A family reunion? Is this gonna end well? -Sera & Dastan

Parken var stille og rolig, der var ikke meget stress, folk sad og snakkede i de grupper de var i. En svag brise dansede gennem parken og vejret var dejligt varmt. Små fugle sad i træerne og pippede aggressivt til hinanden, den ene måtte have fløjet ind i en andens territorium.
Men der var en beroligende klang over deres pipperi. Midt i parken stod et par, den ene en kvinde med sølvfarvet langt smukt hår. Hendes blege hud glimtede let i solen, og hendes øjenfarve var ikke til at sætte en finger på, dog var de lyseblå lige nu. Hun stod med en mand, lettere solbrun med mørkebrunt hår og smukke blå øjne. Hun holdte ham i hånden og havde et glad smil på sine læber. Hun så sig lidt omkring og nød nu bare den rolighed der var over parken i dag.

Sylvana holdte sig tæt ind mod Dastan og havde et glad smil på sine læber. Hun holdte hans hånd med sin ene hånd, fingrene flettet ind hans, og sin anden hånd om hans overarm. Hun lagde sit hoved mod hans skulder og et let suk undslap hendes læber:” Det er et dejligt vejr i dag, syntes du ikke?” spurgte hun i en glad tone og løftede sig op på sine tær så hun kunne give ham et blidt kys på kinden.
Derefter lagde hun hovedet mod hans skulder igen og gned sit hoved let mod den. Hun var ret glad nu, der skulle ret meget til for at ødelægge hendes glæde, i hvert fald var det hvad hun mente. Folk så på dem og kunne ikke undgå at smile. Sylvana så lidt over mod en bænk som hun nu bare trak Dastan hen til, hun regnede ikke ligefrem med at han ville stritte imod på nogen måde.
Hun skubbede ham ned at sidde på bænken hvorefter hun selv satte sig på hans skød. Hun lænte sig roligt op af ham og kom med et blidt smil:” Jeg føler mig så glad.. det helt underligt” sagde hun og tog hans hånd igen inden hun kyssede håndryggen blidt. Hun lagde dog mærke til noget, hun kunne høre noget bagfra. Et forvirret udtryk kunne findes i hendes øjne. Hun vendte roligt blikket om mod hvad end det var, dog til at blive overrasket over at se en kvinde. Kvinden så ikke ligefrem glad ud og Sylvana rejste sig roligt.
Dastans hånd slap hun ikke. Hendes øjenbryn blev bukket sammen i et vredt ansigtsudtryk, mest fordi hun følte at personen var fjendtlig:” Hvem er du?” sagde hun med en lettere irriteret stemme, dog undrede hun sig en smule da personen virkede bekendt. Der var et eller andet over hendes øjne, kunne det være? Kunne det være hendes søster? Hun undrede sig nu og kørte en hånd igennem sit hår mens hun sukkede let.

Sera havde gået en tur for at nyde den dejlige dag da hun så hende. Sylvana. Så frygtelig had kunne hun mærke fyldes i sit hjerte. Hun knugede hånden hårdt sammen og forfulgte dem. Sylvana gik sammen med en mand, han så nu ret godt ud. Hun holdte sig skjult i menneskemængden så de ikke ville bemærke hende, i hvert fald så skulle de ikke endnu.
Hun gik med raske skridt og lod sine klør komme frem. Forskellen på hende og Sylvana var at Sera godt selv kunne kontrollere når klørene skulle komme ud. Hun skulle bare fokusere sin energi i sine hænder og klørene ville komme ud. Hun kneb sine øjne let sammen og fulgte dem ind til parken, et svagt smil bredte sig over sine læber. Endelig skulle Sylvana få hendes vrede at smage. Sylvana var også DeGray-familiens yngling. Alle elskede hende, det var næsten til at kaste op over.
Hun bed sig spændt i læben over at hun nu var tættere på at fuldføre sin hævn. Sikke et godt øjeblik. Hun stoppede lidt op og kom med et glad suk. Da de stoppede op midt i parken var Sera nød til at tænke hurtigt. Hun sneg sig væk og ind mellem træerne, til hendes held gik Sylvana også over til bænken med Dastan. Smilet var stadig over hendes læber og hun bed hul i sin læbe for at smage blodet. Hendes øjne blev helt sorte, skulle hun til at skifte form? Nej, ikke endnu.
Sylvana skulle se hendes ansigt når hun ville lemlæste hende, DeGray familien skulle huske hende. Sera DeGray ville endelig trampe dem ned, ligesom de trampede hendes forældre ned, bare fordi Sera var shapeshifter. Tanken gjorde at hun knurrede let og Sylvana bemærkede det. Deres øjne mødtes og Sylvana var heldig at blikke ikke kunne dræbe så havde Sylvana været død for længst.

