One for Minotauris, please? (fortidsemne) / Taliia

Aquener var ikke ligefrem et sted der i sin lyd havde tiltrukket Seth særlig meget. En havneby... Handelsby... Lød ikke lige umiddelbart som stedet for ham. Ikke nær så tiltrækkende som Bloodrage Village have været, for eksempel. Eller, det var indtil han hørte... At der sejlede skibe ud fra Aquener, med kurs mod Minotauris.

Minotauris! Han kunne komme hen og møde de brutale typer, minotaurerne siges at være - det ville jo være et lille paradis for ham! Så hvor han før absolut ingen interesse havde haft for byen, så havde han fået købtsig en plads ombord en karavane der gik op til Aquener. Og nu var han så nået hertil... Han fik spurgt sig om vej hen til havnen - efter lige at hygge sig med at gøre et skænderi mellem to vagter til lidt mere end blot et skænderi - og så sig nu denne dugfriske morgen om efter de forskellige skibe der såud til at gøre klar til at sejle ud idag. Som han fik spurgt sig frem, blev det tydleigt at kun ét skib sejlede mod Minotauris idag... Og som han var blevet fortalt hvor det skib lå til, gik ham stille og roligt, men indvendit utroligt spændt, hen mod dette skib... Og prøvede på at få opmærksomhed fra de første folk han så bevæge sig om bord på skibet.

Handelshuset - dog uden fattighuset

Outfit: Kofte og bukser i samme farve, samt brune læder støvler. Minus armbåndene.
våbenbælte – hun har en dolk i hver side af bæltet, sammen med en pung i højre side

Dette var ikke en af de bedste morgenstunder Taliia havde haft. Hun havde aftenen før være på druktur sammen med nogle gamle venner og nu var et par handlende så blevet så meget uenige om hvem der skulle have lov til at købe én bestemt opal, at de var begyndt at råbe ad hinanden. Selvfølgelig lige ved siden af døren ud til baglokalerne, hvor hun havde sit værelse.
Normalt havde hun ikke tømmermænd, men for en gang skyld kunne hun ikke huske hvad hun havde drukket aftenen før og det resulterede i et hoved der dungrede som bare pokker. Hun havde prøvet at tage et varmt bad for at mildne symptomerne, men hun viste også at hun var nødt til at få noget at spise, samt drikke mindst et af sine urtebryg for at mildne sit hoved.
Det betød så at hun, allerede et par meter fra døren til handelshuset, var blevet bombarderet med de skingre lyde af hidsige stemmer, der kun gjorde hendes humør endnu mere dårligt.
Derfor ville man kunne se en rødhåret elver komme trampende ind gennem døren ved siden af reolerne med opaler, dreje skarpt til venstre og gribe fat i de to handlende der råbte af hinanden. Her løftede hun dem op i kraven, og takket været deres lave højde slap deres fødder gulvet, mens hun drejede dem så hun kunne se skulende på dem og snære lavmeldt til dem.
”I stopper her og nu. Hvis i ønsker at handle i dette eller nogle af klanens andre handelshuse. Ellers skal jeg med glæde vise jer vejen ud.” Alle handelshusets folk viste at det var et farligt humør hun var i, når hun snærede på den måde.

Ude ved Seastormers Revence, var der travlt. Omkring hundrede folk var i fuld gang med at gøre skibet klar til afsejling og en muskuløs mand stod ved realingen, hvor han afgav ordre. Han så godt hvad der lignede en ung mand komme gående hen mod skibet, men inden han nåede at tænke meget over det, lød der et par fløjtesignaler. Han sukkede og rystede på hovedet, talte kort med en anden mand og gik derefter ned af landgangen, med retningen mod handelshuset. Hvorfor i alverden skulle folk vælge lige netop nu til at gøre Tal vred. Han havde godt på fornemmelsen at hun havde været lidt for langt ude natten før, men lige fortiden var der ikke mange som sagde ret meget til hende. Dog var han ikke en af dem der var bange for at konfrontere hende, rasende eller ej.

Seth kiggede op mod skibet somhan kom derhen, men det lod desværre til at de fleste havde travlt. Selvfølgelig. Han fnyste let for sig selv, som han mærkede den nærmest konstante vred ei ham blusse lidt ekstra op - utålmodig var han jo nu også engang, så det her huede ham virkelig ikke på nogen som helst måde. Så da han så en mand fare ned af landgangen og videre... Så valgte han at følge efter denne mand, da han da i det mindste måtte væreen han kunne tale med om at komme ombord på dette skib.

