"Bare en familie stund" - Althorn

Start Tid: fredag formiddag, Febuar 1166
Vejr: Solrigt, men små køligt og vindstille

@Althorn

Outfit: Vinterkåbe, kjole (lilla),
tiara og halskæde

Endnu en dag, hvor Larlii var stået tidligt op og gået en tur i det royale distrikt. Sammen med hende var to af hendes hofdamer. Den ene var hendes grandkusine, Lady Nassisa Luinil og den anden, Lady Gweyr Isilmë, var en datter af en højtstående familie. Hendes far, Finwë Isilmë, havde en plads i rådet og han var endnu ikke overbevist, ligesom andre i rådet, om at kongens valg af hustru var til alles bedste. Derfor havde han og andre anbefalet kongen om at vælge mindst fire hofdamer blandt rådets slægter, så dronningen havde nogle at støtte sig til, under sin oplæring.
Dog havde disse hofdamer fået ordre på at spioner og rapportere deres dronnings mindste bevægelse til deres families overhoved, der sad i rådet.

Larlii startede sin tur ved de royale healer, hvor hun blandt andet undersøgte om de manglede noget. Det glædede hende igen at konstatere at Fristedet havde forsynet dem med alt de manglede. Og hun spurgte derfor ind til deres lille eksperiment: At dyrke de sjældne urter indendørs under lys- og naturmagi. Eksperimentet havde sine op og nedture, men de fortsatte stædigt. Dette var en af Larliis små hemmeligheder, da hun ikke ønskede at Althorn skulle få problemer hvis det gik galt. Hun havde endda sørget for at lederen af de royale healer havde et pergament, hvor hun selv havde nedskrevet at hun og hun alene stod for eksperimentet. En kopi var opbevaret i det royale arkiv og var forseglet med hendes dragemærke. På den måde håbede hun at Althorn kunne undgå problemer hvis det gik galt.
Efter et par timer, gik hun videre mod de royale stalde. Hun viste at hendes datter, Almiel, med sikkerhed ville være at finde der. På trods af at pigen næsten var to og et halvt år, var hun vilje stærk og havde forelsket sig i et af sidste års hingsteføl, som ligesom pigen selv, kunne være noget af en vildbasse. Hun tænkte også på sin søn, Theroniel. Han var nu fem måneder gammel og havde allerede vundet hjerter hos mange. Det var tydeligt at han havde arvet sit udsende fra sin far.

Omkring to hundrede meter fra stalden var der en som kaldte ”Min Dronning”. Larlii så sig til siden og smilede, da hun så at det var lederen af hendes egen spiongruppe. Endnu en af hendes små hemmeligheder. En ung mandlig elver omkring hendes egen alder. Han knælede ned omkring en halv meter fra hende og bøjede kort hovedet i en høflig hilsen.
”Jeg bringer nyt fra den østlige grænse.” Hun vinkede hofdamerne væk, så hun kunne høre hans rapport uden at Gweyr hørte noget. Hun viste at hun kunne stole på Nassisa, men hun ønskede ikke at sætte sin grandkusine i problemer. Begge hofdamer trak sig nogle meter væk og Larlii stillede sig sådan at de ikke kunne mundaflæse manden, der afleverede sin rapport i et hviskende toneleje.
”Mine spioner fortæller mig at Dénar er set i området omkring byen Bloodrage. Han har sågar også bevæget ind i skoven, mens han har undgået de vagter der var i området. Men vi har hver gang fået skræmt ham væk, inden han nåede floden. Men jeg er bange for at han planlægger noget.” Larlii nikkede stille. Hun rakte en let skælvende hånd frem og fik et svagt smil på læberne, samt hviskede et ”Tak.”. Manden smilede varmt og venligt til hende inden han blidt kyssede håndryggen. Derefter rejste han sig og forsvandt snart i skyggerne igen. Hun måtte lige have nogle få minutter til at falde til ro, inden hun gjorde noget som helst andet.

