Fest for Draconianer og Dragonlycans

Texian havde vendt sig om for at snerre af det fjols som bumpede ind dem, mens Raco havde sikret sig at kvinden var ok. “Så længe de ikke er kommet til, Madam.” Sagde Raco og tog hendes hånd og kyssede bagsiden af den. Texian vendte sin opmærksom tilbage mod dem og fulgte Racos eksempel. “Jeg er Texian Ital Richards, af dæmonslægten Azazel. Denne stærke person ved min side er Raco Dastan BlackFire, født Fire og den ældste søn i sin klan.” sagde Texian med sin spansk og rullende accent. Racos blik ledte efter den mand som efterlod hende på dansegulvet. ”Lad os følge dig fra dansegulvet, Madam. Der er allerede ved at blive trængt.” Raco så på den unge kvinde som hjalp hende og rakte en hånd frem mod Luce, mens Texian stod som en klippe ved hans side og hele tiden skævede rundt.

Texian kyssede Raco på kinden før han bevægede sig lidt længere ud til siden for at møde andre personer. Han kunne ikke stoppe med skæve hen mod den flok som så ud til at hygge sig. Han genkendte to fra den beskrivelse som Raco havde givet. Han satte et smil på sine læber han bevægede sig hen. Han stoppede lidt derfra for at vente på om han kunne træde ind eller om han skulle fordufte. ”I må være leder og hans skønhed?” Han så smilende på dem. ”Det er en skøn en fest, som I har fået på benene. Jeg ved at Dastan nyder den, til en grund. Også selvom jeg måtte slæbe ham ombord på Shades of Heirs.

"Det glæder mig at du hygger dig min kære engel! Jeg kan dog godt forstå Jake, jeg bryder mig heller ikke om, at være midtpunkt for nogen form for opmærksomhed, især ikke når det gælder opmærksomheden, for så mange væsner!" sagde han tænkende, uden at miste den fokus han havde, på at føre under deres vals. Han kom med et varmt smil, da det lykkedes hende, at plante et kys på hans kind, efter hun havde komplimenteret ham, for at klare det godt til festen. Det betød meget for ham, at hun af alle syntes, at han klarede det godt, da hun var hoved årsagen til, at han overhoved var kommet til festen.
Da hun fortalte om Raco, det at han ventede sig igen, og at han var bange for at miste barnet, kunne man igen se på hans ansigt, at Dust begyndte at tænke tingene igennem, for at komme i tanker om noget, der måske kunne hjælpe. Der var selvfølgelig nogle forskellige ting, han kunne komme i tanker om, lige sådan fra toppen af hans hukommelse, men hvis Kat virkelig ønskede den bedste hjælp, var der nogle ting hun måtte fortælle ham først, så han bedre forstod situationen.

"Der er umiddelbart nogle ting jeg kan gøre, som jeg ved kan hjælpe ham og barnet, hvilket er ret generelle ting, der plejer at virke for de fleste, men fordi det er så generelt, er det ikke lige så effektivt, og jeg tror jeg kan gøre det bedre, hvis jeg forstår situationen fuldt ud! Så hvis du er interesseret i at jeg laver en skræddersyet form for hjælp, er jeg nød til at vide alt, hvad der er relevant at vide, for din farfars situation!" sagde han mildt. Da hun så Racos ring, kunne han godt genkende det ansigts udtryk, der kom på hendes ansigt, før hun fortalte ham at Raco var blevet gift "Det lyder som om, at livet går bedre for Raco, hvad angår kærligheden, efter alt det med Jake!" svarede han glad.
Da valsen var slut, stoppede Dust deres dans i takt med musikken, gav Kat et kærligt kys, og så hende i øjnene, mens han stadig holdt om hende "Skal vi tage en dans mere, eller er du frisk på, at vi finder lidt selskab, og måske lidt at drikke?" spurgte han med hans milde stemmeføring. Han syntes hun skulle have lov at vælge, da han ønskede at hun havde en god aften, som hun ikke ville glemme lige foreløbigt.

Hun smilede kærligt til sin mage og priste sig lykkelig over at hun havde mødt ham. Hun viste godt at han var en del ældre end hende, men uanset hvad, så ville hun nyde de år de ville få sammen med hinanden og Izzy.
”Hvis du vil vide mere, er du nødt til at spørge ham selv. Jeg ved ikke mere end hvad jeg har fortalt.” Hun nød dansen og var lidt trist over at den stoppede, men da hun hørte hans spørgsmål, smilede hun kærligt og så sig hurtigt rundt til hun fandt sin farfar.
”Et glas rødvin kunne være godt. Og så kunne vi måske snakke med farfar, om han vil have hjælp. Jeg har på fornemmelsen at han snart kunne finde på at forlade festen.” Hun kyssede Dust på kinden inden hun roligt, men bestemt nærmest svævede hen til Raco og Luce.
”Dejligt at i to har mødt hinanden. Luce, manden du snakker med, er min skønne farfar: Raco Fire.” Hvis han tillod det, ville hun lade et blidt kys ramme hans kind.
”Eller bruger du Blackfire som efternavn? Farfar, kvinden du snakker med, er Luce. Hun er Rafaelas mor. Og hendes hjælper Philippa, hvis jeg husker ret. Det er nogen tid siden jeg har set dig i handelshuset, hvilket er forståeligt nok, eftersom jeg har rejst en del mellem Doomsville og Sunfury for at holde styr på begge handelshuse.” Hun smilede mens hun snakkede og det var tydeligt at hun nød arbejdet.

Mens hun snakkede skævede hun lidt til Raco, som om hun tog mod til sig. Og kort efter hun var færdig, lænede hun sig hen til ham og hviskede så lavt at kun han kunne høre hende.
”Er det muligt at Dust og jeg kan snakke med dig? Dust kan muligvis sammensætte noget til dig, som vil hjælpe tiden igennem.” Hun var overbevist om at han ville forstå meningen. Hvis han nikkede, ville hun lede ham med over til væggen, hvor de kunne snakke mere roligt. Og hvis Dust ikke havde set hvor hun gik hen, sørgede hun for at tænke på ham, så halskæden hjalp ham over til hende.