”Sylvana DeGray. Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det var en fryd at endelig møde dig.. Men det er det ikke. Det eneste der bliver en fryd er din døde krop midt i parkens smukke dagslys” sagde hun i en vred stemme og trådte frem fra træernes skygge. Hun trak sin hætte ned for at afsløre sit sølvfarvede hår, præcist som Sylvanas. Man var ikke i tvivl om at de var i familie, deres øjenfarve, hudfarve og hårfarve gav det væk.
Hun nærmede sig Sylvana før hun løftede sine ene hånd op for at vise sine klør:” De er smukke er de ikke? Må jeg se dine? Eller kan lille Sylle ikke styre dem?” sagde hun og skød underlæben frem i et lettere kært ansigtudtryk, mest for at håne Sylvanas hjælpeløshed. Derefter rettede hun blikket mod Dastan, og skabte en ubehagelig øjenkontakt:” Er du hendes bodyguard..? Eller kan hun godt få lov til at slås selv?” spurgte hun kort, dog forventede hun ikke et svar.
Hun drejede hovedet fra side til side, to knæk kunne høres i processen. Derefter hoppede hun nu bare på Sylvana og væltede hende omkuld. Hun startede nu bare ud med at rive hende ned af armen, kun for at nyde Sylvanas skrig. Hvis Dastan ville prøve at komme tæt på, havde Sera svunget armen faretruende mod ham. Dog i et snuptag fik Sylvana skubbet hende væk og dette gjorde Sera sur. Hun huggede ud efter Sylvana med sine klør og ramte hende i armen.

Sylvana så overrasket på kvinden som nu stod og snakkede til hende efter hun kom ud af skyggen. Hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle sige, og hun blev lettere skræmt da kvinden viste sine klør frem. Sylvana så lidt ned på sine hænder og bed sig i læben, hendes klør kunne ikke komme ud når hun ville have det:” Hold dig væk!” advarede hun kort og bed en smule hårdt i sin læbe i håb om at hendes klør ville komme ud når som helst.
Knækkene fra kvindens hals skræmte hende og hun nåede ikke at reagere før hun faldt mod jorden med kvinden over sig. Hun vred sig og skreg så bare da hun mærkede klørene rive sin arm op. Hun slog ud efter kvinden med en flad hånd, den frie arm. Dog så det ikke ud til at ændre på særlig meget. Hun så lidt på kvinden og puffede så hårdt til hendes brystkasse og fik hende væk.
Hun så lidt på sin arm og mærkede hvordan hendes arme rystede da smerten var ret stor. Hun havde for travlt med at stirre på rivemærkerne og nåede ikke rigtig at reagere på Seras angreb. Hun mærkede klørene bore sig ned i hendes arm som var det gele og hun trak sig hurtigt væk mens hun skreg højt. Hendes syn var sløret, mest fordi det gjorde for ondt i hendes arm og hun faldt bagover. Hun lukkede sine øjne i og mærkede blodet flyde ud af sin arm. Kunne hun overhovedet mærke den mere?
Hun åbnede øjnene svagt for at se Sera nærme sig hende med sin hånd klar til at rive hende i småstykker. Sylvana sukkede lavt og nåede nu ikke rigtig at sige meget, hun besvimede. Folk omkring havde samlet sig om dem i mellemtiden og hvis Dastan ville distrahere Sera ville de mennesker der var føre Sylvana i sikkerhed for at få sine sår ordnet. Det så ikke ud til at Sylvana ville komme til bevidsthed lige i øjeblikket så menneskerne behøvede ikke at bedøve hende. De koncentrerede sig om at få lukket hendes store sår på armene. Derefter førte de hende nu bare hen til det nærmeste hospital, hvor hendes sår ville blive behandlet så der ikke ville komme grimme ar.

