When it all goes better (Dannika)

S: Borgen i Doomsville
T: Tidlig aften
V: Udenfor blæser og regner det en hel del.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Der var gået et par uger, siden Dannika var flyttet ind og Sean var kommet hjem igen. De første par dage efter rejsen, havde Sean næsten ikke orket andet end ligge i sin seng. Men efter et par dages hvile og Dannikas pleje og hjælp, havde han endelig taget fat på optræningen igen. Nu gik det meget bedre. At sige han var helt healet ville være at overdrive. Han var stadig mere træt i kroppen eller kunne få ondt. Han kunne ikke gå en tur ned i byen endnu. Men han kunne gå rundt i sit eget værelse, uden at skulle have nogen til at støtte sig. Taget i betragtning han havde været næsten lam, var det en stor forbedring. Selv forudså han at om en uge eller maksimalt to, ville han kunne gå rundt hvor han ville igen. Måske ikke ligefrem være klar til at løbe byen rundt...Men dog gå. Dog bevæge sig rundt. Dog endelig beskæftige sig med de ting, som han savnede mest.

Her i hans rum havde der ikke været meget mere at lave, end at tage hul på al arbejdet der ventede en hersker. Noget af det var faldet bagud, tildels grundet Seans fravær. Han havde arbejdet mere koncentreret og havde endda formået at arbejde forud eller begynde nye projekter, der ville styrke byen på den ene eller anden måde. Men når det kom til stykket, så var det kedeligt arbejde. Og hans eneste gæster var folk, der ville i kontakt med deres hersker. Politik. Religion. Økonomi. Adelige, der havde en strid, som han skulle vurdere. Men han havde heller ingen elskere, ingen kærlighed, ingen familie og ingen venner. Så det gav mening der ikke kom andre. Folk tænkte vel ikke engang over hvorfor han sad heroppe hele dagen. Eller måske havde tjenerne spredt rygtet om hans dårlige helbred disse dage.
Uanset hvad kunne han ikke flygte fra det kedelige arbejde. Natalie havde sat ham her, fordi han kunne finde ud af det. Men selv ville han hellere ned til sin kriminelle klan og fordybe sig i den slags arbejde. Uanset om han selv kunne gå med på jobs eller ej. I stedet havde han en tjener på borgen, som også var en kontaktperson til klanen - så en anelse havde han da kunne gøre der også. Men slet ikke nok til at han følte sig tilfreds.

Med et suk lænede han sig tilbage i sin kontorstol og stirrede ud af vinduet. Der var kommet et voldsomt uvejr, som nægtede at forsvinde. Det havde været her en uges tid nu. Regn og blæst konstant. En stigende strøm af nervøse kommentarer, der håbede Sean vidste hvorfor vejret opførte sig så underligt. Bekymringer for såningen, der burde tage sted på de fleste marker nu. Han sukkede dybt. Problemer med mad...Hvis dette vejr fortsatte, hvordan skulle han sikre mad til Doomsville i hvem vidste hvor lang tid? Kloakkerne ville blive fyldt op af alt den vand. Hans klan kunne lukke af, så de ikke blev oversvømmet...Men ville det udgøre en risiko for resten af byen?
Der var mange grunde til at vejret godt måtte blive bedre. Og det var hurtigt.
Iklædt noget afslappende og løst tøj, sad han med hænderne flettet i nakken og så ud af sit store vindue. I pejsen knitrede en svag ild, der sørgede for rummet var behageligt varmt. Hans skrivebord var dækket af alverdens papirer, breve og bøger. Rapporter eller emner, som Sean læste om af egen interesse. Mest omkring magi og ritualer. De bare fødder hvilede mod det kølige stengulv under ham. Borgen var mest bygget af sten og gulvtæppet strakte sig ikke helt herover af praktiske årsager. Men han havde intet imod at mærke gulvet under sig.

De sidste par uger, havde været lidt som en lille ferie. Hun havde kun haft nogle få kunder, som hun havde taget ud til, i byen, imens hun vidste Sean kunne klare sig. Ellers havde hun haft tid til sig selv, imellem tiden ved Sean, været rundt og set slottet, læst, taget tid til sig selv.

Der var faste tidspunkter på dagen, hvor hun kom ind til Sean og ordnede nogle ting, eller skulle træne med ham. Ellers forstyrrede hun ham ikke, siden hun godt havde set alt det arbejde han havde fået kastet efter sig. Hun brød sig ikke om at være i vejen, folk blev altid trælse med det, hvis de begyndte at føle sådan.

Som altid tog hun sin taske og gik op imod Sean’s kammer. I dag havde hun en fin konge blå kjole på, et tyndt bælte omkring hendes hofter, håret sat op i en høj heste hale, nogle åbne sko og ellers ikke andet. Kjolens ærmer gik til midten på hendes underarme, der åbnede den sig og faldt ned i nogle lange ærmer. Den havde en fin lille guld kant og et dybt skær ned i halsen, som vidste hendes fine barm lidt. Dog var det ikke noget hun tænkte meget over disse dage, den var blot rar at have på.

Da hun stod ved døren til hans kammer, bankede hun blidt på, før hun gik indenfor.

”Godaften Sean.” Hun gik inden for og gabte svagt, var ikke lang tid siden hun havde stået op.. Stormen havde ødelagt hendes søvn lidt, da det larmede meget og folk snakkede højt på gangene sommetider. Hun gik igennem rummet og over til et lille bord, som hun satte hendes taske på. Stoppede lidt og så ud af vinduet.

”Mmh..” Brummede hun lavt. Denne storm ville også ødelægge hendes mad.. Siden folk ikke gik udenfor meget, så derfor sværere.

Han havde vænnet sig til Dannikas kommen og gåen. Nogle gange mistede han fornemmelsen af tid, men Dannikas stabile besøg mindede ham altid om den. Han svarede ikke, da der blev banket på. Var det tjenestefolk, ville de lade ham være i fred. Var det Dannika, ville hun formentlig komme ind uanset. Og han tog ikke fejl, som han tydeligt genkendte hendes stemme, trods han sad med ryggen til døren. Som hun trådte over mod vinduet, kom hun mere ind i synsvidde. Han strakte sig dovent, før armene gled ned langs stolens armlæn. Han drejede hovedet og så over mod hende, med det sædvanlige lille skæve smil.
"Er det det?" spørgsmålet var retorisk og han forventede ikke et svar på det. Han så ud af vinduet igen, før han med et svagt suk skubbede stolen fra bordet og rejste sig. Han rejste sig stadig langsomt, for ikke at give ryggen et chok ved en pludselig bevægelse. Det var noget han selv havde opdaget de sidste par dage. Pludselige bevægelser gav tit pludselige smerter eller begrænsninger. Han sad stadig meget ned, så det var rart at rejse sig. Han gik over ved siden af hende og kiggede ud af vinduet igen, nu med armene over kors, som han studerede vejret udenfor med det samme kølige udtryk, som han ellers mødte verden med.
"Ingen ved hvorfor vejret opfører sig sådan her. Jeg har modtaget et par breve om at vejret også er slemt andre steder. På hver deres måde, vel at mærke. Gad vide hvor langt tilbage i historie jeg skal, for at finde omtale af dette fænomen?" det sidste gled ud til en lavmælt brummen, som Sean gled ned i fordybede tanker igen. Han havde ledt i historiebøgerne og almanakker. Historie gentog sig altid - påstod man. Men han havde ikke fundet noget konkret endnu. Man kunne sige vejret også kun havde været sådan her i lidt over en uge. Det kunne stadig ændre sig og han havde stadig mange bøger eller eksperter at hidkalde. Og hvad hvis sidste gang, at vejret var sådan her, var så længe siden at man ikke skrev det ned? Eller hvad hvis vejret aldrig havde været sådan her før? Var det et naturligt fænomen...Eller påkaldt af magi, af ritualer?
Han rystede svagt på hovedet.
"Sovet godt?" han så tilbage på Dannika. Med dagene var det faldet ham mere naturligt at føre en normal samtale med hende. Han havde også fundet sig selv i en længsel efter at føre almindelige samtaler med hende. Ikke alt behøvede at handle om politik, helbred eller andre store emner. Der fandtes også helt almindelig hverdag...

Det var sjældent hun følte sig tryg ved en person, hun havde hendes egne form for paranoia, men igen.. Hvem har ikke? Hun var selv blevet dræbt jo, hendes familie solgt hende og mange vendt hende ryggen. Dog havde hun lært at slukke for hendes følelser, hvis de blev for meget. Men hun havde ikke behov for dette, ved Sean. Der var bare noget over den her stædige mand, som fik hende til at slappe af. Hun stod og rodet lidt i hendes taske, da han kom over, tog en glas krukke op, som havde noget varme creme i sig, som hun ofte brugte på hans ryg. En mikstur hun selv havde lavet.

”Det er mærkeligt.. Normalt er vejret skam grumt her, men ikke i denne grad..” Mumlede hun med rynkede bryn, da hun så op på ham igen, sukkede svagt og smilte derefter.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde ja..” Grinte hun lidt og lænede hendes hofte op imod bordet hun havde hendes ting på, hun sukkede svagt og trak på hendes skuldre.

