I have news! (Dannika J.)

Hun stod og lyttede til det hele. Blot så på ham, imens hun lyttede og lod ham tale ud. Et blidt smil hvilede på hendes læber imens hun gjorde og hun nussed blot hans hænder, med hendes tommelfingre imens.

Denne mand havde så mange problemer.. Så utrolig mange problemer, og han vidste det godt, men havde tydeligt opgivet allerede med meget. Hun stod og så på ham, følte hans varme hænder i hendes egne, og smilte lidt mere, med hans dårlige joke, til sidst.

”Du burde tænke lidt mere positivt på dig selv..” Sagde hun blidt og holdte ved hans hænder.

”Du står og snakker med en kvinde, som allerede har været dræbt en gang..” Startede hun med. Hun gik derefter lidt tættere på ham og lænede sig ind til ham.

”Tro mig.. Jeg tager aldrig mine første indskyldelser.. Jeg havde allerede tænkt over dette i noget tid, Sean. Jeg ved godt du er en mand, som står i fare.. Jeg har allerede været angrebet en gang, og jeg har selv mit eget arbejde at gøre med.” Hun lænede sig lidt tilbage og lagde hendes hænder på hans hofter.

”Jeg havde allerede i sinde, hvad jeg ville sige eller gøre, hvis-.. Du gengældte mine følelser.. Og tro mig, der er en side af mig, du heller ikke har set endnu.. Du-.. Har blot set mine menneskelige træk. Der er et bæst gemt i mig.. Som passer godt, til hvad mine evner kan bringe. Og-.. Du vil blive nød til at leve med det. Jeg ved hvad du er, hvordan du spiser.. Og-.. Jeg vil ikke have du skal forandre dig, eller leve anderledes, på grund af mig.. Eller-.. Hvis du kunne stopped med at være i fare, hele tiden, så ville det være dejligt.. Men ja.” Hun grinte lidt og smilte varmt til ham.

”Jeg ved allerede hvad jeg vil have, Sean.. Så det er op til dig. Jeg gør sjældent noget impulsivt. Så-.. Hvis du vil have mig? Vil jeg gerne have dig..” Sagde hun blidt, med en lavere tone og stod og så på ham.

”Jeg er stadig din læge, og vil gøre mit, til at fikse dig, hvis du kommer til skade, og sige hvis du har gjort noget dumt.”

Så mange søde ord. Alligevel kunne Sean ikke helt ryste af sig, at hun ikke vidste hvad hun gik ind til. Og at han burde være den voksne i denne situation og sige nej. Følelser gjorde blind og dette ville næppe være en undtagelse. Det var ikke fordi han følte en stor, flammende og hed forelskelse selv. Den evne havde han nok mistet, eller også havde han aldrig haft den. Altid mødt enhver situation med den samme ro - medmindre det var noget der vækkede vrede og had i ham. De følelser var de eneste han ikke kunne tøjle på samme måde.
Det betød ikke at han ikke havde nogle ønsker, drømme eller netop det - følelser. Han var blot så van til at holde dem for sig selv. Han brød sig om Dannikas selskab. Det var afslappende. Det trak ham væk fra det dybe mørke der lå i hans indre, trak ham væk fra arbejde og problemer der altid lå og ventede. Og med hans fremtidsplaner taget i betragtning - startende med hans kommende barn - hvorfor så ikke tage den nydelse han kunne, om den så var kort eller lang? Hvorfor ikke være det mere egoistisk og blot tage imod det, hvor langt det end varede, eller hvor det end tog dem hen?
"Alle vampyrer gemmer et bæst i deres indre. Jeg har set og oplevet for meget til at sådan en sætning ændrer noget for mig" bemærkede han roligt. Han antog hun snakkede om sin vampyrisme. Men han havde brugt mere tid med morderiske personligheder, end med den menneskelige side som den Dannika fremstod med, eller den som Genevira virkede til at have. Så meget så, at det kunne virke fremmede at have en helt almindelig samtale eller lave helt almindelige ting.

