Nightmares?.... Maybe one or two.. - Dr. Trott

Det havde været en lang nat. En af de længere. Det havde selvfølgelig kun været hans egen skyld, og han havde jo bare kunne tage hjem, men når først alkoholen kørte i blodet, så tænkte man ikke altid over det. Og slet ikke når han ende med at være midt i et ædegilde! Havde var i hvertfald lidt i tvivl om hvor mange sjæle han egentlig havde fået spist denne aften.
Så han havde været både træt og tilfreds da han havde begivet sig tilbage til sit hjem, og fået tøjet af for at smide sig i sengen.
På trods af at det jo var hans eget hjem, så havde han heldigvis lært sig selv at være stille når han kom hjem. Godt nok arbejde August her, eller... I virkeligheden var han jo en slave der ikke havde så mange valg, selvom Lori bilde sig ind at han havde givet August netop det!

Men det var jo ikke meningen at Lori skulle vække ham klokken bæ om natten. Han var smuttet i seng og var ellers faldet i søvn temmelig hurtigt.
Men længere hen på morgen, hvor Lori stadig sov, var søvnen pludselig ikke så behagelig som ellers var meningen.
Billeder viste sig for hans øjne. Billede af noget der sikkert altid ville hjemsøge ham. Aften hvor han kom tilbage, aften hvor han prøvede at vise Sean at han ikke længere var bange forsigtige Lori.. aften hvor han havde myrdet et andet menneske, med koldblodige hænder, og intet andet formål end at tilfredsstille Sean!.
Vejrtrækningen blev hastigere, og kroppen l ikke længe stille i sengen. Øjnene bevægede sig fra side til side under øjenlågende. Sveden begynde at skabe et let og klamt lag over hans hud. Selv en lav jamren kom fra ham af og til.

//Sorry for længden

Trott vågnede som regel tidligt. I sin tid havde han haft et universitet at møde op på, klasser at holde eller studier at følge op på. Men nu gav det ham blot nogle fredelige morgentimer, hvor han kunne tøffe rundt, mens resten af husets beboer enten kom hjem eller vågnede op. Hans rutine førte han altid til en let vask, tøj på og så i køkkenet, hvor han startede dagen med en styrkende the og let morgenmåltid. Han havde fået det meget bedre og han havde fået noget styrke tilbage i kroppen. Hans energi var også ved at vende tilbage. Han var stadig forfærdelig tynd, men han kunne i det mindste handle selv og gøre rent, selv om det stadig tog lidt længere tid end det nok normalt ville. Men da han oveni ikk ehavde meget andet at tage sig til, gik det nok. Lori skyndte i hvert fald ikke på ham og det var han taknemmelig for.
Denne morgen, da dagen så ud til at blive forholdsvis var, var han iklædt nogle bukser og en let trøje. Med theen mellem sine hænder havde han stået i et stuevinduet og studeret livet udenfor, imens duften af urterne kildede ham i næsen og gjorde ham i godt humør. Overskuddet var tilbage, men han kunne stadig få dårlige drømme eller blive ramt af angst når han gik udenfor. Det var dog ikk enoget, han hverken kunne eller ville dele med nogen. I stedet håndtere han det lige så stille selv. Før eller siden ville det gå væk igen...
Men truslen var der stadig. Gad vide hvor længe? Ville mændene komme tilbage? Havde de allerede opsøgt hans familie? Han havde ikke turde opsøge sin familie. Var gået forbi huset, men alt havde set fredeligt ud...
Men hvor længe?

