Hjælp mig (Dr. Trott)

Det var en ret så kold nat i Doomsville og det havde regnet hele dagen, og havde gjort vejene om mudder. Hvis man blot valgte at stoppe op i et par sekunder på sin færd, ville man synke ned i det og sidde fast. Det havde gjort at hele dagen havde været ret så stille og rolig, de fleste mennesker havde valgt at forblive derhjemme. Det var kun de enkle som havde bevæget sig ud på gaderne, for at arbejde eller købe ind for dagens måltider. Selv når mørket havde sænket sig over byen, havde de fleste mennesker valgt at forblive indenfor. De som valgte at bevæge sig ud på gaderne, havde enten ikke noget valg eller skulle hen i kroerne for at drikke sig fulde for de penge de havde tjent i løbet af dagen.
De fattige mennesker sad rundt omkring i gyderne, dækket sig selv til med alt hvad de kunne finde liggende rundt omkring på gaderne. Udover dem så var de eneste man kunne finde på gaderne, kvinderne som arbejede om natten i håb om at tjene nok mønter til at overleve endnu en dag.
Regnen styrtede ned fra himlen, gjorde det svært for at høre hvad hinanden sagde eller hvad der skete i mørket.

Selv den unge shapeshifter Alanis havde valgt at bevæge sig ud på gaden denne nat, også selv om hun havde et sted hvor hun havde lag over sit hoved og et varmt sted at varme sig. Hvorfor hun havde begivet sig ud på denne aften, var nok et meget godt spørgsmål. Måske fordi hun havde blevet træt af at være låst inde med en masse vampyr, eller måske fordi hun stadig følte at hun var en selvstændig kvinde som ville tjene sine mønter.
Hun stod som sædvanligt på sit hjørne ved en lille bagerbutik, men hætten trukket godt op over sit hoved og med sit blik rettet ud mod vejen. Hun rystede svagt som hun kæmpede for at holde sig selv varm og med hendes fødder dækket af mudder, helt op af hendes ankler. Hun ville bare gerne tjene nogle mønter i håb om at få noget lækkert at spise, også bare skynde sig hjem i varmen og i seng.
Det skulle hurtigt vise sig at det ikke var sådan hendes nat skulle forgå, da et par mænd valgte at nærme sig hende ”godaften” sagde den ene til hende og med et smørret smil på sine læber, som blot fik den unge kvinde til at rulle med sine øjne. Hun havde virkelig når mænd troet at de var noget særligt, som at de altid hurtigt viste sig at være ens på alle punkter.
Hun måtte hurtigt tage sig sammen og finde et sødt smil frem på sine læber, men inden hun nået at få et eneste ord indført. Mærkede hun hvordan hun blev skubbet hårdt op af væggen bag sig, og hun mistede kort synet og hendes hoved begynde at ringe af slaget mod muren ”slip mig!” sagde hun med en hård stemme, i håb om at det ville få mændene til at lade hende være. I stedet valgte de bare at grine i kor, og den ene valgte at lægge sine hænder rundt om halsen på hende ”troet ellers du kunne lide det sådan” sagde den anden som han nærmede hendes øre, og hun begynde at gispe efter vejret ”alle vampyr luder kan lide det hårdt” hviskede han ind i hendes øre, mens han begynde at befamle hendes krop ”stop” gispede hun ud mellem hendes læber, før hun mærkede slaget mod sit ansigt som efterlod en kæmpe stort rødt mærke hen over halvdelen af hendes ansigt. Det var først da hun begynde at falde ned mod jorden, at manden valgte at give slip om hendes hals ”hun elsker det jo” grinte han til sin ven, før han greb fat i hendes arm og begynde at slæbe hende hen af gaden ”stop” gispede hun mens hun prøvede at kæmpe imod. Folk kiggede bare efter dem og nogle valgte endda at søge skjul i mørket, og andre valgte bare stå og smile af det som forgik. De valgte først at stoppe op, når de stod i en ødet gyde langt væk fra larmen.
Hun faldt hurtigt til jorden, da manden valgte at give slip på hende igen. Mudret splattede op på hendes ansigt, og hun gispede efter vejret og med sit blik rettet mod dem ”lad mig gå!” skreg hun så højt hun kunne, mens hun mærkede smerten i sin hals efter hænderne som havde været deromkring. De valgte bare at grine af hende, som den ene fat en kniv frem i sin baglomme ”vi skal jo først til at have det sjovt” grinte de i kor, og det gik ikke længe før skrigene lød ud af gyden.

Der gik ikke mere end 15 minutter, før mændene atter igen forlod gyden ”så kan hun lære det” sagde den ene mand til den anden ”klamme vampyr luder” tilføjede den anden, som de bevægede sig ned af gaden og forsvandt.
Kort tid efter bevægede den unge kvinde sig ud af gyden, hendes kjole var revet op og hun måtte kæmpe for at holde den lukket. Halvdelen af hendes ansigt var rødt og underlæben havde flere flænger i sig, mørke håndaftryk var til at finde på hendes hals, mens flere af hendes fingre var blå og lilla. Tårene trillede stadig ned ad hendes kinder, som hun kæmpede for at bevæge sig ned ad gaden. Hun gik med sine lår kæmpet hårdt mod hinanden, og hendes krop rystede fra top til tå.
Hun viste godt at det var farligt for hende at bevæge sig hjem sådan, med en blodig kjole og et let offer for vampyrerne. Hun tvivlede endda stærk på at Marcus ville kunne redde hende fra dem alle, og om de overhovedet ville lytte på ham når hendes blod ville være så kraftig i luften. Hun turde ikke engang tage til Genevira, bange for at hendes veninde endda blot ville se hende som et måltid.
Det var først da hun kom forbi en opslagstavle at hun viste hvor hun skulle tage hen, og måske det eneste sted der ville hjælpe hende.

