Hej farfar, godt at se dig igen. Og dette er... - Raco og Dust

Tid: lige omkring middag
Sted: starter i udkanten af byen, men foregår i Racos thebutik eller en af kroerne i området.
Vejr: kølig vinterdag med solskin og næsten ingen vind.
Emnepartner: @Dust og @Raco
Rækkefølge: Katrina, Dust og Raco

Outfit: Rubinrød skjorte, sorte bukser og støvler, samt sin halskæde

Kat var ivrig og havde været det de sidste par dage, efter at hun havde besøgt sin mor på Dead Mans Rock. Her havde hun fået at vide at hendes farfar stadig levede og havde skjult sig i Minotaris, hvor han ville åbne en the butik. Taliia havde sagt at hun bare skulle spørge efter Kashkan the, så ville hun nemt finde butikken.
Så da hun var vent tilbage til hulen hvor Dust og Izzy havde ventet, havde hun nærmest ikke kunne holde munden lukket. Den knævrede løs om at hendes farfar stadig levede og hvor han holdte til. Hun havde endda gået så vidt til at tikke Dust om at besøge Minotaris. Hun var ligeglad hvordan de kom dertil, men hun kunne ikke vente til at møde sin farfar igen. Faktisk havde hun, nu hvor hun tænkte over det ikke set ham siden hun mistede sin far, og var taget på en rejse sammen med sin beskytter og ven, for at få bearbejdet sorgen.
Hvad end prisen for hendes tikken havde været, så havde hun betalt prisen. Også selv om den ikke havde været nem at udholde.
Nu var de så ankommet et sted i Minotaris, hvor hun så sig rundt og gik efter lydene som kom fra havnen. Hun smilede bredt da hun så havnen udfolde sig foran hende, og hun så smilende hen på sin elskede partner, inden hun venligt stoppede en fremmede op.
”Undskyld mig, men hvor finder jeg Kashkan the?”

Efter at have hørt Kat, snakke så meget om sin farfar, var det ikke lige frem et svært valg for Dust, at vælge hvad han fandt rigtigt. Han havde måske ikke haft en familie, i det meste af sit liv, men på grund af hendes selskab, deres tid sammen det sidste års tid, var hans minder om, hvordan det kunne være at have en familie, kommet tilbage til ham, lige såvel som han havde fået nye, sammen med hende. Derfor, var det rigtige valg ifølge ham, at ledsage hende, på hendes besøg hos hendes farfar, når nu hun lignede en, der var ved at springes af begejstring, over at besøge denne herre.
I dagens anledning, var han lige som stort set alle andre dage, iført hans sædvanlige korte, sorte bukser, hans sorte longcoat med hans mærke på ryggen, som også var at finde på hans handsker, og selvfølgelig hans ringe. Han valgte konsekvent at bære dette tøj, til trods for at han var en draconianer, og det var koldt vejr udenfor, hvilket ikke ligefrem var en god blanding. Heldigvis kunne han bruge sin lyn evne, til at opvarme ham selv indvendigt, skulle kulden blive for meget for ham, på noget tidspunkt.

Nu hvor de var kommet ud på gaderne i Minotaris, gik Dust ved Kats side, og smilede mildt til Kat. Hun virkede så glad for at være her, og var der noget der kunne varme hans hjerte, var det når hun var glad. Dust var alligevel også nysgerrig, omkring denne Raco, personligt socialiserede Dust ikke så tit med andre væsner, omend han havde gjort det oftere siden han mødte Kat, men når det kom til stykket, var det ret sjældent at han socialiserede med andre draconianere. Da Kat spurgte den fremmede om vej, smilede Dust mildt, for at virke imødekommende overfor denne fremmede, så personen måske var mere villig til at hjælpe dem på vej.

Den fremmede så på den unge kvinde og den mand som gik ved hendes side. “Kashkan? I kender Mester Fire?” Spurgte den fremmede og smilede. “Kashkan The er ved at blive et stort mærke her i byen. Jeg undrer mig stadig over hvordan han får fat i alle de gode vare.” Den fremmede smilede og pegede ned af gaden bag dem. “Der går nogen af hans mænd.” Tre dæmoner gik på en linje og bar kasser over deres skuldre.

