I have news! (Dannika J.)

S: Doomsville, borgen
T: Aften
V: Solen har været lun, men som den forsvinder tager den kolde vind over.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke længe siden Sean var vendt hjem fra Sunfury. Han havde været på forretningsrejse, for at sikre sig nogle lovende handler. Doomsville, sikkert som så mange andre steder, manglede mad. Der ville stadig gå det meste af et halvt år før der var en høst at tage af, så på trods af alt uvejret var forsvundet - og de havde det sædvanlige forårvejr i stedet - var de langt fra ude af ilden endnu. Der var stadig sult og sygdomme i byen. Og en voksende uro, som Sean prøvede at spore og stoppe. Flere vagter gik rundt i byen for at holde orden...Men der lå mere bag det. Nogen der lå højere end de fattige eller middelklassen.
Uroen havde han opdaget for nogle dage siden, da han var kommet hjem midt om natten. Med sin nyeste tjenerinde, Genevira. I dag havde han været udenfor. Selv om han hadede at have det for varmt, havde solen alligevel lokket ham ud - og han havde alligevel haft opgaver i byen at se til.

Nu ankom han til borgen igen. Hesten tog en stalddreng sig af, mens han selv sprang elegant fra dens ryg. Han tog trappen to trin ad gangen, fuld af energi. På trods af byens sørgelige tilstand, var det svært ikke at føle sig...Bedre?
For rent personligt gik tingene bedre for ham. Lovende. Og for en gangs skyld mærkede han noget af det folk snakkede om...Større overskud og energi, blot ved solens komme. Måske fordi de havde haft et helt år indhylet i storm og regn. At se solen igen var dejligt. Selv for en som ham.
Iført et par varme støvler, nogle sorte bukser og en sort skjorte, overtrukket med en varm trøje og en mørk kappe. Et bælte om livet hvor hans sværd hang og slog mod hans ben for hvert skridt. En mappe i den ene hånd med papirer fra dagens arbejde. Håret var vindblæst og strittede med sit eget liv, mens kinderne og næsen endnu skinnede rosa fra den friske luft udenfor. Solen lå lavt om foråret og nu var den næsten helt væk...Men det gjorde ikke noget. Sean regnede ikke med at gå i seng foreløbig. Hvis overhoved.
"Sir, skal -"
Hvad end en tjener ville tilbyde ham, lyttede han ikke. Han satte kursen ned af gangen, mod sit eget lokale. Det var ikke uden et blik mod døren til Dannikas rum, velvidende han ikke rigtig havde set hende i et stykke tid. Bevares. Han havde ikke beslag hende på den måde. Hun havde frihed til at gå og komme som hun ønskede. Men det gjorde ham stadig sært urolig...Som om hun var ved at slippe ud mellem fingrene på ham eller nogen var ved at tage hende fra ham. Han rømmede sig svagt, som han gik videre.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun havde fået tilsendt mange af hendes ting, fra hendes hus, til dette sted. Hvorfor? Jo.. Hun havde begyndt at overveje at bo her mere fast, måske? Dog havde hun flere gange været nød til at tage tilbage til hytten ude i skoven, for mange af hendes gamle patienter. De havde ikke kunne lide idéen om at komme op på slottet.. Så dette havde været hendes realitiet i noget tid nu. At flytte frem og tilbage. Det var hårdt, for hver gang hun tog turen til hytten eller her tilbage igen, havde det været dag. For a mindske tid.

Dog havde hun slettet mange aftaler fra hendes kalender, eller sagt hun ville komme hjem til dem nu, for en stund. Hun havde nemlig fundet mange interessante bøger i Sean’s hjem. Som hun havde begyndt at læse.

Denne dag, havde hun dog taget det mere med ro. Hun havde nydt en kom te, imens hun så de sidste solstråler forsvinde. Hun havde sat og nydt det, blot ved at se ud. Derefter havde hun kommet i tøjet. En let trøje, med tog lags skørter, sluttet af med et stramt læder korset. Nogle finde støvler og ladet hendes hår blot hænge løst. Det lå i bølger af røde krøller over hendes ryg og skuldre, som var stadig let dækket af fregner. Heldigvis havde døden ikke fjernet dem helt. Hun tog nogle gul smykker på, og derefter hendes taske.

Hun havde været nede forbi Sean’s rum, hun vidste ikke hvorfor.. Men hende og dæmonen havde misset hinanden længe, og derefter da hun gik rundt om hjørnet, havde hun været i hendes egen verden, da hun pludselig braste ind i en velkendt, og meget smuk mand. Hun gispede højt og tabte hendes taske og nogle bøger hun havde med.

”Sean-! Jeg-.. Undskyl-..” Hun mærkede et svagt tryk i hendes bryst, og specielt hvordan hendes ansigt forandrede sig lidt. Hvis hun kunne have rødmet? Så ville hun sikkert have været knaldrød i hendes ansigt..

Sean havde været fordybet i sine egne tanker, da han var gået omkring hjørnet. Han havde ikke hørt eller fornemmet nogen komme gående, så lige så pludseligt og overrasket stoppede han op - men de endte alligevel med at gå ind i hinanden. Automatisk gled hans hænder op, både for at bremse og gribe hende. Det tog ham et kort sekund at opfange hvem han faktisk var stødt ind i, men det røde hår var ikke til at overse.
"Dannika!"
Han var overrasket over at se hende, og overrasket over så pludseligt at støde ind i hende. Med et hurtigt blik var det tydeligt ingen af dem blev sendt mod gulvet...Andet end nogle af Dannikas ejendele. Roligt trak han sine hænder til sig og bukkede sig ned for at hjælpe med at samle dem op.
"Det er okay. Der skal mere til at vælte mig. Hvad med dig?" et svagt smil gled over ham, som for at understrege hans ord. Blikket gled over nogle af bogtitlerne, som han stablede bøgerne i sin favn.
"Jeg forventede ikke at se dig. Jeg gik i mine egne tanker...Men jeg kan se du manglede lidt let læsning?" drillede han hende. Om hendes stammende ord blot var udtryk for overraskelsen eller mere end det...Det var mest af alt nok ønsketænkning. Nogle gange var han ikke sikker på om der faktisk lå noget mellem dem, hvor usagt det så havde været. Måske var det hele noget han forestillede sig, måske fra et dybt ønske om ikke at være helt alene. Og måske...Måske var der lidt mere end det...
Men som før gjorde han hverken mere eller mindre end han normalt ville have gjort. Og dog. Han bukkede sig ikke ned og samlede alles bøger op.
Han rettede sig op med bøgerne, endelig med en mulighed for at se på hende igen. Hans øjenbryn gled en smule op.
"På vej væk igen?"

Hun følte sig helt pinlig berørt og grinte lidt da hun nåede kun at samle en bog op, før Sean havde taget de fleste. Mange af bøgerne var om medicinske planter, dog-.. Var en omkring hvordan man kunne lave gaver til en speciel person man var forelsket i. Det var lidt en inspirations bog, omkring hvordan man kunne vise det, i en gave. Dannika havde forgæves prøvet at tage specielt den op, men Sean havde løftet den som den sidste bog han havde fundet.

”Jeg-.. Har det fint, tak. Uhm-..” Hun fniste svagt og mærkede noget af hendes røde hår, heldigvis gemte hendes smukke ansigt, da hun stilte sig tilbage op igen.

”Nej-.. Eller.. Jeg var på vej tilbage, men har ingen planer-.. Jeg kan godt-..” Hvorfor havde hun pludselig problemer med at snakke?! Come nu, gamle vampyr, du kan jo godt. Det var jo bare Sean!?

Nok det som endelig var problemet. Det var Sean som hun stod foran. Den smukke smukke dæmon, som hun havde danset så stille med i det hemmelig lokale.. Den smukke og sexede dæmon, som havde reddet hende i haven, og hun havde set nærmest helt nøgen.. Og den sexede dumme mand, hun nogle havde været lun på i noget tid nu, men slet ikke sagt eller gjort noget ved.