Luce smilede venligt til Raco da han sikrede sig, at hun var okay "Jeg har det fint, tak" sagde hun venligt og smilede venligt til dem. Philippa kiggede mere undersøgende på Luce for, at være sikker på der ikke var nogle skader sket for hun havde ikke planer om, at Luce ville komme ud for mere ydmygelse eller skader denne aften for det ville vise, at hun ikke kunne klare sin opgave og hun havde allerede dårlig samvittighed over det der var sket tidligere.
Luce kiggede hen imod Texian da han præsenterede sig selv og Raco. Luce nikkede venligt som svar. Philippa derimod rødmede helt da hun var blevet flov over, at hun ikke havde genkendt Raco "Undskyld at jeg ikke genkendte dem Hr. Blackfire. Havde travlt med at tage mig af Luce. Hedder forresten Philippa" forklarede Philippa og bukkede kort for Raco. Hun følte sig virkelig dum som hun stod der og ikke kunne finde hoved og hale i det hele. Hun syntes faktisk, at hele aftenen var gået skævt siden de unge mænd havde taget stoffet fra Luce.
Luce havde ret ondt af Philippa samtidig med, at hun syntes det var lidt morsomt, at Philippa blev så forfjamsket da hun normalt var en som havde styr på det hele af alle de hjælpere hun faktisk havde i hverdagen udover Philippa. "Det må de gerne" sagde hun og tog imod Racos arm og gik væk fra dansegulvet sammen med Raco og Philippa. Luce slap dog Racos arm da de var kommet væk fra dansegulvet.

Da Katrina kom hen til dem fik Luce et mindre chok da hun ikke helt havde vænnet sig til, at hun ikke kunne mærke eller høre andre folks varlsere når de var tæt på hende. Hun vendte sig dog imod Katrina og smilede stille da hun præsentere hende for Raco og Raco for hende og Philippa. Hun grinte lidt og smilede sødt til Katrina "Texian har allerede præsenteret sig, men vidste dog ikke, at han var din farfar før nu" sagde Luce stille. "Grunden til der er noget tid siden også vi har set hinanden i handelshuset er fordi der har været nogle ting som der skulle styr på med Speedy og nogle af de nye piger som er kommet til Luce skal finde rundt i planerne nu, hvor Luce ikke har Speedy som hjælp, men vi regnet med, at så snart vi har fundet Speedys afløser og de andre hjælpere er sat mere ind i situationen så kommer vi nok oftere til handelshuset igen" forklarede Philippa for Katrina. Luces smil forsvandt dog kort fra hendes læber da samtalen kørte over imod Speedy. Luce havde stadig virkelig svært ved, at acceptere at Speedy var blevet for gammel og der kunne gå lang tid før hun fandt en ny bedsteven og hun vidste ikke hvor længe hun rent faktisk havde Speedy.

Drake nikkede roligt "okay vil prøve på at huske det" sagde han roligt som svar på hvad butleren sagde til ham, efter han så butleren vendte og gik væk fra ham, roligt kiggede han så lidt omkring før han rettede sig op og gav sig til at gå lidt rundt i salen, dog gik han ikke hvor folk dansede.
Mens han gik rundt der kiggede han rundt af og til, men han kiggede dog ikke ligefrem efter noget bestemt, selvom det nogen gange godt kunne se ud til at han var, men det var kun hans måde han kiggede på, men han håbede dog bare ikke at folk ville tro at han var ude på noget.
Han stoppede roligt op efter lidt tid, hvor han så lænede sig igen op af væggen, han havde ikke det helt vilde og lave til denne her fest, måske var det mest på grund af at han ikke kendte de felste der var her, men han var nu stadig glad for at han var kommet uanset hvad, da det sådan set gav ham chancen for at lære i hvert fald en og kende.
Dog var han ikke lige den person som ville tage kontakt med folk ud af det blå, medmindre han gik ind i en som han allerede havde gjort en gang til denne fest, dog var det ikke med vilje at han havde gjort det, dog lærte han mandens navn og kende men det var jo stadig ikke meget.

Lucky lagde godt mærke til hvordan at Jake hviskede til Rafaela, og han valgte dermed at kigge væk. Det virkede trods alt til at være noget meget privat, og sikkert ikke noget som Lucky skulle overhøre ved en tilfældighed. Han så ud mod de dansende par for et kort stund, og tænkte sig til hvordan det måtte være at danse så tæt med en anden. Selv havde han højst prøvet at linke armene sammen med vennerne når de var i byen, men han havde ligegodt aldrig prøvet pardans. Hans søster havde spurgt om han ikke kunne have tænkt sig at lære et par danse, så han havde, kunne danse til festen, men han havde pænt takket nej. Han var ret sikker på at han ikke selv ville byde nogen op til dans... derudover var sandsynligheden for at nogen ville byde ham op til dans nok ret lille.

Han vendte sin opmærksomhed tilbage mod Jake og Rafaela da det virkede til at Jake var færdig med det som han skulle sige. Han lyttede til både Jake og Rafaela's fortælling om hvordan de mødtes, og han kunne ikke lade være med at smile. De var simpelthen så søde sammen, og han var blot glad for at de havde fundet hinanden efter så mange år. Han lagde dermed mærke til at Jake sagde at han var blevet far til nogle børn som Rafaela havde... så familien var nu endnu større.
Han spærrede nu øjnene op endnu engang da Rafaela fortalte at det lige godt var 170 år siden... Så, hun var nok ikke så ung igen. Lucky skulle virkelig vende sig til at væsner som han selv og dem omkring ham ældes anderledes, men han havde troet at Rafaela var på hans egen alder... eller under.
Han følte sig en smule flov, men han håbede blot ikke at det kunne ses på ham. Han havde trods alt ikke lyst til at fortælle at han havde troet hende ufattelig ung... men så igen... var der ikke noget med at kvinder ikke havde noget imod at blive skudt til under deres alder?

"Det lyder... som et par år siden, men det glæder mig at høre at i blev ført sammen. I virker som et nydeligt og elskeligt par," kommenterede Lucky venligt og smilede til dem begge to.

"Er også glad for at du fandt kærligheden igen Jake..." Ikke at Lucky helt vidste om grunden til at han mistede den til at starte den... men han gik ud fra at det nok ikke var noget rart, så han undlod at kommentere yderligere på det.

Pludselig kom en tjener over til Lucky med nogle drinks, siden at de havde lagt mærke til at Lucky intet havde i hænderne. Lucky kiggede ned på fadet med drinks som alle var i nogle fine glas. Det lignede alt sammen vin, og Lucky to et glas derfra. Tjeneren serverede til dem som manglede rundt omkring inden at de gik videre. Lucky stod nu tilbage med vinen i hånden og anede ikke helt hvad han skulle gøre af det. Han havde kun prøvet vin én gang, og det havde ikke været så godt, men han havde taget det blot for at være høflig.

"Hvor er børnene så henne her til aften? Jeg synes ikke at jeg kan se dem," konstaterede Lucky idet at kom i tanke om at han ingen børn havde set. Det var dog muligt at de nok rendte rundt igen, men det ville nok ikke være så forsvarligt med al den alkohol samt mængden af folk.

