Agreed? (Dannika J.)

S: Sunfury, et hus
V: Varmt, lun brise
T: Midt om natten

@Dannika J.

De havde været undervejs i et par uger og kun rejst om natten. Sean havde sørget for et telt som Dannika kunne sove i, uden at solen nåede hende - hvor varmt det ellers måtte have føltes, efterhånden som de kom herned efter. Hans eget sovemønster foretrak stadig natten, men at sove i et varmt telt var nært umuligt - selv hvis de fandt skygge det meste af tiden. Heldigvis kunne et par timer som regel dække hans behov. Rejsen havde alligevel udmattet ham. Det havde været det samme da han var rejst til Doomsville med Genevira. Rejsen ville nok altid være den værste del af hele denne plan - at finde et feriehus i Sunfury.
Sean havde været i Sunfury et par gange de sidste par måneder. Det krævede han arbejdede ekstra hårdt når han var hjemme, for at indhente det han faldt bagud med. I det mindste kunne hans folk klare en del ting selv, så det var ikke fordi byen gik helt i stå bare fordi han ikke lige var der.

Uanset hvad havde de nået byen igen. De sidste par timer var gået på hesteryg, som de nærmede sig byen og red langs udkanten af den. Sean havde allerede fundet et feriehus, men han havde ikke sat den endelige underskrift endnu - i stedet havde han fået lov til at leje huset for en tid, så han kunne vurdere om det var det helt rigtige. Desuden havde han lovet at tage Dannika med ned og se på det. Personligt så han dog frem til at ankomme. Komme ned af hesten. Selv om solen var gået ned, var himlen lysere hernede og der var stadig varmt. For ham i hvert fald. En lun brise gav kun en anelse lindring.
En stor slurk vand fik et par vildfarne dråber til at glide ned over hans hage. Han tørrede dem væk med bagsiden af sin hånd, mens han spejdede rundt. Huset lå i udkanten af byen, langt nok væk til at give en fornemmelse af at være private, men ikke så langt at de ville have en alt for lang tur ind til byen. Sådan foretrak Sean det. Privat, men så han stadig kunne høre lyden af liv fra tid til anden. Huset var i to etager, med altaner og terrasser næsten til hver side. Haven var bearbejdet, men siden naturen endnu ikke var kommet sig helt over heden for blot et halvt års tid siden, var den endnu ikke helt frodig. Noget stridigt græs kæmpede for at se mere end gult ud og nogle buske var det eneste der rigtigt var grønt. I det mindste var der vand i haven så man kunne tage sig en dukkert efter behov.

Lysene var tændt, så det var ikke svært at finde huset da de kom tættere på. Sean, Dannika og 3 vagter der var rejst med dem. Genevira var ikke med, på trods af hendes stilling som Seans private tjenerinde. I stedet havde han givet hende nogle opgaver derhjemme. Hun skulle nok nå at komme herned og se det hele.
Sean svang benet over, som han gled ned af hesten. Et par stalddrenge kom løbende for at tage sig af hestene, mens nogle unge kvinder trak op i deres kjoler for at løbe over stenene ude foran huset. De ville tage taskerne.
"Velkommen M'Lord!" hilste de, Sean nikkede som hilsen, før hans blik gled op over huset foran dem. Huset var alt i alt nok ret firkantet - men med en altan foran, og en til hver side, gav den lidt form. Søjlerne foran holdt altanen oppe, som havde en let markise over sig. En let brise trak i det lette stof. En klatreplante banede sig vej op af søjlerne og om rækværket på altanen.
Sean kunne næsten mærke varmen fra dagen sive igennem stenene under sig og fra huset selv. Så længe der var køligere indenfor....
Iklædt et par lette sko, et par lette bukser og en hvid skjorte, havde han gjort sit for ikke at dø af varme på vej herned. Det hvide stof klistrede til hans ryg, kunne han mærke. Måske hjulpet på vej af hans liv som incubus, så han frem til at gå mere nøgen end beklædt rundt i huset. Han drejede halvt om og så tilbage mod Dannika med et lille smil.
"Nogle første tanker?"

