Du vil lære at forsvare dig? - Dr. Trott

Sted: En baggård bagved Handelshuset "Robins Nest", som ligger i Doomsville Angerforge District, kun få meter fra Doomsville Rotten Root District.
Tid: formiddag
Vejr: solskind med tildens til let overskyet. Omkring 23 grader og en svag lun brise

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (npc) som styres af Katrina

Byens børn, både piger og derenge, kom løbende ind i baggården bagved Handelshuset: Robins Nest, da rygterne sagde at Katrina og Beldragon igen havde en af deres trænings kampe. Og ganske rigtigt.
Katrina var klædt i lyseblå skjorte, brune bukser og læderstøvler. Hendes lange hår hvivlede rundt om hende i takt med at hun bevægede sig rundt på den omkring tre meter frie plads, som var 'indhegnet' af forskellige sten. I begge hænder havde hun en almindelig dolk. Hendes modstander var ingen anden end hendes læremester i magi og beskytter. Beldragon var klædt i råhvid skjorte, brune bukser og læderstøvler. Han havde ligesom Katrina et par dolke i hænderne.
Selv om de kun havde været igang i en halvtimes tid med opvarmningen, så var skjorterne allerede begyndt at klæbe til deres maver og ryg. Det betød at man kunne skimte omridset af det brystbånd Katrina havde på under skjorten, men det generede hende ikke det mindste. Hun var fuldt fokuseret på Beldragon og hans næste bevægelse.
Nogle ville sige at det lignede mere en danseopvisning end direkte kamp, eftersom de bevægede sig ret langsomt her i begyndelsen. For dem var det en styrkeprøve for at kunne korrigere fra deres langsomme bevægelser til de hurtige udfald og parader, som faldt præcist og med en sang af stål mod stål. Mange af udfaldene var ikke kendt af 'almindelige' folk, så deres kamptræning havde også tiltrukket en lille gruppe soldater som havde fri. De stod i gyden til baggården og mumlede til hinanden, imens de livligt fulde de to og prøvede at indprinte deres bevægelser og udfald, så de selv kunne øve sig på dem senere.

Et par børn løb ind foran ham og fik ham næsten til at tabe det han havde i hænderne. Tasken, fyldt med bøger, som han bar hjem for Lori. Hentet i en butik. Selvfølgelig havde han også selv fået lov til at vælge et par bøger, som han kunne tage med hjem, så tasken var fyldt til noget nær et bristepunkt og August havde valgt at bære dem i armene, da taskens rem ellers ville bore sig smertefuldt ned i skulderen på ham. Det gjorde ham også langsommere, mere klodset og med et mindre udsyn til verden foran sig, hvilket havde resulteret i at han og børnene havde været på at...ja, børnene løb og han gik, så løbe ind i hinanden?
"Kom nu, de er i gang!"
Børnene løb grinene videre. August var stoppet op og havde fået styr på bøgerne igen, inden de faldt ud af armene på ham. Han drejede hovedet og kunne ikke lade være med at smile over børnenes energi og glæde. Der måtte foregå noget spændende. Et teater måske? Eller en oplæsning af et eventyr?
Normalt ville August være gået videre, men han havde opdaget der var flere folk i den retning, som børnene var løbet. Endda vagter, der normalt patruljerede byen. Hvad kunne der foregå? Åbenbart noget offentligt...Så det vel også i orden for ham at kigge. Faktisk gjorde hans voksende nysgerrighed det umuligt ikke at gøre det. Så efter kun en kort tøven vendte han sig og banede sig vej derover.

Vejret var overordnet godt, selv om skyerne plettede himlen. August var iklædt nogle lette sko, et par brune bukser og en trøje, der var en anelse for stor. Sådan var det, når han ikke rigtig havde råd til sit eget tøj og måtte låne lidt de muskuløse dæmoner han boede hos. Et halsbånd hvilede om hans hals og afslørede han faktisk var en slave af status...Men modsat hvad mange troede, var det faktisk af eget valg August havde det på.
Han pustede en krølle væk, der var gledet ned over hans pande og truet med at stikke ham i øjnene. Han havde ingen hænder frie og pustet fjernede det ikke helt. Et dagsgammelt skæg prydede hans kinder og hals. Han var spinkel, faktisk lidt for tynd, men ellers sund og rask, med øjne der strålede af energi. Han var kommet sig lidt efter at have siddet i et slavebur så længe. Havde - og var stadig - ved at overvinde de traumatiske oplevelser og prøve at skabe en mening af sit liv på nuværende tidspunkt.

August fik klemt sig ind mellem folk, hjulpet på vej af bøgernes skarpe kanter, der automatisk fik folk til at flytte sig. Ikke uden et blik og til tider et ondt blik efterfulgt af en hånd der ømmede sig. Med mumlende undskyldninger fik han klemt sig ind mellem voksne og børn. De fleste børn var oppe foran. August fandt et naturligt hul, hvor han også kunne sætte tasken på jorden, før hans blik faldt på det alle så på med stor entusiasme.
Hvad var dette? En dans? Med knive? August havde ikke meget forstand på kamp...Okay, han havde ingen forstand på det. Hans styrke havde aldrig ligget i kroppen, i fysisk arbejde, men i hans intelligens og studier. En ting der også, efter et øjeblik, fik ham til at studere gruppen af folk, den gruppedynamik der var lige nu, mens de to ukendte skikkelser dansede eller trænede et eller andet. Okay, han så jo også på hvad de to skikkelser lavede...Og det så smukt ud. Smukt og...På sin vis stærkt. Kraftfuldt. Fokuseret. Der lå en vilje bag bevægelserne, som fangede August. han kunne godt se tiltrækningen i det og hvorfor folk samledes her. At dømme ud fra mængden, var det ikke første gang det var sket. Mon disse to skikkelser gjorde det for en optræden eller var det blot et biprodukt?

De var vant til tilskuer og tog derfor ingen notits af det. Beldragon smilede skævt til sin modstander.
"Nåå... klar på næste trin?" Katrina klukkede lidt inden hun sprang frem og langede ud med dolkene, som gled få tommere forbi Beldragons bryst, og dermed var det starten for en kamp i et hastigt tempo. Han svarede igen med et hurtigt angreb mod hende højre hofte og venstre kind. Katrina undvæg og snorrede rundt på højre fodballe, samt rettede et spark med venstre ben mod Beldragons mave. Sparket gik rent ind og Beldragon stønnede og vaklede baglæns et par skridt, men nåede at parere hendes dolke, da hun angreb mod hans strube og skulder. Katrina snoede sig hurtigt fri og parerede ligeså hurtigt, da Beldragon angreb hende. Sådan forsatte de, som om de var i en kamp på liv og død. Hver gang en af dem fik en dolk forbi en parade, et spark eller en benspænd igennem, hjublede børnene. Men de var heller ikke sene til at hjuble når et angreb slog fejl eller blev pareret. Nogle af soldaterne stod nu ligefrem og måbede. De havde aldrig set noget lignende. En af soldaterne mumlede til sin nærmeste kammerat.
"Gad vide om de er trænet af piraterne eller om de selv er et par af dem?" Hans kammerrat trak på skulderne, for optaget af det som udspillede sig for øjnenede af dem, til at svare.
Folk gispede når det så ud som om dolkene ville ramme personen, og åndede lettede op når de så at der intet var sket.