Efter morgenmaden begyndte han på vasketøjet. Han ville samle en bunke, han ville få vasket i løbet af dagen. Han havde sit eget vasketøj og havde efterhånden lært hvor resten smed deres. Ikke altid på deres værelser. Lidt over det hele. I går havde han været inde og hente Lux, men han manglede Loris. Var fyren hjemme? Sov han?
Med kurven på gulvet ved siden af døren, bankede han forsigtigt på.
"Hello?" kaldte han forsigtigt. Han ville nødig vække Lori, hvis han faktisk var hjemme...Men kunne han bare gå ind? Han så ned på kurven et øjeblik.
De var begge mænd. Hvad kunne gå galt? Og måske var han slet ikke hjemme og Trott lignede en idiot ved at stå her.
Forsigtigt åbnede han døren på klem og bankede med en kno samtidig.
"Banke banke på?"
Rummet var mørkt og Trott så hurtigt at Lori lå i sin seng. Stadig i søvn. Han valgte at liste ind og hurtigt hente vasketøjet...
Men han var knap nok nået over til sengen for at samle sammen - det stank lidt af røg og alkohol, selv herfra - da han bemærkede at Lori sov uroligt. Trotts øjenbryn gled en smule sammen. Alle kunne have en dårlig drøm...Men dette var mere end en dårlig drøm. Han nappede sig selv let i underlæben. Han ville ikke trænge sig på, hvis Lori ikke ønskede det...Trott var jo allerede i mandens værelse, mens Lori sov. Så at vække ham og stille personlige spørgsmål virkede endnu mere grænseoverskridende.
Han gned sig i det krøllede hår et øjeblik, men han kunne ikke ignorere trangen. Trangen til at vide, trangen til at hjælpe. Han trådte over vasketøjet på gulvet og satte sig forsigtigt på kanten af sengen. Hvad kunne en dæmon drømme så slemt om? Trott var næsten bange for at spørge. Det måtte være noget forfærdeligt.
"Lori?" stemmen var højere og mere krævende, i håb om at trænge igennem drømmens tåger og vække den svedige mand, der tydeligvis ikke havde det godt. Han trak let i dynen, selv om Lori næsten ikke havde den på alligevel. I sin nøgenhed.
"Lori?!" Insisterede han.

Lori sov altid tungt. Der kunne nærmest springe en bombe ved siden af ham uden han så meget som rykkede på sig. Derfor hørte han heller ikke at August havde banket på hans dør. Og slet ikke når han også havde været ude hele natten. Værelset var mørkt. De tunge gardiner kvalte hvert et forsøg fra solen på at komme ind. Det var sådan han fortrak det, mørkt. Og når gardinerne holde solens stråler inde, så blev der heller ikke nær så varmt på værelset, og så stod vinduet næsten altid på klem, så han kunne få noget luft ind. Det var så også det eneste friske luft der var at finde på værelset lige nu. 
Ikke at Lori var dårlig til at lufte ud, men når man havde været i byen hele natten, og ens tøj havde lugtet af røg og alkohol, så kom værelset næsten automatisk også til det. Stadig midt i sit mareridt hørte han ikke han ikke August tale. 

Det var først da han hørte Augusts stemme der trænge igennem de væmmelige drømme, at han slog øjnene op, og stirrede op i loftet. Dog var det ikke så blid en opvågning, og hans hovede nåede ikke at opfange at han VAR vågnet, og August ikke var en del af drømmen, før dæmonen havde sat sig op i sengen, og grebet fat i kraven på August, med den anden hånd hævet klar til at slå fra sig. Hans blik ramte dig menneskets, og det gik op for ham, at han var langt ude af den ubehagelige drøm han lige havde gennem levet. han slap hurtigt August "undskyld.. jeg.. kom du noget til?" spurgte han så, med rystende stemme. 

Han lagde sig selv ned igen, for at få pusten. Pulsen var langt over det tilladte, og vejrtrækningen var stadig meget tung og forpustet. Han tog sig lidt til hovedet. Gad vide hvornår de marridt ville stoppe! OM de ville stoppe?.. 
Han havde ikke fortalt Sean noget om dem, det ville bare give manden endnu mere dårlig samvitighed, og det kom der ikke noget godt ud af! Han havde formået at holde manglens på rolig søvn skjult. Heldigvis var det ikke hver nat at disse viste sig. 
Han brummede lidt, og vende hovedet og så på August, først der rynkede hans bryn sig en smule, og han så undrende på ham. 
"hvad laver du egentlig her inde?" spurgte han. Ikke med en vred tone, langt fra. Men med en undrende tone og udtryk. Var der noget galt? 
Hans krop var efterhånden geart ned, men hjertet bankede stadig og sveden lå over hans krop, som perler.

