Fest for Draconianer og Dragonlycans

Rafaela smilede stille til Philippa da hun sikrede Jake, at hun ville være der for Luce indtil Speedy var blevet erstattet. Rafaela smilede endda større da Luce lød til, at være glad for, at der var nogen som passede på hende og hendes børn selvom Rafaela var ret sikker på, at hun nok skulle klare det hvis hun ikke var sammen med Jake for hun vidste, at hendes familie i Sunfury altid ville være der for hende.
Rafaela smilede stille og taknemmeligt til Dust da hun så hvad han gjorde imod de unge fyre der havde gjort nar ad hendes mor.
Rafaela kiggede sig omkring og opdagede først der Raco der stod og snakkede med en kvinde som hun gik ud fra var Kat udfra det Jake og Dust havde snakket om at hun stod ovre og snakkede med Raco. Hendes blik blev mere vredt og irriteret end før hvor hun havde opdaget de unge mænd gjort nar ad hendes mor. Hun tvang sig selv til, at kigge væk fra Raco for hun var sikker på, at hun ville løbe direkte hen til ham og flå øjnene ud på ham eller flå hans nedre dele af for, at proppe dem langt ned i halsen på ham, hvis hun ikke undgik, at se på ham. Man ville tydeligt kunne se vreden og tegn på hævn i hendes øjne. Rafaela tog hårde fast i Jakes overarm og havde hun ikke haft klippet negle den dag havde de boret sig ind i hans arm. Hun prøvede, at smile roligt og venligt, men det var tydeligt, at vreden blussede i hende. Hendes temperatur var også blevet meget varmere end normalt.

Imens Rafaela kæmpede med, at holde sin vrede nede og lyttede til det de andre snakkede om blev hun først helt chokkeret over hvad de unge mænd lige havde gjort ved hendes mor. Rafaela var stadig vred og gik hen foran Luce og holdt hende ind til sig så hun kunne dække Luces ansigt indtil butleren var kommet hen med et stof til Jake som bandt det på Luce. Det var først der Rafaela fjernede sig igen.

Rafaela sagde ikke noget til nogen før hun nærmest fløj ud af festlokalet og ned i fangekælderen efter de havde fået besked på, at de unge mænd var kommet derned. Ikke en eneste af Jakes folk eller tjenestefolk stoppede Rafaela. Der nærmest sprang fra livet for, at undgå et møde med den meget vrede Rafaela. Folkene ville også stoppe andre uvedkommende så de ikke ville kunne komme ned til Rafaela. Den eneste de ville flytte sig for var Jake ellers ville ingen andre blive stoppet.
Så snart Rafaela var nede i fangekælderen havde hun taget sit fine tøj af og givet til en af mændende der stod nede i fangekælderen for, at holde vagt. Rafaela begyndte, at flå mændenes nedre dele af dem. Hun nød rent faktisk, at de prøvede at skrige af smerter, men ikke kunne åbne munden. Rafaela torturerede de unge mænd i ca 30 minutter, hvor de ikke en gang kunne stå på deres egne ben og tårerne bare trillede ned af deres kinder. Hun fik derefter vasket sig ren før hun igen fik sit fine tøj på.
Inden Rafaela gik op fra fangekælderen fik hun hjælp af nogle tjenestepiger til, at hendes tøj og hår sad ordentligt så det ikke så ud som om hun havde haft det af eller fået et hysterisk anfald. Der gik rent faktisk en time fra Rafaela var fløjet ud af festsalen til hun kom ind igen med et roligt kropssprog og med et roligt smil på sine læber som om intet var sket. Hun gik roligt hen til Jake og tog blidt fat i hans arm og kyssede ham blidt på kinden "Hvad er jeg gået glip af elskede?" spurgte hun nysgerrigt og sødt. Hun kiggede på Jake med et lykkeligt smil og havde et roligt og lykkeligt glimt i sine øjne.

Raco så på sit barnebarn. ””Du er ret nysgerrig hvad angår mit privatliv, min lille engel. Hvis du vil vide det må du vente indtil vi ses igen. Jeg er ikke særlig velkommen.” Raco så kort på Rafaela, men mærkede en beroligende hånd på sin skulder. Texian så på ham med et venligt smil. Dæmonen havde vidst hvad han gjorde og ville ikke stoppe ham, om nødvendigt vil han hjælpe med at opfostre den lille drage, hvis Raco vil bære barnet ud. Han var dog ikke så sikker. “Det er endnu ikke sikkert om barnet vil overleve. Der er en meget stor risiko for at jeg mister det eller at det blive dødsfødt.” Det var en hård sandhed, men Raco og Texian vidste det, og dog vidste ikke mange det. Det var også den måde som Raco fortrak det.

Dust lagge godt mærke til, hvordan Luce reagerede på hans nærvær, da han var kommet hen til dem, samt hvordan hun reagerede, både på at han rakte sin hånd frem mod hende, såvel som at have fysisk kontakt med ham, og til at starte med var han nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor hun reagerede sådan, men da Philippa nævnte at det var på grund af hendes evne, blev hans nysgerrighed først virkelig vakt, omkring hende. Han nåede dog ikke så langt, som til at spørge ind til hende, før de unge mænd han havde paralyseret kæben på, var kommet hen og tog hendes bind af, så de kunne ødelægge det, før de indså hvad de havde gjort, og begyndte at løbe som en i helvede.
Hvis ikke Jake havde fået vagterne til at fange dem, ville Dust have styrtet efter dem, så han kunne fange dem og pine dem, et sted væk fra festen. Men nu hvor de var blevet fanget, trak Dust vejret dybt, for at styre hans lyst til, at yde hvad han definerede som retfærdighed, og i stedet vendte han sin opmærksomhed mod Luce. Han havde fået en ide til, hvordan han kunne hjælpe hende, nu hvor hun manglede et bind til sine øjne, og havde en evne, der åbenbart var så potent, at den altid var aktiv. Dog var han ikke den eneste der kunne hjælpe, så han ventede til butleren havde givet hende et nyt, og Jake havde givet hende det på, før han kom et par skridt tættere på, så han var inden for Luces hørevidde.

"Miss Luce, jeg finder mig selv i den situation, at jeg måske kan hjælpe dem lidt, hvad angår deres evne, hvis altså de ikke har noget imod det?" spurgte han mildt, før han løftede op i sin jakke, så han kunne stikke en hånd i sin inderlomme, og tage et stykke stof frem. Stoffet var hvidt som sne, med sirlige, rune lignende møsntre på, og så ud til at være lavet som et bind, der kunne dække brugerens øjne "Jeg skaffede dette bind, for at hjælpe mig selv, med nogle evner jeg for nyligt har fået, men efter at have mødt dem miss Luce, tror jeg det kan udøve en større hjælp for dem, end det kan for mig! Dette bind har evne dæmpende kræfter i sig, og kan hjælpe dig, med at holde din evne nede, så den ikke påvirker dig så meget!" han holdt bindet frem mod Philippa, så hvis Luce accepterede hans ønske om at hjælpe hende, kunne Philippa give hende det på. Han ville ellers gerne gøre det selv, men siden han påvirkede hende så meget, ønskede han ikke at nærme sig Luce for meget, før hun havde hans gave på.
Undervejs lagge Dust også mærke til Rafaela, og hendes stigende vrede, da han kunne se hendes evnes aura blive mere aktiv, samt at hendes øjne udtrykte hvad hun virkelig følte, selvom hun virkede til, at hun prøvede at skjule det. Efter at have hørt Jake, kalde Luce sin kommende svigermor, kunne han derfor regne ud, at Luce måtte være hendes mor, og han kunne derfor godt forstå, hvorfor hun pludselig styrtede afsted, væk fra festen, omend han ikke vidste hvor hun gik hen. Da hun kom tilbage igen, opfangede han derfor hurtigt, at der var noget anderledes ved hende.

