Not today, Death! (Dannika J.)

S: Skoven
V: Overskyet, men overraskende lunt for årstiden
T: Midt om natten

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sværdets spids blev hårdt stødt ned i den bløde jord. For en stund var det alt der støttede den bredskuldrede og ganske muskuløse mand. Med et solidt tag i sværdets skæfte, formåede han at trække sig selv helt op og stå. Med en dyb vejrtrækning rettede han sig op, kørte skuldrene tilbage og med endnu en dyb vejrtrækning, at vride sværdet fri fra jorden. Han følte sig forpustet og tung i kroppen, en ganske naturlig reaktion efter at have løbet og sloges igennem det meste af skoven hele natten.
Der var en ganske speciel årsag til at han var her. Skoven var normalt ikke hans område. Han var en by-person. Han havde brug for folk omkring sig. Folk, der fik hjulene til at køre og ikke blot...Træer. At folk som Fenrer virkelig havde foretrukket skoven, eller endda boet her. At folk som Alane havde gjort det...Ja. Shapeshifters. Altid i såkaldt forbindelse med naturen. Men ikke Sean. Det havde han aldrig været. Langt hen ad vejen så han sig selv og sin race som noget unaturligt - og derfor også skabt til at herske over den. Naturen. Mennesket. Folket. Alt og alle.
Og alligevel var det nu to shapeshifters, der var nået længst med ham. To shapeshifters, han i sidste ende kunne sige han stolte mest på, mens alle andre blot bidrog til hans voksende paranoia. Og nogle gange...Ikke engang dem. På den god dag tænkte han på Fenrer med en fornøjelse. Andre dage var han overbevist om, at også denne mand planlagde at vælte ham eller ligefrem slå ham ihjel. Og netop den paranoia virkede mest logisk...For det var blevet bevist igen og igen. Folk forlod ham igen og igen. Der var aldrig nogen der blev. Aldrig nogen der blev hos ham!
At nogen skulle oprigtig være hans ven, hans familie, hans kærlighed...Var som en urealistisk drøm, en dum tanke. Hvor mon folk fik ideen om disse ting? Hvorfor snakkede alle om disse ting, som om det var en ting der faktisk eksisterede? Hvad var verdenen, andet end befolket af løgnere og forræddere?

Men det var ikke derfor han var i skoven. Det var heller ikke fordi han var herskeren af Doomsville. Nej, det var fordi Sean også var herskeren af Doomsville kriminelle underverden. Og netop hans klan ejede visse grotter i skoven. Grotter og et par enkelte hytter. Til at gemme folk eller genstande i. Men på det sidste havde en anden klan gjort indtog mod disse små stykker territorier. Tvunget kampen fra byen og ud i skoven. Og Sean var imødekommet dette behov for at kæmpe med fornøjelse. Det var kedeligt at herske en by hele dagen, blot at sidde stille og læse eller skrive. Eller lytte til folk, der altid beklagede sig eller ønskede noget. Der var en grund til, at han aldrig havde trives som herskeren af Dragons Peak. Og nu var han tvunget til at passe på Doomsville. I det mindste hans egen by. Doomsville havde altid været hans hjem, og derfor kunne han ikke lade være med at se efter byen. At være en mere eller mindre retfærdig hersker, selv om han havde sine perioder. Tvivlsomme perioder. Som da han viste sit forhold til Lori åbent - dengang det havde været en ting. Dengang...Som egentlig kun var for et ganske øjeblik siden. Eller som da han indtog en scene i byens rige del og opførte sit eget teater, kun med en tvivlsom og frisk dæmon-kvinde ved sin side. Ja, de ting fik folk til at væmmes og starte rygter. En lille fornøjelse, midt i alt det kedelige.
Bare vent. En dag ville han tage sin frihed tilbage. En dag ville han vælte Natalie, eller som minimum bevise at hun ikke kunne kontrollere ham. At hun havde valgt en forkert måde at arbejde med ham på. Hvis blot hun havde set ham som en ligemand i stedet...Selv om det vel krævede en lille del respekt. At hun trods alt havde indset hvor praktisk han var. Havde han blot ikke været syg med dæmonsygen og havde hun blot ikke stået med kuren i sin hånd...
Så ville alt have være anderledes.

Med sværdet i den ene hånd trådte han fremefter. Det var mørkt, især her i skoven. Han var van til byens lys og byens lyde. Denne stilhed, der mest af alt blev afbrudt af puslende dyr, tudende ugler og tørre blade i den lette vind. Hans mænd var døde eller døende. Klanen, de havde kæmpet imod, bestod enten af varulve eller havde en aftale med varulve - uanset hvad, havde de været flere og stærkere end Sean havde beregnet. Og nu måtte han betale for den fejl. Men hvem kunne slå en archdemon ihjel? Han var stærkere. Måske ikke meget hurtigere, men helt klart meget stærkere. Også selv om hans krop var ved at blive træt.
Han var iklædt nogle læderstøvler med remme, der sikrede skoene sad tæt og varmt. Et par sorte bukser og en sort, ulden trøje. Oprindeligt havde han haft en varm kappe på også. Men da det var trukket op til kamp havde han smidt den. I bæltet hang skeden til hans sværd og en mindre dolk. Et sted, i en indskåret lomme på indersiden af bæltet, gemte sig en lille pung med nogle mønter. Men ellers var dette alt han var iklædt på nuværende tidspunkt. Af materialer, der var fine nok til at vise, at han skam var en mand af betydning - eller i det mindste af en hvis rigdom. Men stadig mørkt og neutralt nok, til at skjule ham i mørket.
Lyden af poter mod jorden bag ham, fik ham til at snurre rundt. Han hævede det fine sværd, der funklede i blodet fra tidligere ofre. Hans hænder var smurt ind i blod, hans krop dækket af sved.

Men han var for langsom. Inden han havde boret sværdet ind i maven på varulven, kunne han mærke dens kraftige kløer bore sig igennem hans eget kød og blod. Det var en forsinket smerte, uden tvivl takket være adrenalinen i hans krop. Hvor slemt det var, vidste han ikke. Kun at benene knækkede under ham, halvt om halvt takket være varulvens vægt. Med et skub med den ene skulder væltede han varulven om på siden, hvor den forblødte. Sean havde ikke styrken til at vriste sværdet fri. Faktisk havde han ikke styrken til særlig meget...Hvilket var en sær fornemmelse. Fremmed.
Hans mave føltes varm. Varm af blod. Med den ene hånd fik han bekræftet at hans mave skam var helt varm og våd. Og i det svage måneskin skinnede hans hånd af det friske blod. Han kom med et halvkvalt sukkende grin. Så væltede han om på jorden, hvor han skubbede sig selv om på ryggen. Hans mørkegrå blik gled op i den mørke himmel over ham. Træerne var uden blade, stammerne askegrå, hvilket gav skoven sit navn.

Han vidste han ikke ville dø. Han havde overlevet så meget allerede. Han pressede sin ene hånd ind under sig, for at føle langs ryggen, kun for at bekræfte der var dybe rifter. Rifter, der umiddelbart virkede til at strække sig hen over ryggen på ham. Han var ikke i tvivl om at den måtte have ramt hans rygrad, for han havde en underlig snurrende fornemmelse i sine ben, næsten som om skaden eller smerterne strakte sig ned mod hans underkrop. Han havde ingen styrke tilbage i sine ben. Om sårene nåede dybere ind og ramte de indre organer, kunne han ikke bedømme.
"Fuck..."
Han hostede svagt og skar en grimasse af smerte. Så trak han vejret dybt og lukkede øjnene. Han følte sig træt. Og det var mest behageligt at ligge stille. Men det var farligt at falde hen. Så med en kraftanstrengelse tvang han sine øjne op igen. Han drejede hovedet, for at bedømme om der var noget omkring ham han kunne bruge som en forbinding....Eller måske bare et eller andet, han kunne bruge, til at hjælpe ham. Noget der til en start kunne stoppe blodet...

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Aftenen havde startet tidligt for Dannika, hun havde nogle små ting, hun skulle ind til byen for at hente.. Nogle urter, noget medicin osv. Lidt forskelligt som hun havde opbrugt igennem de sidste par uger.. Plus, hun skulle have fundet noget mad. De blod donerer hun havde haft, var allerede-.. Tappet for meget, så hun skulle finde nogle nye. Hun havde noget rimelig enkelt tøj på, denne dag. Blot en lang tyk brun nederdel, et bredt bælte og fin trøje. Nogle smykker hist og her, samt hendes lange hår sat up in en høj knold. Hun gik rundt inde i hendes klink og tjekkede de mange glas, skuffer og andet, imens hendes tjener fandt deres heste frem.

”Frederik! Er du klar?!” Råbte hun ud af vinduet, imens hun gemte listen væk i hendes taske.

”Ja, Frøken!” Råbte manden tilbage. Han var blot et menneske. En ud af de tre tjenestefolk hun havde under sig. De skiftede alle sammen imellem at arbejde, så der altid var nogen i huset, alle tider på døgnet. Om dagen? Gjorde de rendt, ordnede små ting rundt i huset. Om natten, tjente de Dannika. Hjalp hende med patienter, indkøb og meget andet. Plus, så hun også havde nogen om sig, hele tiden. Hun havde fundet disse tre mennesker, med nøgen omhu. Det er ikke bare alle og enhver, hun vil lave gå rundt i huset, når solen var oppe og hun selv slappede af.

Hun greb hurtigt hendes jakke på vejen ud, de lidt højhælede støvler bankede imod trægulvet, da hun gik igennem huset, og snart ud til døren. Hun låste efter sig, tjekkede omkring dem, før hun hurtigt bevægede sig over til manden, som allerede holdte den sorte hest klar. Op steg hun, svingede hendes ben over og tjekkede skørtet, før hun nikkede til ham og sammen red de afsted.

Hestene bevægede sig hurtigt igennem skoven, dog var der noget, som ikke helt-.. Var som normalt?

”Stop..” Sagde hun og snart bremsede hende og tjeneren. Hun snuste til luften.. Var det-..

”.. Kom med.” Beorderde hun og drejede hesten af vejen og snart ind igennem skoven. Den ujævne jord, gjorde så de ikke kunne løbe for hurtigt, men hun guidede dyret rundt, så de fuldte lugten. Tættere, tættere.. Det var ikke mennes-..

”Åh nej..” Sagde hun, da hun snart fik øje på manden, på jorden.

Hun hoppede hurtigt af hesten, trak op i hendes skørt og løb over til dæmonen på jorden, faldt på hendes knæ og skar ansigt. Stanken af blod var kraftig.. Heldigvis med mange år som læge, havde hun-.. Nogen lunde blevet van til det. Hun hev dog et tørklæde op af tasken og bandt den om hendes næse og mund.

