Suffer little children (Sean)

af **Genevira** Søn 9 Apr 2023 - 21:59

Sted: Seans hus i Terrorville district
Tid: En halvsen forårsaften
Vejr: Stadig lidt halvkøligt, men tydeligt, at det ikke længere er vinter

Som Doomsvilles nye herskerinde havde Genevira nok at se til. Ikke nok med at der hele tiden var møder papirarbejde, offentlige optrædener, der skulle ordnes, så var der også alle de sociale arrangementer, som hendes folk af især de højere klasser, ligegyldigt hvor mange af dem, der mest gjorde det ud gennem sammenbidte tænder, inviterede hende til. Og da det var af ypperste vigtighed for den unge nyudvalgte herskerinde at vise sin velvilje overfor alle sider af folket, var det sjældent, at hun kunne sige nej. Selv hvis det var til et teselskab, hvor fornærmelser blev pakket ind i falsk sødme og det hele mest af alt handlede om, hvem der kunne overgå hvem bedst. Nej, det var vigtigt at kende alle dele af sit folk, at forstå hvordan de levede, så Genevira havde skam nok at gøre. En herskerinde havde lige så sjældent fri som en tjenerinde, hvis ikke sjældnere, måtte vel være sandheden. I dag havde hun dog gjort sit papirarbejde og sine møder færdige hurtigere end sædvanlig og hendes sociale kalender var holdt tom med vilje. Eller, det vil sige, den var i princippet slet ikke tom, det var den kun på papiret, for der var ikke tale om et lige så officielt besøg, som så mange af hendes andre var. Hun havde ugen forinden, med meget tøven og ængstelig håndvridning til følge, skrevet til Sean og mere eller mindre inviteret sig selv. Egentlig delvist, fordi hun blot ønskede at se ham igen i en kapacitet, der ikke blot var rådgivning, men det kunne hun ikke, i hvert fald ikke uden megen pinsel, indrømme overfor sig selv. Men der var en anden årsag til det også. For hun kunne ikke undgå at høre rygter blandt, hvad der nu var, sine tjenestefolk. Sean havde et barn? En datter? Og han havde haft hende her på borgen? Et stik af noget smertefuldt. Han havde ikke sagt noget til hende, men havde betroet sig til tilfældige tjenestefolk? En smag af noget bittert. Et øjeblik det ældre barns dybe rædsel for erstatning. Alligevel erkendte hun, at dette måske, hvor meget hun end gruede for det, ville være en udmærket grobund for, i det mindste at forsøge at række ud og tale sammen igen, som de engang havde gjort. Så hun havde samlet et par ting, der føltes som gaver, der ville være passende for en baby, trods at hun var ude af træning og tog af sted i en lukket vogn, da mørket faldt på.

Iført en lang kjole af midnatsblåt silke broderet med glinsende perler i liljeformer gik hun det sidste lille stykke gennem forhaven op til huset, rettede, mere af nervøsitet, end fordi det havde brug for det, på sit ligeledes perlebesatte hovedtørklæde og sikrede sig at kjolen var lukket hele vejen op i halsen. Så bankede hun på døren.

af **Sean** Man 10 Apr 2023 - 9:19

Huset bestod af to etager, bygget af hårdt træt og med vinduer, som kun rige havde dem - flere lag for at holde på varmen, jernbeslag for at forhindre indbrud, og en lås så enkelte af dem kunne skubbes op for frisk luft. I forhaven groede der roser langs hele siden af huset - dem med mange torne. Ja, vidste man ikke bedre, virkede huset i sig selv ikke enormt indbydende. Især ikke med de nye vinduer stablet op af husvæggen, klar til at blive skiftet. Alle byens håndværkere havde travlt efter al uroen, og Sean havde også vinduer og ting der skulle skiftes efter urolighederne. De knuste vinduer var trukket for med læder eller stof, og de rum var blevet lukket af. Heldigvis havde huset mange andre rum at gøre godt med, og skorstenene afslørede at der da også var tændt op i huset.

Et svagt lys i de intakte vinduer afslørede også at familien var hjemme. Familien...Af Delilah med hendes børn, der havde fået en vinge af huset for dem selv, og Sean der var vendt hjem. En butler og en tjener beboede tjenernes område i huset, i forlængelse af køkkenet.
Egentlig havde Sean en klokkestreng, men den var også gået i stykker i al kaosset. I stedet lod der tunge bank, som gav ekko i den store forhal. Butleren, en mand midt i 30'erne, kom i stedet ilende og åbnede døren. Da han så det var den nye Herskerinde, var han hurtig til at åbne døren helt og byde hende indenfor med et dybt buk.
"min Lady, venligst kom indenfor. Velkommen til McGivens palæ. Mit navn er Rufus Beckenburg og jeg står til Deres tjeneste mens De er her. Kom ind, kom ind!"
Entreen var stor. Loftet gik helt op til husets tag, og en stor trappe fyldte midt i rummet, som midtvejs delte sig i to, en til hver side af husets førstesal. Med en vampyrs hørelse kunne man måske høre lyden af Delilah og hendes børn der kæmpede med at blive puttet eller legede i den ene side af huset.
Gulvet var af cremet marmor, koldt og hårdt. Et langt gulvtæppe fulgte fra hoveddøren og op af trappen, eller til hver side mod hver sine døre. Bag trappen var der døre ud mod bagsiden af huset. Til venstre boede tjenerne, til højre var der modtagelsesværelser. Men, grundet ødelagte vinduer, ikke i dag.
Ned fra loftet hang en stor lysekrone med klare lyskrystaller, der altid lyste entreen op. Krystallerne var et fast inventar i huset, og ville være langs væggene i de fleste gange og værelser.

"Kom ind, Deres nåde. Venligst..."
Butleren prøvede at vurdere om hun havde noget tøj han skulle tage imod, eller andre ting han kunne bære for hende. I så fald ville han forsigtigt tage imod det.
"...Følg efter mig. Jeg undskylder, vi er ved at få skiftet vinduer, og derfor er der både koldt og beskidt i rummene hernede. I dagens anledning har vi gjort et rum klart på første sal. Jeg beklager ulejligheden, men det er lige op af trappen"
Butleren var frisk, med energi, som han var klar til at springe op af trappen. Det gjorde han dog ikke, som han gik fattet og tilpassede sig gæstens tempo. De drejede af og fulgte trappen op til venstre - Seans del af huset.
Men ikke til hans personlige værelse eller hans bibliotek, de to vigtigste rum for ham i hele huset, og som han derfor havde placeret ved siden af hinanden. De fleste andre rum ville være gæsteværelser, næsten aldrig brugt. Men et af dem var blevet møbleret om - det største, med en pejs - til en opholdsstue. De tunge møbler var blevet båret op, de tunge lænestole, stuebordet og nogle reoler med bøger. Vinduet pegede ud mod byen, som de øverste vinduer ikke rigtig havde taget skade.
Pejsen knitrede og spredte en tung varme i lokalet. Flere lyse krystaller spredte et let lys i lokalet.
"Venligst tag plads, McGivens vil komme om et øjeblik. Hvad kan jeg byde Dem? Vi har the, men også stærkere, hvis det ønskes? Mad?"

af **Genevira** Man 10 Apr 2023 - 13:44

Det varede ikke længe, før hun blev lukket ind. Ikke, at Genevira havde forventet det. Seans tjenestestab på borgen havde altid været effektiv, så selvfølgelig, ville den også være det i hjemmet. Genevira nikkede høfligt til butleren, der forekom hende noget nervøs. Tænk, at hun gjorde folk nervøse nu. Det vidste hun ikke, om hun helt kunne vænne sig til, men det være, hvad det være ville. Hun medbragte ikke andet, end en flettet kurv over armen med lidt ting i, så at afklæde sig noget af sit tøj var en utænkelighed. Det lange hår forblev lige så tildækket, som det for hende altid havde været sædvanligt.

”De har intet at undskylde, mr. Beckenburg. Jeg beklager kun at selv lord Mcgivens’ hjem ikke stod urørt under urolighederne. Jeg håber ikke, at nogen kom til skade?” Tonefaldet var roligt, mildt og spørgende, men uden at være mere tilnærmeligt end, at der blot var tale om en ganske almindelig bekymring for sine medlevende væsner og almen høflighed, når nu hun befandt sig i andre menneskers hjem.
Med næsten katteagtigt lydløse skridt fulgte hun med butleren gennem huset og op ovenpå. Undrede sig kort ved lyden af tydeligt liv i den anden halvdel af huset. Børn. Og ikke kun et spædbarn, som hun ud fra rygterne forventede eksisterede. Sean havde altså tydeligvis et helt liv for sig selv, som hun ikke anede noget som helst om. I for sig ikke overraskende, som hersker, eller forhenværende hersker, kunne hun godt se logikken i at holde privatlivet skjult efter bedste evne. Hvis man overhovedet havde sådan et. Edterhånden var hun begyndt at overveje, hvor meget andet hun var, udover sit arbejde.
Hun tog plads i den anviste stol, placerede kurven ved sine fødder og så sig om et øjeblik. Kunne ikke helt afstå fra at lede efter personlige affekter. Et tegn på, at der boede en specifik person. Bogreolen var det tætteste hun kom på at finde noget, der aktivt indikerede Seans tilstedeværelse. Komplicerede filosofiske, videnskabelige og politiske værker syntes at være den dominerende tilstedeværelse.
Hun blev trukket ud af sine tanker, da butleren igen talte til hende.

”Hvis jeg kender lord Mcgivens ret, så skal han have te. Hvis De vil være så venlig at bringe os en kande af den sædvanlige og to kopper,” bad hun.

af **Sean** Tirs 11 Apr 2023 - 18:02

"Nej, nej!"
Svarede butleren med en svag latter. Hænderne gled afvisende igennem luften.
"Ingen kom til skade. Jeg tror dette hus var bedre beskyttet end de fleste. Ja, ud fra vejens huse at se, så kom denne gade generelt mindre til skade i urolighederne, end de fleste. Formentlig fordi den var blokeret i forvejen, med soldater og..."
Butleren tiede for et øjeblik, sendte Genevira et undskyldende smil og lod være med at færdiggøre sin sætning.
Men der havde ikke kun været et par af byens vagter og soldater. Også folk fra klanen havde sørget for huset - og måske vejens - sikkerhed. Ikke fuldstændigt, det ville starte for mange rygter og undren. Men alligevel nok til at ingen og intet havde rigtigt nærmet sig huset. Fordi huset bar på en værdifuld ting. Et barn.