"Hmm, hvor interessant!" sagde han nysgerrigt, da han stod foran Rafaela, og så hende i øjnene. Dust snussede et par gange i hendes retning, lænede sig lidt til siden så han kunne se, hvordan hun bevægede sin hale, da han havde set hende bevæge den, i takt med hendes følelser tidligere, før han rettede sig op igen, og sendte hende et varmt smil "Kan jeg antage, at det er unødvendigt for mig, at snige mig ned i fangekælderen senere, for at udøve retfærdighed på din mors vegne?" han snakkede i et toneleje, der var lige højt nok til, at Rafaela kunne høre ham, men gjorde det svært for andre, at høre ham klart og tydeligt, over musikken og alle andre der snakkede.

Kat smilede bredt over at høre at det var lykkedes, selv om der stadig var en risiko for at han kunne miste barnet. Hun fornemmede også godt at noget fik ham til at føle sig uvelkommen og blev lidt overrasket over at hans ven så åbenlyst lagde en hånd på hans skulder. Men så igen. Hun var glad for at han muligvis havde fundet en anden og ønskede ham alt mulig lykke. Hun kyssede ham blidt på kinden og talte lige højt nok til at de to mænd kunne høre hende.
”Selvfølgelig er jeg nysgerrig for hvordan det går dig. Du er tros alt min uundværlige og højt elskede farfar. Jeg ved godt at du og stedfarfar har et særligt bånd, men derfor ønsker jeg stadig at du får muligheden for kærlighed igen. Hvad barnet angår… Så ved du at mor, Beldragon og jeg altid vil være der for at hjælpe dig og den lille. For nogle måneder siden fik jeg en ny evne, noget lignende vandmagi, hvor jeg er ved at lære hvad jeg kan bruge det til.” Hun så sig over skulderen og fik øje på sin farfar og sin mage, samt så ryggen af Raf der nærmest fløj ud af salen.
”Hva i alverden sker der?” Hun så på sin farfar og hans ven. Hun var nysgerrig og ville ønske at de ville følge med over for at høre hvad der forgik, men hun viste at der ikke var en stor chance. Derfor prøvede hun på at give sin farfar et blidt, men kærligt knus.
”Guderne beskytte dig og barnet. Jeg vil elske at blive niece. Samt se glæden i dit ansigt igen.” Så snart Raco havde reageret på hendes handling, ville hun gå over til sin stedfarfar, uanset om Raco fuldte med eller ej.

Da hun kom over til Jake, Dust og de andre, så hun sig nysgerrigt rundt, mens hun gik hen ved siden af Dust og lagde blidt sin ene arm om hans.
”Hvad i alverden skete der lige før? Stedfarfar, har du noget med det at gøre?” Kat blinkede drillende til Jake, og man kunne også høre den lette drillesyge tone i hendes stemme. Derefter så hun lidt mere grundigt på kvinden med bindet for øjnene, og kom i tanke om at hun lignede den kvinde, som hun havde mødt for noget der føltes som flere år siden.
”Frue, jeg undskylder hvis jeg husker forkert. Men har vi ikke mødt hinanden før? I parken i Doomsville? De havde en hund med, som hed… Speedy, hvis jeg husker ret.”

Luce havde det elendigt med situationen der lige var foregået. Hun følte sig direkte ydmyget foran alle der var til festen. Hun havde jo ikke selv bedt om at blive blind og hun ønskede det sådanset heller ikke. Ikke en gang for sin værste fjende for det var modbydeligt at være så afhængig som hun var blevet. Alle varslerne omkring hende var samtidig begyndt at gå mere amok omkring hende. Hun kunne dog godt mærke på folkene omkring hende, at de var blevet påvirket af det der skete på en negativ måde. Hun havde samtidig svært ved at forstå den vrede der bredte sig fra de andre over drengenes opførsel, men det var heller ikke i orden. Hun kunne dog tydeligst mærke det på Rafaela da han var kommet hen for, at holde hende ind til sig for, at skjule hendes ansigt. Luce fik dog hurtigt noget varmere da Rafaela jo var blevet temmelig varm af Rafaelas kropsvarme var blevet en hel del forhøjet.
Luce fik et lettere chok da hun hørte en mande stemme som hun ikke havde hørt før komme hen til dem. Hun mærkede Rafaela slippe hende kort før hun mærkede et nyt blødt stof om sine øjne. Luce kiggede hen imod manden som var kommet med stoffet til hende og smilede varmt til ham "Tusind tak for stoffet det er fint” sagde Luce og man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var virkelig taknemlig for det. Luce kiggede igen imod Jake og nikkede pænt som tak til ham. Hun havde ment, at det var vigtigst i denne situation, at manden som åbenbart hed Fritz fik en tak for sin støtte end Jake.
Da Dust kom tættere på hende måtte hun fokusere på at høre på det han fortalte da hans varsler hvislede højlydt som om den skreg efter hende. Hun lagde sit hoved undrende på skrå og det samme gjorde Philippa "Hvad er det de mener de kan hjælpe med?” spurgte Luce nysgerrigt. For der havde indtil nu ikke været noget som havde kunnet holde hendes evne nede så den ikke forstyrrede hendes dagligdag så hun sådanset kunne føre en almindeligt daglig livsførelse uden at skulle kæmpe mod en eller flere varslere. Luce lyttede roligt til det Dust fortalte samtidig med, at hun skulle fokusere på hans stemme for, at hun mere lyttede på hvad han sagde end hans varsler sagde. "Jeg vil i hvert fald give det et forsøg, men de vil få stoffet igen hvis det ikke fungere" sagde Luce for hun ville ikke tage imod noget fra nogen, hvis det ikke fungerede på hende. Philippa tog imod stoffet og mærkede lidt på det før hun stillede sig foran Luce. Luce tog stoffet af øjnene som Jake havde givet hende på, hvor Philippa hurtigt men nænsomt fik bundet det nye stof omkring Luces øjne som dækkede hendes øjne perfekt og skjulte de store ar der var omkring hendes øjne. Luce stod et stykke tid og prøvede, at lytte efter varslerne for hun kunne pludselig ikke høre nogle varsler i nærheden overhoved. Hun prøvede endda, at køre sin hånd kort imod siden for, at mærke efter en varsler, men der var ingen. "Philippa er der overhoved nogle varlsere i nærheden?" spurgte Luce undrende. Philippa begyndte at smile stort og rystede først på hovedet for Philippa vidste godt, at Luce mente når hun sagde varslere ”Ja Luce der er en masse varslere omkring dig” sagde Philippa roligt. Luce stod lidt og undrede sig før hun smilede og kiggede hen imod Dust "De havde ret med, at det ville virke. Tusind tak for denne gave, hvis man kan kalde det, det. Nu kan jeg endda høre deres stemme uden at deres skygge vil snakke med” sagde Luce. Man ville tydeligt kunne høre på hendes stemme, at hun var blevet lykkelig. Hun rakte en hånd imod Dust da hun ville give ham et ordentligt håndtryk i stedet for det meget korte da de havde mødtes også som tak. Hun mærkede Rafaela farede afsted. Hun havde tydeligt mærket Rafaelas vrede og Luce vidste godt at der havde hun arvet Sakrefs temperament. Godt nok var Sakref ikke Rafaelas biologiske far som Luce i hvert fald troede for Luce var sikker på, at Rafaelas biologiske far var en anden og havde også været det Sakref havde fortalt hende dengang hun havde snakket med ham om det for mange år siden. Luce smilede undskyldende til de andre "Hun har arvet sin fars temperament så de må undskylde hende” sagde hun stille. Luce fik dog hurtigt et nyt chok når der kom nye hen til dem og pludselig snakkede for hun havde ikke længere varslerne som nærmest advarede hende om det. Hun nåede ikke at svare ham der lige var kommet og havde spurgt om de kunne gøre noget før Jake havde svaret. Luce smilede roligt til Jake.
Luce tog fat i Philippas arm igen for at have en hun kunne støtte sig til nu, hvor hun ikke havde Speedy hos sig. Luce kiggede dog hurtigt hen imod Katrina da hun hørte hendes stemme. Hun kunne genkende den stemme. Den englesøde stemme glemmer hun aldrig. Hun smilede venligt til Katrina. Hun grinte dog lidt da Katrina spurgte hende om de ikke havde set hinanden før. Luce syntes det var sjovt for hun havde genkendt Katrinas stemme så snart hun snakkede. Hun nikkede stille "Jo det har vi. ue var i hvert fald en der gjorde en kedelig gåtur god og var faktisk en der hjalp mig til, at se mere lysere på tingende. Jeg indså det i hvert fald mere der” sagde Luce varmt. Luce tænkte tilbage til den dag i parken, hvor hun mødte Katrina første gang og hørt alt det Katrina fortalte om Jake. Luce smilede roligt til Katrina "Selv din stedfarfar har snakket lidt om dig og din nye partner" sagde Luce med en mild latter i stemmen og snert af drilleri i stemmen også. Havde hun haft øjne havde hun haft et drilsk glimt i øjet. Luce håbede i hvert fald at Katrina var kommet meget længere end dengang hun havde snakket med Jake året efter hun havde mødt Katrina. Tiden var fløjet afsted og nu var hun næsten svigermor til Jake som var en af hendes tidligere flirter og bedsteven. Luce følte sig faktisk noget ældre end hun var imens hun stod og tænkte tilbage til alt det der var sket.

