Show me your house - Dannika

Tid: Ca. kl 2.30 om natten
Måned: Maj
År: 1163
Sted: Dannikas lille hus i skoven
Vejr: Regnen pisker stadig ned...
Omgivelser: Skovens træer og grønt, og det lille hus Dannika ejer.

///Dette emne foregår for ca et år siden ingame, derfor er der stadig dårligt vejr //

De var endelig ankommet. Det havde taget dem lidt tid på gå ben, men de var endelig ankommet til Dannikas hus. Hun havde sagt det lå i skoven, men Marcus var alligevel overrasket over hvor langt ind i skoven de havde gået før huset tittede frem mellem de tætte træer. Han kom ikke så ofte i Ashen Wood, mest fordi der ikke var lige så mange mennesker at jage og fordi skove i bund og grund ikke sagde ham så meget. Han var en by person, og havde altid været det. Han kunne dog godt forstå tankerne bag huset her i skoven, det var gemt godt og lå et sted hvor kun få folk ville komme og banke på.

Marcus så lidt på Dannika som de stod uden for huset. Hun havde virket så rystet da de forlod huset i Doomsville, men hendes tavshed på gå turen virkede rolig. Måske hun havde glædet sig til at tage hjem? Han var ikke sikker. "Inviterer du mig inden for?" spurgte han roligt imens han gik helt hen til hoveddøren og så på hende. Han var efterhånden helt gennemblødt af den voldsomme regn, og selvom han ikke mærkede kulden som andre væsner så så han alligevel frem til at komme indenfor. For han nød nu helst at være tør. Han formodede det samme gjaldt for Dannika. Hun havde dog haft sin hætte at gemme sig under, men selv den ville ikke kunne holde al den vilde regn ude. Dette uvejr måtte snart stoppe! Det havde gjort Marcus' liv så meget mere besværligt, i sær i forhold til mad.

Hun havde været mere og mere rolig, jo dybere ind i skoven de gik. Langsomt nærmerede sig området som var hendes. Hendes domæne, og hvor hun boede og kendte.. Hun havde heldigvis sendt hendes tjenestefolk hjem tidligt i dag.. Hun ville ikke riskiere at Marcus pludselig ville have en natbid, og tage en af hendes.

Hendes egen hætte havde beskyttet hende lidt ja, men hun kunne mærke hvordan de tunge stof hang omkring hende, som var hendes kjole og kappe.

”Ja, kom indenfor med dig.” Svarede hun, og gik hen til døren, hvor hun tog en nøgle og låste op.

Hendes hus var rimelig okay stort. Det første som mødte dem, var en gang, med nogle stole i. Sikkert for klienter til at vente, for på venstre hånd, var der en dør, som stod åben og ledte ind i hendes klink. Det var et stort rum, med et stort bord i miden, hylder og reoler omkring på væggene, med bøger, glas med urter og alt muligt andet.
På væggene var der også billeder med mennesket’s anatomi og nogle kendte kloge folk. I enden af lokalet var der et stort skrive bord, med en masse papir og bøger omkring, en stol på hver side og ellers blot duften af urter og alkohol derinde. Sikkert-.. For at holde det rendt.

Resten af huset bredte sig ud. I gangen var der en dør på højre hånd med en stue, i enden af gangen, var der en dør til køkkenet og sikkert nogle andre små lokaler længere nede. I gangen var også trappen til første sal, som havde hendes soveværelse, et gæste værelse til patienter, der hvor Sean havde tilbragt længe.. Og et gæste værelse til blot venner. Hele huset havde tunge gardiner..
I tilfælde af at Dannika skulle op i løbet af natten. Den havde også en bagdør, som ledte ud til en terrasse og en urte have, hvor hun selv groede hendes urter, og for tjenestefolkene til at komme forbi. Huset havde også en stald som tilbygning, med nogle få heste og en billig karret.  

”Velkommen til mit hjem.” Sagde hun blidt da de gik igennem for og hun trak hendes kappe af og hang den op.

Marcus fulgte hende roligt med ind i huset. Hans blik vandrede kort rundt i gangen imens han så småt begyndte at trække den tunge og våde jakke af sine skuldre. Hendes hus var anderledes end hans, på så mange måder... Hendes var rent og stille. Noget man langt fra kunne sige om hans hus i Rotten Root distriktet. Hvad de dog havde tilfældes var de tunge gardiner der holdt solen ude i dags timerne.
Da hans overkrop fra fri af jakken gik han til den nærmeste stol hvor han hang jakken hen over så den kunne tørre. Jakken var gennemblødt, selv den skjorte han havde inden under var våd hen over skuldrene og ryggen. Han hår hjalp ikke på det, der dryppede små klare dråber vand fra hans hår spidser, som landede på hans skuldre. Der var dog ikke meget han kunne gøre ved det i dette øjeblik.
Han så kort på Dannika inden han gik forbi hende, for at komme længere ind i huset.