Butleren bukkede let for hende, beklagede hun måtte efterlades alene et øjeblik, og en forsikring om at McGivens kom om kun et øjeblik. Så forsvandt butleren for at lave en frisk kande the til selskabet.
Ikke uden at banke på døren til Seans værelse, der nærmest var åbnet inden han nåede at banke på. Han havde hørt lydene, og lag to og to sammen. Han havde fået en gæst. Præcis som brevet havde advaret ham om.
Hvad han forventede af dette møde? Det var svært at sige. Men uanset hvor de stod personligt, var hun nu hans herskerinde, og skulle derfor adresseres derefter. De kunne have nytte af hinanden, uden det behøvede at være personligt. Og det var med de tanker at Sean lukkede den sidste knap i den sorte skjorte og forlod sit værelse.
En sort skjorte i silke. Et par lette sorte bukser. Herhjemme kunne han godt lide at gå med bare fødder - men det tog sig ikke passende til fint besøg. I stedet havde han iklædt sig et par hjemmesko i mørkt uld. Håret var blevet redt tilbage, de lette skægstubber prægede som altid hans kinder og hals.
En kort banken advarede om at han kom ind i lokalet, som han åbnede døren og trådte indenfor. Som det mørkegrå blik landede på Geneviras skikkelse, gled et svagt smil over ham - det samme, som han mødte alle med.
"Lady Isherwood, godaften. Og velkommen"
Han bukkede svagt i overkroppen, som for at tilkendegive hendes nye stilling over ham, før han med lette skridt fandt over til den anden stol og satte sig. Overraskende afslappet, ville nogle måske sige. Og hvorfor ikke? Når han ignorerede personlige kvaler - og virkelig, hans nye arbejde med Lori hjalp lidt på det - havde han jo alt hvad han kunne ønske sig. Hans fremtidige planer gik som de skulle.
"Jeg håber den korte tur herned var okay?"
I virkeligheden brændte han efter at vide hvorfor hun opsøgte ham privat. Hun kunne sende et brev, og han ville stå klar ved hendes side på borgen. Klar med råd eller til at overtage et møde, hvis hun ønskede det. For ud over at Natalie forventede han stadig frekventerede borgen regelmæssigt, havde han lovet at hjælpe. Og ville gerne. På trods af han faktisk aldrig selv var blevet ophøjet til adel - men opførte sig som om han var.
Så...Var hun her for at fortælle han slet ikke skulle dukke op mere? For at bønfalde ham om at tage titlen tilbage? Ja...Hvad? Han havde svært ved at forudsige præcis hvad dette møde skulle handle om. Det usikre i situationen gjorde ham anspændt - en fornøjelse han nægtede at give fra sig, som han tvang kroppen til at synke ned i stolen.

af **Genevira** Tirs 11 Apr 2023 - 19:43

Selvfølgelig var ingen kommet til skade. Genevira følte sig pludselig dum for overhovedet at have spurgt. Sean orkestrerede jo det hele, så selvfølgelig skulle hans ejendele og familien, som han åbenbart havde, Gene mærkede et stik af bitterhed, ikke kunne stilles i nogen form for risiko. Hans allierede og dem der ellers kærede sig om ham derimod? Ja, hvis de gik til grunde i processen, så måtte det vel være sådan. Det var i hvert fald sådan, Genevira forestillede sig at Sean, måtte have tænkt , ellers kunne hun ikke få hans handlinger til at give mening og det faktum at butleren godt lod til at vide, at han havde talt over sig styrkede kun hendes mistanke. Den ene dukkeagtige hånd blev hårdt knyttet et øjeblik, skjult mellem de tunge ærmers folder. Hun tog en dyb indånding og mindede sig selv om, at hun netop var her i forsøget på at undgå, at de fortsat skulle være vrede på hinanden. Hvis det de bi virkeligheden følte overhovedet var vrede. Selv var Genevira ikke længere sikker.

Da butleren gik og hun havde et kort øjeblik for sig selv, tillod hun sig at læne sig tilbage i stolen og lukke øjnene bare et sekund. Trak vejret et par gange for at berolige et hjerte, der ikke havde slået i årevis, før et gensyn, som hun ærlig talt ikke anede, hvad ville blive til.
Da Sean trådte ind i lokalet, rejste hun sig fuldstændig per automatik. Vaner var svære at komme af med. Et øjeblik stod hun helt stivfrossen og følte sig dybt akavet. Det blev ikke bedre af den totalt afslappede måde, han hilste hende på. På en måde, ville det have været rart at se, at det også var svært for ham, denne ændring i hvad de var. Det ville have bekræftet, at hun havde betydet i bare et eller andet. Mere end enhver anden, der arbejdede sammen med ham, men som han ikke nærede nogen personlige følelser i forhold til. Måske havde hun bare antaget for meget.

Hun satte sig ned igen, foldede hænderne i skødet.

”Jo tak, den forløb ganske problemfrit," sagde hun lidt hult.

”Jeg håber ikke, at jeg kommer på et ubelejligt tidspunkt,” fortsatte hun undskyldende. ”Det er blot en af de få aftener, hvor jeg har haft plads til reelt at kunne se Dem. De lader til at være…faldet godt på plads?”

Tonefaldet var spørgende, lidt forsigtigt.

”Egentlig ønskede jeg at se Dem fordi…ja, jeg håber De vil tilgive mig, men der har været vise rygter og…jeg forsøger ellers at holde mig for god til at rende efter den slags, men jeg…hører, at De har fået et barn?” Hun skubbede forsigtigt sin kurv i hans retning.

”Det er…akavet, hvis det er usandt, men…tillykke.”

Kurven indeholdt ikke som sådan voldsomt meget, men tingene var udvalgt med forsigtighed. Et tøjdyr udformet som et gedekid, fordi Genevira selv havde haft en ged som lille, den eventyrbog hun havde brugt til at lære at læse for år tilbage og så til sidst en af hendes håndlavede porcelænsdukker.

af **Sean** Tors 13 Apr 2023 - 7:54

At vaner var svære at bryde, at Gene stadig vænnede sig til sin stilling, var noget han ville forvente. Og han lod som ingenting, og antog hendes anspændthed - tildels - nok kom derfra. Ja, hvordan ville deres relation være nu? Indså Gene hvilken magt hun havde? Til at give folk alt. Til at fratage alt. Til at - i princippet - beordre ham alt?
Der var stor magt i titlen, i rollen. Der var mange muligheder. Men man var heller ikke usårlig.
Han trak vejret dybt og lydløst, før han nikkede let til hendes svar. Blikket hvilede mod pejsen et øjeblik, før han havde styrken og roen til at kigge direkte på hende igen.
"Intet tidspunkt er helt ubelejligt. Jeg sover ikke så meget, trods alt" bemærkede han let. En sandhed. Han kunne have tilføjet ord som at han nu havde meget fritid til at modtage gæster - men det virkede som en unødig sætning, der formentlig ville sætte ild til deres samtale.

De næste ord kom dog bag på ham. Og for en stund blev Genevira mødt med en overraskende stilhed, som var Sean frosset i sit sted. Den ene hånd, der ellers hvilede på armlænet, knyttedes. Så blev den slap, og blev knyttet igen. Et tegn på uro, et tegn på han ikke helt vidste hvor hun ville hen med dette, og hvordan han skulle håndtere det.
Til sidst lænede han sig frem i stolen og det mørke blik hvilede på Genevira. At der var rygter overraskede ham ikke, selv om han havde prøvet at begrænse det. Isthar var ikke længere en hemmelighed - ikke en komplet en af slagsen. Han måtte på intet tidspunkt slappe af og tro hun kunne leve uforstyrret. Især ikke fra Natalie, eller folk som hende. Og hvad med Gene? Kom hun her for at udtrykke en uudtalt trussel imod ham? Som mange andre af betydelig status ville gøre det? Eller var lykønskningen oprigtig, og nysgerrigheden okay? I hvilket kasse skulle han putte Gene?
Han trak vejret dybt.
"Tak"
Han rømmede sig svagt.
"Genevira...Af hvilken årsag er du her i aften? Du må vide at jeg er en paranoid mand. Du må kende mig lidt, efter den tid vi har tilbragt sammen. At komme i mit hjem, og nonchalant nævne min måske nyeste og største svaghed, ud fra et rygte i byen...Jeg har brug for at vide om vores forhold er blevet så dårligt nu, at jeg skal anse dine ord som en trussel?"
Han så over på hende igen. Et underligt lys skinnede i hans øjne. På en og samme tid følte han alt for meget. Håb for det ikke var sandt. Frygt og potentielt eksploderende vrede hvis det var sandt. Beskyttertrang for sin datter. Hvis hun anså hans plan for at miste herskertitlen og manipulere rundt med Natalie for forfærdelig, var det intet i forhold til hvad han ville gøre for Isthar. Om han så skulle kæmpe mod Natalie direkte, eller vandre igennem ishavet og dødens dal, eller sejle til det nye land.
Ja, han kunne næsten smile. Var det virkelig de værste ting han kunne komme i tanke om? Eller blot de hårdeste udfordringer han kunne se for sig?

Men hans stemme var rolig. Så rolig han kunne gøre den. Han talte til Genevira, og ikke herskerinden - selv om han ikke vidste om de to roller var en allerede.
Han trak vejret dybt igen. Stadig fikseret på Gene, på at aflæse hende og vurdere hende.
"Faktisk, nu hvor vi overhoved taler om det...Hvorfor?"
Det virkede til der var gået hul på en eller anden byld, og Sean endelig kunne finde nogle ord frem. Om de ting der havde generet ham det sidste stykke tid. Og måske også Gene.

Selv ikke af butleren let bankede på og kom ind med en bakke, virkede det til at forstyrre Sean yderligere. Selv om han ventede med at sige mere til manden var gået igen, og døren var lukket.
"Nej, lad mig i stedet fortælle dig en historie"
Uanset om Gene havde været ved at sige noget, lænede Sean sig en anelse tilbage i stolen og kiggede over på pejsen igen. Ikke i sinde at lade sig afbryde.
"For en del år siden kom dæmonsygen til landet. En sygdom ingen rigtig ved hvor kommer fra, men som kun rammer dæmoner. Dæmoner, der ellers er udødelige og uden sygdom. Og vi faldt som fluer. Et betydeligt hug blev gjort i vores population, sikkert til stor fryd for nogle grupper i samfundet. Ikke at den garanterede død til en dæmon, men der var stor risiko for det. Til nogen udviklede en vaccine, og vi var reddet. Alligevel fik jeg sygdommen. Og aldrig har jeg haft det så dårligt. Aldrig har jeg været mere overbevist om at jeg skulle dø, lige der, i min egen seng"
Han stoppede, men kun for et sekund, som minderne glød som billeder for hans indre øje.
"Og der stod hun. Et barn. Med en vaccine og garanti om liv. Men også kontrol. Jeg - JEG! - måtte bøje mig for hende og gøre hvad hun befalede. Det var faktisk et godt træk. Et af de få træk i hendes karriere som jeg beundrer. Hun udnyttede situationen til at gå mig under kontrol. Og hendes ord var...At jeg nu skulle gå til borgen for at herske i hendes sted. Så Doomsville i princippet var hendes. I hele min tid på borgen, har jeg været hendes dukke. Jeg har hersket selv, javist. Men ikke uden at rådføre mig med hende, eller få ordre fra hende, fra tid til anden. Og hele vejen igennem ledte jeg efter en måde at komme fri"
Han trak vejret dybt, men fortsatte.
"Og før det? Før det indtog jeg Dragons Peak med en gammel ven. Og herskede der. Men jeg...Jeg kan ikke holde til at være hersker. Jeg elsker magten, og opmærksomheden. Men det er ikke det jeg rigtigt vil. Jeg forlod Dragons Peak, fordi jeg blev dårlig. Ikke i kroppen...Men her..."
Han så endelig op på hende og pegede på sit hoved. Hans sind. Hans sind var begyndt at bryde sammen, og han havde pakket sine tasker og flyttet hjem til Doomsville. Kun for at blive sat på en ny trone.
"...Doomsville er mit hjem. Men jeg vil ikke herske over det. Om noget, foretrækker jeg at gå imod autoriteter. Så jeg lagde en plan. For at blive fri for at herske"
Det var historien. I hvert fald den generelle del. Han havde ikke nævnt hvor hun hørte til, men det ville der måske blive tid til. Ikke at han regnede med det ville ændre noget.
I stedet drejede han sig og hældte the i de to kopper. En almindelig handling, som lige nu var hans eneste anker i et uroligt hav af tanker og følelser i hans indre. Sjældent fortalte han så meget om sig selv. Hans tidligere erfaringer fortalte ham at ingen ville rose ham for at dele noget som helst - men blot hade ham mere, fordi de ikke forstod hvor han kom fra. Fordi hans ord og tanker blot gjorde alt værre. Det kom han først i tanke om nu, men nu var han begyndt. Så var det vel op til Gene hvor samtalen skulle gå fra her.

af **Genevira** Tors 13 Apr 2023 - 14:34

Efter alt hvad jeg har gjort for dig, så er det virkelig hvad du antager, at jeg er her for? Havde Genevira et øjeblik lyst til at spørge ham om, men hun bed det i sig. For lidt kendte Genevira dog Sean stadigvæk, selvom hun efterhånden havde en fornemmelse af, at det var langt mindre, end hun først havde troet. Den gamle samhørighed hun havde følt til og med ham, var tilsmudset af den nye mistro, der var opstået med mere eller mindre skæbnesvangre indrømmelser, men alligevel var den der stadig og det var nok noget af det, der alligevel afholdt hende fra at slynge sin vrede i ansigtet på ham. Endnu mere end det faktum, at hun godt vidste, at hvis han ville hende det ondt, så var der ikke ret meget der stansede ham.