”Larmen, de ukendte omgivelser og generelt-.. De mange folk, er noget jeg stadig lige skal finde ro i. Som du nok selv har bemærket det, så er det meget anderledes her, end i mit eget hjem. Men det er okay, jeg klarer mig, vil jeg da håbe.” Hun grinte svagt og lagde hendes hoved på skrå, imens hun så op på ham igen.

”Dog at se hvordan du bliver bedre og bedre, det giver en tilfredsstillelse. Der går ikke lang tid, før du ikke har nær så meget behov for mig mere, hva?” Det gjorde hende både glad, men også lidt trist? At han ikke behøvede hende nær så meget, gav dem jo grund til ikke at ses så ofte igen. Sean ville nok have mere arbejde, og det ville hun også igen, så derfor mindre tid og ikke nogen fast grund til at ses.

Som han kiggede ud af vinduet, lyste et lyn himlen op i et stærkt glimt. Ikke lang tid efter kom et hårdt brag. Ikke nok til at få vinduerne til at klirre - men tæt på. Sean var ikke bange for torden eller lyn. Men han vidste mange var det, hvilket måske kun var en naturlig reaktion på noget man ikke kunne kontrollere. Og som potentielt kunne være dræbende. Idet mindste var alt vådt, så en eventuel brand ikke ville sprede sig for hurtigt. Forhåbentlig.
Hans ene hånd gled over hans glatbarberede hage et øjeblik, før han så tilbage på Dannika. Selv sov han ikke meget. Han var mere eller mindre vendt tilbage til sit sædvanlige søvnmønster, hvilket var lige så ustadigt som altid. Han sov, når han følte for det, uanset om det så var nat eller dag. Og som regel ikke mere end 3-4 timer ad gangen. Af en eller anden grund var han velsignet med sådan et søvnmønster. Nogle gange kunne han godt føle sit træt og derfor være irriteret over det. At han ikke kunne sove. Men langt det meste af tiden elskede han at kunne udnytte al sin tid.
"Hvis du finder et mere roligt sted, som du foretrækker at opholde dig i, skal du være velkommen" bemærkede han roligt. Der var ikke behov for hun ved død og pine boede lige op ad ham. Ikke længere i hvert fald. Selv hvis der skulle ske noget nyt, ville en tjener hurtigt kunne løbe til hende.

Med lette fingre, der havde gjort bevægelsen mange gange før, begyndte han at løsne sin løse skjorte. Han var ret muskuløs, så mange af hans skjorter sad altid helt tæt til hans krop. Men takket være en personlig skrædder, havde han sikret sig lidt løsere tøj, til når han bare trængte til at gå rundt for sig selv. Det kunne være rart at føle...Friheden...I det. Han genkendte efterhånden salven, så han regnede med hun nok gerne ville have fri adgang til hans ryg. Og hvis ikke? Hvornår var ikke et godt tidspunkt til at gå halvnøgen rundt? Det var jo ikke fordi Dannika manglede noget på den front. Sean havde altid haft noget med hår. Mest hvidt hår, som hos Alane. Men han brød sig også om Dannikas. Så rødt. Så livligt og kraftigt. Der lå styrke i håret...Til tider fandt han sig selv sidde og stirre på det. Om Dannika så havde opdaget noget eller ej.
"Misforstå mig ikke. Jeg foretrækker at kunne bevæge mig rundt og gøre hvad jeg vil"
Ja, han glædede sig til at være rask. Til at kunne løbe en tur, hvis han ville. Eller slås. Eller ride. Måske skulle han snart rejse en tur, se noget andet end det til tider lidt dystre Doomsville. Hvis vejret var til det.
Han trak vejret dybt, trak skjorten af, kun for at træde over og smide den over fodenden af sin store seng. En hånd gled igennem hans viltre mørkebrune hår. Blikket gled over mod Dannikas igen. De sædvanlige, kølige øjne. Som en mur ingen rigtig kom igennem. Som han ikke lod nogen komme igennem. Det gjorde ganske enkelt for ondt - og på samme måde måtte han også huske at holde Dannika på afstand. Måske var det kun godt hun rejste igen, når hun var færdig. Der havde vist ikke været snak om nogen permanent stilling. Han kunne heller ikke forestille sig, at Dannika ville blive her, når hun ikke brød sig om livet i byen. Med larmen og alt det.
Han trak vejret dybt, uden at gå dybere ind på emnet.
"Hvad er planen for i dag?"
Han havde siddet ned hele dagen. Om han så skulle gå hele vejen ned i køkkenet og op igen, følte han det ville være en forfriskende forandring. Også selv om turen ville være hovedsaglig fuld af trapper. Desværre virkede det ikke til de kunne gå udenfor. Ikke uden mere tøj på, i hvert fald.

Det var virkelig mærkeligt, hvordan hun endelig glædet sig hver gang til når Sean smed.. Noget af hans tøj. Men igen, manden var jo smuk, overnaturligt smuk. Alt sad helt perfekt på ham og hun takkede mange af guderne for at hun fik lov til at så ofte, at røre ved ham. Det var jo ikke mange, som sikkert havde den frihed, som hun havde lige nu. Dog var der jo også en pris. Sean havde jo smerter og ikke rask, og det var kun grunden til at folk lod hende røre ved dem. Fordi hun skulle fikse noget. Det var endelig den eneste grund til folk havde behov for hende, eller var i nærheden af hende.

Men igen, hvem ville også have en levende død person ved dem?

”Jeg har ikke tænkt så meget over i dag, jeg havde planer om at vi skulle ud og gå en tur måske, men-.. Det har vejret jo ødelagt.” Sukkede hun og rejste sig. Hun gik de lette skridt over til ham, og gik bagved ham, hvorefter hun åbnede låget på glaskrukken. Det var bedst at Sean stod op, når hun gjorde dette. Hun kunne bedre se hvordan hans muskler arbejde og også når han gik rundt.

”Men, hvis skal have dig til at bevæge dig i dag. Tror også du ønsker det selv?” Smilte hun svagt. Hendes døde, grønne øjne gled over hans ryg, samt hendes kolde fingre løb over huden. Hun tjekkede ved at presse hendes fingre ind nogle få steder, hun var selvfølgelig forsigtig, men dette var normalt. Derefter tog hun noget salve på hendes hænder, smurte det ind og gned det godt, så der kom lidt varme, hvor hun så begyndte at massere det ind i hans ryg, hvor der nu var ar, efter skaderne. Hendes øjne lyste op rødt, da hun også begyndte at bruge hendes evne. Sean ville nok knap kunne mærke det mere, da det jo var så dagligt hun brugte det.

Dannika stod i noget tid, og smurte cremen ind. Hun var stille når hun gjorde det, men arbejdede godt med hendes stærke fingre.. Efter noget tid, var hun færdig og tog et skridt tilbage, smurte det sidste salve ind i hendes egne hænder og lukkede låget på glaskrukken.

”Så, hvad end du selv ønsker? Du har det jo meget bedre, så mange aktiviteter kan blive gjort.” Hun trak svagt på hendes skuldre og så derefter op på ham.

Han stod stille mens hun arbejdede. Det var som altid forunderligt hvordan det på den ene side varmede ham, og på den anden side stadig føltes koldt med hendes fingre. Det gjorde ikke rigtig ondt længere, så normalt ville han nok selv have krævet det hele stoppede. Der var jo ingen grund til lægehjælp, hvis alt gik bedre. Men han havde ikke helt lyst til at hun skulle rejse endnu. Eller måske var det hendes selskab, han ikke helt ønskede at give op på endnu. Så hvis hun selv mente der endnu var grund til alt dette...Hvem var han da at sige nej?
Imens kiggede han ud af vinduerne.

Han trak vejret dybt, da hun var færdig. Han vendte sig om mod hende med et lille smil. Sigende lænede han sig ind mod hende og med en finger under hendes hage, kom han helt tæt på. Hans øjne søgte hendes, men der var et drillende glimt i dem.
"Jeg kan komme i tanke om mange ting jeg gerne vil bruge min tid på" brummede han. Så tæt på...At han kunne kysse hende. Alligevel gled hans hoved til siden og hans hånd lagde sig kort med hendes ene skulder, før han fjernede sig fra hende igen. I stedet greb han sin skjorte og tog den på igen. Han kunne mærke stoffet mod hans lettere fedtede ryg, men det gjorde ikke noget. Med lette fingre fik han lukket knapperne, en efter en.
"Den tidligere ejer af borgen var en...Finurlig...Mand. Besat af magier, teknologi og ritualer. Måske endda mere end jeg selv er" Han så over på hende, men alt det drillende fra før var som forsvundet. Han var tilbage i sit eget selv igen.
"Han var også lige så paranoid eller forsigtig. Blot at bo i denne side af borgen, gjorde at vi måtte finde en vej rundt om flere fælder. For slet ikke at snakke om mængden af hemmelige døre, gange og genstande. Når jeg har tid, undersøger jeg et nyt rum. Men i virkeligheden er der ingen grund til at udforske resten af borgen...Eller risikere nogens liv på det, vel?" Han smilte svagt for sig selv. Så trak han let på skuldrene.
"Jeg tror det ville være en passende aktivitet. For selv om vejret forhindrer os i at gå igennem byen, kan jeg stadig køre mig selv træt på at overtænke ting. Eller løse gåder. Og Sakref var i den grad en gåde. Der er ingen jeg har nydt at sætte mig op imod, som den mand"
Det var underligt. At tale så afslappet om ting der havde været. At sige noget sandt, og som samtidig handlede om ham selv, uden at det var en dårlig ting eller havde betydning for...Noget. I et øjeblik kunne han næsten få en fornemmelse af at være...Normal. Ja, han havde vel aldrig rigtig fortalt nogen om noget som helst. End ikke noget så ligegyldigt, som hans forhold til den tidligere hersker af Doomsville.
"Jeg elsker tanken om at jeg kan gennemskue alle hans hemmeligheder. Så...Vil du med?" hans øjenbryn gled udfordrende op i panden på ham.

