Videregivelsen af magten (Genevira)

S: Doomsville, borgen
T: Senere på natten
V: Overskyet

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sean sad på sit private værelse på borgen. Den store seng stod et sted til venstre for ham, mens han selv var placeret foran det store skrivebord. Bunker op og ned af dokumenter, bøger og kort. Breve, hurtige kommentarer, blækklatter og en hemmelig besked skrevet i kodesprog, som han knugede i sin ene hånd. Han havde haft så travlt...
Travlt med sin store plan, at han ikke havde tænkt særlig meget over hvad han helt præcis ville bagefter. Først skulle han fortælle Delilah at han flyttede ind igen, i sit eget hjem, som han ellers næsten mere eller mindre havde givet hendes familie. Ikke givet, men de boede der i fred, i det mindste. Inklusiv hans lille pige. En lille pige som Genevira nok skulle se en dag, men lige nu var ikke tiden.
Det mørkegrå blik kiggede ud af det store vindue foran ham. På udsigten, midt på natten, mørk og med enkelte lys fra byen under ham. Mange tanker, enkelte følelser...Men han ville ikke tage noget på forskud. Det hele kom an på de næste par timer. En tjenerinde var sendt ud for at finde Genevira, om hun så stadig var på borgen eller ved at slukke mentale ildebrande nede i byen. Henvend dig til herskeren øjeblikkeligt. Alt andet kunne vente.

En forsigtig banken på døren, en lille kvinde listede ind med en kop dampende varm sort the. Gik igen uden et ord. Herskeren var fordybet i tanker, bedst at lade ham være i fred og lade som om man slet ikke havde været der.
Sean var stadig iklædt det samme tøj fra tidligere på aften, med hans samtale med Natalie. Ordene og tankerne derfra var der endnu, selv om han prøvede at fokusere på nuet. En let bevægelse, en rettelse på den sorte skjorte med sølvbroderier. Læderstøvlerne der gav efter for hans små bevægelser. De sorte bukser. Det eneste var sværdet, der i sit bælte var smidt på sengen.
Ja...Trods alvorligheden af nattens hændelser, var hans private værelse måske ikke så oplagt. Men så igen. På en måde var det præcis rigtigt.
Sean trak vejret dybt, kørte en hånd igennem det nu efterhånden uglede hår, før han vendte opmærksomheden mod sin the. I en let bevægelse tog han den tynde kop, snuste til den og....Følte sig lettet. Dette var den bedste kop han havde fået i flere år. Ikke fordi Genevira ikke lavede en perfekt kop the hver gang. Men fordi hans egen sindsstemning var anderledes. Hans skuldre lettere. Hans humør steget. Åh...Det var småtingene han glædede sig til. Han havde altid, trods sin tendens til at arbejde konstant og være dygtig til næsten alt han foretog sig med sin perfektionisme, altid været en der foretrak det hyggelige og trygge ved sit eget hjem. Gøre præcis hvad han ville, når han ville. Måske han skulle købe et nyt hus til Delilah, så han kunne få det hele for sig selv igen?
Hans eget bibliotek. Der skulle læses. Læses til langt ud på natten. Og hans klan. Der skulle ryddes op i klanen og lægges planer for fremtiden. Haven skulle genoprettes. Han glædede sig. Han rent faktisk...Glædede sig.

Ilden knitrede i pejsen og spredte en tung varme. Et par magiske lyskrystaller spredte et blåligt skær over hjørnerne af lokalet. Han ventede blot. Med et dokument foran sig. Genevira skulle have hele historien i aften. Så hun forstod. Og så hun kunne beskytte sig selv i fremtiden. Og så hun kunne tage de bedste beslutninger for sig selv.
Men en ting var sikkert.
Efter i aften ville han sidde her mere. Han kunne pakke hurtigt, og havde personlige tjenere der kunne sende hans ting hjem. Det eneste spørgsmål var bare...Om Genevira ville tage imod forslaget, eller om de måtte lægge en ny plan.

Genevira havde brugt det meste af den tidlige aften nede i byen sammen med en gruppe vagter. Ikke for sjov. Stort set intet Genevira gjorde efterhånden var for sjov, havde hun haft det sjovt engang? Hun huskede det snart ikke. Ikke på den måde hun og hendes venner fra kvarteret plejede i hvert fald. Hun kunne ikke længere huske deres ansigter eller deres navne. Nej, hun og vagterne havde været her for at tage bestik af de tilbageværende skader fra brandnatten. Genevira dikterede og en af de andre i det lille følge tog noter på en lille blok efter hendes anvisninger. Et par stykker fra hendes kult var aldrig langt fra dem. Efter brandnatten var de blevet modigere, bevægede sig i de finere kvarterer så vel som i Rotten Root, som om de havde en ret til at være der. Enkelte gange, havde hun fundet dem udenfor borgens mure.
Da dette indledende stykke arbejde var overstået, var Genevira taget tilbage til borgen og havde inddelt skaderne efter alvorsgrad samt relevans af, at herskerens skatkammer aktivt selv gik ind for at få tingene genopbygget. Sine noter om kirken lagde Genevira køligt for sig. For hendes skyld kunne nedrivningen af kirken sagtens være permanent og hun formodede, at Sean tænkte som hun gjorde. Hvis noget, havde brandnatten vel netop været bevis på, at folket i Doomsville ikke havde brug for guderne. Der var andre til at tage sig af tingene. Folk de kunne tale til. Se. Og hun var træt af de såkaldte lysets væsners evigt tilstedeværende greb via religionen, i en by, hvor det var tydeligt, at deres magt ikke burde være tilstede. Denne…selvhævdelse. Blot det at blive kaldt et mørkt væsen, som om månen ikke også var et lys? Hvad havde Elona Dal nogensinde gjort for dem? Intet. Nej. Hun havde ikke tænkt sig at tage folks guder fra dem, men lad dem tilbede i egne hjem. Om en håndfuld årtier ville troen sandsynligvis se sig naturligt udfaset.

Katten klagede sig over ikke at være genstand for hendes udelte opmærksomhed, typisk, når hun var i gang med noget, var han i cuddlehumør og ellers stirrede han på hende, som om hun var sindssyg for at forsøge at røre ham. Genevira kløede ham trøstende bag øret, da en let banken på hendes dør trak hende ud af øjeblikket.
Hastigt samlede hun den ihærdigt inddelte stak papirer op i favnen og begav sig til herskerens værelse. Kunne ikke undgå at mærke en synkende følelse. Når det var så øjeblikkeligt, hun skulle indfinde sig, så måtte der være tale om noget alvorligt og ikke blot en invitation til brætspil og te. Hurtigt sikrede hun sig at kysen sad som den skulle og glattede sit skørt, før hun trådte indenfor.
Da hun åbnede døren, var det dog ikke den forventede anspændte stemning, der mødte hende. Tværtimod knitrede ilden muntert i pejsen og Sean så kernesund og frisk ud. Langt fra den evigt udmattede mand, han havde været på det seneste. Hun nejede kort og tillod sig at sende ham et lille smil.
Luften omkrjng ham var fuld af duften af den runde lidt maltede duft af sort te. Et friskt pust af bergamot.