”Hvis ikke jeg kendte dig så godt, ville jeg have antaget, at du må tænke meget lavt om mig,” sagde hun med et næsten bedrøvet suk, imens hun inderst inde desperate forsøgte at overbevise sig selv om, at dette ikke rent faktisk var tilfældet.

”Sean, jeg kunne hade dig med en passion der brændte som tusind sole og alligevel ville jeg ikke kunne drømme om at yde dit barn nogen skade. Hvilken trussel er hun for mig?”

Andet end fornemmelsen af erstatning, men den har alle ældre søskende og desuden er det latterligt, for I er slet ikke søstre, når det kommer til stykket.

”Desuden ville jeg ikke få noget ud af at true dig. Din loyalitet er vel, formoder jeg i forvejen sikret og selv, hvis den ikke var, er jeg ikke Natalie, jeg har ikke nogen intentioner om at behandle dig som en eller anden bidsk hund, jeg er nødt til at have noget at holde over hovedet på for at have under kontrol…”

Hendes ord døde ud. Så var det sagt, hun ønskede hverken at true, knække eller på anden vis forsøge at kontrollere ham, hun ville meget hellere tilbage til den næsten jævnbyrdighed de for ikke engang særlig længe siden, havde haft.
Det var helt ubevidst, at hun var slået over i den mere familiære og uformelle tiltaleform.

Egentlig ville hun have svaret ham på hans spørgsmål. Hvorfor? Ja det var efterhånden svært at sige, men hun blev sparet besværet for nu. Besværet med at finde de rette ord, for det lod til at Sean i stedet havde fundet sine egne. Hun lyttede tavst til hans ord med blikket hvilende årvågent på ham. I lyset fra pejsen måtte de mørke øjne næsten ligne glødende kul.

Hun huskede kun alt for godt dæmonsygen. Ikke som en altudslettende rædselspandemi som den sikkert havde været for de ramte, men som en, i hvert fald blandt hendes familie og andre i kvarteret, hvor hun havde boet, en udfrielsen og håbets tid. Genevira huskede, hvordan hun med Matheo i den ene hånd, Howard i den anden og Phillip siddende på hoften var gået i kirke hver uge for at takke Elona dal for endelig at have lyttet til menneskeheden. Ikke så meget, fordi hun reelt selv havde haft nogle holdninger til, det der skete med dæmonerne, men bare fordi det var indforstået, at det var sådan noget man gjorde. Hun havde det helt dårligt over det nu. Sean var blevet syg, men…han var over den slags. Han var jo Sean.
Til sidst, da hans historie døde ud i stilhed, sad hun lidt. Mærkede et stik af noget, der nok var medlidenhed og forståelse, men også noget andet. Ikke irritation, men…

”Jeg skal ikke sige, at jeg har fuld forståelse for, hvad du har været igennem, for det har ingen, men jeg forstår alligevel din smerte. Dog tror jeg enten ikke helt du forstår, hvor i sandhed privilegeret du egentlig er, eller også er dette et forsøg på at tvære det i mit ansigt. For du fik det dårligt og du havde muligheden for at pakke dine ting og forsvinde. Til dette vil jeg spørge dig. Tror du virkelig aldrig jeg har haft det dårligt? Du flygtede fra din pligt. To gange. Du havde et folk i Dragon’s Peak der havde brug for dig og du forlod dem. Og så her i Doomsville, ja…her midt mellem naturkatastrofer og generel elendighed sad du og planlagde, hvordan du kunne slippe om så du skulle slagte den befolkning, der havde brug for dig. Til det spørger jeg dig: Hvad er det der hæver dig over pligt, imens vi andre lider?” Endvidere forstår du vel, som en selverklæret paranoid mand, hvorfor det du har gjort for at slippe af med alt dette sætter os et tvivlsomt sted? Trods alt, hvilken garanti har jeg i virkeligheden for, at du vil mig og mit styre det bedste og at du ikke pludselig trækker tæppet væk under mig? Jeg har tænkt mig at bære denne pligt, som jeg ville have gjort enhver anden. Jeg kan ikke andet, Sean. Jeg har aldrig kunne andet, men at blive stillet overfor at du lod folket dø af så selviske årsager som egen glæde…jeg..hvis du kunne lade min bror dø for din vision, kan du nok se, at dette skaber en usikkerhed i forhold til, hvad du har tænkt dig at gøre med mig, når jeg ikke længere…”

Hun blev tavs…vendte ansigtet næsten demonstrativt bort fra ham.

”Du spørger, hvorfor jeg er her. Jeg troede det var simpelt for dig. Fordi jeg ikke har andre. Fordi alle andre kaster mig bort. Fordi….på trods af alt det her så elsker jeg dig..”

Tårerne rendte ned af hendes kinder og efterlod sig svagt lyserøde spor.

”Du må ikke også gå…”

af **Sean** Tors 13 Apr 2023 - 16:16

Lavt? Havde han nogensinde tænkt lavt om hende? Havde han ikke oplært hende, taget hende til sig og rost hende? Brugt positive ord til hende ofte, for at opbygge hendes selvtillid og selvværd? To ting hun ville få brug for nu og til evighed. Fordi hun kunne så meget mere end hun troede. Hun havde evnerne, hun skulle bare finde styrken.
Ja, var det ikke netop fordi han så lidt af sig selv i hende, at de måske ikke kunne sammen? To stærke personer, med en stærk intelligens og ide om deres egen og livets værdi, men ikke nødvendigvis enige om disse...
"Kunne...Eller gør? For en årsag du aldrig har fortalt mig"
Men de ord skulle blive besvaret senere.
Om han oprigtigt troede på hende...Det vidste han ikke. Han ville gerne. Men en ting var hvad folk sagde, en anden var hvad folk gjorde. Ord var altid lige så tæt på sandhed som løgn. Lige så tæt på at være sandheden i dag, som løgnen i morgen. Det kom ganske enkelt an på hvem og hvad der gav den bedste mulighed. Var han ikke selv et godt bevis på det?

Hendes ord fik ham til at grine. Ikke i en fornærmelse, selv om han ikke skulle kunne undsige sig hun ville blive det. Mens hun snakkede puttede han sukker i sin the. En dyr ressource, sukker. Åh, så privilegeret han var. Her, med sukker i sin sorte importerede the, som han havde brug en del penge på - og som var en af hans få fornøjelser.
"Kære Genevira, er det derfor du er så sur på mig? Er det derfor du slukkede al glæde og stolthed jeg havde over mit arbejde? Du har arbejdet ved siden af mig så længe, og alligevel er du så forundret og sur over jeg ganske enkelt bare er som jeg er... En dæmon?"
Hvorfor skulle han kunne blive sur over hendes ord, hvor fornærmende eller sårende de kunne være? Ja, ganske vist uden forståelse for hans natur. Og måske der lå problemet. Et uden løsning, indså han nu. Hvis hendes problem med ham lå i hans natur...Ville de aldrig kunne blive tætte igen. Ikke medmindre hun kunne lægge det fra sig, og de fortsatte som før, uden nogensinde at snakke om det igen.

Sean lænede sig tilbage i sin kop, mens han tyggede lidt på hendes ord. Ikke fordi de rørte nogen samvittighed. Havde han haft det over sin plan, havde han aldrig gennemført den.
Koppen var mellem hans hænder og han nød duften fra den. De få øjeblikke med en ro, som kun en kop the kunne give. At nyde en kop the og tænke over sine ord var alligevel den bedste måde at undgå at gøre konflikten mellem dem værre. Hvis noget kunne reddes.
Han nippede let til den varme the og stillede koppen på bordet igen. Det var på tide at svare hende ordentligt. Og disse ord forekom han nemmere end hans historie for et øjeblik siden. Han så hen på hende.
"Min interesse har aldrig været for samfundet. Min interesse har altid været for mig selv, eller de få jeg har tilladt mig at holde af med årene. I hvert fald til de er gået deres egne veje, eller ligefrem er døde. Selv da jeg arbejdede som hersker, var alt jeg gjorde for at holde populationen tilfredse og i live. Ikke fordi jeg personligt ville lægge søvnløs, hvis endnu en hjemløs døde af kulde. Det har altid været et politisk spil. Et spørgsmål om effektivitet og optimering. Det troede jeg du vidste. Eller kunne gennemskue omkring mig. Jeg har aldrig følt noget for de projekter du virkede til at ville gøre...Ting for de mindre folk, som nu ophøjer dig som en Gudinde på størrelse med Elona'dal...Er det ikke bare din egen måde at sikre dig magt? Eller er det fordi du oprigtig føler du er exceptionel i forhold til os andre, vores alles frelser?"
Hendes tilgang virkede lige så absurd på ham, som hans tilgang gjorde på hende. De var ganske enkelt, nå deres værdigrundlag, dybt forskellige. Og det havde dette skift bragt frem mellem dem.
Hans ord var ikke fornærmende. I stedet lød han som en der oprigtigt troede hendes udgangspunkt var et andet. Som om de stille og roligt diskuterede deres tilgang til at herske - en sjælden mulighed mellem to personer, faktisk. Tidligere herskere hang ikke på træerne. Specielt ikke i levende live.
"Hvis du vil være byens frelser og gøre det bedste for alt levende i dit område..."
Han trak let på skuldrene.
"Så gør det. Du har magten til det nu. Privilegierne, som du mener jeg ikke levede op til. Og som jeg aldrig vil leve op til. Du skal ikke overføre dine værdier til mig. For det er ikke sådan jeg er. Jeg er ingen helt i nogens historie. Og aldrig vil jeg kæmpe mig op til at blive en helt. Og lad mig yderligere tilføje..."
Han rettede sig op i stolen.
"...Du mener det er så ligegyldigt hvad JEG vil, for når bare jeg er en hersker, burde jeg bare arbejde for alle andre. Men kan man virkelig gøre en stor forskel, hvis man aldrig tænker på sig selv? Kan du virkelig redde en hel by fra al elendighed, hvis du selv græder dig i søvn hver dag, eller føler dig deprimeret i alle rum du befinder dig i? Måske i starten. En dag vil det hele føles trist og koldt...Og uden mening. Og så kan andre lige så godt tage over. Jeg fandt ud af jeg ikke havde evnen til at herske, og alligevel klandrer du mig for at overlade det i bedre hænder. Såsom dine"
Selvfølgelig herskede han over sin klan, og kunne til dels kommandere lidt rundt med visse dæmoner, som Natalies højre hånd. Det var ikke fordi han ikke kunne finde ud af det - rent praktisk set. Men...Det havde aldrig været en drøm eller mål. Jo, måske i Dragons Peak. Men da han indså han ikke følte sig hjemme der, og ikke gad al arbejdet. Så havde han efterladt det til Assorian, som siden havde ladt det til andre igen. Det var ikke fordi han bare skred, uden der var andre til at tage over.

Men...
Han kunne prøve at forsvare sig alt han ville. Hun ville ikke forstå det. De var ganske enkelt...For forskellige.
I stedet sank han tilbage i stolen med et suk. Han rystede let på hovedet.

