The Heart is like an Arrow - Taliia

Sted: Mh'Lani villaen i Aquener
Tid: Formiddag
Vejr: Solrigt med en blid havbrise

@Taliia

Alt virkede stille og uforandret i Mh'Lani villaen som lå tæt på kysten med udsyn til havet. Blomsterne, i de små samt store haver, stod i fuldt flor og insekterne var alle travle med at samle honning og pollen fra de forskellige planter. Fuglene kvidrede lystigt og tog bad i de forskellige fontæner, som var dekoreret med forskellige guddommelige figurer. Nede i vandet i nogle af bassinerne og fontænerne svømmede de store karper dovent rundt, og reflekterede solens stråler med deres gyldne skæl. Når solens stråler ramte helt rigtigt kunne man endda tro at fiskenes skæl var lavet af det pureste guld eller endda ædelstene. I alt fald var det et smukt syn og man kunne bruge en hel dag på at opservere disse fisk i deres færden gennem vandet... en verden ukendt for én med vinger. For hvad nytte havde de af at befærde sig i vandet, for andet end at bade eller lege? Tjo, mange fugle var afhængige af vand for andet end at drikke og bade. For nogen var det deres levebrød og sådan var det også for Mh'Lani familien som hovedsageligt bestod af englefødte.

Mh'Lani familien var en velset familie som havde levet i Aquener igennem generationer. De var en familie som havde gjort deres erhverv i at være handelsmænd og sælge fine materialer såsom: silke, krydderier, ædelstene, sukker og meget andet. De fulgte markedets interesser og sørgede for at have hvad folk efterspurgte. Rige såvel som de mindre stillet. De havde fair priser og prøvede aldrig at overrumple eller snyde deres kunder. De havde et kodeks som de holdt sig til og anså det højst fornærmende hvis andre så prøvede at snyde. Det var uærligt og folk som før havde prøvet at ligge sig ud med familien eller prøvet på at snyde dem havde betalt prisen. Mange af dem havde derefter ikke været i stand til at vise deres ansigt i byen igen eller gøre nogen handel med andre. De var kontante når det kom til konsekvenser... de var ikke urimelige eller utilgivelige, men, lidt streng havde man da lov til at være. De ville trods alt ikke have nået så lagt som de havde i dag hvis de blot havde ladet folk træde dem over foden, eller ladet dem slippe af sted med ugerninger imod deres handel, eller andres for den sags skyld.

Kasib Mh'Lani var i alt fald ikke en mand som lod sig kues og trampes på. I modsætning til de fleste af hans familie vat Kasib et menneske. Hans kone derimod var fuldblodsengel og hans skytsengel. Sammen havde de fem børn som alle havde boet under hjemmets tag og dets trygge rammer igennem mange år. De var alle opvokset og trænet inden for handlens kunst, dog med visse undtagelser. De børn som var skytsengle havde haft en lidt anden opvækst end deres andre søskende. Af dem var der kun to, Lucio samt Azir. Begge var de oplært i handlens kunst samt matematik, skrift, læsning, etikette, historie og mange andre banale fag, ligesom deres andre søskende, men udover det havde de begge gennemgået intens kamptræning. De havde lært samtlige måder at bekæmpe andre som ville gøre dem fortræd samt andre fortræd. De havde lært at beskytte dem selv samt dem som de en dag ville være svoret til at beskytte. Det havde været hårdt, men de havde bidt det i sig da de begge havde anset det for at være en nobel sag. Armenita, Azir's tvillingesøster, havde dog beklaget sig og også ønsket at lære at kæmpe. Deres fader havde først været imod det, men hun havde været stædig, og til sidst havde deres far tilladt det. Det havde faktisk været godt at hun også havde lært at kæmpe, for på den måde havde Azir også haft nogen ligealdrende at spare med. På den måde undgik han også at blive trynet af hans storebror hver gang... ikke at han slap for at spare med ham. Hans træner havde nemlig ment at det var bedst at han lærte at kæmpe imod nogen som var fysisk stærkere end ham samt højere. Det holdt ham på tæerne og han havde lært at kæmpe imod nogen dobbelt hans egen størrelse.

De var blevet dygtige kæmper igennem årene og havde lært at bruge diverse våben samt hvordan man beskyttede sig imod dem. De havde lært om overlevelse i de forskellige miljøer samt hvordan man læste stjernerne. De havde lært så mange ting... så megen viden og erfaring og alligevel... så havde Azir ladet sig overrumple og svigtet ikke kun sig selv men også... Den nat var en fejltagelse. Han havde fortrudt den lige siden og alligevel var der en stemme i hans hoved som fortalte ham at det var det som han havde ønsket. Han kunne umuligt modsige den når han i sandhed havde ønsket at have Taliia i hans arme... men, ikke på den måde som det havde hændt. Især ikke med hans blødende hjerte i hans hænder og smagen af en anden mand på hendes læber. Han havde ønsket ømhed, omsorg og kærlighed... Ikke fuldskab, vildt begær og behov for en... erstatning. For det var det som havde været den aften. Ingen tvivl om det. Azir havde oftest tænkt om hvad hun havde tænkt om ham. Havde hun overhovedet set ham eller havde han været blot en krop, hvilke hun havde kunnet forløste sig med. Havde hun i sandhed følt ham? Mærket hans hjerte hamre og bløde ved hvert smil på hendes indtagende og ejendommelige læber. Azir kendte godt svaret, men det gjorde det ikke nemmere at fordøje. For sandheden var nok... at det havde hun ikke. Hun havde ikke set ham... virkelig set ham, men, hvem var han også i sandhed for Taliia?

Det var ikke hendes skyld at hans hjerte lå i hendes hænder.

Hans hjerte havde selv fundet vej til hende og der var intet som han kunne gøre ved det. Det var bare sådan som det var og han måtte blot affinde sig med det. Taliia var sin egen person og hun stod ikke til ansvar for at Azir havde forelsket sig i hende. Så, i bund og grund kunne han ikke bebrejde hende noget. Han kunne ønske og håbe på at Taliia måtte føle det samme for ham, men det var ikke ens betydning med at det var sandt, eller at det ville blive en realitet. Hun havde trods alt for ikke længe siden mistet sin store kærlighed. Hendes mand... og hun stod nu tilbage alene med sin datter og resterne af hendes familie. Hun havde behov som enhver anden og behandlede sin sorg på hendes egen måde. Han havde ingen ret til at sige hvordan hun skulle føle eller hvad hun skulle gøre. Hun var sin egen... ligesom han selv var sin egen. De tilhørte ikke nogen, men deres liv ville stadigvæk være forbundet til hinanden. Azir var trods alt Taliia's skytsengel... om hvad godt det så gjorde ham nu.

"Rejs sig!" beordrede Azir's træner idet han havde væltet Azir ned på jorden. Azir tog hurtigt sin kampstav til sig og rejste sig op. Efter den nat med Taliia havde Azir forladt hende. Han var kommet til sig selv og det havde været som om at nogen havde hevet et slør bort fra hans øjne. Alt var vendt tilbage til ham og han havde følt sig syg... syg over skammen samt vreden som var vældet op i ham. Han havde forladt Taliia sovende i hendes seng, pakket sine ting sammen og vendt hjem. Hans søster havde kommet ham i møde og i det hun havde set ham, havde hun været i stand til at se noget havde været galt. Han havde aldrig været i stand til at skjule noget fra hende... så idet hun havde taget ham i sine arme, havde han grædt. Længe havde de stået sådan før han havde kunnet sætte ord på det som havde hændt ham. Hun havde blot lyttet til ham og været forstående... men, derefter havde hun været vrede inkarneret. Hun havde været vred på Taliia og ikke ønsket at Azir skulle tage tilbage til hende. Det havde dog ikke kunne komme på tale fra Azir's side af. Han var stadigvæk hendes skytsengel og havde svoret at beskytte hende, uanset hvad han følte for hende. Det var et løfte som han agtede at holde. De havde diskuteret for en stund og hans søster havde opgivet... for nu, hun havde dog foreslået at han skulle blive hjemme for en stund. Azir havde accepteret, men han havde dog ingen ide haft om at han skulle have været blevet så længe som han havde. Han tænkte at hans søster havde haft en finger med i spillet der, for hans læremester havde fået nys om at Azir havde ladet sig overrumple af Taliia's følelser.

Fra den dag af havde Azir trænet fra tidlig morgen til sen aften. Når han om aftnen havde været færdig med at træne, havde han været for udmattet til alt andet. Han havde gået direkte i seng og faldet i søvn med det samme. De første dage havde han drømt om Taliia samt om den nat de havde spenderet sammen. Til tider havde det været drømme o hvorved de sammen havde gået nede ved kysterne, hånd i hånd. Han ville se på hende og se nattehimlens stjerner belyst i hendes smukke øjne. Han ville tage hende om hendes ansigt og ligge deres pander mod hinanden, en gestus som var tegn på dyb kærlighed og respekt i hans familie. Det var de gode drømme... I hans andre drømme om Taliia stod han i en døråbning og var vidne til en masse kroppe som snoede sig om hinanden. Det var et virvar af nøgne mænd som forlystede sig i sig selv, men, mest af alt i kvinden som lystent lo imens at de hældte rom i munden på hende. De tog om hende og hun vred sig i nydelse under dem... Kvinden ville få øje på Azir i døråbningen og som var de alle af et sind, kiggede de alle sammen på Azir. Azir var som forstenet, fanget i Taliia's øjne, og hun vidste det. De vidste det alle sammen. Dust, mændene fra besætningen... Azir selv vidste at han intet kunne stille sig op imod hende. Uden at han ville det ville han nærme sig dem, og de ville give plads til ham idet han faldt i armene på Taliia. Mændene omkring ham ville tage fat i ham, flå tøjet af ham og hælde rom ned af ham. I en fuld rus indtog han Taliia ligesom den aften, men mere vild og grådig. Han ønskede at høre hans navn på hendes læber og bore sig selv dybt i hendes hjerte. I dyrisk ekstase bevægede han sig i en samlet rytme sammen med de andre mænd idet Taliia i drømmen bønfaldt om mere... Han gav hende mere og mere... han gav alt hvad han havde, men intet syntes at være nok. Stadigvæk bad hun om mere og stadig han gav hende hvad hun bønfaldt. Hun blev mere og mere insisterende... Hun var umættelig men Azir havde ikke haft mere at give, så han tilbød sit hjerte... Med sine smukke læber havde hun sagt: Det er ikke nok... Du er ikke nok... Mere! Flere og flere mænd havde tilsluttet sig dem og prøvet at skubbe sig vej til Taliia. Hun havde glædeligt velkommet dem i sine arme og Azir var forsvundet væk i et virvar af kroppe imens han havde prøvet at finde vej tilbage til Taliia.