Han vidste ikke hvad han havde forventet, når han nu vækkede Lori midt i en voldsom drøm. Selvfølgelig ville manden få et chok, men det var ikke faldet August ind at Lori kunne blive voldelig. Derfor var det lige så meget til Augusts egen overraskelse, da Lori pludselig satte sig op og greb fat i ham, klar til at slå ham. August mærkede sin egen hjerterytme stige, som han forventede at mærke slaget, mærke smerten. Som han havde gjort for en måneds tid siden. Det var som et opleve sit eget flashback midt i det hele...
Da Lori slap ham og der intet slag kom, lukkede August øjnene et øjeblik og trak vejret dybt for at tvinge sig selv til at slappe af igen. Han rettede let i trøjen og rømmede sig svagt.
Fokus, August. Fokus. Der skete ikke noget og dette handlede slet ikke om August selv!

"Jeg er okay" forsikrede han og satte sig til rette igen. Hans blik gled ned over Lori. Observerede vejrtrækningen og sveden, der stadig var over hele hans krop. Nej, det var ikke bare et almindeligt mareridt.
"Oh..." Han så op på Loris ansigt igen og smilte lidt.
"Undskyld hvis jeg trænger mig på. Jeg ville blot hente vasketøj, da jeg så du havde..." Han slog let ud med den ene hånd mod Lori.
"...Noget jeg vil betegne som mere end bare en dårlig drøm." Det var fascinerende hvordan ens sind kunne påvirke ens krop. Hvordan man kunne genopleve noget virkeligt nok, til at kroppen kunne reagere sådan her...Fascinerende, var det ikke for det faktum, at folk jo som regel havde oplevet noget ganske forfærdeligt.
"Vil du snakke om det? Fortælle mig hvad du drømmer?" spurgte han så. Normalt var han ret forsigtig, men denne gang var han noget mere sikker i sit spørgsmål og ved at henvende sig til Lori. Han følte sig tryg sammen med Lori. Han rømmede sig svagt igen og sank sit spyt. Det virkede lidt som om August snagede hvor han ikke burde...
"Jeg kan måske hjælpe dig" foreslog han.

Han smilede roligt, og rystede på hovedet da August undskylde. 
Han havde selv sagt at August måtte færdes hvor han ville, så længe Lori ikke havde sagt andet. Han boede her også, og hvis Lori ligefrem forbød ham at komme på hans værelse, så ville han jo ikke kunne udføre sit eget arbejde ordenligt. 
Hans blik veg dog fra August da han omtalte Loris noget urolige søvn, og det der kun kunne betages som værre end en dårlig drøm. 
"du skal ikke undskylde... som jeg har sagt hele tiden, så kan du frit færdes i hele huset" sagde han henkastet, som han rettede sig i sengen. 

Han rykkede lidt på dynene, selvom han havde det varmt, valgte han at trække den lidt mere op af sig. Der var jo ingen grund til at ligge og vise det hele til August. Godt nok var der intet mellem dem, og han havde svoret aldrig at røre August, men der var heller ikke nogle grund til at ligge og vise kroppen frem. Han kørte hånden gennem håret der var fugtigt efter den noget voldsomme reaktion der var kommet af denne urolige søvn. 
Han så dog lidt overrasket over på August da han spurgte om Lori ville tale om drømmende. Han sad lidt, fortælle om dem? Nej!... Nej, nej.. Det var ikke nødvendigt. Eller... det var måske fordi Lori ikke ville tale om det. Slet ikke til August. Han skulle ikke begynde at tænke dårligt om Lori når han fortalte hvad det var han drømte om. 
Han satte sig op. "Det er ikke noget særligt... faktisk husker jeg ikke engang hvad det handlede om" lød han brummende, som det til sidst blev for meget for ham at sidde her og tale om hans drømme. Så han fik møvet sig op, og ud af sengen. Trods den nøgne krop nu blev blottet. Det var ikke fordi det generede Lori, og han regnede da også med at August kiggede væk hvor det blev for meget. Dog valgte han at tage sit sengetæppe og slå om livet, så det sad om hans hofter. Inden han gik hen for at trække gardinet en smule til side, blot så han vidste hvad vejr og måske kunne regne ud hvad tid det var. 
Solen blændende ham, og han trak hurtigt for igen. 
Han stod lidt. Måske.. måske ville det i virkeligheden var en god ide at tale med en om det. Han ville ikke kunne få sig selv til at sige det til Sean. Og hvem skulle han ellers tale med det om. 

"det.... det er ikke bare mareridt.. det er nærmere.... minder" erkende han sukkende, som han stod og studerede det egentlig ret så kedelige mønster på gardinerne. Hmm måske skulle han snart anskaffe sig nogle nye?