Han lo hjerteligt af hendes kommentar om at det kun havde været knap to hundrede år fra deres første møde til de havde mødt hinanden igen.
”For mig føltes det som flere århundrede. Men det skyldes nok også at der er sket så meget i løbet af de knap to hundrede år. For ikke bare at sige de sidste næsten tredive år.” Han nussede hende kærligt på ryggen med blide og beroligende bevægelser.
”Jeg undskylder, Raf. For at tale om ting, som du ikke er glad for.” Hans øjnene fortalte tydeligere end ord, at han virkelig var ked af at hun var blevet flov over hans ord. Han forventede ikke at hun svarede, men hvis hun gjorde ville han naturligvis lytte.

Da Lucky begyndte at tale, så han over på sin fætter med et smil. Han kunne godt fornemme at Lucky stadig var lidt forvirret over alt det der var sket, men dette var ikke stedet at snakke om det.
”Mange tak, Lucky. Jeg er skam også glad for at guderne velsignede mig med endnu en familie.”
Et blik på Lucky efter at denne havde taget et glas vin, smilede Jake venligt. Tjeneren rakte bakken frem mod ham og Raf, men Jake rakte roligt hånden frem mod Lucky for at ville fritage ham fra glasset.
”Så vidt jeg husker, så er du ikke meget for alkohol. Er der noget andet du kunne tænke dig at drikke? Intet er for godt til min fætter og gæst.” Han sagde det med en blid og venlig stemme, som om han nærmest viste at Lucky kunne blive nervøs eller flov over det. Tjeneren bøjede hovedet en smule og ventede høfligt på at høre hvad gæsten sagde, for så at hente det til gæsten. Hvis Lucky gav Jake glasset, ville han tage det og drikke lidt af det.
Så snart tjeneren var gået, smilede Jake varmt til Lucky.
”Du har intet at være nervøs for her. Men ja, jeg kan godt forstå dig hvis du føler noget andet. Stedet her er utrolig anderledes end de steder vi begge er vant til. Og hvad angår børnene… Så har de deres egen fest med andre børn i deres legeværelse, sammen med deres guvernanter. Ikke at jeg normalt overlader dem til sig selv, nej jeg elsker at have børnene sammen med mig eller os begge. Desuden er mange af gæsterne her familier fra byen, og de var utrolig glade for at kunne tage deres børn med.”

Rafaela smilede stille og nød at Jake nussede hende på ryggen. Hun kiggede sødt på ham "Jeg ved godt, at det har føltes som meget længere" sagde hun sødt til ham. Hun kiggede på ham med et roligt blik.
Hun bed sig dog lidt flovt i underlæben da han undskyldte. Det var som sådan ikke fordi hun ikke var glad for den snak, men Rafaela havde bare altid haft en tanke om, at det aldrig ville ske for hende så det havde føltes helt uvirkeligt når ham og hendes mor havde snakket om det. Det havde mere føltes som en drøm end virkeligheden. Hun kyssede ham stille på kinden "Det er okay Jake." sagde hun stille. Hun tænkte det var nok et emne de skulle tage senere alene uden der var andre omkring dem da der var mange følelser der lå bag hos hende.

Rafaela kunne godt se på Lucky han havde blevet overrasket over hendes kommentar omkring hvor lang tid siden der var gået imellem. Hun vidste dog ikke helt om han havde skudt hende til, at være yngre eller ældre, men hun smilede blot venligt til ham og lod det passere for hun mente ikke, at der var nogen grund til, at gøre ham flov eller utilpas over situationen. Rafaela log dog Jake og Lucky snakke sammen for det var jo trods alt Jakes fætter og det havde jo været længe siden de havde set hinanden sidst.
Da tjeneren kom hen med bakken til dem rystede Rafaela lidt på hovedet og smilede venligt til tjeneren. "Vand til mig med citron" sagde Rafaela venligt til tjeneren der nikkede og kiggede derefter hen på Lucky for, at se om der var noget han skulle tage med til ham.
Rafaela kiggede skiftevis på Jake og Lucky "Drikker ikke selv rigtigt alkohol så du skal ikke drikke det bare fordi det er et fint selskab du er i" sagde hun venligt til Lucky.
Rafaela stod stille og lyttede på Jake fortælle om den lille fest børnene havde på legeværelset. Hun overvejede kort om hun skulle liste ud fra festen for, at se til dem. Hun kiggede sig omkring på de andre forældre der hyggede sig og snakkede med hinanden på kryds og tværs. Rafaela syntes det havde været en rigtig god ide, at børnene også kunne komme med for, at de kunne lære de andre børn i byen, at kende og Rafaela havde den indstilling, at Emily og Reine skulle behandles som andre børn og kunne lege med de børn fra byen som almindelige børn og ikke holdes tilbage pga. Jake var raceleder.

Idet Rafaela skulle til, at sige til Jake at hun ville op og kigge til børnene kom Reine løbende ind i festsalen med en af guvernanterne i hælene. Reine havde stukket af fra festen på legeværelset for, at se sin far "FAAAAAAAAAAAR!" råbte Reine så det ekkoede i hele festsalen. Reine løb rundt imellem folkene og hev fat i hver en mand og kvinde han kom til for, at finde sine forældre. Guvernanten var hele tiden nogle få meter fra Reine og sagde flere gange til ham at hun skulle stoppe med det pjat han var igang med. Da Reine endelig fandt Jake og Rafaela tog han fat i Jakes ben og begyndte at kravle op i hans favn og klamrede sig til ham "Far du lovede at komme op til os!" sagde Reine bestemt med et fornærmet ansigtsudtryk. Guvernanten kom forpustet hen til dem og kiggede undskyldende på Rafaela og Jake
"Din møgunge du ved godt dine forældre nok kommer" sagde guvernanten til Reine "Undskyld Hr. Blackfire knægten er meget hurtig" sagde hun. Man kunne tydeligt se og høre på hende, at hun var blevet meget forpustet over at løbe efter Reine.
Rafaela smilede og fniste kort over Reine havde holdt sig mere fast til Jake end hende "Ja når Jake er i nærheden er det kun ham der dur så kan jeg sejle i min egen sø" sagde Rafaela med latter i stemmen og smilede kærligt til Reine og Jake. Rafaela vidste dog ikke helt hvad hun skulle mene om guvernanten på måden hun var kommet hen til dem på og måden hun snakkede til Reine på, men hun tænkte at hun måtte tage den med Jake senere når de var alene.