”Er du okay? Fortæl mig dit navn, og hvem du her, fokuser på min stemme og fald ikke i søvn!” Sagde hun til den sårede mand foran hende. Hun tog hurtigt en kigger over ham, endda lagde en hånd på hans kind.. Uden endda at spørge om lov eller andet, glødede hendes øjne op i rødt, og snart bevægede hendes evne sig igennem hans krop.. Hun noterede til sig selv skaderne, og var derefter snart i gang med at hive kniven fra hans bælte op og skar lange stykker af hendes skørt, for at binde omkring ham og stoppe blødningerne.

Hvem...?
Han havde fået hevet sig lidt hen af jorden, men ikke meget. Sandt skulle det være sagt, at han ikke havde noget specifikt bestemmelsessted. Varulven var vendt tilbage til sin menneskelige skikkelse - en nøgen skikkelse af det. Så der var intet tøj, ingen tasker, intet han kunne gennemrode eller til nøds skære i stykker til forbindinger. Og jo mere hjælpeløs han følte sig, jo mere vred blev han. Til sidst havde han lagt sig stille og lukket øjnene. Han blev nødt til at lægge en plan, i stedet for bare at ligge her og være vred på sig selv.
Men hvad? Men hvad....?

Lyden af heste, lyden af løbende skridt og den pludselige fornemmelse af aktivitet ved siden af ham, fik ham til at åbne øjnene langsomt igen. Han drejede hovedet og så på hende. Hvem var hun? Burde det i sig selv ikke være vigtigere? Og måske var det lige meget. For han kunne meget vel være afhængig af hendes hjælp, om hun så var typen der faktisk hjalp til eller ej. I så fald måtte han finde styrken til at forhandle. Et eller andet. Ord plejede at være en af hans styrker. Han fik jo altid sin vilje.
Det var næsten for mange ord hun kom med. Men heldigvis var han stadig overvejende klar. Udmattet, ja. Men klar. Om hånden blot var en ynkværdig bevægelse eller for at påkalde sig hans opmærksomhed, vidste han ikke. Og han kunne ikke lade være med at vende hovedet væk, som for at få hende til at fjerne hånden igen. Så bed han hårdt sammen og så tilbage på hende.

Hvilken race? Det var svært. Svært i mørket, og svært fordi han var træt. Han trak vejret dybt og med et blik, der glødede af indædt viljestyrke forblev han vågen og overvejende klar.
"Bare....Hjælp mig"
Han var tørstig, gik det op for ham. Han havde ikke meget spyt at gøre godt med. Han kørte tungen rundt for at prøve at lokke bare lidt væde frem, før han sank lettere besværet og hostede svagt.
"Jeg kan....Kan betale" foresikrede han blot. At introducere sig kunne ikke være mindre vigtigt lige nu. For ham, i det mindste. Der var en lyd af flænsende stof og han kunne ikke lade være med at håbe. Et sted hadede han sig selv for det. Men det var der altså. Håbet. Og med den, en bekræftelse på at han måske ikke havde kunne klare sig selv. En ganske utilgivelig og ubrugelig tanke.
Nogen gange var svært at huske på...At han ikke var guddommelig på den ene eller anden måde. For normalt kunne ingen lægge ham ned, som han gjorde nu. Hvad var gået galt?
Det måtte han analysere på senere.
"Stop...Blødningen...Giv mig vand..."
Han vidste ikke hvem hun var eller hvad hun normalt lavede. Der var lille sandsynlighed for han lige netop havde fået fat i en, der faktisk vidste hvad hun lavede. Så i stedet prøvede han at tage kontrollen og fortælle hende hvad han havde brug for.

Dannika arbejde lidt pt på at få de mest synlige sår stoppet til med hendes stof og derefter bundet sammen. Det var ikke kønt.. Slet ikke, men det virkede. Tag noget stof, pak det ind i såret.. Det gør nok ondt på patienten, men det var sådan man stoppede de fleste blødninger hurtigt. Hendes øjne blev lidt røde og lyste svagt op. Hun trak vejret svagt, ikke meget.. Blot det som hun havde behov for, ellers holdte det. Og masken omkring hendes ansigt, stoppede det meste af lugten. Hun lod ham blot snakke, på et tidspunkt endda, stoppede hun og så op på ham. Greb vandet fra hendes bælte, åbnede flasken. Hun krøb op, lagde en kølig hånd under hans nakke og derefter hjalp ham med at få lidt vand i hans mund.

”Jeg hjælper dig.. Om lidt, skal du op.. Så på min hest.. Og derefter hjem til mig.. Ikke langt, men der kan du heale..” Sagde hun. Korte klare sætninger, som han ville kunne forstå.

Hun arbejdede derefter videre. Hendes kære tjener stod og holdte vagt, så omkring og sørgede for der ikke var nogen.

”Frederik.. Tag tilbage til huset, kald efter Anna. Hun skal gøre gæsteværelset klar, og du skal gøre klinikken klar, hvorefter du skal assistere mig.” Kaldte hun, hvorefter hun lyttede. Mennesket hoppede med det samme op på hans hest, hvorefter han satte i fuld galop og afsted imod huset, som heldigvis ikke var langt væk herfra.  

Efter lidt tid, fik hun endelig nogen lunde styr på de ting hun havde fundet og set.. Okay-.. Hans brystkasse var bundet ind, hans mave også.. Samt bunden af hans ryg, og nogle steder på hans arme og ben. Hun mumlede lidt til sig selv, tjekkede af på hendes mentale tjekliste.. Hendes kære skørt var blevet-.. Noget lår kort efter dette og helt i stykker. Hun proppede kniven tilbage i hans bælte.

”Okay, nu til det svære..” Sukkede hun. Hun rejste sig op, hvorefter den unge kvinde fik løftet ham op i-.. Så han endelig lå hen over hendes skuldre, i en brandmands løft. Hun gik over til hesten, hvor-.. Med meget besvær hun kom op i sadlen og med manden foran sig. Så de begge sat med brystkassen imod hinanden.

”Hvis du kan, så hold om mig, imens.. Hvis ikke? Så-.. Bare sid stille.” Sagde hun. Dannika havde et jern greb om hans hofter, og den anden i tøjlerne, hvor hun fik hesten i gang og snart afsted imod huset. Hun hjalp ikke mange, som hun gjorde lige nu.. Det var sjældent.. Men der var noget i hendes mave, som havde sagt, at hun skulle hjælpe denne mand.. En mavefornemmelse? Sikkert.. Hun håbede bare at han ikke skulle hænge rundt i huset, for længe.. Men det blev sikkert sådan, for hans skader var-.. Alvorlige.. Specielt det som hun havde opfanget, imens han lå der.

Han var ikke helt bevidst om hvad hun lavede, andet end smerterne der periodevis skød igennem hans krop, når hun gjorde noget nyt. Men han bed blot hårdt sammen. Han kunne ikke stoppe sin krop fra at vride sig instinktivt, men han kunne stoppe sig selv fra at brøle af smerte. Heldigvis havde han en høj smertetærskel. Heldigvis - siden han virkede til at komme meget til skade for tiden. Dette var dog til den værre side. Hvad mon Fenrer ville have sagt? Eller Vetis? De to kunne begge noget. Vetis var måske ikke direkte læge, men han kendte nok til kroppen, til at udøve hjælp hvis der var behov. Det var Sean sikker på. Og Fenrer havde arbejdet som healer. Alligevel var det på en måde rart at den, der var endt med at hjælpe ham, var en fremmede. At ingen, som han kendte, skulle se ham så svag. Han ville kunne holde detaljerne for sig selv.
Hjem? Hest? Heale?
Han var ikke i en position til at sige nej. Han havde stadig brug for hjælpen. Alligevel brød han sig ikke om det. Men vandet havde i det mindste hjulpet lidt. Han var stadig tørstig, men i det mindste ikke helt tør i mund og hals.

Hvis han havde haft kræfterne til det, ville han havde protesteret på det kraftigste. Aldrig ville han have accepteret nogen til at bære rundt på ham, eller den mindre end passende stilling på hesten. For hans skadede krop var det rart, at han bare kunne læne sig frem og hvile sig mod hendes krop. Men for hans sind og hans selvbillede var det ganske uhørt. Han kunne ikke lade være med at smile svagt for sig selv. Selv i en situation som nu her, var det så virkelig det der var vigtigst for ham?
Nej.
Med tunge arme prøvede han at holde om hende, mens de red. Turen var smertefuld. Hver gang hestens hove landede på jorden, sendte det små stød af smerte igennem hans krop. På et tidspunkt føltes det som om han var ved at besvime, som om han var ved at miste grebet på sin egen virkelighedsopfattelse. Det hele gled sammen i træthed, smerter og en den underlige situation han var fanget i.
Hans vejrtrækning var tung og som forpustet, fra de smerter han oplevede.

Dannika gjorde hendes bedste for at gøre turen tilbage, bare-.. Nogen lunde i orden for ham. Hun holdte ved hans bukser, bare for at holde ham lidt oppe og gøre stødende okay. Da de endelig kom tilbage til huset, stod Frederik der igen, til at tage imod dem. Han holdte ved Sean, da Dannika gled ned og snart fik hun båret manden med indenfor i huset. Når man kom igennem hoveddøren, var der en lang gang. For enden en trappe op til første sal, til højre nogle døre ind til stuen og venstre var der en dør ind til hendes klink.

Hun fik endelig båret manden ind i klinikken som var et stort rum, med en dør for enden, som ledte ind til et lille lager med mange ting. Selve rummet havde et stort og solidt træ bor i midten, til venstre var der et skrivebord, med en stol foran, til patienter. Der var flere borde, reoler, billeder og så meget andet derinde. Dannika fik manden ind og lagde ham op på bordet. Han var svagt ved bevidsthed, opdagede hun. Hun bandede svagt, men det var endelig-.. Okay? Hun blev ved med at lytte til hans hjerterytme, nikkede lidt for sig selv og gik derefter i gang med arbejdet..

Hun fik skåret alt tøjet af manden, kiggede ikke engang på hans private ejendele.. Der lagde hun blot et klæde over.. Hans støvler blev stillet på jorden også. Dannika gik derefter i gang med et sår af gangen.. Renset, healet hvis hun kunne lidt.. Ikke får meget, men dog så skaden ikke var nær så stor.. Hun fik derefter syet det sammen, renset igen og bundet ind i bandager. Dannika arbejdede i lang tid, specielt på det sår i ryggen på ham. Hun havde vent ham om på siden, med puder og andet, for at gøre det nogen lunde behageligt for ham..
Arbejdet på det, tjekket nerverne med hendes evne og så videre. Det var svært med disse sår, man skulle passe sådan på. Men heldigvis-.. Fik hun nogen lunde ordnet det hun kunne. Dette ville tage tid at heale, og hun ville have nød til at beholde ham for genoptræning.

