Dejligt at se dig igen - Raco

Sted: En af Aquener's kroer, som ligger tæt ved havnen.
Tid: omkring middag, starten af sommeren 1167
Vejr: Udenfor skinner solen og en blid havbrise glider gennem byen.
Omgivelser: Krostuen er halvt fyldt med gæster, hvor munter musik og sang lokker folk til.

Emnepartner: @Raco

//Starten er godkendt af Dr.Trott og Constatine//

Outfit – lysgrå kofte, hvid skjorte, sorte bukser, sort bælte (med en dolk i stedet for sværd), sorte støvler og lysgrå hat med fasanfjer. Håret er løst hængende.


Takket været den tid hun havde tilbragt med Dr. Trott i vintermånederne, og med Constatine her i foråret var Kat blevet mere og mere sig selv. Hun havde dog stadig en stor indgroet mistanke om at Valentine og eller Juniper ville dukke op og forsøge at banke hende ned igen. Selv blodafhængigheden kunne hun ikke slippe helt. Men hun var nået så langt som at hun kunne nøjes med, en gang imellem, at 'nappe' hvem end hun endte med at tilbringe natten sammen med. 'Nappet' var selvfølgelig hårdt nok til at en dråbe blod kom frem og det kunne hun lige håndtere uden at blive virkelig syg. Alt efter hvilket væsen det var at hun havde indtaget blodsdråben fra, kunne hun gå med noget der lignede tømmermænd i en eller flere dage. Andre gange kunne hun blive syg nok til at hun kastede op et par dage.

Denne dag, var en af de gode. Det var omkring to dage siden hun havde 'nappet' en mand af menneskeracen i skulderen under nattens fornøjelser og hun havde kun haft 'tømmermænd' siden da. Alligevel tvang hun sig til at optræde sammen med den gruppe hun var kommet sammen med. Gruppen, der bestod af fem kvinder og to mænd, havde opdaget hende under deres vinterophold i Firewood Villige, hvor Kat på et tidspunkt var kommet til at synge med på en sang, som hun kendte. Hun var selvfølgelig blevet meget flov og nervøs, da folk havde vendt sig mod hende, for at se hvem der ejede den smukke stemme. Og i takt med sine samtaler med Dr. Trott, var hun kommet lidt mere ud af sin skal. Gruppen havde ligeledes med deres venlighed, fortrolighed og godhed, hjulpet hende. De havde givet hende tøjet og hatten, som hun nu var iført. Hatten var en stor hjælp, da den kunne gemme hendes ansigt, hvis hun bøjede hovedet en smule. Og gruppen havde også været søde til at 'gemme' hende imellem dem, når de optrådte på kroen om aftenen.

Gennem foråret havde gruppen været i Doomsville uden hende, da hun ikke var tryk ved at forlade byen. Men sidst på foråret havde de haft selskab af nogle af klanfolkene, som Kat kendte. Sammen havde de to grupper fået overtalt Kat til at komme med på en kort tur til Doomsville, inden de fortsatte videre til Aquener, i håb om at det kunne løsne lidt op for hende. Hvilket det også havde. Selvfølgelig var det lidt hårdt at være væk fra Constatine, men alligevel ikke. De to havde et åbent forhold, hvilket betød at de kunne være sammen med hvem end de ønskede. Og det benyttede Kat sig af, når han var ude på opgave. Eller at hun som nu var væk fra ham.

De havde været i byen her i Aquener et par dage, hvor de havde optrådt her på kroen. For det meste var det om aftenen, men lige denne dag, havde folk nærmest tikket dem om at spille her til middag. Noget kroværten afgjort ikke havde noget imod, da det betød flere kunder.
Gruppen havde nu spillet et par sange, hvor Kat havde sunget med som kor og derved varmet stemmen op til den næste sang. Hun og den anden sangerinde, Nina, byttede plads så Kat kom foran gruppen. Hun startede med at holde hovedet bøjet mens de andre startede musikken, samt gennem det første af sangens vers. Stille og roligt løftede hun hovedet og lod folk se sit ansigt. De gråblå øjne var stadig delvis sænket mens hun sang, men også dem løftede hun gennem sangen. Hun så mange ansigter der beundrede hende, og hendes smil blev større. Noget der fik mange mænd til at flytte sig lidt på stolen. Der var også et par kvinder, som hun så en lignede reaktion hos.
*Dagen skal nok blive intressant* Da hun var færdig med sangen var der et bifald, som fik hende til at bukke fra siddende stilling. Dette gjorde at den smule kavalergang, der var synlig, blev mere synlig for dem som ønskede at drukne deres øjne der.
Så snart bifaldet faldt til ro, begyndte hun på den næste sang. Hun spillede lidt flirtende med øjnene og sit kropssprog under sangen, noget der afgjort virkede på de mænd og få kvinder der allerede havde tanker om hende. Ind til videre havde hun ikke genkendt nogle i mængden.


//Lyric til Kats første sang
tekst med ** er tanker

Da solen stod på klokken tolv, blev fire skibe spottet, handelsskibe fra Minotaris med mærket båret af Raco Fire på sejlene. De fire brigs gled over vandet med lethed og lagde til side om side ved kajen. Havnetolden kom ud og havde deres papir klar, da kaptajnerne trådte ned fra skibene.

