Family Reunion - Valentine

Den skarpe sol føltes som det rene mareridt, som Kain gik igennem Sunfurys stræder. Han havde aldrig brudt sig om denne by og vejret var helt klart en markant årsag - det var næsten lige før han hellere ville blive druknet i helligt vand. Desuden forstod han virkelig ikke, hvorfor folk i denne by insisterede på at gå så plottet rundt. Havde de absolut ingen værdighed?
Kain havde dog nogle kontakter, han skulle mødes op med i håb om at udvide det sorte marked, han havde skabt for sig selv. Og well, det plejede altid at passe godt ind med at virke bare en smule diplomatisk - hvilket var grunden til, at han havde spildt så meget tid på at komme herned.

Hvorom alting var, gik mødet ny som det skulle. Det var dog ved at blive ret så sent - solen var så småt ved at gå ned, hvilket gjorde det væsentlig mere udholdeligt at gå rundt. Kain besluttede sig derfor, at det vel ikke kunne skade at få lidt at drikke, inden han trak sig tilbage på det lejede værelse i den taverne, han havde indlogeret sig på. Det var ikke den største taverne, men det så umiddelbart ud til at være en af de pænere steder i denne by, hvor det ikke udelukkende handlede om halvnøgne dansere. Det så han gerne sig selv fri for.
Som Kain satte sig ved baren, fik han derved bestilt sig noget whiskey. Det havde trods alt været en ret så lang og udmattende dag, og med det arbejde, han havde skulle forholde sig til, kunne han godt være sig selv bekendt at lade sig selv slappe lidt af.

Outfit

Solens stråler skød igennem, men alligevel ikke helt så kraftigt, som de havde gjort det sidste lange stykke tid. Det var omsider muligt at gå på gaderne igen uden at blive svitset ihjel, hvilket mange væsner havde valgt at benytte. Valentine var en af dem. Uvejret havde givet anledning til en hel del arbejde for hans vedkommende, eftersom de fleste væsner alligevel havde søgt indenfor, og alligevel skulle have det meste af dagen til at gå. Men, nu hvor tingene var ved at være nogenlunde normale igen, så havde han valgt at snuppe sig en velfortjent fridag. Dog kunne det ikke afvises, at hans krop stadigvæk var påvirket af, at han det meste af tiden arbejdede sent om eftermiddagen eller aften. Derfor var han først stået sent op, ganske som han plejede, og han derefter brugt resten af dagen på lige det, som han havde lyst til. Til sidst havde han dog mærket sulten presse på. Der gik lang tid imellem han faktisk indtog reel føde, eftersom hans arbejde tillod ham en mætte sig udelukkende med folks begær og grådighed. I dag havde han dog ikke oplevet meget af den slags, og derfor sad hans skikkelse nu placeret ved et bord hos en tilfældig kro / bar med en tallerken magert kød foran sig.

Valentine foretrak at sidde alene. Det gav ham mulighed for at studere sine omgivelser imens, at langsomt fik arbejdet sig igennem måltidet, samt det glas rødvin som han havde bestilt ved siden af. Der skete næsten altid noget, når mørket faldt på. I aften kunne dog være undtagelsen. Her var stille, og de fleste af væsnerne herinde lod til at passe deres egne sager for en gangs skyld. Synden sukkede kedet, og gjorde et kast med det løse hår inden, at han tog vinglasset op til læberne for at tage en tår. Idet han lod vinen glide ned, hørte han døren gå op. Ikke rigtig interesseret i hvem det måtte være, da han alligevel overvejede at gå, så snart vinen var drukket, kastede han alligevel et blik mod det nye ansigt. Det skulle han så hurtigt fortryde, da synet gav ham en klump i halsen, som han i allerhøjeste grad måtte undertrykke for ikke at komme til at sprutte. I stedet hostede han kun let inden, at han atter fik kontrol over kroppen. Det lyse hår. Det var ikke til at tage fejl af. Skikkelsen havde godt nok ændret sig en del, men hvor mange år havde det ikke været siden…? Alligevel var der en vis usikkerhed. Han havde mødt folk igennem livet med mange usædvanlige hårfarver – endda et par stykker som matchede hans eget. Men alligevel var der en… fornemmelse… der sagde ham, at dette var rigtigt. Et øjeblik overvejede Valentine at gå. Han havde haft fint liv uden at opsøge sine søskende. De havde haft en usædvanlig barndom, og han viste knapt om halvdelen var i live længere. Kun… Indivia. Udelukkende takket være hans kollega Aurea. Men alligevel besluttede han sig for at give det et skud. Hvad var det værste der kunne ske? Desuden var der noget i ham som skreg på svar. Han blev nødt til at se, om det virkelig var ham.

Diskret forlod Valentine sin plads ved bordet, og bevægede sig næsten lydløst op mod skikkelsen ved baren alt imens, at hans øjne søgte kroppen grundigt for de mindste tegn. Han vidste trods alt, hvad han skulle lede efter. Og dér… bag højre øre. Sad det. Han standsede blot en meter fra skikkelsen inden, at han med en rolig stemme talte for første gang den aften.

”Invidia?”

