I guess that we both are confused.//Destiny//

P: En skjorte og et par cowboybukser.
O: Den smukke flod, der bruser fredeligt.
V: Lunt.
T: Middag.

Toshiba vidste at han var alene.
Shetan var ude at jage og der var ingen væsner at se omkring ham. Ikke engang en fulg der sad på et træ og sang en fin lille sang.
Han sukkede og kørte en hånd igennem sit sorte hår. Stilheden var dejlig behagelig, efter man havde siddet i en lejelighed en hel dag hvor folk larmede udenfor hoveddøren.
Det var skønt.
Stilhed.
Han lod sig falde ned i græsset, så han bemærkede slet ikke at en varulve pige gemme sig inde i træerne.

Destiny arbejde på at lære mere om hendes evne og hvordan det var at være varulv. Hvordan hun kunne bruge det imod hende. Hun sad op af et træ og så på ham der sad tæt på hende. Hun overvejede at gå hen til ham, men hun var ikke god til det med at tage kontakt til fremmede. Hun endte dog med at gå over mod ham. Hun sørgede for at hendes trin ikke var for stille, så han umuligt kunne blive forskrækket at hun pludseligt stod der. Hun havde tøjet på som hun havde fået af Sargonis. En trøje der var afskåret til en top der gik til over hendes navle og et par bukser der var skåret ned til at være korte shorts. "Goddag.

Det gav et lille sæt i ham, da en pige stemme lød igennem den lune luft og stilhed. Han kiggede op og fik øje på en smuk pige, med gyldent hår og et venligt smil.
"Goddag," sagde han og grinte lidt, da han stadig lagde i græsset, mens en pige sagde goddag til ham. "Undskyld mine manere," han grinte lidt af sig selv og rejste sig op. "Jeg hedder Toshiba," Han bukkede forsigtigt foran hende. "Må jeg spørge om dit navn?"
Hans brune øjne lyste i solens stråler og en lille trækning i læben udviklede sig til et charmerende smil.

Destiny fik ordentligt øje på ham igen. Han så da meget godt ud. Hun slog ud med hånden da han undskyldte, for at sige det var lige meget. "Det skal du ikke undskylde for. Du vidste jo ikke jeg kom." Hun sendte ham endnu et smil og så til mens han nejede. Hun var usikker på om hun skulle gøre det samme. Det med at nogle hilste på andre måder end hende, var svært for hende. Hun smagte på hans navn. Toshiba.. Det lød ekostisk. Meget smukt. "Det er et smukt navn du har." Hun så kort ned i græsset, men lod hurtigt blikke falde på ham igen. "Destiny. Jeg hedder Destiny" Hun holdte fortsat blikket rettet mod ham.

Destiny.
Sikke et smukt navn, det kunne lyde som et navn til en smuk krystal.
"Tak," sagde han, med et venligt smil. "I lige måde Destiny,"
Der var aldrig nogen der havde sagt hans navn var smukt før, så det fik ham til at rødme en smule. Han havde godt nok fået at vide, at det var et specielt navn, men aldrig at det var smukt.
"Så Destiny," sagde han og kiggede på hende med sine chokoladebrune øjne. "Hvad bringer dig herud?"

Destiny sendte ham et charmerende smil, ikke på en drengede måde. Men på en meget piget måde der egentlig bare var sødt vel. Hun rødmede forsigtigt over hans ord. Hun var elendig til komplimenter og det ville aldrig ændre sig. "Tak." Hun overvejede egentlig hvad hun lavede derude. Hun var der bare. Men det kunne ikke sige til ham. "Det var fordi.. Jeg elsker bare naturen, at sidde her og bare lytte til naturens lyde. I stedet for alt det larm.. Ehm.. mennesker formår at lave." Hun gumlede en smule på hendes læbe som hun havde af vane. " Og hvad laver du her? Alene? En flot fyr som dig burde have rigeligt med selskab."