Mange timer senere, fik hun båret ham op ovenpå, med hjælp fra hendes tjener og lagt ham i en seng. Dyne over ham, pude og andet omkring ham. Hendes klinik var fyldt med blod.. Skidt og andet, så hendes tjener Anna blev sat til at gøre rendt. Dannika havde været nød til at lufte ud meget.. Drikke noget reserve blod undervejs og andet.. Hun fik et bad, nyt tøj og derefter satte sig ind i gæste rummet med en bog, for at holde øje med ham, og vente..

Det hele gled lidt sammen for ham. Han bemærkede næsten ikke at de ankom et eller andet sted - eller at der var flere folk omkring dem. Svagt havde han bemærket noget om at ligge et sted, eller mærket et jag af smerte, som et sår blev tilset og ordnet. Men det meste af tiden, måske heldigvis, var han mere eller mindre bevidstløs. Hvilket også gav kvinden freden til at arbejde, uden at han ville bevæge sig eller komplicere tingene yderligere. Blodtabet i sig selv havde gjort ham ret træt.

Han vidste ikke hvor lang tid han havde sovet eller været væk. Time? Timer? Dag? Døgn? Han havde ingen tidsfornemmelse. Han vågnede først svagt, men kom langsomt mere og mere til bevidstheden. Han var tørstig som aldrig før og havde hovedpine, sikkert på grund af manglen af væsken. Hans mund og hals var tørre og hans øjne gled kun modvilligt op, som det føltes som om de var limet sammen. Hans krop var tung og næsten urørlig, eller også havde han bare ikke mange kræfter at gøre godt med. I det mindste, bemærkede han, lå han i en blød og varm seng. I et eller andet rum, han ikke umiddelbart kendte. Så et ukendt sted...Hvor? Hos hvem? Var det en god ting eller en skidt ting?
Han trak vejret dybt, kun for at bemærke den begrænsende fornemmelse af alverdens bandager. Nu han tænkte over det...
Han havde været i kamp. Og var kommet hårdt til skade. Og hvad var der så sket? Hvad var der....
Han huskede svagt at han var blevet fundet af nogen. Men ikke meget mere end det.

Med en kraftanstrengelse tvang han sin krop til at reagere, som han prøvede at rette sig lidt op. Både for at få en bedre fornemmelse af hvor han var og for at tjekke om der var vand i nærheden. Åh vand...Aldrig havde han tørstet efter denne farveløse væske så meget, som lige nu.
Hans krop skreg i protest og med et tungt støn af smerte måtte han indse han ikke ville komme særlig langt.
"Hallo?"
Hans stemme var ru. Hans tunge gled rundt i hans mund og prøvede at lokke spyttet frem. Det kom modvilligt.
"Er der nogen?"

Dannika havde hele tiden holdt øje med ham.. Og da han svagt kom til bevidsthed, rejste hun sig op. Lydløst og hurtigt bevægede hun over til en klokke på væggen. Hun havde aftalt med Anna, at når hun ville ringe fra dette rum, skulle kvinden lave noget nemt mad, og bringe det op.

Bagefter gik hun over til sengen, hun satte sig langsomt ned på kanten af den og så på manden. Hendes ansigt havde ingen følelser, hun lagde dog blidt en hånd på hans brystkasse og guidede ham ned og ligge igen.

”Der er ingen fare.. Jeg er lige her..” Sagde hun blot, til at starte med. På bordet ved siden af sengen, var der en stor kane med vand, en klud, en kup og et fad. Hun hældte vandet op i koppen og rakte derefter op. Med en hånd, lagde hun de kølige fingre om nakken på ham, hjalp hans hoved lidt op og guidede koppen op til hans mund.

”Her, drik… Du er tørstig.” Sagde hun forsigtigt, ikke for højt, men så han kunne høre det. Vampyren hjalp ham med at få så meget han kunne drikke eller-.. Ville have. Hvis koppen blev tom, ville hun fylde det op igen, med det friske kildevand.  

Da han endelig var færdig med at drikke, ville hun puffe puden lidt op og ligge ham tilbage i sengen.

”Du-.. Må være forvirret.. Jeg ved ikke hvad der skete, andet end at jeg fandt dig i skoven..” Imens hun talte, hældte hun vandet op i fadet og vred kluden i det. Hun blev siddende på kanten alt imens.

”Du var meget såret, sikkert fra kamp, og-.. Fra personen som lå dø ved din side. En af mine folk, har-.. Sørget for ham. Jeg er Dannika, læge.. Og har set til dine sår, og bragt dig her, til mit hjem.” Hun tog derefter kluden, og hvis han intet gjorde, ville hun blidt vaske han ansigt. Få søvnen væk og give ham den-.. Lidt mere friske fornemmelse i ansigtet. Efter lidt tid, kom mennesket op. Den unge kvinde, ved navn Anna. Hun gik ind i rummet og satte en bakke ved Dannika’s side, på det lille bord. Der var en suppe, i en skål. Meget nem at få ned, lidt brød og en kup te. Duften var snart overalt i rummet, men Dannika brugte blot tiden på at vaske ham lidt.

Kvinden. Svagt virkede hun bekendt. Normalt ville han ikke finde sig at blive puslet om eller få besked på at blive liggende. Men han havde ikke styrken i kroppen til andet. Det var nemmere at acceptere, når kroppen ikke ville andet. Ja. Først måtte han samle lidt kræfter og finde ud af hos hvem og hvor han var. Derefter kunne han lægge en plan for at komme tilbage til byen og fortsætte sit arbejde. Planen havde hele tiden været, at han kun ville være væk i højst et par dage. Hvor lang tid var der overhoved gået?
Vandet var en velsignelse. Så han drak godt og halvvejs igennem det anden kop, før han stoppede. At drikke for meget på en gang ville blot give ham risikoen for at kaste op og minimere sandsynligheden for at hans krop faktisk optog det. Det var bedst at drikke i mindre portioner. Alligevel var det en enormt lindring. Hans hovedpine lettelse en anelse allerede og han kunne næsten mærke hvordan hele hans krop var lykkelig over væsken.
Han lænede sig tilbage i sengen og lukkede øjnene et øjeblik, før han drejede hovedet og så over på kvinden ved sengen.
"Et tak...Er vel på sin plads. Så tak" svarede han til at starte med. Det var langt nemmere at tale, nu hvor mund og hals var blevet smurt igen. Han rømmede sig svagt.

Der var dog grænser, uanset hvor godhjertet denne kvinde måtte være. Så da hun ville vaske hans ansigt med kluden, greb han let hendes hånd. Hvis hun tillod det, tog han kluden fra den og tørrede selv det værste skidt af sit ansigt. Det krævede bevægelser og styrke, som han kun lige præcis kunne finde lige nu. Men hans stædighed vandt som regel, så han formåede at klare det meste af det selv, før han blot rakte kluden tilbage. Det måtte være nok med det.
"Jeg er ligeglad hvad I gør ved ligene" brummede han svagt. De havde ikke været allierede, men fjender. Og hans egne folk? Hvis ikke Dannika og hendes folk havde fundet dem, ville dyr nok tage dem. I princippet var det lige meget, for død var død. Men hans klan satte altid pris på den slags ritualer. Så når han kom hjem, ville han sende folk ud og lede efter ligene eller resterne deraf.

Den ene hånd gled over hans pande et øjeblik, mens han prøvede at huske alt der var sket og få en fornemmelse af situationen. Da han hørte døren åbne og kunne dufte maden, gled hans blik op igen og han så over mod skikkelsen af tjeneren. Ja, faktisk lod han generelt blikket glide rundt i lokalet, for første gang.
Et hus. Formentlig stadig i skoven. En kvinde, læge? Det gav på en måde mening. Alt var mandsdomineret, i byerne selvfølgelig mere end andre steder. Men der måtte omvendt heller ikke være mange patienter herude?
Og hvad var Dannika? Den lyse hud. Den kolde hud, da Sean kortvarig havde rørt ved hende. Hans intuition sagde ham, at hun var vampyr. Han burde vide det, han havde tilbragt mere end rigeligt tid med den slags.
"Jeg er Sean" sagde han så.
"Jeg bor i Doomsville. Faktisk...Mere end det. Men når det er sagt..." Han trak vejret dybt igen.
"...Var jeg ikke på officiel arbejde her i skoven. Jeg kan også fortælle, uanset hvordan det dufter, at jeg af princip ikke indtager mad beregnet til mennesker...Men er det the der står der? Det tager jeg gerne imod" bemærkede han roligt. Han prøvede at finde balancen mellem kun at fortælle hende det, som hun burde vide og ikke mere end det. Og balancen mellem både at virke taknemmelig og samtidig genoprette kontrollen med situationen. Han var ikke helt sikker på om han ramte rigtigt, men håbede hun ikke ville tage hans ord for fornærmende.
"Nu, Dannika..." Hans blik hvilede på hende og et svagt smil gled over ham.
"Fortæl mig, læge. Hvor slemt står det til? Hvornår kan jeg rejse mig og tage hjem?"

Hun havde ladet manden tage kluden selv og endelig blot sat og kiggede på ham imens han rodet rundt i sengen der og prøvede at være stærk og stolt.. Ikke mange mennesker eller-.. Bare personer kunne det, når de lå i en seng, som denne, med en læge som hende, ved deres side. Hun forblev tavs, indtil han endelig gav hende spørgsmålet som han gerne ville have. Dannika så inden op på den blonde menneskekvinde, gav hende et lille nik og smil. Hun havde selv hørt at Sean ikke ville have suppen, så mennesket bukkede, tog det og gik. Lod koppen stå med varm te i. Den her mand, var godt nok en slot en.. Hold nu op. Lige typen hun endelig ikke havde så meget tålmodighed med. Hun kiggede ned i hendes eget skød, tænkte hans spørgsmål over.. Hmm..

I mellem tiden, siden han var blevet såret, havde Dannika også fået sig selv vasket og skiftet tøj. I dette øjeblik sad hun i en fin lysegrøn skjorte som sat tæt om hendes krop. En lang mørkebrun nederdel med et fint guld mønster i bunden og et stort bred eller.. Korset lignede bælte om hendes mave. Det lange røde hår var samlet i en lang fletning, som hang over hendes skuldre. Hun havde nogle simple guld smykker på og ikke så meget andet. Alt var nydeligt, ikke alt for-.. Rigt. Men noget man kunne nemt forestille sig en læge i skoven, som hende, kunne have råd til.

Efter lidt tid. Rejste hun sig op og bakkede nogle flere puder i ryggen på Sean, så han kom mere op og sidde. Hun indstillede også en bjælke under madrassen på sengen, så hovedenden kom mere op. Derefter gav hun ham koppen med te. Hun havde nok gjort dette.. Fordi manden absolut selv ville gøre det, og derefter.. For at forsikre sig at han ikke ville spille for meget te over sig selv? Så gjorde hun dette i stilhed.