Luce fornemmede godt, at Rafaela var kommet tilbage til festen igen. Hun vidste sådanset ikke hvor Rafaela havde været eller hvad hun havde lavet, men hun kunne tydeligt mærke på måden Rafaela var på og snakkede på, at hun var mere rolig. Luce havde en ide om hvad der var foregået, men hun kunne selvfølgelig ikke være sikker på det.

Drake kiggede roligt på de folk der var foran ham, eftersom han havde spurgt regnede han lidt med et svar på det, men dog fik han også et svar bare ikke lige fra den person han havde regnet med, roligt nikkede han "Okay" svarede han roligt før han bukkede sig lidt forover af ren og skær venlighed.
Så han kiggede lidt rundt før han så gav sig til at bevæge sig væk fra dem, som han havde talt til, hvor han så gik ud til udkanten af salen og lænede sig op af vægen, på en eller anden måde følte han sig lidt dum, da det var sjælendt at han tilbød hjælp til andre folk, men i denne her situation lod det jo til at de havde alt den hjælp de skulle bruge, så hvorfor han havde tilbudt hjælp vidste han endeligt ikke.
Mens han stod lænt op af væggen kiggede han lidt rundt i salen og nogen gange fangede han folk i at kigge på ham, men han vidste godt hvorfor de kiggede, da man nok ikke ligefrem så så mange folk med to slags hårfarver, roligt rystede han på hovedet og anede endeligt ikke hvorfor han var kommet til denne her fest, da han sådan set ikke kendte en levende sjæl her udover en persons navn, som han jo havde fået fastsat, men resten af folket anede han ikke helt hvem var på nær den der holdte festen her, mens han stod der pustede han lidt hår væk fra sit ansigt og gav sig så bare til at kigge lidt fra side til side, det så lidt ud som om han holde øje med tingende der forgik i salen med måden han kiggede rundt.

Lucky var helt uforstående over hele situationen og følte egentlig ikke at han selv var til megen hjælp. Han stod en del akavet og prøvede at finde hoved og hale i hele situationen som nok var som følgende - Kvinden med øjenbindet var blind og havde været chikaneret, hvilket en del havde vist sig at være utilfredse med. Kvinden som stod ved Jake's side havde endda været forsvundet for en stund for at vende tilbage en smule... ophidset? Der var i alt fald sket noget, og Lucky kunne lugte en snert af blod, som fik det til at vende sig inde i ham. Han brød sig virkelig ikke om lugten af blod, som i at hans krop begyndte at småryste ved lugten af det. Det fik påvirket ham en smule og sendte hans sind et mørkt sted hen, men han prøvede så vidt muligt at kæmpe mod følelsen af håbløshed... og skræk. Derfor, for at få hans tanker over på noget andet, valgte han at fokusere på de andre gæster omkring ham. Manden som havde snakket om den blinde kvindes evne, samt havde tilbudt hende et bind af hans eget, virkede meget interessant... men nok mest interessant var kvinden som havde lagt armen om manden... Hun virkede Lucky underligt bekendt, også selvom han aldrig havde mødt hende før. Der var blot et eller andet over hende som Lucky ikke kunne sætte sin finger på.

"Det er jeg ked af at høre," sagde Lucky og kiggede over på kvinden som så måtte være Jake's kommende svigermor. Han vendte derved sin opmærksomhed over mod Jake igen og smilede til ham. Lucky blev dog overrasket over at blive omfavnet af sin fætter og tøvede kort inden at han selv fik lagt armene om ham. Der gik dog ikke langt tid før at han fik åndet lettet ud og fik følt sig mere tilpas. Mere skulle der ikke til, andet end at der var noget familie som var i nærheden. Sådan havde det altid været med Lucky - og sådan ville det nok også altid være.

"Velmødt... Det er i sandhed alt for længe siden, hvilket jeg beklager," undskyldte han førend han fortsatte. "Men, det går skam. Har haft en del at se til med smedjen siden far's hænder ikke er som de har været." Med det sidste fortrak Lucky en trist mine. Det havde trods alt været hårdt at være vidne til at hans fars heldbred kun havde gået nedad... samt at være vidne til at en mand ikke var længere til at udføre det arbejde som han elskede. Det var hårdt, og Lucky ønskede blot at der var noget mere som han selv ville kunne gøre... men, som hans far havde sagt... så var der intet at gøre. Det var blot sådan som tingene var, og tiden havde det med at sætte sine spor. Især i mennesker... De levede trods alt ikke lige så længe som så mange andre racer, hvilket i Lucky's optik ikke var særlig fair.

"Men tak for invitationen... jeg skulle hilse fra Elain og Fernando... samt børnene." tilføjede Lucky og fandt sit smil igen. Jake havde som sådan aldrig før mødt Elain og Fernando's børn... men han havde skam mødt nogle af dem, dengang at de var i maven på Elain. Lucky havde set frem til at fortælle Jake om det hele samt fødslen... men dette var nok ikke tidspunktet for det. Måske når det var at de havde tiden for sig selv.

"Hvad med dig?" spurgte Lucky til sidst for det var nok noget som han havde været mest nysgerrig omkring. Lucky havde jo hørt om så mangt og meget, men han havde mest ønsket om at høre det fra Jake selv. For på den måde var Lucky også sikker på at få hele sandheden, samt høre om de ting som han ikke selv kendte til... hvilket nok var en del, men de havde en vel en hel aften foran sig.

Han nikkede venligt til manden, som havde svaret ham kort og derefter bukket for ham. Godt nok kendte han ikke fyren, men der var noget særligt ved ham som Jake ønskede at finde ud af. Derfor mærkede han sig hvor fyren gik hen.
”Fritz, være sød at sørge for at manden, som lige gik over til udkanten af salen, får en invitation til et møde med mig inden for et par dage. Hvis han ikke er herfra, så sørg for at han får kost og logi til mødedagen.” Fritz bukkede dybt.
”Skal ske, Master.” Hvorefter butleren roligt gik over til fyren, og bukkede høfligt.
”Sir. Jeg skulle overbringe min Masters ønske om et møde med Dem, indenfor et par dage, hvis De havde tiden til det. Hvis de ikke er her fra byen, vil de blive indlogeret enten her på borgen eller på en kro i byen efter Deres ønske, med alt betalt som tak for Deres samtykke til et møde.” Butleren ventede roligt på mandens svar.

