Hey, jeg skal altså også spise!(Katrina og Dust)

Sted: En gyde i den mere affolkede del af Shadow Flame District
Tid: Klokken er nok omkring to om natten.
Vejr, tørt og lunt på trods af tiden. Stjerneklart.
Emnepartner: @Katrina

Genevira var blevet enig med sig selv om, at det nok var smartest at spise noget, før hun skulle på en lang rejse tilbage til Doomsville. Sean ville næppe lade hende tømme sine vagter og det ville bare blive et enormt rod, hvis hun skulle finde en eller anden på vejen, hvor det jo ikke var sikkert, at de lige sådan støtte på nogen, som hun uden videre kunne tillade sig at skaffe af vejen.
Men at finde mad her i Sun Fury var svære end det havde været i for eksempel Rotten Root District, hvor det nogle gange lod til at man nærmest skulle puffe sig gennem mængderne af folk, der var så elendige, at de næsten bare ventede på at få lov til at dø. Den slags typer var Genevira god til at spotte, måske fordi hun selv, i perioder, næsten havde været en af dem. Og hun havde valgt at gøre dem til sin primære fødekilde. Gjorde hun dem trods alt ikke en tjeneste ved at holde om dem og fjerne dem fra livets fysiske og psykiske lidelser? Hun havde ikke, til trods for sin generelle uskyldige og blide natur, så meget som et sekund haft dårlig samvittighed over det. For hende at se var det ikke meget anderledes end dyrenes fødekæde. Større fisk spiser mindre fisk og ingen var vrede på den større fisk for at gøre, som det faldt den naturligt for at overleve.
Desuden troede hun så oprigtigt meget på sin egen idé om, at denne fjernelse, denne permanente sletning af visse mennesker fra verdens overflade, kom fra et velmenende sted i hendes hjerte, at hendes madvaner ikke clashede ubehageligt med hendes videre verdenssyn.
Selvom de var færre her, end hvor hun kom fra, var det til sidst lykkedes Genevira at finde en, der passede hendes kriterier.
Hun kunne se det i trætheden, den absolutte mæthed på livet, der lyste ud af kvindens øjne. Noget sagde Genevira at hun ikke var voldsomt gammel, men hun var blevet gjort ældre af, hvordan livet havde behandlet hende. Hendes hænder var krogede og rystende og hendes gang haltende og besværet. Sit ene ben måtte hun nærmest trække efter sig.
Genevira havde fulgtes diskret med hende, på behørig afstand, i lang tid nu, ind til de nåede til en gyde, hvor kvinden standsede op.
Noget sagde Genevira, at det var her kvinden sov til daglig. Det var i hvert fald ikke første gang, at hun havde set noget lignende andre steder.
For første, og sidste, gang gav Genevira tilkende for denne forhutlede gammelunge kvinde.
"Jeg er ked af, at ingen har hjulpet dig før nu," sagde hun med blid sørgmodighed og strakte en slank hånd, der var så bleg, at det næsten var ligefør den lyste op under stjernernes skær, frem mod kvinden, der stirrede forvirret og halvskræmt på hende.
"Det er okay," lovede hun og lagde al sin overbevisning ind i ordene. Holdt fast i kvindens matte blik med sit eget. "Jeg er her for at hjælpe." Kvinden tøvede et øjeblik, men stagrede så fremad og faldt nærmest om i armene på Genevira, som om hun end ikke længere magtede at bære sin egen krops vægt. Hun var så tynd, at det var som at holde på en pose knogler. Eller en lillebitte fugl. Genevira havde en ubehagelig fornemmelse af, at hun ville have kunnet knække hende, hvis hun af en eller anden syg årsag havde ønsket det. Det gjorde hun ikke.
I stedet strøg hun kvinden forsigtigt over det tjavsede hår og holdt hende forsigtigt ind til sig, som en mor eller søster måske ville have gjort det.
"Det bliver okay nu. Alt bliver okay. Se stjernerne. De er klare i nat." Hun sænkede munden til kvindens hals og bed sig fast. Strammede sit greb en smule, da kvinden chokeret forsøgte at gøre modstand. Der var dog ikke ret meget liv i hende i forvejen og den smule, der var, var hurtigt ved at forlade hendes årer. Desuden, insisterede Genevira for sig selv, var dette kun et hvert levende væsens urinstinkt om at holde sig levende. Om et øjeblik ville hun indse, at hun rent faktisk var taknemmelig.

Kat var for en gang skyld ude og lufte sine vinger alene, selv om hun viste at Beldragon var i nærheden. Han havde flere gange på det sidste vist hende den venlighed at holde sig på afstand, så hun fik den ro og fred hun søgte. De natsorte vinger bar hende hen over Sunfury City og hun så sig om efter et mennesketomt sted at lande. For selv om det var midt om natten, var der stadig liv i byen og dens gader.
Dette gjorde at hun fik øje på en kvinde der haltede gennem en gyde og en anden kvinde som fuldte efter den første. Kat kneb øjnene sammen og nærmede sig roligt området. Hun så til mens den anden kvinde konfronterede den første og hvordan den første gik ind i armene på den anden.
I samme sekund som den første kvinde begyndte at gøre modstand, greb Kat til sin nye evne. Hun hev proppen af den vandflaske hun nu altid gik med og samtidig med at hun dykkede, sendte hun med viljens kraft vandet direkte i hovedet på kvinden der var bøjet ind over den kæmpende kvindes skulder.
”SLIP HENDE, NU!” Kat høje stemme kunne høres flere gader væk, grundet at hun var et stykke oppe i luften. Og da Kat landede ved siden af kvinderne, kunne hun høre at Beldragon landede på taget over dem. Hans fødder landede på jorden ved siden af hende, i samme sekund som hun forsøgte at fjerne den kvinde der… Drak blodet fra den kæmpende kvinde. Kat havde ikke meget til overs for vampyrer og dæmoner, som lokkede deres bytte til dem.
”Skide vampyr. Hvad blev der af at spørge pænt først?” Hun viste at der var en risiko for at hun selv ville blive bidt, men det generede hende ikke det mindste. For vampyren ville fortryde det.
Beldragon var bekymret for Kat, men var hurtig til at gribe kvinden og med sin lysmagi standse blodtabet.
”Kat, vær forsigtig. Det kan godt være at du er blevet stærkere, men det et ikke ensbetydende med at du kan klare alle mørkets væsener.” Kat mærkede godt ubehaget fra hans lysmagi, men valgte at bruge ubehaget til at forstærke hendes iltre temperament, som hun brugte til at holde vampyren på afstand.