Frit i hele huset...Men August ville stadig ikke overskride grænserne. Folk skulle have lov til deres privatliv, præcis som August også ville have det. Selv incubus' måtte da have et privatliv, eller stunder, hvor de ønskede at være dem selv. Havde de ikke? De var som regel noget sociale væsner. Deres mad kom an på at tiltrække folk, så de færdes altid alle slags folk, til alle tider. Selv Sean, som dog havde erklæret sig selv ensom dengang. August vidste ikke hvordan det gik manden nu, men han havde dog hørt at manden var blevet hersker igen. Af Doomsville, byen manden havde savnet. Manden havde ikke været meget for at snakke, så August havde været kreativ i at finde måder at lokke tingene frem. Men selv om Sean aldrig havde brudt sig om det, var manden trods alt dukket op igen. Måske havde det været legen i det, ordlegen. Den lette manipulation der havde ligget mellem dem. August havde dog altid sagt nej til senge-aktiviteterne.

Da Lori takkede nej og nærmest flygtede ud af sengen, fulgte August blik manden. Nøgenheden generede ham ikke så meget, og det var slet ikke de dele han fokuserede på, men Loris ansigt, så vidt han fik lov at se det. Lori flygtede fra det. Det var tydeligt det var mere end bare drømme, ud fra den reaktion der fulgte. Og fordi Lori havde ligget gispende i sengen, badet i sved.
Men hvis manden ikke ville tale om det, ville August ikke presse ham. Den slags var personligt og mentale problemer var et tabu. De fleste mente man kun kunne være syg i kroppen og hvis der skete noget med ens sind, var det efter en guddoms bestemmelse eller noget lignende.
August så lidt ned for sig selv, da Lori trådte over til vinduet. Burde han få samlet det vasketøj sammen så? Han så ned på det, på gulvet. Da han endelig tog sig sammen til at ville rejse sig, talte Lori igen. Ord, der hurtigt fik August til at blive siddende i stedet.
Det var stort, hvis Lori faktisk havde skiftet mening. Så August ville tage alt i Loris tempo og ikke presse manden mere end nødvendigt.
"Fortæl mig om dem" foreslog han. Ville Augusts stemme minde Lori om hvem han talte til, og holde ham fra at sige mere? Men August kunne ikke holde sin mund for evigt og Lori skulle vide at han lyttede.
Hvad end det var, var det smertefuldt. Noget Lori søgte afstand fra, men som ikke lod ham få fred. Det ville næppe være en køn historie, så August forberedte sig stille på hvad end det måtte være.

