I guess that wasn't for our ears? ~Maqlynn (fortidsemne)

Sted: Et af de finere huse i Forestina. Genevira er ret sikker på, at det blot er en anerkendt handelsmand, der bor her.
Omgivelser: En større forsamling af velklædte folk af forskellige racer. De siger det er en fest, men det virker meget handelsrelateret og smalltalkagtigt
Påklædning: Hun er klædt i hvidt fra top til tå. En hvid kjole med et tungt, ankellangt skørt. Hvide strømper og sko. Hendes hår er gemt væk under en hvid kyse.
Tid: Omkring klokken 23 om aftenen or so

Lyset var så klart og strålende, at det næsten skar i Geneviras efterhånden mørkevante øjne. Hun var hen over de sidste par timer begyndt at overveje, om hun nogensinde ville savne solen igen, hvis hun valgte at tænde så mange stearinlys, som aftnens værter her havde gjort. De lod til at brænde på alle tænkelige overflader og med flammer i alverdens farver. Fanget i kulørte glaskupler i forsøget på at hindre, at der ville gå ild i noget. Genevira fandt det nu alligevel modigt at vove sig til at have ild i sit hus, når hele byen stort set lod til at være lavet af træ. Men hun kunne ikke nægte, at det gav en smuk effekt. Udenfor hyldede vinden og aftenmørket havde for længst sænket sig som et sort tæppe over omverden. Men herinde bestod verden af lys og varme. Måske ville Genevira have nydt det, hvis ikke det var fordi, der var noget ved hele stemningen, der gav hende en knude i maven. Der var noget...glansbilledeagtigt over det hele. Når folk lo, forekom det hende skingert. Forkert på et eller andet fundamentalt niveau, som hun alligevel ikke formåede at sætte en finger på. Hun ville slet ikke have været her, hvis det ikke var fordi, det eneste, der efterhånden var tilbage i hendes lommer var lommeuld. I begyndelsen af aftenen undrede det hende i det hele taget, hvorfor værtsparret havde virket så forhippede på at få hende til at komme og bære drinksfade og dets lige. Hun havde hurtigt erfaret, hvorfor hun var her. Hun var en mystisk kuriositet, de kunne få lov at vise frem for en aften. Som et eksotisk kæledyr. En giftig slange, vis tænder var blevet fjernet, så man uden fare for liv og lemmer kunne klappe den på hovedet. Hun var ærligt tæt på at sværge, at hun ville æde den næste, der "kom til" at røre hende lidt for meget "ved et uheld". Men for nu var hun bare nødt til at smile og række folk, de ting de ønskede. Hvor kunne hun ikke ellers havne, når først hendes penge for alvor slap op. Gid hun kunne være en af dem, for hvem det aldrig blev et problem. Da endnu en eller anden ung mand strøg en hånd henover hendes kind. Det kunne ikke være et uheld. Han kunne ikke engang maskere det som et. Hun trådte ham noget demonstrativt over foden og smilede så sit allermest uskyldige smil, før hun vævert bevægede sig videre gennem forsamlingen. Lod som om hun ikke hørte hans mumlede "Snerpe". Hun var vokset op i Rotten Root District, der oplevede man for meget af den slags til at tage sig af surhed over en afvisning. Hun kunne, og ville have, gjort meget værre, hvis de havde været tilbage i hendes hjemby. Hun fik kort øjenkontakt med en anden ung pige. Hun så ud til også at være ansat for aftenen. Genevira rullede med øjnene i en 'sikke nogle idioter'-gestus og sendte hende et svagt smil, der afslørede hendes hugtænder. Der var dog et eller andet ved pigens lugt, som Genevira ikke brød sig videre om. Hun modstod trangen til at rynke på næsen og klemte i stedet øjnene tænksomt sammen. Nej. Hun kunne ikke placere det. Endnu en af aftenens kuriositeter måske?
Måske fordi hun godt kunne klare noget selskab, der ikke var en flok snobber, der tænkte, at de kunne gøre, hvad der passede dem med andre levende væsner, bevægede Genevira sig hen ved siden af pigen.
"Godaften," hilste hun glat. Sørgede som sædvanlig for at holde sin Rotten Root-dialekt så langt væk fra sin tale, som hun overhoved kunne i det evige forsøg på at virke finere end hun egentlig var. Måske unødvendigt i og med, at de begge var her som tjenestefolk, men hvis hun ville være bedre, kunne hun ikke lade sin nye persona falde et sekund.