Da han havde kommet så tæt ind på hende og hun selv var overbevist om at han ville kysse hende.. Kunne hun nærmest havde troet at hendes stille og kolde hjerte var begyndt at slå igen? Fornemmelsen af at rødme og en varme i kroppen.. Havde spredt sig lidt, selvom hun godt vidste at det ikke kunne lade sig gøre.. Det var en ting hun savnede. Fornemmelsen i kroppen med at du er i live. Varmen, det bankende hjerte, hvordan ting eller personer havde effekter på din krop. Sean var klart en mand, som ville have fået hendes menneske jeg til at fnise og rødme.. Men hende selv nu? Ja, selv hendes egen personlighed var gået hen og dø lidt. Hun var dog mere selvsikker nu. Hun smilte varmt af ham og gik over til hendes taske, trak et sjal op og lagde omkring hendes egne skuldre og så på ham.

”Det lyder faktisk utrolig spænende.” Grinte hun, da hun hørte hans fortælling. Hun gik derefter over, lagde en hånd omkring hans arm.

”Jamen lad os tage på en lille udforskning, eller-.. Eventyr, i dit hjem. Blot lov mig at du lige nu, ikke slæber mig et sted hen og tager hævn, for alt den smerte jeg har puttet dig igennem.” Grinte hun og blinkede til ham. Hun havde været nød til at påføre ham smerte nogen gange, men det havde en god løsning i enden.. Selvom det jo ikke var rart..

Han så smilende på hende, som han mærkede hendes hånd mod sin arm.
"Åh, jeg bærer i den grad nag. Men min hævn kommer ikke så forventeligt" lovede han drillende, med et lille blink, der afslørede at der intet seriøst var over den lille trussel. Nej, Sean var ikke så tålmodig hvad angik hævn og at bære nag. Hvis nogen kom på hans dårlige side, var han alt for spontan. Det var i virkeligheden nok en af hans svage sider. I stedet for at sidde stille og lægge alverdens planer, brændte han for at løbe ned til vedkommende og slå dem ihjel. Det var noget andet med Natalie. En anden form for kamp.
I et øjeblik stod han stille og så frem for sig, ikke helt til stede, som disse tanker gled igennem ham. Så, lige så hurtigt som denne tåge havde lagt sig over ham, bevægede han sig igen. Det var ikke løgn. Der kunne være alt i borgen. Næppe noget levende, efter så mange år, men selv det var ikke garanteret. Så han hægtede sværdet om sine hofter, alligevel ikke tilpas med at efterlade sit sværd uanset. Tanken om at nogen ville komme efter ham var konstant.
Han holdt døren for hende, som de forlad hans lokale. Og den varme der havde været derinde. Men selv om gangene i borgen var kolde og mere triste i det konstante mørke, følte Sean sig ved godt mod. Endelig sad han ikke bare stille eller var tvunget til at være i sin seng! Endelig kunne han bruge mere af sin energi!
"Lad mig give dig en større rundtur. Stik mod hvad man nok forventer af de fleste, har jeg ikke bosat mig i den tidligere herskers eget soveværelse. Eller arbejdsværelse. Borgen er mit sekundære hjem...Selv om jeg bruger mere tid her end så mange andre steder. Så at indrette mig et lokale, der tilbage gør det billigere at varme op og klare sig selv, var det mest praktiske for mig. Nej, hele den tidligere herskers fløj står urørt. Denne vej..."
Dannika fik ganske gratis dette sjældne indblik i nogle af Seans valg og tanker. Noget ingen rigtig gjorde mere og som på en måde virkede befriende eller rart for ham. Heller ikke at nogen spurgte, selvfølgelig...Hvem var interesserede? Ingen. Men han bed disse sure tanker i sig og tvang sig selv til at sende Dannika et svagt smil, som han viste hende længere ned af gangen, end de begge nogensinde havde grund til at gå normalt. Derfra gik en mindre trappe op til de næste etager. Og op skulle de. Sean boede på den første etage. Men de skulle op i den øverste etage, før Sean var tilfreds. Ikke helt op i et tårn, men etagen før.
Trapperne var ikke så hårde for Sean, som de havde været. Alligevel stod han et kort sekund og trak vejret dybt, før han fortsatte fremefter. Normalt trænede han altid, men nu kunne han mærke prisen for ikke at beskæftige sig med lige så mange fysiske aktiviteter. Hvor han dog hadede det. Et stik af svaghed, af dovenskab, selv om det var af skade.

"Sakref havde en hel lille familie. De har boet lidt spredt, men hovedsageligt på denne etage...Nogle gange, når jeg har tid til overs, udforsker jeg hans personlige bibliotek. Det ligger nedenunder" Han trådte ned af gangen, til de kom til flere døre. Nogle var værelser til andre folk, nogle var arbejdsværelser, stuer eller andre lokaler, som den royale familie havde brugt til dem selv. Til sidst stoppede han for neden af gangen.
"At komme ind i Sakrefs gamle værelse er i sig selv ikke farligt. Jeg har udforsket det før med nogle andre. Jeg vil dog advare mod at røre ved noget" bemærkede han, som han så tilbage på Dannika, før han åbnede døren og trådte ind i det store lokale.

Årene forladt og uden hverken varme eller brug, havde gjort lokalet mørkt og fugtigt. Sengen stod stor og indbydende - var det ikke for det tykke lag støv. Lokalet var smukt indrettet, var det ikke for spindelvæv og voksende plamager af skimmelsvamp. I sandheden ikke det bedste. Men Sean havde ikke haft råd til at ombygge hele borgen, eller haft lyst til det. Reolerne med bøger var blevet fjernet. Bøger havde en speciel værdi for Sean, så det er en af de ting han havde prøvet at redde. Samt genstande af høj værdi. Men skabet med den gamle herskers tøj, klædeskabene, sengen, det fine gulvtæppe, de lurvede med tunge gardiner....Alt sammen efterladt. Sean trådte ind midt i lokalet og så sig omkring, som om det netop var første gang han var her. Efter at rode i sine lommer et kort øjeblik, kastede han en lille lyskrystal over til Dannika.
"Måske har vampyrer ikke brug for dem?" bemærkede han let, men uanset hvad havde hun nu en. Selv havde han en lidt større krystal mellem sine egne fingre.
"Ingen ved hvor Sakref forsvandt hen til eller hvorfor. Han var ikke byen til hverdag, så der gik noget tid før byen opdagede den manglede en hersker" forklarede han roligt, uanset om hun kendte historien eller ej i forvejen.

Hun nød at lytte til hans fortælling, imens de gik. Hun sagde endelig ikke så meget på vejen, da der faktisk ikke var behov for det. Endelig ville hun jo nok ende med at afbryde Sean, men det havde hun ikke lyst til. Mænd som ham, sagde ofte ikke for meget, eller-.. Fortalte ikke så meget, heller ikke om dem selv. Men disse sjældne øjeblikke hvor de gjorde, der var det blot at fange det og suge ind så meget man kunne! Hvilket hun endelig gjorde i minuttet. Hun gik med hendes arm omkring ham. Dels fordi det var hyggeligt, men også i tilfælde af hvis hans ryg pludselig ikke gad at virke igen.

Da de gik op ad trapperne, gik hun endelig forsigtigt. Hendes skørt var langt, så hun var nødt til at løfte op i den, for at ikke at træde eller falde.

Hun smilte stort, da de kom til rummet, det var faktisk meget sjovt det her, hun kunne nemt se hvordan han kunne få tiden til at gå med dette.

Da de kom ind, gispede hun svagt og så sig omkring. Hun trådte ind i midten af rummet med ham, greb krystallen og grinte.

”Ja.. Jeg har ikke behov for den, men tak for din tanke.” Hun tog krystallen stadig og holdte ved den, imens hun så sig om.

”Det-.. Er så utrolig at tænke på, at nogen har levet her.. Og så se tilstanden nu.. Spændende, men også lidt trist.” Sagde hun, imens hun gik over til vinduet, trak gardinet lidt til side og så ud. Udsigten var smuk og hun stod lidt der og så, imens hun levede sig ind i tankerne om hvordan-.. Denne Sakref, havde boet her. Hun kendte ikke historien, dels fordi hendes forældre var lige glade og aldrig fortalte dem. Og-.. Fordi hun ikke havde vidst der havde været behov for det.