"Ja, her er en meget smuk natur," sagde han med et smil og kiggede sig omkring. "Så dejlig roligt," Han kiggede tilbage på hende igen, med sine brune øjne.
Han rødmede, da hun kaldte ham en flot fyr. Han var ikke van til komplimenter, da han nogen gange kunne virke meget enspænder agtig.
"Tjoh ser du," stammede han genert. "Jeg havde ikke andet at lave," Han kløede sig genert i nakken. "Og, så kan jeg rigtig godt lide naturen her også,"
Det passede skam alt det han sagde, han elskede naturen omkring dette sted. Den var så fredfyldt, i stedet for en indlukket lejelighed med larmende naboer. Enden skændtes parret ved siden af eller så... Ja, lavede det noget andet.

Destiny nikkede til hvad han sagde. Han havde ret. Det var utroligt beroligende derude. Man kunne komme der og slappe af, bare nyde det hele. Der var ingen der skyndede på hende og man behøvede ikke tage stilling til det. "Der kan man bare se. Det havde jeg ikke troet. Men så er der altid naturen man kan vende ud til. Og håbe man møder en anden naturelsker." Destiny tog et par skridt imod ham og satte sig ned på græsset. "Vil du sidde?" Egentlig kunne han bare sætte sig hvis han ville, men der var mere en indbydelse.

Han nikkede til hendes spørgsmål og satte sig ned ved siden af hende.
Vinden blæste forsigtigt forbi dem og skabte lidt kulde i Toshibas krop.
"Må jeg spørger om hvilken Race du er Destiny?" spurgte han nysgerrigt og kiggede på hende med et roligt blik. "Det er ikke for at være uhøflig, men jeg er bare nysgerrig til tider," Han smilte til hende og håbede på at hun ikke vil se det som en fornærmelse at han spurgte.
græsset de sad i var højt og kildede mod den bare hud på Toshibas arme.

Destiny sendte ham endnu et smil da han satte sig. Hun blev ikke fornærmet over hans spørgsmål, men hun håbede bare på at hvis hun ikke sagde det, forsvandt det hele. Hun sank en klump, men prøvede at skjule det. "Varulv." Hendes blik var rettet mod jorden, fordi hun skammede sig over hendes race. Hun havde ikke lyst til at være varulv, men det var hun og med tiden måtte hun vende sig til det. Hun kunne ikke gøre noget ved det og at flygte fra det, via selvmord, var kun noget kujoner gjorde. Hun var ikke en kujon og flygtede ikke. "Og du er?" Hun ville sikkert ikke vide hvad det var, selvom han sagde det.

En varulv.
Månens barn.
han havde hørt om disse fantastiske væsner, men aldrig mødt en i virkeligheden.
Han bemærkede at hun kiggede skamfuldt ned i jorden, hvilket han ikke forstod. En varulv var da et rimeligt sejt væsen.
"En satuine," mumlede han og kiggede ned i jorden, da han vidste at der var mange der ikke kunne lide satuiner.
De syndes at de var mærkelig pga. De havde et dyr som tvilling.

Destiny skammede sig mest over det fordi hun ikke kunne kontrollere sig selv og hvis hun blev vred eller der var noget der på anden måde kaldte dyret frem i hende, så var det Toshiba det gik ud over. Fordi han var tættest på. Hun så op på ham da han nævnte sin race. Hun kendte ikke meget til racer af nogen slags. Så hans var komplet fremmed for hende. "Hvad er det? Jeg er meget ny inden i den her del af verdenen." Hun sendte ham et smil undervejs, for ikke at være for uhøflig.

Han kiggede på hende, med et smil.
"Joh," sagde han og lagde sig ned i græsset med armene bag hovedet. "En satuine er et menneske der har et dyr som en tvilling," han kiggede op på hende og vidste godt at han heller måtte forklare hende bedre. "Det vil sige, at en kvinde føder et par tvillinger, den ene er et menneske og den anden er et dyr, som f.eks mit dyr er en ulv,"
Det lød skørt, det kunne han godt selv høre. Men, de levede i en skør verden hvor det umulige var muligt.
"Menneske og dyr er så i stand til at snakke med hinanden og føle hvad de føler," fortsatte han og kiggede på hende igen, for at se hendes reaktion.