Det tog hende omkring en halv times tid, før hun havde fået bevæget sig hen Angerforge området og fundet det rigtige hus. Hendes læber var begyndt at blive blå i det og hendes hud var begynde at blive bleg, mens hendes krop stadig rystede mere og mere. Hun bankede så hårdt på døren, som hendes smertefulde fingre og trætte krop kunne klare ”hjælp mig” prøvede hun at råbe med en hæs stemme, og igennem sine tåre mens hun kæmpede for at holde resterne af sine kjole samlet.

Der lød en fjern banken. Bank...Bankbankbank? Var der en rytme i det? Hver bank endte i at han fik hovedet slået mod væggen af den stærke vampyr foran ham. Han vidste hvem vampyren var, for det var en vampyr der hele tiden dukkede op i hans liv. Traumatiserede ham, blot for at bede om hans hjælp bagefter. For at sænke tænderne dybt i hans bløde hals. Hvordan overlevede han? Hjertet hamrede hårdt i brystet på ham og munden bevægede sig. Han vidste der kom ord ud, men han vidste ikke hvilken.
BANK - BANK - BANK

Med et sæt satte August sig op. Desorienteret kiggede han på skrivebordet, som han var faldet i søvn hen over. Med en hurtig sugelyd forhindrede han mere savl i at forlade hans mund, men en savl-klat havde allerede fugtet pergamentet under ham. En fin plet...Han sukkede tungt og kørte hænderne hen over sit ansigt og igennem det brune og krøllende hår, der i øjeblikket strittede mere vildt end et pindsvins pigge.
Først nu gik det op for ham at nogen bankede hårdt på hans dør og den stemme, der rungede igennem døren, fortalte ham at det var hans nabo til praktikken. En lidt ældre og rar dame, der på en og samme tid kunne se fordømmende og glad ud, som August slæbte den ene forpinte skikkelse igennem bygningen efter den anden...
Han skubbede sig hurtigt op af stolen og ilede over til døren.
"Endelig! Ved Elona'dal, du sover tungere end en vampyr!"
Ikke flere vampyrer....August bad svagt for sig selv, før han sig om i den snævre gang. Bygningen var en etage-ejendom og hans praktik lå på første sal. Ikke at han boede her, men her kunne han arbejde i fred. Det var ikke sjældent han kastede nogle tæpper ud og sov her også.
"Hvad..."
Længere nåede han ikke, før damen pegede ned af trappen - og formentlig mod hoveddøren, gættede August.
"En ung kvinde. Det var et tilfælde jeg hørte hende banke på. Hvad venter du på? Løft fødderne!" damen samlede sine skørter og gik tilbage til sin lejlighed, mens August ilede ned af trappen uden at lukke sin dør efter sig.

Hoveddøren stod åben, som damen sikkert havde tjekket hvem der var kommet. En kold og våd vind kom ind af døren og fik August til at gyse. Han skottede sig automatisk, som han trådte over til kvinden. Det tog ikke lang tid at konstatere hendes tilstand. Bleg, kold, sønderrevet og mærker.
"Okay...Hej, kan du høre mig?" Hans hånd gled over hendes ansigt, mest for at tjekke om hun trak vejret og for at se om hun endnu var bevidst.
"Jeg er Dr. Trott, jeg vil hjælpe dig" forsikrede han. Han var ikke nogen stærk fyr, men alligevel ville han gøre sit bedste for at samle hende op, med hendes ene arm over skuldrene og sin egen arm omkring hendes overkrop. På en eller anden måde ville de nå op af trappen - og han formåede ikke at tabe hende.

Tilbage i praktikken trak han hende igennem venteværelset og ind i selve hans kontor. Over til en briks, der mest af alt mindede om et langt bord med en tynd madras på. Lokalet bestod af brikset, flere skabe og hylder med bøger eller krukker på, og et skrivebord - som han havde sovet hen over for et øjeblik siden. August selv var klædt i et par hørbukser og en varm trøje, af hvilken han havde trukket ærmerne op. På fødderne sad nogle slidte sko og hagen var dækket af et let skæg.

"Er du med mig? Hold dig vågen!" han klaskede hende let på kinden, på trods af hun sikkert var øm i forvejen. Men han havde brug for hun forblev vågen. Derefter forlod han hendes side, kun for at lede efter alle tæpper han havde i praktikken. Først måtte han sikre sig hun ikke døde af hypotermi - at hendes krop lukkede ned for alt den kulde hun havde været udsat for.