Hans blik gled ned over hende et øjeblik. Hvorfor var hun så...Det slog ham at han ikke havde et ord for det. Forfjamsket, måske? Hans blik gled ned over den øverste bog igen, før han trak vejret dybt. Det gav måske mening. Hvis hun var som en forelsket pige. Han smilte svagt for sig selv.
"Tag det roligt Dannika. Det er bare mig. Om nogen burde du kunne tale med mig...Håber jeg" foreslog han roligt. Han trådte udenom hende uden at give bøgerne tilbage. De var hans gidsler for at beholde hendes selskab lidt endnu.
"Kom med"
Det var ikke så meget et spørgsmål.
"Jeg skal nok holde din hemmelighed for dig. Vedkommende må være heldig" bemærkede han roligt, som han nu havde ryggen til hende og kunne skjule den kolde kant der automatisk opstod i hans øjne. Det var ikke fordi han selv var klar til endnu et forhold...Forhold gik i stykker. Altid. Og der var hele situationen med Natalie at tænke på også. Men han havde bildt sig selv ind at han og Dannika havde haft et eller andet...Og her var et klokkeklart bevis på at hendes fravær måske mere skyldtes en ny interesse nede i byen. En ting han slet ikke burde blande sig i eller kommentere på. Den slags var privat. Selv om der lå flere ord og ventede på at blive sagt...Bed han dem i sig. Det ville alligevel ikke bringe noget godt med sig. Han måtte lægge det væk. Dannika var hans læge. Det bragte andre emner på banen. Mere praktiske ting.

Hvis hun fulgte efter ham, ville han gå ned til sit rum og åbne døren. Bøgerne kom med indenfor, hvor han stillede dem balancerende på et hjørne af sit arbejdsbord. Der var ikke rigtig plads til flere ting på bordet, så bevægelsen havde skubbet til flere små stakke af ruller og breve.
"Jeg håber dine planer kan vente et øjeblik. Jeg har noget jeg gerne vil snakke med dig om. Jeg skal nok gøre det hurtigt, hvis du har travlt" Han vendte sig endelig om mod hende og det svage og ulæselige smil var tilbage. Hans hånd hvilede oven på den bog, han mest af alt ønskede at smide i ilden. fingrene trommede svagt, som om han ubevidst udfordrede hende til at modsige ham - og give ham en undskyldning for at tvinge hende til at blive her. Oprindeligt ville han have spurgt ind til om hun havde det godt...Men det virkede ikke længere som en naturligt spørgsmål.
"Du er vel stadig min læge?"
Sætningen kunne have været anklagende. Men det var ikke for ingenting han havde haft århundreder til at skjule sine egne tanker og følelser. Til hans egen tilfredshed formåede spørgsmålet at komme ud ganske neutralt - uanset hvor passivt aggressivt det måtte virke for nogen.
Men han havde behov for at forstå hvad deres forhold var. Og han havde behov for at styre sig i hendes selskab, med disse nye informationer. Desværre var håndteringen af følelser aldrig været en styrke af hans...Så det var næsten med tilbageholdt vejrtrækning at han stod stille som en statue og kiggede på hende.
Ja. I princippet havde intet ændret sig. Alt ville fortsætte som de sidste par uger, hvor hun alligevel ikke havde været her. Han havde planer at fokusere på. Han kunne sagtens håndtere dette på en rolig måde. Det overbevist han sig selv om.

Hun havde slet ikke tid til at reagere i. Selv som en vampyr, føltes det hele utrolig hurtigt lige nu, og hun stod nu pludselig foran Sean, som virkede helt anderledes. Snart knyttede hun hendes næve lidt og et udtryk hun sjældent brugte imod ham, dukkede op.

”Hvad?” Der gik lidt, inden hun begyndte at sige mere og blinkede at par gange.

”Selvfølgelig er jeg det? Og selvfølgelig har jeg tid til at snakke med dig. Sean, jeg har ikke set dig i lang tid, eller haft lejlighed til at snakke eller mødes med dig, selvfølgelig har jeg tid nu. Og selv hvis jeg ikke havde? Ville jeg lave tid til dig.” Hun sukkede svagt og trak en hånd igennem hendes hår.

”Har min tid væk fra dig, gjort dig lidt tosset?” Spurgte hun med en lille kærlig latter fulgt efter. Den som hun ofte brugte når hun drillede ham kærligt. Hun rystede lidt på hendes hoved og gik over for at sætte sig i en stol, som var på den anden side af hans bor, der hvor gæster ville sidde.

Hun havde slet ikke haft tid til at sige noget, da han havde snakket om ’vedkommende’ og faktisk var hun nu glad nok for at havde undgået det. For hun ville ikke have været god til at komme med et svar. Faktisk var hun stadig ikke sikker. Følelsler og at være vampyr var mærkeligt, hun havde ikke haft denne brændende fornemmelse omkring ham længe.. Men igen, de havde heller ikke haft kontakt længe.

”Hvad har du at fortælle mig?” Spurgte hun blidt, med hendes silkebløde stemme igen. Hun sad lidt bøjet fremad, med hendes arme i hendes skød.. Så hendes bryst også var skubbet frem, i den ellers.. Meget nedringet kjole.

Han satte sig i sin egen stol og lænede sig tilbage i den, efter at have taget sin kappe af og lagt den over ryggen på stolen. I en stund sad han bare og kiggede på hende. Det var ikke til at sige hvad han tænkte på. Men uanset hvad det var, valgte han at følge samme retning hun havde taget: ignorere kommentarerne om andre og om bogen samt dens emne. Det angik ikke ham og Dannika havde al ret til at holde det for sig selv. De var læge og hersker over for hinanden, hverken mere eller mindre. Sean var typen der sagtens kunne danse og have det sjovt med selv professionelle bekendtskaber. Han var en incubus, trods alt! Det lå i ham at lege med folks lyster og behov på den måde.
Alligevel nagede det hele ham. Både hvordan han selv havde reageret, før han kunne bide alle sine ord i sig...Og hvordan stilheden mellem dem nu virkede som en tung sten i hans indre. Havde han virkelig tænkt at tingene gik bedre for en stund? Hvor kunne han overhoved få sådan en ide fra? Alt fortsatte jo som det plejede. Det eneste der gik fremad var hans planer.
Han trak vejret dybt og rettede sig lidt op i stolen. Fødderne blev krydset under bordet og han lænede sig lidt til den ene side, hvor hans albue hvilede mod armlænet.
"Jeg skal have et barn"
Ordene lød en smule fjernt for ham selv. Blikket gled automatisk over mod et af vinduerne, som om ordene i sig selv ikke betød mere end enhver anden kommentar om hverdagen. Så rømmede han sig svagt og så tilbage på hende. Et svagt smil trak sig skævt over hans læber. Han slog let ud med den ene hånd.
"Et aftalt barn, ikke skabt på kærlighed. Men et barn om ikke andet. Jeg ville have haft dig til at overse graviditeten, men jeg er bange for moren vil nægte på det hårdeste" det sidste blev sagt med en snert af drilleri i stemmen. Delilah ville aldrig lade Dannika komme tæt på. Delilah ville klare sig selv, så meget var han overbevist om. At prøve og styre hende ville blot skubbe hende væk fra ham...Og fra deres aftale. Han havde brug for barnet.
"Til kontekst...Kan jeg nævne at jeg har andre børn, men ingen kontakt til dem. Dette er det første barn jeg selv har ønsket mig" tilføjede han.
"Og selvfølgelig en stor hemmelighed" Hans øjenbryn gled sigende op i panden på ham, som han så bestemt på Dannika. Det var ikke bare en hemmelig. Det var hemmeligheden over alle hemmeligheder. Selvfølgelig var de ikke nået så langt endnu...Delilah var end ikke gravid endnu. Men det ville ske før eller siden, spørgsmålet var blot hvornår. Derfor anså han det allerede for sikkert at der ville komme et barn.
"Trods omstændighederne, anser jeg det selv som en glædelig nyhed" tilføjede han let. Ja...Tanken fik ham måske til at smile en anelse mere. Og fik ham til at glemme lidt om den akavede snak - eller mangel på samme - der havde været imellem dem for et øjeblik siden.

Hun sad og lyttede og langsomt blev hendes ansigt mere og mere udtryksløst. Hun havde ingen følelser fremme for en stund, andet en at hendes øjne blev store.. Og dybt inde i hendes bryst, føltes der som om noget blev frosset.. Knust og revet ud. Hun glemte helt at trække hendes vejr, som ellers var en vane for hende og hun sad blot og så på ham for en stund..

Et barn.. Det havde selv været hendes egen store drøm.. At en dag få et barn, være gravid, gå igennem den lykkelige følelse som det nok ville være og glæde med en mand ved hendes side. Det intime og det utrolig fantastiske ved det. Og her sad manden.. Som hendes hjerte slog lidt for, og skulle have et barn med en anden kvinde.

Efter lidt tid, så hun ned, og derefter trykkede et smil op og så på ham.