Selve rummet han var i. Var meget simple også, men-.. Lignede ikke så meget et ’patient’ rum. Mere et behageligt gæsteværelse. Han lå i sengen, i midten af rummet, op af en af de lange vække. Til højre for ham, var døren ind, samt en kommode med nogle ting oven på, som et billede af en ung dame.. Klart Dannika selv, men noget gammelt.. Overfor ham var der en reol med nogle forskellige bøger i, samt et maleri af en flot sø og noget skov. Til venstre for ham, var der nogle store vinduer, samt lænestolen Dannika havde sat i og det lidt-.. Mellem store bord, ved hans seng. Der var et lækkert tæppe på gulvet, samt en lille brændeovn, som der kunne tændes op i, og eller kun for varme.

”Du har haft en masse sår.. De største har været på din ryg, mave og torso.. De mindre, har jeg fjernet..” Begyndte hun og gik rundt om sengen igen, for at sætte sig i den, ved hans side. Derefter tog hun en notesbog og åbnede den op på en side. Sikkert hans noter.

”Den i maven, havde heldigvis ikke beskadiget nogle organer, heller ikke den på din brystkasse, dog havde den flået i nogle muskler.. Den mest alvorligste sår, var på ryggen.. Den dækkede næsten hele din ryg, og specielt dyb nede i bunden. Dine ryghvirvler er-.. Ikke gode, og havde derved gjort skade på nogle nerver.. Som har gjort at du har haft noget lammelse i dine ben.. Jeg fik ordnet det og lammelsen er ovre, dog skal-.. Du have genoptrænet det igen. Jeg kan-.. Gøre processen hurtigere.. Men-.. Jeg skal bruge en masse blod.. Og ja-.. Jeg vil sige-.. En uge, måske to eller tre, går an på-.. Ja, så meget.” Nikkede hun og så derefter op på ham. Alt det pussen nussen var væk, hun stirrede nu på ham, med et ansigt der ikke fortalte meget.

Det var en del vimsen rundt, som han egentlig godt kunne have undværet. Han var ikke helt sikker på hvad hun lavede bag sengen, andet end at ved hjælp af sine arme måtte holde sig oppe. Mest for ikke at være til mere besvær end nødvendigt. Han bed hårdt sammen. Smerterne var til stede alle steder og han håbede i sit stille sind at theen indeholdt noget der ville nedsætte det. Han trak vejret dybt, da han endelig kunne læne sig tilbage igen og slappe af i kroppen.
Det tog lidt tid før smerterne fortog sig og han kunne åbne øjnene og se på hende igen. Med et nik af taknemmelighed tog han imod theen og duftede til den. The elskede han. Det var bare sjældent man fandt eller fik en virkelig god kop. Denne bestod af urter, rigtig nok, da the-planten i sig selv ikke var så udbredt. Han nippede til den, før han rømmede sig lidt.
"Fjernde...Dem?" påpegede han, i håb om hun ville fortælle mere om det. Hvad betød det? De fleste kunne magi eller havde en eller anden evne. Måske var det noget i den stil. Uanset hvad havde det pirret hans nysgerrighed en smule.

Han lyttede til hendes vurdering. Han kendte nok til kroppens opbygning til at kunne følge med i hvad hun sagde, også selv om han stadig følte sig træt og tung. Han havde brug for mere ro, det var klart. Måske skulle en betaling også på tale. Alligevel smågrinte han lidt for sig selv, da hun kom med et bud.
"3 uger?" han rystede svagt på hovedet og så ned i theen foran sig. Det var ikke acceptabelt. Det var for lang tid. Doomsville kunne ikke undvære ham i tre uger. Folk ville snakke...Snakke om hvor han var i tre uger og efterlod alt og alle i stikken. Mon Natalie ville sige noget? Bemærke noget? Uden tvivl. Og dog var der også noget ved ideen der underholdte ham. At se hvordan folk ville klare sig, hvilke rygter de ville komme frem med og mystikken ved hans hjemkomst.
"3 uger er for længe..." brummede han svagt. Ikke at Dannika kunne gøre noget ved det, det var han godt klar over. Det første han måtte tage stilling til, var om han ønskede at sende besked til nogen. Han havde ingen familie og ingen venskaber. I hvert fald ingen, der ventede på ham over de næste par uger. Så når det kom til stykket...Kunne han lige så godt få den smule sjov ud af det, som han kunne. Og ikke sende besked til nogen.
Han så hen på hende igen. Hun havde snakket om genoptræning. Han var ikke sikker på hvad det betød. Han vrikkede svagt med sine tæer, blot for at sikre han kunne. Det var muligt, men blot denne simple bevægelse virkede på en måde...Tungere? End normalt. Så selv om nerverne var på plads, skulle kroppen stadig komme sig over chokket? Eller var det mere for hans rygmusklers skyld?
At tænke for meget over det gav ham hovedpine.
"Jeg har brug for at komme mig hurtigst muligt. Hvis du kommer til at mangle noget, bandager, medicin eller noget så simpelt som blod...Så har jeg folk der kan hjælpe med det" forsikrede han.
"Og når det er sagt...Formoder jeg også blot det, at du har taget dit af mig, vil koste" Det var lidt mere en konstatering end et spørgsmål. Intet var gratis. Normalt ville han nok have fundet en pænere måde at spørge ind til det, eller sige det på. Men han var træt og havde smerter. Han havde ikke rigtig tålmodigheden eller overskuddet til at gøre som han plejede.

Dannika sad blot og stirrede på denne mand. Hun anede ikke hvem han var, og hun var endelig også ligeglad.. Alle folk var ens, og på samme niveau, lige så snart de lå i den der seng. De havde ikke meget at sige eller kunne gøre, det var hendes job blot at passe på dem, og få dem ud af sengen, så hurtigt som muligt.

”Ja.. Jeg fjernede dem.” Bekræftede hun ham i. Hun sukkede og så ned i hendes noter, skrev nogle ting ned.. Blot nogle noter til hende selv, som hun skulle huske at tilføje i hans egne data filer, som hun havde lavet, imens han sov. Hun skrev noget om hans personlighed, som hun nu fik smagen af.

”Jeg har ikke drukket af dig.. Det gør jeg ikke ved mine patienter.. Og hvis du skal i gang hurtigt og så meget som du kan? Mmh.. Der er ikke meget jeg kan gøre med mine egne kræfter.. Måske skubbe til processen i sig selv? Men det er også helt op til hvordan din krop healer.” Sagde hun og så op på ham nu.

”Det gør vi alle forskelligt, og det er alt efter, hvor godt man har taget sig af sin krop, forinden uheldet. Hvis det har været dårligt? Så har kroppen nok ikke nemt, da den ikke har mange kræfter at tage på. Måske skal du bruge denne tid, til også at heale andre ting, end blot disse-.. Fysiske ting? Mmmh?” Hun rejste sig lidt op og gik ned til foden enden af sengen.

”Men jo, jeg skal nok gøre mit, det gør jeg altid.. Lige meget hvem der ligger her. Det er altid i folks bedste interasse, at komme oven på igen. Men-.. Blot for at give de en lille-.. Øjenåbner for disse skader, vi skal have fikset..” Hun greb derefter blidt i hans hænder og hendes øjne lyste svagt op i rødt.

For ham-.. Ville det føltes som et sus igennem hans krop. Hun holdte hendes hænder imod hans nøgne fødder og-.. I et svagt sekund eller minut? Var alt følelsen og bevægelsen tilbage i hans ben, som om intet havde sket. Ingen smerte, intet.. Dog kunne hun ikke holde det længe og gav derefter slip igen.

”En lammelse er sket, som jeg havde fortalt.. Dine ben har simpelt glemt hvordan de fungere.. Sammen med de sår, som skal heales, så skal vi også få din krop til at huske hvordan det er at gå igen.. For normale mennesker.. Kan dette godt tage måneder.. Men fordi jeg kan hjælpe og-.. Andre ting? Så kan vi få det til at gå meget stærkt..” Nikkede hun og gik tilbage rundt om sengen, tog notesbogen og så ned på ham.

Det virkede til at uanset hvad han spurgte om, ville han kun få halve svar. I hans allerede trætte tilstand var det næsten mere end han kunne klare. Utålmodigheden lå i ham, slog rod og gjorde han rastløs. Som en uro han burde gøre noget ved. Men i stedet for at reagere på den, huskede han sig selv på at han blot havde brug for mere hvile. Formentlig meget mere hvile. Han stillede theen tilbage på sengebordet.
Han smilte svagt for sig selv. Nej, selvfølgelig havde hun ikke drukket af ham. Han led allerede af blodtab...Hvis hun ville slå ham ihjel, havde han ikke været vågen nu. Det irriterede ham, at han stadig kunne lide af ting så...Jordiske. Der skulle mere til at slå en dæmon ihjel, men at nogle sår og lidt blodtab kunne gøre ham så svag eller være dødelige...Hvis han blot kunne gøre noget. Ændre det. Blive i sandheden guddommelig. Var der ritualer for den slags?
Han havde lukket øjnene et øjeblik for at slappe lidt af, da han kunne mærke hun rejste sig. Hans blik gled op og øjnene fulgte hende, som hun først gik fra hans hænder til hans fødder.

Fornemmelsen var...Uventet. Og i starten måske en smule chokerende. Men når det kom til stykket føltes det mest rart. Ja, denne dag var i sandheden forunderlig. Så mange underlig var sket. Hans ben føltes bedre og han vrikkede lidt mere med dem. Nu forstod han hvad hun havde ment - og det var en evne der straks vækkede Seans nysgerrighed. Sådan en evne...Kunne bruges. Det kunne være en genvej. Sean levede ikke et stille liv, så hvis han havde nogen til rådighed der kunne heale hans sår på den halve tid eller mindre...Det var en ressource han gerne ville have. Spørgsmålet var hvordan han skaffede den. Han ville næppe rejse helt ud i skoven hver gang...Ville han?
Sean kunne ikke lade være med at smile en anelse.
"Jeg tror jeg forstår det hele bedre nu..." bemærkede han blot i en dyb brummen. Spørgsmålet om betaling var ikke blevet besvaret, så måske var det bedste at vente med det til senere. Hvis han nævnte hvem han var - han kunne ikke helt bedømme om hun måske allerede vidste det - ville hun uden tvivl forlange mere for det. Men omvendt. Måske kunne hans stilling have nemmere ved at overbevise hende om at arbejde for ham?
Det var tanker og planlægning der måtte vente.
"Er det muligt jeg kan få lov til at sove noget mere? Jeg er så træt..." bemærkede han så. Han havde brug for ro. Brug for at sove.

//Tænker evt. vi kan hoppe i tid igen?

Dannika smilte lidt, da manden spurgte om han ikke nok kunne sove noget mere. Hun ville ikke stoppe ham, dog gik hun op og nikkede til ham.