Det var jo ikke just fordi Lori var skide god til at fortælle om den slags ting. Han fortalte Sean ting, men langt fra alt. Ikke at der var noget galt i det!.. Sean fortalte jo langt fra selv alt. Så det var vel okay at have et par ting man ikke fortalte... Ikke? Desuden ville denne detalje bare skabe dårlig stemning. Og det var bestemt ikke noget Lori ønskede. Han havde allerede lavet nok rav i den på deres hyttetur...
Det var et tungt suk der kom fra Lori da August forslog at Lori skulle fortælle om drømmende.. åh han burde virkelig havde holdt sin mund lukket.. han sted lidt, overvejede hvor vidt det mon var en god ide at fortælle August om de her ting. Til sidst ende det dog med at han vende sig rundt og i stedet lænede sig op af vindueskarmen der stadig var gemt bag det tunge gardin. Han lagde armene lidt over kors.
"Altså... Først og fremmest, må du forstå at jeg ikke er som så mange andre dæmoner...." Erkende han og flyttede lidt uroligt rundt på sine arme, som om han ikke helt kunne beslutte sig hvor de skulle være.
"Faktisk.. ville nogle dæmoner nok ligefrem se mig som en skændsel.." sukkede han og kørte hånden gennem håret, der stadig var lidt fugtigt. Den klamme svedige fornemmelse var stadig at spore i hans krop, men den var heldigvis faldet en del.
Han sukkede næsten opgivende da det gik op for ham at han lige så godt kunne forklare det hele.
"Mine mareridt, kommer på grund af noget jeg har gjordt.." han satte hænderne mod karmen bag sig, og strøg sine fingre end smule over stoppet på gardinet.
"Som jeg fortalte dig, dater jeg en... For noget tid siden blev vi meget uvenner, det ende ud i en masse drama, og vedkommende sked fra mig på et skib, vi ellers skulle med.. efter det brugte jeg en rum tid alene... En del måneder hvor jeg fik tænkt tingende igennem.. jeg fandt ud af jeg ikke var klar til at give op!.. derfor tog jeg tilbage til Doomsville, og forklarede vedkommende at jeg havde i sinde at kæmpe for personen... Og... For at bevise hvor meget jeg mente det, indvildede jeg i at gøre noget jeg ellers havde svoret aldrig at gøre.." forklarede han som hans blik flakkede væk fra August. Han kunne simpelthen ikke se ham i øjnene mens han forklarede det.
"Sammen med denne person, skulle jeg dræbe en familie.. en uskyldig familie..." Han bed sig i læben, og billederne begynde atter at vise sig for hans blik, som han rystede lidt på hovedet i et håb om at de ville forsvinde.
"Jeg myrdede en mand.... Koldblodig stak jeg en kniv i hjertet på ham" han kunne ligefrem mærke kvalmen komme igen, noget der skete hver eneste gang han tænkte på det.
"Og midt i en magt demonstration, skamferede jeg en lille piges ansigt.. vedkommende jeg var sammen med, var nærmest rolig omkring det hele.. og jeg kunne ikke leve op til det jeg skulle.." han sukkede lidt.
"Jeg... Jeg har altid hadet at være en incubus.. faktummet at jeg er nød til at slå ihjel for at overleve har altid pint mig.. såh.. at dræbe, uden grund.. det.." han ende med at tage håndryggen til munden da kvalmen blev lidt for voldsom.

Da først den havde lagt sig, sukkede han lidt.
"Jeg prøver på ikke at tænke på det... Men min samvittighed elsker lige at spille hele scenen for mig igen, og igen, nærmest hver nat..." Tilføjede han så.

August havde forventet en ubehagelig historie og det var det da også. Han havde hørt så mange hjerteskærende historier om folk, hvis familier og liv var blevet ødelagt af det. Hvis de da overhoved havde overlevet til at starte med. August havde levet ret roligt, til han var flyttet til Dragons Peak. Men det var først, da han blev mere vidende om de andre væsner omkring sig, at han begyndte at studere dem. Hvem var de? Hvordan fungerede de? Og som ham fandt flere og flere ting, indså han hvor hårdt det hele var. Hvordan de på en og samme måde levede side om side og ruinerede hinanden. Der måtte være en nemmere måde...
Han havde brugt mere tid med at studere og læse bøger, end at være samtalepartner for folk med det behov. Han havde hørt om metoder hvorpå man kunne hjælpe folk. Alt fra hallucinerende urter til tvivlsomme metoder, der kunne tangere mod tortur eller operationer på hjernen. Det hele havde været lidt voldsomt og August var altid gået ind for de mere stille teorier. Samtaler. Udsættelser for ens værste frygt. Bearbejde følelser og tanker.
Men som sagt var hans erfaring, ansigt til ansigt med folk, lidt begrænset og han vidste ikke om han faktisk havde hjulpet nogen endnu. Der havde været Sean, en stor mand at hjælpe. Der havde også være andre. Gamle venner, studerende, et par tilfældige fra byen. Men ikke meget mere end det. Nok til at samle lidt praktisk erfaring at tale ud fra og skabe nye teorier omkring. Mest af alt prøvede han at komme ud og erfare de væsner, som han prøvede at vide mere om. Dette indblik i dæmonernes samfund og selvopfattelse var uvurderligt. Også selv om det på alle måder var ærgerligt Lori havde det sådan her og havde oplevet disse skrækkelige ting.
En, der blev anset som svag i sit eget samfund, havde valget mellem at blive trampet på, eller finde en stærkere til at beskytte sig. Eller gøre desperate handlinger for at blive accepteret. Var det noget af det, der havde været i Lori, da alt dette var sket? Var den anden person overhoved dæmon også? Det vidste August ikke og lige nu virkede det som en mindre detalje. Det var nok ikke der August skulle starte ud.