Han kom derfor med hen mod handelshuset, og fulgte efter ham derind, også... Hvor han jo så med det samme godt kunne mærke vreden der var i lokalet, og hurtigt lokaliserede oprindelsen - den rødhårede elver. Jamen dog, en glædelig overraskelse... Et svagt smil dukkede op på hans læber. Måske havde hun også noget med dette skib at gøre..? For nu ville han først blot se hvordan tingene udviklede sig her... Han kunne jo altid tage fat i manden når han gik tilbage mod skibet, hvis det var.

Den ene af mændene var på nippet til at sige noget, men hendes ætsende blik fik ham til at lukke munden inden der kom en lyd over dem. Begge mænd nikkede hurtigt og nærmest løb ud af handelshuset, da hun satte dem ned.
Bagefter sank hun ind mod disken med et tungt suk.

Damion var kommet tidsnok til at overvære hvordan hun snærede af de to mænd og måtte smile da hun bagefter sank lidt sammen. Han fik hurtigt fat i et krus stærk rom og gik over til hende.
"Måske dette kan hjælpe på tømmermændene?" hans stemme var lavmeldt, da han gættede hvordan det stod til med hende.
Hun sukkede igen tungt, tog kruset og tømte det i et drag. Det hjalp en smule, nok til at hun kunne smile en smule til ham.
"Glemte urterne ombord. Eller osse har jeg tabt dem et sted i byen." En lille kluklatter kom fra hende, da han løftede en lille pose frem fra en lomme i sin kofte. Han rakte hende den og en anden kom med et krus varmt vand, som hun opløste posens indhold i. Derefter gik de to hen til et af de runde borde i midten og satte sig, mens hun tømte kruset i et par mundfulde. Kort efter blev der sat et fad med tolv grilspyd, med kød og grønsager, samt en kande varm æblecider. Taliia smilede nu nærmest fra øre til øre, mens hun gik i krig med det ene spyd og sukkede nydende.

Rundt omkring slappede folk af igen og dagligdagen fortsatte. Tal så på sin First Mate.
"Hvor mange ligger med tømmermænd? Ud over mig." Damion smilede skævt og holdte ti finger op. Hun nikkede lettet. Ti mand var ikke så slemt, så de kunne stadig afsejle i dag. De snakkede stille og roligt om det som manglede at blive ordnet. Heldigvis var det nogle få baller bomuld og hør, som manglede at blive læsset, hvilket folkene var i fuld gang med.

Seth så med et løftetøjenbryn efter mændene som de flygtede fra huset, men trak derefter blot på skuldrene før han så tilbage mod manden og elveren - sådan som de talte, var det forholdsvist tydeligt at hun var øverstkommanderende - og siden han havde været på skibet, måtte det vel betyde at hun så var skibets kaptajn, lige netop den person han gerne ville have fat i!

Som der lod til at opstå en naturlig pause i samtalen, gik Seth stille og roligt hen til dem, og rømmede sig let, med et smil på læberne. Så snart han havde fået deres opmærksomhed, talte han. "Hvis jeg har forstået alt korrekt - så er det jer, der har kommandoen på skibet der sejler mod Minotauris, ikke sandt?" og som han fik bekræftelsen på dette blev hans smil en anelse større. "Er der nogen mulighed for at betale sig vej ombord? Jeg har længe gerne villet dertil... Og I er vist nogen af de eneste der sejler dertil i ny og næ."

Hun havde lige taget en forsvarlig mundfuld, da hun så at de fik en gæst. Hun lyttede roligt til mandens ord og nikkede roligt ved spørgsmålet om at de sejlede mod Minotaris. Hun studerede nysgerrigt manden, som hun ikke kunne finde ud af hvad han var. Noget ved ham sagde hende at han ikke var menneske, men hun tvivlede og så kraftigt på at han var vampyr, da de normalt sov på dette tidspunkt. Hun fik tygget af munden og drak lidt af cideren, inden hun begyndte at tale.
”Jeg er kaptajn på Seastormers Revence og ja, vi sejler direkte til Minotaris herfra. Hvad er det som tiltrækker dig til stedet?” Hun var høflig nok i stemmen og kropsprog, men hendes øjne var alligevel påpasselige. Hun var blevet mere forsigtig med hvem hun og klanens andre skibe bragte til Minotaris efter at hun havde fundet ud af at hendes svigerfar holdte til der.