Hendes uventede sammenbrud kom bag på ham. At hun snakkede sig til hvad der måske var sagens virkelige kerne. Og dog så ambivalent. Hun både hadede ham, og havde brug for ham. Hvilken ærgerlig tilstand, og forvirrende. Især når det nu var ham, hun hængte på.
Hendes gråd gjorde ham stille. Hvad betød det? Hun sagde...At hun elskede ham? Ord han havde svært ved rigtig at høre, og svært ved rigtigt at tro på. Ingen elskede ham, trods alt. Og... Måske var det mere en forbandelse for hende?
Alligevel forlod han sin stol. Alligevel gled han ned på det ene knæ, foran hende. Hans ene hånd lagde sig på armlænet, for selv om han gerne ville trøste hende, turde han ikke krydse en grænse. Måske direkte kontakt ville få hende til at indse hun alligevel hadede ham mere end elskede ham...Få hende til at trække sig væk?
Og efter en kort tøven rakte han alligevel ud efter hendes ene hånd, hvis hun lod ham få den.
"Gene... Jeg har aldrig haft planer om at forlade dig. Eller et ønske om det. På trods af hvor forskellige vi er, på trods af vi slet ikke er enige om hvilke værdier der burde styre os og vores valg...Har jeg altid været fascineret af dig. Og altid holdt af dig. Jeg ved du har lige så svært ved at høre det, som jeg nok har. Men jeg...Den aften...Det skulle blive en glædens dag for mig, blev i stedet trist. For jeg kunne ikke fejre den med dig. I stedet opstod der denne kløft mellem os, og jeg forstod den ikke. Forstår den måske stadig ikke. Men det ændrer ikke på at jeg gik derfra med..."
Han kunne ikke rigtig sige det. Indrømme det. Blev han også...Ked af det? Var det det man kaldte den stemning? Sean blev altid mere vred end ked af det. Og ordene ville ikke ud.
"Gene, jeg elsker dig som man ville elske et familiemedlem. Med alle de glæder og forbandelser der hører til at kende mig. Og der er intet jeg hellere vil, end stå ved din side, og se dig blomstre som en fremragende Herskerinde. Uanset i hvilken retning du ønsker at bære det ansvar" forsikrede han. Forsikrede han, med en ømhed han sjældent - hvis nogensinde - talte til andre med. Der var et behov, en lyst, til at holde hende. Næsten en ren desperation, som han ikke kunne udtrykke, men blot håbe hun kunne fornemme og acceptere.
"Jeg er også bange for at blive efterladt alene"

af **Genevira** Tors 13 Apr 2023 - 23:48

Blikket var et øjeblik helt forvildet, undrende. Hvorfor hun ikke havde regnet med, at han ville svare igen, vidste hun ikke helt. Måske fordi hun aldrig selv havde gjort det, når hun fik skæld ud, i hvert fald ikke uden at det bare gjorde det hele meget værre. Hun gravede fingrene ind i sin håndflade mumlede en undskyldning.

”Det…jeg ved godt…at jeg ikke kan frelse alle mennesker i hele Doomsville eller noget. At jeg ikke er, hvad de tror jeg er, men det er brugbart og hvis jeg ikke har visioner for fremtiden og i det mindste en tro på, at jeg kan gøre noget bedre bare for nogen af dem så…har jeg ikke noget,” hviskede hun.

”Det er ikke fordi, jeg ikke ønsker, at du skal være lykkelig. Eller…selv at være det velsagtens, men….for mig er det altid blevet sat op som en umulighed. Noget man søgte, fordi man var for egocentreret til at tænke på andre omkring sig. Der var altid andre at tænke på. Jeg skulle ikke gøre min mor ked af det, eller genere hende, gøre hende det besværligt, heller ikke når hun blev vred på mig bare fordi jeg ikke var nok ligesom min døde søster, men…hvordan kan nogen forvente, at jeg som en dengang fjortenårig ville forblive som en pige, der kun nåede at blive ni år gammel? Men jeg MÅTTE ikke gøre hende ked af det, så jeg lærte at lade være med at sige noget. Jeg måtte ikke gå i vejen for min far og mine søstre måtte stort set ikke snakke med mig, fordi…jeg var velsagtens bare lille. Så var der mine brødre…dem var jeg på det nærmeste bare en mor for, selvom jeg var otte, da Matheo blev født. Der er ikke plads til glæde, Sean, jeg ved ikke…jeg ved ikke, hvordan man overhovedet gør længere. Det var tæt på med Valentine engang, men…han forlod mig også og sidder sikkert i Sunfury og griner af, hvor dum jeg var lige nu. Det er nok der, jeg mest har tænkt på, hvad jeg ville i årevis og…se hvor det førte hen.”

Hun trak lidt på skuldrene, smilede et sardonisk smil, der mere var en bitter grimasse. Hvorfor alle disse ord skulle ud netop nu, alt den smerte, ja det vidste hun ikke helt, men det var som om der var gået hul på noget mellem dem. Som at rense et sår for betændelse.

Reelt set var hun jo ikke vred på Sean blot fordi han var selvisk. Genevira blev snare sagt vred over, at han spejlede noget i hende, som hun aldrig rigtig selv havde turde at række ud efter. Hvis hun virkelig granskede sig selv, ville hun nok en dag kunne sige, at de, når alt kom til alt, var akkurat lige selviske. Forskellen var blot, at Genevira, som altid, havde lært at undertrykke sine impulser til en grad, hvor de, i stedet for, at hun anerkendte dem, hobede sig op i hendes indre og manifesterede sig i form af selvhadende sammenbrud og en væmmelse ved alt, der syntes at have det, som hun ikke selv syntes at eje.

Jeg er ked af, at jeg ødelagde det den aften….du var lige blevet fri af Natalie og jeg…fik det hele til at handle om mig selv….hvad er jeg, min mor..?" Et øjeblik så hun oprigtigt helt forfærdet ud.

”Jeg vil gerne fejre ting sammen med dig…og…jeg er ikke ulykkelig, trods alt, som herskerinde, mener jeg…jeg tror nok, at jeg er god til det…på en måde,” sagde hun forsigtigt.

Efter deres begges tilståelser, var der et langt øjeblik af stilhed. Genevira havde ikke set det komme, men det var som om en tung sten af uvished pludselig var blevet løftet fra hendes skuldre.
Og for første gang kunne hun, helt uden at tænke over, hvad konsekvenserne ville være, læne sig ind til ham og ligge armene om Sean i et kram.

af **Sean** Søn 16 Apr 2023 - 14:19

Så mange ting gav vel meget mere mening mellem dem nu. Dem begge, som disse lidt overanalyserende personer, med et overraskende følelsesliv, som de færreste fik et indblik i. Eller...For Sean var det nok efterhånden noget korrupt og mørkt. Men for Genevira var der håb. Eller det bildte han sig ind. Fordi hun ikke var lige så gammel som ham. Fordi hun var Genevira, og ikke ham. Fordi hun kunne...Lære fra ham?
Men uanset hvad havde de begge åbnet lidt op. Begge givet nogle brikker i det puslespil, som var deres egne individuelle liv. Dele, som de sjældent hverken havde haft tid eller lyst til at dele tidligere, velsagtens. Men det var lidt rart. Rart at nogen turde betro sig til én...Rart måske selv at sige nogle ting, og vide nogen faktisk gad høre dem. Eller i hvert fald at historien passede ind i en kontekst.
Om det healede alt mellem dem...Det var nok for tidligt at påstå. Men Sean følte selv at stemningen var lettet, på trods af hendes tårer. Om ikke andet, så for krammet. At have hende i sine arme og holde hende tæt. Dette var anderledes, end de tusinder af folk Sean havde holdt for at holde sig selv i live. Dette betød faktisk noget. Dette var faktisk rart, og langt mindre ensomt end alle de dage og nætter han brugte alene.
Og med krammet, kunne han ikke stoppe sig selv fra at køre en hånd over hendes hår også.

Han lod øjeblikket hvile lidt, før han svarede hende.
"Du har også ret til at være glad, Gene. Alle har ret til at finde deres egen glæde, eller for de heldige få, ligefrem lykke. Hvor kort den end er, for os der lever længe. Før eller siden vil folk enten dø, rejse eller forsvinde på andre måder. Men det gælder om at nyde de øjeblikke man får, og gøre sit for at de ikke slutter for tidligt"
Han var så dobbeltmoralsk, at prøve og fortælle hende om disse ting, når han ikke engang selv kunne efterleve dem. Men det behøvede han vel ikke fortælle lige nu.
"Det vil tage tid at fravænne sig årtiers indlæring, men jeg håber du en dag kan se på dig selv med mildere øjne. Og tillade dig selv nogle ting der gør dig glad, selv små ting. For mig...Er det noget så simpelt som en kop the eller en god bog. Der oplever jeg ro. I mig selv, og i mine omgivelser. For vi kan hverken nøjes med kun at tænke på os selv...Eller nøjes med kun at tænke på andre"
Igen dobbeltmoralsk. Men ord der passede til Genevira, på trods af han hverken selv ville eller kunne efterleve dem. Måske var der enkelte - som Genevira - han ville gøre ting for. Men at gøre noget for alle andre i hans omgivelser? Det kom han nok aldrig til. Ikke uden det var af en praktisk årsag. Og alligevel havde han hjulpet folk i sit liv. Og alligevel, hvis det ikke betød noget i nogen stor plan, kunne han give folk muligheder og ting. Hvis han var i humør til det, hvis situationen var rigtig, eller personen tiltrak ham på den ene eller anden måde.
Selv hans klan var opbygget af hjemløse folk, med evner og vilje, der enten allerede kunne stjæle eller skaffe informationer eller ting - eller folk der kunne oplæres til det. Et liv i kriminalitet, ja. Men også et liv med en garanteret seng, mad og fællesskab. En selvkørende enhed.
"Og kun du kan beslutte hvilke værdier du vil leve op. Og dermed i hvilken retning du skal føre byen som dens nye herskerinde. Jeg gav ikke titlen kun fordi jeg selv kunne blive fri for den. Jeg gav den til dig, fordi jeg vidste du havde evnerne til at bære den. Til at tage velfunderede beslutninger. Og, måske i min egen egocentriskhed, fordi jeg håbede vi kunne fortsætte sammen. At jeg stadig kunne sidde ved siden af dig og snakke politik, brokke os over de adelige eller spille skak. Og fordi, når du ikke er fuld af tvivl og had på dig selv, at jeg ser muligheden for en stærk kvinde. Som kan modstå Natalies ord, eller med tiden selv finde en vej rundt om Natalies ordrer. Noget jeg selvfølgelig vil hjælpe med. Medmindre hun selv dukker op, bliver mange af hendes ord nok givet igennem mig alligevel...Og som vampyr, og selvstændigt individ, er du ikke underlagt hende på samme måde. Selv om hun kan være ret dominerende"
Et svagt smil gled over ham ved de ord, på trods af ordene kunne trække samtalen begge veje - til et svagt smil og forsikringer, eller nye uenigheder. En påmindelse om hvilken situation Sean havde efterladt hende i. Men aldrig med tanken om hun skulle stå i det hele alene.
Aldrig.
"Så...Jeg vil gerne undskylde for at planlægge en helt ny verden, uden først at rådspørge dig. Jeg ved du har ofret personligt i den strid, som jeg i virkeligheden selv stod bag. Ikke noget jeg havde planlagt, vil jeg tilføje. Og jeg håber at jeg stadig kan få lov til at hjælpe dig, så længe du ønsker det"

af **Genevira** Søn 16 Apr 2023 - 15:26

Helt ubevidst drog Genevira et lettelsens suk. Indtil nu, havde hun ikke anet, hvor meget, hun havde brug fr at høre det fra nogen, at hun altså også var glæden forundt. For ind til videre havde det virket som et komplet fjernt koncept. Noget der ville være cirka lige så let at opnå, som det ville være at tage stjernerne ned fra himlen og lave en halskæde til sig selv. Nogle gange virkede glæden endog endnu mere umulig at opnå end dette. Men her sad der en, en hun holdt uendelig meget af og vis holdninger og rådgivning hun respekterede mere end de flestes og sagde til hende, at hun også kunne være glad og hun havde ret til at lede efter en måde at opnå det på.

”Det har du også. Undskyld, hvis jeg fik det til at lyde, som om, at jeg bare syntes, at du skulle være ulykkelig, men…” Her blev hendes tonefald mere luftigt, et forsøg på at lette stemningen velsagtens: ”Jeg havde nok ikke set komme, at din lykke skulle være at blive far. Jeg havde halvt om halvt regnet med, at du ville rejse over havet. Se, hvad der er udenfor vores kontinent.” Hun var glad for, at han ikke havde gjort det. For så havde de næppe siddet sådan her nu.

Hun tænkte over det en tid.

”Men jeg håber du bliver glad sådan her. Virkelig, det gør jeg. Og jeg håber også, både for dig og din familie og du på et tidspunkt kan leve et liv, hvor ingen af jer behøver at holde hinanden hemmelige.”