Raco stod bag disken og hjalp en gravid kvinde med at vælge den rette the. Den ældre Draconianer havde et smil om læber og en glød i hans øjne som smittede af på alle. De fleste elskede at komme ind i hans butik og snakke. Mange begyndte at kende ham og spurgte ind til hans fortid. Mange blev overrasket når de opdagede at han var en af grundlæggerne til klanen BlackFire og at han stadig havde familie.

“Mister Raco.” Raco drejede sit hoved og tog forklædet af. Under forklædet var han iklædt sorte leggins og en hvid skjorte, men nu tog han også en lang frakke på. “Hvad er der knægt?” Spurgte han med sin dybe stemme og drengen så op på ham med respekt. “Der er et par som går rundt og spørger efter din butik, men vi har aldrig set dem før.” Raco rynkede brynene. Han havde ofte gadebørnene til at holde vagt for sig på gaderne, i tilfældet af at hans familie kom og ledte efter ham. Raco rakte drengen en sølvmønt og trådte ud af butikken, blikket gled søgende rundt.

Kat's smil blev mere kærligt, ved spørgsmålet fra den fremmede.
"Ja, han er min farfar." Hun så i den angivende retning og fik øje på de tre dæmoner, så hun nikkede taknemmeligt til den fremmede og gik over mod de tre.

Dog nåede hun ikke helt hen til dæmonerne, da hun fik øje på en mand, som kom ud af en butik. Glædes tåre begyndte at samle sig, da hun omgående havde genkendt ham. Hun satte i løb hen mod ham, samtidig med at hun gav et særligt pift, som hendes far havde lært hende som barn. Et pift som kun han havde brugt, og det var meget få som viste at hun havde lært det. Hun ville næsten væde med at han ville vende sig og se i hendes retning. Om han gjorde det eller ej, ville hun kalde:
"FARFAR!!!"

Forudsat at han så hende og åbnede armene, ville hun kaste sig ind i hans velkendte favn. Ellers ville hun blot omfavne ham.
Uanset hvad så ville hun le hjerteligt, når hun nåede ham.

Dust så i samme retning som Kat, da den fremmede pegede dem i retning af 3 mænd, og det første hans øjne umiddelbart lagge mærke til, var at de var dæmoner. Ikke fordi det gjorde nogen forskel for ham, han lagge blot mærke til dette, da han endelig var ved at få fod på hans evne, til at skælne mellem andres aura, og identificere hvad folk var, baseret på hvad han var i stand til at se, når han kiggede på dem.
Så snart Kat begyndte at gå mod dæmonerne, fulgte Dust med hende, han blev dog overrasket over, at hun begyndte at løbe, da en mand kom ud af en af butikkerne. Denne overraskelse var dog kun kortvarigt, da hun afslørede hvorfor hun begyndte at løbe, blot ved at kalde efter denne herres opmærksomhed, og afsløre ham som hendes farfar. Det bragte glæde til hans hjerte, at se hende være så glad, men det stoppede ham ikke fra, at fortsætte mod hende og Raco, med rolige skridt, indtil han nåede frem til dem.

Han stoppede op et par skridt fra dem, og valgte at vise lidt høflighed, ved at vente til han blev inviteret ind i samtalen, om det så var gennem en præsentation, eller på anden vis.

Raco snurrede rundt da han hørte en stemme som han havde savnet og drømt om. “Lille vinge.” Mumlede han før han begyndte at gå med hurtige skridt imod hende, armene åbnede sig og lukkede sig igen da hun var i hans favn. Han snurrede hende rundt. En hånd gik om og trykkede hendes hoved ind mod sin. Tåre løb ned af hans kinder og en rusten latter kom fri. “Kat.” Sagde han og satte hende ned igen. Hænder strøg gennem hendes hår og et næsten ugenkendligt blødt udtryk kom over hans ansigt. “Hvor er det dejligt at se dig igen, min lille engel.” Sagde han.

Bag Raco kom enkelte af hans mænd frem. Meget få genkendte deres leders barnebarn. De som kunne, kunne ikke lade være med at smile. Det smil af glæde som var på Racos ansigt var ventetiden værd. Andre sendte dog nysgerrige blikke over til den mand som åbenbart fulgtes med prinsessen. For i manges øjne var Katrina det. “Sir. Hvem er det som din yndling har med?” Spurgte en ung dæmon og Raco løftede blikket for at rette det mod den mand som var med Katrina. “Din mage?” Spurgte han lavmælt Kat.