Da en anden mand kom hen til dem kiggede Rafaela undersøgende på ham. Hun vidste ikke hvem han var, men hun havde lagt mærke til ham de gange hun havde haft kigget på Raco og så han havde været der så det havde sikkert været en som fulgtes med Raco. Hun kunne godt se på ham, at han ikke var draconainer og hans lugt mindede mere om en dæmons. Hun trak vejret dybt og smilede dog venligt til ham og rakte en hånd venligt ud imod ham for, at hilse på ham "Dem har jeg vidst ikke fået hilst på. Jeg hedder Rafaela Morladin hvad hedder de?" spurgte Rafaela nysgerrigt. Hun var samtidig også ret nysgerrig over, at finde ud af hvad det egentlig var for en race han var.
Rafaela smilede venligt til manden og nikkede stille "Ja der har Jake vidst hvordan han ville have tingende" sagde Rafaela. Hun ignorerede lidt omkring at han skulle haft hevet Raco med for, for hendes skyld kunne Raco været blevet væk eller endnu bedre havde skibet sunket og han var den eneste som ikke overlevede. Man kunne dog ikke se den vrede udenpå Rafaela for der stod hun bare roligt og smilede til andre, var høflig overfor dem der var tæt på hende.

Raco så på Katrina og så på Luce. “Beklager Madam, mit vidunderlige barnebarn har brug for at snakke med mig.” Sagde han og kyssede hendes hånd farvel. Han vendte sig om mod Katrina og nikkede. “Hvad med at vi finder en lille snack eller noget?” Spurgte han og begyndte at gå over i et stille hjørne med et mindre bord. Raco havde en anelse om hvad de vil snakke med ham om, men han vil ikke vædde med det.

“Jeg vil ønske du og Tal var de første som mødte Tex. Han havde virkelig set frem til at møde jer før festen. Desværre mødte Jake ham ikke på det bedste tidspunkt. Det ender med at du får en enorm familie ud af alt det rod som jeg laver.” Han kløede sig i nakken og flyttede på fødderne. “Beklager, men jeg havde slet ikke tænkt mig at komme. Den skyld vil gå til Texian, som slæbte mig med ombord på mit nye skib.”



Texian tog imod den unge frues hånd. “Texian Ital Richards.” sagde han og sendte et høfligt smil. Han kunne ikke se vreden, men Raco havde gjort det klart at han ikke ville møde hans racerleder eller denne kvinde. “Er der ondt blod mellem jer tre?” spurgte han og lagde hovedet på skrå. “Han var ret stædig med at han skulle undgå jer.”

Imens Kat gik over til Raco, hentede Dust dem noget at drikke. På hans vej, stoppede han op da han kom i nærheden af Drake, da han havde noteret sig af, at denne fremmede var kommet hen, for at spørge om han kunne være behjælpelig tidligere, da der var problemer med de unge gutter, der havde stjålet Luces bind, og ødelagt det før de var løbet væk. Dust rakte en hånd frem mod Drake, i det han ville præsentere sig selv, da han syntes det var ærgeligt, at Drake bare stod her helt alene, og lignede en der ikke rigtig kendte nogen.
"Hey, mit navn er Dust! Jeg tænkte jeg lige ville præsentere mig selv, før jeg smutter tilbage til min mage, da jeg håbede vi måske kunne snakke sammen senere, når jeg har lidt mere tid igen?" sagde han i et venligt tonefald, og med et mildt smil på hans læber. Han ventede til Drake havde præsenteret sig selv, og givet et svar på hans forespørgsel, før han gik videre, og hvis Drake ønskede at snakke med ham senere, ville Dust give et anerkendene nik, før han gik videre.

Da han havde hentede drikkevare, behøvede han nærmest ikke at kigge sig omkring, for at finde ud af hvor Kat var henne, han vendte sig bare direkte i retning af hende, og gik hen mod det bord, Kat og Raco var gået hen til, så de kunne snakke sammen. Dust satte Kats rødvin foran hende, kyssede hende på kinden, og smilede så lidt til Raco, før han tog en tår af sin drikkevare. Han var faktisk glad for, at denne Texian havde fået Raco til at komme til festen, da det betød endnu et ansigt Dust genkendte, og som han nu kunne snakke med, sammen med Kat.
"Jeg er faktisk glad for, at Texian fik dig til at komme her i aften, især nu hvor jeg blevet nysgerrig omkring din mulighed for et barn!" hans stemmeføring var mild, alt imens han snakkede i et mere privat toneleje, så det mere eller mindre var dem der sad ved bordet, som kunne følge med i hvad han sagde.

Kat fuldte smilende med sin farfar over til hjørnet, hvor han stoppede op. Hun kyssede ham kærligt på kinden og smilede varmt til ham.
”Du kan være ganske rolig. Stedfarfar syndes faktisk godt om dit valg. Det fortalte han på vej hjem fra Minotaris.” Hun tog hans hånd og gav den et venligt klem, som han havde gjort flere gange gennem hendes opvækst, samt gav ham et varmt knus. Hun kunne godt mærke at han var utilpas med at være her, men hun var oprigtigt glad for at han var kommet.
Da Dust kom over til dem, smilede hun og gengældte gestusen ved at kysse ham på kinden.
”Jeg er også meget glad for at i begge kom. Og for at svare dig på det andet du sagde omkring familie. Så har jeg intet imod en enorm familie, så længe du er lykkelig. Faktisk… ser jeg frem til at lære Texian bedre at kende. Særligt når han har kunne fået dig ud på en rejse, men også fordi han har kunne få smil frem hos dig, selv om det nok mere er indvendigt end udvendigt.” Hun blinkede let drillende til ham.

Luce smilede venligt til Raco da han undskyldte for, at måtte stoppe samtalen med hende for, at snakke med Katrina. "Det er helt i orden. Det var rart at møde dem" sagde Luce venligt.
Luce følte sig mere eller mindre lidt aflukket fra selskabet da hun ikke ligesom alle andre kunne gå frit rundt og snakke med nogen. Hun kunne jo ikke se andre og hun vidste at folk generelt havde svært ved, at gå hen til en der var blind og snakke med vedkommende.

Hun stod og snakkede lidt med Philippa da der pludselig hørte et barnestemme der råbte efter sin far. Luce troede først, at det var en af børnene til nogle af de andre gæster der var til festen, men da Philippa fortalte, at det var Rafaelas søn Reine der havde råbt efter Jake kom der et lille smil frem på hendes læber. Luce havde aldrig hilst på Reine eller Emily. Der havde været en masse rundt omkring som havde gjort, at et møde havde været mere kompliceret. Philippa førte Luce hen til Jake og Rafaela så hun i det mindste kunne hilse på Reine, hvor hun så senere ville kunne lære ham og Emily bedre at kende.
Philippa forklarede kort hvad det var der skete omkring hende og Luce smilede "Det glæder mig, at mit barnebarn er blevet glad for sin nye far" sagde hun stille og smilede roligt til Jake og Rafaela. Luce ville ikke gå hen til Reine før enten Jake eller Rafaela havde givet tilladelse til det for Luce vidste at det kunne virke skræmmende for børn, at møde nye mennesker og specielt folk der var anerledes som fx Luce der var blind.

