How the hell did you get here? ~ Valentine

”I swear if I ever as much as lay eyes on your bastard of a father I just might eat him myself. If he truly taught you that thoroughly, that you’re unworthy or not meant for, love in that way, he would deserve it. Pish, who let that man parent anyone? What a scandal, some people are trying their best or want but are unable to have children and then there’s this wanker, this absolute waste of human flesh who the fuck does this cunt even think he is? ‘not meant for love’. Well tell me then mr what ever your face is, since you’re apparently so bloody enlightened, what are people meant for? What a bag of bricks, I wish someone would have punched him in the face for all of you, might have saved you some time and suffering. For the record it sounds like the only one unworthy of anything is your father being unworthy of the faith you put in his words to you,” sagde hun og så alvorsfuldt på ham med et sæt ublinkende dukkeagtige øjne. Ironien I, hvor meget vægt hun stadig tillagde sin mors over til sig, fangede hun ikke. Dette var en hel anden situation i Geneviras hoved. Moderen havde trods alt aldrig påsået, at hendes datter ikke var værdig til eller skabt til kærlighed. For var alle mennesker ikke det? Især fra deres forældre? Hun havde aldrig været i tvivl om, at hendes mor elskede hende, måske mærkeligt for andre. På trods af, hvordan moderens kærlighed tog form var Genevira stadig overbevist om, at en forælder havde en eller anden form for pligt til at elske sine børn, så dette forekom hende at være komplet sindssygt.

At der var flere søskende end først antaget i flokken lagde hun kun vagt mærke til. Måske fordi en stor søskendeflok var ganske almindelig i hendes verden og nok også fordi, hun havde haft så travlt med at være vred på Valentines vegne.

”Yeah I thought you might have felt that way. Well we can avoid playing together then.” Alt syntes at forsvinde lidt for hende. Andet end de to altså.
Det var nok derfor hun i sin iver ikke i første omgang havde lagt mærke til lyden af fodtrin.
Ved Valentines kommentar vendte hun sig forvirret rundt, stirrede på Sean med et ansigtsudtryk, der på sekunder gik fra forvirring over i rendyrket forfærdelse og til sidst fortvivlet skam.
Det var ikke som sådan, fordi hun synligt krøllede sig sammen om sig selv, men der var alligevel noget i hele hendes udtryk, der fik det til at virke som om hun aktivt forsøgte at gøre sig selv mindre. Rationelt set, kunne hun måske have sagt sig selv, at Sean var en incubus så dette burde ikke have været den værste skam at blive taget i, men hendes opvækst var dybt gravet ind i hende. Og var der noget værre?
Havde det været derhjemme, var hun sikkert blevet slået. Ikke noget hun egentlig forventede, men kroppen forberedte helt automatisk sig selv.

Hun gemte ansigtet i hænderne.

”Sorry. I’m sorry. I’m sorry. I’m sorry.”

Hvad skulle han gøre nu? Situationen var for komisk, var det ikke fordi Genevira på en eller anden måde virkede til at gennemgå noget helt andet end manden og Sean. Det gik ret hurtigt fra at Sean kiggede med et drillende blik på manden - som virkede bekendt. Meget bekendt.
Til at kigge tilbage på Genevira og indse ikke alle fandt det humoristiske i situationen. Og alligevel kunne han ikke skubbe drilleriet fra sig. Som incubus var han mere end bekendt med at folk kunne finde dette meget...Skamfuld. Eller blot pinligt. Uden tvivl Genevira oplevede dette. Hun var i forvejen ret privat, i hans optik. Meget ligesom ham selv. Forskellen var bare...At var det ham der blev forstyrret, havde han nok bare inviteret gæsten med. Uanset hvem, formentligt.
Ikke at han forventede det samme fra Gene. Det ønskede han ikke engang.

Han vædede let sine læber og lod blikket glide over manden igen. Der gik et øjeblik...Så kiggede han ned i jorden med en svag latter, der måske mere var for ham selv, end dem. Da han så op igen, var det et genkendelsens blik.
"Valentine...Har du forvildet dig helt herop, og fordærver min ypperste tjenestepige?"
Var det en bebrejdelse? Eller drilleri stadigvæk?
Sean kunne nok komme med flere drillende kommentarer, men for Genes skyld lod han være. Lidt sans for andres følelser havde han trods alt. Men hvor tilfældigt at hun var endt med en person Sean selv havde nydt selskab af. Og så måske også ret forudsigeligt, da han jo tit var de fleste steder. Ikke så meget som i gamle dage...Men stadig en del.
Han trak vejret dybt og rettede sig op fra dørkarmen. Hans brede skikkelse optog pladsen i døren, men han gik ikke ind til dem. I stedte gled der noget seriøst over ham, som hans blik gled tilbage til Genevira.
"Jeg har intet imod du har dine venner. Det har vi alle sammen, trods alt. Og jeg skal også nok lade dette forblive en hemmelighed...Selv om hele borgen kender til det. Men næste gang så lad være med at gøre en scene ud af det, som forstyrrer hele borgen. Jeg forventer også du selv betaler for de reparationer der måtte være, i ødelagte ting, efter din elskers tur igennem min borg. Hvilket er en anden ting vi skal diskutere, senere"
Sikkerheden på borgen var tydeligvis ikke god nok. Uden tvivl det ville ødelægge Seans evne til at slappe af det næste stykke tid, med en forventning om en kniv i ryggen hele tiden. Bare tanken fik hårene i nakken til at rejse sig, klar på hvad som helst.
Blikket gled op til Valentine. Han kunne skælde manden ude. Men det havde han ingen grund til. Som Geneviras gæst, var han Geneviras ansvar.
Sean rømmede sig svagt, før han lagde en hånd på dørhåndtaget. Efter et sidste blik på scenariet foran sig, nikkede han let til dem.
"Fortsæt I endelig"
Med de ord, medmindre de sagde eller gjorde noget der ville få ham til at blive en stund, ville han lukke døren og gå sin vej. Både fornøjet og misfornøjet på samme tid.

Dér skete det igen. En eller anden usynlig knap, som han fik trykket på, der øjeblikkeligt udløste en mindre lavine af ord, som pludselig væltede frem. Ikke at han klagede - eller sagde ret meget andet for den sags skyld. Han forsøgte et par gange med at tilføje en kommentar, men opgav hurtigt. I stedet gav han sig i kast med tyde de forskellige ord, der var indhyllet i en særdeles tung accent, som han efterhånden genkendte som værende Doomsvilles underklasse. Det betød ikke, at han forstod ret meget af den, men i det mindste vidste han nu, hvor de sjove lyde stammede fra. Enkelte ord fangede han dog. Vendinger og øgenavne. Små sætninger der personligt ville have kostet ham meget dyrt for blot 20 år siden. Guderne forbyde, at Necromanceren nogensinde fandt ud af, at nogen havde vovet så degraderende ord i hans navn. Valentine så for sig, hvordan det meget vel kunne koste mere end blot en måneds værdi af aftensmad. Langt mere. Alligevel kunne han ikke helt sige sig fri for at nikke enig med et par af ordene. Frustrationerne i hendes stemme, kunne meget vel have været hans egne. Men næppe noget han nogensinde kom til at udtrykke så direkte. Ikke nu i hvert fald. Den slags vovede han ikke. Ikke endnu. Han var vred på manden. Rasende faktisk. Og det kom da også til udtryk nu og da. Men faktum var, at de stadigvæk ikke anede, hvorvidt Necromanceren var død eller levende. Og han skulle absolut ikke nyde noget af en skydeskive på ryggen, skulle manden pludselig dukke op igen efter alle disse år. Søgende efter hvad der tilhørte ham. Hvem der tilhørte ham. Nej. Ikke før søskendeflokken var samlet. Men det var en kamp for en anden dag. For nu stirrede Valentine blot en kende lamslået på hende, som hun fik raset færdig. Åbnede munden for at svare inden, at han hurtigt lukkede den igen. Sådan sad han et øjeblik før, at han endelig svarede. Kort og tydeligvis en kende overrumplet, men oprigtig i sit toneleje. “.... Thank you, darling.” Meget andet vidste han ikke rigtig, hvad han skulle sige.

Han slap hende, som Genevira vendte sig rundt. Trak hænderne til sig, og lod stoffet fra hendes kjole falde på plads igen. Mandens stemme var… distraherende. Og velkendt. Minder fra en fjern aften flere år tilbage, kom pludselig langsomt krybende. Flere familiære ansigter dukkede op i den tågede hukommelse, og brikkerne begyndte stille og roligt at falde på plads. Herskeren. Dæmonen. Sean McGivens. Oh shit. Blikket gled kortvarigt ned, selvom det næppe var nødvendigt. Blikket søgte kortvarig efter sværdet, som stod underligt klart i hukommelsen - formentlig fordi det havde været den dyreste detalje ved værelset den nat. Intet sværd. Alligevel var han ikke i tvivl. Det var ham. Åh, hvor var verden et lille sted nogle gange… Valentine lod blikket vende tilbage til Seans ansigt, og de blå øjne skinnede nu med fornyet kraft. Genkendelse. Smilet voksede sig en tand større, som han hørte dæmonens ord. Lyden af sit eget navn, uden nogen former for præsentation nødvendigt. Jo, den var god nok.

“ Absolutely, Sean! After all, it's what I do best… Remember?”

Pludselig gik det dog op for Valentine, at situationen muligvis var en kende mere alvorlig end først antaget. Stemningen skiftede brat, som han betragtede Genevira næsten grædefærdigt undskylde igen og igen, som Sean leverede sin lille tale omkring ansvarlighed. Selv virkede han… upåvirket. Et eller andet sted følte han en underlig stresset trang i kroppen ved lyden af hendes ord så ulykkelige. Men samtidig gjorde han ikke noget for at standse dem. Ikke noget for at trøste. I stedet blev han stående bag hende, og betragtede scenariet foran sig med et tomt udtryk. Lod blikket glide over hendes lille skikkelse, og videre mod dæmonen, som efterfølgende lod til at være ved at gøre sin exit. Havde situationen været anderledes - havde det været en hvilken som helst anden end lige netop Genevira - havde Valentine bedt ham blive. Tilbudt ham at genopfriske “gamle minder” over et glas rødvin, imens de alle fik lov at nyde godt af hinandens selskab. Meget noget sagde ham, at det næppe ville ende særlig sexet for nogen, sådan som Genevira havde reageret. I stedet ventede han til, at Sean var halvvejs ude af døren før, at han løftede en arm og vinkedede. “Don’t mind if we do!”

Da Sean var borte, tøvede han et øjeblik. De var lynhurtigt gået fra en situation, hvor han var langt mere komfortabel og bar en masse erfaring med til en, hvor han følte sig komplet på udebane. Uden rigtig at vide, hvordan han ellers skulle reagere, og medmindre Genevira havde gjort noget andet i mellemtiden, trådte han et enkelt skridt frem, og lagde begge hænder blidt mod hendes skuldre. “Darling... Are you alright?”

De enorme dukkeagtige øjne var fæstnet ihærdigt på gulvet. Hun nænnede ikke at se nogen af dem i øjnene, men især ikke Sean. Skammen vejede som et blylod mod hendes nakke og tvang det tomt fjerne blik nedad. Udmattelse. Hendes hjerne var som sædvanligt i gang med at flå hende i stykker.

Fjols. Hvad tror du i det hele taget, at du har haft gang i? Hvordan havde du tænkt at det her skulle gå? Og så tror du, at du er helt anstændig heroppe. Hvad ville mor ikke sige? I guder.