Det var som om det tog en evighed før døren endelig gik op og den ældre kvinde dukkede op, før Alanis kunne få et eneste ord indført, forsvandt kvinden hurtigt igen. Hun kunne mærke hvordan varmen sivede ud af huset, og prøvede at varme hendes iskolde ansigt op. Hun måtte virkelig kæmpe for ikke at synke sammen der på dørtrinet, mens både trætheden og kulden prøvede at hive hende væk fra verden. Hun kunne svagt høre stemmerne, som kom inde fra huset af og snart efter fodtrinene som nærmede sig hende. Hendes blik var sløret og hun havde svært med at se manden som nærmede sig hende, selv når han snakkede til hende så var det som om han stod for enden af en tunnel ”ja” sagde hun med sin hæse stemme, mens hun lavede et smertefuld udtryk i sit ansigt som afslørede hvor ondt det gjorde at snakke. Hver eneste skridt op ad trappen gjorde mere ondt end det forrige, og hendes ben rystede mere onde hende. Hun var tæt på at falde flere gange, men fik hurtigt balancen tilbage så hun ikke ende med at falde ned for trapperne.

Hun fulgte bare lige så roligt efter ham i lokalerne, selv om hun bare havde mest lyst til at synke sammen midt der på gulvet. Det var bare rart at være indenfor, og mærke hvordan varmen begynde at bevæge sig langsomt ind i hendes krop atter igen.

Hun træk hurtigt sin arm til sig atter igen, når de fik stoppet op foran briksen. Små smertefulde lyde forlod hendes læber, i det hun fik sat sig op på den. Hendes blik gled langsomt rundt i lokalet, selv om alt virkede slørende rundt omkring hende. Det var først da hun mærkede de varme fingre, som let klaskede på hendes kind. En svag knurrende forlod hendes læber, som viste at hun ikke var helt tilfreds med det. Da selv om det bare var en svag slag, så fik det hendes kind til at dunke i det ”ja” svarede hun og lavede det samme smertefulde udtryk, som hun havde lavet tidligere. Mens hendes øjne sank mere og mere sammen, af den træthed som prøvede på at overtage hendes krop. Hun holde sine arme tæt ind til kroppen, for at dække sin krop til og for at varme sine fingre op på samme tid.

Hun havde aldrig rigtigt gået hos en læge før da hun havde set hvordan folk blev mishandlet af dem, især de fattige plejede at få dårlig behandling hos læger. Denne gang havde hun bare ikke noget valg, og frygten var nok det sidste hun valgte at tænke på.

Han forlod lokalet for at samle alle tæpper og stykker stof han havde liggende. Med dem i sin favn vendte han snart tilbage. Folk endte ofte hos ham i disse slemme tilstande. På den ene side var han glad for at have kunder, eller folk der var afhængige af hans hjælp. På den anden side udfordrede det ham altid. Han havde ikke brugt mange timer som praktiserende læge før, brugt mere tid på at forske...Lige til hans liv havde ændret sig for altid. Dagligt måtte han konsultere gamle bøger og huske hvad han kunne fra sin tid på universitetet - og i oplæringen.
Han smed bunken ved siden af briksen, før han tog det første tæppe og lagde det ud over briksen ved siden af hende. Med en blid bevægelse mod hendes ene skulder, gjorde han tegn til at hun gerne måtte lægge sig ned. Der var større risiko for hun ville falde i søvn liggende...Men hun var også for svag til rigtig at sidde op. Noget sagde ham hun nok ville falde hen uanset hvad. Og formentlig vågne med feber over den anstrengelse hendes krop havde været udsat for...Givet at han fik varmen rigtig tilbage i hendes krop.
Uden at bekymre sig for den mere eller mindre blotlagde kvindekrop foran sig, begyndte han at tage resten af sine tæpper og skubbede godt ind rundt om hende. Ikke på armene og ikke ved fødderne, men først og fremmest omkring hendes overkrop. Hendes krop ville forsøge at holde hendes indre varmt først og fremmest. At varme hendes arme og ben op for hurtigt kunne risikere at give hende hjertestop...En situation August meget gerne ville undgå. Dog lagde han alligevel et tyndt tæppe over hele hendes krop, om ikke andet for at give hende fornemmelsen af at være dækket af noget stof der kunne varme hende.
Han tjekkede hurtigt hendes vejrtrækning igen, før han tog en spand med vand og skyndte sig ud til pejsen i det andet rum. En kedel til varmt vand blev hurtigt sat over, mens han arbejdede så hurtigt han kunne for at få ilden til at blusse op igen. Han kastede nyt brænde på, rørte op i de gamle gløder og pustede på dem...
Men det gav ham også et øjeblik til at trække vejret dybt. Han gjorde altid dette her, gjorde han ikke? Stressede i en vild situation, kun halvt sikker på hvad han lavede...Ofte klarede folk sig dog alligevel. Måske var han født til at være læge. Eller måske blev hans omsorg for andre belønnet.
Ved en indskydelse rejste han sig og fik lukket dørene fra før.

Der gik lidt tid før kedlen var varm. August trak den forsigtigt af sin plads og begyndte at fylde et par læderdunke han havde. Det varme vand var ikke godt for læderet, der var foret med flere slags olier for at holde på det - men det var hvad han havde brug for. Han lod lidt varmt vand være, så han havde noget at rense sår i.
Med de to dunke i hver hånd gik han ind til hende igen, før han puttede dem ind mellem tæpperne på begge sider af hende. Hvad varmen angik ville kun tiden fortælle om det var nok...
Med begge hænder på briksen, lænede han sig let ind over hende. Hans blik gled ned over hendes kolde krop og den blege hud. Han havde endelig tid til at studerede hende mere indgående. Ansigtet bar præg af slag. Halsen var rød og hævet, formentlig efter kvælertag. Var hun blevet voldtaget eller blot tæsket? Og var der en risiko for at gerningsmændene ville finde hende - og ham - her?
Han burde virkelig sikre sig en god aftale med denne bydels vagter. Især hvis denne slags patienter blev ved med at dukke op. Det var kun et spørgsmål om tid før han selv ville ende i problemer. Men det var sekundært lige nu.