”Selvfølgelig.” Hviskede hun og lod sengen falde langsomt ned igen, så han lå vandret, igen. Hun sørgede for at puderne var blødt under hans hoved, trak dynen mere op og tæppet som lå oven på. Den var der, for at give lidt vægt, oven på ham, og en sær form for tryghed.

”Træk i snoren ved siden af sengen, den vil ringe med en klokke, hvis du har behov for noget.” Mumlede hun lavt, hun kiggede på ham en gang mere, før hun vendte om på hendes hæl og gik ud ad døren, som hun lukkede bag sig, for at give manden ro. Søvn var meget vigtig for ham lige nu, hans krop var i chok, så den skulle bare hvile.

Dagene gik, Dannika of Anne, hendes tjener. Var skiftevis oppe og tjekke nogle gange på Sean. De vækkede ham aldrig, men nogle gange skiftede tæppet ud, åbnede vinduerne, kærligt tørre hans ansigt med en let fugtig klud, altid have et glas vand klart osv. Men de gjorde aldrig noget, som direkte ville vække manden. Dannika havde flyttet alle hendes tider, eller blot taget ud til hendes patienter. Hendes hus, skulle ikke være fyldt med larm lige nu.

Der gik op til fire dage, hvor hun endelig blot havde ladet ham sove. Denne dag, var det Dannika’s tur, til blot at gå op og tjekke på ham. Det var tidligt på aftenen, og solen havde lige gået ned. Selve dagen, havde været meget varm, men regn havde lige været der. Så luften var dejlig frisk. Hendes hår var flettet i en let fletning og hang over hendes skulder. Hun havde en græsgrøn kjole på med et læder korset og bælte med forskellige ting i. Et forklæde omkring livet, og ellers ikke andet. Et meget afslappet sæt tøj, for hende.

Hun gik over til vinduerne, trak gardinet fra og åbnede dem, for at lufte værelset ud. Derefter gik hun over og så lidt til ham, tog notesbogen fra det lille bord, ved siden af hans seng og åbnede den, for at skrive lidt i den.

Det var en velsignelse at få ro. Ro var det havde han havde haft brug for. Hele hans krop havde været svag. Så de dage kunne han ikke meget andet end sove. Når han endelig var vågen, brugte han tiden på at drikke, studere værelset eller udsigten fra vinduet. Eller prøve ikke at være i vejen, når der skulle skiftes forbindelser eller de vaskede ham. Han undgik også - noterede han stolt for sig selv - at sige for meget. Alt dette med at blive passet, næsten som var han invalid, var alt andet end noget han nød. Det skar ham i stoltheden hver gang. Men han vidste han intet kunne gøre og at de hjalp ham, trods intet eller ingen krævede det af dem. Så for det meste formåede han at smile, før han endelig fik lov at være alene igen.
Dagene forsvandt fra ham.

Endelig var energien så småt begyndt at vende tilbage. Om det var Dannikas specielle hjælp eller blot hvilen i sig selv...Eller måske en blanding. Uanset hvad følte han sig rastløs, da han langsomt vågende den fjerde dag. En frisk luft fyldte lokalet. Den duftede...Fugtigt. Og var kølig, som om regnen lige havde kølet den. Den duftede også af fugtig skovbund, hvilket trods alt gav mening. For et øjeblik lå han bare stille, uden at åbne øjnene, mens han fornemmede nogen sad ved siden af ham.
Han havde ikke forstået hvorfor. Dannika havde flere gange siddet her, skrevet i sin notesbog som var det en dagbog - måske var det? - og bare været tilstede. Ikke, følte han, fordi han nødvendigvis havde haft brug for hende. Måske var det for han ikke skulle føle sig alene. Nej, med dagenes skiften havde hun blot forundret ham mere og mere. Til det punkt hvor han havde lyst til at vide mere. Vide mere om hvem hun var og hvad der fik hende til at gøre de ting, som hun gjorde. Ja, især det sidste var noget der altid havde interesseret ham. Men også frustreret ham. Ikke hos Dannika, men generelt hos så mange som Sean havde mødt og kendt igennem tiderne.

Til sidst trak han vejret dybt, drejede hovedet over mod hende og åbnede langsomt øjnene. Ja. Der sad hun og skrev løs. Måske om ham. Måske om helt andre ting. Måske slappede hun bare af. Han tog sig i at studere hende, før han drejede hovedet væk igen. Han strakte sig lidt og lod hænderne glide over hans ansigt, der endnu var tungt efter søvnen. I dag skulle der ske noget nyt. Han nægtede at ligge ned længere. De måtte snart videre. Han måtte snart videre. Han følte sig klar til at komme videre, uanset om hans krop måske helt var enig eller ej. I så fald var det godt sindet ofte vandt den kamp. Ofte, omend ikke altid.
Med hænderne solidt plantet i madrassen, trak han sig selv op og sidde. Med et hurtigt blik rundt i lokalet, konstaterede han rigtig nok at vinduet var åben. Nu, mere frisk og tilpas, var det nemmere for ham at engagere sig i en samtale med en anden. Faktisk cravede han kontakten, stimuleringen.
"God...middag?" gættede han. Han vidste ikke præcis hvad tid på dagen det var, men det virkede hverken som morgen eller nat. Selvfølgelig kunne skyerne efter regn og skovens træer godt snyde lidt på det punkt. Han så over på hende igen med et svagt smil. Det var som om opholdet i skoven, med absolut intet arbejde eller nogen der stod i kø for hans opmærksomhed, havde fyldt ham med mere overskud. Lige nu følte han sig hverken så tung eller fuld af paranoia, som han vidste alt tiden gik med hjemme i Doomsville. Men han vidste også det ville komme igen før eller siden. Måske skulle hans sind bare lige opdage alt stadig var sig selv - uanset om han sov flere nætter i en skov eller ej.

Uden at vente på yderligere, tvang han sine ben ud over kanten, så han sad på sengekanten. Det var rart ikke at ligge ned mere. Han huskede svagt de havde, uden at vække ham direkte, skubbede til ham. For at undgå liggesår, velnok. Eller måske var det noget han bildte sig selv ind. Uanset hvad virkede hans krop glad for blot det at sidde op. Og måske potentielt stå op. Alligevel trak det i hans muskler. Mest nede ved lænder, ned til hans ben. Han var ikke sikker på om han kunne stole på sin krop, til ligefrem at rejse sig. I et øjeblik sad han med lukkede øjne og blot mærkede sin krop. Drejede sig lidt i overkroppen, til at strække sine ben. Ja, der var begrænsninger. Også nogen der ligefrem truede med at gøre ondt. At blive mindet om han stadig havde vej til at blive helt frisk tog broden af det gode humør. Ikke at han blev direkte i dårlig humør af det, dog. I stedet åbnede han øjnene og så over på Dannika igen.
"Jeg håbede på vi kunne komme videre i dag. Hvis du har tid" spurgte han roligt.

Dannika havde brugt de mange dage på at studere manden.. På en måde lære ham lidt at kende, mest hans krop. Hendes evne gjorde det sådan, at hun kunne finde ud af nogle ting, heldigvis. Og det var endelig det hun skrev mest om, i hendes notesbog.. Alt omkring hvilken vej hun kunne gå, tanker omkring hendes patient osv. Hun havde en lille bog, om alle hendes patienter, det var sådan hun holdte styr på de forskellige ting.. Og det havde også udviklet sig til noget af en samling. Faktisk så havde hun et rum, som et lille bibliotek, netop til at opbevarer alle disse små bøger. Nogle større end andre, og nogle havde også flere bare på en patient.

Hun havde sat og netop skrevet en lille plan ned, omkring hvordan hun skulle få Sean op og klar igen, på rekordtid. En lille smule stress var tydeligt på hendes ellers smukke udseende. Det var ikke altid hun havde patienter som Sean, som gerne ville være klar så hurtigt.. Dog stoppede hun med at skrive, da han satte sig op. Hun kiggede over på ham, med hendes stærke grønne øjne. Lod ham komme op og nikkede svagt, skrev noget mere ned i bogen og lagde den ned på sengen ved hendes side.

”God aften.” Sagde hun blot til at starte med, dog ham sidde der og så på ham. En kølig hånd blev lagt på hans skulder og han ville svagt kunne mærke hendes evne sætte sig ind.. Den svage summen af hende, som mærkede efter på hans muskler. Hvor var hans smerter? Hvor sad det henne og hvor stærkt var det? Hun nikkede lidt, gav slip og skrev det hurtigt ned.

”Jeg tænker også du er klar til det.” Smilte hun svagt og nikkede til ham. Dannika rejste sig op og gik hurtigt ud af rummet, hvorefter hun kom tilbage igen. Hun havde et stativ med, som lignede mest et hegn? Hun hentede derefter en mere og satte dem op. Spændte dem sammen, så de kunne stå fast. Hun trak derefter en stol over og satte for enden af den.

”Lad os prøve. Okay? Først skal vi bare se hvor længe du kan stå op.. Stativet her er til når du har kræfter til at prøve og gå.. Men indtil videre, så bare at stå, er dit mål.” Nikkede hun. Stativet var sat op, som et slags ’mål’ for ham, måske en motivation? Folk reagere forskelligt på sådan noget.

Hun gik over og trak bordet lidt væk fra sengen, før hun stod nu foran Sean.

”Tag mine hænder og brug dem til at hive dig selv op. Du kan nemt støtte dig til mig, jeg går ingen vegne.” Nikkede hun og stod fast på gulvet der. Kvinden ville give ham tid nu, blot være stille og holdte hendes kølige hænder foran ham.

”Tag din tid.. Sean, det er vigtigt du lytter til din krop..” Sagde hun til sidst, meget forsigtigt.

De sidste par dage i sengen havde gjort ham mere...Tålmodig...Over for sin tilstand. Han var stadig ikke glad for den. Ikke tilfreds på nogen måde. Men det var ikke første gang noget slemt var sket med hans krop, hvad der også var tydeligt fra de mange ar han havde i forvejen. Hell...Han havde engang overlevet en drage landede på ham og havde brækket hans ribben. Punkteret en lunge, så vidt han huskede. Eller var det en anden gang? Han havde sloges med en søslange, der havde truet med at tage en bid af hans skulder. Det var endda for ikke så længe siden igen...Eller var det snart et år alligevel? Tiden løb lidt sammen, når man levede så længe. Hvad der måske var sket for et år siden, føltes som i går.
Han brød sig dog stadig ikke om at få at vide hvad han skulle - eller hvad han kunne. Det var blevet bedre og i dag fokuserede han mere på at komme i gang, så han hurtigst muligt kunne blive frisk, frem for at skulle mundhugges over såret stolthed. I det mindste tog den praktiske side af ham over på det punkt. Ikke at Dannika var skyld i noget af det hellere...Og, måtte han igen minde sig selv om, så havde hun hjulpet ham, selv om hun kunne have valgt at lade være.
Alligevel gav stativet ham en ubehagelig fornemmelse. Mindede ham om præcis hvor langt han var fra sit mål i øjeblikket. Kunne de virkelig nå så langt på blot et par uger?