Selvfølgelig ville August ikke forstyrre. Når det kom til stykket var han blot en uvidende beskuer som alle andre. Han havde ikke set dem før og vidste ikke om dette var mere eller mindre end normalt, men at dømme på de andres jubel og råb, måtte dette være endnu mere exceptionelt. Ikke at det sagde August noget. Og dog...
Som han stod her, bag børnene og med de andre voksne bag sig og kiggede med, kunne han ikke lade være med at overveje...Om det var hurtigt nok til at ramme en vampyr? Stærkt nok? Eller hvad med en dæmon?
Han havde overlevet en vampyr før, men huskede hvilket styrke han var blevet holdt fast med. Men dæmonerne virkede som en mere reel trussel lige nu. Især efter...Lux...
Han sank. Hans mund virkede tør og han rettede en smule uroligt på sig ved minderne. Han var ikke engang i sikkerhed i det hus, Lori sagde han kunne kalde et hjem. Når det kom til stykket, var han bare et sølle menneske. Svag. Langsom. Måske endda lidt naiv, når han velvilligt flyttede ind hos to dæmoner...Men lige nu havde han ikke mange valg. Og de fascinerede ham også, samtidig. Det var et godt sted at observere, når man boede i blandt dem. Gav ham observationer, han normalt nok ikke ville have fået. Han ville...Hvis han virkelig ville studere videre, måtte han blive bedre til at håndtere den slags. Og han kunne ikke stoppe. Han var nået langt, selv hvis han lige havde mistet al sit arbejde. Men det var alt han havde...Og måske kunne det en dag gøre en forskel.
Han havde besluttet sig. Han ville blive, når de var færdige og stille nogle spørgsmål. Han forventede ikke at de ligefrem selv ville lære ham noget...Men måske kendte de nogen der kunne? Selv om han ikke var god til fysiske aktiviteter, måtte han lære nogle tricks. Bare nok til at komme ud af det hele i live.

Efter en times tid kom det til ende med at hun fik sparket benene væk under ham og holde en dolk få millimeter fra hans strube. Beldragon gispede efter vejret og lod sine dolke falde til jorden. Derefter flyttede Katrina sig og bukked kort i retningen af folkene og børnene der jublede og piftede. Hun trak selv vejret ret hurtigt og skjorten klistrede sig fast til hendes overkrop. Efter at have sat dolkene tilbage i bæltet, hjalp hun Beldragon op og de klappede begge hinanden på skulderen. Beldragon begyndte endda at grine lidt.
"Ved Hyrda, hvor er jeg glad for at det kun var en trænings kamp. Du har sku lært noget af de dæmoner, som du trænede med for et par måneder siden. Eller er det Jake eller Dust, som har lært dig nogle tricks?" Katrina grinede og trak skjorten over hovedet efter at have åbnet et par knapper. Hun stod nu med bar overkrop bortset fra det lyseblå brystbånd, der også var svedfyldt. Hun sukkede lettet, da et lille vindstød strøg forbi hende, inden hun tog imod den spand vand, som et af børnene kom med. Et smil til barnet og hun vente spanden på hovedet over sig selv, så hun blev total gennemblødt af vandet. Beldragon, som selv havde trukket skjorten af, slog en skraldende latter op ved synet.
"Forpokker pigebarn. Du kunne da have nøjes med at bruge din skjorte til at vaske sveden væk." Han tog selv imod en spand vand, men nøjedes med at dyppe sin skjorte i vandet og vaske sig med den.
Katrina grinede tilbage, rystede sig så vandet stod rundt om hende og fik børnene til at hvine af fryd. Den næste spandfuld nøjedes hun med at dyppe skjorten i og lagde den hen over skuldrene, mens hun satte sig på hug foran et par børn der stod som på nåle foran hende.
Hun smilede til dem, da de spurgte om hun ville lære dem et par trick eller to.
"Det vil jeg med glæde. Men jeg tror vi skal vente til efter middag, hvor varmen er faldet lidt igen." Børnene jublede og løb af sted for at lege med deres kammerater, og Katrina så smilede efter dem mens hun rejste sig op igen. Hun strakte sig i sin fulde højde af to meter og fik forskellige steder til at afgive knækkende lyde hvilket fik Beldragon til at grine igen. Han var heller ikke selv en lille herre med sine en meter og firs.
"Hvor du ligner din far på det punkt. Han var også glad for at lære fra sig. Hydra ære hans minde." Hun så over på ham og smilede venligt. Hvorefter noget i hendes sjæl, sagde hende at der var en som ønskede hjælp af en eller anden type. Hun drejede sig så hun stod med siden til mængden af folk, der var ved at opløse sig og lod sit blik glide søgende igennem dem. Hendes blide og venlige blik strejfede en mand med et slavehalsbånd og standsede der nogle sekunder, inden det gled lidt ned til en dreng som nok var omkring de ti. Han stod i slidte laser og så ud som om han ikke havde spist ordenligt i nogle dage. Katrina gik hen og satte sig på knæ foran drengen.
"Hvis du er sulten, så gå ind i handelshuset her og spørg efter Karen. Hun vil hjælpe dig med mad og tøj. Hvis du mangler et sted at sove, så sig også det til hende. Og det er ikke kun for i dag. Men kom så tit du har brug for det." Drengen så på hende med meget store øjne og begyndte at mumle et tak og noget om at han nok skulle arbejde for deres venlighed. Katrina lagde hånden blidt på hans skulder og rystede smilede på hovedet.
"Du skal ikke betale noget for det. Vi er ved at købe lidt huse både her og i Rotten Root Districtet, hvor vi vil åbne dørene for dem som har brug for hjælp af både den ene og anden årsag. Ingen behøver at gå sulten i seng, når der er mad nok. For blot at nævne et eksembel." Hun nikkede mod bagdøren, som Beldragon åbnede og vinkede drengen nærmere. Han smilede med et par tåre på kinden og løb ind af døren. Beldragon så smilende efter drengen, og Katrina rettede sig op. Hendes øjne faldt igen på manden med slavehalsbåndet. Hendes stemme var stadig roligt og venlig.
"Du må sige til hvis du har brug for hjælp. Uanset hvem din herre eller frue er."

Det var umuligt ikke at lade sig gribe af stemningen og selv om August intet behov havde for at kaste armene i vejret og højlydt heppe, gled der nogle små "woooow" over hans læber, når andre omkring ham gik lidt amok. Det var en normal reaktion. Fordi alle andre gjorde det, følte han også for det, for at være en del af gruppen.
Efter et stykke tid, August vidste ikke andet end han var træt af at stå stille på sine ben og fødder, stoppede det. Han skiftede vægten fra ben til ben og klappede med alle andre, hvorellers folk og børn begyndte at forsvinde stille og roligt. Selvfølgelig, især for børnenes vedkommende, ikke uden vandshowet. August kunne forestille sig hvor rart det måtte være i denne varme.
Det slog ham ikke at han var blevet stående. Selvfølgelig havde han haft sine spørgsmål, men at blive stående var sket automatisk. Hans blik var gledet over hvordan hun havde behandlet barnet og han var glad for der stadig fandtes hjælpsomme folk i denne verden. At det hele ikke kun var fyldt af hårdhudede dæmoner og væsner. Det kunne man godt glemme lidt, når man ikke gik blandt andre til hverdag. Det gav ham et større behov for at opsøge hendes selskab. Der var noget betryggende ved hende.
Hans fod stoppede foran bøgerne, som han havde skubbet foden ind i. Han bukkede sig ned og tog tasken i favnen, før han skyndte sig nærmere...Han ville helst fange hende inden hun gik igen.
"Øhm..."

August var et øjeblik lidt forvirret. Hvem hans...Hvad? Hjælp? Havde hun fornemmet noget? Selv i dag havde de fleste mennesker evner at gøre godt af. Alligevel følte han en naturlig forsigtighed. Måske var hun også et væsen...Når det kom til stykket havde han ingen mulighed for at vide det og burde være forsigtig.
August prøvede at lade et par fingre glide hen over halsbåndet, men ved at tage sin tunge bylt af bøger igen. Det endte med han satte dem op af en pæl, så han kunne henvende til hende uden at virke alt for klodset samtidig.
"Nåe, nejnej. Det skal du virkelig ikke tænke over" forsikrede han med sit sædvanlige varme smil.
"Jeg har hvad jeg skal bruge. Det er ikke det..." Han gned sig i nakken og lod blikket glide hen over den lille baggård, eller arena som det jo nok mere blev anset som. Så kiggede han tilbage. Her stod han og spildte hendes tid!
"Undskyld. Jeg så jeres øvelser for første gang og...Jeg tænkte på...Jeg har brug for at lære noget selv. Kender I nogen der kan lære mig noget af det samme? Selvfølgelig ikke på samme niveau, jeg er ingen kriger, men...Bare nogle tricks måske?" foreslog han så.
Ja, her tæt på, var hendes nærvær virkelig beroligende. Det fik ham til at slappe mere af.