Glædeståre var at se i hendes ansigt, da han satte hende ned. Hele hendes væsen strålede af lykke over at se ham i så godt helbred.
”Det er også godt at se dig igen. Du har været utrolig savnet af alle.” Kat så nysgerrigt på den mand, som havde spurgt Raco efter hvem det var hun havde med. Smilet blev dog virkelig bredt, da Raco spurgte hende om det var hendes mage. Hun nikkede ivrigt og trak sig forsigtigt ud af sin farfars greb, for at lægge armen om Dust.
”Farfar, må jeg præsentere min mage: Dust the Dragonborn. Dust, må jeg præsentere min farfar: Raco Blackfire. Eller er det kun Fire?” Hun så spørgende på Raco, da hun var i tvivl om han havde holdt fast i det navn, som det var meningen de begge skulle have haft efter bryllup, som jo var blevet aflyst efter at Raco var taget af sted uden et ord.
Hun bed sig let i læben, da hun overvejede om hun skulle fortælle om sin faldne status eller ej. Og med et suk, besluttede hun sig for at hun lige så godt kunne få det overstået.
”Farfar. Jeg ved ikke hvor meget mor har sagt. Men jeg er desværre ikke en rigtig engel længere.” Hun lod de sorte vinger komme frem gennem de slidser, som hun havde fået lavet på alle sine skjorter eller bluser.
”Jeg faldt sidste sommer, da jeg valgte at få en abort efter en voldtægt. Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle give liv til et barn af en mand, som ikke respekterede mig.” Hun så sørgmodigt over på Dust og fortsatte kort efter, igen med blikket på sin farfar og talte med lav stemme, så det kun var Dust og Raco der kunne høre hende.
”Min elskede drage er ikke i stand til at skænke mig et nyt liv. Men jeg elsker ham alligevel.” Hun trykkede sig ind til Dust.

Dust lagge sin venstre arm om livet på Kat, da hun lagge sine arme om ham, hvorefter han smilede lidt skævt til Raco, da Kat præsenterede ham. Han plejede som regel aldrig selv, at sige sit efternavn, da det teknisk set mere var en selv erhvervet titel, som han havde valgt at tilegne sig, for mange århundrede siden, da hans forældre var blevet dræbt. Grunden til at han havde tilegnet sig dette såkaldte efternavn, var fordi han aldrig havde fundet ud af, hvad hans families efternavn var, men fordi hans far og mor, begge var dragon lycans, gav det mening i hans hoved, på en måde at ære dem, gennem dette selvskabte efternavn.
"Det er rart endelig at møde dig, i egen høje person, Kat har fortalt meget om dig, siden hun fandt ud af, at du var her!" sagde Dust i et venligt toneleje, mens han smilede til Raco, og rakte sin højre hånd frem mod ham, for at give ham en ordentlig hilsen.

Da Kat valgte at fortælle Raco, at hun ikke længere var en rigtig engel, vendte han først sin opmærksomhed mod hende, mens hun fortalte ham om, hvad der var sket med hende, og det at han ikke kunne skænke hende et nyt liv, men at hun stadig elskede ham. Han var selvfølgelig glad for, at hun elskede ham, til trods for hans manglende evne til at så livets frø, men det ændrede dog ikke på, at han syntes det var pinligt, sådan som hun blot fyrede den detalje ud i luften, som var det offentlig information, for alle at vide den slags om ham. Trossalt var der mere end en grund til, at han ikke havde haft særlig meget kontakt med andre væsner, op til den dag hun kom ind i hans liv, og gjorde ham mere social.

Raco fnøs og rystede på hovedet. “Jeg vil sige at du havde ret til en abort og ikke falde, men det er åbenbart ikke alle som er enige. Måske er den nye raceleder for engle bedre end den gamle...” Det sidste kom ud som en eftertænksom mumlen. “Men du vil altid være min lille engel, faldet eller ej. Og jeg er ret sikker på at din far vil være enig med mig.” Han nikkede til Dust og tog imod hånden. “Tal har snakket lidt om jer. Jeg må sige at du ser ud til at være en god mand og at du tager dig godt af mit barnebarn.” Han så kærligt på Kat. “Og du har sikkert hørt det her før, men pas godt på hende eller jeg kommer efter dig.” Et skævt smil og en let klukken ville forhåbelig ikke få det til at se ud som en truende trussel, ihvertfald ikke for meget. “Og det beklager mig ondt at I ingen børn kan få, men I kan altid adopter. Godt nok ikke jeres egne, men stadig børn som vil bære jeres navne og jer som opfostre dem.”