Sera skulle til at hoppe på Sylvana igen.. Men blev skubbet ned af Dastan. Hun drejede hovedet let på skrå, egentlig præcist på den samme måde som Sylvana altid gør, på mange punkter mindede de om hinanden. Et morbidt smil bredte sig på hendes læbe og hun betragtede hans vinger. Sera var i en trance, det skete tit når hun aktiverede sin evne.
Hun rykkede sig ikke da han hamrede kniven ned i hendes skulder, det så mere ud som om hun nød det, set ud fra at hun bed sig lidt i læben mens hun blinkede til ham. Så tog hun faktisk fat i hans arm efter og tvang ham til at presse kniven længere ned i hendes skulder mens hun så ham koldt i øjnene:” Du ved ikke engang hvad hun har gjort… Gør du? Eller er du bare vild med hende for hendes udseende?” spurgte hun og smilte stadig på den samme morbide måde som før.
Hun havde givet ind for sin blodtørst og hun kunne ikke mærke nogen form for smerte. Dog drænede det hendes energi gevaldigt og hun skulle passe på med at udfordre skæbnen. Hendes øjne faldt ud af den sorte øjenfarve og tilbage til den mørkeblå, smukke farve de havde før. Da hendes øjne ændrede farve ændrede hendes udtryk i øjnene sig også til et trist udtryk.
Hun stirrede ind i Dastans øjne og så en åbning til at ramme ham da han trak kniven ud af hendes skulder, det krævede jo at han trak opad. Hun stak hurtigt en pegefinger ind i armhulen på ham, det ville nok være et ret så smertefuldt sted at ramme, men det var det hun fandt nemmest. Hun rykkede helt tæt på ham, næsten så deres næser mødtes, hun stod på tær for at kunne nå. Folk som stod der løftede forundret på dem, hvad skulle der til at ske?
Hun pressede sine læber mod hans i et hurtigt kys og kom med et smil:” Det min ret at slå hende ihjel.. Du kan godt mene noget andet men jeg kan ikke tilgive hende for hvad hendes familie gjorde mod mig... Jeg var hendes familie.. Men fordi jeg er anderledes, tog de navnet fra mig og vanærede mine forældre... jeg så dem dø på gaden da jeg var 12!” sagde hun så og rev ud efter ham igen, vreden kunne mærkes i hendes kraft. Hun bed sig lidt i læben og kunne godt mærke at det blev lidt tungere at løfte sine arme, hun var ved at blive svag. Hun så sig svagt omkring, kiggede mest af alt efter en udvej.
Hun så lidt mod ham igen og nikkede kort som en slags farvel inden hun løb hen gennem træerne for at komme væk, mest fordi at det ville være svært for ham at forfølge hende når træerne blokerede vejen for hans vinger. Hun følte sig dog meget træt, og skulderen lavede et svagt spor af blod. Hun stoppede op af et træ et stykke væk og gispede kort. Klørene faldte af, en efter en, det gjorde ikke særlig ondt, da hun var van til det nu.
Hun knugede sin hånd en smule hårdt sammen, en smule vred over at hun ikke fik skadet Sylvana mere eller ligefrem slået hende ihjel. Hun slog hånden mod træet for bare at rive sin hånd på barken og se lidt på blodet løbe. Hun sukkede kort og så nu ret trist ud, nu hvor hun var alene. Hun satte sig op af træet og snøftede kort, det var så nederen! Hun var lige foran hende! Og så der en dum falden engel der ødelægger det hele! Han vidste ikke engang hvad det handlede om!
Hun gned sine øjne i frustration og lænte sig tilbage. Så tog hun en rystende hånd op og mærkede på sin blødende skulder. Hun ømmede sig da hun nu kunne mærke smerten. Efter alt var hun jo bare menneskelig som Sylvana når hun ikke havde skiftet form. Hun mærkede dog at nogen nærmede sig og gned sine våde øjne let og rejste sig. Hun så lidt om, hun kunne ikke sætte en finger på hvor personen var.
"Så kom ud og slå mig ihjel! Jeg vil ikke lade hende være, aldrig! Du kender intet til følelsen af at ens ære bliver knust... Men det gør jeg.."