Hun vendte sig om og gik over til Sean.

”Gad vide om han havde taget nogen med herind? Måske danset i månelyset med en person.” Hun grinte lidt legesygt og hvis Sean tillod det. Tog hun hans ene hånd og lagde hendes anden på hans skulder. Derefter trak hun ham stille rundt, i en langsom.. Men fin lille dans, til ingen musik, andet end den stilhed omkring dem og deres egne lyde.

Hans blik fulgte hende, som hun indtog rummet. Hvilede afslappet mod hendes skikkelse, som hun studerede udsigten. Herfra kunne man se ud over det meste af byen, helt ud til landskabet bag bymuren. Det var smukt. Han havde ikke tænkt på at gå herop på denne måde før. Sidst han var her, havde det ikke været for at studere udsigten...Men nu kunne han godt føle et stik af ærgelse. Ærgelse over at han boede et par etager længere nede og aldrig gjorde noget ved resten af stedet. Passede det ind i hans plan at istandsætte borgen alligevel, hvis han på en eller anden måde kunne finde pengene? Ville hans arving få mulighed for at bruge det...Eller ville han enten miste eller afstå Doomsville inden han nåede så langt? Der var en tidsbegrænsning på tingene. En grænse han selv havde valgt og som på nætter som denne, fyldte ham med en hvis fred. Som om han endelig kunne se på verden og dens indbyggere, uden at føle et behov for at finde en plads eller bevise noget. Selvfølgelig måtte han stadig gøre de ting til hverdag. Men lige nu var der blot...Fred.
Og heldigvis et selskab der tillod den fred. Dannika var ikke...Vild. Ikke på samme måde som mange af hans bekendtskaber. Hun krævede ikke at han konstant beviste sin magt og dominans. At de konstant myrdede, torterede eller gjorde andre sære ting. Lagde store planer.
Han trak vejret dybt, da Dannika vendte sig om mod ham og kom tilbage til ham.

Han lod hende komme helt tæt på. Intimitet var ikke fremmed for ham eller noget han frygtede. Det var normalt derigennem han spiste, trods alt. Men at danse...Jo, han kunne danse. Men det var sjældent af ren fornøjelse. Alligevel fandt han sig selv i en situation, hvor han lagde hånden om hendes talje og lod hendes anden hånd hvile i sin egen. Han kendte til danse, havde danset mange mange gange. Så det var med sin sædvanlige elegance at han førte an i dansen. Stille og rolig, ingen vilde bevægelser til at genere hans ryg. Og med en ro, der gav ham muligheden for at studere hendes ansigt endnu en tid.
Han havde oprindeligt tænkt på at bruge Fenrer. Men...Kunne han bruge Dannika i stedet? Så skulle han ikke rejse...Men omvendt ville det føles som om det var for tæt på?
Han ville snart finde ud af starte del et af sin nye plan. Ikke en plan der angik resten af verdenen, men en plan der angik ham selv personligt. Del to involverede en person, som han respekterede. At kalde vedkommende en direkte ven eller andet i den stil var urealistisk. Han havde ikke længere den slags. Men han skulle finde en der ville lytte. Måske lytte uden for mange spørgsmål, måske lytte uden for meget fordømmelse eller behov for at vise hverken medlidenhed eller afsky. Fenrer havde været perfekt til det. Der var en fred eller forståelse over den mand. Men Fenrer havde travlt...
Måske kunne han ikke beslutte sig allerede i dag. Han ville vente.

I stedet trådte han rundt i den stille dans. Stilheden generede ham ikke. Nogle gange blev ens forhold til andre styrket igennem stilheden. Ikke at han vidste om han havde behov for at vokse sig tættere på Dannika...Men tanken var ikke helt ubehagelig.
"Regner du med at rejse så snart jeg er helt rask?" der var intet sted at flygte. De stod tæt på hinanden i et stille og forladt lokale. Hans mørkegrå øjne hvilede på hendes ansigt. Han ville kunne se det. Se det, hvis hun prøvede at skjule noget eller krybe udenom. Han vidste ikke præcis hvad han ledte efter. Men han vidste han ville holde øje. Øje efter enhver reaktion, der kunne gøre ham klogere på hendes ønsker for fremtiden. Af en eller anden grund betød det noget.

Hvad var der med den her mand, som blot kunne få hende.. Endelig til at føle sig i live igen? Hun kunne simpelthen ikke sætte en finger på det.. For ingen havde i lang tid, fået sådan nogle følelser frem. Nu havde hun dog heller ikke opsøgt nogen, så chancen havde heller ikke været der. Hun havde lukket sig selv ude af samfundet, ved at flytte væk. Men endelig havde hun også haft behov for det. De kræfter hun havde med hendes evner, de-.. De var farlige, og enten ville hun selv havde misbrugt dem. Eller en anden ville have fundet hende, og fået hende til det. Så det bedste hun kunne have gjort, var at trække sig væk, til at hun var klar.

At hun havde fundet Sean den aften.. Havde virkelig ændret hendes liv. Hun vidste det, i sekundet hun havde valgt at hjælpe ham. At-.. Hun nu ville være på borgen, og danse med den mest magtfulde mand i byen? Det havde hun ikke regnet med. Men sådan mærkede det heller ikke. Lige nu, mærkede det endelig blot som om.. Tiden omkring dem stod stille. Og lige nu hang spørgsmålet i luften, som Sean havde stillet.

”Om-.. Jeg regner med at rejse væk?” Spurgte hun tilbage. Hun så studerende op på ham.

”Hmm.. Jeg burde sikkert, siden jeg ingen andre opgaver har her mere.. Så jeg ville være tilovers.. Det er den mest logiske handling, men..” Hun bed sig selv lidt i underlæben og klemte svagt om hans skulder og hånd. Ikke hårdt, men nok til at han ville kunne mærke det.
”Noget inde i mig.. Vil have jeg i stedet tager den mest selviske handling.. Og vil blive.. Ærligt? Så har jeg ikke lyst til at tage tilbage i den.. Ensomme hytte.. Selvom jeg har mange minder, og stilheden er en gave.. Men-.. Er det virkelig selviske af mig, at jeg ønsker at blive.. Blot for stadig at være en del af dit liv?” Spurgte hun tilbage til ham. Hun flyttede hendes hånd og lagde dem begge omkring hans nakke, blot for at stå lidt tættere..

Dannika vidste ikke hvad hun følte for Sean, hun anede det ikke, fordi hun i lang tid havde presset hendes følelser væk. Men der var en tiltrækning, og hun vidste det tydeligt.

I hendes grønne.. Døde, men stærkt grønne øjne, ville Sean ikke finde nogen.. Dårlige følelser. Hun var her ikke på grund af hans magt, eller hvad end andet.. Slet ikke. Hun var her fordi hun kunne lide hans selskab, og hun nød det meget. I hendes ansigt og hendes øjne ville han se ærligheden. Dannika var dog aldrig en til at vige væk eller undvig noget. Hun stod altid rank og åbne.. Eneste tidspunkt hun ville vige væk, var hvis man spurgte ind til hendes menneske liv.. Og den frygtelige forvandling som var sket. Eneste bevis tilbage af det, var det store ar på hendes hals. De to store bidmærker.

Som hun ændrede stilling, lagde han naturligt armene om hendes slanke tajle. Han kunne mærke hendes krop så tæt på sin egen, men uden det direkte virkede seksuelt. Der var mere til dette selskab, mere til deres overraskende dybe samtale, end noget så simpelt som lyster. Hvad det helt præcis var, vidste han ikke. Men det var...Rart...
Det var som om alt det andet ikke betød noget. Politik. Hans magtkamp med Natalie. Hans planer, der ville starte med en baby hos en kvinde han fandt passende. Hans planer med Fenrer. Hans familieproblemer. Endnu et mislykket forhold og hans voksende paranoia...Det hele gled lidt i baggrunden. Og efterlod en behagelig ro. I hans krop, i hans sind. Til at tænke klart. Til at trække vejret dybt. Det var en følelse han sagtens kunne blive afhængig af.
Endelig. Han havde søgt noget der kunne give ham dette. Han havde ikke vidste det, ikke bevidst, men som han stod her nu vidste han det.

Han følte han blev væk i hendes blik. Øjnene var smukke. Det røde hår, trods hendes vampyrisme, næsten knitrede af energi. Hendes kolde, blege hud...Trods hvad andre sikkert brød sig om, trak han sig ikke fra vampyrernes kolde krop. Han havde delt den slags kroppe mange gange. Blot gav han aldrig sit blod. Det var kun sket en gang.
"Vær egoistisk" bemærkede han lavmælt. Den dybe, brummende stemme.
"For så vil jeg ikke fremstå egoistisk for at ønske du blev" indrømmede han stille. Han trak vejret dybt og smilte svagt til hende. Han gengældte hendes blik. Hans normalt kølige og afstandstagende blik, der endelig viste en snert af ægte følelser. En snert af varme. En snert af den fred han følte.