"Intet mindre end befolkningen der. De rygter jeg har hørt om dem... Det lyder umiddelbart som et folk jeg ville komme godt ud af det med." sagde han i et roligt toneleje, som svar på hendes spørgsmål - men et smil var der ikke at spore. Det var så usandsynligt sjældent at han smilede.

"Hvis du er nervøs for at tage en fremmed med ombord på skibet - så forstår jeg skam godt. Men jeg skal nok give en hånd til med opgaver på skibet, hvis det er det, der skal til." sagde han dernæst, og så hende ind i øjnene. Normalt gjorde han aldrig rigtig noget for andre end sig selv - men at arbejde for hende og hendes folk på turen derover, og eventuelt også tilbage senere, ville jo i sidste ende gavne ham selv ved at få en måde at komme dertil, så det var vel egentligt win-win. Hun kunne få gratis arbejdskraft, og han kunne komme over og møde minotaurerne...

Hun løftede et øjenbryn. Der var noget ved denne mand, som gjorde hende usikker. Men hvad kunne hun ikke sætte en finger på. Med et sideblik Damion, som sad afslappet og drak af sit krus, nikkede hun kort til manden. Så længe Damion ikke virkede utryg, var der stor sandsynlighed at der ikke blev problemer.
”Godt så… Damion vil give dig forskellige opgaver under sejlturen. Han er First Mate, min højre hånd, ombord og i land. Du er forhåbentlig klar på at vi har omkring fem til syv ugers rejse foran os? Alt efter vejret, og der vil ikke blive mulighed for at komme i land under turen.” Hun tog endnu en bid af spyddet og tyggede roligt på maden.

Damion lænede sig ind over bordet, med nysgerrigheden på sinde, og studerede deres gæst. Der var ikke meget som undgik hans blik, hvilket skyldtes at han var sjældæmon.
”Jeg har en del spørgsmål, inden vi sejler. Hvor kommer du fra? Hvad er du? Og hvad vil du helt præcis i Minotaris?”

Seth nikkede roligt - lidt fysisk arbejde var han skam ikke sky for. Nej - ikke med den type job han selv gjorde til hverdag, der alligevel krævede en vis fysik, med den type ting han blev hyret til. Ting der kune passede alt for godt med hans natur. "Det er jeg. Det er absolut intet problem, heller." sagde han roligt. Han havde sørget for at skabe lidt rav i tingene inden han var smutter herhen, trods alt - lidt ligesom en bjørn spiste en masse inden de gik i hi, så havd ehan så at sige også sørget for at 'tanke op' inden dette, nu han ved det kunne tage en rum tid, og slåskampe mellem besætnings medlemmer hver uge ville nok ikke være det bedste der kunne ske ombord på et skib.

Derefter løftede han blot let det ene øjenbryn som Damion spurgte ind til ham. "Bloodrage." svarede han til det første. Teknisk set var han vel egentligt fra Doomsville, men han havde tilbragt flere år i Bloodrage end i Doomsville, så det var vel det mest rigtige svar for nu. Og det næste fik blot et svagt smil frem på hans læber. "Ikke noget du vil have hørt om før. Jeg har ikke stødt på andre end mig selv." og det var en lodret løgn - der var jo hans søskende, men løgne var en del af hans hverdag og der var derfor intet i hverken hans tone eller mimik der gav det væk. Han hadede trods alt de fleste af hans søskende som pesten - så han lod blot altid som om de slet ikke eksisterede. Men det var dog rart at han kunne mærke lidt... Smuds på den anden mands sjæl... Han var heldigvis ikke af nogen ren race. Overhovedet. Det var kun godt. "Og jeg er blot nysgerrig - mere end normalt nysgerrig. Jeg har hørt rygter om folkene der bor i Minotauris og omegnen - og vil gerne se for mig selv om disse rygter er sande." sagde han derpå til det sidste.

Damion nikkede roligt til det første. Den by havde han godt hørt om før, det krævede et ret robust og stærkt sind, samt krop at bo der med alle de barbar. Til det andet løftede han et spørgende øjenbryn.
"Og hvad mener du helt præcist med det? Ikke noget jeg har hørt om... Jeg har skam hørt om det meste hvad racer angår, gennem mine mange år." Det huede ham ikke at manden ikke svarede direkte på hans spørgsmål. Hvis det ikke var for at de snart skulle sejle, så havde han med glæde tvunget denne fyr til at spytte ud med sin race inden han fik lov til at komme ombord. Men lige nu var der ikke lang tid til de var fuld lastet.
Hvad det sidste svar angik fnøs han blot. Nysgerrig. Ja det kunne enhver jo sige at de var. Der var noget ved manden som fastslog at han skulle være under overvågning døgnet rundt, hvilket var træls og tidskrævende.
"Hvis du tænker på Minotaurerne du tænker på. Ja så skal du ikke gøre dig særlige forhåbninger. Gennem alle de år vi har handlet med folk på Minotauris, har jeg ikke set ret mange af dem. Og guderne være lovet for det. Kommer du i kamebulage med dem, så må du finde dig et andet skib at komme hjem med. Forstået?"