Hun smilede varmt og venligt til ham, selv om hendes blik var en smule overrasket over hans ord, om at hun ikke skulle tænke over det.
Hun lyttede roligt til hans spørgsmål omkring mulighenden for at lære nogle tricks. Hendes stemme var lige så varm og venlig som smilet.
"Jeg kender flere her i handelshuset, som gerne lær folk om selvforsvar, så de kan klare sig imod de fleste. Jeg har skam selv være med til at oplære dem og andre." Hun så ned på tasken der så ud til at være fyldt med bøger. Hendes blik blev nysgerrigt, da hun så en af titlerne.
"Undskyld jeg spørger så direkte. Men er din herre eller frue læge af en art?" Hun gjorde en håndbevægelse mod bagdøren, som førte ind i handelshuset, mens hun så på ham.
"Lad os gå indenfor og finde et lokale hvor jeg kan vise et par tricks mens vi får os lidt koldt at drikke. Og jeg bør vist også få skiftet tøj." Det sidste sagde hun med et lille grin.
Beldragon der stod og ventede roligt, grinede hjerteligt over hendes ord om at skifte tøj.
"Jeg skal gerne underholde vores gæst, mens du skifter tøj. Det kunne også være at jeg havde et par tricks at lære fra mig, hvis du ønsker det." Beldragons brune øjne var varme og beroligende, ligesom hans aura. Han fornemmed at det var bedst at de begge var der, da denne mand føltes til at have en indre kamp som kunne knække ham, hvis noget gik galt.

At kvinden foran ham var mere eller mindre nøgen, hjalp ikke på det. August var normalt ikke den mest generte type og før i tiden havde han også været ganske snakkesaglig. Men der var ting, såsom at blive tvunget ind i rollen som slave og solgt, der tog broden af det hele. De havde ikke sat pris på hans snak, hans analyser og observationer. Og hans paranoia var stødt voksende. Han var opmærksom på det og skulle arbejde på at begrænse det, inden det gik for langt, men var det ikke kun naturligt? Hans liv havde ændret sig. Knust. Og nu skulle han finde et nyt ståsted, starte forfra. Der var intet at sige til hans selvtillid havde lidt et knæk på turen. At forsigtighed var hans nye tilgang til hans omverden. For nu, i det mindste.
August kiggede ned på tasken, som hun nævnte det. Oh...Ja, herfra kunne man lige skimte noget af titlerne på et par bøger. I et øjeblik vidste han ikke hvad han skulle svare. Han var bare en slave...Og at sige det var ham selv, der var lægen, ville give flere spørgsmål end han nok orkede at svare på lige nu. Men at lyve var heller ikke noget han fandt behageligt. Hånden gled hen over nakken igen og hans blik søgte automatisk jorden, da han svarede.
"Ja...Ja, det er han"
En hvid løgn. For nu. Han ville ikke vække opmærksomhed.

Han rømmede sig svagt og et smil gled over ham igen, da Kat inviterede ham med indenfor. Venligheden...Den var rar at mærke og lindrende. Noget han havde savnet. Lori var venlig, var varm, men det var rart at blive mindet om at selvfølgelig var mange andre også det. Han havde isoleret sig lidt for meget de sidste par uger, måneder, mens han var kommet sig. Dette gav ham lyst til at komme mere ud igen, så langt som halsbåndet nu bar ham.
Han samlede tasken op igen og fulgte efter, for at komme med ind.
"Ah...Tak. Tak skal I have. Jeg vil ikke mase mig på, selvfølgelig, og jeg vil ikke have I går ud jeres vej for at hjælpe mig!" forsikrede han. Straks havde en fornemmelse af at skylde noget til gengæld overvældet ham. Høflighed og venlighed. Det gav ham altid et behov for at give noget igen. Hvilket også var grunden til han velvilligt var indtrådt som slave. For at give igen.
Som ved et tryllestav kom han i tanke om noget andet. Hvis han skulle være en slave, måtte han hellere spille kortet fuldt ud.
"Jeg er også klar over mit spørgsmål måske er...Unormalt. Normalt ville ens Herre nok komme og bede om det, betale for det eller...Andet..." Hans ord døde lidt hen, som han kom indenfor og hans blik nysgerrigt gled over dens indre. Et handelshus. Det var en detalje han slet ikke havde opdaget før.
"Hvad sælger I?"
Han tænkte ikke over spørgsmålet. Det gled automatisk ud over hans læber. Han havde en nysgerrighed som få...Og et behov for at finde svarene til alt omkring sig. En drift der havde bragt ham til hans studier så mange år siden.

Både Katrina og Beldragon opfangede omgående den hvide løgn, men lod som ingen ting for ikke at gøre ham urolig. Katrina gik først ind af døren og Beldragon dannede bagtrop, netop fordi han havde mere erfaring med at lade sin beroligende aura strække sig ud. Selv om han gik tre-fire skridt bagved deres gæst, var han tæt nok på til at gæsten blev indhyllet af auraen.
Katrina gik mellem forskellige kasser og borde med alt muligt fra mad, drikke og tøj til luksus vare og ædelstene. Hun smilede over skulderen til gæsten.
”Du skal ikke være bekymret. Vi tager intet for at lære folk lidt forsvar. Det er en af de ting vi gør med glæde.” Hun grinede lidt over hans nysgerrige blik og stansede op midt i det store lokale der havde en størrelse på omkring fem gange ti meter.
”Vi sælger stor set alt, hvad vi kan få fat på. Dog er vores største attraktion de sorte opaler, du kan se bag glasset derover.” Hun pegede over på et par store reoler ved bagvæggen, som var oplyst af magisk lys kugler. Man kunne se de sorte ædelsten som glimtede i et væld af farver. Nogle af dem havde et rød-orange ildtunge som dominerede stenene. Der var mange som beundrede opalerne, men det var kun få som købte af dem og de var som hovedregel af de meget velhavende folk.
Katrina gik lidt tættere på reolerne med opalerne og smilede til gæsten.
”De er fundet på min fødeø, hvor klanen Blackfire bor.” Mens hun stod og snakkede med gæsten kom en lidt buttede kvinde hen til dem. Hun udstrålede nærmest total lykke og havde svært ved at vente til Katrina så på hende.
”Hvor er jeg glad for at du sendte den dreng ind til mig. Han er helt alene den arme dreng. Ingen familie og han var løbet væk fra sin tidligere herre i en anden storby. Hvad den arme stakkel ikke har været igennem, både som den ene og anden form for slave. Jeg var nød til at give ham noget søvnurt, for at få ham til at sove roligt.” Katrinas ansigt blev stramt og indelukket ved lyden af kvindens ord. Hun knugede endda hænderne hårdt inden hun tog et par dybe åndedrag for at falde lidt til ro igen.
”Hvis han har lyst til at blive her, så lad ham endelig blive. Prøv om du kan finde ud af hvem der skulle eje ham og forhør dig om prisen. Gør hvad du kan for at han kan blive en fri dreng. Lad ham hjælpe til hvis han ønsker det. Og for en hver pris, lad ham vide at han har sin frihed igen. Ønsker han at flytte til et sikkert sted, så finder vi ud af at få ham til Aquerne og med et af vores skibe hjem til øen. Jeg ved at jeg kan stole på dig, Karen.” Kvinden nikkede livligt og forsvandt igen. Beldragon så efter Karen, og mumlede stille.
”Jeg havde ingen ide om at han var så medtaget. Stakkels knægt.” Han så over på Katrina der var begyndt at ryste en smule uden at hun selv havde opdaget det.
”Du må heller komme ind og skifte tøj. Jeg vil ikke til at slogs med din drage, fordi du ikke holder dig rask.” Hun grinede og løb ind af en døre lidt længere fremme. Beldragon rystede smilende på hovedet og viste gæsten ind i et af mødelokalerne.
Mødelokalet var indrettet med en tre personers sofa, sofabord i lys eg og to sofastole som stod så man kunne se på hinanden hen over bordet. En kvinde kom ind med en kande vand og en kande vin, sammen med tre krus, samt et par tallerkner frisk udskåret frugt. Beldragon nikkede smilede til kvinden der lukkede døren efter sig. Beldragon slog ud med armen mod siddepladserne.
”Sæt dig hvor du har lyst. Hvad må vi byde: vand, vin eller måske noget andet?”