Han vendte atter sit blik mod Kat. “Jeg ved ikke om jeg kan bære det navn som Jake havde tænkt for os, min lille fjer. Jeg er ikke gift med ham og han ser også ud til at have fundet en bedre partner.” Han kløede sig i nakken. Hvis han var blevet ville han nok have brugt navnet, men han kunne ikke være det bekendt, nu hvor han ikke vidste hvor de stod med hinanden.

Hun smilede kærligt til sin farfar.
"Det havde jeg slet ikke tænkt på. Men ja, det kunne være en mulighed." Hun så på Dust og smilede, mens hun tænke på om han nogensinde havde overvejdet noget i den retning.

Det var forståeligt at han ikke var sikker på om han kunne bære navnet, men hun ville ønske at han kunne.
"Jeg er sikker på at stedfarfar med glæde vil lade dig bære jeres fældesnavn. Alle mener stadig at du er en del af klanen. Forsvundet eller ej. Du har altid et hjem at komme hjem til. Mor er der, og har vist rigeligt om ørene. Faktisk tror jeg at rådet er begyndt at tage mere magt end i to havde tiltænkt det." Hun stod og tænkte lidt, inden hun fortsatte.
"Mor snakkede noget om at du havde startet en the butik. Er det en vi må se?"

"Om jeg så skulle dræbe i tusindvis, og brænde kontinenter, for at sikre hendes sikkerhed og glæde, er der hvad jeg er villig til at gøre!" sagde han med en brændene selvsikkerhed, som om han ville gøre dette og meget mere, for sin elskede Kat "Eller du ved... hvad end det nu kræver!" tilføjede han i et mere komisk toneleje, for at indikere at han overdrev lidt, for at fremme forståelsen af, at han ville gøre alt for at holde hende sikker.
Dust havde aldrig rigtig tænkt på at adoptere, han havde personligt fundet sig til rette med ideen om, at han ikke kunne skabe liv, for meget længe siden, og samtidig havde han aldrig rigtig kunne se sig selv som en far. Tildels var dette påvirket af, at han ikke kunne skabe dem til at starte med, men samtidig kunne han bare ikke se sig selv som en far, fordi han var den han var. Dust var drevet af instinkter, impulser, han så ofte sig selv som et blad, i hvirvelstrømmen der var var universet, og ikke grundstenen i et solidt hjem.

Med et nysgerrigt blik, fulgte Dust med i deres videre samtale, og da Kat nævnte Racos the butik, blev han faktisk også interesseret i, at se hans butik. Måske Raco havde akumuleret nogle ting, som han havde til salg i sin butik, der kunne være interessant for en som ham.

Raco lyttede og vinkede dem med sig tilbage mod butikken. “Butikken er stadig kun ved at starte op, men vi er allerede igang med at få fingrene i de sjældne planter og urter, men vi arbejder stadig på at udvide vores lager nok til at kunne holde alle urter og blomster.” Raco åbnede døren og holdte den for dem. Han så på Kat. “Tror du virkelig at det er nødvendigt at en konge kommer en konge kommer hjem? Rådet kan næppe have overtaget så meget.” Raco rynkede dog på brynene og så ud til at tænke over det hele.

Raco vidste at Tal havde sagt at en konge ville hjælpe en del, og Raco var begyndt at planlægge at tage hjem for at se til øen, men lige nu virkede ideen virkelig god. “Jeg byggede ikke øen op sammen med Jake for at det damn råd kunne tage magten.” Knurrede han og fnøs. “Kig jer omkring.” Sagde han og smilede venligt igen. Blomster og urter fyldte butikken med dufte som miksede sammen. “Vi har ikke meget spændende udover vores urter og blomster.” Han kløede sig i baghovedet og smilede let.