Jake fokuserede igen på sin fætter og smilede bredt.
”Det er skam fuldt ud min skyld, at der er gået så lang tid. Det er først fornyeligt at jeg har haft en smule fritid fra de forskellige pligter jeg har, både her på borgen, men også ved racen og klanen. Må jeg præsentere dig for de forskellige her. Luce er en af mine gode gamle veninder, som jeg har kendt gennem flere århundrede, samt mor til min skønne kvinde…” Han stoppede sig selv da han så Raf forlod festen i en fart. Det var tydeligt at hun var kommet i dårligt humør og han havde på fornemmelsen at det var bedst at lade hende rase ud. Derfor fortsatte han, med påtaget afslapning, med at hygge om de gæster stod rundt om ham.
”Luce. Du har intet at undskylde omkring din datter. Havde det været min mor, som var blevet behandlet som du blev, så var jeg selv tændt af. Det er kun naturligt at folk ønsker at passe på familien. Selvfølgelig findes der undtagelser, hvilket også respekteres. Hvor kom jeg til?” Han smilede til sit kære barnebarn, som var kommet over til dem.
”Den unge kvinde, som netop har slutte sig til os, er mit kære barnebarn; Katrina, som altid er blevet kaldt Kat. Og nej, jeg havde intet at gøre med det. Manden ved hendes side er hendes mage, Dust. Og denne dejlige knægt her…” Han gav Luckys skulder et venligt klem.
”…Er min fætter, som jeg først lærte at kende for et års tid siden, eller er det omkring to? Jeg kan ikke huske det med alt det der er sket på det sidste.” Han smilede venligt til Dust, som snakkede med Luce omkring det særlige stof han havde givet hende.
”Dust, du er som Kat siger: venligheden selv. Jeg takker også for den hjælp du har givet Luce.”

Da Raf kom tilbage, mere afslappet end før, kunne han fornemme en svag duft af blod. Men han smilede bare til hende og klukkede stille. Han havde en ide om hvad hun havde haft gang i, og håbede at drengene stadig var i live. Men han ville ikke komme ind på det lige nu.
”Raf, min skønne. Må jeg præsentere dig for min fætter, Silas, som også bliver kaldt Lucky.”

Rafaela havde været taknemlig overfor det stof Dust havde givet hendes mor, men hun havde ikke sagt noget da hendes vrede havde boret sig fast i hendes indre. Hendes vrede var generelt som en dæmon der gik amok. Hun mindede alt for meget om sin far, Sakref. Hun hadet, at måtte indrømme overfor sig selv, at hun ikke kunne snyde sig fra at være hans datter når det kom dertil. Hendes vrede var som hans. Han var hendes biologiske far, men havde altid fået at vide han havde adopteret hende sammen med Valiona da hun blot var nogle få dage gammel og kaldte dem sådanset for sine forældre. Det havde taget hende lang tid om at slippe den had, hævn og det at bære nag overfor sin mor, Valiona over det barn hun havde mistet, men hun havde stadig ikke tilgivet sin far.
Under hele den periode, hvor Rafaela havde tortureret de unge mænd i fangekælderen havde hun tænkt på alt den vrede hun bar til sin far, til Raco og Jake ved at de havde været sammen. For hende var det et kæmpe tillidsbrud og hun vidste, at ville Jake og Raco have kontakt igen så var hun ligeglad med hvor mange folk hun ville få efter sig for så mistede draconianerne en leder og Blackfire klanen deres 2 konger. Rafaela var en som bar nag og var hævngerrig. Rafaela havde dog bestemt sig for, at give Jake en sidste chance for, at bevise overfor hende og hendes børn at de betød alt for ham og det var slut med at have en tæt kontakt med Raco medmindre det blev som venner. Rafaela vidste dog godt, at hun på et tidspunkt måtte tage en snak med Raco om det, men hun ville ikke gøre det denne aften.
Rafaela havde fået alle sine aggressioner ud ved at torturere de unge mænd og kunne derfor slappe af i hele kroppen og hvilede mere i sig selv end før. Hun mindede sådanset om en der var på et eller andet der beroligede hende og gjorde hende mere medgørlig og det eneste der kunne det på Rafaela var Sakrefs blod som for hende havde været en kæmpe afhængighed i flere år.

Rafaela lagde tydeligt mærke til den undren der kom fra Dust da hun kom hen til dem igen og var mere afslappet og lykkeligere end før. Hun lugtede som nyvasket, men der var stadig en meget svag lugt af blod fra hende, hvis man lugtede ordentligt til hende og hendes hale logrede roligt og afslappet bag hende. Hun havde et roligt smil på sine læber og rystede diskret på hovedet da han sagde noget lavt til hende. ”Nej behøver de ikke” svarede Rafaela ham lavt. Hun lagde sit hoved roligt imod Jakes skulder imens hun kiggede sig omkring. Hun kiggede hen på sin mor og Katrina. Hun var glad for, at hendes mor havde mødt en til festen som hun åbenbart havde mødt før. Rafaela havde ikke selv mødt Katrina før overhoved. Hun havde kun hørt om hende fra Jake af. Rafaela kiggede hen på Jake og derefter på Silas som også blev kaldt for Lucky. Hun smilede venligt til ham og rakte sin hånd imod ham ”Det er mig en glæde, at møde dem” sagde hun stille og smilede venligt til ham.

Raco luskede tilbage ud mellem e andre gæster og faldt hurtigt i snak med en frue, som var kommet alene. Det viste sig at de havde meget til fælles. Begge var efterladt og begge så ud til at vente et barn med deres tidligere partner. Raco kastede i smug blikke mod Jake. Han håbede på en måde at Jake ikke havde opdaget ham og at Rafaela ikke vil dræbe ham. Han lod en hånd glide ned til maven, med hjælp vil han ikke vise at han var gravid. Hvis Jake ønskede noget med barnet at gøre måtte Rafaela først vide det og godkende det. Raco havde allerede brudt deres aftale en gang. Der vil ikke blive en nummer to.

Racos partner trak ham ud på dansegulvet og grinede skævt til ham. "Du ved jeg ikke danser, Texian." knurrede Raco og bremsede dem begge. "Du er nødt til at slappe af. Du er til fest, nyd dog friheden ved at din familie ikke er et røvhul. Din ex nyder det sammen med hans nye elsker, det burde du også." Texian så sigende rundt på alle parrene som dansede rundt omkring dem.

Dust smilede mildt, mens Luce fik bindet på, da han kunne se hvordan bindets magiske egenskaber, trådte i kræft med det samme. Han vidste alt for godt hvor stærkt dets magi virkede, da han kendte syerskerne, der havde lavet dette bind på hans bestilling, han vidste deres magi var stærk, og de havde aldrig svigtet ham, når det kom til at levere resultater. Han var dog glad for, at dette bind kunne forbedre Luces liv, ved at holde hendes evne i bero, så da hun rakte en hånd ud mod ham, tog han blidt imod den.
"Det glæder mig, at jeg kunne hjælpe dig, gennem denne lille gave, og jeg håber den kan bringe dig masser af glæde med tiden!" sagde han mildt, alt imens han lagge sin anden hånd, mod hendes håndryg på den hånd, han stadig holdt i sin "Hvis du nogensinde får brug for et nyt, eller at få dette fikset, vil jeg med glæde hjælpe, så vær ikke bange for at tage kontakt til mig, i fremtiden!"