Hun hadede høje lyde og i sin overraskelse over alt det råberi, bare fordi hun skulle have noget at spise, var hun også relativt hurtig til at slippe sit bytte.
"Du må undskylde, at jeg ikke kunne hjælpe dig rigtigt. De her folk insistere åbenbart på at fastholde skadelige stereotyper." Hun sukkede helt bedrøvet. Tydeligvis ked af det og oprevet. Hendes noget makabre ønske om at hjælpe folk ved at lede dem direkte i døden, var ikke blot et skuespil. Usædvanlig afmålt tørrede hun vand væk fra sit ansigt med sit kjoleærme, lykkelig for, at det ikke var vievand eller lignende. Hun kunne have smidt syre efter hende eller noget. Genevira ville næsten ikke have undret sig, hvis kvinden havde gjort det. Hun var uhøflig i forvejen.
"Hør der er ingen grund til at blive så ubehagelig, altså," sagde hun og flagrede med hænderne i et forsøg på at understrege sin egen pointe, men også for at vise, at hun ikke havde tænkt sig at gøre nogen noget. Hun bakkede væk fra kvinden og hendes følgesvend, følte sig udsat og lagt for had på det groveste. Hvad bildte de stykker fjerkræ sig ærlig talt ind? Hun havde fundet et menneske, der tydeligvis var træt af livet og havde tilmed fuldt hende til et sted, hvor de ikke ville forstyrre nogen og nu det her? Magen til uforskammethed.
"Jeg kommer ikke styrtende ned fra himlen og råber af jer for det I er og det I er nødt til at spise, men alligevel er det mig, der er forfærdelig her?" Såretheden lyste nærmest ud af hende, sammen med en god del forvirring. Verden var fuld af vampyrer, så hvorfor lod de hende ikke bare være i fred? Hvorfor gjorde det hun var hende automatisk til et monster?
Hun fjernede sig yderligere fra lysmagikeren. Det skar hende i øjnene. Hendes øjne flakkede og en ensom lettere lyserødttonet tåre gled ned ad en porcelænsbleg kind. Nok både fordi hun oprigtigt var såret, men også fordi det havde en vis dramatisk effekt.
"Jeg ville ikke gøre nogen noget," svor hun.
"Men jeg er lige så meget nødt til at spise for at leve, som I er." Fortjente hun da ikke at leve?
Hun rensede sine hugtænder for blod med spidsen af tungen og så agtpågivende fra den ene engel til den anden. Tydeligvis lige så overbevist om, at de snart ville angribe hende og flå hende i små pæne stykker, som de var bekymret for, at hun lige om lidt ville gå til angreb på dem.
Flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Ventede.

Beldragon så ned på kvinden i hans arme, da denne rykkede ham blidt i tøjet. En svag hviskende stemme nåede hans og kun hans øre.
”Lad mig dø, vil i ikke nok? Lad hende dræne mig. Jeg blev bare overrasket.” Beldragon så på kvinden med mistroiske øjne, som om han var sikker på at kvinden var under en form for trance. Men kvindens øjne var ærlige nok. Hun hviskede yderligere at hun ikke kunne klare livet mere, hvilket fik Beldragon til at sukke tungt og stoppe sin lysmagi. Han så hen på Kats ryg, hvor de sorte vinger var let spredte, så de fyldte omkring halvanden meter i diameter. Han rejste sig med kvinden i armene og gik over mod vampyren.
”Kat. Det ser ud til at kvinden selv ønsker denne død.” Kat så mistroisk på sin ven og beskytter, som om han var fuld af løgn. Men ak nej. Han var så alvorlig, selv om han ikke kunne lide kvindens beslutning. Kat slog opgivende ud med hænderne.
”Åh for helvede...” Hun så køligt over på vampyren.
”Næste gang, så kom da for pokker til ”New Hope”. Der er der folk som villigt giver deres blod til de væsener, som har brug for det. Og der er kun ét krav: Ingen må drikke mere end en liter fra hver person om ugen. Det er tros alt folk som har meldt sig friviligt til at hjælpe andre. Vi har også afkølet blod, som folk kan få med hjem.” Hun sukkede og så afventende på vampyren. Dog ville hun ikke blive længe hvis vampyren gik i gang med at spise igen.

Hun stod og stirrede på den. Rædselsslagen. Hvad hvis de slog hende ihjel nu? Hendes liv var kun lige begyndt. Det ville ikke være retfærdigt. Selvretfærdige...fjerkræstyper. Hun stod og stirrede på dem, mindst lige så mistroisk overfor dem, som de nok var overfor hende. Hun var ukomfortabel lige nu. At blive slæbt for en tomandsdomstol, blot for at spise, var virkelig ikke det hun havde brug for i dag. Hun havde lige fået et job og var begyndt at få styr på sit liv. Altså helt ærligt, hvor ondskabsfuld kunne verden være? Det lod dog trods alt til at skæbnen var med hende i dag alligevel, for de angreb hende ikke endnu. Hvis de havde villet det, havde der været mange muligheder. Hun var ubevæbnet, uerfaren og forvirret. Alt i alt et let offer. Men så ville de ikke kunne sige, at de var et hak bedre end hun selv var. Måske var det derfor, de endnu ikke havde gjort noget. Eller også legede de bare med hende. Hun vidste det ikke længere. Men hun stolede ikke på folk, der lod til at tillægge hendes liv så ringe værdi, at det virkede som om de mente, at det ville være bedst, hvis hun døde af sult. Derfor, og på grund af lysmagien, der nærmest strålede ud af den ene af dem, holdt hun sig på behørig afstand og turde næsten ikke røre sig ud af flækken. Lignede mere en fortabt kattekilling end noget, der lige havde været ved at slå en uskyldig kvinde ihjel.
"Jeg ved ikke, hvad...New Hope? er, eller hvor det ligger," mumlede hun og strøg fraværende sit stakkels bytte over håret. "Min skaber forsvandt efter at have skabt mig og jeg har aldrig fået noget som helst at vide om noget. Jeg har måtte finde ud af det hele selv. Hvorfor gør et ønske om at overleve mig til et monster? spurgte hun og klemte øjnene lidt sammen, som hun havde for vane, når noget oprigtigt undrede hende. Hun ville helt ærligt gerne bare forlade Sun Fury nu.

Kat viste tydelige tegn på at være en falden engel, som ikke havde megen tålmodighed med folk, da hun sukkede og gav sig til at forklare hvordan vampyren fandt handelshuset New Hope. Men alligevel var der noget over vampyren, der fik hende til at bløde lidt op.
”Det gør mig ond at din skaber bare forlod dig. Umiddelbart kan jeg ikke huske om der er nogle vampyrer eller blodsdæmoner fra klanen i handelshuset. Men jeg kan sende bud til de andre handelshuse i Doomsville og Aquener, samt vores hjemstad på Dead Mans Rock.” Hun rystede kort på hovedet, mens hun skammede sig en smule.
”Og nej. Et ønske om overlevelse gør dig ikke til et monster. Vi har alle et ønske om at leve uanset hvad vi er. Nogle ønsker driver os til at gøre onde gerninger, som har konsekvenser for os og vores nærmeste.” Hun sukkede og Beldragon klappede hende venligt på skulderen efter at have afleveret kvinden til vampyren. Han nikkede opmuntrende til Kat.
”Jeg syndes du skal tage hjem til Dust og Izzy. Så ses vi i handelshuset i morgen.” Kat nikkede og lettede op i luften for at finde et sted med en klippevæg stor nok til at hun kunne lave en åbning.
Beldragon blev stående og så efter Kat, hvorefter han smilede lidt til vampyren.
”Hun har ikke været sit glade og forstående jeg, siden hun faldt sidste sommer. Håber at du får lyst til at komme og se handelshuset en af de næste dage. Jeg sørger for at finde frem til en vampyr eller blodsdæmon, som du kan snakke med hvis du har lyst. Og hvis du får lyst til at besøge Doomsville, så hold udkik efter det hvide banner med den sorte flamme, som Katrina fortalt dig om før. Handelshuset der er også til at kende på den måde.” Han ventede pænt på hendes respons inden han ville lette og flyve tilbage til handelshuset.