”Det er en gladelig nyhed. Hvis jeg kan være til hjælp, på nogen måde. Så sig endelig til.” Nikkede hun. Dog prøvede hun at gemme, med alt hendes magt. Smerten som lige nu skar i hendes brystkasse. Det gjorde ondt, men hun lukkede det væk. Gemte det langt væk og vidste hun nok burde smide bogen væk også... Ingen grund til det længere.

”Hvad-.. Er omstændigheder for dette? Grunden til det?” Spurgte hun nysgerrigt.

”Selvfølgelig hvis de ikke ønsker fortælle, er det iorden.” Hun mærkede en af hendes hænder ryste lidt, og hun greb den hurtigt og holdte den ned i hendes skød. Gemte den væk, og håbede inderligt han ikke havde set det.

Hans blik gled over til hende, for at se hendes reaktion på nyheden. Hendes svar var det forventede, men det fjernede ikke fornemmelsen af at hun næppe var helt lykkelig for nyheden. Hans øjenbryn gled en anelse tættere på hinanden, som han prøvede at vurdere hvorfor. Som nævnt lå der absolut intet mellem ham og Delilah - andet end professionalisme og en aftale imellem dem. Hun lånte huset til at give sine piger et stabilt hjem, hun gav ham et barn. De var både så ens og så forskellige, at et forhold aldrig ville blive en ting imellem dem. De var hverken direkte venner eller fjender - deres forhold var helt igennem neutralt. Men hun var af godt blod, en dæmon ligesom ham, hvilket gav ham det ønskede fuldblodsbarn han gerne ville have. At Delilah tilmed var en stærk kvinde var blot et plus. Barnet ville arve fra dem begge og forhåbentlig blive stærkt.
"Jeg kan ikke fortælle dig det hele" bemærkede han roligt, som hans blik gled hen over bordet foran ham. Der var detaljer i det han ikke kunne nævne. Aftalen med Chaya, en personlighed der levede i Delilah. Hans egen plan for at få et barn...I hvert fald den ultimative plan for det.
"Jeg er klar over det kan virke forvirrende at få et barn med en kvinde, som jeg ikke engang elsker. Selv om det måske er meget normalt for de fleste alligevel..."
De fleste blev tvangsgift, trods alt. Aftaler mellem forskellige familier og rigdomme. Det gik op for ham at han faktisk ikke vidste hvordan han skulle forklare noget af det...Hvad skulle han sige?
Til sidst trak han let på skuldrene og så op på hende igen.
"Jeg ville have en arving. En ordentlig arving. Kvinden jeg har fundet er dæmon som mig selv. Det gav mening. Selv jeg må tænke på fremtiden i et eller andet omfang" kommenterede han så, som om det var al den forklaring der var brug for.
"Det bliver en bastard, der er ingen planer om at gifte os eller andet skuespil i den dur. Men jeg tvivler på de fleste ville have modet til at brokke sig åbenlyst til mig" Et svagt smil gled over ham, før han skubbede sig op af stolen.

Rastløs gik han over til det nærmeste vindue. Samlede hænderne bag sin ryg, mens han så tænkende ud over sin by. Han vidste ikke hvad han mere skulle sige. Det var som om deres samtale var gået skævt fra starten, men han tvivlede på det blev bedre af at han nævnte det. Havde de ikke engang snakket om det? Eller bildte han blot sig selv det ind? At han ikke var typen til faste forhold længere...At tingene ville gå langsomt mellem dem...Og hun havde virket tilfreds med hvordan det havde været. Så hvorfor var alt så anderledes nu?
Fordi det var ham. Det skete altid. Måske var dette blot det bedste. Jo før hun indså det aldrig ville fungere - medmindre hun bar styrken til et løst forhold mellem dem - jo før kunne hun komme videre. Og måske var hun allerede videre. Bogen...
Han lukkede øjnene og smilte svagt for sig selv. Han gjorde altid dette her: Overtænkte tingene. Troede alt handlede om ham selv. Det gjorde de jo ikke. Så ud fra den tanke...
"Du virker...Hvad kan jeg sige?...Knap så glad for nyheden, som jeg måske havde håbet" bemærkede han roligt, før han vendte sig halvt om mod hende. Det var ikke for at sætte hende på spidsen. Men taget i betragtning at hun nok allerede havde fundet en anden at være interesseret i, og der derfor ikke burde være noget mellem dem, gjorde tingene mindre kompliceret. Og derfor mente han godt at han kunne spørge. Hvis ikke det var fordi der lå noget mellem dem...Hvorfor var hun så, så...Ja.

Hun så op på ham, da hun gik rundt og fik forklaret sig mere.. Og der mærkede hun et little stik i hendes hjerte. Hun så lidt væk. Hvad bildte hun sig ind? At bare være så selvvisk og kun tænke på hendes egne følelsler? Sean ønskede sig jo en til at arve, det var forståeligt nok. Det var der mange som gjorde, og hvem vidste.. Han ville jo nok elske dette bare, og det var jo ikke nemt at få en fuldblods dæmon barn, i disse omstændigheder og sted de var. De fleste kvindelige dæmoner var jo lidt.. Skøre. Men hvordan skulle hun forklare det sidste?

Efter lidt tid, rejste hun sig op, og gik over til ham, hvor hun så op. Og det varme smil hun ofte gav kun op, dukkede op på hendes læber.
”Jeg har selv ønsket at være gravid.. At en dag skulle have et barn selv.. Men-.. Så gik jeg jo hen og døde..” Hun grinte lidt lavt og lagde en hånd på hendes egen mave.

”Undskyld at jeg-.. Reagerede på den måde..” Hun så hen imod bogen og valgte hendes ord med omhu. For derefter at se op på ham. Hun trak vejret tungt..
Og kunne lige så godt fortælle ham det! Hun var jo en ærlig kvinde, og altid havde spillet med hendes egne kort åbent.
Hun tog en af hans hænder, og holdte dem i hendes egne.

”Kan du huske da vi dansede op i det lokale?” Hun så op på ham. ”Det lille rum, i den gamle del af slottet?” Hun smilte svagt. ”Det-.. Var første gang I lang tid at jeg følte-!”

Og der blev hun afbrudt, da en tjener udenfor hans kammer pludselig tabte et helt fad af glas og tallerkner. Dannika gispede og hoppede lidt, hvor hun tumlede ind i Sean’s brystkasse og stod imod hans person.

Hans blik gled over hende, som hun kom helt tæt på ham. Det hele gav bedre mening nu...Selvfølgelig. Hun kunne ikke få børn selv, ikke biologisk, så det var formentlig det der havde gjort hende en smule forbeholden over for nyheden. En reminder om de ting hun ikke selv kunne længere. Og her stod han og brokkede sig over hun ikke var fuldstændig henrykt. Et svagt smil gled over ham ved tanken.
Han havde set ud af vinduet igen, da hun tog hans hånd. Det overraskede ham lidt, især oven på den lettere akavede stemning imellem dem i dag. Blikket gled fra hænderne og op til hendes ansigt. Det var tydeligt hun ville et eller andet, men han var ikke sikker på hvad.
Han nikkede kort til det hun nævnte. Han huskede det skam godt. Dengang...Well. Han var incubus. Ikke at lege med alle i sin nærhed var næsten ikke en mulighed. For ikke at tale om at han selv havde haft brug for...Et eller andet. De havde været alene, væk fra nysgerrige øjne og ører - forhåbentligt. At danse let med hende havde været et pusterum. Et øjeblik hvor han havde kunne fokusere på nuet og dermed have det bedre. Men det var noget han aldrig ville kunne indrømme. Det ville være det samme som at sige han havde det dårligt og nok ikke kunne klare sine problemer selv...Sætte ham i en svag position, afhængig af andre, hvoraf der næsten ikke var nogen. Han ville hellere dø, bogstavlig talt.

