Suffer little children (Sean)

Han smilte let for sig selv ved hendes ord.
"Dine planer giver god mening, selv om din strøm af ord kan få det til at lyde som om at du ikke ved hvor du vil fokusere først. Men helt lavpraktisk er det rigtig nok bedst at fokusere på genopbygningen. Igen, og til stadighed. Vi får brug for penge og ressourcer til at bygge så meget. Heldigvis har vi en skov tæt på. Du burde også overveje at videreudvikle på vores handelsforbindelser. Vi er enige om at Dragons Peak nok ikke har meget til overs for Doomsville, så måske du burde se mod syd?" foreslog han let. Sunfury havde jo trods alt fået en ny konge, og personligt havde Sean ikke nået at give denne Valentine særlig meget opmærksomhed. Han var godt klar over, hvis rygterne talte sandt, at det var den samme Valentine som Genevira havde haft besøg af tidligere. Privat. Om det ville være en styrke eller svaghed...
Eventuelt kunne hun jo sende en anden i sit sted. I dette tilfælde, når man tænkte politisk og økonomisk, måtte man kunne se længere end sine egne usikkerheder.

Og ellers...
Han så hen på den næsten tomme kop. Ned på kurven med gaverne.
"Der er en kort ting jeg er lidt nysgerrig omkring..." bemærkede han i en let tone.
"...Jeg fortalte dig jo om at jeg havde en aftale med Lady Gray, og jeg kan forstå I har nået en ny enighed? Må jeg spørge ind til hvad det handler om?"
Hans mørkegrå blik gled op til Genevira igen. Nysgerrig, ja. Men også med en svag bagtanke. Trods alt var alle informationer nyttige informationer, især når han nu ikke nåede at gøre mere ud af sit eget forhold til Lady Gray.

Reelt vidste hun godt at spørgsmålet ville komme en dag. Hun havde selv overvejet det, hvem der ville blive de bedste potentielle handelspartnere at gå til. For allierede ville være strengt nødvendige især i Doomsvilles nuværende tilstand. Og som Sean netop havde påpeget, havde hun også selv regnet sig frem til, at den de bedst kunne nærme sig var syd på. I Sunfury. Hun vred sine hænder. Og dog selv nu, kunne hun ikke helt skubbe et stik af noget smerteligt længselsfuldt bort. Hvilket kun gjorde tanken om at se Valentine igen værre, for hvad ville han ikke sige, hvis det hele bare havde betydet ingenting for ham og hun ikke kunne skjule såretheden i sit ansigt?

”Jeg ved at jeg skal lægge alt det personlige fra mig. Måske kan jeg endda, hvis jeg er kalkuleret her, bruge det til noget, du har sikkert allerede gjort dig disse overvejelser selv, for det har jeg også. Og jeg tror ikke jeg kommer uden om at tage af sted, jeg er ikke engang sikker på, at jeg ønsker at komme uden om det. I hvert fald, når jeg er faldet lidt mere til her, men…er det dumt at jeg er nervøs?” spurgte hun. Ikke som en herskerinde til en rådgiver, men som…ja, hvad end de nu ellers var. Næsten en familie, som Sean selv havde bekræftet det tidligere. Det var ikke fordi, at Genevira hverken forventede eller ønskede, at de skulle sidde her og snakke om følelser. Det ville blive pinefuldt og akavet for dem begge, der vidst på mange punkter var vant til at holde deres følelsesliv tæt ind til kroppen. Men Sean havde levet i uanede mængder af tid i sammenligning med Genevira og ville derfor helt naturligt have erfaringer hun ikke selv havde. Måske havde hun bare brug for, at nogen sagde til hende, at de følelser hun gik rundt med i kroppen ikke var unaturlige. Forkerte på en eller anden måde. Hun var ikke helt sikker og det kom også som en vis lettelse, da de atter skiftede emne.

Hun trommede lidt med fingrene på stolens armlæn, imens hun overvejede, hvordan hun skulle formulere sig.