Luce undrede sig over, hvad der begyndte, at foregå da Texian snakkede om ondt blid imellem nogle personer. Luce vidste ikke hvad der var ved, at foregå, men hun havde en ide om, at det kunne være med til, at skabe nogle konflikter eller trykke på nogle af de knapper som ville kunne få Rafaelas temperament op i det røde felt igen, men hun valgte, at holde sig så vidt muligt udenfor den konflikt.

Drake som bare stod der lænet op af væggen, mens han passede sig selv mere eller mindre, folk kunne jo stadig komme hen til ham og snakke med ham, for det var jo ikke sådan at han udelukkede sig fra at være social til festen her,
Som han stod der og kiggede rundt, hvor han så lidt efter rettede sit blik mod en som snakkede til ham "hyggeligt at møde dig Dust mit navn er Drake og det kan vi skam godt finde ud af" sagde han roligt som svar til hvad der var blevet sagt til ham, man kunne sige at han ikke ligefrem havde regnet med at der ville være nogen som ville snakke til ham så hurtigt, efter at han var gået fra flokken af folk som han havde spurgt om han kunne hjælpe, men det var nu rart nok.
Han kiggede roligt efter dust da han gik og nu kunne man jo kun tænke sig til hvad de ville komme til at snakke om, da de nok først skulle lære hinanden og kende, i hvert fald mere end bare ved navn, eller det håbede Drake da på at han kunne komme til at lære folk og kende bedre end han gjorde lige nu.
Han stod lidt og tænkte for sig selv, måske skulle han selv prøve og se om han kunne komme i kontakt med en af de mange folk some var til sted, det var jo ikke ligefrem fordi han havde noget og miste, så han rettede sig op og gav sig til at gå stille og rolig rundt i salen igen.

Det var intet under at Lucky følte sig en smule som et barn under disse omstændigheder, hvilket han tydeligvis ikke var, men når man var så meget yngre... ja, så var det vel ikke så underligt igen. Der var dog ikke så meget at gøre ved det, for han var vel bare født på det tidspunkt som han nu var. I alt fald hjalp det heller ikke at føle sig som et lille barn, men det var svært når det var at Jake skred ind og ville tage vinen fra ham. Lucky mindes ikke at han havde fortalt at han ikke brød sig om alkohol. Mest fordi at det overhovedet ikke passede siden at Lucky drak det i stor stil - han drak bare ikke vin, men det kunne sagtens være at Jake antog vin som værende ordentligt alkohol. Kan også være at det passede taget i betragtning af det billige sprøjt som Lucky drak sammen med sine venner. Det var hvad de havde råd til og havde lært at elske med tiden... dog, vis det var rigtigt så fortrak Lucky mørk øl og mjød. Han var dog ikke så sikker på om der var noget til så fin en fest som denne, men det gjorde vel ikke noget at spørge om det. Det kunne trods alt ikke være alle som drak vin, vel?

"Jeg drikker skam... bare ikke vin," erkendte Lucky og smilede til Jake. Han rakte sit glas til Jake og lod ham dermed tage imod. Der var trods alt ingen grund til at lade det gå til spilde. Især ikke når nu der var andre som bedre kunne sætte pris på det. "Du skulle vel ikke have noget mjød?" spurgte han når nu Jake tilbød noget andet. Han blev dog en smule rød da Jake sagde at der var intet for godt til hans fætter... det varmede i brystet at høre sådan noget og hans smil blev da også større, som tegn på hans taknemmelighed. Han var også meget taknemmelig overfor hvad Rafaela sagde, at det skam ikke var nødvendigt at drikke vis han ikke ønskede det. Det var meget betænksomt af hende.

Han vidste dog ikke helt hvad han skulle svarer til det som Jake sagde næst, men han endte med kort at kigge lidt ned i gulvet. Det var en smule flovt at han havde det sådan her, og følte at han stak ud som en kæmpe tommelfinger. Han var her trods alt for at fejre Jake og for at lære ham bedre at kende... så det var ikke helt fair for Jake at Lucky havde startet ud med blot at ønske at tage hjem. Hjem til hans trygge rammer... hjem til hans beskidte og larmende smedje. Et sted hvor han i sandhed kunne føle sig som sig selv, og ikke ønske at han var nogen anden.
"Jeg... beklager at det har været så tydeligt... Det er bare," Lucky havde svært ved at finde de næste ord. Han ville så gerne forklare det på en ordenlig måde, og som ikke kunne lyde... tja, som havde han noget negativt at sige til alt dette. For det var en pragtfuld fest, og Lucky kunne se at Jake havde gjort meget ud af det... det var bare alt sammen...

"Meget... Det er bare meget på én gang..." endte Lucky med at sige. Det var dog en smule rart at vide at Jake forstod siden at han selv havde været vant til noget meget andet. Han havde trods alt været en pirat som havde sejlet rundt med sin besætning... hvorved at der nok var nogle helt andre regler.

Lucky lytte til det Jake sagde omkring børnene, og det var da pudsigt at idet han havde fortalt om det, at der kort tid efter kom nogle børn farende. Lucky blev i alt fald overrasket og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Han kunne skam selv godt lide børn, men børn havde det tit med at blive skræmt over hans størrelse... samt hans manglende mimik og hans store ar. Det var dog ikke fordi at alle børn var skræmt af ham... hans søsters børn kunne meget godt lide ham, men det havde nok også noget at gøre med at de var hans familie. Lucky smilede dog da barnet kravlede op af Jake, som et lille firben. De virkede til at være meget optaget af Jake, og ville nok ikke ligge mærke til andre, så Lucky kunne slappe lidt af.

Dermed vendte Lucky sin opmærksomhed mod manden, Texian, som var ankommet og som virkede til at kende til både Jake og Rafaela. Han nikkede som i en hilsen til ham. Lucky løftede dog brynet en smule da Texian nævnte noget med ondt blod... dette kun umuligt være godt.

Jake smilede venligt og nikkede forstående til Lucky. Så snart tjeneren havde hørt Luckys ønske var han gået for at efterkomme det. Jake havde en forståelse for at Lucky syndes det hele var overvældende, hvilket var fuldt forståeligt.
”Hvis du ønsker at overnatte her, så har vi et værelse til dig. Så kan vi snakke mindre formeldt i morgen.”