Havde han så også en kone egentlig? Det forekom Genevira så unaturligt, at hun næsten kom til at le. Nej, det havde Sean næppe. Hvad hans barn, eller var det børn? Så var kommet af, det ville hendes opvækst godt nok gerne have, at hun havde holdninger til, men for nu skubbede hun dem til side.
Hun kunne ikke sidde her og kalde sin næstensøster en bastard. Havde det ikke engang i hjertet at gøre det. Hun som ellers så flittigt dømte andre for ikke at leve op til idealer, der ikke engang var hendes egne. Man dømte bare andre for ikke selv at blive dømt ude.

”Lige nu, så…tror jeg faktisk at mit arbejde med Doomsville gør mig glad. I hvert fald på en måde. Det at jeg kan se, at jeg ændrer noget og gør en forskel. Det betyder noget for mig på en eller anden måde,” funderede hun stilfærdigt.

”Jeg vil gerne fortsætte sammen med dig. Ikke kun for din rådgivning og fordi jeg stoler på dig, men for alt det her,” fastslog hun.

”Elona dal bør vide at jeg har nok mærkelige adelige at klage over til, at det kan udfylde et parti skak,” tilføjede hun så med et lille smil.

Genevira sad sådan lidt i stilhed, nød bare hans nærvær og følelsen af en nyfunden lethed og forståelse.
Til sidst kunne hun dog ikke længere dy sig for at spørge.

”Må jeg se barnet eller sover hun?”

af **Sean** Søn 16 Apr 2023 - 17:12

Han grinte svagt, hvilket mere var en let udånding, end et direkte grin.
"Jeg hader at sejle. Det havde du nok ikke set komme. Men havet...Gør et eller andet ved mig. Så stort, mørkt og uendeligt. Nej, jeg bliver her på kontinentet" bemærkede han i en let tone. At direkte sige han var bange for at sejle kom han ikke til. Men det var nok mere korrekt. Dog havde han set det nyopdagede land en gang. En enkelt gang. Set det, for sin nysgerrigheds skyld, og så rejst hjem igen. Han handlede med informationer, han havde haft brug for at se landet, dets kattefolk og kultur. Også bare for en kort bemærkning.
"Du skal ikke tænke for meget over min lykke. Jeg er ikke engang sikker på om den er opnåelig, eller hvad der skal til for at finde den frem igen. Men tanken om at have snydt Natalie og opnået en af mine største planer i nyere tid... Giver vel en slags glæde" bemærkede han lige så let. Præcis hvad han skulle med sit liv nu, vidste han ikke. Hvad var næste kapitel i hans liv? Lige nu at genoptage arbejdet med klanen fuldstændigt, og sikre Isthars fremtid. Men han blev også ved med at tænke på Aquener. Han ville nok snart rejse dertil. Juniper skyldte jo.

"Jeg havde faktisk glædet mig til at vise dig hende"
Han løsnede krammet, så han kunne komme ordentligt op og stå igen. Kroppen sad næsten fast i den halvklemte position, og det var rart at strække benene igen. En snurrende fornemmelse i hans ene fod fortalte ham at blodomløbet også satte pris på det.
"Jeg...Det....Det er nok for meget at kalde det en direkte familie" bemærkede han, før han gik. Han så tøvende ud et øjeblik, men kiggede så over på hende.
"Jeg har haft nogle børn med tiden. Ukendte, som er dukket op og krævet opmærksomhed fra en far de selv vidste de havde. Og mit forhold til dem var ret...Anstrengt. De var også alle drenge. Og alle er de forsvundet. Rejst, med eller uden et ord. Og selv om jeg godt gad se hvad de er blevet til i deres liv, må jeg også indrømme jeg nok ikke har været en god far for dem, i de korte perioder vi var sammen. Jeg har aldrig bedt om at få børn...Aldrig ønsket dem. Før nu. Moderen og jeg indgik en aftale, og det er ikke fordi vi hverken elsker hinanden eller skal giftes. Men jeg respekterer hende. Hun er dygtig og stærk. Og derfor er Isthar sikret de bedste gener"
Han trak vejret dybt. Hvordan forklarede man den stolthed der lå i stærke dæmongener, for en der ikke var dæmon?
Måske slet ikke.

I stedet forlod han rummet for at finde Isthar. Hun havde sovet lidt, men var næsten lidt vågnet da Sean kom til hendes værelse. Delilah havde lige givet hende mad, og derfor var det måske også en kærkommen pause for hende, at Sean tog barnet lidt. Svøbt ind i et varmt tæppe bar han barnet forsigtigt i sine arme. Tilbage til opholdsstuen, hvor han skubbede den halvåbne dør helt op, som han trådte ind med hende.
Og der var hun. Med det samme mørkebrune hår som sin mor, men øjne der afspejlede Sean. Øjne der kiggede nysgerrig og forundret på verden omkring sig, nu hvor hun var gammel nok til at se mere end fra morens bryst til ansigtet.
"Genevira...Mød Isthar McGivens. Mit eneste ønskede barn, som jeg har tænkt mig at opfylde faderrollen for. Og Isthar...Mød Genevira. Lige nu er din herskerinde, men det siger dig nok ikke så meget. Mit håb var..."
Seans overraskende blide blik forlod Isthar, og endte på Genevira. På en og samme tid blide, men også dybt seriøse.
"...At skulle der nogensinde ske mig noget, eller i virkeligheden bare hvis hun havde brug for andet end sin far...At du ville være der for hende. Det var før vi blev uvenner...Men taget udviklingen nu her i mente, tænker jeg det er passende at spørge ind til det alligevel"
En større tiltro kunne man nok ikke få fra Sean.
Hvis Gene ville det, ville han lade hende holde barnet.

af **Genevira** Søn 16 Apr 2023 - 18:40

”Jeg kan ærlig talt også bedst lide at have fast grund under fødderne. Synet af havet gør mig lidt…urolig,” sagde hun. Det lød grangiveligt, som om at Sean reelt var bange for at sejle. Underligt, Genevira havde det med at være overbevist om, at Sean ikke kunne føle frygt. At Sean på en eller anden måde var hævet over oplevelser som frygt eller ubehag.

”Du tror ikke at det at du…ja du snød vel Natalie, at det kan gå negativt ud over mig vel? Jeg ved godt, at du vil forsøge at holde mig i sikkerhed og hun har nok også selv en vis interesse i at hold emig i live, da hun vel stadig ønsker, at Doomsville skal fungere, men…du ved, Natalie er Natalie.”

Og det var ikke så lidt, man hørte om dæmonernes leder. Og hun havde selv set, hvad Natalie gjorde ved tjenestefolk der generede hende. Godt nok kunne Natalie ikke som sådan forvente at kunne kontrollere Gene, fordi hun ikke var en dæmon og dermed ikke under hendes ledelse, men kvinden var stadigvæk absolut ikke en, hun ønskede at falde ud af kridthuset med. Desuden, lige så utilregnelig som barnedæmonen der ikke var et barn var, lige så meget kunne Genevira ikke benægte at hun var både snu, kalkuleret og i besiddelse af en slags skarp ofte ildevarslende kløgt. Nej for alles, inklusiv byens, bedste, var det nok absolut bedst at holde sig på Natalies gode side så vidt det var muligt. Og dem der kunne blive mægtige fjender ved de værste fejltrin, havde også potentielle for at blive gavnlige allierede, hvis blot man behandlede dem med respekt. Så det havde Genevira tænkt sig at fortsætte med.
Fortællingen om de mange børn, burde måske være kommet mere bag på Genevira end det gjorde, men nu var Sean jo trods alt en incubus og disse havde et vidst ry. Et bæksort et, hvis man spurgte hendes mor og godt havde hun altid været skarp om, at Gene ikke måtte associere sig med dæmoner overhovedet, men disse havde altid, tydeligvis, været de værst tænkelige af slagsen. Hellere få sin sjæl taget eller blive flået i stykker af en bloddæmon end vanæret af deres slags, ifølge Edythe Isherwoood altså. Hun nikkede blot respektfuldt i anerkendelse af hans ord. Kunne ikke sige noget, der ville mildne en eventuel smerte ved at have børn, han ikke rigtig kendte i sandhed eller havde bedt om, så i stedet valgte hun at forholde sig tavs.
Dog lyste hun, til sin egen store overraskelse, helt op, da han kom tilbage med barnet. Måske fordi dette nu var et barn, hun faktisk ønskede at tage sig af og ikke et, hun mere eller mindre blev prakket på i en alt for ung alder, fordi hendes forældre arbejdede for meget til selv reelt at tage sig af deres børn.
Ufortrødent og hjemmevant tog hun imod spædbarnet, holdt hende med en selvfølgelighed, som om Genevira aldrig havde foretaget sig andet.

”Goddag, Ishtar,” sagde hun mildt og strøg babyen over kinden.

”Naturligvis vil jeg det. Du behøver ikke spørge,” sagde hun, da hun atter vendte blikket mod Sean.

af **Sean** Ons 19 Apr 2023 - 7:47

Han smilte svagt. At sige han var direkte bange...Det var ikke noget han nogensinde ville sige. I stedet ville han holde sig til at kalde det ubehageligt, og undgå alle slags skibe så vidt muligt. Hans position gjorde at han kunne sende andre på de rejser. Nej, skulle han længere end hans ben eller hest kunne nå, havde han trods alt vinger.
"Jeg tror Natalie godt kan lide dig. På nuværende tidspunkt. Og om ikke andet, er hendes interesse nok vækket. Både af at jeg tog dig ind og pludselig havde et tæt forhold til dig, og at jeg nu villigt giver magten videre til dig. Men Natalie er Natalie. Og om noget ønsker hun måske netop også at give gengæld for mit nummer, eller sikre sig hun har os begge under kontrol. Jeg er stadig til rådighed for Natalie, så mit håb var at komme hende i forkøbet og sikre dig mod det værste. Men det er altid godt hvis du også selv er forberedt. På hvad som helst. Hun har spioner alle steder. Så familie, venner, folk du bekymrer dig om...Alle kan være et muligt mål, eller en viden hun kan bruge imod dig, en eller anden dag. Jeg er ked af hvis det føles uretfærdigt, at jeg har sat dig i den situation. Men jeg vil gøre mit bedste for at være der" forsikrede han, så godt han kunne. Men i virkeligheden ville han aldrig kunne beskytte hende fuldstændigt. Og Natalie kunne finde på mange ting, som Sean aldrig ville høre om. Hans bedste mulighed var selv at få nogen til at overvåge Genevira og borgen hele tiden. Hvilket han egentlig havde tænkt sig uanset. Ikke noget han nødvendigvis ville fortælle Gene om, medmindre hun spurgte direkte.
"Hun bad mig om oplysninger. På dig. Men jeg gav hende intet. Derfor har hun sikkert sine egne kilder og egne informationer alligevel" bemærkede han.

Isthar lod sig gå fra et sæt arme til de næste. Stadig ikke meget bevidst om verden omkring sig, stadig med begrænsede sanser og uden at forstå hvad lyde og lugte egentlig betød endnu, vred hun sig i sit tæppe. Selv om hun nogle gange kunne kigge på Sean og komme med noget, der mindede om et smil, var hun nok ikke rigtig bevidst om at dem der holdte hende var individer endnu - hun var mere bevidst på sine egne behov, og om der var trygt. Lyde hun kendte, lugte hun kendte. Som af mor, mest af alt, men efterhånden også lidt af far.
Dog var det tydeligt at Gene havde holdt børn før. Det faldt hende naturligt. Sean smilte svagt for sig selv, som han lænede sig op af den ene lænestol og betragtede dem. Gene havde haft et liv før vampyrismen og livet her i Doomsville. Med at passe sine egne søskende. Det var tydeligt, som en understregning af hendes ord tidligere.
"Tak"
Han bukkede sig ned efter kurven og samlede den op. Studerede tingene i den, før han fiskede gedekids-bamsen op. Den kunne ikke gå i stykker, eller gøre ondt hvis den blev tabt. Han trådte over til dem og prøvede at lægge den oven på Isthar. En af hendes små hænder knyttede sig om det bløde stof.
Det ville blive hårdt at opdrage et barn. Men det var hvad hans mål var lige nu. Når hun blev lidt større, altså. Han kunne slet ikke vente - selv om der også lå en lille bekymring. Ville hun udvikle sig til så stærk en kvinde, og ville han ødelægge deres forhold så nemt, at hun også rejste fra han?
Det måtte tiden vise.

af **Genevira** Ons 19 Apr 2023 - 22:01

Genevira kunne, på trods af, at det næppe så meget var en god ting, ikke helt undertrykke en gysen af noget, der mindede om stolthed. Natalie kunne godt lide hende. Natalie. Dæmonernes leder, notorisk for at hade alle og enhver bare for så meget som at se forkert på hende eller sige et forkert ord i hendes tilstedeværelse, kunne godt lide hende. Genevira. Ikke alle mulige andre. Den lille dæmon kunne jo knap nok, så vidt Genevira vidste, lide Sean. På et eller andet plan, følte hun, med denne lille meningsløse kommentar, der måske ikke engang helt passede, for Sean kunne jo trods alt ikke se ind i Natalie von Tenebris’ hjerne, at hun havde vundet et eller andet og at det var vigtigt at holde fast på. Dyrebart, eller i hvert fald mærkbart nyttigt at have ved hånden. Hun huskede det korte nik, den lille dæmon havde givet hende til ceremonien, en løftet drikkepokal i hendes retning. Et tegn på respekt, af en slags, troede Genevira nok og en respekt, der var højt skattet, men helt sikkert også en advarsel om, at hun nu var under konstant overvågning, mere eller mindre, og at hun bare havde ikke at skuffe.

