Heart of Glass-Taliia

Sted: Von Umbraslægtens gods tæt ved havet i Aquener
Tid: En maj eftermiddag 1167
Omgivelser: Beskrives i emnet
Emnepartner: @Taliia
Som det var mere reglen end undtagelsen opholdt Lenore sig i sine værelser. Mindre regelmæssigt var dog, at hun i dag havde fået eksplicit besked på ikke at gå i vejen. Sigfred havde åbenbart en eller anden handelsdiskussion, der skulle foregå i dag. Og han havde besluttet sig for at henddes blotte tilstedeværelse i rummet ville ødelægge alle chancer for, at det gik godt. Ikke at Lenore kærede sig specielt meget eller i det hele taget, havde lyst til at være der, når det kom til stykket. I stedet sad hun i vindueskarmen på sit værelse, som sædvanlig med sit broderi i skødet og omgivet af de ravne, der for tiden var hjemme. Der kunne gå dage, i mellem, at hun så nogle af dem hjemme. Det generede hende ikke. Fugle havde det, i hendes øjne i hvert fald, bedst når de kunne komme og gå som de lystede og så længe hun kunne mærke dem og vidste, at de var i sikkerhed ud fra, hvad hun så, når hun, uvilkårligt, delte deres form om natten, bekymrede Lenore sig ikke.

Hun stirrede ud af vinduet, tabt i sine egne tanker et langt øjeblik, ind til Queenie fakkede i hendes hånd i forsøget på at få majskerner. Uden at tænke ret meget over det, rakte hun ned i de dybe lommer på den sarte hvide musselinkjole og fremdrog en håndfuld kerner, som ravnen ivrigt huggede i sig, før den fløj væk igen, over i en anden del af det næsten sterilthvide rum.
Fra tid til anden undrede Lenore sig. På trods af alt Von Umbra-slægten havde gjort sig rige ved at kreere ting, som folk kunne nyde med synet i form af glaskunst og smykker, vis lige, hun havde svært ved at genkende noget andet sted, var der i huset en så næsten militaristisk besættelse af orden. Af rene flader og skarpe linjer, at hun ofte helt tabte sig selv her. Her boede ikke nogen. Sådan føltes det ikke. Alle tegn på, at her levede rigtige åndende væsner, blev i alt hast fjernet, skuret bort og efterlod kun i sit kølvand en sjælløs form for kalkuleret orden.
Men Sigfred kunne ikke slette Lenore, der selv i sine hvide kjoler bar sig på en måde, der var mere i øjenfaldende end huset tillod, med de strålende og underlige broderier, de sært stirrende øjne og et skammeligt ubehag ved andre menneskers tilstedeværelse. Så i stedet for at tvinge hende til at rette ind, som han forsøgte forud for større selskaber, havde han altså i dag forsøgt at gemme hende væk.
Havde hun været, som hun var engang, ville hun og Edgar sikkert have moret sig med at flytte alting bare en smule og se, hvor længe der gik før Sigfred opdagede det.
Nu levede hun bare.
Lyden af vognhjul fra langt nede tog hendes opmærksomhed og hun så ud af vinduet og ned i forhaven, hvor hendes mands fremtidige forretningspartnere lod til at være ved at ankomme.

Outfit: Skjorte, men i grøn silke. Lysegrå silke bukser, sort bælte (skjult af skjorten) og sorte læder støvler.


Taliia ankom til godset sammen med en gruppe på ti, blandet mænd, kvinder og racer. Gruppen var alle klædt i hvide skjorter og sorte bukser. Hun kunne ikke lade vær med at komme med en drillende kommentar til sine folk.
”Gad vide om modtagelsen her bliver ligeså varm, som sidst?” Folkene lo hjerteligt, da de tydeligt kunne huske hvordan de var blevet modtaget hos Familien Merefort.
Taliia tog et dybt åndedrag og lukkede det langsomt ud, inden hun fortsatte frem mod døren hvor hun bankede på. Så snart den blev åbnet, bukkede hun let.
”Taliia Leigan. Er ventet af Lord Von Umbra.” Herefter ventede hun roligt til at tjenstefolkene kunne give beskeden videre og komme retur med herrens svar.

Mens hun ventede så hun rundt på de forskellige planter, der var i forhaven. Hun nød virkelig følelsen af naturen.
Folkene gik stille og roligt rundt, mens de flyttede lidt rundt med kasserne i vognen. Nogle af dem var tomme og andre var fyldt med sorte opaler. Humøret var højt og vittigheder blev udvekslet gruppen imellem.

Tjeneren, der havde åbnet døren for Taliia og hendes følge, gennede hurtigt hele følget indenfor efter at have bedt en lakaj informere herren om, at hans gæster var ankommet. Taliia skulle for så vidt ikke vente ret længe efter at have annonceret sin ankomst. Sigfred Von Umbra var, hvis ikke qandet, en yderst punktlig mand. Handelsfølget ville stå til ansigt med en slank ung herre iklædt en dragt af klart jadegrønt stof. De kalkulerende mørkegrå øjne var så et øjeblik forvirrede ud bag et sæt runde messingindfattede brilleglas. Så var det som om forvirringen fordampede og i stedet trak mandens ene mundvig op i et sardonisk smil, imens han strøg en lok sandblond hår væk fra sit ansigt. Han ænsede kun Taliia meget kort. Så ellers lige igennem hende, der fra sin plads på toppen af trappen til førstesalen.

”Det lader til, at jeg skulle have medbragt min hustru," sagde han tørt og så rundt på de forsamlede kvinder. I stærk kontrast til de vittigheder der var blevet udvekslet mellem klansfolkene for et øjeblik siden, var der noget i Von Umbra husets blotte atmosfære, der erklærede at dette var en dødsenslvorlig sag og det koldt desikerende blik som husets herre sendte især kvinderne i forsamlingen talte sit tydelig sprog om, at han ikke brød sig om ikke at blive taget alvorligt. Ej heller var hans hensigter at hidkalde Lenore, så hun kunne deltage i nogen af forhandlingerne, men snare, at hun kunne gøre, hvad han anså for hendes hustrulige pligt og fjerne disse folk fra hans årsyn således, cat forhåndlingerne blev overladt til, efter Sigfred Von Umbras mening, kompetente forretningsfolk. Han anede ikke, hvor forkert han var ved at træde og hvis Lenore havde været her, og havde haft et særlig åndsfrit øjeblik, ville hun måske have leet af ham. Erklæret for sin husbond, at dette var præcis årsagen til, at folk ikke tog ham alvorligt. Så forstokket i sine veje, at han ikke kunne se udover sin egen næse og endte med at spænde ben for sig selv.