August sad lidt i stilhed og vurderede situationen. En hånd gled hen over hans kind, hvor han kunne mærke skægstubberne skrabe mod sin hud. Hvad måtte Lori have følt i øjeblikket? August prøvede at sætte sig ind i det. Lori havde bidt mærke i ikke at leve op til personens ønsker...Så det var tydeligvis enten en person Lori holdt næsten usundt meget af eller en person der var meget dominerende. Måske endda begge dele. En person der tangerede til at være udnyttende af folk i sine omgivelser. Loris følelser lød mest til at gå den ene vej og at Lori var fanget i et forhold der kunne være usundt. Hvis den anden fik ham til at udføre disse handlinger, når han tydeligvis ikke ville...
"Var det så det værd?"
Det var grotesk at spørge, men det var et naturligt sted at starte for August. Hans blik gled op til Lori. August dømte ikke Lori, men lyttede og bearbejdede historien.
"Var det det værd eller foretrækker du stadig at du aldrig havde gjort det?"
Han trak vejret dybt og klappede på sengen, som invitation til Lori, hvis han ville. Lori behøvede ikke stå deroppe og famle.
"Du er fuld af empati, Lori. Som en dæmon er det uvurderligt. Der er ikke mange af dine slags, der vil reagere på samme måde. Og selv hvis de gør, vil de have svært ved at finde deres ståsted i jeres eget samfund. Jeg siger ikke det vil få mareridtene til at gå væk, men jeg tror du må bearbejde hvad der er sket. I stedet for at prøve at glemme det, bliver du nød til at håndtere det. Sætte ord på det. Finde ud af præcis hvorfor du gjorde det, præcis hvordan du havde det med det og hvad det betyder for dig i dag. Så voldsomme handlinger...Det skaber tit principper. Regler for ens liv, som man vil leve ved og ikke bryde for noget. Nogen vælger aldrig at gøre det igen. Andre at gøre det igen. Nogen vælger at gøre hvad de kan, for at få det bedre. Gode gerninger, undskyldninger til familien. Har du overvejet noget i den stil?"
Han fik måske sagt en del, som Lori skulle tænke over. Men August havde ikke travlt og han forlangte heller ikke at Lori havde alle svarene lige nu og her. Det ville blive en proces.

August spørgsmål om det var det værd, fik Loris blik til at rette sig hurtigt op mod ham, med et næsten forvirret blik. Om det var det væd? Han havde lige fortalt manden at han havde været med til at slagte en hel familie. Hvordan kunne han spørge om det var det værd? Dog fik det hans tanker til at vandre. Var det, det?.... altså.... han og Sean så da hinanden igen, og Sean havde forstået at Lori ville gøre hvad som helst, selv bryde hans egne principper for at det skulle lykkes mellem dem. 
Men... havde det været det hele værd. Han stod blot med blikket vendt mod gulvet. 
"ja......" lød det så. 
Han så August invitation, tøvede, men rettede sig så op fra vinduskarmen, og gik hen for at sætte sig i sengen, dog med en vis afstand til August. Han var ikke god til det her. På trods af at han altid var den der hungrede sådan efter at få Sean til at tale, og selv kom med en kæmpe tale strøm, så var det sjældent hans følelser de talte om. Og pludselig forstod han hvorfor Sean havde så svært ved det. Det var ikke ligefrem behageligt at der var en anden der skulle vide hvad der foregik inde i hovedet på en, eller hvilke følelser man havde. 

Han lyttede til hvad August sagde. Så han mente at Lori var fuld af empati? Den mand skulle bare vide hvor mange liv Lori havde taget gennem sit liv, og hvor mange af dem han overhoved ikke skænkede en tanke. Jo der var nogle af dem der gav ham mindre kvaler, men aldrig nok til at han lod vær. Og når han havde fået hvad han kom efter, angrede han ikke... hvis han skulle gøre det for hver en sjæl han tog, så ville han blive vanvittig. 
En hul og lidt tør latter kom fra ham da August snakkede om at undskylde overfor familien. 
"jeg tror ikke du hørte helt efter August.... det bliver temmelig svært at undskylde over for familien, når jeg var med til at nedslagte HELE familien" brummede han så. Han sukkede lidt, kørte fustreret en hånd gennem sit hår. 
"desuden...." han bed sig i læben. 
"jeg ville aldrig kunne sige at jeg ALDRIG gør det igen..... bad vedkommende mig om det, så ville jeg gøre det igen.." erkende han. 
Han sad lidt "bad vedkommende mig om at dræbe hele byen, ville jeg sikkert gøre det..." sukkede han lidt. 
Han smågrinte lidt. Dette lød vanvitigt! Ville han virkelig ofre alt det for Sean? Ville han lægge alt hvad han troede på, alt han var væk, for en mand? Sikke et dumt spørgsmål egentlig... selvfølgelig ville han det.