Ha. Nej. Der var intet hvis. Sean nåede altid sine mål. Han fik altid sin vilje. Han ville gennemføre dette uden at kny. Være den gode patient, måske?
Dette var jo ikke en permanent tilstand. Det var blot en forhindring han skulle over.
Sean så op på hende, som hun stod klar til at hjælpe ham. Det slog ham, at han stolte på hende. Altså på det punkt, at han vidste hun ville blive stående. Hun var trods alt vampyr - vampyrers styrke var vel kendt. Der skulle mere end en tung dæmon til at skubbe hende ud af balance. Han trak vejret dybt og så ned på gulvet et øjeblik, før han rettede sig op og tog fat i hendes kolde hænder. Vampyr-hænder. Hænder, der vækkede svage minder om andre vampyrer han havde tilbragt en del tid med. Folk som Caroline, den gamle leder, eller Nephthys, den eneste der nogensinde havde fået lov til at drikke hans blod. Og sex. Mindet om den sex han havde haft med disse kolde kroppe - lige så godt som hos alle andre - mindede ham om at han var ret sulten. Og når det kom til stykket var Dannika den eneste i rummet...Og ikke så dårligt af udseende.
Han smilte svagt for sig selv. Hver ting til sin tid. Han havde aldrig skulle lægge an på en, samtidig med han skulle lære at gå som et spædbarn igen. Han tvivlede på det ville hjælpe på tiltrækningen, når hun halvt skulle stå og bære ham. Eller at det ligefrem ville understrege hans evner i sengen.

At rejse sig var en bevæge han kunne i søvne. Han havde ikke rigtig regnet med at få brug for hende, som han rejste sig som han normalt ville gøre. I en hurtigt og elegant bevægelse.
Men han nåede ikke så langt, før der pludselig skød en bølge af smerte igennem det nederste af hans ryg og hans ben knækkede under ham. Det var kun hans tag i hendes hænder, der forhindrede han faldt helt ned på gulvet. Smerten havde været uventet. Han var ikke ukendt til smerte, men det pludselige ved den havde alligevel fået et svagt støn til at glide ud over hans læber.
Men knap var smerten der, før han bed hårdt sammen. Hans tag i hendes hænder blev strammere, måske på kanten til at det ligefrem ville gøre ondt på hende, som han med et koncentreret udtryk tvang sin krop op i stående position. Hans muskler skreg, som han tvang sig selv op i stående position. Så snart hans ben var strakte, kunne de ikke knække under ham så nemt...Følte han. Og håbede han. Men det var ikke så meget benene i sig selv, som det var området omkring hans lænd. Om dette var den rigtige måde at gøre det eller ej var fløjet ud af vinduet. Han havde brug for at stå op. Han havde brug for at tvinge sin krop til at blive normal igen. Alligevel gled der en svag latter over hans læber, som han grinte svagt for sig selv. Ikke fordi situationen var sjov, men måske mere et ubevidst udtryk for det ubehagelige i situationen. Som når folk begyndte at grine, når de slog hovedet ind i en dør. Chokket, den dumme situation og den svage smerte, der kunne lokke en svag latter frem hos enhver.
Selvom denne smerte måske var mere end blot en lille bule på panden. Han vidste han ikke kunne stå, hvis han ikke kunne støtte sig op af hende. Hele hans krop spændte, som han holdt næsten krampagtig fast i hendes hænder eller, hvis hun havde tilladt det, måske nærmere hendes underarme nu. Han mumlede noget for sig selv, der var næsten uhørligt. Men for Dannikas hørelse ville det lyde som en serie af kendte som ukendte bandeord.

Dannika havde stået og ventet på ham helt naturligt og med stor tålmodighed.. Hun vidste mænd som Sean havde meget store problemer med stolthed, specielt dæmoner som ham.. De kunne bare ikke lade vær med at altid skulle presse sig selv til kanten hvor det blev for meget for deres kroppe.. Så derfor havde Dannika haft hendes forholdsregler, hun var faktisk klar på at han ville gøre noget dumt. Hun stod blot der og ventede i noget tid.

Faktisk i alt den tid, han havde været her, havde Dannika slet ikke vist mange følelser, måske var hun end af de vampyrer som ikke mærkede dem? Nej, faktisk ikke. Hun kunne bare gemme dem meget godt, bag denne maske som hun bag rundt, det rolige lille smil, døde blik i hendes øjne og ellers elegante udseende.

Dog i dette øjeblik, hvor Sean pludselig mærkede hans smerte, brød masken lidt op. Hendes bryn rynkede og hun så lidt bekymret ud. Hun lod ham komme helt selv op og stå, lod ham stå selv lidt, ingen hun rykkede ind. Hun greb godt fat i hans underarm.

”Hold ved..” Sagde hun blidt, før hendes anden arm løsnede sig for hans greb, guidede hans hånd til hendes hofte, hvor han bedre kunne støtte sig og derefter sneg hendes nu frie arm omkring hans egen hofter, om til hans lænd hvor hun greb hans trøje og blidt smækkede hendes kolde håndflade direkte på hans hud, ved hans lænd. Hun så lidt væk og hendes øjne lyste op i rødt, da hendes evne sparkede ind.
Lige nu, var det meget nemmere for hende at fokusere evnerne, da området arbejde meget, gav ham meget smerte og hun havde hendes hånd direkte over stedet.

Sean ville mærke den velkendte fornemmelse af hende som brød ind i hendes krop, dog ikke alle mulige andre steder lidt nu, end blot kilden til hans smerte, hun sneg sig ind og snart begyndte at lade kroppe heale på fuld styrke i det område. Hun kunne ikke gøre meget, men lige nu? Gjorde hun så smerten ikke var så voldsom ved ham, plus hun gjorde så hans muskler snart i benene ikke var så spændte op, men langsomt kunne strække sig ud igen. Mange ville nok sige det var lidt hun gjorde lige nu, men for Sean? Ville dette nok gøre utrolig meget for ham. Hun holdte hendes hånd der og snart så på ham med de røde øjne.

”Sådan.. Bedre?” Sagde hun blot, med det velkendte lille smil.  

Hvis Sean havde tid eller blot fokus til det.. Så ville han kunne se to meget store.. Sæt ar på Dannika’s hals. Nogle voldsomme sæt bidemærker efter en vampyr. De var lidt gamle, men hvis man kom tæt på, ville man kunne se dem, på dette sted, på hendes hals. Var ret klart, det disse mærker, var dem som havde slået Dannika ihjel, men også ændret hende, dengang.

Uanset smerterne, var der noget ved hans instinkt der automatisk lod hans opmærksomhed falde på hendes krop. Især med hånden mod hendes ene hofte. Han prøvede på ikke at være for tung, selv om han godt vidste en vampyr havde styrken til at klare det. Selv om han var klicheen på en stor og ond dæmon, havde han altid været en gentleman - og generelt set ønskede han at gøre folk omkring sig tilpasse. Og ingen måde selv være en byrde. Det var måske noget han satte lidt stolthed eller ære i, samtidig med at meget af det skete ubevidst.
Fornemmelsen af hendes evne var...Befriende? Han havde end ikke noteret sig hvor ondt han faktisk havde, før smerterne begyndte at fortage sig. De forsvandt ikke helt, men det blev nemmere at stå op og nemmere at slappe lidt af mens han gjorde det. Alligevel havde han en fornemmelse af, at han næppe kom til at gå særlig langt i dag. Uden smerterne ville det være nemt at glemme - og derfor nemt at blive frustreret over. Han skrev sig det bag øret, i håb om at imødekomme sådanne reaktioner senere.

Dannika var ikke den eneste med en maske. Til hverdag bar Sean altid sin. Den var lige så naturlig en del af ham, som det at trække vejret. Han viste sjældent hvad han følte eller tænkte, medmindre han ønskede at vise det. Folk der kendte ham kunne nok aflæse lidt mere end resten. Men selvfølgelig ville en situation som denne gøre det svære at opretholde den. Smerterne i sig selv tiltrak bestemte ansigtsudtryk, foruden koncentrationen omkring blot at blive stående. Nu efterlod smerterne og koncentrationen så heller ikke meget plads til så meget andet, kunne man sige.
"Tak"
Sean smilte svagt for sig selv, som hans øjne gled op og mødte hende. Røde øjne gjorde ingen forskel på ham. I det mindste kunne han se når hun brugte sin evne, så han ikke forvirrede det med noget andet.
Kunne kan forvirre det med noget andet? Han tvivlede. Følelsen var speciel og han ville altid opdage når en kvinde lagde hånd på ham. På den ene eller anden måde.

Sean trak vejret dybt, før han lænede sig længere ind mod hende. Instinktivt ønskede han at bruge sine incubus-evner på hende, men han lod være. Alligevel klemte hans hånd om hendes hofte en anelse, som han kom endnu tættere på. Sikkert også tættere på end han burde.
"Jeg er sikker på denne situation ikke støtter op om mit naturlige gode udseende"
Det var svært at sige om han udelukkende drillede hende eller om han faktisk fandt sig selv på den gode side. Selv om man næppe dækkede alles smag, var incubi også givet en smuk krop i gave. Et kræsent offer? Så var det heldigt de også havde evnen til at vække folks interesse uanset. Mentalt manipulation af opfattelse og følelser. Igen, ikke noget Sean brugte lige nu. Man burde vel holde sig på den gode side af ens læge, frivillig eller ufrivillig som lægen måtte være.
"Men trods min egen forfatning, føler jeg alligevel jeg må komplimentere din. Jeg kender ikke mange der ville påtage sig en tilfældig mands helbred. Jeg er også sikker på din store brug af din evne må være hårdt for dig. Sikker på jeg ikke er for krævende?"
Når det kom til stykket virkede hun til at have accepteret hans krav uden at brokke sig. Også selv om Sean ikke vidste hvad hun faktisk tænkte eller følte omkring det. Betød det noget? Egentlig ikke. Men han kunne ikke klare stilheden og han ønskede ikke en udelukkende professionel samtale om hans helbred eller situation. Sean udnyttede altid en mere intim sfære. Det var den der var hans legeplads.
"Var du læge før eller efter din forvandling?"
Forvandlingen kunne være et ømt punkt, en øm fortælling, for mange. Han havde bemærket hendes ar, men mest fordi han var sulten. Hans blik var automatisk gledet ned over hendes nakke, ned over kravebenet og ned over toppen af kjolen. Han behøvede ikke fantasere sig til hvad der var bagved. Erfaringen fortalte ham det hele. Det var jo ret så...Appetitligt...At se på. Ikke at han stirrede på nogen ubehagelig måde. I stedet havde hans blik nærmest virket naturligt, omend det måske hvilede lidt for længe på visse steder. En kompliment til Dannika, som han havde sagt.