Han havde dog fundet ro nu, og var sluppet for disse drømme, men de havde været erstattet af et afsavn. Han ønskede at se Taliia igen, men ikke før at hans træner mente at han var klar igen. I mellemtiden måtte han fokusere på sin træning og sit sind. Han havde dog sendt et brev for at meddele om hvor han var, bare så hun ikke troede at der var hændt ham noget slemt. Hans familie havde også sendt nogen ud for at holde øje med hende og sørge for at der ikke skete hende noget. Ikke at hun ikke kunne tage vare på sig selv, eller at hendes besætning ikke kunne beskytte hende, men de havde også gjort det for at kunne meddele Azir om hvordan hun havde det. Blot for at lette på hans eget sind og derved få ham til at fokusere på sig selv.

"Du er bleven bedre, knægt" sagde hans træner smilende og stoppede deres træning for dagen.
"Tag en pause i haven" havde han derefter sagt og taget Azir's kampstav fra ham. Azir bukkede respektfuldt for sin læremester og begivet sig ind i én af de store haver.

Haven han befandt sig i var én af hans ynglings, nemlig på grund af dens location. Den var afskærmet og omkranset af buske. Der var stille og der var en del af haven som bestod af sand. I sandet var der sten hvorved mønstre udsprang og cirklede rundt hen til den næste sten. Der var en hvis orden i det, men det bedste var den lille bro som gik derud til en lille platform i midten. Derude i midten satte Azir sig ned på en pude, krydsede sine ben, lagde sine vinger ned bag ham og hvilede sine arme på sine knæ. Han tog en dyb indånding, lukkede sine øjne og tømte sit hoved for tanker. Han ville blot føle... ikke tænke. Det sidste han ønskede lige nu var at tænke... især på hende.

Taliia var endelig kommet ankommet til Aquerne. Hun havde overtalt Jake til at lade hende rejse ligeså snart hun var kommet hjem fra jomfrurejsen til Minotaris. Han havde ikke været meget for det, men forstod tydeligt hvorfor hun var nød til det, så han havde sørget for at hun kom med på en af de handesskibe, der skulle til Aquerne efter deres besøg på Dead Mans Rock.

Kort efter hun var kommet ind i havnen, havde hun opsøgt Mikkel og fundet ud af hvor Azirs familie boede. Derefter var hun gået hen til huset, der viste sig at være en stor villa. Hun havde banket på og spurgt efter husets herre og frue, samt givet sit eget navn og ønsket om et møde hurtigst muligt.
Hun håbede at de ville indvilde i det, så hun kunne finde ud af om Azir stadig var i byen, eller i såfald hvor hun skulle rejse hen for at finde ham. Jo mere hun tænkte over det, jo mere trak hendes hjerte i retningen af ham, frem for andre. Ja, selv frem for Zayden, som hun ellers havde fornøjet sig med på jomfrurejsen. Men der var noget i hende, som længdes efter følelsen af Azirs hænder. Lyden af hans stemme og synet af ham. Hun ville næsten våge at sige at hun havde forelsket sig igen, men på en anden måde var hun ikke sikker.
Mens hun ventede skiftede hun usikkert vægten fra den ene fod til den anden og bed sig let i underlæben af nervøsitet. Tænk hvis han ikke ville kendes ved hende. Hvad skulle hun så gøre? Hun viste det ikke og turde ikke tænke for meget på det, af rædsel for at hendes tanker ville drive gæk med hende.

Det var tjenestefolkene som havde åbnet døren samt taget imod Taliia, da hun var ankommet til Azir's hjem i Aquener. En af hjemmets tjenestefolk ville informere hjemmets ejer; Azir's forældre, imens en anden begav sig til at vise Taliia ind i foyeren hvorved at Taliia kunne vente på yderligere information. Der var nogle sofaer som hun kunne sidde i, og der blev spurgt om hun skulle ønske sig noget at drikke i mellemtiden. I så fald, vis hun ellers skulle ønske sig noget at forfriske sig med, var det noget som tjenestefolkene gerne bragte hende. De var trods alt ret gæstfrie i Azir's hjem og tog sig altid godt af deres gæster... uanset hvem end de var. Det var dog lige med den eneste undtagelse vis de ikke var velkomne i deres hjem. Noget som kun meget få var, men det var der skam bestemte årsager til... såsom at have såret et familiemedlem, eller bragt dem i fare... Dette var dog ikke noget som Taliia gik ind under, også selvom ét familiemedlem syntes at hun skulle sendes for porten.

"Så du er Taliia..." Lød det mere som en konstatering end et spørgsmål. Stemmen kom henne fra døråbningen inde til foyeren. Stemmen tilhørte en kvinde med langt kulsort hår og oliven hud. Hendes lange hår var behandlet med olie så det skinnede i solen, og det var flettet tæt. Det lå som en pisk over hendes muskuløse skuldre som var bare da kvinden var iklædt en mørkerød ærmeløs top. Hun var klædt nogle sorte pludderbukser og nogle brune sandaler. Alt i alt var hendes påklædning meget afslappet, men det bar stadigvæk præg af hendes status da hun også bar et gult silkeskærf. Hendes næse var lige så krum som Azir's og hendes øjne var den selv samme brune som hos Azir. Når man kiggede på hendes var man ikke i tvivl om at denne kvinde var i familie med Azir. Udover det havde hun vinger ligesom så mange andre medlemmer i Mh'lani familien, især siden at de bar det samme mønster samt farver.

Kvinden trådte væk fra døråbningen, som hun havde lænet sig op ad, og gik nærmere mod Taliia. Hendes arme var krydset over hendes bryst idet hun nærmede sig og hun bar sig selv med en vis ynde og styrke. Da kvinden nærmede sig var det nemt at se at hun var et par centimeter højere end Taliia, samt at hendes blik var intenst. Det var ikke fjendtligt, men det var heller ikke varmt og velkommen. Der var en vis kulde til kvindens blik. Tjenestefolkene som var i nærheden bukkede ærbødigt for kvinden. Hun nikkede til dem anerkendende inden hun med en håndbevægelse gjorde tegn til at de skulle forlade dem. Tjenestefolkene bukkede endnu engang inden at de forlod lokalet, dermed efterlod de Taliia alene med denne kvinde.

Kvinden iagttog Taliia for en stund. Kiggede på hende fra top til tå inden at hun lod blikket hvile på hendes ansigt. Hun missede med øjnene inden at hun kiggede væk. Hun begyndte derefter at lave en kop the med noget sukker til sig selv.

"Hvorfor er du her?" spurgte hun uden at kigge op på Taliia. Der var ingen varme i hendes stemme... der var ingen ting at fornemme i hendes stemme. Det var som om at svaret ville være hende ligegyldigt, men at hun mere havde spurgt for at gøre denne samtale så kort som muligt.

Hun tog en tår idet hun ventede på Taliia's svar. I mellemtiden havde Azir ingen anelse om hvad der foregik inde i hjemmet, for der havde ikke været sendt bud efter ham. Han sad dybt i sin meditation og havde ingen ide om at Taliia var i deres hjem. Han vidste heller ikke at hans tvillingesøster, Armenita, havde taget imod Taliia. Havde han vidst det havde han under ingen omstændigheder siddet her lige nu... Især ikke når nu han vidste hvordan Armenita havde det med Taliia. Han havde trods alt fortalt sin søster alt... og hun havde ikke været videre begejstret med Taliia... for at sige det mildt. Hans søster havde noget at et temperament og udover det var hun meget beskyttende overfor sin tvillingebror. Selvom hun ikke var en skytsengel, havde folk altid lavet lidt sjov med at hun var sin tvillings skytsengel. Azir var sikker på at havde det været tilfældet, tja, så havde det nok været sandt. De to havde trods alt altid været meget tætte, og havde altid passet på hinanden. De delte et specielt bånd, noget som andre ikke helt forstod, eller kunne være en del af. Det var et ubrydeligt bånd... Ligesom det bånd som Azir nu havde med Taliia, og som de nu altid ville have så længe at de begge levede. Ikke at det var noget som man skulle nævne højt for Armenita lige nu, for var det hende muligt så havde hun brudt det… medmindre at nogen fik hende på andre tanker, men det var op til Taliia… og Azir stod ikke til at hjælpe på tingene lige nu. Det var op til Taliia selv hvordan denne situation forløb sig... Forhåbentligt ville den gå godt, ellers ville Azir ende i noget af en situation hvorved han var nødsaget til at vælge mellem sin søster... eller hans hjertes udvalgte.

Hun havde smilet så venligt som muligt til tjenstefolkene og havde takket ja til lidt vand. Godt nok skreg en del af hende efter noget af det kraftigere, men hun afholdte sig fra det for at være så klar i hovedet som muligt. Hun så godt sofaerne, men valgte at blive stående. Dog tog hun sin lange, ærmeløse kofte af og lagde den i den sofa som var tættest på hende. Hun lagde den sådan at folk kunne se de to lange elviske dolke der sad på ryggen, derefter løsnede hun sit bælte hvor der hang et elvisk sværd og et par korte almindelige dolke, og lagde det ovenpå koften. Til sidst trak hun et par knive op af hver støvle og lagde dem til samlingen, da hun hørte en kvindelig stemme som tydeligt lod sig mærke med at kvinden langt fra var tilfreds med det hun så eller kendte til hende. Et kort øjeblik troede Taliia at det var Azir som stod i døren, men det passede ikke sammen med den kvindelige stemme der lød fra samme sted. Hun havde blinket en gang og så derefter kvinden for den hun var. Taliia ville vædde med at det var hans søster, så meget som de to lignede hinanden.
Taliia gjorde en synkebevægelse, da hun så hvordan kvinden kom gående over mod hende. Alligevel valgte hun at tage et par skridt væk fra sofaen hvor hun havde lagt sine våben og lod sine arme hænge afslappet ned langs siden. Taliia kunne mærke hvordan hele kroppen begyndte at små svede af nervøsitet. På en måde følte hun sig utrolig lille og ubetydelig, særligt grundet det blik kvinden sendte hende.