”Jeg tror i hvert fald, at vi opbyggede en vis forståelse for hinanden efter rejsen frem og tilbage til Dragon’s Peak og de…noget kaotiske oplevelser der.” Hun kunne i det mindste ikke gå hen og blive en lige så rodet leder, som Jake Black havde virket til at være. Så skulle der i hvert fald være gået noget helt galt, henad vejen og det agtede Genevira simpelthen ikke at lade ske.. Nej tak, byen skulle styres med autoritet og præcision, der ville ikke blive noget med at dukke for sent op til møder, fordi hun havde glemt dem og så knap nok undskylde.

”Tak, fordi du ikke gav hende noget. Ikke at jeg har voldsomt meget at hemmeligholde, men…jeg foretrækker at vide hvad der bliver sagt om mig. Selv kontrollere narrativet. Ikke at der er meget, hun ikke selv har fundet frem til allerede nu, selv uden oplysninger fra dig, sikkert.” Et øjeblik, kunne Genevira kun sukke ved tanken, men helt ærlig, når det kom til stykket, hvad havde Genevira så, som Natalie kunne bruge mod hende, hvis hun ønskede? Når hun selv tænkte over det, forekom det hende ikke, at hun besad ret meget af noget som helst efterhånden.

Hun tillod sig et øjeblik ubebyrdet af politik, som hun sad og holdt Ishtar, rokkede spædbarnet i sine arme, som om hun hørte til der. For en stund så de to bare på hinanden, udvekslede meningsløse babyagtige lyde og udtryk, som om de var fordybet i en vigtig samtale.

”Jeg har aldrig haft en lillesøster før," hviskede hun til babyen, selvom det var løgn, for det havde hun. Barnet havde bare ikke levet længe nok til overhovedet at få et navn. Da hun døde, havde den dengang ti-årige Ginny været så tynget af malplaceret skyld, fordi hun troede at hendes jalousi over midlertidigt at være blevet erstattet som moderens favorit, hvor hård den tjans end var, havde slået hendes babysøster ihjel.

Hun undertrykte mindet med en næsten tvangsagtig hovedrysten. ”Vi kan sætte en gynge op i haven og lege med dukker,” funderede hun. Forsøgte vel at give barnet, det hun aldrig selv havde haft.

af **Sean** Fre 21 Apr 2023 - 7:49

Sean satte sig i sin stol og tog en tår af den nu noget køligere the. Pyt med det. Der var heller ikke sukker i. Pyt.
Hans blik gled ud i lokalet, til theen, til pejsen, eller til dem. Der var ikke meget at sige eller gøre lige nu. Gene var nu, til dels, medansvarlig for at holde Isthar i sikkerhed. Men det var ikke just fordi hun kun skulle lege med dukker hele livet, pyntes og sendes på underlige skoler. Nej. Sean havde nogle klare planer for hendes opdragelse. Hun var en dæmon af god stand, trods alt. Hun skulle lære at forsvare sig selv, lære at forstå verden. Sean ville lære hende alle de tricks han kunne. Lære hende alle unoderne, så hun ikke manglede en kunnen når hun skulle bruge den. En Jack of all trades, så godt han kunne. Han var sikker på Delilah kunne se ideen med det, selv om moren nok også havde nogle andre tanker om pigens opdragelse. At den på ingen måde skulle minde om Delilahs egen, i hendes syge familie.
En syg familie Sean og Isthar var en del af, om ikke andet så rent biologisk. En syg familie Sean engang havde brugt en del tid ved. De havde ophøjet ham til en slags gud. Nærmest tilbedt ham. Til han havde brudt forbindelsen med dem og rejst tilbage til Doomsville for at genoptage sit liv. Det var et underligt tåget kapitel i hans liv, som han ikke huskede meget fra. Men lige på det tidspunkt i sit liv...Havde de været det eneste alternativ han havde haft. Det eneste ståsted, uanset hvor forskruet de var.

Oh ja. Han havde oplevet mange ting, og de havde alle styrket ham. Eller nedbrudt ham. Gad vide hvad Isthar ville opleve når hun blev gammel nok?
Til sidst blev barnet for utålmodigt. Det var ikke længere sjovt at ligge i armene på en fremmede person, og barnet savnede et velkendt ansigt.
Sean rejste sig til hendes små klynk og gik over for at tage hende op igen. Det hjalp lidt - men det var stadig ikke mor. Så med et svagt smil så Sean over på Gene et øjeblik.
"Jeg må hellere lægge hende tilbage" bemærkede han, før han forlod lokalet med barnet og lod det vende tilbage til morens trygge - og halvsovende - favn.

Da Sean kom tilbage, satte han sig igen. Trak vejret dybt.
"Så...Jeg har jo holdt mig lidt på afstand. Noget spændende vi skal snakke om, i forhold til byen? Hvad er dine umiddelbare planer?"

af **Genevira** Fre 21 Apr 2023 - 17:43

Der gik et stik af dårlig samvittighed gennem hende, da Ishtar begyndte at beklage sig. Alt for vant til, at det var hendes ansvar at sørge for, at småbørn holdt sig i ro, virkede det stadig fejlagtigt, når det ikke lykkedes hende også selvom dem hun tog størstedelen af ansvaret for opdragelsen af aldrig havde været hendes børn. Så da hun igen overdrog Ishtar til Sean var det med en vis følelse af lettelse. Det var på en eller anden måde nemmere at føle andet end bitterhed, når hun vidste, at hun aldrig ville blive hovedansvarlig for barnets ve og vel.Ishtar ville ikke afholde hende fra at leve et reelt liv, på samme måde, som hendes yngre søskende havde gjort. Hvad end for et liv, der overhovedet var at leve i Rotten Root vel og mærke, men ofte havde de mest føltes som en lænke om foden. En tanke hun jævnligt skammede sig over, for det var jo som sådan ikke fordi, at hun ikke holdt af dem. Heller ikke selvom hun jævnligt var nødt til at binde Howard og Phillip fast til ting for at de ikke skulle løbe væk eller finde tilfældige ting at slå hende med.
Imens Sean lagde sin datter tilbage i seng hældte hun nyt te i deres kopper fra den lille tekande, der stod og holdt sig varm under en tehætte, der virkede underligt malplaceret i disse omgivelser. Det var i det hele taget stadig underligt at tænke på at Sean havde et hjem, sådan et rigtigt et. Og tid til at tænke over hvordan hans have så ud også åbenbart, hvis man gik ud fra de mange roser i haven.
Men på den anden side, kunne hun ikke lade være med at undre sig over, om der var noget sted han virkelig nød at være. For her virkede på mange måder lige så køligt som selv hans personlige gemakker på borgen havde gjort det. Måske var hans sande hjem i virkeligheden hos klanen, der huserede i kloakkerne. Det var velsagtens også der, han brugte størstedelen af tiden, når ikke han opdragede på et spædbarn.
Det fik Genevira dog ikke ret meget mere tid til at tænke over, da Sean snarligt kom tilbage.
Hun overvejede hans spørgsmål lidt, imens hun nippede til sin te, rørte sukker ud i den med en metalisk klirren.

”Jeg har et håb om at vi skal være et centrum for viden og innovation. Det vil kræve en del. Vores hospital er under finansieret og skolegangen for alle andre end de allerrigeste er tvivlsom, men med tiden…i princippet er der meget, der kan gøres Sean. Jeg har allerede møder med diverse akademikere, videnskabsfolk, den slags. Og lady Gray virker som om hun har et vidst talent for at skaffe midler. Jeg sværger nogen gange virker det som om hun avler guld ud af den blå luft…Jeg har, må jeg indrømme, visse problemer med kirken, men de er frie til at tilbede som de ønsker, jeg ønsker blot ikke at genopbygge det symbol på undertrykkelse som kirken har været for alt for mange.”

af **Sean** Lør 22 Apr 2023 - 9:09

Sean var en meget tilbageholden mand. Selv om huset i sig selv udtrykte nogle dele af hans personligt - såsom den indirekte beskyttelse af hans hus ved tornede roser under vinduerne, blot som en ekstra irritation for eventuelle tyve og lignende - eller den dyre smag ved marmorgulvet i entreen...Så afslørede huset ikke alt for meget. Måske kom der lidt mere liv tilbage i huset, nu hvor han flyttede ind igen. Ellers havde Delilah og hendes børn boet her i et stykke tid, og havde sat deres præg på den ene halvdel af huset. Nogle rum havde stadig været låst af, fordi de var Seans private rum.
Og netop hans private rum var et større udtryk for Sean. Rum, som kun de mest betroede fik lov at se - når der var en grund til det. Han inviterede ikke bare hvem som helst derind, og lige nu sad han og Gene i en opholdsstue. Der var ingen grund til at opsøge hans gemakker lige nu.
Og selv der...
Selv i hans eget værelse...
Var der en kasse under sengen med en lås, med de mest dyrebareste minder, som ingen nogensinde så. Ingen ville nogensinde se det hele. Det lå ikke i hans natur at vise for meget til en person. Aldrig giv en person det hele - de ville enten bruge det imod ham, eller forlade ham alligevel. Det var meget bedre at sprede tingene ud. Mere sikker, også for hans eget følelsesmæssige liv.
Også selv om han gentænkte noget af det, når Lori nu halvt var tilbage i hans liv. I hvert fald for øjeblikket.