Dannika var normalt ikke typen der brokkede sig for meget, når det galt hendes patienter.. Hun var nemlig meget professionel på det punkt, men tankerne havde godt ramt hende, at hun nok hængte på Sean i noget tid, så at være så stiv og kedelig hele tiden, som hun var? Det blev trættende, specielt i hendes eget hjem, konstant. Hun havde intet imod at han kom tættere på, om ikke andet, så var det jo dejligt at få den opmærksomhed fra sådan en smuk mand. Hun vidste godt han var dæmon, men havde endnu ikke helt udpeget hvilken type.. Dog gik det nu mere op for hende, at det nok enten var blod eller incubi, siden han kom pludseligt så tæt på hende og charmede sig mere.

”Faktisk synes jeg det er dejligt at se mænd som dig, komme ned på et niveau hvor de ikke selv har for meget kontrol.. At miste sin egen kontrol, er meget sundt engang imellem.. Selvfølgelig mener jeg ikke du har fortjent dette.. Men måske vil det lade dig opdage nogle ting, som er sundt for dig.” Sagde hun roligt, hendes stemme var lidt mere.. Som en kat nu, en svag spinden kom fra hende.

”Mmh.. Tak, og ja, det er hårdt.. Må indrømme jeg spiser meget mere lige for tiden, end jeg normalt har behov for. Men det er prisen, for at få din mås ud af denne seng, så hurtigt som du ønsker.” Grinte hun lidt. Måske slappede hun selv lidt mere af nu? De sidste mange dage, havde hun ikke grinet, overhovedet. Dette var nok den første rigtige latter fra hende. En blid og meget elegant latter, som lød som et dejligt klokkespil.

Hun holdte ved ham og lod hendes hoved falde lidt på skrå, imens han pressede sig mere ind til hende. Det lange røde hår faldt ned over hendes ene skulder, siden det var blevet lidt løst fra knolden. Hun duftede dejligt af lavendel og frist sommerregn? En lækker blanding, som dækkede lidt over hendes overnaturlige.. Dødhed?

”Nej, jeg var ikke læge før.. Jeg havde en interesse for det, men-.. Mig før min forvandling og mig nu, er to meget forskellige personer.. Jeg var en ret.. Opblæst rigmands datter.” Sagde hun blot. Hun drejede hendes hoved og så mere op på Sean.

”Men det er mange år siden nu.” Smilte hun svagt, og lod hånden, som ikke var på hans lænd, glide lidt mere op ad hans arm. Han ville gerne have kontakt? Det ville hun da også, var dejligt at mærke varmen fra et andet væsen igen, specielt sådan en lækker mand som Sean.

”Sig til når du vil ned og sidde igen.” Sagde hun blot til sidst.

Der skulle ikke mere af en invitation til. Han var startet forsigtigt ud, mest af alt for at prikke lidt til hende og se hvilken person han havde foran sig. Nogen var ikke til at stikke i. Så var det nemmere at finde andre, selv om han i dette tilfælde ikke havde muligheden derfor. Men...Nu gik det heller ikke at sige spise sin læge. Så ville han ende med at ligge her i alt for lang tid.
Men Dannika virkede til at åbne op og slappe mere af. Hendes latter var et tydeligt bevis på det, en lyd Sean brød sig om. Hun havde en smuk latter. Hvor typisk for dem, der måske ikke grinte så meget, at have den flotteste. Eller måske havde hans selskab de sidste par dage blot været mere end almindeligt kedeligt. Han havde jo trods alt blot ligget og sovet.
Hendes ord vækkede hans egen latter. Han smilte og grinte sjældent oprigtigt. I dag var ingen undtagelse - hans latter var måske ikke helt oprigtig. Men den var der og de fleste kunne ikke høre forskel alligevel.
"Siger du...Uden at kende noget til mig. Du lyder til at have en klar mening om hvem jeg er. Så fortæl mig...Hvem tror du jeg er?" Hans blik gled udfordrende over på hende. Ja, når hun havde så klar en holdning til hans person, måtte hun have en ide om hvem han var. Godt nok var det ikke forkert sagt. Han var stor tilhænger af kontrol. Og hun havde ret. Han havde brug for mindre af det. Men spørgsmålet var hvad han skulle slippe kontrollen omkring. Ikke om ham selv, det ville han aldrig kunne. Og han kunne næppe stoppe sig selv fra at ville kontrollere sine omgivelser. Men derfor kunne en uventet hændelse være ganske forfriskende. Når man ikke endte i en seng bagefter.

I det mindste lød det ikke til hun fortrød at skulle spise. Vampyrer blev ikke født til deres race, så Sean vidste mange af dem havde svært ved at give efter. Give efter og bare spise. Give efter og være den nye storslået race, et nyt selv! Men Dannika lød til at være kommet over det stadie. Godt. Lige nu ville der ikke være en større turnoff, end en person der græd over sin egen udødelighed og andres dødelighed. Den slags havde Sean mødt nok af. Sjovt nok faldt det ofte sammen med belærende typer, der prøvede at belære Sean om hans liv. Hvordan han ikke behøvede at gå rundt og slå ihjel og være et monster. Forskellen var bare Sean elskede det. Han ville ikke have det på andre måder.

Hans ene hånd hvilede stadig på hendes underarm, som var hans største støtte. Især da han rettede sig ordentligt op, så han bedre kunne stå så høj som han var. Det tog et øjeblik, før han havde modet til at fjerne hånden om hendes ene hofte. Ikke at han slap hende helt, som hånden blot gled op efter. Op langs siden på hende og lige inden han nåede brystpartiet, ville den forlade hendes side og lægge sig om hendes skulder. Hans blik havde fulgt håndens bevægelse, men nu så han tilbage på hende med et svagt, skævt smil. Han havde allerede et langt mere klart billede af hende, blot for de få ord de havde delt. Og måske ville de dele mere en dag. Hendes kærtegn var velkomne. Men lige nu var det hele blot brænde på et bål. Han trak vejret dybt ind, fik hendes duft med ind. Slet ikke dårligt.

Alligevel trak han sig en anelse tilbage, så meget han kunne uden at ødelægge sin position og risikere nye smerter.
"Dannika. Du er smuk. Og jeg vil hellere end gerne lægge an på dig. Men i øjeblikket vil det ikke være forsvarligt. Hvis jeg alligevel skal være her i længere tid, må du hellere vide at jeg er incubus..." Hans ledige hånd fandt hendes ledige og lagde sig over den. Han trak den op, hans øjne fulgte bevægelsen, før han ganske let gled sine læber over hendes slanke og kolde fingre. Det var som om sulten knurrede inde i ham og bad ham om at indtage hende. Lige nu måtte selv Dannika sætte pris på kontrollen.
Han åbnede sine øjne igen og så over på hende.
"Jeg beklager hvis jeg lagde op til noget. Men at spise min egen læge ville være imod selv mine egne principper. Og jeg ønsker næppe at ligge her længere end beregnet" Han smilte drillende til hende, som netop hans hurtige helbredelse var et fælles emne mellem dem.
Efter at trække vejret dybt igen og langsomt pustede ud, så han over mod stativet hun havde sat op tidligere. Det var svært at fokusere på andet end Dannika, tildels fordi han netop havde haft succes med at lukke hende mere op. Og fordi han nu vidste hun var villig, i hvert fald så og så langt. Han så tilbage på hende endnu en gang og studerede hende et øjeblik.
"Men derfor vil jeg gerne vide mere om dig, hvis du tillader det. Du har vækket min nysgerrighed. Og når det så er sagt...Hvor går vi fra her? Er målet for i dag blot at få mig til at stå?"
Han havde ikke behov for at sidde. Han havde behov for at komme videre. Han var slet ikke færdig endnu. Medmindre hun tvang ham...Han kunne næppe stå her uden hende. Han kunne vel gribe en stol eller noget andet, hvis noget stod tæt nok på sengen. Men han foretrak klart den levende-døde person foran sig.

Dannika kunne ikke lade vær med at beundre denne mand foran hende lige nu. Her stod han, med lammelse i hans ben, han var ved at komme over på rekordtid. Noget som mange folk ville blive helt mentalt knust over, noget som mange tog flere måneder, hvis ikke år at komme over. Han ville over det, på få uger og han stod stadigvæk nu og flirtede med hende. Det-.. Kunne hun ikke lade vær med at beundre, det var endelig noget særligt.

”Hvem du er? Jeg tror ikke jeg har behov for at sige hvem du er, burde du ikke selv havde en forståelse for det?” Grinte hun sødt, og lod blot det hænge der. Hun bed ikke på ting for nemt.

At stå med ham her, var lidt udforende for hende selv, blot fordi hun konstant skulle bruge hendes evne, for ikke at han knækkede sammen i store smerter igen. Men hun var tydeligt ikke typen som brokkede sig, slet ikke. Hun ville hellere holde det for sig selv, putte masken op igen og blive stille, hvis det var. Hendes gråd og store sorg over hendes nye liv, var allerede noget hun var kommet over for meget lang tid siden. Hun havde haft hendes første mange år, hvor hun havde konstant været et væsen, som.. Nogen som Sean sikkert ville have slået igen, for at have lavet for meget rod. Dog havde hun overlevet, på en og el andet måde.

Hun havde selv fundet hendes evne, lært den at kende, sammen med sulten. Noget hun alt sammen skulle opbygge selv og finde. Siden-.. Hendes skaber? Han havde smuttet selv samme nat, som han havde forvandlet hende. Marcus havde ikke blevet, han havde blot skredet og efterladt hende der, med pludselig voldsom tørst, havde været bragt tilbage fra døden, som han havde givet hende. Alt sammen til en stakkels menneskekvinde, som knap nok havde kendt til overnaturlige væsner.

Men her stod hun, med en smuk mand i hendes arme, som hun hjalp. Der var sket meget på de år, som hun havde været udødelig i. Pludselig nyfødt vampyr, og nu til her. En vampyr i fuld kontrol, med egen klinik og mennesker som arbejdede under hende.

Hun sukkede svagt da hans hånd gled forbi hendes brystparti og noget i hendes røde lysende øjne virkede til svagt at vågne lidt op, men så hurtigt som det var der? Så hurtigt forsvandt det igen. Hun smilede blot stadig, dette smukke og meget charmende smil.

”Incubus? Mmh.. Det er en rar information at have, tak fordi du deler den Sean.” Sagde hun roligt og så op på ham. Det var faktisk en meget rar information, blot-.. Som læge, men også som måske en han havde interesse for at flirte med. Hendes hånd fulgte villigt op og mærkede læberne imod fingrene, som fik hende til at smile mere. Hun tog forsigtigt og lod hendes hånd glide mere op og håndfladen strøg over hans kind.