Hun forsvarede sig lige så lidt overfor sit eget indres skarpe kritik af sig selv, som hun ville have gjort overfor moderens egne. Sådan levede hun vel videre for datteren, selv i sit fravær. Ej heller gjorde Genevira noget for at påpege, at Valentines vej hertil egentlig ikke havde noget med hende at gøre. Det var jo ikke fordi, at hun havde haft noget med det at gære. En anden ville muligvis have noteret sig Valentines tavshed, hans manglende forsvarstagen af hende. Have skulet. Set det om et forræderi af en eller anden art. Det gjorde Gene ikke. For travlt beskæftigede med lettelsen over det faktum, at hun ikke endnu var blevet druknet eller smidt ud af det nærmeste vindue for sin fejltagelse.
Og hun modtog som sædvanlig en given ordre uden at kny det mindste. Hvad manglede hun også? Hun havde tag over hovedet, en seng at sove i, hun kunne spise, når hun var sulten og blev tilmed undervist. Mere end hvad hun fortjente, hvis hun selv skulle vurdere det. Hun ville vel være utaknemmelig, hvis ikke hun så meget som kunne betale for egne fejltagelser. Som sædvanlig gjorde folk ting for hende og hun kunne ikke engang takke dem korrekt. Det havde moderen også påpeget.
Derfor var det eneste der kom fra hende et næsten hviskende: ”Yes, f…of course, milord.” .” Hun ikke så meget som hævede blikket, men registrerede at katten fulgte med Sean ud, før døren lukkede bag ham.

Det svimlede for hende da hun hævede blikket og hun måtte knibe øjnene sammen, da skyggerne fra de flakkende stearinlys syntes at bevæge sig ubehagelig hurtigt et øjeblik. Kvalmen havde hun ikke lagt mærke til før, men nu kværnede den i hendes indre. Hun kunne ikke fokusere. Selv det svage lys syntes pludselig for kraftigt til hendes øjne og alt virkede som om det kørte rundt. Stoffer. I den smule blod hun havde slugt, ville hun nok have konstateret, hvis hun ikke følelsesmæssigt var absurd skrøbelig lige nu og de selvsamme stoffer nok også slørede hendes dømmekraft.
Hun knugede Valentine ind til sig. Pludselig næsten besidderisk. Hvis hun skulle dø nu, så måtte han ikke gå.

”No. I’m a terrible horrible person and now I’m going to die.” Der gik ikke mere end et par sekunder, før tårerne stod ud af øjnene på hende.

Hun græd mod hans skulder.

”Selfish, wicked girl. I get to be alive still though. I don’t know why….ma would have killed me, she would and I would probably have deserved it. God’s, I’m so stupid…”

Det var lige før at døren næsten ikke var smækket bag Sean før, at det hele ramlede for dem. Valentine, der ellers ville mene, at han var gået meget forsigtigt til værks, stod pludselig med en meget ulykkelig vampyr i favnen. Armene lagt så stramt om hans krop, at han et øjeblik mærkede panikken vokse, da det syntes svært at få luft. Alligevel formåede han at bevare roen længe nok til lige så stille at få vristet sig fri af grebet inden, at han i stedet bukkede sig ned og samlede hende op. Med en arm under hendes ben, og en placeret mod hendes ryg, stod de placeret midt i lokalet som et eller andet malplaceret brudepar. Og selvom det sikkert ville være en drøm for langt de fleste væsner, så havde Valentine slet ikke fantasien til at drømme noget som helst lige det øjeblik. I stedet følte han sig træt. Helt umådelig træt. Den slags som næsten gjorde helt ondt, så meget som kroppen sukkede efter at lægge sig… bare et øjeblik. Sorte pletter dansede for hans synsfelt, og selvom Genevira ingenting vejede, føltes hun pludselig tung som sten i hans arme. Hans krop kæmpede tydeligvis med eftervirkninger af de sidste par dage, som efterhånden var ved at indhente ham. Alligevel var det med rolige skridt, at han førte dem begge to tilbage til sengen, hvor han satte sig, stadigvæk med hende i favnen. Og efter et par sekunders ro, som han brugte på at sunde sig, imens Genevira fortsat fik rig mulighed for at græde videre, lod det til at kroppen faldt en anelse til ro. Pletterne forsvandt, og han genvandt endnu engang fuld kontrol over synet. Blikket vendte sig derfor mod Genevira, og hvad enten så op eller ej, ville han tale.

“Darling… is it your mother?”

Valentine kunne virkelig ikke se nogen anden årsag bag gråden. For det kunne umuligt være Sean. Manden havde ganske vist påtalt deres lille optrin, men det var næppe noget, som kunne kaldes ret meget mere end en løftet pegefinger - og så endda med et spøgende glimt i øjet. Ikke noget, som dødssynden kunne tage specielt seriøst efter en barndom fyldt med afstraffelse - den ene mere kreativ end den anden. Hvor vovede de også bede om mad MERE end et par gange om ugen? Og endnu værre blev det da, hvis de faktisk faldt i og bad om nåde. Nej, Necromanceren havde aldrig været en mand for svage sjæle. Tilbage til virkeligheden bekræftede hendes grødede ord blot mistanken. Moderen var… et problem. Et problem, som han gerne så skaffet af vejen. For hun optog store dele af Genevira. Dele, som var umulige for ham at nå. Moderen havde sat sine kløer så dybt i hende, at på trods af den minimale kontakt gennem flere år - så vidt han havde forstået det gennem talrige breve - så lod Genevira stadigvæk til at holde næsten desperat fast i et eller andet forskruet syn på, hvad det ville sige at være en familie. Som om, at hun eller anden dag håbede på at vende tilbage, og møde hele flokken med udstrakte arme. Klar til at modtage deres helt egen lille helgen. Hugtænder og det hele. Valentine havde forsøgt at prikke hul på boblen længe - faktisk lige siden deres første møde. Og han havde ikke tænkt sig at stoppe før, at kvinden var fuldstændig ude af hendes liv. Deres liv. For sad hun måske ikke i hans favn nu? Beskyttet af et mørke, som selv ikke familien ville turde nærme sig, hvis det blot kendte sandheden… Mon hun ville flygte sammen med dem, hvis hun ligeledes kendte sandheden? Upåvirket af sine egen dystre tankegang, lod han sit eget hoved glide ned mod hendes. Læberne placerede sig blidt mod hendes pande, ikke et kys, men forblev blot svævende lige over huden, mens han nød den svalende fornemmelse, som hun afgav. Blikket var blevet mørkere, og stirrede nu ud mod rummet, som omgav dem, uden egentlig at se noget. Mest fokuserede han på sanseindtrykkene, som foregik i deres lille bobbel. Tårerne som fortsat gled ned over hans blottede hud, og følelsen af hendes skrøbelige krop mod hans hænder, selvom en svag øm fornemmelse omkring hans ribben hurtigt mindede ham om, at hun var alt andet end skrøbelig. Læberne var en hård, lige streg indtil, at de endelig åbnede sig, da han talte igen. Han gjorde dog ingen mine til at mindske afstanden mellem dem, og lod blot læberne strejfe hendes pande, som ordene flød.

“Genevira. You are not going to die. You are perfect. No gods, no mother and no demon can ever take that away from you. No one. Be selfish, because you deserve it. Be alive. And let me help you… because I want to. I can take care of your mother. You only have to ask…”

Hvis ikke det havde været fordi, at hun var så langt væk i sine egne tanker, ville denne tilstand af panik nok have sendt hende ud i et decideret anfald, da hun pludselig blev samlet op. Som det var nu lod hun sig blot løfte, slapt som en kludedukke, gjorde intet for hverken at hjælpe eller modarbejde Valentine i sit forsøg på at flytte hende. Hun havde et øjeblik en mærkelig fornemmelse af, at hun havde forladt sin egen krop. Måske var hun død? Nej vent, det var hun i forvejen, for længe siden. Hun svævede mærkede kun svagt fornemmelsen af bevægelse. Mindet om at blive fundet for foden af en trappe, hun selv havde kastet sig ud fra og nænsomt samlet op, som om det ikke var hendes fejl, stak i hende. Det var åbenbart et tema, at hun ødelagde alting, for sig selv og alle andre, men aldrig tog ansvar for noget som helst af det. Havde hun været en bedre datter, så var hun blevet gift som reglerne foreskrev for længe siden, tænkte hun og hun havde i hvert fald slet ikke gjort noget så uansvarligt som at have sex uden for ægteskab og så skaffe sig af med fostret kun for så at lade sin mor tage sig af hende i en ulykkelig tilstand, som moderen ville have fordømt hende for, hvis hun havde vidst noget om det dengang. Men hun havde ikke kunne holde tanken om at sige noget ud. Og slet ikke tanken om at beholde det og få fremskyndet det bryllup, der ville have været hendes pligt og hendes fængsel.

Det tog hende et øjeblik at trække sig tilbage til nutiden. Hun var ikke længere den unge kvinde for foden af trappen. Der var intet barn, dødt eller levende, Elona- ’dal ske tak for det. Og Valentine havde næppe nogle planer om at holde hende næsten delvist bedøvet med mærkelig utertete i et par dage.
Endelig puttede hun sig ind til ham. Tårerne løb stadig, men hun ænsede dem ikke længere. I stedet fokuserede på hans varme krop mod hendes. Lyden af hans vejrtækning, det levende hjerte, vis rytme hun brugte som et ankerpunkt til at bringe sig selv tilbage til overfladen.
I lang tid havde hun ikke rørt sig ud af flækken, men nu strøg hun kærligt fingrene på den ene hånd henover hans kind.

”Sorry, this was supposed to be a nice reunion and all and then I made it all about me being a messy little bitch,” sagde hun med antydningen af en tør latter.

“You’re too kind to me. I’m far from perfect. You’re not what mother said all men are at all. I know you won’t just leave.” Hun sukkede. Det var usikkert om det var I udmattelse eller lettelse. Måske var det i virkeligheden begge dele. Så puttede hun sig om muligt endnu tættere ind til ham. Det med moderen orkede hun ikke at svare på. Han kunne umuligt være seriøs. Man kunne ikke bare slå et familiemedlem ihjel. Eller, hvad det nu var han ville. Og hun var hendes mor. Det kunne man slet ikke.

”You’re already helping just by being here.”

Et eller andet sted burde han måske have været mere bekymret over det faktum, at hun virkede mere død end levende i hans arme - selv for en vampyr. Men Valentine var i forvejen travlt optaget, med at holde sig selv på benene længe nok til at nå sengen, og bemærkede derfor ikke noget til Geneviras fraværende sindstilstand. Det var først, da de endelig sad ned, at han atter havde tid til at koncentrere sig om hende igen. Dette inkluderede det første stykke bare en behagelig form for stilhed, mens han mærkede hendes lille skikkelse, putte sig tæt ind mod ham, hvilket efterlod en mærkelig form for ro i hans trætte krop. Her var der ingen, som kunne skille dem ad. Ingen til at fjerne hende fra den favn, hvor hun i virkeligheden hørte hjemme. Han så ned, da hun endelig sagde noget. Lo stille over hendes ord, og mærkede samtidig hvordan fingre kildede mod huden, hvilket instinktivt gjorde, at han lænede hovedet en anelse mere mod den side. Han svarede hende med et lille, skævt smil.

“ Worry not, darling. I think this is wonderful… Besides, I’m quite a big fan of everything dirty. That includes messy bitches, of course.”