Han fulgte med og følte sig underligt helt rolig igen. Nervøsiteten, grænsen til at blive direkte genert, var som forsvundet og han følte sig mere sig selv end han havde gjort længe. Det gav ham også muligheden for bedre at observere sine omgivelser. Stedet var stort og det var tydeligt de ikke kun solgte en ting, men flere. Det var vel en forretningsstrategi. Især når de havde opalerne at sælge. Det var nok ikke alle der kendte til deres udseende, deres værdi. Så at få folk igennem hele dagen, der kunne blive nysgerrig eller sige det videre, var vel en del af grunden? Ikke at August havde gjort sig meget i hvordan man førte en forretning.
Foran opalerne, lænede han sig lidt forover, så han bedre kunne studere dem. Han kendte intet til sten eller deres værdier. Hans øjenbryn gled en anelse tættere på hinanden, før hans smil voksede lidt.
"Jeg gætter på regnbuesten lød for dumt?" bemærkede han. Af at blive kaldt sorte, havde de alverdens farver. De var ret smukke og August blev stående et øjeblik og nød deres genskær, før han rettede sig op og lod blikket glide over mod udvekslingen mellem de to kvinder. På den ene side lyttede han nok til en samtale, som han ikke burde notere sig videre ved. Og på den anden side var det interessant. Hans blik gled ned til kvindens hænder, reaktionen, ved ordene, før blikket gled over til denne Karen igen.
Det var synd for drengen. Han havde set drengen, da kvinden her havde taget fat i ham. Tynd og ødelagt. August foretrak ligeså hvis alle kunne have det godt, men det var bare ikke realistisk og han havde ikke selv en mulighed for at give meget. Specielt ikke nu. Desuden kæmpede han en anden kamp for menneskeheden, selv om det til tider kunne virke som et dødt løb.
Alligevel kunne han ikke stoppe sig selv fra at overveje hvad kvinden havde oplevet selv, der fik hende til at reagere sådan. Eller måske var hun blot så god af natur? Den slags var sjældne. Folk der var født med en lyst og trang til at være der for andre. Der var væsner der havde den virkning. Engle, mest af dem alle. Men engle var også en af de racer han havde mindst erfaring med, af den simple årsag at han fokuserede mere på mørkets væsner. Det var dem, der udgjorde udfordringen. Det var dem, der havde sværrest ved at leve i harmoni med de såkaldte 'svagere' racer.
Måske havde August for en gang skyld været heldig. Og endt hos folk der oprigtig mente det godt. Som oprigtig kunne gøre et eller andet. Måske kunne han ligefrem selv hjælpe dem, hvis de tillod ham? Når han altså ikke løb ærinder for Lori. Selv om det arbejde også havde været valgfrit. Det ville også hjælpe at fokusere på noget specifikt, i stedet for han gik i sine egne tanker hele tiden. Hjælpe ham med at komme helt ovenpå igen, for hans eget helbreds skyld.

Drage?
August så tilbage på manden, da der blev snakket om drager. Dragons Peak var hjem til drager. Draconians. Dragestatuer. Myter om drager. Drager var ikke uvant for ham...Og alligevel var det ikke fordi man direkte så dem i egen skikkelse.
"Drage?"
Der lå et spørgsmål i ordene, før det gik op for August at han snagede. Han smilte hurtigt og rystede let på hovedet.
"Undskyld. Jeg snager"

Han fulgte efter ind i lokalet og var lettet, da han endelig kunne sætte sin taske med bøger et sikkert sted. Den var tung og kørte sine skuldre rundt et øjeblik, for at løsne musklerne og få dem til at slappe af igen. Denne gang sikrede han sig tasken lå, så der ikke var flere synlige bøger. Han ønskede ikke flere spørgsmål omkring det.
Vejret var varmt og August havde allerede båret bøgerne næsten igennem den halve by. Tanken om et glas koldt vand var nok til at gøre ham helt salig.
"Åh, et glas vand kunne gøre forskellen, tak" Han kunne sagtens selv tage det, hvis det var, men ville ikke ødelægge værtsskabet. Der var utalte regler for slags.
"Jeg så hvordan I hjalp slavedrengen...Det er beundringsværdigt. Gør I altid det? Hvordan kan I bære det, økonomisk og...For samfundet? Der må være lige så mange der hader jer for det" Han var nysgerrig. Hvor meget gik de op i den slags? Hvor meget kunne de gøre? Selvfølgelig, selv blot det mindste kunne gøre en hvis forskel for en, hvis liv allerede var helt til hundene.
"Det vil tage lang tid før han bliver sig selv igen...Ro. Guide. Måske, med tiden...Men barndommen lægger jo hele fundamentet for den person man bliver senere. Måske bliver han aldrig helt sig selv igen" funderede han lidt for sig selv. Så rystede han på hovedet. Her stod han fordybet i sine egne tanker igen!
"Undskyld...Jeg er August. Mit navn er August!" han havde slet ikke præsenteret sig. Og nu han tænkte over det, havde disse venlige folk heller ikke. Han sendte manden et smil, men ville ikke sætte sig, medmindre manden gjorde det samme.

Beldragon havde godt hørt gæstens spørgsmål tidligere, men valgte at vente med at svare gæsten til de var inde i mødelokalet. Så mens han fyldte vand i et krus og rakte det til August, da han præsenterede sig, valgte Beldragon at svare på alle hans sprøgsmål.
”Du spurgte inde i hallen om hvad jeg mente med drage. Det er fordi Katrina har et forhold til en draconianer, der er meget beskyttende over for sine skatte og ejendele. Og han ser Katrina som en af sine dyrebar skatte, hvorfor jeg var lidt efter hende. Hun skulle helst ikke gå hen og blive syg, for så vil jeg få problemer med ham næste gang vi ser ham. Mit navn er for resten Beldragon Torkiane, men bare kald mig Beldragon.” Han fyldte vin i de sidste to krus og satte sig i den ene lænestol.
”Snup du sofaen. Den er langt den bedste at side i. Hvad angår drengen, så gør vi hvad vi kan for at hjælpe folk, både slaver og fattige. Vi har oprettet en, ja indsamling af en slags, hvor vi ligger en procent del af overskuddet fra handlen ind, så vi kan købe huse og indrette dem som overnatnings steder til fattige og forældreløse børn. Ligeledes bruger vi en del af indsamlingen til at sørge for at de altid kan komme og få mad når de er sultne. Uanset hvilken race de er. I sidste uge var der et par vampyrer som spurgte om vi havde noget blod på lager. Det er noget som folk kommer og donere stille og roligt, samt af egen fri vilje. Hvad angår for eksempel dæmoner, som sjældæmoner og incubus. Ja, der er vi så snare i lidt større problemer med at kunne tilfredsstille dem. Og dog, incubus og sucubus er lidt nemmere at tilfredsstille, da en del af deres mad er sex. En del folk er villig til den del, bare de får lovning på ikke at blive spist bagefter. Men nok om det.” Beldragon var blevet en smule rød i hovedet af samtalen. Han rømmede sig en smule og vente tilbage et et af de andre spørgsmål.
”Og du har ret. Det vil tage lang tid for drengen at kunne ligge den del af sit liv bag sig. Nogle lære det, andre er ødelagt for livet. Hjemme på øen: Dead Mans Rock, lever de forskellige racer i fred med hinanden. Hvis drengen ønsker det, så vil vi sørge for at han kommer der til og bliver hjulpet alt hvad han har brug for igennem resten af hans opvækst.”
Han så over på August med et roligt blik.
”Hvis du nogensinde for brug for hjælp, så kan du altid komme her.”