I et sted som dette var det ikke ligefrem svært at få stillet sin hungren. Selvom maden i sig selv ikke faldt i hans smag, var typer af stamkunder og servitrice normalt usædvanlig nemme at lokke i fordærv. Stamkunder, der åh så typisk ville finde omsorg i alkohol for at glemme, at konen skred for en bedre mand eller at deres ambitioner på arbejdet blev overskygget af en, hvis karisma var det tak bedre. Bartenderen, der skulle servicere bøf og vin til fine kunder, imens han selv måtte knokle og spise de sørgelige rester, der måtte være tilbage. Ærlig talt var det jo næsten for nemt.

Glasset med whiskey blev endnu engang løftet op mod læberne for at tage en beskeden tår. Kain havde bidt mærke i en kvinde i hjørnet, der lignede en, der kunne rive håret af sig selv når som helst, hendes tænder sammenbidte og ansigtet brusende. Det var tydeligt, at hendes forsøg på at drikke sorgerne væk kun havde gjordt hende væsentlig mere vred. Bitter. Det var perfekt.  Hun kunne nok let overtales til at føre sig selv i fordærv.

Før Kain nåede at rejse sig, var der dog noget - eller snarere nogen - der fik ham til at fryse på stedet. Han var ikke blevet kaldt det i årevis. Ja, faktisk gik han ikke ud fra, at det navn var blevet brugt siden.. ja, tiden med necromanceren. Stemmen var heller ikke til at tage fejl af, selvom den havde ændret - der var bare den frustrerende klang over Avaritias stemme, der ikke var til at tage fejl af. Kain lagde glasset med whiskey på desken, hvorefter han rettede blikket mod hans bror. Han havde tydeligvis ændret sig, men for at være ærlig, huskede Kain heller ikke, hvornår han sidst havde set ham. Sukkende lettere irritabelt, lænede Kain sig en anelse tilbage i sædet.

"What a surprise. I didn't expect to see you here."

Valentine mærkede, hvordan mundvigene trak op i et skævt smil. Meget havde ændret sig, men tydeligvis kunne end ikke tiden hamle op med Invidias humør. Normalvis ville han i disse situationer gøre sit bedste for at fremstå ekstra charmerende. Fungere som en slags humørbooster om man ville… men Valentine var klar over, at den slags ville være spildt på hans bror. Der var ingen grund til at spilde komedie alligevel. Der havde aldrig været meget kærlighed at dele mellem hans søskende, så det var ikke en usædvanlig tone at få smidt efter sig, hvis han skulle være helt ærlig. I sidste ende var det egentlig et lettere usædvanligt arbejde, som han selv havde anskaffet sig. Ikke blot delen, hvor han ’solgte’ sin krop, men mere det faktum, at han faktisk gjorde noget ud af at være behagelig omkring mennesker. Det handlede selvfølgelig mest om guldet i deres lommer, og havde omstændighederne været blot en smule anderledes, så havde han næppe ænset dem et blik. Det var sket før, at tidligere kunder havde opsøgt ham på gaden udenfor arbejdet, og her var de blevet mødt med en noget anden attitude. Han var trods alt en dødssynd. Alt andet end hans egen familie var blot føde, når alt kom til alt.

” Oh? Almost sounds like you’ve been expecting me to show up at some point.”

Egentlig overvejede han at sætte sig. Det ville være det mest afslappende at gøre. Alligevel var der noget, som sagde ham, at situationen hurtigt kunne udvikle sig. Stemningen var… skrøbelig, som den altid havde været imellem brødrene. Det var ikke til at sige, hvor meget kontrol nogen af dem i virkeligheden havde. Om de havde ændret sig siden den dag, hvor de ufrivilligt lod sig skille, for næsten 20 år siden.

” I’ve got to say, brother, if anyone should be surprised, it’s me… After all, you’ve never struck me as the type who would appreciate long, sunny days and a lot of skin.”

En undrende men udfordrende øjenbryn gled op, imens et dovent smil holdt sin plads. Det var ikke til at sige, om Kain faktisk havde slået sig ned i byen eller om han blot passerede. Uanset hvad så havde dette aldrig været stedet, hvor han kunne have forestillet sig, at de skulle genforenes. Valentine tillod sin en enkelt slurk af sin vin imens, at ventede på reaktionen fra Invidia.

Kain kunne virkelig ikke sige, at han havde håbet på nogen familiereunion. Han havde haft det helt fint med at være adskilt fra de søskende - at være en af mange. Midterbarnet. At bevise sig selv overfor necromanceren havde aldrig været nemt, når man altid virkede til at ende i skyggen af sine søskende. Og alligevel sad han nu her, hvor han stirrede ret så irritabelt på Averitia, som, grådigt som han nu var, nu vadede ind i hans liv igen, som om det var hans rettighed. Kain tog sit glas med whiskey igen - hvis han virkelig skulle forholde sig til det her, var alkoholen nødvendig.

"I can't say that I did. But, I bet you'd love to think that, being as full of yourself as always."

Han himlede med øjnene, hvorefter hans blik faldt på sit glas. Han lod glasset glide op mod sine læber for at tage en tår, langsomt for at trække på tiden for at give sig selv tid til at tænke. Hvis Averitia havde planer om at trække det her ud, kunne Kain vel blive nødsaget til at finde en årsag til at komme ud herfra.

"If you absolutely must know, I happened to have business to attend to here. However, you're right. People have absolutely no shame in themselves here. It's disgusting."