Et eller andet sted frustrerede det ham, at hun nægtede at lade ham hjælpe, hvad angik moderen. Det var i hvert fald, hvad han tolkede hendes afvigende svar som. En afvisning. Men på den anden side, så var det noget, som han allerede fra deres første møde, havde mistænkt for at kunne blive en hård nød at knække. Så han lod det ligge - for nu. Han havde desuden en rimelig klar idé om, at hans naturlige forstærkende evner ikke ville række denne aften. Bare tanken om at skulle til at grave for meget rundt virkede udmattende. Han fastholdt derfor sit trætte smil, og spurgte denne gang, en anelse mere afslappet. Undlod dog at gå for meget i detaljer omkring det med at forlade hende, da han ingen anelse havde om, hvorvidt hun mente fysisk eller i forhold til deres… forhold.

“ Oh? And what exactly did your dearest mother say about men? That we smell?... That we eat women for breakfast?... Oh wait no, that’s wolves!”

Han var nysgerrig. Moderens syn kunne fortælle en hel del om, hvordan Genevira måske så meget af verden. Desuden trængte han desperat til et godt grin… selvom kommentaren angående Invidia nu ikke havde været helt ringe, hvad det angik. Hvad enten hun valgte at svare på hans spørgsmål eller ej, ville han lade hovedet glide ned. Stillingen var ikke just den mest behagelige på grund af højdeforskellen, men det tillod dem at hvile panderne mod hinanden. Han bød kulden velkommen med åbne arme, da kroppen et eller andet sted føltes som om, at den var ved at brænde op. Det var helt tydeligt, at der blev arbejdet på højtryk med at få skubbet de enorme mængder af rusmidler hurtigst muligt ud af kroppen. Udadtil var han dog næppe helt så varm, som han plejede at være, takket være turen i regnen tidligere. Dette lod dog ikke til at genere Valentine det mindste, mere eller mindre nøgen, med hende hvilende tæt ind mod sig. Tværtimod, syntes han næsten ikke at kunne komme tæt nok på hende. Heldigvis lod det til, at følelsen var gengældt.

Hun smilede svagt ved hans ord, fandt ro i forsikringen om, at hun ikke havde ødelagt noget, i hvert fald ikke endnu, men hun fandt, at hun ikke havde energi til at le sammen med ham. I stedet betragtede hun ham bare, ansigtsudtrykket faldt i mere rolige milde folder, langt fra det forpinte, ødelagte udtryk fra for lidt siden. Et øjeblik holdt hun bare om ham, lykkelig for, at det var beviseligt, at de også kunne være sammen sådan her. Selv når alting ikke gik fantastisk. Et øjeblik, havde hun været bange for, at han bare ville beslutte sig for at gå igen, da hun brød sammen. Trods alt var det tydeligt, at følelser gjorde ham mere eller mindre utilpas. Det var på en måde en trøst, at han forsøgte at forstå hendes alligevel.

Ved hans næste ord blev Genevira dog alvorlig igen. Hun rettede sig op, så hun, i stedet for at ligge i armene på ham som en anden kludedukke sad på sengen med sine ben henover Valentines knæ.
Næsten nervøst pillede hun ved båndet, der holdt sammen på hendes lange fletning. Faktisk anede hun ikke helt, hvor hun skulle begynde henne. Man hængte ikke sit beskidte vasketøj op til skue for alle og enhver og det her var ikke engang hendes eget, men moderens. Det føltes på en eller anden måde som en voldsom grænseoverskridning. Især over for en person, der altid meget tydeligt helst havde villet gå i et med verden omkring sig og ikke blive gjort til genstand for sladder eller ondskabsfuld omtale.
På den anden side ønskede hun oprigtigt, at Valentine skulle forstå, på et eller andet niveau, at moderen, som Genevira så det, ikke var noget dårligt menneske.


”I assume that you ask because you want to know….though if you hope to find some humor in my mother’s words I’m afraid I shall be disappointing you. She…smiles seldom and laughs less. However, I must stress that….it might be difficult for you to understand, but she only wanted what was best for us. I think she’s been hurt a lot. She just…doesn’t want any of that to happen to us you know?” Måske forventede hun sig for meget ved at forsøge at få ham til at forstå. Det var også hendes egen skyld. Hun havde sagt for meget, der ville sætte moderen i et dårligt lys, da de først mødtes. Et kort sekund vendte det sig i hende af dårlig samvittighed. Ikke blot havde hun forladt sin egen mor, nu sad hun her i et slotsværelse af alle steder og bagtalte hende, som om hun selv var meget bedre.

”To answer your comment earlier I think mother would rather see me mauled by a wolf than touched by a man. At least I would have died with dignity, that kind of thing. She used to say that a man would just…take you, break you, leave you and laugh about it later. Like taking a flower and just ripping all the petals off? I don’t…think a lot of men think of the lives they potentially end up ruining. A lot of stuff is harder for us. No one wants food that’s already been chewed, right?” Et øjeblik måtte hun skære ansigt over sammenligningen, der altid havde føltes enormt grov, selv dengang.

”As a whole my impression mostly always was that she was…frightened and the rest of us should all be too, but especially me for some reason, I guess cause I was the youngest daughter and all. It must be hard…to be so desperately afraid all the time. Of something happening to you…”

Hun anerkendte ikke, at hun selv slæbte rundt på præcis samme frygt. At den cirkulært var blevet givet videre.

”She must have realized at some point, that no matter how modestly any of us dressed or how much we avoided eye contact, someone might still…well let’s just say she fought real hard to keep me inside. When my father started encouraging my singing at bars and taverns and the like, she slapped him so hard, he fell over. I’ve hardly ever seen her so angry…not at him anyway, she mostly didn’t dare to…”

…” Hun trak på skuldrene, havde stadig svært ved at sætte det i kontekst. Havde aldrig hørt om hustruer, der slog deres mænd før. Det var mere det omvendte, der blev talt om og selv det ikke ret meget. Hvis ikke hun selv havde set det, ville hun nok ikke have troet på det.

”She just…wanted me safe…I felt, still feel sometimes, so ungrateful. It’s not like I don’t know what she went through in those fancy houses where she cleans. Not that she spoke of it, but I’m not an idiot. She would bring nice things home…to eat and such, things we all knew we couldn’t afford, and father could hardly stand to look at her then…It was worse, when she was younger, before I was born, Tessie says so. She would even bring jewellery home sometimes, or ribbons for her hair. Everything shone, like stars. They would pawn them off for food and father would not speak of it. Everyone knows she couldn’t have said no, so why bring it up at all. Better treat it like it doesn’t exist. If we do not speak of it, it might not hurt us.”

Hele vejen gennem sin tale havde hun stirret ind i væggen. Pludselig føltes øjenkontant svært.

Da Genevira begyndte at vise tegn på, at lidt af livsviljen fra tidligere var vendt tilbage, lod han armene falde ned omkring hende, så hun kunne bevæge sig frit. Valentine sad roligt og observerende, som hun fandt sig til rette, med sine ben over hans egne. Da hun lod til at være tilfreds, lod han en hånd glide bagud, hvor den lagde sig mod sengens bløde overflade. En slags rygstøtte så han kunne sidde afslappet. Den anden hånd gled derimod op, og lagde sig oven på hendes ben. Ikke for at gramse - for en gangs skyld - men i stedet for at lade fingrene ae fraværende over den kolde hud, mens han lyttede til hendes fortælling.

Svaret skulle dog vise sig at være knap så simpelt, som først antaget. Det endte faktisk som en mindre fortælling omkring moderen. Detaljer omkring hendes baggrund, udnyttet af de rige, alt imens hun kæmpede åh så bravt for familien, som hun tilsyneladende satte højere end alt andet. Og så var der Genevira. Den yngste. Den udvalgte datter. Som hun tydeligvis både elskede og forpestede på samme tid. En datter som stadigvæk bar traumerne med sig alle disse år senere. Valentine, som havde lyttet pænt under hele fortællingen, kunne dog ikke undgå at lægge mærke til, hvor modsat en effekt hendes ord lod til at have hos ham. For den ulykkelige historie om en moders kamp, der tydeligvis var ment til at se tingene mere fra kvindemenneskets point of view, som om man i virkeligheden kunne undskylde alle hendes voldelige tendenser med en fucking broche… den gjorde i virkeligheden kun tingene værre. Han var ikke sart. Vold var ikke nyt for ham. Det var bare en del af livet. Men han var også barn af Necromanceren. Så han forstod måske mere end nogen anden - lige bortset fra hans søskende selvfølgelig - at visse mennesker bare ikke egnede sig som forældre. Men som en dødssynden forstod han også, at moderen havde berøvet Genevira en frihed i mange år, som burde være tiltænkt alle levende væsner. Friheden til at vælge. Til at synde. En frihed, som hun nu ejede, men nægtede at anerkende, takket være den forbistrede kvinde, som vovede stadigvæk at holde sit klamme greb om hende. Når nu hun burde være glad. Lettet. Hun havde fundet det. Hun havde fundet ham. Og han kunne sætte hende fri, hvis bare hun ville se. Hånden hvilende imod hendes ben, standsede sin bevægelse, da hun havde sagt sit sidste ord. Han så op, men mødte ikke hendes blik, da hun så væk. Alligevel valgte han at svare.

“Safe?... She wanted you to be safe?” han var frustreret, og lagde for en gangs skyld ikke skjul på det i sit toneleje “She obviously didn’t do a very good job then, did she now? For you did in fact die... correct?”

Et øjeblik blev han i tvivl om, hvorvidt hans ord egentlig havde ramt hende mere end moderen. Det havde aldrig været hans mening. Men der var ikke tid til at stoppe nu. Han ville ikke risikere mere gråd. Ikke før, at han var færdig. Han trak sig bort i sengen. Skubbede sig blidt fri af hendes ben, og satte sig yderst på sengekanten, inden han stirrede ned mod gulvet. Bange for at tabe fokus, hvis han muligvis så, hvor ulykkelig det gjorde hende.

“I know you want me to understand… but I cannot. I refuse to accept how she wanted to keep you hidden from the world, just so you could wither away and die a lonely, unfulfilling death. She’s your mother. She might have given birth to you, but that doesn’t mean you owe her anything. She was a vessel. Now her job is done, and it’s time for you to move on. You-...”

Frustrationerne truede med at overtage. Uroen i kroppen voksede, og han skubbede irriteret håret til side, som pludselig syntes at blokere hans synsfelt på en utroligt irriterende måde. Pludselig rejste han sig dog. Vandrede et par skridt ud i rummet inden, at han standsede. Med et dybt suk, placerede han en hånd på hver hofte inden, at han vendte sig mod hende igen. Hvad ønskede han overhovedet at sige? Hvor ville han hen med det her? Så mange følelser var på spil, som han ikke engang rigtig forstod. Egentlig ville han nok bare have hende til at give slip.

“ Listen, darling. Your mother might not have had the smoothest journey in this life, but that does not give her the right to screw up yours. No matter the amount of fancy things she brought home. You’re so much stronger than she will EVER be. And you will meet people. Men. Women. Some bad, some good. But you will live. Because you’ll have me. And I will help you. I can show you that the world doesn’t have to be scary. That sex isn’t just a sin, but something to be enjoyed. That wine is meant for drinking and having fun. That you won’t end up dead, just because you leave your room every now and then. That showing a little skin is perfectly fine, because you’re beautiful!... You say that your mother is SO terrified of losing you to monsters on the street? Well, guess what?... You’ve met them! I’m right  here!... I’ve been here all this time! And knowing that, looking at me right now, remembering all we’ve done… Do you honestly still think your mother was right? That one day… I might hurt you?”