Da kvinden fjernede blikket og begyndte at lave en kop the til sig selv, følte Taliia det som om at hendes ben var blevet gele. Men hun tvang sine muskler til at holde sig stående. Og det ligegyldige spørgsmål føltes som en lussing, men hun prøvede alligevel at samle kræfter til at svare så høfligt som muligt.
"Jeg er her for at finde Azir. Jeg skylder ham en stor undskyldning og en forklaring på hvad det var der skete sidste gang vi sås. Og... og..." Hendes stemme knækkede og gjorde det umuligt for hende at fortsætte selv om hendes liv afhang af det. Hun kunne mærke hvordan sorgen kom væltende, nu hun tænkte tilbage. Var det virkelig omkring et halvt år siden? Eller var det flere år? Hun tvang sig selv til at gå hen til en sofa der stod i den modsatte ende af den hun havde lagt sine våben på. Her tog hun et par tilløb og fik samlet sig nok til at kunne fortsætte, selv om et par tåre gled ned over hendes kind.
"Og jeg savner ham så meget. Han er det lys som gør mit liv vær at leve igen. Men siden han tog afsted og jeg ikke har set ham, er det som om min sjæl er ved at blive flået i stykker igen." Hun havde sat og stirret ned i sine hænder, som lå i skødet og gned sig hvileløst mod hinanden, som om hun var nød til at foretage sig lidt for ikke at knække sammen. Stemmen havde startet med at være rimelig almindelig, men under fortællingen var den blevet mere og mere ustabil, ligesom hun selv.
Hvad der fik hende til at løfte hovedet og se hen på kvinden viste hun ikke, men hun gjorde det og hele hendes væsen lyste af ærlighed og kærlighed, da hun talte igen efter at have samlet sig lidt igen.
"Jeg fortryder så inderligt det jeg trak ned over hovedet på ham dengang. Jeg burde havde vist bedre. Mit hjerte bløder ved tanken om hvad han må tænke om mig, selv om han er i sin fulde ret til det." Hænderne greb hjælpeløst fat i hendes grønne bukser og knugede stoffet så hårdt at det var tydeligt at hun rystede. Hun sænkede igen blikket til sine hænder og nærmest hviskede.
"Ved Hydra, min sjæl dør hvis han fornægter mig." Synet blev sløret af de tåre hun forsøgte at holde tilbage. Flere måneders indespærrede følelser kæmpede for at komme ud.

Armenita stod still og fortrak ikke en mine idet at Taliia virkede til at blive mere og mere nervøs i hendes nærværd. Man skulle tro at i sådan en situation, hvor Armenita klart var overlegen, at hun ville nyde at se Taliia krybe i støvet foran hende… men, så tog man grueligt fejl. Der var intet ved denne situation som Armenita nød. Hverken synet eller lyden af Taliia’s bævrende stemme. Hendes blik var lige koldt idet hun fortsat observerede Taliia… Hendes blik var som en høg og hun undersøgte Taliia for alle synlige svagheder. Det var tydeligt at se at denne kvinde ikke var én som man skulle undervurdere… eller ligge sig fysisk ud med taget betragtning af hendes tydelige muskelmasse og form. Hendes form havde det med at være intimiderende, om hun så ville det eller ej. Hun plejede for mange år tilbage at være mere påpasselig med det, og gøre alt for at folk ikke blev skræmt for vid og sans. Det var dog bare svært siden at hun ikke helt ejede hendes tvillingebrors helt lysende og venlige udstråling... men, som årene var gået var det noget som hun var blevet lidt mere afslappet med. Hun tog det ikke så tungt længere, og til tider var det endda noget som hun havde fundet en fordel. Hun var højt respekteret og de folk som hun kendte vidste da også at hun aldrig ville gøre dem fortræd... det var da kun lige vis de virkelig havde modsat sig hende og ligfrem gjort nogen fortræd...

Armenita blev stående hvor hun var idet at Taliia gik rundt foran hende. Hun drak stille sin the og havde ikke sagt et ord endnu. Hun ventede blot... Lod Taliia tale ud førend hun selv ville sige noget. Selvom alt dog virkede stille så var der en storm som herskede indvendigt hos Armenita. Den hylede og skreg for at blive løsladt på den som havde startede den, og vis ord kun gjorde den værre og værre... men hun forholdt sig rolig. Det eneste tegn som man overhovedet ville kunne se på at den var der, var hendes knoer som var blevet helt hvide...    

Armenita var vis noget ikke andet end tålmodig... sådan da, men taget i betragtning af situationen var hun nok mere tålmodig end hun nogensinde havde været. Azir ville nok have rost hende for det, vis det ikke lige var for den måde som hun behandlede Taliia på... og hvordan hun fortsat havde tænkt sig at behandle Taliia på. Det var også noget som hun inderst inde også godt vidste, ville blive et problem... men, det måtte hun bøde for senere. Hun var trods alt så sikker på at intet eller ingen nogensinde ville kunne bryde deres bånd, men i dag ville det nok blive en smule udfordret. Inderst inde, et sted langt væk, sukkede hendes sjæl. Hun var dog parat og hun var viljestærk, og hos hende var der foreløbigt ingen tilgivelse at finde for Taliia. Selv ikke om kvinde vrængede hendes sjæl ud foran Armenita... og endda fortalte om hvor ked af det hun var og hvor meget hun behøvede Azir.

”Er du færdig?” spurgte Armenita køligt og satte sin kop the lige så lydløst fra sig på bordet. Derefter satte hun sig ned helt afslappet i en lænestol, ved bordet, og placerede sine arme på armlænene.

"Vis det er medlidenhed som du er ude efter med den fortælling, så vil jeg bede dig om at spare på energien. Du taler nemlig for døve øre... " sagde hun en smule hårdt og kiggede intenst på Taliia. Hun virkede ikke til at være mærket af at Taliia nærmest var på randen til at græde. Hun ønskede blot at høre hvordan Taliia overhovedet kunne bortforklare den måde som hun havde udnyttet hendes bror på... for det var det som Armenita anså det som... En udnyttelse af hendes brors gode natur samt hans følelser for Taliia. Noget som Armenita bestemt ikke syntes var noget som skulle udnyttes på nogen måde.  

"I den korte tid som du har været her, Taliia,” navnet nærmest brændte på hendes tunge og smagte forfærdeligt, men hun fortsatte uden at lade sig selv stoppe

”Har jeg endnu ikke hørt nogen forklaring på hvorfor jeg ikke skulle smide dig for porten... taget i betragtning af det som du har gjort.” Hun lagde det ene ben over det andet og udstrålede at hun sad inden med en del viden omkring alt dette.  

”I stedet har jeg skulle være vidne til din ynkelige klagen og tuden over din nuværende situation... En situation, som jeg må minde dig om, at du selv har bragt dig i." Vreden var nemmere at fornemme i både hendes blik og stemme nu, men hun forholdt sig så rolig som hun nu kunne... uden at eksploderer.

"Nej, godt og vel er jeg en engel, men før jeg er noget som helst andet... Så vil jeg altid være min brors søster." Det sidste lagde hun en del vægt og betydning i, som betød det alt... Hvilket det også gjorde for Armenita samt resten af familien. Familien var det som de satte mest vægt på og var man på tværs med ét familiemedlem... så var sandsynligheden også stor for at man var på tværs med resten af familien... eller meget hurtigt blev det.

Den sidste af Taliias kommentarer var noget som Armenita kæmpede en del mod... Hun kæmpede ihærdigt for ikke at hæve sin stemme eller råbe af kvinden, samt tage i brug hendes store ordforråd af skældsord. Hun ønskede så inderligt at kue hende og krybe for hende. Hun ønskede at sende hende så hurtigt ud af sin brors, samt sit eget liv, så hurtigt som muligt. Jo hurtigere desto bedre... men, hun var i kontrol...

"Og hvorfor skulle han ikke det... Fornægte dig." Armenita prøvede at slå koldt vand i blodet inden at hun fortsatte... men det var noget som næsten ikke var overkommeligt for hende længere. Hun tog en kort indånding inden at hun fortsatte,

"Fordi at du behøver ham?" spurgte hun til sidst.

Er du færdig? Ordene føltes som en lussing og fik hende til at spærre øjnene op af overraskelse. Hun var så overrasket at hun ikke kunne få et ord frem og blot lyttede til det Azirs søster sagde.
Et dybt suk kom fra hende, mens hun nikkede forstående og fik samlet sig.
”Du har ret. I alt hvad du sagde. Jeg har ikke tænkt klart i lang tid, hvilket selvfølgelig ikke er nogen undskyldning.” Hun så på Azirs søster og tog et dybt åndedrag, som hun slap ud i en langsom udånding. Hun viste ikke hvor meget, søsteren ville tvinge hende til at fortælle. Men uanset hvad, så forstod hun godt denne form for beskyttelse.
”Det er fuldt forståeligt at du er så beskyttende overfor din bror. Jeg er selv ligeså beskyttende overfor min datter og min kusine. Og du har ret... Jeg har selv bragt mig ud i denne situation, fordi jeg druknede i sorg over min afdøde mand. Og med alkohol på tom mave, udgjorde det en dårlig situation, der forvirrede Azir. Da han kom ind til mig... Ømm, ja.” Hun rødmede og måtte rømme sig et par gange, inden hun kunne fortsætte.
”Ja, han fandt mig sammen med en anden mand. Azir skyndte sig ud, og jeg bad den anden mand om at lade mig snakke med ham, hvilket manden var helt forstående overfor. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor Azir var så påvirket af den alkohol, som jeg havde drukket. Men senere hen har jeg fundet ud af, ved at snakke med en gammel ven, at det nok skyldes det bånd som er mellem os. Det gjorde at Azir indlod sig på noget, han normalt ikke ønskede og jeg var ikke den som stoppede ham i det. Tvært imod opmuntrede jeg ham til at fortsætte.” Hun rejste sig og gik hen ved siden af hende, mens hun så direkte på hende.
”Det er tydeligt at du har lyst til at straffe mig for min handling. Slå mig. Guderne skal vide at jeg fortjener det. Og jeg sværger ved mit liv, at jeg ikke vil røre dig eller gøre modstand.” Hun viste at det vil kunne koste hende brækkede lemmer, men hvis det var prisen for det hun havde gjort, så ville hun med glæde betale den. Alligevel kunne hun ikke ryste en nervøs gysen fra sig, som hun stod og ventede på søsterens træk.