August tog imod glasset og satte sig på sofaen efter anvisningen. Det var rart at sidde ned og vandet fjernede den tørre fornemmelse i mund og svælg. Han kørte lidt af vandet rundt i sin mund, mens Beldragon snakkede. Der blev givet mange informationer, så August nikkede svagt for at vise han lyttede, mens han prøvede at finde hoved og hale i det hele. Måske var det fordi han netop boede med incubus'er, at han bemærkede hvad der blev sagt her. Dæmoner levede ikke bare af sex - de lavede af at tage folks sjæle igennem sex. Så selv om dæmonerne fik sex, betød det ikke de fik stillet deres sult. Faktisk var det nok nogle af de væsner, August arbejdede mest med at finde en løsning til...Hvordan kunne de få mad uden at dræbe hele tiden? Deres kontrol virkede mindre...Selvfølgelig kunne de dyrke sex, uden at tage sjælen. Men de ville ikke blive mætte. Han havde mødt en incubus, Sean, der havde snakket om muligheden for at lære kun at tage noget af sjælen - og dermed efterlade personen i live. Men det krævede en uvirkelig mængde kontrol og tålmodighed og det var ikke noget mange dæmoner praktiserede. Men det var spændende, om ikke andet.
"Ah, ja. Jeg er van til dracionianere..." bemærkede han sigende og nikkede genkendende.
"Jeg er fascineret af det arbejde I udfører..." han så over til døren et øjeblik, før han så tilbage på Beldragon med et smil.
"Måske kan vi nå frem til en enighed. Hvis I vil hjælpe mig lidt med nogle tricks...Kan jeg arbejde lidt hos jer, som frivillig, hvis I kan bruge mig. Mine evner er nok begrænsede...Men der er ting jeg kan hjælpe med" foreslog han. Det var ikke sikkert de var interesserede i det, men August ville gerne.

Han rømmede sig svagt og rystede lidt på hovedet.
"Tak, men jeg har ikke brug for den slags hjælp. Måske skal jeg forklare lidt...Jeg søger måder at beskytte mig selv. Ikke nødvendigvis i en kamp, men om ikke andet nok til enten at undgå dårlige situationer eller hurtigt komme ud af dem igen. Specielt mod andre væsner...Dæmoner. Vampyrer. Hvis de først udser mig som et måltid, er der ikke meget jeg kan gøre, i min nuværende situation..."
Han havde sin magibog. En han havde fundet i Dragons Peak, lært og studeret. Den havde faktisk været starten på det hele. Denne verden af magi, af væsner. Det hele. Men den krævede ting og koncentration, ritualer, han næppe kunne frembringe under pressede situationer. Han havde brug for noget mere håndgribeligt.
Hans ene hånd gled og til hans hals. Under halsbåndet gemt sig et svagt ar fra hugtænder. Han havde allerede været offer for en vampyr og været heldig nok til at komme ud af det i live. Men hvad med næste gang?
"Jeg håbede måske...Efter hvad jeg så udenfor...I kunne hjælpe mig lidt?" Han så op igen, før han lænede sig frem og stillede glasset fra sig på bordet. Han greb et frugtstykke og tog det i munden.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som Katrina bære. Men i stedet for den sorte rose er der et [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og i stedet for de små sorte perler er der [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Katrina smilede da hun åbnede døren. Denne gang var hun klædt i en svag lilla bluse, sorte bukser og brune læderstøvler. Om halsen bar hun et smykke der kunne minde lidt om et halsbånd. Noget som virkelig fangede folks blikke var det rubinrøde hjerte i midten og de rubinrøde dråbeformet sten, som hang fra smykket.
Hun kom tidsnok til at høre Augusts spørgsmål om de kunne hjælpe ham lidt.
"Selvfølgelig kan og vil vi hjælpe. Nu ved jeg ikke hvor meget jeg er gået glip af, men jeg vil gætte på at i endnu ikke har snakket noget om de forskellige fif og tricks man nemt kan lære." Hun så fra August til Beldragon og tilbage igen, hvilket fik rubindråberne til at danse lidt mod hendes hals.

Beldragon smilede til hende og rystede på hovedet.
"August vil gerne hjælpe til her som frivillig, hvis vi vil lære ham lidt om at forsvare sig mod uønsket selskab." Katrina kort rystede på hovedet, som om hun afviste tanken.
"Under ingen omstændigheder tager vi betaling for at lære forsvar. Og hvis du ønsker at hjælpe til her, så bliver du betalt på ligefod med de andre der arbejder her. Beldragon hvorfor har du ikke sagt det til ham?" Hun startede med at se på August, men sluttede med at se lidt skulende på Beldragon. Han smilede bredt og løftede armene afværgende uden at sige noget. Katrina sukkede og tog en slurk af det krus der stod foran hende.
"August, var det? Det er utroligt pænt af dig at tilbyde din hjælp som betaling. Men hvis vi begyndte på det, hvor mange folk ville der så ikke blive proppet ind i handelshuset i løbet af kort tid? Vi giver dagligt råd og vejledning, samt viser øvelser til folk, der kommer og spørger på hjælp. Det kan være alt lige fra en kvinde der bliver slået af sin mand til en som lige er blevet overfaldet eller truet på livet. Jeg håber du forstår hvad jeg mener." Hendes venlige smil var igen fremme, sammen med det milde blik i de grå-blå øjne.

Halskæden trak virkelig opmærksomhed. Rød, i det hele taget, var en farve der tiltrak opmærksomhed. Det var derfor kvinder farvede læberne røde. For at mændene skulle bemærke deres fyldighed, deres former og blive tiltrukket af dem. Halskæden var...Lidt voldsom? For August. Det var som om den ikke helt kom til sin ret, når resten af tøjet var så...Normalt. Som en ædelsten i selskab med almindelige sten. Det var en halskæde andre ville gå med til en fest.
Han rømmede sig svagt og vendte tilbage til sit glas med vand, hvorigennem han fik skyldet smagen af æble væk. Hans tunge gled automatisk rundt for at finde de sidste rester, mens han lyttede.
Nu var det hans tur til at insistere. Han sendte hende et passende smil, før han satte sig længere ud på mod kanten af sofaen.
"Jeg forstår hvor du kommer fra, men det kan jeg ikke gøre. Jeg er klar over det er hvad I gør med folk...Hjælper dem, betaler dem. Og det er ikke fordi jeg på noget tidspunkt sætter spørgsmålstegn ved jer. Men jeg har også mine principper at leve ved. På ingen måde kan jeg bare tage imod hjælpen, uden at give noget igen. Jeg er i en position hvor jeg faktisk kan give noget igen. Brug pengene på dem der virkelig har brug for det...Og lad mig arbejde her lidt en gang i mellem. Hvornår det passer jer, så handelshuset ikke bliver overfyldt" foreslog han. Hans blik var blevet intenst, som han så på kvinden, hvis navn han havde forstået var Katrina. Han ville virkelig dette her. Her kunne tingene give mening igen. Han havde ikke brug for pengene. Jo, han havde lovet Lori han kun ville blive der, til han kunne finde sit eget igen. Men Lori havde sagt han ikke behøvede skynde sig. Han kunne skrabe penge sammen på andre måder og så længe han kunne låne bøger igennem Lori, havde han alligevel intet at bruge pengene på til hverdag.
Nej, han ville ikke tage penge fra disse folk. Ikke når han havde set hvad de gjorde.
"Og hvis I insisterer, siger jeg alle mine penge skal doneres til jeres hjælp" Han slog let ud med armene, som om han endelig havde fundet et loophul de ikke kunne modargumentere. De kunne ikke styre hvordan han skulle bruge disse endnu hypotetiske penge. Materielle goder havde aldrig betydet meget for August og lige nu havde han - mod al forventning og med hans held - alt hvad han skulle bruge. Hvilket var mere at sige end andre, som slavedrengen, havde.
Desuden kunne de umuligt have tid til det hele. Både at styre et handelshus og hjælpe folk 24/7. Han kunne hjælpe til. Give dem tid til det, der virkelig betød noget. Det ville give ham en...Mening...Igen. En større grund til at stå op. En ny glæde i hans hverdag. Men så længe han ikke havde forklaret det til dem, kunne de selvfølgelig ikke vide hvad det betød for ham. Alt han kunne gøre var at insistere.