"Selvfølgelig husker jeg - "
Der var mere. Der var mere der skulle siges. Men hvad end det var, blev de afbrudt. Sean var ikke sikker på hvor hun var på vej hen. For en intelligent mand, der var øvet i at aflæse folk omkring sig og styre en hel by, var der visse ting han aldrig lærte. At håndtere følelser og personlige ting var nok en af dem, til frustration for alle der havde kendt ham. Top det med stædighed og man havde en uigennemtrængelig væg af opfattelser de færreste kunne trænge igennem.
Automatisk gled hans ene arm rundt om hende, som han så over mod døren. Det var også kommet bag på ham, selv om det ikke viste sig på samme måde. Måske hendes vampyriske hørelse ville opfange hans hjerte slog et slag over. Med et svagt suk så han ned på hende og klappede hende en enkelt gang på ryggen, før han trak sig fri.
"Det var ingenting" forsikrede han, mere afslappet end han havde været fra da mødtes ude på gangen. Han gik over til døren og åbnede den. Ikke mange meter fra døren lå en thekande og krus og flød. Væsken løb i mønstre hen over det kolde stengulv og mellem knuste glas. En tjenerinde, ret ung, stod panisk og kiggede på det...Tydeligvis lidt i vildrede over hvad hun skulle gøre og hvad det betød. Da hun hørte døren åbne, så hun direkte op i ansigtet på sin hersker...
Tjenerinden blev helt rød i hovedet.
"Undskyld! U-undskyld My Lord, det er...Jeg er så klodset...Det trækkes fra min løn, selvfølgelig! Det er....Det er..."
Hun faldt på knæ og begyndte at samle resterne på bakken, der havde overlevet turen. Seans blik gled over kaosset et øjeblik.
"Tag det roligt. Det er kun nogle krus. Saml' skårene op og hent nogle klude" tjenerinden nikkede, stadig mere skræmt end noget andet. Efter et sidste blik, vendte Sean sig og lukkede døren igen. Der var ingen grund til at gøre kvinden yderligere dårlig tilpas ved at stirre på hende arbejde. I stedet så han over mod Dannika igen med et lille smil, før han rystede let på hovedet.
"Der er blevet ansat et par nye ansigter her. Byen lider i øjeblikket, som du sikkert ved. Hungersnød, sygdomme, følger efter alt det uvejr vi har haft. At give et par ekstra jobs virkede som et lille plaster jeg kunne give" bemærkede han roligt. Han nævnte ikke den voksende uro i byen, hvordan nogen formentlig planlagde et oprør af en slags, hvis han ikke slog til først.
"Hvor kom vi fra? Oh...Vent..." Han trådte over til sin skrivebord og begyndte at lede papirerne igennem, på jagt efter et eller andet.

Hvad nyttede det endeligt? Hun stod tilbage da Sean forlod hende, for at tjekke på en tjenestepige. Dannika stod tilbage og så ned på hendes egne hænder, imens hun derefter kiggede ud igennem vinduet, og så hendes eget spejlbillede. Hun stod der lidt, imens hun lyttede til den ellers altid bekymrede Sean. Langsomt rakte hun op og rørte ved arret på hendes hals. Bidemærket som Marcus havde efterladt, den dag hun blev dræbt og genfødt på ny. Den dag, hendes kolde døde krop, valgte at rejse sig igen, med denne evne.. Som hun vidste så mange ville have fra hende. Tage fra hende.. Eller tage hende, får at bruge.

Hun havde fået nogle breve på det sidste.. Trussels breve, om nogen som ville have hende, og lade hende bruge hendes gave, på-..
Frygtelige ting. Hun havde ignoreret det indtil nu, mest fordi hun også ikke ønskede at Sean skulle bekymre sig. Han havde jo så meget andet, på hans sind.

Da han kom tilbage ind til hende, skubbede hun sit normale smil op endnu engang, og vendte sig om til ham, hvor hun gik over til skrivebordet endnu engang og lyttede.

”Ja.. Jeg ved hvordan de har det.. Er derfor jeg har haft travlt på det sidste. Jeg har-.. Taget ned i byen, og hjulpet nogle gange. Healet folk, tjekket for deres sygdomme, og brugte tid på-.. At gøre hvad jeg kunne.” Hun trak lidt på hendes skuldre.

Hun havde ikke sagt det til Sean, mest fordi hun vidste han sikkert ikke brød sig om, at hun tog derned selv, og alene.

”Jeg tænkte det nok var bedre, at jeg gjorde hvad jeg kunne, for at hjælpe byen.” Hun smilte lidt og lagde hendes arme om hende selv.

”Hvad leder de efter?” Hun gik over ved siden af ham, for at se over bordet. Tog hendes eget hår, og trak det over hendes skulder. Hun duftede af hendes normale duft denne dag. Stærke urter, en lidt mint efterduft fulgte dog med, hendes nye sæbe hun prøvede!

Så god en mand var Sean nu heller ikke. Men der var forskel på at reagere som han rent personligt ville - og så være byens hersker. Men han havde aldrig været unødig voldelig, så længe hans humør var stabilt. Andre skulle nok skælde tjenestepigen ud, når hun kom ned med de ødelagte krus. Om ikke andet, så fordi de forventede at Sean ville være sur over det. For det meste lod han bare tjenestefolkene passe sig selv og gøre tingene på deres måde. Så længe tingene blev gjort. Han havde ikke tid til at mikro-organisere alt omkring sig, han var nødt til at stole på at visse folk kunne deres arbejde.

Hans blik gled op et øjeblik, da hun kom over til bordet, før det faldt ned på papirerne igen. Endelig fandt han et vred papirer, nogle med tekst og tal, resten med tegninger over grundplaner. Grundplanerne var alle forskellige - tydeligvis fra hvert deres hus. Trods rodet på skrivebordet, begyndte Sean at sprede dem ud på bordet så godt han kunne. For det meste oven på andre papirer og bøger.
"Du er en fri kvinde" bekræftede han let, til hendes snak om at tage ned i byen. En vampyr var ikke forsvarsløs, selv om han ikke ville tøve med at træde til igen, hvis nogen truede hende. Hun var under hans beskyttelse. Til dels fordi hun arbejdede for ham...Men også fordi han...Havde en personlig interesse i det. Det havde altid været der. Et behov for at passe på de folk han interesserede sig for. Som regel var det hensyn altid uønsket, til hans egen frustration - og måske var det en af de ting, der altid kom imellem ham og hvem end han fandt sammen med. Han var typen der var tiltrukket af de mere stærke og selvstændige typer...Typer der ikke sad stille og lod en anden om at beskytte dem. Men det var også en side af ham der nægtede at gå væk. I dag? I dag gjorde han det mere i det skjulte. Eller prøvede at modarbejde behovet. Det hjalp at huske på ingen rigtig ønskede hans personlige beskyttelse. Ingen ønskede noget som helst, der havde noget med hans personlige liv at gøre.

Duften var...
Han havde duftet det før. Det var hendes duft. Frisk, af urter. Normalt kunne dufte som mynte godt blive for stærke for ham, men han havde vænnet sig til hendes duft og ønskede den på ingen anden måde. Han trak vejret dybt. Som han tog et af papirerne med en tegning over en grundplan og lagde foran hende, tog han undskyldningen til at stå det tættere.
"Huse. I Sunfury eller omegnen af byen. Jeg har lige været på forretningsrejse derned, sikret os nogle aftaler i forhold til at fordele den mad der er tilbage rundt omkring. Selv om jeg hader når det bliver for varmt - og Sunfury er varmt - fandt jeg det også enormt afslappende. Blot at komme væk fra Doomsville for et par dage, hvor ingen rigtig kan gribe fat i mig konstant..."
En svag og lidt tør latter forlod ham, før han rystede svagt på hovedet.
"...Kan du tro det? Jeg arbejder altid. Jeg elsker at arbejde og være beskæftiget. Og alligevel...Kunne jeg sætte mig på en skyggefuld terrasse, se ud over det ikke helt så velkendte landskab og bare...Tænke. Det hjælper på det at jeg havde folk at føre en god samtale med. Ikke nødvendigvis om arbejde, men bare om...Ting i livet"
Han sukkede svagt. Han var virkelig ved at blive gammel, var han ikke? Han elskede Doomsville. Doomsville var hans hjem og her hans liv var. Men at rejse til et andet sted og se noget nyt var forfriskende. Og måske netop hvad han havde brug for.
"Disse huse er tilbud på steder jeg kan købe til netop den slags. Hvad syntes du?"
I princippet burde det være ligegyldigt hvad hans læge tænkte om det. Ud over hele 'det er godt du slapper af, for dit helbreds skyld' selvfølgelig. Men alligevel betød det...Noget.
Han trak et par planer tættere på dem, som hans blik gled over dem for tusinde gang. Han ville trods alt gerne købe et sted, der passede til hans behov.

Dannika så op på Sean, da han forklarede og kiggede derefter ned på papirerne.. Hun så på de forskellige planer og rakte op, for at skubbe noget af hendes hår om bag et øre. Hendes fingre gled over nogle af planerne og hun tog et lille skridt tættere på Sean, imens hun lagde en hånd på hans hofte. Derefter så hun op på ham og smilte blidt.