Destiny lyttede interesseret til hans forklaring. Hun ville meget hellere være det end en varulv. Det var der igen tvivl om. Men hun kunne ikke ændre noget. "Det lyder fedt.. Så hvis din tvilling lige nu var såret ville du kunne fornemme det. Eller hvis han, eller hun? i tankerne havde en besked til ville du kunne høre det?" Destiny så hele tiden på ham, hun var meget interesseret i ham. Han virkede ydmyg, uden det blev overdrevent, han var venlig og så så han godt ud. Ikke den værreste at være i selskab med.

"Lige præcis," svarede han og sendte hende et charmerende smil.
Han kiggede derefter op på himlen og nød vejret.
Destiny virkede til at være en skøn person. Hendes smil var varmende og det var skønt for ham at hun lyttede til hans forklaring om Satiune racen.
Han kiggede op på hende igen, det gyldne hår omfavnede hendes ansigt på den helt rigtige måde, så det så smukt ud.
"Fortæl lidt om dig selv," sagde han med et smil.

Destiny sank en klump. Ikke fordi hun følte sig nervøs, ikke på grund af noget med i hvert fald. Hun havde bare haft en trang... Hun kunne ikke styre sine lyster, ikke hvis det var vigtigt nok for varulven. Hun bed sig i hendes læbe, klemte hendes hånd hårdt sammen. Hun havde brug for andet at tænke på. Hun overvejede hvad hun skulle sige om sig selv. Det var ikke så let at finde på noget. "Jo.. Altså.. Jeg hedder som sagt Destiny, jeg er 18 år. Jeg boede hos mine forældre før jeg blev bidt, så stak jeg af hjemmefra. Fordi jeg var bange. Eller jeg stak vel egentlig ikke af, jeg besvimede under forvandlingen og blev bragt langt væk. Så nu er jeg her. Jeg har altid været meget uskyldig. Eller ikke uskyldig på den måde, men meget inddirekte og ikke delt ud af hvad jeg har at byde på. Men nu er jeg ikke helt på samme måde. Det skyldtes vel at varulven er noget mere.. dirty kan man vel sige? De tænker mere på instinkter og behov, frem for hvad de har lyst til at udsætte sig selv for. Så hvis en varulv er sulten så vil den jage og hvis en varulv har været alene længe.. Så ja.. Trænger den til noget andet." Det var tydeligt at høre på hende det sidste hun fortalte om irriterede hende, fordi hun ikke ønskede det skulle være sådan. "Men jeg vil også gerne høre noget om dig."

Han lyttede interessant efter hvert et ord hun fortalte om sig selv. På nogen punkter kunne han finde sig selv i hende, især da hun fortalte at hun stak af som 18 årig, præcis ligesom han selv havde gjort.
han smilte skævt da hun fortalte det om lyster, som der tydeligvis irriterede hende. Det kunne han godt forstå, det måtte ikke være det mest behagelige ikke at kunne styre sig selv, med hensyn til lyster.
"hmm," sagde han, da hun sagde at hun gerne ville vide noget om ham. "Jeg er 20 år gammel, stak af som 18 årig, da jeg har en del problemer med min mor," Han fik kuldegysninger ved tanken om sin mor, der udnyttede ham næsten hver nat dengang han boede hjemme. "Min følgesven er en ulv med navnet Shetan," Han kiggede på hende, for at se hendes reaktion.

Destiny så ned i græsset kort, men så op på ham da han begyndte at fortælle om sig selv. Hun lyttede interesseret. Han fortalte ikke meget, men det var nok til at hun vidste mere om ham. "Interessant. Jeg gad godt måde din ulv. Det kunne være spændende. Selvom.. Er det en han? måske ikke vil kunne så godt med mig. Eller.. Hvad tror du?"
Hun rykkede sig en smule tættere på ham, for at kunne ligge en trøstende hånd på hans skulder. "Man kan godt klare sig selvom man ikke har haft et godt forhold til sine forældre. Det har jeg heller ikke med min far. Heller ikke med min mor for den sags skyld, men det er bedre." Hun ville ønske hun kunne gøren oget mere for ham. Men hun kunne ikke bare gøre det hele bedre, lige pludselig.