Stormen døde ud. Armene, som ellers var fløjet rundt omkring ham, som han talte, gled udmattet ned langs siden. De blå øjne hvilede træt mod hendes skikkelse, hvor end hun befandt sig. Selv blev han stående et lille stykke fra sengen. Svimmel nu, hvor adrenalinen langsomt var ved at forlade kroppen endnu engang. Men det var store ord, som han havde brugt. Ikke ligefrem noget, som han havde forventet at slynge ud. Men som en lavine havde de bare fortsat. Og nu var det ude. Så han blev nødt til at vente på svar. Blev nødt til at holde sig selv kørende længe nok til at vide, hvordan det hele endte.

Valentines berøring havde en sært genkaldende effekt. Som om, at hvis han ikke havde rørt hende, ville hun hurtigt have fortabt sig i fortællingen om moderens angst og den ville for alvor et langt øjeblik have været hendes egen. Men denne simple forsigtige bekræftelse på virkelighedens fortsatte eksistens og hans egen tilstedeværelse, gjorde, at Genevira ikke druknede i følelsen af at være den værste datter, der nogensinde havde sat sine ben på jorden. Hun kunne fortælle historien og stadig vide, at der var i hvert fald én, der kærede sig nok om hende til at tænke over, at hun stadig var bare nogenlunde komfortabel.

Egentlig kom hans manglende forståelse ikke bag på hende, hun fandt det heller ikke i sit hjerte at kunne være vred på ham over det. Et eller andet sted vidste hun jo godt helt dybt inde i sin sjæl, hvis hun stadig havde en, at hendes mor ikke var det, man traditionelt ville forbinde med en ’god mor’. Edith Isherwood ville der aldrig blive skrevet nogle eventyr om, nøjagtig som der ikke blev skrevet sange for de kvinder, der arbejdede sig ihjel hver evig eneste dag, for at andre omkring dem kunne leve.

”I did…but I cannot blame her for that. I don’t even blame myself…for once. Or the person who did it. I don’t even really know if it was on purpose, but I am more than I was before. For that I am thankful. Every single day.” Hun trak lidt på skuldrene. “I’ve been able to remake myself…just as you did.”

Ved hans næste ord skar hun dog ansigt.

”A vessel…you are aware of course that women are reduced to that our entire lives? They would have done it to me as well but now my body is dead, so what function do I even have, right? Worthless.” Hun fnøs.

“When I was to be married my father offered me to some of rich people coming to the shop he worked at to buy shoes. My hips were too narrow they said. One stuck his fingers in my mouth to check if I had all my teeth. I wanted to bite him, but if I had anything going for me it was manners. You would be surprised how many men just want undereducated quiet wives.
Timothy said that if we had stupid children, it would be my fault though.”


Hun pillede ved sin fletning. Løsnede båndet der holdt den sammen så det lange mørke hård kunne falde frit om hendes ansigt. Dette ville hun ikke have gjort foran hvem som helst. Snare tværtimod, men hendes hænder havde brug for noget at lave og de slanke fingre viklede sig næsten brutalt om det blanke stykke stof.

”Sorry this…wasn’t about that…I know you’re not going to…be that way I just. Will I really have you?” Det var ikke tvivl i hendes stemme. Der var langt nærmere tale om et håb og den rene tiltro til, at hvis han virkelig sagde ja, lige om lidt, så ville det være fordi, at han mente det.
Hun rejste sig selv. Trippede forsigtigt over til ham på lydløse fødder og tog hans hænder i sine egne.

”You’re not a monster. Not to me. I know, you don’t see yourself as a good person. Perhaps you really aren’t. But fuck everybody else. You have treated me with more kindness than almost anyone else and I don’t care about the rest. I love you.”

Han svarede ikke. For hvad skulle han sige? Valentine ville formentlig aldrig kende følelsen af genfødsel, omend havde overvejet tanken flere gange i løbet af hans forholdsvis korte levetid. Vampyrisme. Styrken og den overnaturlige skønhed som fulgte racen misundte han trods alt voldsomt. Og så det evige liv. Som dødssynd havde han ingen at sammenligne med. Ingen til at fortælle, hvad han kunne forvente af sit eget liv. Heriblandt hvor langt det blev. Dødelig… eller ej? Tanken kunne drive en til vanvid, hvis man lod den. Han havde brugt en god del af sine unge år efter kulten på at spekulere over emnet, som han udviklede sig rent fysisk. Han ældes. Langsomt men sikkert var hans krop begyndt at blomstre, da han omsider fik den næring, som han så desperat havde manglet. Han afskyede tanken om at blive gammel. Mærke sin krop svinde ind til en svag, ubetydelig mand uden nogen muligheder for at stoppe det. Han undgik i forvejen ældre væsner, og alt der bare mindede om sygdom. Han nægtede at lade sig falme. Han havde bebrejdet sin fascinating med det uddøde for hans interesse angående Genevira i starten. Forsikret sig selv om, at det var hendes evige skønhed han lod sig fange af, og ikke blot den skæve personlighed. Men brev efter brev var den idé falmet, og det var endnu ikke lykkedes ham at komme med en ny undskyldning. I stedet havde han gjort noget så dumt, som at lade sig selv glide ind i følelserne. Noget, som han ellers tog voldsomt afstand til. Følelser var ikke fornuftige. De var indbildske og fik folk til at gøre dumme ting. Indbrud, for eksempel. Han rystede på hovedet, da hun forsøgte at sammenligne idéen om deres nyvalgte personligheder.

“ I can see why you might be grateful. For you the transformation was a way out… but I only changed because it was necessary. And now I’m in too deep.”

Et øjeblik så han faktisk oprigtigt såret ud. Såret, som kun en fordrukken, halvnøgen dødssynd med flair for dramatik kunne være det. Men stadigvæk. Ramt.

“Of course I’m aware! I just… don’t have that much information about mothers to rely on. Father was short with his answers, when we asked about her. It was always the same anyway. No name. No face. Nothing. She was a vessel. Nothing more. But… During my years away from him, I learned that mothers have a purpose. They’re supposed to care. To protect. Mine never got the chance, but yours did. And she failed. Over and over. You can’t have children? Well… so what? Perhaps this is your chance to do something different. To deny them their expectations, and instead embrace what death gave you…  I mean look where we are!”

Demonstrerende slog han ud med armene for at illustrere sin pointe. Selvom deres omgivelser ikke ligefrem var af den luksuriøse slags, som Valentine normalt ville prale med, så håbede han stadigvæk, at hun fangede pointen. Genevira var undsluppet sin egen skæbne, og var ved et lykketræf ikke endt op som endnu en af de tusindvis af mødre, der sad fanget i mudderet med unger kravlende over det hele. Hun sad på et slot. Fri og stærk til at gøre lige præcis, hvad hun ønskede. De havde aldrig haft snakken om børn. Det var ikke et emne som han ligefrem havde overvejet at bringe op mellem dem, eftersom han selv havde fejlet i alle forsøg på at producere noget som helst. Desuden, velvidende at frugtbarheden hos vampyrer var stort set ikke-eksisterende, havde han lykkeligt antaget, at det næppe blev et problem for dem - skulle det nogensinde komme på tale. Men alligevel virkede emnet underligt… ømt… for hende. Valentine havde dog ikke tænkt sig at spørger mere ind til det. Ikke nu. For pludselig blev Timothy bragt på banen. Blikket blev atter mørkt, og stemmen dryppede af foragt, som han talte.

“Little Timmy will eat his own words or die trying, before living a short, painful life full of dread and regret. You understand, darling? That man will never bother you again.”

Hans blik faldt ned mod båndet, som pludselig faldt til jorden. En krans af mørkt hår gled fri og omringede hendes blege ansigt, som blot virkede endnu tydeligere, omgivet af mørket. Det klædte hende. En flygtig tanke, som fik kroppen til at slappe af igen. Blikket blev varmt, og på trods af at bevægelsen fik værelset til at gynge, rakte han sine hænder frem mod hende, som hun greb efter dem. Kulden sendte bølger af ro med sig for hvert et hjerteslag, og han lagde hovedet en anelse på skrå, mens han forsøgte at fokusere. For på øjeblik virkede rummet pludselig mørkere. Hendes ansigt var det eneste han kunne fornemme. Som et lys i mørket. Rummet virkede pludselig lille. Kvælende. Det var som om, at kulden overtog. Han mærkede ikke længere sin egen krop, eller varmen fra hendes ord, som ellers plejede at fylde ham.

“Don’t…apo-... apologize, my darling… Of course, you... have me. Just… as I… have...... you.”

Det blå blik, som ellers havde været strålet af glæde tidligere på natten, blev svømmende og ordene slørede. Det sidste ord havde knapt forladt læberne før, at det hele pludselig ramlede. Den enorme krop, der havde tårnet sig stærkt over hendes lille skikkelse, knækkede sammen som et simpelt korthus, og Valentine faldt lang som han var høj. Uden mulighed for at reagere eller forhindre noget, havde han derfor ikke mulighed for at styre uden om Genevira, da kroppen pludselig valgte at vælte frem mod hende. Valgte hun at flytte sig, ville han dratte i gulvet med et brag. Uanset hvad der blev forsøgt, ville han dog ikke vågne igen. Pulsen var svag og kroppen kold, men han levede. Utallige dages intens mishandling af krop og sind lod endelig til at have indhentet ham, og ovenpå nattens intense emner var det tydeligvis blevet for meget. Så væk… det var han. De næste mange, mange timer i hvert fald. Og uanset hvad Genevira foretog sig, ville kroppen villigt lade sig forme og flytte.

Hvis Valentine havde været enhver anden, havde hun sikkert skreget af ham. For hvad vidste hadet hele taget om, hvad hendes mor havde fejlet eller haft succes med. Hans kunne åbenbart ikke engang finde ud at føde ham uden at ligge sig til at dø, så hvilket grundlag havde han for at dømme hendes mor? Hans havde ikke elsket ham nok til overhovedet at prøve at overleve. Men det var en ondskabsfuld tanke og hun skammede sig allerede før ordene formede sig i hendes mund, så hun nåede at stoppe sig selv, før hun sagde noget, som hun ville fortryde og som ville ende med bare at gøre unødvendigt ondt på dem begge to. Havde hun haft mere energi og mere selvindsigt, kunne hun måske have reflekteret over, hvorfor hendes første instinkt altid havde været at tage moderen i forsvar, også på trods af, at det langt fra var, hvad Edith Isherwood ville have gjort for hende, men hun var træt og Valentines sårede udtryk stak hende i hjertet til hun følte sig helt ilde til mode over overhovedet at have bragt noget op.

”I’m…sorry about your mother. Your father should have been kinder too. To all of you. It does not sound like he understood much of what having children is…not that I do either, but I would at least do my duty as a parent, you know…”

Var det ikke stort set alt, hvad hendes liv var, når det kom til stykket? Pligt? Der var ting der lå udenfor det, ja, men hvis ikke hun havde pligter, kunne hun pludselig ikke finde rundt i, hvad hun skulle foretage sig hvornår. Før havde hun troet, at hendes eneste pligt og formål i livet, var hvad hun så for alle andre kvinder i sin omgangskreds. Ægteskab. Børn. Og allerede dengang havde tanken fyldt hende med en slags eksistentiel væmmelse, som hun end ikke turde at sætte ord på af frygt for konsekvenserne. Samfundet var ikke venligt stemt overfor dem, der ikke passede ind. Især ikke kvinder. Men havde Valentine måske ikke netop ret? Hendes pligter lå et helt andet sted, så hun burde slet ikke bekymre sig om det. Alligevel nagede det hende, indtil hun kvalte fornemmelsen. Svor ikke at tænke på det mere. Sin egen fejlagtighed.

