Heart of Glass-Taliia

Mere og mere tydede på at Taliia havde tabt det hele på gulvet. Fruen var mere disorenteret i blikket og virkede også som om det hele kedede hende ugudeligt. Taliia sukkede indvendigt, da fruen desperat udbrød at de kunne få det som de ville have det, og derefter rejste sig. Perfekt. Hvem skulle nu skrive under på aftalen, når fruen nu gik sin vej?

I det split sekund hvor fruen faldt var hun ved at springe op, men afholdte sig fra det for ikke at gøre situationen værre. Folkene havde set det, men havde været høflige nok til at vende ryggen til, for at give fruen noget privatliv.
Taliia rejste sig roligt og gik den korte tur hen til fruen og hendes tjenerinde, hvor hun bukkede med hånden over hjertet.
”Fru Von Umbra. Jeg undskylder hvis De føler at jeg har været for tilbageholden eller u-dannet til Deres selskab. Har De nogle ønsker til en gave? Jeg vil gerne vise min taknemmelighed for Dem. Hvad handlensaftalen angår, så kan jeg vende tilbage om en dags tid eller to, hvor vi kan afslutte med en skriftligaftale, så begge parter er enige.” Stemmen var stille og venlig, samt fyldt med ærlighed og høflighed.

I lang tid var det eneste der undslap Lenores strube en underligt halvkvalt klagende lyd. Hun skjulte ansigtet i hænderne og nægtede derved at se på nogen. Implicit lå nok også et ønske om ikke selv at blive set, at undslippe alle disse blikke og ord, der for hende intet betød. At krølle sig sammen i sin seng og sove, indtil kroppen fik lov at glemme, at den havde ondt. Til sidst så hun endelig på Taliia, stadig halvvejs ud gennem sine fingre, som i et underligt forsøg på at beskytte sig selv. Hun ville have sagt til hende, at det hed hun ikke, men så huskede hun, at det gjorde hun vel.

”Hvad skulle jeg bruge Deres gaver til? Vi er ikke venner,” konstaterede hun i det luftige fjerne tonefald, der kendetegnede hende så tydeligt. Ordene var hudløst ærlige, men uden vrede eller forbitrelse. Det eneste de udtrykte var bundløs træthed. Ønsket om at slippe af med hende, ikke fordi elverkvinden var ”udannet” hvilket hun lod til fejlagtigt at antage var hele årsagen til, at dette ikke gik som det skulle, men simpelthen fordi kvinden udmattede og forvirrede hende. Xenia, den lille buttede tjenerinde med det fejlagtigt ofte antagede muntre runde ansigt, skulede dog af handelskvinden, som om hun havde omtrent samme pli som en elefant i en glasbutik. At tjenerinden lignede en tordensky skyldtes ikke så meget nogle ekstremt varme følelser for hendes lady, som hun dog vel på et eller andet niveau kærede sig om. Nej snare var det fordi, at selvom hun havde gjort det i over tredive år efterhånden, fyldte det hende stadig med uro, at skulle være budbringer om endnu et af fruens mentale sammenbrud overfor dennes bror. Hun anede ikke, hvor hun havde ham.

”Jeg tror ikke min mand vil have nogen reel interesse i at handle med jer efter i dag,” funderede Lenore så, uvidende om, hvordan hendes tjenerinde var i gang med at give Taliia dødsblikket.

”De har allerede bevist at De ville være villig til at fremstille kopiere af hans vare. Ikke et godt træk for en handelspartner. Desuden er De så forvirrende, at jeg stadig efter hele vores samtale, ikke aner, hvad De forventer. Jeg troede handelsfolk skulle forestille at være…hvad er det de siger? Klare i spyttet?” Hun rynkede panden. Talemåden forekom hende…uhumsk

”Tag deres opaler et andet sted hen…hvis De er heldig, vil han have glemt Dem om en måneds tid,” sagde hun, som om dette helt reelt var en opmuntring. For Lenore var det. Sigfred ville ikke glemme hendes egen uduelighed lige så hurtigt.

”Nej, vi er ikke venner. Men De har vist mig at jeg mangler en del for at kunne omgås adelige. Og det vil jeg gerne takke Dem for.” Stemmen var rolig og varm, selv om tjenerinden nærmest myrdede hende med blikket. Hvilket hun sikkert også havde god grund til. Taliia var træt af at hun ikke havde spurgt om hjælp fra Azir og hans familie. Men hun viste også at det var noget som hun snarest muligt skulle gøre alvor af.

Fruens næste ord, kunne Taliia ikke andet end nikke forstående til. Fruen havde ret. Hun havde jo tilbudt at lave en kopi af skulpturen, og havde på samme tid fejltolket Fruens accept til sin mand.
Hun valgte kun at bukke for Fruen. Og så snart Fruen havde svaret om hun ville modtage en gave eller ej, ville Taliia forlade boligen sammen med sine folk.

Folkene forholdte sig tavse ind til de kom tilbage til handelshuset. Her sikrede de sig i et mødelokale før de gav deres meninger om herskabet til kende. Taliia nikkede roligt til deres ord, mens hun samtidig tænkte en hel del over sine egne handlinger.


//Out//

”De har intet at takke mig for og jeg ønsker intet af Dem,” fastslog hun i det hun også rakte den første gave, hun havde modtaget fra Blackfire klanen, halskæden, tilbage til Taliia. Som sagerne stod nu, ville det have været upassende at beholde den og hvor smukt stenen end glimtede i lyset fra solen, ønskede Lenore ikke at tiltrække sig mere mishag end højst nødvendigt ved at iklæde sig noget skabt i forbindelse med en fejlagtig handelsaftale.

”Farvel, Taliia. Må havene behandle Dem bedre end folket på land behandler os.” Med denne noget sære afsked vente hun sig, uden at vente mere fra sine gæster og gik med Xenia som støtte tilbage til huset. Således fulgte dagens modvillige værtinde ikke engang sine gæster til dørs og denne opgave faldt til tjenestefolkene. Så snart lyden af deres vogns hjul var forsvundet ned af gaderne til et punkt, hvor hun ikke længere kunne høre dem, faldt Lenore lidt mere til ro, men det var også som om den absolut sidste rest af energi, hun havde kæmpet så hårdt for at opretholde gennem samtalen nu så sit snit til at fordampe fuldstændig og det føltes snart, som om, hun ikke længere kunne stå på sine ben. Det var således op til Xenia som hendes evige støtte næsten at bære hende op af de snoede trapper til førstesalen og hendes værelse. Da Sigfred slentrede, tilsyneladende tilfældigt, men for de der kendte ham åbenlyst målrettet, ud af sit kontor blev den lille tjenerindes ansigtsudtryk blankt og uigennemtrængeligt som en mur.

”De kan tale til hende, når hun har sovet. Hun er under ingen omstændigheder i stand til at informere Dem om sagen lige nu…sir,” sagde hun i et tonefald, hun kun tillod sig, fordi hun var under Gray betaling og dermed også en vis mængde af deres beskyttelse.
Lenore magtede næsten ikke engang at se på ham.
”Det var sære handelsfolk..måske var de bedre til at være pirater. Måske mistede De slet ingenting,” hviskede hun tænksomt, cementerede det kølige forhold mellem sig selv og ægtemanden ved at de stadig efter over tredive års ægteskab var des.
Hun uddybede ikke med så meget som et ord mere, men vandrede blot ind på sit værelse, hvor hun faldt sammen på sengen næsten før nogen kunne hjælpe hende med så meget som at klæde sig af.

//Out//