Good evening - Madeleine.

Sted: Kroen det vilde svin.
Omgivelser: En masse væsener, der er igang med at drikke alkohol.
Tid: Aften, cirka klokken 19:51.
Vejr: Koldt og snevejr.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Plus sorte bukser og sko.

Brandon rettede lidt på hans hue og tørklæde imens han nærmede sig kroen. Normalt besøgte han ikke kroer, men han trængte til at komme væk fra sit hjem. Nogle gange blev det bare for meget at være i butikken eller derhjemme. Alt for mange dårlige minder om de smerte angreb, han havde haft. Han kunne ikke mærke til sine smerter lige nu, heldigvis, men han havde haft et angreb tidligere på dagen, hvilket resulterede i at han havde været nødt til at aflyse alle sine aftaler. Selvfølgelig var de blevet skuffet over at de ikke kunne komme, men de forstod. De fleste forstod kun hvorfor fordi de syntes at han var pæn. Han mente ikke selv at han var pæn, men han syntes heller ikke at han var direkte grim. Han var vel normal.
Han lagde sin håndflade imod døren og skubbede den lidt op, så han kunne komme indenfor. Døren lukkede i bag ham. Han så nysgerrigt rundt, og gik hen imod baren for at bestille et lille glas whiskey. Han havde ikke lyst til øl, eftersom det smagte fælt, men han kunne nu godt lide whiskey. Det havde en interessant smag, mente han. Han tog sin hue af og børstede lidt snefnug af den imens han ventede på sin whiskey.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Madeleine havde igennem de sidste to dage været mere end bare optaget rent mentalt - hun var udmattet. Først brevet fra hendes far, hvori han forklarede at han ønskede hendes tilstedeværelse i Sunfury City, for at møde hendes kommende ægtemand. Derefter havde hun mødt Caden, og i ren frustration over sin fars ordre, havde hun været mere end bare almindeligt skødesløs. Faktisk, huskede hun ikke frygteligt meget fra den nat, og tanken om det skræmte hende en smule.
Nu sad hun så, på sin sædvanlige barstol, med en flaske whisky ved siden af sig, så hun kunne fylde sit glas når det passede hende.
Foran hende lå det krøllede og mishandlede brev. Men beskeden i det var stadigvæk klart; Kom til Sunfury City og mød din nye mand - drop dine fremtidsplaner, dit liv og dine venner - for hvis du ikke gør som jeg siger, bliver du gjort arveløs.
Madeleine havde længe ventet på at hendes ældgamle far på 75 snart ville dø. Hun var den ældste, og skulle arve familiens villa - og så ville hun tvinge hendes yngre bror Mike til at komme i sving med studierne. Han var en klog dreng, men doven som få.
''Far over misty mountains cold...
to dungeons deep, and caverns old...
we must away ere break of day...¨
to seek the pale enchanted gold...''
Enhver mand der hørte hendes sangstemme, ville blive draget mod hende. Hun kendte ikke selv til denne evne, men elskede til tider den effekt den havde.

Efter endelig at have fået børstet snefnuggene væk fra hans hue puttede han den i sin jakkelomme. Så kom turen til hans tørklæde. Han var lige gået igang med at børste snefnuggene af tørklædet, da han fik sin whiskey. Han gav pengene for den og tog tørklædet om sig, også selvom han ikke havde fået alle snefnuggene af. Han tog en tår, og smilede lidt for sig selv. Dog forsvandt hans smil lige i det øjeblik han hørte nogen synge. Var der underholdning i aften? Han var ret sikker på at der ikke havde været nogen på scenen, da han var gået ind, men måske var de lige gået derop?
Han stillede sit glas på bordet og så hen imod scenen, men der var ikke nogen. Hvem var så ejeren af den smukke stemme? Han rynkede svagt på panden, da en gruppe mænd begyndte at omringe en pige til højre for ham. Han tog sit glas og skubbede lidt irriteret en mand væk. "Giv plads! Hvad er al dette postyr -" Han blev afbrudt af sig selv, da han fik øje på hvem der havde sunget. Han så kort rundt på mændene, der begyndte at røre lidt. Vilde dyr, pff.

''The dwarves of yore made mighty spells
while hammers fell like ringing bells
in places deep, where dark things sleep
in hollow halls beneath the fells...''
Hun havde ikke selv opdaget de mænd der havde omringet hende mens hun sad for sig selv - og pludselig så hun op. Den første hun så på, var Brandon. Hun så ham kort med dybt i øjnene, inden hun så rundt på de andre.
Hun rejste sig roligt, smilede kort til Brandon som i 'se her', inden hun gik op mod scenen. Hun vidste ikke hvorfor at mænd reagerede sådan på hendes sang, men hun nød det i dag. Alligevel, blandt alle mændene, virkede Brandon som den mest fornuftige. Og helt klart den flotteste.

