Fest for Draconianer og Dragonlycans

Rafaela nød at danse med Jake og være tæt på ham, men samtidig brød hun sig ikke om de blikke der konstant var på dem for hun vidste godt, at blikkene havde noget at gøre med måden hun havde opført sig på og det var tydeligt, at se i hendes øjne at hun ikke brød sig om det overhoved.
Hun smilede stille da han bukkede og kyssede hendes håndryg. Hun nejede kort som tak og fulgte roligt med ham hen imod Philippa og Luce. Hun lyttede stille til det han spurgte om. Hun havde mest af alt lyst til, at festen bare blev lukket så de kunne være alene og finde hinanden igen, men samtidig ville hun ikke kunne få sig selv til, at bede om det da han jo var værten for festen og kunne ikke bare lukke ned før tid. Hun trak vejret stille og kiggede på ham "Bare jeg er sammen med dig så det fint" hviskede hun stille til Jake.

Hun kiggede sig omkring og så folk der hviskede sammen og kiggede på dem. Hun sukkede stille og kiggede på Jake da de var kommet hen til Philippa og Luce "undskyld at jeg har sat dig i forlegenhed" hviskede hun stille til ham og gav hans overarm et blidt klem. Man ville tydeligt kunne se og mærke på hende, at hun overhoved ikke havde det godt med situationen.

Dust lyttede nysgerrigt til hvad Kat fortalte, og kom med et let lille grin, over hendes anekdote omkring nogle af de fester, som hun havde oplevet hjemme på den ø. Det gjorde ham også glad, at se hende socialisere, han var trossalt vant til at se hende, som hans selvstændige, stærke og søde kæreste, så at se hende opføre sig med manere, og som hans kvindelige partner, havde været lidt mærkeligt i hans hoved, da det var en side han ikke havde set, før denne aften. Med et mildt smil på læben, fulgte han med i samtalen med mellem Kat og Drake, mens han nærmest af rent instinkt, nussede Kat henover hendes arm.
"Jeg har det på samme måde, bortset fra at jeg ikke kan huske særligt mange fester, fordi jeg aldrig har været til nogen før denne her!" sagde han eftertænksomt, mens han kløede sig tænkende i nakken, med sin frie hånd. Da den nuværende sang skiftede, så Dust i retning af Jake og Raf, der bevægede sig hen til Luce og Philippa, bare for at se hvordan de så ud til at have det med hinanden. Han vendte dog sit blik tilbage mod Drake og Kat igen, da de 2 så ud til at have det fint for nu.

"Såvel som det kan være rart at have et hjem, lige så rart kan det være, bare at strejfe omkring i verdenen, og gøre hvad der nu falder en ind!" sagde han til Drake, med et skævt smil på læben "Trossalt var det fordi jeg strejfede omkring i cirka en måneds tid, at jeg fandt vej til den dag, hvor jeg mødte den her nysggerige tosse!" hans tone var drillende, og Dust kunne ikke lade være med, at give Kat et blidt puf med hoften, mens han smilede til hende.
Omend han hyggede sig, i selskab med sin kære engel, var der alligevel en lille del af ham, der håbede at der ville ske noget uforventet, måske noget kaotisk, da han var blevet en smule urolig over, ikke at kunne være lige så selektivt aktiv, som han plejede at kunne være, i hans normale hverdag.

Kat nikkede blidt hen mod Jake og smilede, eftersom Drake virkede til at være forvirret.
”Min stedfarfar er vores kære vært, og Fritz er butleren som du snakkede med.” Stemmen var venlig og ærlig.

Hun klukkede af Dust’s ord om at hun var en nysgerrig tosse. På en måde havde han ret, da hun havde tildens til at være utrolig nysgerrig når det tog hende. Men tosse?? Han kunne bare vente sig til de kom hjem. Selvfølgelig havde hun godt hørt den drillende tone, men hun ville elske at drille ham med det senere.
”Jamen dog, min kære. Du siger da også de pæneste ting om mig.” Hendes stemme var lige så drillende som han. Rundt om dem var folk begyndt at hviske om værtsparet, noget der fik hende til at se rundt og blev lidt urolig over det. Da hun talte igen, var hendes stemme meget lavmeldt.
”Det her går ikke godt.”

Da Jake og Rafaela var kommet hen til dem smilede Luce stille til dem. Hun kunne godt mærke på dem at det var en smule anspændt imellem dem og at det som var sket imens hun og Philippa havde været væk påvirkede dem begge. Luce stod dog stille som om hun mærkede efter hvordan stemningen var ellers imellem dem, hvis man kunne tage episoden væk og hun kunne godt fornemme kærligheden imellem dem. Hun smilede beroligende til dem "Husk at tænke over jeres kærlighed til hinanden og tilgive hinanden for jeres kærlighed er meget stærkere end i selv går rundt og tror" sagde hun stille og så lavt så kun dem der stod henne ved deres bor kunne høre det. Man kunne godt høre på Luce at hun var sikker på, at de nok skulle komme over denne periode og stadig være sammen og have et endnu stærkere forhold når de kommer ud på den anden side end de havde nu.
Philippa smilede til det Luce sagde og nikkede enigt med hende "Det var en utrolig smuk sang du havde valgt til jeres dans" sagde Philippa og kiggede sig omkring for at se folkene der stadig hviskede rundt i krogene. Philippa brummede lettere irriteret der måtte være andet de kunne tage sig til end at hviske om værtsparret.

Drake kiggede på dust "ah ja så er det vist lidt svært og huske noget man ikke ligefrem har været med til"sagde han roligt og kiggede så på Kat "nåår okay og ja det rigtig nok snakkede godt nok med butleren og ender med at jeg kommer til at overnatte her i nat"sagde han roligt til kat, før han så sig lidt omkring og anede ikke helt hvad han kunne sige mere til disse to, før han så hørte dust sige noget til ham og roligt vendte hans blik mod dust "altså man føler sig da i hvert fald fri og man har ikke ligefrem ting man skal se til eller holde rent når det er men dog til tider kan man godt bruge et hjem når det for exemple regner osv. dog skal man være heldig hvis der er en kro i nærheden"sagde han og havde prøvet sit gennem tiden han bare havde været omkring.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt "man for ikke svar hvis man ikke er nysgerig en gang imellem"sagde han roligt mens han stadig smilte til dem, før han så endnu engang kiggede sig lidt omkring "hvor mange er vi endeligt af vores race her? er det størst delen af gæsterne eller?"spurgte han roligt og anede endeligt ikke hvor mange der var af hans race her.