//Video af handelshuset i Sunfury

Kvinden var en falden engel, så hvad var hun i det hele taget så hellig for? HUn måtte have gjort noget forfærdeligt. Genevira antog i hvert fald, at engle ikke bare faldt for ingenting og hun måtte have gjort noget, der var værre end, hvad Genevira anså som, aktiv dødshjælp. Hun glippede med øjnene over det pludselig skifte i kvindens udstråling. Hun måtte have sagt et eller andet, der fik hende til at ændre holdning. Bare en lille smule. Succes. Hun havde fået nogen til at indse noget. At Geneviras eget syn også var ret sort/hvidt, ignorerede hun selv.
"Jeg ved ikke, hvorfor vedkommende bare forsvandt, men...jeg tror han eller hun fortrød, at slå mig ihjel." Det var nok mere sandsynligt, at hendes skabelse var en eller anden form for groteskt uheld, men det kunne Genevira ikke døje at tænke på. Hun havde brug for at finde højere meninger i alt og troede ikke på tilfældighed. Især ikke, hvor det gjaldt hende selv. Hun var blevet som hun var af en grund, ikke på grund af en serie tilfældigt sammenfaldne hændelser. Det var hun nødt til at tro på for ikke at miste alle sine faste holdepunkter.
Kvindens næste ord, gav Genevira indtryk af, at hun havde gjort noget for at leve, som havde været skyld i, at hun nu stod her, som en falden engel og ikke en almindelig en. Men kunne noget virkelig kvalificeres som en synd, når det var gjort med ønsket om overlevelse? Hun var forvirret. Og nok også en smule nysgerrig. Ville gerne forstå, hvordan alt det her fungerede.
Hun betragtede kvinden forsvinde op i luften og lyttede til lyden af hendes vingeslag i nattens stilhed. Blev siddende sådan lidt, før hun endelig vendte opmærksomheden mod manden.
"Hvorfor faldt hun? Det virker ikke som om hun har gjort noget, der er slemt nok." Måske var engle vitterligt bare røvhule, der dømte folk for at stikke så meget som en lilletå over linjen. Hun vidste det ikke.

Beldragon smilede letter sørgmodigt til vampyren.
"Hun valgte at få fjernet et barn efter en voldtægt. Selv om hun har en forstående og kærlig partner, ja så har hun stadig ikke helt fundet sig til rette med sin nye race." Han sukkede og så op på stedet hvor Kat var forsvundet og fortsatte.
"Havde det bare været hendes partner, som havde været faderen, så var hun ikke faldet." Han så hen på vampyren igen og nikkede til hende, mens hans vinger spredte sig så han kunne lette med en bevægelse.
"Faktisk håber jeg at vi ser dig inden længe. Tror at du måske kunne være god at diskutere med hende, selvfølgelig på en god måde." Han ventede til hun havde svaret, før han lettede og fløj tilbage til handelshuset.

Næste formiddag var Kat igen i godt humør og i fuld sving med at hjælpe til i handelshuset, eftersom der lige var kommet et vognlæs vare i form af skind, tøj, rom- og vintønder. Mange børn så til på afstand og var fascineret over at en kvinde med hendes spinkle krop kunne håndtere sådanne tunge vare. Beldragon sad ved et bord og holdte øje med hende, klar på at træde til hvis hendes humør skulle blive mørk som aftenen før.

"Og det skulle hun bøde for på samme måde som folk der har begået mord, eller stjålet eller...eller." Hun var så foraget at hun ikke engang kunne finde flere ord. Hendes hænder flaksede forvirret rundt i luften, imens hun forsøgte at understrege sit raseri over dette. "Måske er det bare ikke værd at være en engel, hvis de er så fordømmende, over en reaktion, der virker så naturlig," fastslog hun så, da hun havde fået styr nok på sig selv til ikke bare at hvæse som en vred kat, der var blevet trådt over halen.
"Wow, der er virkelig alt for meget uretfærdighed i verden. Er det ikke meningen, at engle skal tilgive andres fejl? Hvorfor kan de så ikke engang tilgive hinandens?" Hun fandt det ækelt. Og så rendte alle de lyse væsner og fordømte hendes slags, men der var ikke nogen af dem, der var så meget som et hak bedre.
"Jeg skal se, hvad jeg kan gøre," lovede hun efter en længere tids overvejelse. "Men jeg skal snart tilbage til Doomsville." Hvad der fik hende til at informere ham om det, var hun ikke helt sikker på. Måske ønskede hun bare ikke, at de skulle blive skuffede, hvis hun ikke dukkede op.
"Nå, men...måske ses vi." Hun trak lidt på de spinkle skuldre.
Da han også var fløjet, gjorde hun sit...måltid færdigt, lukkede kvindens øjne og bevægede sig af sted for at finde et sted hun kunne være, før det blev lyst.

På trods af sin skepsis havde hun til sidst valgt at gå til det....New Hope handelshus. Det skadede vel ikke, at se, hvad det drejede sig om. Hun var bare opmærksom på at holde sig i skyggen og styrte indenfor, så hurtigt så muligt. Nu vandrede hun bare sådan lidt hjælpeløst rundt og så mest bare forhutlet og malplaceret ud.

En af kvinderne i handelshuset kom over til Kat og vinkede hende til side, Kat gik smilende over til kvinden og så nysgerrigt på hende.
"Der kom en kvindelig vampyr ind i nat, jeg gav hende værelse nummer fire i baglokalet." Kat nikkede og gik ind i baglokalet, for så at banke venligt på ved dør nummer fire. Hun var lidt spændt på om det var den samme kvindelige vampyr fra aftenen før, eller om det var en anden, der havde søgt ly for dagen. Hun stillede et spørgsmål allerede inden døren blev åbnet, hvis den overhovedet blev det.
”Ville høre om du mangler noget?”

Beldragon havde rejst sig og var fuldt efter Kat, men blev stående op af væggen til mødelokalerne, så han kunne se ned af gangen til værelserne, hvis det blev nødvendigt at stoppe Kat eller gæsten som hun var ved at banke op. Han gættede på at det måtte være et væsen som ikke var glad for sol, siden personen var indlogeret her frem for de værelser hvor der var vinduer.