Azir's søster lyttede tålmodigt til det Taliia derefter havde at sige... dog trak en muskel sig i kæben idet at Taliia nævnte sin datter. Ikke at den grund som man nok skulle tro, men på grund af noget helt andet, men det var Armenita's egne personlige holdning. Uanset hvor irriteret og vred på Taliia hun var, var det ikke en holdning som hun havde tænkt sig at ytre sig om... lige nu i alt fald, men hun gjorde sig skam sine egne tanker. Tanker som ikke satte Taliia i det bedste lys, også selvom Taliia forklarede hvor dybt nede hun havde været efter at have mistet sin mand. Hvilket altid var noget tragisk og noget som man havde medlidenhed for, men der var også en grænse for hvad man kunne slippe af sted med på den bekostning. At udnytte hendes bror var aldrig én af de ting som man bare kunne slippe af sted med at gøre.

Hun nikkede kort idet at Taliia selv erkendte at hun selv havde bragt sig i sin egen situation. Så Taliia var da ikke helt blind for sine egne fejl, tænkte Armenita. Hun skar dog kort tid efter et ansigt om at hun væmmes ved det næste som Taliia sagde, og holdt hånden på for nærmest at stoppe hende. Armenita havde på ingen måde behov for at Taliia nævnte den nat... eller høre om hendes brors... seksuelle omgang med kvinden foran hende... Det ville blot give hende mere lyst til at vrænge halsen om på hende. Derudover havde Armenita også fået nok at vide fra Azir af... De to tvillinger delte trods alt med hinanden... og det havde ikke ændret sig idet de var blevet ældre. Normalt havde Armenita heller ikke noget imod at snakke om sådan nogle ting her, men det var noget andet når hun ikke kunne fordrage sin brors partner. Det var dog heldigt at Taliia fik stoppe sig selv, hvilket Armenita satte pris på og værdsatte... indtil at hun fortsatte i lignende stil.
Armenita kunne klart se for sig sin brors vilde forvirring samt hans berusede tilstand. Det ville have været sjovt, vis ikke det var så trist.

Armenita blev siddende hvor hun var, også selvom Taliia kom nærmere og helt hen til hende. Hun syntes bestemt ikke om det og hun fik da også nedstirret Taliia idet at hun gjorde det. Det gjorde det trods alt en del sværere ikke at lange hende én. Især når nu at Taliia ligefrem selv bad hende om det.

Armenita tog hårde og armlænet og hendes kæbe havde strammet sig helt, idet hun bed tænderne helt sammen. Hendes blik var giftigt og hendes tanker ligeså. Det ville være så nemt at give ind til sine lyster og hamre løs på Taliia, imens at hun selv skældte og smældede… men, hvad godt ville det gøre? Intet… Det ville hverken lette hendes egen smerte, eller i værste fald… hendes brors smerte.

"Dette handler ikke om jeg synes at du burde straffes eller ej!" Armenita rejste sig brat fra stolen og stod nu tårnene over Taliia. Hendes blik var hårdt og hendes muskler spændte. Hendes stemme havde også været alt andet end venligt... "Eller hvor meget jeg noget så inderligt ønsker at påføre dig en smerte mere ulidelig, end hvad du kan forestille dig..." sagde hun lavmælt og virkede nu iskold.

"Dette handler om hvorvidt du fortjener min bror... for hvor meget du end holder af ham, så betyder det intet vis ikke du kan respektere ham... eller dig selv." Derefter gik hun rundt om Taliia og observerede hende fra top til tå med et uimponeret blik.

"Du har en del at arbejde med, men det er du godt selv klar over... Du har mistet din mand, hvilket du har mine fulde sympati for, men du har ikke tid til at svælge i selvmedlidenhed. Du har en datter og en familie at tage dig af... Du har venner til at støtte dig til og du har... min bror.. og derved også min familie at støtte dig til." Hun standsede nu helt foran Taliia igen og kiggede ned på hende, med et utydeligt blik og udtryk. Hun sukkede ingen at hun snart ville tage afsked med Taliia... og begive sig til at træne for at få sine frustrationer ud. Måske hendes storebror ville have tid til at sparre senere?

"Du er ikke din fortid... Det må jeg huske, men det er ikke ens betydning med at jeg skal anerkende dig... faktisk betyder det ikke at jeg skal gøre noget som helt. For jeg har intet forhold til dig. I alt fald ikke et forhold af betydning..." Hun rakte sig ned mod bordet og tog én af de småkager som var blevet serveret med theen. Derefter fortsatte hun i samme toneleje som før, stille og roligt... og koldt.

"Dermed har jeg så heller ingen ret til at nedfælde nogen former for dom eller straf over dig... også selvom du inderst inde må ønske dette. Så let er det dog ikke Taliia. Sådan kommer du ikke af med din skyld." Hun tog derefter en bid af småkagen og begyndte at gå i retning mod sparringsområdet. Hun var ligeglad om Taliia fulgte med eller ej men hun stoppede kort op ved døråbningen fra før og uden at vende sig sagde hun,

"Det er alt sammen op til Azir... Det er hos ham du skal finde tilgivelse og vide om du er hans kærlighed værdi. Så, spørg en tjener om vej til ham, og vis ikke dit ansigt for mig igen... Ikke før du har fundet tilgivelse." Det sidste kunne forstås som en trussel... hvilket det så også var.

Armenita gik med selvsikre og faste skridt ud af lokalet og den selv samme tjener fra før bukkede dybt for Armenita idet hun gik forbi. Derefter trådte tjeneren ind i lokalet og kiggede afventende på Taliia.

Hun kunne godt fornemme at hun måske var kommet lidt for tæt ind på søsteren, så hun trådte høfligt lidt tilbage. Men hun måtte også indrømme over for sig selv at det nok også var det nedstirrende blik hun fik, som gjorde at hun lagde lidt afstand til Azir's søster. Ligeledes var afgjort tydeligt at søsteren kæmpede for at holde sig tilbage.
Hvis Tal ikke allerede havde respekt for hende, så fik hun det i hvert fald da søsteren rejste sig og gav sig til at tale. Hvad var det med engle og højder?? Tal kunne ikke huske en eneste som ikke havde været højre end hende, selv hendes datter ragede tyve centimeter op over hende. Når hun tænkte tilbage på sidst hun havde set Azir, så mente hun også at han ragede op over hende.

Under søsterens verbale bank, kæmpede Tal for at blive stående på benene. Der var noget ved denne kvinde, som fik hendes ben til at ville give efter som om hun var blevet banket sønder og sammen. Tals blik blev fyldt med mere og mere respekt overfor søsteren, efterhånden som hun talte. Mange steder var Tal sikker på at hun letter ubevist nikkede anerkendende til ordene, men hun var næsten for optaget af at holde sig på benene og modtage denne svada til at tænke nærmere over det.
Selvfølgelig havde kvinden ret. Tal havde tilladt sig selv at synke for dybt ned i sorgen over tabet af sin mand. Og hendes datter havde været nød til at træde ind som den 'voksne' overfor hende. Stakkels pige. Hun var jo for pokker kun en teenager som stadig havde en del år foran sig, inden hun skulle påtage sig det voksne ansvar.

Hun lod hans søster gå uden at følge efter, da hun havde på fornemmelsen at hun så virkelig ville komme til at føle den kraft som søsteren havde udstrålet. Og da hun udtalte noget som kunne tages om en trussel, bukkede Tal for hende.
”Du har mit ord på at det ikke sker.” Da søsteren var gået og tjeneren så afventende på Tal, måtte hun lige tage et par dybe åndedrag for at få lidt ro på sig selv. Efter det, gik hun hen og løftede sine ærmeløse kofte og våbnene op i armene, hvorefter hun gik hen til tjeneren og spurgte om han ville være venlig at vise vej til Azir. Hendes tanker kørte rundt mellem alt det hans søster havde sagt og hun prøvede at få styr på det hele, for ikke at nævne sig selv, inden hun kom frem til ham.

Tjeneren lod selvfølgelig Taliia tage den tid som hun skulle bruge, da hun trods alt nok havde fået noget på opleveren ved mødet af Azir's søster. Tjeneren her havde skam hørt kun hørt det sidste af hvad som der havde forgået, men havde af åbenlyse årsager holdt sig langt væk. Dog ikke langt nok væk til at de ikke ville kunne nå at advare husets overhoved vis nogen skulle ty til vold. Ikke at de havde været bange for det, men med denne situation var det ikke til at vide hvad Armenita kunne finde på. Derudover gik det heller ikke for en tjener at være for langt væk.

Tjeneren sagde ikke så meget da Taliia kom over til dem, men gjorde tegn til at hun blot skulle følge dem. Lige så stille og roligt begyndte de at gå ud mod haven hvorved at Azit befandt sig. De tog dem god tid, nemlig så de ville undgå Armenita, også Taliia kunne nå at falde lidt mere til ro. Det var trods alt ikke den varmeste velkomst som Taliia havde fået, og nu var det ikke til at sige hvordan Azir ville tage imod Taliia. Ville han overhovedet være glad for at se hende?
Udenfor sad Azir lige så stille og mediterende. Han havde opnået en form for meditativ trance, og følte sig ét med naturen omkring ham. Han trak vejret lige så stille og var opmærksom på alt og intet... Hans tanker var fredfyldte og han følte ingen sorg eller glæde. Der var ingen bekymringer at tage sig af... Der var kun ham selv her... I nuet...

Han åbnede sine øjne til verden igen og trak vejret dybt. Siddende fik han strukket sig fra side til side for at strække sig forud med panden mod jorden. Trods mængden af tid som han havde siddet her, var der ikke behov for at strække alt for meget ud. Han var trods alt vant til at sidde i sådan en stilling i meget længere tid af gangen... Så hurtigt var han oppe på sine ben, og bredte sine vinger. Han tog sig til maven kort idet at han var begyndt at kunne mærke sulten nu. Han havde ikke fået frokost efter at have duelleret med kampmesteren, så det var nok på tide at gå indendørs... Eller, det havde han gjort vis ikke han havde hørt sin søsters irriteret udråb. Nysgerrig forlod han haven som han var i, og ville have fulgt efter sin søster. Det var ikke noget helt unormalt at hører hende irriteret... især disse dage, men han kendte sin søster og der havde været noget bekymrende ved hendes udråb. Med lidt mere raske skridt var Azir i færd med at forlade haven, da han hørte en tjener kalde på ham. Azir stoppede midt op i det hele, og svarede tjeneren igen.