Hun fuldte roligt med han hen til butikken og lyttede til hans ord undervejs. Hun var spændt på at se hvordan det så ud og hvad det havde for et udvalg. Hun gik smilende ind da han holdte døren for hende, men blev en smule anspændt da han spurgte til situationen på øen.
”Så mor har nævnt det… …Huskede hun også at sige at de kræver omkring halvdelen af overskudet for opalerne? De rige er helt tosset med de ædelsten, hvorfor stenene også er meget eftertragtet. Der er ikke en handlende, som ikke vil bryste sig af at handle med os efter vi fandt stenene. Men desværre får det, det griske frem i mange. Mor prøver at holde styr på hvor mange sten der bliver hentet i bjergene, slebet og solgt, samt fragtet fra øen. Men det sker at vi finder folk med opaler, der ikke er opført i regnskabsbøgerne. Nå ja, dem hænger mor også over hver aften. Jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe, selv om mor er stædig nok til at sige at alt er i orden.” Hun talte mens hun gik rundt og så på de forskellige blomster og urter. Nogle af dem genkendte hun fra sin mors oplæring og andre var fremmede for hende.

Dust fulgte gladeligt med ind i Racos butik, da han holdt døren åben for dem, og med et nysgerrigt blik, så han sig omkring. Det havde godt nok været omkring 3 århundrede siden, at han havde brugt tid på at studere urter, men han havde stadig ret godt styr på, hvad han kunne bruge en del af dem til, da han stadig lavede sin egen medicin, magi forstærkere og lignende. Derfor var Dust ikke sen til, at gå til hylderne, for at se hvad Raco havde til salg indtil videre, han havde dog stadig et øre vent mod den aktive samtale, da han til trods for sin interesse i Racos vare, stadig var interesseret i at følge med i samtalen.
"Med alt ære og respekt Raco, jeg er måske ikke den mest sociale personlighed, jeg interessere mig ikke særlig meget for, hvad der foregår ude i verdenen, medmindre det har en direkte koalition med mine interesser, og selv jeg har bemærket, at ting er anderledes i det område, og det er til trods for, at jeg knap nok var bekendt med dig, før vores kære engel her, fortalte mig om dig!" sagde Dust mildt, og lavede en kort gestus mod Kat, da han nævnte hende. Med et bestemt blik i hans øjne, så han over mod Raco "Jeg ved måske ikke hvad der har bragt dig her i dag, men jeg tror ærligt talt på, at der kun kan komme noget godt ud af, at du kommer tilbage dertil! Det kræver måske noget arbejde, men at dømme ud fra den her herlige butik, slår du mig ikke lige frem som en person, der lader sig stoppe af den slags!"

Dust holdt en lille pause med at snakke, for at lytte til hvad der ellers blev sagt, samt for at give mulighed for respons, til hans lidt tilfældige indbrud i samtalen, mellem Raco og Kat.
"Hvad angår det der råd, tilbyder jeg gerne min hjælp, skulle i ønske nogen form for hjælp, som jeg kan tilbyde! Jeg bryder mig ikke lige frem om grupper af folk, der prøver at bestemme over andre, så jeg ville ikke have noget imod at... skære lidt ned i hoarden, skule det være ønsket

Raco så op i loftet med et tungt suk. "Normalt vil jeg undgå at rejse for meget, men om nødvendigt rejser jeg gerne. Og specielt for min familie." sagde han og så på Kat. "Jeg seljere så kan jeg ligge vejen forbi i min rejse for at være med til dne fest som Jake Blackfire holder i Dragons Peak. Så må jeg bare begynde at rejse mellem Dead Mans Rock og så Minotaris. Om nødvendigt kan jeg holde pause i Devils Lagoon og Aquener. Med lederne der være stærke og måske kommende venner, vil jeg sige at jeg kan tage chance." sagde Raco og gik hen for at læne sig op ad disken bag ham. "Rådet burde slet ikke have så meget magt."

Rådet skulle der tages hånd om og Raco ville gøre det hvis det var nødvendigt. Han hadede bare virkelig at skulle til at ryde op efter det lort som han efterlod sig. "Jeg kunne også starte en handelslinje mellem øerne. Det ville sørgede for at min flåde kan hjælpe og holde mig opdateret mens jeg er her." sagde Raco og så tænkende ud, mens hans fingre gled gennem hans skæg. Han havde en del ideer for hans flåde og hvis han fik den udvidet kunne han også spille en stor rolle på havet. Han ville ikke være hersker eller noget, men han vil kunne fragte vare og hjælp rundt til andre havnebyer, og hvis han kunne få en aftale i hus med herskeren i Aquener, kunne han havde en god indgang til fastlandet. "Jeg er glade for at høre mere fra øen og hvordan I har det." sagde han og så mellem de to yngre væsner. Et lille drage landede på hylderne nær Kat. Dens ravgyldne skæl glintede og de små øjne pirrede nysgerrigt på hans barnebarn. Et smil kom over hans læber.