”Lady Gray er…ja, jeg kan ikke helt placere hende endnu, hvis jeg skal være helt ærligt, men som du sikkert er bekendt med, er det hende, der lavede min indvigelseskjole. Jeg skulle alligevel have et møde med hende, da du havde lovet hende en plads i rådet og det løfte kunne jeg ikke gå tilbage på, som min første handling som herskerinde. Eftersom hun skulle have en plads i rådet blev det naturligt nok at snakke politik. Ærlig talt ved jeg ikke helt, hvordan hun ser mig. Et underholdende eksperiment måske? Men hun er helt afgjort klog og jeg har en fornemmelse af, at hun har om ikke andet en vis respekt for min vision. Endvidere har hun studeret økonomi, hvilket er ganske nyttigt, når man som jeg kommer fra…tja, ingenting. Og hun har, i hvert fald til en vis grad de adeliges øre. Jeg har brug for nogen, der kan tale min sag i de kredse,” forklarede hun roligt.

Hvordan håndterede man personlige sager i politik? Hvordan så man nogen i øjnene, som man var usikker på?
For Sean hjalp det at rationalisere det eller lade det trænge i baggrunden. Fylde sine tanker med praktiske og logiske ting, som han bedre kunne forhold sig til. Men det virkede ikke for alle, og var måske heller ikke altid en sund måde at håndtere tingene på.
Nu var det også begrænset hvor mange i en politisk stilling han havde et akavet forhold til. Det var mere personligt han havde haft nogle dårlige slutninger, som gjorde et nyt personligt møde akavet. Det var meget nemmere som hersker, bare at møde op og være på arbejde.
"Jeg kender ikke hele jeres historie, eller hvordan I skiltes sidst" bemærkede han. Hvordan skulle han kunne sige noget om en situation, når han ikke kendte hele historien? Eller kendte Valentine vel. Han havde mødt manden nu to gange, og hørt nogle historier og rygter. Uden tvivl Valentine måske var en mere...Utraditionel...Konge. Som uden tvivl satte pris på de luksuriøsiteter der fulgte med. Og uden tvivl havde haft en del kvindelige bekendtskaber - og mandlige med, måske. Helt sikkert. Var han ikke selv sådan en?
Et lille smil gled over ham. Måske burde han også rejse et smut til Sunfury, uofficielt.
"Jeg ved ikke hvor tæt jeres forhold var. Og om han måske har følt lige så meget, som du virker til at have gjort. Så enten - og jeg gætter mest, for jeg har ikke en personlig bekendtskab til manden - vil han møde dig som han plejer. Uforstyrret, uden nervøsitet og usikkerhed, eller god til at gemme det bag smil og drillerier. Lade som ingenting. I det tilfælde kan I måske snakke og planlægge som om I begge er på arbejde, og du kan prøve at fokusere på din opgave, og ikke på ham. Det er også muligt han vil komme med kommentarer og slet skjulte hentydninger. Enten for at drille dig, eller skubbe dig ud af balance. Du bør gøre op med dig selv hvordan du ønsker at tackle ham, for du kender ham bedst. Den kolde skulder, der ignorerer eventuelle kommentarer? Som hele tiden vender tilbage til årsagen til dit besøg? Eller vil du give efter og se om der er mere at komme efter? Vær direkte så. Lad ham ikke stikke af fra det, men forlang et klart svar"
Sean trak let på den ene skulder. Som nævnt kunne han ikke love at han forstod manden, eller reelt vidste hvem han var. Seans tanker var baseret på hans egne korte møder med manden, og den mand som Valentine da havde givet udtryk for at være. Men Genevira kunne potentielt kende en helt anden mand. Så måske gav intet Sean sagde mening.
Det var dog i sidste ende også op til Gene at vælge hvad hun ville gøre. Sean kunne ikke andet end håbe han gav lidt perspektiv til tingene. I sidste ende ville det hele nok udvikle sig i en eller anden retning rent spontant. Men det skadede ikke hvis Gene havde tænkt over situationen og sine egne følelser. Og hvor hun ønskede at komme hen med det hele - hvilke svar hun ønskede af sit besøg. Enten privat eller som herskerinde.
Når det kom til stykket var han måske heller ikke god at spørge til råds i kærlighedsaffærer.
Tankerne gled helt automatisk hen på Lori igen.
Hvornår mon han hørte fra manden igen?
Han havde troet at hans følelser lå fastlåst. At hans største kærlighed havde været Alane, og alle andre lige siden mere havde været for at fjerne ensomheden og nyde øjeblikket. Men ved at gense og snakke med Lori...Lå der alligevel lidt mere. Et behov for at se manden igen. Et håb om at han vendte levende og sund hjem, og gerne snart.