"Jeg er skam her i haven..." sagde han, en smule tøvende. Han havde som sådan ikke tid til at tage sig af en tjener nu... Han var bekymret for sin søster... samt dem som end måtte stå i hendes vej på nuværende tidspunkt. Det, også dem som hun valgte at kæmpe imod for at komme ud med sine frustrationer... Nej, Azir måte nok hurtigt se til hvad det var som tjeneren ville ham, også hurtigt finde sin søster.

Azir trådte lidt hastigt ud af haven for at henvende sig til tjeneren, men han stoppede noget kraftigt op da han så hvem som tjeneren havde med sig. Med opspillede øjne kiggede han på kvinden, som hjemsøgte hans drømme og som han havde forladt uden at sige et ord. Hans hjerte hamrede i hans bryst og han følte at nogen havde slået ham i maven. Tjeneren kiggede nervøst imellem dem begge tog, og nervøst sagde Azir's navn. Azir blinkede kort forinden at han blot nikkede til tjeneren og gjorde tegn til at de skulle forlade dem. Tjeneren bukkede dybt og ærbødigt inden at de forlod dem begge to ved indgangen til haven.

"Taliia..." Azir kunne næsten ikke tro sine egne øjne, men var det ikke for brisen på hans hud og smerten i hans bryst, så havde han troet at han drømte. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige, eller hvad han skulle gøre af sig selv. Så han valgte at blive stående hvor han var, imens at han kiggede uforstående på Taliia. Hvad skulle han også sige? Velkommen til mit hjem? Det var umuligt blot at trække vejret, men han tvang sig selv til det ved at tage en dyb indånding. Det hjalp en smule, men der skulle nok mere til end blot et par få indåndinger...

"Længe siden... kunne du tænke dig at se haven, Taliia?" formåede han at sige, og viste mod haven som han selv lige havde forladt. Ikke nok med at han ville kunne slappe mere af derinde, så var det også et godt sted at være vis man ville være alene. De kunne også være i fred og snakke om det som de nok havde brug for.

Mens hun fuldte efter tjeneren havde hun haft en chance for at samle tankerne lidt. Så da hun endelig stod overfor en åbenlyst overrasket Azir, kunne hun ikke få sig selv til at se ham i øjnene. Og det var selvom hendes hjerte sprang et slag over ved lyden af hans stemme. Hun nikkede bare da han spurgte om hun kunne tænke sig at se haven, og fuldte med da han gik der ind.
De havde nok gået et par minutter før hun fik taget sig sammen.
”Jeg skylder dig en stor undskyldning, for den gang i Aquener. Jeg skulle ikke have udnyttet dig, som jeg gjorde, uanset hvor fuld jeg var.” Hun lagde armene om sig selv som om hun frøs, tog et dybt åndedrag og lod det langsomt forlade sine lunger, hvorefter hun fik taget sig sammen til at møde hans blik.
”Jeg ville ønske at jeg kunne gå tilbage i tiden og have stoppet det, før det skete. Ikke fordi jeg ikke nød det, men fordi ingen af os var sig selv. Desuden har jeg savnet dit muntre væsen gennem de måneder der er gået. Jeg…” Hun bed sig selv i læben, for at afholde sig fra at bryde ud med noget hun måske fortrød. Hun havde sådan en lyst til at tikke ham om at komme med sig, at blive ved hendes side. Men hun viste også at hun ikke kunne håndtere endnu et tab.
Hun tvang sig selv til at gå lidt videre og se på de smukke blomster. Uden at tænke over det, lod hun sin naturevne søge ud og låne lidt energi fra haven. Hun sukkede og så sig om efter ham, mens hun prøvede på at smile.
”Din søster har ret. Det er kun dig som jeg kan søge tilgivelse ved, men jeg ved ikke om jeg fortjener det endnu.”

Azir viste Taliia ind i haven, og mærkede hvordan hans hjerte smertede i hans bryst. På den ene siden var han umådeligt fortvivlet over at se hende, især når han ikke følte sig klar, og på den anden side var han rigtig glad for at se hende. Han havde trods alt savnet hende noget så inderligt, i alt den tid som de havde været fra hinanden, men det havde været nødvendigt for ham. Det havde været nødvendigt at være væk fra hende, så han havde, kunne samle sine tanker, samt at få samlet sig selv op fra jorden. Han havde tabt noget af sig selv den aften... hvilket bestemt ikke var nogen rar følelse... sådan at tabe noget af sig selv. Især ikke når han ingen ide havde om hvordan han skulle få det tilbage. Han var simpelthen så rådvild med det hele... Han ønskede blot noget så inderligt at det hele bare kunne gå tilbage til hvordan det var, inden at de havde... inden at... Nej, der var ingen vej tilbage og Azir ville nok have fået sit hjerte knust uanset hvad... For Taliia var ikke hans... hun var sit eget vidunderlige væsen og bestemte selv hvad hun gjorde med sin egen krop. Azir var bare det fjols som ikke havde, kunne styre sig og som havde givet sit hjerte væk.

Han virkede en smule overrasket idet at Taliia begyndte at undskylde sig selv overfor ham. Han nikkede, en smule uforstående, og valgte at tie så Taliia kunne tale videre. Han havde nemlig fået fornemmelsen for at hun havde mere at sige, så han nænnede ikke at afbryde hende.

Han brød sig ikke om at se hende sådan her... Så meget var tydeligt og hans krop skreg efter at holde om hende. Hun virkede så underligt skrøbelig sådan som hun holdt om sig selv, og det mindede ham om den dag, hvor han havde set hende igen efter så mange år. Billedet af Taliia som dansede omkring og sang sit hjerte ud, var noget som var brændt fast i sindet på Azir. Han ville aldrig så længe som han levede glemme den dag... ej heller glemme hvor smuk hun var. Han ville ønske at det havde været på bedre vilkår at de havde mødt hinanden, men på den anden side så var han blot glad for at han havde, kunne være der for hende da hun havde haft brug for ham.
Han kiggede nu blot på hende, idet at hun kiggede på ham... og ventede.

Det gjorde ondt at høre at hun havde savnet ham, nemlig fordi at det var noget som han gerne ville høre, men det fik ham også til at tænke på at han havde forladt hende... samt grunden til at han havde overladt hende til sig selv og hendes egen besætning. Det var bestemt ikke noget som han var stolt over, og det var helt klart også noget som ville hjemsøge ham fra tid til anden... for hvilken skytsengel forlod deres udvalgte? Især i flere måneder... Hans mor havde bestemt ikke været tilfreds med det, men efter at have set hvor knust hendes søn havde været, havde hun været mere afslappet med det. Faktisk vidste hans mor ikke helt præcis hvorfor at Azir sådan var vendt tilbage, og Azir havde heller ikke tænkt sig at fortælle hende det lige foreløbigt. Alt i alt havde han blot fortalt hende at han ikke havde været helt klar, og at der var nogen ting som han skulle arbejde på før han i sandhed kunne beskytte nogen. Det havde hun så godtaget... heldigvis og Azir havde, kunne træne og fordybe sig.

"Taliia du..." var det eneste han nåede at sige inden at Taliia havde fortsat... samt nævnt Azir's søster. Han stoppede midt op og blinkede med øjnene et par gange. Havde Taliia mødtes og talt med Azir's søster? Hans hjerte galoperede og han kiggede mod den retning som han havde hørt sin søster sidst... Hurtigt satte ting sig på plads i hovedet på Azir og det hele gav nu meget mere mening. Så det var derfor at Armenita havde lydt så frustreret… og vred.
Det løb nærmest Azir koldt ned af nakken. Han kendte sin søster bedre end nogen anden, og han havde fortalt hende alt... alt mellem Azir og Taliia. Armenita havde derefter givet klar udmelding med at hun bestemt ikke brød sig om Taliia, og ønskede at hun ville vride halsen om på hende vis hun nogensinde mødte hende... Azir havde prøvet at få hende til at falde ned, men det havde næsten været umuligt... og det havde senere gået ud over Armenita's sparringspartnere... Lidt ligesom at det sikkert gjorde lige nu. Azir sendte en kort bøn og håbede på at Armenita ville vise dem nåde.
Med tankerne tilbage i nuet, tænkte Azir på alle de ting som hans søster muligvis havde sagt til Taliia, sikkert uden opsyn. Det var bestemt ikke nogen rare tanker, men Taliia virkede mest af alt nogenlunde uskadt... hvilket altid var noget. Hans søster havde en skarp tunge og et intimiderende blik... så det var ikke altid fysisk at man kunne blive skadet af hende. Især ikke når hun nærmest kunne pille én fra hinanden ved blot ét blik.

"Tilgivelse...?" Azir smilede nærmest trist og kiggede kort ned i jorden. Han trak vejret dybt og kiggede op igen på Taliia, som stod helt hende ved nogle af havens blomster. Naturen omkring hende klædte hende virkelig, og havde Azir ikke trukket vejret før, så ville han have glemt det nu så smuk som hun var. Han tog et sikkert skridt frem mod Taliia.

"Der er intet at tilgive... for du har... Taliia du har ikke gjort noget som kræver min tilgivelse." Han gik nu helt hen til hende og lagde en venlig og betryggende hånd på hendes skulder.

"Hvis noget så burde det være mig som spørger om din tilgivelse... Det var trods alt jeg som forlod dig uden et ord... Blot fordi at jeg end ikke kan styre mine følelser." Med det sidste steg varmen ham en smule til ansigtet og hans øre begyndte let at brænde i skam. Han var flov overfor sine egne handlinger... Han var en voksen mand og han burde være bedre, men han havde opført sig skamfuldt og nu havde han også forsaget Taliia smerte. Blot fordi at det ikke havde været ham selv som hun havde søgt den dag... men, i stedet havde hun søgt selskab hos en anden mand. Én som havde, kunne opfylde hendes ønsker og lyster... Det var pinligt at indrømme at han havde været misundeligt, men det var lige præcis det som han havde været.

Han tog dermed sin hånd væk fra hendes skulder og aede hendes kind blidt inden at han trak den til sig igen... mest af alt fordi at det gik op for ham hvad han gjorde. Han kiggede nærmest smertefuldt på hende inden at han smilede til hende.
"Det må du ikke sige Taliia... Hvis noget, så fortjener du alt her i verden..." Mere end hvad jeg kan give dig, tænkte han det sidste for sig selv, med en smertefuld selv-realisation.