Han vædede en klud i det varme vand og begyndte forsigtigt at vaske hendes ansigt og hals. Ved at lette på den yderste tæppe kunne han også tjekke hendes arme og ben, hendes fødder. Vandet var helt beskidt da han var færdig. Han var også nødt til at lette på alle tæpperne, blot for at tjekke om hun havde nogle store sår eller skader på resten af kroppen - men efter at have givet sår og ømme buler lidt lindrende urtesalve, var der snart ikke mere han kunne gøre før hendes tilstand forberede sig.
Han ville trække sig stol over ved siden af hende, og med en bog placeret i skødet, våge over hende. Ikke at han fandt det let at læse. Faktisk slet ikke. Hans tanker gled hele tiden på hvem hun var og hvordan hun var endt i sådan en forfærdelig tilstand. Faktisk endte han nok oftere med at gå uroligt frem og tilbage, mens han skiftevis så ud af vinduerne for at tjekke om nogen stod udenfor.

Selv om hendes blik var sløret, så skulle der ikke meget til før hun fandt ud af hvad han ville have. Hun lagde sig så forsigtigt ned som hun overhovedet kunne, mens de smertefulde lyde forlod hendes læber. Der trillede endda et par tåre ned ad hendes kind, før der kom et lille suk ud mellem hendes læber. Selv om det gjorde ondt at lægge sig ned, så var det alligevel den mest behagelig stilling hun kunne forstille sig. Hendes tænder klappede mod hinanden, mens hendes krop rystede af kulden som havde overtaget hendes krop. Det var alligevel svært for hende at holde sine øjne åbne, som de sank mere og mere sammen ”tak” mumlede hun ud mellem sine læber, mens det samme smertefulde udtryk i hendes ansigt dukkede op. Hun var ikke typen som søgte hjælp hos andre, prøvede at være så selvstændig som hun overhovedet kunne komme til. Det var derfor heller ikke ofte hun sagde tak, men hvis hun overlevede denne nat, var hun mere end taknemlig.
Det gik heller ikke mange minutter efter hun havde fået tæpperne hen over sig, at hun faktisk ende med at falde i søvn. Hun havde ikke længere energien til at holde sig vågen, og det havde alligevel været som om det havde taget flere timer for hende at gå fra gyden og hen til ham. Hun havde derfor brugt alt sin energi, på ikke at falde om på vejen der hen og adrenalinen var brugt op.
Hendes tænder forsatte med at klappe mod hinanden et kvarter eller deromkring ind i hendes søvn, sammen med hendes rystende krop.

Hun lå der og sov i et par timer, før hun atter igen lod sine øjne glide op. Hun så sig lige så forsigtigt rundt, før hendes blik landede på manden ved vinduet. Han så helt bekymret ud som han kiggede derud, hvad var han bange for? ”bare rolig” sagde hun med en hæs stemme, som hun langsomt satte sig op. Små smertefulde lyde kom ud mellem hendes læber, mens hun holde tæpperne op for at dække sin overkrop til ”der er ikke nogen der kommer efter mig.. de er færdige” tilføjede hun og træk sine ben til sig, i håb om at det ville lette trykket smerterne i hendes underliv.

Det havde været umuligt at finde ro. Han kunne umuligt sove igen, han kunne ikke koncentrere sig om sine bøger eller at skrive. Ikke når han vidste at han havde ansvaret for en anden person og at det i princippet kunne gå begge veje. Men uden magi eller evnen til at heale yderligere, var der ikke meget andet at gøre end at vente. Hun sov. Tungt. Til tider måtte han gå over og tjekke om hun stadig trak vejret, og han skiftede også vandet i dunkene et par gange. Måske var det hans eget håb, men det føltes som om hun begyndte at få varmen i kroppen...Noget der sikkert ville være smertefuldt i sig selv, var det ikke fordi hun allerede havde fået tæsk.

Han stod ved vinduet og skiftede vægten fra den ene fod til den anden, da hun vågnede. Overrasket over hendes pludselige stemme fik ham til at se over mod hende i en hurtig bevægelse. Et naturligt smil gled over ham, som han med et sidste blik ud af vinduet, vendte sig og gik over til hende. Han satte sig i en stol, som han havde siddet i det meste af natten. Hans brune øjne gled ned over hende, men ikke fordi hun var en nøgen kvinde, men fordi han studerede hendes tilstand.
"Mit navn er August Trott, jeg er læge og har taget mig af dig"
Han kunne ikke sidde ned. Han rejste sig hurtigt igen og gned sine hænder mod hinanden. Hans arbejde var ikke færdigt endnu. I stedet gik han over til sine hylder med tørrede urter. Med en finger der gled søgende over hans mærkater ledte han efter de rigtige.
"Du fandt vej hertil i nat, på en eller anden måde. Hvordan har du det?" spurgte han, som han trak en krukke fra hylden. Så en mere. Han stillede dem på sit skrivebord, før han fandt et krus frem. Han havde varmet vand for ikke så længe siden og de kunne nok begge bruge noget varmt at drikke. Det gode ved urter var at alle kunne drikke dem. Eller...Den ene var ret potent, så den ville han nok selv undgå. Men ellers. Han plukkede nogle blade og urter fra krukkerne og fordelte dem i to krus, før han forsigtig tog en kedel og hældte varmt vand over dem.