”Oh…” Hans oprevethed over Timothy kom nag på hende. Faktisk så meget bag på hende, at hun et øjeblik måtte le, for hans udtryk fik det til at virke som om, at hun var blevet udsat for noget dybt forfærdeligt.

”He wasn’t so bad really. Never beat me or anything. I just…had to know my place. I learn quick. Sometimes I miss his mom. She was nice. Said I was pretty. And she would let me eat until I wasn’t hungry anymore.” Hun trak på skuldrene.

Og så, nok som det lige var blevet emotionelt mellem dem, drattede Valentine i gulvet. Eller rettere sagt, det ville han have gjort, hvis det ikke var fordi Gene med overnaturlig hurtighed greb ham.

”Oh no, my dearest,” udbrød hun, et øjeblik helt befippet. Med forbavsende lethed fik hun ham puttet i seng, sørget for at han var varm, lå rigtigt, og at han havde en spand, hvis det skulle gå helt galt. Guderne måtte vide, hvad han havde nået at indtage. Genevira selv turde ikke gisne om det.
Resten af sine ikke arbejdende timer brugte hun på halvt at læse en bog og halvt holde øje med ham, for at sikre sig, at han var okay.

Da mørket faldt på gik hun til sit arbejde og undervisning som sædvanlig. Tjekkede nervøst op på ham i sine pauser, men selvom han virkede død for omverden, så trak han altså stadig vejret, så helt slemt kunne det ikke være.
Da dagen var overstået og hun havde sat sine undervisningsnotesbøger på plads, trippede hun tilbage til værelset og satte en bakke med en kop myntete og friskbagt brød på skrivebordet. Fjernede for cirka hundrede syttende gang Sir Miawmiaw, der lod til at insistere på at forsøge at sove på Valentines ansigt.
Hun studerede manden i sin seng og glattede nervøst ikkeeksisterende folder i sin simple dueblå kjole, satte en løsreven lok hår tilbage på plads under indendørskysen, imens hun overvejede, om hun burde tilkalde en læge.

Det blå blik gled over den lille skikkelse foran sig. Hans smerte havde forplantet sig i hendes ord, og hun tilbød ham endnu engang noget, som han ikke anede, hvad han skulle stille op med. Medlidenhed. Medfølelse. Ømhed. Sorgen omkring moderens død, som han ikke engang selv delte. Hun havde været en person engang. En kvinde, som på en eller anden måde, havde været så uheldig at tiltrække faderens opmærksomhed. Valentine tog nu og da sig selv i at overveje om livet mon havde været anderledes, hvis hun havde levet. Hvis søskendeflokken havde fået lov at opleve, hvad det ville sige at have en mor blandt sig. Mon hun ville have kæmpet for dem?... Eller fundet dem lige så meget en byrde, som faderen lod til at syntes? Uanset hvad, så var det blot tanker og simple fantasier. Om et liv der aldrig havde været og aldrig kunne blive. Genevira her var desuden et glimrende eksempel på, at livet tilsyneladende var ganske fint tjent uden. Hvem havde trods alt brug for mere end én destruktiv rollemodel? Han sukkede, og svarede hende, uden egentlig rigtig at tænke over det, alt imens hans blik fandt noget fjernt at nedstirre.

“I think… He never really wanted children. His true desire was what we would become. The process of it was just something to be done.”

Hendes latter fik revet ham ud af barndommens mørke minder, og for en stund gloede han blot overrasket på hende, som hun fik forklaret sig. Ikke just noget der lettede hans afsky til manden, men det var på en eller anden måde rart at vide, at han ikke havde nået at beskadige hende, på samme måde, som moderen lod til.

“I suppose we’ll leave her alone then.”

Det forblev hans sidste kommentar til emnet. Mere ønskede han ikke at tilføje, og mere var der alligevel ikke tid til, da det hele pludselig blev temmelig hektisk. Valentine huskede ikke mere fra den aften. Faktisk huskede han ikke noget som helst af de efterfølgende timer, eftersom han mentalt befandt sig meget, meget langt væk. Imens kroppen kæmpede med at få alverdens ting og sager skubbet ud af systemet igen, havde Valentine for første gang i lang tid drømme. Mareridt… var måske mere korrekt. Ikke desto mindre var søvnen lang og urolig. Gamle minder blandede sig med nye, og forfærdelige, fortrængte scenarier spillede sig om og om igen. Der var ingen steder at flygte hen, og han var fanget. Et væsen af natten ville muligvis være i stand til at opfange de små stresstegn, som meldte sig fra den ellers slumrende skikkelse. Den hurtige puls, vejrtrækningen som pludselig ændrede sig - særligt, når det lod til at blive en anelse svært at trække vejret engang imellem - samt et enkelt jag nu og da, hvor hovedet røg til siden med et forpint udtryk. Ellers, lå han blot, stille som graven, præcis som Genevira havde lagt ham. Lige indtil, at han ikke gjorde.

Ganske langsomt, næsten som om, at de ikke magtede opgaven, gled øjnene pludselig op. Alting var slørret. Og mørkt. Nej, ikke mørkt. Dunkelt?... Hvor var han? Omgivelserne virkede fremmede. Farlige måske endda?... Blikket gled næsten panisk rundt, imens kroppen kæmpede med at komme til sig selv. Den var tung og dvask, og responderede ikke særlig godt på hans forsøg med at bevæge sig. Pludselig landede blikket på en lille skikkelse midt i rummet. Med sine fine, lyse klæder og kysen stod hun frem, som et lys i mørket. Et øjeblik kunne han næsten ikke tro det, men det lignede næsten…“Vita?” Stemmen var hæs, og han mærkede først nu, hvordan kroppen skreg efter væske. Klodset, røg en arm op og lagde sig imod halsen. Rev i den sarte hud, imens han kæmpede med at forstå, hvad der var sket, hele tiden med blikket rettet mod skikkelsen, med et uroligt udtryk malet i ansigtet. Et eller andet sted i baghovedet var der noget, som forsøgte at trænge igennem tågen. Noget som forsøgte at fortælle ham, at det hele faktisk var okay. Men… i det øjeblik, havde han temmelig svært ved at se, hvad der skulle være okay med situationen. Febrilsk begyndte den anden hånd at rode efter noget at støtte sig til i sengen, så han i det mindste kunne få sat sig op, alt imens han afventede en reaktion fra skikkelsen, som kun langsomt blev tydeligere.

Hans tydelige ubehag var svært at betragte. Især når hun ikke kunne gøre ret meget mere end fra tid til anden at holde hans hånd og sikre sig, at han i det mindste ikke havde feber eller på anden måde blev syg i løbet af dagen. Hun nynnede forsigtigt for ham, brudstykker af sange, hun huskede så svagt, at det føltes som for et liv siden. Hun anede ikke om noget af det nåede ham, eller om det overhovedet ville hjælpe, hvis det gjorde.
Ikke for første gang, ønskede Genevira et øjeblik, at hun havde været i stand til at se ind i Valentines hjerne og tage hvad end det var, der bragte ham en sådan pinsel ud. I hvert fald bare, så han kunne få lov til i det mindste at sove i sikkerhed for, hvad end det var, hans underbevidsthed valgte at smide efter ham.
Godt nok drømte hun ikke selv længere, hvilket nogle gange var en velsignelse, men hun huskede udmærket, hvor hjemsøgende det kunne være.
Forsigtigt strøg hun ham over håret, skammede sig i sit stille sind over, at hendes berøring ikke kunne gøre meget andet end at holde ham kold.


”Don’t worry. You’re safe. I got you. I promise,” forsikrede hun ham stilfærdigt og plantede et flygtigt kys mod hans pande, før hun trak sig.

Da han senere endelig lod til at komme tilbage blandt de levende, kunne hun ikke lade være med at ånde lettet op. Ikke at hun regnede med, at han ville være død i løbet af dagen, men alkohol alene gjorde hende lettere ængstelig for dets effekt på kroppen, stoffer turde hun slet ikke gisne om, hvad kunne gøre ved en levende krop og det virkede, som om, at han havde taget en del.
Han så helt forvildet ud. Et øjeblik mindede Valentines udtryk hende mest om en ræv der var blevet fanget i saks. Eller…måske endnu mere, en stakkel, der havde opdaget, at de var fanget i et rum med en vampyr.
Hvis ikke det var fordi han lige var vågnet og ikke lod til umiddelbart at kunne genkende hende med det samme altså.

”No, just me.” Hun ville gerne have spurgt, hvem han i første omgang mistog hende for, men ville ikke grave i hans hjerne, da tydeligvis ikke var på toppen lige nu.

I stedet hjalp hun ham forsigtigt, men forbavsende let, op at sidde, hvorefter hun placerede bakken med mad på hans knæ.

”You need to eat a little. I got you mint tea too. It helps…if you’re feeling nauseous,” forklarede hun.

“Tell me, if I can do anything more for you. You look quite under the weather. Which is understandable, to be fair.”

Måske tingene kunne have været anderledes. Måske han kunne have været vågen, og været i stand til at påskønne hendes ømhed. Hendes nænsomme berøringer samt de fløjsbløde kys, hvis kulde fik den feberramte hud til at sukke taknemmeligt hver eneste gang. Måske de faktisk kunne have haft en hyggelig aften. Delt endnu en flaske rødvin, og ladet morgenstunden gry udenfor imens de fortabte sig i hinanden. I latter og elskov. Sandheden var dog, at Valentine formentlig ville have afvist hendes omsorg. I hvert fald til at starte med. Efter årevis med Necromanceren, som lod til at have brugt hver en fiber i sin krop på at banke lidt “sund fornuft” ind i hovederne på søskendeflokken, faldt det nemlig ikke ligefrem dødssynden specielt naturligt at overgive sig til slags. For at være ærlig, så havde Valentine undgået det når han kunne. Det virkede voldsomt personligt og en anelse unødvendigt i hans verden. Havde man skader eller sygdom, så kunne tjenestefolkene assistere med mad eller medicin. Præcis samme funktion, som barnepigerne eller nonnerne, da han var yngre. Men aldrig mere end det. Han havde alligevel set, hvad der skete med de få stykker, som faktisk forsøgte at gå det ekstra stykker. Og det var ikke en vej, som han i sit ubevidste, stille sind, ønskede at se Genevira bevæge sig ned ad. Alligevel kunne han ikke afvise, at det til tider kunne føles… rart. Som noget, han aldrig havde prøvet før eller siden, de først mødte hinanden. Og måske netop derfor lod han paraderne falde nu og da. Lod sig selv omfavne faresignalerne, og lod dem drukne i kulden for en stund. Som nu, hvor kroppen ubevidst talte sig selv. Pulsen der langsomt faldt til ro, og vejrtrækningerne der pludselig syntes knap så hektiske. Alt sammen i hendes nærvær.