”Jeg synes det lyder som en rigtig god idé.” Smilte hun varmt. Hun sagde ikke noget-.. Som en læge ville sige. Nej, derimod som en ven, eller bekendt til ham, sagde hun blot hendes tanker. Hun tog et af planerne op og kiggede over den.

”Jeg har aldrig selv været i Sunfury.” Sagde hun, imens hun tog et andet plan op og kiggede over det.

”Men-.. Jeg havde lavet planer om, at skaffe penge nok til at prøve at tage derhen. Jeg kan kun drømme om.. Hvor smukt det må være der. Varmen?” Hun grinte lidt. ”Må være rart, ikke at jeg kan mærke det så meget, men luften må være helt anderledes.” Fortalte hun med en inspireret stemme.

Hun tog derefter en sidste plan op, og studerede den.

”Mmmh.. Den her ser flot ud.” Hun så lidt hen over huset selv, og plan tegning som hun holdte. Var to etager, med nogle soveværelser, bade og andet. Men det som fangede hendes blik, vidste sig at være med en stor soveværelse, og en terrasse forbundet til den. Som lå i en retning, at man ville kunne se solnedgangen fra det.

Hun havde formået nogle gange at stå så tidligt op, at hun kunne se de sidste solstråler forsvinde bag hendes gardiner, de dage var fantastiske. Hun savnede solen, mest af alt.. Ikke at røre andre, spise, og alt det der. Nej.. Men at se solen, mærke den på hendes hud og varmen fra den. Det savnede hun mest. Var derfor hun havde haft mange malerier i hendes hjem, med solnedgange, og opgange.
Sean havde nok set det, da han var der.

”Mmmh.. Hvis-.. Det var mig, som skulle vælge, så denne.” Nikkede hun og lagde planen ned igen, og så op på ham, med et blidt smil igen.

Endelig. Der var det. Den der underlige samhørighed og fællesskab de normalt delte. Det føltes lidt som om det var en beslutning de skulle tage sammen, og Sean kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Det var en fjollet tanke. Han havde aldrig skulle tage beslutninger om den slags med andre - han havde ikke direkte boet sammen med en partner, siden Alane. Det var altid hver for sig, uanset om man så sov en uge i samme hus eller tog på hyttetur i skoven. Men det var altid hjem til sin egen seng før eller siden. Det gjorde brudene meget nemmere at forholde sig til, der var ikke en masse praktiske ting der skulle ordnes. Og de forhold han havde haft havde måske også mere været...Midlertidige, et eller andet sted? Måske han aldrig var gået all-in på dem, som han havde gjort engang. Et eller andet sted havde de været tidsfordriv eller en måde at forjage ensomhed eller kedsomhed. Ikke at han ikke havde holdt af de folk, som han havde kendt på den måde. Men forhold lå ham ikke så naturligt, som alle andre virkede til. Han formåede altid at ødelægge eller skubbe folk væk før eller siden. I starten til dels fordi han var incubus og automatisk delte sengen med utallige andre. Det var bare sex, en god oplevelse, uanset om det var mad eller ej. Det personlige forhold lå derhjemme, hos hvem end han var sammen med...
Senere fordi han var en lukket mand. Han åbnede ikke nemt op for tanker og følelser. Samtalen kørte ikke naturligt i de baner. Kombiner det med at han gerne ville kontrollere alt omkring sig, og så kunne de færreste følge med.
Ja...Han vidste det godt. Det var det mønster han selv var kommet til at genkende. Han kunne ikke selv se det i situationerne, men når han tænkte tilbage på dem...Så var det tydeligt.

Sunfury var noget så...Hverdagsagtigt, at han ikke havde oplevet noget lignende i mange år. At købe et feriehus? At snakke næsten fortroligt om det med en anden person, hvis selskab han satte pris på? Det var noget han ikke havde oplevet i mange år. Havde han oplevet det nogensinde? Måske. Man huskede ikke alt der var sket i over 700 år. Det ville være for meget, selv for ham.
"Hvis jeg køber et hus der, er der en undskyldning for dig at tage med - på min regning" bemærkede han roligt. Det var måske ikke så direkte en sød invitation, som hun måske havde håbet på. Men den var der. Som hersker ville folk forvente han rejste med en flok vagter og andre omkring sig. Selv om han sagtens kunne rejse selv og passe på sig selv. Men hvem ville rynke på næsen over han tog sin læge med sig? Kun folk, der allerede havde en ide om hvad de to lavede sammen, ville være hurtige til at sprede endnu flere rygter.
"Jeg kan godt få for meget af varmen, så det passer fint. Vi ville kunne vente med at gå ud til når den væsentlig køligere aften kommer" Han blinkede drillende til hende. Hans blik gled tilbage på bordet og fulgte hendes udforskning af de forskellige planer.

Da hun holdt en bestemt plan op, tog han den og lod blikket glide ned over den. Det var et hus der i forvejen var beregnet til rekreation. Det lå ikke i centrum af byen, men lidt udenfor. I fred og ro, formentlig. Der var plads til et par tjenestefolk eller vagter i bygningen, eller gæster hvis han inviterede nogen med. Der var de fornødenheder han havde brug for og han kunne godt lide ideen om en tilhørende terrasse til soveværelset. Den blide morgensol og brise var noget af det han satte mest pris på. Han sov alligevel så lidt.
Han nikkede let.
"Ja, det ser ret lovende ud"
Han lagde tegningerne ned og ledte hen over bordet, til han fandt de tilhørende papirer om husets specifikke dele og pris.
"Jeg vil være nødt til at tjekke husets tilstand, og formentlig rejse ned for at kigge på det..."
Det var en anelse dyrere end halvdelen af de huse han havde kigget på. Men han tog det fra en personlig lomme - også selv om folk ville klandre ham for at bruge penge på sig selv, når byen havde det svært, alligevel.
"Jeg mødte Genevira i Sunfury. Jeg ved ikke om du er stødt på hende endnu. Jeg har valgt at tage hende ind som en personlig tjenerinde" bemærkede han så roligt, som hans tanker naturligt gled tilbage til sidst han var i Sunfury. Han så på Dannika med et svagt smil, ude af stand til at holde en hånd fra at lægge sig blidt mod hendes læn. Han ville ikke mase sig på eller have hun følte sig tvunget til hans nærvær. Men det var svært at lade være, når hun stod så tæt på - og mere eller mindre selv inviterede til det.

Dette.. Var så utrolig rart, på så mange måder. At stå her med ham igen, hun kunne slet ikke beskrive den ro det gav i hende, og specielt da han rørte ved hende selv. Hun gik hen og lod hendes skulder hvile lidt imod hans bryst, da hun tog selv de papirer hen og kiggede på dem, vendte sig, så han nemt kunne se over hendes skulder, imens hun så hen over pairerne.

”Hm.. Vil være på din regning ja. Nogen skal jo passe på dig, når du får dine små impulsive øjeblikke.” Grinte hun og drillede ham tydeligt. Hun lod hendes fingre glide over papiret hun holdte ved.

”Hmm.. Hvis der er mulighed for det, og ikke for meget besvær, kunne jeg komme med for at se på det? Jeg har hørt Sunfury har nogle spændende urter også, og bøger som jeg kunne være interesseret i.” Smilte hun blidt.

”Hvis det er besvær, er det iorden. At rejse med en vampyr, er ikke så nemt.” Grinte hun blidt. Hun kiggede derefter op på ham og smilte lidt.

”Jeg har gået og overvejet hvad jeg skulle gøre ved mit eget hus.” Hun så derefter ned på de mange plan tegninger.. Lagde hendes hoved lidt på skrå og lænede sig lidt imod kontorbordet. ”Jeg rejser jo nogen gange frem og tilbage, ikke at det er et problem, men jeg sætter blot et pres på dine tjeneste folk.. Hmm..” Hun snakkede lidt lavt og eftertænktsomt imens hun spekulerede på det.

Hendes nakke, hals og skulder var helt blottet. Normalt gik hun ikke i så-.. Åbne kjoler, som viste hele hendes overkrop på den måde, men denne dag havde hun følt for det. Endda at bare lade hendes hår hænge løst over hendes højre skulder. Det var rart..
Nogen gange kunne selv læger som hende selv være i pænere tøj! Ofte gik hun ikke i-.. Så ’fint’ tøj, var mere praktisk. Men så betød det også mere, når hun gjorde lidt mere ud af. Krøllerne var jo på vild spil nu. Virkede jo helt voldsomt, i forhold til hendes egen lille krop.