”Godaften, milord.” .” Hun lagde forsigtigt sine papirer på et tomt sted på skrivebordet, før hun afventende stillede sig an med hænderne foldet neatly foran sig.

”Jeg har inddelt de tilbageværende skader efter, hvilke vi bør se på først, men jeg går ud fra, at De har hidkaldt mig af egne årsager?

Sean var fordybet i egne tanker, da der blev banket på døren. Afslappet ventede han på hun kom ind - for han forventede det var Gene. Lyden af skridt, eller manglen på samme, bekræftede ham i det. Han kendte lyden af hende der kom ind i rummet. åh...Det hele ville blive en smule vemodigt. Hvis hun takkede ja efter i nat...Så behøvede han ikke undervise hende mere. Eller udvikle planer og ideer med hende. Spille spil, drikke the og snakke politik eller etik til langt ud på...Ja, til solens stråler nærmede sig en opstigning.
Måske ville dette rykke ved deres indbyrdes forhold. Og forhåbentlig havde han lært hende godt nok op.

Men alt dette var ikke til at tyde, ud over hans åbenlyse lettelse i kroppen og humøret. Han tog sig god tid, som hun satte papirerne, med at tage en tår af sin the. Langsomt rakte han ud, kiggede lidt på det øverste papir, før han lagde den tilbage i bunken. I stedet gled hans blik over hende et øjeblik. Altid parat i kjole og kyse. Han ville uden tvivl savne hendes evige selskab. Men de måtte begge videre med deres liv, og forhåbentlig...Forhåbentlig kunne de stadig ses bare lidt.
Han slog let ud med hånden.
"Genevira...Du må gerne sætte dig. Vi har en del ting at diskutere her til natten" bekræftede han i en let tone. Trak tiden en anelse. Kunne han rent faktisk give det hele fra sig? Han kunne stadig fortryde. Også selv om det for evigt ville få Natalie til at håne ham over det. Alt det drama, bare for...Ingenting?
Men nej. Der var ingen vej tilbage.
"Tak for dit arbejde. Jeg er sikker på det er godt udført, som det plejer at være"
Sean så ned på dokumenterne foran sig. Trommede let et par fingre mod bordkanten, mens Genevira - formentlig - fik sat sig.
Så gled de mørkegrå øjne op på hende igen.
"Hvordan står tingene til i byen? Der er meget arbejde, det er jeg ikke i tvivl om. Og dig selv? Hvordan har du det oven på det hele?"

Genevira satte sig i en ledig stol som anvist. Havde hun været alene, ville hun sandsynligvis have sparket skoene af og krøllet sig sammen. Det var hun dog for strengt opdraget til nogensinde at gøre med vilje foran andre. I stedet nøjedes hun med at folde hænderne pænt og ordentligt i skødet.

”Det kan jeg forestille mig. Jeg håber at Deres møde med Lady Von Tenebris var frugtbart?” spurgte hun høfligt. Godt nok havde hun ikke selv været med, men hun yndede at være informeret om, alt hvad der foregik på borgen, som regel var det for at kunne afrapportere til Sean, hvilket hun jo så af gode grunde ikke havde brug for i dette tilfælde, men som øverste tjenerinde var det vel også hendes pligt at gå op i hvad herskeren foretog sig udenfor hendes åsyn og hørevidde. Og i sin position, var der også en vis sandhed i, at hun havde øjne over det hele. I hvert fald, hvad livet indenfor borgens mure angik.
Hans tone var så let, næsten munter. Underligt, deres by lå næsten bogstavelig talt hen i aske og de skulle først til at genopbygge rigtigt nu. Det virkede som et noget underligt tidspunkt at være så, i mangel af bedre ord, ville Genevira kalde Seans nuværende sindstilstand frisk, på. Alligevel kunne hun ikke bebrejde sin arbejdsgiver noget. Snare var det en lettelse, som at se livet vende tilbage til en man havde kær efter lang tids nedslidende sygdom. Var det hvad alt dette havde føltes som for ham? Alle den seneste håndfuld år?

Han har tænkt sig at skride fra dig. Du kommer til at være alene lige om lidt. Det var hele tiden DIG han blev syg af. Nøjagtig som din mor, og Oscar og Valentine og Matheo, som du fik slået ihjel. Han har nok heller ikke ret meget tilovers for dig, hvor end han så er. Se det er første gang du tænker på ham i hundrede år. Så meget for at bekymre sig om andre folk. Genevira knugede diskret sine hænder sammen, så hun kunne grave neglene så hårdt ind i sin ene håndflade, at det gjorde ondt. Det bragte hende tilbage til virkeligheden. Selvfølgelig havde Sean ikke tænkt sig at gå, hvad skulle der komme ud af det? De havde så meget at gøre. Så meget at forbedre sammen. At udrette. Og han kunne desuden godt lide hende. Eller det forsøgte Genevira i desperat at overbevise sig selv om.

”Tak, milord, men jeg gør nu engang bare, hvad der kan forventes af mig. En herskers tjenestefolk bør kunne stilles til en højere standard end almindelige folk,”

svarede hun roligt. Så mærkeligt var det stadig for hende at modtage ros, at hun uden overhovedet at tænke over det, nedskrev egne bedrifter til intet mere, end hvad andre med rette kunne afkræve hende.

”Det står bedre til, er min umiddelbare vurdering. Der er stadig en vis forvirring, selvfølgelig vil der være det efter en så voldsom hændelse. Men utilfredsheden med Dem er døende. Det er mit indtryk, at vi fik revet oprøret op med rode. Bevares, der vil være snak i krogene et stykke tid endnu, men ikke noget, der bliver så stort, at vi ikke kan tage os af det, ud fra mine beregninger. Og det De gjorde, gjorde De for at beskytte Deres folk. Det er udlægningen fra alle officielle kilder.” Det havde de naturligvis sørget for. Den slags lod sig relativt nemt gøre, når man kontrollerede pressen.