Han smilte og satte sig op, med et blik der viste at han nød at hun prøvede at trøste ham.
"Du kan være helt rolig," sagde han med et kært grin. "Shetan opføre sig ordentligt overfor alle," Han kiggede på hende og beundre et kort øjeblik de smukke øjne.
"Jeg hader bokstaveligtalt mine forældre," mumlede han for sig selv og kiggede ned i jorden. "De har ikke ligefrem været de bedste forældre," Med en rolig bevægelse, kørte han sin hånd igennem sit sorte hår.
Han vidste ikke om han kunne fortælle hende hvorfor, da det måske ville være for meget for hende.
Det kunne han ikke vide.

Destiny satte sig også op da hun gjorde. Ansigtsudtryk var vigtige for hende. Hun kunne bedre se hvordan han først reagerede via ansigtsudtryk. Hun sendte ham et smil og holdte et øjeblik øjenkontakten med ham. "Må jeg spørge om hvorfor? Du behøver ikke at fortælle det hvis du ikke vil. Jeg er bare nysgerrig og så vil jeg helst gerne hjælpe så meget jeg kan." Hun fjernede hånden fra hans skulder begyndte i stedet at undersøge ham nærmere. Hun så nærmere på hans kindben, på hans læber, hans øjne, hans skuldre, hans brystkasse. Hun så væk fra ham igen, da dyret var meget tæt på at overtage hende. Hun ville ikke være uhøflig, men hun blev nød til at se væk for at kunne styre sig selv.

Han sendte hende et smil, men løftede dog lidt på et øjenbryn, da hun pludselig kiggede væk, som havde hun set noget forfærdeligt.
"Da jeg var 14 år gammel.." startede han og kiggede ned i jorden. Han lod et græsstrå snore om sin finger. "Begyndte min mor at udnyttet mig seksuelt, da hun savnede en mands selvskab, min far forlod hende nemlig.." Han fortsatte med at kigge ned i jorden. Det virkede ikke forkert at fortælle hende det, hun virkede som en dejlig person man kunne sige alt til.
"Og jah.. Det blev hun ved med næsten hver nat, indtil jeg fyldte 18 år og stak af," fortsatte han og kiggede endelig op fra jorden.

Destiny så over på ham med et forfærdet blik. Hun anede ikke hvd hun skulle sige eller gøre. Hun var mundlam. Hun sad bare og så på ham med et nærmest forstenet blik. Men hun kom kort efter tilbage. Hun lagde en hånd på hans skulder og lod den falde ned af hans overarm som hun blidt aede. "Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal sige. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Du må undskylde.. Jeg plejer altid at have noget at sige.. Men jeg aner ikke hvad jeg skal sige." Hun blev ved med at ae ham beroligende.

Det beroligede ham, da hun aede hans overarm med beroligende bevægelser.
"Det er helt i orden," sagde han og kiggede hende i øjnene. "Jeg ville heller ikke vide, hvad jeg skulle sige hvis jeg var i dit sted," Hans brune øjne lyste af varme. "Du skal ikke undskylde,"
Lyset i øjnene udviklede sig til et venligt smil på hans læber. Han forstod godt at hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Det var da også noget af en mundfuld han kom ud med.

Destiny vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Ikke med hensyn til hvad hun skulle sige og sådan. Men hun var nervøs for det ville blive akavet hvis hun ble ved med at ae ham. Hun blev dog ved, fordi det vel ikke var så slemt. "Jeg kan slet ikke sætte mig ind i dit sted. Det må være helt forfærdeligt. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe. Kan jeg gøre noget som helst? Bare en lille ting? Så sig til. Jeg vil gå meget langt for at hjælpe dig. Og andre, men lad os fokusere på dig." En blæst tog fat i hendes hår og dækkede hendes ansigt med det. Hun forsøgte at fjerne det to gange i træk, men det blev ved med at blæse op. Så hun opgav til sidst.

Det fik ham til at rødme en smule. Hun ville hjælpe ham, som havde hun kendt ham hele livet. Det var der ikke mange der ville.
Destiny var noget for sig selv.
"Nej, det er helt okay," sagde han, med et kærligt smil. "Der er ikke så meget at hjælpe med,"
Forsigtigt lod han sin hånd glide henover den hun ikke brugte til ae hans overarm med.
Han kiggede hende dybt i øjnene.
"Men tak," sagde han, med en stemme der ikke var særlig høj. Det kunne næsten lyde som et hvisken.