Hver eneste lille bevægelse gjorde ondt, og trætheden lå stadig i hendes krop. Hun havde i det mindste fået varmen, så hun var mere sikker på at hun endnu ikke ville dø. Hendes lyseblå blik fulgte ham, som studerede de hver eneste lille bevægelse han gjorde. Selv om han havde taget for at hjælpe hende, så stolede hun alligevel ikke på ham. Som om nogle mænd gjorde noget uden en bagtanke, ondskaben lå i deres natur fra fødsel. Selv om han både opførte sig og talte som en der gerne ville hjælpe, så havde han nok en bagtanke med det hele.

Et lille suk forlod hendes læber, som hun lagde sig ned atter igen ”Alanis.. mit navn er Alanis” sagde hun også selv om han ikke spurgte efter det, så var hun dog venlig nok til at give ham sit navn. Hun prøvede alligevel at holde sit blik hen mod ham så meget som muligt, også selv om hendes øjne gled i flere gange. Det var rart bare at ligge ned, som om hendes krop havde det bedst sådan. Den lidt tænkende lyd kom ud mellem hendes læber ”forfærdeligt… som er jeg blevet flået med en kødhammer” svarede hun og følte at hun lige så godt kunne være ærlig, mens hun lige så forsigtigt lod et par fingre glide hen over sin kind.

Hun havde det som om hun havde blevet kastet ned af trapper, og på magiskvis fået kravlet op af dem atter igen ”jeg havde set… en seddel.. med din adresse, og viste det var det eneste sted jeg kunne tage hen” sagde hun mens der forlod et lille suk ud mellem hendes læber, som hun satte sig op igen og med sit blik rettet mod ham ”i det mindste har du ikke skåret mig i småstykker, og solgt dem for nogle mønter” mumlede hun mest for sig selv, mens hun forsigtigt lod sine fødder glide ned på gulvet.

Han fik hældt vandet op og sat kedlen fra sig, mens krukkerne blev sat på plads. Theen skulle trække lidt før den kunne drikkes, så i stedet vendte han sig om mod hende med sit sædvanlige venlige smil. August nikkede let for sig selv, før han lænede sig op af skrivebordet bag sig. En hånd på hver side, der hvilede på bordkanten og den ene fod over den anden.
"Med alt respekt ligner du også en der er blevet flået. Min første prioritet var du ikke døde af kulde, hvilket virker til at være lykkedes. Dit tøj var ødelagt, din krop badet i blod, mærker og sår. Jeg har smurt noget salve på nogle af dine sår for at holde dem rene og lukkede...Men mit bud er der går nogle uger før du vil føle dig mere dig selv igen...Og...øhm..." Han rømmede sig svagt, som hans blik gled ned på gulvet. en svag rødlig farve gled over hans kinder, omend det meste var gemt under hans lette skæg.
"...Hvad du ellers er blevet udsat for...Det kan tage tid at komme sig over, også i sindet. Men jeg vil hjælpe dig så længe du ønsker det" tilføjede han let, med en flagrende bevægelse med sin ene hånd. Sådan som hun var ankommet kunne det i hvert fald godt ligne hun var blevet udsat for mere end blot slag og spark. Men ud over at tjekke hun ikke blødte ihjel eller havde brækkede knogler, var det ikke et område han havde undersøgt nærmere. Der var visse ting der ikke faldt ham naturligt...Den kvindelige natur var en af dem.

For at beskæftige sig selv fra en lidt pinlig situation vendte han sig om mod de to dampende krus. Med en ske rørte han rundt i dem og fiskede nogle af bladene op igen. Med et krus i hvert hånd gik han over til hende og tilbød hende det ene.
"Her...Det er the med nogle lindrende urter. De bør dæmpe dine smerter og give dig både mere ro og varme i kroppen" foreslog han med et lille smil, i håb om at hun ville tage imod den.
Selv ville han vende tilbage til sin stol og virke til at fordybe sig lidt i sin egen the. Ikke at han nåede at slappe af længe. Han havde forsigtigt pustet på væsken og taget en forsigtig tår, da han hørte hendes sidste ord - og på dem, næsten druknet sig selv i den lille tår. Hostende, og med en varm the der truede med at skolde hans hånd, lænede han sig forover. Hurtigt stillede han theen på gulvet og viftede rundt med den nu lidt for varme hånd - mens den anden hånd holdt ham for munden, som han hostede reddede sig selv fra sin mundfuld. Da han endelig kunne trække vejret nogenlunde normalt igen, var det med tårer i øjnene. Over anstrengelsen, vel at mærke.
"Jeg ville...Jeg ville aldrig!" hans stemme havde ikke fuld styrke endnu, og han hostede endnu svagt. Men det var tydeligt hendes kommentar var kommet bag på ham. At blot selve tanken forstyrrede ham dybt.
"Aldrig!" gentog han.