Dust løftede nærmest instinktivt sin arm, da han sansede Kat komme over til ham, og da han mærkede hende lægge sin arm om hans, gav han hende et diskret kys på kinden, før han smilede lidt af sin lille engel. Hun virkede så glad, for at være her til festen, samt for at være i det selskab hun befandt sig i. Han rømmede sig dog lidt, da hun spurgte Jake, om han havde noget at gøre, med tumulten der var forekommet før, før han lænede sig ind mod Kat.
"Jeg tror du glemte at tænke på, at jeg også er her! Hvornår har du sidst haft mig med nogle steder, uden at jeg skabte, selv den mindste form for kaos?" sagde han lettere drillende, i et lavere toneleje, så det nok hovedsageligt kun var Kat, der kunne høre ham snakke. Han havde trossalt en dårlig vane med, at lave alt muligt mærkeligt, lige meget hvor han gik hen, og det her tilfælde var vist ikke så anderledes. Da Jake præsenterede ham for Lucky, lavede Dust en hilsene gestus i Luckys retning, og smilede til ham, før han smilede lidt til Jake, over det han sagde til ham.
"Jeg er bare glad for at kunne hjælpe! Med mit kendskab til forskellige evner, har jeg mødt mange af dem, der kan skabe problemer for dens ejer, så når jeg nu stod med noget, der kunne hjælpe Luce med at holde hendes i kontrol, tænkte jeg at hun kunne bruge det mere end nogen anden!" sagde han glad, mens han nussede Kats hånd, da han var glad for at have sin mage, ved sin side igen. Han smilede mildt til Rafaela, efter hun svarede ham, da han ind til videre syntes godt om hende.

"Det glæder mig, at retfærdighed er blevet tildelt! Jeg må dog indrømme at jeg er nysgerrig over, hvad de er for en størrelse, da jeg kan se at din evne virker forskruet på en eller anden måde!" sagde han nysgerrigt til Rafaela, men dog venligt og med et stort smil på læben, da han ærligt talt mente det godt, da han sagde at han var nysgerrig omkring hende.

Kat lyttede til de forskellige samtaler og smilede, samt blinkede drillende til sin stedfarfar. Men ellers var hun stille. Hun nikkede dog venligt til Lucky, da de blev præsenteret for hinanden. Selv om hun stod og lyttede med i gruppen, så holdte hun øje med sin farfar og hans ven.
Da Dust hviskede til hende kyssede hun ham kærligt på kinden og smilede til ham, mens hun hviskede til ham.
”Lige nu tror jeg ikke at du har gjort andet end godt, min kære drage.” Derefter fortsatte hun roligt med at se ud som om hun kun var med som ledsager, hvilket hun faktisk også var.
Hendes smil blev større da hun så hvordan Racos ven nærmest slæbte ham med ud på dansegulvet, som om Raco var imod det. Netop da begyndte musikken at spille op til en vals. Kat fik selv lyst til at danse og så nærmest bedende på Dust, mens hun ubevidst begyndte at ’gynge’ lidt fra side til side i takt med musikken.

Luce smilede venligt hen imod Jake da han sagde, at hun ikke havde noget at undskylde for når det gjaldt Rafaela og det havde hun jo sådanset heller ikke, men Luce vidste jo også godt, at Rafaela havde haft en del som havde gjort, at Rafaela generelt kunne virke mere vred og hævngerrig end dragonlycans normalt var og det havde nok ikke gjort det nemmere, at hun var opvokset hos dæmoner, hvor hendes far var den som havde flest påvirkninger på hende. "Det er også forståeligt, men det jo ikke første gang det er sket Jake og bliver heller aldrig sidste gang Jake og selvom de søde folk du sender hjem til mig er der så vil det ikke stoppe dem" sagde Luce stille. Philippa smilte stille til Luce "Men de vil ikke slippe billigt for det Luce" sagde Philippa roligt.
Luce kiggede hen imod Dust da han snakkede ved, at lytte efter hvor hans stemme kom fra. Hun smilede venligt til ham og nikkede som tak "Det skal jeg huske" svarede hun stille og tog fat i Philippas overarm. Luce måtte stadig vænne sig til, at der ikke var nogle varslere som generede hende som de ellers havde gjort siden hendes evne kom til.
Philippa og Luce begyndte, at gå lidt rundt da musikken ændrede sig til en vals. Philippa første Luce hen til en stol, hvor hun kunne sidde og slappe af imens Philippa fandt noget, at drikke til dem begge. Luce sad stille med foldede hænder og lyttede til musikken imens hun slappede af. Hun følte sig rent faktisk ret gammel når hun bare sad imens de andre hyggede sig. En ung fyr omtrent Luces alder kom hen til hende og bød hende på dans. Luce havde sagt til, at starte med, at det kunne hun ikke for hun var ikke god til, at danse og så slet ikke når hun ikke rigtigt kunne fornemme hvor hun skulle have sine fødder. Det havde fyren sagt, at det var ligemeget hvor Luce var gået med til, at danse med ham. Der var flere gange hvor hun kom til, at træde på fyrens fødder, hvor der kom et lille piv fra ham, hvor Luce havde undskyldt hver gang, hvor fyren havde grint og sagt det var ligemeget.

Drake som bare stod der og kiggede rundt i salen, fik sig et lettere chok i det han hørte en eller anden snakke til ham, da han havde vent hovedet i modsatte retning af hvor denne person kom fra, roligt vende han sit hovede og kiggede på manden som havde kaldt ham for Sir "de kan overbringe deres Master denne besked at jeg kan skam godt gå med til et møde"svarede han manden og trak så lidt på vejret hvorefter han så forsatte sit svar til manden og er ikke ligefrem her fra byen af, så tager skam gerne imod hvad jeg bliver tilbudt så hvis der er plads her tager jeg det men ellers er kroen også fin"sagde han som det sidste på hans svar til manden som havde snakket til ham, og gav manden et venligt smil.
Han viste ikke helt hvorfor en person viste interesse i at møde ham, det var jo ikke ligefrem fordi han havde gjort noget specielt, men man kun jo ligeså godt tage imod det når det var, da det jo ikke ligefrem kunne skade nogen noget, roligt stod han bare der og kiggede på det forskellige folk og lyttede til den musik der nu engang blev spillet.

Lucky følte på ingen måde at det var nødvendigt for Jake at undskylde. Især ikke når det var at han havde haft så meget at se til med hans klan samt en hel race. Lucky kunne på ingen måde forestille sig om hvordan det måtte være at være leder for så mange, men han var helt sikker på at det var noget som han ikke ønskede for sig selv. På ingen måde var han en autoritær person, eller nogen som ville kunne være en god leder... i alt fald ikke i hans egen optik. Derimod var sådan en som Jake den perfekte person til at lede, det var Lucky skam ikke i tvivl om.
Lucky nikkede kort idet at Jake tilbød at introducere ham for personerne omkring dem, og fulgte med i hvem der var hvem. Høfligt nikkede han også til de forskellige af dem og prøvede så vidt som muligt, at smile til dem - uden at det så akavet ud.
Det lykkes for ham at grine lidt til Jake's kommentar at han intet havde med at gøre at hans barnebarn blev kaldt for Kat. Det kom også noget lettere til ham siden at han kunne genkende situationen en smule. Selv blev han jo kaldt for Lucky af stort set alle omkring ham, også selvom at han nu engang hed Silas... men det var noget som blot var opstået også var det blot det som folk kaldte ham. Ikke at det gjorde Lucky noget, men det kunne godt være lidt spøjst til tider når folk som han ikke rigtig kendte kaldte ham ved det navn. De kendte trods alt heller ikke historien bag det, så derved hav det ikke helt mening. Der var trods alt en grund til at folk kaldte ham Lucky... ikke at Lucky altid lige var enig i den begrundelse, men det var ikke meget at gøre ved det.

Lucky blinkede kort med øjnene idet at det var ham selv som blev introduceret til de andre. Hans hjerte bankede en del hurtigere, og han fik holdt en smule krampagtigt om hans bukser. Dette var hans familie... eller noget af den. En familie som han længe havde ventet på at kunne møde, og som havde optaget hans tanker og holdt ham vågne en del nætter... blot ved tanken om at møde dem, og ved tanker om hvad de måtte synes om ham. Passede han overhovedet ind i denne familie? Lignede han ikke blot én i et kostume som var alt for fint til ham? Hans ar kløede og ubevidst tog han om det med sin ene hånd og gnubbede i det. Det var svært at komme til med den ufatteligt høje krave som dækkede hele hans hals, men det lykkes alligevel for ham at få lindret noget af kløen.