En af de andre tjenestepiger kiggede pludselig på Maq og himlede med øjnene af en mandlig gæst. Maq smilede automatisk som et respons, for hun vidste også hvordan mændene havde været her til aften. Hun blev dog noget overrasket da pigen kom hen og snakkede til hende. hun havde ikke forventet at denne tjenestepige ville tale til hende. hendes tanke var ene og alene baseret på den grund at hun var vampyr og Maq var varulv. Fjender fra naturens side. Maqlynn brød sig virkelig ikke om det selskab hun var hyret af her til aften. Faktisk væmmedes hun ved det hele. Alt var så unaturligt og unødvendigt. Spild af alt. Og hvorfor havde de det? for at vise at de kunne, for at vise at de var overlegne andre. Maqlynn så pludselig for sig hvordan den sikkert ville knække, hvis de blev indespærret i hendes hjem som lå i The Forest's bjerge. Hun smilede bredt ved tanken og skyndte sig så at tørre smilet af igen, da hun kom i tanke om hvor hun fysisk var henne. Maqlynn kiggede på vampyren og gengældte hendes hilsen. " Godaften. Kommer du ofte her?" Hendes spørgsmål var jokende og let, og egentlig ikke et der behøvede et verbalt svar. Man var ikke i tvivl om at Maqlynn ikke var fin, eller prøvede på at være det. Hendes accent var landlig og hun rullede meget med tungen når hun talte. Men hun havde altid fået af vide at hun på trods af det havde en pæn stemme og at hun var charmerende at høre på.
Modsat vampyren var Maqlynn iklædt en blå kjortel. den lignede meget hendes egen men var tydeligt at meget dyrt og lækkert materiale. Dog var den også tynd og smøg sig derfor omkring hendes krop. Den fremhævede hendes former. Maqlynn havde været dybt utilfreds tidligere på dagen da hun havde fået den på, og der havde været en diskussion, omend en kort en, da Maqlynn mente at hun jo bare kunne have haft sin egen på i stedet. Men det kunne der absolut ikke være tale om. Så nu stod hun her, i en flot blå kjortel der smøg sig elegant om hende og hun hadede det. hun hadede måden det fik mændene til at kigge på hende på og hun hadede dens mangel på fleksibilitet. I det mindste fik den taget lidt af opmærksomheden fra hendes lillae øjne, som skinnede ud fra bag de mørke farvede øjenlåg.

Den anden kvinde havde ingen hugtænder, af hvad Genevira kunne se. Altså var hun ikke vampyr. Hmm. Hendes nysgerrighed var yderligere vækket. Om ikke andet, kunne denne pige, selvom hun ikke duftede særlig godt, næppe være værre selskab end resten af folkene her. Så at bevæge sig mod hende var ikke noget, hun skulle overveje længe.
Hun opfattede pigens spørgsmål som en joke og fnøs kort ud gennem næsen i stedet for reelt at grine. "Ih ja, jeg elsker selskaber, hvor jeg ikke bliver behandlet som et levende tænkende væsen," erklærede hun med overdreven entusiasme.
Genevira studerede hende grundigt og spærrede de store brune øjne op ved den nærmere inspektion af pigens ansigt. "Har dine øjne altid været sådan?" Det var ikke meningen, at spørgsmålet skulle have været stillet. Det røg ligsom bare ud. Hun havde aldrig set nogen med lilla øjne før. Var det normalt? Ikke i Rotten Root. Pfft. Intet havde så klare farver der og hvis noget, der havde forvildede sig derned, ville det helt sikkert hurtigt dø. Det var i hvert fald Geneviras erfaring om det sted, hvor hun var vokset op.
"Jeg kan ikke beslutte mig for, hvem af os, der er klædt værst på? Hvad i alverden er de gået efter?" fortsatte hun så med at spørger. I håbet om, at hvis Genevira druknede hende i spørgsmål hurtigt nok, så ville hun hurtigt glemme sin eventuelle fornærmelse over Geneviras første spørgsmål. Hun krummede stadig tæer over ikke at have tænkt sig om.
"Genevira forresten," præsenterede hun sig kort. Det var altid en glæde, at kunne præsentere sig med sit valgte navn frem for fødenavnet, der stadig, her to år senere, fyldte hende med ubehag. Det mindede hende stort set kun om dårlige ting og hun ville langt hellere være fri.
Hun spejdede rundt i lokalet.
"Ingen er opmærksomme på os, lader det til. Jeg tænker, at vi flygter på opdagelse imens vi kan. Jeg kunne godt bruge en pause."
Hun greb pigens hånd i sin egen og trak hende uden videre omsvøb med sig gennem lokalet og ind ad en dør, der vidste sig at åbne til en lang lang gang, der ligsom lokalet var oplyst af flakkende stearinlys. Genevira lukkede hurtigt døren bag dem med håbet om, folk således ikke ville lægge mærke til,at de var væk. I hvert fald ikke før, de kunne få trukket vejret. Eller well....den anden kunne trække vejret. Genevira havde ligsom ikke rigtig behov for. Hun trak pigen med sig ned ad gangen, nysgerrig efter at se, hvad der ellers var at finde i det her mærkelige hus.
"Undskyld jeg spørger, jeg er stadig ret ny til alt det her. Hvad er du egentlig?"