Han trak vejret dybt. Luften var tyk af hendes friske duft. Alt taget i betragtning, så havde han advaret hende nu. Også selv om anklagerne sikkert ville hvile i luften alligevel, når hun senere opdagede præcis hvad han havde ment. Han snakkede heller ikke om at han ville gøre alt for at beskytte hende...
Det havde han gjort med tidligere forhold. Men de havde insisteret på at passe på dem selv, uden hans hjælp. Og i denne situation ville langt det nemmeste også være, hvis folk netop kunne beskytte dem selv. Så alt i alt? Han havde advaret. Om både det ene og det andet. Det var ikke noget han ville stå og svælge i eller gentage. At hun anså det som et negativt syn var hendes tolkning. Han så det mere som fakta. En konstatering og intet andet.
"Jeg tror stadig du kunne finde bedre end mig" bemærkede han så, en smule drillende. Noget til at lette den tunge stemning. Hun fortjente bedre end ham. En der rent faktisk gik op i at hjælpe folk, som hun selv hjalp folk hele tiden. Sean var det modsatte. Så egoistisk som en dæmon nu kom.
"Men hvis det ikke har afskrækket dig fuldstændigt, vil jeg glæde bruge mere tid med dig. Spørgsmålet er så blot...Om det er noget vi gør offentligt eller for os selv" bemærkede han roligt. En hånd gled op og skubbede en lok af hendes hår om bag hendes øre. Han havde ikke travlt med at løbe ud og fortælle det til alt og alle. Og jo mere de holdt tingene som de var nu, jo længere kunne de forhåbentlig gå uden at Dannika ville opleve flere problemer på den baggrund.

Hun stod og så på ham i noget tid, smilte svagt og nikkede til ham efter lidt.

”Du tror sikkert.. Men lad os se, ikke? Jeg synes selv lige nu, du er en mand, som jeg kan lide..” Hun rakte op og blidt lagde en hånd imod hans kind. Imens hun studerede hans ansigt og tænkte lidt over hans sidste spørgsmål. Hendes tommelfinger strøg over hans kindben og hun kiggede på hans skønhed, smilte svagt over hvor heldig hun følte sig lige nu. Efter lidt tid, løftede hun sig selv op på hendes tær og kyssede hans kind.

”Jeg tror.. Jeg gerne vil have dig lidt for mig selv, i noget tid. Jeg har ingen hast om.. At gøre det offentligt. Plus.. Jeg tror det ville give dig noget stress, som der ikke er behov for, lige nu.. Så-.. Lad os lade dette blusse op selv. Plus nogle af de journalister derude, skal nok for snust noget frem, før eller siden..” Fnyste hun til sidst.

Hun smilte svagt og kiggede på ham, hvor derefter at tage hans hænder, vende sig om, og læne sig lidt tilbage imod manden, så han stod op af hendes ryg, efter lidt, og hun kiggede ned igennem haven, smilte svagt og lagde hendes hoved lidt på skrå.

”Kunne have gået meget værre..” Mumlede hun lavt, og grinte lidt, over hendes egen lille joke. Det kunne have gået meget meget værre! Han kunne have afvist hende helt, han kunne have råbt og skreget, været frastødt og alt muligt.
Men dette? At-.. Han virkede til at gerne ville, men blot bange? Det havde hun slet ikke forventet. Hun smilte lidt mere, og løftede en hånd op, for at stryge hendes fingre over hendes læber. De havde aldrig kysset før, knap nok haft-.. Meget kontakt, så dette var utrolig spændende.