”Folket er Dem langt henad vejen taknemmeligt, men vi får brug for snarligt at begynde en større genopbygning, hvis stemningen ikke skal vende. Vores skattekamre er ikke tomme, men jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg tror vi kan være nødt til at række ud efter vores allierede for yderligere midler. Jeg håber på, at et argument om, at vi ville gøre det samme for dem i en lignende situation vil række i hvert fald det meste af vejen. Yderligere har jeg engageret slotskøkkenet i at stille simple måltider til rådighed for dem, der er hårdest ramt efter brandnatten. Hvis folket går til, har De jo trods alt ikke nogen at herske over.”


Den sidste del af spørgsmålet fik Genevira til at glippe med øjnene. Hvordan havde hun det? Var det ikke irrelevant? Hun gjorde bare sit arbejde. Alligevel tænkte hun lidt over det.

”Jeg har det udmærket. Selvfølgelig var det en på mange måder chokerende hændelse, men den har været længe under vejs og kunne på mange måder ikke rigtig komme bag på nogen. Endvidere skal jeg ærligt indrømme, at jeg…føler en vis tilfredshed ved tydeligheden i, at mit arbejde her har gjort en forskel. Ikke bare på borgen, men på folket her. De har selv set, hvordan de behandler mig nu.”

Godt nok var byen Seans, men folket, det ægte folk, dem der var dannet af byen og dem der havde dannet den med deres blod, sved og tårer, de var hendes. Med deres underlige liljebroderier, der var blevet hendes, uden at hun havde bedt om det. Deres udstrakte hænder og tilbedende øjne. For første gang havde Genevira endelig født, at hun havde transcenderet menneskelighed, at hun var blevet til nogen fremfor ingen. Og hun bildte sig ind, at hun elskede dem lige så meget, som de elskede hende.

Sean smilte svagt for sig selv og lod blikket vandre ud i rummet, som Gene nævnte Natalie. Der lå en hel historie der. Hvor meget ville han egentlig fortælle? For et par timer siden var han glad nok til at ville fortælle det hele. Nu hældede han nok mere til en...revideret...version. At udfolde det hele, i alt sin pragt, virkede unødvendigt. Og var en historie mellem Natalie og ham selv. Ikke noget Gene ville få mere ud af, ved at vide hvad Sean havde følt eller tænkt undervejs.
Ville han være åben om...Borgerkrigen? Eller ville han lade som om det blot var en tilfældig brik i det hele? Han overvejede det stadig, som hun snakkede videre. Han svarede ikke på hendes første spørgsmål, selv om et svagt smil hvilede på ham.

Genevira talte altid ned om sig selv. Hvilket på den ene side kunne være forventet, og den anden side var ærgerlig. For Gene, om nogen, gjorde altid lidt mere. De fleste skulle overtales. Gene gjorde det bare. Næsten inden han selv havde tænkt tanken, og nået at bede hende om det.
Alligevel fik hendes videre ord ham næsten til at grine svagt for sig selv. En svag rysten på hovedet.
"Jeg tror der er optimistisk set" vurderede han selv, som han tænksomt så frem for sig et øjeblik.
"Mange i byen hader mig. Og mange accepterer mig, fordi jeg er hersker og derfor en kilde til titler, status og penge. Nogle vil misbruge denne situation, andre vil flygte fra byen eller hade mig i deres stille sind. Men...Det er også lige meget" bemærkede han overraskende let. Det skulle de nok komme til.
Han bar ingen illusioner om folkets store kærlighed, til en mand der havde siddet på tronen under en naturkatastrofe og borgerkrig, hvortil byen - igen - var ganske smadret. De nåede kun lige at bygge noget af det op, før det blev revet ned igen. Til gengæld var der plads til nytænkning. Ændre på strukturen i byen, eller bygge noget bedre.
Men...Det var måske en andens hovedpine nu.

Som hun snakkede om sig selv, gled hans blik vurderende over hende. Hun havde taget det hele pænt. Ikke kun denne aften, men også natten hvor noget af hendes familie døde her på borgen. Aldrig - aldrig på en måde Sean havde kunne mærke, i hvert fald - havde hun anklaget ham for noget af det. Loyalitet? Blind loyalitet? Eller ville det hele vende en dag, og hun ville hade ham som så mange gjorde?
Han nikkede let, som hun blev færdig.
"Det er tydeligt du har fået... Nogle beundrere" medgav han, i mangel på bedre ord. Ja, det var i sig selv en alarmklokke, at en større og større gruppe i byens loyalitet lå hos Gene, og ikke hos herskeren. Og han ville have set det som en fremtidig trussel, var det ikke fordi alt ville ændre sig her i nat. Havde ændret sig. Nu kunne han være ligeglad, og holde øje med dette spil fra sidelinjen. Måske endda bruge det til egen fordel, på en eller anden måde.

Da hun var færdig, lænede Sean sig let frem i stolen. Efter et kort øjeblik rejste han sig op og gik over til sengen. Bæltet med hans sværd lå der. Han samlede det op og vendte sig om mod Gene igen.
"Dette bliver så dramatisk...Og jeg har kun få gange dristet mig til at forstyrre adelens lange lister af generationer og påkrav med egne udnævnelser...Men Genevira Allaire. Knæl foran mig"
Sean trak sværdet af skeden og kastede bæltet og skede over på sengen igen. Sværdet bestod af et underligt sort metal, der nærmest slugte lyset omkring sig. Som nærmest virkede levende på sin egen måde. Og for Sean, var det det også. Han havde stadig ikke gennemskuet alle sværdets hemmeligheder, men for nu kunne de samarbejde. Det ville tage ham årevis at blive rigtig fortrolig med sværdet.
Med et nik opildnede han Gene til at knæle foran gulvet foran ham. En ordre han forventede hun efterkom.
Så hævede han let sværdet og lod dets spids hvile på hendes ene skulder. Så den anden. Han havde ingen ide om folk stadig gjorde denne slags, eller om de fleste bare skrev under på et stykke papir i dag, som han havde gjort tidligere. Men han følte for dramatikken.
"Genevira Allaire. For din vedvarende indsats ved min side. For dit hårde arbejde, for dine ofringer undervejs, og for din loyalitet. For din intelligens, og din sans for politik og økonomi. Ja, for alt du har hjulpet mig med og taget imod af mine finurligheder undervejs. Giver jeg dig og din fremtidige slægt titlen af adel, med krav på bolig og tiltale derefter i Doomsville, og med mulighed for at blive udnævnt til det adeliges råd, hvis arbejde er at gøre Herskeren opmærksom på ting, og rådgive derefter. Du må selv bestemme hvem du ønsker skal indgå i din familie, og de ville blive genkendt på slægtens navn. Ønsker du at bruge navnet Allaire?"
Sværdet hang langs Seans side, da han var færdig med at snakke. Men hans mørke øjne hvilede på Genevira foran ham.