Han lyttede nysgerrigt, da Gene fortalte om Lady Gray. Så han var ikke den eneste der var en anelse usikker på hvor han havde hende. Det morede ham en smule. En enkelt kvinde, snu nok til at slange sig ind alle mulige steder, og til at gøre sine omgivelser en smule forvirret over hende.
Måske var der intet at sige til at han gerne ville møde hende igen.
"Lady Gray slår mig som ganske begavet, omend hendes særprægede...Forkærlighed...For perler og roser. Og katte. Hun er helt sikkert sin egen type" bekræftede han, uden hint af fornærmelse, men mere som en konstatering. Ja, et eller andet sted mindede hun om en typisk enke - feminin, med en hær af katte. Normalt ikke Seans type. Men hun formåede at være spændende, og at have noget at give af.
Tankerne gled tilbage på hans møde med hende. Deres samtale, og deres aktiviteter. Et svagt smil gled over ham. Ja, hun var helt sikkert underholdende.
"Pas på med hende. Brug hende. Men vid også at hun helt sikkert lægger sine egne planer. Giv hende aldrig det hele. Selv om en del af de adelige nok kender hende, vil nogle også rynke på næsen over en kvinde er i blandt rådet. Også selv om deres herskerinde er af samme køn. Hun vil få sit at slås med, men jeg har på fornemmelsen hun vil kunne tåle det"
Og måske de mest næsvise ville lide af et pludseligt hjertestop. Det ville ikke undre ham. Også den tanke underholdte ham lidt.
"Tak, fordi du underholdte mig med svaret på mit spørgsmål. Det giver stof til eftertanke. Men nu..."
Sean rettede sig op. Hvis Genevira også mente deres samtale snart ville være slut, ville Sean invitere til at gå tilbage mod hoveddøren.
"...Kan det snart være vi begge må videre?" Foreslog han. Ikke fordi han havde travlt, og på ingen måde fordi han prøvede at smide hende ud.

Hun lyttede til Seans ord med noget, som hun bildte sig selv ind var ro, men reelt var hun nødt til at aktivt at stoppe sig selv fra at kredse i sine håndflader, som hun så ofte gjorde, når hun var nervøs. I stedet knugede hun om stoffet på sit kjoleskørt for t have noget at gøre med sine hænder, der ikke involverede udrettelsen af, hvad der vel i realiteten var en form for selvskade, som hun, ligesom med så meget andet, bare aldrig rigtig havde anerkendt.

”Alt det der lyder selvfølgelig meget rationelt, men jeg føler mig bare dum du ved. Nå, det er også lige meget. Det var ikke fordi, du skulle sidde her og være nødsaget til at ligge ører til alle de dummeste beslutninger jeg nogensinde har truffet i mit liv, men hvis det sætter tingene i perspektiv, så skiltes vi ligesom aldrig rigtig, jeg fik bare at vide, at han ikke ville kunne skrive i nogen tid og så pludselig var han gift til anden side. Det var ikke engang fordi, jeg forventede…ja, jeg ved det ikke. Som sagt, var det dumt og jeg vil ikke bebyrde dig med det. Det er nok bedst at slå det hen. Det her bliver ikke gjort for mig alligevel, men for byens bedste og for folket,” sagde hun. Holdt alle følelser ude af sin stemme med en præcision som lå til en, der havde øvet sig på den slags i årevis. At kunne sige noget uden at afsløre noget andet. Det handlede simpelthen bare om at være mindst muligt provokerende for nogen og nu et godt værktøj til at afholde sig selv fra at svømme fuldstændig over. Hun havde hørt et eller andet sted at nogle vampyrer kunne slukke for deres følelser, men selv i sine mest smertefulde øjeblikke skræmte tanken hende, for hvis man ikke havde sine følelser, hvad var der så egentlig tilbage, når det kom til stykket? Nej, det virkede for brutalt og som om det også ville slette det gode, der trods alt også havde været.