Han bøjede sig ind mod hende og hviskede, så kun hun kunne høre ham.
”Du har intet at undskylde for, som jeg også sagde ude i haven.” Han lod blidt læberne kærtegne hendes kind i et kærligt kys, mens han var total ligeglad med hvad folk hviskede om.

Luces ord fik ham til at smile og se kærligt på Raf.
”Jeg tror dig gerne, Luce. Og det er afgjort noget jeg vil prøve at arbejde med.” Han lænede sig frem og kyssede Luce blidt på kinden.
”Mange tak.” Han rettede sig op igen og sikrede sig at hans arm lå trygt om Raf’s lænd, mens han smilede til Philippa mens hun talte. Han så på Raf, mens han mindes hvordan han havde hørt sangen før.
”Jeg kan takke min smukke mage her for ideen. Jeg overhørte hende nogle gange, mens hun puttede børnene og sang den for dem. Derefter fik jeg med lidt besvær videregivet sangen til musikerne.”

Da Jake lænede sig ned så han kunne hviske hende i øret fik hun kuldegysninger da hans ånde kildede hende imod øret og kinden. Hun lyttede til det Jake sagde til hende. Hun lukkede stille sine øjne da han kyssede hende på kinden. Hun kiggede på ham og smilede stille til ham. Armen hun havde havde brugt til at holde i hans arm lagde hun om på hans ryg istedet så hun kunne være noget tættere på ham. Han ville tydeligt kunne mærke på måden hun lænede sig op af ham, at hun mest af alt havde brug for kun at være sammen med ham. At hun havde behov for, at mærke hun rent faktisk var det vigtigste i hans liv efter episoden for selvom de havde haft den snak en gang før så havde det, at Rafaela havde fundet ud af at Raco ikke fortrød det gjort hende så vred og derfor ikke troede på hun nogensinde ville kunne stole på den mand igen og det havde samtidig fået hende til, at tvivle på om Jake elskede hende nok til, at han ikke ville opsøge eller se Raco igen. Rafaela vidste godt det ville være nærmest umuligt hvis de begge var ved Dead Mans Rock, men så forventede hun at Jake lod være med at snakke til Raco for der var Rafaela sådanset ligeglad med hvor meget handel der skulle laves imellem dem for der overgav Rafaela sig ikke.

Hun kiggede hen på sin mor da hun begyndte at snakke. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forstå det hendes mor lige fortalte hende, men samtidig vidste hun heller ikke helt om hendes mor havde ret eller ej. Hun kiggede på Jake imens hun tænkte lidt over det hendes mor havde sagt for det havde vækket noget i hende, men hun kunne ikke sætte helt ord på det men hun håbede til gengæld at hun ville finde ud af det i løbet af aftenen eller de kommende dage.
Hun smilede stille da Jake kyssede Luce på kinden. Hun kunne nu godt forstå hvorfor Jake og Luce havde noget kørende da de var yngre for Rafaela var sikker på at de havde været et rigtig godt par hvis de havde holdt kontakten, men Rafaela var samtidig sikker på at Luce var pænt tilfreds med at det var hendes datter som endte med og løbe med ham.

Rafaela kiggede hen på Philippa der begyndte, at snakke om sangen som de havde danset til. Rafaela havde sunget den sang for sine børn af og til når hun havde lagt dem til, at sove. Hun kunne dog ikke helt huske hvornår hun selv havde hørt sangen for den lå mere eller mindre som et minde der lå i baghovedet som tit kørte rundt. Hun kiggede på Jake der fortalte om hvordan han havde fundet frem til den sang. Hun havde ikke vidst at han havde lyttet ved døren når hun havde puttet ungerne for han havde jo ikke været der de gange hun havde sunget den for børnene. Som hun altså vidste af.
Hun smilede stille til ham og lænede sig ind til ham "Jeg vidste overhoved ikke, at du havde hørt mig synge den sang for børnene. Jeg kan ikke en gang selv huske hvor jeg har sangen fra" fortalte Rafaela og lagde sit hoved imod hans skulder. Det var en af de fordele der var ved, at hun var lavere end ham så kunne hendes hoved slappe mere naturligt af imod hans skulder.
Hun kiggede hen imod Katrina og dem, hvor hendes blik stoppede på Katrina og Dust. Hun lagde sit hoved mere undrende på skrå. Hun kunne ikke helt sætte finger på hvad der foregik for der var noget over dem som fortalte hende, at de på en eller anden måde var urolige selvom de ikke direkte viste det. Hun vidste ikke helt om hun skulle reagere på det eller lade det passere for hun havde var sikker på, at hun havde lavet ballade nok denne aften. Hun kiggede op på Jake og nikkede diskret hen imod Katrina og Dust.

"Jeg foretrækker kun at vælge de sødeste ord jeg kender, når det kommer til dig, min kære lille engel, trossalt er du jo min eneste ene, så jeg gør helst mit bedste, for at være sød mod dig!" sagde han mildt, og kyssede hende blidt på kinden, før han sendte hende et drillende lille smil, for at indikere at han lavede lidt sjov med hende. Dust regnede næsten med, at hun sikkert ville give ham tilbage af samme mønt, på et eller andet tidspunkt, men for at være ærlig, havde han ikke noget imod det.
"Om man foretrækker et sted der skal holdes rent, eller muligheden for at vejret er et problem, så giver det altid nogle friheder og lænker, lige meget hvad man vælger i livet, hvis man kan sige det på den måde!" svarede han til Drake. Kat kunne sikkert godt mærke, at han i et øjeblik knugede hende blidt ind til sig, da han personligt var glad for at have et dejligt hjem at komme hjem til, såvel som en dejlig mage som hende, der elskede ham lige så meget, som han elskede hende. Da Drake spurgte angående de andre gæster, nærmest scannede Dust lokalet, ved at kigge kortvarigt på alle han kunne se, før han svarede "Stort set alle gæsterne til denne fest er draconianere eller draconlycans, der er dog enkelte gæster hist og her såsom min kære Kat, der ikke er af vores race, men som deltager i festen alligevel, fordi de er partner med en gæst, der er en af os!"

Før han stoppede med at se sig omkring, faldt hans øjne på Raf og Jake, lige som Raf lignede en der så i retning af ham og Kat. Dust fokuserede sit blik på dem, mens han brugte sin evne til at se nærmere på dem, lige som Raf lavede en diskret bevægelse i retning af dem, for at få Jake til at notere sig af dem. Havde hun bemærket Kats urolighed, sammen med hans mere eller mindre rastløse urolighed, til trods for at de alligevel stod et stykke fra hinanden? Han stoppede dog brugen af sit forstærkede syn, i det han vendte sin opmærksomhed mod Kat, da han lagge mærke til det hun lavmældt havde sagt "Hvad ser du min egen?" spurgte han roligt, da hun havde vækket hans mere seriøse side.