"Bliv. Udadtil, være min officielle læge. Jeg aldrig haft sådan en. Og når du trænger til ro, så rejs til din hytte...Men kom tilbage til mig igen" fortsatte han roligt. Han trak vejret dybt igen, velvidende han måske brød lidt af fortryllelsen nu.
"Men jeg bør måske advare dig. Jeg er ikke en nem mand. Mange har opgivet at lære mig at kende. Nogen er nået langt, kun for selv at forlade mig. Forsvinde et ukendt sted hen, uden så meget et ord tilbage til mig. Jeg lever livet farligt. Jeg er i magtkamp med selveste min egen raceleder...Og hun er ikke bange for at kidnappe og torturere folk, som jeg endelig bryder mig det mindste om" sagde han ligefrem. Dannika måtte vide det. Hun skulle advares, så hun på dette tidlige stadie - et stadie af hvad end de delte noget af - kunne tage en rigtig beslutning for sig selv. Og måske, midt i det hele, var det også en prøve. En prøve for at se hvordan hun ville reagere. Hvad hun ville tænke og føle. Sean havde oplevet så mange svigt, uanset om han selv var skyld i dem eller ej, at han aldrig ville lukke op for en der ikke havde bevist de ville blive der. Bevist de kunne bære hans hårde livsførelse. Dannika virkede til at have viljen, til at være stærk nok på sin egen måde. Hun havde om ikke andet være bestemt nok, til at hun havde fået lov til at blive Seans læge. En titel ingen andre havde båret. Det krævede et unikt sæt af værdier og personlighed. Det i sig selv burde fortælle hvor speciel hun var. Var det fjollet at han ønskede sig at prale? Prale med hende som sin egen læge. At han på en eller anden måde ville føle sig...Stolt?...Over det?

Hun så på ham i lang tid, og lyttede til hans ord.. Og det føltes nærmest som om hendes hjerte begyndte at banke igen.. Hendes ene hånd rystede svagt, noget den aldrig havde gjort før og hun gyste lidt, da hun hørte hans lave og dybe stemme.. En stemme som allerede siden første måde, havde tryllebundet hende.. Hun lyttede til hans ord, med denne ro hun altid havde omkring hende. Denne dybe stilhed. Et smil brændte på hendes læber, da hun hørte hvad han sagde.. Nærmest beordrede, i hans egen søde måde.

”Jeg vidste allerede siden første dag, da jeg fandt dig.. At du ikke var nem.. Og du har heller ikke været det, under hele processen.. At du ikke havde tålmodigheden, allerede da du ikke kunne gå.. Jeg vidste hvad jeg gik indtil.. Og jeg er her stadig? Jeg vil kun elske at være ved din side, og støtte dig.. Og hvis jeg endda selv, skal gå til denne.. Raceleder, så vil jeg.. Du har kun set den healende del af mine evner.. Mange.. Utrolig mange folk derude-.. Ønsker at få fingrende i mig, på grund af dem. Jeg-.. Er meget unik, netop på grund af dem.. Og det bør du også vide, eller måske ved du det allerede?” Hun smilte svagt og rakte en hånd op, lod den blidt glide over hans kind.

”Men ja.. Jeg vil blive her.. Bare rolig. Jeg kan nemt sende et brev til mine tjenestefolk og lade dem vide besked. Tror nok også de skal komme ind med noget mere tøj til mig og ting, så jeg ordentligt kan flytte ind her. Men alt dette, kan blive arrangeret senere..” Hun trak ham kærligt ned og krammede ham tæt ind til sig. Strøg hendes fingre igennem hans hår og holdte om ham. I et-.. Ellers varmt knus. Så godt hun kunne.

”Jeg er beæret over du vil beholde mig her.. Det er en stor ære, jeg vil bære.. Mange tak, Sean.” Sagde hun blidt. Og hans navn blev nærmest sunget fra hendes læber. Hendes hår duftede som altid af frisk sommer regn, lavendel og en lille smule af den creme, hun altid brugte på hans ømme muskler.

Det var tydeligvis hans forbandelse at blive tryllebundet på denne måde. Gang på gang lovede han sig selv ikke at gøre det igen. Men her stod han. Nu med hendes krop endnu tættere end før. Duften, der sad i hans næse. Armene, der viklede sig om hende slanke krop. Stærk, selvfølgelig, som enhver vampyrs ville være. Og måske ekstra stærk, hvis hun lagde al sin vilje bag det. Han kunne trøste sig selv ved, at hun i det mindste havde fået en advarsel. Det ville holde til han havde kørt hende træt. Alle blev trætte. Alle forlod ham, eller han forlod dem. Ingen havde fundet ud af hvordan man kunne være sammen med ham og samtidig være lykkelig over længere tid. Lori havde måske følt han var det...Men Sean kunne ikke være sammen med manden, velvidende Natalie kunne tage ham igen når som helst. Hvad forskel gjorde det om det var Lori...Eller Dannika? De ville begge være i fare. Og det ville være hans skyld. Han burde sige nej. Nej, før der skete mere.
Men måske var det fordi han havde brug for det. At hun ikke blot healede hans krop, men måske også hans sind.

Sean trak vejret dybt ind. Begravede sit ansigt mod hendes hår og nakke. Lukkede øjnene et øjeblik, mens han blot stod og smile svagt for sig selv. Han havde brug for det. Og hvornår var han holdt op med at være egoistisk? Hvis han ønskede sig Dannika og hun var villig til at være her, hvorfor så ikke?
Der var så få folk han ville gøre alt for. Men hans tendens til netop at gøre det, havde altid jagtet folk væk. Så i stedet burde han forvente Dannika kunne tage sig af sig selv.
Det sagde han til sig selv, velvidende han stadig ville sætte himmel og helvede - hvis de steder fandtes - i bevægelse, hvis han hørte hun var i fare. Det var ganske enkelt hans natur.
"Hmm...Så du siger jeg kan få massage hver dag?" brummede han drillede , før han rettede sig op fra krammet og så på hendes ansigt igen. Han ville gerne sige mere. Sige at ud over farene omkring ham, var der også ham selv. At han ikke længere kunne...Stole...På sig selv. Men det var som om tidspunktet var passeret. At hendes kram havde udhvisket muligheden for at sige mere. Måske ville hun selv opdage det før eller siden. Så vidt han vidste, kunne ingen helbrede sygdomme af sindet. Og hans sind var i den grad blevet...Sygt.
Det var derfor der var sat en tidsbegrænsning, som han ville holde. Det var derfor han ville skaffe sig et barn. Ikke et barn, der skulle passes af andre eller være ukendt. Men et han aktivt ville gå ind og spille en ordentlig far for. I den plan ville det være praktisk med Dannika også. Ud over hans egne fornøjelser af hendes nærvær, selvfølgelig.

Måske havde han lænet sig lidt frem. Hans ene finger havde i en blid bevægelse skubbet en lok hår tilbage. Måske havde han i et øjeblik glemt deres omgivelser, hans ansvar og alt andet.
I hvert fald var det sjældent. Sjældent han oprigtig fik et chok. Sean reagerede ikke vildt på den slags. Mere var det som om hans hjerte slog en slag over og han frøs i sine bevægelser for et sekund, før han genvandt sin kontrol.
En heftig banken på døren. Razor? Næppe. Hans personlige - og ofte skjulte - bodyguard og ven ville aldrig gøre en så venlig entre. Det ville ikke undre ham hvis Razor ville dukke op fra loftet, hvis han endelig ville dem noget.
Nej.
"Herre? Undskyld Herre! Der er opildnede gæster i entrehallen, Herre! De må komme, helst hurtigt!"
Stemmen tilhørte enten en vagt eller tjener. Uanset hvad var forstyrrelsen uvelkommen. Sean overvejede seriøst at ignorere det. Hans blik gled ned over Dannika foran sig. Trak vejret dybt.
Der blev banket på igen.
"Det ser ud til jeg ikke må få mere fred for nu. Skal vi gå ned igen? Du er også velkommen til at undersøge flere af lokalerne heroppe...På eget ansvar, selvfølgelig. Det er jo ikke fordi vi nåede så langt" bemærkede han roligt. Han havde ikke mere travlt, end han tog sig tid til at stå her og småsnakke.

Hun stod og så på ham, og hende selv hoppede svagt, da det bankede på døren. Hun gispede og strøg ind til ham, som om han ville beskytte hende.. En-.. Gammel refleks, hun aldrig havde troet hun ville have igen. Hendes ansigt pressede imod hans brystkasse og snart grinte hun lidt.

”Ser ud til, vi var i vores egen lille bubble.” Hun så op på ham, smilte varmt og nikkede lidt.

”Jeg kommer med ned, lad os udforske sammen. Blot fordi jeg også gerne vil høre historierne og hvad du ved om dette sted.” Hun tog derefter hans hånd, denne gang og flettede hendes fingre ind med hans. Blot for en stund, ville hun gerne gå sådan, indtil de kom længere ned, så ville hun flytte hendes hånd op på hans arm.

”Og ja, du vil stadig få massager.. På en daglig basis, hvis du ønsker.” Grinte hun. Dog inden de skulle til at gå ud, ville hun stoppe ham, trække ham ned og pressede hendes bløde læber imod hans kind. Et sødt, lille kys. Dannika kunne nemt være en som lod den intense følelse eller intimitet tage over. Dog var dette første gang, hun havde kysset ham på en måde. Og tydeligt noget som hun sjældent gjorde. Så det var en rimelig stor ting for hende at gøre.