Han rettede atter blikket mod Avaritia. Det var tydeligt, at hans beskrivelse af personerne i Sunfury inkluderede Avaritia selv, trods alt. Det var stadig svært at lure, hvad det egentlig var, hans bror ville ham. De havde intet tilfælles, udover den fælles fødsel - hvilket Kain ikke kunne se, hvordan det skulle betyde noget i sidste ende.

"Did you actually have anything to discuss? Or are you just here to waste time as usual?"

Necromanceren havde skabt dem. Alle 7 søskende. De var hans, og alligevel var de ingenting for ham. De var lejesoldater – en hær – kun til for at optræde efter hans ønske. Alle 7 så unge, desperate og ivrige efter hans anerkendelse indtil dagen, hvor han stødte dem bort. Man kunne næppe påstå, at fordelen havde været ligelig. Superbia havde altid haft en særlig plads hos både Necromanceren og søskendeflokken selv. Alligevel havde Valentine altid set sig selv hævet. Han var trods alt flokkens ældste søn. De yngste var nemme at glemme. Et stort rod af skænderier og indebyrdens slåskampe. Selvfølgelig havde der været undtagelser og gode dage, og Valentine mindedes da også, at det måske ikke var alle søskende, som han forpestede. Luxuria havde været undtagelsen. Men Invidia derimod… havde altid vist sig bitter og besværlig.

” Why shouldn’t I be? It seems a bit more fun than all that self-pity you seem to have been drowning in for the last… 20 years?”

Valentine lagde hovedet en anelse på skrå, næsten som om, at han studerede broderen foran ham. Han smil var kun vokset, og han viste endnu ingen ting på, at de syrlige bemærkninger bed sig fast. Foran ham sad trods alt blot hans ’lille’ bror. Individa var skudt i vejret siden sidst, men ikke helt så meget som Valentine. Desuden var han… spinkel. Næsten skrøbelig. Alligevel så vidste man altid bedre, hvis man blot kendte en smule til deres baggrund med kamptræning.

” Now, now, brother. No reason be so sensitive. It wouldn’t hurt you to show a little skin… unless you’re afraid that all that time in the dark has left your skin a bit too sensitive for a touch a sunshine? Or anything else for that matter.”

Der var ingen tvivl om, hvad Invidias bemærkning havde drejet sig omkring. Valentine følte ingen skam omkring sin påklædning, da han trods alt elskede stilen i byen. Let, forfriskende og forførende. Alligevel mærkede han, hvordan øjnene kneb sig let sammen, imens blikket blev tand mere spydigt, såvel som tonen.

” No, nothing particularly. I just wanted to confirm, that it was actually you. I might have heard a rumor or two of you being alive and hiding in the shadows, but I actually thought you would end up dead long before we’ve ever meet again.” Valentine sukkede dramatisk, samtidig med, at han førte vinglasset op til læberne. ”But unfortunately fate seems to have had other plans... lucky for you I guess.”

Kain kunne ikke ligefrem påstå, at han havde brudt sig særlig meget om nogen af sine søskende. Tværtimod var de alle på hver deres måde en forpestelse, som der udelukkende viste sig at stå i vejen for hans egne ambitioner. Han huskede dem udelukkende som, hvordan de virkede til at stråle sig frem i forsøg på at opnå Necromancerens respekt. Det havde de alle vel arbejdet for. Men hvis der var en ting, Necromanceren ikke var, så var det retfærdig. Han havde tydeligvis haft favoritter - hvilket altid virkede til at være dem, der formåede at fremhæve sine evner - hvilket var svært for en som Kain, der måtte gå mere indirekte til værks. Necromanceren var vel dum nok til ikke at bemærke den slags.

"If that what you think." Han fnøs ad sin bror. "And what exactly have you actually accomplished during those years? Other than showing off, that is."

Kain rettede atter blikket hen mod Averitia, han langsomt betragtede. Han var da i hvert fald skudt i vejret. Så meget kunne man sige. At dømme udfra muskelstrukturen, kunne man vel gå ud fra, at han stadig trænede på en eller anden plan. Kain ville dog nu ikke bide sig sikker i, om det ville være i skik med det, Necromanceren havde i sinde for dem. Oh well. Han kunnne ikke sige, at han var overrasket.

"I think I'll pass. Not everyone is as interested in being as red and sore as you may be."

Han besluttede sig nu for at lade den snak ligge. Der var trods alt visse minder, han helst ikke skulle have bragt op, og da slet ikke med Averitia her af alle skabninger. Bare fordi, at hans valg dengang havde været en nødvendighed, betød det ikke, at det var noget at være stolt af - medmindre man da kom ind på hans måde at hævne sig på de perverse mænd på.

"Rumours you say? And who exactly would be foolish enough to go kiss and tell?" Han hævede øjenbrynet en smule, som han valgte at se bort for det faktum, at Averitia vitterligt havde håbet på, at han var død. Følelsen var trods alt gengældt alligevel, så hvorfor skulle han gå op i det?

Valentine mærkede, hvordan smilet ufrivilligt visnede smule ved lyden af broderens næste spørgsmål. Det var et helt naturligt efter alle de år, og han burde have forventet spørgsmål. Alligevel var der noget ved det, som generede ham. Han skød det dog hurtigt fra sig igen, og trak afslappet på skuldrene inden, at han endelig slog sig ned på en skammel ved siden af Invidia.