Sean var en ret behersket mand. Og havde han slet ingen interesse haft i Dannika, ville han heller ikke have gjort de ting, som han havde gjort...Danset med hende. Holdt hende tæt eller siddet tæt med hende. Haft mere nærværende samtaler, end han havde med så mange andre. Ja, han var incubus. Men han var sikker på at hvis folk så dem sammen, ville de færreste nok være i tvivl om at der lå noget mere intimt mellem dem. En forståelse, en følelse eller lignende. Han havde købt en kjole til hende. Han havde danset offentligt med hende. Borgens tjenestestab var sikkert ikke i tvivl - så hvor længe alt dette egentlig kunne forblive en hemmelighed var et godt spørgsmål. Måske lå det allerede derude, blot som rygter. Uden tvivl som rygter. Men denne gang mere uskyldige rygter. Uden tvivl nogle adelige åndede lettede op...Stadig forarget over hans skiftende partnere, men nok lettede over at det denne gang var en kvinde og ikke en mand...Og man havde hørt historierne før. Og en hersker eller konge, der blev forføret af en fra sin stab. En læge. En tjenerinde.
Lidt sladder til de hungrende adelige. Så længe det ikke blev til noget de skulle bekymre sig om.
For nu ville det ikke være offentligt. Hvad var der også at offentliggøre? Hvis ikke de offentliggjorde et bryllup, ville de blot bekræfte hvad folk nok allerede mistænkte: De var elskere. Og hvilke mænd havde ikke det i dag? Uden tvivl noget de adelige mænd ville tage til undskyldning for selv at sikre sig flere elskere. Og mene det var helt okay, for deres hersker gjorde det trods alt også. Alt hvad Sean gjorde, ville være af en betydning i sig selv, trods alt.

Armene gled rundt om hendes slanke krop. Han havde aldrig mødt en tyk vampyr. Men nu hvor han tænkte over det, var der næsten aldrig tykke folk omkring. At par adelige, selvfølgelig. Men langt de fleste havde ikke råd til den overflod. Så det var måske slet ikke så underligt.
Han trak vejret dybt og hvilede sin kind mod hendes hoved. Mod hendes hår. Hvis han ikke passede på ville han få noget for rødhårede, på samme måde som hvidt hår virkede til at være en besættelse. Hvad var det med ham og hår? Han kørte et par fingre igennem en lok, uden at rive i den. Blot som om han stod og beundrede den. Helt til spidserne, så håret faldt på plads igen. Så trak han vejret dybt igen. Men det var på en afslappende måde. Som om vejrtrækningen i sig selv bekræftede den rare stemning mellem dem lige nu. Den ro, han på forunderlig vis havde opnået...Lige nu. Den ville forsvinde igen, selvfølgelig. Men lige nu var det rart.
"Ingen offentliggørelse" bekræftede han lavmælt, velvidende hun ville kunne høre ham uden problemer. Ved en pludselig indskydelse gled et naturligt smil over ham. Han brummede dybt et kort øjeblik, på en drillende måde.
"Så den bog..." bemærkede han sigende, velvidende hun forhåbentlig vidste præcis hvilken bog han refererede til. Hvis hun havde ønsket at være sammen med ham helt fra start...Hvad skulle hun så bruge bogen til? Til at lære og flirte med en incubus? Til at finde en måde at date ham på? Tanken var underholdende. På en god måde.

Hun stod og selv nød stilheden i noget tid, smilte over berøringen han gav hende og lænede sig blot mere tilbage i hans arme.. Et stille suk kom fra hende og hun så snart op på ham, vendte sig om i hans arme og lænede sig lidt tilbage for a se op.

”Ja.. Den var omkring-.. Dig..” Grinte hun svagt og så lidt væk imens hun trak hendes hår tilbage over hendes skuldre, hvor det faldt i lange krøller på hendes ryg.

”Jeg prøvede at-.. Finde ud af hvordan jeg kunne.. Fortælle dig om mine følelser-.. Eller de få jeg har, som en vampyr..” Hun trak lidt på hendes skuldre og smilte varmt op til ham.