Hun var faldet i søvn, så snart solen stod op og ville nok have fortsat med at sove, som en død ind til engang ved skumringstid, hvis ikke det var fordi nogen havde banket på døren til det værelse hun havde fået tildelt. Hun tumlede ud af sengen, rettede på sit tøj og hår og gik over og åbnede døren. Missede med øjnene mod lyset fra lokalet derude, der stod i skarp kontrast til de dunkle tilstande herinde. ""Åh, goddag igen," hilste hun og åbnede døren helt, trådte til side, så kvinden kunne komme indenfor. "Det var...Kat du hed, ikke?" Genevira syntes hun havde hørt manden fra i går kalde kvinden Kat, men det havde været en ret kaotisk oplevelse alt sammen natten før, så hun kunne vel huske forkert. Hun klemte øjnene en smule sammen, som hun gjorde, når hun koncentrerede sig om at tænke.
Hmmm, der er faktisk noget, du måske kan hjælpe mig med, hvis du gider," funderede hun.
"Jeg har fået at vide, af min arbejdsgiver at jeg skal skaffe en kappe og et telt, således at jeg kan rejse om dagen og undgå sollys. Har du nogle ideer på det område?" spurgte hun. "Jeg har selv tænkt, at hvidt stof vil være bedst, da det ikke absorberer solen, men jeg ved ikke....jeg skulle jo bare nødigt brænde til en fin bunke aske så snart jeg går udenfor vel?" Hun betragtede kvinden og håbede lidt, at hun havde nogle gode råd af en art.
"Øh, forresten såå Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle sige det næste, så det ikke kom til at lyde enormt invasivt.
"Din ven eller mand eller...hvad han nu er, fortalte mig, hvorfor du faldt og...jeg synes bare du skal vide, at det ikke er din skyld og du bør ikke bebrejde dig selv for det."

Kat smilede let, da hun så at det var den samme kvinde og nikkede venligt til hende, da kvinden snakkede videre, mens hun trådte tilbage ind i værelset. Kat blev dog stående i gangen, af høflighed. Hun var jo ikke mundtlig blevet inviteret indenfor.
”Ja, jeg bliver kaldt Kat, som er en forkortelse af Katrina. Så vidt jeg husker var det min farmor eller oldemors navn.” Hun lyttede til kvinden og nikkede roligt, mens hun gned sig tænksomt over hagen.
”Umiddelbart skulle jeg mene at vi har begge dele hjemme, men jeg ved ikke om en kappe vil være nok til at beskytte dig mod solen.” Et overrasket glip med øjnene, et lille suk og et blik hen på Beldragon, var alt hvad Kat gjorde, da hun hørte at Beldragon havde fortalt hvorfor hun var faldet.
”Tja... Det var nu min egen beslutning, selv om jeg havde på fornemmelsen hvad prisen ville være. Beldragon er min beskytter og en form for onkel for mig.” Hun trak kort efter på skulderne.
”Nok om triste ting. Jeg vil prøve og se om jeg kan finde noget til dig, så kan vi snakke sammen i aften, sov godt.” Hun bukkede let og trådte et skridt tilbage, så kvinden kunne lukke døren igen uden at føle at hun lukkede den i hovedet på Kat.

Resten af dagen brugte Kat sammen med at undersøge om det kunne lade sig gøre som vampyren havde ønsket. Hun tog flere af klanens kvindelige dæmoner med på råd, i håb om at nogle af dem kendte til noget. Men som aftenen kom og solen gik ned endte hun med at sætte sig ved et af bordene i handelshuset med en kande stærk rom og sukke tungt.
Beldragon havde holdt sig i baggrunden hele dagen og ladet hende om at sige til hvis hun havde brug for ham, hvilket hun ikke havde haft. Nu satte han sig ved siden af hende med et stort smil og snuppede selv et krus af den stærke rom.
"Kom nu bare med den der "Hvad sagde jeg." eller hvad det nu er du sidder og brænder inde med." Beldragon nøjedes med at ryste på hovedet, og Kat sukkede tungt. Hun viste at dette kom hun til at høre for, længe...

Hun lyttede opmærksomt til kvindens forklaring. For mange ville noget så simpelt som et navn måske ikke være vigtigt, men for Genevira holdt de alligevel en vis form for significans i, hvad for en type, personen hun talte med var. Måske fordi hun selv for tre år siden havde ændret sit eget navn og dermed taget en anden form for ejerskab over sit narativ. Hvad dette fortalte hende var at Katrina var vant til at tænke i praktiske baner. Det var hurtigere at sige Kat end Katrina, når der skulle arbejdes hurtigt og hun var i hvert fald heller ikke fint på den, for så havde hun sandsynligvis insisteret på sit fulde fornavn og ikke blot deminutiven. Kat havde desuden en munter klang. Måske et lævn af, hvad og hvem kvinden engang havde været.
"Genevira Allaire," præsenterede hun kort sig selv og nejede ganske kort for denne Katrina. Hun virkede ikke så slem, som hun havde gjort aftenen før. Men så igen, alle virkede også mere irriterende, når de afbrød en i at spise.
"Jeg aner ærlig talt ikke om min idé kan fungere, men hvis du på nogen måde kan hjælpe mig, så jeg ikke bliver ristet på vejen hjem og min arbejdsgiver skal have mig med i en urne, så vil jeg være taknemmelig fastslog hun.
"Tja, jeg tvivler på, at du kan bruge min mening til særlig meget, men du får den alligevel. Jeg synes det er retfærdigt nok, at du tog en beslutning for at tage vare på dig selv og det burde du ikke bøde for resten af livet.
Så var det sagt, om Kat så kunne bruge det eller ej.
På forhånd tak for hjælpen, miss. Godnat." Dette blev sagt, selvom det var højlys dag udenfor. Hun var så vant til at sige det, når hun gik i seng og havde svært ved at finde ud af, hvad hun skulle skifte det ud med.
Hun sov dagslyset væk og vågnede så snart det blev mørkt som hun havde for vane.
Hun tøvede længe, før hun endelig forlod sit værelse og nærmest listede sig ud til Katrina. Satte sig ved bordet overfor hende.
"Godaften," hilste hun mildt.

Kat havde været overrasket over Geneviras ord om at hun syndes at det var retfærdigt hvad Kat havde gjort. Noget som havde fuldt med hende hele dagen i baghovedet.

Hun rakte tunge af ham og kunne ikke lade vær med at smile bagefter. Beldragon klukkede og nikkede venligt til Genevira. Kat nikkede smilede til kvinden.
Godaften, håber du har sovet godt. Jeg... En kvinde kom over og undskyldte sig overfor dem, mens hun lagde et par regnskabs bøger på bordet og bad Kat kikke på noget i den.
"Det ser ud til at Hr. Malkin har forsøgt at snyde sig fra at betale sit afdrag denne måned. Men han påstår at det ikke passer." Kat gav sig til at bladre lidt frem og tilbage i bøgerne og sammenlignede dem forskellige steder.
"Du har ret Nina. Det er ikke Hannes eller min håndskrift. Og selv om den er tæt ved, så vil jeg afgjort sige at det er hans." Kat slog let fingeren mod et sted i den ene bog og sammenlignede den med en lidt hurtigere underskrift i den anden. Nogle ville kunne se sammenhængen, mens andre ikke kunne. Hun lukkede bøgerne og så op på Nina.
"Beslaglæg hans vare, som betaling. Laver han indvendinger, så send ham her over." Nina nikkede med et skælmsk smil på læberne og tog regnskabs bøgerne, inden hun gik tilbage til lagerbygningen. Kat så over på Genevira.
"Hvor kom jeg til?" Et brøl af eder og forbandelser kom ude fra lagerbygningen, hvilket fik Kat til at smile skævt inden hun igen fokuserede på sin gæst.
"Jeg må desværre meddele at jeg ikke kunne finde en kappe som vi var sikker på kunne holde sollys ude. Men det kunne muligvis lade sig gøre at få fremstillet et telt som du kunne opholde dig i, i dagstimerne. Dog vil jeg ikke anbefale at du rejser alene i det tilfælde at nogle skulle undre sig og åbne teltet." Hun kunne stadig høre en mand brokke sig højlydt over at få frataget sine vare uden betaling. Men hun valgte at ignorere det. Beldragon ville give hende et tegn hvis manden skulle komme over mod hende.