” I’ve built a life for myself. A life where I get to bask in the glory of people’s desires, all while keeping my pockets full of gold and my belly full of wine. A simple yet pleasurable life. Most days I don’t even have to look for nourishment… they all come to me.”

Der var sandhed bag hans ord. Valentine var yderst tilfreds med den behagelig tilværelse, som han havde skabt for sig selv gennem årene. Hans arbejde tillod ham at nyde livets glæde natten lang, samtidig med guld væltede for hans fødder. Alligevel mærkede han følelsen i maven vokse, som han havde førhen. Han forstod den knapt selv andet end begær… efter mere. Hans tilværelse var mere end nok til at klare en almindelig person igennem et helt liv. Han behøvede ikke tænke over, hvor det næste måltid eller den næste partner skulle komme fra. Men noget i ham søgte mere. Og havde altid gjort det. Grådigheden kunne æde en op.

” And you, brother? Spending the last 20 years sulking in the shadows sounds depressing, but not unlike something you would do.”

Valentine tog en slurk vin. Mest for at give broderen mulighed for at svare. Glasset var snart tomt, og han kunne godt bruge noget stærkere efter dette møde. Men han var endnu usikker på, hvor dette egentlig bar hen. Derfor ventede han endnu med at bestille yderligere. Invidias næste svar fik dog en anderledes form for glimt i øjet frem hos Valentine.

”Oh, but it’s all part of the pleasure, Invidia..."

Glasset blev vendt med bunden i vejret, og de sidste dråber gled ned. Hans kære kollega havde sandsynligvis ikke fortalt ham alt om affæren med Invidia. Det behøvede hun heller ikke. Det havde ikke taget Valentine lang tid at genkende broderens væsen ud fra fortællingerne. De havde været værdifulde. Givet ham en idé om, hvad han kunne risikere at møde, skulle skæbnen ville det en dag. Og det ville den. Nok var Invidia en bror, men han havde ikke tænkt sig at udlevere en, som havde vist sig gavnlig og endog underholdende til tider. Aurea kunne sagtens bruges i fremtiden. De lyseblå øjne fæstnede derfor et uskyldigt blik på broderen inden, han med et bredt smil samlede hænderne under hovedet, og lod hagen hvile derpå inden, at han fortsatte.

” Not this sinner. If that’s what you’re asking?”

”You almost fooled me, making me think you were Acedia. Considering how you barely even make an effort these days.”

Det var nærmest til grin, hvordan Avaritia nærmest direkte indrømmede, at han ikke havde lavet noget som helst produktivt i alle disse år. Det kom ærlig talt ikke bag på Kain, men han havde nu alligevel svært ved at tage det seriøst. Måske var det blot det faktum, at Kain selv havde gjort det stik modsatte - han havde været tvunget til at hive sig selv op fra Rotten Root District i Doomsville, hvis ikke han ønskede at ende op uden hverken tag over hovedet, mad eller muligheden for at stige sig op ad rangstigen. Det havde været igennem hårdt arbejde og metoder, han ikke just var vild med at stå ved, at han var der, hvor han nu var i dag. Var han tilfreds med sin position? Langt fra. Jo, han havde da skabt sig et solidt netværk, der havde resulteret i, at han havde et velhavende hjem, en god stand, guld og gode forbindelser. Men græsset var altid grønnere på den anden side. Dermed ønskede Kain altid at komme over højere og højere hegn. Det var en evig cyklus, han ikke kunne komme ud af. Han var for fokuseret på andres succes, at han ganske simpelt ikke kunne nyde hans egen.

”Please. If I was sulking, do you think I would bother getting all the way down to this horrendous city?”

Han fnøs højlydt, som han selv tog endnu en slurk af sin egen whiskey. Han vidste udemærket godt, hvad Avaritia prøvede på. Hvor meget Kain ikke kunne gå stik imod sin egen natur, sin egen personificering, vidste han alligevel godt, hvornår hans søskende kunne finde på at bruge misundelsens sølle omdømme imod ham. Det var alt for typisk, men det gjorde også bare, at Kain var nødt til at være ekstra påpasselig med, hvad han sagde. Han skulle nødig falde i grøften.

”No, brother. I’m simply here to do business. Unlike you, I don’t just fool around for some easy coins.”

Han lagde sit eget glas ned igen. Det som Avaritia efterfølgende nævnte fik ham til at skære en grimasse. Hvad end Kains søskende end måtte tænke, var Kain ikke just uskyldig med den slags. Han var heller ikke uvidende om, hvordan noget af det føltes. Alligevel kunne han ikke sige, at han delte Avaritias interesse for så vulgære ting. Måske var det af dårlige erfaringer i Rotten Root District. Måske var interessen der bare aldrig. En blanding var nok det mest sandsynlige. Han valgte dog bare at rulle øjnene en anelse.

Den næste del, som Avaritia dog havde bragt op var noget mere.. relevant. Men selvfølgelig, han havde ikke i sinde at sige mere om det. Alligevel gjorde det blot, at Kain brændte for at få bekræftet, hvem der mon havde været i kontakt med dem begge, siden Avaritia åbenbart havde vidst, at Kain var i live.

”Oh really? And here I thought you were all about gossip. You are really going to leave me hanging now you’ve made me all curious?”

Han hævede øjenbrynet en smule med hans hoved skubbet en anelse til siden, som om han forsøgte sig på at udfordre ham.