Som sagerne stod blev en tjenerinde i alt hast sendt til fruens værelser med besked om, at hun var ønsket omgående.
Lenore vidste, at Sigfred næppe ville bryde sig om, at hun viste sig som hun var. Med det lange mærke hår i en simpel fletning og den hvide kjole med pufærmerne og det mangefarvede broderi af stirrende øjne og blæksorte ravne siloutter. Men når han havde bedt hende om ét for så i næste sekund at vende på en tallerken og bedyre, at han ønskede det stik modsatte, var det hans eget problem.
Hun så på følget der alle sammen et øjeblik syntes hende, lige så fortabte, som hun altid selv følte sig. Stirrede et øjeblik på dem med sine næsten sølvfarvede øjne med det permanent vilde udtryk.

”Hvis I venligst vil følge mig ind i salonen,” sagde hun og hendes stemme føltes rusten. Uvant med at tale med mennesker.

Så snart de blev vist indenfor, dæmpede folkene sig. Nogle af dem blev ude ved vognen, mens andre fuldte med Taliia indenfor. Folkene havde et par kasser med opalerne og et par tomme kasser med ind.
Alle som en af folkene så lidt undrende på Lord Von Umbra, da hans tørre ord og kolde blik nåede dem. Dog var der ingen, ikke engang kvinderne, der viste tegn på underkuen, nærmest tvært imod. De stod roligt og vurderede situationen, for ikke at sige at de afventede Taliias beslutninger.

Taliia bukkede for husets herre med et venligt smil, mens hun holdte sin egen undren i ave.
”Lord Von Umbra. Så vidt jeg forstod var det Deres ønske at mødes omkring et muligt handelssamarbejde.” Hun så afventende på manden, mens hun tænke om dette ville ende godt eller skidt. Indvendigt var hun klar på at give manden ren besked, hvis han blev ved med at være ubehagelig.

Så snart husets frue ankom bukkede Taliia og mændene, og kvinderne nejede. Da Taliia hørte fruens stemme, smilede hun venligt.
”Naturligvis, Lady Von Umbra. Jeg har set frem til dagens forhandlinger, og har medbragt en lille gave til Dem.” Hun fandt en lille æske frem fra en lille læderpose, der hang i det skjulte bælte. Æsken indeholdte en halskæde med sort opal.
Mens hun talte med fruen, holdte hun et vågent øje med herren, i det tilfælde at han skulle reagere på en aggressiv måde.

Lenore lyttede tavst til kvindens ord. Kunne ikke helt vurdere, hvorvidt kvinden, der i øvrigt så ud til at være en elver, spøjst, det var ikke mange af skovenes folk, hun typisk lagde mærke til i havnebyen, var uforstående overfor Sigfreds hentydninger eller om hans attitude blot frustrerede hende. Det sidste ville i for sig være forståeligt. Lenore havde blot, efter over tredive år i dette ægteskab, vænnet sig til Sigfreds væremåde i en sådan grad, at der næsten var tale om, at hun ikke ænsede den længere. Hvad hun i starten fandt ubehageligt, lagde hun nsten ikke engang mærke til selv længere. Så blot til, imens han bebrejdede alle andre end sig selv for alverdens problemer. Et eller andet sted havde hun ventet, at han ville sige noget mere grimt. Skyde sig selv i foden og dermed afslutte alle muligheder for forhandling inden de overhovedet var kommet i gang. På den anden side vidste hun godt inderst inde, at hendes mand var klogere end som så. Dog kom det alligevel bag på hende, da han vendte sig mod hende med et strålende smil. ”Jamen, hvorfor overtager du så ikke bare, kære? Du lader allerede til halvvejs at have lagt dem ned,” sagde han i en mild tone, sikkert en hentydning, at de, af ren og skær høflighed, havde medbragt hende en gave. En gave som Lenore et langt øjeblik havde været helt opslugt af at stirre på. Ravnen i hende havde fundet noget, der skinnede og var for et øjeblik fuldt ud fokuseret. Det var Sigfreds ord, der dog hende tilbage til virkeligheden og nu stirrede hun vildt på skiftevis ham og den lille forsamling. Det kunne hun da ikke…..men noget valg havde hun ikke, han havde besluttet sig for, at dette var måden, hvorpå han reddede sig selv fra at tabe ansigt og nu hvilede det på hende ikke at ødelægge det. Lenore stod stiv som en saltstøtte indtil han opmuntrende klemte om hendes skulder. Det føltes som en advarsel.
Husets frue kastede den lange fletning over skulderen, tillod sin mand at kysse sig på hånden, som var de fremmede og gik så som en søvngænger ned ad den kolde marmortrappe.

”Så lad os tage forhandlingerne til…ville de foretrække salonen eller haven, lady….” Det gik for sent op for Lenore, at hun ikke anede, hvad kvinden hed.

Det glædede Taliia at se hvor optaget fruen var af smykket. Så var det ikke en hel tosset start på forhandlingerne.
Og alligevel... Lord Von Umbras ord sendte en iling gennem Taliias krop. Var manden ude af stand til at være venlig? Taliia var på nippet til at åbne munden og give manden et par 'gode' råd. Men hun afholdte sig indtilvidere fra det, da hun så hvor forvirret fruen så ud. Hans gestus med at give sin hustrus skulder et klem, virkede det for Taliia som om han truede sin hustru. Og det var virkelig noget Taliia ikke kunne fordrage.