Det havde også været nogle hårde dage, for denne vampyr her. At ride så langt, men også skulle betro sig til et telt om dagen, for ikke at ende some et brændt lig, var-.. Ikke noget hun var helt van til endnu. Men often at snakke med Sean, før hun faldt i søvn, hjalp hende godt på vej. En af hendes egne tjenestepiger havde sørget for en madpakke for hende, på vejen. Nogle dunke med blod, var sneget ned i hendes tasker, og hun kunne holde sig til det, indtil de nåede Sunfury.

Hun havde set hvordan Sean kæmpede med varmen, og havde ofte ladet ham holde hendes meget kølige hænder, så han kunne klare det lidt bedre. Det var nok det gode ved at havde en vampyr kæreste, i sådan et sted her.. Hun føltes ekstra kold, i denne hede.

Dannika selv var klædt noget mere løst på denne vej. Hun havde nogle bukser på under hendes ellers lette kjole. Den var i let bomuld, og hang løst omkring hendes skuldre. Hendes lange krøllede hår, som normalt nu hang ned til hendes bagdel.. Var flettet og sat op i en hestehale. Hun havde holdt det sådan hele vejen herned, var noget nemmere når hun var på hesteryg. Ellers havde hun nogle støvler på og faktisk ikke andet. Hun klædte sig normalt meget sofistikeret, og meget fint. Selv når hun arbejde, havde hun altid en vis elegance omkring hende. Selv i hendes ellers meget billige tøj, siden hun ikke kunne havde råd til andet.

Dog nu, var hun ikke ligefrem en som lignede en Fyrste’s kæreste. Men det var nu nok meget godt..

Da de endelig ankom, tog hun noget tid til at se sig omkring.. Hun havde aldrig forladt Doomsville’s område.. Hendes hus, var det længste hun nogensinde havde rejst.
Den lyse himmel, de anderledes huse, anderledes dufte.. Alt virkede helt fremmet.. Men hun kunne meget godt lide det.

Da de endelig ankom til huset, smilte hun stort. Hun så sig omkring i området, og tilbage på det feriehus, som de skulle tilbringe tid i.

Hendes tanker blev afbrudt af Sean’s varme stemme, som altid formåede at sende kulegysninger ned af hendes ryg og hun så ned på ham, imens hun stadig var på heste’s ryg.

”Varmt.” Grinte hun, til hans spørgsmål. Hun svang hendes ben rundt og gled ned af sadlen, og elegant hoppede ned på jorden, hvorefter hun fiksede hendes lette bluse eller-.. Kjole? Var svært at sige. Hendes fregnede og blege hud var nemt at se, i mørket. Var altid som om det lyste op.

”Men også utrolig smukt, på sin egen måde.” Smilte hun derefter op på huset. Hun lagde hendes kolde hånd, på Sean’s bryst og så op på ham.

”Jeg glæder mig til at se indenfor.”

De havde været enige om at holde deres kæresterier en hemmelighed. Det var heller ikke fordi de sov sammen eller krammede hinanden konstant hele natten. Hendes kølige hænder og - måtte han indrømme for sig selv - ideen om hendes kølige krop var mere end velkommen. Han var ikke god til varme. Der var en grund til at Doomsville passede til ham, på flere måder. Hvorfor var han så søgt herned efter, med risikoen for at overophede hængende over hovedet dagen lang?
Fordi det kunne være behageligt. At sidde i skyggen og slappe af. At tage en dukkert. At iklæde sig mindre tøj, hvilket for hans indre incubus var som ren frihed. At se noget andet, opleve noget andet. Folk var mere...Løse? Hernede end derhjemme. Man sagde vejret kunne skabe kulturen og Sean troede på det. Til en grad i hvert fald.

Han så på Dannika med et svagt smil, som hun indtog huset foran dem. Det var et af de huse, hvis plantegning han havde vist hende derhjemme. Han kørte en hånd igennem sit mørkebrune hår. Pandehåret truede med at blive siddende i strittende stilling, som han fik kørt sit sved igennem det. Han måtte kort klappe det ned igen, før han tog hendes hånd mod hans brystkasse og trak hende med mod hoveddøren. Der stod åben, som tjenerne endnu arbejdede på at bære deres ting indenfor.
Indenfor var der samme stil, som Sunfury nok var kendt for. Lyse sten, lyse møbler og ikke mindst noget køligere end udenfor, på trods af de lune briser fra den åbne dør. Sean spildte ikke tiden, som han trak sine sko af og lod de bare fødder kysse det næsten kolde gulv under sig. Ah!