”En ny tjenestepige? Ååhh, hende må jeg møde. Vi burde nok ligge planer om, hvordan vi kan sørge for du ikke stresser dig selv helt ud.” Sagde hun med et smil og så op på ham, blinkede lidt tilbage til ham, som han selv havde gjort til hende.

Impulsive øjeblikke? Hans blik gled hen over bordet et øjeblik. Ja, dem havde han vidst. Men han kunne klare det. Dæmoner var udholdende og som archdemon skulle der meget til, før han knækkede under vægten af skader. Sikkert hjulpet på vej af hans viljestyrke også. Ikke at han havde rodet sig ud i noget på det sidste, men det var ikke så længe siden han havde været ude i flere ting, den ene efter den anden. Og sikke oplivet han havde følt sig!
"Jeg har lige rejst hele vejen til Doomsville med en vampyr på slæb. Det kan sagtens lade sig gøre" bemærkede han roligt. De havde købt et specielt mørkelagt telt til hende, rejst mest om natten og købt noget tøj, der i værste tilfælde kunne holde solen ude. Det havde sådan set ikke været så meget langsommere...Bare anderledes. Vagterne havde været mere nervøse for at rejse om natten, for da kunne de ikke så godt se om nogen kom mod dem eller lå i baghold. Sean støttede sig til at de fleste sov om natten, også selv hvis de rejste. Som et bevægeligt mål ville de næppe blive angrebet - nattens lurere ville gå efter de lejre, der allerede sov. I teorien i hvert fald. Der var jo stadig væsner og andre racer at tage hensyn til.
"Jeg tror først jeg vil rejse alene. De fleste huse bliver vist om dagen, kan jeg forestille mig, og selv om dette hus virker lovende vil jeg gerne tjekke de andre. Bare for at være sikker på om dette er det rigtige...Men bagefter det kan vi tage af sted sammen" foreslog han efter et øjebliks betænkningstid. Så meget rejsen frem og tilbage. Han ville spilde meget tid på at rejse, også selv om det var rart at komme ud af byen fra tid til anden.
"Eller du kan rejse til Sunfury selv med et lille følge og jeg kan vente på dig. Der er flere muligheder" bekræftede han så et kort øjeblik efter.

Han så på hende igen. De stod så tæt at han kunne mærke hendes kølige hud. Den blottede hals og skulder - næsten en tag-selv-buffet, havde han selv været vampyr...Og hun ikke havde været det. Men for en incubus var det næsten som et måltid der selv præsenterede sig alligevel. Hans blik gled ned over hendes hvide hud.
"Hm. Ingen tvinger dig til at afskaffe dit hus. Du kan eventuelt leje det ud, hvis du har behov for at gøre noget ved det. Hvad angår resten skal du ikke tænke på det. Tjenestefolkene er her for det samme" svarede han, som blikket naturligt gled ned over hendes skulder og satte pris på udsigten ned efter. Kjolen afslørede nok til at være ganske...Tillokkende.
"Og så meget stresser jeg mig da ikke" tilføjede han, i samme drillende tonefald. Med en finger strøg han en vildfaren krølle langs hendes nakke, om til resten af hendes hår. En undskyldning for at lade hånden hvile omkring hendes skulder, under det vilde hår.
"Du skulle se mig rastløs. Rastløs er det I burde undgå" bemærkede han, på en og samme gang både drillende og konstaterende. Rastløs havde han for meget energi. For meget tid. Rastløs begyndte hans tanker at gå i ring, at påvirke hans humør og få ham til at blive...Impulsiv? I dårligt humør? Aggressiv? Der var mange muligheder.
Han lænede sit ansigt ind mod hendes hår, så næsen næsten hvilede mod hendes hoved.
"Hun er en ung vampyr, jeg tror hun vil glæde sig til at møde dig"
Dannika ville sikkert opdage det før eller siden, at Sean og Genevira ikke bare var hersker og tjenestepige. Men alt til sin tid. Genevira var som en vildfaren kattekilling, der havde brug for opdragelse. Som et barn der skulle oplæres i de finere ting i livet.



//Jeg har allerede et emne i Sunfury, så det er derfor Sean ikke kan tage hende med til Sunfury med det samme - men vi finder ud af det! Hun kan altid komme bagefter eller de kan rejse sammen senere! xD

Hun mærkede varmen fra hans berøring og ånde imod hendes hud, som var hende et lille kuldegysning. Det var rart at stå sådan her og hun tog blidt hånden som var på hendes skulder og trak den op til hendes egen kind, hvor hun holdte den der, og hvilede let hendes hoved i den. Disse-.. Små berøringer imellem dem.
Den lette.. Tillokkende og spændte stemning, som næsten slog gnister i tiltrækning imellem dem, var så fantastisk. Hun mærkede hvordan det næsten brændte i hendes hud, hvor hans hånd var og hun lukkede hendes øjne lidt. Tog hans duft ind, og hans tilværelse.

”Vi kan finde en vej.. Til Sunfury, nemt.” Sagde hun blot og trak vejret let og tungt.

”Rastløse Sean..” Sagde hun eftertænktsomt og vendte sig om lidt, så hun lod hans hånd ned og hvile på hendes skulder, og derved var mere omkring hende, da hun nu stod med siden til ham og så op. Hendes grønne øjne, dog med den lidt døde glans, studerede ham i lidt tid, før hun grinte let. Der var milimeter imellem dem.. Lidt luft, som kun tilføjede mere til denne stemning som forgik.

”Jeg vil med glæde hjælpe hende.. At være ung vampyr i-.. Denne verden, er ikke nemt. Kan være en ældre generation som mig selv, kan give hende-.. Nogle fif.” Smilte hun svagt.

Hun lænede sig derefter lidt frem og lagde hendes hoved imod hans bryst. Lukkede hendes øjne svagt og huskede tilbage på sidste gang de havde stået sådan her. Huskede musikken til den dans de dansede sammen til, til ballet..
Stilheden i rummet i den fjerne ende af slottet.

Efter lidt tid, begyndte hun at nynne svagt. Sangen som de havde danset til, og hun grinte lidt. Det var et rart minde. En hun havde holdt af. Dette var rart, hun havde savnet at være sammen med Sean længe.. Savnet varmen som hans krop gav hende, hvordan han virkelig fik hendes menneskelige side frem.. Og dyret inde i hende, gik væk.

Seans blik gled ned over hende, som hun vendte sig og lænede sig ind mod ham. Hånden på hendes skulder gled om på hendes ryggen og hvilede der, som han let holdt hende ind til sig. Det røde hår kildede ham på hagen og halsen, men ikke på en ubehagelig måde. Hendes duft var alle steder.
Stemningen var afslappet og han kunne godt lide bare at stå der. Han lukkede øjnene et øjeblik, før han så over mod et af de store vinduer. Bare kiggede ud af det, mens de stod her. Hvorfor...Gjorde han intet? Havde det været hvem som helst, hvor som helst, var han gået for sex. Endnu en erobring, og måske endda en som man kunne vende tilbage til senere. Oh...Det havde han skam også lyst til. At inkludere sex til deres repertoire af ting de kunne sammen. Det var nok incubus inden i ham der mente det passede ind alle steder.
Men i starten...I starten af hans relation til Dannika, der havde tingene handler om så meget andet. Hans skader, hendes hjælp. Det havde ikke givet til ting af den slags. Senere var hun taget med og de havde aftalt et professionelt forhold mellem dem. Herskeren og hans læge. Det havde ikke virket så oplagt, på sin egen måde. Og han havde måske nydt at tingene ikke behøvede være som de plejede. Ikke så dystre, ikke blot en gentagelse af alle andre bekendtskaber han havde. Var det hvad han var bange for at ødelægge nu?
Eller var det tanken om...
At hvis Dannika ville mere eller ej...
Hans blik gled over til bogen.
Hvis det hele nu var gengældt...Ville han så virkelig kunne indgå i forhold nr. 100? Ville det overhoved ændre sig, eller blive knust lige så let som alle de andre om et års tid? Man når altid lige at knytte sig...Og så holdt det ikke alligevel. Dannika skulle ikke være et navn på den liste. Spørgsmålet var bare om han skulle prøve at forklare hende det - om hun ville forstå - eller om han skulle lade være. Men taget i betragtning at hun måske stadig havde andre kærlige bekendtskaber i byen fik ham til at holde tand for tunge. For nu.
Det var alligevel altid ham der tog kontrollen og tog initiativet til sidst. Hvis han blot lod være med det...Så ville der ikke ske noget, vel?