August smilede svagt. Han havde vel regnet med der måske stadig levede nogen...Bedsteforældre, niecer, fætre, brødre og søster til forældrene eller noget i den stil. Men der var selvfølgelig mange familier, hvor alle boede under samme tag. Så det havde ikke bare været to-tre personer, men mere...10? August trak vejret dybt. Der var den slags historier dagligt. Huse med døde familier, døde folk spredt over det hele. De nåede ikke engang i nyhederne længere, medmindre det var en vigtig person der var død. De fleste vidste hvorfor eller døden var blevet så almindelig. August var fascineret over at samfundet ikke gjorde mere for at beskytte sig. Folk gik stadig i seng, kun med en aflåst dør mellem dem selv og en potentiel død. Men på den anden side...hvis nogen virkelig ønskede en, kunne man så flygte? Mørkets væsner havde styrker, en fart, som menneskerne ikke kunne hamle op med. De var bygget til at jage dem. I virkeligheden en noget...Deprimerende...Tanke.
Måske burde han finde en måde at lære sig selv det. Beskytte sig selv. Som jægere. Med magi eller pentagrammer eller sølv...

Måske var denne samtale lige så helende for August selv, som han havde håbet at gøre den for Lori, men tydeligvis ikke havde meget succes med. Når det kom til stykket havde han aldrig været exceptionel god til noget som helst. Blot gennemsnittet.
Hvordan kunne Lori sige han ville gøre den slags om igen, når han selv fik det så dårligt over det? Når han selv blev ødelagt? August havde svært ved at forstå drivkraften i det.
"Hvorfor?" spurgte han så og lænede sig lidt tilbage i sengen, med en arm bag sig til støtte. Hans blik gled hen over gulvet.
"Hvis du har det så dårligt med det, men uden tvivl vil gøre det igen og igen og risikere dit eget helbred i processen, din egen person. Hvorfor?" Der var intet hårdt bag spørgsmålet. Det var blot ment til at få Lori til at overveje det selv, hvis han ikke allerede havde. Få ham til at nå rundt om emnet, på den ene eller anden måde. Måske lære at forstå sig selv bedre, så han bedre kunne komme til tåls med...Det hele.
Der var forskellen og udfordringen som sindssygelæge. Uanset hvad ens patienter - i dette tilfælde, en venskabelig skikkelse - havde gjort, kunne man ikke bare fordømme dem og prøve at lære dem ens egen moral. Man blev nød til at møde dem mere der, hvor de var. Det var god træning, for August måtte vænne sig mere til det, hvis han ønskede at studere væsnerne mere. Der ville være mere mord, mere tortur og frygtelige ting, end blot denne...Stakkels familien...Der til hver en tid kunne være August' egen...

Lori tav ved det næste spørgsmål. "Hvorfor?"... Hans blik hvilede mod gulvet, tungt og grublende. Egentlig var det et godt spørgsmål, en desværre også et spørgsmål han ikke havde turde stille sig selv.
Han sukkede lidt, og ende med at vende blikket beslutsomt op mod August.
"Fordi jeg elsker ham..." Så simpelt var det vel egentlig? Var det ikke? For Lori var det! Ha vidste godt at han skulle passe på med at sige den slags til Sean.. Sean var -sjovt nok- følsom på det punkt, og den sætning kunne være som gift mellem de to mænd. Det havde det nær været sidst Lori fik sagt det.
Loris blik hvilede stadig bestemt og beslutsomt på August.
"Jeg ville dræbe hver person i denne by hvis han bad mig om det" erkende han inden blikket fik lov at falde igen, og han igen måtte rejse sig, fordi det blev for svært at sidde stille..
Han lagde armene lidt over kors.
"Jeg ville hade og afsky det... Men jeg ville gøre det!" Erkende han som han sukkede lidt. "Jeg ved at folk ville mene at det sikkert var et usundt forhold... Men det er dog det, det er! Et forhold! Og hvis jeg kunne bevise bare lidt af hvor meget jeg elsker ham, så ville jeg gøre det igen!" Det var en viljestærk stemme han havde, men det var også tydeligt, at det ikke var en tanke det huede ham synderligt.