Han kunne ikke andet end le højt og hjerteligt, da han hørte Reine kalde på ham, hvilket sikkert også havde hjulpet drengen over til dem. Musikerne fik nærmest et chok, hvilket gjorde at et par af dem fik frembragt en flask tone og musikken stoppede, hvorfor Jakes latter tydeligt kunne høres i salen.
Da Reine begyndte at kravle op af ham, løftede han hurtigt drengen op og kyssede ham på kinden.
”Ja, jeg gjorde… Og havde faktisk tænkt mig at komme op til jer om kort tid.” Han så ned på guvernanten med et hævet øjenbryn og et letter skulende blik.
”Eva. Jeg venter at se dig på mit kontor i morgen, timen før middag. Der kan vi snakke om dit valg af ord. Men for nu, kan du vende tilbage til børnenes fest.” Hans tone var ikke til at tage fejl af. Der ventede hende afgjort en mindre behagelig samtale. Det kunne også ses på hende at hun afgjort havde fortrudt sine ord, så hun skyndte sig at forsvinde ud af salen igen. Jake vendte igen en del af sin opmærksomhed til sin søn og nussede ham let med næsen på Reines kind, inden han vente sig smilende mod Raf.
”Det er noget du tror, min skønne. Jeg er sikker på at hvis du ikke var her, så ville han spørge efter dig konstant.” Han lænede sig lidt tættere på hende og kyssede hende blidt på kinden.

Da Texian kom over til dem, nikkede Jake smilende til ham og rakte den frie hånd frem for at ville hilse venligt på sin soulmates nye ven.
”Texian. Dejlig at du kunne få lokket ham med, og godt at se at i to stadig er sammen. Hvad mener du med ondt blod mellem os?” Der var intet som tyde på at Jake var jaloux over at Raco havde fundet en anden. Dog fornemmede han godt på Raf at hun ikke var tilfreds med at de var her, og nu med det spørgsmål som Texian havde stillet… Hvad skulle det betyde?
Tjeneren kom tilbage med drikkevare til Raf og Lucky, og forsvandt derefter ud i salen igen.

Rafaela kunne godt forstå, at Lucky havde det svært med alt det formelle som var her. Rafaela hadet alt det formelle, men hun var nød til at vænne sig til det hvis hun altså ønskede at være sammen med Jake for hun var sikker på, at der ville komme mange flere formelle begivenheder både på drageborgen men også når hun bare gik rundt i byen. Hun smilede venligt til tjeneren da han kom med hendes vand og tog en tår af den.

Rafaela elskede at se Reine og Jake sammen for hun syntes virkelig, at det var noget af det bedste syn som hun kunne opleve. Det havde også været pga børnene som havde gjort at hun måtte haft tænkt sig en ekstra gang om hun ville forlade ham eller ej efter episoden med Raco som stadig generede hende så længe Raco og Texian var i nærheden. "Okay far" sagde Reine sødt og puttede sig ind til Jake.
Rafaela havde det fint med, at Jake satte Eva, guvernanten, sagde til hende, at hun skulle møde ham i morgen. Rafaela valgte dog bevidst ikke, at blande sig i det og smilede istedet hen imod sin mor "Ja det er dejligt" sagde Rafaela og smilede, hvor hun kiggede på Jake da han snakkede til hende. Hun grinte lidt "Det havde han nok, men det er mest dig han opsøger" sagde Rafaela og lukkede kort sine øjne da Jake kyssede hende på kinden.

Rafaela kiggede på Texian med et undersøgende blik og lugten af dæmon blev lidt tydeligere for hende. Det var en lugt som man ikke kunne tage fejl af og slet ikke når man var opvokset blandt dæmoner. Rafaela kunne dog høre på Jake, at han havde mødt Texian før og det undrede hende faktisk, at Jake ikke havde fortalt hende det. Hun blev dog lettere irriteret da Texian spurgte om der var ondt blod imellem dem og Raco. Rafaela trak vejret dybt og tog Reine fra Jake "Skat Philippa og sin mormor følger dig lige op på værelset så kan du vise dem alle dine legesager og hvor du og Emily har soveværelse. Vil du gøre det for mig så kommer far op til jer lige om lidt?" spurgte hun ham og kiggede bedende hen imod Philippa med et blik som sagde, at hun ville have Reine væk. Reine havde kigget hen på Philippa og Luce og smilt stort "Er det mormor? Hun kan jo ikke se noget mor" sagde Reine. Rafaela smilte stille "Nej det rigtigt, men derfor har hun Philippa, men så kan du stadig fortælle hende om alt ikke?" sagde Rafaela og smilede sødt til ham. Reine nikkede efter han havde tænkt lidt over det "Jo mor. Vil jeg gerne" sagde Reine. Rafaela rakte Reine til Philippa.
Hun vinkede efter dem da de gik.
Hun kiggede derefter igen på Texian med et mere alvorligt blik "Jeg synes du skal spørge ham selv hvad der foregår" sagde hun med et lettere vredt og irriteret undertone i sin stemme "Eller spørge ham hvordan han ser på forædere og folk der ikke holder deres løfte så kan du komme igen" sagde hun irriteret og drak af sit vand. Det blev langsomt tydeligere og tydeligere, at det havde været imellem hende og Raco der var problemer og ikke imellem Raco og Jake. Rafaelas hale lovrede mere voldsomt bag hende. Hun var sådanset ligeglad med hvad Texian mente om det hun sagde, men hun sagde til gengæld noget som hun kunne stå indenfor og ville stå fast ved.

Raco så mellem dem, før han skiftede sit blik til Texian. Han var gået hen for at snakke med en gruppe, mens Raco talte med Katrina og Dust. “Du vil ser mig smile mere, hvis barnet overlever. Det er hvis Rafaela ikke myrder mig. Det løfte jeg brød nager mig, men jeg vil gøre det om igen. Om jeg så skulle ende med at stå kun med mine folk og være set ned på. Det og så Texian har lagt krav på barnet gennem bloodbond og ægteskab. Barnet ville ikke lærer Jake at kende ret godt, hvis Texian vælger at vi skal have hovedbase i Minotaris.” Raco trak på skuldrene. Han havde håbet at Rafalea forstod, men det ville nok først ske når helvede frøs til.