Lige meget vovede han at påstå, som kun de få privilegerede havde råd til at gøre det. Et dårligt ry ville være træls for ham, ja, mere end bare træls, det kunne være en hindring for mangt og meget, men han var også en mand med en så massiv magtposition, at et dårligt ry nok aldrig trods alt helt ville kunne destruere ham. En luksus som Genevira ikke besad. En enkelt plet for meget på hende som værende blot en gemen lille underklassetøs og hendes liv ville være ødelagt for evigt. Det havde hun alle dage været hyperbevidst om. Nærmest lige siden, hun overhovedet var bevidst om noget som helst. Lige meget. Ingenting var nogensinde lige meget. Og her havde hun slidt og slæbt for at forbedre hans ry og så var det gået i vasken? Og han havde ikke mere at sige, end at det vel også var lige meget? Det stemte så lidt overnes med, hvor meget hun synkende følte sig som en fejltagelse.

Genevira knælede som hun fik besked på. Følte sig på én gang tom og som om det snurrede i hendes hoved. Altså havde det hele ikke været lige meget. Hun havde fejlet. Udtjent et formål, som hun ikke engang kunne opfylde ordentligt og nu kom reaktionen. En retfærdig reaktion velsagtens, men voldsomt at tro, at man skulle leve evigt og så…tja, en skam, at hun nåede det hele allerede som seksogtyve årig. Hun var lige ved at åbne munden og spørge om, det ikke ville være bedre at halshugge hende et andet sted, hvor Sean ikke ville ende med bare at lave et kæmpe rod på sit værelse. På den anden side ville det også have været skamfuldt at blive henrettet for alle sine fejltagelser på gårdspladsen foran alle, så egentlig værdsatte hun privatlivet, når hun tænkte over det. Så meget betydning havde hun trods alt haft. Dette trøstede hun sig med, som hun sad fastfrosset og stirrede ned på sine hårdt sammenfoldede hænder. Hvad ville der ske med sjælløse væsner, som vampyrer, når de døde? Burde hun bede en bøn til Elona Dal? Det ville føles lidt billigt, blev Genevira hurtigt enig med sig selv om. Og lige så hurtigt, som hun nåede at afskrive bønnen, fik hun da også andet at tænke på.
For Sean havde slet ikke slået hende ihjel. Hans ord nåede hende, først, som om Genevira befandt sig på bunden af en sø. Fjernt og sløret. Hun glippede forvirret med øjnene. Han havde da ikke i ramme alvor lige adlet hende….havde han?
Så øjnede hun dog en mulighed. Ikke for sig selv, men for familien, som hun for, hvad der føltes som, en evighed siden havde efterladt. Endelig kunne hun gøre noget for dem. Endelig kunne hun gøre noget ordentligt bare et øjeblik. Sørge for, at de aldrig skulle gå sultne i seng igen.

”…Nej. Mit navn er Isherwood…Genevira Isherwood,” sagde hun og mødte endelig Seans blik igen.

Hun sad så stille og seriøst. Hvad mon der gik igennem hovedet på hende? Det ville han aldrig blive klog på. På trods af deres til tider nære forhold, var der andre tidspunkter de var som et oceaner fra hinanden. Som om ethvert ord, der kunne minde om en tilkendegivelse af følelser eller tanker, var som at snakke under vand. Eller måske var det bare ham? Hun arbejdede godt, lærte hurtigt. Og gjorde alt for ham. Så måske overdrev han. Hun var loyal og god til sit job, men man ville ikke være bange og gøre alt uden spørgsmål, for en der var mere end bare...Arbejdsgiver. Hersker.
Og det var helt okay.
Uanset hvordan hun havde det med ham, eller uanset hvordan de skiftevis havde det med hinanden, ville han nok holde af hende på et eller andet punkt. Holde øje med hende. Støtte hende. Så længe det gav mening, og så længe han var enig.
Han trak vejret dybt. Det svage smil var nærmest...Varmt?
"Så rejs dig, Lady Genevira Isherwood. Og buk ikke hovedet for andre end din hersker, eller for dem du viser respekt - for du er nu selv af betydelig titel og status"
Det sidste virkede nødvendigt at understrege. Det ville måske kræve tilvænning at opføre sig som en rigtig adel, og i denne verden ville hun også stå stærkere igennem et ægteskab.
Men for i aften... For i aften var dette nok. Resten var en hovedpine for en anden dag. En anden nat.

Sean gik over og puttede sværdet tilbage. Tomhændet gik han over til bordet igen. Han satte sig ikke...Men kiggede på papirerne foran sig. Det var tydeligt han havde mere at sige. Og lidt efter rejste han også hovedet igen og så direkte på hende.
"Men natten er ikke slut. Og jeg er bange for jeg har flere tilbud til dig. En titel som adel vil beskytte dig, og gøre det hele nemmere...Hvis du takker ja til mit næste forslag"
Han tyggede lidt på det, før han samlede sine hænder bag ryggen. Blikket gled rundt i værelset, men ikke på en genert eller sky måde.
"Tidligere denne aften mødtes jeg med Natalie. Hun er dæmonernes leder, og derfor...Min leder. Som du måske har fornemmet fra tid til anden, har vi arbejdet sammen...Men jeg har ikke altid været tilfreds. Og som fortiden står, holdt jeg byen for hendes skyld. Det var en gammel aftale vi havde. Et stykke arbejde for en gæld. Men efter alt der er sket over det sidste stykke tid, og med byens tilstand...Er jeg blevet frigivet fra min titel som hersker. Det er ikke noget jeg begræder. Tværtimod, da jeg aldrig bad om at blive hersker til at starte med"
Hans blik hvilede direkte på hende nu. På den ene side seriøst, på den anden side med den samme glød af varme og lettelse. Det var svært for ham ikke at smile noget mere, end han egentlig gjorde lige nu. I stedet rømmede han sig.
"Og derfor skal byen bruge en ny hersker. Jeg ved du tænker lavt om dig selv, især i mit selskab. Det bekommer dig ikke. Du er meget mere værd, end hvad du tror - og meget mere intelligent. Og derfor vil jeg gerne give titlen til dig. Lady Genevira Isherwood, Herskerinde af Doomsville. Det kan noget, kan det ikke?"
Hans øjne veg ikke fra hende. Hans hjerte slog en anelse hurtigere, hvad hendes hørelse sikkert kunne opfange. Hans ene hånd strammede om hans håndled bag på ryggen. Hvordan mon hun ville reagere nu?