"Silas Blackstone... og det er mig en ære at møde jer alle sammen" formåede han at sige uden at snuble over sin egen tunge, og bukkede kort for de folk som var ham bleven introduceret. Han vendte dermed sin opmærksomhed mod Jake's partner som havde rakt en hånd ud efter Lucky. Han var ikke sikker på om han i dette tilfælde skulle give sin egen hånd, som i en hilsen, eller om han skulle kysse hendes hånd. Han havde set nogle af de andre mænd gøre det, samt set hans søsters mand kysse folk på hånden og kinderne når han mødte dem... men hvad skulle Lucky selv gøre? Han måtte tænke hurtigt og valgte give hende sig egen hånd, og give et venligt klem. Alt andet kunne han trods alt ikke få sig selv til, og ville nok hellere grave sig selv ned i et hul end at ydmyge sig selv.

"Følelsen er gensidig... " sagde han og smilede til Raf. Hun var en smuk kvinde, og hun havde en lige så interessant hårfarve som Drake. Mon det var noget som var helt normalt for draconianere? Idet at Lucky kiggede noget mere på hende, lagde han også mærke til hendes hale som svingede frem og tilbage. Den var dybt fascinerende og virkede for ham som noget helt fremmed... hvilket var underligt taget i betragtning af at Lucky selv havde en hale. Det var dog ufatteligt mange år siden at han havde se den sidst. Han brød sig trods alt ikke om delvist at forvandle sig til en drage... også fordi at hans krop blev så fordrejet af det... og fordi at det skræmte ham for vid og sans. Så derfor havde han ikke set den i flere år, men siden at han var iblandt så mange draconianer, kunne han ikke lade være med at undre sig over hvordan den mon måtte se ud dag. Ville den være lige så fin som Raf's?

"Så, Jake kalder dig Raf, men er det hele dit navn eller?" spurgte Lucky da han faktisk ikke var sikker på hvad hun hed.

Butleren bukkede let for manden.
”Udmærket, Sir. Så vil jeg sørge for at der er et værelse klar til Dem, når De ønsker at trække Dem tilbage. Bare tag fat i en af tjenestefolkene eller mig selv. Ønsker De et varmt bad før De skal sove eller vil De heller have det i morgen? Åh ja, hvis De har noget nogle rejsetasker med, så skal jeg sørge for at det bliver bragt op på værelset.” Butleren strålede som en der lige havde fået at vide at han var ene arving til en meget stor formue. Han elskede når der var masser at lave og denne aften var netop noget af det han nød mest. Det bragte minder tilbage fra de gamle dage. Han var selv draconianer og havde levet omkring tolv hundrede år.

Jake smilede over at se Kat og Dust snakke sammen uden at han kunne høre noget. Men det var tydeligt for ham at de to havde et helt særligt bånd sammen. Et han ville gøre alt for at sikre at det holdte så længe de begge ønskede det.
Han så hen mod musikkerne, da de begyndte at spille valsen og smilede bredt da han så hvordan en mand nærmest slæbte Raco ud på gulvet. Manden så ikke værst ud, og Jake var glad for at hans soulmate havde fundet en anden. Samtidig kunne han ikke lade vær med at se efter de særlige tegn, som han huskede Raco havde gjort ubevidst mens han bar Connor. Han håbede virkelig på at Raco ventede sig. Ellers måtte han muligvis give Raco et godt skub ind i armene på den person, som han fandt sig.
Men lige nu så han kærligt på Raf og lod hende tage den tid, som hun skulle bruge på at svare Lucky.

Rafaela smilede stille til Dust. Hun stod lidt og tænkte over om hun skulle forklare Dust omkring hendes evne og samtidig hvordan hun skulle forklare ham det. "Det er fordi min....far...og en af hans folk som hedder Rottenstein har brugt mig som et slags forsøgskanin igennem flere år og det har gjort, at min evne er blevet mere ukontrollabel når da jeg samtidig har et voldsomt temperament. Det har også gjort, at jeg har fået denne hale som aldrig forsvinder. Det har faktisk ændret mit udseende flere gange end jeg kan tælle til" prøvede Rafaela, at forklare Dust. Da hun havde nævnt ordet far var det tydeligt, at se og høre på hende, at hun havde svært ved det ord. Hun lænede sig tættere ind til Jake. Rafaela havde ikke planer om, at fortælle omkring den afhængighed og de forandringer hendes fars blod havde haft på hende. Hun havde ikke en gang fortalt Jake om den del endnu for hun kunne ikke se hvornår det havde passet ind og der havde også været mange andre ting som var noget vigtigere for dem, at få løst selvom det problem Rafaela havde med, at Jake og Raco havde været sammen og Jake har ville give Raco den gave med et sidste barn havde Rafaela stadig ikke accepteret helt.
Rafaela smilede stille da hun så Katrina begynde, at sveje til musikken. Rafaela kiggede rundt og opdagede en mand der bød hendes mor op til dans. Rafaela fniste dog lidt hver gang manden pev når Luce havde trådt ham over tærrene. Hendes blik stoppede dog ved Raco og manden der havde trukket ham med ud på dansegulvet. Rafaela blev en smule mere anspændt og holdt fast i Jakes arm.

Rafaela smilede venligt til Lucky og gav hans hånd et klem. Hun tog sin hånd til sig og smilede venligt til Lucky "Det er et kældenavn. Hedder Rafaela Zain Dreadheart Morladin. Men bare kald mig for Rafaela eller Raf" sagde Rafaela venligt. Rafaela kiggede op på Jake med et kærligt blik. Hun havde overvejet at forlade ham flere gange og hun havde nærmest truet med det da hun havde fået, at vide han havde været sammen med Raco, men hun havde alligevel virkelig svært ved, at forestille sig et liv uden Jake i sit liv og som hendes børns far. Hendes greb om Jakes arm blev mildere jo mere hun tænkte over, hvor meget hun rent faktisk elskede ham og ville være hans resten af sine dage.

Raco lod musikken starte den rytme som fik Texian og ham til matche hinanden. Hans blik gled til den ring som var på deres fingre. Texian havde lovet ham en fremtid og en sikkerhed for det barn som han ventede sig. Han havde slet ikke tænkt over det før nu. Han strammede sit greb bare lidt omkring den andens skulder og hånd. Den anden mærkede hans nervøsitet og smilede blot. Han vidste at Raco stadig var nervøs for at være her, men Texian var ikke kun den som Raco havde solgt sin sjæl til, men også hans nye partner. “Slap af, Raco. Der vil ikke ske dig noget her. Du er her som klanleder og ejer af Kashkan The, søn af klanen Fire.” Mumlede Texian og hvilede sit blik på racelederen og hans mage. De mørke øjne var undersøgende og vagtsomme.

Raco vidste godt hvem Texian stirrede på. “Det hjælper ikke at du nedstirre alle folk. Og du skal ikke bekymrer dig om Jake. Han er fortid, barnet vil nok ende med at kalde dig far.” Sagde Raco og Texian svang ham rundt i en elegant bue. Den ældre dæmon var stadig stolt af at Raco havde gået med til at ægte ham. At han havde fået overbevidst den gamle drage om at lukke ham ind og glemme den fortid som tydeligvis plagede ham. “Det er noget jeg ser frem til. At se en slægt vokse op i Minotaris. Ikke skulle bekymre sig om andet, end at beskytte den og være sammen med dig her og i helvede.” Raco slog ham over hovedet ved hans ord. “Jeg har stadig en familie som jeg har ansvar for, selvom de ikke længere er så tæt knyttet til mig.” Raco så hen på hans barnebarn. Den sidste som havde krav til den trone som var på Dead Mans Rock. Kat var den næste efter Seuzan døde, hans kronprins og ældste søn.