”Lad os se hvad der sker.” Derefter ville hun gå med ham ud.

På vejen ned, lod hun stilheden tage over igen, mest også fordi Sean nu skulle i hans arbejdssind igen. Hun ville ikke forstyrre og gav ham derfor tid og ro til det. Også fordi det gav hende selv tid til at tænke.. Dette bånd, der var imellem dem, hun kunne bare ikke beskrive det. Men hun stolede på manden ved hendes side, mere end hun havde nogen sinde stolet på nogen.. Men hvad ville han sige til hendes vrede? Den vrede som hun havde opdaget, da hun havde set Marcus igen? Den-.. Side af hende.. Hun var bange for hans tanker om det. Det var en grim side.. Den vampyriske og den kolde del af hende.. Men hun vidste også at den sige, ønskede at beskytte Sean.. Så heldigvis for det.

Han så ryggen af en vagt, der hurtigt forlod stedet, da Sean endelig åbnede døren. Hvad end der foregik, var det noget som krævede opmærksomhed og som gjorde hans folk urolig. Han burde måske skynde sig mere, end han gjorde...Men han havde ikke lyst. Og det lå heller ikke i ham at løbe til noget som helst. Blot for denne ene gangs skyld...Kunne han så ikke tillade sig at fokusere på noget mere personligt, frem for hele byen og det område, som han havde ansvaret for? Han havde aldrig ønsket sig at blive hersker til at starte med. Ikke over Doomsville - og aldrig igen i sit liv. Men her stod han. Uden tvivl en god udnyttelse af hans administrative evner. Men en grov udnyttelse af hans motivation og følelser. Hvis han havde været Natalie, havde han så ikke gjort det samme?
Der var stilhed på vej ned. Men han havde brug for den. Som da de havde nået tredje etage, var de trådt ind i deres egen verden. Nu trådte de ned til de almindelige dødeliges igen. Det krævede en på ny fokus og sans for detaljer, ikke ophævede følelser og klarhed som ingen kunne følge. Men som han langt hellere ville give efter for. Det var den nærmest...filosoferende...klarhed og diskussion han hellere ville bruge tid på. Som virkelig tilfredsstillede hans store intellekt. Ikke noget så...Kedeligt...Som disse ting. Uanset hvad de krævede af ham.

Til sidst var der kun den store trappe, der ville føre dem helt ned i den store hal, som udgjorde borgens officielle entre. De holdt ikke længere i hånden, og som de trådte ind i folks åsyn, trådte han helt væk fra hendes ellers ønskede hænders kærtegn eller hvilen ved hans arm. Det officielle syn og ry betød alt. Sean kunne lide at tænke han vidste præcis hvad folk ville tænke om ham og hvornår. Lige nu behøvede folk ikke vide mere, end at hun var hans læge. Uanset hvad folk så troede de lavede på den forladte etage sammen.
Han stoppede op på trappens midterdel, der udgjorde en platform. Hans kølige blik faldt på scenariet foran ham. En lille flok våde mus af folk. Hans egne vagter, der stod beredte rundt om flokken. En skikkelse, efterladt i en blodpøl på det hårde stengulv. Tydeligvis afgået ved døden, siden ingen forsøgte at hjælpe vedkommende. En mand der blev tilbageholdt af to af hans vagter.
Sean trådte langsomt ned af den sidste del af trappen. Han så ikek engang hvor han gik, som hans fødder automatisk fandt hvert trin under ham. I stedet nedstirrede han scenariet. Alle, som hans blik faldt på, så automatisk væk. Ingen sagde noget. Selv om der tydeligvis havde været tumult, var der noget i selve Seans tilstedeværelse, der som regel kunne lukke munden på de fleste. Sean så kortvarigt på den døde, men mest for at bedømme hvordan vedkommende var død eller om det var en han kendte. Så stoppede han op, med hænderne samlet bag sin ryg. Tydeligvis afventende. Det var hans løftede øjenbryn, der udfordrede folk til at fortælle ham hvad der var sket, der endelig fik en af vagterne til at sige noget.
"Ahem. Herre...Disse personer..."
"Vi kommer fra fra den fattige del af byen...Herre" bekendtgjorde en af kvinderne, men hun havde hurtigt set ned ved Seans blik. Vagten fortsatte.
"Ja. Okay. De ankom her. Vi ville fodre dem og sende dem hjem igen, i den tro de formentlig kom for at tigge, da denne mand kom løbende ind..." Vagtens kinder blev røde. En pinlighed for Seans vagt, at en simpel mand kunne løbe forbi dem. Seans blik gled over manden, der endnu blev holdt på plads. Et væsen? Tydeligvis ikke en der var stærkere end den dæmon og det menneske, der holdt vedkommende nede på sine knæ.
"Han er en barbar, Herre! Det var derfor vi kom! Vi kommer fra forskellige familier. Vi har ikke råd til at leve, for alle vores penge går til at sikre os tag over hovedet. Da han fik nys om vi ville klage til Dem, kom han efter os...Herre, vi er bange for ham og ønsker ham væk! Han stak en af os ned!" hvinede nogen fra den fattige og våde flok.
"Vold er hans foretrukne metode- "
Manden, der blev anklaget, så vredt op fra sin position. Han prøvede at vriste sig fri, men vagterne havde et hårdt tag i ham.
"Herre. Hvad har disse udskud af sige for dem selv? De lyver og lyver. De udnytter og gør ved. Jeg er ked af de er kommet her og spilder Deres dyrebare tid. Jeg har rigtig nok stukket en mand ned, men han truede med at såre Deres Højbårenhed. Jeg gjorde min pligt! Disse folk prøver blot at fravriste dem mere, end de har krav på! Lad mig tage hjem med dem igen, jeg vil sørge for de ikke forstyrrer Dem igen!"
Da Sean så på en vagt for at få bekræftet historien, trak denne blot på skuldrene. Så hans vagter vidste altså ikke umiddelbart hvorfor en mand var blevet stukket ned. Sikke en redelighed. Han trak vejret dybt.

Som kom han i tanke om at han ikke var alene, vendte Sean sig halvt om mod Dannika. Som altid elskede han at afprøve sine bekendtskaber. At udforske deres morale, deres grænser og deres valg. Det var ikke anderledes nu.
"Hvad ville du gøre i min situation?" Han så direkte på hende. Enkelte, som den anklagede mand, virkede lidt forvirret over denne fremmedes indblanding. Og nervøs for udfaldet.

Dannika havde blot stået i baggrunden, nogle trin oppe og ved siden af en af hans folk, imens hun havde studeret denne situation. Hun havde svagt gået hen, bukket sig ned og set på den døde. Heldigvis havde hun sin sult under kontrol, så derfor var der ikke nogen fare, lige nu.. Hun havde derefter lydløst gået tilbage igen og sagt til en af tjenestefolkene at de nok burde få liget væk, hurtigtest muligt, lige så snart Sean tillod det. Samt givet et råd for hvordan de bedst kunne få blodet af gulvet.

Hun havde derefter set op og hørt deres ord, så hen over flokken af folk og sukket svagt.

”Det burde være nemt at se, Herre.” Spandt hun over hans titel. Hun vidste godt hun ikke burde kalde ham ved navn, foran dem.

”Men lad mig lufte mine tanker..” Smilte hun og trådte blot en gang frem.

”Dine gavmilde vagter gav dem mand. Som de folk siger, er de fattige og de er forvirrede. I denne storm, må det kun være sværere at klare sig, når man ikke har mange penge. Du ved, som jeg, at deres huse ikke er i bedste stand. Så jeg vil kunne forstå, at de sikkert havde sat sig tilfreds, med maden. Hvis det så var problemet..” Hun så derefter over på manden, som var holdt nede.

”Hans ord valg, for disse folk, hans fremtoning og tydeligt at behovet for at holde denne mand nede, er tydeligt-.. Kun problemer. De truede med at såre Dem, Herre? Hvorfor burde han så komme til dem, når De allerede har så gode vagter. Han har tydeligt et ego, eller en ære, i sig, siden han havde troet at HAN ville kunne beskytte dem, når De har så kompetente vagter.” Igen, spandt hendes stemme, som silke og havde en vis kølighed i sig.

”Disse folk.. Har allerede problemer nok i forvejen, og de ville ikke forstyrre Dem, hvis de ikke var noget de faktisk var bange for Herre..” Hun gik over til nogen af de fattige og så på dem.

”Jeg vil sige.. Fjern ham fra dem, og de vil gøre deres dag nemmere..” Det var hendes sidste ord, før hun så nogle af de andre mennesker over.. Det var lægen i hende, hun kunne ikke lade vær. Dog stoppede hun sig selv, smilte svagt til dem og trak sig tilbage. Gik over til trappe trinet, hvor hun havde stået og derefter bukkede for Sean, med et svagt smil.