… It’s just me. Så snart stemmen nåede ham, forsvandt al form for tvivl. Vita var borte, og selvom hendes skikkelse stadigvæk stod slørret, genkendte han nu de karakteristiske træk ved den lille vampyr midt i rummet. Genevira. "Darling." Han sendte hende et vagt smil, hvilket næsten mindede mere om en smertetrækning, da det samtidig gjorde ham opmærksom på den dundrende hovedpine, som langsomt var ved at melde sin ankomst. Skønt. Taknemmeligt, omend temmelig frustreret over sin egen svaghed, tog han tavst imod hendes hjælpende hånd med at komme op og sidde. Han sukkede lettet ved følelsen af frisk luft imod huden, som føltes klam og stiv efter at have været sengeliggende det meste af et døgn. Egentlig havde han mest lyst til at kravle ud af sengen og finde sig det nærmeste der mindede om et bad… men blev pludselig gjort opmærksom på bakken, som Genevira placerede i hans skød. Valentine betragtede uinteresseret indholdet foran sig, og rynkede blot på næsen ved tanken om at indtage noget som helst lige nu. Alligevel vurderede han, at theen måtte være bedre end kvalmen, som truede med at overvælde systemet. Desuden skreg halsen stadigvæk efter noget til at slukke tørsten. Så, uden at tænke alt for meget mere over det, rakte han en usikker hånd frem, og greb fat om the-kruset. Skyndsomt lod han en slurk glide indenbords, og foretrak da næsten lige så hurtigt en ubehagelig grimasse, som den sødlige the, kolliderede med det ikke-eksisterende urolige maveindhold fra de sidste par dage. Alligevel, fornemmede han et svagt hindre af ro over en indre varme, som theen bragte med sig. Lidt langsommere denne gang, tog han endnu en slurk før, at the-kruset blev placeret tilbage på bakken. Brødet lod han ligge, og i stedet rettede det matte blik sig op mod Genevira.

“No food. Just… water… please.”

Valentine betragtede hende bevæge sig. Ivrig for at hjælpe som altid. I mellemtiden sad han tilbage i sengen, sølle og udmattet. Han skammede sig. Ønskede egentlig ikke, at lade hende opleve denne side af ham, men lod ikke til at have meget af et valg, siden kroppen nægtede at samarbejde, og hukommelsen stadigvæk var ét stort rod. Valentine begravede ansigtet i hænderne for en stund, og sukkede træt. Han forsøgte at lytte efter hendes bevægelser - hvilket skulle vise sig sværere end man umiddelbart skulle tro - men valgte alligevel først at se op, da han fornemmede hende tæt på sengekanten igen. Vandet gled ned noget hurtigere end theen, og først efter sit tredje glas var det som om, at den ru følelse i halsen endelig forsvandt. Blikket vendte endnu engang tilbage til Genevira, som han lod hende fylde glas nummer fire. På trods af at de blå øjne lod til at stå mere klart end før, så var den blege hud omend muligt, endnu blegere end normalt. Askegrå, hvis man turde kalde ham det. Alligevel forsøgte han sig med noget, der kunne minde et smil, som han snublede sig vej gennem ordene.

“... I’m afraid I can’t remember much from the last few days… could you tell me how I got… here? Which I’m assuming is… your bedroom?”

”Dearest.” Hun besvarede hans kælenavn til hende med sit eget til ham. Helt uden at tænke over det faktisk. I hans nærvær forekom det blot lige så naturligt, som det ville have gjort at adressere ham ved hans navn.
Hun lagde vagt mærke til hans frustration over, at være nødt til at modtage hendes hjælp. En svag anspændthed i en ellers svækket krop, et resigneret træt ansigtsudtryk. Det var ikke fordi hun ikke forstod det. Snare var det naturligt nok, noget der skete for de fleste, i hendes erfaring, når et ellers selvhjulpent menneske af udefrakommende omstændigheder blev tvunget til at afhænge af andres hjælp. Eftersom Genevira selv som oftest havde været den, der stod for at passe sine yngre søskende, når de var syge, havde hun trods alt oplevet en del. For at skåne ham for yderligere følelse af ydmygelse forholdt hun sig tavs som graven og undlod fuldstændig at kommentere på Valentines svækkede tilstand. I stedet lod hun blot Valentine finde sig til rette. Kvalmen ved synet af maden var dog tydelig, da hans ansigt pludselig forekom drænet for alt farve udover at antage en sygeligt halvgrønlig undertone. Hurtigere end han kunne nå at sige et ord fjernede hun bakken med mad og rakte ham i stedet den spand hun havde fundet tidligere, for det tilfælles skyld, at han ikke nåede at få kontrol over sin kvalme, før det gik helt galt.

”I’ll get you some water,” lovede hun og forsvandt ud af rummet. Det lå hende så naturligt at følge andres ønsker, at hun ikke engang skulle tænke over det, så meget som et øjeblik. Var hun måske ikke praktisk talt blevet opdraget til at tjene andre siden hun var barn? Så længe hun gjorde som andre ville have hende til, var hun ikke til besvær og blev derfor ikke slået eller skældt ud. Desuden havde hun, helt fra hun var lille været pinligt bevidst om, at det eneste accepterede end goal for hende var et ægteskab til fordel for resten af familien og hvad var titlen som en hustru, hvis ikke blot en tjenestestilling med et finere ord foran?
Hendes evige higen efter perfektion og anerkendelse gjorde hende næsten ude af stand til ikke at følge en forespørgsel. Men måske var det, på et langt simplere plan, blot fordi hun holdt af Valentine og ønskede, at han havde det godt.
Hun vendte tilbage med vandet og betragtede ham bekymret, som han på det nærmeste slugte de første tre glas vand. Forsigtigt strøg hun en lok svedklistret hår væk fra hans ansigt.

”Just, tell me if you need anything" Hun satte sig i sengens fodende, passede på med ikke at komme til at sætte sig på hans fødder. Egentlig ville hun gerne have været tættere på ham, men vidste pludselig ikke, om det ville være passende.

”You were quite out of it, I’m afraid. You fainted.”

På en made var hun glad for, at han ikke kunne huske så meget. Det måtte betyde, at han også havde glemt, at hun I et sårbart øjeblik havde indrømmet, at hun elskede ham. Hvis han havde glemt det, kunne de forsætte som før og hun behøvede ikke forvente den afvisning, som hun inderst inde godt vidste, ville komme før eller siden, men som hun slet ikke var klar til lige nu.
I så korte træk så muligt forsøgte hun at gengive aftenens hændelser, men undlod med vilje sit fejltrin. Overvejede også at undlade at nævne Seans reaktion, da tanken stadig fyldte hende med skamfuldt ubehag, der næsten fik det til at vende sig i hende, men det ville Valentine finde ud af, før eller siden, så undladelsen ville alligevel ikke kunne betale sig.

Normalvis havde Valentine ingen problemer med at læne sig tilbage, og nyde synet af folk der forvildet jagtede rundt foran ham for at opfylde hans mindste vink. Faktisk lavede han helst ikke andet, når han endelig havde en dag for sig selv. Hvad enten det var derhjemme eller i byen. Forskellen var blot, at det denne gang var ikke ligefrem en underholdende affære, men rettere af nød, at han sad efterladt tilbage. Der var noget deprimerende… nej, ydmygende, over det faktum, at hans krop svigtede ham på den måde. Ganske vist var der en ærlig chance for, at han muligvis kunne mønstre sig op, hvis han virkelig skulle, men han så ingen grund til at tilføje yderligere til hans allerede ynkelige situation ved at lave sådan et forsøg. I stedet sad han pænt og ventede indtil, at Genevira pludselig dukkede op igen, som en skygge i natten. Denne gang med en kande vand, som muligvis var noget af det bedste han nogensinde havde smagt… indenfor det sidste døgn i hvert fald. Han fornemmede svagt et par kølige fingre glide hen over panden, men noterede sig det ikke yderligere. I stedet fokuserede han på ikke at kløjes i vandet, som næsten ikke kunne glide ned hurtigt nok. Først da det værste af tørsten omsider lod til at være slukket, tillod hans blik sig at glide rundt endnu engang. Det fæstnede sig hurtigt ved hendes lille, blege skikkelse, som havde placeret sig i fodenden af sengen, hvilket han ellers ikke havde bemærket. Selv nu, velvidende hun egentlig sad der foran ham, var det ikke til at mærke på sengen. Det var så utroligt let at glemme, hvor lidt hun egentlige vejede, når man så, hvilken styrke hun ellers besad. Han rømmede sig kort, og sendte hende et lille smil, som stadigvæk ikke helt nåede øjnene.

“I feel like… a bath would be nice. Could you point me in the right direction?”

Ganske langsomt, som Genevira fik forklaret sig igennem hændelserne fra den foregående aften, gled Valentine mere og mere ned i sengen igen. Guderne bevares. Som om, at det ikke var slemt nok, at han lå her og var fuldstændig frastødende at være i nærheden af, så havde han tydeligvis også haft travlt med at te sig som en eller anden nyforelsket grønskolling. Det var bestemt ikke hans første forsøg i at blande alkohol med andre sjove ting og sager, men noget var tydeligvis ikke gået helt efter planen. Han huskede dog efterhånden det meste, som hun fik genopfrisket det for ham, men han havde oprigtigt ingen minder af de sidste par minutter inden alting blev sort. Dog vurderede han hurtigt, at der ikke måtte være sket noget specielt vigtigt i det øjeblik, siden Genevira ikke nævnte noget omkring det. Tilbage til at stirre op i loftet, hang et presset smil der stadigvæk, inden at han træt kørte hænderne over ansigtet, hvilket blot kørte endnu mere af guldglimmeret op i håret. Han lo tørt inden, at han talte igen.

“Forgive me, darling. I usually don’t blackout like that, unless I actually want to… you know? I mean, don’t get me wrong, there’s nothing wrong with getting a little messy! But this isn’t exactly how I planned on surprising you…”

Ikke at han huskede meget af den originale plan, men det var alligevel knap så vigtigt nu. Vandglasset stillede han fra sig igen inden, at han opgivende viftede ned mod resten af kroppen, der stadigvæk lå begravet under dynen.

“And now you’re stuck with… this!”

”You’d have to go through the castle and across the courtyard to the bathhouse to get one I’m afraid. And quite frankly, dearest, you don’t look like you should be up and about in this condition.” Hendes markante mørke bryn trak sig sammen som hun rynkede panden. At være vokset op i en ekstremt puritansk husholdning betød også, at hun ikke havde brugt særlig meget tid blandt fulde folk og slet ikke sammen med folk ramt af efterspillet af flere nætters længerevarende dødsdruk. Dette havde nok en vis effekt i forhold til, at hun mere betragtede ham som et sygt menneske, der skulle hjælpes og pusles om, end en fladhat ramt af konsekvenserne af sine egne handlinger. Men kunne hun nogensinde det? Se ham som værende skyld i noget? Det var svært at sige.

”Wait. I have an idea. We’ll get you cleaned up stat, just…wait here for a bit.” Hun rejste sig igen og I en sus af bølgende skørter var hun atter ude af døren. Denne gang blev Val dog holdt med selskab af katten, der havde sneget sig ind, idet døren atter blev åbnet. Nu sad den i et hjørne af værelset med det tofarvede blik rettede olmt mod ham, som om den overvejede, hvorvidt det ville være et medlidenhedsdrab at tage livet af noget så ynkeligt. Eller om den bare skulle vælte nogle af de mange halvfærdige porcelænsdukker på gulvet og give Valentine skylden.