//Luinil betyder: Blue shining star – grundet deres blå øjne og nærmest mælkehvide hud.
Isilmë betyder: Moonlight – grundet det sølvhvide hår, som løber gennem slægten.//

Althorn havde siddet til møde i rådet i dag - med et par få afbrydelser da han selv havde insisteret på at tage sin unge søn med, blot for allerede som spæd at gøre ham vandt til de mange møder, og flere af rådsmændene og -kvinderne. Ikke at Theroniel forstod så meget endnu, men det var godt at gøre ham vandt til de skiftende omgivelser. Det var derfor at Althorn havde babyslyngen på da han trådte ud fra mødet, med en nu sovende Theroniel indeni, og inde i slyngen havde han da så også en flaske med mælk fra Larlii, til hvis han nu skulle blive sulten når han vågnede op igen.

Derpå gik han ud for at finde hans kone, og lidt tid senere så han hende, med hendes hofdamer. Han kom smilende gående hen imod dem, og trak derpå Larlii ind i et halvt kram, forsigtig med ikke at klemme Theroniel imellem dem som han blidt sov videre. "Her var du... Jeg ledte lidt efter dig," sagde han med et let smil til hende. "Går alt som det skal? Theroniel sov igennem det meste af mødet, så det var rart nok..."

Hun havde ikke mere end lige sluttet sig til sine hofdamer, da hun hørte hans stemme. Hun drejede sig og smilede kærligt til ham. Hans spørgsmål om alt gik vel, fik hende til at spekulere på om han mon viste noget om hendes små hemmeligheder, eller om det bare var af almindelig høflighed. Hun var heller ikke sikker på om han havde set hende sammen med sin spionchef. Hun håbede virkelig på at hun kunne holde nervøsiteten skjult for ham endnu en stund. Men på den anden side... Hvorfor så skjule dette for ham? Han ville afgjort gøre alt for at holde hende sikker. Inklusiv at afholde hende fra at rejse let til Fristedet. Hun gengældte krammet og holdte sig fri af deres søn i slyngen.
"Dejligt at det gik godt. Jeg er stadig imponeret over at du har ham med. Men ja, så kan det være at han bliver nemmere at have med at gøre, når han bliver ældre." Hun kyssede blidt sin mand på kinden og så derefter på sine hofdamer.
"Vil I være søde at se om prinsessen er i stalden?" Begge hofdamer nejede og gik, da de ikke ønskede at afholde kongen fra sin hustru. Så snart de to var udenfor hørevide, hviskede Larlii så lavmeldt som muligt.
"Mine spioner fortæller at Dénar opholder sig i området omkring byen Bloodrage. Han har sågar også bevæget ind i skoven, mens han har undgået de vagter der var i området. Men mine spioner har hver gang fået skræmt ham væk, inden han nåede floden."

Althorn havde netop lige på afstand set manden gå fra hende, og at dømme efter ansigtsudtrykket hun kortvarigt havde haft derefter, så havde nyheden ikke ligefrem været en god en - så spørgsmålet var på to fronter, ikke blot én.

"Tja, han skal jo se alt før eller senere, og jo hurtigere han bliver vandt til det, jo bedre." sagde han derpå smilende, til det med at han havde haft deres søn med sig til mødet, og nu også gik videre rundt med ham i slyngen.

Så snart hofdamerne var gået, og han hørte hendes hvisken... Så sukkede han let. "... Han ved bare ikke hvornår han har tabt, gør han? Jeg skal nok sørge for at øge sikkerheden i området, diskret... Ingen behøver at vide hvorfor. En lille hvid løgn om at barbarerne er mere aggressive end vanligt burde være fint, og nemt at tro på. Vi har jo før i tiden styrket grænsen dér, af netop samme årsag." sagde han derpå, lidt eftertænksomt.

Hun nikkede til hans svar omkring deres søn. Og var tydeligt at hun elskede hans måde at håndtere sagen, som hun fremstillede den. Hendes øjne strålede af kærlighed og venskab. Hun lagde blidt sin hånd på hans arm og smilede til ham.
"Jeg er fristet til at bruge ordsproget "Du aner ikke hvor meget det glæder mig". Men ved at du højste sandsynligt godt ved det. Derfor tænker jeg på om vi skulle tage på en lille udflugt, kun os to til at starte med. Vi kunne invitere din ven til at slutte sig til os på et tidspunkt på turen. Så kunne I to snakke sammen, mens jeg gik en tur efter urter i området." Hun havde dæmpet stemmen, da hun talte om hans ven. Og hendes øjne og smil fortalte tydeligt hvad hun mente. Hun hentydede selvfølgelig til den smukke mand, som hun i sin tid havde set ham sammen med.