Dér ramte Invidia en nerve. Smilet holdt sin plads, men de isblå øjne ændrede hurtigt karakter. Valentine var mange ting, men doven var ikke en af dem. Han misundte gerne Acedia’s afslappede tilgang til det meste, samt evnen til blot at lade livet glide forbi, men Valentine var alt for grådighed til at lade den slags ske. Han ønskede altid mere, og det skete ikke ved at sidde stille eller ved at ignorere mulighederne, som kom i hans retning. Invidia havde måske nok pisket sig selv helt fra starten af grunde, han måske aldrig selv blev klar over, men Valentine kendte sit mål. Han tillod sig dog gerne at nyde, at han var et sted i livet, hvor tingene var nemme. En behagelig tilværelse havde aldrig skadet nogen. Ikke som da han for allerførste gang skulle møde verden på egen hånd. Alene. Uden nogen eller noget. Aldrig havde han følt sig så fattig. Og så svag. Den følelse havde han afsvoret for mange år siden, og han gjorde stadigvæk sit bedste for at holde det sådan. Derfor var han anderledes. Grådighed var hvad der drev ham, og mærkede hans krop.

” Barely makes an effort? Me?...”

Valentine lo, men varmen nåede ikke helt stemmen længere. Stadigvæk med hånden om vinglasset fik han rettet sig op i sædet således, at hans krop pludselig syntes at tårne sig over lillebroren. Højdeforskellen havde ikke været tydelig som barn, men som de sad der overfor hinanden, som voksne individer så virkede Invidia pludselig endnu mere skravlet end hvad han huskede. Han virkede svag.

“Filling your pockets by wandering town to town and doing business in the shadows, might have kept you somewhat busy, little brother… but otherwise I see nothing but pure laziness. Your body is weak. Forgotten. What wouldn’t father say if he only knew how you seem to have forgotten his words? His ideas?”

Egentlig var det ikke fordi Valentine brød sig sønderligt meget om at blande faderen ind i dette. Han havde i mange år haft miksede følelser om… faktisk det hele. Men det var nødvendigt. Fordi faderen var efterhånden det eneste, som blandt de tilbageværende søskende sammen. De var ikke engang sikre på, hvem der levede eller ikke levede, men Valentine havde i hvert fald sig tænkt sig at være klar, skulle de pludselig stå til ansvar en skønne dag. Invidia derimod lod til at være faldet for idéen om at accepterer sin ellers svagelige position, som det uønskede midterbarn. Hans jalousi overfor faderens klare favoritter i søskendeflokken havde altid spændt ben for ham, men selv på egen hånd lod han ikke til at gjort mere for at styrke sig.

” Everyone likes gossip. Everyone. It’s how they use the information afterwards that differs.” Valentine tog en slurk vin, og fortsatte en smule mere behersket i tonelejet. ” I love it too, of course. I just prefer when it doesn’t cause a knife to find its way to the back of my sources. Because if they died, where else would I learn about the fact that my dearest brother haven’t changed one bit the last 20 years? Still as bitter as ever… So yes, I’m going to leave you hanging.”

Invidia udfordrede ham, men Valentine stod fast. Han havde egentlig fundet sig ganske godt til rette med at have en allieret på arbejdspladsen, som var så vidunderligt nem at diskutere familieproblemer med – og så var hun tilfældigvis en kvinde med mange andre brugbare talenter. Så, Invidia måtte længere ud på landet med den nysgerrighed. Desuden nød Valentine, hvordan det blot provokerede broderen yderligere.

Der var ikke noget så tilfredsstillende som at se hans ældre bror spænde op i ansigtstrækkende, som om han kæmpede for ikke at tabe ansigt. Som om det i sig selv ikke var at tabe ansigt. Meget havde Kain nok tænkt om sin bror, men han havde egentlig troet, at det ville være bare lidt sværere at provokere ham. Well. Alt der skulle til var åbenbart at sammenligne ham med deres yngste søskendemedlem. Tænk at Avaritia var så nem at håndtere i disse dage. Det havde han alligevel ikke troet.
Han tog sig derfor endnu en slurk, som om han ventede en reaktion. En kommentar. Et eller andet. Men i takt med, at Avaritia rettede sig ordentligt op i sædet, var det tydeligt, hvad han prøvede på. Han prøvede at markere sig, præcis som han kunne finde på, da de var børn. Visse ting havde ikke ændret sig, så det ud til. Avaritias interesse for at minde Kain om, at der var et hierarki blandt dem, fik ham til at bide tænderne en anelse sammen. Og så blande faderen ind i det? How low..

”I’m sure he would value at least some of his children know how to think with their head rather than..” Han kiggede nedad på Avaritia for at understrege en pointe. ”I haven’t forgotten his words. I just happen to know you cannot win a fight without an actual strategy. Not that I expect you to understand, that is. It may be too complicated.”