”Jeg har aldrig skulle-.. Gøre noget før, så-.. Jeg prøvede at læse mig frem til det! Og se hvad det bragte mig. Jeg gjorde ikke engang noget som bogen sagde.. Samlede blot mod til mig og gjorde det.” Hun løftede derefter hendes hånd op og lagde det blidt imod hans kind. Strøg derefter hendes tommelfinger over den og så på ham i lidt tid.

Dette føltes rart, det føltes virkeligt.. Og hun håbede blot inderligt at det ville forblive sådan. At det ikke ville ændres eller ødelægges. At hun kunne stoppe tiden og blot være her, i hans arme.

For anden gang denne aften, samlede hun mod til sig, og gik helt tæt på Sean, løftede sig selv op på spidserne af hendes tær og kyssede ham. Hendes hånd forblev på hans kind, og hun lod så blidt, hendes læber røre hans. Det var et blidt og varmt kys. Selvfølgelig.. Med hendes kolde læber. Men det var blidt ellers. Hvis Sean selvfælgelig kyssede tilbage? Ville hun falde naturligt ind i hans arme og lade kysset blive meget mere intimt.

At løbe fra den ene til den anden...Nogen vil pointere det var et godt stykke tid siden han havde forladt Lori. Men for en dæmon, der levede evigt, føltes det ikke nødvendigvis sådan. Det var ikke fordi han savnede manden på den måde. På flere punkter havde de ikke passet sammen. Lori havde været for...Følsom? Til at kunne følge Sean alle steder. Og en mand, ikke at forglemme. Selv om Sean havde drillet hele byen og Natalie ved offentligt at blive set med ham. Noget Dannika uden tvivl måtte have hørt om i byen. Han var en incubus, han havde en åben seksualitet...Men byen var fanget i de samme begrænsninger som så mange andre. Et traditionelt syn er påpegede at kun mænd og kvinder burde være sammen på den måde. Det havde også nær kostet Lori livet.
Så at brydes med manden havde været et naturligt skridt. Og på en eller anden måde havde Sean havde det overraskende nemt ved det. Der var mere ensomhed - en mindre at snakke med, at dele seng med - men Lori havde alligevel været væk meget også. At vide det var for mandens egen sikkerhed hjalp selvfølgelig også på det.

Men han ønskede ikke at stå her og tænkte for dybt over tidligere forhold. Forhold kom og gik, men Sean var glad for at...Have en igen. En eller anden at støtte sig op ad, til at jage ensomheden på flugt og skabe rolige øjeblikke. Hvor længe han så end kunne holde det fra Natalies små kløer. Han lukkede øjnene, som han bare stod med armene omkring Dannika. Hver vejrtrækning fyldt med hendes duft. Lyden af vinden der susede igennem de nærmeste træer. Hans eneste mål i livet, lige nu, var at skabe sig en passende arving. Men til det skete, kunne han stå her og nyde øjeblikket...Kunne han ikke?

"Du vil bruge en bog...Til at gennemskue hvordan du tiltrak en incubus?" bemærkede han med et lille smil. Måske gav det mening, men i Seans verden var det ganske humoristisk.
"Jeg har igennem tiden fundet ud af at være direkte er det bedste. Det mindsker misforståelser, uanset hvor hårdt det kan være. Men omvendt er jeg dårlig til det. Har man først sagt visse ting højt, må man tage følger af dem...Dårlige eller ej" han sukkede svagt.
"Jeg kan kaste mig ind i en kamp med kæmpe zombiehunde, en søslange eller en necromancer...Men jeg kan ikke overskue at sige ting direkte der omhandler mine egne følelser eller personlige behov"
Uden at se på hende var det lige til at bære. At sige det højt, det var. Han havde lært så meget om sig selv, men trods den viden, kunne han ikke modarbejde det i sig selv. Det skete han tog modet til sig og gjorde det...Og tit lettede det flere problemer. Men at nå dertil...Der skulle alligevel en del til. Og nu vidste Dannika det. Selv om hun uden tvivl ville hade ham for det alligevel, før eller siden.
"Lad os gå til-"

Han så på hende, som hun havde vendt sig og kyssede ham. Det var ikke ubehageligt. Tværtimod. Han havde bare ikke forventet det. Havde ikke selv tænkt så langt. Men han gengældte kysset, hans arme stadig omkring hendes krop, som han let pressede mod sin egen.