Det var som en søvngænger, en marionet trukket på snore, at Genevira endelig rejste sig. Absurd. Et øjeblik kunne hun knap nok mærke sig selv udover en svag sitrende fornemmelse i hele kroppen. Det var først langt senere, at det gik op for hende, at dette måske var begejstring. Nej, det var også forkert. Lettelse. Endelig havde hun udrettet noget. Noget vigtigt. Og hvis ikke det gjorde noget godt for hende, så var hendes familie i det mindste sikret. For tid og evighed. Og hendes søstre, der havde giftet sig ud af slægten og ind i andre mindrebemidlede, I guder skulle hun nu pludselig til at tænke på sig selv som en eller anden velhavende adelskvinde? Kunne der sørges for på en eller anden måde.

Selvfølgelig var natten ikke slut endnu. I realiteten sluttede den vel aldrig. Der var altid arbejde der kunne gøres. Forbedres. Problemer, der skulle løses. På den måde havde alt ændret sig, samtidig med, at alt alligevel stod stille. For havde hun, når alt kom til alt ikke, selv uden adelstitel, netop været hans tætteste rådgiver i årevis? Og Genevira kendte Sean godt nok til at vide, at selvom han måske, det håbede hun i hvert fald, holdt af hende på et eller andet plan, så havde han næppe skænket hende titler og rettigheder for hendes brune øjnes skyld. Nej, sandsynligvis,var det fordi, han skulle bruge hende til noget i denne nye positon. En mere offentlig rådgivning måske? En plads i rådet? Noget der ville blive set som upassende for en tjenerinde?
Hans ord ville have været kommet bag på hende, hvis ikke det havde været Sean. Denne åbne utilfredshed med sin situation som hersker, en titel som mange mænd ville være villige til at slå ihjel for. Sean havde dog aldrig forekommet lykkelig i sin position.
Hvad sagde man til nogen, der essentielt var blevet frigivet fra en årelang slavekontrakt? Tillykke virkede forkert. Det gik for sent op for hende, at dette måtte betyde, at han ikke længere var hersker af Doomsville? Hvem var så? Natalie? Var det derfor han havde adlet hende? For at undgå, at hun skulle tjene Natalie? Nej, for han ville vel bare have taget hende med, hvis han havde tænkt sig at rejse, ikke?
Og så smed han nyheden.
Genevira tog en dyb indånding, knugede sine hænder og undrede sig over, hvor lidt chokerende denne drejning forekom. Som om hun altid inderst inde havde ventet det.

”I så fald har jeg spørgsmål, milord.” sagde hun med en ro, hun ikke rigtig følte. Hun vandrede frem og tilbage i lokalet. For en tid var det eneste der hørtes den svage hvisken af hendes kjoles stof og klikken fra hendes hæle.

”Ikke at jeg regner med det, men jeg er nødt til at spørge. De har ikke blot givet Lady Von Tenebris mig, for selv at slippe ud af Deres aftale vel? Jeg agter at overtage Doomsville, men jeg har ingen hensigt om at gøre det som Natelies dukke,” fastslog hun.
Så standsede hun sin vandring og fikserede sit mørke blik intenst på ham.

”Yderligere har jeg et forslag. Vi bevæger os ud i semantik, der kan forekomme ligegyldigt, men ord og teatralske handlinger har magt. For længe har herskerposten her lagt hen i skygger og skabt undren for befolkningen. Jeg ønsker ikke, at min regeringstid skal starte med rygter om, at jeg uretfærdigt har kuppet Dem. Vi har brug for offentlighed. Desuden er der hele adlen. Nok har De adlet mig nu, for hvilket jeg i øvrigt er taknemmelig. Men for mange af disse mennesker vil jeg blot være en dum tøs, der har raget titler til mig, der ikke tilkommer mig. Så her er min forespørgsel. Kron mig. Offentligt. Lad dem aldrig stille spørgsmål til min legitimitet igen.”

I et splitsekund opstod tanken. Absurd og urealistisk, men den var der - for et sekund. Hvad hvis de giftede sig?
Genevira ville være sikret status og penge. Støtte. Men også arve rygter og smedene bag hans ryg, rygtet af en magtliderlig dæmon.
For ikke at tale om han slet ikke blev frigjort som hersker, da en mand ikke kunne lade sin kone regere i hans sted. Tanken var latterlig - og han havde ingen som helst romantisk tiltrækning til hende. Hun ville fortjene bedre. Han kunne næsten smile af tanken. Han havde aldrig giftet sig, aldrig været gift og ville formentlig heller aldrig komme til det. Han nød sit eget selskab for meget, og at finde en kvinde der ville være tilfreds i hans selskab og liv, ville være for stor en opgave.