Hun kunne intet andet smile venligt og forståede. Hun kunne godt se det fra hans side og synspunkt. Hun lod en finger glide let hen over rubinhjertet, som om hun kælede for det. Hun lyttede og lod ham tale færdig inden hun lod hånden ligge sig roligt på armlænet.
”Jeg kan godt se hvad du mener, og ønsker ikke at skabe splid i så nyt et venskab som jeg er sikker på at dette kunne blive. Du skal være velkommen til at hjælpe her ligeså tid og ofte du har lyst. Dag og nat, alle tider af døgnet, hvis det er det du ønsker. Jeg vil endda sørge for at et værelse står til din rådighed hvis du skulle få brug for det. Selvfølgelig med fuld kost. Noget sig er mig at du kan hjælpe på mere end en måde. Og en dag finder jeg nok ud af hvad det er.” Hun så over på Beldragon, med et særligt lykkeligt smil på læberne.
”Dust er i nærheden, så jeg forsvinder nok til aften.” Beldragon klukkede og rystede smilende på hovedet.
”Den mand har fordrejet hovedet på dig, min pige. Men ja. Jeg har selv være ung engang. Bare du er tilbage om senest to dage. Ellers bliver jeg knotten.” Katrina smilede stadig og kærtegnede igen rubinhjertet ubevist.
Kort efter vendte hun igen opmærksomheden på August.
”Inden du går hjem, så skal vi lige sørge for at du bliver skrevet ind i vores bøger over folk som arbejder eller hjælper til her. På den måde vil alle kunne se at du har vores tilladelse og tillid til at komme og gå.” Hun satte sig lidt længere frem i stolen og så lettere afventende på ham. Nu kom de til det punkt hvor de i fællesskab skulle ligge planer for hvilken form for træning han ønskede og skulle modtage.
”Hvilke ønsker har du omkring forsvars øvelser eller hvilke problemer kommer du oftes ud for?”

August grinte svagt for sig selv, som Katrina gav efter og han satte sig ordentlig tilbage i sofaen igen.
"Der er ingen grund til I går til sådan en længde. Jeg har et hjem, med mad og det hele" bemærkede han sigende. Det var selvfølgelig sødt de gik så langt for ham, også selv om han var en fremmede for dem. Men han havde virkelig hvad han skulle bruge og havde ikke brug for folk puslede SÅ meget om ham. Nok var hans et svagt menneske...Men han kunne klare sig. Og nu ville han forhåbentlig snart lære at forsvare sig også.
Selvfølgelig sagde halsbåndet nok alt om, hvorvidt han havde et hjem. Men måske gik de automatisk ud fra han havde det lige så forfærdeligt som alle andre slaver. Men for nu lod August bare emnet ligge. Det kunne også godt være han selv lagde for meget i det.
"Men jeg sætter pris på det. Tak" tilføjede han så.
Det var straks svære at gennemskue præcis hvad han havde brug for. For han vidste det ikke. Han kendte ikke til den slags. Han havde altid observeret væsner, når han fik muligheden og som om de var som alle andre. Det mest optimale var hvis han kunne studere dem på afstand, så deres adfærd ikke blev påvirket af Augusts egen tilværelse. Men det var ikke muligt og i stedet måtte han prøve at høre til...Lidt mere. Men at gå iblandt dem krævede han kunne genkende, hvornår en situation spidsede til og ikke mindst finde den hurtigste og nemmeste vej ud. Og når de endelig fik fat i ham? Der måtte være ting der virkede. Han havde undersøgt det. Sølv, pentagrammer, lysmagi...Hvoraf han intet havde af det sidste.
Hånden gled automatisk op til hans hage og gled over de små skægstubber, mens han overvejede svarede. Han ville så nødig tingene endte i vold... Men nå truslerne sov under samme tag som ham selv...Der var ikke meget valg.
"Hvad kommer jeg ikke ud for?" sukkede han og så næsten opgivende på både Katrina og Beldragon. Han trak på skuldrene. Alt det traumatiske der var sket inden for det sidste halve år...
"Jeg..." Han kunne ikke give sig til at forklare det hele. I hvert fald ikke i detaljerne.
"...Altså...Okay, måske det mest pressende problem. Hvor jeg bor, bor der også incubus'. Og en af dem ser mig som et potentielt måltid. Vi har allerede haft...En episode..." Han vidste ikke hvad han skulle gøre med episoden. På den ene side havde manden - Lux - været tæt på at spise ham, på den anden side faktisk ladet ham være i fred. Men uanset hvad, ville han være foreberedt til en anden gang.
"Og jeg har også tidligere haft en episode med en vampyr. Jeg er bare et menneske...Jeg har brug for at sikre jeg overlever næste gang. Eller hvordan jeg måske kan holde dem på afstand til at starte med. Et eller andet?" Han så på dem. Mens han havde snakket, havde han set væk. Men nu så han på dem igen. Han håbede de kunne...Et eller andet. Vidste et eller andet.

Hun lyttede roligt til hans ord og begyndte igen ubevist at kærtegne hjertet. Beldragon nikkede forstående mens August fortalte. Katrina rødmede en smule da han begyndte at tale om incubus. Tænk sig at han boede under tag med to af dem og havde hun haft en episode med den ene. Hun huskede tydeligt begge sine møder og nætter med Sean, hvor den sidste havde været i selskab med en anden mand og en som havde vist sig at være kvinde.
Beldragon så over på Katrina da incubus blev nævnt og så godt hvordan hun rødmede en smule. Selv blev han letter stram om munden, men sagde intet. Han havde givet hende en skideballe begge gange, men viste ikke om det hjalp en pind.
Katrina rømmede sig lidt, da han var færdig med at tale.
"Jeg har selv lidt kendskab til incubus, og ja. De kan være utrolig svære at modstå, hvis de først begynder at bruge deres evne til at lokke med folks sind. Jeg har selv haft to episoder med den samme incubus, men han var kun interesseret i sex delen." Hun rødemede lidt kraftigere ved minderne, inden hun lukkede øjnene mens hun lagde sin ene hånd mod rubinhjertet. Hun tog et par åndedrag, åbnede igen øjnene og lagde hånden ned til den anden i skødet.
"Jeg kender desværre ingen tricks mod den evne, endnu. Men hvis jeg finder en, skal jeg sørge for at du bliver en af de første der får besked om det. Hvad angår vampyre, så hader de alt hvad der kan sammenlignes med sollys eller lys magi. Og de kan ikke fordrage hvis man brækker deres hjørnetænder." Hun klukkede lidt ved mindet om hvordan vampyren havde bandet og svovlet hende langt væk, da hun havde knækket begge hans hjørnetænder.

August blik lagde sig naturligt mod halskæden, som hun fumlede rundt med den. Det var tydeligt hun kunne lide halskæden og den kom måske endda fra selv samme person, som var blevet nævnt et par gange. Draconianeren?
Han havde kun mødt dem for et øjeblik siden, men han følte allerede han havde et indblik i hvem de var og hvad de fik tiden til at gå med. Katrina var måske lidt mere åben, end Beldragon, på det punkt. Der var noget om en...Klan...Blackfire? August fulgte ikke så meget med. I Dragons Peak havde han slet ikke fulgt med, men mens han var rumlet afsted i et bur havde han da overhørt nogle af de andres samtaler. Måske var navnet blevet nævnt en gang eller to der. Men ellers sagde det ham ikke meget. Noget med pirateri...Og pludselig blev August bekymret for om han overhoved burde være sammen med dem, eller om folk også troede han gav sig til ulovlige ting. Men de var så venlige, så hjælpsomme. Umiddelbart mod alle. Og hvis alle racer kom igennem her, havde han en mulighed for at lære flere af dem at kende. Dem der måtte komme her, måtte netop være dem der ønskede hjælp og ikke altid fandt det særlig fantastisk at alle deres ofre endte op død. Dette ville give ham en viden han ikke havde haft adgang til på samme måde før.