Fruens ord om hvor hun ønskede forhandlingerne, gav Taliia en ide. En skælmsk ide, men ikke desto mindre en ide. Hun smilede venligt til Lord Von Umbra og nikkede, inden hun henvendte sig til fruen.
”Bare Taliia. Jeg er ingen Lady. Men nu hvor Deres mand har frasagt sig sin deltagelse, så er det Dem som vil få fordelene ved udkommet af forhandlingen.” Hun viste at han stadig var tæt nok på til at kunne høre hende, samt at der var en risiko for at han ville blive ubehagelig. Det var sjældent at højtstående mænd kunne fordrage at blive udelukket fra fordele ved en handel. Taliia fortsatte til fruen.
”Jeg vil være beæret over muligheden for at se Deres have. Jeg er sikker på at den er formidabel. Hvis De tillader et spørgsmål: Er det ravne eller krager, som er broderet på Deres kjole.” Hun udstrålede ærlighed og nysgerrighed. Hendes gang var selvsikker og rolig, som om hun ikke var generet af herrens ubehagelige opførsel.
Både hun og folkene ville følge med husets frue. De medbragte de kasser, som de havde taget med ind i huset. … Og holdte, samtidig et godt øje med husets herre, der nærmest omgående var blevet stemplet som 'vi ved ikke hvor vi har dig, og vi stoler ikke på dig'.

Hvad i alverden for en fordel ville det være, som Sigfred ikke ville kunne drage nytte af`? Hun var en gift kvinde og dermed v ar det der var hendes i for sig hans. Forvirret skævede hun tilbage op af trappen, hvor Sigfred stod og studerede sine negle. Som om han helt havde tabt alt interesse for samtalen. Taliias ord fik kun et hånligt fnys til svar, før han vendte sig og forsvandt. Det eneste der afslørede, at han overhovedet nogensinde havde været til stede var den hastigt forsvindende lyd af hælene på hans blankpolerede laksko Lenore vendte opmærksomheden tilbage mod Taliia med en fornemmelse af at være blevet smidt direkte i det allermest hajfyldte hav nogen kunne finde. Ikke fordi, at Tallia ville hende noget. Det mente hun i hvert fald ikke umiddelbart ud fra den energi elverkvinden udstrålede, men ingen kunne fornægte, at hun, som brugte det meste af sin tid alene og omgivet af ravne fremfor andre menneskelignende væsner. Og desuden var hun blevet efterladt med en forventning. Sikkert en forventning om, at hun ville fejle, men det i sig selv var også en slags pres.
Lenore nikkede kort til Taliias ord, om, at hun ønskede at se haven. At lede dem derud købte hende en stund, hvor hun ikke behøvede at bruge aktivitet på at finde på noget klogt at sige. I stedet lagde hun alt sin energi i at få gennet alle sine gæster på plads i god ro og orden. I forbifarten bad hun, en anelse modvilligt for hun brød sig lidet om overhovedet at henvende sig til husets tjenestefolk, der ikke var dem som hun var kommet med ved indgåelsen af sit ægteskab, en tjener om at bringe te og andre forfriskninger ud i haven. Ikke til hende selv. Hun spiste eller drak sjældent, hvad der blev anset for menneskeføde, og da slet ikke foran fremmede, men almindelig høflighed havde hun da trods alt stadigvæk, selvom folk undertiden lod til at være overbevist om, at noget andet var tilfældet.
Hun ledte dem gennem huset og ud i den solbeskinnede have omgivet af en mur i grå sten og indlagt med muslingeskaller taget fra Aqueners strande. Blandt de tungt duftende kulørte blomster stod diverse statur af personer og magiske skabninger. Disse var dog ikke traditionelle statuer for de var lavet af kulørt glas og de strålede alle i solen.
Det var tydeligt, at alt her, ligesom indenfor, havde sin helt egen ekstremt strikse orden. Alt stod præcis hvor det skulle og ikke så meget som et blad eller en gren fik lov at vokse ”forkert”
Lenore satte sig ned på en lille sølvstol midt i haven. Slog ud med hånden for at indikere, at gæsterne kunne sætte sig.
Først nu svarede hun på Taliias spørgsmål.

”Ravne…de er…misforståede dyr af mange desværre. Folk ser ravne og ser død,” sagde hun luftigt. Det havde vel også en vis styrke. Det havde det haft da hun var ung i hvert fald. Bønderne omkring familiegodset i Forestina ville nok aldrig helt kunne slippe hendes image efter alt det hun og hendes brødre havde rodet sig ud i.

Så snart de nåede ud i haven, kunne man tydeligt mærke på Taliia at hun blev mere glad. Som om havens blomster, buske og træer hilste hende velkommen. Hun lyttede smilende til fruens ord om ravnene imens hun satte sig på hug ved siden af en blomst, som hendes fingere strøg meget blidt. Det var nærmest som en elskers kærtegn. Taliia så op på fruen og smilede venligt.
”Ravne er faktisk nogle af de fugle jeg beundre mest. De er ligeså store slyngler som jeg selv kan være.” Hun rettede sig op og satte sig på en af de andre sølvstole, mens hun så lidt nysgerrigt på fruen.
”Tilgiv mig hvis jeg er for nærgående. Men hvor længe har De været gift?” Hun var klar på at skifte emne hvis det var for meget for fruen. Men hun kunne ikke lade vær med at undre sig over hvad der fik fruen til at blive ved sin mand, når han behandlede hende som luft.

De andre klanfolk holdte sig på afstand og passede på hvad de rørte ved. De var meget opmærksomme på hvem der bevægede sig i nærheden af Taliia og fruen. For ikke at sige at de holdte øje med husets herre, hvis han skulle vise sig.

Der var noget sært ved at se, hvordan hele Taliias kropsholdning og energi syntes at ændre sig så snart de trådte ud i haven. Selv denne indkapslede og strengt ordnede natur havde altså en beroligende effekt på en skovelver? Ikke at Lenore havde haft mange møder med elverfolk. Selv under sin barndom og ungdom på Gray-slægtens imponerende gamle gods i udkanten af Forestina havde hendes kendskab til elverene været begrænset til enkelte af de bønder, der boede i nærheden af familiens hjem. Og hvad hun havde lært dengang var at elvere umiddelbart ikke virkede til at bryde sig om at nogen forsøgte at tæmme eller kontrollere naturen. Eller at have dæmoner i deres nærhed i øvrigt. Var der noget sørgmodigt i måden elverkvinden stod og rørte ved hendes blomster, eller projekterede hun bare, fordi det i et øjeblik mindede hende om, hvordan Edgar plejede at røre hendes kind?
Lenore vendte det tåget sølvgrå søvngænger blik mod Taliia og sendte hende noget, der næsten var, men aldrig rigtig nåede at blive et rigtigt smil. Blikket der ellers havde en tendens til en næsten fortvivlet vildskab syntes at være faldet til ro, havde fået et næsten nysgerrigt skær på trods af dets drømmende reserverede natur.
”Men hvordan definerer De en slyngel? Lever ravnene ikke bare? Og definerer De da Dem selv som en slyngel blot for at leve?” ?” spurgte hun, reelt nysgerrig efter at vide, hvad Taliias vurdering af hende selv ville være.
Og så med et blev hendes blik forvirret igen. Selv tænkte hun så lidt over sit ægteskab, at det var hende dybt mærkeligt at folk bragte det op? Hvor længe havde hun været gift? Hvad var tid? Betød det i det hele taget noget, når det kom til stykket?