Kat tvang sig til at se rundt uden at flytte hovedet ret meget, mens hun lyttede til Drake og Dust. Og hun kunne ikke lide det hun fornemmede.
”Det trækker op til en form for oprør. Noget tyder på at alt dette kaos har svækket folks mening om Jake.” Stemmen var så lav at det kun var Drake og Dust der kunne høre hende. Uden at tænke over det begyndte hendes krop at ryste svagt, men nok til at Dust ville mærke det når de nu stod så tæt sammen. Hun viste at de måtte få Jake til at gøre noget hurtigst muligt, men kunne ikke komme på noget som ville give ham et praj om det. Hun drejede sig lige nok til at hun kunne se hen på ham og Raf, uden at det virkede for åbenlyst. Når han på et tidspunkt så hen mod dem, ville hun lave nogle hurtige håndtegn, der ville give ham besked om hendes opdagelse.

Luce smilede stille da Jake sagde at han ville arbejde med, at tænke på deres kærlighed og tilgive deres fejl. Det gjaldt dog ikke kun for Jake, men det ville også gælde for Rafaela at tilgive Jake for de fejl han havde lavet. Luce vidste godt i forvejen, at det ville blive noget af en kamp for hende, men Luce var ikke nervøs for at med den kærlighed de begge havde til hinanden og hun var sikker på, at Jake havde fået en lærestreg over det der var sket og han ville gøre alt for, at rette op på det så troede Luce at det nok skulle lykkes. Hun smilede stille til Jake da han kyssede hende på kinden. "Det var så lidt Jake. Vil altid være der for jer" fortalte Luce. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme at hun var stolt af dem begge.
Philippa havde smilt stort og nikkedet over det Jake havde fortalt om sangen og Luce havde også smilt over det. Luce kunne tydeligere og tydeligere se at Jake elskede hendes datter og Luce var også sikker på, at det der havde været sket imellem dem kun ville gøre deres forhold endnu stærkere med tiden. De skulle bare selv indse det først.
Luce havde genkendt sangen fra den tid hun havde været på slottet da Rafaela var helt lille som en lærling. Det havde været Valiona som havde sunget den sang for hende når hun var urolig lige inden hun blev til fars pige. Luces smil blev bredere og bredere med mindet om Rafaela som helt lille og lige inden hun havde mistet sit syn "Det er din mor Valiona som sang den for dig første gang da du var helt lille. Du var hendes lille pige indtil du begyndte at hænge på din far" fortalte Luce dem. Man kunne tydeligt høre på Luce at mindede af det rørte noget ved hende.

Drake kiggede på dust og Katrina, mens han nikkede til hvad dust sagde "ja det kan du sådan set godt ha ret i begge ting har sine fordele" sagde han roligt og kiggede lidt rundt før hans blik vendte tilbage på den "ahh okay giver også mening at de felste er fra vores race af da det jo er en fest for os" sagde han roligt.
Han kiggede lidt rundt igen for at se om han kunne få øje på butleren Fritz som han havde snakkert med, af en eller anden grund havde Drake mest tillid til af tjeneste folkende, måske var han lidt mærkelig hvad det angik, men efter lidt tid rettede Drake sig lidt op " nå det var en fornøjelse at møde jer to men tror jeg vil prøve på at finde Fritz eller i hvert fald en eller anden som kan hjælpe mig med at finde det værelse jeg skulle være på for natten" sagde han roligt før han bukkede sig for dem og gav sig til at gå rundt i salen i sit håb om at find Fritz frem for en tilfældig.

//undskyld ventetiden fik ikke chancen for at svare før nu //

Lucky fornemmede at stemningen rundt omkring blev en smule spændt, og han fornemmede selv at et eller andet var galt. Rundt omkring hørte han folk mumle om Jake og Rafaela, og det lød ikke særlig positivt. Han brød sig bestemt ikke at folk talte sådan om hans fætter og ønskede endda også at sige noget igen, men der var bare så mange af dem... og hvad skulle han dog også sige? Han var aldrig god til at snakke som sådan, hvilket til tider resulterede i at folk troede at han var stum eller direkte dum... men, der var så meget som man kunne sige med sine handlinger i stedet. Et par folk stoppede da også da de fik øjenkontakt med Lucky. Han så trods alt ret utilfreds ud med deres sludder - for at sige det mildt. Mere kunne Lucky nok ikke gøre, for han ønskede ikke at de skulle føle sig truet, for sådan var han trods alt ikke. Han var nu også sikker på at det også kunne få ham i problemer, især vis nogen var ret højtrangeret i samfundet.

Lucky stod i noget tid for bedre at forstå situationen, og for at se om hans fætter og hans partner var okay. Han bekymrede sig mere for dem sådan som situationen udspillede sig. Han fik øje på dem og det virkede til at Jake var kommet til skade. Lucky skulle til at gå hen til dem, da kvinden fra før var kommet tilbage til ham. Han følte sig dermed en smule splittet for hun sagde der var gjort klart til at han kunne møde hendes chef. Han følte ikke helt at han bare kunne undskylde sig og sige at han ikke havde tid, men han havde mest af alt lyst til det på nuværende tidspunkt. Det var som om at hun så hans tøven, og hun sagde dermed at dette var et møde som han ikke ville ønske at gå glip af... Lucky blev en smule overrasket over tonen i hendes stemme, og før han vidste af det havde hun igen taget fat i hans arm, og hev ham med sig... væk fra mængden af gæster og ud mod stedets have.

Imens at de gik, var der en følelse som voksede i Lucky's bryst. Han kunne ikke helt sætte fingeren på det, men det blev mere og mere intens idet at han fik bevæget sig ud i haven med den fremmede kvinde. Det blev endda så grelt at han måtte stoppe op i nogle få sekunder for blot at knuge sig bryst og få vejret. Han vidste ikke hvad der var galt med ham lige pludselig, men det var som om at han ikke længere kunne få vejret. Det underlige var så at han ikke havde lyst til at stoppe... faktisk havde han lyst til at fortsætte, for han havde fornemmelsen af at han var nødt til det... som om at han blev draget mod et sted... lidt ligesom...

"You're doing great Silas..." sagde kvinden sagte og venligt. Hun var faktisk utrolig venlig og havde ventet på at Lucky havde fået vejret igen. Hun havde endda også aet ham blidt på ryggen, som havde hun kendt Lucky i lang tid. Hun mindede ham lidt om hans to søstre.
"We're almost there. Just a bit further." sagde hun inden at hun fik taget Lucky med sig igen - videre mod deres destination. Det hele var noget mystisk noget, men så længe at Lucky snart ville kunne få svar...