Et smil gled over ham, som Katrina snakkede om sex. For August havde sex aldrig været vigtigt. Han havde vel været sammen med en kvinde eller to, men det var kun holdt den ene gang. Han var ikke kæreste-materiale. Alt for opslugt i sine studier, til faktisk at skabe en familie om sig selv. Og det var okay for ham. Han havde intet imod at være en ungkarl lidt endnu. Især så kaotisk som hans liv var lige nu.
"Så han vendte tilbage til dig? Interessant..." Hans hoved gled en anelse på skrå, som hans blik hen over Katrina. Det havde ikke været svært at opfange at Beldragon ikke var helt glad for det. Var de handelspartnere? Eller var der noget mere? En trang til at beskytte, måske?
Han rystede svagt på hovedet. Han burde virkelig fokusere nu! Han trak vejret dybt og trak lidt på skuldrene.
"Jeg ved det overordnede. Pentagrammer skulle virke mod dæmoner, bryde deres styrke og måske endda deres evne...Men jeg har aldrig fået det afprøvet. Jeg har intet med pentagrammer på. Og jeg ved sølv og lysmagi har en virkning mod vampyrer. Men jeg har ikke råd til sølv og min egen magi er ikke lysmagi. Og..." Han holdt sin spinkle hånd op, der i sit liv havde brugt mere tid på at bladre i bøger end fysisk arbejde. Også selv om den nu udførte fysisk arbejde til hverdag, hvilket havde givet ham et hårdere lag hud efterhånden.
"...Jeg stoler ikke på min egen styrke til at ramme deres tænder. Jeg tror ikke engang jeg når tæt nok på. Tit har jeg kunne snakke dem ned, få dem i samtale. Det var sådan jeg overlevede sidst...Tror jeg. Men jeg håbede på...Om I måske ville lære mig nogle kamptricks? Jeg har aldrig prøvet den slags før, men jeg skal nok gøre mig umage!" foreslog han. Det havde ikke slået ham, at han havde snakket om sig selv, som om han var alt andet end slave og han kunne mere end blot vaske tøj. Men så igen. Selvfølgelig, kunne hans Herre jo have lært ham disse ting han vidste.

Katrina rødmede igen, da August nævnte at det var interessant at incubusen var vendt tilbage til hende.
”Enlig ikke. Det var nok nærmere et sammenstød en måneds tid efter første gang. Vi var tilfældig vis på samme kro og han opsøgte et andet par. Eehmm.” Hun var så flov over at sidde og snakke om det overfor Beldragon. Han forstod dog hurtigt hintet og rejste sig med en undskyldning om at han ville hente noget koldt frisk vand. Da han var gået tog Katrina en hurtig beslutning, og forsatte.
”Han havde opsøgt et andet par, hvor han kendte kvinden. Manden har jeg senere fundet ud af arbejder på det fine bordel i Sunfury. Han fik øje på mig og blinkede drilsk til mig, hvilket satte skub i de tanker mit sind havde. Og ja, inden natten var omme var vi alle fire endt på et værelse sammen.” Hun tømte hurtigt kruset med vin og skænkede sig et nyt, med hænder der skælvede lidt. Hun tog nogle dybe åndedrag og lagde igen hånden på rubinhjertet mens hun tænkte på Dust. Dette hjalp hende med at falde til ro og hun kunne igen smile til August.
”Hvad angår det med at knække tænderne på vampyrene. Så gjorde jeg det med et velrettet spark, ikke mine hænder. Jeg var desuden heldig med at hælen på min støvle ramte så præcist, som det gjorde.” Hun smilede stadig.
”Siden den gang har jeg været heldig at finde mig en god partner. Hvilket jeg tror jeg kan bruge næste gang en incubus eller succubus finder på at bruge deres evner mod mig. Jeg vil i hvert fald prøve, da jeg ikke ønsker andre mænd eller kvinder i mit liv.” Hun så sig hurtigt over skulderen, inden hun så på August igen.
”Er der noget du ønsker at tale om inden Beldragon kommer tilbage. Han er ikke alt for glad for at snakke om følelser eller om det som sker i soveværelset, hvis du forstår hvad jeg mener.” Hun blinkede forsvoret til ham.

August trak svagt på skuldrene.
"Det er jo det de gør. Om det er tilfælde eller ej, er sex en del af deres væsen. De lever af det, men ofte finder de generelt også bare værd at forfølge. Om der er mad i det eller ej. Også selv om de skal lære kontrollen, før de kan have sex uden at spise samtidig. Jeg kender en, med utrolig kontrol. Jeg er sikker på han har lært det videre til andre også, andre dæmoner altså. De har respekt for alder, for magt. Og ham jeg kendte havde begge dele" Han smilte svagt for sig selv. Sean havde været et specielt...Tilfælde. De havde snakket i hemmelighed, omend ikke hemmeligere, end nogen havde gennemskuet det. Og ødelagt Augusts liv derefter. Men Sean havde han ikke set eller snakket med siden dengang, selv om han havde hørt manden var blevet hersker endnu en gang. Han kunne blot bede til at manden havde det bedre i dag, end dengang August havde kendt ham.
August gjorde en let bevægelse med hånden og så kun kort op på Beldragon, da denne forlod rummet.
"Deres evner er lavet til at tiltrække ofre. Det er ikke fordi man har mange valg, selv om flere vil skrive under på det har været en fantastisk oplevelse...Hvis de overlever til at fortælle historien. Du skal ikke tage det tungt, hvis nogen af dem får fingrene i dig, uanset om du har en partner eller ej. De har ikke de samme grænser. For dem er det kun det. Sex"
August var kommet for at lære noget, alligevel sad han har og diskuterede dæmonernes adfærd. Men at dele erfaringer var vel også en hjælp. Og ikke destro mindre noget August brændte for. Deres adfærd. Hans øjenbryn gled en anelse sammen.
"Hvordan føltes det? Hvis du altså har prøvet deres evner på dig, og ikke bare selv...Gik med til det, med al respekt?" Det var ikke fordi August påstod hun var billig. Men han var nysgerrig over om...Hvis hun havde prøvet en incubus evner på sig, om hun havde oplevet det samme som August selv.

Ikke at August havde lyst til at diskutere selve det der skete. Han havde endnu engang været heldig og det var ikke endt med tvungen sex mellem ham selv og Lux. Dermed ikke sagt tiltrækningenskraften de havde, ikke var stærk. August var aldrig tiltrukket af mænd, men Lux havde fået ham til at smide sine principper. Det havde været en forfærdelig oplevelse, da han stod i det. Men i baglysets skær, også ganske fascinerende. De var født flotte folk.
Ved Katrinas hint, gled et let rødligt skær hen over Augusts kinder. Nej, den slags interesserede ham ikke og selv om han godt kunne lytte til andres erfaringer - hvis der virkelig var behov for det - havde han ingen lyst til at dele sine egne. Hvor få de også var.
"Jeg beklager, men jeg har ingen grund til at dele den slags" bemærkede han blot og skyndte sig at beskæftige sig med sit glas vand igen. Ikke fordi han havde noget at skjule, men fordi han ganske enkelt var for...Uskyldig...Til den slags.

Hun blev nysgerrig, da han snakkede om at han kendte en incubus med utrolig kontrol og magt, samt at denne incubus var gammel nok til at andre havde respekt for ham. Men i øjeblikket var det ikke vigtigt. Dog kunne hun ikke lade vær med at smile skævt, da han snakkede om at mange ville sige at det var en fantastiks oplevelse.
”Jeg tror ikke han brugte ret meget af sin evne. Mit unge sind og uprøvet krop var mere end villig til at undersøge hvordan det ville føles. Senere hen, da jeg mødte min partner, fandt jeg ud af at det ikke var så fantastisk alligevel. Min partner overgår langt den incubus, og han er draconianer. Men ja, hvis en af dem virkelig skuer op for deres evne, så tvivler jeg på at jeg kunne modstå det nok til at komme væk.”
Hun kunne godt fornemme på ham at han ikke var meget for selv at tale, hvilket var forstående nok. Hun havde altid været noget af et sludrehoved.
”Det er helt iorden. Der er ingen tvang om det.” Hun viste at hun kom ti gange længere ved at lade folk selv åbne sig end at man tvang dem til det.
Hun tog en mundfuld vin, satte kruset og holdte sine hænder ind over bordet. Hun lod sin venstre tommelfingernegl hvile på det bløde område mellem tommel- og pegefinger på højre hånd.
”Ved at trykke neglen her i det bløde område, opnår du at modstanderen får en utrolig smerte, hvilket plejer at gøre at de slipper en.” Hun flyttede sine fingere rundt om højre hånds langefinger og trak den en smule bagud.
”Du kan også bøje en finger så langt bagud som muligt, da dette også vil påføre smerte.” Hun slap fingeren igen og tog fat rundt om sit højre håndled.
”Hvis de har grebet fat i dig, så kan du gribe om deres håndled og vride armen rundt, så modstanderens håndryg peger ind mod dem selv, for derefter at trække den om på ryggen af dem. Bliv ved med at vride, da dette ligeledes vil give smerte, og gør du det rigtigt og hårdt nok, så kan du brække deres arm eller vride skulderen af led.”
Efter at have sluppet sit håndled, rejste hun sig og pegede på sin knæhase.
”Hvis du får muligheden kan du også sparke i knæhasen. Et velrettet spark, får knæet til at give efter og personen kollapser. Du kan også slå hårdt med flad hånd mod struben. Rammer du rigtigt bedøver du luftrøret. Rammer du forkert enten knuser du luftrøret eller personen får bare det ret ubehagelig.” Hun holdte en udstrakt hånd, hvor fingrene var udstrakte og spændt, op mod sin hals. Derefter holdte hun hånden frem mod ham og smilede til ham.
”Fik du fat i det? Hvis du gjorde, så vis mig det.”