”En evighed og et blink med øjet,” svarede hun kryptisk og vendte blikket moed sine hænder. Den sølvskinnende vielsesring med den køligt strålende diamant stod i skarp kontrast til den snoede vinrankeagtige bronzering på hendes venstre hånd. Stenen var så mørk lilla, at den næsten var sort.

Hvad er tid, Taliia? Betyder det noget?”

Taliia smilede lidt skælmsk, ved minderne om de år hun havde været pirat.
”Det jeg mente var at ravne er kendt for at snuppe ting og sager, som de syndes om. Jeg og mine venner her har tidligere været pirater gennem mange år, hvor vi ligeledes snuppede ting og sager, som vi kunne få fingrene i. Vi elskede at finde velfyldte handelsskibe som vi plyndrede, og solgte derefter en del af varerne, netop for at kunne sikre mad og drikke på bordet. Men for cirka fem år siden, efter at vi mistede en af vores ledere og hans arving, lagde vi vores levevej om. Siden da har vi kun sejlet med forskellige handelsvare.”

Svaret: en evighed og et blinke med øjet, fik Taliia til at glippe overrasket med øjnene. Det forvirrede blik hjalp heller ikke. Men på en måde var det ikke så overraskende, når man tænkte over hvor køligt Lord Umbra havde været over for sin hustru.
Og spørgsmålet om hvad tid var, fik Taliia til at tænke lidt.
”Tid kan betyde en del. For et menneske vil tiden være kostbar, da de ikke lever så længe. For elver, uanset underrace, er tiden mere løs, da vi lever omkring tusind år. Jeg tænker at for dæmoner, vampyrer og engle, som kan leve flere tusinde år eller evigt, betyder tiden mindre eller intet. For mig personligt, betyder tiden en del. Den bringer minder fra min fortid, på både godt og ondt. Den minder mig om at livet er særligt og bør værdsættes, da vi ikke ved hvordan dagen i morgen bliver.” Hun blev lidt mut ved minderne om sin afdøde mand og svoger.

I lang tid sagde Lenore ikke noget, men så bare på Taliia med det uudgrundelige grå blik. Fra pirater, der nød at plyndre handelsskibe og til handelsklan? Javel ja, selv i sin omtågede tilstand var det svært for Lenore at forestille sig at det skabte ret meget tiltro ved et forhandlingsbord.

”Og havet vaskede jeres forbrydelser bort som tidevandet der trækker sand ud? Eller er i tidevandet? Lavt det ene øjeblik for så at vende stærkt tilbage som I engang var?” spurgte hun. Der var ikke som sådan en fordømmelse eller overhovedet en ægte holdning til Taliias fortid i Lenores filosoferen. Bare oprigtig undren over, hvordan i alverden de fik dette til at løbe rundt. Vidste Sigfred dette? Hun havde svært ved at se en så ordens besat mand villigt associere med noget så præget af kaos som pirater. Om så det lå i fortiden eller ej. Hvis de kunne vende på en tallerken en gang, kunne de også gøre det igen velsagtens.
Og to menneskers død havde været nok til at de lagde hele deres levevej om. Meget vigtige folk, måtte det således være. Eller nogen, der havde holdt dem i et tyranisk jerngreb og dermed fastholdt resten af besætningne i pirateri mod deres vilje. Ligegyldigt, hvad historien helt præcis var forstod Lenore den ikke rigtig. Det var trods alt ikke som dengang hun og hendes brødre havde leget i en gammel robåd ved søen tæt ved deres barndomshjem. Det her havde sandsynligvis kostet rigtige væsner livet og Taliia virkede ikke tynget. Snare tvært imod. Hun talte som om det blot var en hver anden anekdote.


”Vi drukner vel alle sammen i tiden,” funderede hun et øjeblik og vendte det utilstedeværende blik mod himlen.

”Vi har mere tilfælles med de dødelige end mange af os vil være ved. Vi hænger bare fast længere.” Under tiden vidste hun ikke længere, hvad hun holdt fast i. På den måde havde det været lettere at drukne i havet. Det hørte trods alt op engang.

Taliia rystede på let på hovedet, mens hun smilede.
”Nej... Der er stadig mange som ikke tror på at vi ikke plyndre deres skibe. Men med tiden vil de måske ændre mening som andre. Desuden er det åben viden for alle. Vi skjuler intet, hvad angår klanens fortid.” Det undrede hende en smule at fruen spurgte på den måde, men det kunne jo tænkes at hendes mand ikke havde delt sin viden med hende. Og angående hendes mand, så havde Taliia tænkt sig at sørge for at fruen fik fordele som han ikke kunne tage fra hende.

Hun så roligt på fruen, som denne funderede over sine egne ordvalg. Noget tydede på at fruen måske havde et ønske om at komme ud af sit ægteskab. Eller det var i hvert fald sådan Taliia forstod det.
”Hvis havets gudinde ønsker mit liv, så vil jeg ikke afvise hende. Men jeg vil helst fortrække at sove ind i skovens dyb. Men ja, nogle gange bliver jeg stadig overrasket over hvor skrøbelige mennesker kan være. ” Hun satte albuerne på sine ben og hvilede hagen i sine sammenflettet finger, imens hun så direkte på fruen.
”Men for at vende tilbage mod forhandlingen. Jeg sagde inde i huset at De ville få fordelene ved forhandlingen og det står jeg ved. Hvis jeg har det rette indtryk af Deres mand, hvilket jeg tror. Så vil han forsøge på at tage alt hvad jeg retter til Dem. Han vil mene at han er i sin gode ret til det, eftersom De er gift med ham. Men jeg har fundet et par metoder som kan sikre Dem.” Taliia så undersøgende på fruen, for at lodde fruens sind og ønsker.