Igennem en buede indgang førte entreen ind i etagens andre rum. En åben dør til højre afslørede at køkkenet - og dermed også tjenernes værelser - lå i den side af huset. Til venstre gik en trappe op til næste etage. De havde jo tid nok, så i stedet for at skynde sig ovenpå for at tjekke udsigten fortsatte han igennem den buede gang og ind i en stor stue. Sean blev straks tiltrukket af nogle dobbeltdøre, som han åbnede. Herfra kunne han gå direkte ud på en terrasse og resten af haven. Men han blev pænt stående indenfor. Stenene udenfor ville endnu være lune og vejret varmt, det var mere behageligt for ham at blive indenfor. I stedet vendte han sig om mod Dannika.
"Det er noget andet, er det ikke? Været i Sunfury før?"
Han vendte sig halvt om mod de åbne døre, hvor en let brise fik de lette og næsten gennemsigtige gardiner til at svæve op.
"Sunfury har tit været et ambivalent sted for mig. Men lige nu...Vil jeg gerne være hernede af noget mere. Af flere årsager. Vidste du der er rapporter om engle med sorte vinger hernede af?" det var ikke et spørgsmål hun behøvede at besvare. Han forventede mere eller mindre at hun aldrig havde hørt om det før.
"Nå men...Her kan vi bedre gøre som vi vil. Der vil altid være øjne og øre, men jeg har prøvet at begrænse bemandingen i huset. Jeg er trods alt ikke invalid og ingen af os har behov for mad fra køkkenet" bemærkede han, som hans smil voksede en anelse.

Hun smilte stort da han direkte tog hendes hånd og førte hende op til huset. Hendes fingre flettede sig fint omkring hans større hånd og hun sukkede svagt, da hun endelig kom inden for i huset. Hun fik set sig omkring, hvorefter hun fulgte med ham med ind i stuen og smilte over synet af ham i døren der..

Efter lidt tid, gik hun over og lagde hendes arm omkring hans mave, hendes kind hvilede på hans ryg og hun smilte mere varmt.

”Nej.. Vi er rimelig heldige der. Og jeg har stadig nogle få madpakker, selvom-..Hmm.. De smager ikke så godt.” Grinte hun svagt. Hun strøg hendes håndflader over hans mave og grinte lidt, hvorefter hun gav slip og gik lidt tilbage ind i rummet.

Efter lidt tid, hvor hun gik rundt i rummet, gik hun over og satte sig ned i en sofa, og trak hendes egne støvler af.. Det føltes rart, med ikke at have dem lukket inde i de støvler.. Hun smilte for sig selv, da hun lod hendes fødder røre gulvet og satte støvlerne til side.

”Mmmh.. Her er så stille og rart. Ligesom mit hus i skoven.” Nikkede hun og satte sig tilbage i den bløde sofa. Hun trak hendes ben op og kiggede mere ind i rummet.

”Jeg har faktisk ikke hørt om de engle.” Svarede hun efter noget tid, og så over på Sean. Hendes bukser sluttede under hendes knæer, så hun strøg hendes hænder over det blottede hud.

