"We have a deal, sir." - Vánagandr

af Gæst Tirs 9 Feb 2016 - 12:21

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

S: firewood park
O: Der er ikke rigtig nogen, de fleste tør ikke være der om aften, eller for den sags skyld gider at bruge tid på af i parken om aften.
T: 22:00
V: køligt, og letter tåget.
P:[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var aften og dagens bytte havde været småt. Der havde ikke været særlig mange rejsende, ihvertfald ikke nogen der lige havde noget. Der plejede ellers at være mange, men fordi vinteren stadig var over dem, gik det ikke så hurtigt med at komme frem. Hun hadet disse tider på året, tiden gjord folk nærig og mere besværlige at stjæle fra.
Hun tog en bid fra det nu halv spiste og halv frosende æble, i mens hun spejdede udover den forladte park. Hendes tilholdssted, hendes hjem. Det eneste sted hun kunne få ro, og være for sig selv. Folk var åbenbart bange for at være her og det vel også på nogle punkter forståeligt? Eller hvad? hun havde ikke tænkt over det. Frygt låg hende ikke nær, det var ikke noget hun havde gået så meget op i. Livet på gaden havde lært hende mange ting, og livet som misfoster endnu mere. Folk så helst en død, og så hende som en belastning for det perfekte samfund. Derfor havde hun aldrig rigtig haft venner, eller bekendte.. faktisk snakkede hun ikke med folk? hun var meget indelukket, hun ville have folk som en del af hendes liv, hun havde ikke tillid til dem.
Hun så op på træet som hun var stoppet ud foran, og smed æbleskroget. Hun trådte et bare skridt tilbage og tog tilløb. Hun hoppede op og tog fat i den første gren og svang sig op i armene så hun til sidst sad på hug på den første gren. hun smilede kort for sig selv, og begynde at klatre op for at finde en perfekt gren at sove på. Halvvejs oppe fandt hun en tyk gren som hun valgte til denne aftens soveplads. hun satte sig med ryggen op af stamme og trak hutten af for nyde den kolde luft mod sit opsatte hår. hun lukkede øjne kort og nød det. hun fjernede håret der dækket for hendes ene øje, og satte det bag øret. Hun havde altid til dækket det øje, hun kunne også dækket det andet, men folk reagerede mere kraftigt på hendes højre øje fordi den havde en grøn dæmonisk øjne farve, hvor det andet øje var lyseblåt og åbenbart mere acceptabelt.

hun tog endnu af for frosent æble op af sin vandre pose, og tog en bid af det. De æbler smagte af ingen ting, men hun kunne ikke forlange så meget når hun valgte at stjæle fra en hjemløs. Han var blind, så han bemærkede det sikkert ikke, og hvis han gjord, var hun ret meget ligeglad. Hun var sulten og der var ingen regler for overlevelse. Spis eller bliv spis. overlevelse galt om at være så kold som muligt, følelser ville kunne dræbe en. Derfor hadet hun når folk skulle gøre sig kloge på overlevelse, de var så svage, så irriterende ukloge..Det var altid folk som havde læst en bog og tænkt det var vejen, men slet ikke prøvet hvad det ville sige at prøve at overleve, kæmpe for føden hver eneste dag, og håbe på kulden ikke slog en ihjel.
Hun fnøs ved tanken og tog endnu en bid. Hun trængte til søvn, hun var træt og udmattet, og der ventede hende endnu en hård dag næsten morgen. Hvis hun ikke fandt noget mere i mad i morgen, skulle hun videre til næste by. Det ville blive et kaos pga. andre tyve. hun tog endnu en bid og lukkede øjne. Prøvede at fjerne fokus på næste dags arbejde og fokusere på at overleve natten.

af **Vánagandr** Fre 12 Feb 2016 - 23:30

// Beklager det sene svar Very Happy

Link til stemnings musik:

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Lyden af nogle tunge fodspor, som stille lod sig bryde stilheden iblandt mørkets frembrud. Menneskets duft var bestemt ikke at kunne blive taget fejl af. Det var af han køn, men dens puls var bestemt stigende. Hjerteslagene bankede sig i gang for at undgå hvad end en form for 'paranoia' af tanke mennesket havde lagt sig i sinde. Specielt fordi det formåede at undslippe klørene på 'noget' det bedre kunne beskrive, som et monster. En hver enkelte person, som havde overlevet mødet med en af jodskælvets mørke væsner, ville bestemt kunne fornemme at ordet 'jag eller bliv jaget' var på spil. Hans tunge vejre trækning, som beduggede hans omgivelser og hans kolde halv blå hænder, som klamrede sig fast omkring den jakke han havde været heldig at få med sig. I kun sommer tøj af påklædning, med en halv praktisk vinter jakke og nogle fortumlede sko at tage på, håbede mennesket af undgå sin jager i et forsøg på at forsvinde i den halv tætte tåge.

Han nåede under et træ hvor 'noget' havde gemt sig over ham. Lyden af et skræmt 'gisp' forlod hans læber, mens 'noget' fortærede. Flænsede og en kraft duns af 'blod' kunne for overnaturlige væsner nemt duftes i parken. Blod har været spildt i denne nat. Vánagandr var over sit bytte, mens hans øjne var så mælke hvide, som den reneste sne fnug. Hans hænder havde skarpe klør og en hale, som lystig svingede fra side til side, mens han fortærede og åd af mennesket. Formåede man at spotte hans tænder, kunne beskrivelsen som 'haj tænder' være den mest passende. De flåede kødet fra knoglerne og lyden af en vel 'fortjent' jagt lagde rov dyret sig over det stakkels menneske, som lå og prøvede at skrige, men kunne ikke for den ene klo over sin mund. Ude af istand for at kunne til kalde hjælp, men blot mærke hvordan livet langsomt forlader hans svage krop. Blodet flyder ned af træet og omkring det. Farver den tidligere 'uskyldig' park med sit blod og lader træet blive mærket for Dæmon Prinsens værk. Han har bestemt nydt dette ofre, mens hans udseende virker mere 'bestialsk' end noget andet. Hans fokus var på mennesket og han havde bestemt nydt sin jagt. Dog var alt omkring ham sløret, så tågen påvirkede ham ikke det største. Kun byttet foran ham. 'eyes on the prey, rather than the horrison' ifølge hans ord.

Han rejste sig stille op, mens hans krop stille begyndte at give lyde af knogler der retter sig selv på plads efter at mest af alt ligne et 'monster' med større haj tænder. Blodet der afmaler hans bare overkrop og et sværd, som hænger i hans holder til venstre for ham. Hans mørke løse bukser og et par bare føder, som tidligere havde klør til at flænse og flå fat i sit ofre krummer sig nu sammen i det klørene på en nærmest naturlig og magisk metode lader sig i en symbiose forvandle fra 'bæstet' til et 'menneskelig' skikkelse, der står med sit byttes 'blod' over sig. Et svagt smil dannes på læberne af jageren, mens hans øjne stadig mælke hvide, lader sig beskue sit ofrets døde corpus. Ved træet ligger der nu en for flået og maltrakteret menneskelig skikkelse, med dens indvolde og et manglende hjerteslag. For ikke at nævne selve hjertet, nu er i hånden på jageren, som han kigger kort op på månen, som en 'hyldest' og fortærer hjertet i en næsten 'ritualiserende' del. Tankerne glider kort omkring Vánagandr at hvor meget han havde savnet sådan en intens jagt. At kunne nyde ofrets puls der skræmt og frygt flygter i desperation og håb om at undgå sin u-undgåelig skæbne.

"We have a deal, sir." - Vánagandr

"We have a deal, sir." - Vánagandr

Sv: "We have a deal, sir." - Vánagandr