"Jeg har sovet udmærket tak," svarede hun og lagde benene over kors. Lagde hovedet på skrå for at lytte til, hvad Katrina havde at sige, men de blev afbrudt. Genevira kunne ikke lade være med at smile for sig selv over Kats måde at tackle situationen på. Der var noget virkelig rart ved kvinder, der havde styr på deres ting og ikke var bange for at vise det. "Du har vidst skaffet dig en ny fjende på halsen," konstaterede hun, da et vredt udbrud lød fra et sted længere væk. Genevira var ikke synderligt beklagende. Ville egentlig hellere end gerne se Kat tackle dette også. Noget sagde hende, at hun ville give denne...hr Malkin? tørt på. Måske skulle Genevira skaffe sine nogle snacks og se, hvad der skete.
Hun trommede let i bordet med de slanke fingre, imens hun lyttede til Kats forklaring. "Hmm, se det er problematisk. begyndte hun og klemte øjnene let sammen i tænksomhed. Det ville ikke helt være en fejl at konstatere, at hun lignede en mellemfornøjet kat, når hun koncentrerede sig. "Ser du, min arbejdsgiver ønsker at rejse i dagtimerne. Han er ikke vampyr." Det sidste blev sagt som en tilføjelse og hun viftede let med hånden som for at understrege det.
Så smilede hun, næsten triumferende, da hun fik en ny idé. "Hvad hvis jeg kunne finde nogen, der kender noget magi og får dem til at sy nogle runer eller noget ind i en kappe? Noget der kunne afværge lyset?" foreslog hun og hendes øjne strålede helt bare ved tanken.
"Men i hvert fald så tak for hjælpen," tilføjede hun, før hun sænkede stemmen. til en næsten konspiratorisk hvisken. "Hvad har du tænkt dig at gøre ved ham der?" spurgte hun og hentydede til den råbende mand.

Hun smilede bare af Geneviras ord om at hun vist havde skaffet sig endnu en fjende. Det ville ikke overraske Kat det mindste. Og når hun tænkte over det, så lå det nok i blodet fra hendes far og farfar.

Mens hun lyttede til Genevira, som talte om hvordan hendes arbejdsgiver ønskede at hun skulle udføre arbejdet, drak hun roligt af kruset med stærk rom. Hvilket nok var hendes mors og stedfarfars skyld at hun fortrak.
Hun havde lige åbnet munden for at svare Genevira på hendes konspiratoriske hvisken, da Beldragon rømmede sig kraftigt og havde øjnene fokuseret på manden der kom over mod dem med et virkelig agarsivt kropssprog. Handelshusets folk var, rundt omkring, begyndt at indgå vædemål om hvad Kat ville gøre og om hvor meget manden fik sagt, inden hun gjorde ham tavs.
"Hvordan kan en lille tøs..."
Og manden nåde da heller ikke tættere på Kat, end at hun kunne gribe ham i kraven og løfte ham op, uden at hun skulle andet end dreje sig en smule. Godt nok var manden en af de høje typer, med hans en meter og halv fjers. Men da Kat rejste sig op i sine to meters højde og løftede ham op til sit ansigt, der nu lignede en tordensky. Ja, der blev manden tavs og så både overrasket og forskræmt på hende.
"Denne lille tøs er tilfældigvis overhoved her i huset. Og barnebarn af de tidligere piratkonger: Jake "Seabreather" Black og Raco Fire, af klanen Blackfire." Manden blev omgående hvid i hovedet da han hørte de berygtede navne som enhver indenfor handel kendte til. Kats stemme var rolig, men også fyldt med foragt og vrede over mandens måde at håndtere tingene på. Og hun havde lagt tryk på ordet tøs.
"De har flere gange fået advarsler om at betale Deres gæld. Og nu finder jeg så ud af at De har forsøgt at svindle Dem ud af et afdrag. Måske jeg skulle slæbe dem med op til Dragons Peak, hvor min stedfarfar, Jake "Seabreather" Blackfire, holder til efter at han er blevet raceleder for Draconianerne?" Manden rystede nu kraftigt over hele kroppen og prøvede at ryste på hovedet, mens han prøvede at svare hende uden at stamme for meget.
"Nneej... Ddet er... iiikke nnødvvendigt. Jjeg betaler ggerne min ggæld." Kat smilede skælmsk, hvilket fik manden til at ryste endnu mere, inden hun satte ham ned og slap ham.
Han løb ud af døren, så han var ved at snuble et par gange.

Hele handelshuset brød ud i latter over mandens flugt og dem som havde vundet indsamlede deres gevinster. Alt sammen mens Kat satte sig ned på stolen og tog et dybt åndedrag for at falde lidt ned igen. Hun tømte sit krus der var halvt fuldt og Beldragon skænkede op igen mens han klukkede som en liggesyg høne.
"Ved alle guder, hvor er jeg glad for at du endnu ikke har brugt dén på mig. Hvis din far havde været her, så ville han have været utrolig stolt. Ligsom resten af din familie vil være, når de engang høre om det." Kat sukkede og smilede over til Genevira.
"Jeg kom faktisk til at tænke på at der er ét sted jeg ikke har undersøgt omkring muligheden for en kappe efter dit ønske." Hun lagde hånden på rubinhjertet i halsbåndet, lukkede øjnene og kaldte blidt i sit stille sind på Dust. Hun viste han han kunne mærke det og hvis hun ikke huskede galt, så ville der ikke gå ret længe før han kom til hende. Forudsat at han ikke var optaget et eller andet sted, hvor der ikke var mulighed for ham at bruge deres lille smutvej.

Beldragon så godt hendes handling og sukkede drillende.
"Skal du absolut kalde på den drage? Kunne du ikke bare selv tage afsted og spørge ham?" Kat blinkede drillende til ham, da hun var færdig.
"Hvorfor skulle jeg berøve dig for fornøjelsen af at kunne brokke dig lidt?" Beldragon klukkede lidt igen inden han bundede sit krus og rejste sig. Han gik roligt og fuldstændigt ædru over mod lageret, hvor folk var igang med at gøre op hvor meget Hr. Malkin havde 'betalt' i afdrag. Kat så smilende efter sin ven, beskytter og 'onkel', inden hun igen vente opmærksomheden mod Genevira.
"Jeg tror ikke der går længe inden min partner kommer og kan give os svar på om han kan hjælp dig."