I stedet fulgte han Gene med øjnene, som han endelig selv faldt tilbage i sin stol. Med en hånd på armlænet, en albue og hovedet hvilende i sin hånd for en stund, studerede han hende som hun gik frem og tilbage. Stille som en statue for at blive adlet, rolig og overvejende ved ideen som herskerinde. Han kunne ikke lade være med at smile svagt af det.
Han trak vejret dybt og rettede sig op ved hendes spørgsmål. Blikket gled ned til bordet foran ham et øjeblik.
"Der er...Flere ting til det hele" bemærkede han roligt, men seriøst. Langsomt rejste han sig op og gik over til hende. Hvis hun lod ham, lod han en hånd hvile på hver af hendes lette skuldre. Blikket gled ned over hendes ansigt.
"Ville jeg gøre alt for at blive fri fra en gæld, blive fri fra en stilling, som jeg ikke ønskede mig selv i? Ja. Er jeg dæmon nok til at mene at målet helliger midlet? Absolut"
Ærlighed. Det var hvad der lå i hans ord lige nu. Alligevel overvejede han sine ord.
"Jeg har planlagt dette i årevis..." Han slap hende, så hvis hun blev forfærdet eller vred over hans næste ord, havde hun muligheden for at trække sig.
"...Faktisk næsten fra jeg mødte dig. Men du var ikke alene grunden til at jeg planlagde alt dette. Og du kunne lige så godt have været enhver anden...Hvad det angik. Selvfølgelig var det din person der fangede min interesse. Ja, jeg planlagde en borgerkrig. Derfor har ingen specifikt taget ansvar, derfor har det altid været uvist hvor uroen faktisk kom fra"
Han var helt rolig mens han sagde det. Det tyngede ham ikke det mindste, at han i et par år havde drevet en borgerkrig og drab i sin egen by. For han havde haft et mål han ville opnå. Og han gjorde altid alt for det.
"Med tiden gik det op for mig...At din intelligens, din sans for politik og økonomi...Ville gøre dig til en oplagt kandidat for stillingen. Og derfor har jeg gjort alt for at oplære dig i de ting, du måske får brug for. Og, ud over jeg har nydt dine tanker, har jeg også inkluderet dig i meget af mit arbejde. På trods af du af titel mere var en personlige tjenerinde, end en højre hånd...Ud ad til"
Han vædede let sine læber, en kort pause, før han fortsatte. Som en dukke, der ikke kunne stoppe med at snakke, nu den var i gang.
"Natalie ville have brug for et alternativ. Et, hun kunne være tilfreds med. Jeg ved du kan bære stillingen. Jeg føler også du minder om mig selv på visse punkter...Og derfor ved jeg at du ikke vil lade kue af hende. Men finde en måde at samarbejde eller omgås hende. Præcis som jeg selv har gjort. Hun vil føle du er en marionet, formentlig. Men vi to vil vide bedre. Jeg lovede at stå dig til rådighed, hvis du ønsker det. Og for, uofficielt, at holde øje med dig. For selvfølgelig vil Natalie ikke lade det hele stå til tilfælde"
Han trak vejret dybt og virkede endelig til at have fundet en pause i alle sine ord. Alle sine tanker.
"Jeg vil fokusere på min klan, som på sin egen måde kan være en allieret til dig. Men jeg vil også fortsætte som Natalies højre hånd. Det er en position jeg ikke kunne afgive, for hun vil formentlig holde på mig med alt hun har. Jeg er en ressource for hende" Enten ville Gene kunne se ideen i det hele, eller ikke. Og enten ville hun hade ham for det... eller ikke. Eller kun hade dele af det.
Han trak let på den ene skulder, før han så hen på hende igen. På en måde...Tom...Indeni.
Uanset hvad, var der en risiko for at hun ville afskrive ham og kæmpe med sin egen nye situation. Uden at vide Sean havde gjort, og til stadighed gjorde, alt han kunne for at sikre hendes position. Måske ville hun ikke engang opfange de små hint i hans ord, til at han satte pris på hende - og så hende som mere end et værktøj. Selv om...Hvis nogen ville opfange de små nuancer, var det hende. Men måske ikke i aften. Måske ikke oven på alt der allerede var sket.
Det betød heller ikke noget. Forhold og nære relationer stoppede altid. Måske var dette deres naturlige stop.
Og til det måtte han forberede sig selv. Og føle ingenting. For den slags skulle ikke have lov til at ødelægge ham igen.
"Men på intet tidspunkt har jeg lovet Natalie at du vil være underlagt hendes magt. For du er ikke en dæmon. I stedet vil hun formentlig være efter mig, for at sikre du er...Under en hvis form for kontrol"

Genevira stirrede et øjeblik på ham. Der var….hvorfor havde hun ikke tænkt over det før? At det var ham, der havde planlagt det hele? Havde hun virkelig været så dum, så forblindet, at hun kunne tro, at han aldrig ville have gjort noget, der kunne ende ud i, at hendes lillebror lå og døde i armene på hende, rent og skært overbevist om, at hun var et væmmeligt monster? Selvfølgelig kunne han det, han var en dæmon. Havde hendes mor måske ikke netop advaret hende om den slags typer? Desuden var han en mand og dem kunne man ikke stole på. Et øjeblik. Blot et øjeblik, stod væmmelsen malet i hendes ansigt. Væmmelse over ham og hans selviskhed. Alt dette, blot fordi han ikke ønskede at være hersker. Ikke magtede en pligt, der var blevet pålagt ham. Og det skulle andre bløde og dø for. Og Genevira havde tilsmudset sine egne hænder for hans selviske sag. Men lige så meget, nej mere, var væmmelsen rettet ind ad. Hun havde kunne retfærdiggøre det hele, slagtninger, afbrændinger, lidelse ved at sige til sig selv, at dette var for byen og folkets eget bedste, men nu…nu var skyklapperne taget af og hun så ham for, hvad han var. En mand så egenrådig, så…ynkelig, at han ikke engang kunne tage sig sammen og følge en simpel ordre fra en overordnet. Uegnet til sit job. Det var vel reelt hvad han var, når nu hun virkelig tænkte over det? For hvad var en hersker, hvis ikke folkets tjener? Folket som han blot havde ladet lide, fordi deres lidelse passede ind i hans planer. Og hun havde ladet det hele ske. Som en idiot. Forblændet af fornemmelsen af at høre til et sted. At blive lyttet til og værdsat. Hvor kunne hun være så dum? Og selv nu, kunne hun ikke være vred i sandhed, for det var vel blot hans natur. Hun holdt for meget af ham til at begynde at råbe af ham eller det der lignede. Desuden ville det have været usømmeligt. Til trods for ombytningen i, hvad deres forhold var. Ikke længere hersker og tjenerinde, men herskerinde og ..ja hvad? Rådgiver? Uanset hvad hævede en god pige aldrig stemmen.

”Natalie bliver ikke et problem. Ikke i længden. I starten, måske, men jeg kan lære at tackle hende. Alt dette er alligevel et teaterstykke…som De vidst selv netop har bevist.” Hendes tonefald var roligt, men hun kunne ikke afholde en vis sårethedens kulde fra at snige sig ind i sine ord. Ført bag lyset og dog ikke engang rigtigt overrasket.

”Og jeg agter at spille min rolle til punkt og prikke. De vil ikke blive skuffet. Jeg har velsagtens en kroning at planlægge så…og jeg kan ikke fortsatte med at gå rundt og se sådan her ud.” .” Hendes overvejelser var nøgterne. Simple. Dette skulle være offentligt på en måde så ingen nogensinde kunne betvivle hendes position. Og der var magt i noget så simpelt som bare at se imponerende nok ud.

”Jeg regner stadig med Deres rådgivning, selvfølgelig.”

Så meget skylder du mig trods alt. Efter hvad du har gjort.