Han rømmede sig svagt og rettede sig lidt op. Hvor længe havde de stået her nu? Han var ikke sikker. Vægten skiftede lidt fra det ene til det andet ben, som han trak sig en anelse fra deres position. Ikke nok til helt at fjerne sig, men nok til at bryde fortryllelsen.
"En sidste ting..."
Han så på hende igen. At køre tingene over på ting, han langt bedre kunne håndtere, var en del af ham. Så naturligvis skete det også nu.
"...Når du er i byen. Der er meget uro disse dage. Så jeg vil gerne have du er forsigtigt og overvejer hvem du opsøger, hvor..." han rømmede sig svagt igen. Han ville oprindeligt intet sige om den voksende uro, der potentielt kunne være et borgeroprør på vej. Men han ville langt hellere have hun passede på.
"Ikke for at sprede panik og det er ikke noget du skal gå og råbe højt om...Bare vid der sker ting i øjeblikket" bemærkede han roligt.
Det var muligt de ville rette sig imod ham og hans kontrol af byen...Og derfor en risiko for de ville prøve at ramme folk der arbejdede for ham også.

Hun stod længe og nød at være i hans arme der.. At holde ved ham og blot leve sig ind i det. Alt havde sin ro, indtil han snart stoppede det og hun så op på ham. Blinkede lidt med hendes øjne og smilte snart igen.

”Jeg tager kun derned, for de patienter som har haft behov for det. Men jeg skal nok passe på mig selv.” Smilte hun blidt..

”Tak for din advarelse..” Hun bed sig selv lidt i underlæben og trak sig lidt tilbage.. Vendte sig om og så på hendes stak med bøger.. I lidt tid, stod hun der og så på dem.. Hvorefter hun så op på Sean.

Skulle hun tage chancen? Nu hvor de havde stået sådan her? Skulle hun prøve? Hun vidste det ikke.. Hun kunne ikke sætte en finger på det.. Hun ville jo miste utrolig meget, hvis hun blot sprang ud i det. Miste utrolig meget. Men hun ville jo heller ikke komme nogen vegne med det, hvis hun ikke prøvede.

Efter lidt tid, gik hun over og rettede sig op på hendes tær, han var jo højere end hende selv.

”Sean, vil du tage en lille gå tur med mig senere i din have? Jeg kunne godt bruge noget luft..” Spurgte hun blidt, og lænede sig frem for at blidt kysse hans kind. Det var let, og hendes bløde læber stræfede blot hans hud, for den bløde og blide berøring, i nogle få sekunder.
Derefter stod hun ned og så op på ham, med hendes varme blik og ventede blot.

Han nikkede let. Der var ikke mange flere grunde for dem at stå her sammen, selv om han heller ikke var den mest ivrige efter at lade hende gå. Han gik dog ud fra hun selv overvejede at gå, som hun kiggede over på sine bøger igen. Eller...Nogle af dem var sikkert hans bøger som hun blot havde lånt. Men det gjorde ikke noget. Han stod ikke selv i en situation hvor han skulle nogle af dem, trods alt. Han kunne godt lide bøger og samlede gerne bøger om lidt forskelligt. Bøger om dæmoner og magi, specifikt til eller mod dem, havde han dog derhjemme i stedet. I hans eget private bibliotek. Det havde taget så meget at finde frem til hvordan man blev incubus...I løbet af tiden havde der været et par stykker, der ønskede han lærte dem det. Men de havde ikke været stærke nok til det endnu. Det var ikke en hemmelighed han bare gav fra sig. Trods alt...Var der en fordel i at være en af de få.

Hans blik fulgte hende, da hun strakte sig og let kyssede ham. Hans øjenbryn gled en anelse op. Ikke meget, blot en anelse - formentlig i en slags overraskelse eller forundring. Der var vel grænser for hvor meget han kunne undskylde væk. En læge burde ikke kysse sin patient. Spørgsmålet var bare...Hvor meget han skulle ligge i det?
Med et skævt smil nikkede han svagt.
"Selvfølgelig kan vi gå en tur" svarede han let.
"Hvad med nu?" foreslog han. Hvis hun alligevel havde lidt tid...Og han havde lidt tid...Ville nu vel være passende?
Hvis hun takkede ja, ville han gribe en kappe og slynge den om sine skuldre. Klar til at gå med udenfor. Hvis hun bad ham vente, ville han gøre det.

”Nu ville være perfekt.” Smilte hun og tog om hans ene arm, hvorefter hun ville forlade rummet med ham.

”Jeg vil også gerne lige have min kappe.” Sagde hun blidt, da de gik ned af gangen. Da de kom til hendes dør, til hendes kammer, ville hun gå inden for og gribe en kappe, hvorefter hun tog den om hendes skuldre og trak hætten lidt op. Ofte gik hun med hætte oppe, da hendes hår tiltrak så meget opmærksomhed, som hun ikke gad.. Det var ofte blot nemmere, specielt fordi hun havde fået meget opmærksomhed, siden hun blev Sean’s læge..

Efter dette, gik hun med ham udenfor, en arm omkring hans og gik i en dejlig stilhed, indtil de kom ud i nattens friske luft.

Hun trak vejret dybt og sukkede svagt.

”Det er som om luften er blevet lettere..” Sagde hun blidt, imens de gik. Hun havde ikke nogen rute i hendes egne tanker, så hun gik blot med ham, imens hun lyttede til lydene omkring dem og nød kontakten til manden ved hendes side.

Hun ville derefter gå mere ind i haven med ham, til de fandt de mere private områder, hvor de ville kunne snakke udforstyrret.

Han greb selv en kappe på vej ud af lokalet. En svag tanke gled til bordet, til bøgerne og til hans breve og planer. At skubbe det til side for noget så hverdagsagtig som en gåtur var...Noget han ikke havde gjort længe. Ikke haft grund til det. Ikke haft nogen til at hive ham væk fra det, når han først begyndte. Ja, hvis han endelig dristede sig til en tur ville han som regel ende med at gå og tænke over de ting han skulle. På løsninger til administrative problemer, noget med byen eller andre ting. Og nu? Kunne han lade den slags ligge og blot...Gå med Dannika?
Mens hun hentede sin kappe, svang han sin egen over sine skuldre og fæstnede den. Således parat kunne de begive sig udenfor. Udenfor, hvor solen var gået ned. Selv om det endnu ikke var helt mørkt, var der ingen tvivl om at det ville det være snart. Og med solens forsvinden var der kommet en væsentlig koldere vind. Det var godt med kappen, selv om Sean ikke var typen der brokkede sig over den slags. Han var trods alt van til vejret heroppe, på trods af ingen var van til et år i uvejr.

Han trak vejret dybt, som deres skridt gav en knasende lyd som de fulgte de små grus stier rundt. Ved hendes ord trak han vejret dybt. Var der forskel? Bemærkede han den overhoved, hvis der var? Han var ikke sikker, men sendte hende et svagt smil. Og for et øjeblik...Var der måske ikke behov for mange flere ord mellem dem. Sean opdagede at han sagtens kunne lade arbejdet blive i hans værelse. I stedet kredsede hans tanker sig konstant om...Well. Dannika. Om hvad de havde eller ikke havde sammen. Om deres samtale frem til nu. Om bogen. Om deres nærvær. Hvad det betød...Eller ikke betød. Og ikke mindst...Hvad han selv var villig til at det skulle betyde? Han var jo ikke blind. I denne verden var det som regel mændene der tog initiativet. Dem der lagde op til yderligere interesse, prisgivet om kvinderne gad at give deres til gengæld eller ej. Som en gentleman af sin tid burde Sean tage det næste skridt, hvis der skulle være et...
Problemet var bare at han havde mistet troen på den slags. Ud over der ingen garanti var for at Dannika selv...Følte...Noget på den måde. Imellem dem. Så var han ikke sikker på om han selv kunne eller ville forsøge sig med den slags igen. Igen og igen.
"Der er en filosofi i livet der handler om nydelse. Hvorfor skulle man ikke gøre sit bedste for at nyde livet og være glad? Ikke nødvendigvis kun for øjeblikkelig nydelse, men også fremtidig lykke. Aldrig vælg en nydelse, der kun giver nydelse nu men kan risikere at give smerter senere. Vælg nydelse der også vil være en nydelse senere"
Ordene klang igennem den voksende nat omkring dem. De var mere eller mindre alene - kun en af af Seans bodyguards, en ung fyr ved navn Razor, listede måske rundt derude et sted. Formentlig ganske ligeglad med sådan en samtale, blot interesseret i hvis der opstod ballade.
"Hvad tænker du om det?"
Som de snakkede, drev de langsomt dybere og dybere ind i haven. Endnu blot et køligt forår, med nøgne træer og halvdøde stauder. Kun de stedsegrønne buske gav læ for vind og nysgerrige øjne.