//Efter aftale kommer @Dust med ind //

Følelsen af at blive tilkaldt via hendes halsbånd, fik Dust til at stoppe midt i en sætning, da han sad og snakkede med Miliak, nede i hans grotte. Miliak, der ikke var bekendt med hvad der lige skete, spurgte ham overrasket hvad det lige handlede om, og med et grin, rejste Dust sig op, tog sin flaske i den ene hånd, og sit sidste ben med kød i den anden, før han gik mod trappen. Ved hjælp af en af sine ringe, lavede han en klo af lyn, så han kunne kradse mærker ind i væggen for enden af trappen, hvorefter han åbnede en magisk port, i en gyde bag handelshuset.
"Det vi kunne mærke, var en halskæde min mage bære, der er lavet med materiale med mig, så når hun bære den, kan vi finde hinanden, og påkalde hinanden via forbindelsen!" forklarede Dust til hvad der for andre var ham selv, mens han gik rundt om bygningen, for at gå ind af hoved indgangen. Han tog en bid af sit ben, der fjernede næsten halvdelen af kødet på den, mens han lyttede til Miliak spørge mere ind til halskæden i hans hoved "Kig i mine minder, jeg har ikke tid til at forklare dig alting, især når det er nemmere bare at huske det, så du kan se der!" folk der kendte Dust hilste på ham, mens han gik gennem butikken, mens andre kiggede mærkeligt efter ham.

"Du skal være flabbet bessefar, jeg er ikke doven!" sagde han idet han trådte ind i det lokale Kat og Genevira befandt sig i. Instinktivt gik han mod Kat, satte sin flaske på bordet, gav Kat et kys på kinden, og til sidst satte han sig på en stol ved bordet, mens han nysgerrigt så på Genevira, med et skævt smil på læben. Hans ny erhvervede evner, lod ham se mere end blot en ung kvinde, han kunne se hendes aura, men han var stadig ikke helt erfaren med at læse den slags, så han kunne ikke helt identificere det han så.
"Hej, mit navn er Dust!" han rakte pænt den af hans hænder frem mod hende, som han ikke holdt sit kød med, da det trossalt var den reneste han havde, for at vise lidt venlighed overfor denne fremmede, der så ud til at sidde her og snakke med Kat. Hvis hun valgte at hilse igen, ville han svare at det var rart at møde hende, men om det skete eller ej, ville han vende sin opmærksomhed mod Kat, og lægge sit hoved lidt på skrå "Du kaldte min kære?" han tog endnu en bid af sit kød, hvilket fik det sidste kød fjernet fra knoglen, og mens han tyggede, fokuserede hans blik på den nærmeste skraldespand, så han kunne kaste knoglen i spanden, før han så på Kat igen.

Hun kunne ikke lade være med at le sin klirrende sølvlatter, da denne meget vrede mand, turde at kalde Katrina for en lille tøs. Hun modstod trangen til at klappe i hænderne, da hr. Malkin blev sat på plads og måtte luske væk som en slået hund med halen mellem benene. Genevira var ret sikker på, at Katrina potentielt var ret magtfuld og med Geneviras uerfarenhed, kunne det have kostet hende livet natten før, hvis ikke englen af en eller anden grund havde fået det dårligt med tanken om at slå hende ihjel. Så Genevira havde en vis mængde respekt for hende, og havde opbygget en ny modvilje mod almindelige engle for at have smidt hende ud for så lidt. Desuden var der bare et eller andet fundamentalt attraktivt ved at se en selvstændig kvinde give en inkompetent mand tørt på.
"Ih virkelig?" Det faktum, at hendes idé muligvis kunne virke var nok til nærmest at give hende lys i øjnene. Til trods for sin nyligt uddøde tilstand, var der en fundamental uskyldighed over hende og en enorm entusiasme og nysgerrighed over nye ting.

Hun lyttede til Katrina og Beldragons samtale, imens hun hvilede kinden i sin ene hånd. Undrede sig lidt. Havde Katrina nu også en drage? Det virkede voldsomt.
"Åh, så din drage er ikke rent faktisk en flyvende, ildspyende øgle?" spurgte hun.
Det fik hun svar på ret hurtigt, da en mand trådte ind og satte sig ved deres bord. Hun tog hans hånd. Af alle navne man kunne vælge, hvorfor så kalde sig Dust? Støv var insignifikant. Der var en grund til, at man ikke ville have det i sit hus. Nå, nok om det, måske var han født med det navn og havde ikke selv valgt det, ligsom hun havde sit.
"Genevira," præsenterede hun sig kort og sendte ham et afslappet smil, der afslørede hendes hugtænder.

Kat smilede og rystede på hovedet.
”Nej, han er draconianer. Ikke ildspyende...” Da han kom hen og kyssede hende på kinden, smilede hun kærligt til ham. Duften fra kødet fik hende dog til at afholde sig fra at kysse ham. Det duftede til at være en af de stærkt krydrede køller som han elskede, men som hun viste kunne brande noget så forfærdeligt i halsen. Mens Dust hilste på Genevira, fik Kat øjenkontakt med en af folkene og med hånd tegn fik hun bestilt drikkevare til Dust, samt bedt om en tallerken til hans knogle.
Da han henvendte sig til hende, smilede hun igen kærligt.
”Ja, min kære. Jeg var nysgerrig om du muligvis skulle ligge inde med en kappe, som kan hjælpe en vampyr til at kunne bevæge sig rundt i dagslys, uden at brænde op?” Hun viste han havde en hel del, og alligevel var hun ikke sikker på om det kunne lade sig gøre.
Kort efter kom en ung mand omkring de tyve over til dem med drikkevare til Dust og en lille skraldespand. Kat nikkede venligt til ham, men kunne omgående fornemme at det ikke ville føre til noget godt. Ganske rigtigt, så begyndte fyren at flirte med hende.
”Du var fantastisk, da du gav Hr. Malkin tørt på. Passer det virkelig at Jake Blackfire er din stedfarfar og Raco Fire, din farfar?” Kat viste udmærket hvor fyren ville hen med denne flirten. Han ønskede at blive optaget i klanen for at kunne blære sig med klanmærket, og ønskede også en tur i høet med hende. Kat sukkede indvendigt, men nøjedes med at se træt på fyren. Noget sagde hende at hun roligt kunne slappe af, eftersom Dust sjældent bød flirt med hans partner velkommen.
Lige så snart Dust tog sig ’kærligt’ af fyren, ville Kat smile skælmsk.