Sunfury. Sean havde boet rundt omkring i sit liv, men hans liv gik aldrig så godt som når han blev i Doomsville. Måske var han en blevet en anelse overtroisk på det punkt. Han ville aldrig rive sit hjem op ved rødderne og flytte fuldstændigt fra Doomsville igen. Det ville ende dårligt...
Men at komme lidt væk fra byens dystre omgivelser var rart. I det mindste havde de fået fjernet bunkerne af døde efter året med uvejr. Men der var stadig mere sygdom og tomme huse end der burde være. Der var stadig problemer rundt om hvert hjørne. Og selv om Sunfury også havde sine problemer, ville han kunne ignorere det for en stund her. Hvor egoistisk det så end lød...
Et lille smil gled over ham, som han tænkte på det. Han var egoistisk. Han var en dæmon og han havde aldrig påstået han var en god person. Alle havde vel deres sider.
En hånd gled igennem hans tykke, mørkebrune hår. Det mindst egoistiske han ville have i sit liv ville snart være et barn...Og så ville alt være for barnets fremtid. Måske var det en af grundene til at han havde accepteret et forhold med Dannika, selv om han vidste det ville falde til jorden før eller siden. Man skulle sørge for at hygge sig lidt mens man kunne, ikke? Fra Seans side var det ikke dyb og ubrydelig kærlighed der var mellem dem. Men derfor kunne de godt hygge sig sammen alligevel. Og han kunne skam godt lide hende. En læge af alle ting. Hvem ville have troet?
"Vi kan betale os fra menuen" bemærkede han roligt. Hun skulle have frisk blod og han skulle have sjæle. De var nødt til at tænke på maden, og give hinanden plads til at spise. Man kunne altid få nogen leveret, eller de kunne smutte ind til byen og spise hver for sig. Hvad end der gav mening for dem.

Fingrene på den ene hånd gled ned over skjortens knapper, før de med en overraskende hurtighed og elegance - hvad havde han gjort mere i sit liv end tage tøj af? - begyndte at knappe dem op. Her var varmt nok. At befri sin krop for det klistrede stof ville være en befrielse. Måske var det også incubus'en i ham der ønskede det. Af kom den i hvert fald, før han smed den over armlænet på sofaen. Han ville sikke vandre halvnøgen rundt det meste af tiden alligevel, så længe de var i huset. Han satte sig ned ved siden af hende, med en arm langs ryglænet.
"Måske kan vi finde en. Men de lyder ret sky eller forsigtige...Selv om nogle rapporter snakker om de slår folk ihjel rundt omkring" Det lød ikke til at bekymre Sean yderligere, som han lænede sig ind mod hende og kyssede hende let på den ene skulder. Den ene hånd lagde sig blidt mod hendes kølige hud på skinnebenet og nussede hende let. Han følte sig legesyg. Som om han allerede var i bedre humør end derhjemme...Hvad han sikkert også var.
"Skal vi se hvad der er ovenpå?" spurgte han lavmælt, ikke uden et drillende smil.

Dannika havde altid været en kvinde som dækkede sig rimeligt til. Hun var en fra et fint hjem, fine selskaber og alt det som bragte sig med det liv. Det eneste som hun ofte blottede, var lidt af hendes barm, skuldre og hænder.. Så allerede at hun sat i disse korte bukser var jo nået! De havde været nøgen sammen.. En gang? Og det gik ikke engang videre end blot det bad de havde nydt sammen og derefter putte og sove. Så at se denne side af Sean. Han slappede af, var i bedre humør og allerede så tæt på hende? Det spredte en glæde i hendes kølige krop.

”Hmm..” Hun nynnede lidt og smilte varmt til ham. I lidt tid, sagde hun ingen ting, nød blot hans berøringer og hans opmærksomhed. Hendes hud var blød og fin, med alle de fregner som dækkede over den blege kulør. Varmen havde fået hende til at trække hendes hår op i en lidt rodet knold på hendes hoved. Ikke at hun havde det varmt.. Det kunne hun ikke mærke, men luften var anderledes og hun skulle spille en rolle lidt, at hun havde det ’varmt’. ... Det var endelig blot vaner efterhånden. Ligesom at trække vejret. Hun havde ikke behov for det, men gjorde det alligevel.

”Kom..” Sagde hun blidt og lænede sig over, kyssede hans læber let, tog hans hånd og sprang op! Hun havde knappet lidt op i kjolen.. Så det var et under at hun faktisk ikke blottede mere lidt nu.. Den hang kun rundt omkring hendes skuldre og gik længere ned bagved end foran.

Dannika gik op af trapperne, med Sean bag sig, hvis han havde fulgt med. Hendes bare fødder føltes rart på gulvet og snart kiggede hun rundt på den nye etage. Hun havde et mål.. Hun ville se det store soveværelse og den balkon som fulgte med. For hun vidste at sådan et soveværelse altid havde den bedste udsigt. Hun havde aldrig været den som kunne sove i det værelse. Havde været hendes forældre.. Eller andre. Hun havde ikke endnu formået sig at få nok penge til sådan en luksus ting.. Gad vide om hun ville sove her denne gang?