Hendes blik gled langsomt ned af sin egen krop, og et lille suk forlod hendes læber. Hun hadet virkelig at se sig selv sådan, knust og ødelagt som om hun ikke var andet. Hver eneste gang sådan noget skete, kunne hun mærke hvordan hun miste en lille del af sig selv ”jeg vil nok altid være lidt ødelagt” sagde hun med et lille smil på sine læber, som hun vende sit blik atter igen mod ham. Han virkede så genert som hun aldrig havde oplevet før, som om han slet ikke turde kigge på hende? Hun var ikke sikker på hvad der var galt med denne mand, men han virkede bare anderledes ”det er ikke første gang.. og bliver nok heller ikke sidste gang” svarede hun ærligt og tvivlede på at mænd ville ændre sig over natten, de troet jo alle sammen at de kunne gøre hvad de ville.

Hun fulgte ham nøje med sine øjne, da selv om han havde været venlig mod hende… så stolede hun stadig ikke på ham og hans handlinger. Hun valgte alligevel at tage imod kruset med begge sine hænder ”tak” mumlede hun og smilte let tilbage til ham, før hun roligt tog kruset op mod sit ansigt. Hun snuede lige så forsigtigt det the’en ”mmmh dufter godt” mumlede hun før hun tog en lille tår af den, og kunne ikke lade være med at smile imens. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidste havde smagt en the, og slet ikke så god som den som var mellem hendes hænder ”den er god” hviskede hun, før hun begynde at drikke mere af den.
Hun måtte dog kort tid efter stoppe sig selv, og hostede mellem sine grin ”rolig… tror jeg da heller ikke på” svarede hun og sende ham et venligt smil.

Så meget vold, så mange voldtægter. På trods af der fandtes væsner, der netop levede af den slags, var det sjældent dem der stod bag det. I det mindste havde de evnerne til at lokke deres ofre, få dem til at føle sig tilpas og overbevist...Også selv om det mere var med døden til følge.
En ting var at det skete for en kvinde en gang. Et uheldigt sted, uheldigt tidspunkt, dårligt selskab...Men igen og igen? Det var et mønster. Og mønstre kunne brydes. Alligevel var han ikke sikker på om han overhoved burde kommentere på det. Måske arbejdede hun i prostitution, i hvilket voldtægt måske kunne argumenteres at ske dagligt...Hvis kvinden ikke gad, men gjorde det af ren overlevelse.
Emnet i sig selv fandt han meget ubehageligt og han havde ingen planer om at gå mere i dybden med det. Han måtte blot hjælpe de patienter han fik ind så godt han kunne.
"Som læge er min anbefaling at du prøver at...Undgå...Så situationer" bemærkede han forsigtigt, velvidende han intet kendte til hende. Men for hendes helbreds skyld ville det jo klart være en forbedring, hvis hun gjorde noget mere aktivt for at undgå det...Hvis det var sket før og hun forventede det skete igen.

Han rømmede sig, før han bøjede sig ned efter sin the igen.
"Der er helt sikkert sorte markeder for organer og den slags. Men det er ikke noget jeg omgås. Jeg plukker selv mine urter i skoven eller engene ude foran byen, eller køber hvad jeg mangler på markedet. Ikke at mit budget er det største, men jeg har en velgører der hjælper lidt til på det punkt"
Det var bedre at skifte emne. Desuden kunne det være det beroligede hende lidt, at vide hvordan hans forretning var bygget op.
"Selv er jeg uddannet i Dragons Peak, på universitetet der. Nu er jeg så her og klarer mig så godt jeg kan. Prøver at forske lidt ved siden af mit arbejde"
Han smilte svagt og pustede på sin the igen, glad for at have den i sine hænder. En god undskyldning for ikke at se op og modtage stilletiende spørgsmål eller fordomme.
"Har du..." han så op på hende igen og sank en lille tår the, som han havde taget.
"...Har du et sted at være? Min klinik er lille, selv om jeg sagtens kan lave en lille seng til dig.." At sende hende på gaden sådan her ville ikke være forsvarligt. Og hvis han spurgte Lori pænt, måtte hun sikkert også godt låne sofaen eller ligefrem en seng derhjemme. Men han ville ikke presse på og tvivlede også på hun ville finde det særlig rart.

Det var ikke fordi hans ord overraskede hende, hvem ville dog ikke anbefale at man holde sig væk fra sådan noget? Men på den anden side, så var det altid folk som stort set ikke anede noget som helst om det. Det var ikke fordi hun havde haft andre muligheder, når hun var yngre og helt alene på gaderne. Siden der havde hun bare holdt fast i det, måske fordi hun var bange for forandringer? Måske fordi en lille stemme inde i hendes hoved, sagde at hun ikke var bedre? Måske fordi det var nemme mønter?
det var ikke ligefrem noget hun havde gået rundt og tænkt over, hun havde bare levet sit liv som det havde blevet til.
Hans ord fik hende bare til at smile ”det er ikke nemt… skal jo have noget at spise” svarede hun som der kom et lille fnis ud mellem hendes læber, men som hun hurtigt stoppede op igen og hun tog sig til venstre side mens et lille smertefuld lyd i stedet for kom ud mellem hendes læber.