Hun betragtede Taliia, på den ene side vurderende, på den anden side så langt borte i blikket, at man let ville kunne bilde sig ind, at hun lige nu rent faktisk betragtede noget helt andet, havde et helt andet fokus end elverkvinden foran sig.

”Fortiden kan ikke forblive begravet. Før eller seenere, vil de ting vi løber fra komme tilbage for at hjemsøge os alle. I har kastet et lys over jeres, men lys kan også blænde,” konstaterede hun med sin sært klangløse næstenhvisken.
Hendes udtryk blev næsten sørgmodigt ved Taliias næste ord.
”De er langt fra skoven, hvis det er der De ønsker at dø,” sagde hun. Men havde hun ikke haft det på præcis samme måde under sine to graviditeter, som hun var sikker på ville tage livet af hende? Hun ønskede ikke at syne hen i dette sterile hus. Så hellere falde om blandt Gray-familiens vinplanter. Mærke solen mod sit ansigt og duften af jord. Men sådan var det altså ikke blevet. Primært af den årsag at hun, for så vidt, stadig var levende. Hvilket i for sig vel var meget godt. Der var ikke ret mange af hendes familiemedlemmer, Lenore kunne se tilgive sig, hvis hun rent faktisk havde været gået hen og var død. Og hun ville desuden ikke forlade Edgar. Eller Edwin. De børn, hun med sin død ville have efterladt, foretrak hun at undlade at tænke på. Hun rystede tankerne af sig med en ihærdig, næsten panisk, rysten på hovedet. Hendes hjerne var, igen, gået ud af en tangent, hvor hun ikke brød sig om at være.

”Men Taliia,” sagde Lenore med de store øjne vidt opspærede og det sært overraskede lidt hvile udtryk af uhæmmet forvirring malet i et træt ansigt.

Han er i sin ret. Vi er gift,” ,” mindede hun denne spøjse elverkvinde om. Hvad vidste hun, måske havde elvere bare intet koncept af pligt. Familiens ære og rygte. Faktisk anede hun kun meget lidt om elvere.

”Det kan jeg ikke løbe fra. Lige så lidt som det ville gøre ægteskabet usandt, hvis jeg huggede min ringbærende finger af.” Vidste hun dette fordi hun havde overvejet sidstnævnte? Det stod uklart.

Hun sad fortsat på den tænkende måde, mens hun lyttede til fruens tale og nikkede fra tid til anden.
”De har så evigt ret. Fortiden kan være noget af et marerit. Nogle gange tænker jeg virkelig, at det er et under at jeg stadig er i live. Men guderne må have en mening med det. Og ja, jeg er langt fra skoven nu. Men jeg bære altid noget af den i mit hjerte og sind. Og jeg tager nogle gange på rejse i Ashen Wood Forest, som ligger tættest på.”

Hun smilede lidt bredere ved fruens næste ord, der blev leveret sammen med et sært overrasket og forvirret udtryk.
”Jaa.... Han er i sin ret gennem ægteskabet. Men det betyder ikke at De ikke selv har ret til en formue, som kun De råder over. Særligt hvis jeg gør det til et krav i forhandlingen.
Jeg kender nogle stykker, hvor fruerne og døtrene opspare deres værdier, af hensyn til hvis de en dag skulle stå alene, og syndes at det er meget passende.”

”Vi må vel danse på skæbnens marionettråde ind til livet er færdige med os. Men jeg savner Forestina. Der er ikke de rigtige lyde her,” sagde hun gravalvorligt. Von Umbra godset var af nyere dato og manglede lydende der fulgte med et gammelt hus. Hendes barndomshjem havde virket som om det i sig selv var et levende åndende væsen. At komme hjem til huset havde altid virket mere betryggende end noget forceret kram fra hendes forældre ville have kunne gøre. Men den ene gang Sigfred af høflighed havde bragt hende hjem efter ægteskabets indgåelse, havde han været ved at blive sindssyg af lydende af et gammelt hus der knagede og gav sig for ikke at tale om lydende fra skoven, der omgav huset.
For Lenores vedkommende havde det taget en evighed at lære at tolerere den ensformige lyd af havet i Aquener. Og lyden af skrigende måger kunne stadig på dårlige dage drive hende ud i noget, der for hende mindede om vanvid.

Hun undrede sig over, hvad Taliia havde at smile af. Måske ville disse forhandlinger virkelig gå i vasken, som Sigfred forventede at de ville, for Lenore forstod sig tydeligvis ikke på denne kvinde overhovedet. Og Taliia forstod sig, for sit vedkommende, tydeligvis heller ikke på, hvad det ville sige at være Lenore, men det galt nu engang for de fleste. Om nogen, så var Lenore vant til ikke at blive forstået af andre end sine søskende.

”De forstår vel, at både De og jeg er født med de forkerte dele til at kunne afkræve min mand noget,” sagde hun. Ikke fordømmende. Ikke engang frustreret. For Lenore var det blot en konstatering af livets faktum.

Hun blev lidt overrasket over at høre at fruen savnde Forestina. Så fruen var vokset op der, uden at være elver. Hmm... Det var interasant. En viden Taliia ville gemme i sin hukommelse og måske bruge en gang i fremtiden.

Det næste fruen sagde, fik Taliia til at le hjerteligt.
"Åh ja. Det bliver jeg mindet om mindst et par gange om ugen, siden jeg besluttede mig for at blive her i byen for et par år siden. Men det ændre ikke mit synspunkt. Hvis De ønsker at have en opsparing til Dem selv, så skal De blot sige til og jeg skal sørge for at den blive passet godt på." Hun strakte sig en smule og så venligt smilende på fruen. Der var noget forfriskende ved kvinden, selv om hun kunne virke forvirret. Gad vide om hun var dæmon? Og i såfald, hvilken type?
"Hvad forhandlingen angår, så havde Deres mand skrevet noget omkring kunstneriske glasvare og smykker. Hvis varene er ligeså smukke som disse statuer, så er jeg virkelig intraserret." Hun lavede en gestus med den ene hånd ud mod statuerne.