Pludselig kunne Lucky simpelthen ikke mere og faldt på knæ. Det var næsten ulideligt at trække vejret og der stod tårer ud af øjnene på ham i stride strømme. Han krøb sig næsten sammen helt nede på jorden, og knugede om sit hjerte. Hans hjerte galoperede i hans bryst, og vidste Lucky ikke bedre ville han tro at det prøvede at hoppe ud af brystet på ham. Han vidste ikke mere hvad han skulle gøre af sig selv, og om det i hele taget havde været en god ide det her. Der var bare noget som sagde ham at det havde været det helt rigtige at gøre... som om at han ikke ønskede noget andet end at være her... Det var som om at der var noget som bandt ham til lige dette sted... eller nogen.

Alt syntes at stoppe idet at nogen lagde hånden på Lucky's skulder. Tiden syntes at stå stille og Lucky genvant straks vejret, og en varme bredte sig fra det sted hvor personen rørte. Lucky følte at han kunne svælge i dette øjeblik i alt evighed... og ikke have noget imod det. Faktisk ønskede han ikke noget mere inderligt end blot at være i dette øjeblik... Han kunne dog knap nok se for alle de tårer som samlede sig i hans øjne. Han vidste ikke helt hvorfra de kom eller hvorfor, men de syntes varme på hans kind... og som om at de lettede noget fra hans hjerte. Personen som havde lagt en hånd på hans skulder fik bukket sig ned, uden at Lucky helt fik anet det, og fik løftet Lucky op på to ben. Der stod de så og Lucky kiggede op og så direkte ind i to brune og milde øjne. To øjne som spærrede op kort inden at de selv blev våde af tårer.

"It is you... I... You really have your mother's eyes..." sagde manden vis stemme var dyb og som var på kanten af at knække sammen. Lucky kiggede forundret på manden med det kulsorte hår som hans eget. Han var højere end Lucky selv og han måtte derfor kigge en smule op. Manden var draconianer som Lucky selv, og han virkede underligt bekendt. Selvom at Lucky ikke selv kunne sætte ord på det, så vidste han at han kendte manden... manden som nu tog Lucky i sine arme... og med det vidste Lucky præcis hvem han var.

Azriel Black... Lucky's biologiske far...

"We have so much to speak of..." sagde Azriel og Lucky nikkede ind i hans fars bryst, og følte sig for første gang i lang tid hel.

Efter noget tid forlod de festen direkte uden rigtigt at sige farvel. Lucky fik dog givet en besked videre til kvinden, som hed Sonya, og hun havde gået dermed gået ind efter Jake for at fortælle om det. Blot så Jake ikke ville undre sig over sin fætters pludselige forsvinden. Dermed forlod hun selv festen og gik mod Azriel's skib, Zephyr's Cradle.

//out//

Han smilede kærligt og lyttede roligt til både Rafs og Luces ord. Men derfor kunne han ikke undgå at høre den stille summen, som var de hviskende stemmer fra gæsterne. Og i sit stille sind gennemgik han forskellige muligheder for hvordan han kunne få stemmerne til at stilne af hurtigst muligt.
Dog blev han afbrudt i tankerne, da Raf først lagde sit hoved mod hans skulder. Og igen, da hun så direkte på ham og nikkede hen mod det der viste sig at være Dust og Kat. Han rynkede brynene lidt ved synet af de håndsignaler Kat lavede, dog nikkede han kort.
Samtidig kunne han svagt høre lidt støj, som kom fra børnene. Han gættede på at Reine igen havde mistet tålmodigheden og sikkert var på vej ned i salen igen.

Han så hurtigt rundt og endte med at se direkte på Raf. Et lille skævt smil spillede på hans læber.
”Jeg er ked af at må slæbe dig med til endnu en tale, men jeg lover dig at det bliver den sidste i aften.” Han så hen på musikkerne og gav tegn til at de skulle være stille, samtidig med at han, med Raf ved sin side, gik hen til det sted hvor han havde holdt sin åbnings tale. Der stillede han sig, så han så ud over gæsterne og smilede stort.
”Mine ærede gæster. Jeg ved at aftenen har været lidt blandet med forskellige følelser hos mange. Og lige nu lader det til at der er flyvske rygter i omgang. Lad mig berolige jer alle som en. Jeg er måske ung og ny på posten, men jeg agter at løfte vores race tilbage til dens velstand, som den tidligere var. Folk talte tit om hvor stolt draconianerne og dragonlycansne var. Om hvor stor slået, denne borg var og om hvor godt racen havde det.” Han så roligt rundt på alle, inden han med et hurtigt snuptag løftede Reine op i sin favn, da han kom løbende ind af den dør de stod ved. Han slap Rafs arm med et blidt klem og løftede derefter Emily op, kun for at overlade hende i Rafs arme og igen ligge armen om livet på sin skønne kvinde.
De andre børn var ligeledes kommet ned og smuttede hen til deres forældre.
”Her ser I starten på min familie. Og vid da, at skulle børn af draconianer og dragonlycans miste deres familie, så sværger jeg at tage mig af dem, som var de mine egne. Ingen af vores race skal ende som forældreløse eller fattige. Mit ønske og fremsyn er at vi skal trives og leve som et stolt folk, der står sammen i tykt og tyndt.”

//svaret er aftalt med Rafaela

Rafaela kiggede overrasket på Luce da Luce fortalte hvordan Rafaela egentlig havde hørt den sang første gang. Hun kunne sådanset ikke huske, at hun nogensinde havde været mors pige for helt tilbage hun kunne huske havde hun været fars og storebrors pige. Lige indtil den dag hvor hendes far havde smidt hendes søn til døden. Derefter knyttede hun sig kun til sin storebror indtil hun havde forladt Doomsville. Man ville tydeligt kunne se på Rafaela at det havde gjort indtryk på hende om sangen, men hun smilede dog lidt.
Rafaela kiggede hen imod Katrina igen da Jake havde fået kontakt til hende. Rafaela lagde undrende sit hoved på skrå og kiggede derefter op på Jake, hvor hun godt kunne fornemme, at det ikke var helt så positivt det Kat prøvede at fortælle Jake.