”Men, hvis jeg skulle drage til Sunfury, for jeg tænker at gøre det personligt, alt andet vil blot virke krysteragtigt og som om jeg reelt er nervøs for at se ham igen. Det kan det godt være jeg er, men i dette tilfælde spiller sandheden ingen rolle. Vil du så i hvert fald sørge for at holde øje med tingene, imens jeg er væk?” spurgte hun med et lille suk. En svag hovedpine var begyndt at tage form ved hendes ene tinding. Endnu flere ting at tænke over. I guder, det stoppede aldrig.

”Ja, hun er….spøjs..fra en noget underlig familie også, hvis rygterne har noget på sig, men hun virker kompetent, så for nu holder jeg hende tæt. Jeg skal nok være forsigtig,” lovede hun.
Ved hans næste ord rejste hun sig fra stolen, glattede kort sit skørt ud, før hun så gik over og et øjeblik lagde armene om ham. Ikke et rigtigt kram som sådan, men bare en farvelgestus, der trods alt indikerede en mere familiær status end folk, der arbejdede for hinanden.

”Jeg har meget at tænke over. Fortsat god aften, Sean. Det var rart at se dig igen. Og held og lykke med Ishtar.”

Med de ord forlod Doomsvilles herskerinde huset. Lige så lydløst som hun var kommet.

//Out <3//

Han fornemmede godt hendes nervøsitet. Og derefter forsøget på helt at blokere for om det betød noget eller ej. Hvilket til sammen nok fortalte sin egen historie om hvor meget det betød for hende.
Valentine. En charmør og legesyg mand, som Sean selv kunne nyde en hyggelig stund med. Havde gjort. Og som nu legede med unge kvinders mere skrøbelige hjerter. Ikke i sig selv underligt, var det ikke fordi det lige var Genevira han havde leget med. Måske var der flere årsager end en til at opsøge Valentine.
"Ægteskaber er oftere politiske virkemidler, end et udslag for dyb kærlighed. Så vidt jeg ved gav hans ægteskab ham et titel. Og ikke en ubetydelig en af slagsen. Ikke for at sige der er håb om noget som helst...Men jeg har på fornemmelsen at det er helt andre årsager end kærlighed der fik ham til at gifte sig" bemærkede han. Var der ikke også noget med at hustruen manglede? Eller var rejst? Der var et eller andet der. Nej, på ingen måder Valentine havde giftet sig med et forvokset barn for kærlighed. Ikke en mand som Valentine.
Men han skulle ikke lege med Geneviras tanker og følelser på det punkt. Sandheden, hvis den ville frem, ville komme før eller siden. Eller de ville vokse fra hinanden.
"Og du må altid lette dit hjerte i mit nærvær" forsikrede han roligt.
"Jeg skal nok holde øje med byen imens"

Som de stod op, gengældte han gestussen. Et lille smil hvilede på ham, som han i et øjeblik studerede Genevira foran sig. Som den person hun var, uanset hvor mange fine kjoler hun bar. Den blege hud, øjnene, håret. Men også udtrykket. Han følte en varme til hende. Og en voksende utilfredshed over Valentine.
Et ekstra klem, før han slap hende.
"Og held og lykke med dit. Og tak for gaven"
Med de ord lod han hende gå. Rummet var underligt tomt efter hun var gået. Men det var okay, for i det mindste var deres forhold blevet bedre igen.

//Out