Dust lyttede nysgerrigt til Raf, da hun fortalte om sin evne, hvordan hun var blevet eksperimenteret på, og hvordan det havde påvirket hendes evne, ved blandt andet at gøre den mere ukontrollabel. Han fik et tænkende udtryk på hans ansigt, da han vendte og drejede det hun fortalte i hans hoved, sammen med det han vidste om magiske evner, da han faktisk havde lyst til at hjælpe hende, med at genvinde kontrollen over hendes evne, omend det så måtte blive en anderledes kontrol, end det hun havde haft over den, før hen.
"Hvis du er interesseret, kan jeg måske hjælpe dig, med at lære din evne som den er nu, bedre at kende, samt at få bedre kontrol over den! Det kommer måske ikke til at være det samme, som det var før eksperimenterne, men det kunne ende med, at blive en del bedre end det er nu, hvis altså du er interesseret?" hans stemmeføring var mild, lige som det smil han sendte i hendes retning, sammen med hans nysgerrige blik.

Hvis Raf var frisk på at snakke videre om dette tilbud, ville Dust nikke i hendes retning, som en hentydning til, at han gerne ville fortsætte deres samtale senere, men lige nu blev hans opmærksomhed taget, af hans kære mage, der virkede til at hun gerne ville danse. Siden han fik invitationen til denne fest, havde Dust genopfrisket sine danse evner, da han gerne ville gøre Kat glad, så nu hvor bandet spillede en vals, og Kat virkede til at have lyst til det, vendte han sin opmærksomhed mod hende, for at invitere hende ud og danse. Hvis hun sagde ja, ville han gå ud på dansegulvet sammen med hende, så de kunne danse sammen.
"Har du en hyggelig aften min kære?" spurgte han mildt, mens de dansede "Og hvordan går det med Raco?"

Hun smilede bredt og sagde ja med det samme han bød hende op til dans. Hun nød at mærke hvordan håret og kjolen vivlede rund under dansen, og særligt at Dust var blevet så god til at danse.
”Ja, det er meget hyggeligt og ret anderledes end jeg havde forventet. Men ja, selv om stedfarfar ikke er glad for at skulle præsenteres og være så meget midtpunkt, så klare han det nu ret godt. Det samme gælder dig, min skønne drage.” Hun præsterede at kysse ham hurtigt på kinden, inden hun fortsatte med lavere stemme, så hun var sikker på at det kun var ham der hørte hende.
”Hvad angår farfar, ja så er jeg sikker på at han venter sig igen. Men han er bange for at miste barnet, enten før det bliver født eller i løbet af det første år. Kunne det tænkes at vi kunne gøre noget for at hjælpe ham bedst muligt?” Hun fik igen øje på Raco og hans ven, og denne gang fik hun øje på den ring der var på deres finger. Hun måbede og smilede derefter som en solstråle, da betydningen gik op for hende. Hun søgte igen Dust’s blik.
”Han har fundet sig en ny kærlighed. Han har endda giftet sig.” Stemmen var ivrig, men stadig lavmeldt nok til at det kun var Dust der hørte hende.

Luce dansede videre med fyren som havde inviteret hende op til dans selvom han var blevet advaret imod, at hun ikke kunne danse og det, at han rent faktisk var elendig til, at føre hende rundt for normalt burde man kunne danse uden, at skulle holde fokus på hvor man træder.
Luce og manden kom til at danse ind i Raco og Texian. De stoppede op med, at danse. Fyren kiggede nærmest febrilsk rundt for, at finde en der kunne overtage Luce for ham da han havde indset, at han ikke kunne finde ud af at danse med en der var blind. Han slap Luce og forsvandt ud i mængden som om han ikke havde noget med situationen, at gøre. Luce smilede undskyldende til Raco og Texian samtidig med, at hun var blevet irriteret over, at være blevet efterladt midt ude på dansegulvet alene. "Det må de undskylde. Kunne ikke se jer" sagde Luce venligt.
Philippa kom hurtigt hen til Luce da hun så, at fyren hun havde danset med havde efterladt hende alene. Philippa tog Luces hånd og satte den imod hendes overarm så Luce kunne holde fast der. Luce rakte sin frie hånd imod Raco og Texian "Hedder forresten Luce" præsenterede hun sig. Philippa nikkede venligt som hilsen til Raco og Texian. Hun havde dog ikke opdaget, at det var Raco hun hilste på da hun var mere fokuseret på, at Luce var okay. Philippa kiggede sig omkring for, at se hvad der blev af fyren, men hun kunne ikke se ham.

Drake kiggede lidt på butleren der bukkede sig let for ham, mens han så lyttede til hvad der ellers blev sagt til ham "vil nok sige at jeg nyder et bad mest om morgen og hvad angår tasker så har jeg ikke lige taget noget med, da det var lettere for mig selv og rejsen her hen" sagde han venligt mens han og tænkte lidt "nu ved jeg ikke lige hvornår men tager nok fat i dig frem for resten af tjenestefolkene så de skulle vel ikke have et navn jeg kunne få, mere så jeg ikke komme op og sige du og de til dem" sagde han roligt, man kunne skam godt høre på drake at han ikke var vant til alt det der sir og andre fine former for ord, selvom der var mange som brugte dem.
Men efter han mere eller mindre mistede alt, har han ikke haft den der fine omgang med alle mulige folk, så han holdte sine fødder på jorden og talte til folk som var de lige mænd, ligemeget deres stilling.
Dog vidste han godt at man skulle stadig tænke over hvad man sagde til folk og var der en ting han havde svært ved var det og stole på folk, selv folk fra hans egen race stollede han ikke helt vildt på, men han prøvede på at skjule det, derfor holdte han mange gange et møde med en ny person meget kort, før han så forsat vider af hvad han nu engang var i gang med og lave.

Lucky spærrede sine øjne en del op idet at han overværede samtalen mellem Dust og Rafaela. Han blev en del rystet over at høre at hun havde været brugt som en forsøgskanin. Ikke nok med det så mærkede han også en ulmende vrede over de folk som havde udsat en smuk kvinden som Raf, for sådan nogle forfærdelige ting... Især når det havde været én fra hendes egen familie af... hendes egen far. Sådan en mand kunne umuligt være noget anstændigt menneske. Sikke forrådt at Raf havde, måtte føle sig... Lucky ønskede ikke at tænke over det, for det fik ham bare til at frygte for om det var muligt for hans biologiske at være sådan. Muligheden var der trods alt, men det var ikke til at vide. De eneste som nogenlunde ville have en idé om det var Jake og hans familie. Lucky havde skam også en umådelig lyst til at spørge ind til det, men det ville nok være lidt underligt i selskab med så mange fremmede mennesker som ikke kendte Lucky's historie - eller bekymringer. Det virkede trods alt til at de selv havde en del at bekymre sig om. Lucky havde skam godt lagt mærke til Katrina's og Dust's småsnakken og blikke rundt i salen... som om at noget bekymrede dem eller lo dem tungt på sinde. Han var dog høflig nok ikke til at lytte yderligere efter. Derudover virkede Rafaela også til at have noget på sinde, men mon ikke det var op til Jake at hjælpe hende med det.

"Jeg tror at jeg vil kalde dig Rafaela så," sagde han og smilede igen. Han følte sig trods alt ikke tæt nok på hende til at bare uden videre kunne kalde hende ved hendes kælenavn. Der skulle han nok lige kende hende bedre før at det ville komme naturligt til ham.