Kain ville lyve, hvis han påstod, at kommentaren med deres fader ikke havde ramt hårdt. Han tog sig i at mærke, at hans egne ansigtstræk spændende, og tankerne begyndte da at strømme. Avaritia havde trods alt ret i, at Kain langt fra var den stærkeste eller mest oplagte, skulle Necromanceren kalde dem til kamp. Selvfølgelig var Kain da veltrænet nok, men i forhold til Avaritia, var det jo ingenting. Desuden var Kain kun kommet så langt i livet ved at bruge hovedet samt lytte til sine ambitioner. Han havde jo hele tiden nye mål i det, at han hele tiden havde et evigt behov for at overgå andre. Da de var børn, havde Kain en evig trang til at bevise, at han ikke bare var det oversete midterbarn. Han ønskede konstant at bevise overfor Necromanceren, at han var den oplagte dødssynd, at han kunne det, deres fader så fit. Men nej, det virkede til, at Necromanceren allerede havde besluttet sig for, at deres søster var yndlingen. Kain kunne knap nok opnå hans opmærksomhed dengang, hvilket han gik ud fra var fordi, at han ikke udnyttede sine egne potentialer. Det var så forskellen nu. I stedet for at kæmpe direkte uden egentlige evner, var det hans tur til at shine på sin vis – so he hoped, at least.

Den måde som Avaritia tydeligvis havde haft en hel specifik person, der havde givet ham al den information omkring Kain på, virkede i sig selv en smule mistænksomt. Hvem i alverden havde dog kontakt til begge af brødrene? Dem som Kain umiddelbart minglede sig blandt, virkede ikke just som typer, der ville bruge deres fridage i Sunfury på at se hans ældre bror. Og selv hvis det var, skulle det da være underligt, at de ikke havde kommenteret på lighederne mellem dem. Uanset hvor meget Kain ønskede at benægte det, var det kridhvide hår, og dem der kom nærmere, runerne, en tydelig lighed. Han måtte holde øje, for Avaritia havde tydeligvis ikke tænkt sig at sige noget som helst.

”It’s almost sweet how you care for your little friend. Have you gone soft?”

Situationen var ikke helt så tilfredsstillende for Valentine, som han havde forestillet sig, da han først havde spottet Invidia. Egentlig havde han selv svært at se, som de sad der ved baren, hvad han først og fremmest havde tænkt, at der skulle ske. Måske havde han et eller andet sted haft en lille bøn om, at broderen havde lagt lidt af spydighederne på hylden, og kunne se det fornuftige i, at søskendeflokken genfandt hinanden. De var stærkest sammen. Hvilket ingen af dem ville indrømme – lige bortset fra deres kære storesøster, måske. Som flokkens overhoved var det vel hendes pligt at sørge for, at de alle stod stærkest og derved mest effektivt kunne tjene Necromanceren. Det var næsten grinagtigt, hvor lidt der var gået efter planerne. Mere grinagtigt var dog, at Valentine opfangede, hvordan broderens blik pludselig bevægede sig mod hans nedre dele for at understrege en pointe. Valentine mærkede smilet vokse, denne gang til noget ægte, men langt mere hoverende.

” Good thing I know how to do both then… and nice to see, that you remember every part of me.”. Valentine rystede på hovedet, og ignorerede broderen for en stund imens, at han dovent studerede indholdet i sit vinglas. “And those so-called strategies of yours? Oh, I remember those… though I’m afraid I might never understand. You see, unlike you, I’ve never had to plan my escape before entering a fight. But I guess that’s what makes us so different after all… and why father had his favorites.”

Valentine tog en slurk af vinen, tilfreds med sin egen kommentar. Det var en fryd for øjet, hvordan han ud af øjenkrogen kunne fornemme, hvordan Invidias krop spændtes. Hvordan ordene langsomt krøb ind under huden på ham, og hvordan sandheden langsomt sank ind. Sandheden. Den slags havde der altid været delte meninger om i gruppen. Dog havde favoritterne sjældent været diskuteret blandt børnene. Det behøvede de ikke. Necromanceren havde gjort det mere en tydeligt, hvem der præsterede, og hvem som fejlede ham. Det kunne skifte på et splitsekund, så der var altid kamp om pladserne. Selvom nogle var sværere at nå end andre. Og søsteren havde aldrig været til at nå. Valentines indre dæmoner vred sig ved tanken. Som den ældste søn havde det altid frustreret ham, at han ikke bar krav på mere. Men faderen var ikke en, som man diskuterede den slags med mange gange før, at man havde lært lektien. Deres roller var forudbestemt fra den dag de forlod maven.

” Oh please… I just prefer not having to find new entertainment every other week, because my naughty little brother couldn’t keep his hands to himself. Why? Are we a little jealous? Or are you just sad because you don’t know how to make people like you? I’m afraid I can’t help you with the last part.”

Valentines tomme vinglas lod han placere på bordet. Han orkede ikke at fylde det op. Han ønskede egentlig noget stærkere, hvis dette skulle fortsætte. Men… kunne de holde til det?

Kain himlede blot med øjnene af den vulgære kommentar. Han så sig ikke just nødsaget til at svare igen der. Det var under hans niveau. I stedet faldt hans blik ganske kort på det glas, han nu havde drukket færdigt, som han overvejede at få sig et glas mere. Med sin ældre bror som selskab var det nærmest uundgåeligt, hvis han skulle kunne holde ham ud i meget mere end fem minutter ad gangen trods alt. Grådighed havde trods alt altid været en synd, Kain kunne både relatere til, men samtidig ikke undgå at vrisse af. Imens grådighed gav en en trang til at få mere og mere, havde misundelse jo blot den trang til at opnå det, andre havde opnået, hvilket i sig selv ikke just var noget, Kain var særlig stolt af. Det alene gav i og for sig Avaritia the upper hand mellem deres dynamik. Det var i hvert fald ikke nogen hemmelighed, at Necromanceren skabte favoritter.