Hun vende kort tid efter sit blik mod ham atter igen, mens hun lyttede på ordene som kom ud mellem hans læber. Troet han virkelig at hun var seriøs? Hun lod ham alligevel snakke færdigt, før hun træk lidt på smilebåndet ”tror heller ikke du ville få mange mønter for mine organer” svarede hun, før hun drak lidt mere af sin the.
Hun mærkede hvordan hendes krop blev mere og mere varm, som et kram hun aldrig havde fået.

Var alle læger som ham? Fortalte hvor fint uddannet de var, måske var det for at få hans selvtillid op. Det var jo ikke ligefrem fordi hun kunne slå det?
”jeg er uddannet på gaden… med en mand som hed Mark… tror jeg” svarede hun med en flabet tone i sin stemme, også selv om hendes krop hele tiden prøvede at slå tilbage. Hold op med at grine og være flabet, men hun prøvede bare at bide smerten i sig.

Et sted at være? Selvfølgelig havde hun et sted at være! Men var det fornuftigt at tage hjem i den tilstand, det tvivlede hun på. Marcus var ikke hjemme, så hvem skulle beskytte hende fra de andre vampyr, når de først lugtede hendes blod?
Hun rystede elegant på hovedet ”nej… så ville din hjælp være spildt” svarede hun mens hun vende blikket ned mod sin kop ”je… jeg bror et mindre sikkert sted, i min tilstand” tilføjede hun med en lidt lavere tone.
Hun havde jo fået besked på ikke at fortælle hvor hun boet til nogen, skulle ikke risikere at denne doctor arbejede for nogen som ville ham ondt og i stedet valgte at gå efter hende.

Han vidste det jo godt. Disse ulykkelige skæbner, der vandrede rundt på gaden. Til tider med flere sygdomme og alt for tynde. Kvinden her virkede heller ikke ligefrem som en der fik nok at spise hele tiden. Det lå til Trott at ville hjælpe...Men kunne han? Han kunne ikke ændre hele samfundet eller tvinge hende til noget. Var det ikke sådan det var? Folk der havde det hårdt ønskede ikke hjælp. De mente de kunne klare det hele selv og havde ingen tillid til folk der foreslog andet...Var det ikke sådan? Det var i hvert fald hans fordom. Og måske var netop den slags personer nogen Trott havde svært ved at snakke ordentlig med. Han endte ofte med at sige noget forkert, der fik folk til at gå væk, før han overhoved havde nået noget....
Trott trak vejret dybt, men lydløst. Hans blik gled op på Alanis igen, med et lille smil. Han holdt sig til det han havde besluttet - han ville ikke kommentere mere på det. Hvad nytte skulle det give? Selv hvis han kunne finde et arbejde eller andet til Alanis, så kunne han ikek redde alle der kom forbi. Hvis Alanis overhoved ville sige ja til at starte med. Nej, der var intet han kunne gøre enemand, andet end tilbyde sin hjælp hvad angik behovet for en læge.

Hans fingre gled over den varme overflade på kruset i hans hånd. Duften af the var rar, og at dømme ud fra Alanis reaktioner og hudfarve, virkede hendes the til at hjælpe hende lidt.
"Det var ikke for...Det var ikke for at understrege forskellene mellem os" bemærkede han så langsomt. Han var blevet misforstået...Men et eller andet sted var det nok også forventeligt. De kom fra forskellige verdener, trods alt. Ord eller meninger var forskellige, alt efter hvilken social cirkel man bevægede sig rundt i. Han rejste sig op og satte sin the fra sig på et bord. Så nikkede han svagt for sig selv.
"Jeg ville gerne tilbyde en seng i mit eget hjem, men jeg tvivler på du vil bryde dig om det. Vi kan rede op til dig her? Jeg mener..." han gjorde en let gestus mod døren, der førte ud til rummet ved siden af.
"...Om natten kan du sove derinde. Jeg skal mest bruge pladsen om dagen, men du er velkommen til at blive her så længe du vil. At sende dig ud igen imens du har så mange sår og smerter ville være uansvarligt, trods alt" foreslog han. Det var det bedste han kunne tilbyde. Hun ville stort set have stedet her for sig selv om natten. Og om dagen? Om dagen ville der komme andre patienter forbi, men hvis hun gerne ville blive og hvile, kunne han nok få sat en skærm op eller noget, der kunne give hende bare en smule ro. Måske ikke helt ideelt, men det var hvad han havde at tilbyde. Denne klinik havde ikke rum til sygesenge, på trods af han lige nu ønskede sig det. Han måtte spare op til at købe et værelse mere...
Men det var i fremtiden.

Alanis havde store grunde til ikke at stole på nogen som helst, det havde folk igennem hendes liv ødelagt. Tillid var ikke længere noget man fik fra hende, det var noget man skulle kæmpe og vinde.
Hun havde det bare bedst at være for sig selv, kun at være i nærheden af andre mennesker når hun havde brug for noget fra dem. Ligesom denne nat havde ført hende til denne usikre doctor.
Hvorfor virkede han så nervøs hele tiden? Som om der ville springe et monter ud fra et af de mørke hjørner, og angribe ham?