Rafaela kiggede hen imod døren hvor hun svagt kunne høre noget der mindede om børnestemmer. Et lille smil bredte sig på hendes læber. Enten var det Reine som havde sat det hele igang eller også savnede de andre børn ligesom hendes egne deres forældre. Hendes blik fangede dog Jakes da han kiggede direkte på hende. Hun lyttede stille til det han sagde omkring endnu en tale. Ergo hun skulle være i centrum endnu en gang og det havde ikke ligefrem været positivt de sidste 2 gange hun havde været i centrum til denne fest så hun ville aller helst være fri, men det var mere eller mindre en af hendes pligter at være ved hans side til fester og når han holdt taler. Jake ville tydeligt kunne se i Rafaelas øjne at hun ikke var begejstret for det. Hun fulgte roligt med ham til stedet hvor han ville holde sin tale imens hun holdt fast i hans overarm. Hun smilede stille til folket og kiggede sig omkring. Hun lagde tydeligt mærke til blikkende der kiggede mistroisk på dem.
Hun trak vejret dybt og lukkede kort sine øjne for, at finde en indre ro inden Jake ville begynde at tale. Hun åbnede sine øjne og smilede venligt til folkene. Hun var ret spændt på hvad det var Jake ville sige og hun lyttede roligt til hans tale imens hun kiggede rundt på folkene til festen.
Da Jake løftede Reine op med et snuptag grinte han og puttede sig tæt ind til ham og kiggede samtidig rundt på folkene. Reine vinkede til Rafaela som vinkede igen og smilte kærligt til ham.
Emily rystede på hovedet da Jake løftede hende op, men smilte dog kærligt til ham og kyssede ham på kinden inden han rakte hende til Rafaela.
Rafaela tog Emily i sin favn og holdt hende tæt ind til sig. Nok var Emily 10 år men hun var stadig en sårbar person som elskede at putte op af sine forældre. Det var også tydeligt for enhver at Emily ikke var en draconianer men et almindeligt menneskebarn og at hun ikke havde nogle træk der kunne minde hende om at være Rafaelas datter ligesom Reine hvor det var tydeligt med hans hudfarve og træk at han var draconianer og Rafaelas søn. Rafaelas kyssede stille Emily på panden og holdt hende tæt ind til sig. Emily smilede og lagde sit hoved på Rafaelas skuldre og kiggede ud på folkene.
Rafaela kiggede på børnene der løb hen til deres forældre og ligesom hendes børn var i hendes og Jakes favn kom børnene op i favnen på deres forældre. Et roligt og kærligt smil havde bredt sig over hendes læber. Hun lagde samtidig mærke til, at nogle af de folk der havde børn med havde et mere undrende blik på dem end et mistroisk og nogle andres blikke vidste lidt mere stolthed da de så Emilys forskel for hende og så hendes forældre.
Den næste del af Jakes tale fik Rafaelas blik til at blive mere fjernt da en gammel tanke var kommet frem om at starte et børnehjem for forældreløse og de børn som hun fik ud af slavelivet ligesom med Emily, hvor børnene kunne blive adopteret til gode familier istedet, men hun havde aldrig haft kunne gjort noget ved det. Tankerne løb rundt i hovedet på hende i et øjeblik. Hun rystede stille på hovedet og smilede kærligt til Jake. Reine begyndte, at klappe af Jakes tale umotiveret. Folkene rundt omkring i salen begyndte at grine og små snakke i krogene om hvor sød den lille dreng var. Rafaelas kyssede Jake stille på kinden og kiggede kærligt på ham og derefter rundt på folket i salen "Ingen skal være alene eller føle sig ensomme. Vores race har altid holdt sammen i tykt og tyndt. Selv under ufred både i familielivet og i verdenen hvor der kan herske ufred så har vores race altid stået sammen og det er vores ønske at det skal forblive sådan. Vores race har altid taget os af de svage af vores egne racer som af andre racer" sagde Rafaela og kiggede kort på sin datter inden hun kiggede rundt på folket igen med et blik der viste stolthed og kærlighed "Ligesom min elskede mage ønsker jeg at I vil stå sammen med os og få denne race tilbage til deres velstand som de fortjener både store som små. De unge og de gamle." sluttede Rafaela med at sige. Hun havde et stolt smil på sine læber, men det var også tydeligt at hun var lidt flov over at fortsætte talen efter han var færdig, men hun fortrød det ikke.
Hun kiggede sig omkring og var ret nervøs for de andre gæsters reaktion på det hun og Jake havde sagt.

Dust lyttede til Drake mens han svarede på det Dust havde fortalt, og begyndte imens at tænke på noget at fortsætte deres samtale med, men før han nåede så langt som til at sige noget mere, fortalte Drake at han ville lede efter Fritz, for at finde vej til et værelse for natten. Dust ønskede ham derfor en god aften, og bukkede let i respons til Drakes buk, før han kort så efter fyren mens han gik væk, hvorefter han gav Kat sin opmærksomhed, da han kunne mærke hende ryste, efter det hun havde sagt omkring hendes observation af folk omkring dem.
"Rolig min kære, jeg er sikker på Jake nok skal klare situationen!" sagde han i et beroligende toneleje, mens han holdt hende tæt ind til sig. Han gav hende et kærligt kys, for at hjælpe hende med at falde lidt til ro igen, mens han blidt strøg hendes arm, før han så hende i øjnene, efter hun havde signaleret til Jake. Han lagge en hånd mod hendes kind, smilede et af de særlige smil til hende, som kun hun kunne få frem på hans læber, og så hende i øjnene, for nærmest at fortælle hende uden ord, at tingene nok skulle gå.

Da Jake og Raf gik op for at holde en tale, og Jake startede ud med at tiltale alle gæsterne, for at få deres opmærksomhed, vendte Dust sit blik op mod dem, mens han lagge en arm om livet på Kat. I takt med at Jake og efterfølgende Raf, holdt deres samlede tale om at holde sammen som race, kunne man nok se på Dust at der var noget i ham, der fik hans humør til at skifte så meget, at det kunne ses på hans ansigt. Dust troede ikke på at holde sammen som race, hans forældre var blevet dræbt af draconianere, hvilket havde været start skudet, som havde sendt ham ud i hele det liv, han havde oplevet indtil videre. Han troede omtrent lige så meget på sammenhold for en hel race, som han troede på at roer kunne flyve, så derfor gav Jake og Rafs ord ham en blanding, af tristhed og had i hans ansigt.

Kat smilede da hun så at hendes stedfarfar havde forstået hendes håndtegn og vendte derefter for at nejede høfligt for Drake, da han valgte at forlade deres selskab. Først derefter vendte hun opmærksomheden til sin elskede drage, og kyssede ham roligt på kinden som tak.
”Det er ikke fordi jeg tvivler, men jeg syndes han skulle have besked. Og hvad dig angår, min kære…” Hun lænede sig tættere på ham, så hun kunne hviske ham i øret.
”Så glæd dig til vi kommer hjem og du kan hjælpe mig ud af kjolen.” Hun havde været på borgen og fået tjenestefolkene til at hjælpe hende med kjolen, eftersom den var blevet syet her. Så Dust havde ingen ide om hvor mange lag stof han skulle igennem.