Ingen af disse ting nåede dog at finde sted, før Genevira kom tilbage nu belæsset med et vandfad fuld af halvvarmt vand, en række klude og et stykke groft brun sæbe. Genevira stillede vandfadet fra sig på skrivebordet efter at have skubbet ting, der kunne blive vandskadet behændigt af vejen. Nynnede dæmpet for sig selv, imens hun hjemmevant opløste sæbe og vred klude op. Som herskerens personlige tjenerinde kunne hun måske have afkrævet sig noget mere fancy end dette, men det faldt hende slet ikke ind. Hendes høje status på slottet gav hende allerede adgang til sit eget rum og eget badekar i tjenestestabens badehus og spartansk om end det måske var, så var det mere, end hun nogensinde havde haft før. Også at kræve velduftende sæber og bløde klude virkede…grådigt. Ikke noget en taknemmelig pige ville gøre. Og hvis ikke hun var taknemmelig for, hvad hun havde, så kunne hun lige så hurtigt miste det. Det var Genevira i hvert fald overbevist om.

”You did certainly surprise me. And the whole castle. Mother always said that there are few things worse than a drunk, but you were just so excited to see me. I’m glad you came. Though, I hope you won’t faint next time,” sagde hun mildt.

“I’m not stuck with you, if I want you to be here, Valentine. Anyway. The water is ready for you.”

Valentine formåede ikke helt at skjule det overraskede udtryk, der pludselig malede sig i hans ansigt, da Genevira forsigtigt fik forklaret, hvordan badeanstalterne foregik på borgen. Hvad han dog formåede var at skjule den forfærdelse, der meldte sin ankomst, efter hun var færdig. For hvad hun beskrev var… frastødende. Simpelt. Kummerligt i forhold til de kår han så mageligt havde vænnet sig til gennem de sidste mange år. Minder kom øjeblikkeligt væltende. Minder om en tid med søskendeflokken, hvor bad og hygiejne ikke ligefrem havde været faderens største prioritet. Den eneste grund til, at de var blevet vasket dengang var for at mindske chancen for sygdom blandt børnene, og for at vaske eventuelle blodrester af fra dagens træning. For sit indre blik så han gruppen stuvet tæt sammen, imens en mindre horde af tjenestefolk “angreb” dem fra alle vinkler. Skurebørster, spande med koldt vand, og huden skrubbet så voldsomt, at det var lige før deres sår sprang op igen. Og kulten, hvor badedag også havde været lidt af en sjældenhed. Næsten rituelt. Brugt til at skrubbe urenheder væk, fysiske såvel som spirituelle. Først da han nåede teenageårene, hvor hans status tillod ham at stille krav, havde han for første gang oplevet, hvad det ville sige at bade alene… og faktisk kunne tillade sig at nyde følelsen af at være ordentlig ren. For der havde fædrene været ens. De foretrak ham altid… ren.

“I… I think you’re right. I’ll just-”

Netop som han sad og kæmpede med at finde på en eller anden forklaring for, hvorfor han på ingen måde havde tænkt sig at krydse en kold, våd gårdsplads, for at lade sin vidunderlige krop blande sig med noget så lavt som tjenestefolkene, så fik hun heldigvis afbrudt hans tankegang. Det matte blå blik, der ellers var blevet en anelse fjernt, takket være minderne, fik pludselig en fornyet form for glød, da hun pludselig snakkede om en plan. Mere nåede han dog ikke at spørger før, at hendes skikkelse forsvandt ud af døren igen. Tilbage sad han endnu engang, og følte sig en smule rundtosset, eftersom det hele virkede til at foregå med rekordfart alle andre steder end lige i hans hoved. Eller måske var det bare Genevira, som var hurtig. Vampyrisme havde vel sine fordele. Mon det hjalp mod tømmermænd? Dødssynden smilede tavst for sig selv ved den underholdende tanke, da det pludselig gik op for ham, at der befandt sig noget på gulvet. Først troede han, at det var pelskappen fra hans outfit, men da et par øjne dovent blinkede i hans retning blev han klar over, at der var tale om noget levende. En kat faktisk. Undrende lagde han hovedet på skrå, og studerede det lille plyssede væsen, der skulede mod ham fra den anden ende af rummet.

“... And who are you supposed to be?”

Stirrekonkurrencen nåede dog ikke at vare specielt længe før, at Genevira dukkede op igen. Denne gang forsynet med, hvad der mest af alt lignede et vaskefad. På trods af hans indre rædsel angående det spartanske setup, fandt han det alligevel sært beroligende at observere hende, imens han ventede. De flittige hænder der næsten altid fandt sig selv i gang med et eller andet praktisk, så nænsomme og delikate uanset opgaven, samt den blide nynnen, som hun sikkert ikke engang var klar over. Et øjeblik fik han lyst til at sove igen. Døse hen til de milde baggrundslyde, og sove helt indtil, at kroppen holdt op med at gøre ondt. Øjnene der ubevidst var gledet let i, åbnede sig helt igen, da hun pludselig adresserede ham. Selvom hun stadigvæk stod med ryggen til, drejede han hovedet mod hende inden, at han svarede hende.

“What can I say?... I’m full of surprises. Besides, it sounds like your mother needs to get out more.”

Da hun annoncerede, at vandet endeligt var klar til ham, tog Valentine en dyb indånding før, at han med en kort kraftanstrengelse, fik skubbet sig selv op og sidde igen. En bevægelse der øjeblikkeligt fik rummet til at snurre, og maven til at vende sig. Ikke desto mindre fortsatte han ufortrødent, velvidende at det næppe blev meget bedre af at blive hængende i sengen ret meget længere. Så, med fødderne plantet solidt på det kolde stengulv, rejste han sig endelig op for første gang den nat, med en beslutsomhed der tillod ham at stå nogenlunde stabilt efter blot et øjeblik. Da han endelig var sikker i sin stand, lod han dernæst armene glide op over hovedet, inden han i én lang, katteagtig bevægelse, fik strukket sig helt op på tæerne. På trods af kroppen der knagede og bragede, var det med et veltilfreds suk, at han sank sammen igen, og langsomt bevægede sig over mod bordet med vandfadet.

“Thank you, darling.” Tilføjede han mildt, som han langsomt trådte op bag ved hende for at få overblik over situationen. Tydeligvis stadigvæk helt upåvirket af, at han næsten ikke bar en trevl på kroppen, udover underbenklæderne. Faktisk var han mere bekymret over synet for sig, hvilket han dog undlod at komme til udtryk. I stedet gled blikket blot over mulighederne foran sig, inden han endelig rakte frem og greb en vaskeklud. “What? No flowers?” tonen var spøgende, som blikket gled tilbage for at fange Genevira. Uanset, hvad hun svarede, ville han dog sluge stoltheden for en stund, og langsomt begynde arbejdet. Fra top til tå blev kludene fugtet, for så nænsomt at arbejde sig over den blege hud. Det var en berigende følelse at mærke huden ånde igen, fri for sved, skidt og andet han nu måtte have pådraget sig. Fri for de klistrende lagener og vådt tøj. Bare fri og ren. Alt dette på trods af, at hans indre føltes hult. Det simple omgivelser tærede på hans sult, som han ellers ikke mærkede meget til. For selvom Genevira uden tvivl ville forsvare dette værelse med sit liv, som et barn af slummen, så stod det ikke mål til den grådighed, som havde bygget sig op over årene i ham. Han ville have mere end dette. Han savnede sine smykker. Sine dyre silkelagner. Skabene fyldt med kostbare dufte, olier og tørrede blomster nok til at pifte hele borgen op om nødvendigt. Han savnede at begrave sig i kostbarheder nok til at få de fleste til at måbe, og fylde sig selv med styrken fra det hele. Desperation. Bare en smule. Men nok til, at han blev nødt til at undertrykke den. Bare lidt endnu. Bare indtil han var stærk nok til at få fingrene i lidt guld. Eller andet, som kunne slukke tørsten indtil da. Maven rumlede, ubevidst, hvilket et øjeblik fik dødssynden til at stoppe midt i sin vaske trance. Han sagde ikke noget, men fortsatte blot rutineret efter et øjebliks tavshed, og håbede egentlig, at hun ville lade sagen ligge. Modsat hende var det trods alt ikke nemt at forklare, hvad hans egentlig sult gik ud på. Mon hun nogensinde ville forstå, hvis han forsøgte?

Genevira rystede lidt på hovedet af Valentine. ”You don’t know her. She would hate going out she’s…never mind, but if I got home as drunk as you were yesterday, I would have had to hide in the closet until I had ridden it out or she would have murdered me. If the poison itself didn’t get me first that is. You need to be more careful, dearest. The guards could have easily killed you. You were in no shape to fight in that state and even if you were…well.” Hun bed resten i sig. Besluttede sig for, at det han havde brug for næppe var en moralprædiken. Hvem ville også være sammen med en, der gjorde det? Hun vidste godt, var hun i hvert fald overbevist om, at hun burde holde kæft og ikke tale om ting, som hun i grunden ikke havde forstand på.
Bekymret betragtede Genevira Valentine rejse sig fra sengen. I lang tid, var hun overbevist om, at benene ikke rent faktisk ville kunne bære ham. Instinktivt rakte hun end hånd frem for at hjælpe ham, for det tilfælles skyld, at han snublede Han så elendig ud. Der var ingen glød i hverken kinder eller øjne. Men elendig for ham, var anderledes end elendig for andre mennesker. På trods af, at han så så lidende ud, at man skulle tro, at han stod med den ene fod halvvejs i graven allerede, havde Genevira aldrig set en kønnere mand.


”You’re welcome,” mumlede hun lidt befippet og ignorede katten, der skreg på opmærksomhed og vimsede rundt om hendes ankler. Da hun ikke øjeblikkeligt aede dyret, gav den sig i stedet til at lege med katten af hendes kjoleskørt.
Det spøgende tonefald i hans næste ord, var som tabt på hende. Genevira hørte kun, at hun igen havde fejlet. Noget i hende, fik hende til at bide tænderne sammen. For hvad havde han overhovedet brug for dem til? Hvad nytte gjorde de? Her havde hun stået og ordnet noget for ham og så var det eneste han havde tilovers for det…ja hvad? Kritik. Et øjeblik havde hun lyst til at påpege, at det ikke var alle, der var ligeså privilegerede, som han var. Men gode piger beklagede sig ikke. Det appellerede til præcist absolut ingen mennesker. Så Gene holdt kæft, som hun altid gjorde. Bøjede bare hovedet.

”I’m sorry.” Det var kun en hvisken. Hun samlede katten op og satte sig tilbage på sengen. Lod ham ellers være indtil han var færdig.

“Yea, yea… Look I get it, darling. You’re worried about me, which is adorable. But believe me, when I tell you that I’ve been in far worse situations, than a little too much to drink and a few angry guards. If it’s any help though, I promise I’ll be a tad more discreet next time I decide to visit. Deal?”

I et forsøg på at lette stemningen, der pludselig syntes at have taget et tungt skift, sendte han hende, hvad der plejede at være blændende smil, men som tydeligvis stadigvæk manglede en del af sin glød. Et øjeblik var det svært at forestille sig, at han nogensinde skulle blive god igen… men en livstid fyldt med tusindvis af tømmermændsramte formiddage, gav ham heldigvis en form for håb. Uanset hvor dårligt han nogensinde havde haft det, så var han altid blevet frisk igen på et tidspunkt. Jovist, nogle gange tog det mere end bare en enkelt dag at komme sig. Men Valentine havde heldigvis ikke travlt denne gang. Han var faktisk ganske tilfreds med, hvor han var havnet.

Stadigvæk travlt optaget af at få skrubbet eventuelle urenheder bort hurtigst muligt, gik det slet ikke op for dødssynden, hvor stor en effekt hans lille spøg havde haft før, at han fornemmede hendes mutte stemme bag sig. Undrende, og stadigvæk med vaskekluden dryppende i den ene hånd, lod han et hurtigt blik glide over skulderen for at fange hendes opmærksomhed, ved hans næste spørgsmål.