Ja, situationen havde været tydelig for enhver. Dannika havde ikke fået mere ud af det, end Sean selv havde både set og forstået. Der var ikke penge i byens økonomi til at tage sig af alle fattige, foruden alle de adelige ville sætte et ramaskrig op, hvis den slags endelig skulle ske. Så til hverdag kunne han lade som ingenting. Men han sørgede altid for flertallet kunne overleve. Manglede der mad, sørgede han for at købe ind til byen. Som om vinteren, når høsten ikke slog til. Han var også begyndt at se sig om efter mere, så længe dette uvejr stod til. Men det var kort tid efter vinteren. Meget af det han ville finde, ville komme sydfra...Og se ville sikkert selv få brug for det. Hvis uvejret fortsatte og holdt dem fra en høst, ville det se mørkt ud.
En utilpas mængde af folk ville blive en farlig mængde folk.

Sean nikkede svagt for sig selv. I en glidende bevægelse trak han sit sværd af skeden. Det var nok til at få alle til at rette sig og stå musestille. Alles øjne hvilede på ham, som han ufortrødent trådte over til manden, der endnu blev holdt nede.
"De er anklager for at udnytte folk, der ikke har flere midler til at beskytte og sørge for dem selv. Ydermere har du gjort det ved hjælp af vold og trusler. Du har skænket flere familier en utryg tilværelse i min by og yderligere stukket en ned i min egen entre. Har du noget at sige for dig selv? For så skal du sige det nu. Og hurtigt"
Han klemte hårdt fat om sværdet, men kun for et øjeblik. Et sværd var nemmere at bruge, når man ikke holdt krampagtigt fat. Manden blev ligbleg og prøvede at sige noget, men det kom ikke ud som mere end en bæven. Med en håndbevægelse skubbede hans vagter mandens hoved frem. Manden prøvede igen at komme fri og græd nu åbenlyst.
"Jeg ber Dem Herre...Det var...Det er...Vent! Vent!" Bad han, men det var for døve ører. Sean hævede sit sværd. Lod det kølige metal hvile mod nakken, som han tog bestik af hvor det ville være godt at hugge. Mellem nakkehvirvlerne. Et rent hug. Det var det han gik efter og med hans dæmonstyrke skulle det nok gå.
Han hævede sværdet og svang det. Der lød en skærende lyd og lyden af noget vådt, som sværdet tvang sig igennem. Hovedet trillede ned på gulvet og gav mere til det blodbad, der allerede var der.

Sean rettede sig op. Det hårde hug havde udfordret hans øverste rygmuskler et øjeblik, men uden at vise tegn på sit ubehag, vendte han sig om mod sine chokerede folk.
"Nuvel. Hæng ham op et offentlig sted og lad byen vide hvorfor han hænger der. Helst i den fattige del af byen. Lad det fungerer som en afskrækkelse for andre, der gør det samme. Giv familierne mad og en sølvmønt som kompensation for deres svære tider, men lad dem så vende tilbage til deres hjem og sørg for en ny udlejer - en passende udlejer - får ansvaret. Fjern det andet lig, giv det tilbage til hans familie og betal for begravelsen. Sidst men ikke mindst...Fjern blodet fra mit gulv" Bekendtgjorde han. Han kørte sværdet hurtigt igennem luften, for at skubbe det værste blod af, før han så studerende på det. Det skulle rengøres. Normalt tog han en flig af offerets tøj, men det virkede upassende i dette øjeblik. Han satte det tilbage i skeden. Han måtte rengøre det senere.
Sean trådte væk fra blodbadet og over til trappen. Hans blik gled over Dannika et øjeblik for at bedømme hvordan hun tog det. Dette var hvem han var. Hans måde at regere på var som regel modtaget af lige dele retfærdighed, frygt og måske beundring fra visse sider. Han trak vejret dybt.
"Vil du med tilbage eller er du for rystet?"

Nu var det ikke ligefrem fordi hun nød at se en person blive halshugget foran hende.. Men hun vidste godt hvorfor dette skete, og hvorfor han gjorde det. Hun stod tilbage og så på, gjorde intet eller sagde intet til det. Hun kiggede rundt på menneskerne og på Sean derefter.
Da hendes øjne mødtes med hans, stod hun blot med en rank og elegant position, og gav et svagt forstående smil til ham og nikkede kort. Da han kom over til hende, nikkede hun blot.

”Ja, lad os komme tilbage.. Tror nok jeg skal have set på den ryg, efter du svang sværdet.” Du vidste at det var første gang han havde svunget sværdet og derfor ville hans ryg måske ikke tage det for godt.

Hun gik med ham op ad trappen igen, sagde intet på vejen, siden Sean sikkert selv lige skulle have slugt det hele og tænkt over nogle ting.

”Når vi kommer ind på dit kontor igen, så smed din skjorte, jeg skal lige tjekke det hele.” Sagde hun blot, med hendes bløde stemme.
Hendes hånd fandt hans arm endnu en gang. Hun lagde den blidt imod ham og gjorde intet andet. Da de kom ind til hans private gemakker igen, åndede hun svagt ud.. Hun havde været nød til at direkte holde hendes vejr, da han havde halshugget manden.. Det var nok med blot et lig.. Og blodet.. Men det friske blod fra den sidste? Det havde ramt hende og hun mærkede selv hvordan hendes tænder prikkede imod hendes underlæbe.. Der gik heller ikke længe, før hendes øjne lyste svagt op i den røde farve.

Hun gik hurtigt over til hendes taske og tjekkede igennem dem. Ofte havde hun noget ekstra blod deri.. Eller blot-.. Noget. Hun fandt den salve, som hun ofte brugte på Sean, satte den til side og fandt derefter den lille lommelærke, som hun gemte blodet i. Hun skruede låget af og tog en slurk. Som hurtigt fik hende til at sukke svagt. Hun vendte sig om og lænede sig imod kommoden, hun stod ved.

”Undskyld..” Hun grinte svagt. ”Havde ikke forventet det ville ramme mig.” Hun holdt en hånd op foran hendes læber og så lidt væk. Sean ville måske bemærke det nogle gange.. Dannika brød sig nemlig ikke om at direkte drikke blod, foran andre.. Hun havde altid gået væk eller gjort det privat. Og-.. Ja, hun havde hun haft behov for det.

Var der noget der slap den kvindes opmærksomhed? Ubehaget havde fortaget sig, selv om han sikkert ville være øm, hvis han foretog bestemte bevægelser. Nej. Alt det her havde ændret hans gode og tålmodige humør fra sidst. I stedet gik han med hende op af trappen og lod sine folk om at tage sig af resten i entreen. En dramatisk hændelse og heldigvis ikke noget der normalt skete. Det havde været den hurtigste, nemmere og mindst ressourcekrævende måde at håndtere situationen. Og hvorfor ikke? En mand som ham ville aldrig ændre sig. Han ville love en masse ting, kun for at falde ind i samme spor dagen efter. I det mindste fordømte Dannika ham ikke direkte. Men hvis hun ville blive her, var det denne slags han også gjorde sig i. Til tider med folk, der måske fortjente det mindre. Ikke i det offentlige selvfølgelig...Han smilte svagt for sig selv. Dannika kendte intet til hans andet liv. Som om han levede to parallelle liv. Mon hun nogensinde skulle vide noget om det? Det kunne ske ham kom til skade i det job også, men det var noget han kunne lyve sig fra.

Inde i lokalet tog han sværdet af og lagde det på sit overfyldte arbejdsbord. Han havde ikke lyst til at lege patient lige nu, men vidste også det nemmeste bare var at få det overstået. Så mens han i en hastig bevægelse løsnede knapperne i sin skjorte, vendte han sig og så over på hende. Det generede ham ikke at hun drak blod.
"Gør hvad du har behov for. Du har ikke lært at kontrollere det ordentligt?" spurgte han. Der var intet arrogant over spørgsmålet, det var blot hvad det var. Et spørgsmål. Men forhåbentlig et der førte til viden, som han kunne bruge til noget. Der var forskel på hvilke situation han ville risikere at sætte hende i - og hvilke af hans egne kommende sår han kunne bede om hjælp med - hvis hun ikke kunne håndtere frisk blod. Skjorten blev krænget af og smidt over fodenden af sengen.
"Jeg beklager du måtte se det. Jeg valgte at håndtere situationen med det samme. Jeg ved alle ikke bifalder død, men du håndterede den del godt. Medmindre du holder igen?" hans øjenbryn gled en anelse op. At være alene med hende igen hjalp lidt på humøret.

Hun så op på ham og hendes øjne var tilbage til de grønne endnu engang.

”Jo, jeg kan godt kontrollere det.. Jeg har stået foran åbne sår før jo, selv opereret i nogle.. Så-.. Ja, jeg ved ikke lige hvorfor. Men jeg kan klare mange ting.” Hun rettede sig op og gik over til Sean.. Smilte svagt over hans bare overkrop og lod hendes kølige fingre glide over hans hud.

”Hmm.. Tror nok din ryg kan vente lidt.. Kan den ikke?” Hun tog hans hånd og trak ham med over til vinduet.. Slukkede nogle af lysene, så det blive lidt mørkere ind i lokalet. Derefter skubbede hun hans store kontorstol over til vinduet, hvor hun lod ham sætte sig ned i. Hvis han tillod det, ville hun sætte sig på hans skød og putte sig tilbage ind imod ham. Hvis ikke? Ville hun sætte sig på armlænet.