”Jeg har ikke gjort mig meget i forhandlinger før, så…jeg beklager.” Hun rykkede uroligt på sig i stolen.

”De ved vel at glasvarerne og smykkekonstruktionen er noget, min mands side af familien står for, lad mig…lad mig for noget af det bragt ud. Så kan De bese det selv.” Hun stirrede vildt rundt, som om hun stadig ikke efter over tredive års bosiddelse her ikke kunne finde rundt i sit eget hjem. Endelig fik hun øje på en glanspoleret tjener og bad ham bringe de ting, som Sigfred havde tænkt sig at benytte til demonstration ud. Det kom tingene så også. Prompte. Sammen med fade med diverse snacks til gæsterne. Lenore rørte intet af det, men slog ud med hånden i retning af guldsmede og glaskunst. Øreringe der dryppede af sten og glas perler.Kunstfærdige glitrende indsatser til ringe, der meget sigende manglede sten. En miniature glasskultur af samtlige racer, der sammen holdt kontinentet oppe. Hendes bryllupsdagsgave. En glasskultur af et kroget sølvglitrende træ fuld af ravne (en fugl, som Sigfred i øvrigt fandt det svært at døje efter, at han endelig rent faktisk skulle bo sammen med dem).

”Som De ser har Von Umbrafamilien en vis…kunstnerisk flair. Såfremt De ønsker det, kan vi inkorporere jeres sorte opaler i vores arbejde og…sælge det videre. I vil så få procenter af indtjeningen.” sagde hun. Hun talte med et lettere næsten forpint udtryk. Brød sig ikke om, at der pludselig var andre forventninger til hende, end at hun skulle holde sig af vejen for andre, imens de forhandlede. Lenore nærede stort set ingen interesse for forretninger og ville ærlig talt helst lades alene med sine ravne. Hvis først kvinden begyndte at spørger ind til, hvilke procenter de ville få, så ville hun ikke ane, hvad hun skulle svare. Trods alt, var hun slet ikke uddannet indenfor dette felt. Faktisk var hun ikke uddannet indenfor meget mere end almindelig dannelse for ladies, hvilket hun også havde fundet død sygt det meste af tiden, men sin tid på Isle of Pearls kunne hun abstrahere fra. Monotonien her var endeløs, men hun ville helst lades alene med sin egen hjerne og ikke dette.

Taliia smilede varmt og venskabeligt til fruen. Intet under at hun var urolig når hun ikke havde gjort sig meget i forhandligner. Og med den mand, så overraskede det faktisk Taliia at fruen var ved så godt helbred, selv om hun virkede forvirret.
De skal ikke undskylde. De klare det godt.

Så snart de forskellige vare og konstruktioner kom, var det tydeligt at Taliia var overvældet af tingenes skønhed. Hun så på varerne og rørte dem med en kyndig hånd, der alligevel udviste en utrolig forsigtighed, mens hun lyttede til fruens fortællinger og forhandling. Hun nikkede forstående, mens hun sad og så på et par glasringe som manglede sten.
”Jeg er virkelig imponeret og fascineret over de kunstneriske udforminger. Og ja, jeg kan følge Deres tanke om at bruge opaler i ringene.” Hun vinkede lidt af sine folk, som efter at have åbnet en af kasserne, kom over med en lille æske der var forret med silkestof og indeholdte forskellige slebet opaler. I siden af æsken lå en lille pincet som hun tog og løftede en af stenene over til ringen for at give et indblik i hvordan det så ud sammen. Hun nikkede tilfreds og lagde stenen tilbage inden hun så over på skulpturen af et sølvtræ med ravne. Et skævt smil kom frem på hendes læber, mens hun funderede lidt over hvilke sten der måske kunne fremhæve skulpturen. Hun brugte igen pincetten og løftede en af de virkelig små sten hen til statuen. Smilet blev mere tilfreds, selv om stenen stadig var for stor til det hun havde i tankerne.
”Jeg kan lige forstille mig hvordan denne statue kunne få mere liv ved at bruge opaler til ravnenes øjne. Jeg gætter på at denne skulptur tilhøre Dem?” Der var varme i hendes øjne, da hun så på fruen efter at have lagt stenen tilbage i æsken.

Lenore modtog ikke komplimentet. Ikke af ond vilje, men simpelthen fordi hun, øjensynligt var faldet i staver. Dæmonfruens blik var i stedet for Taliia eller andre af de omkringværende væsner rettet mod himlen og mere specifikt hvad der startede ud som kun værende en lille sort plet mod den blå flade. Snart landede den hjemvendte ravn dog først i træet over den lille forsamlings hoved og siden på Lenores helt instinktivt fremstrakte arm. Et øjeblik var hendes perspektiv forvredet og i stedet for at se gennem sine egne øjne så hun gennem ravnens. Hendes evne var, ikke som sådan ukontrolleret, men Lenore gjorde heller ikke meget for at tilbageholde sin tilknytning til dyrene, så fra tid til anden endte hun med dette, glimtvise sekunder, hvor hendes eksistens ikke syntes at være helt fastknyttet til hverken det ene eller det andet.

Hun lukkede øjnene et øjeblik, som for igen at finde sig til rette i sin egen krop, imens Drusilla, for det var ravnens navn, stadig lidt pjusket efter lang tid på farten fandt sig til rette på hendes skulder.
Som sædvanlig var fuglenes tilstedeværelse en vis kilde til ro i en verden og en situation, som Lenore langt henad vejen ikke længere rigtig følte, at hun forstod eller hørte til i. Og ikke havde i mange år. Fra tid til anden overvejede hun om noget af hende, hvad end hun havde mistet, dengang hun døde, havde gjort hende ude af stand til at fungere blandt almindelige levende mennesker eller om hun, som flere i selskabslivet end sige hendes far og hendes mand flere gange havde antydet, bare helt grundlæggende var så meget en særling, at hun var heldig, at hun overhovedet fik lov at eksistere.

Hun strøg ravnen over fjerene og syntes pludselig at vågne op og igen huske at Taliia var her.