Da Jake og Raf holdte talen, lyttede hun roligt og med et smil på læben nød hun syndet af de to sammen med Raf’s børn. Det kunne godt være at Emily ikke var draconianer, men hun var tydeligt en del af familien og det glædede afgjort Kat. Samtidig fornemmede hun også at Dust blev mere… urolig? Der var i hvertfald noget som gjorde at han ikke var glad for deres tale. I håb om at det hjalp ham, trykkede hun sig tættere ind til ham og kyssede ham blidt på halsen.
”Lad os smutte hjem. Jeg lytter hjertens gerne til hvad end det er som genere dig, min elskede.”

Luce kunne godt mærke på Rafaela at det havde påvirket hende, at høre om historien hvor hun havde hørt den sang gør, men Luce var samtidig sikker på at det betød noget for hende inderst inde, men at det nok var noget som skulle arbejdes igennem.
Philippa kiggede efter Rafaela og Jake da de gik hen for at holde deres tale. Både Luce og Philippa syntes det havde været en virkelig rørende tale de holdt, men hun kunne godt fornemme, at den havde både sat nogle positive følelser og tanker igen, men ved nogle enkelte havde det sat en form for negativ stemning igang. Hun kunne dog ikke sætte finger på hvor den negative stemning kom fra.
Da børnene kom ind midt i talen syntes Philippa at det virkelig satte prikken over i'et da de snakkede om sammenhold og børnene ikke skulle være alene. Det havde fået et smil frem på hendes læber.

Da Rafaela og Jake var færdig med talen kunne Philippa godt mærke på Luce at hun var blevet meget træt ved at Luce klamrede sig mere til Philippa. Luce og Philippa blev enige om, at de ville sige godnat til dem de kendte og så gå i seng da de skulle tilbage til Doomsville tidligt næste dag. De gik først hen til Katrina og Dust. Luce kiggede i retningen af Dust og kunne godt fornemme noget uroligt hos ham "Jeg ville bare takke for denne gave. Den har virkelig gjort en forskel for aftenen. Hvis jeg kan gøre gengæld på et tidspunkt så sig endelig til" sagde Luce med glæde i stemmen. Der var et taknemmeligt smil på hendes læber. Derefter kiggede hun på Katrina "Det var dejligt at se dig igen. Jeg håber at vi kan mødes igen en anden dag" sagde Luce og smilede venligt til hende.
Philippa stod stille og støttede Luce og lyttede blot til Luces samtale med Dust og Katrina.
"Men nu vil vi til køjs det bliver en lang rejse i morgen tilbage til Doomsville. Det var en glæde at møde dig Dust. I må have en god tur hjem og tak for i aften" sagde Luce. Philippa nikkede som tak for i aften og fulgte derefter Luce hen til Jake og Rafaela hvor de sagde godnat og hvor Jake fik et kram og Rafaela og børnene fik kram og kys på kinden, hvor de derefter gik op på værelset.

//out//

Da Raf fortsatte med sin egen tale, blev han kort overrasket, men smilede stort over at hun var enig i hans synspunkt. Han elskede at høre hende så selvsikker og fast i sin mening. Noget han afgjort elskede ved hende. Selv om hun så lidt flov ud, valgte han at kysse hende kærligt på kinden og smile stort. Dette viste at han var utrolig glad for hendes ord og støttede hende fuldt ud. Han så igen ud over gæsterne og fik øje på det udtryk som Dust havde i ansigtet. Det var overraskende at hans barnebarns mage ikke var glad for deres tale. Han viste ikke hvad det var, men han gættede på at det havde noget at gøre med hans tid før Kat. Derfor besluttede han noget med få minutters varsel, da det mindede ham om en episode fra hans barndom. Samtidig så han at Luce og Philippa var gået over til Dust og Kat.
”Når det er sagt. Så vil jeg tilføje at jeg ikke vil se vores race opføre sig dårlig overfor hinanden eller andre. Jeg ved godt at nogle kan være mere ondsindet end andre, men jeg vil ikke tolerere det. Hvis der er problemer eller uenighed som ikke kan løses fredeligt mellem jer selv, så kom til mig og jeg skal med glæde give min hjælp til at få løst det på den ene eller anden måde. Som nogle ved, så har mit liv blandt andet været levet som pirat og klanleder, hvilket har gjort at jeg har oplevet utroligt meget gennem mit liv. Og derfor har kendskab til meget både på godt og ondt.” Han så rundt på så mange som muligt, for at få sin mening til at sive ind hos folk.

Så snart han havde en forståelse af at folk havde forstået det, nikkede han kort.
”Jeg takker for en hyggelig aften og om kort tid vil min mage og jeg trække os tilbage. Dog skal det siges at festen ikke slutter før de tidlige morgentimer for dem som har lyst.” Her efter så han smilende på Raf og nikkede overmod Dust og Kat. Han håbede hun havde lyst til at følge med derover.
På vej derover gengældte han krammet fra Luce, ønskede hende og Philipa en god nat, samt sagde at de ville ses til morgenmaden.
Da han var kommet over til dem, så han undersøgende på de to med et spørgende udtryk i ansigtet, inden han henvente sig til Dust.
”Jeg fornemmer at vores tale ikke faldt i god jord hos dig. Er der noget jeg kan gøre for dig?” Han viste at det var en risiko at spørge, men han ønskede inderligt at hjælpe sit barnebarns mage hvis han kunne.

Rafaela holdt Emily tæt ind til sig imens hun havde talt. Emily havde haft sit hoved liggende imod Rafaelas skulder og kiggede ud imod folket. Emily havde holdt sine arme omkring Rafaelas hals. Reine havde puttet sig ind til Jake.
Rafaela smilede stille da Jake kyssede hende på kinden. Det bekræftede hende i at hun havde hans støtte når det kom dertil. Hun kiggede sig omkring og hendes blik stoppede også henne ved Dust og Katrina. Hun vidste ikke helt hvad der foregik, men hun ville heller ikke blande sig for sådanset ragede det ikke hende overhoved.