Stormen havde endelig stoppet for en stund, og derfor efterladt en klar stjernehimmel. Det var ikke til at vide, hvornår stormen ville trække op igen, så hun ville nyde dette øjeblik.

”Ofte.. Ude i hytten.. Efter en stressende dag, ville jeg kravle op på taget.. For at sidde deroppe i ro og bare-.. Se på stjerne..” Hun lænede sig imod ham, tog endda en af hans hænder og flettede hendes fingre ind med hans. Hun nød stilheden, og lukkede endda hendes øjne lidt.
Et dybt suk kom fra hende, før hun ville åbne hendes øjne engang mere. Hun så op på ham og smilte svagt.

”Nu-.. Skal du endelig bare spørge, hvis der er noget du vil, at jeg fortæller om mig selv.. Jeg har jo lidt-.. Fundet ud af en masse om dig her, og du ved jo ikke så meget om mig.” Hun grinte svagt og holdt hans hånd tæt ind til hendes egen brystkasse. Der hvor det stille hjerte lå.

Hendes pludselige behov for intimitet overraskede ham. Han havde ikke vidst hvad hun mente, før hun havde trukket både ham og en stol over til vinduet. Og selv der havde han været lidt forvirret. Det var sjældent han var i den situation, som han selv var typen der tog initiativet og havde kontrollen over enhver situation. Selv når Lori ville overraske ham eller hive ham væk fra arbejdet, havde han været nødt til at få bare noget af Seans tilladelse til det. For Sean gjorde ikke noget han ikke ønskede. Eller som han ikke vidste hvad var.
Han havde ikke skubbet hende væk, da hun havde sat sig på hans skød. Måske til dels fordi han ikke vidste hvad hun ville, før hun allerede sad der. Og derfra var det nok gentlemanen i ham, der holdt ham fra at skubbe en kvinde til siden på den måde. Alligevel satte det mange tanker i gang.
Hvad havde de sammen? Hvad troede Dannika de havde?

Seans blik gled ud af vinduet. Pauserne i uvejret var få og udgjorde mere et øjeblik uden regn, selv om blæsten nok ville fortsætte. Om nogle timer ville nye, tunge skyer sikkert fylde himlen igen. Han trak vejret tungt. Der var en anden grund til at Sean altid havde sat tempoet. Selv om Dannika måske havde brug for denne intimitet, havde Sean det ikke. Han havde næsten lige forladt et forhold. Ikke fordi følelserne ikke havde været der, men for personens sikkerheds skyld. Ydermere søgte han ikke et nyt forhold. Faktisk havde han sværget ikke at indgå i et nyt - for det ville bare blive ødelagt, præcis som alle andre. Og fordi han mere end nogensinde før, prøvede at distrancere sig. Det var ensomt, til tider alt for meget. Men det var bedst. For ham selv og for andre. For det gik altid i stykker, blev altid ødelagt og folk skred altid.
Nej, han følte ikke meget for at sidde her med hende på denne måde. Uanset hvad der foregik mellem det, gik det for hurtigt.
Alligevel blev han bare siddende. Måske ikke så krammende, som Dannika havde forestillet sig. Men han led ingen skade ved at blive siddende, til Dannika havde fået tilfredsstillet hvad hun havde brug for af nærvær. Måske ikke i nat, når Dannika virkede en smule skrøbelig, men snart. Snart måtte de snakke om grænserne mellem dem og hvad dette betød. Han havde lært det var bedre at være smertefuld direkte, end lade nogen gå og tro der var mere, end der måske var. Eller som der i hvert fald var i øjeblikket. Han kunne ikke foreudsige hvordan det ville udvikle sig med tiden, hvis overhoved.

Sean så ned på hende, som hun tog hans hånd ind til sig. Han var klar over der intet hjerteslag var. Det generede ham ikke. Han var van til vampyrer. Folk, der havde betydet noget i hans liv, havde været vampyrer. Præcis som de havde været alverdens andre racer. Flertallet dæmoner, godt nok. Men hans største kærlighed, som han den dag i dag altid ville elske en tand mere end nogen anden, var shapeshifter. Eller måske lidt mere end det, nu.
"Med frygt for at lyde fornærmende, så har jeg ikke umiddelbart behov for at vide mere" kommenterede han roligt, før han lænede sig tilbage og så ud af vinduet igen.
"Med tiden vil du selv fortælle mig hvad du føler er naturligt. Og til da, har jeg nok i at vide hvem du er lige nu og her, end at grave i hvem du har været"
Der var selvfølgelig også mere til de ord. Såsom at så længe han ikke selv stillede for mange spørgsmål, kom der ikke så mange retur.
"Så længe intet af det kommer til at lave problemer for mig eller mit arbejde?" tilføjede han kort efter og så ned på hende igen.

Dannika var ikke dum, ikke på nogen måde.. Så hun kunne godt mærke hvis nogen ikke helt var med på noget, hvilket var tilfældet lige nu. Hun sad i noget tid og lukkede hendes øjne, før hun derefter rettede sig op og rejste sig.

”Hvis du bare sætter dig lidt frem, kan jeg tjekke din ryg. Tak fordi jeg måtte sidde der lidt.” Sagde hun blidt, inden hun gik tilbage over til hendes taske. Hun ville ikke presse på, og vidste godt at hun ikke skulle presse på. Hun ville heller ikke lade noget virke for stressende omkring Sean, så derfor havde hun ikke sat der længe.

Hun gik tilbage igen, med den lille bøtte og satte sig derefter på armlænet af stolen, så hun kunne tjekke hans ryg. Han skulle blot bare sætte sig lidt frem og det ville være nok. Hun tog den creme på hendes fingre, varmede dem derefter op, som hun altid gjorde ved at gnubbe dem samme og begyndte derefter at massere hans ryg og skuldre. Hendes øvede hænder og med lidt kræft i, fik knuder gnubbet ud og arbejdet på hvad end ømhed han havde.

Hun aktiverede også hendes evne og sat stille imens hun mærkede på hvordan musklerne havde det. Hun bemærkede hvordan de var overtrukket lidt, men ikke for meget skade. Et svagt smil dukkede op på hendes læber og hun nikkede, hvorefter hun slukkede for evnen igen og forsatte ellers bare hendes massage.

”Hvis du har noget arbejde eller andre planer, efter dette. Så skal jeg nok efterlade dig til dig.” Sagde hun. Hun vidste godt, at hun sikkert havde taget en masse af hans tid, og hun ville virkelig ikke være for påtrængende for ham. Det sidste hun ønskede, var at ødelægge hvad-.. De havde. Specielt efter at Sean havde åbnet sig op og bedt hende om at blive.

Hun flyttede sig. Det var ikke fordi han havde noget imod hende, men han følte sig mindre kvalt ved det. Som om den påtvungne intimitet havde skubbede til ham. Alle de forkerte steder, vel at mærke. Måske var det hans udvikling. Hans bestemmelse om at holde folk på en sund afstand. Måske var det fordi han ikke selv havde haft så meget at sige til det. Han vidste ikke hvorfor.
Nogen ville måske påstå det var fordi han aldrig havde haft det nemt med den slags. Nærvær. Følelser. Intimitet, der betød noget, og ikke bare var et resultat af kommende eller overstået sex.
Det irriterede ham. For ellers havde han det godt med Dannika. Han kunne trøste sig med, at hun i det mindste var blevet advaret. Måske, hvis det de havde en dag ville udvikle sig mere naturligt, kunne det være han endelig kunne vise disse ømme handlinger over for nogen igen. For hende. Men for nu...For nu havde han brug for tid. Tid til at lade det modnes eller udvikle sig i den retning, som det ville. Forhåbentlig ville hun forstå.

Han havde lænet sig frem, så hun kunne komme til. Det gav ham muligheden for at sidde med albuerne mod sine knæ og hænderne samlet under hans hage, som han stirrede ud af vinduet eller mod gulv. Forslugt i sin egen indre, mørke verden gik det først sent om for ham at hun havde snakket til ham. Tydeligvis kunne han ikke tilbyde hende den samme venlige mand, som han havde kunne tidligere i dag...Eller i nat, vist. Hun havde ret. Det var bedst at stoppe nu, mens legen var god. Kendte han sig selv ret, ville han ende med at ødelægge tingene mellem dem, hvis hun blev nu.
Sean trak vejret dybt og nikkede svagt.
"Jeg beklager. Men måske er det bedst jeg får lov at arbejde i fred, ja" bemærkede han i en lav, men dyb stemme. Og så fandt sig i en position hvor han halvt skiftede mening og egentlig ikke ønskede at blive efterladt alene. Hvad var det rigtige at gøre?
"Eller...Du er velkommen til at blive, hvis du ikke forstyrrer. Men jeg tvivler på det er særlig underholdende at se min sidde og læse breve" bemærkede han med en svag antydning af et smil. Næppe fordi hun kunne se eller aflæse meget af hans ansigt, som han mest sad med ryggen til hende.