”Åh…ja…det er…min, i det omfang noget tilhører nogen af os, vel sagtens,” sagde hun fjernt. Lenore var typen, der følte sig underligt næsten spirituelt knyttet til de ting eller steder, hun virkelig holdt af. Men dette var en gave fra Sigfred og til trods for dens skønhed lå der over den en kulde.

Taliia forstod hurtigt at fruens opmærksomhed var andetsteds, og smilede venligt til hende. Så hun havde en særligt tilknytning til ravne, det kunne forklare broderierne på kjolen. Det mindede hende om hendes kusine, Larlii, der ligeledes havde en tilknytning til en bestemt drage. Det var utroligt sødt som fruen sad der og blev beroliget af ravnen. Noget tydede på at fuglene var fruens eneste grund til at hun ikke var blevet skør eller ude af sig selv. For hendes mand gav Taliia ikke meget for.
Og måden fruen reagerede op hendes spørgsmål om skulpturen, gav Taliia det indtryk at det var en gave fra ham. Det gjorde at Taliia så på skulpturen med andre øjne end før. Jo den var stadig smuk, men det var som om en kulde havde sneget sig ind over den.

Hun spekulerede som en gal over, hvordan hun kunne hjælpe denne stakkels kvinde. Forudsat at fruen ønskede hjælp.
””Jeg kender nogle sølv og guldsmede, som vil elske at lave en skulptur magen til denne. Hvis De tillader at låner mig denne en uges tid, kan jeg få lavet en til Dem. En som sikkert vil indeholde mere varme og glæde end denne, hvis jeg må sige det.” Et lille skævt smil kom frem på læben hos hende, som hun tilføjede det sidste.
”Og det vil være en gave fra Blackfire klanen til Dem. Deres mand vil ikke kunne tage den uden at komme i problemer med os.”

Det lettere sygeligt blege ansigt blev lagt i forvirrede folder. En lille panderynke mellem hendes øjenbryn.

”Jeg kan ikke se pointen?” sagde hun, dybt forvirret og med en ærlighed der ville have skræmt hvem som helst i selskabslivet. Så uhøfligt, ville mange have sagt, skjult bag deres strudsefjersvifter. Men Lenore var umiddelbar, enten sagde hun hvad hun tænkte på de mest kryptiske måder, der kun gav mening i hendes eget hoved og måske, hvis modparten var heldig, halvvejs i deres. Eller også var hun så ligefrem i sine udtalelser at folk ville have skreget. Hvorfor skulle der være mere varme i en kopi af noget, hun forbandt med tvang, pligtskyldighed og kold ondskab? Det var ikke fordi, at hun kendte Taliia, så varmen i denne relation ville kunne bære denne nye pointeløse kreation.
”Jeg tror De glemmer Deres stand,” sagde hun fjernt og strøg Drusilla over fjerene, som ravnen et øjeblik kærligt hvilede hovedet mod dæmonfruens kind. Den blideste berøring hun havde modtaget i ugevis, hvis ikke længere. Afsavnet skar i hende og hun overvejede, hvornår hun ville for Edgar at se igen. Det kunne dog aldrig blive snart nok. Hvis bare faderen ikke havde insisteret på at sælge hende som en anden avlshoppe til en, der boede så langt væk, som det føltes overhovedet muligt at komme.

”De taler som om, at det værste der kunne ske var at Sigfred ville separere mig fra Deres kreation. Som om skabelsen af den overhovedet ikke er provokation nok alene. Truer de ofte adelsfolk med problemer fra en handelsklan?” Hendes ord manglede den fordømmende tone, de ville have haft hos mange andre. Tonen druknede nemlig i Lenores undren. Og dog var der alligevel noget der skinnede igennem. En soleklar forståelse af, at Taliia ikke anede noget, om det liv, som hun for en eftermiddag betragtede udefra. Lenore var en Gray af fødsel trods alt, og selvom den ikke kom fra et ondsindet sted, et ønske om at undertrykke andre, så var hun, grundet århundreder i familiens indsnævrede egen lille verden, fuldt ud overbevist om, dog ikke helt bevidst om, at det reelt var noget hun udtrykte, sin egen og familiens overhøjhed over alt andet.

Når kun I bærer i jeres blod århundreders ære og autoritet, er det forventeligt at visse pligter følger med havde Agnes engang indledt en lang moralprædiken overfor hende, Edwin og Edgar. De havde bare været børn dengang og havde mere eller mindre alle zoned ud for at komme ud og lege, når hun endelig var færdig. Men ordene sad stadig i Lenore. For dette ægteskab var trods alt hendes pligt at bære, ligesom så meget andet.

”Så Nej. De får den ikke. Jeg ville ikke have nogen værdi af dens nyskabelse og det ville kun skabe problemer,” sagde hun og fingererede med sin bronzering. Vielsesringen rørte hun aldrig.

Taliia var lidt overrasket over fruens reaktion. Men så igen. Noget tydede på at hun havde fejlvurderet situationen. Så da fruen var færdig med at 'skælde hende ud', bukkede hun fra siddende stilling med et mere alvorligt ansigtsudtryk.
”Jeg beklager. Det var under ingen omstændigheder min mening at skabe problemer.”

Hun overvejede hvad hun kunne gøre for at rette op på dette, men kunne ikke komme på noget lige nu. Så derfor vente hun tilbage til grunden af dette møde. Det værste der nu kunne ske var at fruen afbrød forhandlingen. Og skulle det ske, så måtte Taliia se om hun kunne gøre noget for at skabe nye muligheder.
”Deres tanke med at bruge vores opaler i Deres glasringe tiltaler mig. En tanke kunne også være at lave øreringe og halskæder, så det eventuelt kunne sælges som sæt.” Smilet var forretningsmæssigt, men indeholdte alligevel en del varme.

Folkene holdte øje med hvordan det gik, og var blevet lidt urolige over fruens lettere fordømmende tonefald.