Når man talte om Necromanceren.. Avaritia havde tydeligvis ingen skam i at bringe ham op. Kommentaren fik Kain til at skære tænder. For en stund ville han ønske, at han ikke lige havde tømt sit glas, blot så han kunne tage en tår til at overveje sit næste træk. ”Not all of us can go fight off like some mindless beast. Though, if you really must, go for it. I’m sure father would be proud seeing you die in vain.” Kain vendte blikket fra sin bror for en stund for at tage kontakt med bartenderen. Blot for at bestille endnu en omgang. ”At least that would prove to show him which of his children are truly capable. And not just fooling around like some incubus.”

Alt på trods, så vidste Kain sådan set godt, at det skam var et problem, at han ikke ligefrem var den mest oplagte rent fysiske. Dermed sagt var det ikke for at sige, at han ikke kunne benytte sig af diverse våben samt kæmpe. Han var trods alt vokset op i ren slum, hvor der var kamp om føden fra tid til anden. Find de rigtige mennesker at alliere dig med, stig i rank ved at gøre dem tjenester fra at dræbe for dem til at holde dem med selskab. På godt og især ondt, så var det sådan, man overlevede. Og selvom Kain overvejende set ikke var den største eller stærkeste rent fysisk blandt sine brødre, vidste han udmærket godt, trods sin instinktive jalousi over egne begrænsninger af fysik, at han var mere end i stand til at præstere, skulle det en dag blive nødvendigt. Kain ville ikke lade sig underminere.

”I’m sure you would like that. Although, I’m afraid I was simply curious. Not that I expect you to understand, brother. But then again, you've never come off to me as the sharpest tool in the shed.”

Valentine var så tæt på. Blot et øjeblik fra at svare skødesløst på spørgsmålet omkring deres fader – deres skaber – som han ellers havde gjort det meste af deres samtale. Alligevel fangede broderens ord ham. Det var ikke engang et spørgsmål, og alligevel forblev Valentine tænksom et øjeblik. Han lod det ikke skinne igennem på ydersiden, hvor et skævt smil stadigvæk sad, men gnisten i hans øjne flakkede. For nej, Necromanceren ville absolut ikke bryde sig om at se nogle af dem dø forgæves. Hans børn. Alligevel var det hele historien om, hvordan de overhovedet var kommet til. Necromanceren ønskede ikke nogen lykkelig lille familie, som han kunne blive gammel med – hvis han overhovedet kunne det. Han havde ønsket krig, og de havde skulle føre den for ham. Et mål som ingen af dem nogensinde havde betvivlet. Ikke højlydt i hvert fald. Skulle de gå hen og falde i krigen var det blot en del af spillet. Ikke nok til at Necromanceren ville ofre sejren for at redde dem. Så meget havde altid stået klart. Valentine lo kort, men det lød tørt. Han førte en hånd lidt frustreret igennem det lange hår inden, at han endelig svarede broderen.

” Then you truly failed him, brother. He wanted war after all… and you don’t win that without spilling a little blood. “

Tonen var hårdere end før – kold ville man måske endda vove at påstå. Valentine var selv i tvivl om, hvorvidt han var mest vred på faderen eller broderen. Vreden mod deres fader havde det med at dukke op nu og da, men han fik som regel trykket den på plads igen. Vreden mod broderen var heller ikke ny, men denne gang handlede det mere om, hvordan de rev op i gamle minder. Invidia gjorde som altid tingene værre. Splittede tingene med sin misundelige tilgang, som havde det med at sprede sig som steppebrand. End ikke søskendeflokken havde været immun, og om end det ikke var nogen særlig foruroligende effekt, så havde det med at slå sig dybt og være grænseløst irriterende. Valentine havde ikke længere tålmodighed til bartenderen. Da bartenderen vendte sig rundt for at ordne broderens genopfyldning, rakte han i stedet over bardisken og greb den første flaske, som han kunne få fingrene omkring. Det skulle vise sig at være rom, som hurtigt blev skænket i det tomme vinglas, som han allerede havde stående.

” I like to think our dear father actually would want us to spread his seed. That doesn’t seem to be working too well though, but I guess I’ll just keep trying. After all, it seems like I have to do twice the work.”

Med de ord sendte han et bestemt blik i broderens retning. Selvom ordene måske stadigvæk virkede spøgefulde, så havde tonen ikke genfundet sin varme. Der skulle meget til at hive ham op af det hul, som samtalen efterhånden havde gravet. Han ville efterhånden ønske, at han bare var gået sin vej efter at have set ryggen af broderen. Nu var det for sent. Han nægtede at rejse sig at og gå uden en ordentlig afslutning. Det virkede svagt. Men han anede ikke selv, hvordan dette på nogen måde kunne ende – i hvert fald ikke godt. Ved broderens næste ord, fnøs Valentine og stirrede ret frem for sig inden, at han svarede.

” You’re never just curious about anything, Individia. I know for a fact that you don’t concern yourself with anything unless it actually benefits you… and I don’t benefit you. But the little snitch who ratted you out on the other hand? Oh, now THAT is some juicy stuff. And now you can’t even get it… I might not be the sharpest tool according to you, but at least I know my way around people.”