Hun nød at han igen var nær hende, så nær at hun kunne røre ham hvis hun bare rakte en arm frem og måske tog et par skridt hen mod ham. Men hun kunne ikke få sig selv til det, før han havde givet hende lov. Hun kunne godt se på ham at hun havde voldt ham sorg med sine ord om at hun havde savnet ham, men betød det så at han også havde savnet hende? Tja, der var da chancen for at han følte på samme måde som hun. Men ligesom med Seuzan, kunne hun ikke få sig selv til at indrømme det overfor ham af frygt for at blive vraget og få at vide at han havde en anden.
Noget tydede på at han tænkte på et eller andet, måske sin kærlighed, hvis han havde fundet den. Eller måske var det omkring hans søster, som hun havde nævnt.

Hans ord og nærmest triste smil, fik hendes hjerte til at føles som om nogen klemte sammen om det. På en måde følte hun trang til at ligge sin ene hånd over hjertet og gnide stedet, men hun gjorde det ikke, da det højest sandsynligt ville få ham til at pylre om hende, som om hun var skadet.
Dog blev det mindre vigtigt, da han talte mens han kom over til hende og lagde en venlig og betryggende hånd på hendes skulder. Hun smilte forsigtigt, og nærmest brændte for at tage hans hånd og kysse den. Men afholdte sig igen fra det. Ligeledes havde hun lyst til at afbryde ham, men også det afholdte hun sig fra. Hold da fast, hvor var hun blevet høflig.
Hun fornemmede godt at han var flov, men hvorfor kunne hun ikke helt forstå. Og det smertede hende da han fjernede sin hånd, dog for at blive afløst af et lidt mere varmt smil, da han kærtegnede hendes kind lidt.

Selv da hun havde sagt at hun ikke var sikker på at hun fortjente hans tilgivelse lige nu, blev hun overrasket over at se den smerte som lyste ud af ham, da han sagde at hun havde fortjent alt i verden. Dét fik hende til at stirre overrasket på ham, inden hun forsigtigt lod sine fingere strejfe hans ene hånd. Hendes stemme var nærmest hviskende, da hun talte og hendes øjne var usikker på om det var rigtigt af hende.
”På en måde er jeg glad for at din søster gav mig en verbal skideballe. For jeg fortjente den afgjort. Og nej, det var ikke forkert af hende.” Hun skyndte sig at tilføje det sidste, inden han nåede at sige noget.
”Jeg fortjener afgjort mere end det hun sagde. Jeg udnyttede dig, i stedet for at styre mig selv. Det var ikke spor underligt at du forlod mig, for at komme ovenpå. Selv min besætning har drille mig med at jeg virkelig forstår at jage mænd væk.” Hun sukkede lidt og så mere roligt på ham.
”Og hvis du virkelig ønsker at jeg skal forsvinde, så sig det og jeg lover ikke at opsøge dig eller din familie igen.” Hun måtte kæmpe lidt for at få sagt det hele, da det føltes som om halsen snørede sig sammen. Samtidig med at hun, uden at tænke over det, holdte vejret af frygt for hvad han ville sige. Selvfølgelig ville hun respekter hvad end han sagde, også selv om det ville knuse det håb som var begyndt at spire i hendes hjerte.

Han var lidt for bevidst om Taliia's berøring af hans hånd. Det var uventet og han prøvede ikke at lade det påvirke ham for meget... eller lade vise hvilket chok som det sendte igennem hans hånd. Det var alt for tydeligt for Azir selv, den indflydelse som Taliia havde på ham. Han havde været væk fra hende i så lang tid, men han havde sådan en lyst til blot at smide paraderne... Det ville være så nemt, men det nyttede jo ikke noget. Alt hans træning ville dermed blot have været forgæves, og han ville højst muligt ende ud i den samme situation igen... Det måtte ikke ske igen. For deres begges skyld...

Azir skulle dermed til at sige noget inden at Taliia tilføjede det sidste, angående skideballen. Det var enlig mest spørgsmål som han havde vedrørende Taliia og hendes samtale med Armenita... men, det var altid noget som han ville kunne spørge ind til senere. Han ville trods alt ikke afbryde Taliia... Især ikke når hendes stemme lød som den gjorde. Den lød meget sårbar og rå i Azir's ører... men, det var måske ikke så underligt vis hun havde fået en skideballe fra hans søster. Kendte han sin søster var det nok mere af en røffel... og sikkert også med en trussel gemt inden i det, et eller andet sted.

Hans hjerte sank en del med det næste som Taliia sagde. Mest af alt fordi at han ikke ønskede at se hende sådan her, men det var vigtigt at vide hvad hun følte om selve situationen... og hun havde det dårligt ved det hele, og virkede nærmest til at ønske lidelse og smerte over sig selv. Noget som Azir selv aldrig ville ønske hende, for det fortjente hun ikke.

Det sidste var dog ved at flå hjertet ud på ham... Nu hvor han endelig havde fundet Taliia ville han ikke kunne forestille sit eget liv uden hende. Tanken var udholdelig, og blot det at hun havde sagt at hun ville forsvinde vis han ønskede det... Nej, han ønskede ikke at tænke tanken. Ikke kun fordi at han var bundet til hende via denne verdens skæbne... men, fordi at han holdt af hende. Hans hjerte rummede så megen kærlighed for denne kvinde, som nok kun med tiden ville blive stærkere, men han ønskede ikke at skilles fra hende. Tværtimod... I denne korte tid at han var sammen med Taliia, ønskede han mere end noget andet at returnere til hendes side. Han ønskede at udarbejde deres mangler og sammen finde en vej mod bedre tider.

Azir tog et skridt frem og lagde blidt armene om Taliia. Hans hjerte selv frøs kort i et sekund, men Taliia havde brug for ham nu... Så meget var tydeligt. Han holdt hende tættere ind til sig og lagde beskyttende sine vinger om hende. På den måde lukkede han omverden ude. Dermed ville ingen være i stand til at se Taliia’s tilstand… eller se hende græde vis det var det som hun havde brug for. For hun havde lignet én på kanten til det.

"Aldrig om sådan nogle ord må forlade min mund..." sagde han stille. Der skulle meget mere til hvis de ord nogensinde skulle udtales af Azir... Meget, meget mere end sådan en oplevelse som denne. Så meget var Azir da sikker på… ligesom han var blevet sikker på at dette skulle udbedres og at de begge to måtte bevæge sig fremad, og komme videre. Azir skulle i alt fald gøre sit bedste, for han ønskede ikke at det længere skulle stå i vejen for hans forhold med Taliia. Om det forhold så blev som han helt havde tænkt sig, var ikke til at vide, men han var i alt fald sikker på at han gerne ville være der for hende som en ven. Det var trods alt det som hun virkede til at behøve mest lige nu... og Azir kunne sagtens være den ven.

"Jeg vil altid være der for dig Taliia... uanset hvad denne oplevelse end har gjort for os begge to. Det lover jeg dig..." Derefter løsnede han sig en smule fra hende så han bedre kunne se hendes ansigt. Hun skulle se at han mente det, og hvad bedre end at vise det med et ærligt ansigt? Hun skulle vide at selvom dette havde været svært, så ville han være der for hende. For det havde han lovet tidligere, og han havde ment det. Ligesom han mente det nu. Intet havde ændret sig på det område, men hans hjerte ville han ligge en lås på... indtil at de begge var parate. Det var ikke til at vide hvor langt tid det ville tage, men Azir var villig til at vente... for Taliia ville han vente længe... længere end han allerede havde. For han elskede hende i sandhed.

Hans omfavnelse bragte en varme hun ikke var klar over at hun manglede, og hun kunne ikke holde et nydende suk tilbage, samt puttede sig ind til ham som en forelskede pige for at få mere varme og nærvær fra ham. Hun havde stadig ikke opdagede at hun, på et tidspunkt, havde ladet sine våben glide ud af sine hænder, så de nu lå ved deres fødder.

Løftet om at sådanne ord aldrig måtte forlade hans mund, var lige netop det som hun havde brug for at høre. Det fik også hendes forsvar til at smuldre og hun brød sammen i hans arme. Hun hulkede og græd, som om hun ikke havde tilladt sig selv det i flere år. Hele hendes krop rystede og skælvede. Hvor længe hun stod der viste hun ikke, men da hun faldt lidt til ro, snøftede hun kort inden hun kom med en lille kluklatter ved hans ord om at han altid ville være der for hende.
”Jeg store tudefjols. Du er så sød og rar, selv på tros af det jeg gjorde.” Hun sukkede dybt og så op på ham med et lidt svagt smil, som om gråden havde udmattet hende, hvilket den også havde.
”Ved alle guder, Azir. Hvad skulle jeg gøre uden dig? Skytsengel eller ej.”

Hun tænkte lidt inden hun beslutsomt nikkede.
”Hvad om du fik lov til at bestemme over mig et døgns tid eller to? Som en form for afbetaling på min tidligere ugerning mod dig. Derudover må du bestemme hvad du finder passende for resten af afbetalingen.” Hun viste ikke helt hvad hun håbede på at han ville sige. Men hun var en kvinde af sit ord, og ville stå ved sine løfter, uanset hvad han fandt på.

Sådan som det føltes at have Taliia i sine arme, var det svært at forestille sig nogensinde at skulle give slip på hende igen. Især når nu det var at hun opgav og brød grædende sammen i hans arme. Han holdt hende ind til sig igen da hun græd, for blot at holde sammen på hende... fysisk såvel som mentalt, for det føltes som om at hun var ved at gå op i limningen. Han lod hende græde ud til at hun ikke kunne mere og sagde intet. Han var der blot for hende og aede hende blidt hendes hår.
Han rystede på hovedet idet at hun kaldte sig selv et tudefjols og aede hende blot fortsat inden at han sagde noget igen. Han kiggede ned på hende og tørrede en tårer blot med sin tommel. Han smilede kærligt til hende og kiggede på hende med alt den barmhjertighed som han besad.

"Du er intet tudefjols Taliia. Du er en bedrøvet kvinde som har været ufatteligt meget igennem på så kort en tid... Du græder fordi at du nærer så dyb en kærlighed og længsel for dem som du har mistet," hans smil forsvandt en smule og man kunne se at han selv havde grædt. Han havde nemlig ladet sig selv føle hendes sorg…

"Du rummer så meget Taliia. Så mange følelser alt sammen på én gang... Det må være ulideligt - men her står du alligevel... Lige stærk og smuk som du altid har været. Jeg er her blot for at fortælle dig den åbenlyse sandhed, samt hjælpe dig når jeg kan." Han smilede dermed stort til sidst og aede hendes våde kind.