Lenore så underligt på hende uden rigtig at se. Nu var det tydeligvis elverkvindens tur til at være dybt forvirret, selvom Lenore ikke forstod hvorfor. Burde de problemer, som kvinden kunne skaffe hende på halsen med en å åbenlys provokation ikke være decideret åbenlyse? Ikke blot på et emotionelt plan ville Sigfred ikke håndtere en så åbenlys ydmygelse på nogen pæn måde, men kvinden talte åbenlyst om at få lavet en kopi af Von Umbra fremstillede varer? Ikke noget specielt godt udgangspunkt for en handelsaftale. Det vidste selv Lenore, vis interesse i hele denne affære var, når alt kom til alt lavere end nulpunktet. Hvis bare Sigfred havde kunne ordne det her selv, så ville hun stadig have kunne side ovenpå med sine ravne. Måske sove. En begyndende hovedpine maste sig på ved hendes ene tinding og hun lukkede øjnene i forsøget på at undslippe det skarpe sollys et øjeblik. Hendes led værkede. Egentlig var Lenore vandt til at leve med smerte i en eller anden grad. Havde gjort det i hvert fald siden hun døde og to voldsomme fødsler havde kun syntes at forværre det. Det meste af tiden kunne hun håndtere det. Det var så konstant, at det bare var virkeligheden. Ærligt, var hun ikke længere sikker på, at hun kunne huske en tid, hvor hun aldrig havde ondt. Men det blev værre, og mere insisterende i stressede situationer. Som nu, hvor hun ærlig talt ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun var slet ikke gearet til det her. Det var ikke hendes sted.

”Jeg kan ikke forvente forståelse fra andre. Det er jeg klar over,” var hendes eneste svar til Taliia. Nej, at være en Gray var et ensomt lod at bære. Du fik det ind med modermælken, at de eneste der i sandhed nogensinde ville forstå dig, var din egen familie. Ud fra erfaring mente Lenore, at der var sandhed i disse ord, som Agnes så venligt havde mindet hende om, da hun først blev sendt af sted til Perleøen. For at få hende væk fra eventuelle skøre ideer, vel sagtens.
Hun strøg en lok sort hår væk fra ansigtet, fodrede Drusilla en håndfuld majskerner fra sin lomme uden at se på Taliia. Fandt ikke længere kvindens selskab specielt behageligt. Hun havde bevist sig uvidende og Lenore kunne mærke den stikkende fornemmelse af hendes folks øjne på sig. Hvad stirrede de sådan for? Ønskede de at hun skulle give efter for Taliias forslag og ende som udskammet? Hun ville gerne flytte sig, men at give afslag på alt forhandling, ville også være et nederlag.

”At der ville blive konstrueret flere smykker troede jeg var evident,” sagde hun.

Havde Taliia været alene, ville hun have dunket hovedet i bordet et par gange. For h*** da osse. Dette gik da mere og mere galt. Meget tydede på at hun stadig ikke viste nok om adlen til at kunne forhandle direkte med dem. Hun sukkede indvendigt, mens hun ud af til holdte på facaden og forsøgte at rede handlen.
”Naturligvis er det evident. Det jeg mente var at der gennem det sidste års tid, har været en større forespørgsel på smykkesæt. For det meste er det halskæder og øreringe, men andre ønsker også ringe.” Hun så roligt på fruen og smilede stadig venligt. Med lidt held ville der komme en aftale i land indenfor de næste par timer.

Taliia sad allerede og tænkte på at hun skulle spørge Azir og hans familie om hjælp. Hun burde enlig have spurgt dem før denne handel. Hun tænkte automatisk tilbage på den anden handel hun havde lavet tidligere på foråret. Der var noget ved fruen, som mindede om den anden frue, men Taliia kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var.

Lenore så på Taliia med et fjernt disorienteret blik. Undrede sig over, hvorfor kvinden blev ved med at køre i den samme rille. Måske sad hun oprigtigt fast? Eller havde hun bare ikke hjerne til at tænke at de da selvfølgelig ville skabe, hvad end form for smykker, der var et marked for. Von Umbra slægten havde lavet smykker, glas og kunststykker i århundreder, før de blev adlet for ikke ret mange generationer siden. Det vidste selv Lenore. Og den familie vidste, hvordan de skulle sælge deres vare, hvis ikke de vidste ret meget andet. Måske havde Lenore bare virkelig ikke et blik for, hvordan man forhandlede. Eller, det var ikke engang et måske. For hun vidste det med sikkerhed og var efterhånden så træt af, at kvinden ikke lod til at kunne se de reelle problemer, som hun lige havde skabt, hovedsageligt, at hendes blotte tilstedeværelse og hendes tidligere forslag om fremstilling af, hvad der reelt var kopivarer i form af en massakrering af en skulptur Lenore ikke engang følte noget for, ville provokere Sigfred på et niveau hvor hun ikke ville vide, hvad hun kunne regne med.
Mest af alt, havde hun lyst til at gå.
Hendes hoved værkede nu på et niveau, hvor hun efterhånden ville have foretrukket en gennemboring. Hendes ben føltes stive og mest af alt var hun dybt og inderligt forvirret over, hvad i alverden kvinden egentlig ønskede at få ud af denne samtale. Selv for Lenores utrænede ører forekom det ikke, at hun havde noget reelt brugbart at byde ind med. Ingen skalering. Ingen tal. Intet om, hvad klanen ønskede. Nej, hun ville fejle dette. Nøjagtigt som Sigfred havde forventet, så hvorfor trække det yderligere i langdrag?


”For min skyld, kan De få en hvilken som helst slags smykker De ønsker, bare vi får dette overstået,” udbrød hun helt desperat.
Uden et ord mere rejste lady Von Umbra sig fra sin stol. Dog nåede hun ikke at tage mere end et par søvngængeragtigt vaklende skridt, før hun snublede og kollapsede på den nydelige havesti. I stedet for at rejse sig sad kvinden blot på jorden med benene trukket ind til kroppen og øjnene hårdt lukket i. Hun var begyndt at græde.
Ravnens panikslagende skrappen tiltrak en tjener.
Kvinden, der havde været Lenores kammertjenerinde siden pigen stadig bar Gray-navnet, så bekymret og dog samtidig hjemmevant ud i denne situation.

”Kan du ikke hente Edgar? Jeg vil gerne hjem,” sagde Lenore med en lillebitte stemme. Så fortvivlet, at hun fuldstændig havde tabt overblikket.
Xenia hjalp nænsomt sin frue på benene.
”Jeg skriver til ham,” lovede hun med afmålt forsigtighed.
Lenore så sig omtåget omkring og ønskede virkelig, at der ikke pludselig havde været så mange mennesker i haven.