”Han fortæller mig at han brød et løfte, men på en måde fortryder han det ikke rigtig. Raco har ændret sig, little one. Han er villig til at give folk endnu en chance i tro om at de kan ændre sig. Hvorfor tror du ellers at han familie er her? Han arbejder på at kunne arbejde med dem.” Texian havde skiftet til en afslappet stilling. Løftet mellem denne kvinde og Raco måtte virkelig havde betydet noget. Dæmonen ville udspørge sin mage, efter han var færdig med at snakke med denne unge frue. Han vendte sit blik mod herskeren. “Selvfølgelig, til sensommer vil han begynde at gå under Richards eller Ital Det kommer an på hvad der passer ham bedst og om det vil matche barnets navn.” Han havde et smil på læberne og hans blik var på Raco.

"Dit kommende barns overlevelse, er min højeste prioritet, hvis altså du ønsker min hjælp, det eneste jeg har brug for at vide er, hvordan din evne relateret til barnet fungere, så jeg har en bedre ide om hvad jeg laver, i mit forsøg på at hjælpe dig!" sagde Dust mildt, mens han lagge en arm om livet på Kat, så hun kunne mærke på ham, at han var glad for at have hende ved sin side. Dust var glad for, at kunne lave noget han i det mindste var bedre bekendt med, i form af at prøve at hjælpe Raco, med at give hans kommende barn, en bedre chance for at leve.
"Jeg kan måske også hjælpe lidt, gennem barnets første år eller 2, så dit barn får de bedste muligheder for, at vokse op og blive en stolt og stærk efterkommer!" mens han snakkede, nussede han mildt Kat over hoften, hvilket nok var en instinktiv handling, han havde tilegnet sig, efter hun var blevet hans mage. Nu hvor han havde fortalt Raco, at han var villig til at hjælpe, var det op til ham at vælge, om han ville modtage Dust's hjælp, så Dust tog en tår af sin drink, mens Raco havde mulighed for, at tænke over det og svare ham, om han ønskede hans hjælp.

Hun blinkede overrasket over hans snak om at han havde brudt et løfte, og at han ville gøre det om igen. Det måtte betyde at Raf havde pålagt ham et løfte som havde noget med Jake at gøre. Og Kat kunne levende forstille sig at det måtte være noget med at hendes bedsteforældre ikke måtte se hinanden.
Et skævt og letter fanden-i-voldske smil viste sig på hendes ansigt og hendes øjne lyste gavtyv agtigt. Hun var klar på at hjælpe dem til at bryde løftet om igen, hvis det blev nødvendigt.

”Slet ikke min skyld at stedfarfar kom så hurtigt hen til dig. Men dejligt at Texian har gjort krav på barnet.” Hun prøvede ikke en gang at skjule, at det var hendes skyld.
Hun smilede lidt mere normalt til Dust, da han lagde en arm om hende og lyttede roligt til det han sagde til hendes farfar. Hun var glad for at det så ud til at de kunne hjælpe ham på flere måder og kyssede blidt Dust på kinden, da han kærtegnede omkring hendes hofte.

Luce kunne godt fornemme på måden guvernanten var kommet på og Jakes reaktion på dette havde gjort, at det ikke havde været så smart. Hun kunne selvfølgelig godt forstå Jake for hun syntes heller ikke selv at det havde været en ordentlig måde hun var kommet på hvis hun selv skulle sige det, men Luce valgte at forholde sig neutral til dette og smilede blot venligt til dem omkring hende imens. Philippa stod også blot stille og lod de andre snakke og lod være med, at blande sig da hun jo blot var der for, at Luce kunne komme rundt.

Da Rafaela havde sagt til Reine, at Luce og Philippa ville følge ham op på værelset igen kunne Philippa godt se på Rafaela at det ville betyde så meget for hende og det ikke lige var en situation hun ønskede Reine var i. Philippa havde smilt venligt til Rafaela og nikkede kort som tegn på, at hun ville gerne hjælpe. Luce havde fornemmet i et stykke tid, at der lå noget i baggrunden som blot ventede på det rette tidspunkt, at komme frem. Luce havde blot grint af Reines kommentar om, at hun ikke kunne se noget og Rafaelas svar "Det kan godt være jeg er blind Reine, men jeg er altid klar på, at lege og møde mit barnebarn og jeg ville elske at møde din storesøster og se jeres værelser" sagde Luce til Reine der havde smilt over Luces kommentar samtidig med, at han undrede sig over hvordan hans mormor kunne være blind og stadig se noget.
Philippa tog imod Reine og bar ham i den ene arm imens Luce holdt fast i hendes anden arm.
På turen op til værelset havde Reine spurgt om hvordan Luce blev blind og hvor længe samtidig med han også fortalte om hvor stort hans værelse var og hvor højt han elskede sine forældre og fortalte om alt det han havde oplevet med det han kunne huske og det han ikke huskede 100% havde han fortalt nogle fantasihistorier som han troede var sandt, men som ikke havde foregået.

Lucky var enlig meget glad for at Jake tilbød ham et sted at sove. Det var dog ikke fordi at han ikke allerede havde sørget for et sted at være, men det var nok lige en del rare at være et sted som dette. I alt fald i forhold til et kroværelse. Han nikkede dermed taknemmeligt til sin fætter, og præsterede et lille smil. Chancen for at tale mindre formelt med sin fætter var også noget af et eftertragtet tilbud. På den måde skulle Lucky ikke tænke for meget, og ville blot være i stand til at være ham selv. Han forestillede sig også at det var noget som Jake også kunne trænge til. Lucky havde trods alt ikke haft fornemmelsen at dette var noget som faldt Jake naturligt ind - sådan en stor fest med en masse folk, hvorved han nok ikke selv kendte de fleste af dem. Det kunne han vel umuligt, taget i betragtning af hvor mange som her enlig var. Lucky turde i alt fald ikke tænke på det...

Lucky lod derefter sin opmærksomhed blive hos Rafaela og Luce, da Jake så ud til at være svært optaget af sit barn. Dette var dog lige indtil at Rafaela bad sit barn om at gå med Luce... og væk var de. Lucky havde i mellemtiden modtaget sin drik, som han fik først op til sine læber. Det duftede fantastik, og idet han smagte på det kunne han godt mærke at dette ikke ville blive sidste gang at han drak det her til aften. Smagen af hans mjød var helt ubeskrivelig... og han ønskede blot at han ville kunne få noget af dette med hjem. Mon ikke han ville kunne spørge Jake senere om en enkelt tønde. Hans far var også stor mjød-drikker og ville sætte meget pris på denne mjød.

Lucky tog yderligere en tår, men denne var lidt større, da han følte at han nok ville få brug for det... især sådan som situationen foran ham udspillede sig. Den virkede ikke alt for venlig, og han overvejede om han skule gå... men, hvor i alverden skulle han så gå hen? Han måtte bare holde ud, og drikke lidt mere... Især når de begyndte at tale og brudte løfter og Raco... og børn.