Hun vendte sit hoved mod ham, uden rigtig at vende sig, det så lidt ud som om hun var ved at knække sin nakke. Hun åbnede øjnene en smule mere og et mærkeligt smil bredte sig på hendes læber. Var hun skør? Lidt. Hun vendte sig så mod ham uden at bryde øjenkontakten. Hun var gået fra at være trist til at være skør igennem på et sekund. Hun nærmede sig ham roligt, fandt ny energi i at skade sig selv, klørene kom ud på hendes ene hånd:” Vil du vide hvorfor jeg vælger hende? Jeg vælger hende fordi hun er deres yngling. Hvis hun dør så vil de blive knust…” sagde hun inden hun kravlede op i et træ ved hjælp af sin ene hånd.
Hun hoppede hurtigt rundt i træ til træ, langsommere tættere og tættere på at skifte form, det var hendes es, hendes chance for virkelig at kæmpe. Men hun ville ikke kæmpe. Hendes ene arm kunne hun ikke bruge, da kniven alligevel fik skadet hende. Pludselig hoppede hun på ham bagfra, svang sine ben om hans liv bagfra og holdte en klo truende mod hans nakke:” Hvis du rør på dig, skiller jeg dine nervebaner i din ryg ad, så du bliver lam fra halsen og ned… Og tro ikke at jeg ikke vil gøre det” hviskede hun roligt ind i hans øre og pressede kloen en smule truende mod hans nakke for at vise at hun sandelig ikke bluffede.
Et smil bredte sig på hendes læber og hun drejede sit hoved let på skrå igen:” Det betyder ikke noget.. Og hun er sandelig ikke hjælpeløs.. Du har ikke set hende som jeg har.. Hun opfører sig som en sød og uskyldig pige… Men hun vil se død og ødelæggelse..” hviskede hun så ind i hans øre, og hun havde nu ganske ret.
Et let fnis undslap hendes læber:” Jeg kender hende nok bedre end du gør.. Hun har gjort… ting… for at interessere andre mennesker.. Den Sylvana du kender.. Pff.. Det en facade.. Lidt ligesom den du har overfor hende.. Har du vist hende al den had du gemmer på?” Det sidste hviskede hun i en lettere glad tone. Hvis han prøvede på noget ville hun presse kloen længere ind, men hun ville ikke skære nervebanen over.. Ikke endnu.
Hun så lidt på ham og kom så med et let suk. Hun hoppede så ned og trak sin klo ud igen:” Du ser ud til at være fornuftig. Vi kan godt tale som to civiliserede folk.” hun måtte le efter hun sagde det, men hun lod ikke til at ville angribe ham mere. Han havde ingen interesse for hende, han var ikke en DeGray.
Hun pressede sine klør mod træet og rev ned af barken, hendes klør faldt af og sad fast i træet og et let suk undslap hendes læber. Det var næsten en rar følelse at miste klørene. Hun knækkede sin nakke, fra side til side inden hun så afventende på ham:” Jeg har ingen intentioner om at skade dig, du er ikke mit mål..”

”Har du ikke undret dig over hvad hun har lavet i alle de år i har været fra hinanden? Jeg kender alt til dig.. Dastan.. Spørg hende! Spørg hende hvad hun har lavet…” sagde hun så og kom med et stort smil. Hendes fingre blødte, dog var hun forberedt og havde stof i lommen. Roligt stod hun og forbandt sin hånd mens hun lænte sig op af træet og satte sit hoved på skrå.
” Vil du kende hende..? Jeg kan fortælle dig alt.. Jeg har trods alt holdt øje med hende siden hun blev født.” Et smil kom over hendes læber og hun så lidt på sin hånd igen:” Giv mig en god grund… En rigtig god grund, til at jeg skulle lade hende leve.. Efter alt hvad der er sket? Fortæl mig, hvad gør hendes liv så vigtigt? At du elsker hende? At andre elsker hende? Det giver hende ikke retten til at leve.. Hvis hun skal leve må hun selv kæmpe for den” sagde hun med en ro i stemmen og kom med et let suk.
En sky bredte sig over himlen og regnen faldt roligt ned over dem. Hun så lidt rundt og bed sig svagt i læben. Hun kørte let en hånd igennem sit hår og satte sig så roligt ned. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige nu, udover at hun kunne fortælle ham hvad han nu godt ville vide.
” Så hun havde en fyr… Før hun begyndte at se dig igen.. Hvad var hans navn, hm.. Noget med Bobby.. Kaldte de ham i hvert fald. Hun var heeeelt væk i ham.. Men ser du.. Bobby var en morder.. Rettere sagt en psykopat.. Og hun ville gøre alt… Alt for at få hans opmærksomhed..” hun så kort rundt for at se om nogen var i nærheden og holde en kort pause.
” Han ville ikke have hende.. Før hun gjorde noget for ham.. En familie på tre.. En mor, en far og et spædbarn… De skulle dø.. Men hun skulle være kreativ.. for ham..” hun kom med et let suk, selv for hende var det svært at tale om. Hun så lidt på ham og pressede sig op mod træet:” De har stadig ikke fundet alle rester af familien.. Der var ikke et sted i huset hvor der ikke var blod.. Væggene. Gulvet.. møblerne.. Blod over det hele. Barnet hang i et træ, fra sine egne tarme..” hun tog sin arm op til maven og kunne mærke hvordan den vendte sig. Hun skar en ubehagelig grimasse og kom med et let suk.
” Tænk over det.. Tænk over hvem det er du lader leve. Hun vil såre dig, ligeså snart en mere spændende person kommer forbi. Hun er et barn i en voksens krop..” advarede hun så med en alvorlig tone. Hun så ingen grund til at lyve, han havde vel ret til at vide det.