Valentine bundede vinglasset, som nu var fyldt med rom. Uden en grimasse satte han det på bordet, og fyldte det igen med rom imens, at han ventede på en eller anden for reaktion.

Kains tænder bed sammen, som hans bror vovede at påstå, at /han/ havde fejlet deres fader. Det var fuldkomment til grin. Alt hvad han havde gjort var at rejse sig i magtposition, manipuleret sig til den velstand, han i dag kunne læne sig tilbage i. Kunne. Nej, det var aldrig nok. Kain vidste, at det ikke var nok til at gøre deres skaber, Necromanceren tilfreds. Kain vidste, at han med hård hånd potentielt kunne opnå noget langt større end blot de syv gående berserk. Kaos døde hurtigere ud end et system skabt til fordærvelse og synd. Folk der gjorde ens beskidte arbejde, imens man selv var hjernen bag det hele. Det var sådan, Kain gerne så det for sig, hvis krigen skulle starte. Hvis. Ingen af dem vidste overhovedet, hvor Necromanceren befandt sig. Hvis han da stadig var i live. Tanken gav en bitter smag i munden.

”And blood there will be. However, if there is going to be a war, you can just as well be smart about it.”

Han tog sin en slurk, som han holdt øjnene på Avaritia. Det var ikke nogen hemmelighed, at Kain anså sig selv som værende hjernen i søskendeflokken. Selvfølgelig var han blevet trænet til krig i barndommen sammen med sine søskende, og man skulle endelig ikke undervurdere ham i kamp, men for Kain handlede det overordnet set om strategien bag.

”Oh please. One of you is more than plenty. If not sickening.”

Kain trak sig let på skuldrene. At han ikke bare var nysgerrig af natur, kunne der være noget om. Havde det været alle mulige andre, kunne Kain måske overbevise dem om noget andet, men han vidste godt, at Avaritia kendte ham for godt. De var trods alt brødre, hvor meget Kain end til tider ønskede, at det ikke var tilfældet - hvilket ville sige mere eller mindre hele tiden. Som det så ud, måtte han være ekstra påpasselig med, hvad han delte med hvem. Ikke at Kain ligefrem var kendt for at åbne op om sit liv. Viden kunne jo bruges imod en.

”I’m sure you do, brother. However..” Kain bundede sit eget glas, før han lagde sit ansigt en anelse på skrå for at betragte Avaritia. ”If you really don’t insist on cooperating, I don’t see how you are beneficial for me, either. So you would have to beg me pardon.” Kain havde i hvert fald ikke i sinde at blive her resten af aftenen velvidende om, at han ikke kunne opnå det ønskede resultat. Så med det rejste han sig fra sin stol og viste sig selv ud.

Valentine sukkede tungt. På dette punkt blev de formentlig aldrig enige, og kunne diskutere emnet resten af natten. Invidia havde dog én eneste ting på det rene, og det var det faktum, at hele krigsdelen stadigvæk havde et ”hvis” foran sig. Necromanceren forlod dem før, at de overhovedet kunne opfylde deres egentlige formål, og de havde aldrig lagt en plan B. Nu lod det til, at hele idéen med deres oprindelige skæbne var blevet til plan B i stedet. Allerede træt af tanken, kørte han frustreret en hånd igennem det lange lyse hår inden, at han bundede sit andet glas før svaret landede.

” Fine. Be smart about it. Why don’t you start with figuring out when and where the war might actually take place, and then I’ll deal with the blood spilling.”

Ved broderens næste ord, rullede Valentine demonstrativt med de lysende blå øjne. Et fællestræk, som de blandt mange andre, delte i søskendeflokken. Noget som Invidia tydeligvis lod til at have glemt for en stund. Antydning af et smil var tilbage, som han vendte blikket mod Invidia.

” One of me? Please, brother. We share the same blood, eyes and hair. If I’m sick, aren’t you as well?”

Invidias pludselig beslutningen om at forlade samtalen, tog Valentine by surprise. Overrasket hævede han begge de mørke øjenbryn, som han stirrede på broderen, som fik tømt glasset, og med den høfligste tone han tydeligvis formåede at præstere, takkede af for denne aften. Valentine havde ingen idé om, hvorvidt de nogensinde ville se hinanden igen. Et eller andet sted tvivlede han på, at det blev den sidste. Nu, hvor han med sikkerhed vidste, at Invidia var i live skulle det nok vise sig nemmere at opstøve ham en anden gang… hvis altså det nogensinde blev nødvendigt. Medmindre der kom andre søskende ind i billedet lige foreløbigt, så tvivlede Valentine alligevel stærkt. Ikke desto mindre hævede han sit glas mod ryggen af broderen, og talte desuden en tand højere end før så han ikke var i tvivl om, at hans ord blev hørt.

“Guess I’ll see you at the battlefield, brother! “

Så snart døren lukkede bag Invidia, vendte Valentine opmærksomheden tilbage mod flasken med rom foran sig. Et øjeblik overvejede han, hvorvidt det var værd at blive siddende lidt endnu. Dog besluttede han hurtigt, at stemningen efterhånden var blevet en kende for deprimerende for hans smag. Derfor greb han fat om flasken, og begav sig på turen hjemad. Lidt våd til turen havde aldrig skadet nogen.
//Out