Han løftede dog brynet overrasket da det var at Taliia kom med sit forslag. Han var næsten helt mundlam og vidste ikke rigtig selv hvordan han skulle reagere på det. Det føltes trods alt som om at det var kommet ud af den blå luft. Det var ikke til at vide hvad der måtte forgå i Taliia's hoved for hende til at komme med sådan et påbud. Han vidste dog godt hvad der nok ville foregå i andres hoved vis de var blevet tilbudt at bestemme over Taliia i et døgn eller to... især hos begærlige og lystige folk. Ikke at Azir ikke kunne have sådan en tanke eller to, men aldrig om han ville tillade sig at begærer nogen kun for deres udseende.

Han rystede blot roligt på sit hoved og lagde en tot af Taliia's hår bag hendes ene øre. Han tog en mindre indånding, "Det ville jeg ikke kunne Taliia."

"Aldrig om jeg ville kunne bestemme over dig - om det så var med din tilladelse eller ej. Det ville jeg aldrig kunne gøre, og det er mig ikke en fornærmelse, for jeg ved at det var med de bedste tanker at du tilbød mig det, men jeg håber da at du aldrig ville kunne tænke sådan om mig." Han sagde det med alvor i stemmen men uden et hint af vrede, for han var ikke vred, men det var en foruroligende tanke. Blot det at skulle bestemme over en anden person. Det sad ikke godt med Azir.  

"Jeg takker dig dog for tanken, men lov mig aldrig at sige sådan noget igen." Hans blik var en smule bedrøvet. Med det sidste håbede han også at hun aldrig ville sige sådan noget til nogle andre, og ikke kun ham selv. For han ønskede vitterligt at ingen nogensinde ville bestemme over Taliia. Hun var sin egen kvinde og det skulle hun altid have lov til at være. Hendes egen fantastiske og vidunderlige selv.

Fornemmelsen af hans arme om sig og hans brystkasse mod hendes ansigt. Åh hvor var det fantastisk. Noget af det dejligste hun længe havde mærket. Hun følte sig tryk hos ham, og så ikke frem til at skulle forlade ham igen. Men det var hun nok nødt til, hvis han ikke ønskede at have hende hos sig.
Hun nød hans kærtegn og hans blide stemme, som nær havde sendt hende ud på en ny tudetur. Da hans smil forsvandt en smule, så hun at han også havde grædt hvilket overraskede hende en hel del.
Men hun nåede ikke at sige noget før han fortsatte med at tale, og derfor lyttede hun blot til hans smukke stemme som hun ikke følte at hun kunne få nok af. Hans ord gav hende trøst på en måde som hun aldrig havde troet.
”Tak Azir .” Hun lukkede øjnene halvt og nød hvordan hans hånd aede hendes kind.

Hendes øjne studerede ham mens han talte om at han aldrig ville kunne gøre det hun bad om. Og at han ikke håbede at hun ville tænke sådan om ham. Hun kunne godt fornemme at han ikke var glad for hendes ord, hvilket hun blev lidt overrasket over.
Men så igen… Kunne hun enlig godt forstå ham. Han ønskede at hun skulle være den frie sjæl hun var og det kunne hun kun beundre ham for. Et varmt smil bredte sig på hendes læber.
”Jeg lover dig, aldrig at sige det mere. Du er alt for værdifuld for mig, til at jeg vil våge af risikoen for at miste dig. Faktisk har jeg lyst til at kysse dig, som en bekræftelse og fordi jeg godt kan lide dig. Men jeg vil ikke gøre det uden at du giver lov.” Hun rødmede en smule over at hun var så åben og ærlig overfor ham. Noget hun ikke havde været siden Seuzan. Hun måtte tage tilløb et par gange for at kunne fortsætte.
”Faktisk… Hvis du bad mig om at blive i land, for at vi kunne være nær hinanden, så ville jeg gøre det. Du er mere vigtig for mig, end havet.”

Azir var utrolig taknemmelig for Taliias løfte. Det kunne godt være at hun nok ikke helt ville forstå det, men for Azir var det vigtigt at hun havde lovet ham det. Derudover var han også glad for at hun satte så meget pris på ham, og at hun ikke ønskede at miste ham. Ikke at der var stor sansynlighed for det, men det kom skam også an på hvordan man mistede én. Der var skam mere end én måde at miste på, og det kunne være lige smertefuldt... vis ikke mere smertefuldt.

Azir gav en smule slip og spærrede øjnene op en smule da Taliia påstod at hun ligefrem kunne kysse ham. Der var en næsten smertefuld sammentrækning i hans bryst, og han blev en smule utilpas. Det var ufatteligt venligt af Taliia at hun blot ville give ham et kyst som en bekræftelse - samt at hun ikke ville gøre det uden hans tilladelse. Det var noget som han satte pris på, men når det så også var sagt - så skabte det en indre konflikt i Azir. Han blev mindet om den aften de spenderede sammen i forvirret elskov, og han mindes om hvordan hendes læber havde føltes på hans egne... hvor bløde de havde været, samt hvordan de havde passet perfekt til hans egne. Han mindes alt for meget på én gang, og det endte ud i at han helt gav slip på Taliia. Han sørgede dog ikke at virke forskræmt og trække sig hårdt tilbage, men han tog alligevel et skridt bagud. Hans arme føltes nu underligt tomme og kolde, men fornemmelsen var der skam stadigvæk. Lige nu var den fornemmelse mere uvelkommen, i modsætning til hvad den havde været før. Sjovt sådan som det var nogen gange.

Azir havde det dårligt med pludseligt at have trukket sig tilbage så hurtigt, men det var ikke noget som han selv havde, kunne styre. Hans krop havde trods alt reageret refleksivt. Han håbede blot at Taliia ikke havde, været stødt over det... især ikke når nu det var at hun havde åbnet op for sig selv. Dermed smilede Azir varmt til hende og rystede kort på sit hoved. Uanset hvor meget noget end ønskede at mærke hendes læber igen... så vidste Azir at det var en dårlig ide. Der var så meget at være bange for ved sådan en berøring. Så mange ting som ville være ham smertefuldt, og det ville grave op i alt for mange tanker og følelser som han stadigvæk ikke var stærk nok til at håndtere. Ikke endnu i alt fald, og ikke så tæt på hende - så han havde brug for distance men uden at fjerne sig selv helt, som han før havde gjort. Så han var nødt til at sætte grænser. Både for hans egen og Taliia’s eget bedste. Det her ville være den første grænse og nok også den vigtigste... ingen kys. Ikke før at han var stærkere og ikke blot ville opgive alt efter ét kys fra Taliia.

"Jeg - Jeg sætter pris på tanken Taliia, men... ingen kys," hans sagde det med en snert af smerte i hans stemme. Han sank en klump og rodede kort i hans hår. Han var nødt til at forklare hvorfor, men det var ikke helt nemt. Især når noget skreg inden i ham om ikke at distancere sig til Taliia, men lyttede han til den stemme var han bange for at ødelægge alt det som han havde opbygget, samt så meget andet. Han tog dermed en dyb indånding inden at han fortsatte.
"Vi bliver nødt til at sætte nogle grænser Taliia. Det er noget som jeg har brug for oveni alt det som er hændt. Jeg håber at du forstå, men det er nok for os begge to... For du er vigtig for mig Taliia... og jeg ønsker ikke at miste dig... men hvad der skete, har efterladt mig et smertefuldt ar - som endnu ikke er helet." Det sidste var lidt svært at indrømme, men det var sådan at det stod til. Om hvor længe han ville have det sådan her var ikke til at vide, men med Taliia's forståelse og samarbejde var han sikker på at der var en lys fremtid i møde... Det var han nødt til at tro, for ved guderne... han elskede denne kvinde, og han ønskede ikke at hendes blotte tilstedeværelse skulle være så kompliceret for ham. Han ønskede blot at alt skulle blive godt igen, og at han om flere år kunne lægge hele denne oplevelse bag ham... For deres begges skyld.

Hun mærkede godt at der var noget galt, og da han trak sig tilbage, bekræftede han det yderligere. Hun tvang sig til at blive stående og lod armene hænge ned langs siden, selv om hun på en måde havde lyst til at holde om sig selv.
Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, omkring grunden til at han havde trukket sig tilbage. Selvfølgelig havde det noget at gøre med hendes udtagelse om at hun havde lyst til at kysse ham. Det var tydeligt at han lagde afstand til hende af den grund, som om han ikke kunne klare hende tæt på. Hendes gode humør sank en del, på tros af det varme smil han sendte hende. Og det korte rysten på hovedet, hjalp heller ikke det mindste. Hun sænkede øjnene og skammede sig over at hun havde sagt hvad hun havde gjort.

Dog fik hans ord hende til at se op med let overraskelse malet i ansigtet. Noget i hendes blik havde svært ved at forstå hvorfor han havde en snert af smerte i stemmen, når han bestemt sagde ingen kys. Uden at tænke over det, holdte hun vejret i nervøsitet mens hun ventede på hvad han ville sige som det næste. Og da han talte, var det nærmest som om han havde givet hende en blanding af en mavepumper og en syngende lussing. Hun tog et skridt baglæns for at genvinde balancen.
Selvfølgelig kunne hun godt forstå hans ønske om at heale efter det problem hun havde skabt for ham. Men derfor gjorde det utroligt ondt at høre hvor meget hun havde skadet ham. Hun kæmpede for at forholde sig rolig, for ikke at ødelægge mere.
”Jeg ønsker heller ikke at miste dig… Men hvis du ønsker at jeg skal holde afstand, så gør jeg det.” Ordene kom nærmest som en let skælvende hvisken og hun gjorde klar til at forlade haven, samt huset, hvis han ønskede det.

Det var tydeligt hvordan hans afvisning havde påvirket ham, og det smertede ham skam også at se hende reagere sådan - men det var sådan at det måtte være... for deres begges skyld. Han havde mest af alt lyst til at tage sin beslutning tilbage... alle hans ord og handlinger... men det var umuligt, og jo før han indså det og fortsatte derudaf... desto bedre. Han blev nødt til at stå fast. Noget som han aldrig helt havde været god til, men det var skam aldrig for sent at tage ved lære og lære noget nyt. Han havde trods alt noget af en levealder foran sig. Noget som ikke så mange igen var tilbudt, så det var at leve livet når nu man havde det, og sætte pris på de gode ting i livet. Noget som Azir havde ønsket sig noget så inderligt, men også noget som han selv havde ødelagt.