Lucky var glad for, at det ikke så ud til at han havde fornærmet sin fætters partner, og at hun gav hans hånd et klem. På en eller måde følte Lucky sig ikke helt utilpas med Rafaele, om det så havde noget at gøre med at hun var hans fætters partner var dog ikke til at vide. Han havde blot bare på fornemmelsen at hun ville være nemmere at tale med. Muligvis ville han få chancen for det, så længe at Jake holdt fat i hende... man kunne jo trods altid gå fra hinanden hvilket er det som Jake havde måtte med sin tidligere partner... eller det gættede Lucky i alt fald på. Han vidste trods alt ikke hvorfor at Jake nu var sammen med Rafaela i stedet for manden på billedet, men der kunne jo have sket hvad som helst i den tid som de ikke havde set hinanden. Lucky var nu bare glad for at se Jake lykkelig og sådan som Rafaela kiggede på Jake var det tydeligt at hun holdt af ham.
Lucky kunne ikke lade være med at ønske sig sådan et forhold for sig selv - han var trods alt 26. Han vidste dog også at sådan ikke ville være så let for ham. Han skulle trods alt lige gøre op med sin fortid samt arbejde en del på sig selv... men mon ikke om det ville lykkes en eller anden dag?

Efter at det andet part var gået ud for at danse, følte Lucky sig mere tilpas til at snakkede videre med Jake og Rafaela.

"Hvis ikke det gør noget, må jeg så spørger jeg om hvordan i mødtes?" spurgte han Jake og Rafaela.

Butleren bukkede igen let
”Tilgiv mig, Sir. En forglemmelse fra min side. Mit navn er Fritz, nævn det for en hver af tjenestefolkene og de vil sørge for Dem.” Butleren bukkede og trak sig baglæns et par skridt, inden han vendte sig rundt og gik ud af salen for at sørger for at værelset var klar, samt give besked om at et bad skulle være klar næste morgen til herren. Ligeledes sørgede butleren for at en gruppe tjenestefolk viste hvilken herre det var, uden at gæsten opdagede det.

Mens Raf og Dust snakkede sammen, sørgede Jake for at hun viste at han var der som støtte. Selv om hendes fortælling gjorde ham godt gal på Raf’s far, som han endnu ikke havde mødt, så lod han det ikke skinne igennem. Udvendig forekom han helt rolig, og nussede kærligt Raf for at hjælpe hende af med de negative følelser hun havde.
Han viste hvornår hun havde fået øje på Raco, i det at hun strammede sit greb om hans arm. Og for at forsikre hende kyssede han hende blidt på kinden og hviskede.
”Du kan være rolig, min skønne. Selv hvis han venter sig, så bliver jeg højest onkel for barnet. Du og børnene er mit liv.”
Han lyttede roligt med, da Raf snakkede med Lucky. Og smilede kærligt til hende, da hun så på ham med det kærlige blik. Han smilede til sin fætter og så derefter på Raf, inden han igen så på ham.
”Efter flere århundredes adskillelse mødtes vi på en kro i Sunfury og genopdagede de gamle følelser. Det føles som flere år, men er nok nærmere lidt over et år. Det var kort efter at jeg var blevet raceleder. Havde virkelig ikke troet at jeg ville blive velsignet med kærligheden igen, men guderne ville det anderledes og jeg er dem kun taknemmelig.” Han kyssede hende blidt på kinden.
”At blive velsignet med så skøn en kvinde og et par vidunderlige børn, som jeg naturligvis elsker som mine egne. Og som en dag vil komme til at bære navnet Blackfire eller Black, hvis jeg går tilbage til mit familienavn.”

Rafaela kiggede undrende på Dust da han begyndte at have et mere eftertænksomt blik. Hun kiggede samtidig hen på Lucky for at se hans reaktion på det hun fortalte om hendes familie og evne. Hun kunne godt se på ham, at han var blevet forfærdet over det hun havde fortalt om sin far, men hendes far var jo også halv dæmon og halv engel og det var hans dæmoniske side som var tydeligst hos ham. Rafaela havde bare vænnet sig til det, men hun var heller ikke glad for det for hun havde stadig et meget anspændt forhold til hendes far, lillebror og storebror. Forholdet til hendes søstre og adoptivmor Valiona som Rafaela så som mor var dog blevet bedre efter alt det drama som hun havde overværet imellem Raco og Jake. Hun kiggede hen på Dust da han igen begyndte at snakke til hende. Hun stod lidt og tænkte over hans tilbud. Hun vidste ikke helt om Dust virkelig kunne hjælpe hende for hun mente mest, at problemet lå hos hendes temperament for det var der hun havde problemer med at kontrollere sin evne, men det kunne jo også være hun blev lidt klogere på sin evne som han jo selv sagde. ”Altså som jeg ser det er det kun når jeg bliver påvirket følelsesmæssigt og mest når jeg bliver vred jeg har svært ved, at styre min evne, men jeg vil gerne høre lidt mere om hvad du mener kan hjælpe senere hvor der er mere ro på” sagde Rafaela venligt og smilede venligt til ham. Hun begyndte mere og mere at synes godt om Dust. Han virkede i hvert fald til, at være en rigtig sød fyr og der mente hun at Katrina havde været virkelig heldig med, at have fundet sig en så sød mand i sit liv.

Rafaela var stadig lidt anspændt efter hun havde opdaget Raco og Texian. Hun slappede dog mere af da hun mærkede Jakes læber imod sin kind og hørte det han fortalte hende om, at hun og børnene var hans liv. Det bekræftede hende i, at Jake ikke ville have Raco tilbage i sit liv end det han var nu for Rafaela havde været ret nervøs for om Jake ville kunne holde sig væk fra Raco når det kom til stykket og det måske kommende barn kom til verdenen. Rafaela var dog stadig lidt nervøs for det, men skubbede tanken væk da det var latterligt i øjeblikket.

Rafaela kiggede efter Dust og Katrina da de gik ud på dansegulvet og så dem snakke lavt. Hun blev lidt nysgerrig hvad det var de snakkede om, men samtidig ville hun heller ikke blande sig og vendte derefter opmærksomheden igen på Lucky og smilede venligt til ham. Hun nikkede anerkendende til ham da han sagde han ville kalde hende for Rafaela. For hende var det lige meget om hun blev kaldt for Raf eller Rafaela for hun reagerede på begge dele. Rafaela slap dog Jakes arm og lagde den om hans liv så hun kunne komme lidt tættere på ham. Hun følte det ærligtalt som noget alt for formelt at holde fast i hans arm hele tiden. Havde hun været blind ligesom sin biologiske mor, Luce havde det været mere naturligt, men hun ville hellere være tættere på ham.
Rafaela smilede lidt da Lucky spurgte dem om hvordan de mødte hinanden. De havde jo kendt hinanden i lang tid og det havde jo allerede startet dengang hun boede i Doomsville hos sine forældre og inden hendes far begyndte, at holde hende i kort snor hvor hun tit var ude uden hendes far vidste det. Men hvordan de realt havde mødtes første gang var vel mere tilfældigt. Hun fik et lettere smørret smil frem på sine læber da hun tænkte tilbage til første gang hun mødte Jake og de fik noget kørende og så helt frem til de mødte hinanden igen tilfældigt i Sunfury, hvor det rent faktisk endte med, at blive mere seriøst for dem end hun havde forventet. Da hun begyndte, at tænkte tilbage til dengang i Sunfury fik hun mere lykkeligt smil frem. Rafaela lyttede stille til det Jake fortalte om måden de havde mødt hinanden  Hendes smil blev større da han kyssede hende på kinden og fortalte hvor lykkelig han var, men da han så snakkede om at bære hans navn blev hun flov og kunne grave sig ned på stedet. Hun trak vejret dybt for, at slappe mere af ”Det var altså kun godt 170 år fra vi mødtes første gang til vi mødtes igen i Sunfury elskede” sagde Rafaela stille og kyssede Jake på kinden. Hun var stadig flov over alt det snak omkring brylluppet som var nævnt tidligere og nu også at bære hans navn.