"Rart at møde dig Genevira!" sagde Dust i et varmt toneleje, da hun gengældte hans hilsen. Da Kat så fortalte ham, hvorfor hun havde kaldt ham til hende, kom der et tænkende ansigts udtryk over ham, da han i sit hoved, begyndte at gennemgå de ting han havde stødt på, og som han havde på sit lager, hjemme i hans hule. Han nåede dog ikke at tænke længe, før en ung knøs kom hen til dem, med drikkevare til ham, samt en skraldespand til knoglen, der var i den kølle han havde bragt med sig. Dust lyttede til den unge mand, og undrede sig lidt over, hvorfor han spurgte om noget så specifikt, samt hvordan han vidste disse ting? Det kunne dog være lige meget, da Dust inderst inde, var ret territorial omkring hans mage, og det lød som om denne knøs, lagge an på hans mage.
"Det er skam sandt, at disse 2 herre du nævner, er hendes farfar og stedfarfar!" sagde Dust samtidig med at han rejste sig op i en hurtig bevægelse, så han kunne lægge en arm om skuldrene på knøsen "Men vidste du også, at udover en excellent smag i familie, har denne unge engel, også fundet sig en partner, der lige som hendes bedsteforældre, er umådeligt farlig for sine omgivelser, når det kommer til lige præcis denne unge dame, der sidder her foran os!" han lavede en let gestus med hånden i retning af Kat, da han sagde det sidste, som for at understrege den dramatiske måde, han fortalte det han nu fortalte den unge knøs.

"Denne partner, denne mage om man vil, er som hendes bedsteforældre en draconianer, og selvom denne draconianer nok er meget ukendt, for den magiske verden vi lever i, bør du nok vide, at denne mage hun har valgt at dele sit liv med, er et yderst territorialt væsen, med en meget særlig gave, der gør ham umådeligt farlig!" han dæmpede sin stemme lidt, i takt med at han talte, til kun Kat, Genevira og den unge knøs kunne høre ham tale, hvilket fik knøsen til ubevidst at bevæge sig tættere mod Dust, for at lytte til det han fortalte, til trods for at han så ud til, at blive mere og mere nervøs, ja nærmest bange, for hvert ord Dust ytrede "Ser du, denne draconianer den unge Kat er sammen med, bære en naturens gave, og denne gave... er.... lynets kræfter!"
Det sidste han sagde, hviskede han nærmest, og lige så snart han havde sagt lynets kræft, brugte han sin frie hånd, til at skabe gnistrende lyn, der bevægede sig frit mellem hans fingre, hvilket fik knøsen til at springe tilbage, og frigive sig Dust'es greb i processen. Han så rædselslagent til, mens de små lyn i hans hånd, spredte sig til større lyn omkring Dust'es krop, og for hvert langsomme skridt Dust tog mod knøsen, tog han 2 skridt tilbage, i frygt for de lyn draconianeren kontrollerede.

"Gå! Lev videre! Velvidende at du i dag, kunne være blevet dræbt, men fik lov til at leve! Og husk at jeg lige så nemt som jeg lod dig leve, kunne have taget dit liv!" hans stemme lød forvrænget, nærmest som var han besat af et guddommeligt væsen, og så snart knøsen løb ud af lokalet, skrækslagen over det han havde set, var det som det hele forsvandt igen, ja nærmest som om det slet ikke var sket. Dust vendte sig om, satte sig ned igen, tog en tår af sin drikkevare, og smilede til Kat og Genevira.
"Så du leder efter en måde at rejse i dagslys på, til trods for at du er en vampyr, og vi overvejer en kåbe af en art?" spurgte Dust eftertænksomt, som om intet var sket, mens han var vent tilbage til at tænke på, hvad han havde fundet af genstande "Jeg tror faktisk det kan lade sig gøre! Hvis jeg ikke husker forkert, har jeg en rejse kåbe på mit lagger, indprægneret med rune mønstre, så vidt jeg kan se på den, burde den dække den der bær kåben, fra alt sollys de måtte finde sig selv i! Jeg har selvfølgelig ikke haft ordentlig mulighed for, at teste denne kåbe, men den skulle gerne kunne dække dine behov!" han smilede skævt til Genevira, og afventede hendes respons til denne information, han kunne bringe til bordet.

Hun betragtede lettere undrende knægten, der kom over til deres bord og....begyndte at flirte med Kat? Genevira lagde hovedet en smule på skrå. Udledte at folk her enten ikke vidste, at Kat og Dust var et par eller at knægten var dumt modig at ligge sig ud med en drage. Hun fulgte med i Dust og knægtens....ja det var vel ikke rigtig en samtale, mere en skjult hold dig væk fra min mage eller jeg æder dig, envejskommunikation. Egentlig kunne hun ikke helt se grunden til at skræmme livet af knægten. Ikke fordi hun på nogen måde havde ondt af ham, hun anså det bare lidt som et spild af energi. Men hvis det var sådan Dust morede sig, ville Genevira da ikke dømme ham. Hun havde selv haft en del underlige måder at undeholde sig selv på i tidernes løb. Alligevel vendte hun sig mod Katrina med antydningen af et smil. "Er han meget jaloux anlagt eller er det der bare for morskabens skyld? spurgte hun nysgerrigt.
En svagt knitrende lyd tog dog hurtigt hendes opmærksomhed og hun måtte tage sig selv i at stirre på Dusts fingre, hvor i mellem, der sprang gnister.
Wow øh...okay. Genevira skrev sig bag øret, at hun ikke havde særlig meget lyst til at pisse ham af nogensinde.
"Rist ham nu ikke herinde. Det bliver sådan et rod at rydde op," sagde hun i en næsten kvidrende munter tone.
Det blev det så heller ikke til, men han havde da et flair for drama, som Genevira godt kunne respektere.
Hun klappede dæmpet i hænderne, da han satte sig ned.
"Det var jo næsten smukt. Jeg tror i hvert fald du har fået knægten til at genoverveje tingene en ekstra gang, næste gang han tænker på at lægge an på nogen, der ikke har lagt op til det," sagde hun og blinkede dovent med de store brune dådyrøjne.
"Det gør jeg nemlig. Det behøver ikke være noget, der kan holde alt sollys ude altid. Det regner jeg ikke med eksisterer, men bare noget,
der gør, at jeg ikke øjeblikkeligt bliver stegt lige så hurtigt, som ham gutten nær var blevet," forklarede hun gestikulerede flaksende med hænderne, som hun havde for vane, når hun forsøgte at forklare et eller andet.
"Jamen det lyder jo smukt. Har du bare alt, hvad man kunne have behov for liggende et eller andet sted?" hun lo klokkeagtigt.

Selv om hun havde vist at Dust ville stoppe den unge mand, så sad hun alligevel og kæmpede for at holde latteren inde. Jo mere Dust spillede op og skræmte fyren, jo mere fik hun også lyst til at få sin partner på to mands hånd, så hun kunne belønne ham og nyde godt af denne besidderisk adfærd, som han fremviste.
Hun så over på Genevira med et enkelt øje og smilede bredt, både af morskab og stolthed. Da hun talte, var det en hvisken som kun Genevira kunne høre.
”Lidt af begge dele. Han er virkelig en drage i ordet forstand når det kommer til mig, vores elskerinde og hans artefakts.” Hun drak roligt et par mundfulde af sit krus og sendte ham et kys gennem luften, da han vente tilbage.