Han satte pris på den nye kop the, som han satte sig. Visse vaner var svære at bryde, og Genevira havde i lang tid hældt the op til ham. Også selv om dette mere kunne betegnes af venlighed, end fordi hun nok sad fast i gamle vaner.
Han lyttede til hendes tanker og nikkede svagt. Doomsville var en slidt by, med store skel mellem folk. Den havde travl nok med at overleve og være hjem til flere raceledere på en gang. Der lå mange konflikter gemt rundt om forskellige hjørner i byen. Samtidig var folk i Doomsville af en eller anden årsag stærke og stolte over deres hjem og liv, og ville kæmpe for det. Så det var ikke fordi de fleste pakkede tasken og flyttede.
Måske var det derfor han kunne lide byen?
Men et fokus for byen kunne være godt. Og videnskab kunne få byen til at vokse, og få nogle nye ting at tænke på. Men det krævede de rigtige lokaler til, og at de kunne tiltrække de rigtige mennesker.
En pludselig tanke slog ned i ham. Men han var ikke sikker på at han brød sig om den. Mest fordi den pågældende person kendte til nogle - godt nok gamle - men personlige tanker og tilstande om Sean. Længe havde han ønsket manden død, men manden havde været beskyttet bag sit venskab til Lori og andre relevante personer i byen.
Han trak vejret dybt og så ned på sin the et øjeblik, som han rørte noget nyt sukker rundt i en hypnotisk røren.
"Kirken...Undertrykkelse. Eller tryghed. Mange forstår ikke verden, og finder tryghed og sammenhæng ved en forklaring. Et sted de kan gå hen for fællesskab og forståelse. Men også en organisation der kan undertrygge og fortælle deres egen agenda. Et tveægget sværd" bemærkede han let.
"Ikke at jeg nogensinde selv har brudt mig om stedet. De prøvede at fortælle hvor farlig og ond jeg var, da jeg flyttede ind på borgen. Bagefter prøvede de at indsmigre sig og få midler til deres virke. Jeg lod dem være, fordi jeg ved mange folk tror på Elona'dal og får tryghed ved det. Sjovt nok...Ikke der jeg ønskede at skabe en borgerkrig. Den ville have været rettet direkte mod mig, trods alt"
Et svagt smil, og et let træk på den ene skulder. Hun måtte være forsigtig i håndteringen af Elona'dal og kirken. Men han forstod hende godt.
"Jeg er ikke inde for den akademiske verden. Hvor intelligent jeg elsker at tro jeg er, er der et punkt hvor jeg ikke kan følge med eller ikke gider fordybe mig mere. Jeg lader andre om at nytænke verden. Jeg har dog et forslag...Jeg ved han er dygtig, og kan måske hjælpe på et eller andet niveau. Han lever her i byen, men er uddannet i Dragons Peak. Hans navn er Dr. August Trott. Et menneske. Haft et hårdt liv, men så vidt jeg ved har han fået åbnet en klinik her i byen. Akademisk anlagt, jeg har mødt ham et par gange" forsikrede han, så nonchalant og ligegyldigt som han kunne, som han tog en tår af sin the.
"Men...Det er op til dig, selvfølgelig. Han er den eneste jeg rigtig kender inde for det miljø. Så er der mange der er kendte af navn, selvfølgelig. Måske vi skulle undersøge dem og tilbyde nogle officielle stillinger her i byen?"

af **Genevira** Lør 22 Apr 2023 - 15:04

Hun smilede svagt til Sean, et glimt af skarpe hjørnetænder ikke helt ulig en kats. For en stund sad de to bare, eksisterede i hinandens nærvær uden at skulle sige noget. Et øjeblik var der ikke noget behov for at at sige noget. Bare at sidde her, nyde en kop te, som de engang havde gjort det, ved slutningen af en lang arbejdsaften. Der var noget beroligende over det, at de gradvist kunne finde tilbage til denne tilstand af fælles ro var et klart bevis på, at Genevira ikke lige foreløbig ville miste ham. En sikkerhed, hun det seneste stykke tid ellers hårdnakket havde påstået, at hun ikke havde brug for. I stedet, havde hun begravet sig i arbejdet helt alene og holdt fast i håbet om at kunne klare sig selv. Men nu, da hun havde fået det tilbage, det at kunne dele sine visioner med nogen og få deres input, mærkede hun skarpt, hvor savnet disse stunder havde været.

”Naturligvis har du ret. Jeg ønsker dog ikke, at de skal have frit spil til at udbrede en så hadefuld retorik om ’mørkets væsner’ som de hidtil har gjort og slet ikke for min finansiering. Jeg overvejede om man kunne bygge noget andet på grunden. Et samlingspunkt på en anden måde, noget mere….alement tilgængelig kultur, ja jeg ved ikke…et teater eller noget, men det virker også brutalt bare at erstatte sådan en bygning. Og religionen har måske stadig sin nytte og rolle at spille. Det jeg ønsker er sådan set ikke at tage folks mulighed for at praktisere fra dem, jeg ønsker blot at nogle få ophøjede skikkelser ikke længere skal kunne bruge religionen som udbredelsesværktøj for deres egne fordomme og andre afskyeligheder. Hvorfor skal så store dele af befolkningen have lov til at blive underkuet bare fordi nogen har besluttet at solen skal være alles nye bedste ven?” spurgte hun og nippede til sin te.

”Men måske…hvis deres retorik med tiden kunne drejes…der er folk, der allerede insistere på, at jeg er mere end hvad jeg er…og lad dem tro det, så længe det er nyttigt, det har i hvert fald været min filosofi ind til videre. Ikke at jeg har tænkt mig at erstatte guderne. Det ville blot få flere til at gå efter mit hoved, men…hvis min tilstedeværelse kan være med til at skabe ændringer, så…” Hun trak let på de spinkle skuldre.

Ved hans næste ord lænede hun sig lidt frem i stolen. Pludseligt nysgerrig.

”Navnet siger mig noget. Han har klinik i Angerforge ikke sandt?” Hun havde set diverse opslag for klinikken rundt omkring i byen og vidste vagt at manden behandlede dem, der ikke havde råd til at gå andre steder hen. Et tiltag hun kun kunne beundre, sådan set.
Hun nikkede til det næste.
”Det var også noget i den retning jeg tænkte. Jeg er allerede selv lidt i gang jo, møder og den slags, men hvis vi kunne tiltrække flere folk…få dem til at slå sig ned her. Doomsville er en stolt by med et hårdtarbejdende folk. Jeg tror, vi vil kunne udrette meget, Sean.” Hun tillod sig et lille smil.

. ”Jeg ønsker at vi skal være et centrum for viden og kultur. Hvis folk kunne skrive andet end død og ødelæggelse om os, ville det også være sundt, tænker jeg.”

af **Sean** Lør 22 Apr 2023 - 19:41

Okay, han var delvis skyldig i byens rygte som hjemsted for død og ødelæggelse. Noget der kunne være en drillende bemærkning, var det ikke fordi deres uenighed netop var baseret på netop der. Og derfor holdt han tanken for sig selv, hvor sand den måske var.
Men ja. Byen var syg. Den havde brug for fred, den havde brug for at komme sig og få det bedre. Og den havde brug for at fokusere på noget andet. Videnskab og kultur kunne give disse ting.
"Skal det være noget kun de rige kan opnå? Over halvdelen af byen vil være ligeglad eller utilfredse, hvis alt du bruger penge på er gallerier for adelen" bemærkede han kort. Men det vidste hun godt - og han tvivlede ikke på hun havde planer for at inkludere hele byen i sine visioner. Så han lod det mest blive sagt, blot for at det havde været sagt.

Han viftede svagt med den ene hånd.
"Jo...Jo, han er vist i Angerforge nu. Jeg ved ikke præcis hvad han beskæftiger sig med, men du kan jo overveje om han vil være god at tage med. Om ikke andet som en enkelt videnskabsmand der allerede kender byen, og ikke kun udefrakommende"
Han trak svagt på skuldrene. Det var svært at sige om han havde en interesse for denne mand eller ej. På den ene side kendte Sean til ham, på den anden side vidste han ikke særlig meget eller virkede yderligere interesseret i ham. For den skarpe kunne man måske fornemme der lå et eller andet uventet der. Men måske ikke præcis hvad.

Hvad angik religion...
Ah. Det var et stort emne, som mange folk kunne bruge timevis på at debattere. Og det var et af de få emner Sean netop ikke gad snakke om. Religion var ligegyldigt. Et middel til kontrol og manipulation, men viklet ind i lange og kedelige historier og troen på noget metafysisk. Frem for bare at tro på faktiske skete hændelser, eller de væsner der allerede gik imellem dem. Nej, han var alt andet end religiøs og han anså religiøse personer for være en smule dummere end alle andre.
Men det var et middel, ja. Og kunne Genevira spille den vinkel, kunne det være en måde at beholde magten og samtidig kontrollere narrativet.
"Det er et tveægget sværd. Det er et stærkt middel, især for de fattige og middelmådige i byen. Men skulle noget som helst tilsøle din helliggørelse, vil hele korthuset også falde. I værste tilfælde mødes en gruppe mennesker med høtyve og kræver dig brændt"
At Genevira var vampyr kunne også blive glemt, eller måske være en medvirkende faktor, alt efter hvordan man så på det.
"Jeg er ikke fremmede til at lege med den slags. Et lille eksempel er at dæmoner ikke behøver spise mad. Så derfor gør jeg det ikke. Både for ikke at spilde tid på det - kroppen er slet ikke van til det - men også fordi det understreger at jeg kan noget andet de fleste. Er noget andet end de fleste. Gøre en lille myte ud af mig selv, blandt mine egne mænd. Du kan bruge din vampyrisme på samme måde" foreslog han, før han tog en tår af sin the igen. Den var noget nær perfekt nu, så det var med at drikke den mens den var det. Om kun et øjeblik ville den allerede være for kold.

af **Genevira** Lør 22 Apr 2023 - 20:53

Hun betragtede ham et langt øjeblik, stillede tekoppen fra sig på det lille bord i mellem dem, før hun foldede de små hænder i skødet.

”Hmm, du har ret i, at noget af det her nok bliver noget primært for folk med privilegier i forvejen, men andre tiltag vil blive tænkt på til de fattige og middelklassen, selvfølgelig. Desuden vil en højere finansiering af vores hospitalsvæsen og, forhåbentlig flere uddannede undervisere med tiden forhåbentlig betyde bedre midler til de fleste. Tænk bare, hvis man kunne have reelt fyldestgørende undervisning på Saint Yeaks skolen for eksempel. Men som du sikkert godt ved i forvejen, er det mere kompliceret end som så, adlen og dem af ringere kår forventer helt forskellige ting og nu er det ikke for at tale ned om nogen, men jeg har selv ligesom været på et sted, hvor jeg nok var at betegne som noget af det laveste blandt de laveste. Og vi kan altså spises af med simplere ting, end folk der har levet hele livet i de højere luftlag,” sagde hun.

”Så længe der er mad nok og husene står, så skal det nok i sidste ende gå, men nu er det på de fattiges rygge, at jeg er nået så langt, som jeg er og de skal ikke gå tomhændede bare, fordi jeg nu har nået toppen. Reelt vil jeg gerne skabe flere og mere stabile arbejdsmuligheder, så folket har mindre risiko for at måtte gå fra hus og hjem i usikre perioder, men jeg er ikke der, hvor jeg ved præcis hvordan endnu. Jeg er ikke naiv nok til at tro, at jeg kan udslette alt fattigdom i vores by. Der vil altid være folk, der slider til ingen verdens nytte og der vil altid være dem, der bliver udnyttet og trådt på af andre, men hvis jeg kan gøre op med bare en smule af det gennem mit styre, så vil jeg sådan set konkludere mig selv heldig,” forklarede hun roligt.

”Jeg vil gerne tale med denne mand tror jeg. Som du selv siger tror jeg det er ganske klogt at have en, der har været i byen længe med i disse planer. Desuden lyder han efter alt at dømme til at være en relativt almindeligt bemidlet mand, hvilket kan være sundt for foretagendet i sig selv. Det skaber ganske enkelt en større diversitet og en forsikring om at det ikke er en eller anden rigmandsklub vi er ved at skabe her.”

Det var nok meget fint, at Genevira ikke kendte til Seans tanker om religiøse mennesker. Hun ville have brudt sig lidet om at blive kaldt mindre begavet, ikke at Sean ville have gjort det. Egentlig var det jo heller ikke fordi Gene havde et særlig hverken sundt, stærkt eller tæt forhold til sin religion. Den var blot endnu et faktum i livet, nøjagtigt som at solen stod op om morgenen og gik ned igen om aftenen. Hvor Sean tænkte på guderne som noget der ikke kunne bevises, så Gene dem snare som ligeglade. Væsner der for længe siden havde givet op og ikke længere lyttede. Og hun havde været vred på dem over det i årevis. Så var det måske ikke på tide at folket havde nogen, der rent faktisk lyttede.

”Det er allerede ved at ske, Sean. Du har set, hvordan folk er. Nu må det, som du siger, bare ikke falde sammen, men så længe jeg sidder hårdt nok på det, så tror jeg heller ikke det gør det.”