Hun stod der i noget tid, i hans arme og blot nød denne nærhed, og at endelig kunne kysse ham på denne måde. Hendes kølige hænder lagde sig på hans kinder og hun strakte sig helt, for at bedre kunne læne sig ind til ham. Hans arme omkring hende, føltes utrolig dejligt.. Som at blive omfavnet af solen igen og mærke dens varme på hendes krop. En varme hun sjældent følte, men var så velkommen lige nu.
Efter lidt tid, brød hun kysset og smilte til ham, et varmt smil og hun strøg hendes hånd over hans kind.

”Mmmh... Hvad sagde du?” Grinte hun svagt og lænede sig lidt tilbage for bedre at se på ham.

Hun havde aldrig haft en kæreste før.. Og slet ikke en som Sean. En med så meget erfaring som Sean. Dannika selv, havde slet ikke så meget.. Hun kunne flirte nemt, hun kunne kysse og havde haft sex før. Men aldrig-.. Været så tæt med en anden person før, og hun følte lidt at hun gik i mørke uden af vide hvor hun skulle gå hen og slet ikke kunne se!

Hvad ville byen ikke sige? Hvad ville folk sige? Hvad ville hendes egne forældre sige?-.. Hvis de levede. Det gjorde de jo så ikke mere, ikke hvad hun vidste af.

Men her stod hun så! Med manden foran hende, som hun havde drømt om.. Og nu havde ham. Nu skulle hun så bare holde ved ham, og ikke lade ham stikke af.

”Vi tager et skridt af gangen, sammen.. Okay?” Sagde hun blidt, med hvad han havde sagt før, om at åbne sig op. Hun kyssede derefter blidt hans kind og trak sig tilbage, for at holde ved hans hånd.

”Ville du tilbage indenfor igen?” Spurgte hun, og smilte mere. Hvis han ville? Så ville hun blot følge med ham, uden nogen klage. Hun ville også trække hætten på hendes kappe op igen, for at dække det røde hår til.

Han så på hende med et lille smil. Et godt kys, der virkede som en understregning af de ting, som de havde snakket om. Med sit smil så han blot på hende. Nød det fredelige øjeblik der var iblandt dem og rundt om dem. Til sidst tog han let hendes hånd og ville begynde at gå tilbage af, med et svagt nik - ja, han ville gerne tilbage.
Der var ikke mere at sige. Ikke fra Seans synspunkt. Han havde allerede været mere end ærlig, mere end åben og han trængte til at tingene vendte tilbage til deres normale tilstand igen. Den tilstand hvor han ikke var så åben, så sårbar. Hvor tingene mere handlede om professionalisme og arbejde. Og et feriehus der nu skulle findes og købes, til de ferier han allerede glædede sig til.

Som de nåede indenfor igen, ville hans hånd forlade hendes. De havde aftalt at holde det mere eller mindre mellem dem selv, på trods af tjenerne enten godt vidste det eller snart ville gætte sig til det. Men forhåbentlig loyale eller bange nok til ikke at være sladretanter...Selv om det altid nåede ud. Før eller senere. Der havde allerede været rygter...Så spørgsmålet var om folk ikke bare trak på skuldrene af flere lignende rygter.

Hvis Dannika virkede åben for det, ville han alligevel invitere hende ind i sit rum igen. Og måske kunne de finde vej til sengen. Ikke for at gå direkte videre, medmindre stemningen var der...Men om så ikke andet sidde eller ligge i hinandens selskab og nyde øjeblikket.

//Out
- Medmindre du har mere.