Hun lod Dust om samtalen omkring den der kappe og holdte løst øje med folkene rundt omkring dem. Det gjorde at hun fik øje på en lille lommetyv, og hun gav et lavt langtrukket pift fra sig. Det fik alle klanfolkene til at se sig rundt og derved få fingrene i lommetyven, der viste sig at være en lille pige. En af de kraftige damer satte sig på hug ved pigen og rakte hånden frem, samt snakkede roligt til pigen. Efter lidt samtale, hvor pigen forsigtigt havde nikket eller rystet på hovedet, fik damen de forskellige genstande som pigen havde stjålet. Og pigen fik en madpose i stedet, af en anden kvinde. Så snart folkene havde flyttet sig nok til at hun kunne komme væk, var hun den der var løbet. Damen som havde fået de stjålet ting så hen på Kat, og en stille nikken blev udvekslet mellem de to.
Kat smilede skælmsk, da hun så en dreng omkring de ti forsigtigt kom hen til damen og spurgte hende om noget. Damen smilede og nikkede, hvorefter hun modtog endnu flere stålet vare og en ny madpose blev afleveret til drengen, som smilede over hele hovedet. Han havde dog ikke så travlt med at komme ud, da det så ud til at han havde forstået at ingen ville tage maden fra ham.

"Jo tak, det tog mig lidt tid at lære tricket, med at ændre min stemme, men da jeg endelig fik det på plads, viste det sig at være meget brugbart, under mærkelige situationer som denne!" sagde Dust med et smil, som svar på Geneviras komplimant. Han sendte også et kærligt smil i retning af Kat, da han godt kunne se på hende, at til trods for at hun fandt hans måde at håndtere situationen på sjov, virkede hun også til at være glad for, at han var territorial omkring hende.
"Den kåbe jeg har i min besiddelse, er indprægneret med den samme slags rune magi, som nogle andre magiske genstande, jeg har i min besiddelse, og hvis magien i kåben, fungere på samme måde som magien, i mine andre genstande, burde den kunne beskytte dig mod sollys, så længe de indbyggede runer, ikke bliver beskadiget!" sagde Dust med et eftertænksomt ansigts udtryk, mens han lagge sin hånd på bordet nær Kat, så hun kunne holde ham i hånden, mens han snakkede med Genevira.

"Jeg har et lager i min hule, bestående af alle mulige forskellige genstande! Hovedsageligt har jeg brugt min tid på, at lede efter artefakter, og genstande der indeholder magiske evner, men i min søgen efter den slags, er det også lykkes mig, at finde alle mulige andre genstande, der bære deres egne magiske egenskaber, samt nogle enkelte væsner hist og her, der kan lave den slags!" Dust virkede til at være stolt over sin samling, hvilket man nok kunne høre, på den måde han snakkede om det, han havde på sit hjemme lavede lager.
Dust kiggede let i retning af det barn der blev stoppet, da han hørte Kat lave en lyd, og så at barnet afleverede stjålne vare tilbage, i bytte for at barnet så fik noget at spise. Da han så et andet barn, der ikke var blevet fanget i at stjæle, kom for at aflevere stjålne ting, i bytte for sin egen portion mad, lagge han hovedet lidt på skrå, mens han lignede en der undrede sig over, hvordan børn dog overlevede, med så underlig en tankegang.

Hun betragtede nysgerrigt Kat. "Jeres elskerinde? Som I at deler?" spurgte hun og klemte øjnene tænksomt sammen. Måske var det bare, at hun havde levet en...lige på det plan ekstremt beskyttet tilværelse , da hendes mor virkelig havde forsøgt at afholde hende fra at...indlade sig med nogen, som hun havde kaldt det. Ofte i en skinger panisk tone og gerne, når Genevira havde været ude sammen med Alanis i hvad hendes mor besluttede var for længe.
Så Genevira kunne ikke lade være med at undre sig. Var elskerinder ikke noget, som mænd, der enten ikke ønskede at binde sig eller var trætte af deres koner havde? Hendes forvirring måtte være tydelig på hendes ansigt.
Hun fik styr på sig selv og vendte blikket mod Dust. "Noget siger mig, at det her langt fra var det mest mærkelig nogle af jer har oplevet," konstaterede hun og blinkede dovent med de store brune øjne, betragtede parret overfor sig med hovedet en smule på skrå. De virkede så...synkroniserede og komfortable i hinandens selskab, at det ville have været svært ikke også selv at synke ned i en eller anden tilstand af tja...ro til trods for det kaos, der lod til at danne sig omkring dem. De virkede så vant til det, at der ikke rigtig opstod nogle reelle problemer. Eller det var i hvert fald det indtryk som Genevira fik af dem.
"Altså...ved folk her ikke at I er et par? For...jeg har først lige mødt jer og jeg synes det er ret tydeligt. Selvfølgelig...måske var knægten bare dum." Hun trak lidt på skuldrene
Hun lyttede ivrigt til Dusts beskrivelse af kåben og måtte spærere øjnene op til sidst"Hvor i alverden får du alle den slags ting fra? De kan umuligt bare....blive solgt på almindelige steder." Hun rynkede brynene.
"Du lyder som en af dragerne fra eventyrerne," tilføjede hun. "Sover du også på din samling?"" Hun havde et drillende glimt i øjet.

Kat nikkede smilende til Genevira, omkring spørgsmålet vedrørende deres elskerinde. Men hun nåede ikke at sige noget før Dust og Genevira indledte samtalen omkring kappen og hans andre skatte. Hun smilede roligt og da de var færdige, begyndte Kat roligt at snakke.
”Omkring nogle af dine spørgsmål fra før. I starten havde jeg svært ved at forstå situationen eftersom han kom hjem med en kvindelig slave, som havde et artefakt hængene om halsen. Men efter et par dage, begyndte jeg at tage der mere roligt. Nu deles vi alle tre om hinanden og jeg kan ikke forstille mig en time eller dag uden Izzy. Og det med at vi er et par… Jo, folk ved det godt. Men alligevel er der nogle der tror at jeg har et åbent forhold til min fyr. Ikke alle har mødt Dust og selv om jeg siger at han er draconianer, så er det ikke alle der tror mig. De fleste, som den unge fyr, tror jeg har et åbent forhold. Bare fordi jeg selv er ung, kan de ikke forstå at jeg har fundet den som jeg ønsker at leve sammen med på livs tid.” Hun sukkede træt.
”Men ja, jeg har så også oplevet en del mere end de fleste på min alder. Plus at jeg er vokset op på en ø, fyldt med nærmest alle racer. Hvad angår den kære drage her… Så jaa… Han sover nok mest ved siden af sin mest dyrebar skat.” Hun blinkede drillende til ham, inden hun igen drak lidt fra sit krus og fortsatte henvendt til ham.
”Du så undrende på de børn som afleverede stjålne vare og fik mad i stedet. De er nogle af byens fattige børn. Og vi gør hvad vi kan for at vinde deres tillid, samt fortælle dem at de bare kan komme her og få mad, i stedet for at stjæle fra folk. Byens folk ved som regel også at de altid kan henvende sig her, hvis de er blevet bestjålet. Vi har faktisk folk ude i gaderne for at anskaffe sig de fleste tyvekoster, for at ejerne kan få dem tilbage. Jeg set mange stjæle, for så at prøve at købe mad med de stjålne ting.”