Da Jake var færdig med sin tale og nikkede hen imod Dust og Katrina smilede hun stille og nikkede om at hun gik med. Reine klatrede op på Jakes skuldre og satte sig der. Han foldede sine arme på Jakes hoved og lagde sit hoved ovenpå sine hænder. Emily sad stadig i Rafaelas arme og puttede sig ind til hende, men kiggede jævnligt hen på Jake.
Rafaela fulgte roligt med Jake og stod stille og kiggede skiftevis på Katrina og Dust. Hun smilede venligt til dem, men hendes blik stoppede på Dust. Hun kiggede undersøgende på ham. Hun genkendte hans ansigtsudtryk og det had og tristhed hans blik viste. Hun genkendte det fra sig selv for bare lidt tid siden hvor det havde været fremme og når folk nævnte familie sammenhold. Hun var dog blevet bedre til, at bore det væk jævnligt selvom hun sjovt nok selv havde holdt en tale omkring det hvor den vred og had ikke havde været fremme.

"Jeg glæder mig altid, til at komme hjem og få tøjet af dig, min kære engel!" svarede Dust drillende, til Kats lille kommentar, før Jake og Raf havde startet deres tale. Da talen så var overstået, og Luce kom hen til dem sammen med Philipa, for at sige tak for i aften samt den gave han havde givet hende, lykkedes det ham at holde sin sorg og vrede ude af situationen, mens han snakkede med dem.
"Jeg er glad for at jeg kunne hjælpe! Det kan ikke være nemt, at have en evne som din, så jeg håber dette kan give dig mere ro på den front, fra denne dag og fremover!" sagde han mildt, mens han nussede Kats arm for at holde sig selv i ro, ved hjælp af den konstante følelse af hendes nærvær "Det var også rart at møde dem miss Dreadheart, og jeg ønsker jer en god nats søvn, såvel som en god rejse hjem!"

Lige nu kunne det egentlig være rart, bare at tage hjem sammen med Kat, så hendes tilbud lød egentlig tillokkende, da det nok var bedre for ham, end hans ide om at gå ud i en skov, og afreagere ved at bruge sine kræfter, til han var så udmattet at det var svært at komme hjem igen. Men at komme hjem, måtte vente en smule længere endnu, da Jake og Raf valgte at komme hen til dem, efter de havde afsluttet deres tale med en tilføjelse, der godt kunne lyde som om, at det var delvist tiltænkt ham eller som minimum, folk der var i et dårligt humør. Han så op på dem, med et blik der var svært at definere, men man kunne da se på ham, at han ikke havde nogen intention om at slås, eller få afløb for sin vrede her.
"Du kan desværre ikke hjælpe, med lige dette problem! Din tale vækkede minder, der for mig er årsag til en indgroet had og sorg, som jeg har måttet bære i det meste af mit liv!" hans sorg var at finde både i hans stemme, såvel som hans øjne, men det stoppede ham ikke fra at se Jake i øjnene "Hvis nogen gør sig fortjent til min tillid, tildeler jeg den gerne som fortjent, men jeg kommer desværre aldrig til at stole på den her race som helhed, eller nogen anden race for den sags skyld!"

Dust virkede til at falde lidt mere til ro, nu hvor han havde haft lidt tid til at få sine følelser på afstand igen, igennem hans afsked med Luce og Philippa, samt det at han kunne få det lidt på afstand, ved at nævne situationen for Jake, selvom hans svar nok var lidt for svagt til, at give nogen ide om hvad årsagen til hans følelser var. Han så på Kat med et smil der indikerede, at han rent faktisk prøvede at være i et bedre humør.
"Jeg tænkte på om vi måske skulle finde vej hjem, medmindre selvfølgelig du gerne vil nå lidt mere?" spurgte han mildt.

Kat klukkede hjerteligt af hans drillende ord omkring det med at få hende ud af tøjet. Mere skulle der ikke til før hun blev helt varm ved tanken om hvad han kunne finde på.
Da talen var færdig smilede hun venligt til Luce og Philipa som kom over til dem, inden de smuttede for i aften.
”I lige måde, Luce. Og ja, vi kan afgjort mødes en anden dag. Jeg ønsker jer en god tur hjem i morgen.” Hun nikkede høfligt til dem, da de gik.

Da de fik selskab af Jake og Raf, nejede hun høfligt og smilede til dem begge, mens hun lyttede til den samtale der opstod mellem Jake og Dust.
Det som Dust fortalte kom en del bag på hende, og hun kunne tydeligt se og mærke hvordan det påvirkede hendes elskede drage. Med det i tankerne, blev hun endnu mere opsat på at få ham hjem, så hun og Izzy kunne aflede ham fra det dårlige humør, samt få han til at bruge kræfterne på noget mere fornøjeligt end at han smuttede for at træne på egen hånd. Så da han så smilende på hende og spurgte om de skulle tage hjem, smilede hun kærligt tilbage.
”Hjertens gerne, min elskede. Jeg er sikker på at Izzy venter med længsel på os. Men der er lige en ting jeg skal ordne først.” Hun slap hans arm efter et kærligt klem, for at kunne sin stedfarfar et kys på kinden inden hun vente sig mod Raf og gjorde det samme. Hun smilede til begge børn og derefter til deres forældre.
”Jeg takker for en skøn aften, og I skal begge vide at jeg er stolt af jer begge. Det kan godt være at noget af aftenen kunne have været gået anderledes. MEN, jeg er stolt over den måde at I håndterede det på. Hvad angår brandskaderne, så vil jeg meget gerne prøve og se om jeg kan hjælpe med at fremskynde healingen af dem. Skal vi gå op på dit kontor? Der kan vi også tage hjem fra, når jeg er færdig.” Hun så kort rundt på Jake, Raf og Dust ved sine sidste ord.

Hvis Jake og Raf sagde ja, ville hun følge dem op og bruge sin evne til at fremskynde healings processen, så han kunne få en bedre nattesøvn.
Hvis den ene eller dem begge sagde nej, ville hun nøjes med at tage Dust med op til Jakes kontor, hvor de kunne tage hjem gennem det mands høje klippestykke, der var der inde.

Han så lidt undersøgende på Dust, men nikkede i accept til hans ord. Godt nok var han letter nysgerrig, men han viste også at det kun ville ødelægge deres venskab hvis han spurgte nærmere ind lige nu.
”Helt forståeligt Dust.” Et stort smil bredte sig på læberne, da han hørte hvordan de to unge snakkede sammen. Helt automatisk flyttede han sin frie arm om på ryggen af Raf og holdt hende tæt på sig. Et lidt overrasket blik var dog tydeligt hos ham, da han hørte Kat snakke om at hun kunne hjælpe healingen af hans brandsår. Han havde ikke regnet med sådan et tilbud fra hende og overvejede kort hvad Raf ville sige til det.
”Jeg takker for tilbuddet. Men det er kun hvis Raf siger god for det, at det bliver til noget. Jeg har selv været skyld i de skader og vil bære dem tiden ud, hvis min skønne mage kræver det.” Han så roligt på Raf og fortsatte smilende inden hun kunne nå at sige noget.
”Jeg lovede dig at jeg ville gøre alt for dig og børnene. Og disse små sår er intet imod dem du bærer på sind og sjæl.” Han kyssede hende blidt på kinden og afventede afslappet hendes træk.