Brandon måtte indrømme at han følte sig draget imod hende, men hvorfor vidste han ikke. Han beherskede sig dog. Han var ikke ligesom de andre fyre, der ikke kunne kontrollere sig. Han rynkede en smule på panden, da han fik øjnekontakt med pigen.. eller kvinden. Hun lignede en på 19-20 år. Det var også ligegyldigt med hvor gammel hun var. Hans smil fik ham til at lægge hovedet lidt undrende på skrå.
Da hun begyndte at gå hen imod scenen fulgte gruppen af mænd hurtigt med. Brandon tog igen en tår af sin whiskey, inden han satte sig ned og så op imod scenen. Han gad ikke at stå tæt på de svedende, ildelugtende mænd. Han gabte kort imens han ventede på hvad kvinden nu havde tænkt sig. Hun ville sikkert begynde at synge, hvilket overraskede ham lidt. Han var lidt bekymret for hvad mændene kunne finde på at gøre når hun begyndte at synge. Hendes sang virkede til at have en underlig dragende effekt på dem.. og ham selv, men han kunne i det mindste styre det.

Madeleine satte sig på en høj barstol midt på scenen, og så på de mange mænd der havde samlet sig omkring scenen. Hun vidste ikke hvorfor, men det var nok alt den sprut der havde gjort hende modig nok til bare at synge sådan - hun hadede ellers at synge foran et publikum.
Hun smilede og så kort hen på Brandon, inden hun begyndte at synge stille og lokkende;
''For ancient king and elvish lord
there many a gleaming golden hoard
they shaped and wrought, and light they caught
to hide in gems on hilt of sword

On silver necklaces they strung
the flowering stars, on crowns they hung
The dragon-fire, in twisted wire
the meshed the light of moon and sun..''

Brandon fik drukket det sidste af sin whiskey og rakte bartenderen glasset, men selvfølgelig bartenderen i fuld gang med at æde Madeleine med øjnene. Brandon sukkede svagt og placerede bare glasset på baren, og vendte sig hen imod scenen igen. Mændene puffede til hinanden og prøvede hele tiden at komme tættere på scenen. Hvad Brandon lagde meget mærke til at selv de mænd, der var på date, eller var gift også kiggede derhen og pigerne surmulede over det.
Brandon kørte en hånd igennem sit hår, og rejste sig op. Han fiskede sin hue frem fra hans jakkelomme og tog den på. Han måtte igen indrømme at han var draget hen imod Madeleine, men han kæmpede imod det. Han var ikke styret af lyst som de andre mænd. Han havde jo aldrig været sammen med en kvinde. Gad vide om hun havde tænkt sig at blive ved med at synge? Brandons tanker blev afbrudt af at mændene begyndte at slå hinanden. Tilsyneladende blev de nu sure på hinanden fordi at de blev afholdt fra at komme tættere på.

Hun så at Brandon rejste sig, og hendes sang døde ud i takt med at han tog overtøj på. Da mændende begyndte at slås lavede hun i stedet en høj piften der skar i ørerne.
Da alle var stivnet så hun lidt på dem, opgivende.
'tak for i aften'', sagde hun bare, inden hun gik ned fra scenen og hen til Brandon.
''Enten så har du ekstrem viljestyrke, eller ingen hørelse.'' sagde hun med et drillende smil.
''Mit navn er Maddie.'' sagde hun og rakte hånden frem i en hilsen. En varm og venlig hilsen.

Brandon rettede lidt på hans tørklæde imens han svagt kunne høre at sangen døde ud. Han så op, da der blev piftet og smilede kort af at mændene adlød hende. Han så ned på sit tørklæde igen. Han skulle til at vende sig om og gå, da han hørte hendes stemme igen - bare hvor hun ikke sang. Han stoppede op i bevægelsen og så på hende. Han tøvede lidt før han tog imod hendes hånd.
"Jeg hedder Brandon." Han smilede kort til hende inden han gav slip på hendes hånd. "Jeg bliver ikke kontrolleret af samme lyster som de mænd gør." Han trak lidt på sin ene skulder. "Hvordan dragede du dem til dig sådan?"

Maddie smilede og gav hans hånd et blidt klem inden hun slap den igen.
Hun så lidt over på de mænd der var her med deres piger, og som nu sad og skammede sig. Hun smilede for sig selv.
''Det er... Well, jeg ved det ikke helt. Det er bare noget jeg kan. Jeg ved ikke engang om at der deres lyst som får dem til det. Det er bare sjovt.'' sagde hun med et grin inden hun rettede på sit tøj.
En mand rejste sig og gik hen til hende, vendte hende om og kyssede hende groft og vulgært. Hun var først stivnet og med paniske øjne søgte hun efter hjælp. Hun var trods alt kun et menneske og havde hverken styrken eller mentaliteten til at slå fra sig.
Man kunne hører manden stønne, mens hun klynkede for at komme fri af hans greb. Hun fik svært ved at trække vejret.

Brandon var ikke sikker på om han var enig med hende om at det var sjovt. Han havde ondt af de mænd som var gift og på date. Det var ikke deres skyld. Han skulle lige til at sige noget, da en mand så uhøfligt bare begyndte at kysse Maddie. Han var først lidt overrasket, men da manden begyndte at stønne greb Brandon fat i mandens skulder og rev ham væk. Brandon havde trænet uafbrudt i mange år, så han var ret så stærk. Brandon vendte sig hurtigt imod manden og slog udefter mandens kind med sin ene knytnæve.
Uanset om Brandon ramte eller ej, ville han træde et skridt tilbage for at sikre sig at han var udenfor rækkevidde, hvis fyren skulle prøve på noget. Brandon så hurtigt på Maddie. "Er du okay?" Spurgte han, tydeligvis bekymret. Kræfterne bag hans slag havde provokeret hans ryg lidt, og han fik derfor lidt ondt.