Folket havde brug for noget at tro på. Hun skulle bare levere resultater. Eller måske nærmere, virke som om hun leverede resultater. Man kunne opnå meget ved at svøbe sig i et slør af mysticisme.

af **Sean** Søn 23 Apr 2023 - 11:03

Det var sandt. De fattige - eller blot dem i middelklassen - forlangte ikke det samme som de højrige. Hvis den almindelige menige mand måske kunne nøjes med et hastigt opsat galleri af ukendte malere, i en gammel lagerbygning, ville de rige forvente flotte lokaler, stor sikkerhed og en rig strøm af mad og drikke undervejs. De rige ville mærke forskellen. De ville være anderledes, og tage sig anderledes ud end de middelrige eller fattige.
På den måde kunne de fattigere dele af byen måske være nemmere at tilfredsstille. Men uanset hvad satte de nok mere pris på nye huse, bedre sikring af mad og lægehjælp, end et nyt galleri. Hvorimod netop adelen havde brug for adspredelse.
Sean trak vejret dybt.
"Du har ret" medgav han efter en kort tænkepause.
Faktisk gad han også godt selv at få en adelig titel. I sig selv kunne han være ligeglad. Men oven på det hele virkede det forkert ikke at have en, og det ville åbne muligheder for Isthar når hun blev ældre. Men det ville ikke være et passende tidspunkt. Ikke imens byen endnu anså ham som en forfejlet hersker, der blev overtaget af en nu næsten guddommeliggjort en.
Nej. Tålmodighed. I fremtiden kunne han måske bede om det. Når byen var faldet til ro, begyndt at glemme ham, eller han havde bevidst sig selv på en anden måde.
Ikke at han ligefrem var en kulturens mand som så.

Han så over på hende som hun snakkede om sin egen status i byen. Og hun havde ret, han havde set og hørt det. Alligevel hengav han sig ikke i samme forestillinger. På intet tidspunkt ville han selv ophøje hende dertil, eller behandle hende som mere end sin herskerinde og ligesindede. Og han følte stadig det var et farligt spil. Hvor mange gange igennem historien havde konger og herskere ikke trukket det kort? Kun for ikke vide hvornår de skulle stoppe eller trække sig, kun for at hele byen - eller hele landet - havde vendt sig imod dem?
Men selvfølgelig. Der var også de få der havde haft succes. Så måske skulle han passe på med at dømme for hurtigt. Måske var det et eller andet sted fordi han bare håbede det bedste for hende, og frygtede det værste.
Da han anså emnet for nogenlunde så gennemgået, som han orkede at tænke på religion, tillod han sig at skifte emne.
"Og hvad med mig og min klan? Du har kendskab til en af de største klaner i byen, som beskæftiger sig med kriminalitet af alle slags. En underverden. Det kunne være rart at vide om jeg skal holde mine folk langt væk fra dig...Eller om vi stadig har lige meget brug for hinanden"
Nysgerrigt så han hen på hende. Ja, havde noget ændret sig der? Selvfølgelig kunne hun ikke i fuld offentlighed erklære sig ligeglad med kriminaliteten i byen. Seans klan var godt nok mere til den organiserede side, end tilfældigheder. Og et eller andet sted kunne hun også bruge Sean som spionmester - hvis ikke Gray havde indyndet sig nok til at påkalde sig den uofficielle titel endnu.
Ikke at det betød noget. For nu virkede det til han stadig fik lov til at lege en uofficiel højre hånd, der snakkede med Gene når andre ikke gjorde det. Det var godt nok for ham.
Men det kunne være rart at klarlægge deres mere officielle stilling til hinanden. De havde jo begge et spil at spille.

af **Genevira** Søn 23 Apr 2023 - 14:15

”Men kunsten og kulturen er alt andet lige en fremtidsvision, som ikke kommer alt sammen på én gang. Der er vigtigere ting. Mere simple praktiske ting, som måske ikke er det jeg bliver allermest populær på fra dag et, men som alligevel er noget, der er nødt til at blive gjort. De seneste års katastrofer og ressourcemangler har om noget lært os, at vi må være beredte på fremtidige kriser, så befolkningen ikke skal lide mere end højst nødvendigt i mangelsperioder. Ergo må vi gøre mere ud af at bygge områder til blandt andet korn opbevaring, så vi kan rationere, hvis det bliver nødvendigt. Ikke at jeg vil påstå, at jeg nogensinde vil kunne afværge samtlige katastrofer, men det er jo ikke fordi at rationering er nyt, vi skal bare have mulighed for at tænke mere langsigtet end vi førhen har gjort. Desuden vil vi en periode nok være nødt til at hæve visse skatter og afgifter. Ikke lige med det første, hvis jeg kan undgå det. Min første tid som herskerinde skal helst ikke farves som ’Og så kom hun og tog alle vores penge’, men det vil på lang sigt være en nødvendighed i forhold til at få nok midler til en reel genopbygning og forbedring af byen. Jeg kan ikke sikre et bedre hospitalsvæsen eller mere fyldestgørende uddannelser med gode intentioner og lommeuld,” sukkede hun. Hvordan man vinklede en sådan beslutning, så den fik mindst mulig negativ omtale ville sandsynligvis blive Lady Grays hovedpine.
”Den fond vi startede for længe siden, kører også stadig. Så vidt jeg er orienteret har det skaffet midler til blandt andet genopbygning af et par huse og hjulpet et par mindre forretningsfolk med at finde deres fødder igen efter brandnatten.” Hun viftede lidt med hånden.
Ærlig talt følte hun efterhånden, at hun havde fingrene i samtlige projekter nogensinde. Alt det hun skulle have styr på var et stort virvar og samtidig var det at holde sig vellidt blandt hele befolkningen som at gå på line over et syrebasin.

”Ah se, netop det, har jeg faktisk gerne ville tale med dig om i et stykke tid,” sagde hun og betragtede ham med store vågne øjne. Det hele var lettere, når da hun igen var forsikret, at de var på samme side.

”En vis strenghed overfor kriminalitet er både forventet og nødvendig på nuværende tidspunkt. Her tænker jeg faktisk, at vi kan gavne hinanden. For jeg har ikke tænkt mig at røre ved din klan, men I ved hvad der røre sig i…ja, i mangel af bedre ord, underverdenen. Giv mig jeres konkurrenter eller bare mindre fisk, før de bliver større fisk. I slipper af med nogen og styret fremstår effektivt. En win win situation, om du vil.” Hun hældte en smule mere te op til sig selv, drak den i et par slurke uden sukker.

”Desuden vil jeg selvfølgelig være taknemmelig, hvis du, via dine folk, kan sørge for at holde mig…opdateret…der er ting selv en herskerinde ikke kan se. Jeg kan trods alt ikke være alle steder på én gang.”

af **Sean** Søn 23 Apr 2023 - 14:36

Genevira havde meget på hjertet. Han lod hende snakke. Hun havde behov for det, og det var et væld af informationer for ham. Det gjorde det nemmere at forholde sig til hende ideer og planer, når han rent faktisk kendte dem, og vidste hvad hun tænkte om tingene. Men hun bestemte. Og derfor havde han ikke meget at sige til tingene. Rollerne var skiftet: Nu var det hende der kunne snakke om planer og fremtidsvisioner, og Sean der stille kunne lytte og komme med input fra tid til anden.
Men han kunne ikke lade være med at tænke om hun mente han intet havde gjort i de år han havde været hersker. Det lød som om alt manglede, og Sean slet ikke havde i gang med nogle projekter selv. Ikke at han var fornærmet. Hun snakkede bare ærligt om sine planer, og de var et godt sted at starte. Selvfølgelig skulle byen bygges op igen. Selvfølgelig skulle de - hun - prøve at sikre den for fremtiden. Både den nærmeste og længerevarende fremtid.
Og et eller andet sted havde Seans planer måske også mere været med fokus på at holde en nutidig balance, og ikke om hvad der skulle ske i fremtiden. Ikke byens fælles fremtid, i hvert fald. Ja, et eller andet sted havde han måske været overraskende stillestående og uden visioner. Men nu havde han heller ikke sat sig på tronen fordi han selv ville det. Han havde bare vedligeholdt stillingen for Natalie, trods alt. Mon det fik ham til at fremstå mere...inkompetent?
Folk skulle lige vove på at påstå noget.
"Gode planer" medgav han med et let nik. Han skulle også vænne sig fra at tænke fra en bys ve og vel, til hvad der nu var bedst for hans klan, igen.

Og netop det var også noget de kunne snakke om.
Han nikkede let.
"Det er altid godt at komme et par konkurrenter til livs" nikkede han. I hans manglende opmærksomhed var et par dygtige konkurrenter vokset, hvor hans klan ellers før havde næsten eneret. Det var på tide at vise han var tilbage, og at hans klan ikke havde mistet deres evner. At finde nogle navne og opholdssteder ville blive nemt nok. Det var en opgave flere af hans mænd allerede var sat på. Overvågning, til at starte med. Ideen var først at forstå konkurrencen, og måske lade nogle af dem forblive.
Men fordi Genevira kendte klanens opholdssted og nu var herskerinde, måtte han også sikre klanen på nye måder. Skulle de en dag blive uvenner igen, eller der skulle ske noget hvor Genevira var tvunget til at gå imod hans klan...Ville det være dumt at have det hele samlet i hovedkvarteret. Måske han skulle investere i noget nyt. Finde et nyt sted, han kunne flytte hovedkvarteret til, men stadig bruge kloakkerne.
Ja, hvad ville han med klanen?
Uden at vide det inspirerede Gene ham faktisk lidt. Det var på tide med nytænkning.
"Selvfølgelig. Vi kan sagtens give lidt en gang imellem. Det er en stilling der vil gå begge veje. Men bare vid jeg ikke vil bruge dine planer og informationer imod dig" bemærkede han let. Han var ikke trussel imod hende. Det skulle hun vide.

af **Genevira** Søn 23 Apr 2023 - 15:25

Hun sendte ham et lille smil. Næsten en smule genert. Trods alt, var hun stadig ikke helt vandt til, at folk lyttede til hende på dette niveau. Jo, hun havde været vagt klar over, selv når hendes hjerne forsøgte at overbevise hende om, at noget andet var tilfældet, at Sean tog hendes input alvorligt, men dette var alligevel noget andet. Pludselig var det hende, der sad med alt planlægningen. Hvis alt gik galt var det på hendes hoved. En skræmmende tanke, hun for sin egen sikkerheds skyld, nok ikke skulle dvæle alt for meget ved.

”Jeg går ud fra, at vi stoler nok på hinanden til at du ville sige til mig, hvis mine planer på ingen måde gav mening,” sagde hun så.

Genevira ville aldrig være gået så vidt som at kalde Sean inkompetent. Det blev over hendes lig, at hun lod nogen påstå noget sådant, men hun var egentlig relativt tidligt blevet bekendt med deres markant forskellige ambitionsniveauer og visioner for byen. Aller hårdest og da hun var mest vred på ham kort forinden, ville hun nok have kaldt manden uambitiøs, en mand der ikke turde have nogen visioner. Så hård ville hun næppe hverken have lyst eller mod til at være nu, men i perioden efter, at hun havde overtaget herskerstillingen fra ham, havde det været blandt de ting, som hun havde været nødt til at fortælle sig selv. For at overbevise sig selv om, at hun egentlig slet ikke havde brug for ham, når det kom til stykket.
Men egentlig kunne hun jo ikke fortænke ham i noget af det. Han havde holdt på en by, der mere eller mindre brændte under hans fødder, noget af det godt nok igangsat af ham selv, men byen havde også alligevel været et desperat sted, selv uden hans indblanden. Og så det faktum, at Natalie mere eller mindre havde lænket ham til tronen ved foden. Rent metaforisk. Det var ikke ligefrem forudsætninger, der var gavnlige for de helt store visioner. Så meget var Genevira udmærket klar over.
Og de var også bare forskellige. Hvor Sean ikke havde brændt for stillingen som hersker, havde Genevira selv brug for plads til at drømme og gøre sig større tanker for byens fremtid end det der måske lige var nemmest opnåeligt.

”Tak, jeg sætter pris på den bekræftelse,” sagde hun oprigtigt.

”Var der…ellers andet, du ville snakke om?” spurgte hun så, for ellers var det måske på tide snart at vende hjemad. Der var også en dag i morgen trods alt. For dem begge to.

af Sponsoreret inhold

Suffer little children (Sean)

Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)

Sv: Suffer little children (Sean)