Det ville være en løgn at sige han ikke var en smule nysgerrig over hvad dette hus havde været vidne til. Han havde fundet sin vej hen til døren der ledte ind til hendes klinik. Døren havde allerede været åben, så han så intet galt i at kigge ind.
"Det er større end jeg havde regnet med" lød det kort fra ham imens hans øjne fortsat løb over hver en detalje inde i hendes klinik. Lugten af alkohol var stærk der, men det var nok ikke så underligt. Han havde set mange dø af infektioner af sår i sin tid, så det var forståeligt at hun holdt alt ting rent for sine patienters skyld.
Hans blik bevægede sig endelig hen på Dannika igen, et lille smil bredte sig på hans læber imens han lænede sig end smule mod dørkarmen. "Var det her hun faldt?" spurgte han en smule henkastet imens hans blik lå fast på Dannika. Han hentydede til den engel der gik rygter om, han havde allerede fået bekræftet af rygterne var sande af Dannika tidligere på aftenen. Alligevel fandt han sig selv meget interesseret i emnet, både fordi det virkede til at sætte lidt gang i Dannika, men også fordi han selv aldrig havde set en engel falde.

Hun brød sig ikke om, at hendes skaber nu var i hendes hus.. Men det var sådan her de var endt.. Det kunne hun virkelig ikke komme udenom nu. Hun trak hendes egen kappe af og hang den op for at tørre. Dybest inde, takkede hun en eller ande gud for at hendes tjenestefolk, de få hun havde, ikke var hjemme lige nu. Hun lukkede fordøren efter sig og så over på manden som var med hende.

”Ja, det var derinde det skete..” Svarede hun og trak hendes lange hår, op i en knold, hvor hun bandt det med en lille snor, hun havde haft om håndledet.

”Men ikke min skyld.. Hun havde et barn, som hun ikke ønskede.. Og jeg hjalp med det.” Hun trak let på hendes skuldre derefter. Dannika havde det stadig skidt over hvad der var sket.. Men hun ville ikke lade Marcus se det. Hun gik forbi ham, skubbede lidt til ham, da hun gik igennem døren og ind i hendes klinik.

”Folk kommer med problemer, jeg hjælper med at fikse det.. Dog-.. Havde jeg ikke forventet en abort ville lade en engel falde.” Sukkede hun derefter og så på bordet som var midt i rummet..
Huskede tilbage på hvordan den stakkels pige var i smerte, og hvordan hendes ven havde fået hende væk hurtigt igen. Den historie ville altid komme tilbage og hjemsøge hende nu.

Marcus’ blik lå på Dannika ansigt imens hun satte de lange røde hår op. Det var første gang han havde set hendes hår sat op på den måde. Hun var nu stadig køn uden den vilde manke af hår omkring hendes ansigt.
Han trak kort på skulderen da hun sagde det ikke var hendes skyld at englen var faldet... Skyld var et underligt ord at bruge i efter hans mening, englen var selv skyld i faldet, men Dannika havde også spillet et rolle. Han valgte dog at lade det ligge, da hun ikke virkede som om hun gad snakke mere om det.

Da hun skubbede lidt til ham rettede han sig op og trådte lidt til side så hun kunne komme ind i rummet. Hans blik fulgte hende stadig. Det var mystisk at se hende inde i klinik rummet, den gang han havde forvandlet hende havde hun været fordrukken og sørgelig, men nu var hun en kvinde med et formål. Hun var gået i en anderledes retning end han havde regnet med... Hun virkede ikke til at have det samme had til mennesker, som Micah havde. Han bar et had til andre, som Marcus ikke havde set i mange andre, men Dannika var anderledes. Det var næsten beundringsværdigt.

Marcus gik et par skridt ind i rummet imens han så rundt. Han gik helt hen til bordet og lænede sig med begge hænder på det. Han så lidt på hende før et lille smil kom frem hos ham. “Engle falder hvis de slår nogen ihjel” sagde han kort imens han så lidt afventende på hende. Han kendte ikke selv nogle faldne engle, det holdte sig ofte til sig selv, da de var lagt for en masse had af andre engle. Marcus synes dog det var fascinerende, tænk at noget så godt som en engel ville have foretaget et abort!
Med et rettede han sig op igen og gik hen til en af reolerne inde i rummet, han tog et af glassene fyldt med urter og studerede det en smule imens han lyttede lidt til Dannika. Han satte så glasset fra sig igen på reolen og så hen på hende, før han talte. “Bor du alene?” spurgte han nysgerrigt. Huset var helt stille, han havde ikke kunne høre andre end Dannika og ham selv da de var ankommet til huset, men man kunne aldrig være helst sikker.

Han vidste ikke meget om hvordan hun levede sit liv, men han tvivlede på at hun var sammen med nogen. Den gang de havde mødt hinanden havde hun klaget over at hendes forældre ville have solgt hende til en rig mand, bare for at få fingrene i lidt penge igen. Så han forestillede sig at hun holdte sin frihed for mænd kær.
Med rolige skridt gik han hen til døren der ledte ud i gangen igen. Han stak hovedet ud i gangen og så lidt ned langs gangen. “Viser du mig ikke rundt?” spurgte han lidt henkastet.