Havde han sagt for meget? Eller forstod hun til fulde hvad han prøvede at sige? Eller forstod hun - og hadede det hele?
Han studerede hende, og overså ikke hvad der var der for blot et øjeblik. Et udtryk han knap nok kendte, men som han automatisk havde en ide om hvad var. Afsky, eller væmmelse, eller vrede over...Hvad? De ting der var sket? Ham? Natalie?
Han vidste det ikke. For hun sagde det ikke. Men prøvede at gemme sig bag en maske og lade som ingenting. Skulle han lade hende? Eller insistere på at snakke yderligere om det hele? Men til hvad formål...Der var intet formål. Og han fortrød intet af hvad han havde gjort. Men han fornemmede en pludselig kløft mellem dem.
Nok var hun den eneste han havde mødt, der kunne følge hans tanker så langt...Men de var ikke den samme person. Og selv om hun var vampyr, var hun ikke kørt træt af årtiers hærgen.
Kulden lå der også. Uvant, for ham. De plejede at være...Som pot og pande. Men alt var ændret her til aften. Og måske ville han ikke have helt samme kontrol over hende, som Natalie forventede. Ja, hvad havde han selv forventet? Et eller andet sted, at de ville fortsætte som normalt. Bare med omvendte roller, måske. Det var ikke fordi han planlagde at forfølge hende som en fortabt hundehvalp, at stå offentligt til skue ved hendes side. Nej, han ville være i skyggerne, bare en gang i mellem eller når hun selv havde brug for det. Ellers ville byen alligevel tro det var han der regerede, uanset det nye ansigt på tronen.
Nej, politik og magt var det eneste der betød noget. Og det eneste han var nogenlunde god til. Relationer gik i stykker, folk forlod ham og han måtte aldrig forvente for meget. Selv om det havde været godt sammen med Genevira, måtte han også selv løsrive sig. For at undgå at blive såret, men endnu mere skuffelsen eller håbet om en oprigtig relation eller...Forståelse?...
En sjæleven, på et eller andet punkt?
Løgne. Uopnåeligt. Folk kom og gik i ens liv. Dette var forventet. Og derfor fandt han det samme rolige og mørke sted i sit sind, hvor der var fred. Fred, og intet behov for tilknytning. Hvor den pludselige kølighed var forventet, og noget han ikke ville reagere på. Intet ville knække ham. Han havde opnået sit mål.
"Politik er teater"
Et svagt smil lå på hans læber, men der var intet at aflæse i det. Han fremstod overrasket rolig...Og måske lidt tom. Som om også han trak sig tilbage på et mentalt niveau.
"Men ikke alt er teater"
Han samlede de foldede kontrakter sammen, som Natalie havde skrevet under på tidligere. De var det eneste han på intet tidspunkt ville forlade. Resten af papirerne var mere eller mindre dokumenter Genevira kunne overtage. Men selvfølgelig...Det var jo ikke fordi han var helt ude af døren endnu.
"Du skal intet bevise over for mig, så bekymre dig ikke om min skuffelse" bemærkede han let. Det var sandt. Hun var sin egen nu, og han var...Om nogen, en rådgiver, men måske lige så meget...Ligegyldig?
I stedet gjorde han et let buk med hovedet.
"Selvfølgelig. Jeg vil stå til rådighed. Der er flere ting der skal overgives på en ordentlig måde. Min orden..." Han slog let ud med hånden, som han viste det fyldte bord frem.
"...Skal trods alt tilpasses Deres nu"
Han trak vejret dybt, og gik over til sit sværd. Samlede det op, spændte bæltet fast. Fandt tryghed i dens vægt ved hans side.
"Lad os mødes igen senere og finde ud af detaljerne. Det vil være alt"
Jo før han kunne komme ud af borgen, jo bedre. Selv om han havde fundet livet her tåleligt...Ligefrem godt, i visse perioder...Føltes det nu kvælende. Og han ønskede ikke at give Genevira mere.
Han havde givet hende meget. Så meget. Var det ikke for ham, ville hun ikke stå til at blive en herskerinde nu - en stilling hun på en måde virkede utaknemmelig for. Men det virkede som gyngende grund at spørge ind til følelser og hvad hun faktisk gerne ville, taget deres nye ubalance i mente. Så derfor...Måtte tiden vise hvad der skulle ske.

Det der engang havde været mellem dem lå nu som knust glas på gulvet og uden at sige, hverken fra eller til om det, lod de, dårligt, som om det ikke var der. Ikke var et problem. Alt imens de trampede uyndigt rundt i skårne. Genevira vendte sig bort fra ham og undertrykte hjemmevant den pludselige trang til at græde. Eller skrige. Hun ønskede ikke at provokere ham yderligere. Og hvis hun sagde noget. Indrømmede at hun følte sig ført bag lyset, trukket ind i noget, hun havde regnet med var opstået af helt andre årsager, så ville Sean sikkert fortælle hende, at hun var dum. At hun totalt havde misforstået deres relation.

”Jeg må sige, at jeg er tilbøjelig til at være uenig,” sagde hun roligt. Havde de ikke netop fundet ud af alt var en løgn. Alt hvad de var. Han havde brugt hende til at spille en rolle og overlod hende nu sin egen , fordi han ikke ønskede den. Perfekt måde at sikre sig, at ens efterfølger gik til jobbet med gåpåmod jeg hader at være her. Du kan tage det i stedet. Og hele hendes liv havde været en række af forventelige roller, hun havde været nødt til at spille uden at have et rigtigt manuskript og så måtte hun bare håbe, at hun spillede godt nok til, at livet ikke ville være en komplet pine. Det var vel ikke fordi, at dette i andet end navn, ville blive så meget anderledes end alle de andre roller, som hun gennem livet, havde spillet og hun ønskede dette rolleskift lige så lidt, i hvert fald lige nu, som alle sine tidligere.

Du skal intet bevise overfor mig.

Det fastslog bare, at der intet var mellem dem fra hans side. Hvis han havde følt noget for hende, så kunne han også have tilladt sig at have forventninger. Det kunne man ikke overfor fremmede. En arbejdsgiver. Hun stirrede ind i pejsens ild og ønskede et øjeblik, at hun kunne gøre denne samtale om. Ildens knitren, der før havde virket hyggelig og hjemlig, fik hende nu kun til at tænke på, hvordan hele hendes gamle liv var ved at blive fortæret. Var blevet det allerede på brandnatten.
Hun ønskede at vende sig. Klynge sig ind til ham og holde fast. Ikke for evigt, men bare ind til, at han kunne forsikre hende om, at det ville blive okay. At de ville være okay.
Men hun gjorde det ikke. Så tungt, var hun trods alt skolet i, hvad der ansås passende opførsel. I stedet knugede hun sine hænder og stirrede ind i pejsen. Sean havde pålagt hende en pligt og Genevira var intet, hvis ikke pligtopfyldende. At græde over dette, som et lille forkælet barn, ville ikke have været sømmeligt. Men Sean ville snart finde ud af, at han, ligesom hende, nok aldrig i sandhed ville være lykkelig. Ligegyldigt om han var fri af herskerposten eller ej. Genevira havde siden hun var meget ung været vagt bevidst om, at lykken kun var de få forundt. Derfor var sigtet efter stabilitet langt vigtigere. Det kunne vel trods alt opnås. Og Sean havde overgivet hende den mest ustabile situation nogensinde. Tja, aske var vel god gødning.