”Mmh.. Men på et tidspunkt skal vi have noget føde i dag.. På en og el anden måde.. Det er meget vigtigt..” Sagde hun forsigtigt og studerede hans ansigt, imens hun selv tænkte lidt. Det var tydeligt at se på hende, siden det charmende smil blev lidt mindre og masken trak sig lidt op, da hjulene i hendes hoved begyndte at køre.

”Vide mere? Mmh.. Det kan du vel godt.. Mmh..” Hun trak hendes hånd ned og greb fat i hans underarm igen.

”Jeg kan fortælle dig mere, når du er nede og ligge igen. Lige nu? Lad os prøve og se om du kan gå lidt, og derefter skal du ned igen. Her første dag, skal vi ikke skubbe dit helbred for meget. Den første dag, når man er oppe igen, er ikke kun fysisk hårdt, men også psykisk for din krop.” Sagde hun blot og tog derfor et lille skridt tilbage. Hun ville derefter lade ham følge med hende. Hendes evne blev lidt stærkere imod hans ryg, imens de langsomt bevægede sig over imod vinduerne. Hun ville lade ham komme med derefter, hvor en stor og dejlig lænestol var. Der ville hun lade ham forsigtigt sætte sig ned i, hvis han havde lyst.

Hun var frisk og hun var hurtig. Et svag latter undslap ham af hendes svar. Han havde været oprigtig nysgerrig. Mon hun vidste han var hersker? Det var en information han endnu ikke følte for at dele. Det var rart at...At det ikke var der. At han for en stund bare kunne Sean, med alt der hørte til. Ja, engang havde han bare været Sean. Måske en kriminel overlord, med sin egen magtfulde klan bag sig - men så langt som flertallet vidste, havde han bare været Sean. Nu var han det hele, men den titel han brød sig mindst om, var hersker. Det var kedeligt arbejde. Det var hårdt og krævende. Det var altid det samme. Han var begyndt at drømme sig væk fra det, ønske sig noget andet. At rejse rundt igen, have sex med hvem end han ønskede eller gøre hvad end han følte for. En praktisk brik i folks spil, og ikke bare en der spillede selv. Det helt store politiske spil...Hvor sjovt det end kunne være, kunne det være lige så kedeligt. Og Sean føltes ikke for det i det lange løb. Han ville gerne tilbage til de mere simple ting. Det var ikke den magt, som han ønskede. Det havde han lært. Dette var ikke så meget magt, som det var et fængsel.
Spørgsmålet var bare om Natalie ville lade ham gå så nemt.
"Nogen gange spørger jeg også mig selv" Ordene gled over hans mund, men hans blik var fjernt, som han var fordybet i tanker. Tanker omkring hvem han faktisk var og hvem han ønskede at være. Men der gik ikke lang tid før hun havde hans fulde opmærksomhed igen. Det var nemt for ham at synke ned i dybe tanker, som oftere blot forvirrede ham end gav svar. Stadig. Han var ikke dum og havde da, mente han selv, en forholdsvis god selvindsigt.

Tak for at dele den information? Det var en sjov måde at sige det på. Var det værd at takke for? Fordi hun så kunne undgå muligheden for at blive spist eller fordi hun var fri for at gætte hans menu selv? Der var de igen. De tusinde spørgsmål han altid fik af blot det mindste.
"Jeg tror ikke den har mistet følelsen" forsikrede han blot nøgternt. Han var ikke genert og kunne da sagtens snakke om sine ædle dele. Det ville nok gøre ondt at deltage i en større akt, så jo mere maden selv kunne bevæge sig, jo nemmere ville det nok blive at spise.

I et øjeblik havde han lykkeligt glemt hvorfor de stod her - eller at han for et øjeblik siden havde stønnet svagt af smerte. Og udsigten til at fortsætte med det var ikke noget han så frem til. Hvis man blot kunne svinge en tryllestav eller drikke en eliksir, for så at være lige så frisk som altid. Med et svagt og uhørligt suk bed han sin manglende tålmodighed i sig.
"Bare rolig. Der skal mere til at knække mig"
Han havde oplevet så mange ting allerede. Overlevet ting. Lavet med traumer af den ene eller anden slags. Han var et sandt måltid for folk, der fokuserede mere på det psykiske end fysiske. Som Dr. Trott havde gjort. Men Sean var ikke typen der delte personlige ting. Følelser, hændelser...Det hele blev trygt og godt inde i ham selv. Medmindre han begyndte at stole på folk og lukkede en lille smule op. En proces der som regel var længere end de fleste havde tålmodighed til. På den anden side var han sikker på at de, der fortjente det, opnåede den slags informationer....
Og dog. Flertallet forlod ham uanset. Og efterlod en ødelagt tilknytning og tillid fra hans side. Endnu en ting der kunne smides på det store bål af uhåndterlige følelser og lyster. Hans voksende paranoia og manglende stabilitet, netop hvad angik de mere psykiske ting. Måske var han ganske enkelt allerede for ødelagt, til at denne ene oplevelse ville gøre større indtryk.

Nej. Nu han tænkte over det snakkede hun nok mere om koncentrationen ved det. Det blev han mindet om, som hun tog et skridt tilbage og han skulle prøve at følge med. Som et spædbarn, igen. Han vidste hvordan man gik, en ganske ubevidst handling, men i dag var han alt for bevidst om det. Det var svære. Han skulle tvinge sit ben fremefter og det sendte et jag op igennem hans ryg. Der blev ikke sagt mere, i stedet klemte han igen om hendes underarm i et forsøg på at holde sig oppe. Benene kom langsomt fremefter, som han på en eller anden måde fik banet sig vej. Men det var smertefuldt, med kun hendes evne til lindring. Og der gik ikke lang tid før den hårde oplevelse, fysisk som psykisk, fik sveden til at glide ned over hans tinding og blive absorberet i trøjen han bar.

Lænestolen var en redning. Han havde været tæt på at give efter og blot sætte sig på gulvet. Den store, stærke dæmon havde været tæt på at stoppe op og kalde på en pause. Tanken var underholdende og dybt frustrerende. Hvorfor - virkede - det - ikke - bare?!
Lænestol var en blød lindring og han kunne mærke lettelsen i hele hans krop, da han endelig kunne slappe lidt af. Den friske luft fra den endnu regnvåde skov var en fornøjelse, nu hvor han sad helt henne ved vinduet.
Før eller siden var der turen tilbage. Men lige nu ville han bare gerne nyde at han kunne sidde her. Nyde det...Og prøve at få den voksende frustration til at trække sig. Det var så nemt bare at blive...Vred...
Han lukkede øjnene et øjeblik.

Hun så lidt på ham imens han satte sig ned i sofaen.. Hun vidste at en dæmon sikkert kunne gå i noget tid uden mad, men det er jo ikke rart for dem.. Og når han allerede havde det hårdt og skidt i forvejen, så var tingene jo ikke godt nok for ham.. Dannika så på ham i lidt tid.. Sukkede svagt og bevægede sig over, for at sætte sig ned på armlænet, på sofaen han sad i. Fysisk kontakt var noget som folk også kunne savne, og fandt beroligende og behageligt, det vidste hun nemlig selv. Selv en vampyr, kunne savne det. Derfor satte hun sig lidt tilbage, og begyndte roligt at køre hendes fingre igennem Sean’s hår.. Blot roligt, lod hun sine negle langsomt glide over hans hovedbund og igennem det mørke hår.

”Jeg ved ikke meget og Incubi.. Hvordan spiser i? Selvfølgelig ved jeg det er ved-.. Sex.. Men hvordan helt præcis? Skal i tage alt fra jeres ofre? For hvis du har behov for en sjæl.. Kan jeg skaffe et menneske, slave eller sådan, og komme med til dig.” Sagde hun blot, imens hun så på manden ved hendes side.. Hun lænede sig imod ryggen af lænestolen. Det tog ikke noget plads for ham, og den eneste kontakt hun gav var det via hans hår.

Hun ville jo ikke presse for meget på med ham, men hun vidste nemlig at psykisk helbred også havde meget at gøre lige nu for ham. Og da de havde stået der tidligere, havde han set meget mere frisk ud, en han havde, i mange dage..

Via kontakten på hans hoved, sendte hun også små følere ud i hans krop, blot for at se hvordan det stod til, om hans krop havde taget gåturen herover fint, eller det havde givet for meget stress.

Øjnene gled op, som han kunne mærke hun satte sig ved siden af ham. Han så op mod hende, som hun lod sine fingre glide igennem hans mørkebrune hår. Selv hvis han redte det, endte det ofte med at stritte lidt i alle sine egne retninger. Pandehåret gled ofte mere eller mindre ned over panden på ham. Lige nu gik det næsten i et med 5 dage værd af skæg. Han var ofte glatbarberet eller blot med få dages stubber. 5 dages skæg var for meget i forhold til hvad han selv brød sig om. Men lige nu var det bare sådan tingene var. I stedet lukkede han øjnene igen og nød at mærke hende. Mærke fingrene. Selv om de ikke have snakket enormt meget, virkede det som om de allerede var blevet lidt tættere. Nok til at skabe en behagelig stemning omkring dem, i hvert fald. Men nu blev mørkets væsner vel også ofte tiltrukket af hinanden? Like-minded people. Uanset hvad årsagen var, sagde han ikke nej tak. Det var en af de gode ting ved at være incubi. Selv om meget af det var falsk, var kontakten der altid. Den fysiske. Den kunne man ofte trøste sig lidt ved. Men i virkeligheden havde han ingen, der kunne sidde ved siden af ham og køre deres fingre igennem hans hår. En bevægelse der sendte et lille gys igennem ryggen på ham.
Ja, han var træt. Hans krop var træt. Men lige nu nød han bare at sidde her og slappe af.

Ved hendes spørgsmål gled et lille smil over ham. Lidt efter åbnede han øjnene og drejede hovedet, så han kunne se op på hende igen. En hånd gled op og med bagsiden af sine fingre gled hånden svagt hen over hendes ene ben.
"Hmm. Vi indtager hele vores offer og efterlader et lig hvor vi har været" svarede han ligeud. Det var svært at gøre det mereindbydende og samtidig sige sandheden. Det var vel ikke det mest charmerende at efterlade sig et lig oven på sådan en akt. Men det var noget man vænnede sig til, som incubi eller succubi i hvert fald.
"Hvilket er derfor jeg lige nu holder mig fra min ellers ret så charmerende læge" Han blinkede drillende til hende.
"Og nu må jeg vidst stille dig et spørgsmål. Er du tilfreds med at bo i skoven? Tilfreds med det du nu kan gøre, af gerninger, gemt væk i skoven?" Han havde en hensigt. Men han havde brug for flere informationer først.