Mens hun kikkede på blomster og urter, lyttede hun til sin mage og farfars ord. Men samtidig var der noget som fangede hendes opmærksomhed. Noget ovenover hende. Hun så op og gispede, mens hendes øjne lyste af fortryllelse.
"Farfar, du har en mini drage i butikken." Der var beundring i både stemmen og øjnene, da hun henvente sig til den lille skabning.
"Hej smukke. Hvor er du bedårende."

Glemt var alt den bekymring hun havde gået med omkring hendes mor og klanen. Lige nu fandtes kun beundring for det lille væsen, der sad og så på hende.
"Den gang Beldragon og jeg afleverede mor hos Larlii, så vi også en drage. Men han var større og hun fortalte at han var en af de sjældne drager fra det land hvor mor og Larlii voksede op som kusiner." Stemmen var stille, da hun ikke ønskede at skræmme den lille drage.

Dust bemærkede godt den lille drage, der landede nær Kat, og med et smil så han op på det kære væsen, mens Kat lød begejstret over, at se den. Dust kunne genkende farven på dens skæld, og at dømme ud fra hvordan dens skæld så ud, kunne dette godt være en, af de mere sjældne arter. Med rolige skridt, gik han hen til Kat, så op på det kære væsen, og smilede mildt til den, som var den en kærkommen ven, da Dust elskede dyr af alle arter.
"Den ravgyldne farve, skulle vel aldrig betyde, at din lille ven her, er en af de mere sjældne, ørken drage racer?" spurgte Dust nysgerrigt, og så over på Raco. Med hans forkærlighed for dyr, havde han mødt lidt af hvert, men det ændrede ikke på, at det kunne være svært at finde de sjældne racer, så han kunne lære mere om dem på nært hold "Hvordan fandt du sådan en elskværdig kammerat?"

I en fredelig bevægelse, løftede han en hånd op mod den lille drage, da han ikke ville skræmme den, ikke for at klappe den uden videre, men for at give dragen en mulighed for, enten at se ham an, eller gøre hvad den nu kunne finde på, når den så en fremmede, prøve at blive bekendt med den. Han havde en afslappet aura over sig, og han prøvede sit bedste, for at give dragen en fornemmelse af, at han var en venligt sindet fremmede, der blot ville hilse på dragen.

Dragen gave en spinden fra sin strube og nussede sig ind i Dust hånd. “Det er hun. Hun var kommet til skade og fløjet ud over havet hvor hun landede på et stykke drivtømmer. Vi samlede hende op og siden da har hun altid fulgt mig.” Raco kunne ikke lade være med at smile ved synet af hans drage som så ud til at elske de to nye beundrede. “Hun hedder Lavia.” Han gik selv lidt nærmere og så på hende. “Ser ud til at hun kan lide jer.”

Lavia var kravlet ned af reolen og hang nu i sine kløer og så på Kat og Dust med de smukke øjne. Hun åbnede mund for at give en lille røgsky ud. “Hun har ihvertfald ingen maner.” Mumlede Raco og rystede på hovedet. “Hvis I holder jeres forarm ud vil hun måske kravle over på jer.” Raco havde selv gjordt det tit og Lavia var utrolig dygtigt til ikke at bore sine kløer ind i en kød. Raco havde tit overvejet at finde en mage til Lavia og se om han kunne få unger ud af det, men det krævede selvfølgelig at han også vandt den drages tillid.

Kat forholdt sig helt i ro, for ikke at skræmme dragen. Hendes øjne lyste af beundring og hun var helt fascineret af den lille skabning.
”Det er et smukt navn. Og hendes manere er helt fine. Hun er trosalt en drage, som er helt sin egen. Samt et væsen som ingen kan bestemme over.” Kat flyttede sig langsomt tættere på Dust, til hun stod med siden op af ham og kunne mærke hans varme. Hun havde hele tiden øje på den lille drage og stemmen var i en afslappet og rolig tone.
”Lavia, Du er virkelig smuk.” Hun tænkte lidt inden hun fortsatte i en lidt nysgerrig tone.
”Er der noget hun er særlig glad for?” I en langsom og rolig bevægelse løftede hun sin arm, der var tættest på Dust, så dragen fik en bredere gangbro, hvis den valgte at komme tættere på dem.