Azir var tæt på at række ud efter Taliia da hans ord havde virket til at chokere hende så meget at hun måtte taget et skridt bagud. Det føltes som om at der var en helt masse usagt imellem dem, og at de på nuværende tidspunkt blot prøvede at holde fast på dem selv - så godt som de nu kunne... men som Azir's læremester engang havde sagt, så skulle det gøre ondt før det gjort... men, var det nu også nødvendigt at det gjorde så ondt, at ens hjerte føltes at have været flået ud af brystet på én?

Azir var dog ikke sikker på om Taliia havde helt forstået det som han havde ment med at tage afstand... sådan var jo aldrig helt til at vide da det kunne betyde så mange ting... og noget kunne være mere hjerteskærende og smertefuldt end andet. Azir havde blot nikket til Taliia at han skam havde ment at de skulle tage afstand til hinanden, men han havde aldrig ment af det skulle være en afstand på flere kilometer, eller at de ikke længere kunne ses med hinanden. Det betød blot at de ikke længere skulle havde for megen fysisk kontakt, eller være alene sammen i et mindre lokale... i længere tid af gangen.

Azir kørte en hånd igennem sit hår, og kiggede ind mod huset. Han kiggede derefter hen mod Taliia, som igen lignende at hun mest af alt trængte til et kram. Han sukkede kort hvorefter han smilede og rækkede en hånd ud efter hende. Han smilede lige så varmt og venligt som altid.

"Men nok om det Taliia... Det kan vi snakke om på så mange andre tidspunkter. Lige nu tror jeg at du har brug for en ordentlig velkomst... og for at sidde ned i noget blødt. Jeg ved i alt fald også at jeg sagtens kunne trænge til af få noget at spise og drikke." Med det sagt lo han kort og bød Taliia til at følge ham ind i hans hjem.

Selv om hun havde sænket sit blik, så hun godt hvordan han kørte en hånd igennem håret og så tilbage mod huset. Samt hørte det suk der undslap ham, inden han rakte hånden frem.
Det var som om han prøvede at skubbe det hele i baggrunden, som om han ønskede at vente til en anden gang med at snakke.

Hun prøvede at smile varmt og venligt tilbage til ham, da han med smil og en kort latter tilbød hende at komme med ind i huset.
En ting var klar for hende: hvis hun tog hans hånd, kunne hun ikke styre sig fra at tække ham ind i et knus og muligvis et kys, hvilket med sikkerhed ville ødelægge det hele igen. Og ja. Hun følte sig ikke sikker på at hun kunne holde sammen på sig selv ret længe, så hun tyede til det eneste hun var sikker på: tilbagetrækning. Med en kraftanstrengelse fik hun strammet sig selv an og kunne ærligt smile varmt og venligt, samt tale uden at stemmen dirrede.
"Det er venligt af dig. Men jeg ved at hvis du ønsker afstand, så er det bedst hvis jeg går for i dag. Ligesom du, har jeg også brug for at undlade fysisk kontakt ligenu." Hun bukkede let for ham og så forsigtigt på ham, da hun var bange for at miste sin kontrol hvis hun fik direkte øjenkontakt med ham.
"Jeg har taget overlov fra klanens sejlas, og vil derfor være at finde i handelshuset hen over de næste par måneder, hvis du ønsker at opsøge mig. Må guderne være med dig og dine." Hun bukkede igen let med et sidste smil, inden hun vendte rundt og begyndte at gå tilbage mod det sted i huset, hvor hendes våben lå.
På en måde håbede hun på at han brød sine egne ord om at holde afstand, og på en anden måde håbede hun på at han lod hende gå for nu.

Hun kæmpede som en gal for at holde sammen på sig selv. Indvendig var der en storm af følelser som rasede, men udvendig så hun venligt på de folk hun kom forbi.
Det var sikkert og vis. Når hun, på et tidspunkt, kom tilbage til handelshuset, så ville hun barrikadere sig i det bagerste rum og rase ud hen over de næste par dage. Rummet var heldigvis indrettet til når hun fik sine anfald af arrogance.

Det gjorde ondt sådan at høre hendes stemmes dirren, men lige som ham selv kæmpede hun også en kamp. Så meget var da tydeligt, og det var nok heller ikke særlig nemt. Det var nok alt andet end nemt hvilket også gjorde at Azir ikke andet kunne end at respektere hendes valg. Hun havde trods alt også valgt at udvise respekt for hans. Derfor nikkede Azir blot også af hendes svar og trak sin hånd til sig. Han smilede dog stadigvæk og var lige så varm. Han var på ingen måde forfærdet eller fornærmet over hendes valg om at gå for i dag. Det måtte have taget en del af hende blot at møde op i hans hjem - samt at have talt med hans tvillingesøster. Blot det at tale med hans søster kunne tage pusten fra de fleste.

Da Taliia bukkede for ham, tog han hånden til sit bryst og bukkede ærbødigst for hende. Det var nok alt sammen bedst for dem begge, især nu når de begge to var i et følsomt stadie... og situation.

"Mange tak... Til vi ses igen" sagde Azir varmt. Det var ikke helt til at vide hvad det var at han takkede for. Om det var informationen, hendes valg, hendes forståelse, hendes tilstedeværelse eller... Der var mange ting som de kunne være, også kunne det sagtens være en tak for alt. Hvilket det nok i sidste ende var. Han håbede blot at hun vidste at han var mere taknemmelig end noget andet... for alt det hun havde gjort. Og sådan ville det forblive, for Taliia var en god kvinde, værdig af hans respekt of beundring. Selvom hun skam havde såret ham, så var det ikke ens betydning med at han ville lade det farve det forhold - blot være mere forsigtig og påpasselig i fremtiden. Han ønskede trods alt ikke at give sit hjerte til nogen som ikke ønskede sig det eller som ikke kunne varetage det. Hans familie ville heller ikke tilgive ham for det - eller alle de andre folk som holdt af ham.

Azir så til imens at Taliia gik tilbage mod huset. Det var en smule trist at se hende gå, og noget i ham kaldte også på at stoppe hende i det... Men han lod hende gå for nu. Det var det bedste for dem. Det var han nødt til at tro og håbe på. Det var dog ikke ens betydning med at hans smil ikke dernæst falmede og hans hjerte sank.  Han tog sig til sit hjerte og lukkede sine øjne. Det gjorde ondt... men han var i live.

Uvilligt begyndte tårene at falde fra hans lukkede øjne, og ned af hans kinder. De var varme og velkomne. De løsnede en smule op for den knude af følelser som han brændte inde med. Hans tåre ville dog ikke være nok, og Azir begyndte at bevæge sig mod den retning hans søster var gået. Hvis han var heldig havde hun nok stadigvæk brug for en træningspartner... Én som kunne give igen. Azir vidste i alt fald at det var det som han havde brug for lige nu - blot for at kunne koncentrere sig og ikke knække sammen.

Da Taliia kom tilbage til handelshuset, gav hun kort info til folkene og lukkede sig derefter inde i sit anfalds rum. Og hen over den næste uges tid gav hun slip på alt. Sorgen over sin afdøde mand, sorgen over sin nuværende begyndende kærlighed, hadet på sig selv for at havde såret sin ven med sin handling i fuldskab. Sorgen over den smerte hun havde set hos ham og meget andet...

Ude i handelshuset var det tydeligt at se og mærke at stemningen var faldet betydeligt efter at Taliia var kommet tilbage fra sit møde med Azir. Alle, både handlende og ansatte var bekymret for Taliia, men viste at de intet kunne gøre for at hjælpe hende. Dette var desværre noget hun selv måtte komme igennem, uanset hvor lang tid det tog.
De få gange hvor hun forlod sit rum, var hun mandsopdækket for at sikre at hun ikke gjorde noget dumt.

Da den første uge var gået, lignede hun en der var ældet en del. Dels på grund af sine mange tude ture. Dels på grund af sine ustyrlige rystelser, som var svar på hendes manglende alkohol indtag. Og selv om mange ville have haft et mere klart sind på nuværende tidspunkt, så hun følte sig stadig ikke sikker på at forlade rummet og nægtede at give et tidspunkt for hvornår hun var klar.

~~ tidshop ~~

Efter en måneds tid lagde Seastormers Revence til i havnen og Damion, der nu fungerede som kaptajn på skibet, gik ind i handelshuset for at se til sin ven og kaptajn.
Det syn der mødte ham, fik den ellers ret solide dæmon til at vakle baglens.
"Ved Hydras skæbne. Hvad har du dog gjort ved dig selv?" Taliia så langsomt op fra den plads på gulvet mellem planter og små træer, som hun havde indrettet sig på. Hendes røde og ophævede øjne var lettere livløse med store sorte render, selv om de viste en klarhed der kom af længere tid uden alkohol. Hendes hår var uglet og da hun skubbede sig fri af sin soveplads, kunne Damion se at tøjet hang løser omkring hende.
Mikkel havde godt nok gjort ham opmærksom på at han skulle forvente at hun ikke lignede sig selv. Men dette fik alligevel dæmonens vrede til at stige op i ham.

Taliia hørte godt hvordan Damion begyndte at knurre, men skyndte sig ikke mere af den grund. Alligevel blev hun overrasket, da han greb fat i hendes nakkekrave og slæbe hende med ud i et af baderummene, hvor han kommanderede rundt med folk for at få hende gjort i stand.
Derefter tvang han hende med hen i et af mødelokalerne og tvang hende til at spise et godt måltid, som var nem at spise med en ske. Med knurrende stemme gjorde han det klart, at han ikke var bange for at binde hende og tvangs fodre hende, hvis det blev nødvendigt. Det fik hende til at tage fat om skeen og med en rystende hånd føre den fra maden op til munden, hvor hun mærkede varmen og smagen fra maden.

Imens Damion var hos Taliia, var Mikkel ude i handelshuset og håbede inderligt ikke at Azir dukkede op. Alle forsøg på at møde Taliia, uanset hvem det var, havde været afvist frem til nu.

//Sorry for de følger hendes handliger vil have på Azir //