August rømmede sig svagt. Han havde intet behov for at kende til hende sexliv yderligere og han havde virkelig intet at svare på det. I stedet fulgte han med, som hun begyndte at vise nogle fif til at beskytte sig selv. Også selv om det gik ret hurtigt og inden hun var nået langt, havde han næsten glemt halvdelen igen. Han prøvede at følge med, men da hun var færdig og bad ham vise dem, følte han sig lidt på bar bund. Nu, hvor han selv skulle afprøve noget af det, følte han sig nervøs igen. Han tog sig selv i at tænke han nok ville se dum ud, som han forsøgte sig frem og bed det i sig - han måtte virkelig tage sig sammen. Han kunne ikke være et forskræmt, naivt menneske hele sit liv. Ellers blev det liv sikkert ret kort.
Han rejste sig op og rømmede sig svagt, som han trådte væk fra sofaen og bordet, så der var plads omkring ham. Han gned sig i nakken...Ikke helt sikker på hvad hun ønskede han skulle vise hende, eller gøre nu...
"Øh...Kan...Kan du måske vise noget af det igen?" foreslog han prøvende og med et tilhørende smil. Han huskede noget med fingeren, som skulle hives tilbage og det med sparket i knæhasen...Men han kunne da ikke bruge det mod hende! Og da slet ikke når de stod så afslappet foran hinanden og hun havde været så sød mod ham.

Hun stillede sig foran ham og holde sin højre hånd frem.
"Sæt din tommelfingernegl ned i det bløde område mellem min tommel og pegefinger. Derefter trykker du ned så du markere trykket, som du senere kommer til at gøre med fuld kraft. Derefter tager du fat med den anden hånd om mit håndled, mens du holder trykket, og drejer armen om på mig, til du befinder dig bag min ryg med min håndryg ind mod min ryg. Prøv at holde den i et let tryk." Hun så roligt på ham, mens hun forklarede øvelsen noget nær trin for trin og håbede på at han havde mod nok til at prøve. Hun viste at det i værste situation ville give hende nogle blå mærker og ømme muskler, men det var hun så vant til fra træningen hjemme på øen.
"Når du så holder mig på denne måde, kan du med din fod give mig et skub i knæhasen for at få mit ben til at bukke sammen. På den måde er du sikker på at du står med magten over din overfaldsmand eller kvinde." Stemmen var stadig blid og rolig, på tros af at hendes muskler protesterede over at hun ikke snorede sig fri, som hun ellers altid gjorde. Men lige nu var det vigtigt at August fik en fornemmelse af hvordan han skulle øve sig.

Beldragon valgte at bruge tiden til et hurtigt bad og skiftede tøj inden han gik tilbage til mødelokalet med en kande frisk vand. Han kunne fornemme på sin forbindelse med Katrina, at hun var gået i gang med at vise forskellige øvelser og lade August afprøve dem på sig. Han smilede og havde vinket en anden spinkel ung mand med sig. Da de kom ned til mødelokalet, bankede Beldragon på en enkelt gang og åbnede døren med et smil.
"Jeg ser at i er gået igang med øvelserne, dejligt. Dette er Thomas han er en af de mest splejsede her i huset, men alligevel præsterede han med de øvelser der, at holde en vampyr på afstand, længe nok til at han fik tilkaldt hjælp fra den gruppe han var ude sammen med." Thomas nikkede lettere forlegen, men så nysgerrigt på August.

August øjenbryn gled tættere på hinanden i koncentration, da han forsigtigt tog fat i hende som hun fortalte ham. Han havde begrænset fysisk kontakt med andre, så selv denne fysiske kontakt føltes uvant for ham. Men han tog sig sammen og prøvede at tage ordenlig fat - selvfølgelig stadig blidt, da han på ingen måde ønskede at påføre smerte eller være til gene for Katrina. Men han forstod godt ideen i øvelsen. En ting var at høre om det, men man forstod aldrig hvordan man skulle gøre, uden at have brugt det selv. Og jo mere man øvede sig, jo mere naturligt ville det komme til ham når han faktisk stod i en situation, hvor han skulle bruge det.
Han var glad for at lære det. Følte en hvis entusiasme i sit indre, han troede han havde mistet efter at være solgt som slave og blevet mere eller mindre totalt nedbrudt. Mest fysisk, men sandelig også psykisk. Men tanken om at kunne beskytte sig selv bedre gav ham noget selvtillid tilbage og han glemte helt at han i princippet var en slave, som en lidt underdanige side af ham forsvandt for et glimt af hans gamle selvtillid.
Han vred armen om på hende - langsomt, for at han kunne notere sig præcis hvordan det virkede.
"Undskyld..." mumlede han, før han gav hende et hårdt nok puf, til at hendes ene knæ forhåbentlig ville give efter. Som psykologiprofessor lærte man også lidt om lægevidenskaben. De to ting hørte sammen, trods alt, hvor han blot havde fokuseret mere på en bestemt gren end andre. Som han gik igennem øvelsen med hende, kunne han nærmest forestille sig hendes skelet og muskulatur.

Da der blev banket på og de blev afbrudt, skyndte han sig at slippe hende. Han gned sine hænder mod hinanden, som ville han fjerne det at han i princippet lige havde udført en mere voldlig handling mod en anden person, før han trådte væk fra Katrina og med sit gamle, varme smil rakte hånden ud for at møde Thomas.
"Jeg tænkte faktisk over det. Generelt virker det som en god øvelse at kunne. Men vampyrer...De er så stærke, så hurtige. Om man overhoved kan nå at gribe fat i dem på den måde og holde dem der! Mange af dem har jo også en større smertetærskel" bemærkede han. En smule entusiasme havde sneget sig ind i hans stemme, før han slog ud med den ene arm og inviterede Thomas til at sætte sig, trods August måske mere var gæsten her.
"Endelig...Fortæl mig om din oplevelse, hvis du er tilpas med det!" foreslog han, før han selv satte sig.

Hun smilede mens hun rejste sig op igen. Hans skub havde rigtig nok fået hendes knæ til at give efter, så hun var sunket ned på det knæ.
"Du skal ikke undskylde for noget jeg selv har bedt dig om at gøre. Det er nødvendigt at du får øvet dig, ellers forbliver det kun teorier." Hun smilede og nikkede til Thomas som kom ind sammen med Beldragon.

Beldragon gik hen til August og klappede blidt Augusts ene skulder, mens han lod sin aura berolige manden en smule.
Thomas tog smilende mod hånden som August rakte frem og satte sig derefter i den ene side af sofaen. Beldragon satte den friske kande vand og et krus til Thomas på bordet, hvorefter han og Katrina satte sig i hver sin lænestol.
Thomas så smilede på August.
"Katrina har ret. Du har brug for øvelse. Vi er nogle stykker der træner sammen hver morgen mellem klokken syv og otte, hvis du har lyst til at være med. Du kommer bare ind her i handelshuset og siger at du skal snakke med mig om træning, så viser de dig hen til vores indendørs trænings område.." Han kræsede sig lidt på kinden inden han forsatte, mens han tænkte lidt over det August nævnte.
"Ja og nej til din bemærkning. Ja, de er stærke og hurtige, men alligevel kan man godt overraske dem nok til at du kan låse armen på dem. Nogle af dem har større smertetærskel som du siger, men det kan man som regel forhindre med lidt peber eller andet stærkt svigende pulver i øjnene på dem. Jeg er mindre rad for at ende som en vampyrs måltid end jeg var for et halvt års tid siden"