Rafaela stod stille og lyttede til samtalen imellem Jake og Dust. Det gav ret god mening for hende, at Dust havde det sådan med sin egen race for hun havde selv været ret spekulativ hvad racen angik, men det var mest pga hun havde i flere år haft et noget anstrengende forhold til sin mor og det var først efter hun var blevet medlem af sin egen klan hun var begyndt, at acceptere sin race noget mere og med tiden var blevet leder, hvor det havde udviklet sig aller mest. Hun kunne dog ikke fortælle andre hvorfor hendes syn på sin egen race var blevet bedre for så ville hun gå imod sine egne regler for klanen og det kunne hun ikke. Hun smilede dog venligt og forstående til Dust og kiggede derefter undrende hen på Katrina da hun kyssede hende på kinden. Det havde hun sådanset ikke forventet. Hun smilede blot venligt til hende og lagde sit hoved undrende på skrå og lyttede til det tilbud hun gav Jake.
Rafaela ville sådanset ikke blande sig i hans valg for han bestemte vel selv selvom noget i hende ønskede at han beholdte skaderne og alligevel ville hun gerne have at de forsvandt da hun ikke kunne lide at se ham lide når hun rørte ved ham eller hvis han legede med børnene.
Rafaela kiggede på Jake da han kun ville have dem fjernet hvis hun sagde god for det. Hun var noget overrasket over det og det kunne man tydeligt se på hendes ansigt. Hun åbnede munden for at svare ham da han fortsatte med at snakke. Hun lukkede munden i igen og bed sig lidt i underlæben for han havde jo ret i det han sagde.
Emily havde bidt mærke i det Jake havde sagt og kiggede på Jake "Hvad er der galt med mor?" spurgte Emily ham nysgerrigt og havde et bekymret blik vent imod Jake. Rafaela vidste ikke helt hvad hun skulle svare på det Emily havde spurgt Jake om. Hun kyssede stille Emily på panden "Der er ikke noget galt skat" sagde hun stille og smilede derefter stille til Jake "Du bestemmer selv hvad du vil med sårerne" sagde hun stille og smilede roligt til ham.

"Jeg glæder mig til det bare er os 3 igen, det er mindre forvirrende end alt det her fest hurlumhej!" svarede han lidt tænkende, mens hans humør virkede til at blive lidt bedre, ved tanken om noget han kendte til, og som til dagligt gjorde ham i godt humør. Han kom også med et varmt smil til Jake og Raf, da Kat takkede dem for en skøn aften, for at vise lidt støtte, da han trossalt ikke havde kedet sig, omend dette havde været en oplevelse, han ikke rigtig havde haft nogen før tids oplevelser til.
Han fulgte derefter med i hvad Kat foreslog, og lyttede til Jakes såvel som Rafs svar på tilbuddet. At dømme ud fra hvad der blev sagt fra alle parter, lød det som om det blev til et ja, så når alle var klar på at gå ville Dust følge med dem, men først kunne han ikke lade være med at smile lidt, da Emily spurgte Jake hvad der var galt med hendes mor. Han trådte et skridt hen mod Raf og Emily, pladserede sig så han var på øjenhøjde med Emily, og sendte hende et varmt smil.

"Hvis der endelig skulle være noget galt med din mor, kan det da kun være at hun har sådan en sød ung dame i sine arme, der stjæler alt opmærksomheden fra sin smukke mor!" hviskede han drillende og blinkede til hende, mens han stak en hånd i sin inderlomme, for at tage en fint indpakket muslibar frem som han selv havde lavet, så han kunne give den til Emily, hvis hun ville tage imod den. Kat ville nok kunne genkende den, som en af de muslibare han lavede til hende, når hun skulle restituere efter deres træning, men siden den hovedsageligt bestod af sunde ting, der til sammen kunne stille en sød tands sult, gjorde det ikke så meget at spise den, selvom man ikke havde trænet en magisk evne, eller ejet en for den sags skyld.
"Men bare for en sikkerheds skyld, tror jeg godt din mor kunne bruge en masse kærlighed, og hvis jeg ikke tager fejl, tror jeg hun ville elske hvis noget af den kærlighed kom fra dig!" han smilede varmt til Emily før han rettede sig op, og gik lidt tilbage. Han vendte sig også mod Jake, så han kunne smile op til Reine, mens han tog endnu en frem "Når nu din kære søster har fået en, er det vist også kun rimeligt at du får din helt egen!" sagde han mildt, mens han rakte muslibaren op til Reine. Dust havde måske ikke evnen til at få børn, eller tro på sammenhold for denne race, men det skulle da ikke stoppe ham fra at være god mod børn, da han trossalt på egen krop havde lært, hvad en smertefuld opvækst kunne resultere i. Derfor valgte han at være sød mod disse børn, da han syntes de fortjente en god behandling, selvom han ikke anede hvordan man behandlede eller omgik børn.

Hun smilede, da hun fornemmede at hans humør var blevet lidt bedre ved tanken om at komme hjem til Izzy. Selvfølgelig kunne det hjælpe, hun viste jo hvor meget han elskede at være sammen med sine to kvinder. Og hun elskede selv at være sammen med de to.

Hvis hendes hjerte ikke var blød når det galt ham, så blev det i hvert fald nu, hvor han fandt en ny side frem overfor børnene. Ja, hun genkendte godt muslibarene fra deres træning. Men hun havde ikke set ham så venlig overfor børn og smilede bredt over det.
Da han vendte sig mod Reine, blinkede Kat til Emily.
"Jeg kan love dig for at de smager utrolig godt, selv om de er sunde. Hvis han ikke gemmer dem der hjemme, så spiser jeg nærmest ikke andet." Hvis hendes mor havde været der, ville hun have sagt at Kat opførte sig som en kærlig tante.

Så snart de var klar fuldte hun med dem op på kontoret og med Dust ved sin side, brugte hun sin evne til at heale det værste af brandsårene, så de virkede som nogle uger gamle og ikke smertede.
Efter hun var færdig og de havde sagt farvel, åbnede hun potalen henne ved det mands høje klippestykke, som stod i det ene hjørne. Derefter vinkede hun en sidste gang til dem og gik igennem det til den hule, som var blevet hendes ynglings hjem.

//Out//