Jake var ikke meget for at Reine blev taget fra ham, men han kunne godt forstå Raf. Dette var ikke en samtale for børn. Så han vinkede smilende til Reine, mens han blev båret væk.
Han lyttede roligt mens Raf talte og kunne godt forstå hendes irritation. Derfor begyndte han at nusse hende beroligende på ryggen, i håb om at hun ikke tændte helt af.

Han viste dog ikke helt hvad han skulle sige til det som Texian sagde om Racos familie. For han gættede på at det var Fire familien han snakkede om.
”Hvis du tænker på Fire familien, så er jeg overrasket over at han så meget som overvejer et samarbejde med dem. Særligt efter det var dem, der torturede ham.” Og da Texian snakkede om at Raco snart ville få et andet efternavn, nikkede Jake blot forstående og smilede venligt. Utroligt nok følte han ingen smerte ved det, hvilket han var ret overrasket over. Men så igen, han havde jo de sidste par måneder selv gennemgået en del forandring på det punkt, hvor han havde fokus på Raf og børnene.

Rafaela lignede en som kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. Hun reagerede dårligt nok på Jakes hånd der nussede hende på ryggen for, at berolige hende. Hun stod stille og lyttede til det Texian fortalte om Raco. Det var tydeligt, at se og mærke på hende at det ikke beroligede hende det mindste det han sagde. Hun blev snarre mere vred da Texian fortalte, at Raco på en måde ikke en gang fortrød det. Hendes blik blev mere og mere opslugt med vrede, hævn og had. Hendes krop begyndte at blive meget varmere end den havde været før. Det var stadiet lige før hendes evne ville vise sig ved, at hun ville gå op i flammer. Hun var mere eller mindre ret ligeglad med hvad de andre tænkte i øjeblikket. "Jeg ville elske at opleve hvordan han ville have det med, at hans mage var sammen med en anden uden hans viden eller noget og først få det at vide længe efter! Jeg er fløjtende ligeglad med om han så bliver bedstevenner med sin familie igen! Det bliver hans sag ikke min!" snerrede hun vredt af Texian. Rafaela kiggede hen imod Raco som viste tydelige tegn på vrede og foragt over ham. Hun kiggede derefter på Jake "Ser du dem igen så er vi færdigede" snerrede hun lavt til Jake og det var tydeligt, at hun mente hvert et ord hun sagde i det øjeblik. Hun gik ud af lokalet som var fanden efter hende. Alle der prøvede at stoppe hende ved at røre ved hende fik brandskader på deres hånd eller hænder. Hun gik udenfor i haven hvor der ikke var en eneste da hun kom derud. Hun var ligeglad med hvad andre mente om hendes reaktion inde i festen for hendes skyld kunne folk skride hjem.
Rafaela var så vred at tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder, men lige så hurtigt som de ramte hendes hoved fordampede de. Hun rystede over hele kroppen og havde en følelse af at hun ikke kunne kontrollere sig selv. Hun overvejede i et øjeblik at hente sine børn og tage tilbage til Sunfury og blive hos sin familie der, hvor hun hørte til.

Da han havde et øjebliks tid, hvor han ikke havde noget samtale at følge med i som sådan, gav det ham mulighed for at sanse sine omgivelser lidt bedre, end han normalt kunne når han var fokuseret på noget andet, og på grund af dette, opdagede han følelsen af en evne, der begyndte at blive mere aktiv. Han så sig derfor omkring, mens hans øjne hurtigt skimmede hen over folk, indtil han opdagede Raf, der så ud til at være årsagen, til den observation han havde gjort sig. Da hun forlod rummet i vrede, lagge han hovedet på skrå, mens han lignede en der tænkte nogle ting igennem.
"Jeg vil med glæde hjælpe dig med barnet Raco, men der er lige noget jeg gerne vil tjekke ud, før vi fortsætter!" sagde han mildt, før han gav Kat et kærligt kys på kinden "Jeg kommer tilbage så snart jeg er færdig min elskede!" han gav hende et blidt klem omkring hoften, før han gik i selv samme retning, som han havde set Raf gå. Da han kom udenfor, brugte han sin lugtesans til at sikre sig, hvor hun var gået hen, hvilket gjorde at han hurtigt fandt vej hen til hende. Så snart hun lagge mærke til at han var der, smilede Dust mildt til hende, før han gik hen til hende, om hun ville have det eller ej.

"Jeg kunne ikke undgå at observere, at din evne blev aktiv igen, og at du valgte at forlade fest lokalerne, i hvad der så ud til at være et mindre godt humør, så selvfølgelig - om det betyder at jeg ikke er for smart eller ej, - valgte jeg at følge dig, for at se om jeg kunne hjælpe dig lidt!" sagde han mildt. Hans øjne var centreret på hendes, der var noget roligt over ham, og hans øjne indikerede en medfølende stemning, da Dust på en måde kunne relatere til hende, hvad angik hendes humør og evne, samt deres forbindelse til hinanden.
"Hvis du har lyst, vil jeg med glæde ligge øre til og lytte, hvis det kan hjælpe på dit humør! Men selvfølgelig hvis du har mere brug for at afreagere på andre måder, måtte det være en udladning af kræfter, eller bare et kram i stilhed, så kan jeg også hjælpe dig med det!" fortsatte han, mens hans krops sprog og stemmeføring, indikerede at han var imødekommende, overfor hvad end hun havde brug for, hvis altså hun følte at der var noget han kunne hjælpe hende med, i forbindelse med hendes nuværende situation.

Da Dust lagde hovedet på skrå, så hun i samme retning og kunne se at Raf ikke var glad. Hvilket afgjort var tydeligt da hun forlod festen ud i haven. Hun nikkede smilende, da Dust sagde at han snart kom tilbage.
”Tag den tid du har brug for.” Hun så kort efter ham da han gik, inden hun vente opmærksomheden mod sin farfar igen. Noget tydede på at han havde været delvis skyldig i Raf’s dårlige humør.
”Overnatter I her i byen eller skal I videre så snart festen stopper?” Hun tænkte kort inden hun fortsatte.
”Hvis det er, så tror jeg godt at Dust vil gå med til at vi hjælper jer ud af byen uden at Raf ved noget.” Hun så kort hen på sin stedfarfar, som nu stod alene sammen med sin fætter og Texian. Folk var begyndt at snakke rundt omkring, grundet den scene som værtinden lavede. Kat smilede skævt. Det var imponerende hvor hendes stedfarfar var god til at finde partnere som havde et iltert temperament.