Hun betragtede ham ligefrem og hans små bevægelser, måske af nysgerrighed eller angst for at han ville angribe hende når hun mindst ventede det. Hun rystede let på sit hoved over sine tanker, selv om hun var skabet så var hun stadig som et vilddyr indeni som ville gøre alt for at flå ham i stykke hvis han prøvede på noget.

Det var heller ikke som om han forstod hendes sarkastiske undertone i sin stemme, en seriøs mand? Hun viste ikke helt hvad hun skulle svare på det, troet han virkelig at hun troet at han var bedre end hende? Selv hvis han var den rigeste mand i verden, så ville han stadig ikke være bedre end hende. Der ville bare være et større fald for ham, når verden endelig overtog ham.
Hun kunne ikke lade være med at smile over det, der var alt for mange mænd som havde faldet, bare fordi de troet de var bedre end hende. Det var nok det sjoveste ved hendes arbejde, hun kunne ødelægge mænd, tage alt fra dem som betød de intet.
”forskellen? Kære doctor, forskellen er ikke stor” tilføjede hun mens hun stadig holde smilet på sine læber, måske ville han indse på et tidspunkt at hun blot drillede ham.

Hun blev alligevel overrasket over hans næste par ord, tilbød han virkelig at hun kunne blive der et par dage? Hun var ellers ved at gøre sig klar til at leve et par dage på gaden, bare nok til hendes sår var healet bare lidt. Hun viste jo godt at hun ikke bare kunne gå hjem, det var alt for farligt når Marcus ikke var hjemme til at holde øje med de andre vampyr.
Hun kiggede kort ned mod sine fødder, før hun vende blikket op mod ham atter igen ”tak” hviskede hun som afslørede at det ikke ofte var et ord hun brugte, det var ikke ligefrem fordi der var mange mennesker at takke i den grusomme verden.
”bare I et par dage, bare til jeg ser lidt mere normal ud igen” tilføjede hun mens et lille grin forlod hendes læber, som hurtigt blev stoppet af et smertefuld lyd som hun tog sig til den ene side.

Han nikkede let og smilte nervøst af hendes ord. Drillede hun ham? Han havde slet ikke opfanget det. Var det...Godt? Det betød vel hun kunne slappe en anelse af. Enten det, eller hun prøvede at dække over sin egen usikkerhed.
I virkeligheden betød det ikke noget.
"Nej, nej, præcis!"
Der var sneget sig en anelse mere iver ind i hans stemme. Forskelle eller ej, se det var et godt spørgsmål! Og snakkede man de fysiske eller mentale forskellige og ligheder? Der fandtes så mange racer i denne verden. Hvad havde de alle tilfælles? Hvad var forskelligt for dem? I virkeligheden langt færre ting end folk troede. De havde alle basale behov at opfylde, men deres racer dikterede dem at opnå dem forskelligt...
Men han tvivlede på hun ønskede at høre om hans tanker på området. Det hørte til hans forskning i racerne, ikke en aften som denne, med en kvinde der sikkert var helt og aldeles ligeglad - og træt.

Han rejste sig op og stillede koppen fra sig.
"Lad mig...Lad mig forberede en seng til dig, så du kan få noget fred" bekendtgjorde han, før han fandt nogle flere tæpper og puder, kun for at kæmpe med at holde dem alle i sin favn, som han gik ud i sidelokalet. Her smed han det hele på gulvet, kun for at se sig omkring...Det var jo ikke just fordi han havde en seng stående. I stedet fjernede han nogle stole i det mest private hjørne han kunne finde, stablede puder og tæpper så hun kunne få et blødt og varmt underlag. Det var måske ikke fantastisk eller det mest luksuriøse...Men det var et tag over hoved, med en låst dør. Hun kunne forhåbentlig slappe af her.
"Jeg har...."
Han smilte let for sig selv. Kunne hun overhoved høre ham igennem den åbne dør?
Tilfreds med sit arbejde, gik han hurtigt tilbage til det andet værelse.
"...Jeg har lidt af hvert stående herinde, som måske ikke er så godt at rode rundt i. Så jeg vil allernådigst bede dig lade være. Her..." Han fandt nogle krukker frem, rene bandager, og hvad han havde af tørre kiks og frugt.
"Lidt mad, du må gerne tage vand som du lyster, denne krukke har bedøvende urter hvis du har smerter...En kop the af det vil hjælpe dig med at sove. Men du må ikke overforbruge det! Det kan blive farligt, på en sove-for-evigt måde!" forsikrede han, med et smil. Han prøvede selv at drille hende, men ordene var skam seriøse nok. Var der andet? Han prøvede at tænke over det. Var der mon andet hun kunne få brug for? Noget han kunne finde frem til hende, så hun ikke skulle rode i alle skuffer og skabe? Selv hvis hun gjorde, var det ikke just fordi han gemte en skat nogen steder. Kun medicin og instrumenter, som han enten havde fået, doneret eller købt sig til. Urterne havde han selv samlet, eller til nøds købt. Næppe ting hun ville finde en større interesse i...Håbede han.
"Oh...Og...."
Han rodede i sine lommer og fandt et lille nøglebundt frem.
"Jeg har to nøgler. Bare mens du sover her...Så der ikke kommer nogle ind. Så kan du selv styre det...Og hvis du vælger at forlade stedet, så bare lås og skub nøglen ind under døren, tak!"
Efter lidt moslen fik han løsnet en nøgle og rakte den til hende.