Taliia sad roligt og lyttede med, mens hun spiste og drak. Hun var praktisk talt enig med Damion. Hvis manden fik raget sig uklar med de stor kæmper på øen, så var der ingen returbilet for ham på hendes skib. Ligesom Damion have hun ikke personligt mødt nogle af dem, men havde kun set dem på afstand. Og respekt for dem, det havde alle i klanen. Selv den gang hun boede på øen, havde hun holdt sig fra dem.

Seth forholdte sig blot roligt, og nikkede da Damion spurgte ind til det. "Jeg har endnu ikke mødt nogen som mig selv. Og jeg har været godt rundt omkring. Jeg ved ikke engang hvad en som jeg skulle kaldes. Derfor kan jeg heller ikke give dig et mere direkte svar end jeg har gjort på nuværende tidspunkt." uddybede han, før han efter den næste blok af information, nikkede. "Vær De bare rolig - jeg kommer skam ikke op at toppes med dem." han ville formentlig forårsage at minotaurerne slogedes med hinanden, men med ham? Næppe. Han havde ikke i sinde at lægge sig ud med dem, blot at studere dem.

"Så ja, det er fuldt ud forstået." sagde han, blot for at være helt sikke rpå at der ingen misforståelser var mellem dem.

//undskyld den blev lidt kort. Skal lige 'ind' i ham igen

Damion nikkede og så hen på en ung mand der kom hen mod dem. Et tegn fra manden og Damion nikkede.
"Vi er klar til at sejle om ti minutter, så hvis du har noget at ordne er det sidste chance." Derefter rejste både han og Taliia sig og en kvinde kom over med en pose, som hun kom resten af grillspyddene i og rakte til Taliia. Med et smil og nik til kvinden, tog hun posen og gik ud mod skibet sammen med Damion.

Så snart de var ombord, begyndte både Taliia og Damion at give ordre. Folkene var hurtigt til at efterkomme dem og snart var sejlene sat og skibet havde kastet landgangen, hvorefter det gled ud af havnen og ud på havet.

~~~ tids hop ~~~

Sejlturen var gået ret god. Vejret havde faktisk været med dem, kun nogle få regnbyger havde drillet dem undervejs. Skibet lagde til kaj og folkene læssede de tønder, kasser og baller af, som skulle leveres til byen.

//Intet problem

Seth observerede roligt dem alle, og nikkede blot til kommentaren før - han havde skam ordnet alt hvad han skulle ordne inden de skulle afsted - ellers var han ikke kommet herned, hvis han stadig havde haft ting at ordne for at kunne tage afsted nogle måneder.

Så han gik roligt med dem ombord, og hvad end han blev sat til at lave, ville han lave.

~~~

Stille og roligt som sejlturen forløb, dog... Blev han svagere og svagere. Det med at han ikke skulle skabe ballade på skibet... Var lidt af et problem. Det betød meget få vredesudbrud han kunne 'spise' af... Og som derfor gjorde ham rimelig udhungret da de endelig nåede frem, til det punkt, for han ikke kunne hjælpe til med at bære tønder, kasser og deslige væk fra skibet, da de var for tunge for ham på nuværende tidspunkt.

Hvis Taliia havde været i tvivl om deres gæst havde været af dæmonisk race, så var hun det ikke længere da de kom i havn. Selv om det muligvis var en fejltolkning, så anså hun gæsten for muligvis at være sjældæmon. Selv hendes First Mate, Damion, var blevet svagere under rejsen, ligesom nogle andre af mandskabet. Derfor tog ingen af folkene særlig notits af gæsten, da der skulle flyttes vare.
Damion og Taliia kom roligt gående ud af kaptajn kahytten med retning af gæsten. Taliia nikkede roligt til Damion, der sammen med de andre sjældæmoner gik i land for at finde næring.
”Jeg takker for din hjælp på turen. Stik nu i land, så du kan få den næring du har brug for.” Hun nikkede som hilsen og selv i land for at finde sin svigerfar, som hun gjorde når hun var i denne havn. Hun elskede den tid hun tilbragte sammen med ham.

//Out//