“Sorry?... Sorry for what?”

Valentine måtte dog hurtigt konstatere, at hun formentlig ikke havde tænkt sig at svare. I hvert fald ikke højt nok til, at han var i stand til at høre hende fra denne afstand. Derfor smed han vaskekluden fra sig, muligvis en anelse opgivende, efter et par sidste tilfredsstillende skrub, inden han endnu engang vendte sig imod sengen, hvor hun havde sat sig. Efter at havde sikret sig, at rummet stod nogenlunde stille, takket være de nye bevægelser, var han over ved sengen efter et par langsomme, men sikre skridt, hvor han i en kort, smidig bevægelse, gled ned på hug foran hende. De blå øjne forsøgte desperat at fange hendes mørke blik, som han ligeledes lod en hånd glide frem, søgende efter en lille, bleg hånd at gribe fat om. Selv hvis det betød, at han måtte skubbe den småsure kat af vejen. Den anden hånd greb hurtigt fat om sengekanten, mest af alt for at sikre, at han ikke pludselig drattede om endnu engang, takket være den knap så ideelle siddestilling blandet med hans manglende balanceevne. Nægtede Genevira ham en eller begge dele, ville han alligevel forsøge at tale med hende.

“Come on, darling, what have I done now?”

Hun vred sig et øjeblik, pludselig angst for, om hun havde været for irriterende. Blandet sig for meget i hans liv og at hun nu burde holde sin kæft.

”Deal sorry I just lo…I care about you and I don’t want you to get hurt.”

Hun betragtede ham alvorsfuldt, forsøgte at undertrykke den evige trang til, når hun blev nervøs nok, at grave neglene ind i sine egne håndflader. En slags fastholdelse af virkeligheden i hvad der ellers hurtigt kunne blive en spiral af voldsomt invasive tanker. Men han smilede til hende, og selvom det var en noget blegere smil, end hans sædvanlige stjernetindrende et, så var det alligevel et anker, en forsikring til hende om, at hun ikke var gået et skridt for langt.

Det var hun dog til gengæld fuldt ud overbevist om, at hun havde gjort bagefter. Derfor undrede det hende, at han ikke kunne se, hvad hun undskyldte for. Var det ikke lige ham selv, der ellers havde gjort opmærksom på hendes fejltrin?


”For failing to live up to your expectations of course,” sagde hun, som om det var en selvfølgelig. En dødelig synd af en eller anden obskur art, at hun ikke kunne læse hans tanker og dermed sørge for, hvad end det var, han havde tænkt sig at noget skulle være, nærmest før, at han overhovedet selv havde tænkt tanken. At hans ellers egentlig ret uskyldige bemærkning sagt i sjov ikke var dødsens alvor faldt hende slet ikke ind. Hun så kun, at hun havde begået en fejl.

Katten kæmpede med ikke at skulle forlade sin plads i Geneviras favn, hvilket han ellers normalt aldrig havde de store problemer med, mem nu, da der var en konkurrent til ejerens affektion, hagede han sig pludselig fast som gjaldt det livet.
Hvis ikke Genevira ikke havde fjernet sir Miawmiaw selv, ville han have langet ud efter Valentine med kløer og det hele.
Genevira skulede af katten.

”Get your shit together, sir Miawmiaw you’re acting like some alley cat.”

Sir Miawmiaw der tydeligvis ikke havde meget tilovers for ‘sin mors’ ’sådan her har jeg ikke opdraget dig’ blik sprang ligegyldigt ned fra sengen og lagde sig surt over under skrivebordet.
Hurtigt vendte Genevira blikket tilbage på Valentine. Ansigtsudtrykket var på en gang alvorsfuldt og sært pinligt berørt.
Hun gav kort hans hånd et klem. Taknemmelig for den fysiske samhørighed selv i denne åndssvage situation.

”Sorry it’s stupid I just thought…well I don’t want to disappoint you is all…”

“I care about you too, darling”

Mere kunne han ikke rigtig få sig selv til at tilføje. Sætningen døde helt naturligt. For det var vel, hvad det var. Omsorg? Egentlig var det rart at høre, og hendes omtanke var uden tvivl rørende… men han havde ingen intentioner om at lave om på sig selv - og da slet ikke på grund af noget så simpelt som lidt ømhed. Mange andre havde forsøgt at bilde ham lignende ind. Det er for dit eget bedste. Jeg holder af dig. Vi passer på dig… Men han var stadigvæk op alene. Og såret. Alligevel, på trods af minderne som pludselig væltede frem, vurderede han bedst, at støtte hendes følelser, så hun ikke endte med at blive træt af ham hurtigere end højst nødvendigt. Folk elskede at de følte sig hørt. Validerede. Det gjorde han også selv. Og et eller andet sted ønskede han nok egentlig heller ikke, at hun blev træt af ham alt for hurtigt… Uden at kunne forklare hvorfor.

“...You’ve never failed me.”

Valentine havde efterhånden opgivet at regne ud, hvad hun helt præcist havde ladet sig slå ud over. Han fornemmede, at det havde noget med hans vaskeproces at gøre, men hvad der skulle være så farligt ved lige den del, det tillod hendes sparsomme ordvalg ham ikke at forstå. Ikke desto mindre, havde han stadigvæk tænkt sig at berolige hende. For lige bortset fra den modvillige kat, så var dette som at møde den samme, forpinte lille skal af hendes ellers vidunderligt indbydende selv, som han var stødt på for første gang, hjemme i sin egen sofa. Hvor han i et forsøg på at få hende til at lukke op, havde udløst en mindre lavine af minder og behov, takket være hans naturlige evner. Nogle af dem så desperate og så sultne, at det næsten havde taget pusten fra ham. Og vel vidende at hans overskud ikke var helt det samme nu, som dengang, besluttede han derfor at forsøge sig med en lidt roligere tilgang, kun afbrudt af den korte, milde latter, som opstod, da hun pludselig brød igennem sorgen for at skælde ud på katten. Sir MiawMiaw 0 - Valentine 1.

“Oh you… The only one who's failed seems to be me. I wanted this to be perfect, and instead it seems like I created quite the mess. So… how about we redo this reunion? I’ll go first. Good Evening, Lady Allaire. How I’ve missed your beautiful smile and those eyes as dark as the night!” Forsigtigt løftede han den spinkle hånd, der allerede befandt sig i hans, og plantede et blidt kys mod håndryggen, inden han fortsatte med sit mest charmerende smil. “Care to join me for a night in bed catching up?... Or at least until I’m strong enough to find some new clothes?”

På trods af sin ellers lidt mutte tilstand lyste hun op. Med en boblende fnisen slog hun blikket ned et øjeblik, så blot på deres sammenflettede hænder, før hun mødte hans blik igen. På trods af de døde lidt glasagtige vampyrøjne glødede hendes ansigt af glæde.

”You’re too sweet. There are no sapphires in the world that would not be jealous of your eyes. And I’m glad you’re here. Even if the reunion was a bit messy. Sorry, I’m weird. I really hope you can live with that.” Leve med det for hvad? Hun var ikke sikker, det var jo ikke fordi de havde tænkt sig at blive gift lige i dette sekund. Eller nogensinde. Ja, hun vidste i  hvert fald ikke med nogen reel sikkerhed, hvad han tænkte for fremtiden og det føltes som om, det var for tidligt at bringe noget som helst op i endnu. Ikke at hun ville komme stormende med ’Hey, så hvornår gifter vi os?’ som nok egentlig ellers, var et spørgsmål en af hendes stand var nød til at have i baghovedet, når ting begyndte at føles seriøst. Sandt at sige var, at hvis de havde spillet fuldstændig efter de regler, som Genevira var vokset op med, så var de aldrig nået så langt i, hvad end de havde gang i ude, at der først var kommet ring på. Og hendes mor ville nok endvidere have insisteret på, at det ville være bedst, hvis datteren, selv i tilfælde af et ægteskab ikke alt for godt kunne lide ham. Det holdt ægteskabet på en  pligtbasis, hvilket mere eller mindre lod til ifølge moderen at være at holde sig moralsk ren på.

Disse tanker rystede Genevira af sig og rejste sig fra sengen. Fandt sin natkjole i skabet og skiftede med øvede bevægelser, på trods af de mange lag der skulle aftages, fra det ene til det andet. Kysen lagde hun også fra sig og pillede et helt hav af hårnåle ud. Et øjeblik betragtede hun skeptisk sig selv, men endte med på sin egen, meget lidt, rebelske facon at lade sit lange hår være løst for engang skyld. I hvert fald ind til videre.
Så sluttede hun sig til Valentine i sengen, brugte et øjeblik på at finde en behagelig stilling ind til hun blot hvilede hovedet mod hans brystkasse. Lyttede til hans hjerteslag i stilhed.


”Thank you. For coming all this way to see me.”


//Out <3//

Der var noget smittende over hendes smil. Valentine mærkede i hvert fald, hvordan et eller andet ved ham faldt til ro, da han så hende lyse op på ny. Han kunne have siddet længe og beundret synet af livet, der for en stund vendte tilbage til hendes krop, men blev langsomt opmærksom på de små tegn i kroppen, der fortalte ham, at det nok var bedst, hvis han vendte tilbage til sengen relativt snart. Musklerne var ømme, og der skulle ikke meget bevægelse til før, at rummet begyndte at skride for ham. Mad ville nok også snart blive en prioritet. Rigtig mad, altså. Isoleret på værelset havde han ikke meget chance for at næres på nogen anden vis. Men for en gangs skyld var det faktisk helt okay… så længe, at borgens kokke selvfølgelig præsterede at levere et måltid til sine standarder, selvfølgelig. Men den tid, den sorg.

“Well, how could I not, with you sweet talking me like that?”

På trods af, at han selv havde foreslået det, så var det alligevel en kende modvilligt, at Valentine trak hænderne til sig igen, og betragtede hende rejse sig. Et øjeblik blev han bare siddende, på hug foran sengen, og betragtede hende med en næsten barnagtig fascination. Fulgte stykke efter stykke, der langsomt forlod hendes lille krop i den komplekse tøjskiftningsproces. Han vurderede dog rimelig hurtigt, at Geneviras puritanske tendenser muligvis fandt det en kende grænseoverskridende med hans stirren, og han vendte derfor blikket tilbage mod gulvet under sig inden, at han endelig rejste sig. Det tog en overraskende mængde af hans tilbageværende styrke at kravle tilbage i sengen igen, men da han omsider kollapsede under dynen, var det som om, at hele kroppen gav ét stort, taknemmeligt suk fra sig. Renere end før… og knap så tørstig. Valentine nåede dog ikke at ligge alene ret længe før, at han mærkede en velkendt kølig fornemmelse, tæt mod sin egen krop. Hovedet gled dovent til siden blot for at møde et hav af bølget, mørkebrunt hår, som han lod fingrene glide gennem en enkelt gang inden, at en arm lagde sig omkring hendes ryg. Det var… uvant… at ligge sådan. Bare for at… ligge. Men han kunne afslå, at det var rart. Faktisk, på trods at kroppen der lige skulle vænne sig til den konstante kulde imod den bare hud, mærkede han, hvordan der gled en uventet ro over kroppen. Hjertet slog langsommere, og øjnene blev tunge på ny. Han lukkede dem, og lod ansigtet begrave i den bløde hårpragt, hvor han plantede et let kys inden, at han svarede.

“Anytime, darling… Anytime.”

//Out <3//