Lori havde dog ikke selv langt mærke til at han i denne tid, havde fået afsløret at et var en mand han talte om. Noget han ellers havde ville undlade, til August... Tja.. sådan, selv fandt ud af det.

Kærlighed kunne gøre blind og August var ikke til at kritisere en, der både havde reddet ham og gav ham et tag over hovedet. Alligevel mærkede han et stik af ubehag. Var det kærlighed - eller simpelt fordi Lori var dæmon? At snakke om at myrde alt og alle...Forhåbentlig kom det ikke til det. Og man fandt vel lige så vel mennesker, der kunne finde på at sige det samme. August lod en hånd glide igennem hans krøllende hår. Hvis Lori var så sikker, burde det være en sikkerhed der kunne jage noget af mandens egen tvivl på flugt og fjerne nogle af mareridtene. Så hvad fik dem til at komme tilbage? At Lori ikke helt kunne slippe det moralske aspekt i det endnu, uanset om han sagde noget andet?
Først der slog det ham at Lori snakkede om en anden mand. August havde ikke selv nogen seksuelle tendenser i den retning, faktisk var han slet ikke sikker på han brød sig som sex som sådan - eller noget fysisk i det hele taget, sex, træning eller andet - men han følte ikke som sådan den samme modvilje mod andres seksualiteter, som mange andre gjorde. Lidt...Måske...August følte sig lidt akavet tilpas ved den pludselige realitet. Det var jo forkert, på den ene eller anden måde. Imod naturen. Men han ville ikke sidde her og prædike og han skyldte Lori tvivlen.
"Som du siger, fremstår det i denne situation, som om meget af det kun går den ene vej. Ved du om...Øhm...Han...Føler det samme? Ville ofre det samme for dig? Eller er du simpelt ligeglad?" bemærkede han prøvende, velvidende han risikerede at gøre Lori vred. Men han kunne ikke bare sidde her og sige ingenting.
"Jeg skal ikke kalde mig dommer over andres forhold. Men normalt bør der være en form for respekt mellem begge parter. En forståelse. Selv om du er villig til at gøre disse ting, burde vedkommende ikke tvinge dig til det, hvis han virkelig vil dig det bedste også...Vel?" foreslog han så. At kalde modparten en han og vide to mænd havde et forhold var distraherende og August havde svært ved at abstrahere fra det.

Det var faktisk først da August udtalte den person som de talte om, som en han, at det var gået op for Lori at han lige havde afsløret den ene af de to store hemmeligheder der var at finde angående denne person. Han vbed sig i læben,... Men alligevel.. det havde jo været uundgåeligt at August ikke havde fundet ud af det på et tidspunkt!? Han ville jo opdage det, hvis Sean kom på besøg en dag. Han lyttede til det August spurgte om, og gnubbede sine hænder lidt mod hinanden.
"Jeg... Jeg ved han føler meget for mig!... Men.. nogle gang er det lidt svært at finde ud af, hvad præcis han følger" et tungt suk forlod hans læber. "Han taler ikke så gerne om hans følelser" erkende han.
Han så på August ved det næste han sagde. Først var hans blik fast og bestemt, måske en smule irriteret over det spørgsmål, men det ende dog med at falde mod gulvet. Han sukkede "jeg tvivler ikke på at jeg betyder meget for Sean, eller at han vil gøre meget for mig... Men jeg er i tvivl om hvor meget, når det kommer til stykket" erkende han.

Han tog sig til hovedet. Åh alt det her snakken gav han hovedpine. Endelig forstod han hvordan Sean havde det når Lori selv begynde. Han ende med at lægge sig tilbage i sengen, så han lå på ryggen og gloede op i loftet.
"Når alt kommer til alt... Så har jeg ikke lyst til at undvære ham... Og nej.. det er ikke fordi jeg er bange for at være alene, det har jeg klaret fint indtil nu! Men simpelt fordi jeg elsker ham" Loris blik vende sig mod August, med et lettere opgivende udtryk.
"Jeg tror virkelig ikke jeg kan forklare det bedre end det" grinte han.