Hun lyttede til hans ord, imens hun gik med hendes arme omkring hans.

”Mmh..” Nynnede hun eftertænktsomt, som hun ofte gjorde og så lidt fremad imens de gik.. Hun spekulerede på det i noget tid. Nydelse nu? Måske smerte senere? Dem var der mange af.. Og en af dem sprang til hendes tanker. Kærlighed var en nydelse nu, som kunne blive til noget fremtidigt også, men også smerte senere.. Det var der mange som blev. Hvis man ikke arbejdede sammen. Mange glemmer at kærlighed er noget som man arbejder om, og aldrig stopper med at lade gro.. Det var der det briste, hvis begge parter stoppede.

”Det er en god filosofi..” Sagde hun til at begynde med, da de kom dybt ned i haven og stoppede under et træ.. Hun kiggede op i den, og der var lidt læ der.. Hun gik om foran Sean, og tog blidt hans hænder i hendes.

”Men hvordan ved man, om denne nydelse vil blive til en smerte senere? Hvordan ved man om det vil gro og blive til en nydelse i fremtiden? Nogen nydelser kan man måske-.. Tro og regne med, og sikkert blive, hvis det er en-.. Farlig nydelse og man har gjort det længe.. Vaner kan ødelægge dette, hvis det er dårlige vaner.” Nikkede hun.

”Som-.. Alkohol, eller de mærkelig urter som nogen tager.. Det er vel nydelse som-.. Kan give en smerte senere?” Smilte hun og lagde hendes hoved på skrå.

”Men.. Stærkere nydelse.. Som.. En nydelse mellem to folk, ved man aldrig om bliver til mere nydelse eller smerte.. Der-.. Må man blot stole på den anden og ture tage springet.” Sagde hun og tog et lille skridt imod ham. Hun stod længe.. Burde hun gøre det? Dette var det bedste tidspunkt hun sikkert nogen sinde kunne have med ham og hun så lidt ned.. Tog en dyb indenåning og så derefter op på ham igen.

”Sean?.. Dette er nok mærkeligt og-.. Du har sikkert hørt det fra mange.. Men-... At bruge dine egne ord. Jeg har stor nydelse med at tilbringe tid med dig.. Og-.. Jeg vil gerne tage et spring, hvis du vil, og se om vi kan-.. Måske få mere sammen i fremtiden. Jeg-.. Hvis mit døde hjerte siger rigtigt. Så er jeg forelsket i dig..” Sagde hun blidt og så op på ham.

Hvordan vurderede man hvad der ville give smerte eller nydelse senere? Og gjaldt det kun sansernes nydelse, eller også sjælens? Eller sindets, om man ville. Nogen ville nok påstå dæmoner ikke havde sjæle, på trods af Sean sagtens kunne spise en af sine egne, hvis han ønskede det. Det var en anden pointe der kunne diskuteres. Spiste dæmoner sjæle, som nogen påstod, eller var det noget andet de tog?
Han trak vejret dybt, men lydløst. Tog den friske luft ind, som for at styrke hans tanker om dette emne.
Han ville gerne svare hende. Fortælle hende...At for ham, ud fra erfaringen...Så endte to personers øjeblikkelige nydelse altid i smerter. Ikke nydelse der gav sig udtryk i mere eller mindre meningsløs sex - men den nydelse der blev båret af følelser. Det var rart. Det var netop nydelsesfyldt. Men efter noget tid blev det altid til smerter og en person, Sean sjældent ville se igen. Så han havde lovet sig, måske ikke for første gang, at stoppe det. Stoppe det mønster. Han levede evigt - men ingen kærlighed gjorde det samme. Hans liv havde altid kun haft det flygtigt...

Han stoppede op. Hans øjne fulgte hende, da hun trådte ind foran ham og tog hans hænder. Hendes slanke, men kølige, hænder. Med så lys en hud, at det næsten gav mere og mere genskær i det voksende mørke. Han havde kendt så utroligt mange vampyrer i sit liv, ofte fundet dem et utroligt godt selskab. Men kun en vampyr, i hele hans liv, havde fået lov til at smage hans blod. En vampyr, og et kompliceret bekendtskab, han var ret sikker på aldrig at se igen nu. Det løb var også kørt - og ikke så lidt grundet hans egne handlinger. De havde måske været lige gode om det, faktisk.

Det var ikke fordi han tog let på hendes ord. Hendes indrømmelse. Han var ikke sikker på om han var overrasket over ordene, eller om han et eller andet sted godt havde vidst det. Men det var ikke kun for hans egen skyld at ordene i starten blev mødt med stilhed. Og hans blik, der hvilede på hendes ansigt. Til sidst trak han vejret dybt og så ned på deres hænder, der holdt om hinanden.
"Du har ingen ide om hvad du beder om" bemærkede han så endelig. Hans ord så tunge, at de faldt til jorden i stilheden omkring dem.
"Jeg taler ikke...Om følelser. Og jeg taler ikke om hvordan jeg egentlig har det. Det er måske min forbandelse, for ingen får muligheden for rent faktisk at forstå mig. Og selv om jeg nyder dit selskab, har jeg oplevet så mange små og store relationer omkring mig gå i stykker, at jeg næsten ikke orker at prøve igen..." Han så op på hende igen. Det var ikke en direkte afvisning. Det var bare ord - men måske de mest ærlige han havde udtalt længe. Så han håbede hun ville tilgive ham dem og blot lytte. Lytte, mens han endnu kunne indrømme disse ting. Før han klappede i som en musling endnu en gang.
"Hvis du virkelig vil det her...Skal du vide at jeg forventer det vil gå i stykker en dag. Før eller siden vil jeg gøre noget, som du ikke kan forlige dig med - eller du vil blive træt af mig. Ingen har kunne finde tålmodigheden eller viljestyrken til at forblive i mit selskab. Jeg vil forvente det en eller anden dag vil blive en smerte...Uanset om det så er i morgen eller om 100 år" han rømmede sig svagt, før han fortsatte.
"Du skal vide at jeg er svær at have et personligt forhold til...Eller det er en konklusion jeg har opnået, efter folk har forladt mig til højre og venstre. Der må være noget galt med mig, ikke? Og yderligere at jeg arbejder meget. Mit liv handler om mit arbejde. Ikke kun det her på borgen, men også andet arbejde. Jeg har mange hemmeligheder, og du vil næppe blive inkluderet i dem alle sammen. Jeg lever desuden i konstant fare. Personligt har jeg vænnet mig til det...Men jeg er i en personlig politisk strid der ville gøre dig til et mål, mere end du måske er i forvejen. Kvinden jeg snakker om har allerede tidligere...Kidnappet og torteret en jeg holdt meget af....Så Dannika.."
Han trak vejret dybt og så på hendes hænder igen. Hvem kunne holde så meget ud?
"...Ville du kunne leve med alt det? følg ikke din første indskydelse. Tag dig gerne tid til at tænke over det. Kan du leve i søgelyset, med risiko for at opleve personlig og fysisk smerte fordi du er tæt på mig? Vil du kunne leve med en mand, der aldrig vil fortælle dig alt hvad han laver - eller alt hvad han føler og tænker på? Jeg kan afsløre...At ingen har kunne gøre det endnu. Men nu ved du hvad du går ind til, hvis du stadig føler det er det rigtige at gøre" bemærkede han så til sidst.
Det havde været hårdt at nævne det hele. Sige tingene højt. Meget af det var en selvforståelse han havde haft længe, men aldrig nævnt til nogen. Situationen var i det hele taget ubehagelig på en personlig måde, og derfor noget han et eller andet sted længtes efter at komme ud af...Han var overbevist om at Dannika ville forstå hans ord. Og trække sig fra ham. Og på den måde var en kortvarig nydelse allerede blevet til smerte. Det gjorde ham allerede nedtrykt...Men det var åbenbart sådan hans liv skulle udfolde sig. Gang på gang. Var der noget at sige til, at han blot havde nydt det, så længe det var usagt imellem dem?
"Åh ja...Jeg er også sådan et kaos personligt, at jeg tvinger folk i mit nærvær til at tage svære beslutninger som disse..."
Antydningen af et smil gled over ham, som var det en dårlig joke. Og måske var det?