen, hvor de begge to spillede godt, men hun havde fornemmet det dagene efter samtalen med Sean. Dage som hun ellers havde forventet fyldt med glæde og ivrig snak mellem de to, havde i stedet virket underligt tunge, og det havde været svært ikke at lade det spredes, på trods af den ellers travle stemning. Noget var galt. Men hvad? Havde han måske ikke fået lige præcis, hvad han havde drømt om? Tigget om ligefrem? Stod hun ikke der med alle Doomsville’s vigtigste ansigter rettet lige mod sig, med byens magt i sin hule hånd?... Hvad mere kunne nogle af dem forlange?! Natalie havde opgivet at finde ud af mere, indtil det værste af festlighederne var overstået. Så hun opførte sig pænt. Lyttede høfligt under talerne, skålede når hun skulle og sad tavst til bords, igennem hele den pinefuldt lange middag, og observerede med skjult afsky, hvordan folk proppede sig. Og da det endelig viste sig passende, så rejste hun sig og trak sig. Fra middagene og alle de småfulde adelsfolk, og fra larmen der zonede ud bag hende. Normalvis kunne hun sagtens håndtere den slags. Dødelige. Voksne… og deres vulgære behov. Men siden samtalen, havde hendes humør ikke været til at løfte. Ikke ordentligt i hvert fald. Hun havde brugt meget tid alene. På at tænke, og gå tingene igennem igen og igen. Men hun kom altid frem til det samme. At dette var det bedste. Genevira var et nyt skridt på vejen mod succes. Men stadigvæk… føltes det ikke rigtigt. For hun havde trods alt ikke selv valgt.

Netop som hun fandt sig selv på vej mod trapperne, som ville føre hende videre op gennem borgen, fornemmede den lille dæmon, hvordan en ny flok nærmede sig. Det dybblå blik løftede sig, og fik hurtigt øje på kvinden klædt i hvidt. Genevira. Som en slags dødens brud, svævede hun ned gennem borgen, omgivet af vagter, der næsten gik i ét med væggene. Et makabert syn, og havde Natalie haft en anelse mere respekt for dødelighed, havde hun muligvis fundet sig selv en anelse forskrækket. I stedet trådte hun pænt til siden, og lod gruppen passere. Skulle det ske, at Genevira valgte at kaste et blik i hendes retning, ville en lille, barnehånd hæve bægeret, der i aftenens anledning var fyldt med helt almindelig druesaft, og sende hende en skål, med det sædvanlige høflige smil, samt et blik der sagde I’ll be watching you.

Senere ville hun modtage nyhederne. Fra spioner spredt ud gennem byen, lød beretningerne om Geneviras opstandelse. En gudinde værdig. Og byen, der havde overgivet sig uden et ord. Hun ville smile for sig selv. Et ægte smil for første gang i mange dage. Måske det kunne blive meget godt alligevel? Måske… det kunne fungere? Uanset hvad Guderne måtte have forberedt til dem, så ville Natalie gå i seng den nat, og sove bedre end hun havde meget længe.