Om ikke andet, gik hun over, åbnede dørene og så ud.

”Woah..” Hun gispede og så ud over landet foran hende..

Han smilte svagt for sig selv, som hans blik gled ned over hende. Beundrende. Begærende. Drillesyge. Det ville ikke være løgn at sige han til dels havde sikret dette sted for at de havde et sted at slappe af sammen. Lege sammen. Hvem bekymrede sig om hvad deres hersker gjorde så langt væk? Ingen vidste rigtig hvad der var sandhed eller rygter, når det lå så langt væk. Visse rygter ville altid følge ham. En bestemt opfattelse. Når det kom til stykket levede han jo af at forføre folk, og ofte havde han formået at gøre det til sin styrke. Han kunne kun forestille hvor mange kvinder - og måske mænd - der sad derhjemme og ikke kunne være sur over sin hersker på den konto. Fordi de selv var tiltrukket på den ene eller anden måde.
Selvfølgelig ikke alle. Men nok tila t det var det sjovt.
I virkeligheden kom han slet ikke fra denne slags selskaber. Dette liv. Åh nej. Han var opvokset i fattigdom, opvokset som var han en anden søn end han var. At finde sig selv bagefter havde været den rigtige udfordring, og måske derfor kom skuespil så nemt til ham. Og måske derfor var sandheder og følelser til tider så svære at tackle. For hvad var sandheden? Hvem var han egentlig?

Han fulgte efter hende, ikke uden et blik der fantaserede over resten der gemte sig bag den næsten helt løse kjole. Det passede ham fint at gå bag hende op ad trappen.
Ovenpå var der flere værelser. Nok til ham og et par gæster. Snart fik de fundet det store soveværelse, med dobbeltsengen og det silkebløde betræk. Med de samme flagrende gardiner, der kun til nøds dækkede for de sorte og tunge gardiner der var sikret langt væggen. For hans egen søvn? Eller et ønske han havde fået eftergivet, så Dannika havde et sted at sove uden at brænde op?
Han slap hendes hånd, kun for at se efter hende, som hun gik over og åbnede dørene. Han fulgte efter hende kort tid efter. Trådte op bag hende, som de trådte ud på balkonen og beundrede landskabet foran dem. Frit, selv om man kunne skimte andre huse til den ene side. Flere feriehuse måske.
Seans ene hånd gled kærtegnende over hendes lænd, før han trådte helt over til gelænderet. Med hænderne mod det kølige sten lænede han sig frem og studerede udsigten. Tog en dyb indånding. Et svagt smil hvilede stadig på ham, som han lukkede øjnene og for en stund...Bare nød stilheden omkring dem. Græshopperne, måske den svage lyd af flagermus, med deres skingre skrig. En ugle? Og brisen der legede med det endnu mere døde end levende græs omkring dem. Dannika måtte kunne høre det hele endnu bedre end han selv kunne. Hans skuldre faldt endnu en tand, som han gav efter. Da han åbnede øjnene igen, så han op mod himlen over sig.
"Nogle gange drømmer jeg om hvordan livet ville være...Hvis jeg ikke var hersker. Ville jeg rejse min vej? Ville jeg finde en anden betydelig stilling, betydeligt arbejde? Ville jeg forsvinde, gøre hvad end jeg ville, velvidende ingen kunne stoppe mig i det? Hvor sjovt det kunne være hvis folk opsøgte mig for mine evner og ikke mine penge. Fordi min magt lå et andet sted. Jeg har altid modarbejdet autoriteter. Fordi det er sjovest på den måde. Men hvem er der at modarbejde når man selv er højeste autoritet?"
Han drejede hovedet som han så over på Dannika igen. Til sidst vendte han sig, så han stod lænet op af gelænderet, med armene over kors. Hans blik hvilede stadig på hende, afslappet.
"Hvor meget magt har vi til at ændre hvem vi er? Hvor mange valg har vi egentlig?"
Gene var god at diskutere hypotetiske tanker med, som disse. Hvor upassende han tænkte på en anden kvinde, selv for et kort sekund, med Dannika foran sig. Han måtte tage Gene med tilbage hertil en dag.