Raco Fire ledte an med en værdighed, der viste hans år på havet. “De ønskes en god dag, Hr. Toldmand.” sagde han og rakte en stak papir til ham. “Vi har mel, skaller, te, urter og to kasser med perler fra havets dyb.” sagde han med lethed og foldede armene over hans bryst. Øjnene kølige og afventende. Besætningerne var i gang med at
læsse lasten af skibene og ned på kajen, hvor køberne ventede med nærmest lettet udtryk. “Hvis de vil følge med, Kaptajn Fire.” sagde troldmanden og ledte an tilbage til hans kontor. Raco fulgte efter med lette skridt og sukkede. Han havde mest lyst til at finde den nærmeste kro og få en drink. Han havde hørt at byen hersker var på vej hjem efter at have været væk længe, hvilket gjorde at han ikke havde lyst til at blive hængende for længe. Han kunne høre hans besætning synge Hoist The Colours og han kastede et blik mod dem.

Han forlader kontoret og begynder at bevæge sig mod den nærmeste kro. Sangen, som kom derfra, fik ham til at slappe af. Han trådte ind og så sig om efter et ledigt bord. Hans øjne stoppede dog ved den unge kvinde som sang, blinkede et par gange før han mumlede. “Katrina.” Navnet var lavt og kunne knap nok høres.

Da Kat afsluttede sangen rejste hun sig, tog hatten af og bukkede for gæsterne der klappede, jublede og piftede. Hun lod blikket glide rundt i krostuen og fik øjenkontakt med en person hun ikke havde forventet at se. Det var tydeligt at hun i et par sekunder var forvirret inden at hun smilede varmt til sin farfar. Et par hurtige ord blev vekslet med de andre, som nikkede smilende inden de fortsatte med at spille og synge.

Kat gik hen til sin farfar og gav ham et kram, som hun ikke havde gjort i... flere år? Eller var det kun et par år. Hun kunne ikke huske det. Hun ledte ham hen til et bord, som stod ved en væg. Der lå otte kapper, hvilket forklarede hvorfor bordet var ledigt.
”Hvad bringer dig til byen, farfar?” Hun tilføjede det sidste, mens hun lagde hatten på bordet. Hun havde en god ide om at mange mænd enten så skulende efter hendes farfar eller lyttede efter hvem det var, som hun havde givet så varm en modtagelse. Særligt sådan som de havde stirret på hende gennem de sidste par timer. De ventede vist bare på at finde ud af hvem der var den heldige i dag. Hun vinkede en af tjenestepigerne over til dem.
”Hvad må jeg byde på?” Hun så venligt på sin farfar, men det var også tydeligt for enhver der kendte hende grundigt, at hun havde forandret sig...

Raco gav hende et varmt klem og fulgte med hen til bordet. "Handel. Minotaris har en perfekt handel lige nu. Din onkel og din forfader fra din fars side, har virkelig hjulpet med at få ting til at skyde i vejret. Flere skibe kommer til og sejler vores last videre til fastlandet. Jeg var ved at blive sindssyg af at blive hjemme og havde brug for at komme ud lidt.”

Da han følte de skullende blikke, vendte han sig mod de mænd som ikke så ud til at kunne lide ham. Han blottede sine tænderne og gav en dyb snerren, han brød sig ikke om blikkene, og han havde mere ret end dem til at være i sit barnebarns selskab. “Et glas meddrom og måske et stykke brød? Vores mad på skibet overlevede ikke stormen som vi løb i.” sagde han og lagde hatten på bordet og hængte hans frakke over stolen han sad. “Men det er længe siden jeg sidst har set eller hørt fra dig. Jeg var ved at blive bekymret for dig, lille engel.” Han rynkede let på brynene. Han kunne se der var noget nyt over hende, noget som havde ham mere nysgerrig, men også bekymret.

Hun nikkede til hans ord, selv om hun var lidt længe om at genkalde sig sin onkels ansigt. Men ja, det var ikke så underligt når det var længe siden at hun havde set ham.
Racos ord om at han var ved at blive sindssyg og havde brug for at komme lidt ud, fik hende til at le hjerteligt. En latter hun ikke havde haft i laanng tid. Hun kunne ligefrem mærke hvor befriende den føltes. Som om hun fjernede endnu et lag af sin indelukkethed.

Hans ord om et stykke brød fik hende til at smile lidt skævt, inden hun vente sig mod tjenestepigen.
”To gange dagens ret med brød og en kande af den gode rom, som jeg fik i går.” Hun gav pigen et par kobbermønter sammen med et lille håndtryk og et smil. Pigen rødmede lidt og skyndte sig afsted efter bestillingen.
Kat så igen over på sin farfar, og hans ord om at det var længe siden, fik hende til at stivne lidt. Ubevidst løftede hun venstre hånd og gned den let hen over højre brystmuskel, hvor brændemærket var skjult under skjorten. Smilet hun sendte ham var lidt anstrengt.
”Ja... Jeg har ikke haft mulighed for at komme på besøg efter at Dust forlod mig... ...og, øhm... Du er vel opdateret fra klanen?” Hun var ikke meget for at snakke om det her, da hun ikke ønskede at alle og en hver, skulle vide at hun havde dummet sig i løbet af sidste år.