"Jeg forstår godt hun følger dig, du virker som et rart væsen!" sagde Dust mildt, og smilede i retning af Raco. Dust havde det med at være intuitiv, når det kom til at møde andre væsner, en vane han havde tilegnet sig, gennem sin tid som en ensom sjæl, der tillod ham at få en fornemmelse af, hvad folk var for en når han mødte dem, på et nærmest instinktivt niveau "Man kan vist også høre på Kat, at hun er alt for vant til, at være sammen med draconianere, sådan som hun snakker om Lavia!" tilføjede han i en drillende tone, efterfulgt af et lille grin i retning af Raco, bare for at drille hende lidt.
Han vendte sin underarm opad, da Raco foreslog det, for at se om Lavia var interesseret i, at kravle hen på hans arm. Hvis hun gjorde det, ville han sænke sin arm, så Lavia var mere eller mindre ud for hans brystkasse højde, og placere sig så Kat kunne se nærmere på hende, og nusse Lavia, hvis altså hun havde lyst.

"Har du nogensinde tænkt på, at lede efter en partner til hende? Personligt er jeg virkelig glad for dyr, så jeg ville ikke have noget imod, at hjælpe med den slags, skulle det nogensinde blive relevant!" sagde han med et eftertænksomt blik i hans øjne, mens han så på Lavia, med et mildt smil.

Raco lod sin latter runge. "Hun har altid været speciel. Hendes far tog hende med ud og flyve de første dage i hendes liv. Jeg er ret sikker på at hendes mor var ved at få en hjertestop da hun så det." Han huskede det selv alt for godt. Han havde stået på en af murene på fæstningen. Han havde selv været bekymret, men Seuzan var en som var vant til at flyve gennem storme og i silende regn om nødvendigt. Raco drejede hovedet og rynkede brynene. Han savnede stadig sin søn. Det var altid noget at vågne op til synet af ham flyve henover øens område. "Der er til tider hvor jeg vil ønske at jeg havde flere sønner end de to jeg mistede."

Lavia så mellem de to arme, før hun valgte den som tilhørte manden. Hendes ravfarvede krop bevægede sig smidigt ned langs armen før hun nåede albuen. Hun stoppede der og gav en lav hvislen. Raco lænede sig op ad bordet bag ham og krydsede armene. "Hvis du gider at hjælpe, vil det være skønt. Hun har ikke travlt med t komme ud i det fri igen. Mange kaptajner har en fugl, men jeg fik åbenbart en drage." Han gav et klik med tungen, da Lavia borede sine klør let ind i Dusts hud. Hun snoede sin hale om hans arm og så op på kvinden som så ud til at være glad for hende. Hun åbnede sin mund og en lille flamme kom ud. "Lavia!"

Kat klukkede let ved sin farfars fortælling om nogle af hendes første flyveture. Selv var nogle af hendes egne minder fra tiden omkring hendes fem års fødselsdag og frem.
”Kan du så huske den gang mor tog mig med ud og sejle til blodsøerne ved min fem års fødselsdag? Far var nødt til at flyve til sin egen klan og han var ikke glad, da vejrmagikerne sagde at der var en storm undervejs fra syd. Først da to af fars bedste folk sagde at de tog med, faldt han lidt til ro.” Hun havde talt stille og roligt, mens hun havde set på dragen som havde bevæget sig hen over Dust’s arm. Stille og roligt sænkede hun sin egen arm, uden at flytte sig fra Dust. Den lave hvislen som Lavia lavede, fik hende til at se undrende på dragen. Da dragen sendte en lille flamme ud, fik hun et lille chok hvor hun snappede efter vejret, og var glad for at hun havde taget armen til sig.

Med en stemme der stadig bar præ af chokket fra før, talte Kat til sin farfar.
”Jeg kan prøve at se om jeg kan komme i kontakt med Larlii i elverskoven. Måske kan hun hjælpe os med at finde en.” Kat viste ikke om hun turede at løfte sin hånd op i nærheden af den lille drage, og nøjedes derfor med at putte sig ind til sin store drage i stedet.