Endelig vente hun sig mod Sean igen. Kunne ikke undgå håbefuldt, pinefuldt, at lede efter noget i hans ansigt. En undskyldning? En eller anden form for omsorg? En hvilken som helst indikation på, at der var noget, engang havde været noget.

”Tak. Det lyder fint,” var alt, hun magtede at sige.

Dette var ikke den slutning natten skulle have. Dum som han var - fanget i et øjebliks forstillelse om deres relation - havde han troet det ville som altid. Godt nok blev hun herskerinden, men de ville sidde og snakke, og planlægge, som de altid havde gjort. Det ville stadig være de to, selv om rollerne var byttet om.
Det var det han havde forestillet sig. Og han kunne ikke andet end være vred på sig selv over at - for et øjeblik - knytte sig til en anden person endnu engang.
Han trak vejret dybt. Han vidste det godt. Han blev fanget i sine egne følelser og tanker, og kunne ikke altid finde en vej ud af dem. Og ingen havde tålmodigheden eller viljen til at lade ham gøre det. Hvis han endelig gennemskuede at han kunne løse et problem med en relation, var der som regel gået for lang tid eller tingene var anderledes, og han kunne ikke gøre det. Selv hvis han havde succes med det, ville noget andet bare ødelægge tingene senere. For sådan var det med ham. Det gik altid i stykker.
Alligevel havde han nydt øjeblikkene med Gene. De pusterum.
Hans mørke blik gled over til hendes skikkelse.
Det var svært. Når han ikke vidste om hun så væk i stærk modvilje til ham, ville han ikke stå som et dumt får og undskylde eller håbe på noget.
Hvis han gik - eller hun gik - ud af dette rum nu her...
Ville han så nogensinde have styrken til at prøve og omgøre noget af dette? Eller ville han for altid fortryde det? Det ville være sværere jo længere tid der gik. At snakke sammen igen. At blive klogere på hvorfor...Hvorfor de gled fra hinanden lige nu og her...

Han trak vejret dybt igen.
Og hvor mange gange skulle han gentage sig selv? Havde han ikke sagt snart 100 gange til hende, hvor meget han satte pris på hende? Kaldt hende intelligent, dygtig? Hvis hun ikke troede på hans ord, hvorfor skulle det så være anderledes nu? Kunne han overhoved sige noget som helst, som ville have nogen som helst indvirkning lige nu?
Hans konklusion var nej. Desuden var relationer et arbejde der gik begge veje. At Gene heller ikke fremstod villig til at....Sige eller gøre noget...Var som en ond cirkel, der fangede ham på hans sted. Og lod ham stå stille, uden reaktion. Uden at gøre hvad han helst ville. At forsikre hende. At samarbejde. Måske endda et kram, eller en bekræftelse på at han havde følt deres relation som mere end mellem tjener og hersker.

Så stilhed blev det til. Et blik, der blev vendt væk. Såret? Vred? Ligeglad? Det kunne være svært at vurdere, for han var ikke engang sikker på hvad han selv følte, eller burde føle. Ikke at det ville ændre noget.
Siden hun ikke havde forstået hans lille hentydning til at hun kunne gå, måtte han jo selv gøre det.
Han havde ikke engang ord at sige til afsked. Og et eller andet sted, i hans knap så sammenhængende mentale tilstand, bildte han sig ind at kontinuerlig stilhed var bedst. Så med et svagt nik vendte han ryggen til hende og forlod lokalet.

Magten var givet videre.
Ikke med ceremoni og underskrivelse, endnu. Så i princippet var Sean stadig hersker, og kunne stadig trække tilbuddet tilbage, hvis Gene ikke havde evnen til at takke nej.
Men et eller andet sted var det ikke en mulighed. Et eller andet sted var dette starten på noget helt nyt.

//Out

Ikke så meget som et farvel blev det til mellem dem. Hvordan sagde man også farvel, til hvad der føltes som et helt liv? Et kort sekund hævede Genevira hånden, ikke engang selv helt sikker på, hvad det var, hun i blot et øjeblik blev grebet af. Hun ville bare allerhelst ikke have, at han gik, for hun havde på fornemmelsen, at når først den dør lukkede bag ham, ville den metaforiske dør mellem dem også være lukket og svær at åbne igen.

Gå ikke. Jeg elsker dig.

Men Genevira sagde intet og hånden faldt atter slapt ned langs siden. I stedet besvarede hun blot det korte nik med sit eget, betragtede ham vende sig om og gå med en underlig flydende fornemmelse af ikke længere at være til stede i sin egen krop. Døren lukkede bag ham og brød den stilhed, der ellers havde hersket i lokalet. Signalerede velsagtens hvor komplet alt var ramlet sammen for hende. For dem begge to. Eller nej, Sean havde fået, hvad han ønskede og Genevira havde i princippet opnået mere end hun nogensinde havde turde at drømme rigtigt om. Men det var vel lige netop der problemet lå ikke sandt? Hun havde aldrig drømt om det her, ikke rigtig, og så havde hun alligevel mistet det, der virkelig betød noget i forbindelse med at nå her til. Hun blev stående lige så stille som en statue i lang tid, selv efter, at Seans fodtrin for længst ikke længere kunne høres på de omkringliggende gange.
Alt, hvad der kom fra hende et øjeblik var et enkelt halvkvalt hulk, før hun bed tænderne hårdt sammen og resolut placerede sig i stolen bag skrivebordet. På trods af, at hun gang på gang måtte stoppe for at blinke sine egne bitre tårer væk, var hun fast besluttet på at gøre det her ordentligt. Ja, hun havde mistet Sean måske, men hun havde et arbejde at gøre. Og nok kærede Sean sig måske ikke om nogen andres ve og vel end sit eget, det var nemmere bare at tro det, end at anerkende, at hun havde haft en hånd i at smadre, hvad de ellers var. Men folket elskede hende. Og de havde ret til at have en herskerinde, der ikke satte sig ned og tudede, så snart noget gik hende imod. Ret til, at hun faktisk gik op i dem og i sit arbejde for dem. Hun trak vejret dybt, fandt en midlertidig stabilitet inde i sig selv ved at klynge sig til ideen om, at hun i længden ville kunne gøre dette bedre. Hagede sig fast i tanken om et helt folk, der havde ventet på en, der forstod dem helt ind til nu og endelig havde fået det. Nej hun ville ikke græde over endelig at være blevet givet muligheden for at gøre en forskel. Og hun ville gøre det med eller uden Sean.

//Out